Der kan også spørges om samfundet så er i stand til at lære noget af Robert's dovenskab, og svaret på dette afhænger af samfundet selv, og om samfundet er i stand til at
anerkende konflikten med sig selv. I sin bog om Virkelighedens Ørken, drager Žižek en parallel mellem symptomet og USA efter 11. September, for med denne begivenhed fik USA nemlig alletiders mulighed, for at lære noget om sig selv.177 Og netop sådan skal Robert ses, som den hændelse der kan lære samfundet noget om sig selv, om den konflikt der findes i samfundet, og måske bruge dette til at rejse en kritik. Problemet for samfundet ved at erkende Robert som symptom, er Robert's position i samfundet, men det er netop fra den udsatte position hvorfra Robert taler, at samfundet bliver i stand til erkende sin mangel. Som et svar fra Det Reelle. Žižek's pointe i forhold til 11. september er, at USA blot tog deres vrede over angrebene ud over Afghanistan, i stedet for at spørge sig selv om hvad der var grunden til at nogle mennesker kunne være så sure på dem. På samme måde bliver folk vrede på Robert fordi han får nogle til at føle mindreværd omkring deres eget liv, i stedet for at spørge sig selv, hvad årsagen er til, at Robert synes at samfundet ikke er godt nok. Stiller man ikke sig selv dette spørgsmål, så tillades det at samfundet falder i søvn igen så snart interessen i medierne er væk, på samme måde, som 11.
september tillod USA at falde i søvn igen.178
For at samfundet kan lære noget af Robert, er det derfor nødvendigt at man stiller nogle andre spørgsmål end de sædvanlige. Debatten omkring Robert's dovenskab illustrerer dog tydeligt, at samfundet ikke formår at stille de rigtige spørgsmål. Debatten bliver ved at hænge i de sædvanlige emner der altid diskuteres, uanset hvad konflikten synes at være.
Disse emner er eksempelvis værdier, velfærd, arbejde, kontanthjælp, de arbejdsløse, aktivering, bidrag til samfundet og så videre, og det er også disse emner der kredser omkring Robert. Han nasser, han vil ikke bidrage, han er doven med videre. Disse emner vil også blive diskuteret når den næste Robert kommer og forstyrrer samfundets
etablerede orden. Som psykoanalysen pointerer, så er man nødt til at erkende, at
problemet ikke er om man lever op til disse 'værdier', men problemet er derimod det der legitimerer, at det er disse 'værdier' der hele tiden diskuteres og måles efter. Når
samfundet hele tiden tillader sig selv at falde i søvn, er det fordi det mener, at løsningen skal findes indenfor disse kendte begreber. Samfundet erkender at der er en konflikt, men
177 Slavoj Žižek, Velkommen til virkelighedens ørken (København: Informations Forlag, 2010), 25-26
178 Bjerre & Laustsen, Slavoj Žižek, 69
det er en konflikt med en borger i forhold til nogle kendte problemstillinger og emner, og ikke en konflikt i forhold til samfundet selv.
Debatten om Robert har det derfor med at misse pointen i forhold til hvad historien om Robert kunne handle om, nemlig mennesker, selvom Robert flere gange påpeger, at det er det, det hele handler om. Han vil jo netop bare behandles som et menneske. Sagen om Robert bliver derfor taget i brug på en helt forkert måde, den bliver helliggjort, som en ny måde hvorpå folk kan pege fingre, og bekræfte overfor dem selv, at deres eget liv er bedre end de andres. Først når Robert får et job som kommunikationschef i en mellemstor privat virksomhed, og underlagt det normale sæt af værdier, vil han være accepteret af
samfundet. Indtil da vil han bare være den dovne kontanthjælpsmodtager, man kan pege fingre af. Man ønsker måske at hjælpe ham, og ihvertfald ikke at stigmatisere ham
yderligere, men man gør det alligevel.
Robert bliver samfundets syge patient, og derfor når samfundet ikke til den erkendelse, at det selv er den syge patient. Man kommer derfor heller ikke til den erkendelse, at Robert inddirekte kan fortælle en masse ting om samfundet, og om legitimeringen af de værdier man lever efter. Robert kan jo netop fortælle noget om den måde hvorpå samfundets nydelse stigmatiserer hele samfund i Canada. Men samfundet er for travlt optaget af at tale om værdier, indvandring, velfærd og arbejde, til at kunne nå til en erkendelse af, at verden etisk set er ude af sig selv.179 Som psykoanalysen forklarer, så kan
psykoanalytikeren ikke helbrede, men kun hjælpe patienten til sin egen helbredelse, og det er igennem sådan en optik at man kan se Robert, nemlig som psykoanalytikeren, der kan hjælpe samfundet med at helbrede sig selv. Man kan også sige at Robert er det
spørgsmål psykoanalytikeren stiller patienten, for at patienten kan få indblik i sig selv. Man skal dog også passe på med at komme til at overfortolke Robert som samfundskritiker, og tillægge ham nogle evner han måske ikke besidder. Måske er Robert i virkeligheden bare 'doven'. Der er også den mulighed at Robert er meget udspekuleret, og har brugt historien til at promovere sig selv. Robert vil jo gerne arbejde og deltage i samfundet hvis det rigtige job kommer, og kommer dette job, så vil Robert indgå i den samme passive nihilisme som alle os andre, med nydelse og forbrugslån. Robert er som alle andre et begærende
subjekt, så hvorfor skulle kynismen fungere anderledes for ham. Men selvom Robert begynder at arbejde, så betyder det ikke at sagen om Robert ikke har betydning. Robert
179 Žižek, Vold, 166
skal bare ses som den midlertidige hændelse der utilpasset modsætter sig den etablerede form for tvungne identifikation og stigmatisering. Samtidig skal Robert også ses som det symptom, der kan fortælle samfundet noget om dets egen konflikt, dets egen nydelse, og ikke mindst - noget om hvordan legitimeringen af virkeligheden foregår.
Omkring psykoanalysen, så er denne blevet præsenteret som den analysenøgle der kan hjælpe samfundet med sin egen helbredelse. Psykoanalysen kan som bekendt ikke give nogle svar, kun foranledige noget tænkning, der kan give svar på nogle tilstande. Derfor er valget af cases heller ikke så kritisk, da psykoanalysen vil kunne finde sygdom i dem alle sammen. Samfundet er jo en struktur af syge subjekter, syge efter begær og nydelse. Det begærende element i psykoanalysen gør derfor også, at Žižek's ideologikritiske projekt aldrig vil lykkedes til fulde. Man kan jo aldrig tænke sig selv uden begæret, så derfor vil en forestilling om et samfund uden begær fremstå omsonst. Strukturen og det performative i sproget gør endvidere, at man aldrig bliver færdig med at analysere. Da begæret ligeledes er et begær efter den anden, eller den andens begær, bliver det svært overhovedet at kunne beslutte noget selv, da man netop ikke kan kontrollere selvet. Det er derfor svært at kritisere psykoanalysen, bortset fra det at kritisere det fundamentale patologiske element, det at psykoanalysen insisterer på sygdomstilstanden. Til en sådan kritik vil psykoanalysen dog nok bare svare, at en ideologi som et selvstændigt fænomen, altså en fri vilje, bare ligger i fantasien.
Konklusion
Som indledningen og problemformuleringen fortæller, så er udgangspunktet for teksten et misforhold mellem kapitalismens fokus på forbrug og nydelse, og den politiske korrekthed og tolerance der præger samfundet. Antagelsen om dette misforhold synes at være helt intakt i den forstand, at der er nogle modsatrettede interesser mellem nydelse og etik. At nydelsen forårsager stigmatisering, er folket i Canada et eksempel på. At den politiske korrekthed samtidig forsøger at beskytte en række grupper, kommer til udtryk gennem den transformering der sker i kapitalismen, hvor Robert er et eksempel på nogle af de personer samfundet 'tager under sine vinger', ved at prøve at implementere dem i samfundets
struktur. Den etiske illusion er ikke til at tage fejl af. Man ødelægger og hjælper på samme tid, men ingen stiller spørgsmål til hvad der reelt foregår.
Men Robert bliver også pludselig ham man gerne må pege fingre af, og gøre grin med samtidig. Et eller andet ved Robert gør nemlig, at man legitimt kan suspendere den politiske korrekthed, og dermed agere helt modsat overfor ham. Dette skyldes at Robert nægter at ville lade sig tilpasse, og det betyder med andre ord, at man kun kan nyde den politiske korrekthed og tolerance fra andre, så længe man tier stille, og gør hvad der bliver sagt. Man får fred, når bare tilpasser sig. Den fred man får gør dog bare, at ingen kritiserer systemet, og så fortsætter alt som vanligt. Folk som Robert kan derfor ses som det
tætteste samfundet kommer på en reel etisk begivenhed, en begivenhed der søger opgøret med stigmatisering og politisk korrekthed. Resultatet af dette, afhænger dog af samfundets egen indstilling til sig selv.
Denne tekst synes derfor at foranledige nogle yderligere spørgsmål, nogle andre
spørgsmål end dem den giver svar på. Spørgsmål der kan stilles på denne baggrund kan være, hvad prisen for kapitalismen er, eller måske nærmere, hvad kapitalismen koster.
Disse spørgsmål kan dog allerede delvist besvares med, at den koster noget liv, og at denne pris synes helt i orden og legitim. Der er ihvertfald nogle der betaler en højere pris end andre. Man kan måske oven i købet også sige, at det bliver legitimt at fratage nogle livet i kapitalismens navn. Et andet og mere interessant spørgsmål kan være, hvor tæt man skal på før at noget får betydning. Som indikeret, så kan nydelsen og begæret ses som dynamiske størrelser i den forstand, at graden af den nydelse man vælger, afhænger af en række udefra kommende omstændigheder. Hvis man antager at man aldrig kan slippe ud af begæret og dermed heller ikke ud af nydelsen, så kan man i stedet for søge at begrænse indflydelsen fra dem, ved at provokere 'betydningen' af noget andet til at
komme tættere på. En sådan provokation kan ske ved at tillade, at dovne arbejdsløse kontanthjælpsmodtagere som Robert kan provokere en så meget, at man bliver provokeret over sig selv. Så kan det være, at noget andet får betydning.