I denne sidste del skal der ses på en række forhold vedrørende et etisk element, hvorfor det etiske element er vigtigt, og hvordan elementet kan ses som en hændelse i samtiden.
Her vil blive trukket på tidligere analyser om stigmatisering og utilpasning, som vil blive relateret til det utidige subjekt, profaneringen og provokationen som et etisk ubevidste.
Kapitlet vil være fokuseret omkring Dovne Robert som den potentielle etiske hændelse der 'sker' når man mindst venter det, som den indgriben fra Det Reelle der ikke kan
forudsiges.163
Det etiske behov
Behovet for en etik tager udgangpunkt i Benjamin's forestilling om samfundet uden etos, eller et etos der kun findes i at arbejde og oparbejde kapital. Når den religiøse ide om et etos forsvinder, mangler der noget at arbejde hen imod, noget der kan tilskrives at være af et højere formål. I denne mangel sker der en usynliggørelse af en række forhold, og dette åbner for en ubevidst stigmatisering, en stigmatisering der hjælpes på vej kapitalens behov for mere kapital. Det er ikke fordi kapitalen ønsker at stigmatisere, det sker bare som følge af et begær efter mere kapital. Denne måde at stigmatisere på gør også, at ansvaret ikke umiddelbart kan ledes tilbage på samfundet, så det stigmatiserede individ bliver i høj grad overladt til sig selv. Strukturen gør at man derfor får sværere ved at have blik for andre som etiske mål, eksempelvis i form af næstekærlighed,164 så det bliver i højere grad op til den enkelte at afgøre, hvordan den etiske handling skal ske. Som Žižek skriver, så gør den troende fundamentalist den etiske gerning i Guds navn. Ateisten gør den etiske gerning slet og ret fordi det er det rigtige at gøre.165 Pointen er dog, at ingen kan se hvad det rigtige er.
Som Hyldgaard pointerer, så søger samfundet at løse det etiske problem indenfor
systemet selv, det vil sige indenfor de regler og normer der findes i samfundet. Dette gør dog også, at samfundet ikke når til erkendelsen af den rigtige konflikt, den konflikt der skal findes i samfundets konflikt med sig selv. Dette skubber den etiske tænkemåde, til det, at
163 Žižek, Ideologiens sublime objekt, 17-18
164 Rösing, Autoritetens Genkomst, 52
165 Žižek, Vold, 117
der ikke bliver nogen etisk tænkemåde. Når kapitalismen ikke har noget andet mål end kapitalismen selv, så mangler 'den anden' som det etiske mål der præger det teologiske.
Som Hyldgaard yderligere pointerer, så skal ideen om en etik derfor komme udenfor systemet, som en selvstændig etisk hændelse, eller som en konflikt der kan udfordre systemet. Problemet er bare, at samfundet synes at være blind for en sådan hændelse.
I forhold til begivenheds- og andethedsetikken, kan kapitalismen derfor siges at være uetisk. Når alt opgøres i målbare termer, bliver der kun den beregnende etik tilbage, den etik der med et tal kan afgøre hvad der er det rigtige eller det forkerte. Det bliver med kapitalen som højeste mål, ikke med mennesket. I den forstand kan det siges, at
kapitalismen er ligeglad med begivenheden, og hvad der sker i begivenheden. Den er kun interesseret i kapitalen, og denne tænkning i kapital bliver den etik der præger det
politiske, en etik der står indenfor selve det politiske system. Indtil denne politiske holdning ændres, vil der derfor stadig være stigmatisering. Man kan sige at fraværet af en politisk tænkning, bliver til en bestemt form for politisk tænkning,166 en tænkning hvor alt kan legitimeres, bare man har penge nok.
At være doven etisk
Som overskriften på afsnittet antyder, så synes der allerede at foreligge en beslutning om, at den dovne Robert kan være etisk, men ikke bare kan være, han er. Da der også
tidligere er blevet vist at man kan være doven på mange måder, ligger der også det aspekt i overskriften, at man kan være doven uetisk. Er man med andre ord som Robert, så er man etisk doven, og er man ikke som Robert, så er man uetisk doven. Heldigvis kan det dog ikke stilles helt så simpelt op. I forlængelse af Hyldgaard kan den etiske afgørelse jo ikke bare stilles op i målbare termer, og derfor kan den ikke afgøres politisk. Etikken i psykoanalysen står netop 'udenfor' økonomien og politikken, som det eneste tilbage der netop har egenskaben af at kunne være udenfor. Derfor skal det fastholdes at Robert ikke er etisk, men at han har mulighed for at være det. På samme måde har alle andre det samme potentiale, det afhænger af de spor man sætter i strukturen.
Som nævnt har Žižek det med i sin politiske filosofi at betragte Det Reelle som et dynamisk element, som noget det ikke kan planlægges, men alligevel sker og har
166 Bjerre, "Jeg tænker ikke, altså er jeg: Slavoj Žižek," 101
betydning. Det Reelle viser sig dog først efter det er sket, i kraft af en ændret betydning.
Žižek giver et eksempel med forelskelse som en indgriben fra Det Reelle. Det kan i høj grad ikke forudsiges, men har det med at ramme en når man mindst venter det.167 Robert vil prøve at blive tænkt i forlægelse af dette, måske ikke som en lige så stærk følelse, men som noget der har ramt samfundet hvor det mindst ventede det. Robert's etiske status som en indgriben fra Det Reelle, vil derfor vise sig som en ændring af nogle af de strukturer han griber ind i. Forandrer han ikke noget, vedbliver han bare med at være et irriterende element i den Symbolske struktur. Forandrer han noget, er han derimod et irriterende element fra Det Reelle, eller Det Reelle som en etisk begivenhed.
Ved at være utilpasset placerer Robert sig et sted imod at være et utidigt subjekt, dog uden at være det helt. Det utidige er som nævnt ikke noget man er, men er noget man søger, og i forlængelse af dette, vil det etiske element i det utidige være noget man søger.
Ligeledes nævnt, handler det i psykoanalysen ikke om at afgøre hvad der er rigtigt eller forkert, men derimod om at nå dertil hvor subjektet er 'midt i mellem' det at tale for meget og tale for lidt. Det utidige befinder sig netop i dette 'midt i mellem', og denne søgen efter det utidige, bærer præg af den konstante konflikt. I denne henseende må Robert betragtes som værende i konstant konflikt, ikke kun med sig selv, men med de identiteter samfundet vil pålægge ham. Det etiske hos Robert skal findes i dette forsøg på at løsrive sig denne identitetsdannelse og stigmatisering. Den moderne arbejdsetos med arbejdet ophøjet til ny religion, kan her bruges som eksempel. Da Robert kan påstås at profanere arbejdet og tage det tilbage mod den rene aktivitet, (ikke til), tager han derfor også afstand til ideen om ideologiserede partikulære egenskaber der har det med at præge markedet. Den etiske aktivitet hos Robert relaterer sig derfor i høj grad til den måde han profanerer arbejdet og samfundet på, da denne profanering leder mod det at være et utidigt subjekt.
I sin funktion som utilpasset, stiller Robert spørgsmål til samfundets begær og nydelse, og samtidig til hvad der organiserer og legitimerer denne nydelse. Robert som etisk stiller derfor en række krav til, eller kritiserer, samfundet som symbolsk institution. Med
samfundet som institution, tænkes samfundet som det psykoanalysen vil kalde den Store Anden, eller som en funktion af den Store Anden. At kalde samfundet for den Store Anden vil være at acceptere samfundets normer som metafysisk 'sandhed', og det er denne funktion af den Store Anden, Robert i sin profanering udfordrer. Men hvis samfundet ikke
167 Žižek, Ideologiens sublime objekt, 18
vil erkende at det ikke er den Store Anden, så sker der blot det, at samfundet reagerer på modstanden, ved at forsvare de etablerede værdier, de værdier der er legitimeret af den Store Anden som sandhed.168 Reaktionen fra samfundet bliver derfor, et yderligere forsøg på at lære Robert noget om, hvad der er rigtigt og forkert indenfor de gældende normer.
Midt i snakken sker der så desværre også det, at Robert's oprindelige spørgsmål opsluges i tom snak, og dermed helt forsvinder ud af fokus. Den potentielle konflikt der var under opsejling, dræbes i denne snak, og den mangel Robert søger udfyldt i sit spørgsmål træder i baggrunden.169 En yderligere reaktion fra samfundet over spørgsmålet ses i form af frygt, en frygt der resulterer i at Robert bliver offer for en ændret tolerance og politisk korrekthed, og dermed en yderligere stigmatisering.
Selvom Robert i ovenstående har gode etiske intentioner ved at være utidig, så sker der ingenting, medmindre samfundet anerkender disse intentioner. Det samfundet derfor mangler er en forholden sig til det spørgsmål der stilles, en pædagogisk forholden sig, der anerkender at svaret på spørgsmålet ikke skal findes indenfor strukturen, men derimod udenfor strukturen. For at det etiske kan ske indebærer det også, at Robert skal kunne stole på at samfundet rent faktisk kan svare på hans spørgsmål, og løse hans problem, men det regner Robert tydeligvis med.170 I dette spørgsmål til samfundet fremstår Robert som utidig, men det der afgør det utidiges etiske status, er om samfundet kan erkende manglen eller konflikten. Det er i denne handling at ny viden kan opstå, der hvor Robert's begær løsrives fra samfundet, som et selvstændigt krav efter ny viden. Om Robert i sin dovenskab derfor er etisk eller ej, afhænger både af hvorvidt Robert er i stand til at stille et spørgsmål der ikke kan besvares ud fra en gældende norm, men også om samfundet er i stand til at behandle spørgsmålet som noget der ikke kan svares på indenfor gældende normer. Det etiske opstår derfor i hændelsen, men denne etiske hændelse er foranlediget af om spørgsmålet anerkendes af den anden.
168 Kirsten Hyldgaard, Pædagogiske umuligheder (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2010), 209
169 Hyldgaard, Pædagogiske umuligheder, 209
170 Hyldgaard, Pædagogiske umuligheder, 210
Provokation og fremmedhed
En anden måde at tænke Robert som en etisk hændelse på, er ved at betragte hans fremmedhed som en provokation. Ved at anerkende Robert som provokation, opnår man netop muligheden for den etiske universalisme, Rösing er ude efter i sin bog. Dette skulle dog ikke være det store problem, for som nævnt flere steder, så udgør Robert i høj grad en provokation, både fordi han ikke passer ind, men også fordi samfundet mangler kategorier for sådan nogle som ham. Denne provokation har det dog med at stigmatisere yderligere, så det handler om at finde den provokation der ikke leder til stigmatisering. Universalismen består dog ikke bare i at kunne se provokationen, universalismen består også i at
anerkende det utilpassede, det at Robert ikke er som alle andre. For at det etiske kan ske, skal den anden derfor både anerkendes som underlig, men i virkeligheden også som 'god nok'.171 Dette kan relateres til pointen vedrørende det pædagogiske element hos den anden, hvor denne anerkendelse også går begge veje. Anerkendelse af at den anden ikke er tilfreds med samfundet, og anerkendelsen af at samfundet ikke kan opfylde kravet, bliver i Rösing's terminologi til, at en undren over den andens fremmedhed, også bliver til en undren over ens egen fremmedhed. Robert er derfor heller ikke her etisk, alene fordi han gør oprør. Han er først etisk, når man selv opdager, at man selv er i oprør. "Hold kæft, hvor er du underlig, og det er jeg sgu også."172
Problemet er, at den politiske korrekthed og den påtagede tolerance dækker over
muligheden for at anerkende denne fremmedhed ved én selv, den fremmedhed der dybest set findes i 'selvet' eller det ubevidste, som en tilstand af spænding, eller konflikt. At
tolerere Robert er derfor ikke den rette vej frem, for at anerkende ham som etisk mulighed.
Det etiske består i konstant at lade sig provokere, men samtidig se denne provokation som noget positivt. Eller nærmere, at se denne provokation som noget negativt, men negativt i den forstand, at det negative bliver skabende for en konflikt. Formår samfundet derfor både at se sig selv og Robert som 'fremmede', så bliver selve provokationen ved Robert etisk. Lige nu stopper det etiske ved Robert desværre ved, at samfundet ikke vil acceptere denne provokation som legitim. Det bliver bare til en irritation over at man ikke kan
kategorisere ham, og dermed starter en yderligere stigmatisering.
171 Rösing, Autoritetens Genkomst, 78
172 Rösing, Autoritetens Genkomst, 80
Et interessant syn på at erkende sin egen fremmedhed, kommer fra Stig Sæterbakken's essay '10 notater om tolerance', hvor forfatteren fortæller om hans eget møde med en offentligt kendt transvestit. I selve mødet opdager Stig dog, at det ikke kun er ham der er i gang med at observere transvestitten som anderledes, transvestitten er i samme øjeblik i gang med at observere, selve den måde Stig agerer på i den uvante situation. Stig oplever derfor at blive bedømt på hans håndtering af situationen, og Stig kommer derved pludselig til selv at være ham der er den 'fremmede'. Folk omkring kan se dette, så i mødet
forventes det fra andre at Stig opfører sig, ikke bare normalt, men super-normalt, hvilket medfører en ændret holdning til situationen fra Stig's side.173 Stig beskriver netop det der kendetegner problemet med provokationen og fremmedheden, nemlig, det ikke at kunne se provokationen og fremmedheden ved ens egen person. Samfundet synes at kredse om enten en overdreven accept eller en overdreven afstandstagen,174 og begge disse er stigmatiserende på enten den ene eller den anden måde. Ved at Stig indser sin egen mangel, ændres situationen til et møde, hvor ingen af dem umiddelbart stigmatiseres, da Stig's blik på situationen er helt anderledes end det han havde regnet med. Han bliver pludseligt den sære, ham som alle andre står og vurderer. I forbindelse med Robert kræver det etiske møde derfor, at alle kan se deres egen fremmedhed gennem Robert's provokation, og derigennem undgår at stigmatisere ham som den arbejdsløse nasser. Stig ser netop denne fremmedhed ved sig selv, ved at forestille sig det at blive betragtet udefra som anderledes.
Da Rösing i sin etik mest er fokuseret omkring fremmedheden, kan hendes etik bedst betragtes som en andethedsetik. Begrebet om den anden og begivenheden kan dog ikke adskilles, så derfor vil mødet med anden altid være foranlediget af en begivenhed. Da det etiske ubevidste er strukturet omkring sproget, er det ubevidste derfor ikke noget
håndterbart objekt eller begreb, men drives frem i selve sprogets begivenhed. Det
ubevidste er derfor i sig selv præ-ontologisk, det findes ikke, men er hele tiden noget der ikke er realiseret.175 Det er derfor Rösing kan påstå, at det ubevidste ikke eksisterer, men det insisterer.176 Denne insisteren består i, at det ubevidste skal ses som konstant at være på spil, eller som konstant potentiale. Det ubevidste er ikke, det kan. Derfor kan det
173 Stig Sæterbakken, Dirty Things (Norge: Cappelen Damm, 2010), 148-149
174 Sæterbakken, Dirty Things, 151
175 Rösing, Autoritetens Genkomst, 101
176 Rösing, Autoritetens Genkomst, 99
ubevidste også relateres til Žižek's ide om Det Reelle, som noget der kan ske når man mindst venter det. Stig's pludselige møde med sin egen fremmedhed, er et tydeligt eksempel på dette.
Man kan nu forsøge at svare på det spørgsmål der blev stillet i introduktionen til dette kapitel, nemlig om Robert er etisk. Til dette kan der svares at, nej, Robert er ikke etisk i sig selv, men han har mulighed for at være en del af en etisk hændelse. Man kan også sige, at Robert er en potentielt etisk hændelse, men den etiske status i begivenheden,
afhænger af om det han møder i hændelsen er i stand til at erkende sin egen mangel.