Kopi af:
Jernstøberiejer Conrad Hartvig Proms erindringer : Conrad Hartvig Prom
(1808-1891)
Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og
www.dbc.dk
e-mail: dbc@dbc.dk
Indledning
v. Janus Møller Jensen
De korte erindringsglimt, som en af de første ejere af Nyborg Jernstøberi, Conrad Hartvig Prom (1808-1891), har efterladt sig, og som her trykkes for første gang, er interessante som udtryk for et personligt glimt af den tidlige fase af industrialiseringen i både Nyborg og Danmark. De beskriver især tiden omkring hans opvækst, ud dannelse og overtagelse af jernstø- beriet i Nyborg i 1842.
Det første initiativ til anlæggelsen af Nyborg Jernstøberi blev taget i 1841, og det eksisterede i 150 år ind- til 1991, hvor virksomheden gik i be talingsstandsning og efterfølgen de måtte lukke. Virksomhedens hi sto- rie er kortfattet beskrevet i et par ju bi læumsskrifter og i et par min- dre oversigtsartikler,1 men der findes ingen moderne undersøgelse, der sæt ter Nyborg Jernstøberi ind i en større sammenhæng, hverken hvad angår industrialiseringen på Fyn eller i Danmark som helhed. Det skyldes også delvist, at der først for nyligt er taget skridt til nærmere at studere
industrialiseringen af Fyn fra midten af 1800-tallet og frem,2 mens der har væ ret relativt godt gang i industrihi- storien mere generelt, og især de sid- ste ti år har der været en øget fokus på industrikulturens historie.3 Her gives blot et lille rids over historien som introduktion til erindringerne.
Nyborg jernstøberi
To tidligere møllere fra Svendborg havde allerede i 1841 fået nærings- brev på et jernstøberi i Nyborg og købt grunden, hvor jernstøberiet kom til at ligge, men selve jernstøberiet var først anlagt i begyndelsen af 1842, hvorfor man regnede grund- læggelsesåret hertil. Allerede i 1842 blev Nyborg Jernstøberi imidlertid overtaget af et triumvirat bestående af Proms fætter Mathias Peter Al- lerup (1799-1858), guldsmed Peter Petersen (senere jernstøber i Svend- borg) og Prom, hvor Prom skulle stå for den daglige drift.
Som Prom beskriver i sine erin- dringer, blev han udlært i Slagelse og København, hvor han også fik sine
Jernstøberiejer Conrad Hartvig Proms erindringer
Conrad Hartvig Prom (1808–1891) Indledning ved Janus Møller Jensen
og Lars Ammitzbøll; efterskrift ved Magnus Bojesen
(1871-1945) samt redaktionen
første jobs. Han var involveret i sin fætter Allerups første forsøg på at anlægge et jernstøberi i Odense, men endte med at blive ansat ved maskin- mester Andersens Maskinværk sted i Assens. Allerup var selv uddannet i København, men blev en meget aktiv mand på Fyn bl.a. i Fyens Stifts Patriotiske Selskab, og han kaldes til tider den fynske industrialiserings fader. Han var desuden en overgang en af ejerne af jernstøberiet i Kerte- minde.4
I 1842 lykkedes det at finde den nødvendige kapital (5.500 rigsdaler), der skulle til at overtage jernstøberiet i Nyborg. Prom købte med tiden sine kompagnoner ud og overlod senere det hele til den ene af sine svigersøn- ner. Det gik dårligt med virksom- heden, der blev opkøbt og omdannet til et aktieselskab i 1890’erne. I 1924 blev det overtaget af et større firma med hovedsæde i København. Denne udvikling er ikke unik og genfindes adskillige andre steder også inden for andre brancher. Allerups virksom- hed i Odense blev f.eks. overtaget af hans tre sønner, før den blev opkøbt af andre i 1893 og senere blev til et aktieselskab.
Den større historie
Jernindustrien er en vigtig del af den tidlige industrialisering i Danmark.
Da dobbeltmonarkiet Danmark-Nor - ge blev opløst i 1814, var det dan- ske rige ikke længere selvforsynende
med jern. Det betød, at man i stedet skulle udvikle et helt nyt erhverv med jernstøberier baseret på importeret råjern.5
De første støberier lå i Køben- havn med Heinrich Meldahls støberi som det tidligste i 1811, og frem til 1820 var der flere jern- og metalvirk- somheder, men ikke i nogen større skala. Det var først med landbru- gets mekanisering fra de gode tider i 1830’erne, der for alvor slog igennem i 1840’erne og 1850’erne, at der for alvor kom gang i mekaniseringsbøl- gen i Danmark.6
I perioden mellem 1830’erne og 1850’erne fik næsten hver eneste provinsby sit eget jernstøberi, der ofte i udgangspunktet var ret små virksom- heder. Omkring århundredeskiftet var der ca. 175 jernstøberier i landet.
På Fyn anlagdes de første i Odense og Assens i 1836. Odense fik hurtigt flere. I 1841 var der to og i 1855 fire, der i alt beskæftigede 221 arbejdere.
Herefter kom Nyborg i 1842, Ker- teminde i 1847, Svendborg i 1850, Bogense og Middelfart i 1852 og Få borg i 1855.
Sammen med teglværksindustrien – primært i landdistrikterne – var jern- industrien tydeligvis en af de vigtigste brancher i den tidlige fase af indu- strialiseringen. I 1880’erne var det den industrigren, der regnet i antal arbejdere var den væsentligste sammen med tobaksindustrien. Det be tød ikke, at arbejderne hørte til blandt den løn- tunge del af arbejdsstyrken. Tvært-
imod. Det var først fra 1900-tallets be- gyndelse, at smedene kom til at høre til blandt de bedst aflønnede faggrupper.
På Fyn udvikledes hurtigt en ret fintmasket infrastruktur med anlæg- gelsen af et jernbanenet, der kunne transportere varerne ud til de gode havne, alle kystbyerne fik anlagt, og hvor der i flere tilfælde blev anlagt en række skibsværfter. Hovedbanen Nyborg-Odense-Middelfart og ba nen Nyborg-Strib stod færdig i 1860’erne, og i årene efter kom der baner fra Odense til kystbyerne.7 Ellers er det typisk, at Odense, der endnu var lan - dets største provinsby, ret tidligt blev industrialiseret, således at næsten en fjerdedel af byens befolkning var involveret i industrivirksomhed, og som en af de første byer fik Odense indlagt vand og gas i 1855. I 1891 kom et elværk til.
Værftsindustrien havde netop brug for store mængder jern, ligesom jernet også skulle bruges til selve udviklin- gen af infrastrukturen. Eksempelvis var det jern fra Allerups jernstøberi i Odense, der i 1844 blev brugt til konstruktionen af Danmarks første jernbro, Frederiksbroen, over Odense Å på vejen fra Nyborg til Odense.8 Det var først på dette tidspunkt, at jernet begyndte at blive brugt som konstruktivt materiale i Danmark, da man ikke tidligere havde behersket teknikken at fremstille støbejerns- søjler. En af de første store og kom- plicerede konstruktioner var i Det Kongelige Bibliotek i København,
men herefter gik det ind i industri- byggeriet for alvor.9
Jernstøberierne leverede naturlig- vis også store mængder jern og pro- dukter til husholdningen og maskin- dele til landbrugsindustrien, og jern- støberier ne er netop kendetegnet ved mangfoldigheden i producerede varer.10 Desuden blev støbejernet helt moderne og brugt til udsmykning af f.eks. butiksfacader, altaner, gadein- ventar og meget andet.11
Afrunding
Industrialiseringen på Fyn udviser ikke egentlige særtræk i forhold til resten af Danmark. Det er blevet på peget, at der muligvis er en uer- kendt rolle for godserne i den tidlige fase af industrialiseringen.12 Jernin- dustrien sammen med skibsværfterne synes desuden at have spillet en lidt mere fremtrædende rolle på Fyn sam- menlignet med resten af landet.13 Der er fortsat meget, der skal gøres for, at man kan fortælle historien om Nyborg Jernstøberi ordentligt, netop fordi det blot er en lille del af en større historie. Det gælder i øvrigt også for- holdet til den øvrige industrialisering i Nyborg, gennembruddet af voldene og anlæggelsen af nye kvarterer, som må fortælles som en del af den histo- rie. Især er der i de sidste årtier kom- met en øget fokus på industriarkæo- logien, som ikke for alvor er blevet udfoldet i Nyborg endnu.14 Indtil da giver Proms erindringer et fint lille
vindue til industrialiseringens tidlig- ste faser i Nyborg.15
Indledning til erindringerne v. Lars Ammitzbøll
Min tipoldefar købte Nyborg Jernstø- beri i 1841 sammen med sin kendte fætter, jernstøber M.P. Allerup, som forbindes med M.P. Allerups Jernstø- beri i Odense, der eksisterede til ca.
1990.
I min barndom boede jeg en tid i pigeværelset i min fars dejlige tje- nestebolig på Hovedbrandstationen i København, idet far var brandchef i Københavns brandvæsen, og vi boede i denne bolig fra 1946-1974.
Pigeværelset havde i en del år en lille kakkelovn, hvorpå der stod »Nyborg Jernstøberi«. Den må have været fra 1890’erne, idet brandstationen blev indviet i 1891.
En ulykkelig pige hos brandinspek- tøren fødte et barn uden for ægte skab og brændte i sin fortvivlelse sit barn i denne kakkelovn.
Vi ved hverken, hvem faderen el ler moderen var, men det er højst sandsynligt, at det var en af brand in- spektørens sønner eller måske brand- inspektøren selv, som var faderen.
Det er en sørgelig historie, og det var jo min tipoldefar, som leverede mordvåbenet til denne tjenestebolig.
Inden jeg overlader ordet til tip- oldefar, så vil jeg redegøre lidt for jernstøberens forældres slægt, både Prom- og Allerup-slægten.
Prom-slægten er en præsteslægt fra Midtsjælland fra 1600-tallet, og vi møder navnet første gang med Mads Jensen Prom f. 1616, senere sogne- præst i Sørby-Kirkerup ved Slagelse.
Han dør i 1688. I ægteskabet var otte sønner og to døtre. Et enkelt minde har man i Sørby Kirke, idet al terkalken i sølv blev stjålet natten mel lem 18. og 19. marts 1646, og en ny blev anskaf- fet med Proms initialer i.
En efterkommer blev sognepræst i Fuglebjerg-Krummerup og blev gift med en Neergaard, inden denne slægt blev adlet; ægteskabet var ikke særlig lykkeligt.
Jernstøberens far var urtekræmmer i København og endte som lærer i Sæby ved Høng. Faderen hed Johan Thomas Wilhelm Prom (1770-1828), gift 1799 med Barbara Cathrine Mar- grethe Allerup (1768-1831).
I ægteskabet var der tre børn: En søn, som var den yngste og døde ung, en datter, Sophie, født 1805, gift med skolelærer Ole Jensen i Sæby, samt artiklens hovedperson, Conrad Hartvig Prom (1808-1891).
Jernstøberens moders slægt Alle- rup nedstammer fra provst Hans Chris tensen Allerup (1666-1744), født i Sneum og gift anden gang med Bar- bara Margrethe Thura (1698-1738), datter af biskop Thura i Ribe og søs- ter til den mere kendte arkitekt Lau- rids de Thura.
Forældrene til jernstøberen ligger begravet på Sæby kirkegård ligesom søsteren og hendes mand, og begge
har et jernkors med opslået bog med ægteparrets navne på begge sider.
Nu giver jeg ordet til min tipolde- fader:
Proms erindringer
Min Fader var Søn af Præsten Johan Prom i Haarslev og Tingjellinge på Sjælland og blev født 1. Septem- ber 1770. Han blev oplært ved Ur tekramhandelen i Kjøbenhavn og fik Borgerskab som saadan samme- steds 8. October 1798, men maatte (af mig ukjendte Grunde) opgive For- retningen, vistnok 1801. Han var i Kompagni med en Allerup, som var af Familien. Han fik derefter et Skolelærerembede i Kragerup og blev i 1806 kaldet til Degn i Vedby, hvor jeg blev født i 1808. 1819 blev han Degn i Sæby, hvor han forblev til sin Død i 1828. Min Moder døde i 1833.
Skolelærerembederne vare i den- ne Tid meget smaat lønnede, og vi tre Sødskende (som vi var) bleve op - draget i megen Tarvelighed, men vi vare desuagtet muntre og glade og følte ikke Trykket af de smaa Kaar.
Min Fa der var meget fingernem, hav- de Geni til Tegning og til at skrive Vers. Han underviste nogle Børn i Teg ning og forfærdigede Pap arbejder og andre forskellige Genstande, som jævnlig gav ham en lille Bifortjeneste til at bøde paa de smaa Indtægter. Jeg havde derved den Fordel, at jeg tidlig blev vænnet til at bruge mine Fingre til at lave en og anden Smaating.
Skoleundervisningen var desto vær- re meget tarvelig som almindeligt dengang især i Landsbyskoler. Men jeg fik dog Gud ske Tak en taalelig Religionsundervisning, især efter det Liv, som der paa den Tid var frem- herskende i denne Retning.
Børneaarene glede temmelig ufor- styrrede hen; den første større Sorg, som vi havde, var, at min Broder, som var ansat ved min Farbroders Contoir i Kjøge, døde, da han var 18 á 19 Aar gammel.
Da jeg blev konfirmeret i 1822, kom jeg samme aar i Lære hos Drejer Løvstrøm i Slagelse. Min Læretid var seks temmelig strænge Aar; der blev dengang ikke taget saa varsomt på Læ redrengene som nu om Stunder.
Dog troer jeg, at man havde ikke nogen Skade deraf, man lærte at lys- tre og blev ikke saa tidlig Kavaler som nu, og jeg blev slet ikke forknyt, om ogsaa jeg undertiden kunde være lidt misundelig paa andre unge Menne- sker, som jeg syn tes var i en pænere Stilling; især syntes jeg, at det kunde have været behageligt, om man kunde have havt Evne til at være som en af Disciplene i Latinskolen.
Dog havde jeg en Del glade Timer i disse Aar fremfor mange andre lige- stillede. Jeg gjorde Bekendtskab med nogle jævnaldrende Drenge, som hav de deres Forældre og Sødskende i By en, og fik derved Adgang hos nogle af dem, og da jeg var meget munter og formodentlig har opført mig anstændig, var jeg altid velset hos
dem og havde – især om Vinteren – mange glade Aftener.
Der begyndte i de Aar, som jeg var i Slagelse, at blive noget religiøst Røre, men det var saa temmelig i Ret- ning af det pietistiske; dog erindrer jeg, at jeg hørte der en Præst, Østrup, som gjorde et godt Indtryk paa mig.
Jeg lærte det saakaldte Kunst- og Trædreieri samt Legetøjsfabrikati on, blev Svend 1828 og arbeidede som saa- dan et Aar i Slagelse med en ugentlig Løn af 1 Rdl. og Kosten.
I 1829 om Sommeren kom jeg til Kjøbenhavn og tog ind hos min Moster og hendes gifte Søn, Pagh, hvor jeg blev venligt modtaget og fik et godt Tilholdssted. Jeg fik Arbeid hos en Dreier i Klareboderne. Det var et lille skummelt Værksted ud mod en lille Gaard, og min Seng befandt sig i Værkstedet, og Tilværelsen var ikke særlig hyggelig, saa jeg næsten længtes efter Slagelse. Kosten var tarvelig og Lønnen ringe, men ved at arbeide et par Timer efter Fyraften, fortjente jeg lidt til Hjælp.
Samme Efteraar forlod jeg dette Sted og fik Arbeid ved et større Værk- sted hos en Drejer Born, men af flere Aarsager følte jeg mig utilfreds og for- lod dette Sted samme Vinter. Jeg leide Plads og Dreiebænk hos en Mekani- kus, hvis Værksted stod ledigt, og forfærdigede noget Arbeid, som jeg solgte til Butikker, men Fortjenesten var ringe.
Jeg fik saa at vide, at der mulig- vis var Beskæftigelse at faa hos en
Me kanikus Schødt, som dengang hav- de et efter Datidens Forhold større me kanisk Værksted. Jeg blev ogsaa antagen der, men det var rigtignok til Metaldrei ning, som jeg var uøvet i; dog gik det ret godt med en Smule Vejledning af en velvillig Medarbejder (Baumgarten – senere Baumgarten og Burmeister). Der var meget travlt med Papirmaskiner til Ørholm, og vi arbeidede meget om Natten, saaledes at vi ofte om Lø verdagen fik betaling for ni Dage, 5 Sk. om Dagen. Det var en god For tjeneste dengang, og da jeg havde frit Logi hos min Fætter Pagh og var vant til smaa Indtægter, saa lagde jeg i den Vinter en Del Penge op, som i den nærmeste Tid kom mig godt til gode.
Jeg var nemlig indført i Rullen som værnepligtig og var ved en Ses- sion i Kallundborg udskreven som Kastels jæger, men fik efter Andragen- de Tilladelse til at aftjene min Værne- pligt ved Livjægerkorpset mod, at jeg skulde deponere saa stort et Beløb, som Uniformen kostede, samt det aar lige Kontingent til Livjæger Fon- det. Dette Beløb fik jeg af en Vel- gjørerinde, gamle Frue Bÿgel, og jeg gennemgik saa om Sommeren Skolen, som morede mig meget, da jeg stift- ede Bekjendtskab med saa mange un ge lystige Mennesker, men lærte ogsaa og fik rigelig brug for de Skil- linger, som jeg havde sammensparet.
De første Aar morede jeg mig ofte og havde mange fornøjelige Timer i Sel- skab med Liv jægerne. Jeg troede, at
jeg saa helt godt ud med Uniformen paa, man har jo, naar man er ung og lystig, undertiden mange underlige Illusioner, som man senere kan finde latterlige.
Mekanikus Schødtes Værksted var først paa Garnisons Pladsen, men flyt- tedes senere ud paa Vesterbro, og jeg var beskæftiget der i omtrent to Aar indtil en skjønne Dag, da vi fik Med- delelse om, at Schødt var rejst bort fra det hele med sin Kone. De var rejst til Amerika. Grunden var uheldige Pro- jekter med roterende Dampmaskiner og Dampvogne til at gaa paa almin- delige Landeveje, som en Project ma- ger fik ham til at spilde mange Penge paa at gjøre Forsøg med. Jeg blev alt- saa ledig, men fik snart efter Anbud hos Kunstdreier Svartz paa Østerga- de. Der havde jeg det meget godt, fik Kost og Logi, men jeg var nu en gang blevet vant til at holde mig selv med disse Dele, som forekom mig mere fri Levemaade, ligesom at jeg ogsaa havde faaet Lyst til Metal arbeider, og efter et Aars Forløb 1833 fik jeg Arbeid hos Gamst og Lund, som den- gang var en god Plads med 1 Rdl. om Dagen. Jeg befandt mig vel her og var her tre Aar, men jeg nærede stadig en Længsel efter at komme i en selvstæn- dig Stilling, skjøndt Vilkaarene ikke var synderlig lystende dertil.
Drejerprofessionen havde jeg for læn- ge været borte fra. Jeg var en ret flink Arbeider i de mekaniske Fag, men havde ingen tekniske Kundskaber og
ingen Formue. I denne Perio de spe- kulerede min Fætter Allerup, som var Fuldmægtig hos Jernstøber Mel- dal og havde en stor Familie, paa at anlægge et Jernstøberi i Odense, og han vilde nok have mig med i Kom- pagni, naar jeg kunde skaffe nogle Kontanter, da han ej heller havde Penge. Han havde Løfte paa nogen Kredit, blandt andet hos Grosserer Suhr. Jeg kom af og til hen at besøge Fru Pugh, som havde været gift med en af mine fætre. Hun var nu i Huset hos Fru Bÿgel, hvem jeg ved saa- danne Lejligheder jævnlig talte med.
Fru Bÿgel lod falde Ytringer om, at hun nok kunde have Lyst til at hjælpe mig med nogle Penge til at komme i Vej for. Jeg talte med Allerup, og vi blev enige om, at jeg skulde rejse til Odense og undersøge nogle forhold der samt erfare, hvor ledes Stemningen var der for Anlæggelsen af et Støberi.
Jeg rejste til Odense og kom tilbage med Folks gode Mening herom, men da jeg meddelte Fru Bÿ gel herom, syn- tes hun godt nok fra Begyndelsen godt nok om det, men fik senere Betænke- ligheder derved og sagde mig, at hun ikke syntes om Kompagniskabet, da Allerup allerede havde en stor Familie, men kunde jeg tænke mig noget andet at komme i Gang med, saa vilde hun nok hjælpe mig.
Jeg var saa dristig nok til at an - dra ge om Privilegium til at anlægge et mekanisk Værksted. For at er holde det te maatte jeg erlægge et Prø ve stykke, som min Principal Gamst var saa velvillig
at lade mig udføre i deres Værksteder.
Dette blev synet i den po lytekniske Læreanstalt og antaget som godt, og med Anbefaling af Gamst fik jeg det ansøgte Privilegium, og af Fru Bÿgel fik jeg nogle faa hundrede Daler, som dog ikke rakte langt til Værktøj og det mest fornødne Bohave. Jeg lejede en lille Lejlighed i Rosenborggade og antog en Smede svend som Med- hjælper. Dette var i Foraaret 1837.
Jeg fik snart at mærke, at de Penge, som jeg havde faaet, forslog ikke me - get, og de anskaffede Redskaber va re meget ufuldkomne, især hvad Dreje- bænk angik. Jeg havde jo ej heller de fornødne mekaniske Kundskaber. Vel havde jeg faaet lidt Undervisning i Geometri og Tegning samt læst no get i mekaniske Bøger, men det var meget ufuldstændig. Der var dengang ikke saa let Adgang til at berige sig med Kundskaber, og jeg var ganske vist ej heller saa alvorlig anlagt, som enkelte andre kan være. Den lille Fritid, der var mig levnet fra Arbeidet, holdt jeg meget af at more mig i. Min Virksom- hed indskrænkede sig saaledes til min- dre Arbeid, som jeg kunde faa fat paa.
Hvad der var mest fordelagtigt for mig var, hvad jeg selv kunne udrette ved Metaldreieri for Forskellige.
Derfor fraflyttede jeg denne Lejlig- hed efter et Aars Forløb og leiede et mindre Værksted samt et værelse i Kla reboderne, hvor jeg kun kunne paa tage mig, hvad jeg kunde udrette med egne Hænder og kunne højst fortjene det Fornødne for at leve.
I de Aar, som jeg havde været i Kjø benhavn, havde jeg gjort flere Bekjendt skaber, og der var ogsaa en Del Huuse, hvor jeg var velkommen, men jeg foretrak undertiden ogsaa Selskaber, som var mindre heldige (som det gaar saa Mange), men jeg var saa heldig, at der ligesom hvilede en skjærmende Haand over mig, saa jeg dog ikke kom i alt for slemt Sel- skab. Jeg var dog heldigvis eiheller ligegyldig for min…(?)
Jeg forlovede mig i 1837. I aaret 1839 fik jeg Tilbud fra en Maskin- mester Andersen i Assens om at tage over til ham for at assistere ham, som havde begyndt at forfærdige smaa Dampmaskiner og var saa meget fra- værende. Jeg raadførte mig herom med Allerup, og han syntes ganske godt derom og sagde, at ifald jeg ikke skulde blive tilfreds, saa kunde jeg faa en god Plads hos ham.
Jeg realiserede saa det meste af mit Kram i Kjøbenhavn og rejste til Assens. Det var fra Begyndelsen en temmelig kedelig Forandring, og det saa jo eiheller synderlig fordelagtig ud, hvad Forretningen angik. Der var en Dampmaskine i Arbeid, som skulle til Smidt i Aalborg, og jeg blev enig med Andersen om, at han skulde svare mig 5 Rdl. om Ugen og Alt frit i Huset. Da denne Maskine var færdig, kom Smidt fra Aalborg, som frygtede for, den var for lille til hans Brug, og ønskede at faa en større. Jeg fik Al lerup til at købe denne og opstillede
den hos ham ved Juletid, og vi satte saa en større i gang til Smidt, som jeg rejste til Aalborg med og opstillede i Maj Maaned 1840.
Da jeg ikke syntes saa godt om Forholdene hos Andersen i flere Hen- seender, havde jeg aftalt med Allerup, at naar jeg var færdig i Aalborg, saa skulle jeg tage til ham. I Aalborg var jeg i 5 Uger, fik saa en Anbefaling fra Smidt og reiste med en Skipper til Kjøbenhavn for at opholde mig der et par Dage, tog derfra med en Skip- per, som skulde til Odense, men kom med denne Lejlighed kun til Hel- singør, hvor vi endnu laa næste dags Eftermiddag. Dette blev mig for lang- somt, og jeg gik i Land, kom med en Vogn til Kjøbenhavn igjen om Mor- genen tidlig. Dagen efter tog jeg med
forskjellige Befordringer over Land til Odense og ankom der den samme Dag, som Christian den 8de første Gang besøgte Fyen efter sin Thron- bestigelse. Jeg havde det hos Allerups meget hyggeligt, var som Medlem af Familien og deltog med dem i for- skjellige Adspredelser og Selskabelig- heder og fik 6 á 7 Rdl. ugentlig og Alt frit i Huuset.
I 1840 afgik ved Døden min Fa ders Halvbroders Enke, Fru Lehn (?), som boede i Odense. Jeg arvede efter hende noget over 2000 Rdl. og kjøbte et Hus i Odense. Jeg beslut- tede mig til at gifte mig og skulle saa have 9 á 10 Rdl. om Ugen hos Al- lerups, men holde mig selv med Alt, og de første Dage i Juni 1841 rejste jeg til Kjøbenhavn og holdt Bryllup
Fig. 1. Nyborg Jernstøberi set fra Odense landevej ca. 1870. Tegning af K. S. Nielsen. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.
5. Juni 1841 i Holmens Kirke, og vi flyttede faa dage derefter til Odense i vort lille Huus i en ganske god lille hyggelig Lejlighed, og Alt gik jævnt godt med de smaa Forhold.
Den 3die Marts 1842 blev vores Bi ne født. Hun var kun faa Maaned- er gammel, før hun blev angrebet af Hjertesyge, som hun jævnlig havde i høj Grad til hen imod den tid, hun blev konfirmeret.
Henad Efteraaret 1842 kom Alle- rup og sagde mig, at et Jernstøberi, som var anlagt i Nyborg, var til Salg, og proponerede, at vi straks skulde købe det i Kompagniskab. Det blev omtalt til Guldsmed Petersen, og han ville gerne have en Part med. Vi bleve enige om at reise til Nyborg, og omsider kom vi overens om Kjøbe- summen. Petersen skulde skaffe de manglende Kontanter, Allerup skul- de levere manglende Modeller, og jeg skulde bestyre Støberiet.
Vi betalte Støberiet med 5500 Rdl., men der var kun til Stede Stø- beri bygningen med nogle Forme- kasser og Modeller, som var af simpel Beskaffenhed, og det tog Tid, før jeg fik det i nogenlunde Gang.
Vi maatte straks bygge Stuehu- set og en Bagbygning, som kostede 3100 Rdl., og kjøbe en jordlod af Mo gensen (?) for 350 Rdl.
Forretningen gik kun smaat, og i de første Aar til 1846 kom jeg i en Gjæld til den fælles Kasse af 541 Rdl.,
skjøndt vi dog kun brugte ca. 700 á 800 Rdl. til at leve for.
Fra Aaret 1846 bedrede Omstæn- dighederne sig og gav dog noget Overskud, og da vi fra Begyndelsen var blevet vant til at tage det med Sparsommelighed, var der god For- slag i Pengene, og Status blev Aar efter Aar forbedret, ligesom Allerup og Petersen fik et ret godt Udbytte.
I 1850 kjøbte jeg Petersens Part og udbetalte ham 929 Rdl. 3 Mark og 14 Sk. og 1854 Allerups Part, som blev salderet ogsaa med 929 Rdl. 3 Mark og 14 Sk., som var deres oprin- delige Indskud til Driften.
Efterhaanden udbetalte jeg al den Gæld, som hvilede paa Ejendommen, som var til Frk. Engelsted 7700 Rdl. og Vindinge Overformynderi 1450 Rdl.
1859 blev anvendt til …(?) osv.
130 Rdl., senere Magasin, Skure osv.
988 Rdl., 1860 en Forandring som kostede 600 Rdl. I de senere Aar er bygget en Del mere, Maskinværksted, Tørreovne med (Rensehuus?) og flere andre Forandringer og Forbedringer.
Jeg havde meget at tage Vare paa, saavel med selve Driften som med at holde Regnskab, og det forvoldte mig ikke sjældent en Del Bryderi, da jeg jo ikke var tilstrækkeligt uddannet i Faget, men vor Herre har lagt sin Vel- signelse til, og vi har henlevet Aarene lykkelig og tilfredse. Vel har vi ogsaa haft sørgelige Dage især med en Del Sygdom hos Børnene og ved Tabet af en kjær lille Dreng, som døde af Halssyge 27. April 1849 noget over
2 Aar gammel. Vores ældste Datter, Jakobine, som er født 3. Marts 1842, hun var i sine Barneaar og henad sin Konfirmationstid meget plaget af Hjer tesyge, men kom sig efterhaan- den godt. Hun og vores anden Dat- ter, Louise, født 10. Juli 1844, har ogsaa gennemgaaet andre alvorlige Syg domme, men dog heldig overstaa- et disse. Det ville eiheller være godt for os, om vi havde lutter gode Dage, og vi kan ikke være taknemmelige nok mod vor Herre, fordi han har gjort det saa vel mod os.
I Aarenes Løb har jeg faaet adskillige extra Bestillinger. Fra 1848 var jeg nogle Aar Lieutenant i Borgervæb- ningen.
Jeg var Medstifter af Klubben16 og nogle Aar Direktør deri, ligeledes i Fugleskydningsselskabet og en tid i Be styrelsen af Velgjørenhedsselska- bet. Jeg var med til at oprette Sang- foreningen. Fremdeles af Industri- foreningen, som nu kun bestaar af en Aftentegne skole, som jeg har været Formand for i nogle og tyve Aar. Et par Aar havde jeg Sæde i Lignings- kommissionen og en halv Snes Aar Borgerrepræsentant. I enkelte af disse Stillinger har jeg ogsaa følt Savnet af en bedre Skolelærdom.
I en Del Aar har jeg været Syns- mand ved Prøven af Dampkjedler og havt andre mindre Hverv.
Naar jeg nu skuer tilbage paa de man- ge Aar, som vor Herre har ladet mig
leve og velsignet med et godt Helbred, saa synes jeg dog, at jeg har udrettet saa lidt mod, hvad der er forundt saa mange andre at udrette til Gavn for deres Medmennesker, og dette for- volder mig mange Skrupler.
For mit personlige vedkommende har jeg ikke henlevet Aarene ganske uden Resultat.
Da jeg fra Ungdommen var vant til smaa Kaar, laa det nær for mig ogsaa at være sparsommelig, da jeg fik noget mere at raade over, og i de ca. 34 Aar, hvor jeg selv har drevet Jernstøberiet, har jeg dog erhvervet saa meget, at jeg har kunnet støtte begge mine Sviger- sønner temmelig betyde ligt og dog har saa meget, at min Kone og jeg kan have det godt i vore gamle Dage i pecuniær Henseende.
Bojesen har erholdt et kontant Be - løb til sine Gaardkjøb foruden andre forskjellige Ting, og Sørensen har jeg 1ste Marts 1877 overdraget hele min forretning med Driftskapital, Aktiver og Passiver, som efter Status af 1ste Marts 1877 udgjorde 32.480 kr. 15 Øre, hvor af han efter Kontrakt skul- de have de 20.000 Kr. rentefri og af de 12.500 Kr. betale mig 4 % Ren- ter og amortisere dem med 1.000 Kr.
årlig (hvilket sidste endnu ikke er sket 1882).
Ejendommen, som jeg selv har be - holdt, indbefattende alle Bygnin ger ne med tilhørende Inventarium, Damp- maskinen, alle Værktøjer, For me kas- ser, Modeller osv. samt de uden for beliggende Jordlodder og Have har vi
takseret til 5.000 kr. Priori tetsgjælden er til Fynske Kreditforening 18.000 Kr., som Sørensen skal forrente og amortisere, og Resten, 32.000 kr., forrentes til mig med 4 %. Min kone og jeg har oprettet et Testamente, hvorefter den af os Længstlevende hensidder i uskiftet Bo.
Efter vores Død arver vore Børne- børn 1/3die Del af den Formue, som vi maatte efterlade os. Hvad vores Svi gersønner maatte have faaet forud paa deres eventuelle Arv, regnes ikke med til vores Efterladenskab.
Naar Forretningen vedblivende kan gaa nogenlunde tilfredsstillende, skulde det synes, at Sørensen nok
kunde svare sin Afgift til mig og le ve anstændig og kan eengang ved vores Bortgang blive Ejer deraf paa lempelige Vilkaar; men da det ikke er en Forretning med Haab om stor Omsætning, er det jo nødvendigt, at den drives med Økonomie.
Naar saaledes vores 2de Døtre er blevne forenede med retsindige Mænd, hvis Livsstilling giver Haab om et sorgfrit pekuniært Udkomme, og vi paa vore gamle Dage have et rigeligt Udkomme og et godt Helbred, saa skulde der jo kun herske Taknemme- lighed og Tilfredshed, hvilket jeg Gud ske Tak ogsaa er opfyldt af, men der fremkommer dog jævnlig no gen Frygt
Fig. 2 og 3. Jernstøber Conrad Hartvig Prom (1808-1891) og hustru Jacobine Caroline Mathilde Prom, født Møller (1817-1900). Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.
for, at Svigersønnernes Stil ling ikke er saa god som ønskelig i pekuniær henseende; det synes sna re re at gaa til- bage end frem med Støberiets Status, hvad det kontante an gaar.
Hvad min anden Svigersøn angaar, har jeg noget bedre Haab, skjøndt det kan knibe nok i simple Aar med den store Familie, og hans mindre gode Helbred giver ogsaa Anledning til no - gen Frygt.
Ved disse betragtninger kan Sin- det jo jævnlig blive noget formørket og være Aarsag til, at man med det, man ellers har at raade over, ikke er saa hjælpsom over for Ulykkeligstil- lede, som man ellers kunde være, og saa kommer Selvbebrejdelser og siger, at dette er Selvkjærlighed og en utidig Undskyldning og Mangel paa den rette Kjærlighed, og at man er nogle Stakler, der idelig hænger til vor Herres Naade og Barmhjertighed.
I MARTS 1886
Efter foranstående, som er optegnet for ca. tre Aar siden, har den sidste Del angaaende mine Svigersønners Stillinger, hvorover jeg dengang næ - rede en Del Ængstelse, i høj Grad stadfæstet sig.
Tidsforholdene ere af den beskaf- fenhed, at det ser meget betænkeligt ud for Landmændene, og med Hen- syn til Driften af Jernstøberiet ser det efter mit Skjøn meget slet ud.
Sørensen er kommet i betydelig Gjæld i Forhold til Forretningens Størrelse
og Omsætningen, som det vistnok bliver umuligt at klare, da Udgifterne stiger med Renter og Omkostninger, og Fortjenesten er mindre ved højere Folkeløn osv., ligesom der er ringe Udsigt til en bedre Omsætning. Dette daarlige Resultat har for en væsentlig Del ogsaa den senere Tids uheldige Tidsforhold ført med sig, men nogen Grund hertil er efter min Mening ogsaa, at Sørensen næppe er anlagt til at føre den fornødne Øconomi i en lille Forretning, ligesom hans Regn- skaber burde være meget mere fuld- stændige, end de ere.
Med alt dette for Øje ser Situa- tionen meget betænkelig ud og brin- ger Humøret ud af Ligevægten, og ske er der ikke noget uforudseet til det bedre, saa var der jo Anledning til at være bedrøvet. Men jeg vil ikke opgive Haabet. Vor Herre, som hidtil har le det Alt saa godt for os, har mange Veje, ad hvilke han kan lede Alt til det bedste.
AUGUST 1890
Ved at gjennemse de tidligere Opteg- nelser, som jeg har gjort, er det med Undren over den vidunder- lige Maade, hvorpaa vor Herre har hjulpet mig over de mange Besvær- ligheder, som jeg har gjennemgaaet i de 7 Aars Tid fra 1882. Dengang var jeg allerede forberedt paa, at mine Dage skulde være talte. Vel er jeg ingenlunde rask eller fri for legem- lige Be sværligheder, men takker vor
Herre af ganske Hjerte for al hans Naade, at jeg dog i min høje Alder har det langt bedre end mange andre Stakler, som maa lide.
Med Hensyn til vore jordiske Goder er der også sket store Foran- dringer i den Tid i vores Formue, som er nu ikke saa lidt forringet, men Gud ske Tak endnu tilstrækkelig til vores Fornødenheder i den Tid, vi har tilbage… Vor Herre være frem- deles med os og være os naadig.
Efterskrift ved Proms dattersøn, Magnus Bojesen, maj 1920
Mine Bedsteforældre var begge over- ordentlig flittige, dygtige og agtede Mennesker. Min Bedstemoder var
vist lidt hastig i Temperament, men en højst respektabel Person. Min Bed- stefader var munter og glad, al tid kjær- lig og parat til at more sine Børnebørn og at gøre noget for sine Nærmeste og mange andre.
Bedstefader blev ved Flid og Paapas- selighed en velstaaende Mand. Des- værre led hans Formue meget følelige Skaar ved hans anden Svigersøn, M.
Sørensen.
Denne var som værnepligtig offi- cer kommen til Nyborg, hvor han giftede sig med min moster Jacobine, hvem han ikke behandlede hensyns- fuldt. Han var en ganske skikkelig Fyr, men ufin, lad og uordentlig og kostede efterhaanden Bedstefa der sto- re Summer. Da Bed stefader om sider
Fig. 4 og 5. Ægteparret Prom på deres ældre dage. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.
saa, at Fa brikken gik a. H. t. under Sørensens Dri veri (laa i Sengen til kl. 10), blev den solgt med stort Tab, og Bedstefader skaffede derefter Sørensen Stil lingen som Di rektør i Sparekassen efter først at maatte have betalt hans store Gæld til denne.
Sørensen havde ingen Børn, saa det gik i højeste Grad ud over mine Forældre med deres mange Børn.
Ved købet af Knudstrupgaard havde Bedstefader lovet Far 25.000 kr. til udbetaling ti Aar efter Købet. Da Ti den kom, kunde min Bedstefader ikk e udrede Pengene af ovennævnte Grunde.
Bedstefader var en oprigtig og from kristen.
Sørensen giftede sig snart efter min Mosters død med sin Pige, der snart skaffede ham et Læs Bryderier. Da han døde, var han insolvent.
Redaktionel efterskrift
Proms håndskrevne erindringer er renskrevet på skrivemaskine af Hakon Bojesen (1913-1990), Magnus Boje- sens brorsøn. Disse er igen renskrevet til artiklen af John Maalø Larsen og gjort mere læsbare med ændret af- snitsinddeling, tegnsætning og ret- telse af åbenlyse fejl.
Magnus Bojesens omtale af M. Sø - rensen bør ikke stå alene. Marius S.
Sørensen (1840-1916) var trods sin påståede ladhed i 26 år formand for direktionen i Sparekassen for Ny borg By og Omegn, medlem af både Ny - borg byråd, hvor han i en årrække var berømmet formand for teknisk udvalg, og af Landstinget. Han var desuden kaptajn af reserven og Ju- stits- og Kancelliråd.
Fig. 6. Proms svigersøn, jernstøber og spa re- kassedirektør Marius S. Sørensen (1840-1916).
Man kan næsten fornemme, hvorfor han i Spa- re kassens jubilæumsbog udover rosende omtale også fik betegnelsen »egenraadig og stejl«.
Ny borg Lokalhistoriske Arkiv.
1 Hans L. Larsen og Co.: Nyborg Jernstøberi A/S, Nyborg 1942; »Nyborg Jernstøberi 100 Aar.
En landskendt Provinsvirksomhed jubilerer«, Tidsskrift for Industri, nr. 2 (1942), s. 23-24;
Mogens V. Rasmussen, De, der gør arbejdet, u.s. 1959; SiD Nyborg/Ørbæk afdeling fylder 100 år torsdag den 3. august 1995, Specialarbejderforbundet 1995; Rikke Kristensen, »Nyborg Jernstøberi«, Nyborg – før & nu 2004 (2005), s. 32-37.
2 Søren la Cour Jensen, Rapport om industrisamfundets kulturarv på Fyn, Kulturmiljøråd Fyn/
Museumsrådet for Fyns Amt 2005 med henvisninger.
3 Henrik Harnow, Danmarks industrielle miljøer, Syddansk Universitetsforlag 2011 med his- toriografisk oversigt s. 11-54. De fynske industrielle miljøer, der er fremhævet, beskrives s. 282-317 med Nyborg Kommunes, s. 305-309. Om den danske industrihistorie mere generelt, jf. Virksomhedshistorie, særnummer Den Jyske Historiker 109 (2005); Hans Chris- tian Johansen m.fl. (red.), Dansk industri efter 1870, 8 bd., Odense 1988-2008 og undervis- ningsmaterialet Finn Løkkegaard, Danmarks industrialisering 1840-1990, Dansk Industri 1994.
4 Jf. Kurt Risskov Sørensen, Kerteminde Bys Historie, bd. 3: 1850-2000, Kerteminde 2000.
5 Jf. Jørgen Burchardt, Stålets mænd. Det danske Stålvalseværk 1940-1962, Danmarks Tek- niske Museum 2009, s. 14f.
6 Jf. Harnow, Danmarks industrielle miljøer, s. 100-103.
7 Se overordnet la Cour Jensen, Rapport, s. 5-12.
8 Jf. Kirsten-Elizabeth Høgsbro, »Frederiksbroen i Odense«, Antikvariske studier 3 (1979), s.
177-190.
9 Jf. Harnow, Danmarks industrielle miljøer, s. 30-31.
10 Se f.eks. også alle husholdningsprodukterne i kataloget fra Kerteminde Jernstøberi, Ker- teminde Jernstøberi 1847-1947. Tekst og Billeder fra Virksomheden gennem hundrede Aar, Kerteminde 1947 og eksemplerne gengivet i Kristensen, »Nyborg Jernstøberi«.
11 Jf. Harnow, Danmarks industrielle miljøer, s. 32.
12 La Cour Jensen, Rapport, s. 10 og 44. Se nu også Torben Ejlersen, »Herregård og industri«, i Herregården – mennesker, samfund, landskab, bygninger, red. John Erichsen og Mikkel Venborg Pedersen, 4 bd., København 2004-2006, bd. 3 (2005), s. 195-240. Det var eks- empelvis også med kapital fra flere fynske godsejere, at Allerup grundlagde sit jernstøberi i Odense.
13 La Cour Jensen, Rapport, s. 12.
14 Jf. Harnow, Danmarks industrielle miljøer, s. 22-28. Østfyns Museer er i disse år en af drivkræfterne i et stort projekt omkring registreringen af skibsværftet i Munkebo.
15 Et fornemt tids- og stemningsbillede af Nyborg i 1800-tallet gives i Henning Henningsen, Nyborg da voldene stod, 2. udg. Nyborg 1990 [1981], uden dog at komme ind på jern in du- strien eller industrialiseringen mere generelt, men med et kapitel om næringsvejene og et om bryggeriet Carlsminde, der bekostede 2. udgaven i anledningen af bryggeriets 125 års jubilæum, se s. 175-197 (»Næringsveje«) og 237-248 (»Bryggeriet Carlsminde«). Jf. Pre ben Hahn-Thomsen, Nyborg i 800 år. 1171-1971, 2 bd., Nyborg 1971, bd. 2.
16 Nyborg Klub- og Sangforening. En selskabelig klub, der blev nedlagt i 1906.
