Digitaliseret af | Digitised by
Forfatter(e) | Author(s): Rousseau, Jean-Jacques.; oversat af L.
Leerbeck.
Titel | Title: Samfundspagten eller Statsrettens
Grundsætninger : (Contrat social)
Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : P. Hauberg & Comp. og Jul.
Gjellerup, [1889]
Fysiske størrelse | Physical extent: 205, [3] s.
DK
Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be
used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work
becomes public domain and can then be freely used. If there are several
authors, the year of death of the longest living person applies. Always
remember to credit the author
130018138043
Jean-Jacques Rousseau:
Samfundspagten
eller
Oversat af L. Leerbeck.
Statsrettens Grundsætninger.
((Umtrat social)
Kjøbenhavn.
Forlagt af P. Haubeng & Comp, og Jul. Gjellerup.
Hoffensberg & Trap's Et&bl.
Forord.
Naar Frankrig i Aar holder Fest til Erin
dring om de historiske Begivenheder, som for 100 Aar siden paa en saa voldsom Maade om
styrtede det da bestaaende Despoti og det endnu fordærveligere Adelsvælde, da maa sikkert enhver fransk Mand med blandede Følelser se tilbage paa hine Tider. Efter 1789 fulgte der Aar, i hvilke Frankrig vaandede sig i Smerte, og hvor Tusinder af ulykkelige Ofre maatte böje Hovedet under Guillotinen; men naar Mindet om disse Begiven
heder dog stemmer de Franske til Fest, er det fordi do føle, at Kampen var nødvendig for, at de lysere Tider kunde oprinde. Og hvad Frankrig led, det led det ikke for sig selv alene, men for hele den da bestaaende civiliserede Verden, og det er derfor naturligt, at alle de evropæiske Stater, der siden have betraadt Reformernes Bane, lige saa vel som Frankrig lade Blikket dvæle ved hine Tider og ved de Mænd, der gik i Spidsen for det store Bofrielsesværk. Men eftersom Befrielses- værket ikke alene bestod i at nedbryde, men fuldt saa meget i senere at bygge op igen, drages man særlig til at dvæle ved de Arbejder, der gik i denne Retning, og man maa da sikkert i forste
Række stille det Skrift, der mere end noget andet lærte enhver fransk Borger, at han var Borger i en Stat, og at han var Menneske saa vel som nogen. Enhver kender Navnet Jean-Jacques Rous
seau og véd, at hans epokegörende Skrift fører Titlen „Contrat social", men det er vel de færreste, der virkelig kende dette Skrift. Da det maaske er Sproget der for manges Vedkommende har lagt Hindringer i Vejen, har jeg givet mig ind paa den Opgave at oversætte nævnte Skrift og vil nu forud give et kort Omrids af Forfatterens Liv og Lev
net samt hans Forfattervirksomhed, særlig med Contrat social for Oje.
Jean-Jacques Rousseau er født i Genf 1712.
Hans Fødsel kostede Moderen Livet, og han var saaledes i Barndommen overladt til Faderens Om
sorg. Denne var Urmager, men ikke desto mindre en videnskabelig dannet Mand, og Sonnen havde derfor i Værkstedet rig Lejlighed til at tilfreds
stille sin Læselyst. Alle Datidens mest søgte Ro
maner slugte han med Begærlighed, og ved Studiet af Plutark vaktes hans Begejstring for Oldtidens store Mænd. I en Alder af 14 Aar blev han sat i Lære hos en Kobberstikker; men det stillesid
dende Liv, der ikke stemmede med hans friheds- elskende Natur, og maaske endnu mere hans Prin
cipals lidt vel brutale Adfærd, gjorde ham snart dette Liv forhadt, og uden at overveje, hvorledes han skulde kunne opholde Livet, flygtede han bort fra Genf og naaede aldeles blottet for Eksistens
midler til Savoy en. En Enke ved Navn Md. d.
Warens fattede Deltagelse for ham og optog ham i nogen Tid i sit Hus. Derefter sendte hun ham til Turin, hvor man i en Anstalt, hvis Formaal var at vinde Proselytter for den katholske Kirke, iik ham til at afsværge den reformerte Lære. Han kom nu i Tjeneste som Lakaj hos en höjtstillet Embedsmand, i hvis Hus han stiftede Bekendt
skab med en ung Abbed, der hjalp ham at lære
Begyndelsesgrundene i Latin. Men ogsaa dette Hus forlod han pludselig for igen at følge sin omflakkende Natur. Under et nyt Ophold hos Md. d. Warens og efter et mislykket Forsøg paa at blive Præst ved Seminariet i Annecy helligede han sig en Tid fuldstændig til Musikstudier, og da han selv troede sig dygtig, drog han til Lau
sanne, hvor hans Haab om at kunne skabe sig en Fremtid som Musiklærer dog skuffedes. Atter flakkede han Verden om, denne Gang i Følge med et Menneske, der udgav sig for græsk Munk og som saadan foretog Indsamlinger til den hel
lige Gravs Kirke. Rousseau blev anholdt, af en fransk Gesandt og sendt til Paris; men kort, efter trøfte vi ham atter hos hans forste Protektrice, hvor Interessen for Musiken igen fængslede ham.
Han studerede Harmonilære, skrev en Afhandling om Musiken og haabede endogsaa paa at göre sin Lykke ved en Opfindelse, der gik ud paa at er
statte Nodetegnene med Taltegn. Skønt det ikke var Musiken, der skulde göre hans Navn udøde- ligt, saa aabnede den ham dog maaske Vejen til hans senere Løbebane. Ved Hjælp af Anbefalings- breve blev han först ansat som Sekretær hos den transke Gesandt i Venedig og senere hos en vis Hr. Dupin, i hvis Hus han stiftede Bekendtskab med Mænd som Diderot, Condillac, d'AIembert og flere at Datidens mest bekendte Personligheder.
Det var ogsaa paa dette Tidspunkt, at han la*rte 1 liérése Levasseur at kende; hun var den Gang Tjenestepige paa et Gæstgiversted. men Rousseau, der ikke agtede Verdens Dom. gjorde hende des
uagtet til sin Hustru. — Det var og blev en Mes
alliance. Hans Ægteskab var fuldstændig ulykke
ligt, og det er noksom bekendt, hvorledes Rous
seau, der i sit Opdragelsesskrift Emile stiller over- menneskeskelige Fordringer til Borneopdragelsen, selv sendte sine Börn til et IIittebörnshospital.
Imidlertid var hans Barndoms Higen efter at
erhverve Kundskaber og uddanne sin Aand ingen
lunde død bort. Hans Omgang med Paris's lærde Mænd lettede hans Studier. I fem til seks Aar arbejdede han vedholdende i videnskabelig Retning.
Han studerede Cicero, Horats, Tacitus, han læste Racine og Voltaire. Med utrolig Energi arbejdede han for at erhverve grundige Kundskaber i Historie,, Mathematik og Filosofi, og i Bevidstheden om, at det er Sproget, der skal udtrykke Tankerne, var det hans Hovedopgave at göre sig til Herre over dette.
Ved Aaret 1749 stod han saaledes rustet til at betræde den Løbebane, der har gjort hans Navn saa berömt; og dog var det nærmest Tilfældet, der bragte ham til at göre det forste Skridt. Paa et Besøg hos sin Ven Diderot fik han en Avis i Hænde, hvori Akademiet i Dijon kundgjorde den Prisopgave, det havde opstillet til Besvarelse. Den lød saaledes: „Have Videnskabernes og Kunster
nes Fremskridt bidraget til at fordærve eller rense Sæderne?" — Rousseau kastede sig med Iver over Opgaven, og heri saavel som i Besvarelsen af en følgende Prisopgave: „Hvad er Oprindelsen til Uligheden mellem Menneskene, og stemmer den overens med Naturens Love?" fik hans Had mod og Foragt for det attende Aarhundredes vrange Samfundsforhold Luft. Hans Frihedstrang, hans Lyst til at sprænge alio Lænker, til at nedrive alle de Skranker, som Enevælde og Adelsstolthed havde opstillet, gjorde ham blind for Videnskabens og Kunstens store Betydning, og hans Begejstring for Oldtidens Storhed foregöglede ham, at Lykken her paa Jorden kun kunde findes under primitive Livsforhold. Det var efter den sidste Afhandling, at Voltaire skrev til ham: „Aldrig har nogen an
vendt saa megen Aand paa at göre os til Dyr;
naar man læser Deres Bog, faar man Lyst til at gaa paa fire o. s. v." Denne inaaske noget aner
kendende, men overvejende ironiske Kritik er karak
teristisk for Rousseaus store Samtidige, i sin Hel-
t
• •\
hed vandt Rousseaus Skrifter Publikums Bifald ug forskaffede deres Forfatter en stor Kreds af Beundrere. De i höj Grad bizarre Anskuelser, som Rousseau havde lagt for Dagen, havde han for- staaet at fremføre i et af Begejstring baaret Sprog, der absolut maatte rive med, og hans Navn var paa alles Læber. Da han efter Udgivelsen af den forste Afhandling en kort Tid opholdt sig i sin Fodeby, blev han ogsaa der modtaget med Jubel.
Han traadte ved samme Lejlighed tilbage til den reformerte Lære, ikke af indre Overbevisning, men fordi han troede det nødvendigt at hylde den offi
cielle Religion, naar han vilde genoptages som Borger i Genf. Hans Tanke var endog at tage tast Bopæl i sin Fodeby, men rimeligvis for ikke at være i umiddelbar Nærhed af Voltaire, med hvem han ikke stod paa nogen god Fod, foran
drede han denne sin Beslutning og trak sig til
bage til Montmorency, hvor han nu henlevede de fem lykkeligste og eneste fredelige Aar af sit Liv. I landlig Ensomhed, midt i hans kære Al
penatur, udfoldede hans rige Evner sig ret; styrket og oplivet ved dette sunde Liv arbejdede* han med forøget Udholdenhed, og hans tre Hoved
værker, saa grund-forskellige i hele deres Anlæg og Formaal, forbavsede omtrent samtidig Publi
kum ved deres Tilsynekomst og bidrog hvert paa sin Vis til at udødeliggore deres Forfatters Navn:
La nouqelle Hélo'ise, Émilø og endelig Control social.
Som inaaske bekendt er det forste af disse Værker en Ronian, der vel paa den ene Side maa kaste en Skygge over sin Forfatters Navn, især naar man betænker, at denne i sit Opdragelsesskrift
„Emileu fordommer saa godt som al Læsning, maaske med Undtagelse af Robinson Crusoe, ja man kommer næsten til at trække paa Smil'e- baandet over en saadan Mangel paa Konsekvens;
men paa den anden Side har Rousseau forstaaet lige som at forædle Bogen ved de gribende Skil-
dringer af Alpelandenes Naturskönhed, ved sin sande Begejstring, Stilens Rigdom og Fylde og ved den levende Indbildningskraft, der overalt strömmer Læseren i Møde. — Emilé, det store epokegørende Opdragelsesskrift, er sikkert det mest kendte af Rousseaus Skrifter, og jeg skal senere ved nærmere at omtale Contrat social ikke undlade at berøre i alt Fald de religiøse An
skuelser, som Forfatteren heri fremsætter som sin Trosbekendelse. Det var imidlertid Emile, eller vel nærmere den deri indlagte „Confession de foi du vicaire Savoyard," der kom til at gribe stærkest ind i Rousseaus ydre Livsforhold. Skönt det, som vi senere ville faa at se, langt fra er Atheisme, som Rousseau her prædiker, men snarere en til Dels kristelig beaandet Theisme, saa var Datiden for intolerant til, at sligt kunde gaa ustraf
fet hen. Bogen blev dömt til at brændes; Rous
seau, der maatte forlade sit fredelige Tilflugtssted, søgte forgæves et Fristed i sin Fødeby og maatte tilsidst give sig ind under den preussiske Konges Beskyttelse. Atter kom der hjemløse, urolige Aar at gennemleve; först et kort Ophold i Fyrsten
dømmet Neufchatel, derpaa efter nye Forfølgelser af hans aldrig trætte Fjender nogle Maaneder hen
levede paa den lille 0 Saint-Pierre i Bienne-Søen og dernæst et Ophold i England. Ogsaa lier fulgte Skuffelserne ham. Hans tidligere Yen og Menings
fælle, Historikeren Hume, havde kaldet ham der over; men den tidligere Forstaaelse havde i Aarenes Løb forvandlet sig til en dyb Uoverensstemmelse.
Rousseau, der efterhaanden var bleven menneske
fjendsk og bitter, troede sig overalt udspioneiet og forfulgt, endog af sin tidligere Ven; han brød pludselig med denne og vendte atter tilbage til Frankrig. Hans Kraft var brudt: gammel iøi Tiden, henlevede han en Række af Aar i Paris, fuldstændig tilbagetrukken fra Verden. Hans eneste Omgang var den trofaste og ædle Bernardin de
Saint-Pierre, der gjorde sit til at adsprede Yennens mørke Tanker. Han ernærede sis; ved at afskrive Noder og fordrev sine Fritimer med at botanisere og nedskrive sit Livs Bekendelser. Denne hans sidste Henvendelse til Publikum, der blev offen- liggjort nogle Aar efter hans Død, er ikke af den Natur, at man lærer at se op til den store For
fatter som Menneske. Man maa beklage ham som en ulykkelig Natur, der følte sig miskendt og der
for blev bitter mod alt og alle, som et Menneske, der ikke kunde og vel næsten ikke vilde besejre sine onde Tilböjeligheder. Forjaget fra Paris ved nye, ugrundede Ængstelser henlevede han sine sidste Dage i den fredelige Park Ermenonville, hvor han døde ensom og forglemt i Aaret 1778.
Mennesket Kousseau var glemt, den store For
fatters Navn vil sikkert Aarhundreder ikke kunne udslette.
Naar Conlrat social staar som ét af Rousseaus Hovedværker eller rettere som det, der drog de störste Følger efter sig, saa er det som sagt, fordi han i denne sin Undersøgelse af Statsrettens Grund
sætninger ikke som saa mange andre af Revolu
tionens Førere udelukkende arbejder paa at kuld
kaste det bestaaende, men i langt højere Grad paa at opbygge eller grundla^gge en ny og bedre Samfundsordning. Folgende sit Valgsprog „Frihed og Lighed", maatte han uvilkaarlig drages til at torske efter, hvorfor der i den bestaaénde Ordning hverken fandtes Lighed eller Frihed, og hvad der kunde göres for at afkaste Datidens Trældom o«
udslette den dybe Ulighed blandt Menneskene.
Han gaar da tilbage til Samfundets forste Udspring, lægger derefter Sten paa Sten, indtil Samfunds
bygningen knejser i sin fulde Höjde. Rousseau staar ved Ldgivelsen af dette Værk som den modne Mand, lians paa dette Tidspunkt udviklede Dømmekraft tillader ham ikke mere blindt hen
at forkaste alt, hvad hans ideelle Livsanskuelse i Ungdomsaarene ikke kunde samstemme med. Natur
tilstanden, som i tidligere Tider foresvævede ham som den eneste lykkelige Tilstand paa Jorden, har nu ogsaa maattet undergaa sin Kritik, og dens naturlige Følge, den stærkeres Ret, har vist sig for ham i hele sin Uretfærdighed og med hele sin Mangel paa Stabilitet. — Er det, naar alt kom
mer til alt, ikke stadig den stærkeres Ret, der gör sig gældende, hvor der er Undertrykkelse til Stede, i Naturtilstanden, den fysiske, i det attende Aarhundredes vrange Samfundsforhold, den mo
ralske Kraft; thi hvad er Styrke andet end Evne til at kue Modparten? — Det er fyndige og sande Ord, Forfatteren udtaler i forste Bogs otten
de Kapitel, naar han skildrer den Forvandling eller Forædling, der foregaar med Mennesket ved Overgangen fra Natur- til Samfundstilstanden, og naar han i Slutningen af samme Kapitel til- föjer, at den moralske Frihed, s o m Mennesket sam
tidig vinder, ene kan göre ham til Herre over sig selv og fri ham ud af de Lænker, som hans egne Lidenskaber have smedet ham i. Det kan vel være, at Rousseaus Samtid, der optog hans Valgsprog, Frihed og Lighed, ikke fuldt ud forstod, hvad han mente med Frihed, men da Revolutionens lovløse Tid först var forbi, da de Frøkorn, som det attende Aarhundredes store Mænd havde ud
så aet, fik Tid til at spire frem og sætte Frugt, da lærte man ogsaa, hvad sand Frihed vil sige, og at der paa dens Grund kan opføres en varig og solid Samfundsbygning. At Rousseau ved Ordet Lighed skulde have tænkt paa Muligheden af en fuldstændig ligelig Fordeling af alle jordiske Goder, er ligeledes en Misforstaaelse. Den Lighed, han prædiker, er den borgerlige Lighed, alles Lighed for Loven. Staten kan ikke forpligte én Borger fremfor en anden, ikke paalægge én Stand alle Byrder og tillægge en anden alle Rettigheder,
Regler, livorpaa Frankrigs Forfatning i forrige Aar- hundrede hvilede; men at opstille Love, der kunne sikre en stadig ligelig Fordeling af alt jordisk Gods, vilde vist endog overskride de Fordringer, som Rousseau stiller til den sande Lovgiver. Det gik med Ligheden som med Friheden; det kostede Rlod at nedrive den uretfærdige Ulighed, inen der fordredes en gennem flere Menneskealdre stadig stigende Folkeoplysning, til at kunne tyde den sociale Lighed paa den rette Maade, og har Rous
seau været med at opbygge Guillotinen, saa har han i endnu höjere Grad været med at diktere det nittende Aarhundredes Grundlove.
I det ujeblik Rousseau i tredje Bog gaar over til en Bedömmelse eller rettere Undersøgelse af de forskellige Regeringsformer, Demokratiet, Ari
stokratiet og Monarkiet, vil sikkert enhver, der kun kender Contrat social af Navn, paa Forhaand være overbevist om, at Rousseau absolut maa sværge til det mest yderliggaaende Demokrati, og hvis man indskrænker sig til at læse det ene Kapitel, hvori han omhandler nævnte Regerings
form, vil man undres over at finde Ytringer som:
„Der har aldrig eksisteret, vil aldrig komme til at eksistere, og man kunde tilföje, kan ikke eksistere noget sandt Demokrati;" — „thi," siger Forfatteren, „det er mod Naturens Orden, at Fler
tallet regerer, og Mindretallet bliver regeret." —
»Og, tiltöjer han i Slutningen af samme Ka
pitel, ..en saa fuldendt Forfatning egner sig ikke for Mennesker, men kun for Guder." — Der er ikke her Lejlighed til at gaa ind paa Rousseaus Opfattelse af de forskellige Regeringsformer, hvilken Læseren jo ogsaa selv vil kunne sætte sig ind i veu Læsningen at Bogen; men skulde man uddrage hans sande Mening, hylder lian maaske snarest det valgte Aristokrati; naturligvis ikke det Fødsels- aristokrati, som Frankrig og saa mange andre btater Aarhundreder igennem havde sukket under,
men det, man rettelig forstaar ved Aristokrati,
„l)e bedstes Herredomme." Naar Goethe siger, at en Stat bör regeres „Von den Wissenden," er han enig med Forfatteren til Contrat social. Hvor og i hvilke Samfundsklasser de mest indsigtsfulde findes, det kan der umulig opstilles Regler for, men det har Rousseau heller ikke dristet sig til at göre.
Rousseau slutter sin Afhandling med at om
tale Religionens Betydning for Samfundet og Staten, fordi han føler, hvor virksom en Faktor Religionen er i ethvert Menneskes Liv. At tænke sig et Sam
fund af Mennesker, der alle levede uden nogen- somhelst Guddomsforestilling, vilde være aldeles umuligt. Fra Mennesket i Naturtilstanden til det mest oplyste, aandelig mest udviklede Menneske gives der ikke et eneste, som ikke gür sig en Forestilling, den være umiddelbar eller tillært, om Verdensaltets Skabelse, Styrelse og Tilintetgørelse.
Rousseaus personlige, religiøse Opfattelse staar tydelig skildret i Emile, hvor han under Titlen
„den savoyiske Vikars Trosbekendelse" klarere og bestemtere end nogen för eller senere pointerer Theismen. At Rousseau ikke har formaaet at hæve sig op til at forstaa Kristus, synes ubegribe
ligt. Han siger selv, at Kendsgerningerne, der knytte sig til Kristi Liv, ere hævede over al Tvivl, at Evangeliets Historie umulig kan være opdigtet, at Kristus levede og døde som en Gud, og dog kan han ikke tro, kun fordi han ikke selv har set Miraklerrfte. At han paa den anden Side kan tro paa Gud som den evige, almægtige, alvise og al
gode, som den, der har skabt og opholder \ erden, som den, der er Herre over Tiden og Rummet, synes en fuldstændig Modsigelse.
Det er imidlertid ikke selve Religionsspörgs- maalet, Rousseau her drøfter, ikke denne eller hin Troslæres Antagelighed eller Forkastelighed, men kun Religionen som en af de Piller, der ere nød-
vendige for den store Statsbygning. Den Troslære, som kan yde Staten den bedste Støtte, er saaledes i hans Öjne den bedste. Altsaa skal det, der har en evig Betydning, blot tjene som underordnet Middel til at støtte det, der dog i det lykkeligste Tilfælde, selv efter Rousseaus Mening, kun kan haabe paa en midlertidig Bestaaen. Muhamed synes ham derfor en större Vismand end Kristus;
han forstod at sammenbinde Stat og Kirke, at sammensmelte dem til Et. Men maatte Religionen derfor ikke ogsaa sygne hen med Staten. Mu
hamedanernes Herredomme er nu kun en Skygge at, hvad det har været, og synes ikke Muhameds Lære viet til den samme Undergang? Den Tros
lære, der er bestemt til i Tidens Fylde at omfatte alle Folkeslag, den kan ikke tjene som Middel til at opretbolde en enkelt Stat et Aarhundrede kor
tore eller længere. At den kristne Kirke, hvad der jo ikke er Et med Pavekirken, skulde bidrage til at løsrive Borgerne fra Staten, er et Fejlsyn hos Rousseau; den Lære, der prædiker Lydigbed mod Øvrigheden, kan ikke bidrage til at opløse Staten. Hvad der opløser de enkelte Stater, naar deres Livshistorie er udspillet, det er de Mangler, der klæbe ved alt jordisk.
Naar jeg nu slutter disse Linier, hvormed jeg har ønsket at indlede min Oversættelse af Contrat social, er det med det Haab, at de i alt Fald for nogle Læseres Vedkommende maa bidrage til at stille dens Forfatter i det rette Lys. Trods sine store Fejl har Rousseau virket i det gode« Tjeneste, og det er ikke lidet, som vort Aarhundrede har ham at takke for. Han var af dem, der frem
kaldte Revolutionen, men hau horte ikke til dem, der glædede sig ved Tanken om de Lidelser, Menneskeheden gik i Mode. Medens Voltaire be
klagede, at det ikke var ham forbeholdt at være
\ idne til den Eksplosion, der uundgåelig maatte komme, gøs Rousseau ved Tauken om den Tid,
han saa oprinde over Evropa. Og nu, da Revolu
tionens Rædsler ere et hundredaarigt Minde, da tre Menneskealdre have raadet Bod paa dens Øde
læggelser, og da Historien har fældet sin Dom over Datidens Værk, nu kunne vi tilvisse nok yde Revolutionsmanden Jean-Jacques Rousseau den Hyldest, han fortjener.
Oversætteren.
Forerindring.
Denne lille Afhandling er Uddrag af et mere omfattende Værk, som jeg tidligere havde givet mig ind paa uden forud at have vejet mine Kræfter, og som jeg forlængst har op
givet. Af de forskellige Stykker, der kunde uddrages af det allerede udarbejdede, er dette det betydeligste og det, der syntes mig det mindst uværdige til at fremlægges for Publi
kum. Det øvrige er alt tilintetgjort.
Förste Bog.
Jeg vil her undersøge, om der i den borgerlige Ordning kan opstilles en eller anden Regel for en lovmæssig og sikker Fors altning, naar man tager Menneskene, saaledes som de ere, og Lovene, saaledes som de kunne være.
Jeg vil i denne Undersøgelse stadig gaa ud paa ?•
at forene det, som Retten tillader, med det, som Interessen [foreskriver, for at det ret
færdige og det nyttige ikke skulle komme til at staa i Strid med hinanden.
Jeg giver mig i Færd med Opgaven uden at bevise mit Æmnes Vigtighed. Man vil spörge mig, om jeg er Fyrste eller Lovgiver, siden jeg skriver om Politiken. Jeg svarer,
„ingen af Delene", og at det netop er derfor, jeg skriver om Politiken. Hvis jeg var Fyrste eller Lovgiver, vilde jeg ikke spilde min Tid med at tale om, hvad der burde göres; jeg vilde handle og tie.
Da jeg er født som Borger i en fri Stat og som saadan Medlem af den höjeste Øvrighed, er Retten til at aflægge min Stemme tilstrækkelig til at paalægge mig den Pligt, at sætte mig ind i de offentlige Anliggender, hvor ringe Ind
flydelse min Stemme end monne have: og hver Gang jeg anstiller Betragtninger over Statsstyreisen i Almindelighed, føler jeg mig lykkelig ved i mine Undersøgelser bestandig at finde nye Grunde til at elske mit eget Lands.
Förste Kapitel.
Grundlaget for forste Bog.
Mennesket fødes frit, og overalt er det i Lænker. Mangen En tror sig Herre over andre, og er dog selv mere Slave end disse.
Hvorledes er denne Forandring gaaet for sig?
Jeg véd det ikke! Hvad kan göre den lov
mæssig? Jeg tror at kunne besvare dette Spörgsmaal.
Hvis jeg kun saa hen til lvraften og
et Folk er nødt til at lyde, gör det vel i at lyde; saa snart det kan afkaste Aaget, gör det endnu bedre i at afkaste dette: thi i det det generhverver sin Frihed i Kraft af den sannne Ret, ifølge hvilken denne er bleven det be
røvet, maa det enten være berettiget dertil, eller man har ikke været berettiget til at be
røve det Friheden". Men Samfundsordenen er en hellig Ret. som tjener til Grundlag for alle andre. Imidlertid udgaar denne Ret ikke fra Naturen; den er altsaa grundet paa Overens
komster. Det gælder da at komme paa det rene med. hvilke disse Overenskomster ere; men forend jeg skrider hertil, maa jeg först klart fremstille, hvad jeg her har udtalt.
Andet Kapitel.
De forste Samfund.
Det ældste af alle Samfund, og det eneste naturlige, er Familien: og endda forblive Börnene kun knyttede til Faderen, saa længe han er nødvendig for deres Selvopholdelse.
Saa snart de ikke mere have ham nødig, løses det naturlige Baand. Börnene, som ere frigjorte fra den Lydighed, de skylde Faderen, Faderen, som er fritagen for den Omsorg, han skylder Börnene, begge Parter staa atter helt uafhængige. Dersom de vedblive at være Venner, er det ikke mere ifølge Naturens Lov,
Rousseau: Samfundsmagten. 2
men frivilligt, og selv Familieforholdet opret
holdes kun gennem Overenskomst.
Denne fælles Frihed er en Følge af den menneskelige Natur. Menneskets forste Lov er Selvopholdelsen; den forste Omsorg skylder det sig selv; naar det har naaet Fornuftens Alder, bliver det, som eneste Dommer over Midlerne til at opholde sig selv, sin egen Herre.
Familien er altsaa, om man vil, den forste Model for de politiske Samfund. Over
hovedet er et Billede paa Faderen, Folket et Billede paa Börnene, og da alle fødes lige og frie, give de kun Afkald paa deres Frihed af Nyttehensyn. Hele Forskellen er den, at i Familien Faderens Kærlighed til Börnene be
taler ham den Omhu, han yder dem; og at i Staten Glæden ved at herske opvejer denne Kærlighed, som Regenten ikke har til sine Undersaatter.
Grotius benægter, at al Regeringsmagt er oprettet til Gunst for de undergivne: han anfører Slaveriet som Eksempel. Han drager som oftest sine Slutninger ved at begrunde Retten gennem Kendsgerningen. Man kunde anvende en mere konsekvent Fremgangsmaade, men ingen, der er gunstigere for Tyrannerne.
Det er altsaa ifølge Grotius tvivlsomt, om Menneskeslægten tilhører en Snes Menne
sker, eller om denne Snes Mennesker tilhører Menneskeslægten, og han synes i hele sin Bog
at hælde til den forste Mening; dette er ogsaa Hobbes's Anskuelse. Saaledes er altsaa Men
neskeslægten inddelt i Kvæghjorde, af hvilke hver enkelt har sit Overhoved, som vogter den for selv at fortære den.
Da Hyrdens Natur er Hjordens overle
gen, ere ogsaa Menneskenes Hyrder, det vil sige de regerende, ifølge deres Natur Folke
slagene overlegne. Saaledes dornte ifølge Phi- lons Udsagn Kejser Caligula, sluttende i Ana
logi hermed, at enten vare Kongerne Guder, eller Folkene Dyr.
Denne Caligulas Fornuftslutning kommer igen hos Hobbes og hos Grotius. Tidligere end disse har ogsaa Aristoteles udtalt, at Menneskene paa ingen Maade ere lige af Na
turen, men at nogle fødes til at være Slaver, og andre til at herske.
Aristoteles havde Ret, men han forveks
lede Virkningen med Aarsagen. Ethvert Men
neske, der fødes i Trældom, fødes til Trældom, intet er sikrere. Slaverne miste alt i deres Lænker, lige indtil Ønsket om at sprænge disse;
de elske deres Trældom, ligesom Odyssevs's Rejsefæller elskede deres dyriske Tilstand.
Naar der altsaa findes Mennesker, der ere Slaver af Naturen, saa er det, fordi der har eksisteret Slaver mod Naturen. Magten har skabt de förste Slaver, deres egen Fejghed har forplantet dem.
Jeg har intet sagt om Kong Adam, heller
2*
intet om Kejser Noah, Fader til tre Monarker, der delte Verden mellem sig, ligesom Saturns Börn, hvem man har troet at genkende i hine.
Jeg haaber, at man er mig taknemlig for dette Maadehold; thi hvor véd jeg, som ned
stammer direkte fra en af disse Fyrster og maaske fra den ældste Linie, om jeg ikke, hvis man undersøgte Ægtheden af min Ad
komst, vjlde befinde mig selv at være Men
neskeslægtens lovmæssige Konge. Hvorom al Ting er, saa kan man ikke fragaa, at Adam, saa længe han var ene paa Jorden, har haft Ret til at herske ^over denne, lige
som Robinson over sin 0, og hvad der var det bekvemme ved dette Herredomme, det var, at Monarken, sikker paa sin Trone, hverken behøvede at frygte for Opror, Krige eller Sammensværgelser.
Tredje Kapitel.
Den stærkeres Ret.
Den stærkeste er aldrig stærk nok til bestandig at være Herre, hvis han ikke for
vandler sin Magt til Ret, og Lydigheden til Pligt. Derpaa beror den stærkeres Ret; en Ret, tilsyneladende ironisk tagen, i Virkelig
heden fastslaaet som Grundsætning. Men vil man da aldrig forklare os dette Ord? — Styrken er en fysisk Magt; jeg kan ikke se, hvilken Moral der kan komme ud af dens
Virkninger. At give efter for Magten, det er en Nødvendighedens, ikke en Viljens Hand
ling; det er knap nok en Klogskabens Hand
ling. I hvilken Henseende vil det kunne være en Pligt?
Lader os et Öjeblik tænke os denne for
mente Ret. Jeg paastaar, at der af den kun vil fremgaa et uforklarligt Gallimathias; thi saa snart det er Magten, der skaber Ketten, forveksler man Virkningen med Aarsagen.
Enhver Magt, som hæver sig op over den förste, indtræder i dennes Rettighed. Saa snart man ustraffet kan være ulydig, er man i sin lovlige Ret til at være det; og naar den stærkeste altid har Ret, gælder det jo kun om at blive den stærkeste. Men hvilken Betyd
ning har en Ret, som svinder bort, naar Mag
ten ophører? Hvis det er en tvungen Sag at adlyde, behøver man ikke at göre det af Pligt; og naar man ikke længer er tvungen dertil, er man heller ikke forpligtet dertil.
Man ser altsaa, at dette Udtryk „Retten", aldeles ikke forstærker Magten; det betyder paa dette Omraade aldeles intet.
Adlyd Magthaverne! Hvis dette vil sige:
„Giv efter for Magten", saa er Forskriften god, men overflødig; jeg svarer for, at den aldrig vil blive overtraadt. Al Magt kommer fra Gud, det indromnier jeg; men al Sygdom kommer ogsaa fra Ham: og er det derfor for
budt at kalde Lægen? En Røver overfalder
mig i en Skov! Ikke alene at jeg nødtvungen giver ham min Pung; men selv om jeg kunde unddrage ham den, pr jeg oprigtig talt for
pligtet til at give ham den; thi Pistolen, som han holder i Haanden, er en Magt.
Lader os da indrömme, at Magten ikke skaber Retten, og at man kun er forpligtet til at adlyde de lovmæssige Magthavere. Saa- ledes vender mit oprindelige Spörgsmaal be
standig tilbage.
Fjerde Kapitel.
Slaveriet.
Siden intet Menneske besidder naturlig Myndighed over sin Næste, og siden Magten ikke avler nogen Ret, er der altsaa kun Over
enskomster tilbage som Grundlag for al lovlig Myndighed mellem Mennesker.
Hvis et Individ, siger Grotius, kan af
hænde sin Frihed og trælbinde sig under en Herre, hvorfor kan et helt Folk da ikke give Afkald paa sin og give sig ind under en Konge? Der er heri mange tvetydige Ord, som kunne trænge til Forklaring, men lad os holde os til Ordet „afhænde". Afhænde, det vil sige give eller sælge. Men et Men
neske, som gör sig selv til Slave for en anden, giver ikke sig selv bort; han sælger sig i det höjeste for Udkommet: men et Folk, hvorfor sælger det sig selv ? Det er langt fra, at en
Konge forskafter sine Undersaatter Livsophol
det; tværtimod, lian indvinder sit gennem dem;
og ifolge Rabelais lever en Konge ikke af lidet. Undersaatterne bortgive altsaa deres Person paa den Betingelse, at man ogsaa skal fratage dem noget af deres Gods! Jeg kan ikke se, hvad der endnu staar tilbage for dem at bevare.
Man vil maaske sige, at Despoten sikrer sine Undersaatter den offentlige Fred og Ro;
lad saa være: men hvad vinde de derved, hvis de Krige, som hans Ærgerrighed paa
drager dem, hvis hans umættelige Begærlighed eller hans Embedsmænds Undertrykkelse klin
ger dem mere end deres indbyrdes Stridig
heder? Hvad vinde de, hvis selve denne Fred og Ro er en af deres Ulykker? Man lever ogsaa fredelig i et Fangehul: men er det nok for at befinde sig vel? Grækerne, der vare indelukkede i Kyklopens Hule, levede ogsaa uforstyrrede, medens de afventede deres Tur til at blive fortærede.
At sige, at et Menneske bortgiver sig selv uden nogetsomhelst Vederlag, det er en urimelig og meningsløs Tale; en saadan Kon
trakt er ulovlig og intetsigende, alene af den Grund, at den, som indgaar den, ikke er ved sin sunde Sans. At sige det samme om et helt Folk, det er at forudsætte et Folk af gale.
Galskaben hjemler ikke Retten.
Selv om den enkelte kunde lænkebinde
sig selv, saa kan han ikke lænkebinde sine Börn; de fødes som Mennesker og som frie;
deres Frihed tilhører dem, og ingen uden de selv har Ret til at raade over den. Forend de naa Fornuftens Alder, kan Faderen i deres Navn indgaa paa Betingelser, der skulle sikre deres Eksistens, men han kan ikke bortgive dem uigenkaldelig og uden Betingelse; thi et saa- dant Gavebrev er stik imod Naturens Love og overskrider Fadermyndigheden. For at en Enevoldsmagt skulde være lovlig, maatte det altsaa i hvert Generationsled staa Folket frit for at anerkende eller forkaste den; men da var denne Regering ikke mere enevældig.
At give Afkald paa sin Frihed, det er at give Afkald paa sit Menneskeværd, sin Men
neskerettighed, ja selv paa sine Pligter. Der er ingen Skadesløsholdelse mulig for den, der fraskriver sig alt. En saadan Selvafstaaelse er uforenelig med den menneskelige Natur;
det er at fratage sine Handlinger al Moralitet og sin Vilje al Frihed. Endelig er det en intetsigende og selvmodsigende Overenskomst, at tilskrive den ene Part absolut Myndighed og at binde den anden til ubegrænset Lydig
hed. Er det ikke klart, at man ikke er for
pligtet til noget over for den, af hvem man har Ret til at fordre alt?- Og denne ene ugengældte, uerstattede Betingelse, medfører den ikke Kontraktens Ugyldighed? Thi hvil
ken Ret kan min Slave have over for mig,
naar alt, hvad der er hans, tilhører mig; Er hans Ret min, bliver da ikke denne min Ret mod mig selv en meningsløs Ting?
Grotins og de andre søge i Krigen en anden Oprindelse til den formente Tvangsret.
Da Sejerherren, efter deres Mening, har Ret til at dræbe den overvundne, kan denne købe sit Liv paa Bekostning af sin Frihed; en Over
enskomst, der er saa meget mere lovlig, som den er til Fordel for begge.
Men det er klart, at denne formente Ret til at dræbe de overvundne paa ingen Maade er en Følge af Krigstilstanden. Alene af den Grund, at Menneskene, saa længe de leve i deres oprindelige Uafhængighed, ikke staa i noget Forhold til hverandre indbyrdes, der er konstant nok til at organisere, det være sig Freds- eller Krigstilstand; de ere ikke Fjender af Naturen. Det er ikke Menneskenes men Tingenes indbyrdes Forhold, der fremkalder Krig; og da Krigstilstanden ikke kan fremgaa af de blot personlige Forbindelser, men kun af de reale Forhold, saa kan den private Krig, Krigen mellem Mand og Mand, hverken finde Sted i Naturtilstanden, hvor der ikke gives nogen fast eller varig Ejendom, eller i Samfundstilstanden, hvor alt er under Lovenes Myndighed.
De personlige Fejder, Dueller, Tvekampe ere Handlinger, der ikke organisere nogen Tilstand; og med Hensyn til Privatkampene,
der bleve autoriserede ved Ludvig den IX.'s Lovsamling (Etablissements de Louis 9.), og atter standsede ved Gudsfreden, saa vare de kun et Fejlgreb af Lensregeringen, en saa taabelig Ordning, som tænkes kan, stridende mod den naturlige Rets og al god Statskunsts Principper.
Krigen er altsaa ikke et Forhold mellem Mand og Mand, men mellem Stat og Stat, under hvilken de enkelte Individer kun til
fældig ere Fjender, ikke i Egenskab af Men
nesker, ja ikke engang som Borgere, men som Soldater, heller ikke som Medlemmer af det fælles Fædreland, men som dets Forsvarere.
Kort sagt, hver enkelt Stat kan kun som Fjender have de andre Stater, ikke Menneskene, da der ikke kan finde noget sandt Forhold Sted mellem Ting af forskellig Natur.
Dette Princip er endog overensstemmende med de til alle Tider opstillede Grundsæt
ninger og er altid blevet overholdt eller i alt Fald godkendt af alle kultiverede Folkeslag.
Krigserklæringerne tjene mindre til Underret
ning eller Advarsel for Magterne end for Under- saatterne. Den fremmede, det være ^ig en Konge, en Privatmand eller et helt Folk, der stjæler, dræber eller fængsler Undersaatterne uden at erklære Fyrsten Krig, er ikke en Fjende, men en Røver. I aaben Krig bemæg
tiger selv en rettænkende Fyrste sig i det fjendtlige Land alt, hvad der tilhører det
offentlige, inen han respekterer den enkeltes Person og Ejendom; han respekterer de Rettig
heder, paa hvilke hans egne ere grundede.
Hvis Krigens Udfald bliver den fjendtlige Stats Ødelæggelse, har man Ret til at dræbe dens Forsvarere, saa længe de staa under Vaaben;
men saa snart de nedlægge deres Vaaben og overgive sig, altsaa ophøre at være Fjender eller Fjendens Redskaber, træde de igen til
bage i deres Egenskab af Mennesker, og man har ikke længer Ret over deres Liv. Under
tiden har man tilintetgjort en Stat uden at dræbe et eneste af dens Medlemmer, og Krigen giver En ingen Rettighed, som ikke er nød
vendig for dens Ophør. Disse Grundsætninger ere ikke Grotius's; de ere ikke grundede paa Digteranskuelser; men de udgaa fra Tingenes Natur og ere grundede paa Fornuften.
Hvad Erobringsretten angaar, da har den som Hjemmel kun den stærkeres Ret. Hvis Krigen ikke giver Sejerherren Ket til at ned
hugge det overvundne Folk. hvorpaa vil han da begrunde sin Ret til at göre Undersaatterne til Slav er. Man har kun Ret til at dræbe en Fjende, naar man ikke kan göre ham til Slave; Retten til at göre ham til Slave ud- gaar altsaa ikke fra Retten til at dræbe ham:
det er derfor et uretfærdigt Bytte at lade ham købe et Liv, over hvilket man ingen Ret har.
paa Bekostning af sin Frihed. Naar man be
grunder Retten over Liv og Død paa Retten
til at trælbinde, og Retten til at trælbinde igen paa Retten over Liv og Død, er det da ikke klart, at man drager en falsk Slutning og kun opnaar et Cirkelbevis.
Men selv om man forudsætter denne skrækkelige Ret til at dræbe alt, paastaar jeg, at et overvundet Folk, eller et Menneske, der er gjort til Slave under en Krig, ikke har nogen anden Forpligtelse over for sin Herre end den at adlyde, saa længe som det er tvunget dertil. I det Sejerherren modtager en Godtgørelse for den overvundnes Liv, ud
viser han aldeles ingen Naade imod denne:
i Steden for at dræbe ham uden Fordel, dræber han ham med Fordel. De staa endnu som tidligere paa Krigsfod over for hinanden, selve deres Forhold er en Virkning af Krigen; og Anvendelsen af Krigens Ret forudsætter ingen Fredsslutning. De have indgaaet en Overens
komst, men denne Overenskomst forudsætter netop Krigstilstandens Vedvaren og ikke dens Ophør.
Fra hvilken Side man altsaa betragter Sagen, er Retten til at göre Folk til Slaver uden al Betydning, ikke alene fordi den er ulovlig, men fordi den er taabelig og menings
løs. Ordene „Slave og Ret'' ere hinanden modsigende, de udelukke gensidig hinanden.
Være sig mellem Mand og Mand, eller mellem et enkelt Menneske og et helt Folk, saa vil en Tale som denne altid være meningsløs:
„Jeg indgaar en Overenskomst med Dig, som helt skal være til Ugunst for Dig og til Fordel for mig. og som jeg vil overholde, saa længe det behager mig, og som Du skal overholde, saa længe det behager mig".
Femte Kapitel.
Man hör al Tid gaa tilbage til en forste Overenskomst.
Selv om jeg vilde indrömme alt, hvad jeg hidtil har gendrevet, vilde Despotiets For
fægtere dog ikke komme stort videre. Der vil altid vedblive at være en stor Forskel mellem at, underkaste sig en Skare Mennesker og at regere et Folk. Hvis en Del Mennesker, ligegyldigt hvor mange, efterhaanden bleve bragte under Aaget af en enkelt, ser jeg deri kun en Herre og hans Slaver, ikke et Folk og dets Overhoved: det er, om man vil. en Optagelse i et Samfund, ikke en social Sammen
slutning; der er hverken Tale om noget Almen
vel eller om nogen politisk Enhed. Selv om.
denne Mand underkastede sig den halve Verden, var og blev han dog bestandig Privatmanden;
hans Interesse, der ikke var Et med de andres, vedblev at være hans private Interesse, og hvis han tilfældigvis døde, vilde hans Herredomme snart spredes og blive til intet, ligesom en Eg opløses og falder sammen til Aske, efter at Ilden har fortæret den.
~,Et Folk", siger Grotius, „kan give sig ind under en Konge". Ifølge Grotius eksisterer altsaa et Folk som Folk, forend det vælger sig en Konge. Selv dette, at det giver sig bort, er en Borger-Beslutning, der forudsætter en offentlig Forhandling. Forend man altsaa undersøger den Overenskomst, ved hvilken et Folk vælger sig en Konge, er det nødvendigt at betragte den, gennem hvilken et Folk er blevet et Folk; thi da denne nødvendigvis maa gaa forud for hin, er den det sande Grundlag for Samfundet.
Og, ret betragtet, hvis der ingen tidligere Overenskomst var, hvorledes vilde da, med mindre Valget var enstemmigt, Mindretallet være forpligtet til at böje sig for Flertallets Valg? og hvorledes kunne de hundrede, som ønske en Hersker, have Ret til at overstemme de ti, som ikke ville vide af en saadan .J
Selve Loven om Stemmeflerhed er grundet paa Overenskomst og forudsætter, i det mindste for én Gang, Enstemmighed.
Sjette Kapitel.
Samfund spag ten.
Jeg tænker mig Menneskene naaede til det Punkt, hvor de Hindringer, som i Natur
tilstanden lægge sig i Vejen for deres Selv
opholdelse, ved deres Modstand have besejret de Kræfter, som hvert enkelt Menneske maa
opbyde for at haandhæve denne Tilstand. Da kan denne oprindelige Tilstand ikke længer bestaa, og Menneskeslægten vilde gaa under, hvis den ikke skiftede Levevis.
Da nu Menneskene ikke kunne afføde nye Kræfter, men kun forene og lede de allerede eksisterende, have de intet andet Selvophol- delsesmiddel end ved gradevis Sammenslutning at danne en Sum af Kræfter, som kan over
vinde Modstanden, opbyde den samlede Styrke og virke i Fællesskab.
Denne Sum af Kræfter kan kun opnaas ved Medvirkning af flere. Men da det enkelte Individs Kraft og Frihed vare hans Selvop- holdelses forste Redskaber, hvorledes kan han da sætte dem som Indsats uden at skade sig selv eller forsömnie den Omsorg, som han skylder sig selv? Denne Vanskelighed kan, henført til mit förste Æmne, udtrykkes paa følgende Maade: „At finde en Form for en Samfundsdannelse, der ved Hjælp af de fælles Kræfter forsvarer og beskytter hvert enkelt Samfundsmedlems Person og Ejendom, og under hvilken enhver, paa samme Tid som han slutter Forbindelse med alle de andre, dog kun adlyder sig selv og vedbliver at være lige saa fri som tidligere". Dette er den Opgave, hvorpaa Samfundskontakten skal give , Løsningen.
De enkelte Punkter i denne Kontrakt ere sualedes fastslaaede at dens egen Natur, at
den mindste Modificering vilde göre dem tomme og virkningsløse; saa at de, skönt de næsten aldrig have været udtrykte, overalt
•§ ere de samme, overalt stiltiende godkendte og vedtagne, indtil enhver, naar Samfunds- pagten igen brydes, atter indtræder i sine tidligere Rettigheder og genvinder sin natur
lige Frihed, idet han mister den kontrakt
mæssige Frihed, for hvis Skyld han gav Af
kald paa hin.
Naar disse enkelte Punkter opfattes rette
lig, kunne de alle samles i et eneste: nemlig,
„fra hvert enkelt Medlems Side en fuldstændig Opgiven af alle Særrettigheder til Fordel fol
det fælles Hele"; thi först og fremmest maa enhver hengive sig helt og fuldt, kun da blive Betingelserne lige for alle; og naar Betingelserne ere lige for alle, da har ingen Interesse af at göre dem byrdefulde for andre.
Og endvidere, da Frasigelsen sker uden Forbehold, er Forbundet saa fast, som det har Mulighed for at være, og intet Medlem har mere noget at fordre. Thi, dersom der endnu gaves nogen Særrettighed, vilde enhver, da der ikke findes nogen øverste Myndighed til at dömme mellem ham og det Almene, i alle Punkter lige saa vel som i det enkelte göre Fordring paa at være sin egen Dommer. Naturtilstanden vilde vedvare, og Samfundslivet vilde blive tyrrannisk og unyttigt.
Og endelig, da den enkelte hengiver sig
til alle, hengiver han sig ikke til nogen; og da der ikke findes noget Samfundsmedlem, over hvem man ikke erhverver den samme Rot, som man tilstaar ham over sig selv, faar man Erstatning for alt, hvad man mister, og stürre Kraft til at 1 »evare det, man har.
Hvis man altsaa fra Samfundspagten ud
skiller det, som ikke er dens rette Væsen, finder man, at den kan sammentrænges i føl^
gende Ord: „Enhver af os giver sin Person og al sin Magt ind under Fællesviljens, höjeste Styrelse, og vi optage ethvert Medlem som udelelig Part af det hele".
I det Öjeblik, da denne Samfundspagt af de enkelte Kontrahenters Særpersoner skaber et moralsk og sluttet Korps, der bestaar af lige saa mange Medlemmer, som Forsamlingen har Stemmer, erholder dette gennem denne samme Pagt sin Enhed, sit fælles Jeg, sit Liv og sin Vilje. Denne offentlige Person, som saaledes skabes ved de enkeltes Sammen
slutten, antog tidligere Navn af Borgerskab (cité), nu til Dags af Republik eller politisk Korps, og benævnes af de enkelte Medlemmer Stat, naar den er passiv, Styrelse (souverain), naar den er aktiv, og Magt, naar den stilles over for sine Lige. Med Hensyn til Sam
fundsmedlemmerne, saa antage de under Et Navn af Folk, hver for sig, men som del
agtige i den øverste Styrelse, kalde de sig Borgere, og Undersaatter, som værende under-
Rousseau: Samfundsoagten. 3
kastede Statens Love. Det er tilstrækkeligt til at kunne skelne dem, naar Benævnelserne an
vendes aldeles nöjagtig.
Imidlertid sammenblander man ofte disse Udtryk og tager det ene for det andet.
Syvende Kapitel.
Styrelsen.
Man ser gennem denne Formel, at Sam- fundspagten indeholder en gensidig Forpligtelse indgaaet mellem Folket og Individerne, og at liver enkelt Borger, der saa at sige er sin egen Kontrahent, er indtraadt i et dobbelt og tillige bindende Forhold: nemlig, som Del af Styrel
sen over for Individerne, og som Medlem af Staten over for Styrelsen. Men man kan ikke her anvende den Grundsætning fra den borger
lige Ret, at. ingen er bunden af Forpligtelse mod sig selv; thi der er stor Forskel paa at være forpligtet mod sig selv og mod et Hele, af hvilket man udgör en Del.
Jeg maa endnu bemærke, at den almene Overenskomst, som kan forpligte alle Under- satterne over for Styrelsen paa Grund af de to Synsmaader, under hvilke enhver af dem kan betragtes, af den modsatte Grund ikke kan forpligte Styrelsen over for sig selv, og at det følgelig er mod det politiske Samfunds Natur, at Styrelsen foreskriver sig selv en Lov, som den ikke atter kan forkaste. Da
der over for denne kun kan gælde en Be*
tragtningsmaade, saa er den kun sin egen Kontrahent; hvor igennem man ser, at der for Folkesamfundet hverken er eller kan findes nogen forpligtende Grundlov, ikke engang Samfundspagten. Hvad der ikke vil sige, at dette Samfund ikke kan indgaa Forpligtelser over for udenforstaaende, naar der blot ikke göres Brud pua denne Kontrakt; thi over for en fremmed er det blot Mennesket, Individet.
Men det politiske Samfund eller Styrelsen, som kun drager Livsaande gennem Kontraktens Ukrænkelighed, kan aldrig indgaa nogen For- pligtelse over for udenforstaaende i Tilfælde, hvor der göres Brud paa denne oprindelige Pagt; ikke ligesom udskille en Del af sig selv eller give sig ind under en anden Hersker.
At krænke den Pagt, gennem hvilken den eksisterer, vilde være at tilintetgöro sig selv;
og det, som intet er, kan intet udrette.
Saasnart denne Skare saaledes er forenet til et Samfund, kan man ikke fornærme et af Medlemmerne uden at angribe det hele Sam
fund, og endnu mindre fornærme Samfundet uden at ramme de enkelte. Saaledes nøde Pligten og Interessen i lige Maade de to kontraherende Parter til gensidig at staa hin
anden bi, og begge bör i denne dobbelte For
stand søge at forene alle de Fordele, som flyde deraf.
Men da Styrelsen kun er dannet af de 3*
Individer, som den indbefatter, saa hverken har den eller kan den have nogen Interesse, der strider mod deres; og følgelig behøver den styrende Magt ikke at stille nogen Sikker
hed over for Undersaatterne, fordi det er umuligt, at Samfundet vilde skade alle sine Medlemmer, og vi ville senere faa at se, at det ikke kan skade en særskilt Person. Be
grundet paa sin Væren, er Styrelsen altid det den bör være.
Men dette gælder ikke om Undersaatterne over for Styrelsen, thi trods Fællesinteressen kan ingen eller intet indestaa for, at disse op
fylde deres Forpligtelser, hvis man ikke havde Midler til at sikre sig deres Troskab.
Ethvert Individ kan som Menneske have en Særvilje, der er modsat eller ulig den Fællesvilje, han har som Borger: hans Sær
interesse kan tale i ganske andre Toner end Fællesinteressen; hans egne, naturligvis uaf
hængige Livsvilkaar kunne udmale ham det, han skylder den fælles Sag som en ubefojét Skat, hvis Tab mindre vil skade de andre, end Erlæggelsen vil blive byrdefuld for ham selv; og idet han betragter den tænkte Person, der udgör Staten, som et Fornuftvæsen, fordi den ikke er et virkeligt Menneske, mener han at kunne nyde godt af Borgerens Rettigheder uden at opfylde Undersaattens Pligter. En Ubillighed, som, hvis den greb videre om sig, vilde medføre det politiske Samfunds Ruin.
For at denne Samfundspägt ikke skal blive en tom Formular, rummer den stiltiende folgende Forpligtelse, som ene kan give de andre Vægt, at, hvem som helst der nægtet1
at adlyde Fællesviljen, skal tvinges dertil af hele Samfundet: hvad der ikke betyder andet end, at han skal tvinges til at være fri; thi saaledes er den Betingelse, som, idet de«
hengiver hver enkelt Borger til Fædrelandet, sikrer ham mod al personlig Afhængighed, en Betingelse, som er nodvendig for, at det poli
tiske Maskineri overhovedet kan gaa, og som ene gör de borgerlige Forpligtelser lovlige, hvilke i modsat Fald vilde være taabelige og tyranniske og underkastede de störste Misbrug.
Ottende Kapitel.
Det borgerlige Samfundsliv.
Denne Overgang fra Naturlivet til det borgerlige Samfundsliv foraarsager en mærkelig Forandring i Mennesket, idet dets Handlemaade ikke mere ledes af Instinktet men af Ret
færdighedsfølelsen og paatrykkes et Mennesket tidligere ukendt Sædelighedshensyn. Det er först, naar Pligtens Stemme overdøver den raa Drifts, og Retsfølelsens Attraaens, at Men
nesket, som hidtil kun har taget Hensyn til sig selv, ser sig tvunget til at handle efter andre Grundsætninger, til at raadspörge sin Fornuft, forend det lytter til sine Tilböjelig-
heder. Skönt det i denne Tilstand berøver sig selv flere Fordele, som det besad af Na
turen, vinder det andre og i Sandhed betyde
lige: dets Evner øves og udvikles, dets Tanker udvides, hele dets Sjæl hæver sig saaledes op
ad, at, hvis Misbrugene af denne nye Stilling ikke ofte nedværdigede Mennesket under det Standpunkt, hvorpaa det tidligere stod, niaatte det bestandig velsigne det lykkelige Ojeblik, som udrev det af Naturtilstanden og fra en dum og indskrænket dyrisk Skabning for
vandlede det til et forstandigt Væsen, til et Menneske.
Lader os sammentrænge denne Betragt
ning i Udtryk, der let lade sig jævnføre:
f ~ „Hvad Mennesket mister ved Samfundspagten.
det er den naturlige Frihed og en ubegrænset Ret til alt, hvad der frister det inden for dets Rækkevidde; hvad det vinder, det er den borgerlige Frihed og Besiddelsen af alt, hvad det ejer". For ikke at skufle sig selv ved denne Vurderingsmaade maa man vel skelne mellem den naturlige Frihed, som begrænses af Individets Kræfter, og den borgerlige Fri
hed, som begrænses af Fællesviljen; mellem Brugsretten, som kun er grundet paa Magten eller paa den forste Besiddelsestagen, og Ejendomsretten, som hviler paä en virkelig Adkomst.
Man kunde til det foregaaende til Gunst for det borgerlige Samfundsliv endnu föje den
moralske Frihed, som ene i Sandhed gör Men
nesket til Herre over sig selv. Thi kun at drives af den naturlige Attraa er Trældom, men at adlyde den Lov, man selv har fore-
^ skrevet sig, er Frihed. Men jeg har allerede udbredt mig altfor vidtløftig over denne Sag, , <ig den filosofiske Opfattelse af Ordet „Frihed"
' er ikke her mit Æmne.
Niende Kapitel.
Den sande Ejendomsret.
Ethvert Medlem af Borgersamfundet hen- i giver sig til dette i det öjeblik, dette dannes,
hengiver sig med al sin Magt og Evne, med alt, hvad det paa dette Tidspunkt er og ejer.
Det vil ikke sige, at Brugsretten derved skifter Natur og gaar over paa andre Hænder, og at Ejendommen ligesom bliver Styrelsens, men da Borgersamfundets Kræfter uimodsigelig ere större end den enkeltes, er den offentlige Besiddelse ogsaa uden at være lovligere i
\ irkeligheden vægtigere og mere uigenkal
delig, i det mindste over for udenforstaaende, thi Staten er i Forhold til sine Medlemmer i 1* øl^e Sanifundskontrakten Herre over disses Ejendele, da denne i Staten tjener til Grund
lag for alle Rettigheder; men i Forhold til andre Magter er den det kun i Folge den forste Besiddelsestagers Ket, hvilken den har erhvervet gennem de enkelte Individer,
•
Skönt den forste Besiddelsestagers Ret har större Hjemmel for sig end den stærkeres, bliver den dog först til sand Ret efter Ind
stiftelsen af Ejendomsretten. Enhver har natur
ligvis Ret til alt, hvad han har behov; men denne uomstødelige Kendsgerning, der gör ham til Herre over dette noget, udelukker ham fra alt det øvrige. Naar han har erholdt sin Del, bör han nöjes med den og har aldeles ingen Ret til Fællesgodset. Det er Grunden, hvorfor den forste Besiddelsestagers Ret, del
er saa svag under Naturtilstanden, i det bor
gerlige Liv agtes af enhver. Man respekterer her mindre det, at noget tilhører Næsten, end det, at det ikke tilhører En selv.
I Almindelighed kræves der følgende tre Betingelser for at hævde den forste Besiddel
sestagers Ret til et hvilket som helst Stykke Jord: For det forste, „at dette Stykke Jord ikke forud er taget i Besiddelse af nogen", for det andet, „at man ikke forbeholder sig mere, end man har nødig til sit Ophold';
for det tredje, „at man tager det i Besiddelse ikke gennem en tom Ceremoni, men gennem Arbejde og Opdyrkning, det eneste Kendetegn paa Ejendomsretten, som i Mangel af retslig Adkomst bor respekteres af Næsten."
Og tilvisse, at man tilkender Arbejde og Anstrængelse Erhvervelsesret, er det ikke at gaa saa vidt, som man kan? — Kan man unddrage denne Ret en vis Begrænsning'? —
Kan man, fordi man sætter Foden paa et Sted af Jordkloden, paastaa, at man i samme Nu er Herre over dette? — Har man Ret til for bestandig at fjærne sine Medmennesker fra dette Sted, fordi man et öjeblik har Magt til at fordrive dem derfra? — Hvorledes kan et Menneske eller et helt Folk bemæg
tige sig en större Jordstrækning og berøve den øvrige Del af Menneskeslægten denne uden ved en strafværdig Usurpation, da man der- véfl fratager de øvrige Mennesker en Del af det Opholdssted og af de Ernæringsmidler, som Naturen har skænket alle i Forening.
Da Nunez Balbao, staaende ved Oceanets Bred, tog hele Sydamerika i Besiddelse i den castil
ianske Krones Navn, var det da tilstrækkeligt til at kuldkaste alle de daværende Beboeres Besiddelsesret og udelukke alle Verdens Fyr
ster ? I saa Fald vilde disse Ceremonier om- somst mangfoldiggöre sig, og „hans katholske Majestæt" kunde paa én Gang tage hele Ver
den i Besiddelse, kun fraregnet det, som an
dre Fyrster forud havde inddraget.
Man kan fatte, hvorledes private, hin
anden tilgrænsende Ejendomme, kunne blive Statsterritorium. og hvorledes Herskerretten ved at overtores fra Undersaatterne til Jorden., de bebo, paa én Gang kan blive virkelig og personlig; hvad der bringer de private Ejere i en större Afhængighed og i selve deres Kræfter stiller Sikkerhed for deres Troskab; en Fordel
1
