THE DET

Digitaliseret af / Digitised by

D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

V I G G O T O E P F E R

EN DANSKERS SYN PAA TYSKLAND OG ENGLAND

HAGE & CLAUSENS FORLAG KØBENHAVN 1918

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

130019373097

0 ^ ° t

SfWflSS

E N D A N S K E R S S Y N P A A

T Y S K L A N D O G E N G L A N D

V I G G O T O E P F E R

EN DANSKERS SYN PAA TYSKLAND OG ENGLAND

HAGE & CLAUSENS FORLAG K Ø B E N H A V N 1 9 1 8

if*

D

tert Had til Tyskland end nogen indfødt engelsk Journalist.

Jeg har altid været stolt af denne Beskyldning, og jeg sætter mere Pris paa den Samling Trusels- breve, som jeg modtog fra Tyskland, den Gang mit Navn i Krigens første Aar stod under de Tele­

grammer, jeg sendte til mit Blad i Danmark, end jeg vilde sætte paa selv den fineste Ordensdekora- tion. Og dog er denne Beskyldning ikke sand. Jeg indrømmer, at jeg lige fra Krigens første Dage al­

drig et Øjeblik har følt mig som neutral, og at jeg af bedste Evne har søgt at fremme de Allieredes Sag, fordi der tor mig ikke var mindste Tvivl om, at hele Retten var paa deres- Side, men jeg hader ikke lyskland, og jeg har mange Minder om glade

og behagelige Dage, tilbragt mellem tyske Journa­

lister og Kunstnere i München i Sommeren 1908.

At bayerske Soldater under denne Krig har be- gaaet fuldt saa mange og forfærdelige Grusomheder som de prøjsiske, har været mig en Overraskelse og en Sorg, thi jeg mindes vel, med hvilken Anti- pathi alle de Bayrere jeg i München kom i Berø­

ring med, omtalte Prøjserne og det prøjsiske Regi­

mente.

Nej, jeg hader ikke Nutidens Tyskere, men jeg anser dem for en Fare for hele den europæiske Civilisation og som derfor bør overvindes.

Der har jo i mange Aar været en stor og anset Koloni af Danske her i England, og det er mig en Glæde at kunne sige, at der ikke er en af os, hvis Hjærte ikke lige fra Begyndelsen af Krigen har slaaet varmt for Englands Sag, og efterhaan- den som Krigsaarene er gaaet, er vor Beundring steget for det engelske Folk, fordi det paa intet Punkt har svigtet vore Forventninger, og fordi det til Trods for alle de Ugærninger, Tyskerne har be- gaaet imod det og dets Venner, aldrig er sunket ned til Tyskernes Krigsførelse, men overalt og ti!

enhver Tid er blevet sine Idealer tro.

Hvor tydelig husker ikke alle vi Danske her­

ovre de spændende Dage i Begyndelsen af August 1914, da vi følte os som martrede af Frygt for, at England, der jo var absolut uforberedt paa Krig, skulde lade det skønne Frankrig, som vi alle af Hjertet elsker, i Stikken og lytte til det Raab, der

I

opsteg fra en lille, men indflydelsesrig Klike af engelske Blade, som vilde Fred for enhver Pris og i Krigen kun saa en Lejlighed til at berige sig ved at gøre Forretninger med begge Parter, selv om dette vilde have stemplet deres Land som en Kræmmernation i hele Verdens Øjne. Og hvor lettede følte vi os ikke den Aften, da Efterretnin­

gen för som en Løbeild gennem de tæt fyldte Ga­

der fra Piccadilly Circus til Parlamentsbygningen, fra Trafalgar Square til Buckingham Palace: »Eng­

land har erklæret Tyskland Krig!«

Stolte som alle Danske i Udlandet er af deres Nationalitet, var der næppe en af os, som ikke i det Øjeblik kunde have ønsket, at han var engelsk Borger.

Der har desværre under denne Krig været Øje­

blikke, hvor vi ikke har været slet saa stolte af at være Danske, som vi var, da danske Torpedo­

jagere forhindrede Tyskerne i at myrde E 13's heltemodige Besætning paa dansk Søterritorium, der har været Øjeblikke, hvor vi alle har staaet ret uforstaaende overfor Ting, som er sket i Dan­

mark, hvor det er forekommet os, som om de derhjemme kunde have vist sig lidt mindre ivrige efter at imødekomme Tysklands overmodige Krav, lidt mere varsomme med at besmitte deres Fingre med tysk Guld, lidt mere tvivlende overfor tyske Wolfftelegrammer og tysk Propaganda. Men i det hele og store har vi dog haft den Tilfredsstillelse at se, at den danske Begering har bevaret en

stræng Neutralitet, og vi har selvfølgelig ogsaa for- staaet, hvor uendelig vanskelig vort Fædrelands Stilling var, hvor absolut nødvendigt det var for Danmark som Stat betragtet at bevare den stræn- geste Neutralitet endogsaa i dette Ords tyske Be­

tydning. Paa Bunden af vore Hjærter har vi aldrig tvivlet om, at var Danmark blevet stillet paa samme Prøve som det ulykkelige Belgien, vilde Kong Christians Svar have lydt ikke mindre stolt og afvisende end Kong Alberts, og som denne vilde han have haft hele sit Folk med sig. Ikke alene har vi følt os overbevist herom, men vi har ogsaa været vis paa, at havde vor Magt været større, og havde vi været lidt bedre forberedt paa Krig end vi var, saa vilde Efterkommerne af de Soldater, som i 1864 alene bød Prøjsen og Østrig Trods og som indlagde sig udødelig Ære ved San- kelmark og Dybbøl, Efterkommerne af de Helte, som besejrede den tysk-østrigske Flaade ved Hel­

goland den 9de Maj 1864, uden et Øjebliks Vaklen have stillet sig Skulder ved Skulder med Efter­

kommerne af dem, som knustes ved Sedan og for­

blødte sig under Belejringen af Paris.

Vi danske i Udlandet, som Verden over er det danske Folks uofficielle Gesandter, som altid har holdt vor Nations Flag højt, har intet Øjeblik troet paa, at vore Landsmænd derhjemme saaledes som Østrigerne vilde kunne kysse den prøjsiske knyttede Jernnæve, som slog dem til Jorden og udplyndrede dem faa korte Aartier tilbage. Havde

vi ikke haft den Bevidsthed, vilde vi aldrig have kunnet bære vore Hoveder saa højt, vilde aldrig aabent og ærligt have kunnet se de Mennesker i Øjnene, mellem hvem vi lever, og som nu selv ofrer deres ædleste og dyrebareste Blod i Kamp mod den tyske Militarisme.

Vi Danske i England er ganske vist neutrale, men vi forbeholder os alligevel vor Bet til at have en personlig Mening om de Krigsførende, og jeg ser ingen Grund til at lægge Skjul paa, at for mig er Udtrykket »neutral« omtrent det foragteligste der kan siges om et Menneske, som Menneske be­

tragtet. I denne Krig gives der vel neutrale Stater, som af Forholdene er tvunget til at afholde sig fra enhver Meningstilkendegivelse, men endnu har jeg ikke truffet et eneste neutralt Individ. Her gælder det Ord, at hvem der ikke er for, er imod.

Det er typisk for den udprægede Betfærdigheds- følelse, som er en af den engelske Nations mest fremtrædende Egenskaber, at man her i England lige fra Krigens Begyndelse fuldt ud har haft For- staaelsen af den umaadelig vanskelige Stilling, hvori Danmark har befundet sig, og under hele Krigen har Englands Adfærd overfor Danmark og- saa været præget deraf. Men dette er ikke alt, man er gaaet endnu videre, idet man aabent har indrømmet, at England gjorde Danmark en stor Uret, da det ikke kom det danske Folk til Hjælp i 1864. Mere en een fremragende Englænder har un­

der Krigen til mig udtrykt sin Beklagelse over, at

den offentlige Mening i England paa den Tid ikke var stærk nok til at faa Bngt med den tyske Indfly­

delse ved Dronning Victorias Hof, og disse Udta­

lelser har været dikterede af Retfærdighedsfølelse, ikke alene af den Følelse, at hvis England i 1864 havde hjulpet Danmark, havde det maaske nu ikke været nødvendigt for Europas frihedselskende Na­

tioner at udgyde Strømme af Blod.

II.

Hvilket Krav har Tyskland enten i Fortiden eller i Nutiden haft paa Danskes Sympathi? Lad os se paa Fortiden først. Har Tyskland paa noget som helst Punkt gjort Skridt til at gøre den Uret god, som det tilføjede os i 1864? Har Prøjsens Regimente i Sønderjylland i det forløbne sidste halve Aarhundrede ikke helt igennem været en fortsat Række af Forfølgelser mod dansk Sprog og dansk Aand mellem vore Landsmænd syd for Kongeaaen ? Og har disse vore Landsmænds eneste Forbrydelse ikke været den, at de elskede deres gamle Sprog og lærte den unge Slægt at bevare det ?

Og har ikke vi selv i Kongeriget i alle disse Aar levet i stadig Frygt for vor mægtige Nabo mod Syd, som aldrig lagde Skjul paa, at vort lille

Land kun fik Lov til at eksistere som en uafhæn­

gig Stat, fordi Tiden til at sluge os endnu ikke var kommet? Har vi ikke fuldt op af Beviser paa Beskaffenheden af tysk Tankegang overfor smaa Nationers Ret til at eksistere?

Der er f. Eks. en Mand som Treitschke, der skrev, at »de smaa Stater har ingen Eksistensbe­

rettigelse, fordi de mangler en Stats Hovedelement, Styrke?« Og med Styrken mente han Betingelsen for at kunne paatvinge andre Stater sin Vilje uden Hensyn til Retten. Har vi ikke selv maattel lide under denne Lære, da Pragerfredens Paragraf 5 blev ophævet? Hvad kan vi vente os af en Stat, der aabenlyst har vedkendt sig Forfatteren Las- sons Udsagn: »Der paahviler ikke en Stat nogen som helst Forpligtelse til at overholde en Traktat.

En Stat kan ingen Forbrydelse begaa. Traktat­

mæssige Rettigheder afhænger absolut af, om det betaler sig at opfylde dem eller ikke.« Saaledes ræsonnerer kun en Bandit eller en Indbrudstyv.

Gaar vi fra Fortiden over til den seneste Tid, har vi da glemt den skændige Aftale, der blev truffet mellem den tyske Kejser og Ruslands svage Czar Nikolaj i 1905 oin, at Danmark i Tilfælde af en Krig skulde besættes af tyske Tropper eller med andre Ord behandles, som Belgien blev det i WUf? Er der mon nogen i Danmark, som tvivler om, at det kun skyldes rent militære Hensyn, at vort Land ikke har lidt samme forfærdelige Skæbne som Belgien?

Ser man saa paa Sagen ikke fra et nationalt, men fra et rent menneskeligt Standpunkt, og la­

der man Tysklands Adfærd overfor os selv i For­

tiden helt ude af Betragtning, hvilket Krav havde da Tyskland saa paa Sympathi fra vor Side i hele denne Krig?

Intet Menneske vil nægte den Stat sin varmeste Sympathi, som omringet af Fjender paa alle Sider i Selvforsvar kæmper for sin F2ksistens til sidste Blodsdraabe. Men var Tyskland paa noget Tids­

punkt i en saadan Situation?

Der foreligger et saa overvældende tysk Bevis­

materiale for, at Tyskland med velberaad Hu be­

gyndte Krigen, at det kun er muligt her at frem­

drage ganske enkelte Punkter. Hvem har glemt den tyske Socialdemokrat Haases Tale i den tyske Rigsdag den 5te Juli 1917, i hvilken han omtalte det Statsraad, som linder Kejserens Forsæde blev af­

holdt i Potsdam den 5te Juli 1914, hvor Krigen blev besluttet? Og man bør vel huske paa, at den tyske Gesandt i Tyrkiet overfor den amerikanske Gesandt sammesteds paa et Tidspunkt, da de For­

enede Stater endnu var neutrale, fuldtud bekræf­

tede Haases Afsløringer.

Fra det Øjeblik begyndte Tyskland for Alvor sine sidste Foranstaltninger til Krigen og gennem­

førte dem med en saa ægte tysk Grundighed, at de tyske Banker fjorten Dage senere, den 18de Juli 191 k, udsendte trykte Cirkulærer til alle deres Kun-

der, opfordrende dem til at sælge alle Papirer, da et Fald i Priserne var iiundgaaeligt.

Saa tidligt som i August 1914 skrev Maximi­

lian Harden, hvem man i det mindste ikke kan beskylde for at være en Hykler, i »Zukunft« :

»Hvorfor ikke lige saa godt tilstaa med det sam­

me, hvad der dog er Sandheden, at alt blev om­

hyggeligt forberedt i Forvejen af Wien og Berlin i Fællesskab?«

Et Aarstid senere skrev han i samme Tidskrift:

»Lad os opgive alle disse uværdige Forsøg paa at finde Undskyldninger for Tysklands Optræden.

Ikke imod vor Vilje eller som et overrumplet Folk, kastede vi os ind i dette kæmpemæssige Vovestykke.

Vi vilde det og vi maatte ville det.«

Lad dem, som er tilbøjelige til at lade sig paa­

virke al de Argumenter, som fremføres i den tyske Syndflod at Propaganda, som oversvømmer Dan­

mark, huske paa, hvad »Koellnische Zeitung«

skrev den 28de December 1914: »Under den by­

dende Nødvendighed af de forhaandenværende Porhold tvinges vi ofte til at vandre bort fra Sand­

hendes Sti (!) Men naar vore Soldaters Vaaben har knust de andre, som ogsaa (!!) lyver, vil vi med Glæde vende tilbage til vor sædvanlige Sanddru­

hed (!!!)«

1 yskland under Prøjsens Hegemoni, et viljeløst Redskab i Hænderne paa en Regeringskaste og en Monark, der aabenlyst erklærer, at han er Guds

Statholder paa Jorden, at hans Generaler lægger deres Planer i Samraad med den Almægtige og, at det tyske Folk »skal blive den Granitblok, paa hvilken den gode Gud vil fuldende sit Værk med at civilisere Verden, naar hele Verden er bleven helbredet gennem den tyske Karakter«, en Fyiste, som sværger til den tyske Retslærde von Stengels Ord, at »Ordenen i Verden kun kan opretholdes ved, at hele Resten af Verden udviser absolut Ly­

dighed mod den herskende Nation,* et saadant Land er og maa være en Fare for ethvert frit Lands Eksistens, og Faren er desto større, jo min­

dre dette Land er og jo nærmere det ligger Tysk­

land.

For Danmark som Stat har der selvfølgelig in­

tet andet været at gøre under denne Krig end at være yderligt forsigtigt, og ingen er villigere til at indrømme dette end det engelske Folk, men der­

for er der ingen Grund til at gøre os til Tysklands Skopudsere, som Individer har vi Ret til at tænke frit, og som frittænkende og friliedselskende Indi­

vider maa vor Sympathi nødvendigvis følge Eng­

land, Frankrig og Amerika, der kæmper for de smaa Nationers Sag.

Aldrig er vel Forskellen mellem engelsk og tysk Tænkemaade blevet klarere belyst end at Viscount Grey 22de Marts 1915: »Vort Onske er, at alle Nationer i Europa inaa have Frihed til at leve deres eget uafhængige Liv, til selv at skabe deres egen Regeringsform og deres egen nationale

Udvikling, hvad enten de er store Stater eller smaa.

Dette er vort Ideal!«

»Det tyske Ideal, siger den engelske Statsmand, og vi har hørt det forkyndt over hele Verden af tyske Professorer og Forfattere lige siden Krigen begyndte, er at Tyskerne er en overlegen Race, som har Ret til alt for at sikre deres egen Magt, mod hvem det er ulovligt at gøre Modstand, og som vil straffe enhver Modstand paa den grusom­

ste Maade.

Naar denne Krig er forbi, maa Europas Natio­

ner have fuld Frihed til at leve uden stadig at trues af Snak om »øverste Krigsherrer« og »skin­

nende Rustninger«, uafladelig Sabelklirren og sted­

sevarende Paakalden af Himlen som de tyske Vaabens Forbundsfælle.«

Kan de lykkeligvis faa danske Hjemmetyskere, de Herrer Borgbjerg og von Kohl f. Eks. tænke sig en lignende Udtalelse fra en tysk Statsmands Læber.

III.

I hele vor Tænkemaade staar vi Danske Eng­

lænderne og de andre demokratiske Nationer, som kæmper paa de Allieredes Side, langt nærmere end

vi staar Tyskerne. Vor Forfatning er en af de fri­

este i Verden, og i mere end en Retning har vi været politiske Banebrydere i Europa.

Hvem tvivler om, at noget af det første, et sejr­

rigt Prøjsen vilde gøre, vilde være at bemægtige sig Danmark og gøre det til en tysk Provins, saa- ledes som Finland allerede er paa Vej til at blive i sine »Befrieres« Hænder. De prøjsiske Magtha­

vere vil aldrig forandre sig. Den almindelige Stemmeret, som der har været snakket saa meget om, vil aldrig blive gennemført i Prøjsen. Det er jo kun nogle faa Maaneder siden, at faktisk hele den protestantiske Gejstlighed bønfaldt »Kejseren af Guds Naade« om ikke at give en Tøddel af sine Rettigheder fra sig.

Nej, ingensinde er Forskellen mellem engelsk og tysk Tænkemaade traadt klarere frem end un­

der denne Krig. I Tyskland ser vi Krigen erklæ­

ret, uden at det et Øjeblik falder Kejseren og hans Omgivelser ind at forelægge den store Beslutning for Rigsdagen, som dog maaske vilde have sat sig imod denne forbryderiske Handling. Ansigt til An­

sigt med et fait accompli, ført bag Lyset af Rege­

ringens planmæssige »Bearbejdelse«, var der for den tyske Rigsdag kun et at gøre — at stemme for de Krigsbevillinger, som den tyske Regering ellers utvivlsomt vilde have taget paa egen Haand.

Man kan til en vis Grad undskylde de tyske So­

cialdemokrater og den tyske Opposition, fordi de bøjede Hovederne under denne Voldførelse, men

desto mere maa man beundre de enkelte Mænd, der som Liebknecht vovede at hæve deres Stemme i Protest og at vedblive dermed trods alle Forføl­

gelser.

I England derimod, som var fuldstændig ufor­

beredt paa Kriigen, og hvor Landets Styrelse paa det Tidspunkt laa i Hænderne paa Mænd, der ikke var utilbøjelige til at ville holde England uden for Krigen for enhver Pris, var det selve Fol­

ket, den offentlige Mening, som tog Initiativet og tvang Regeringen ind paa den Kurs, den siden har fnlgt. Gennem disse lire blodige Aar har det sta­

dig været Folket, som har ført an, og som har givet Regeringen Rygrad, P'asthed og Styrke.

IV.

I intet Land har vel Uviljen mod Militarismen været større end her i England, og dog var det den offentlige Mening, som med stedse stærkere Røst forlangte Gennemførelsen af den almindelige Værnepligt, for at dette Land ogsaa til Lands kunde overtage sin retmæssige Del af Krigens Byrde. Det var den offentlige Mening, som luk­

kede Munden paa de uforstandige Partipolitikere, der søgte at lægge Værnepligten Hindringer i Vejen,

En Danskers Syn paa Tyskland og England. 2

og tvang dem til at indse, at Landets Interesser maatte gaa forud for Partiernes. Under Krigen er Regeringen i stedse stigende Grad bleven et Udtryk for hele Nationens Vilje. Aldrig har vel nogen Premierminister i noget Land haft en mere enig Nation bag sig end Lloyd George har det i dette Øjeblik. Hans urokkelige Stilling, som hviler paa hele Folkets faste Tillid, kan kun sammenlignes med Clemenceau s i Frankrig.

Naar Lloyd George i Dag staar stærkere end nogensinde, naar alle Intriger imod ham er taldet til Jorden, naar Tysklands Forhaabninger om na­

tional Splittelse i England er blevet skuffet, saa er det ene og alene, fordi han bag sig har hele det britiske Riges Folk, der i ham ser den eneste Mand, som har evnet at føre Krigen paa den mest virkningsfulde Maade. Før August 1914 var Lloyd Georges Fjender, i og udenfor hans eget Parti, le­

gio, men hans Genialitet, hans Patriotisme og hans Resoluthed vandt hurtigt selv hans bitreste Mod­

standere.

Naar vi her i England den Dag i Dag tøler Krigen mindst af alle Europas Lande, krigsførende og neutrale, saa er det til Dels, fordi alle de P or- andringer i vor vante Levevis, som vi gradevis har maattet vænne os til, er fremkommet som Følge af Krav fra Befolkningens egen Side.

Fra frivillig Rationering er det engelske Folk gaaet over til den tvungne, der fremkom som Følge af den offentlige Menings Krav, og takket være

den geniale og retfærdige Maade, hvorpaa hele Ra- tioneringssystemet, en af Krigens største admini­

strative Sukcesser, er blevet organiseret af afdøde Lord Rhondda, har vi faktisk intet Øjeblik under denne hensynsløse Undervandskrig følt Ulæmperne ved ikke frit at kunne spise og drikke, hvad vi vilde. Jeg tror endog at kunne sige, at den almin­

delige Helbredstilstand er bedre end nogensinde.

Er det ikke forbavsende, at medens Befolkningen i Lande, som før Krigen med Lethed kunde brød­

føde sig selv, nu lider Mangel paa Levnedsmid­

ler, (maaske fordi de var altfor hjælpsomme mod Tyskland), saa er vi her i England endnu den Dag i Dag ikke sat paa Brødration, selv om vi ganske vist alle bestræber os for at holde os in­

denfor den frivillige Brødrations Grænser.

Ikke en, men mange Gange under Krigen, har jeg fra Venner og Slægtninge i Danmark modta­

get Breve med Forespørgsler, 0111 det virkelig var sandt, hvad de hørte fra tyske Kilder, at vi led Nød herovre, og ofte med den Tilføjelse: »Men Du tør naturligvis ikke skrive Sandheden.«

Jeg kan forsikre at endnu er der intet Forbud udstedt mod Udførsel af Sandhed fra England, og at et saadant Forbud heller aldrig nogensinde vil blive udstedt. Alle Rationerne her viser nu opad- gaaende Tendenser, efterliaanden som det bliver mere og mere klart, at Undervandskrigen ikke mere rummer nogen Fare for England. Dette er den rene Sandhed. Endnu er vi ikke kommet saa

2*

vidt her i England, at man behøver at tage Vare paa sine Ord, vi er ikke omgivet af Politispio­

ner eller »agents provocateurs«, saaledes som i Tyskland.

Endnu er England som l'orhen, maaske endog i altfor høj Grad, den personlige Friheds Land, hvor man ikke behøver at lægge Skjul paa sine Følelser eller Tanker. Medens det endnu var en Del af mit daglige Arbejde at holde mig å jour med, hvad der skete og skreves i Tyskland, har f. Eks. jeg mere end en Gang paa Toppen af en Omnibus aabenlyst læst »Berliner Tageblatt« eller

»Vorwaerts« uden nogensinde at blive forulempet.

V.

Lad mig her indskyde nogle Ord om de taabe- 3ige Luftangreb paa London, af hvilke Tyskland vel i sin Tid ventede sig lige saa store »moralske«

Resultater som af Undervandskrigen. Ogsaa her ser man tydelig Forskellen mellem engelsk og tysk Temperament og Karakter. Medens der har været Panik i Hamborg og Bremen, skønt allierede Flyvere aldrig nogensinde har været i Nærheden af disse Byer, og medens hele Kölns Befolkning i vanvittig Skræk timevis har opholdt sig i deres

Ølkældere, fordi engelske Flyvere bombarderede Punkter af militær Betydning i Byens Udkanter eller Omegn, har jeg aldrig set Tegn paa Panik her i London, skønt de tyske Flyvere jo nedkas­

ter deres Bomber overalt hvor de kan komme til

— naar de da ikke ser det Røde Kors paa Taget af et Hospital, thi det øver som bekendt en mag­

netisk Tiltrækning paa dem.

Er Vejret klart, Barometret opadgaaende og Maanen i Tiltagende, diskuterer man roligt og lidenskabsløst Muligheden af et Luftbombardement, som man f. Eks. vilde diskutere et optrækkende Tordenvejr eller et andet metereologisk Fænomen, og fem Minuter senere har man glemt det hele.

Lyder saa Alarmsignalet, begiver man sig inden­

dørs, er man i Teatret, forbliver man paa sin Plads, og Spillet fortsættes, uden at maaske ti Personer blandt Publikum skænker Faren en Tanke. I de fleste Tilfælde sker der heller intet yderligere, takket være vort glimrende Luftforsvar, undertiden horer man langt borte Spærreildens Kanontorden, som hurtig døer bort igen, og kort efter lyder Signalet »Alt i Orden.«

At kaste Bomber ned paa London er som at skyde paa en Elefant med Hyldebøsser. Ikke en at hundrede Londonere har nogensinde set saa meget som et ødelagt Hus. Virkningen af Bom­

berne er i alle Tilfælde rent lokal, og i Luften i det mindste har Kompagniskabet mellem Prøjsen og den almægtige tyske Gud ikke virket tilfreds-

Betydning blevet ramt.

Man forstaar, at de tyske Myndigheder, som kun har studeret de psykologiske Virkninger af Intimidering og Brutalisering hos Individer af de­

res egen Nation, som i Tyskland har set alt og alle bøje sig for den brutale Magt, at de har ven­

tet sig store Resultater af deres Metoder ogsaa an­

vendt paa fjendtlige Nationer, men havde de kendt lidt mere til det engelske Folks Karakter, vilde de dog maaske have indset, at al deres brutale Krigsførelse kun har tjent til at hærde og staal­

sætte det britiske Folks Vilje og gøre det endnu mere harmfuldt opsat paa at vinde den endelige Sejr.

Der var en Tid i Krigens første Aar, at Eng­

lænderne trods alt endnu saa paa det tyske Folk som ærlige, jævnbyrdige Modstandere, der maatte kunne bekæmpes og besejres som ærlige Fjender.

Men denne Opfattelse eksisterer ikke længere, man er kommet til at betragte Tyskerne som vilde Dyr, der for Verdens Sikkerheds Skyld maa slaas ned.

Englænderne mener tillidsfuldt, at dette ogsaa in­

derst inde er de Neutrales Opfattelse. Englænderne forstaar at Danmark som Stat strengt maa bevare sin Neutralitet, men de føler ogsaa, at der bag denne nødvendige Neutralitet er Hundredetusinder af danske Hjærter, som banker i Sympathi med de allierede Nationers Sag, og Hundredetusinder af Læber, som stadig beder om Sejr for den Sag,

der i Ordets dybeste Betydning er en Livssag for det danske Folks fortsatte Bestaaen som en fri Nation, der, lille som den er, dog ogsaa har sin Opgave at opfylde her i Verden. Til alle dem der­

hjemme, som føler og tænker saaledes, kan jeg med fuld Overbevisning udtale, at selv om Eng­

land og Amerika har maattet lade Danmark lide under Trykket af Blokadens ubarmhjærtige Skrue­

stik, saa er dette kun en Forholdsregel, man nød­

tvungent har maattet tage, fordi man ved, at Dan­

mark simpelthen ikke har fysisk Kraft til at afvise tyske Krav om Tilførsler fra Danmark.

VI.

Jeg gaar nu over til en Side af vort Forhold til England, som for mig personlig har mindre In­

teresse, og som efter min Mening i alle Tilfælde for Øjeblikket, hvor Kampen staar mellem. Civili­

sation og Barbari ikke burde komme i Betragt­

ning.

Ogsaa fra et rent Forretningsstandpunkt er det klart, at alle vore Interesser er uløselig sammenknyt­

tede med de Allieredes Sag. Hvilken Betydning havde nemlig før Krigen vor Eksport til Tyskland i Sammenligning med vor enorme Eksport til Eng-

land, en Eksport som Danmark, næst efter vort eget Folks Energi, Initiativ og Arbejdsevne, skyl­

der en stor Del af sin Velstand?

At Tyskerne nu under Krigen, fordi de trues af Mangel paa alt, har været villig til at betale os mere for vore Heste, vort Hornkvæg, vort Smør og alle vore øvrige Landbrugsprodukter end Eng­

land, at de, fordi deres Flaade ikke mægtede at holde Havet aabent for Tysklands Handel hellere end gerne vilde benytte vore Havne som Transit­

pladser for udenlandske Varer i Stedet for de blo­

kerede Havne, Hamborg og Bremen, betyder jo dog i Virkeligheden intet. Hvem kan være naiv nok til at tro, at Tysklands Marked vilde staa os aabent efter Krigen? Nej, Danmark kan absolut intet vente sig af Tyskland efter Krigen. Desuden, gaar det som Retfærdigheden kræver, da vil den Oprejsning, Tyskland ved Freden skal give, blive saa stor, at det ikke vil lønne sig synderligt for en lille Stat som Danmark at »gøre Forretninger«

med Tyskland.

Dets Statsbaner og Toldindtægter vil blive be­

slaglagte, allierede Tropper vil blive liggende i Garnison i Tyskland, (saaledes som tyske Tropper forblev i Frankrig efter 1871), Tyskland vil ikke blive regnet for et frit Land, paa lige Linje med andre Lande, før det har afbetalt den sidste Tød­

del af den Blodskyld, det har paadraget sig i denne skændige Krig. Paa denne Maade og kun paa denne Maade vil det være muligt at bevise

Nutidens Tyskere, at Krig ikke er en Næringsvej, som betaler sig.

Men var det umulige indtruffet, at Tyskland havde sejret i denne Krig, hvem i Danmark tviv­

ler vel saa om, at Tyskland kun havde haft Brug for os og for vort Land som en tysk Provins, be­

boet af et intelligent og driftigt Folk, som kunde afgive saa og saa mange unge Mænd om Aaret til fremtidige Rekrutter — som et Land, en Land­

tunge med omliggende Øer, der vilde gøre det mu­

ligt for Tyskland at gøre Østersøen til et mare clausuni.

Men vil England da stadig have Brug for vore Produkter i Fremtiden, naar Tyskland er besejret?

Ganske vist har England under Krigen formaaet at bringe saa meget Land under Ploven, at det nu faktisk er i Stand til at brødføde sig selv i 40 al Aarets 52 Uger, men alligevel vil det efter Krigen endnu i mange Aar have Brug for danske Landbrugsprodukter, og det vil sikkert ogsaa vare længe, inden Priserne paa disse vil falde til samme Niveau som før 1914.

forøvrigt har England nu under Krigen god Brug for danske Arbejdere. Ingen dansk Arbejder behøver under den store Arbejdsløshed i Danmark at betænke sig paa at tage herover. Kosten er rigelig og nærende, Behandlingen er human og Tonen mellem overordnede og underordnede langt over den, som hersker paa de fleste danske Arbejds­

pladser.

Men hvem der i England vil finde et forjættet Land, det er dygtige danske Forvaltere i Landbru­

get. Hvor mange af disse gaar ikke i Danmark uden mindste Udsigt til nogensinde at komme til at sætte Foden under eget Bord, fordi de mangler den nødvendige Kapital til at overtage en For­

pagtning. England er i Begreb med atter at blive et agerdyrkende Land, den offentlige Mening efter Krigen vil fordre, at Regeringen i Fremtiden giver Landbruget den samme Støtte, som det i mange Aar har faaet i Danmark fra den danske Rege­

rings Side. De enkelte Ejendomme herovre, som indtil nu er blevet drevet efter danske Principer, har givet et efter Forholdene overordentligt Over­

skud — hvad ingen vel bedre vil kunne bevidne end Hr. Madsen-Mygdal, som begyndte med en Gaard i Berkshire, og som nu ejer fem og yderli­

gere har forpagtet tre. En yderst veltalende Bos over dennes Landbrug og dets Besultater of­

fentliggjordes i det velkendte engelske Tidsskrift

»Country Life« af 18. Novbr. 1916. Af andre be­

gejstrede Talsmænd for dansk Landbrug behøves kun at nævnes Sir Rider Haggard, hvis Bog om Danmark er almindelig kendt her, og Mr. Chri­

stopher Turnor, den kendte Lincolnshire Godsejer og Autoritet paa Landbrugets Omraade, hvis Ho­

vedgaarde ved Grantham i flere Aar er blevet dre­

vet af en dansk Bestyrer.

En dygtig dansk Forvalter, maaske helst men ikke nødvendigvis, en Landbrugskandidat, der kan

lidt Engelsk, vil kunne være sikker paa hurtigt at finde en Plads som Bestyrer af en engelsk Gaard, af Størrelse som en god dansk Herregaard, med en fast aarlig Indtægt af 4000 Kroner, fri Bolig og Andel i Udbyttet.

Ogsaa for dansk Kapital og da ganske særlig for danske Landmænd med Kapital er der over­

ordentlige Chancer i England. Jorden er gennem- gaaende af bedre Bonitet end den i Danmark.

Den trænger ganske vist i saa at sige alle Tilfælde til at renses for Ukrudt ved at komme under samvittighedsfuld Behandling, men den kan til Gengæld købes for en Fjerdedel af, hvad tilsva­

rende Jord vilde koste i Danmark. Der er ikke mindste Tvivl om, at al den overflødige Kapital i Danmark med langt større Fordel kunde anbrin­

ges i engelsk Jord, og derved blive til Gavn for begge disse Lande.

Ogsaa for dygtige danske Bankmænd ligger der Chancer i England. En Udvidelse af de engelske Pengeinstituters Virksomhed maa nemlig nødven­

digvis komme efter Krigen. Skønt mange tusende danske Kreditforeningsobligationer er paa engelske Hænder, er Kreditforeningssystemet absolut ukendt her, og den, som indfører det, er sikker paa ikke alene at skabe sig selv og mange andre en sikker og anset Stilling her, men ogsaa paa at vinde den engelske Landbostands, og gennem denne hele det engelske Folks Taknemlighed.

I or Tiden ejes alle Prioriteter i Landejendom-

me her af Privatmænd, og da disse Laan som Regel kun gives fra Aar til Aar, lever den engelske Landejendomsbesidder, som ikke ejer sin Jord gældfrit, i en stadig Spænding, som nødvendigvis kun kan indvirke uheldigt og hæmmende paa hans Virksomhed og hindre ham i at indføre For­

bedringer og gøre Fremskridt.

Man kunde selvfølgelig anføre utallige andre Maader, paa hvilke et forøget Samarbejde mellem disse to beslægtede Nationer kunde fremmes til gensidig Fordel, men dette vilde føre for vidt. Alt hvad jeg har tilsigtet med disse Linier er at be­

vise, at fra hvilken Side man end betragter Sagen, falder vore Interesser sammen med de Allieredes, og som Dansk tvivler jeg ikke om, at naar denne Sag har sejret, vil alle Danske, som virkelig elsker deres Fædreland og ønsker dets fortsatte Bestaaen som en uafhængig Stat med Ret til at forme sit eget Liv og afgøre sin egen Skæbne, drage et Be­

frielsens Suk ved Tanken om, at den Tid for stedse er forbi, hvor Danmark kun eksisterede af Tysklands Naade.

London i Juni li) 18.

N. W. SANDAY:

M E N I N G E N M E D K R I G E N

M E L L E M

T Y S K L A N D O G E N G L A N D

g

Pris 1 Kr.

Krohns Bogtrykkeri.