SLÆGTSFORSKERNES BIBLIOTEK
Dette værk er downloadet fra Slægtsforskernes Bibliotek
Slægtsforskernes Bibliotek drives af
foreningenDanske
Slægtsforskere. Det er
et privatspecial-bibliotek med værker, der
er endel af
voresfælles kulturarv
omfattende slægts-,lokal- og
personalhistorie.Støt Slægtsforskernes Bibliotek - Bliv sponsor
Som sponsor i biblioteket opnår du
en rækkefordele. Læs
mere om fordele ogsponsorat
her:https://www.dsshop.dk/sponsorat
Ophavsret
Biblioteket
indeholderværker
bådemed
oguden ophavsret. For værker,
som eromfattet af
ophavsret, måPDF-filen kun
benyttestil personligt brug.Videre publiceringogdistribution uden
forhusstanden er
ulovlig.
Links
Slægtsforskernes
Bibliotek:https://bibliotek.dis-danmark.dk
Danske Slægtsforskere: https://slaegt.dk
DET DANSKE
HISTORIKERMØDE 1971
KØBENHAVN
FÆLLESUDVALGET FOR HISTORISK FORSKNING 1975
Som en arv fra det i 1972 afgåede Fællesudvalg for histo risk Forskning overtog det nu siddende udvalg den opgave at redi gere rapporten fra Det danske Historikermøde 1971. Den udsendes hermed. Mødets deltagere vil sikkert kun fjernt erindre dets for
handlinger, men måske ved læsningen af rapporten finde, at ikke få af de tanker, som kom til udtryk ved den lejlighed, med tiden ikke er blevet mindre aktuelle.
Fællesudvalget takker Undervisningsministeriet og Ministe
riet for kulturelle anliggender for støtte til mødets afholdelse og rapportens fremstilling og udsendelse.
Maj 1975 Niels Knud Andersen Fællesudvalgets formand
Nærværende rapport er redigeret af undertegnede på grundlag af en båndudskrift af historikermødets forhandlinger og enkelte manuskripter til indlæg. Enhver som har arbejdet med båndudskrifter ved, at det talte ord kun dårligt egner sig til i skrift at udtrykke tanker. Hvad der ved bearbejdningen uundgåeligt er gået tabt i nuanceringen er forhåbentlig vundet ind i overskueligheden.
Maj 1975 Erik Stig Jørgensen Fællesudvalgets sekretær
BEHANDLING AF VEDTÆGTER FOR FÆLLESUDVALGET
FOR HISTORISK FORSKNING (resumé)... 11
FÆLLESUDVALGETS UNDERSØGELSE AF HISTORISK FORSKNING Introduktion... 18
A: Registrering af igangværende, individuel historisk forskning Professor Povl Bagge: Status over dansk historie forskning... 19
Rapporter fra gruppediskussion (resumé)... 34
Diskussion... 37
B: Det videnskabelige biblioteks-, arkiv- og museums- væsens service overfor den historiske forskning Indledning: Rigsbibliotekar Palle Birkelund... 42
Rigsarkivar Johan Hvidtfeldt... 51
Overinspektør Holger Rasmussen... 57
Diskussion... 61
DE HISTORISKE TIDSSKRIFTER Indledning: Lektor Åge Fasmer Blomberg... 63
Diskussion... 73
FORELÆSNING Professor Magne Skodvin: Norges tilslutning til NATO... 84
DELTAGERLISTE...'... 96
BILAG... 101
HISTORISK FORSKNING Resumé
Formanden for Fællesudvalget, rigsarkivar Johan Hvidt - feldt forelagde til drøftelse og eventuel vedtagelse det som bi
lag 1 aftrykte forslag til vedtægter for Fællesudvalget. For
manden henviste til, at Fællesudvalget på Det danske Histori kermøde 1969 havde forelagt et udkast til vedtægter, og at der herom havde været ført en omfattende diskussion, særligt ved rørende forholdet mellem forskningsrådenes medlemmer fra de historiske discipliner og Fællesudvalget og om stipendiaters og studenters repræsentation i Fællesudvalget. Han oplyste, at Fæl
lesudvalget efter denne drøftelse havde vedtaget at udarbejde et nyt vedtægtsudkast, som hermed forelagdes. Formanden resume rede kort ændringerne i forhold til vedtægtsudkastet fra 1969: 1.
Medlemstallet er udvidet fra 10 til 25, 2. Medlemmerne fore
slås nu udpeget af de institutioner, de repræsenterer, 3. Stipen diater og studenter er repræsenteret og 4. Medlemmerne af forskningsrådene fra de historiske discipliner forudsættes ikke længere at indtræde i Fællesudvalget, men kan indtræde, så
fremt de ønsker det. Formanden oplyste, at vedtægtsudkastet hav de været fremsendt til udtalelse i de institutioner, som forudsat tes repræsenteret i Fællesudvalget, og at de herfra fremsatte be mærkninger ville blive refereret under de enkelte paragraffer i udkastet.
Formanden indledte behandlingen med at stille følgende
spørgsmål til diskussion: Bør der oprettes et Fællesudvalg for historisk Forskning? Da ingen bad om ordet for at udtale sig herom, konkluderede formanden, at det var Historikermødets enstemmige opfattelse, at et Fællesudvalg burde oprettes.
Formanden satte derpå vedtægtsudkastets paragraf 1 un der diskussion, idet han oplyste, at der fra Erhvervsarkivet var modtaget den bemærkning, at formålsparagraffen nævnte historiske selskaber, hvorfor det kunne være ønskeligt om i det mindste de 3 største af disse kunne være repræsenteret i Fællesudvalget, samt at man kunne ønske en klargøring af Fæl lesudvalgets forhold til Den danske komite for historikernes in
ternationale samarbejde.
Ingen ønskede ordet om paragraf 1, hvorfor formanden konstaterede, at paragraffen var enstemmigt vedtaget.
Til paragraf 2 havde Erhvervsarkivet ønsket oplyst, om den åbnede mulighed for andre ekstraordinære medlemmer end de i paragraf 4 omtalte. Dette besvarede formanden benægtende.
Institut for Historie og Samfundsvidenskab, Odense Uni
versitet havde bemærket, at man fandt universiteterne for svagt repræsenterede i forhold til det videnskabelige arkivvæsen.
Under diskussionen af paragraf 2 fremførtes følgende:
Universitetslektor Lorenz Rerup fandt, at repræsentationen for disciplinerne etnologi og folkevidenskab også burde omfatte År hus Universitet, Han stillede sig skeptisk over for den betyde
lige udvidelse af antallet af medlemmer i Fællesudvalget. Han ønskede, at udpegningen af repræsentanter for universiteterne skulle lægges i hænderne på de relevante institutråd.
Professor Laurits Bødker mente ikke at der var univer
sitetslærere i etnologi og folkevidenskab ved Århus Universitet.
Derimod var der aktive forskere indenfor disse discipliner ansat ved andre institutioner i Århus.
Amanuensis Hans Vammen argumenterede imod det fore slåede valgsystem, som indebar at kun et flertal på en institu
tion kunne blive repræsenteret. Ud fra den betragtning, at der i fremtiden kan blive tale om principielle modsætninger mel lem danske historikere ønskede han mulighed for repræsenta tion af mindretal.
Museumsdirektør Knud Klem henstillede, at der sikre des pensionister repræsentation i Fællesudvalget.
Cand. phil. Hans Chr. Bjerg mente, at det ville blive vanskeligt for studenter fra flere forskellige fag at udpege en fælles repræsentant til Fællesudvalget.
Museumsinspektør Niels M. Saxtorph spurgte, hvor del
tidslærere ved universiteterne, der samtidig var ansat ved in
stitutioner, som var repræsenterede i Fællesudvalget, skulle stemme. Han rejste spørgsmålet om, hvem Fællesudvalgets medlemmer stod til ansvar overfor, idet han fandt historiker- mødemes stilling i denne forbindelse uklar.
Museumsinspektør Olaf Olsen påpegede de vanskelighe der, som Fællesudvalget havde haft ved i udkastet at få alle de relevante grupper repræsenteret på en rimelig måde. Han understregede, at det forelagte udkast ikke indeholdt og ikke kunne indeholde detaillerede regler for repræsentationens til vejebringelse, men henviste løsningen af dette problem til de enkelte repræsenterede grupper.
Rigsarkivar Johan Hvidtfeldt tilsluttede sig Olaf Olsens synspunkter.
Amanuensis Carsten Due-Nielsen erklærede sig uenig med Olaf Olsen og Johan Hvidtfeldt. Han fandt at udformede valgregler var nødvendige, og at de burde bygge på repræsen tation af mindretal. Han henstillede til Fællesudvalget at fore-
lægge et nyt udkast, bygget på disse principper. Det var uklart hvilke kriterier der lå til grund for den repræsentation, de en
kelte grupper havde fået udkastet.
Amanuensis Knud Prange mente, at valgene kunne fore gå på historikermøderne, men således at hver gruppe valgte for sig.
Cand. phil. Hans Chr. Bjerg tilsluttede sig Knud Pran- ges betragtninger. Han fandt, at der i udkastet var indbygget en uklar modsætning mellem historikermøderne og de repræ
senterede institutioner.
Arkivar Erik Stig Jørgensen advarede imod, at man for
tabte sig i diskussioner om valgreglerne. Han oplyste, at udka stets bestemmelser om repræsentation byggede på en kombina tion af flere hensyn. Bl.a. ønskede man ved Fællesudvalgets sammensætning at styrke forbindelsen mellem historien og de tilgrænsede discipliner, og man ønskede en række institutioner repræsenteret. Han fandt, at historikermøderne var dårligt eg
nede som valgforsamlinger, idet deltagerkredsen kunne være tilfældig.
Amanuensis Knud Larsen stillede ændringsforslag om,at bestemmelserne om Fællesudvalgets konkrete sammensætning og valgmåden toges ud af vedtægterne, og at det pålagdes det sid
dende Fællesudvalg at udarbejde et nyt udkast hertil.
Amanuensis Carsten Due-Nielsen stillede forslag om, at historikermødet nedsatte et redaktionsudvalg med den opgave in
den mødets afslutning til vedtagelse at forelægge et nyt udkast til bestemmelser om Fællesudvalgets sammensætning.
Museumsinspektør Olaf Olsen stillede forslag om, at der til vedtægterne føjedes en bestemmelse om, at repræsentations- bestemmelserne skulle optages til revision på næste historiker møde.
Professor Laurits Bødker henstillede, at der til faggrup perne etnologi og folkemindevidenskab føjedes eskimologi.
Museumsinspektør Svend Nielsen påpegede, at den netop enstemmigt vedtagne formålsparagraf for Fællesudvalget gik ud på at styrke samarbejdet mellem historikerne. Han henstillede i denne ånd, at man standsede diskussionerne om valgreglerne.
Ved afstemningen forkastedes det af Knud Larsen stille de ændringsforslag, idet 9 stemte for og 25 imod.
Det af Carsten Due-Nielsen stillede forslag forkastedes, idet 27 stemte for, og 43 imod.
Derefter vedtoges paragraf 2 med den af Olaf Olsen fo
reslåede tilføjelse med 56 stemmer mod 22.
Udkastets paragraf 3 vedtoges enstemmigt, idet ingen øn
skede ordet.
Til udkastets paragraf 4 var fra Institut for Kirkehistorie, Århus Universitet, indkommet den kommentar, at man ønskede paragraffen slettet, idet man fandt det uheldigt, at en privat or ganisation ved sine vedtægter etablerede en integration med of
fentlige organer.
Universitetslektor Lorenz Rerup tilsluttede sig disse syns punkter.
Museumsinspektør Olaf Olsen påpegede, at udkastet gjorde det til en frivillig sag for forskningsrådsmedlemmerne at indtræ
de i Fællesudvalget.
Forskningsbibliotekar Bent Jørgensen fandt det overrasken de, at nogen kunne finde, at den foreslåede formulering af para graf 4 antastede forskningsrådsmedlemmernes integritet. Han fandt den ved udkastet vedligeholdte mulighed for kontakt mellem forsk ningsrådene og Fællesudvalget ønskværdig.
Ved afstemningen vedtoges paragraf 4 derpå uændret med 34 stemmer mod 27.
Udkastets paragraf 5 vedtoges enstemmigt.
Til udkastets paragraf 6 forelå tre bemærkninger:
Institut for Kirkehistorie, Århus Universitet, foreslog, at vedtægtsændringer skulle vedtages af 2/3 af de ved et histo
rikermøde tilstedeværende, idet man fandt det stridende mod almindelig praksis, at en mindre forsamling, Fællesudvalget kunne ændre, hvad en større, historikermødet havde vedtaget.
Historisk Institut, Århus Universitet, ønskede, at ved tægtsændringer skulle vedtages af såvel Fællesudvalget som af et historikermøde.
Erhvervsarkivet foreslog, at vedtægtsændringer efter vedtagelse i Fællesudvalget skulle forelægges de i Fællesudval
get repræsenterede institutioner til vedtagelse.
Museumsinspektør Olaf Olsen stillede følgende ændrings
forslag: Disse vedtægter kan ændres ved vedtagelse i Fællesud
valget med 2/3 flertal af samtlige medlemmer og efterfølgende vedtagelse på et historikermøde.
Universitetslektor Lorenz Rerup ønskede, at man skel nede mellem visse vedtægtsbestemmelser, f.eks. valgregler, som af praktiske grunde burde kunne ændres ved en ret enkel procedure, og ændring af andre bestemmelser, f.eks. formåls paragraffen, som efter hans mening burde forelægges de repræ senterede institutioner til vedtagelse.
Amanuensis P. Krogh Rasmussen ønskede at henlede op mærksomheden på, at et historikermøde ved det af Olaf Olsen stillede ændringsforslag, kun ville få mulighed for at stemme om vedtægtsændringer, der allerede var vedtaget i Fællesudvalget.
Han gik ind for det af Institut for Kirkehistorie, Århus Universi
tet stillede forslag.
Cand. phil. Hans Chr. Bjerg fandt, at diskussionen om
paragraf 6 afslørede en dualisme mellem de repræsenterede in
stitutioner og historikermøderne. Han mente, at man måtte væl
ge, hvor kompetencen skulle ligge.
Ved afstemningen forkastedes det af Institut for Kirkehi
storie, Århus Universitet, stillede ændringsforslag, idet 30 stem te for og 42 imod.
Det af Erhvervsarkivet stillede ændringsforslag forkaste - des, idet 17 stemte for og 37 imod.
Det af museumsinspektør Olaf Olsen stillede ændringsfor slag vedtoges med 59 stemmer mod 13.
I DANMARK INTRODUKTION
I august 1970 foranstaltede Fællesudvalget for historisk Forskning en enquete om den individuelle historiske forsknings vilkår i Danmark. Med udgangspunkt i den af Dansk historisk Fællesforening udgivne håndbog "Danske Historikere 1965" sup
pleret med nyere kandidatlister og andet materiale etableredes en liste på omkring 500 personer, som på videnskabeligt grund
lag arbejdede med historie, arkæologi, folkemindevidenskab, kunsthistorie, retshistorie, statskundskab m.fl. tilgrænsende discipliner. Enkelte svenske og norske forskere som beskæfti
gede sig med danske emner optoges. De på listen optagne per soner tilsendtes det som bilag 2 aftrykte spørgeskema. Omkring 260 forskere tilbagesendte skemaet til Fællesudvalget i helt el ler delvis udfyldt stand. Besvarelserne af skemaets spørgsmål 5: Emner for konkret, igangværende forskning bearbejdedes af Fællesudvalget, opstilledes i en sagligt ordnet systematik, mang
foldiggjordes og uddeltes til Historikermødets deltagere. På Fæl lesudvalgets opfordring indledte professor Povl Bagge en diskus sion af denne del af enquetens resultater.
Besvarelserne af skemaets spørgsmål 7-9 vedrørende det videnskabelige biblioteks-, arkiv- og museumsvæsens servi
ce overfor den historiske forskning tilstilledes henholdsvis rigs bibliotekar Palle Birkelund, rigsarkivar Johan Hvidtfeldt og over- inspektør ved Nationalmuseet Holger Rasmussen, som påtog sig at indlede diskussionen herom.
A: REGISTRERING AF IGANGVÆRENDE INDIVIDUEL HISTORISK FORSKNING
Professor Povl Bagge:
Status over dansk historieforskning.
Jeg er ikke klar over, hvem der har fundet på titlen til dette foredrag; jeg blev ihvertfald betænkelig da jeg så den på tryk. Status er, efter almindelig sprogbrug, en opgørelse over et foretagendes aktiver og passiver; det vil overført på vort fag betyde noget i retning af en redegørelse for hvilke om
råder af Danmarks historie vi har undersøgt på en måde, som efter de krav vi i øjeblikket stiller, forekommer os tilfredsstil
lende, og hvilke opgaver der står tilbage at løse. Det man har bedt mig om, og det som jeg letsindigt og uden at ane hvad jeg gik ind til, har lovet at gøre, er jo noget andet. Jeg har lovet at holde et foredrag på grundlag af resultatet af den enquete blandt danske historikere, som blev foretaget i fjor og som, så- vidt jeg forstår, skulle tjene det praktiske formål at forhindre dobbeltarbejde og lette kontakt mellem parallelt arbejdende. Det man fik ud af denne enquete, var en fortegnelse over, hvad de adspurgte for tiden arbejdede med og i fremtiden tænkte sig at arbejde med. Det er hvad man i fagets regnskabsbalance må kalde udestående fordringer, kun en mindre del er siden enque ten fandt sted blevet indfriet, og hvis et selskabs aktiver over vejende består af udestående fordringer, så tror jeg nok, at ge-
neralforsamlingen vil nægte at anerkende status og stille for slag om at likvidere hele foretagendet. Hvad jeg kan, det er altså ikke at gøre status, men derimod prøve at sige noget om hvad danske historikere for tiden beskæftiger sig med, interes serer sig for. Jeg må begrænse mig til danske historikere, de få svenske historikere, som er medtaget i fortegnelsen, vil jeg se bort fra. Mit foredrag må endda af flere grunde blive et me
get løst causeri og jeg må i al væsentlighed indskrænke mig til at tale om universitetsdisciplinen historie, jeg kan altså ikke gå ind på kunsthistorie, kirkehistorie og andet.
Materialet er opstillet bibliografisk, dels efter emner, politisk, social, økonomisk historie o.s.v. dels efter perioder oldtid middelalder o.s.v. Det kan naturligvis være til nytte ved en beskrivelse, men set fra mit synspunkt d.v.s. som grund lag for en karakteristik af den øjeblikkelige historieforskning har materialet visse mangler. Den typiske oplysning man får, er titlen på et arbejde, som i dag ikke er udkommet og som man altså ikke engang kan blade i; men af titlen alene får man i reglen kun at vide i grove træk hvad emnet er, ikke meget om hvordan det er behandlet, og det har jo betydelig interesse.
Dernæst er udvalget af arbejder i dobbelt forstand ikke repræ sentativt, og det må man tage i betragtning, når jeg trods alt vover at bruge det til nogle almindelige konklusioner. Når man ikke har taget den enkelte historikers allerede publicerede ar
bejde med, så er det ikke sikkert at man får dækket hele ved kommendes arbejdsområde. Det han beskæftigede sig med el- lér tænkte at beskæftige sig med, da spørgeskemaet kom, kan jo endda ligge i yderkanten af hans interesser. Men selv om man ser bort fra det, så er der en anden mangel: at det jo in
genlunde er alle produktive danske historikere der er med, hvad-
enten det er fordi de ikke har svaret, eller fordi de ikke er blevet spurgt. Jeg forstår at man ville begrænse udvalget til de såkaldt videnskabeligt arbejdende historikere, men det er jo ikke så let at bestemme grænsen for det videnskabelige arbejde. Man har ihvertfald ikke villet nøjes med at tage de videnskabeligt uddannede historikere med, på den anden side kan man vist tælle dem i fortegnelsen, der ikke er videnska beligt uddannede, på 10 fingre eller måske 15. D.v.s., at en meget stor, efter mit skøn for stor gruppe af amatørhistori
kere er udeladt hvorved også den efter min mening vigtige lo kalhistorie bliver ihvertfald noget underrepræsenteret, selvom der er adskillige lokalhistoriske arbejder med.
Denne begrænsning er en væsentlig grund til at antal let af de medtagne historikere er så meget mindre end i bo
gen ’’Danske Historikere 1965”, den har tre gange så mange navne med som vor fortegnelse, godt 800 mod godt 260, og det skønt vi jo har taget folkemindevidenskab, arkæologi, kunst historie, filologi, kirkehistorie og political science med. Jeg har ikke haft tid til at analysere ud fra disse synspunkter, men jeg har gennemgået bogstavet S i ’’Danske Historikere 1965” hvor der var 88 navne, deraf er 1/3 ikke-akademikere. I hele bogen er der jo, som enhver let kan overbevise sig om, et stort ind slag af denne gruppe.
Denne begrænsning i vort materiale har igen følger for den geografiske spredning af historikerne i vor fortegnelse.
Langt over halvdelen af dem, nemlig 168, hører til i Køben
havn og nærmeste omegn, 44 hører til i Århus og omegn og 17 hører til i Odense; altså næsten 230 af de godt 260 arbej der og bor i og ved universitetsbyerne. At der er sådan en kon centration af historikere i og omkring universitetsbyerne skal
nok trods forskellige mangler i personfortegnelsen være rigtigt, og det er jo ikke rigtig hyggeligt at konstatere, navnlig ikke når man taler på baggrind af det danske bondeland. Udenfor Århus og København boede i 1965 halvdelen af de 88, hvis navn begynder med S, i vor fortegnelse er der udenfor univer sitetsbyerne kun 34, deraf 1/3 lærere ved skoler eller semina rier, 1/3 museumsfolk. I Viborg er der hele 7 historikere, der af 4 arkivarer; det andet historiske centrum udenfor universi tetsbyerne er ikke som man skulle vente, ihvertfald ikke i for tegnelsen, Åbenrå, men Haderslev med 5 historikere, nemlig en museumsmand, en præst og tre lærere. I Åbenrå er en ar kivar alene om at vise flaget, han bor ganske vist i Røde Kro, men jeg går ud fra at han er ansat i Åbenrå. Den slags en
keltheder kan naturligvis være tilfældige, kan skyldes mangler ved fortegnelsen, som hvis den var fuldstændig, ville blive fjer net, men derimod vil jeg tro at fortegnelsen nogenlunde rigtigt giver os den relative størrelse af de grupper universitetsuddan
nede, som arbejder med historie i vid forstand. Den største gruppe er universitetslærerne incl. stipendiater, på lidt over 100 af de godt 260, den næste er museumsfolkene, af dem er der godt 60, så kommer arkivarerne, knap 40, og de tre grup
per tilsammen besætter altså godt 200 af de godt 260 pladser i forfatterlisten. Den fjerdestørste gruppe er lærerne incl. direk
tøren for Købmandsskolen, og rektoren for Journalisthøjskolen.
Af dem er der 30, deraf 24 gymnasielærere o.l., 4 seminarie
lærere og 2, siger og skriver to, folkeskolelærere. Af gymnasie lærerne hører de 10 hjemme i København, endelig er der en halv snes bibliotekarer, 6 præster og en lille diversegruppe med jour
nalister, en dommer og andre som ikke har kunnet anbringes i de større grupper.
Jeg har ikke nået at fremskaffe præcise tal til sam menligning med en fjernere fortid, men jeg tør påstå, at der er sket en meget stor vækst i tallet på aktive forskere siden krigen. For universiteternes vedkommende er det især de mange nye amanuensisstillinger og forskningsstipendier, der har forøget forskergruppen. Museumsfolkene har, takket væ
re de nye museer og andre grunde, fået en del nye stillin ger, dels på de centrale museer, dels ude omkring i landet,
stillinger der, så vidt jeg ved, ligefrem medfører en slags, ihvertfald moralsk pligt til videnskabelig publikationsvirk somhed. Og for arkiv- og biblioteksgruppeme har det vel betydet noget at forbedrede lønninger, kombineret med lem pelser i arbejdstiden til forskningsmål, giver bedre mulighe
der for selvstændigt videnskabeligt arbejde. Når man så der
til lægger den støtte som ældre forskere og under visse om stændigheder også unge kan få gennem fonds og forsknings
råd, så må jeg sige, at de materielle forudsætninger for at drive forskning i vort fag er overordentlig meget bedre, end de var i mine unge dage. Men det er klart, at der kan ske forbedringer her, bl.a. i form af lettere adgang for de an
satte til stipendier eller orlov med løn og herom håber jeg at høre i diskussionen bl.a. for måske at få gode ideer til løsning af ihvertfald eet af de problemer vi har i København.
Det er dette, at vi i vort fag har revet en del unge histori kere fra eksamensbordet til en amanuensisstilling, og når der er gået nogle år, så vil de pågældende gerne have fri for at kunne forske. De kommer derved til at konkurrere om stipendierne med de nybagte kandidater, som måske i deres studentertid tilfældigvis har kunnet besvare en prisop
gave. Vi vil meget gerne kunne skaffe disse amanuenser et
rimeligt sabbatår eller noget mere til forskning og gøre det på den måde, at vi besætter deres stillinger midlertidigt med vikarer, så de ikke risikerer, ved at gå ud af den fa
ste stilling, at de ikke kan komme tilbage til den igen.
Der er endnu to af de forhold, som jeg har omtalt, som måske kunne give anledning til diskussion. Det ene er koncentrationen af videnskabeligt arbejdende historikere til universitetsbyerne; naturligvis vejer de universitetsansatte her stærkt til; men det er ikke dem alene, af de 28 gymna- sie- og seminarielærere på vores liste hører de 17 hjemme i univerdtetsbyerae. Det er klart at det er vigtigt, at man der har de bedste studiefaciliteter, biblioteker, arkiver, mu
seer, O.S.V., og det er næppe tilfældigt, at udenfor univer
sitetsbyerne er Viborg lokalitet nr. 1 med 7 personer på li
sten, men jeg vil tro, at det åndelige miljø også betyder no
get - muligheden for at få tilskyndelser, inspiration, kritik ved samvær med ligesindede fagfæller i foreninger eller pri vat. Det er sikkert ikke let at være videnskabeligt arbejden de historiker i Nakskov eller Nr. Nissum.
Det andet problem er gymnasie- og seminarielærerne i historie. Jeg har forstået at vi har mellem 350 - 400 af dem, og selvom man holder sig til universitetsbyerne, så må der i dem være langt flere end de 17 på vor liste. Det bliver ofte sagt, at det er næsten umuligt for gymnasielære re at få tid til at arbejde med andet end deres undervisning, men de 28 på listen viser jo at adskillige kan, og nogle end
da selv om de er helt isolerede. Jeg tænker f.eks. på hvad Gunnar Sandfeld i Struer har udrettet. Man behøver jo ikke at skrive disputatser eller andre bøger; afhandlinger er og så godt, og specialeopgaver eller prisafhandlinger kan være
et udmærket grundlag for videre arbejde. Jeg håber altså at lidt flere af gymnasie- og seminarielærerne end de 28 vil ar bejde videre med forskning ved siden af deres undervisning;
jeg tror de kan få tid, og jeg tror de vil opleve, at deres un
dervisning bliver bedre af det.
Der er en hel del at glæde sig over i fortegnelsen, for det første, at interessen kronologisk er så godt fordelt; jeg me ner at jeg for nogen tid siden læste, at af de disputatser, der i U.S.A, blev forsvaret i løbet af et år, drejede 3/4 sig om samtidshistorie. Vort materiale viser, at der er mange hos os, der arbejder med den disciplin, men den har ikke taget over hånd. Jeg har heller ikke haft tid til at undersøge om gennem
snitsalderen for samfundshistorikere er lavere end for andre grupper, hvis den er det kunne det jo tyde på, at flere i frem tiden vil gå over til samtidshistorie, men det må være forbe
holdt en senere undersøgelse at konstatere det. Det er også glædeligt at interessen for det 18. århundrede, som i en år række har stået i skygge for andre perioder, er vågnet igen;
både dets økonomiske, dets sociale og dets politiske historie tiltrækker nu historikerne.
I emnevalget er der, så vidt jeg kan skønne, forskel
lige nye tendenser. Der er et længe forsømt område, nemlig administrationshistorien, som bliver taget op igen, og jeg kender så meget til dem der arbejder med disse emner, at jeg ved, at det kan der komme noget ud af. Der bebudes vær ker om den danske marines administrative opbygning, om det centrale finansvæsen i 1640*erne, om amternes administrati
onshistorie, om statsadministration ca. 1810-20, om den ad
ministrative udvikling i enevældens sidste tid, administrati
onsformen 1848, den centrale økonomiske administrations or-
ganisation i det 20.århundrede. Her er virkelig grøde, og det er først og fremmest arkivarerne der står bag ved dette nybrud.
Et andet tidligere forsømt område er partiernes og de politi ske bevægelsers historie, her bebudes undersøgelse af oktober foreningen, af fremvæksten af politiske bevægelser i Danmark ca. 1850-1920, af dannelsen af Det radikale Venstre, af for holdet mellem social struktur og partipræferencer i mellem krigstiden, af den svenske liberale bevægelses sociale struk tur. De to sidste undersøgelser hører vel under den politiske sociologi og ligger på grænsen til de andre samfundsvidenska ber.
Deres påvirkning mærkes også i emner som: radioens nyhedsformidling, TV-avisens beslutningsstruktur, den danske befolknings udenrigspolitiske attituder og strukturen af den dan ske prominens. Der bebudes også samfundsvidenskabeligt på
virkede undersøgelser af dansk presses strukturudvikling i det 19. og 20. århundrede og af nazisternes anvendelse af filmen som ideologisk opdragelsesmiddel.
Men det har navnlig været iøjnefaldende for mig, at der er relativ betydelig interesse for demografi; der nævnes i mate
rialet et arbejde om befolkningsudviklingen på landet 1787-1801, tre arbejder om udvandringen fra Danmark i det 19. århundrede, det ene er allerede fuldført, eet om de interne vandringer i sam
me århundrede, en demografisk undersøgelse af Sønderjylland ef
ter 1867 til belysning af visse nationale forhold, og en sammen ligning af husstandsstrukturen 1845 og 1961. Jeg kender endda til flere demografiske arbejder som ikke er med i fortegnelsen, men som er i god gang.
Så har jeg glædet mig over, at der er en gammel histo risk genre som oplever en renæssance, det er biografien. Der
loves os mere end et dusin biografier af personer fra det 17.
- 20. århundrede. Blandt de bebudede er der arbejder om A- rild Hvidtfeldt, Niels Steensen, Niels Juul, marsken Anders Bille til Damsbo, C.E. Bardenfleth, Frederik VII, Jacob Sca- venius, Ove Rode, P. Munch og Erik Scavenius; det er alt så ikke ganske ubetydelige personer, man interesserer sig for.
Jeg mener også at interessen for udenrigspolitik er større i øjeblikket end den længe har været. Det fremgår af materialet, selvom visse arbejder, som jeg ved er i gang, mangler. Den vitterlige interesse for idé- og åndshistorie i den yngre og yngste generation mærkes ikke så meget i fortegnelsen, som man måske kunne vente, men der bebudes dog arbejder om den klassiske kildekritik i idéhistorisk sam
menhæng, om kejserideologien specielt hos Saxo, om Hvidt
feldt som historiker og ræsonnør, om Saint Simon’s historie syn, og om idéudviklingen i det danske socialdemokrati.
Der er en meget fyldig repræsentation for den mate rielle kulturs historie, men det er så kendt, og det er ikke noget nyt, men måske er denne gruppe arbejder særlig stærkt repræsenteret, fordi der er så mange museumsfolk, som har besvaret spørgsmålene. Endelig er der enkelte vidnesbyrd om den ret levende interesse for teori og metode i materialet;
der bebudes metodiske arbejder om film, om kalkmaleriers kildeværdi, om kunsthistoriens metode og om idéhistoriens metodologi og metateori.
Så kan man se lidt om arbejdsformen af materialet.
Man ser tydeligere end ved sidste historikermøde synes jeg, tendensen til at arbejde i grupper på den måde, at flere hi
storikere fordeler de forskellige sider af et større emne el-
ler problemkompleks mellem sig, og således at hver af delta gerne skriver selvstændigt og i eget navn; altså ikke det der kaldes "teamwork" i egentlig forstand, men gruppearbejde.
Gruppen der arbejder med Danmarks politiske historie 1866- 1914 kommer fra flere institutioner, men det normale er, at de rent danske grupper på en eller anden måde er knyttet til en institution, og vi kan nok vente flere grupper efterhånden som institutformen nok bliver mere indarbejdet ved universite terne og andet steds. Til de forlængst etablerede grupper, som arbejder med diplomatariet, med vækkelserne og med besæt
telsestiden er der i de senere år kommet nogle nye, eller de er ihvertfald trådt tydeligere frem, een er Hvidtfeldt-gruppen som møder med flere arbejder i fortegnelsen, så er der en gruppe, der arbejder med stormagternes politik på Versailles- konferencen, begge de nævnte er ved Københavns Universitet.
Der er en skolehistorisk gruppe ved Danmarks Lærerhøjskole, der er til Århus Universitet knyttet et projekt som jeg formo der er en gruppeundersøgelse af minoritetsproblemerne ved den dansk-tyske grænse 1939-55, og så er der jo et par nor
diske grupper som har danske deltagere, ødegårdsprojektet, og med en noget løsere forbindelse til Danmark - Emigrations - undersøgelsen. Endelig er der den nordiske gruppe som afhol der de nordiske metodekonferencer, men der er formodentlig flere grupper som jeg ikke har kunnet få øje på, som ikke er repræsenteret i materialet, som fortjener at nævnes, og der kan andre formodentlig supplere hvad jeg har sagt.
Men grupperne betyder talmæssigt ikke meget overfor de mange, der vælger et emne uden intim sammenhæng med det, som andre i Danmark arbejder med. Det er dansk tra
dition at en universitetslærer i historie ikke danner skole i
den forstand som f. eks. ’’Namierskolen1’ i England, hvor dis ciplene vælger deres forskningsopgaver klods op af lærerens og hinandens. Dette er vel en af grundene til hvad der efter min mening er et karakteristisk træk ved dansk historieforsk ning: at vi siden verdenskrigen ikke har een eneste levende og frugtbar diskussion mellem sagkyndige indenfor landets græn ser om et større historisk spørgsmål - jeg er ikke sikker på, at denne fredsommelighed er et sundhedstegn.
Flertallet af os vælger altså vidt forskellige emner, flere end i min ungdom udenfor landets grænser. Når arkæolo
gi, kunsthistorie og kirkehistorie tages med som i vort mate riale, så falder de fleste ikke-danske emner måske endnu i oldtiden, men samtidshistorien er ved at komme op på siden af den. I øvrigt er de udenlandske emner stærkt spredt kro nologisk og også geografisk. Syrien, Hellas, Rom, Byzans, Æ- gypten, Vestasien, Persien, Indien, England, Rusland, Fran krig, Polen, Middelhavslandene, Hansestæderne har jeg note ret mig som geografiske områder, der bliver behandlet eller vil blive behandlet ifølge vort materiale.
Der er også en betydelig spredning over de forskelli
ge sider af historien. For et par år siden skrev jeg på bestil ling en artikel til Historische Zeitschrift om samtidens danske historieforskning; og jeg mente da på grundlag af de i de sene re år offentliggjorte selvstændige værker at kunne sige, at ø- konomisk historie og socialhistorie dominerede.
Efter at jeg har set vort materiale, er jeg ikke så sik her på, at det giver et rigtigt billede af forskningen i dag, og jeg tror slet ikke det vil gøre det, når vi kommer nogle år frem i tiden. Når jeg tænker på de senest ansatte historiepro
fessorer Jørgen Weibull, Troels Dahlerup, Tage Kaarsted,
Niels Skyum-Nielsen, Sv.E.Skydsgård, og på hvad de unge, jeg kender bedst, beskæftiger sig med. Det er ofte politisk historie eller åndshistorie, og hvis de interesserer sig for økonomisk-sociale problemer, ligger vægten på det sociale mere end på det økonomiske. Navnlig i samtidshistorien trænger de politisk-historiske arbejder frem; i vort mate riale dominerer de indenfor det 20. århundredes historie med et halvt hundrede numre, for en del om international politik, overfor en snes økonomisk-historiske og socialhisto
riske. Det skyldes nok bl.a. at storpolitikken i vort år hundrede er så spændende og dramatisk, men nok tror jeg også, at de andre samfundsfag, navnlig political science og international relations har vakt ny interesse for både in
dre og ydre politik.
Der er endnu et par ydre træk, som jeg mener er ka
rakteristiske for dansk historieforskning i øjeblikket. Med hen
syn til dem må jeg tillade mig at gå ud over, hvad man umid delbart kan se i materialet. Det ene træk er en tendens til på een gang at specialisere sig stærkt ved afgrænsningen af det emne man studerer, og samtidig så at sige modvirke spe
cialiseringen, idet man belyser eller uddyber det specielle em
ne, man arbejder med, ved at se det på baggrund af en anden side af historien. Det kan blive til, at man ligefrem gør stu
diet af forbindelsen eller vekselvirkningen mellem to eller flere specielle sider til sin hovedopgave. På den måde kan man på een gang gå i dybden og slippe ud af en usikker for
nemmelse af en altfor snæver problemstilling. Det er måske særlig tydeligt i behandlingen af udenrigspolitikken, hvor man har forladt den gammeldags, snævre diplomatiske historie fra min ungdom, og ser den ydre politik på baggrund af eller
i vekselvirkning med den indre. Sådan arbejder Troels Fink jo, han er også en af dem, der mangler i fortegnelsen. Man ser noget tilsvarende indenfor andre dele af den politiske historie, og jeg nævner nogle eksempler fra materialet hvor det ligefrem fremgår af titlerne. Et arbejde vil behandle vekselvirkningen mellem indre og ydre politik 1762-73. Et andet har titlen: Studier i økonomisk og diplomatisk historie, Aksel E. Christensens bog om nordiske unioner og nordisk unionspolitik ca. 1320-15oo, som står i fortegnelsen, har vel næppe undgået at inddrage både idé
historie og økonomisk historie, og fortsættelsen fra 1788-94 af Hans. Chr. Johansens disputats vil jo utvivlsomt ligesom dispu tatsen behandle den økonomiske politik på baggrund af den øko nomiske virkelighed og de økonomiske idéer. Holmgård bebuder et arbejde om landbrugs- erhvervs- og finanshistorie i det 18.
århundrede, en meget karakteristisk titel, Niels Finn Christian
sen et om Socialdemokratiets organisatoriske, politiske og idé mæssige udvikling; det er også mit indtryk, at den historiske be
handling af de politiske partiers tilblivelse i forrige og vort år hundrede - så vidt muligt vil, udover rigsdagshistorien, ind
drage de folkelige bevægelser, den politiske geografi og so
ciologi, og jeg har oå fornemmelsen at økonomiske historike re i højere grad end før interesserer sig for sammenhængen både med socialhistorien og med den politiske historie. Jeg kan nævne et par andre kombinationer fra arkæologien og den ældre historie i materialet; et arbejde har titlen: Kulturhistorisk sam menhæng mellem den ældre jernalders jordfund og det ældste lag af stednavnetyper; det er altså to forskellige fag der er kom bineret. Politik og religion i Romerriget, den danske kirkes u- afhængighed og europæisk politik 1060-1140, her er det altså den indre politik, der ses i sammenhæng med den europæiske.
Det andet træk, jeg vil nævne, har at gøre med, hvad der får historikere til at arbejde, hvad der inspirerer dem.
om man vil, og her må jeg naturligvis i endnu højere grad bygge på fornemmelser. Jeg tror, at nationale følelser, som lå bagved den store del af den ældre generations arbejde med Sønderjyllands historie, kun i ringe grad inspirerer de yngre generationer og dermed altså forskningen i dag, og det samme gælder så vidt jeg kan se, men der er jeg endnu mindre sikker, aktuelle sociale modsætninger eller social indignation, som man plejer at sige. Så kan det være tvivlsomt hvad der egentlig er drivkraften bag vort arbejde, er det nysgerrighed? eller med et finere ord: erkendelsestrang? Arbejder vi med faget, som det blev sagt ved sidste Odensemøde, først og fremmest for di vi synes det er sjovt.. Under alle omstændigheder håber jeg at vi er personligt engageret i arbejdet og at det kan mærkes på hvad vi skriver. Jeg kan ikke lade være med at citere hvad Charles Wilson skrev i sin tiltrædelsesforelæsning, da han blev professor i Modern History i Cambridge: ’People listen to an historian because he has a personal vision of the past”.
Til allersidst har jeg endnu et par spørgsmål til audi
toriet, som diskussionen måske kan svare på uden ligefrem at blive til Oxford-bekendelser. For det første: fra hvilke lan
de kommer dansk historieforsknings inspiration nu? Omkring 1900 var faget stærkt påvirket fra Tyskland, i. dag er, så vidt jeg kan skønne, middelalderforskningen til dels inspireret fra Sverige, Frankrig og England og forskningen indenfor den nyere og nyeste tids historie i høj grad fra U.S.A. Norge og Sverige har spillet en stor rolle for emigrationsforskningen, Norge har gennem Ottar Dahl haft betydning for arbejdet med teori og metode.
For det andet: der er utvivlsomt adskillige yngre for skere som politisk er stærkt påvirkede af marxismen. Mit ind tryk er, at meget få af dem, om nogen kan betegnes som marx
istiske historikere. Jeg tror, men det er en ren trossag, at der trods individuelle afvigelser er meget bred enighed om en udogmatisk opfattelse af det historiske forløb som en kompli ceret vekselvirkning mellem materielle og åndelige faktorer, mellem politiske, sociale og økonomiske faktorer, mellem men nesker og upersonlige kræfter. Har jeg ret i det? Eller er det ønsketænkning? Der var et indlæg i morges af Hans Vammen, som oprullede visse perspektiver der kunne tyde på, at der her på dette punkt virkelig kan komme en modsætning i fremtiden.
For det tredie og sidste: hvem skriver De for, mine da mer og herrer? skriver De alene for amanuenser og professo
rer, arkivarer og museumsfolk? Historieforskningens levedyg
tighed afhænger af, at der ihvertfald er nogen af os som har evne og vilje til at skrive så almindelige mennesker kan for
stå det.
RAPPORTER FRA GRUPPEDISKUSSION.
Resumé.
Efter professor Povl Bagges indledning opdeltes mødets deltagere på 4 grupper, som diskuterede følgende spørgsmål:
1. Hvorledes kan man forbedre gymnasie- og seminarie lærernes muligheder for at udvikle og formidle ny historisk erkendelse?
2. Hvilke faktorer påvirker danske historikeres valg af emner?
3. Bør der udarbejdes regelmæssige oversigter over igangværende og planlagt historisk forskning?
4. Hvilke grupper af historikere bør omfattes af over sigten?
5. Hvorledes bør oversigterne publiceres?
Rapport fra gruppe 1.
ad 1. Gruppen anbefalede, at gymnasie- og seminarielæ rere får mulighed for efteruddannelse og øgede mu ligheder for at opnå orlov til forskningsformål. Man påpegede, at der hertil kræves bevillinger. Man hen stillede, at der indledes et samarbejde mellem Fæl
lesudvalget og gymnasie- og seminarielærernes hi
storielærerforeninger om disse spørgsmål.
ad 2. Fra flere sider i gruppen fremførtes, at indle
deren havde undervurderet nationalfølelsens ak tuelle betydning som inspirationskilde for histo risk forskning.
ad 3. Der var enighed om, at oversigter over histo
risk forskning bør udarbejdes hvert 5. år.
ad 4. Man var enige om, at oversigten også bør om fatte ikke-videnskabeligt uddannede historikere.
ad 5. Oversigten bør efter gruppens mening tilstilles historikermødernes deltagere og de bevilgende myndigheder.
Rapport fra gruppe 2.
ad 1. Gruppen fandt ikke, at gymnasie- og seminarie
lærere har behov for efteruddannelse i alminde
lig forstand, men at det er ønskeligt, at der op
retholdes en stadig kontakt mellem historikere, ansat ved de forskellige institutioner. Til fremme heraf foreslog gruppen, at der arrangeres sympo
sier o. lign.. Man påpegede dog, at der for tiden savnes kræfter og midler til at tage sådanne op
gaver op.
ad 2. Gruppen mente, at dette spørgsmål var meget be
tydningsfuldt, men så omfattende, at det burde sættes på dagsordenen for et kommende histori kermøde.
ad 3. Der var enighed om, at oversigter over historisk forskning bør udarbejdes hvert 6. år.
ad 4. Flertallet i gruppen mente, at oversigterne fort sat kun bør omfatte videnskabeligt arbejdende hi
storikere. I forbindelse med spørgsmålet ønske
de gruppen at understrege betydningen af, at Dansk historisk Fællesforenings oversigt over
danske historikere regelmæssigt ajourføres.
ad 5. Der var enighed om, at egentlig publicering af oversigternes oplysninger næppe vil være hen
sigtsmæssig. Gruppen mence, at man bør ind skrænke sig til at gøre oversigterne tilgænge lige for interesserede på visse institutioner.
Rapport fra gruppe 3.
ad 1. Spørgsmålet ikke besvaret.
ad 2. Gruppen pegede på udenlandsk historisk forsk ning som en betydningsfuld inspirationskilde og fremhævede i denne forbindelse vigtigheden af ajourførte oversigter over historisk forskning i udlandet. I forbindelse med spørgsmålet var gruppen inde på det problem, at forskernes valg af emner kunne tænkes bestemt udefra, d.v.s. fra forskningsråd éller andre. Man an så dette for en trusel mod forskningens frihed.
ad 3. Der var enighed om, at forskningsoversigter bør udsendes hvert andet år og bør omfatte såvel institutionsforskning som individuel forsk ning. Derimod mente gruppen, at arbejder af rent lokalhistorisk karakter ikke skal optages.
ad 4. Gruppen kunne ikke nå til enighed om, hvor vidt ikke-videnskabeligt uddannede historikere bør medtages i oversigterne.
ad 5. Man fandt at publicering i duplikeret form vil være passende.
Rapport fra gruppe 4.
ad 1. Gruppen fandt det vanskeligt at udtale sig om det te spørgsmål, da faget histories stilling i skolen er i støbeskeen.
ad 2. Man var især inde på den indflydelse, som univer
siteternes undervisning og specialevejledning udø
ver på forskningen. Herunder påpegede man, at dansk tradition for historieskrivning siden Kr.
Erslev har været præget at en ret puritansk fag
lig standard i modsætning til f. eks. engelsk tra dition, hvor skellet mellem videnskabelig og po
pulær historisk fremstilling føles mindre skarpt.
ad 3. Der var enighed om, at der udarbejdes regelmæs sige oversigter. Der nævntes intervaller på 2, 5 og 6 år.
ad 4. Gruppen fandt, at bredere kredse af historikere bør omfattes af oversigterne.
ad 5. Gruppen mente, at publikation i duplikeret form vil være tilstrækkelig, men lagde vægt på, at publikationen skal kunne købes af alle interesse rede.
DISKUSSION.
Amanuensis Niels Finn Christiansen:
Jeg vil gerne knytte til professor Bagges bemærkninger om, at der i fremtiden måske vil opstå strid blandt danske hi storikere som udtryk for modsætningen mellem det marxistiske
og det ikke-marxistiske historiesyn. Efter min mening vil en sådan meningsbrydning - som forlængst er i fuld gang i ud
landet - være en gavnlig udfordring. De største landvindinger i historisk forskning nås efter min opfattelse, hvor der er forskere eller grupper af forskere, som har et politisk eller idemæssigt engagement, og som har klargjort sig deres sam
fundsmæssige stilling, navnlig hvis de formår at gennemføre deres undersøgelser konsekvent ud fra deres grundsyn. Jeg vil foreslå Fællesudvalget, at man tager dette problemkom pleks op til generel drøftelse på et af de kommende histori
kermøder.
Amanuensis Finn Stendal Petersen:
Jeg finder at vedtagelsen af Fællesudvalgets vedtægter og navnlig af dets formålsparagraf, som taler om at fremme samarbejdet mellem danske historikere, burde give os anled
ning til en ganske anderledes dybtgående debat om, hvorledes man gennem forskningsprojekter målbevidst kan kanalisere de offentlig ansatte historikeres arbejdsindsats i bestemte retnin ger. Hvis Fællesudvalget ikke skal have andre opgaver end at udsende oversigter over enkeltpersoners forskningsplaner, kan man efter min mening ligeså gerne nedlægge det igen.
Amanuensis Niels Krogh Rasmussen:
Det forekommer mig, at grupperapporterne viser, at der ikke er tilstrækkelig forståelse for, at efteruddannelse af historikere ved alle institutioner er højst fornøden. Jeg skal her blot pege på de nye interessante perspektiver, som ad færdsvidenskaberne f„ eks. sociologi stiller historikerne over
for og de problemer, som anvendelse af moderne statistik el
ler EDB rejser.
Adjunkt Chr. Tortzen:
Fællesudvalget bør overveje at arbejde på at inddra
ge gymnasie- og seminarielærere i historiske forskningspro jekter.
Professor Svend Ellehøj:
Professor Bagges spørgsmål: Hvem skriver vi for?
giver mig anledning til at understrege, at det ikke kan væ
re nogen generel forpligtelse at skrive historie, således at alle kan forstå det. Historie er en videnskab med sit eget, ganske vist begrænsede, fagsprog. Historiske fremstilling
er, som henvender sig til offentligheden, skal naturligvis være almentforståelige, men videnskabelige afhandlinger hverken kan eller skal være det.
Arkivar Erik Stig Jørgensen:
Jeg ville som Finn Stendal Petersen mene, at vi bur
de nedlægge Fællesudvalget igen, såfremt dets opgave alene var at udgive nyttige publikationer. Men jeg nærer personlig det håb, at det kan blive et instrument, som videnskabeligt uddannede historikere og videnskabsmænd fra de tilgrænsen de fag kan og vil benytte til at påvirke den måde, hvorpå de forskningsresoursser, som af samfundet stilles til rådighed, fordeles og anvendes. Historikerne bør besinde sig på at la de deres stemme høre i tilrettelæggelsen af forskningspoli tik, for en forskningspolitik vil der under alle omstændighe der blive ført. Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke hermed har taget stilling til, hvorvidt historisk forskning i Danmark i fremtiden bør drives som kollektiv projektforskning eller som enkeltmandsarbejde - det er et helt andet spørgsmål.
Amanuensis Carsten Due-Nielsen:
Erik Stig Jørgensen gav udtryk for en langt videre for tolkning af Fællesudvalgets formål, end man tidligere har hørt.
Hvis Fællesudvalget skal have så vidtgående beføjelser, må det helt anderledes alvorligt overvejes, om sammensætningen er den rigtige.
Universitetsadjunkt Inga Floto:
Erik Stig Jørgensens bemærkninger om Fællesudvalgets opgaver burde have været fremført allerede under vedtægtsdis kussionen.
Arkivar Erik Stig Jørgensen:
Hvad jeg for egen regning har udtalt om Fællesudval
gets opgaver er hverken andet eller mere end hvad jeg skrev i november 1966 i den kronik i Information, som dannede grund
lag for diskussionen på det møde i Arkivarforeningen og Histo risk Samfund, hvor Fællesudvalget blev grundlagt.
Professor Povl Bagge:
Jeg vil hilse marxistisk inspireret historieforskning vel
kommen, hvis den er virkelig udogmatisk, d.v.s. hvis den an
vender den marxistiske historieopfattelse som arbejdshypotese.
Men jeg har på internationale historikerkongresser oplevet af
skrækkende eksempler på bl.a. sovjetisk historieforskning, der giver sig ud for at være udogmatisk, men samtidig gør det klart, at resultaterne af forskningen skal være givet på for
hånd. Jeg finder det tit også vanskeligt at diskutere på en ci viliseret måde med marxistiske studenter; de synes at være indstillet på at blive dødsfjender af dem, som har en anden mening.
Hvad angår spørgsmålet om, hvem vi som historikere skriver for, vil jeg anbefale læsning af professor Trevor Ro- pers tiltrædelsesforelæsning i Oxford: ’’History, Professional and Lay”. Roper fremhæver her, at den allervigtigste inspi ration for historikerne i nyeste tid er kommet fra folk, der ikke var uddannet som historikere, bl.a. Karl Marx. Han gør også opmærksom på, at der er grupper i samfundet, der så at sige lever af at være komplet uforståelige, fordi lægd- mænd ikke har nogen mulighed for at nærme sig deres em
ner; han nævner fra moderne tid atomfysikere. Historikerne er ikke i denne situation; de beskæftiger sig med emner, som alle mennesker mener at have i det mindste nogen forstand på.
Bl. a. af denne grund er det vigtigt, at vi har en stor gruppe mennesker bag os, som erkender, at der er nogen mening i, at vi driver historisk forskning.
VÆSENS SERVICE OVERFOR DEN HISTORISKE FORSKNING.
INDLEDNING.
Rigsbibliotekar Palle Birkelund:
Jeg vil gerne begynde med at udtrykke glæde og tilfreds
hed med, at forskningsbibliotekerne er kommet med i den un dersøgelse, som Fællesudvalget for historisk Forskning har i- værksat. Jeg mener, ligesom det kom til udtryk ved Det dan
ske Historikermøde 1969 i professor H. P. Clausens foredrag, at der er meget væsentlige problemer i forholdet mellem den historiske forskning og de såkaldte serviceinstitutioner, og jeg tror, at det er rimeligt, at vi får problemerne sat under debat og at vi snarest muligt finder frem til en form for kontakt, som er bedre og mere regelmæssig end den, vi hidtil har haft. Vi er i forskningsbibliotekerne naturligt meget interesserede i at høre, hvad man mener i de kredse, som bruger bibliotekerne;
det er meget væsentligt for vore reformplaner, men også - omend indirekte - for forskningsbibliotekernes forhold til de be
vilgende myndigheder.
Det er altid vanskeligt i en enquete at formulere de rig
tige spørgsmål. Da vi for nogle år siden foranstaltede en bruger
undersøgelse på Det kgl. Bibliotek, måtte vi op på 30 spørgs
mål, før vi syntes, at området var dækket. I den enquete, som vi i dag skal drøfte, var der kun to spørgsmål vedr. forsknings
bibliotekerne: Hvilken bistand har De modtaget? og Har De behov for bistand, som ikke er opfyldt/ikke har kunnet opfyldes? Der er desværre kun 120, som har besvaret disse spørgsmål. Heraf har rundt regnet halvdelen ikke haft noget særligt at ytre; det må vel efter moderne karaktergivning blive noget der svarer til: tilfredsstillende eller jævnt tilfredsstillende biblioteksservi-
ce. Der er 10, som positivt roser bibliotekerne; det er na turligvis rart, men jeg skal dog ikke komme nærmere ind på dem. Endelig der der 50, som har kritiske bemærknin
ger.
Efter mit skøn er der ikke en eneste af disse besva relser, som giver udtryk for urimelig kritik, men måske er der en enkelt, som efter min mening udtrykker en forkert holdning til bibliotekerne. Vedkommende skriver meget kri tisk, at bibliotekerne ikke har nogen af de bøger, han skal bruge, og derfor har han selv anskaffet dem; "det ville væ
re håbløst at skrive op, hvad der mangler".
Det er muligt, ja helt rigtigt, at forskningsbibliote kerne mangler noget på et og andet område, men det er for defaitistisk at sige, at det er helt håbløst. Man kunne jo ved hjælp af de forslagsblanketter, som udsendes af bibliotekerne, prøve at hjælpe på situationen. Det er simpelthen nødvendigt, at forskere, når de opdager lakuner eller dårlige forhold, gør opmærksom på det. Manglerne rammer jo ikke blot den en
kelte forsker, men også hans kolleger og studenterne.
Der er da også en del kritikere, som påpeger mang ler på specielle områder eller som ligefrem nævner bestem te værker, som savnes. Jeg vil gerne specielt i denne forbin delse, men også generelt sige, at besvarelserne af biblioteker
ne vil blive behandlet individuelt, ligesom vi gerne træder i personlig forbindelse med kritikere.
Jeg tror, at det vil fremme diskussionen i dag og og så den fremtidige dialog mellem forskningsbiblioteker og hi storikere, hvis jeg giver et ganske kort rids over, hvor langt vi i bibliotekerne er kommet på de forskellige områder, og navnlig over hvilke planer, vi har for den nærmeste fremtid.
Det er desværre nødvendigt at begynde med det banale, nemlig bevillingerne eller rettere manglen på samme. Vi le ver i en meget hård bevillingsmæssig situation, og det bevir ker naturligvis, at vi hårdere end det ellers ville være nød vendigtmå vælge, hvilke opgaver der skal sættes i toppen, og hvilke, som kan tåle midlertidigt eller måske permanent at ha ve en lidt lavere prioritet.
Efter min mening må for et bibliotek, som skal betje ne den historiske forskning i Danmark, hovedvægten lægges på at skaffe et så stort relevant materiale som muligt, ikke alene af tidsskrifter og bøger, men af forskningsmateriale af alle arter. Den målestok, man skal bruge, når man skal an
give serviceniveauet, må først og fremmest være: Hvordan er de samlinger, som stilles til rådighed?
Dernæst følger den opgave at iværksætte en formidlings proces, for at saniingeme kan blive benyttet efter deres hen sigt af forskere og studerende. Vi er her ved dokumentations- problemet, som jeg siden skal vende tilbage til. Endelig er der en lang række forhold, som i og for sig ikke er uvigtige, og som giver anledning til irritation og tidsspilde, fordi de ik ke er i orden: at man ikke har tæpper på gulvene, at man ik
ke har cafeteria, at det tager for lang tid at få bøgerne ekspe
deret, at vor udbringningsservice er for dårlig. Det er altsam men ting, som det i den nuværende situation er nødvendigt at nedprioritere. Ingen vil vel mene, at man f.eks. på Det kgl.
Bibliotek burde standse å jourføringen af håndskriftsamlingens brevregistrant for at kunne sætte mere personale ind på læse salsekspeditionen.
I overensstemmelse med denne prioritering har for de enkelte forskningsbiblioteker hovedbestræbelsen været at skaffe
bevillinger til indkøb af bøger, tidsskrifter og andet forsknings materiale. Jeg synes, at man har lov til at hævde, at der i så henseende er sket visse fremskridt. I løbet af tresserne er an
tallet af tidsskrifter, der løbende indgår til Det kgl. Bibliotek steget fra 4800 til over 10.000; medens man for ti år siden år
ligt anskaffede 10.000 udenlandske bøger, er tallet nu 30.000.
Samme stigningstakt kan påvises for Statsbiblioteket i Århus.
Selv om Det kgl. Biblioteks årlige bevilling til indkøb af udenlandsk litteratur er på 3 mill, kroner, dog et betragte ligt beløb, kunne pengene hurtigt bruges, hvis vi købte ukritisk ind. Men der ofres fra bibliotekernes side megen arbejdskraft og dermed også mange penge på selektionsprocessen, hvilket jo i og for sig er den første hjælp til forskningen. Vi er i Dan mark på dette punkt nået temmelig vidt. Under det såkaldte fag referentsystem lægges boganskaffelsen i hænderne på forsknings bibliotekarer, der er videnskabeligt uddannede indenfor det på gældende felt. På Det kgl. Bibliotek vil dette konkret sige, at der er 7-8 videnskabeligt uddannede historikere, der som en af deres hovedopgaver har at følge verdensproduktionen af vi denskabelig historisk litteratur og på grundlag af faste, gen nemarbejdede kriterier at foretage en selektion af, hvad der er brug for, ikke alene i den aktuelle forskning, men også i den fremtidige.
Biblioteker er jo ikke længere blot bogsamlinger; vi må regne med at de vil udvikle sig til mediateker. Allerede nu anskaffes meget audio-visuelt materiale; inden længe vil det være en selvfølgelig ting, at man anskaffer magnetbånd, ikke blot bibliografiske, men indkodet datamateriale fra viden
skabelige undersøgelser, datamateriale, som er etableret ad hoc, men som kan komme andre til gode. I denne forbindelse
kan også nævnes håndskriftsamlingen samt billedsamlingen som i løbet af den sidste halve snes år er blevet forøget med næ
sten 2 mill, billeder.
Nævnes skal også forskningsbibliotekernes forhold til u- niversitetsinstitutter og andre videnskabelige institutioner. Som et eksempel kan man pege på rigsbibliotekar embedets udstatio nering af bibliotekspersonale på Nationalmuseet, som jeg tror har bidraget til at rationalisere og forbedre bibliotekstjenesten for museets mange historikere. Vi arbejder også med planer om at differentiere betjeningen f. eks. ved at give de studeren de, som har ganske særlige biblioteksproblemer, en bedre og mere speciel biblioteksbetjening. Herved kan både institutbiblio
teker og de store forskningsbiblioteker til en vis grad befries for det kolossale pres, som de studerende naturligvis udøver.
Samlinger er naturligvis i sig selv ikke tilstrækkeligt4 de skal formidles. Udviklingen indenfor forskningsbiblioteker
nes formidlingsservice er internationalt især foregået på det område, som man kalder dokumentationsvirksomhed. Man for står derved, at den del af forskningsprocessen, som består i at finde frem til relevant litteratur og vurdere den, overlades til bibliotekarer. For at dette skal kunne ske, må disse biblio tekarer for det første være videnskabeligt uddannede indenfor den pågældende disciplin; forskerne må have krav på at kunne kommunicere med fagfæller på bibliotekerne. Men dernæst må bibliotekarerne have en samling i ryggen. Den tanke, som man af og til hører fremsat, at man kan opbygge specielle dokumen tationscentre udenfor biblioteks-, arkiv og museumsvæsenet, er efter min mening dårlig; det er formidling af eksisterende sam linger, dokumentalisterne skal tage sig af.
Vi håber, at forskningsbibliotekerne herhjemme i frem-
tiden vil blive i stand til at udøve væsentlig mere dokumenta tion svirksomhed; noget gøres der jo allerede. Selv om forbav
sende få af enquetens deltagere beskæftiger sig med dokumen tationsspørgsmålet, har jeg dog bemærket enkelte, som oply ser, at de takket være velvilje fra enkelte forskningsbibliote karers side har fået hjælp med dokumentation. Jeg vil hertil gerne sige, at der er fagreferenternes pligt, i det omfang de res øvrige arbejdsopgaver tillader det, at yde dokumentations- service over for enkelte forskere; man skal altså ikke tøve med at henvende sig til forskningsbibliotekarerne.
Jeg vil gerne her indskyde, at jeg ikke kan lide ordet service, men nok indholdet af det; jeg ville foretrække at tale om litteraturtjeneste eller dokumentationstjeneste. Det er lidt unuanceret at kalde forskningsbiblioteker, arkiver og museer for serviceinstitutioner; de er jo dog, hver på sin måde, og
så forskningsinstitutioner. Dette forhold er man vistnok helt klar over for arkivers og museers vedkommende, men man kan i historikerkredse ligesom fornemme et lidt andet forhold til forskningsbibliotekerne.
Forskningsbibliotekerne er forskningsinstitutioner, ikke alene fordi de forskningsmæssigt beskæftiger sig med palæo- grafi, bog- og bibliotekshistorie, men navnlig fordi der i forskningsbibliotekerne landet over er ansat et stort antal for skere, som i det daglige arbejde udnytter deres videnskabeli ge uddannelse, og somformanges vedkommende selv driver forskning. I øvrigt kan man med en vis ret hævde, at en mo derne og effektiv dokumentationsvirksomhed, som den der på hviler forskningsbibliotekarerne i de store videnskabelige bib
lioteker, i sig selv er en videnskabelig disciplin.
Ved siden af den individuelle dokumentationstjeneste
bør nævnes, hvad man kunne kalde kollektiv dokumentation, dvs.
det bibliografiske arbejde. At vi nu får en fortsættelse af Henry Bruun: Dansk historisk bibliografi, er jo ikke forskningsbibliote kernes fortjeneste, men på en række andre områder er vi godt i gang. Der er nedsat et udvalg, hvori også folkebibliotekerne er repræsenteret, som. skal planlægge og koordinere den biblio grafiske virksomhed. Man er her i gang med at kortlægge la kunerne i dansk bibliografi. Det ville være meget værdifuldt, om historikerne ville udtale sig om, hvad der efter deres me
ning særligt er behov for. Skal man eksempelvis prioritere en arkæologisk bibliografi højere end en fortsættelse af landbrugs
bibliografien?
Til den helt traditionelle dokumentation hører bibliote kernes katalogapparat. Det bliver kritiseret af mange i enque ten og naturligvis med rette. Det er givetvis en mangel, at Det kgl. Biblioteks kataloger ikke er å jour, men som sagt priori terer vi anskaffelserne lidt højere end katalogiseringen. Som mange vil vide, har vi et meget stort katalogiseringsprojekt i gang; den historiske del er nu indenfor synsvidde. Jeg tror roligt at jeg kan love Dem, at den nye katalog bliver en stor hjælp for alle historikere, som benytter Det kgl. Bibliotek.
Sikkert er den dag heller ikke fjern, da vi kan opfylde et an
det ønske, som udtrykkes i enqueten: trykte kataloger. Måske vil vi en dag gå videre og lade katalogerne fremstille som ka- setter, som enhver kan købe og sætte i sit TV-apparat.
Man kan ikke tale om dokumentation eller kataloger ret længe uden at komme ind på EDB, som skal redde os allesam men i videnseksplosionens tidsalder. På forskellige måder sø ger forskningsbibliotekerne at undersøge, hvorledes dette hjæl
pemiddel kan anvendes i arbejdet. Forskningsbibliotekernes Fæl-
lesråd, som for 3/4 år siden er oprettet som et fælles rådgi vende og planlæggende organ, har fra 1. april 1971 fået bevil
ling til et permanent EDB-kontor. Det er ikke tænkt som et o- perativt organ, men som en planlægningsgruppe, hvori man vil søge frem til, hvad man skal bruge af EDB i danske forsknings biblioteker i de kommende år. Af undervisningsministeriet er nedsat et udvalg for information og dokumentation (DANDOK), hvis hovedopgave bliver at sørge for, at Danmark tager de in
ternationale informationstjenester i brug og kommer med i det netværk af datacentre, som er ved at blive oprettet i Europa.
Der er tale om et meget kostbart apparatur, og de store mag
netbåndsystemer, som i øjeblikket kun omfatter visse naturviden
skaber, men som sikkert inden længe også vil komme indenfor samfundsvidenskaberne, er så dyre, at vi er et for lille land til at kunne klare opgaverne alene. Man kan forestille sig, at vi får en databank for kemi i København, en for historie i Lund etc., men at disse databanker er direkte tilgængelige for alle Nordens biblioteker og forskningscentre.
På nordisk plan behandles disse problemer i en på re geringsplan nedsat arbejdsgruppe, kaldet NORDDOK. De nordi
ske lande samarbejder her bl.a. om udviklingen af det såkaldte LIBRIS-system, et svensk datasystem, som bl.a. skal indehol de oplysninger om bøger i alle nordiske forskningsbiblioteker.
Man er her ligeledes i gang med opbygningen af en EDB-frem- stillet fælleskatalog over bestanden af udenlandske tidsskrifter.
Til formidlingsprocessen hører en lang række daglige funktioner i et bibliotek, f. eks. udlånsservice og læsesalsser
vice. Af enquetens besvarelser forstår jeg, at der er meget at kritisere ved disse funktioner. Til forklaring af disse forhold må det fremhæves, at de seneste års eksplosion på universitets-
området simpelthen har udsat det videnskabelige biblioteksvæsen for et pres, som vi ikke har kunnet klare. Særligt de nye uni
versitetsbiblioteker, som skal bygges op i løbet af meget kort tid, står overfor kæmpeopgaver - i visse måder uløselige op gaver - fordi planlægningen er kommet for sent i gang. På Det kgl. Bibliotek har vi bl.a. store lokaleproblemer. Når vi er tvunget til at have 20 hyldekm. bøger opmagasineret uden for huset, så må det forlænge ekspeditionstiden. Når vi ustand selig må flytte bøger fra det ene magasin til det andet, medfø
rer det uundgåeligt forstyrrelser og forsinkelser i udlånstjene sten.
Men vi arbejder - på disse som på mange andre områ der - trøstigt på at forbedre forholdene og på at lægge planer for vort arbejde både på kort og langt sigt. Vi kan imidlertid ikke komme så langt som vi gerne vil og skal, medmindre vi fra forskerne, herunder fra historikerne, får formulerede krav, en bestemt formuleret politik.
Vi synes selv, at vi har gjort ikke så lidt for at frem
me kontakt og kommunikation med forskerne. Vi har lavet sam
arbejdsudvalg med universiteterne, og Forskningsbibliotekernes Fællesråd arbejder med planer om at arrangere forskerkonferen
cer. Jeg vil dog mene, at Fællesudvalget for historisk Forsk
ning kan gøre en indsats på dette område ved at formulere de spørgsmål, som man fra historikerside kunne ønske at drøfte med forskningsbibliotekerne. En sådan drøftelse skal naturlig
vis ikke være et engangsfænomen; der må under en eller anden form blive tale om en permanent kontakt.
Rigsarkivar Johan Hvidtfeldt:
Når jeg med udgangspunkt i de ønsker og synspunkter, som er kommet til udtryk i besvarelserne af spørgeskemaets rubrikker om arkivvæsenet, skal prøve at sige noget om vore muligheder for at forbedre vor service over for forskningen, føler jeg det naturligt at begynde med at omtale noget, som markant adskiller det moderne arkivvæsen fra tidligere tiders.
I lighed med hvad man forsøger i så at sige alle lan
de i Vesteuropa, i Skandinavien og i U.S.A., prøver det dan ske arkivvæsen i dag at påvirke selve arkivdannelsen. Bag grunden for dette er et utvetydigt krav om at vi skal kassere.
Gør arkivvæsenet ikke det, så vil forvaltningen selv overtage kassationen, og det kan hverken forskere i dag eller i frem
tiden eller arkiverne være interesseret i.
Man kan belyse rækkevidden af dette problem ved at henvise til de officielle meddelelser om kassationsprocenter ne i England og i Sverige, som er henholdsvis 98 og 65. Mu ligheden for en mere omfattende, men samtidig fuldt forsvar lig kassation har vi kun, når der foreligger en stærk differen tieret journal- eller arkivplan, inddelt efter saggrupper eller personer. Der er ingen tvivl om, at en sådan sagsdannelse ef
ter moderne principper foruden at være til den største fordel for forvaltningen selv også vil være det for den kommende ge
neration af historikere og andre forskere. Arkivvæsenet prø
ver altså igennem påvirkningen af selve arkivdannelsen i for valtningen at planlægge sin service på langt sigt.
Nu vil man naturligvis kunne sige, at det er meget godt at planlægge fremtiden og gøre arbejdet lettere for dem, der kommer, men hvad med historikerne i dag, hvilken ser-