Digitaliseret af | Digitised by

Digitaliseret af | Digitised by

Forfatter(e) | Author(s): Reisz, C.; af C. Reisz.

Titel | Title: Behandlingen af den kroniske Brystsyge fra

Opdagelsen af Tuberkelbacillen

Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : trykt i Universitetsbogtrykkeriet, Fysiske størrelse | Physical extent: 189984 s.

DK

Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.

UK

The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work becomes public domain and can then be freely used. If there are several authors, the year of death of the longest living person applies. Always remember to credit the author

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

1 3 0 0 2 1 1 0 9 0 6 2

Eg

■

■

- -

V .

" U '

-

■

.

■

-

I

■

1

\

*åk

T IL

KJØBENHAVNS UNIVERSITETS AARSFEST

I A N L E D N IN G A F

HANS MAJESTÆT KONGENS

FØDSELSDAG

den 8de A pril 1899.

H eri:

Behandlingen af den kroniske Brystsyge fra Opdagelsen af Tuberkelbacillen,

C. Reisz,

U niversitetets R ektor.

Kjøbenhavn.

T ry k t i U niversitetsbogtrykkeriet (J. H . S c h u l t z ) .

1899.

læ re N atu r var bleven bestem t som en Infektionssygdom , og da dens P atologi saaledes havde g jo rt et sto rt S k rid t fremad, opstod selvfølgelig Ø nsket om a t b en y tte denne udvidede K undskab om Sygdom m ens N atu r i Terapiens Tjeneste. D en Tanke m aatte ligge næ r a t følge Fasteurs Eksem pel. H an havde k o rt i F orvejen form aaet at paavise d et m æ rkelige F o r­

hold lige over for nogle Infektionssygdom m e, at In d iv id er kunde gøres im m une imod disse Sygdom m e ved H jæ lp af en m odi­

ficeret Sygdom sgift af selve den paagæ ldende Sygdom. Saaledes fandt han først V accinen mod H ønsekolera og dernæ st V ac­

cinen mod M iltbrand. D et g jald t nu om at finde en m odificeret Tuberkelgift, der kunde tjene som B eskyttelses-V accine mod Tuberkulose, ganske som den fra Je n n ers D age k en d te K o- koppeindpodning lige over for M enneskets K opper og som P asteurs V accination mod H ønsenes K olera og K væ gets M ilt­

brand. K opper, H ønsekolera og M iltbrand ere jo Infektions­

sygdomm e ; T uberkulosen var n u bleven bestem t som saadan.

D et v ar da ikke urim eligt, tæ nkte man, at der m aatte kunne findes en Vaccine mod den. Og da In d podningen m ed M ilt- brandvaccine paa D yr, der allerede vare angrebne af M ilt­

brand, endogsaa viste sig at k unne v irke m odificerende, for­

m ildende paa Sygdommen, saa a t H elbredelse blev Følgen, m aatte m an ogsaa kunne haabe paa en lignende helbredende

4

V irk n in g paa T uberkulosen, n a a r der blev fundet den re tte Vaccine, en s v æ k k e t T u b erk elg ift, en sv æ k k et V irus. E n lignende V irk n in g k en d te m an fra V accinen m od M enneskets K o p p e r; th i V accination m ed K okopper bev irk er, n aa r den foretages h u rtig t efter, a t den form odede S m itte h a r fu n d et Sted, a t den p aafølgendeK oppesygdom b liv er le t og form ildes ved den.

D et h a r m an L ejlig h ed nok til a t se, n a a r d er optræ der et T il­

fælde af K o p p er i en F am ilie, og alle M edlem m er af H u s­

stan d en strak s u n d erk astes V accination. De, der derpaa an ­ gribes af K opper in d en for et T idsrum , der er k o rtere end K oppernes vel b e k e n d te In k u b atio n stid , faa m eg et ofte for­

m ildede K opper. Af disse G runde forsøgte m an nu a t finde en V accine m od T uberkulosen, altsaa e t Stof, der k unde gøre In d iv id e r im m une m od In fe k tio n m ed Tuberkulose, og som m aaske endogsaa k u n d e v irk e helbredende paa den allerede udviklede.

A rlo in g*) troede, at de skrofuløse K irtellid elser hos Børn, som P aav isn in g en af T u b erk elb acillen i det skrofuløse Væv havde d rag et in d u n d e r T u b erk u lo sen , beroede paa en Svæ kkelse, en F orm ildelse af T u berkelbacillen. D isse K irte l­

lidelser forløb m angen G ang m eget m ildere end de svæ rere F o rm e r af T uberkulose, end B rystsygen. K ig tig n o k havde V illem in ved In d p o d n in g fra skrofuløse K irtle r paa F o rsø g s­

d y r vist, a t der derved k unde frem kaldes en m eget aktiv T uberkulose. M en A rloing blev ved sin Tanke, indpodede K a n in e r o. a. D y r m ed M ateriale fra skrofuløse K irtle r og tro ed e a t k u n n e paavise, a t D yr, der indpodedes saaledes, enten ik k e bleve tuberkuløse eller i e th v e rt Tilfæ lde la n g t senere og i en m indre G rad end K o n tro ld y r, der indpodedes m ed M ateriale ta g e t af tuberkuløse L ungelidelser. Og n aa r han forsøgte a t b e n y tte denne senere in d træ d en d e og i en m ildere G rad forløbende T uberkulose hos sine, m ed Skrofelm asse indpodede K a n in e r til In d p o d n in g paa friske K an in er, saa

*) Académie des Sciences 1885 og Bevue de médecine 1887.

Tuberkulose. A rloings Forsøg eftergjordes af m ange F orskere, som Cornil og Babes*), m en m islykkedes fuldstæ ndigt, hvad m an havde god G rund til a t vente efter V illem ins oprinde­

lige Forsøg m ed Indpodning af skrofuløse Masser. Disse ere fuldt virulente. Gosselin**) havde ikke bedre L y k k e med at frem bringe en svæ kket T uberkelvirus ved a t inokulere Tuberkelm asse paa saadanne D yr, der overhovedet ere v a n ­ skelig m odtagelige for Inokulationstuberkulose, som altsaa ere refraktæ re mod Tuberkulosen. T hi lykkedes endelig Tu- berkelinokulationen paa disse D yr, fik de en fuldt udviklet Infektion, en — om m an vil — blom strende Tuberkulose.

Og foretoges der fra saadanne D yr In d p o d n in g paa sunde D yr, bevirkede Indpodningen fra det refraktæ re D yrs T u b er­

kulose en fuldt k arak teristisk Tuberkulose. H eller ikke Gosselin havde fundet nogen svæ kket T uberkelvirus, ingen T uberkel vaccine. Falk***) forsøgte a t underkaste tu b e rk u ­ løse S ty k k er af M enneskets L u n g er en Forraadnelsesproces, for a t opnaa en form ildet Virus. Vittorio Cavagnis\) b en y tted e m inim ale In d p o d n in g er af H ønsetuberkulosen paa K aniner i den samme H ensigt. H ønsetuberkulose er jo i visse P u n k te r forskellig fra M ennesketuberkulosen, altsaa m aaske en V ariant, tæ nkte han, af samme Beskaffenhed som K okopper i F o rh o ld til M enneskekopper. Men K esu ltatet blev baade for F a lk og Cavagnis negativt. Vi forbigaa en Kække U n ­ dersøgere, hvis m eget varierede Forsøg faldt ligesaa neg ativ t ud. K ontraprøve fra andre Sider viste bestan d ig t d et sam m e.

enten in te t U dslag af Indpodningen eller U dslag og da legitim Tuberkulose. T ilbage af alle disse F orsøg blev k u n det sikre K esultat, at en svækket, form ildet T uberkelvirus i samme F o rstan d som K okopperne i Forhold til M enneske-

*) Société de biologie og Progrés méd. 1888.

**) Etudes exp. et clin. sur la tuberculose. lére fase. 1887.

***) Berlin, klin. Wochensch. 1883.

f) Acad. de Sciences 1886 20ne Novbr.

6

kopp ern e v a r endnu ik k e p aa v ist; d et v ar ikke lykkedes a t frem kalde Im m u n ite t m od T uberkulosen. H v erk en T u b erk el­

bacillens P a a v irk n in g af T iden (saaledes som i gam le, m ange- aarig e skrofuløse K irtle r) eller P a a v irk n in g af V arm e, K ulde eller m ange andre M om enter form aar at m odificere T u b erk el­

bacillens V irkning, saa a t der kan dannes en b ru g b a r V accine. D erim od læ rte disse F orsøg, a t T u berkelbacillens L iv s y ttrin g e r ved m ange forskellige P a a v irk n in g e r k a n f o r ­ m indskes, h v ad der b ety d er n o g et h e lt an d et end modificeres.

V ed P a a v irk n in g af m ange af de nys næ vnte M om enter og ved adskillige andre, saasom In d v irk n in g e n af stæ rke S y rer og A lkalier, k a n B acillens L iv sy trin g e r i d et hele og n a v n ­ lig dens E v n e til ved In o k u latio n paa F o rsø g sd y r a t frem ­ kalde T uberkulose selvfølgelig form indskes og, n aa r In d v irk ­ n ingen er tilstræ k k e lig stæ rk, h e lt ophæves. B acillen dræ bes altsaa, destrueres, og d et er dertil, at al D esinfektion sigter.

D enne n atu rlig e U d g an g af B acillens L iv skal im id lertid ik k e næ rm ere om handles her, da d ette F o rh o ld lig g er uden for A fhandlingens Form aal, m en derim od m aa vi berøre, at selv døde T uberkelbaciller, der altsaa ikke læ ngere have E v n e n til a t frem kalde en In o k ulationstuberkulose, k unne væ re skadelige og farlige ved a t ind b rin g es i sunde In d i­

v id er ved Inokulation. I T uberkelbacillernes K adavere — om m an ellers k an b e n y tte d ette te m lig m akroskopiske U d try k

— og i disses Omegn, hvor de end ligge i V ævene, findes der giftig e O m sæ tningsprodukter, der skyldes B acillen, og som n u alm indeligvis kaldes Toksiner. D e t er lykkedes at analysere disse G iftstoffer nærm ere*). Nogle a f disse Stoffer frem bringe væ sentlig ku n B etæ ndelser, m en andre frem kalde svæ re F o rg iftn in g e r, hvorom der læ ngere hen b liv e r videre Tale. H er m aa d et være tilla d t at om tale, at m an endog h ar v ille t tillæ gge et eller flere af disse T uberkelbacillens

*) Se saaledes: Mafucci: Sui prodotti tossici del bacillo tubercul. Poli- clin. fase. I pg. 698.

Giftstoffer den E genskab ved Indpo d n in g at frem kalde — Tuberkulose. E n m æ rkelig P aastand, m en ikke til at for­

kaste uden videre, efter at m an ved G æ ringen har v illet p aa­

vise, at det er ikke b lo t G æ rcellerne, som ved deres L iv frem kalde Processen, m en a t denne k an udvikle sig under Paa,virkning af Stoffer, der udskilles af G æ rcellerne. Richard Prudden og H odenpyl*), senere Strauss og Gamaleia**), have fundet, a t der ved Inok u latio n af døde B aciller dannede sig en Lidelse, bestaaende af m iliæ re K nu d er m ed typiske epite- lioide Celler og K æm peceller, i hvis In d re findes de døde B a­

ciller, dog uden paafølgende osteagtig Omdannelse af K nuderne, saaledes som Kostenitsch***) og flere andre have paavist. Ved de fortsatte U ndersøgelser er det blevet bestem t afgjort, at disse Lidelser, der optræde som tuberk ellig n en d eE ru p tio n er, ikke have noget at gøre med virkelig Tuberkulose, m en ere en Pseudo- tuberkulose ligesom hine, som C ruveilhier først om taler, og senere P an u m paaviste kunde fremkomme ad em bolisk Vej, og hvis sande N atu r som non-tuberkuløse i det m indste P anum var ganske paa det rene med. D enne A ntagelse af F re m ­ kom st af sand Tuberkulose ved Inok u latio n af døde T u b erk el­

baciller og paa G rund af In d v irk n in g af visse af deres G ift­

stoffer maa derfor betrag tes som skrinlagt. D en er ogsaa ku n m edtaget h er ganske p aren tetisk som liggende uden for denne A fhandlings Ram m e, m en hvad der af den foranstaa- ende U dvikling derim od ligger inden for denne, det er P aa- visningen af Stoffer i og om T uberkelbacillerne, Toksinerne, som spille en stor Rolle i hele den R etning, paa hvilken Tuberkulosens T erapi slog ind, noget der som sagt vil frem gaa af det efterfølgende.

Forsøgene vare altsaa strandede paa at frem kalde en Svækkelse af T uberkelbacillens E vne til ved Inokulation at

*) Referat i Baumgartens Jahresbericht pro 1895.

**) Archiv de méd. exp. et d’anat pathol. T. Y. pg. 169.

***) Zieglers Beitråge 1894, pg. 256.

8

frem bringe T uberkulose og i S ted e t derfor a t frem kalde eti m odificeret T uberkulose, der kunde tjene som Vaccine. Men der kom n u m ed eet S lag en voldsom F a r t i en anden R æ kke U ndersøgelser, der g ik u d paa at frem kalde Im m u n itet m od T ub erk u lo sen eller endog H elbredelse af den. D isse U n d e r­

søgelsers H o v ed p u n k t v ar d et at udtræ kke opløselige Stoffer a f 'Renkulturer a f Tuberkler for at b e n y tte et saad an t E k s tra k t i den næ v n te R etn in g . P a ste u r v a r ogsaa h er F o rb illed et.

H a n havde g jo rt denne M etode b erø m t ved sin O pdagelse af H u n d eg alsk ab en s B eh an d lin g ved In d p o d n in g af L eg em s­

væv, ta g e t af In d iv id e r (K aniner), hos hvem der ved Inoku- latio n fra et inficeret In d iv id (Hund) v ar frem k ald t Rabies, H undegalskab. P aste u rs F rem gangsm aade er b e k e n d t nok, saa a t v i k u n n e fatte os i K o rth ed . H an forstod baade at frem stille P ræ p arate r, der indeholde R abiesvirus af svæ kket K ra ft og af fo rstæ rk et K raft. H an inokulerede først fra en g al H u n d P a rtie r af dennes R y g m arv paa en K an in under den ha ar de H jern eh in d e; denne K a n in faar Sygdom m en efter en In k u b atio n paa 14 D age. F ra K an in e n Kr. 1 fortsæ ttes In d p o d n in g fra dens R y g m arv paa Kr. 2, derfra paa Kr. 3 og saaledes videre. M an læ gger da M ærke til, at In k u b atio n e n b liv er k o r te r e ; saaledes b liv er efter den 20—25de In o k u latio n paa den i R æ kkefølgen tilsv aren d e K a n in In k u b atio n e n kun 8 D age. L æ ngere h en i R æ k k en k an endogsaa opnaas en In k u b a tio n af k u n 7 D age. M en F o rk o rtelsen af In k u b a tio ­ n en staar i F o rb in d else med, a t Infektionsstoffets S ty rk e er steget, dets V irulens er steg et og er m eget betydelig stæ rkere end det oprindelige In fe k tio n ssto f fra den gale H und, h v o r­

m ed K anin in o k u latio n ern e begyndte. K u skaffer P a ste u r sig fra dette S ty rk e h ø jd ep u n k t af sit V irus, der ved In o k u ­ lation dræ ber In d iv id e t h u rtig t, en successivt i S ty rk e af­

tagende R æ kke in d til den allersvageste Virus, som næ ppe giver no g et U dslag ved In o k u latio n paa et Forsøgsdyr. D et opnaar P aste u r ved den absolut tø rre L ufts In d v irk n in g paa R ygm arven. V irulensen svæ kkes D ag for D ag , n aar

den stæ rk t virulente R yg m arv hæ nges op i en saadan tør L u ft (i G lasklokke m ed K ali paa Bunden). E n saadan R ygm arv svækkes lid t i S ty rk e ved at hæ nge i den tørre L u ft i 24 Tim er, lid t m er ved at hæ nge i 2 X 24 Tim er, og saaledes form indskes V irulensen i tiltag en d e G rad in d til næ sten N ulpunkt. H an b e n y tte r nu for at opnaa Im m u n itet hos en H u n d m od H undegalskab In d p o d n in g først fra R y g ­ m arven m ed den svageste Virus, en V irus der som sag t er saa svag, at H unden ikke bliver syg deraf, derefter tages den næ ste i S tyrke og saa frem deles en lid t stæ rkere, in d til H unden uden at blive syg ta a le r In d p o d n in g af den stæ rkest virulente R ygm arv, der k u n h ar væ ret u dsat for den tørre L ufts In d v irk n in g i et eller to Døgn. H unden er altsaa suc­

cessivt b ra g t til at taale R abiesvirus af en Styrke, der er m eget b ety d elig t stæ rkere end den oprindelig indpodede V irus fra en gal H und. P aa lignende Maade er det, at P asteu r behandlede M ennesker, der have faaet B id af gale H unde eller andre gale D yr, ku n m ed saadanne M odifikationer i S ty rk en af Virus, som O m stæ ndighederne (f. E ks. Tidsaf­

standen mellem det farlige B id og B ehandlingens B egyndelse) gøre nødvendige, og som E rfarin g en h a r u d ta lt sig for.

P asteurs Opdagelse naaede sin fyldige U dvikling ,i Ok­

tober 1885. D ette var R abiesterapiens U dvikling, Turen skulde nu kom m e til T uberkulosen. Daremberg*) foretog 1887, b efru g tet af P asteurs Opdagelse, Ino k u latio n er paa K a ­ n in er med K u ltu re r af T uberkelbaciller, der vare udviklede i glycerinholdig Bouillon. H an anvendte R y g m arv en af disse K aniner paa samme Maade, som P aste u r havde b e n y tte t i Rabies, inokulerede nye K aniner m ed P a rtie r af R ygm arv, og foretog dernæ st paa saadanne m ed R ygm arv inokulerede K aniner en Tuberkelinokulation. Men Forsøgsdyrene døde naturligvis af Tuberkulose. Og paa samme M aade gik det flere eller rette re m ange andre Forskere. A lle F orsøg paa

*) Note sur la tuberculose expérim. &c. 1887.

2

io

a t finde et E k s tra k t af T uberkelbacillerne, der kunde frem ­ b rin g e Im m u n ite t m od T uberkulose, end sige H elbredelse af den, m islykkedes.

D et v ar im id lertid selve Koch, T u b erk elb acillen s Op­

dager, som frem kom m ed det Forsøg, der kom til a t spille en um aadelig stor R olle i T uberkulosens te ra p eu tisk e H i­

storie. A llerede u n d er den in te rn a tio n a le K ongres af L æ g er i B e rlin — i A u g u st 1890 — h o ld t K och e t sto rt F o re d ra g om b ak terio lo g isk F o rsk n in g , og i d ette gjorde h an den M ed­

delelse, at det var lykkedes ham at helbrede M arsvin med ud­

viklet Inokulationstuberkulose. D enne U dtalelse m aatte væ kke den allerliv lig ste In teresse b la n d t T ilhørerne, der forlod L o ­ k a le t u n d er Sam taler, som røbede, a t den m edicinske V erden v ar fu ld t m odtagelig for T anken. E fte r a t P a ste u r havde la g t den fry g telig e H u n d eg alsk ab i L æ nker, kom T u ren altsaa til K och og T uberkulosen, v o rt A arhundredes Pest. F ø rst d.

13de N ovem ber 1890 u d g ik et E k stra b ila g til D eutsche me- dicinische "VVochenschrift Nr. 46 a. D et fløj ud over V erden m ed K oclis M eddelelse om T u b erk u lin et. I T ilslu tn in g til den om talte foreløbige M eddelelse p aa K ongressen, og tv u n ­ g en ved de R y g te r om hans U ndersøgelser, som tro d s al an v e n d t F o rsig tig h e d fra hans Side vare træ n g te ud b la n d t P ublikum , troede K och n u a t b u rd e give en orienterende O versigt over d et Stadium , h v o rtil h a n v ar kom m en i sine U ndersøgelser. D et v ar Forsøg paa Mennesker, som v ar den hovedsagelige G enstand for M eddelelsen, der netop derved blev end m ere b ety d n in g sfu ld ; den v ar jo straks til a t an ­ vende. H an b en y tted e til In o k u latio n en „brun V ædske“, hvis Sam m ensæ tning eller T ilberedelse h an foreløbig h o ld t hem m elig, m en som h a n no g et senere offentliggjorde. D enne T ilberedelsesm aade m eddeles allerede h er til bedre F o r ­ stavelse af det følgende, u a g te t der derved gjøres et B rud paa den h istoriske R æ kkefølge. D en frem stilles af sæ dvanlige T u b erk elb acilk u ltu rer, der ere udviklede ved U dsæ d paa K alvebouillon, til hvilken der er sat P ep to n (1—100) og G ly-

cerin (5—100). D et hensæ ttes i et V arm eskab i en flad B allon ved en T em peratur af 38°. E fte r 8 U gers F orløb h ar den nye K u ltu r n aaet sin M odenhed og danner en tæ t H inde paa Overfladen, hvorfra G rene stræ kke sig ned i Vædsken. B ouil­

lonen inddam pes n u paa V andbad til en Tiendedel, og d er­

ved dræbes Bacillerne, hvorpaa filtreres. D en saaledes in d ­ vundne Vædske indeholder 45—50 °/0 G lycerin, fremdeles den aktive Substans, det af T uberkelbacillerne u d tru k n e Toksin, endvidere nogle M ineralsalte og andre Substanser. V ædsken blev overalt k a ld t K ochs Lym fe, af F re m stilleren selv senere R aatuberkulin. D a det efterliaanden blev klart, at dette R aatu b erk u lin var for u re n t i sin Sam m ensæ tning, frem stil­

lede K och et T uberkulinum purum ved til det raa T u b er­

k u lin at sæ tte U /2 G ang dets V olum en absolut A lkohol, der udfæ lder et B undfald, som efter R en sn in g m ed A lkohol d an ­ ner en snevid Masse, som indtørres til en hvidgraa. D enne Masse er opløselig i V and, især n aar det er le t alkaliseret;

den indeholder T uberkulin og er nu 40 G ange stæ rkere i sin V irkning end R aatuberkulinet, m en V irkningen er i øvrigt den samme, dog fordres der ku n 1/40 mod 1 D el T uberkulin.

D en er altsaa et ren set G ly cerin ek strak t af T u b erk el­

baciller. Men fra B egyndelsen af k endte m an som sagt ikke Sam m ensæ tningen af K ochs Lym fe, og dog skattede m an sig lykkelig ved at faa dette A rkanum og begynde paa a t efter­

følge K och ved Inokuiationer paa P atien ter. D ette er i S and­

hed „jurare in verba m a g istriP Men i den G rad vare Sindene forberedte paa, a t der m aatte kunne findes, og at der vilde blive fundet et H elbredelsesm iddel mod T u b erk u ­ losen ligesom mod H undegalskaben. I den G rad v en tet var Kochs O pdagelse, at en enkelt Jo u rn a la rtik e l fordrejede H ovederne paa os alle og tra k os m ed K u re rfart til B erlin for a t se og høre, tro eller tvivle, alt efter Om stændighederne.

H vad saa vi i B erlin? A lt hvad K och havde m eddelt af Fakta, nøjagtigt det samme. Man benyttede altsaa dengang det raa T uberkulin. D et maa fortyndes, i R eglen til en 1 °/

2*

'!

ii

O pløsning. M en m edens d et ufortyndede R a a tu b erk u lin h o l­

der sig k la rt, dekom poneres derim od d et fortyndede let, h v o r­

for O pløsningen tilsæ ttes 0,5 °/o K arbolsyre. D et anvendes altid til In d sp rø jtn in g u n d e r H u d e n gerne m ellem S k u ld er­

blad en e eller i L æ ndeegnen. D ets V irk n in g paa M ennesket er forholdsvis la n g t stæ rk ere end paa M arsv in et; d ette bliver næ ppe no k p a a v irk e t af 2 ccm. u fo rty n d e t T uberkulin, m edens d et sunde M enneske allerede paavirkes in te n siv t ved 0,25.

K och beskriver, hvorledes denne In jek tio n af 0,25 ccm. v ir­

k e r paa ham ligesom paa alle sunde Mænd. 3—4 T im er efter In je k tio n e n o p staar der T ræ k n in g er i L em m erne, M athed, T ilb ø jelig h ed til H oste, A andedræ tsbesvæ r, d er efterhaanden ta g e r til; i den fem te Tim e efter In d sp rø jtn in g e n in d træ d er en h eftig K u ld ery stelse, der kom m er K valm e og B ræ kning, T em p eratu ren stig er til 39,6. E fte r 12 Tim ers F orløb ta b e r hele F e b e ra n fa ld e t sig, saa a t T em p eratu ren da er su n k e t til d et norm ale, dog v ed b lev K o ch i nogle D age a t føle T u n g ­ hed i K ro p p en og M athed, og lige saa læ nge h o ld t In jek tio n s­

ste d et sig øm t og lid t rødt. Ved talrig e F orsøg bestem tes M inim um for T u b erk u lin e ts V irk n in g paa d et sunde voksne M enneske til 0,01 ccm. P a a samme M aade som paa d et sunde M enneske v irk e r T u b erk u lin e t paa syge M ennesker m ed de forskelligste Sygdom m e, fo ru d sa t at de i k k e ere tubertculøse.

T h i hos In d iv id e r m ed tuberkuløse P rocesser h ar T u b erk u lin et en g anske ejendom m elig V irkning. H er ere v i ved et H oved­

p u n k t i hele T uberkulinlæ ren. H os tuberkuløse optræ der der efter en In jek tio n af et m inim alt K vantum Tuberkulin (altsaa u n d er 0,01 ccm.), der slet ikke v irk e r paa sunde, en heftig almindelig og lokal Reaktion. D en alm indelige Iie a k tio n sva­

re r ganske til den, der paafølger hos sunde M ennesker ved en stor In jek tio n p aa 0,25, og som er beskreven ovenfor. Ofte stig er dog T em p eratu ren til 41°; der kan ogsaa opstaa en let ik te risk F a rv n in g af H u d og Slim hinder og et U d­

slæt, lignende det i M æ slinger eller i Skarlagensfeber.

D en lokale R eak tio n iag ttag es selvfølgelig b edst paa

i

udvendig Tuberkulose, navnlig Lupus. E t P a r T im er efter Injektionen, sæ dvanligvis allerede begyndende før F e b e r­

anfaldet, viser der sig paa de lupøse Steder Svulst og Rødm e, der tage til, saa læ nge F eb eren vedvarer, og som k an naa en saadan Grad, a t L upusvæ vet paa sine Steder bliver b ru n ­ rødt og nekrotiserer. E fte r T em peraturfaldet aftager S vul­

sten igen og er h elt forsvunden efter 2—3 Dages Forløb.

L u p u sp artie t bedæ kkes m ed Skorper, som falde af i L ø b et af 3—4 F g e r, og der efterlades — u n d ertid en strak s efter den første T uberkulinindsprøjtning, dog sæ dvanligvis først efter gen tag n e — en glat, rød, arag tig Vævsflade. N aar T u b er­

kulosen h a r sit Sæde i indvendige Organer, kan m an selv­

følgelig ikke se de lokale F o ra n d rin g e r saaledes som ved den udvendige T uberkulose, m en m an k an slutte sig til, at lig ­ nende V irkninger ogsaa finde S ted der. Saaledes in d ­ træ d er der ved L ungetuberkulose sam m en m ed F e b e r­

anfaldet ofte en m eget stæ rk K ortaandethed, som endogsaa kan være m eget truende, overvæ ttes stæ rk t T ry k for B ry ­ stet, H osteanfald, der kunne blive m eget betydelige og heftige med et rig elig t v an d ig t og slim et Opspyt, der k an indeholde Blod, — alt som V idne om den B lodoverfyldning og det d ertil k n y tte d e Ødem, som udvikler sig i L ungerne. D er høres ogsaa ved Stetoskopien en rigelig M ængde af fine og grove R allelyde, u n d ertid en en T iltagen af Perkussionsm at- heden i de syge P a rtie r af L ungen. D et er ikke nødvendigt a t følge K och yderligere m ed H ensyn til D etaillerne, men det h ar v æ ret nødvendigt at m eddele saa m eget deraf, at K arak teren af T uberkulinets In d v irk n in g paa O rganism en bliver tydelig. T u b erk u lin et h ar altsaa en specifik In d v irk ­ n in g paa tuberkuløse Individer, baade hos M ennesker og Dyr.

In d sp rø jtn in g af en saa ringe M ængde af d ette Stof, at sunde Individer aldeles ikke paavirkes, frem kalder hos tuberkuløse en m eget b etydelig R eaktion, baade en alm indelig og en lokal, til hvilken sidste, der naturligvis ikke findes nogen tilsvarende hos sunde. K och frem hævede derfor med R ette

14

allerede i sin første A fh an d lin g B e ty d n in g e n af T u b erk u lin et som et frem ragende d iag n o stisk H jæ lpem iddel ved B estem ­ m elsen a f T uberkulose eller Ikke-T uberkulose, og han spaaede, a t d et vilde blive u u n d v æ rlig t i F re m tid e n i alle tvivlsom m e Tilfæ lde. K och h a r altsaa v ist sig at have R e t i d et h id til m eddelte. H ans B eskrivelse af T u b erk u lin ets In d v irk n in g paa tu b erk u lø se In d iv id e r staar fast. og d ette er b ek ræ fte t fra alle V erdens H jørner. N u tild ag s er T u b erk u lin ets B e­

ty d n in g for D iagnosen af T uberkulosen og de efter In je k ­ tio n en følgende S ym ptom er et H verdagsfæ nom en, efter at T u b e rk u lin e t er o p ta g et af V eterinæ rerne til D iagnosen af K væ gets T uberkulose. P rofessor B. Bang og hans D yrlæ ger have m aaske set d ette 100 G ange, ja 1000 G ange for h v er G ang det er ia g tta g e t af en af os L æ g er fra T u b e rk u lin ­ perioden, m edens m ange y n g re L æ g er a ld rig have set d et specifikke T u b erk u lin an fald , i d et m indste ikke hos M ennesket.

D et er re t b esy n d erlig t, at nogle re n t have v illet næ gte T u ­ b erk u lin ets specifikke V irk n in g paa den tuberkuløse Or­

ganism e. D e stø tte sig paa, a t det hæ nder, a t In d sp rø jtn in g p aa et ikke tu b e rk u lø st — saavel et su n d t som et sygt, m en ik k e tu b e rk u lø st — In d iv id h ar k u n n e t frem bringe et F e b e r­

anfald lig d et specifikke. M en det m aa h er erindres, at d e t sunde M enneske h a r en forskellig M odtagelighed for T u b erk u lin et, saaledes at een reag erer paa en Dosis, som ligger næ r ved eller endogsaa under d et sæ dvanlige M inim um for sunde. D et sam m e viser sig hos tuberkuløse. E n lille D o­

sis frem kalder allerede svæ re Tilfæ lde hos den ene, m edens den bliver uvirksom hos den anden. Og d ette F o rh o ld h ar u n d er T u b erk u lin ets A nvendelse netop le d et til en stor F o r­

sigtighed med H en sy n til S tørrelsen af den første Dosis, der efterhaanden er bleven sa t b e ty d e lig t lavere end den af K och i B egyndelsen angivne. I V irkeligheden er d et nød v en d ig t at prøve sig frem for at finde den re tte Dosis saavel for sunde som for tuberkuløse. I øvrigt havde K och selv indset N ødvendigheden af a t anvende smaa D oser ved T uberkulin-

indsprøjtninger paa tuberkuløse. H an siger: hos P a tie n te r m ed L ungetæ ring, der alle ere m eget m odtagelige for I n d ­ v irkningen af T uberkulin, m aa m an begynde med y d erst smaa Doser, f. E ks. 0,001 ccm. og stige m ed stor F o rsigtighed.

Men m an læ rte rig tig n o k snart, da T uberkulinen begyndte a t blive anvendt ru n d t om kring, at begynde m ed endnu m indre Doser.

Hvis K och v ar standset efter O pnaaelsen af det ovenfor m eddelte skønne R esultat, nem lig P aav isn in g en af T u b er­

kulinets specifikke In d v irk n in g paa Tuberkulose og dets A n ­ vendelse i D iagnostikkens Tjeneste, vilde Sagen have væ ret vel tje n t derm ed. D et betydningsfulde i K och’s T uberkulin som diagnostisk M om ent gik h u rtig t op for alle. J e g ud talte det straks efter m in A nkom st til B erlin i 1890 i en K o rre ­ spondance til „H ospitalstidende,,*). E n lignende U dtalelse fremkom fra C. J. Salomonsen**) og ligeledes fra Haslund***).

K ort, herom v ar der straks E n ig h ed b lan d t alle dem, der havde set T uberkulinets A nvendelse i B erlin, eller som senere anvendte det. Men K och gik videre og gav allerede i sin første A fh a n d lin g en A nvisning paa B ehandlingen af tu b e r­

kuløse M ennesker m ed T uberkulin. D et v ar denne A nvisning, som P atie n te r og Læger, m an siger endog R eg en ter ligesaa- vel som de regerede, som hele Verden ventede paa, og ikke m indst den D el af Verden, som med en vis U taalm odighed bar den Ulands, der udgik fra P asteurs Gj-eni og skinnede ud fra Paris. Koch steg altsaa fra Diagnosen, hvor alt var sikkert, til B ehandlingen, hvor alt skulde vise sig at være usikkert. D enne H elbredelsesproces, siger Koch, y tre r sig lokalt saaledes som ovenfor om talt for L u p u s’ V edkom m ende.

D er opstaar en betydelig lokal F o rsty rrelse af C irkulationen, Svulst og Rødme, med d y btgribende F o ra n d rin g e r i det syge

*) Hospitalstidende 1890 S. 1153.

**) Bibi. f. L. 1891 S. 19.

***) Hospt. 1890 S. 1225.

t t

Vævs E rn æ rin g . Som en F ø lg e d eraf o p staar der en Slags H en sm eltn in g af Vævet, en lokal Død, en Nekrose. Selve Tuberkelbacillerne, angiver Koch, i den lokale Nekrose blive der­

imod ikke dræbte, de blive i L ive og blive liggende i de døde Masser. D ette sidste P u n k t, at B acillerne ikke destrueres, m en blive i Live, m eddelte K och i O verensstem m else m ed alt, hvad m an senere h ar fundet. D erim od synes h an ik k e a t væ re k la r paa, a t disse levende T u berkelbaciller, som ligge i m o rti­

ficeret Væv, om givne af den betydelige B lodtilstrøm ning, som T u b e rk u lin in d sp rø jtn in g ern e frem kalde, derved m eget le t ville k u n n e føres b o rt til andre S ted er og give A n ledning til I n ­ fektion af nye T erritorier. Tilm ed v irk e r T uberkulinet, som K och ogsaa bem ærkede, kun paa d et l e v e n d e tuberkuløse Væv, derim od ikke paa de ostede, kasseøse M asser, som saa h y p p ig t, for ik k e a t sige næ sten altid, findes, hvor der er tu b e rk u lø st Væv. S aadanne ostede M asser k unne altsaa v ed ­

blive at indeholde levende, fu ld t v iru len te T uberkelbaciller.

H erv ed er M uligheden for n y In fe k tio n ogsaa fra disse M asser given, og H y p eræ m ien i deres Om egn er derfor a t b etrag te som et b etæ n k elig t M oment. E fte r K ochs O pfattelse, der senere h ar v ist sig fuldkom m en rig tig , er T u b erk u lin e t saa- ledes ik k e i B esiddelse af E vne til at dræbe B acillerne. D et oversaa m an m aaske aldeles eller dog i en tem m elig paafal­

dende G rad i h in B egejstringens Periode.

T u b erk u lin e t m aa efter K och anvendes i h u rtig t stigende Doser. H a n antog, a t der ved h v er In je k tio n blev ødelagt en vis M ængde tu b e rk u lø st Væv, saa at dette stadig for­

m indskes i Masse. D enne F orm indskelse a f det tuberkuløse Væv skulde da bevirke, a t d et efterhaanden blev vanskeligere at angribe den tilbageblevne R e st af tu b erk u lø st Væv. F ølgen deraf, siger Koch, er den, a t d e rv e d de senere In jek tio n er af T u b erk u lin b estandig m aa større D oser til for frem ­ deles a t opnaa en lige saa ty d e lig R e ak tio n som fra først af. D enne H ypotese, der som sagt blev frem sat af Koch, er ikke m eget forstaaelig og tilm ed ganske unødvendig, da

det Forhold, som det h er gæ lder om, en aftagende V irk n in g af successive D oser af en organisk Gift, er en vel b ek en d t Sag. D en forklares af en aftagende M odtagelighed hos O rganism en for Giften, og selv om denne F o rk la rin g eg en t­

lig k u n er en O m skrivning af F aktum , saa er der dog ikke Spor af G rund til a t antage m ed K och en sæ rlig F o r­

k la rin g for T uberkulinets svækkede V irk n in g ved successiv A nvendelse deraf. N aar K och altsaa drager den Slutning, at T uberkulininjektionerne ikke læ nger frem kalde R eaktion, fordi alt levende tuberkuløst Væv er destrueret, da er denne S lutning tem m elig forhastet.

D et er u nødvendigt for os at følge K och gennem T u b er­

kulinb eh an d lin g en i alle R etninger. Vi forbigaa saaledes de specielle F o rsk rifte r for B ehandlingen af Lupus, K irtel- K nogle- og L edtuberkulose sam t m ange andre D etailler.

H erm ed sluttes R e fe ra tet og O m talen af K o ch ’s første A fhandling, der som bekendt slog ned som et L y n og kaldte L æ ger og P a tie n te r til B erlin i Skarer. R iv iera’en, B jæ rg- k urstederne og sn art sagt alle S anatorier udtyndedes for P a ­ tienter, der ilede — ofte med den dirigerende L æ ge i Spidsen — til B erlin. V i saa der alt, hvad der er om talt i d et fore- gaaende og m ere til. P aa K linikker, H ospitaler, Forevisninger, F orelæ sninger, som m an dengang besøgte i B erlin hele D agen igennem , højst m ed den L egitim ation, a t m an afleverede sit K ort, — allevegne m odtoges de frem m ede L æ ger m ed fore­

kom m ende Opmærksomhed, alt blev forevist, dem onstreret af de assisterende L æ ger — kun ikke T uberkulinets Sam m ensæ t­

ning, som m an for øvrigt ikke selv kendte, ikke engang dets Tilberedelse. D et var en Fejl, at T uberkulinets F rem stillin g ikke blev offentliggjort sam tidig m ed Kochs B eretning. D er kom derved til at hvile et Slør af M ysticism e over det hele, h v ilk et ikke var tiltalende. Den i øvrigt væ gtige G rund til, a t T uberkulinets F rem stillin g blev holdt hem m elig, v ar den, at m an frygtede for, at Tilberedelsen af T u b erk u lin et skulde komme i ukyndige eller upaalidelige H æ nder, og at Meto-

3

18

den skulde lide ved P ræ p arate ts Fejl. D en m ystiske O ptræ ­ den af kele T u b erk u lin b e h an d lin g en vilde væ re u n d g aa et ved en O psæ ttelse af O ffentliggjøreisen af den sidste H alvdel af K ochs A fh an d lin g , der an g ik B eh an d lin g en af M enneskets T uberkulose. D en v a r i m ere end een B e ty d n in g forhastet.

M an v ar ved en saadan O psæ ttelse i d et m indste bleven fri for det Skuespil, a t tu berkuløse M ennesker hele V erden over indsprøjtedes m ed e t A rkanum . R ig tig n o k m eddelte Kocli allerede i Ja n u a r 1891*), a t T u b erk u lin e t v ar et G ly cerin ­ e k s tra k t af R e n k u ltu r a f T uberkelbacillen, hvorved T erapien fik m ere H old, m en M ysticism en svævede dog over hele B e­

g y n d elsen a f T uberkulinperioden. I ø v rig t blev T u b erk u lin ets F re m stillin g og n av n lig dets S ty rk e g ra d in genlunde løst ved K ochs k o rte M eddelelse, tvæ rtim od vaktes K ritik k e n , der f.

E ks. gav sig L u ft i e t g ru n d ig t A rbejde af Hueppe**). D et er im id lertid le t nok a t væ re bagklog. D et v ar m an ikke saa tid lig t som i S lu tn in g e n af T u b erk u lin a aret 1890. A lle­

vegne prøvedes T uberkulinet.

I D anm ark foretoges adskillige F orsøg m ed det. Has- lund havde fra B egyndelsen af u d ta lt sig sk ep tisk m ed H e n ­ syn til T u b erk u lin ets B e ty d n in g som te ra p e u tisk M iddel til a t h elbrede L upus. H an gjorde nu F orsøg m ed det ved B eh an d lin g en af 13 L upuspatienter, hvorom h an off enliggjorde en B eretning***). D en m eddeler, a t han er kom m en til det R esu ltat, at K u re n viser sig m eget lid t tilfred sstillen d e og la n g tfra opm untrende til videre F orsøg — tvæ rtim od h ar den i de fleste T ilfæ lde v irk e t ligefrem sk ad elig t paa Lupus.

P a a m in A fdeling paa F red erik s H ospital anvendte je g T u b erk u lin in d sp rø jtn in g er paa 3 P a tie n te r m ed L upus og paa 4 P a tie n te r m ed B rystsyge. J e g kom til samme A nskuelse som H aslund med H en sy n til L u puspatienterne, De 4 b ryst-

*) Deutsche med. Wochenschr. 1891 S. 101.

**) Berlin, klin. Wochenschr. 1891 Novbr.

***) Hospitalstidende 1891 S. 873 sq.

syge fik kun faa Indsprøjtninger, henholdsvis 1, 5, 5 og 6.

Da Injektionerne efter m in O pfattelse gjorde P a tie n te rn e Skade, opgav jeg M etoden. D en første In je k tio n paa en b ry stsy g foretoges d. 29de N ovem ber 1890, den sidste d. 7de Ja n u a r 1891. Min T uberkulinperiode varede kun lid t over fi U ger for B rystsygens V edkom m ende. L u p u sp atien tern e b e­

handlede je g lid t læ ngere til ind i F ebruar, hvorpaa je g ogsaa h er opgav M etoden.

P aa K lin ik k en i L innésgade foretog Tscherning i F o rb in ­ delse m ed C. J. Salomonsen B ehandling af 9 P a tie n te r m ed Tuberkulin*), hvoraf 3 brystsyge. 3 L u p u sp atien ter, 3 m ed forskellig k iru rg isk Tuberkulose. U ndersøgerne saa h e r ikke nogen Forvæ rrelse af de brystsyges T ilstand, og en af L u p u s­

patien tern e naaede H elbredelse, der i eth v ert Tilfælde holdt sig i de tre U ger, han kunde iagttages. E n anden af L u p u sp atien ­ tern e døde en M aaned efter, a t han havde faaet en eneste Injektion, af M eningitis, som vistnok næ ppe kan opfattes som en T uberkulinvirkning.

D en rigeste B eretning hos os er fra K om m unehospitalets m edicinske Afdelinger**). P aa Briinniches A fdeling (B eretning af E. B avn) behandledes 10 P a tie n te r m ed B rystsyge, hvoraf 6 bedredes, deraf ku n 1 i væ sentlig G rad, 4 snarest forvæ r­

redes. D esuden foretoges T uberkulininjektion i diagnostisk H ensigt paa 4, uden a t m an dog var rig tig tilfreds m ed R e ­ sultatet. — P aa Triers A fdeling (B eretning af A rendrup) be­

handledes 14 P a tie n te r med B rystsyge, hvoraf 7 næ rm est blev bedre, hos 3 kunde hverken paavises B edring eller F o rv æ r­

relse, hos 2 v itte rlig Forvæ rrelse og 2 døde. I diagnostisk Øjemed foretoges 10 T ub erk u lin in jek tio n er, hvoraf nogle vare aldeles overbevisende, h v ilk e t konstateredes ved Sektion. I det hele fandt m an sig ikke skuffet ved

*) Bibi. f. L. 1891 S. 135.

**) Beretning om Forsøg med de Koch’ske Midler mod Tuberkulose.

Nord. Med. Arkiv B XXIII Nr. 30.

3^*

20

T u b e rk u lin e t som diagnostisk M iddel. — Fontoppidans A fde­

lin g (B eretning af A. F riis) liavde k u n L ejlig h ed til a t a n ­ vende T u b e rk u lin e t som te ra p eu tisk M iddel paa 4 brystsyge, som diagnostisk M iddel paa 3. A fdelingen finder, a t M eto­

den ik k e h a r b estaa et P rø v en til sin F ordel, R e su lta te rn e ere tarvelige, id e t In d sp rø jtn in g ern e i in te t Tilfæ lde have b e v ir­

k e t noget, der k u n d e kaldes B edring, end sige H elbredelse a f Sygdom m en, m en i et en k elt endog en decideret F o rvæ r- relse. Med H en sy n til D iagnosen, da h a r R eak tio n en ikke altid v æ ret prom pte og paalidelig, selv hvor T uberkulosen var uom tvistelig.

Uagtet der er gjort endnu flere Forsøg her i Landet, skulle vi dog ikke opholde os ved dem, men kun uddrage det Resultat af de danske Forsøg, at Metoden i det hele ikke vandt nogen varig Tilhænger, og at man hurtig fik Øjnene op for Skyggesiderne og Farerne.

Se vi ud til den store V erden, da rejste der sig efter- h aan d en v ig tig e In d v e n d in g e r m od T u b erk u lin e t som te ra ­ p eu tisk M iddel. J e g havde i den om talte K orrespondance til „ H o sp italstid en d eu n æ v n et T uberk u lin in jek tio n ern es Tendens til a t frem k ald e faretru en d e K ollaps isæ r hos b ry stsy g e P a ­ tie n te r m ed F e b e r og til at frem bringe A ftagen af K ræ fterne.

F ry g te n for stæ rk P a a v irk n in g af svage P a tie n te r laa lige for, id e t R eak tio n en m od K ochs L ym fe aa b en b a rt v a r F ølgen af en F o rg iftn in g eller Infektion. L ig n en d e A nskuelser gjorde sig h u rtig t gæ ldende fra flere og flere K linikeres Side. Men den v ig tig ste O pposition kom fra de patologiske A natom er, je g tro r først fra Fiirbringer, og den blev af største B etydning, da Virchow*) m eddelte sine E rfa rin g e r fra Sektion af 21 L ig af tuberkuløse P atie n te r, der vare behandlede m ed T u b er­

k u lin in d sp rø jtn in g er i S lu tn in g en af A aret 1890, hvortil kom 7 S ektioner fra B egyndelsen af 1891. De 21 Sektioner fra 1890 ind b efatted e 16 L ig af b ry stsy g e P atie n te r, R esten

*) Berlin, klin. Wochenschrift 1891 Nr. 2.

-

om fattede m eget forskellige tuberkuløse Lidelser. Som alm in­

delige E jendom m eligheder ved disse Sektioner udhæ vede V ir­

chow, at han i Om fanget af de tuberkuløse Processer i det hele fandt a k u t H yperæ m i og Svulst, delvis m ed hæm or- ragisk Infiltration, endvidere positive B etæ ndelsesprocesser og ak u t P ro liferatio n af nydannet Væv, der isæ r var m æ gtigt frem træ dende i R andene af bestaaende S aardannelser og i de tilsvarende L ym fekirtler, hvilke vare svulne og af m a rv ­ lignende Beskaffenhed (m arkige Schw ellung). I L ungerne fandt han af F oran d rin g er, som m aaske næ rm est kunde h e n ­ føres til Indsprøjtningerne, udbredte, friske osteagtige H epa- tisationer og katarralske L ungebetæ ndelser, som rigtignok ellers ogsaa findes hos Tuberkuløse. I næ sten alle O rganer fandt han frem deles U dbrud af friske subm iliæ re T uberkler, som i det m indste efter hans M ening m aatte væ re udviklede linder T uberkulinbehandlingen. H an ansaa den O pfattelse for at være m eget sandsynlig, at en D el af disse friske T u ­ b erk elu d b ru d vare opstaaede ad m etastatisk Vej ved T uberkel baciller, der vare bievne m obile ved B eh an d ­ lingen. Selve disse frisk e miliære Tuberkler frem bød aldrig den af K och angivne M ortifikation, hvorim od V irchow ofte fandt en saadan paa større S a ar i T arm en og paa V æggene af L ungekavernerne, saå a t der efter hans O pfattelse v ar stor F are for P erforation henholdsvis til Peritonæ um og P leura- hulhederne. T il V irchow sluttede sig senere m ange andre patologiske A natom er, som det ikke er nødvendigt at om­

tale nærm ere, da alt hvad der paavistes senere svarede til eller dog in nuce fandtes i Virchows m esterlige F re m stil­

ling. H ans Opposition rystede K ochs M ethode stæ rkt.

F ra K linikkerne lød der vekslende R øster. M edens nogle endnu fulgte K och gennem ty n d t og ty k t og opnaaede til­

fredsstillende R esu ltater ved T uberkulininjektionerne, blev det dog fra m ange Sider udtalt, a t denne B ehandlingsm aade var m eget farlig. D er in d traad te u n d ertid en F eberanfald,

som i Stedet for at holde sig inden for det bestemte Tidsrum af et Døgn, varede to*), tre, ja flere Døgn, ligesom det af og til tog sig ud som, at denne kunstigt frembragte Feber gav Stødet til, at der udviklede sig en langstrakt Feber- tilstand, under hvilken Tuberkulosen tog en ugunstig Ven­

ding. Dette oplevede jeg selv i min korte Tuberkulin­

periode paa Frederiks Hospital, og det var netop Aarsagen til, at jeg opgav Tuberkulinbehandlingen saa hurtigt, hvilket vil erindres af nuværende Korpslæge Knudsen og andre yngre Læger, som fulgte Behandlingen paa min Afdeling. Ikke aldeles sjælden saa Klinikerne**) en Miliærtuberkulose opstaa.

Heller ikke udeblev Iagttagelsen af Tarmperforation efter Indsprøjtning med Tuberkulin og saaledes knyttet til denne, at alle Iagttagere maatte drage den Slutning, at Perforationen skyldtes Indsprøjtningen ved den Hensmeltning af Væv, som denne frembragte i og om tuberkuløse Tarmsaar. Albumin i Urinen (Haslund) og Blod (Cornil), Miltsvulst (Ewald), ikterisk Farvning af Scleræ (som allerede Koch havde omtalt) viste sig efterhaanden og godtgjorde, hvilken farlig Forgiftning Tuber­

kulinet kunde fremkalde. I Frankrig udtalte en Kommission af Hospitalslæger efter en lang Række Forsøg sig i lignende Retning og drager den Slutning, at denne upaalidelige og farlige Behandling absolut bør forkastes. Ogsaa noterede man enkelte pludselige Dødsfald paa Grund af Kollaps under Reaktionsfeberen.

Mange fra Begyndelsen af begeistrede Tilhængere af Kochs Methode bleve efterhaanden skræmmede bort. Endnu værre blev det, da man begyndte at henvende Opmærksom­

heden paa Undersøgelsen af Tuberkulinet selv. Man havde jo næppe nogen Ide om, hvad det egentlig var, selv om man kendte den af Koeh givne Recept paa Vædskens Frem­

stilling. Koch vidste heller ikke bestemt, hvad Tuberkulinet

*) Reisz i den cit. Korresp.

**) Yerhandl. d. med. Congres 1891. tViesbaden.

indeholdt. F ø rst la n g t senere kom U ndersøgelserne ind der- paa, og T u b erk u lin et gav S tødet til en b etydelig v idenskabe­

lig U dvikling i R e tn in g af S tu d iet af de b akterielle Gifte, hvorom m ere nedenfor. M en i 1891, da B rugen af T u b er­

k u lin et spredte sig saa v id t om kring, opdagede m an snart, at det var u sik k e rt i sin Styrke*), id et det sn art gav svære, u n d ertid en ku n lette Tilfæ lde; d et fandtes at inde­

holde udestruerede T uberkelbaciller, k o rt det v ar et u re n t Stof. D erfor modificerede K och ogsaa flere G ange T u b er­

kulinets F rem stillin g paa forskellig Maade, in d til han i 1897 gav en F rem stillin g af en hel ny Tilberedelsesm aade af det, hvorved de mod det gam le gjorte In d v e n ­ dinger skulde bortfalde. Men inden vi næ rm ere frem stille dette, er det nødvendigt at kaste et B lik paa, h vad der fra anden Side v ar frem kom m et for nøjere a t bestem m e, hvad T uberkulin egentlig er for et Stof, eller rette re hvilke for­

skellige Stoffer der indeholdes i det oprindelige T uberkulin.

H ele denne nye U ndersøgelse gik dels ved Siden af, dels fulgte den efter den af Béhring drevne U ndersøgelse al B acteriernes P rodukter, som efterhaanden førte ham til S erum ­ terapien. Men u ag tet d et m ed R e tte k an siges, a t disse U ndersøgelser have b aa re t F ru g t, baade i H enseende til vor K undskab om B acillernes virksom m e Stoffer og i R e tn in g af T erapien ved flere B akteriesygdom m e som Tetanus, D iph- th e ritis og andre, saa er U ndersøgelsen specielt af T u b erk el­

bacillens virksom m e Stoffer langtfra b ra g t til nogen A fslut­

ning, ikke engang nogen foreløbig. Im id lertid skrider den frem ad og er ogsaa u n d er iv rig B earbeidelse baade i F ra n k ­ rig (In stitu t P asteur) og i T yskland (Koch, B ehring). Men h er hvor vi have at holde os til den terapeutiske Side af Sagen, fortjener især Klébs**) at anføres. H an var flere G ange

*) Haslund. Hospitalstid. 1891 S. 848.

**) Die causale Behandlung der Tuberkulose. 629 S. Hamburg u, Leip- zig 1894.

24

o p tra a d t m od forskellige P u n k te r i K ochs Læ re, havde og- saa frem stillet et re n se t T uberkulin, da h an i d et citerede V æ rk frem satte de S lutninger, h an v ar kom m en til. E fte r sine U ndersøgelser paa F o rsø g sd y r deler han ik k e K ochs M ening, a t T u b e rk u lin e t ik k e v irk e r paa selve T u b erk el­

bacillerne, tv æ rtim o d d et dræ ber disse; m en uheldigvis h ar T u b e rk u lin e t tillig e de ovenfor b erø rte skadelige V irk n in g er paa de tu b erk u lø se O rganer, frem kalder B lodoverfyldning, B etæ ndelse o. s. v. D e t er, m ener h a n m ed B ette, en F ølge af, a t T u b erk u lin e t indeholder flere P ro d u k te r af B akteriernes Stofskifte og S ekretioner, d er h v e r for sig h a r forskellig V irk n in g . H e ra f kom m er det, a t T u b erk u lin e t sn a rt v irk er svagt, sn a rt stæ rkt, sn a rt h eld b rin g en d e og sn a rt ikke. E fte r sine ta lrig e og m eget varierede U ndersøgelser slu tte r han endelig, a t T u b e rk u lin e t in d eh o ld er to H o v ed su b stan ser: en S ubstans, som d ræ b er T uberkelbacillen, hvorfor k an kald er den den tu b erk u lo cid e Substans, og en anden, en øde­

læ ggende, betæ ndelsesvæ kkende Substans. D en første, den tuberkulocide, dannes som S ek retio n sp ro d u k t fra B acillerne og findes derfor u d e n fo r dem, om giver dem i Vævene. D en anden, som frem kalder B etæ ndelse i V ævene og ødelæ gger dem, er k n y tte t til selve T uberkelbacillernes L egem er, findes b u n d en til dem, er in d en i dem. Ved a t b ru g e den første, TuberJadocidinet, opnaar m an a t dræ be B acillerne, og derm ed k an sucessivt opnaas H elbredelse af det syge Individ. Men den anden, den farlige, den betæ ndelsesvæ kkende, den m aa fjernes fra den første, før denne k an udfolde sine gode V irk ­ ninger. Og der er den M æ rkelighed ved den farlige S u b ­ stans, der ikke v irk e r paa T uberkelbacillerne, m en som er ødelæ ggende for Vævene, a t netop den frem kalder hele det af K och beskrevne B eaktionsanfald m ed F e b e r og lokale B etæ ndelser, m edens den første Substans, T uberkulocidinet, aldeles ikke frem kalder denne B eaktion, ikke væ kker F eb er, ikke gør Skade, m en k u n Gavn. D en er et H el­

bredelsesm iddel for Tuberkulosen, og K lebs kald er den der-

for sluttelig A ntiftisin, som dog er frem stillet paa en noget anden Maade end Tuberkulocidinet. D enne A dskillelse af de to Substanser fra hinanden, den gode fra den onde, m ener K lebs at kunne ivæ rksæ tte. D et vilde være et v irk elig t F re m sk rid t fra det oprindelige T uberkulin, der in d e­

holdt dem b eg g e , og som i e th v ert Tilfælde gør Skade, selv om den ogsaa m uligvis gør Gravn. Vi skulle derfor k o rtelig gengive F rem stillingen. H an g aa r ud fra Kochs R a atuberkulin. K lebs søger at befri T u b erk u lin et fra dets skadelige B estanddele ved først a t fælde m ed A lk o ­ hol ; det B undfald, der derved erholdes, opløses og giver ved In d sp rø jtn in g b ety d elig t bedre og sikrere R esultater, idet nogle af de skadelige Stoffer i R a atu b e rk u lin e t ere bievne udskilte. D et er m ed andre Ord et T uberculinum depura- tum , som herved er frem stillet. D et m aatte dog erkendes efter Injektionsforsøg, at der v ar blevet en D el skadelige Stoffer tilbage i det udfældede, der m aatte antages at høre til A lbum oserne. Ved at forsøge en yderligere R ensning m ed Album osefældere, viste det sig, a t den sure G ruppe af disse, navnlig Fosfor-, M olybdæn- og W olfram syre udfæ l­

dede Album oser, som ved F orsøg paa D y r m ed Inokulations- tuberkulose havde en u d p ræ g et tu b erk u lo cid V irkning. P aa den aiiden Side udfæ lder N atriu m -V ism u t-Jo d id i en edikke- sur Opløsning ikke disse tuberkulocide A lbum oser, m edens derim od de toksiske A lbum oser fældes af denne Substans.

P aa denne Maade kunde den tuberkulocide Substans og den toksiske adskilles fra hinanden, saaledes som det blev bevist ved talrig e Inokulationsforsøg, Men denne F re m stillin g s- m aade er omstændelig, kostbar, og det er van sk elig t at rense det udfældede fra T ilblanding m ed de anvendte Fæ ldings- m idler. F rem gangsm aaden forandredes derfor noget, hvorpaa Tuberkulocidin frem stilledes fabrikm æ ssigt af H øchst F arv e- værker. D et lykkedes ogsaa K lebs frem deles at forbedre Frem stillingen, og den sidste F o rb e d rin g v ar den, han gav N avnet A ntiftisin. E fte r at have a n v e n d t sit T uberkulo-

4

26

cidin og A n tiftisin paa F orsøgsdyr, og da h an ta n d t F o r­

søgene tilstræ k k e lig overbevisende, b eg y n d te h an at anvende sin M etode paa tu b erk u lø se M ennesker. A dskillige K lin ik ere og p riv ate L æ g er ru n d t om have fu lg t ham , og hans citerede A rbejde in d eh o ld er v id tlø ftig e B e re tn in g e r om K u re af K lebs selv og hans ta lrig e E fterfølgere, hvis R e su lta t vi lid t n ed e n ­ for skulle frem stille.

M en d et m aa først nævnes, a t K och selv arbeidede paa a t forbedre sit T u b erk u lin . Y i have allerede berørt, at han flere G ange h a r in d fø rt F o rb ed rin g er, in d til han i 1897 gav en F re m stillin g * ) af en hel n y T ilberedelsm aade af T u b e r­

k u lin e t, h v o rv ed de m od dette Stof rejste In v e n d in g e r skulde bortfalde. H an tø rre d e stæ rk t v iru len te K u ltu re r af T u b er­

kelbacillen, p ulveriserede dem til den y d erste F in h e d (en overm aade farlig P roces for den, der b etjen e r M orteren!), b lan d er P u lv e re t m ed d estilleret Vand, cen trifu g erer Vædsken i en ualm indelig k ra ftig M askine (paa 4000 O m drejninger i M in u ttet) i la n g Tid. D er dannes h erv ed en opaliserende, m en gen n em sig tig og k la r Yædske, som ik k e læ nger in d e­

h o ld er T u b erk elb a ciller eller S ty k k e r af samme. D enne Y æ dske fjernes og opbevares u n d er E tik e tte n TO, hvorpaa C entrifugens M udder indtørres, pulveriseres, blandes med Y and og centrifugeres, h v ilk e t fortsæ ttes m ed det dernæ st vundne B undfald, og de ved disse P rocesser erholdte Y æ dsker blandes og etik etteres TR. R e su lta te t af hele F ab rik atio n en er da to V ædsker, 1) TO (O b e ty d e r das obere Stratum ), som indeholder, h v ad der ellers lad er sig u d træ k k e af T u b erk el­

b aciller ved G lycerin, m edens derim od T R (g e m ’nigt) in d e ­ h o ld er det, der ik k e la d er sig u d træ k k e ved G lycerin. TO viser sig n u a t have o m tren t den samme V irkning paa F o r ­ søgsdyr som det gam le R a atu b e rk u lin , g iv er de svære F e b e r­

anfald m. m., m edens T R k u n frem kalder saadanne A nfald ved a t anvendes i m eget store D oser. D et kan derim od hos

*) Deutsche med. Wochenschr. 1897 S. 209.

Forsøgsdyr, n aar det anvendes paa re tte M aade i smaa Doser, gøre disse im m une mod Inokulationstuberkulose, og d et kan ben y ttes som H elbredelsesm iddel m od T uberkulose — ogsaa hos M ennesket. E n slem O m stæ ndighed k n y tte r der sig til F abrikationen. P u lv eriserin g en af de tø rre T uberkelbacil- k u ltu re r gaar ik k e for sig u den Støv, der selvfølgelig er y d erst farlig. Bueher viste, at denne F a re kunde undgaas ved A nvendelsen af U dpresning af de fugtige K u ltu re r ved et T ry k af 4 —500 Atm osfærer. Som m an ser forsøger K och ogsaa at udsk ille den eller de skadelige Substanser fra den egentlige virksom m e Substans.

Spørges der o m , h vad E rfarin g e n h a r læ rt med H ensyn til A nvendelsen af T uberkulocidinet, A n tiftisin et og TR. K och som H elbredelsesm iddel mod T uberkulose hos M ennesket, m aa S varet blive, a t disse nye M idler la n g t­

fra medføre de overordentlig skadelige V irkninger, som fulgte det oprindelige R aatu b erk u lin . M en det k an h eller ikke nægtes, at der endnu klæ ber M isligheder ved deres A n ­ vendelse. E n stor M ængde L æ ger have fu lg t K lebs og Koch, og begge M etoder have endnu et ikke ganske ringe A n tal T ilhæ ngere. M en alle, selv T ilhæ ngerne, ere enige om, at ogsaa disse rene (!) T u b erk u lin er m aa anvendes med stor F o r­

sigtighed, ellers faar m an le t ganske u v en tet svære Tilfælde.

Man m aa begynde m ed y d e rst sm aa Hoser, m eget m indre end dem, K och fra B egyndelsen angav, m an m aa gaa m eget varsom t og langsom t frem m ed S tigningen og aldrig give højere Dosis end, at R eaktionsfeberen netop viser sig. D es­

uden maa m an nøje agte paa, om P atie n te n er febril eller ikke, da febriciterende taale In jek tio n en m eget daarligt. K och angiver, at P atie n te n ikke m aa have højere T em peratur end 38,50, K lebs advarer ogsaa mod F arerne, der ere k n y tte d e til den febrile T ilstand. D en bekendte L æ ge i Davos, L . Speng- ler, der endnu anvender K ochs Metode, forlanger, at P atien ten skal væ re fuldstæ ndig fri for F eber. Petruschky, der ogsaa b e n y tte r Kochs N y tu b erk u lin eller TR, fordrer, at

4.*

28

der ik k e m aa væ re begyndende H en fald (!) af T uberkellidelsen, h e lst slet ingen tu b erk u lø s L idelse i L ungen, om m u lig t ku n K irte ltu b e rk u lo se , m ed andre O rd Skrofulose. D erfor er M etoden efter ham k u n anvendelig hos B ørn. Im od T il­

hæ ngerne, eller som m an af d et anførte vil se, im od de b e ­ tin g e d e T ilhæ ngere af B ry stsy g en s B eh an d lin g hos M en­

n esk et m ed T R eller T uberkulocidin staar der im id lertid en stor M æ ngde U ndersøgere af stor B ang, d erib la n d t frem for alle P. v. B aum garten, i hvis Sam levæ rk*) disse M etoder bedøm m es m eget s tre n g t; d e rib la n d t den nysafdøde Strauss i F ra n k rig , R eddingius i H olland, Trudau og B aldw in i E n g ­ la n d — for b lo t a t anføre et P a r af de m ange h undrede M odstandere af disse M etoder. F o rd i d er er m ange Mod­

standere, k u n d e im id lertid K och og K lebs gerne have R et.

L ad os ik k e for anden G ang svæ rge in v erb a m agistri. Men hele denne ved T u b e rk u lin e t frem kaldte terap eu tisk e Ja m m er lig g e r endnu for d y b t til, a t den k an g enoprettes paa engang.

Y i kende endnu ik k e T u b erk u lin ets m eget kom plekse Sam m en­

sæ tning, ik k e dets m angeartede Toksiner, ik k e disses V irk­

n in g e r paa O rganism en. D e t dybere Studium af T uberkulo­

sens T oksiner og A n tito k sin e r er im id lertid begyndt, og den D ag kom m er vel, a t v i k unne se skarpere end nu. Men d er­

for er det in g e n lu n d e sikkert, a t vi naa et sto rt te ra p e u tisk t R e su lta t som ved H undegalskaben. D et er im id lertid tilla d t at haabe. D erim od have vi v u n d et et diagnostisk Middel, som tilla d e r os a t ivæ rksæ tte en R en sn in g af v o rt K væ ghold for T uberkulose. D et er en stor Æ re for K och at have g iv et S tø d et hertil. Im id le rtid h ar D iagnosen af T u b er­

kulose hos M ennesket ved T u b erk u lin in jek tio n er ikke v u n ­ det sto rt Terræ n. M an h a r fry g te t for denne Prøve, fordi m an efter en diagnostisk T u b erk u lin in d sp rø jtn in g h ar fu n d et ta lrig e T u b erk elb aciller i B lodet hos vedkom m ende

*) De her nævnte Forfattere citeres i dette Værk.

P atient, saaledes B aum garten*) og hans E le v e r, endvidere Liebm ann**). M. Beck***) h ar i disse D age fæ gtet for de diagnostiske T uberkulininjektioner, stø tte t til B. Bangs og Nocards In jek tio n er hos K væ get, endvidere til de i K ochs In s titu t i et A n tal af flere tusinde paa M ennesket udførte.

A ld rig saa m an noget U held følge, ald rig M iliæ rtuberkulose eller andre slemme K om plikationer. D et bem æ rkes ikke, om det er det nye forbedrede T uberkulin, der h ar v æ ret b e n y tte t;

m en alt ta le r herfor. Ligesom B ang og N ocard roser han P aalideligheden af D iagnosen, som opnaas herved.

D en V irkning, som K ochs T ub erk u lin in jek tio n er frem ­ kaldte p aa sunde og tuberkuløse Individer, førte im idlertid som anført nye S tudier over Infektionsstofferne m ed sig og betingede til Dels, tilligem ed P asteurs banebrydende O pdagel­

ser, om fattende U ndersøgelser over erhvervet Im m unitet og F orsøg paa a t frem kalde denne T ilstan d lige o v e rfo r forskel­

lige Infektionssygdom m e. B lan d t andet forsøgte m an for a t frem kalde Im m u n itet hos et Individ, der v ar m odtageligt for Infektion m ed et g iv et Sygdom svirus, at indsprøjte paa dette In d iv id Blodet af saadanne D yr, som ere uim od­

tagelige for det paagæ ldende Sygdom svirus. M an haabede herved hos det m odtagelige D y r a t frem kalde en saadan M odstandskraft mod Infektionsstoffet, at det blev i S tand til at m odstaa Infektionen ligesom d et født imm une. Ogsaa for Tuberkulosens Vedkom m ende stræ bte m an at opnaa dette. M odtageligheden for In fek tio n med Tuberkulose, ved man, er m eget forskellig hos de forskellige D yr. D e græsæ dende D yr, Oksen, K aninen og navnlig M arsvinet ere m eget m odtageligere for Infektion af T uberkulose end K ø d ­ æderne, og altæ dende som S vinet staa i denne K etn in g i M idten ligesom M ennesket. Fuglene, der m eget le t inficeres med H ønsetub er k u lo se, ere vanskeligere at inficere m ed

*) Jahresbericht.

**) Studien iib. das Kochsche Tuberk. Yircb. Arch. B. 145. Suppl. S. 123,

***) Deutsche Med. Wocheschr. 1899, 2. Martz.

M enneskets T uberkulose. M ange F orsøg bleve n u gjorte med de im m une eller forboldsvis im m une D yrs Blod for at opnaa Im m u n ite t for T uberkulose hos m odtagelige D yr. Héricourt og R ichet injicerede K a n in e r m ed ITundeblod, fordi H u n d en dengang blev a n ta g e t for at væ re sæ rdeles m o d standsdygtig m od T uberkulose. U heldigvis h ar H u n d en senere v ist sig a t væ re tem m elig m odtagelig (Jensen). B ertin og Picq tran sfu n d ered e B lod af Geden, som forresten ogsaa senere er p aav ist a t væ re m odtagelig for T uberkulosen (Eich- horn), p aa K aniner. Lépine injicerede den samme Slags Blod su b k u ta n t paa M ennesket, og Bernheim tran sfu n d ered e end- ogsaa G edeblodet u m id d e lb a rt fra G edens til M enneskets A arer. M en alle disse F orsøg have ikke k u n n e t holde sig ved K o ntrolforsøg fra an d en Side, selv om de af Ophavs- m æ ndene tillag d es en vis V ægt. N ogen O pm æ rksom hed v ak te det, da H érico u rt og B ic h e t afløste de ikke ufarlige T ransfusioner af B lod m ed In d sp rø jtn in g e r af Blodserum.

D et v ar isæ r Serum af H undeblod, som de anvendte, m en R e su lta te t blev n eg ativ t. E fte r Behrings berøm te A rbejder over B e h an d lin g en af flere Infektionssygdom m e m ed Serum som T e ta n u s , D ifteritis og R osen steg B estræ belserne efter a t im m unisere D y r ogsaa for T uberkulose. I L ighed med, hvad der er T ilfæ ldet f. E ks. for D ifteritens V ed­

kom m ende, g ja ld t d et om at vinde e t a n titu b erk u l øst Serum fra D yr, som k u n stig t vare bievne gjorte im m une. Man opgav den h id til fulgte Vej a t b e n y tte Blod eller Serum af n a tu rlig t im m une D y r og stræ b te n u at frem kalde en k u n stig Im m u n itet hos D yr, for a t b e n y tte deres Serum til Im m unisationsforsøg. Vi kom m e senere hen til at berøre de videnskabelige U ndersøgelser, hvorpaa hele denne Læ re støttede sig. H er skal ku n nævnes, a t m an baade h ar be- n v tte t H ønsetuberkulose og M enneskets T uberkulose til at gøre D y r im m u n e, hvis Serum m an saa kunde b en y tte paa andre D y r og M ennesker. D e u træ ttelig e F o rsk ere H éricourt og R ic h e t injicerede H ønsetuberkulosens B acil paa H unde og

30