Digitaliseret af | Digitised by

Digitaliseret af | Digitised by

Forfatter(e) | Author(s): udgivne af E. Bay og Th. Moltke.

Titel | Title: Sange til Skolebrug

Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : Hoffentberg & Traps Etabl., 1890 Fysiske størrelse | Physical extent: 211, [5] s.

DK

Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.

UK

The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be

used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work

becomes public domain and can then be freely used. If there are several

authors, the year of death of the longest living person applies. Always

remember to credit the author

1

DET KONGELIGE BIBLIOTEK DA 1.-2.S 53 8°

t 1 1 53 0 8 02273 1

1890

S k o l e b r u g 1.

Udgivne

af

K.

Buy og Tli. Moltke.

1.

Egen Tone (Krøyer).

Der er et yndigt Land, det staar med brede Boge nær salten Ø sterstrand;

dot bugter sig i Bakke, Dal, det hedder gamle Danmark, og det er Frejas Sal!

Der sad i fordums Tid de harniskklædte Kæmper, udhvilede fra Strid;

saa drog de frem til Fjenders Men;

nu hvile deres Bene bag h ø je . Bavtasten.

Det Land endnu er skønt;

thi blaa sig Søen bælter, og Løvet staar saa grønt;

og ædle Kvinder, skønne Mø’r og Mænd og raske Svende bebo de Danskes Ø’r.

Egen Tone (Weyse).

2

Oehlenscblåger.

Der er et Land, dets Sted er højt mod Norden, og Polens Bjærge svømme nær dets Havn;

men skøn som det er ingen P let paa Jorden;

og Danmark nævner man dets fagre Navn.

I sølvblaa Yesterhav en dejlig Have med Bøgehegn, hvor N attergale bo!

Og hver en Del gav Himmelen sin Oave;

5

Mod Øst for denne tvende Have stride med Sjolunds Bred og Odins gamle 0 ; nær Lolland, F alster staar i Klæder hvide, med Lov om H aaret Bølgens ranke Mø.

Det raske Folk kan ingen Mangel lide;

thi Agren bølger her sig som en Sø.

om fagre Blomstereng staa Lunde blide;

her er det sm ukt at leve, tu n g t at du.

Bojjc.

3.

Egen Tone (Rung).

I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme, der har jeg Rod, derfra min Verden gaar.

Du danske Sprog, du er min Moders Stemme, saa sødt velsignet du mit H jerte naar.

Du danske, friske Strand, hvor Oldtids Kæmpegrave

staa mellem Æ blegaard og Humlehave, dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!

Hvor reder Sommeren vel Blomstersengen mer rigt end her ned til den aabne Strand?

Hvor staar Fuldm aanen over Kløverengen saa dejlig som i Bøgens Fædreland?

(•»

Du danske, friske Strand, hvor Dannebrogen vajer,

Gud gav os den, — Gud giv den bedste Sejer!

Dig elsker jeg! Danmark, m it Fædreland!

Engang du Herre var i hele Norden, bod over England — nu du kaldes svag, et lille Land, og dog saa vidt om Jorden end høres Danskens Sang og Mejselslag.

Du danske, friske Strand, — Plovjærnet Guldhorn finder,

Gud giv dig Fremtid, som han gav dig Minder!

Dig elsker jeg! Danmark, mit Fædreland!

Du Land. hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme, hvor jeg' har Kod, hvorfra min \ orden gaai.

hvor Sproget er min Moders bløde Stemme, og som en sød Musik m it H jerte naar.

Du danske, friske Strand med vilde Svaners Rede.

I grønne Ø r mit H jertes Hjem hernede, dig elsker jeg! — Danmark, mit læ d i eland!

H. C. Andersen.

Egen Tone (We_y.se).

eller som: Vi Søniænd gør ej mange Ord.

Vi bar et gammelt Fædreland, ej uberømt paa Jorden;

dets Rygte svang sig over Strand med Kæmperøst fra Norden;

thi hvor man skued Goter staa med A ngler og Normanner, man klarlig Nordens Løver saa i Skjold og under Banner!

Vi har et gammelt Modersmaal.

af Hjertens Grund oprundet, det klang i Sky ved Balders Baal med Sangen rosenmundet;

det Vennebud fra Rolf og Skjold og Fredegod os bringer,

det bærer Guld fra Old til Old paa A andedrættets Vinger!

Vi har en gammel Kongevej, som gaar til Verdens Ende, og Færdsel paa den fattes ej.

mens vi har Ungersvende, 7

4.

der ride tør paa den og gaa hikt over Havf rusale

og synge modig: Bolgen blaa har ogsaa Bjærg og Dale!

Vi har en gammel Stjerne mild paa Nordens Himmelbue,

og hver Gang D rager sprude Ild, den vorder klar til Skue;

den varsler Bod for Banesaar i H ytten og paa Borgen, den lover os et Gyldenaar, med Glæden efter Sorgen.

Ildsprudende opfandt saa brat for os Skærtorsdags-Slaget;

derefter i den tavse N at vor Stjerne blev opdaget;

den tindrer nu saa mild og klar som fordum Balders Øje,

og Lykken er til Løbet snar, som Lyset fra det høje.

Vi har en gammel Kærlighed som ruster ingenlunde,

til Fædres Land, til Lys og Fred.

til Bælte og til Sunde;

i.

den blusse op, den bryde ud i Daad, i Sang og Tale!

Da, som en Bejler til sin Brud.

til os skal Lykken dale!

Grundtvig.

5.

Egen Tone (Joh. Hartmann).

Kong Kristian stod ved hujen Mast i Røg og Damp.

Hans Værge hamrede saa fast, a t Gotens Hjælni og Hjerne brast.

Da sank hvert fjendtligt Spejl og Mast i Røg og Damp.

»Fly,« skreg de. »fly. hvad flygte kan!

hvo staar for Danmarks Kristian i Kamp'?'

Niels Ju el gav A gt paa Stormens B rag:

»Nu er det Tid!«

Han hejsede det røde Flag og slog paa Fjenden Slag i Slag.

Da skreg de højt blandt Stormens B rag:

»Nu er det Tid I«

UOMMi mmmm

»i'ly,« skreg de, »hver som ved et Skjul!

hvo kan bestaa for Danmarks Juel i Strid?«

O, Nordhav, Glimt af Vessel brød din mørke Sky!

Da ty ’de Kæmper til dit Skod;

thi med ham lynte Skræk og Død.

F ra Valen hørtes Vraal, som brød den tykke Sky:

»Fra Danmark lyner Tordenskjold;

hver give sig i Himlens Vold, og fly!«

Du Danskes Vej til Ilos og Magt, sortladne Hav!

modtag din Ven, som uforsagt tor møde Faren med Foragt,

saa stolt som du, mod Stormens Magt.

sortladne Hav!

Og rask, igennem Larm og Spil og Kamp og Sejer, før mig til

min Grav!

1 0 #

Joh. Ewald.

().

Egen Tone (Rung).

I Danmark er jeg født og baaren, og der er alle mine Klæder skaaren, og der har jeg fundet min Fæstemø, med hende saa vil jeg leve og dø!«

Mens Linden mon løves.

I Danmark loves Bøgeskoven

saa kønt som ellers ingensteds ved Voven, derom synger mangen en lille Fugl, mens Blomsten i Enge yndig er gul!

Mens Linden mon løves.

1 Danmark blomstrer Dannekvinden, med Aftenrødens sode Smil paa Kinden, og der har hun taget m ig spæd i Favn og læ rt mig med Kys m it Fædrelands N av n ! Mens Linden mon løves. I

I Danmark Jyder Hjertesproget,

og der er Sandhed ingen Mand for broget;

de to høre hægge Vorherre til.

saa vel derfor han og Danemark vil.

Mens Linden mon løves.

12

I D anm ark blomstrer Kærligheden, Guldæbler modnes der i Krodefreden, og der skal man finde de vises Sten.

i Bølgerne blaa en Perle fuld ren!

Mens Linden mon løves.

Grundtvig.

Vort Land! (Pacius).

Vort Land, vort Land, vort Fædreland!

du Havets yngste Søn,

som plasker i det blanke Vand og tum ler med det hvide Sand og svinger, lys og mild og skøn, hver Vaar din Fane grøn!

Du fik ej Sølverbræ til Hat.

til Skjold ej sorte Skæl­

men i dit Fløjels Bælte sat der er af gyldne Aks en Skat, og Silkekappen, som du bær, har Bræm af Svanefjer.

End er af Sind du blød og veg og end af Vilje svag;

13

du s}rsler helst med Skæmt og Leg.

men blinker ej for Sværdets Æg.

og gaar saa kaad og kæk i Slag som andre til et Lag.

Og faar du Lov a t vokse ud ved Friheds sunde Marv,

du vorder nok en Kæmpe prud og fæster dig en Kongebrud og løfter, klog paa eget Tarv, de store Fædres Arv.

Som: Vi alle dig elske, livsalige Fred. (H. Zink).

Langt højere Bjærge saa vide paa Jord man har, end hvor Bjærg kun er B akke;

men gerne med Slette og Grønhøj i Nord vi Dannemænd tage til Takke:

Vi er ikke skabte til Højhed og Blæst, ved Jorden at blive, det tjener os bedst!

'

Langt skønnere Egne, vil gerne vi tro, kan fremmede udenlands finde;

men Dansken har hjemme, hvor Bøgene gro ved Strand med den fagre Kærminde:

mmmmm

Og dejligst vi finde, ved Vugge og Grav, den blomstrende Mark i det bølgende Hav Langt større Bedrifter for Æ re og Sold maaske saa man Udlænding øve,

omsonst dog ej Dannemænd førte i Skjold, med H jerterne Løve ved Løve;

lad Ørne kun rives om Jorderigs Bold!

vi bytte ej Banner, vi skifte ej Skjold.

Langt klogere Folk er der sagtens om Land end lier mellem Bælte og Sunde.

til Husbehov vi dog har Vid og Forstand.

vi vil os til Guder ej grunde;

og brænder kun H jertet for Sandhed og Let.

skal Tiden nok vise: Yi tænkte ej slet.

Langt højere, ædlere, finere Sprog skal findes paa fremmedes Tunge;

om Højhed og Dejlighed Dannemænd dog med Sandhed kan tale og sjunge,

og træffer vort Modersmaal ej paa et Haar.

det smelter dog mere end fremmedes slaar!

Langt mere af Malmen saa hvid og saa rød fik andre i Bjærg og i Bytte.

14

15

hos Danske dog findes det daglige Brød ej mindre i Fattigm ands H ytte;

og da liar i Rigdom vi drevet det vidt, naar faa har for meget og fæ rre for lidt.

Grundtvig.

9.

Som: Rings Drapa, (Crusell).

Længe var Nordens herlige Stamme spaltet i trende sygnende Skud;

Kraften, som kunde Verden behersket tyggede Sul fra fremmedes Bord.

A tter det skilte bøjer sig sammen engang i Tiden vorder det et;

da skal det frie mægtige Norden fore til Sejer Folkenes Sag.

!

PI o il g.

10

10

Egen Tone. (Stnntz).

Unge Genbyrds Liv i Norden!

Røst fra vore Fædres Grav!

vil du styrre Verdens Orden, bryde Aandens Baner af?

Vil du brede Oldtids Mørke over N utids klare Dag?

Vil du vække vilden Styrke, Fordom, Had og Vaabenbrag?

Nej. du styrrer Tidens Slummer for at vogte paa dens Tarv, og du vrager tyske Krummer for at løfte egen Arv.

Mens du kalder fromt tilbage, frem du higer uden Sky;

mens du mindes gamle Dage, herlig varsler du om ny.

Og du spænder Styrkebæltet for at bane Aandens Gang, for at slaa til Gavns af Feltet grannet Uret, rusten Tvang;

17

og du vil med Avkthors Hammer smede Ringen, Had har delt, du vil samle Nordens Stammer a tte r til et m ægtigt helt.

Unge Genhyrds Liv i Norden, Fortids-Røst og Fremtids-Syn, rul fra Læberne som Torden, tænd i Sjælene som Lyn!

Trøst de bange, styrk de svage, tlok de stærke, Mand ved Mand!

Skab en ny, en evig Sage.

om vort skønne Fædreland!

Som; I alle de Riger og Lande. (Gebauer).

Det suser i Nordens Skove, det bruser fra dybe Hav:

Mine Børn under Muld og Vove har spræ ngt Aarhundreders Grav.

Det hvisker fra Land og Vove:

Vi konm\e dit Navn i Hu.

Ej mer dine Sønner sove, vi leve paa ny som du.

2

1 8

Hver Gang det suser fra Skoven, liver Gang det bruser fra Hav, en Røst vi hore fra oven og dybt fra Heltenes Grav.

Den hvisker om gamle Dage og om den kommende Tid, det svundne kommer tilbage i vordende Slægters Id.

Ret aldrig forstummer ganske i Nord hin lønlige Røst.

ret aldrig mer Holger Danske skal jordes paa Danmarks Kyst.

Han svinger, sit Folk gengivet.

Foryngelsens Krone i Haand;

han lever med Folkelivet, lian vaager med Nordens Aand.

Ingem ann.

12

Vikingemoder, Dronning paa Havet, hvil paa din Græsbænk rolig og kæk;

19

'Sønnerne, som du died og aved, ubudne Gæster skal genne væk.

Kysse din Fod skal Ejderens Vove.

vifte din Kind skal Gefions Skove, try g t i dit Skød skal Fremtiden sove, 'tyske H errer ej løse din Gjord!

Thi naar Hejmdal griber Hornet.

»og dets Klang ruller hen over So, over Land, lien ad Heden, gennem Kornet,

skal vi haste til Slaget hver eneste Mand!

Foran os ganger Thor, )den stærke Gud i Nord:

tthi han elsker det Folk. som er Asernes Æt, fog han rammer

imed sin Hammer

[Fjendeskaren, som bryder din Fred og din Kot!

Ploug.

13

Gammel Folketene.

ffej gik mig ud- en Sommerdag at hore Fuglesang, som H jertet kunde røre,

i de »dybe Dale, mellem N attergale

og de andre Fugle smaa, som tale G)*

20

D er sad en lille Dugi i Bøgelunden, sødt den sang i Sommeraftenstunden,

i de grønne Sale, mellem Nattergale

og de andre Dugle smaa, som tale.

Den sang saa sødt om dejligst Vang og "V am ge.

hvor Kærminder gro som Græs i Enge, i de grønne Sale,

mellem Nattergale

og de andre Dugle smaa, som tale.

Den sang saa sødt om Bølg'er blaa og lu ide under 0, hvor danske Snækker stride

mellem grønne Sale.

mellem Nattergale

og de andre Dugle smaa, som tale.

Den sang om alt, hvad der er Lyst at hoic allerhelst hvad H jertet dybt kan 1010,

i de grønne Sale, mellem N attergale

og de andre Dugle smaa, som tale.

Den Sang, som ingen andre h ugle sjunge.

leged liflig med min Moders Tunge,

21 i de grønne Sale, mellem N attergale

'Og de andre Fugle smaa, som tale.

Den Sang. som ta lt ud af mit eget Hjerte, 'Toner gav den al min Fryd og Smerte,

i de grønne Sale.

mellem N attergale

#og de andre Fugle smaa, som tale.

!l)a n\nned jeg saa sm aat i Aftenstunden:

H'lvv Fuldtop! flyv rundt i Bøgelunden, i de grønne Sale,

mellem N attergale

-Og de andre Fugle smaa. som tale.

P flyv fra Øresund til Dannevirke!

ævng til Dans, til Skole og til Kirke, i de grønne Sale,

mellem N attergale

og de andre. Fugle smaa. som tale.

Paa folkets Modersmaal, med Danmarks Tunge syng, som ingen andre Fugle sjunge,

i de jgrønne Sale, mellem N attergale

og de andre Fugle smaa, som tale.

Da mærkeel alle, som har Modre kære.

det er godt i Danemark at være.

i de grønne Sale, mellem N attergale

og de andre Fugle smaa. som tale.

Grundtvig.

Som: Hr. Peder kasted Runer over Spange. (Rung) Den gamle N attergal i Dannevangen

er askegraa, men glemte dog ej Sangen, hun slaar end sine Triller,

de liøres kan til By, fra Sommeraftenrøden til efter Morgengry:

D atter min! lær dig til i lide!

syng, som jeg, bort din Sorg og K iide!

Syng dig glad!

E r end der Kim paa Træ i Bøgelunden, Bogtinkekvidder kun i Morgenstunden, dog paa de danske Strømme

og Nordens Dronnigø skal Haabet ej torlise, og Sangen ej uddø.

23

Julekvæld bringer Haab tilbage, N ytaarsnat føder da saa fage Morgensang!

I)en unge Føniksfugl i Bøgelunden,

han kvidrer kun saa sm aat i Morgenstunden naar paa de spinkle Vinger

han flagrer askegraa og drikker Perleduggen af Blomsterkalke smaa!

voksen dog, med sin Faders Næmme skal i Glans Fønisk overstemme hver en Fugl! I

I Gyldenaarets Sommer Fuglesangen : som aldrig før skal fylde Svanevangen:

1 den store Fuglehøvding, fra Østens Paradis, i opstemmer hele Dagen rtil Straaleskyttens Pris,

»og fra Kvæld, indtil Stjerner dale, .‘■slaa i Lund tusind N attergale

"Slag i Slag!

Grundti ig.

5

24 15

Egen Tone. (Rung).

Moders Navn er en himmelsk Lyd.

saa vide som Bølgen blaaner, Moders Røst er den spædes Fryd og glæder, naar Issen graaner;

sødt i Lyst og sødt i Nød, sødt i Liv og sødt i Død, sødt i Eftermælet!

Modersmaal er det Kraftens Ord, som lever i Folkemunde,

som det elskes i Syd og Nord.

saa sjunges der sødt i Lunde!

sødt i Lyst og sødt i Nød, sødt i Liv og sødt i Død.

sødt i Eftermælet!

Modersmaal er det Rosenbaand.

som store og smaa omslynger, i det lever kun Fædres Aand, og deri kun H jertet gynger;

sødt i Lyst og sødt i Nød.

sødt i Liv og sødt i Død.

sødt i Eftermælet!

2 5

Modersmaal er vort Hjertesprog, kun løs er al fremmed Tale, det alene i Mund og Bog kan vække et Folk a f Dvale;

sødt i Lyst og sødt i Nød, sødt i Liv og sødt i Død.

sødt i Eftermælet!

G ru n d tv ig .

Hi.

S o m : E n d e j l i g u n g R i d d e r . ( F o l k e t e n e ) .

Vort Modersmaal er dejligt, det har saa mild en Klang, hvormed skal jeg ligne og prise det i Sang?

En højbaaren Jom fru; en ædel Kongebrud, og hun er saa ung, og saa yndig ser hun ud!

Hun lægger os paa Læben hvert godt og k raftig t Ord til Elskovs sagte B ønner, til Sejrens stolte

K o r:

E r H jertet tra n g t af Sorgen. - og svulmer det a f Lyst, hun skænker os Tonen, som lette kan vort

Bryst.

i

Om om i Øst og Vest vi liar sværmet og søgt de svundne Tiders Visdom, de fjerne Landes

Kløgt, hun lokker os' hun drager, vi følge hendes

Bud;

for hun er saa ung, og saa yndig ser hun ud.

De fremmede, de tæ nkte a t volde hende Sorg!

de bød hende Trældom i hendes egen Borg;

men ju st som de mente, hun var i Baand og Bast, da lo hun saa hjertelig, at alle Lænker brast.

Og alle de Skjalde, hun skænked Ordets Magt, de blev om hendes Sæde en stærk og trofast

Vagt;

hver Sang, som Folket kender og lytter til med Lyst, den blev en Ring i Brynjen, som dækker

hendes Bryst.

Hver kraftig Skæmt, der lokker om Læben frem et Smil, den blev i hendes Kogger en hvas og vinget

Pil;

27

■ hvert Ord, der kom fra H jertet, og som til H jertet naar, det blev en Sten i Maren, der liegner hendes

(faard.

Og Aarene rulle og skiftes om paa Jord.

^ og vore Navne glemmes som Sne. der faldt i Fjor.

Og Slægt efter Slægt- segner lien paa Nornens Bud;

men hun er saa ung, og saa yndig ser hun ud!

Lembcke. 1

1 i.

E g e n T o n e . ( N u t z h o r n , M a llin g ) .

Fædreneland!

ved den bølgende Strand, i den majgrønne Lund, .. ved det dejlige Sund.

a f de syngende Vover, omskyllet, sidder bleg du i Sorgen indhyllet;

dog for dig ér det bedste tilbage;

tbi end lever den gamle af Dage!

2 8 Sort ser det ud,

men almægtig1 er (tud, dine Fjender til Lands er og Fjenderne hans,

de er Fjender af Sandhed og Retten, de er Fjender af Kærlighedsætten, de liar alle det værste tilbage;

thi end lever den gamle af Dage!

Maane og Sol sidde loso paa Stol.

som et Lagen det gaar under alt, hvad bestaar,

dog din Y en sidder fast i det høje, over dig vaager Forsynets Øje!

lad kun Lovsang afløse din Klage:

thi end lever den gamle af Dage!

H øjt over Sol

paa sin Konningestol, om end Skyerne brast, sidder kærlig og fast

han, som vogtede Danmark saa længe, end lians Bue har klangfulde Strænge, og hans Bue slaar aldrig tilbage.

tro som Guld er den gamle af Dage.

29 ' Muldjord i B ryst

f ser don højo med Lyst.

: der kan Solstraalen bo, : der kan Himmelbyg gro,

han. som hører, naar Muldjorden sukker, den med perlende Taare bedugger;

med den Trøst kommer Troen tilbage, at end lever den gamle a f Dage!

Fuglenes Bøst

spaar om Dannemænds Høst.

under M undharpeklang .. og Smaapigernes Sang,

. Trykken vendes som Skibet paa Voven.

Lykken vendes som Bladet i Skoven;

til den Lykke man aldrig saa Mage, saa end lever den gamle af Dage!

Fædreneland!

som paa Afgrundens Band.

midt i Bølgerne blaa skal du blomstrende staa

med din Maj tig med dine Kærminder, som en Mø med let rødmende Kinder;

du endnu h ar det bedste tilbage,

. det laa gemt hos den g a m l e a f D a g e ! G ru n d tvig .

3 0 I S .

E g e n T o n e . (E . H o r n e r a a n n ) .

Den Gang .jeg- drog af Sted, den Gang jeg drog af Sted, min Pige vilde med,

ja, min Pige vilde med.

Det kan du ej min Ven!

jeg gaar i Krigen hen.

og hvis jeg ikke falder, kom m er-jeg nok hjem igen.

J a . var der ingen P are, saa blev jeg her hos dig.

men alle Danmarks Piger, de stole nu paa mig, og derfor vil jeg slaas som tapper Landsoldat.

H urra, hurra, hurra!

Min Fader og min Mo’r, min Fader og min Mo’r, de sagde disse Ord, ja, de sagde disse Ord:

Xaar dem, vi stole paa.

i Krigen monne gaa.

hvem skal saa pløje Markerne, og hvem skal Græsset slaa?

Ja, det er netop derfor, vi alle maa af Sted.

31

for ellers kommer Tysken og hjælper os dermed.

Og derfor vil jeg slaas som tapper Landsoldat.

H urra, hurra, hurra!

N aar Tysken kommer her, naar Tysken kommer her, beklager jeg enhver, ja, beklager jeg enhver:

til P e ’r og til Povl

han siger: »Du hist faul.«

og skælder man ham ud paa Dansk, saa siger han: »Hols maul.<

Por Folk. som tale alle Sprog, er det nu lige fedt;

•men saadan er det ikke for den. som kun kan eet.

1 °g derfor vil jeg slaas som tapper Landsoldat.

H urra, hurra, hurra!

Om Dannebrog jeg ved.

om Dannebrog jeg ved.

det faldt fra Himlen ned, ja, det faldt fra Himlen ned;

det flagrer i vor Havn • og fra Soldatens' Favn.

>og ingen anden Fane har som den sit eget I .

32

Og den har Tysken haanet og traad t den under Fod, nej, dertil er vor Fane for gammel og for god.

Og derfor vil jeg slaas som tapper Landsoldat.

H urra, hurra, hurra!

Vi byde Fjenden Trods, vi byde Fjenden Trods, naar Kongen er med os, ja, naar Kongen er med os;

med draget Sværd han staar, han snakker ej, men slaar,

saa dansk som han var ingen Konge her i mange Aar.

De lade, som de tro, at han inte mer er fri, og selv vil de dog h a’ ham i det tyske Slaveri.

Se, derfor vil jeg slaas som tapper Landsoldat.

H urra, hurra, hurra!

For Pigen og vort Land, for Pigen og vort Land, vi kæmpe alle Mand, ja, vi kæmpe alle Mand;

og ve det usle Drog, der elsker ej sig Sprog

33

>og ej vil ofre Liv og Blod for gamle Danne­

brog.

- Men kommer jeg ej hjem til min gamle F a ’r og Mo’^, i Kong Frederik vil trøste dem med disse

hersens Ord:

1 Sit Løfte har han holdt, den tapre Landsoldat!

H urra, hurra, hurra!

Faber.

10

S o m : H v o r B ø lg e n l a r m e r h ø j t f r a S ø .

> 0 Danmark i din Kappe hlaa,

>den folderige, bløde!

i En skovgrøn Kjortel har du paa, ti B rystet Boser røde!

i D it Hjerte banker dog saa tu n g t;

(hvor tør du klæde dig saa ungt, rvor gamle, kære Moder! •

• J a gammel est du, Moder kæl’, rmen gammel qg din Fjende!

rDe tusind A ar han var dig nær, -saa nær som denne Sinde;

3

34

men ung, som Bøgens friske Glans er om din Pande Æ rens Ki*ms fra Isted brune Hede.

Og vil vor Fjendes Tungemaal sig rangle om vor Have, da har vi Kæmpevisens Staal, vor bedste Fædregave!

Men kommer han med Mænd ved Sværd, vil Gud, saa skal han tøve her,

til død staar op af Grave!

O Danmark! dølg da ej din Pragt, og ej de Poser røde!

men smyk dig kun i Sommerdragt, den folderige, bløde!

og vift med Bogens grønne Slør til Nordens Mænd og Nordens Mod­

en Hilsen over Sundet!

Richardt.

20.

S o m : M a n d o m , m o d o o h m o r s k a m a n .

Løvsal i det blanke Hav!

Rugmark over Kæmpegrav!

Tue lav, hvorfra der steg, Tankeflugt og Strængeleg!

lille Krog, hvorfra dog

Rygtet vidt i Verden drog!

Kær er du den danske Mand!

thi du er hans Fædreland.

Stakket Magt og ringe Vægt har du blandt Evropas Slægt, du maa høre fremmed Bud.

som du var et Skumpelskud;

og din Ret ta 'r man let,

af din Klage led og træt.

Nu saa hold for Tunge Tand!

klag ej mer. mit Fædreland!

t Du er ej til Skændsel fod, og du gemmer i dit Skod med din gamle Æ res Arv dine Fædres Kraft og Marv.

Mild og svag, helst i Mag

for din Son paa (fodtvej'rsdag;

men i Nød og Trængsel han svigter ej sit Fædreland!

3*

36

Bank ej mer paa Hovmods Port!

faa din egen Gerning gjort!

tørst ej efter fremmed Krus, men vær Herre i dit H u s ! F ra din Yang-

end en gang-

skal der tone Sejerssang!

og din Sol fra Himlens Rand atter stige, Fædreland!

Ploutj.

21

S o m : K l a n g , m in a flic k o r.

Blev nu til Spot dine Tusindaars Minder*?

er dit Sværd nu brustent og plettet dit Skjold?

blev dine • Mænd til klagende Kvinder?

tram pe dine Fjender den sløjfede Vold?

er nu paa Sange din Bøgelund tom ?

Maa vi nu blues, med Blikket mod Jorden, ved hver en Tone, der minder os om, at du var Dronning i Norden?

Svigtet af Venner og svigtet af Frænder, hver en Stjerne skjult i den bælgmørke Nat.

Banneret baaret af famlende H æ n d er;

havde baade Himmel og Jord dig forladt?

37

Slangen, du fostrede selv ved din Barm.

frem af din Hule sig snigende voved, sløved dit Værge og lammed din Arm, bøjed i Støvet dit Hoved.

Skibet er strandet; — saa lad os da bjærge rask igennem Brændingen alt, livad vi kan:

Viljen, der mægter vor Frihed at værge, Troskab indtil Døden mod Fædrenes Land.

levende Haab. der kan svinge vort Flag, dødeligt Had, der kan hvæsse vor Klinge, klippefast Tro paa den Frem tidens Dag.

der skal Genfødelsen bringe.

Lad os da vente og ikke forsage, agte paa de varslende Tegn under Sky.

bære de tunge Forsmædelsens Dage.

atter skal i Danmark en Morgen dog gry!

Kommer da Luftningen frisk over Strand, ruller da vældig den vækkende Torden, da skal du atter, m it Fædreneland, løfte dit Hoved fra Jorden.

Da skal du se dine Sønner staa rede:

og da skal den hvislende, giftige Snog, som nu tor frækt sig i Solskinnet brede, flygte for dit Blik til den mørkeste Krog.

38

Da skal dit ældgamle Banner paa ny vinke til Sejer de faa mod de mange, og da skal atter blandt Sværdenes Uny runge de frejdige Sange!

Lembclce.

9 2

E g e n T o n e ( G a d e ) , e l l e r t i l e n T o n e a l U e b a u e r .

I alle de Biger og Lande, hvorhen jeg i Verden for, jeg fægted med aaben Pande for hvad, jeg for Alvor tror.

En Ørn var m it Hjælmemærke;

paa Brynjen stod Korsets Tegn.

Paa Skjold bar jeg Løverne stærke i H jerternes milde Hegn.

%

N aar Mænd jeg kasted min Handske, opslog jeg min Bidderhjælm;

de saa, jeg var Holger Danske og ingen formnmmet Skælm.

Vil Dansken i Verden fægte, men dølger Aasyn og Navn.

jeg ved, hans Aand er ej ægte.

jeg tager ham ej i Favn.

Jn g em ann.

39

23.

S o m : D a n k o n n i n g o g H r . A s b j ø r n S n a r e .

H jerter og Lover i sit Skjold (Skoven staar dejlig og grøn) Danmark har ført fra Hedenold.

Den Sommer og den E ng saa godt kunne sammen.

Hjertelighed er det danske Guld, Moder af det har Favnen fuld.

Guldhjerter ni for hver en Lyst.

ædel og dyb i Danmarks Bryst.

Kærlighed til vort Fæ dreland;

Yndigheds 0 i Mildheds Strand.

Kærlighed til vort M odersmaal:

Æ blet a f Guld i Solverskaal.

.. Kærlighed til vor Arvedrot . Faderlighed for stort og smaat Kærlighed til det Liv saa frit.

som lader hver beholde sit.

40 Kærlighed til den søde Fred, levende Folk kan frydes ved.

Kærlighed til det Æ rens Træ, som giver Børn og Kvinder Læ.

Kærlighed til hver Glædens Urt.

som ej gør andre Livet surt.

Kærlighed til hvad ret er smukt, ægte som Guld og Gemmefrugt.

Kærlighed til den klare Dag.

Fuglene se med Velbehag.

Løverne tre er Lykkens Tegn, tre Gange stor i H jertets Egn.

F r e d e g o d og Kong V a ld e m a r , det var et ægte Løvepar.

Nu er den tredje Løvestund, Lykken hun smiler til Øresund.

Fredegods Søn af Mødre ni,

F o l k e r a a d ! staa nu Danmark bi!

'■Stød du som H e jm d a l i din L ur!

-Staa du for ( f la d h je m som en Mur.

lLvde som Brøl fra Løvebryst falle de ni (fuldhjerters Køst!

IHøre det nu, hvert Folk paa Jord, hvad der i Danmarks H jerte bor!

'Skingrende Lyd fra H im m e l b j æ r g -gøre til Sten hver Trold og Dværg!

^Kærligheds Sol i Lysets Old {Skoven staar dejlig og grøn)

•Laste nu Glans paa Danmarks Skjold!

IDen Sommer og den Eng saa godt kunne sammen.

G ru n d tvig .

24.

E g e n T o n e . ( R a s m u s s e n ) .

D a n m a r k , dejligst Yang og Vænge, lukt med Bølgen blaa,

hvor de vakre, voksne Drenge kan i Leding gaa

42

mod de T y s k e , S l a v e r V e n d e r, hvor man dehi paa Tog hensender, een Ting mangler for den Have,

Leddet er af Lave.

Ved Guds naadig Forsyn hegnes dog det meste Land;

og. hvad under Danmark regnes, nyder Værn af Vand.

Ingen Nabo. som vil vinde, tør paa Danmark gaa i Blinde;

blev kun' Leddet hængt til Rette, skulde vel det tætte.

M e jl f a r s u n d og F y n beskytter;

tryg staar Møens K lint:

Ind til G e d s ø r ingen Rytter ride skal for svindt;

G u ld b o r g s u n d for L o l la n d genner, Ø r e s u n d vort S jæ lla n d tjener, hvert Land har sit eget Lukke

alt maa J y l l a n d sukke.

- H o ls te r , V a g r e r , L y n e b o r g e r . som en farlig Flod

gør os J y l l a n d mange Sorger, tørster efter Blod.

Lægges a f maa slig Uvane, Skam det var at lade rane fra vor Mark den mindste Tue,

P il vi liar og Bue.

Saadan talte D ronning Thyra.

ret kaldt D a n e b o d :

»I, som staa for Danmarks Styre, fatter frejdigt Mod!

Gabet kan vi vel tillukke saa vi os ej lader pukke af hver fremmed Løbeskytte,

der faar Lyst til Bytte.

Moradset vest ved Strande til M y s u n d ’ ved SI i*

vil vi os en Vold bemande, gøre snæver Sti.

Om Forlov skal hver Mand bede.

hvis han agter ind a t træde, nødig skal han atter fare

hjem med stjaalen Vare!«

D a n e m a r k vi nu kan ligne ved en frugtbar Vang,

hegnet trin d t omkring — Gud signe den i Nød og Trang!

43

gid som Korn opvokse Knægte der kan frisk mod Fjenden fægte,

og om D a n e b o d end tale.

naar hun er i Dvale!

L. Koch, v e d Grundtvig.

OK

E g e n T o n e (B a y ).

Vift stolt paa Kodans Bølge, blodrøde D annebrog!

din (dans ej N at skal dølge, ej Lynet dig nedslog.

Du over Helte svæved

som sang i Dødens Favn;

dit lyse Kors har hævet

til Himlen Danmarks Navn.

Fra Himlen er du faldet, du Danmarks Helligdom!

did har du Kæmper kaldet.

som Verden leder om.

Saa længe Rygtet svinger sig over Land og Sø, mens Nordens Harpe klinger,

din Ros skal ej uddø.

44

Sus højt i Kampens Bulder om Juel, din Kæmpe bold!

naar Tordnen om dig' ruller, du sjunge: Tordenskjold!

og flyver du mod Himlen i stolte Luers Favn, da nævn for Stjernevrimlen

din høje H vitfeldts Navn!

Hver Gang en Stjerne funkler, en H elt du nævne kan, men ingen, som fordunkler,

din store Kristian.

Paa Lysets Kyst han stander i Sejers Klædebon,

hver Gang en Kæmpe lander hos Bud og Absalon.

Med Palmen K ristian vinker, naar, Dannebrog, han ser dit hvide Kors, som blinker

i Kampens Flammeskær.

Vift højt for alle Vinde! • kald dine Sønner frem!

mens Havets Bølger rinde, din Glans omstraale dem!

46

Vaj stolt ved Danmarks Strande!

vaj stolt ved indisk Kyst!

og ved Barbarens Lande

lyt stolt til Bølgens Røst!

den toner om din Hæder og dine Kæmpers Pris, og Heltene det glæder

i deres Paradis.

Se dem, du har tilbage!

de blusse ved dit Navn, . vil for din Hæder drage

med Lyst i Dødens Favn.

U plettet skal du svinge dig over Verdens Sø, til Nordens Brynjer springe

og Danmarks H jerter do!

Ingem ann.

E g e n T o n e .

Vort Fødeland var altid rigt paa raske Orlogshelte,

der elskte Tapperhed som Pligt og skjalv ej, hvor det gældte;

il

47

' saa var vor .Tuel og Adeler, og saa var han, vi synge her.

Vort Fødeland var altid rig t paa raske Orlogshelte.

Hr. Hvitfeldt var den Herres Navn, vi synge her til Æ re,

og evig, evig dette Navn, i helligt Minde være.

Han døde for sit Fødeland, og glad og villig døde han.

Vort Fødeland var stedse rigt paa raske Orlogshelte.

Saa haard en Kamp der monne staa, de Fjender var saa mange;

men næst til dem Hr. Hvitfeldt laa, den H elt var aldrig bange!

I hele Flaaden ingen slog

som Hvitfeldt med sit Dannebrog, skønt Danemark var stedse rigt paa raske Orlogshelte.

Men som vor Hvitfeldt mandigt slog.

og Lag paa. Lag udsendtes, hans gode Skib, hans Dannebrog, af egen Ild antændtes.

__________________________________________

4 8

»Kap Anker, Hvitfeldt, fly til Land!

med F lu g t du Livet frelse kan!«

Men Danemark var altid rigt paa raske Orlogshelte.

»Nej«, var lians Svar; »Fly vi derhen, staar Danmarks Flaade Fare,

og skulde Danske vove den for egne Liv at spare?

Dø skal vi, men vi hævnes maa;

til sidste Aandedrag vi slaa.

Vort Fødeland var altid rigt paa raske Orlogshelte.«

»Til sidste Aandedrag vi slaa!«

hans Sømænd kækt gentoge, de Ild og Død rundt om sig saa, men uforsagt de sloge;

til Ilden ind i K rudtet brød, og alle døde Heltedød.

Vort Fødeland var altid rig t paa raske Orlogshelte.

Og aldrig uddør Hvitfeldts Ros, hans kække Sømænds Minde!

O, maatte de i hver af os en værdig Landsmand finde!

V.)

N aar Fædrelandet kalder os, som de, hver byde Døden Trods!

Vær Fødeland, vær altid rig t paa raske Orlogshelte.

Bahbek.

2 7

E g e n T o n e .

IDejlige Øresund,

/kantet af K lint og Lund,

sto lte Byer og guldbesaaede Agre!

IGrænse, som skiller ej, igyngende Landevej!

cover dig skal vore Toner fla g re ! JO ver til Tychos 0,

[Jomfruen, som i Sø

ibader sig i hvide Svaners Vrimmel;

c svandt hendes Glans end snart, seaa funkler evig klart

[Riendes Elskers Navn paa Nordens Himmel.

JOver til Skaanes Kyst, s som hæver solbelyst

4

50

op sig af de dybe, dunkle Strømme;

ret som den svarte os:

»Byder kun Mørket Trods!

sent opfyldes eders lyse Drømme!«

Der skal de hilse paa Brødre, som gran t forstaa,

hvad der faar vort Hjerte til at banke;

bringe dem dette Bud:

her sprang med Skoven ud

Nordens Foraar i de unges Tanke.

Ploug.

28

E g e n T o n e . ( G læ s e r ) .

Droslen slog i Skov sin klare Trille, sang om Bøgens lyse grønne Blad, Duggens Perler faldt paa Roser vilde, laa med Glans i Solens Straalebad.

Fatted du den Klang i Fuglens Tone?

højt den sang det rige Danmarks Lov, sang, saa det gav Lyd i Skovens K ro n e:

dejlig er den danske Bøgeskov!

51

[Lærken svang sig fra sin skjnlte Rede, .lystig lød det, da mod Sky den tløj, fcang om grønne Mark, om brune Hede;

oang om Bavtasten paa Kæmpehøj.

iFattéd dn den K lang i Fuglens Trille?

'lenlyd gav den i vor H øjtidssal:

(prægtig er vor Hede, dyb og stille, venlig Vaarens Krans om Høj og Dal.

Hjejlen fløjted klagende og ene

Bølgen slog i Takt mod Kystens Stene,

!>ik i Dans med Sølverkrans om Haar.

F atted du den Klang i Fuglens Klage?

vænge lød dens Sang om Vester h a v :

nvnQDr mrov 4-ncnnrl Qn

n ist, hvor Klitten, Jyllands Bolværk, staar,

E Bølgen, høj og prægtig uden Mage,

5 2

29.

Egen Tone.

Rosen blusser alt i Danas Have, liflig fløjter vist den sorte Stær, Bier deres brune Nektar lave,

H ingsten græsser stolt paa Fædres Grave, Drengen plukker af de røde Bær.

Eler imellem Havets dybe Kløfter gives aldrig Yaar og B lom sterpragt;

Hvalen, kold og dum, ved Skibet snøfter, tavse Fugl de brede Vinger løfter

med sit Bytte fra den vaade Jagt.

Mine Venner i den danske Sommer!

mindes I den vidtforrejste Mand,

som, saa langt fra Danas fagre Blommer, her, hvor Sydens Blæst paa Sejlet trommer, flakker fra sit elskte Fødeland?

Udi Øst og Vest, og hvor jeg vanker, drømmer jeg om je r ved Danmarks Sund;

selv iblandt Konstantias fulde Ranker mindes jeg med længselsfulde Tanker Løvet i Charlottes Bøgelund.

5 3

•tKlerken raaber i Manillas Rønner:

Danmark er et lidet, fattig t Land!«

D e t forsikre Javas rige Sønner;

selv Batavias skrantne Kræmmer stønner:

»Danmark er et lidet, fattigt Land.«

HVIorgenlandets Søn. i Kaaber lange, Jbag sin Vifte gisper efter L uft;

Ihan har spraglet Fugl, men ingen Sange (hjerteløse Møer med gyldne Spange, -store Glimmerblomster uden Duft.

■I Kunde du. ved Guld og Sølv a t love, I købe 'dig en nordisk Kvindes Tro, rikøbe dig et P ust fra Søens Vove, Jkøbe dig et Ly af Tlmles Skove cog en Kløvermark til M iddagsro!

IFattig Mand, som pløjer danske Lande.

•iryster Æ bler af sit eget Træ.

rihar en kraftig Arm, en kløgtig Pande, -FKorn paa Marken. Mælk i sine Spande;

■IKvien staar i Græsset over Knæ.

LJa, vor danske Jord er sommerfrodig!

I der er Kræfter ved det danske Brød;

54

derfor er den danske Mand saa modig, derfor var Normannens Kniv saa blodig, derfor er den danske Kind saa rød.

Lad knn Østens D rot blandt købte Friller, døsig strække sig paa P u rp u r ud,

lytte til den sorte Halvmands Triller, mellem Salens tempelhøje Piller, kold og gusten som en Marmorgud!

U nder lyse Bøg den danske Bejler med sin herligvoksne Pige gaar;

over deres Hoved Maanen sejler, Svanen i det klare Vand sig spejler, N attergalen højt i Busken slaar!

Dersom sligt for Fattigdom du tyder, Østens atlaskklædte, rige Mand!

glad m it sorte, danske Brød jeg bryder, takker Gud, mens fra min Læbe lyder:

»Danmark er et lidet, fattigt Land!

Poul Martin Møller.

30

Egen Tone. (Nordråk).

Ja, vi elsker dette Landet, som det stiger frem

furet, vejrbidt over Vandet, med de tusind Hjem,

I

55

elsker, elsker det og tænker paa vor F a'r og MoT

og den Saganat, som sænker Drømme paa vor Jord.

Dette Landet H arald bjærged med sin Kæmperad,

dette Landet Haakon værged, medens Ø j vind kvad;

Olav paa det Land har malet Korset med sit Blod;

fra dets Høje Sverre talet Roma midt imod.

Bønder sine Økser brynte, hvor en Hær drog frem;

Tordenskjold langs Kysten lynte, saa den lystes hjem.

Kvinder selv stod op og strede, som dc vare Mænd;

andre kunde bare græde, men det kom igjen!

Vist nok var vi ikke mange, men vi sjaak dog til,

da vi prøvdes nogle Gange, og det stod paa Spil;

56

thi vi heller Landet brændte, end det kom til Fald;

husker hare, hvad som hændte ned paa Frederi kshald!

Haarde Tider har vi døjet, blev til sidst forstødt;

men i værste Nød blaaøjet Frihed blev os født.

D et gav Fader kraft at bære Hungersnød og Krig,

det gav Døden selv sin Æ re — og det gav Forlig!

Fjenden sit Yaaben kasted, op V isiret for,

vi med Undren mod ham hasted;

thi han var vor Bro’r.

Drevne frem paa Stand af Skammen gik vi sønder paa;

nu vi staar t r e B r ø d r e sammen og skal saadan staa!

Norske Mand i H us og Hytte, tak din store Gud!

Landet vilde han beskytte, skønt det m ørkt saa ud.

Alt, hvad Fædrene har kæmpet, Modrene har grædt,

har den Herre stille lempet, saa vi vandt vor Eet!

Ja, vi elsker dette Landet, som det stiger frem

furet, vejrbidt over Vandet med de tusind Hjem.

Og’ som Fædres Kam]) har hævet det af Kød til Sejr,

ogsaa vi, naar det bli’r krævet, for dets Fred slaar Lejr.

Bjørnson.

31.

E g e n T u n e . ( R e i s s i g e r , N u t z k o r n ) .

Je g vil værge m it Land.

jeg vil bygge mit Land,

jeg vil elske det frem i min Bøn, i mit Barn, jeg yi! øge dets Gavn.

jeg Aril søge dets Savn

ifra Grænsen og ud til de drivende Garn.

5 8

Her er Sommersol nok.

her er Sædejord nok,

hare vi, bare vi have Kærlighed nok.

Her er digtende Trang gennem Arbejdets Gang

til a t løfte vort Land, blot vi løfte i Flok.

Vi for vide paa Tog over gyngende Vaag,

ru n d t i Landene knejse normanniske Taarn.

Men vort modige Flag flyver vid’re i Dag,

og det rodmer af Sundhed som aldrig tilforn.

Og vor Frem tid er stor;

thi det trekløvde Nord,

det skal samles igen, det skal blive sig selv.

Hvad du evner, kast af i det nærmeste Krav,

det skal bæres helt frem af en voksende Elv.

Denne Bostavn er vor, og vi elske den for,

hvad den var, hvad den er, hvad den bliver igen.

59

Og som Kærlighed gror af den hjemlige Jord,

s skal den gro af vor Kærligheds Frøkorn igen.

Bjørnson.

32.

E g e n T o n e . ( I p s e n ) .

I Mens Nordhavet bruser mod fjældbygt Strand,

>og stolte Erindringer vækker

>om Fædrenes Ry. som til fjerne Land

»det bar paa de nordiske Snækker

>op, Nordmænd, sjunger til H arpens Slag,

>en Sang for Norriges unge Flag!

ID u Blomster af Palm en paa Friheds Grund!

»skøn est du at skue trefarvet;

)det hvidene Kors i den røde Bund, idet har du a f Dannebrog arvet;

nnen Hjertebladet, det mørkeblaa, i af Friheds Marv maatte først udgaa.

IFra Himlen faldt Dannebrogsfanen ned.

(blev Tvillinglands - - Snækkernes Smykke i og stod gennem Sekler i K rig og Fred comstraalet af Hæder og Lykke.

60

0 F lag for Nor rig, stand evig saa, m ist aldrig dit Hjerteblads høje blaa!

Schwach.

E g e n T o n e . (C r u s e ll) .

Hell dig, du hoga Nord!

beil dig, var fosterjord!

K raft och mod lif och blod

vi offre for din ara!

Hell dig, du fria strand!

hell dig, du hjeltars land!

Enighet, trofa sthet

ar dina soners lara!

Hell er, I garnla berg!

ja tta r med jern til m arg.1) Fjall och h af

aldrig slaf

i Manhem2) skola bara!

Lefve, lefve, lefve vårt fosterland!

Cøster.

‘) Marv. 2) Sverrig.

61 34.

F o lk e t e n e .

I)u gamla, du friska, du fjållhoga Nord, du tysta, du glådjerika skona!

J a g halsar dig vanaste land uppå jord, din sol, din himmel, dina a n g d er1) grona!

Du tronar på minnen från fornstora da’r 2) då aradt ditt namn flog ofver jorden.

J a g vet, a tt du år, ocli du biir, hvad du var, ack, jag vill lefve, ja g vill dø i Norden.

R .' Diibeck.

35.

E g e n T o n e . ( W e s t e r m a r k ) .

K ung K arl den unge lijelte, han stod i rok ocli dam, han drog sitt svård från bålte ocli brøt i striden fram.

»Kur svenska stålet biter, kom låt oss profvå på!

u r våggi, Moskoviter!

friskt mod, I gossar blå!«

‘) Egne. 2) f. dagar.

62

Och en mot tio staldes a f retad Yasason.

Der flydde, hvad ej tåldes, det var hans lårospån.

Tre konungar tillhopa ej skrefvo j)ilten b u d ; lugn stod han mot Europa en skågglos dundergud.

Der slog så stort ett hjerta uti hans svenska barm, i glådje som 1 sm arta

blott for det råtta varm.

I med— och motgång lika, sin lyckas ofverman, han kunde icke vika,

blott falla kunde han.

Se nattens stjernor blossa på grafven långese’n.

Och hundraårig mossa betåcker hjeltens ben.

Det herliga på jorden,

forgångligt år dess lott!

Hans minne uti Norden år sn art en saga blott.

Dock, an till sagan lyssnar det gamla sagoland, och dverga— låten tystnar

mot resen efter hånd.

An bor i Nordens lundar den hoge anden kvar;

han ar ej dod, han blundar, hans blund ett sekel var.

Boj, Svea, knå ved griften, din storste son goms der;

las notta minueskriften, din hjeltedikt bon år.

Med blottadt lmfvud stiger historien dit och lår, och svenska åran viger

sin segerfana der.

Tegner.

36.

S o m : P r i n s e s s e n s a d i H ø j e l o f t (g i. F o lk e t e n e .

"Prinsessen sad i Højeloft med Haanden under Kind;

■Her kom saa favr en Gangerpilt

;og tittede derind.

'•Amli de spillede fordi de spillede Guldterning.

»Og liør du favre Gangerpilt.

leg du Guldtavl med mig!«

»Men jeg har intet røden Guld a t sætte op mod dig.«

Prinsessen vandt det første Spil, hun vandt det andet med, sig selv hun tabte dog til sidst, som det var gammel Sæd.

»Hvor længe skal i Danemark der lyttes til den Sang?«

»Saa længe som en Liljevand er sød i Dannevang.«

For se nu kommer Aanden b rat alt som en Gangerpilt,

Guldtavl med H jertet under Slør han leger nok saa snildt.

Han taber glat den første Gang.

den anden ligesaa.

men vinder Hjertet dog til sidst, det kan I lide paa.

65

) Guldborgen med den grønne Skov,

»den agter han for Tant,

i men han vil ha’ den Jom fru fin, (han med G uldterning vandt.

(D et er et yndigt Giftermaal,

>det spørges under 0 ,

>det Æ gtepar, det ældes ej,

>og det skal aldrig dø.

I Den gamle Sang da lever med, Hivert Barn kan den forstaa, ide synge om hvert Tavlebord jden lille Vøluspaa.

Kmpv.

87.

A gn ete og H avm anden.

G a m m e l F o lk e t o n e .

.Agnete, hun stander paa Høj elands Bro, oog op kom den Havmand fra Bølgen den blaa.

Haa, haa, haa!

oog op kom den Havmand fra Bolgen den blaa.

5

66

Hans H aar, det var som det pureste Huld, lians Øjne, de vare saa frydefuld.

»Og hør du, Agnete, saa favr og saa fin!

og vil du nu være allerkæreste min?«

»O ja saamænd, det vil jeg saa,

naar d u ta g e r mig med under Bølgen den blaa.«!

Han stopped hendes Øren. han lukte hendes Mund, \ saa førte han liende ned paa Havsens Bund.

Agnete, hun sad over Vuggen og sang, da hørte hun Engellands Klokker, de klang.

Agnete, hun ganger for den Havmand at staa:

»Og maa jeg mig een (fang til Kirke gaa?«j

»O ja saamænd, det maa du saa,

naar du kommer hjem igen til Børnene smaaJ Men naar du kommer paa Kirkegulv,

saa maa du ikke gaa til din Moder i Stol.

N aar Præsten, han nævner den høje, da maa du dig ikke nedbøje.«

[H an stopped hendes Øren, han lnkte hendes Mund,

2-saa førte han hende til Engellands Grund.

Men der hun nu kom paa Kirkegulv, .A gnete gik ind til sin Moder i Stol.

I Da Præsten, han nævned den høje, I hun monne sig dybt nedbøje.

»Agnete, Agnete, kær D atter saa b lid ! I hvor haver du været saa lang en Tid?«

»Paa Havsens Bund, der stander min Bo,

> der haver jeg givet den Havmand min Tro.

Sønnerne syv jeg haver ham født.

) det ottende er saa liden en Mø.

. Men nu vil jeg blive paa grønneste Grund,

> og aldrig vil jeg mere til Havsens Bund.«

I I)en H avm and,'han tren ad Kirkedøren ind,

; alle de smaa Billeder, de vendte sig omkring.

[ Hans H aar, det var som det pureste Guld.

I hans Øjne, de vare saa taarefuld!

5*

68

»Agnete, Agnete! kom til Havet med mig!

dine smaa Børn, de længes efter dig.«

»Ja lad dem længes, mens de længes vil!

dem kommer jeg aldrig mere til.«

»O tænk paa de store, og tænk paa de smaa, og mest paa den lille, som i Vuggen laa.«

»Nej aldrig vil jeg tænke paa store eller smaa, ‘ og m indst paa den lille, som i Vuggen laa.«

Haa, haa, haa!

og mindst paa den lille, som i Vuggen laa.«j Kmpv.

38.

A age og Else.

F o lk e t o n e .

Og skøn saa er hun Linden, imens hun mon gro,

— nu vil jeg med dig! —

saa er hun og stolt Elselil, hun holder sin Tro.

Saa troloved hun den Ridder.

J g det var Ridder Aage, han red under 0 , og Elselille fæsted han, saa væn en Mø.

Man fæsted Jom fru Else. saa væn en Mø, og det var paa hans Bryllupsdag, han

m aatte dø.

da græd hun, Elselille, saa sorrigfuld, diet hørte Ridder Aage ned under sorten

Muld.

Op stod h an , Ridder A age, med Skrud paa Bag, nan lakked til sin Fæstemø med megen Umag.

;daa klapped han paa Doren med Skrud for Skind:

•iStat op, min kære Fæstemø, og luk mig ind!«

din Stund laa Elselille og tænkte ved sig:

lE r det min døde Fæstem and, som kommer til mig.

Oet meldte Jom fru Else, med Taare paa Kind, l Ja, kan I nævne Jesu Navn, saa kommer I ind.

70

»Stat op, Elselille, luk op din Dør!

for jeg kan nævne Jesu Navn. som jeg kunde før.

Op stod hun, Jom fru Else, med Taare paa Kind, saa lukked hun den døde Mand i B uret ind.

Saa tog hun op Guldkammen og redte hans Haar, for hver en Lok, hun redte ud, der ran d t en

T aar’.

»Og hør du, Bidder Aage, kær Brudgom min!

hvordan er der i sorten Jord, i Graven din?«

»Saadan er der i Jorden, i Grav hos mig, som i det klare Himmerig, thi glæd du dig!«

»Og hør du, Ridder Aage, kær Brudgom min!

saa tag mig med til sorten Jord i Graven din!«

»Men saa er der i Jorden, i Grav hos mig, j som i det værste Helvede, slaa Kors tor dig!

['For ikkun, naar du kvæder, som til en Dans.

'Forinden er min Grav omhængt mod Rosen­

krans.

>Og hver engang du græder, i H u saa mod, xla er min Grav og Kiste fuld af levret Blod.

I Nu galer for de gode den Hane hvid,

(jeg maa ej længer tøve her, jeg længes og did.«

)Op stod han, Ridder Aage, med Skrud paa Bag,

■isaa lakked han til Kirkegaard med megen Umag!

ID et gjorde Jom fru Else, sin Brudgom kær (hun fulgte gennem mørken Skov paa N atte-

færd.

> Og der de kom fra Skoven til Kirkegaard.

>da fældte Ridder Aage b rat sit gule Haar.

) Og der paa Kirkegaarden de traadte ind,

»da falmed paa, den Ridder b rat hans Rosen­

kind.

7 2

»Og hør nu, Elselille, og giv det i Gem!

du græde nu dog aldrig mer din Fæstemand hjem ! Men se dig op til Himlen, til Stjernerne smaa;

da mærker d u saa blidelig, hvor N atten mongaa.«

Im ens hun saa til Himlen, til Stjernerne smaa,

— nu vil jeg med dig! —

i Jorden sank den døde Mand, ej mer hun ham saa.

Saa troloved hun den Ridder!

Kmpv.

39.

Roselille.

G a m m e l F o lk e t o n e .

Roselil’ og hendes Moder, de sad over Bord, de taled saa m angt et Skæmtens Ord.

Ha, ha, ha! Saa, saa, saa, saa!

De taled saa m angt et Skæmtens Ord.

»For vor Kilde skal springe med Æblemost sød, før jeg skal for nogen Mand vorde rød.

73

Før hvert Træ skal i Haven faa Blomster a f Guld, rø r jeg skal vorde nogen Ungersvend huld.«

Ur. Peder stod paa Svalen og lytted med List:

>Den ler dog nok bedst, som ler til sidst!«

H r. Peder stod for Sol op og aksled sit Skind,

;saa tren han siden til Roselille ind.

Hil sidde I, skøn Jom fru, i Fløjl og Silke­

skrud,

» tat op, lad os følges i Haven ud!«

-Og der de kom ned udi U rtegaardens Læ,

;8aa hang der en Guldring paa hvert et Træ.

Og der de kom til Kilden bag Blomster i Skjul, 8 a a sprang der ej Vand, men Mosten gul.

IRoselil’ blev saa rød som et dryppende Blod, rhun stirred i Græsset ned for sin Fod.

IDa kyssed hendes Læber Hr. Peder med List:

<»Den ler dog nok bedst, som ler til sidst!«

Kmpv.

Den øm skindede Brudgom.

E g e n T o n e . ( N u t z k o r n ) .

Og’ det var om en Løverdag, det regned under 0,

og det var Tyge Hermansøn, skulde hente sin Fæstemø.

Je g skal ride ud imod saa væn en Mø.

Den Herre ud ad Yindvet saa.

de Bække løb saa stride:

»Ej køber jeg saa dyrt en Mø.

jeg rider mig til Kvide.

Men bør du, Nilavs Bendiksøn.

alt med de lange Skanker, rid du i Dag min Brud imod, sig liende mine Tanker!«

Og det var Nilavs Bendiksøn, ban sagde ej Ordene tiere:

»Og skal jeg ride for dig i Dag, jeg gør for dig vel mere.«

J L

75

De klædte sig i Silke tin og saa i Gyldenskrud,

og saa drog de til Kirke brat, alt med den unge Brud.

Og Bruden stod for Kirkedør, alt som en Rosensblomme, og hun bad dem til Vandet se, om Brudgommen ej mon komme.

Det svared Nilavs Bendiksøn:

»Det nytter ej at bide, Hr. Tyge kommer ej i Dag, de Bække løb saa stride.

Men er her intet bedre Raad.

saa er jeg fluks til Rede, Hr. Tyge har dertil mig sendt, jeg i hans Sted skal træde.«

H an traadte i Hr. Tyges Sted i Kirken, og paa Bænken, og saa tog han den unge Brud saa vel som Brudeskænken.

76

Og det var Onsdag næst derpaa, der Bækkene mon falde,

da kom Hr. Tyge Hermansøn med sine Brudmænd alle.

De kom a lt til den Bryllupsgaard og til det skønne Gilde,

det svared da den unge B rud:

»Rid hjem! du kom for silde.«

»Og hør, du stolte Sidselir, det er dog alt for meget, at ride langt for ingen Ting, og styg-t har du mig sveget.«

»Og hør, du Tyge Hermansøn, det m aatte du vel vide,

al ingen Mø den Svend er huld, som ej i Regn tør ride.

Var du en ærlig Jomfrusvend og havde haft mig kær,

du havde brudt den Bølge blaa alt med dit blanke Sværd!«

»Ja, saa vil jeg i Kloster gaa, en Munk, saa vil jeg være, saamænd, vid, stolten Sidselir, I ser mig aldrig mere.«

»Men falder dog din Vej forbi, naar Vand er lavt i Bækken, har jeg af Oste fler end to, da faar du een i Sækken.«

Jeg skal ride ud imod saa væn en Mø.

Kmpv.

41

Svar som Tiltale.

E g e n T o n e . ( B a m e k o w ) .

Saa mange sad de Riddere a lt over Dronningens Bord og de begyndte a t tale saa m angt et Gammensord.

Under den Lind, der skal I mig bie.

De talte ej om Kirkegang og ej om K lostertugt;

men heller om de stolte Mø’er, om alt, hvad der var smukt.

Det var da Herre Peder, og han tog Munden fuld:

»Og jeg vil have den Jomfru, som har bande Oa ard og Ould.

Og jeg vil have den Jomfru, som kan med Silke sy.

og den vil jeg ikke have, som gerne ganger i By.

Og jeg vil liave den Jomfru, som vel kan brede sit Bord, og den vil jeg ikke have, som er for djærv i Ord.«

Alle da sad de skønne Jom fruer og mæled ikke et Ord,

undtagen hun. liden Kirsten, som stod for Dronningens Bord.

»Og var jeg end saa voksen alt.

je g skulde en Bidder love, Hr. Peder med de store Ord!

dig vil jeg aldrig have.

79

For jeg skulde sidde i Højeloft, der baade at skære og sy, mens du sad paa din høje Hest, for om fra By til By.

Og jeg skulde sidde i Højeloft og brede med Flid mit Bord, imens du stod paa Folketing og ledte med Flid om Ord.

Og jeg skulde gaa i Højeloft og brede med Skel de Bænke, imens du sad i Bidderlag, kunde ej dine Ord betænke!«

Op stod da Herre Peder, hans Ord faldt ham saa redt:

»Nu haver jeg fundet den Jomfru, jeg længe har efterladt.«

Og der blev Fryd i Kongens Haard.

saa fa v rt's ig a lt mon vende,

da Dronningen gav liden Kirsten bort.

Hr. Peder, han fæstede hende.

Under den Lind, der skal I mig bie.

Kmpv.

...

80

ggr i j r

42.

M arsk S tig s Døtre.

E g e n T o n e . ( G a m m e l F o lk e to n e ) .

Marsk Stig han haver sig Døtre to, saa tu n g en Skæbne monne de faa, den ældste tog den yngste ved Hånd,

og de fore vide om Verden.

Den ældste tog den yngste ved Hånd, saa ginge de dem til Sverrigs Land;

Kong Byrge han kom fra Stævne hjem.

Og de fore vide om Verden,

;

ii

Kong Byrge han kom fra Stævne hjem, Marsk Stigs Døtre ginge hannem ud igen

»I skynde eder snarlig af min Gaard!«

»I skynde eder snarlig a f min Gaard, eders Fader vog min kære Morbro’r«

Den ældste tog o. s. v.

Den ældste tog den yngste ved Hånd, saa ginge de dem til Norges Land.