Digitaliseret af | Digitised by
Forfatter(e) | Author(s): Dostojevskij, F. M.; F. M. Dostojevskij ; fra Russisk ved A. Berlin.
Titel | Title: Et svagt Hjærte
Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : Nyt dansk Forlagskonsortium, Fysiske størrelse | Physical extent: 189090 s.
DK
Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be
used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work
becomes public domain and can then be freely used. If there are several
authors, the year of death of the longest living person applies. Always
remember to credit the author
Js, -
I DET KONGELIGE BIBLIOTEK DA 1.-2.S 58 8°
1 1 5 8 0 8 14012 3
I ,. ' . /
B i .
spsig l i H M å
DANSK
OLKEBIBLIOTHEK
h ,___________________________________
M MO.
Et svagt Hjærte.
Pris 2 5 Øre.
1 r
D a n s k F o lk e b ib lio th e k .
U d k o m m et e r:
Nr. 1. L u d vig- H o lb e r g : D on R anudo.
- 2. H e in r ic h H e in e : H arzrejsen .
- 8. J e n s B a g g e s e n : K o m isk e F o rtæ llin g er.
- 4. L a m a r tin e : G raziella.
- 5. Ohr. O lu fs e n : G ulddaasen.
- 6. G -eorge E lio t: A m or B arto n . - 7. S h a k s p e a r e : H a m let.
- 8. H a c k la n d e r : To F o rtæ llin g er.
- 9. G a r s c h in : F o rtæ llin g er.
- 10. J o h a n n e s E w a ld : B ald ers Død.
- 11. D id e r o t: R am eau s B ro d ersø n .
- 12. L u d v ig H o lb e r g : A b racad ab ra m . m.
- 18. G -oethe: W e rth e r.
• 14. J u le s M ic h e le t: J e a n n e d ’Arc.
- 15. L u d v i g H o lb e r g : Je p p e p aa B jæ rget.
- 16. G -oeth e: Egmont.
• 17. M a r k T w a in : S k itse r I.
- 18. W e s s e l : U dvalgte S k rifter.
- 19. G h a t e a u b r ia n d: A tala.
A20—21. B a g g e s e n : L a b y rin te n I.
- 22. C h a m is s o : P e te r Schlem ihl.
- 23—24. E r c k m a n n - C h a tr ia n: E fte r M oskous B rand.
- 25—26. F r it z R e u te r : F ra A n n o tre tte n . - 27. D a u d e t : F o rtæ llin g e r I.
- 28. D ic k e n s : F o rtæ llin g er.
- 29. M o m m s e n : B rø d ren e G racchus.
- 30. M o lié r e : S capins G av ty v estreg er.
- 31—32. H . F . E w a ld : H v ad E llen vilde.
- 33—34. S c h ille r : R øverne.
- 35—36. M a u p a s s a n t : P e te r og H ans.
- 37. B y r o n : M anfred, M azeppa og F an g en p aa Chillon.
- 38. T h a a r u p : H ø stg ild et m . v.
V
F. M. Dostojevskij:
Et svagt Hj ærte
^ r o
v e d
A. Berlin.
A rkadius Iv an o v itsch N efedevitsch og Vas- sja Schum kof, to unge K olleger i sam m e E m bedsstilling, levede under sam m e T a g , i én Lejlighed i sam m e fjerde E tage.
F o rfa tte ren føler ganske v ist N ødvendig
heden af at give L æ seren en F o rk la rin g af G runden til, at den ene H e lt i næ rvæ rende H istorie er næ vnet ved sit fulde N av n , den anden m ed afk o rtet N avn, selv om det f. Ex.
kun v a r for, a t m an ikke skulde ansé en saa- dan B etegnelse for upassende og tildels fam i
liær. Men det vilde væ re uom gæ ngelig nød
vendigt i dette Øjem ed først at give F o r
k larin g over og skildre saavel de handlende P erso n ers R ang som deres A lder, K ald og Em bede og tilsid st ogsaa deres K a ra k te r; da der im idlertid findes en Mængde S k rib en ter, der ju st begynde nøjagtig saaledes, saa h a r F o rfatteren til denne Fortæ lling b eslu ttet sig til at begynde um id d elb art m ed H andlingen, ene og alene for ikke a t ligne dem (som nogle m aaske ville sige: som Følge af sin grænse-
1*
løse Egenkjæ rlighed). E fte r at denne F o rtale er slu tte t, beg y n d er han altsaa.
E n A ften, netop før N y t aar, kom Schum- k o f hjem K lokken sex.
A rk ad iu s Iv a n o v itsc h , der laa paa sin Seng, vaagnede og skottede hen til sin Ven.
H an bem æ rkede, at denne v a r ifø rt sin bedste S tad sd rag t og havde en blæ ndende hvid K rave paa. D et v ak te selvfølgelig h an s F orundring.
„H v o r k an Y assja have væ ret henne saadan? H a n h a r h eller ikke sp ist til Middag h e r h jem m e."
Schum kof havde im id lertid tæ ndt L yset, og A rkadius Iv an o v itsch gæ ttede stra x , at h ans Y en havde til H e n sig t at vække ham u ventet. I V irkeligheden hostede Y assja et P a r G ange, gik et P a r G ange op og ned ad G ulvet og lod til sidst P ib en , som han havde b egyndt a t stoppe henne i K rogen ved Siden a f Ovnen, pludselig falde ud af H aanden. A r
kadius Iv an o v itsch lo ved sig selv.
„Y assja, lad de K rogveje fare!" sagde han.
„A rkascha! sover du ik k e?"
„ Je g kan sandelig ikke sige det med Sikkerhed, . . . m en det forekom m er m ig dog, a t jeg ikke sover."
„Ak! A rkascha! God A ften, m in k jæ re ! N aa! B roder! Naa! . . . Du véd ik k e, hvad jeg vil fortælle dig!"
„F o r v ist véd jeg det ik k e, . . . . m en kom en Gang h e r hen!"
f r i TV* T "
Y assja kom strax , som om han havde v en tet paa det, id et h an iø v rig t ikke anede nogen U nderfundighed fra A rk ad iu s’s Side*
D enne greb ham im id lertid m eget behæ ndig ved H æ nderne, drejede ham om, fik ham ind under sig og begyndte, som m an siger, at pine sit Offer, hvad der sy n tes at berede den lystige A rkadius Iv an o v itsch utrolig For^
nøjelse*
„Nu h a r jeg dig en d elig ," raa b te han
„Nu h ar jeg dig!"
„A rkascha! A rk asch a! hvad er det du gjør? Slip m ig d o g , for Guds S kyld: slip mig, jeg sm udser m in K jole til . . .
„D et skader in te t! H vad behøver du en Kjole til? H vorfor er du saa lettro en d e, at du udleverer dig selv ? . . . Fortæ l, hv o r h a r du væ ret? hvor h a r du spist til M iddag?"
„A rkascha, for Guds Skyld, slip m ig dog!"
„H vor h a r du saa sp ist til M iddag?"
„D et er jo netop derom , jeg vil fortæ lle!"
„N aa, saa fortæl da!"
„Ja, lad m ig først slippe løs!"
„Nej dog, jeg slipper dig ik k e , før du fortæ ller m ig det!"
„A rkascha, A rkascha! In d sér du da ikke, at det jo aldeles ikke er m u lig t, h elt og hol
dent u m uligt!" raab te den svage Y assja, idet han forgjæves søgte a t befri sig for sin Y ens sfærke
stande
Tag.U ,D er gives dog visse
„H vad for G jenstande? . . , u
„Nu, saadanne, at n a ar m an b egynder at tale om dem i en saadan Stilling, saa gaar hele V æ rdigheden tab t. D et kan aldeles ikke gaa an! D et b liv er re n t la tte rlig t derved, . . . og h e r d rejer det sig om noget, der aldeles ikke er la tte rlig t, m en m eget alvorligt."
„Lad nu væ re m ed det a lv o rlig e ! H vad m on han nu h a r spekuleret ud! Fortæ l du bare saad an , at jeg kan faa m ig en L a tte r;
m en noget alvorligt vil jeg ikke vide af.
H v ad vilde du saa ogsaa være for en V en:
Sig m ig det! H v ad ?"
„A rkascha! Ved Gud, det gaar ikke . . . "
„ Je g vil ingen Snak høre . . . "
„Nuvel, A rk asch a!" begyndte Vassja, lig gende tvæ rs over Sengen, m ens han af al M agt bestræ bte sig for at give sine Ord saa m egen V æ rdighed som m u lig t: „A rkascha!
J e g kan for m in Skyld gjærne fo rtæ lle;, m en . . . "
„Nu, h v ad ?"
„Naa, jeg h a r forlovet m ig!"
Uden at spilde et O rd, tog A rkadius Iv an o v itsch stiltien d e V assja i sine A rm e som et lille B arn, om endskjønt han ikke v ar saa o v erd rev en t lille af S k ik k e lse , m en snarere tem m elig la n g s tra k t, blot m ager, . . . og gav sig til behæ ndig at bære ham fra den ene Ende af V æ relset til den anden, hvorhos han lod, som om han vissede ham i Søvn.
„Ku vil jeg stra x til at svøbe dig, B ru d gom, “ sagde han derhos;
Men da han m æ rkede, at Y assja laa i hans A rm e uden at røre sig og uden at sige et Ord m ere , betæ nkte h an sig og tog i B e tra g tn in g , at h an aab en b art havde dreVet Spøgen for v i d t ; han stillede ham m id t i V æ relset og kyssede ham paa den hjæ rte- ligste og venligste Maade paa K inderne.
„V assja, du er da ikke v red ? "
„H ør, A rkascha . . . "
„Nu, paa G rund af, a t det er N y taars . . . “
„Ja, det h a r jeg ikke noget im od; m en hvorfor er du dog selv saa fo rry k t, saadan en V ildbasse? H vor ofte h a r jeg ik k e sa g t: A r kascha, ved Gud, ikke saa ilte r! . . . “
„Naa, du er altsaa ikke v red ?"
„Nu, jeg h a r ikke noget im od d ig ; hvem er jeg iø v rig t nogensinde v red paa! Men du k ar k ræ nket m ig, fo rstaar du?"
„H vorledes? — k ræ n k e t? P a a hvad Maade ? “
„Jeg kom til dig som til en V en m ed fuldt H jæ rte for a t b etro m ig til dig og m eddele dig m in L ykke . . ."
„Ja, hvad for en L y k k e? H v o rfo r ta le r du da ik k e?"
„N uvel, jeg g ifter m ig jo !" svarede V assja ærgerlig, fordi h an i V irkeligheden v a r lid t fornæ rm et.
„Du! Du g ifter dig! V irk elig ?" raa b te Ar-
T< <7
8
kadius i fuldstæ ndig O verraskelse til ham .
„Nej! n ej! — ja, hvad vil det nu sige? Saa- dan ta le r je g , og T aarern e strøm m e m ig ned . . . Y assja, m in lille V assja! Min Søn, lad det nu væ re g o d t! Ja , er det nu ogsaa s a n d t? “ Og A rkadius overfaldt ham m ed nye O m favnelser.
„Naa, fo rstaar du nu, hvad det drejer sig o m ? “ sagde Y assja. „Du er jo god, du er m in Ven, det véd jeg. Je g kom m er til dig m ed saadan en Glæde, m ed salig H e n ry k k else , og saa skal jeg pludselig aabenbare al denne H jæ rtensglæ de, al denne Salighed, m edens jeg ligger og væ lter m ig tvæ rs over S engen, uden den m indste V æ rdighed. D et in d ser du jo nok, A rkascha," vedblev Y assja h alv t sm ilende. „D et v ar jo dog en latterlig Stilling. Og jeg tilh ø rte i d ette Øjeblik slet ikke m ig selv m ere. Je g kunde dog ikke nedvæ rdige d ette A nliggende . . . H avde du bare ovenikjøbet sp u rg t m ig, hvad hun héd, . . . jeg svæ rger dig til, du havde før k u n n et slaa m ig ihjel, før jeg vilde have sv aret d ig .“
„Men V assja! hvorfor h a r du dog fo rtiet d e t? H avde du fo rtalt m ig det altsam m en tidligere, saa havde jeg heller ikke d rev et saa
dan dum m e L ø jer, “ sagde A rkadius Ivanovitsch i sand Fortvivlelse.
„N aa, lad nu det være godt, lad det!
Je g m ente jo kun saadan, . . . du véd jo, hvoraf det altsam m en kom m er: af at jeg h a r et godt
H jæ rte. Og saa æ rgrede det mig* a t jeg ikke kunde sige dig det saaledes, som jeg ønskede det, . . . glæde dig, gjøre dig en Fornøjelse, fortæ lle det sm u k t, og paa passende Maade indvie dig d eri; . . . sandelig, A rkadius, jeg holder saa m eget af dig, a t jeg tro r, at n a ar du ikke v ar, vilde jeg slet ikke gifte m ig, ja overhovedet slet ikke leve!"
A rkadius Iv an o v itsch , der v a r overordent- lig følelsesfuld, lo og græd paa én G ang, da han hørte Y assja tale saaledes. Y assja gjorde ligesaa. Begge kastede sig p aan y i hver*
an d res A rm e og g lem te, hvad der v a r sket.
„Men hvorledes er det sa a, hvordan for*
holder det sig derm ed? F o rtæ l m ig alt, Yas*
sja? T ilgiv m ig, B roder, jeg er overrask et, aldeles overrasket. Ved Gud! jeg er som lyn*
slaaet. Dog n e j, B ro d er! nej, du h a r op
fundet det h ele; ved Gud, du h a r opfundet det og bundet m ig noget paa Æ rm e t!" skreg A rkadius op og saa endog m ed u fo rstilt Mis
tro Y assja ind i A n sig tet. Men da han der saa den straalen d e B ekræ ftelse paa hans B e
slu tn in g om sn arest m uligt at gifte sig, kastede han sig paa Sengen og begyndte dér af H e n rykkelse at haste sig baglæ nds, saa at V æg
gene rystede.
„Y assja, sæt dig h e rh e n ," raab te han endelig, idet han satte sig overende i Sengen.
„ Jeg véd sandelig ikke, B roder, hvordan og hvorm ed jeg skal begynde."
B egge saa de glad oprøm te paa hinanden.
j,H yem er hun, V assja?"
„A rtem jev s D atter!" . . . udbrød V assja Ined en a f L yksalighed dæ m pet Stem m e.
„D et er ikke m u lig t!"
»N u, først h a r jeg sn ak k et dig Ørene fulde om h en d e, saa tav jeg stille; m en du h a r ikke m æ rk et noget. A k! A rkadius, hvad h a r det ikke k o stet m ig at holde det h em m elig t for dig; m en jeg v a r bange, undsaa m ig ligefrem for at tale! Je g tæ n k te , at det hele kunde gaa o v e rsty r, og jeg er jo for
elsket, A rk a d iu s ! G u d ! m in G u d ! Ser du, hvordan Sagen forholder sig ," vedblev han, id et han dog stadig gik i S taa af B ev æ g else:
„hun v a r forlovet endnu for et A ar siden;
m en pludselig blev han udkom m anderet et eller andet Sted h en ; jeg kjendte ham ogsaa, san d t nok! Gud være m ed h am ! Nu vel! han sk rev aldeles ikke, er fuldstæ ndig forsvunden.
De ven te og v e n te ; hvad kan det dog vel b ety d e? . . . P lu d selig kom m er han for fire M aaneder siden anstigende som g ift, og til dem sæ tter han ikke sin Fod. D et var groft, lu m pent! Og der v a r in g en , der havde ta g e t sig af hende. H u n græd og græ d, den Stakkel, og saa forelskede jeg m ig i hende, . . . . jeg v a r jo forlæ ngst fo relsk et, havde hele T iden elsket hende. Saa begyndte jeg at trø ste h e n d e , gik stadig derhen . . . naa, og jeg véd sandelig ikke, hvordan det hele kom,
i i
ogsaa hun fik m ig kjær. F o r en U ges T id siden kunde jeg ikke udholde det læ ngere;
jeg b egyndte at h u lk e, at græde og fo rtalte hende a lt . . . nu v e l, at jeg elskede hende, m ed ét O rd: alt . . . . H u n sv ared e: „ Je g vilde selv gjæ rne elske Dem , Y assili P e tro v itsc h ; m en jeg er en stak k els P ig e ; spot ikke over m ig ; jeg tø r ikke elske nogen." . . . Nuvel, B roder, fo rstaar du? F o rsta a r du d et? . . . Nu have vi giv et h v eran d re v o rt Ord og have forlovet os. Je g tæ nkte op og n ed ; saa siger jeg : „H vorledes skal v i sige det til din M am a?"
H u n siger: „D et er v an sk elig t; h av blot Taal- m odighed en lille Tid. H u n er b an g e; nu for T iden vilde h u n m aaske ikke give sit S am ty k k e; hun græ der selv saa . . . " Men uden at have sagt det m in d ste til hende, busede jeg i Dag ud m ed det til den gam le. L isa fald t paa K næ for h en d e, jeg m ed, . . . naa, og h u n gav os sin V elsignelse. A rkascha! A r- kascha! m in k jæ re ! V i ville bo sam m en. Nej, jeg skilles ikke for nogen P ris fra dig!" . . .
„V assja! som jeg nu ser dig h er, tro r jeg det ik k e; Gud skal v id e, jeg k a n ikke tro det, det svæ rger jeg dig til. Sandelig, det hele forekom m er m ig som . . . H ør, du g ifter dig altsaa? . . . H v o r kan det dog være, at jeg ikke h a r v id st det, hvad! I Sandhed, V as
sja, jeg vil tilsta a det for dig; jeg selv, B roder, h a r tæ n k t paa at gifte m ig; m en da du nu
m m
g ifter dig, saa er det jo lige godt! Nu, velan, væ r lykkelig, bliv ly k k elig !"
„ B ro d er, nu er jeg saa let om Hjærtet*
m in Sjæl er saa g lad ;" . . . sagde V assja, idet lian stod op og oprøm t gik frem og tilbage i V æ relset. „ E r det ikke sa n d t? Ja ! er det ikke s a n d t? Du føler jo det selv sam m e? Vi ville leve ganske tarv elig t, m en vi ville blive lykkelige. Og det er jo ingen F an tasi. V or L y kke sta a r jo ikke sk rev et i nogen B og:
m en vi ville i V irkeligheden blive lykkelige."
„V assja, V assja! hør, hvad jeg vil sige!"
„H vad er d et?" sagde V assja, idet han standsede foran A rkadius Ivanovitsch.
„D er faldt m ig saadan en T anke ind, . . . m en jeg er sandelig næ sten bange for at m ed
dele dig den! . . . T ilgiv m ig, m en løs m ig m in T v iv l! H vad vil du egentlig leve af?
Du véd jo, at jeg er h e n ry k t over, at du vil gifte dig, og jeg kan i m in H enrykkelse ikke beherske m ig s e lv ; m en h v o raf vil du lev e? H v ad ?"
„A k Gud, m in Gud! H vad du dog er for et M enneske, A rk asch a!" sagde Vassja, idet han højst forbavset saa paa A rkadius.
„H vad fejler du eg en tlig ? Selv den gam le h a r ikke betæ nkt sig i to M in u tter, da jeg forklarede a lt for hende. Spørg hende engang, h v o raf hun h a r lev e t? De have kun 500 R ubler aarlig til tre P erso n er, saa m eget beløber hele P en sio n en efter den afdøde sig til. D eraf h ar
12
hun, den gam le og en y n g re B ro d er til hende levet, og for ham h a r de endda af disse P e n g e m a a tte t b etale Skolepenge, — og saa ser du endda, hvorledes de leve. Saa er vi to jo næ sten K ap italister! Og ser du, i m a n g t et godt A ar kan jeg endog skrabe en 700 R u b ler sam m en. “
„H ø r, V assja! undskyld m ig! . . . jeg m en er jo , ved G ud! k u n saad an , . . . jeg tæ n k er kun saadan i Ø jeb lik k et, a t det ikke m aa gaa o v e rS ty r, . . . hvad er det for 7 0 0 ? K u n 8 0 0 “ . . .
„T re H u ndrede! . . . Og Ju lia n M astako- v itsch ? H a r du glem t h am ?"
„ Ju lian M astak o v itsch ! Min B ro d e r, det er jo aldeles u sik k ert. D et er ik k e det sam m e som tre H undrede R ubler i fast In d tæ g t, h vor h v er R ubel er saa tro som en Y en. Ju lian M astakovitsch, . . . nu, h an er ganske v ist en sto r M and; jeg sk a tte r ham , h ø jag ter ham , foi'staar ham , u ag tet han sta ar saa h ø jt; ja ! ved Gud! jeg holder af ham , fordi han holder af dig og b etaler dig for dit A rbejde, m edens h an slet ikke behøvede at b etale ex tra, m en ligefrem kunde beordre en af P e rso n a le t til sin T jeneste, . . . m en tilsta a det kun selv, V assja . . . H ø r videre! D et er jo ikke noget V røvl, jeg kom m er m ed; jeg indrøm m er, at m an ikke i hele St. P e tersb o rg kan finde en H a an d sk ritt som din, jeg in d rø m m er dig gjæ rne F o rran g en ," — lagde N efedevitsch ikke uden
18
en vis B eg ejstrin g til, — „m en pludselig, h v ad Gud forbyde, kan du vække hans Mis
hag, pludselig vil du ikke m ere være ham tilpas, og A rb ejd et hos ham vil da paa én G ang høre o p , h an v il antage en anden, . . . nu j a ! hvad kan der ikke til syvende og sidst ske! Ju lia n M astakovitsch kan jo være i Dag rød, i M orgen død, Y assja! . . . "
„H ør, A rkascha! paa den Maade kan jo ogsaa L oftet gjæ rne stra x sty rte ned over H ovedet paa os . . . “
„Nu, jav e l! javel! . . . jeg siger jo ingen T in g . . . “
„ N ej! h ø r paa m ig, lad m ig tale ud . . . P a a hvad Maade kan han da vel afskedige m ig? . . . Nej! lad m ig tale ud, du! lad m ig tale ud!
J e g udfører jo alt m it A rbejde om hyggelig.
H a n er jo saa god; han h a r jo, A rkascha! han h a r jo i Dag g iv et m ig 50 R ubler i Sølv!"
„E r det m uligt, Y assja? Du h a r altsaa m odtaget din B elønning ?"
„H vad for en B elønning! A f hans egen Lom m e. H an sig er: „Min V en! du h ar alle
rede i fem M aaneder ingen P enge faaet. Vil du have, saa tag her. Je g tak k e r dig, sigei han, „jeg er tilfreds . . . Ved Gud, du skal ikke arbejde for in te t for m ig," siger han . . . Sandelig, saadan h a r han sagt. Je g fik T aar er i Ø jnene! H erre! m in G ud!"
„H ør, V assja! og du h a r sk rev et dit A r
bejde fæ rdigt?"
15
»Nej, . . . . endnu e r jeg ikke færdig m ed d e t.“
„ V a ssja ! Min E ngel! H v o rd an h a r du dog b a aret dig a d ? “
„H ør, A rkadius, det gjør ikke n o g et, . . . jeg h a r et P a r Dages T id tilbage, jeg b liv er nok færdig . . .«
„H v o r kom m er det, at du ikke h a r sk rev et d e t? 8
„Naa, der h a r vi det! der h a r vi det!
Du ser m ed en saa bedrøvelig Mine p aa Sagen, a t hele m it In d re rø re r sig, det gjør ondt i m it H jæ rte. Nu, hvad er det saa eg en tlig ? -^ll Si01' m ig bestandig saa nedslaaet. Saadan sk rig er h an altid til m ig : A k — ak! — ak! . . . Men tæ nk selv rig tig o ver: nu vel, hvad er det saa endelig ? Naa, jeg g jør det færdig, ved Gud! jeg gjør det færdig . .
„N aar du n u ik k e b liv er færdig m ed det, hvad s a a ? “ raab te A rkadius, id et han sprang op. „Og han h a r i Dag g iv et dig en B elønning. Og saa g aar du hen og g ifter d ig , • • • ej! ej! ej! . . .«
„D et gjør in te t; det gjør slet ikke n o g e t,“
raab te Schum kof. „ Je g sæ tter m ig stra x hen, lig® paa Ø jeblikket sæ tter jeg m ig. D et gjør ikke n o g e t\u
„Men hvordan h a r du dog k u n n et fo r
søm m e det saaledes, V a ssja ? “
„A k, A rkascha! H v o r kunde jeg dog sidde stille ? Y ar vel m in Sindsstem ning egnet der-
til? Je g kunde næppe sidde stille i K ancel
liet, kunde jo ikke bæ re, hvad m it H jæ rte v a r fuldt af . . . A k! A k! Nu vil jeg sidde oppe i N at, i M orgen N at, og i O verm orgen igjen, og — aflevere det fæ rdigt! . . .
„E r der m eget tilbage e n d n u ? “
„Ophold m ig nu ikke, for Guds Skyld ! op
hold m ig ikke, væ r stille . .
A rkadius Iv an o v itsch gik paa T aaspid- serne hen til Sengen og satte sig. Saa vilde h an pludselig igjen rejse sig , m en v ar a tte r nødt til a t sæ tte sig, da h an betæ nkte, at han kunde fo rsty rre, u a g te t h an ikke kunde sidde stille for Sindsbevæ gelse. Man kunde m ærke, at N yheden havde g jo rt ham h elt fortum let, og a t den første B eg ejstrin g endnu ikke havde faaet Tid til at rase ud i ham . H a n saa paa Schum kof, denne saa paa ham igjen;
han sm ilede, truede ad ham m ed F in g eren og tra k saa Ø jenbrynene fry g telig sam m en, (som om A rbejdets hele K ra ft og lykkelige T ilendebringelse beroede der,) og stirred e paa Skriveheftet.
H an syntes ligeledes endnu ikke a t have overvundet sin Bevægelse, han vexlede P en n e, rokkede hid og did paa Stolen, satte sig til
re tte og begyndte igjen at skrive, m en hans H aand rystede og næ gtede at gjøre T jeneste.
„A rkascha! Je g h a r ta lt til dem om dig, sagde han p ludselig, som om det lige var faldet ham ind.
„ Ja !" udbrød A rkadius. „Og jeg vilde [ ju s t til at spørge dig derom . N u?"
„Nu vel! A k ja ! jeg skal siden fortælle i) dig det altsam m en! Je g er, ved Gud, selv 3 Skyld d eri; m en jeg havde aldeles glem t, at i jeg ikke vilde sige noget, før jeg havde sk rev et 1 fire Blade, og saa kom jeg til a t huske paa ) dig og hende. B roder, jeg k an slet ikke skrive i rigtig. Stadig tæ nker jeg paa eder . . . "
Y assja sm ilede.
D er in d traad te en T avshed.
„Fy! hv ilk en daarlig P e n !" raa b te saa r Y assja, idet h an æ rgerlig kastede den hen ad [ B ordet.
H a n tog en anden.
„Y assja! H ør! K un et Ord . . . "
„Nu, gjør det h u rtig , og for sidste G ang!"
„E r der m eget til B est?"
„A k! B roder!"
Y assja satte et fortræ deligt A n sig t op,
; som om der ikke i hele Y erden fandtes noget i skræ kkeligere og pinligere end saad an t et
! Spørgsm aal.
„Meget! Forfæ rdelig m eg et!"
„Yéd du, der paakom m ig en T anke . . . “
„H vad v a r d et?"
„Dog nej, nu ikke m ere . . . sk riv !"
„Naa, hvad v a r det? H v ad ?"
„K lokken er n u syv, lille Y assja!"
H er sm ilede -N efedevitsch og blinkede skjæ lm sk til V assja, stadig dog lid t u sik k ert,
D ostojevskij: Et syagt Hjærte. 2
da han ikke vidste, hvorledes denne vilde ops tage det.
„Nu, hvad saa?" sp u rg te V assja, der lielt havde o p hørt at skrive, id et han saa ham lige ind i Øjnene og endog blev ganske bleg at Forventnings
>,Véd du hvad ?"
j,For Guds Skyld, h v ilk et?"
„Véd du h v ad ? Du er nervøs, du vii ikke u d rette m eget m ed dit A rbejde . . . H oldt, holdt, stille, stille! . . . Je g kan se, jeg ser . . .!
H ø r!" sagde N efedevitsch, idet han m u n te rt sp ran g op fra Sengen og afskar V assja Ordet og m ed al M agt søgte a t besejre hans I n d vendinger. „F rem fo r alt er det nødvendigt a t berolige sig, a t fatte sig; ikke san d t?"
„A rk asch a, A rk asch a!" udbrød Vassja, id et han sp ran g op fra Stolen. „ Jeg bliver siddende hele N a tte n , ved Gud! jesr bliver siddende."
„Nu ja, ja. Du vil først henad M orgen
stunden lægge dig til at sove."
ikke sove; ikke for nogen P ris vil jeg sove . . . "
„Nej, det g aar ik k e; sove m aa du. K lok
ken fem læ gger du dig til a t sove. Je g skal saa vække dig K lokken otte. I Morgen er det F iid ag . Du sæ tter dig hen og sk riv er den hele Dag, . . . og saa N atten igjennem ,
°g . . . m en h vor m eget er der da egentlig endnu tilbage for dig?"
t a b t * /
.F er der!"
R ystende af Sindsbevæ gelse og Forvent*
rining pegede V assja paa H e fte t: „D er!
„H ør, B roder, det er ikke m eg et . . .
„Min kjære Yen . * i dér er der m ere j endnu," sagde V assja, idet h a n fo rk n y t saa { paa N efedevitsch, som om A fgjørelsen af, om { han skulde gaa eller ikke, beroede ene og alene j paa denne.
„H vorm eget er der?"
„To . . . Blade . . .
„Nu vel? H ø r engang! V i faa det allige-
■ vel fæ rdigt, ved Gud, vi faa det fæ rdigt."
„A rkascha!"
„Vassja! H ø r engang! Nu saadan paa A ftenen før N y taar kom m er alle M ennesker i sam m en i F am iliekredsen, og vi to er h jem
løse, frændeløse . . . O! V assja!"
N efedevitsch slog sine stæ rke A rm e om V assja og knugede ham i sin Løveom favnelse.
„A rkadius, det er afg jo rt!"
„Lille V assja, jeg vilde ju s t sige det.
Sér du, lille V assja, m in krum benede lille V en . . . giv A g t . . . det er jo
A rkadius holdt inde m ed aaben Mund, fordi han af Sindsbevægelse ikke kunde tale.
V assja holdt ham paa Skulderen, saa ham ufravendt ind i Ø jnene og bevægede Læ berne, som om hau vilde tale Sæ tningen til Ende i hans Sted.
„Nu!" sagde han endelig.
2*
20
„F o restil m ig for dem i D a g!u
„A rkadius, vi g aar d e r h e n til T he! Véd du h v ad ? Ved du h v ad ? Vi vil ikke vente m ed det til Nytaai*, vi g aar derhen før," ud*
brød V assja i sand Begejstring*
„D et vil sige i to T im er, hv erk en m ere ' eller m in d re!"
„Og derpaa A dskillelse saa længe, til jeg h a r g jo rt A rb ejd et fæ rdigt!"
„Lille V assja!" . . .
„A rkadius!"
I L øbet af tre M inutter havde A rkadius tag et sin Søndagsdragt paa. V assja børstede blot lid t paa sin, som han ikke havde aflagt;
m ed saadan Iv e r havde han sat sig til A r
b e jd e t.
H u rtig gik de ned paa Gaden, den ene m ere glad bevæ get end den anden. Deres V ej førte dem fra Petershorg-S iden til Kolom na- Staddelen.
A rkadius afm aalte sine S k rid t k raftig og energisk, saa at m an allerede af hans Gang alene kunde kjende h ans inderlige Glæde over den sig stadig lykkelig følende V assjas Lyksalighed.
V assja tog k o rtere S kridt, uden dog derved a t tabe i V ærdighed. Tvæ rtim od — A rkadius Iv an o v itsch havde endnu aldrig set ham i et fo r ham selv gunstigere Lys. H an satte endog p aa en vis Maade i dette Øjeblik større P ris paa ham end tidligere, og en vis L egem s
fejl hos V assja, som Læseren endnu ikke
21
kjender, (— V assja v a r v oxet lid t skjæ vt )>
og som stedse frem k ald te en overm aade kjær- ligliedsfuld Følelse af M edlidenhed i A rkadius Iv an o v itsch s gode H jæ rte, forøgede endog den dybe, inderlige Medfølelse, som hans V en sæ ilig i dette Ø jeblik nærede for ham , og som V assja selvfølgelig i en h v er H enseende v a r væ rdig til.
A rk ad iu s Iv an o v itsch havde endog gjæ rne k u n n et græde af Glæde, m en h an b etv an g sig dog.
„H vorhen, hv o rh en , V assja? D enne Vej er n æ rm e re !4 raab te han, da h an saa, at "V assja vilde dreje af henim od V osnessenskij P ro sp e k te t.
„Stille, A rkadius, s tille !“
„D enne Vej er dog sandelig næ rm ere, V assja!4
„A rkascha, véd du h v a d ? 4 b egyndte V assja hem m elighedsfuldt m ed en Stem m e, ligesom hendøende af Glæde. „Véd du hv ad ? Je g kunde have L y st til at b rin g e en lille Gave med til L isa , . , 4
„H vad d a ? 4
„H er, B ro d er, ved H jø rn et bor M adam Leroux, en ganske m ageløs B u tik !4
„Hæ, n u ? 4
„E n lille H ovedpynt, kjære V en, en lille H ovedpynt! Je g saa i Dag saadan en aller- kjæ reste lille T in g est; jeg spurgte paa den:
Faconen skal nok hedde M anon L escaut . . , et lille V idunder! B aandene §r kirsebærrøde^
fT
og n a a r den ikke er dyr, . . . A rkadius, ja!
selv om den ogsaa er . . .! “
„E fter m in A nskuelse overtræ ffer du alle D igtere, Y assja! L ad os saa gaa! . . . "
De løb v id e re , og to M inutter senere tra a d te de ind i B utik k en .
E n so rtø jet fran sk Dam e m ed lo k k et H aar m odtog dem og fik strax ved Synet af Kjø- berne et lige saa glad og ly k k elig t U dseende som de selv, ja! om jeg tu rd e sige det, et endnu lykkeligere.
Y assja kunde gjæ rne have k y sset Madam L eroux a f H enrykkelse.
„ A rk asch a ,“ sagde han halvhøjt, id et han kastede et alm indeligt B lik paa alle de herlige og sto rarted e Sager, der paa T ræ søjler stod paa den u h y re B utiksdisk . . . „V idunderligt!
H vad er d et? Og d e tte? Se engang for Ex- em pel d ette S ty k k e Nips, ser du d e t? “ hviskede Y assja, id et h an pegede paa en allerkjæ reste lille K appe paa K an ten af B ordet, rigtignok ikke den, som han vilde kjøbe, fordi han allerede i F ra sta n d havde set den rigtige, der stod paa den anden Ende af B ordet, og med B lik k et re n t havde fordybet sig i den.
H an betragtede den paa en saadan Maade, at m an kunde tro, at enten nogen vilde tage den og stjæle den, eller at K appen selv fra sin P lad s vilde flyve b ort gjennem L uften blot for ikke a t kom m e i Y assjas H æ nder.
j,D er,“ sagde A rkadius Ivanovitsch, idet
han pegede paa én, „denne er e fter m in Me
ning den bedste. "
„Naa, lille A rkadius, det gjør dig ganske v ist Æ re ; jeg begynder v irk elig at faa noget ganske særlig tilo v ers for dig paa G rund af din Sm ag," sagde Y assja, idet h an i sin Hjær- tensglæ de skjæ lm sk forstilte sig for A rkadius.
„Din lille K appe er fo rtry llen d e, m en kom engang h er hen."
„H vor er der da en bedre, B roder?
„Se engang her."
„Den der?" sp u rg te A rk ad iu s tvivlende.
Men da Y assja, som ikke læ ngere for- m aaede at udholde det, tog den ned fra T ræ pinden, hvorfra den nu som det sy n tes p lu d selig fløj frivillig ned, som om den efter saa lang V entetid glædede sig ved en saa god K jøber, — da alle dens B aand, P ib e r og K n ip lin g er begyndte at rasle, da træ n g te et u v en tet H en ry k k elsen s Skrig sig frem af A rkadius Iv an o v itsch s m æ gtige B ry st.
Selv M adame L ero u x , der hele T iden, m edens V alget stod paa, havde ia g tta g e t sin utvivlsom m e V æ rdighed og sin O verlegenhed i Sm agssager og kun nedladende havde tie t stille, belønnede nu V assja m ed et fuldt ud bifaldende Smil, saa at alt ved hende, hendes B lik, hendes H aandbevæ gelse, d ette Sm il sa g d e :
— „Ja! De h a r g æ ttet det, og De er derfor den L ykke væ rdig, som v e n te r Dem ."
„Den koketterede jo, den koketterede lige*
28
* r * ’
24
frem i sin E n so m h e d !" sagde V assja, id e th a n overførte hele sin K jæ rlighed paa det h e n riv en d e H ovedtøj. „Den h a r sk ju lt sig m ed Vilje, den Skjælm , m in lille D ue!"
Og h an kyssede den, det vil sige Luften, som om gav den, fordi h an v a r bange for at berøre sit K lenodie.
„Saaledes sk ju ler altid den sande F o r
tjen este og D yd sig, “ føjede A rkadius b eg ejstret til, id et h an i Spøg h e r an b rag te denne Frase fra en aan d rig A vis, som han havde læst om M orgenen. „Nu, V assja! hvad m ener du?"
„V ivat, A rk ad iu s! Du er jo v ittig i Dag;
du vil gjøre F u ro re hos D am erne, som m an p lejer a t sige, . , . det forudsiger jeg dig, Ma- dapie L eroux! M adame L eroux!^
„H vad befaler D e?"
„Min kjæ re M adame Leroux! . , ."
M adame L eroux saa paa A rkadius Ivano?
yitsch og sm ilede nedladende.
„De kan ikke tro, h vor jeg forguder Dem i d ette Ø jeblik . . , T illader De, at jeg kysser D em ? , . ."
Og V assja kyssede B u tik k en s E jerinde, H u n m aatte et Øjeblik bestem t tage hele sin V æ rdighed fangen, for ikke re n t at bla=
m ere sig m ed saadan en G av strik ; m en jeg p aastaar, a t m an dertil ogsaa m aa være i B e
siddelse a f al den m edfødte, uefterlignelige E lskvæ rdighed og G ratie, m ed hvilken Madame L eroux optog V assjas B egejstring.
H u n undskyldte ham , og h vor klogt, hvor g ratiø st forstod h u n ikke a t finde sig tilre tte Igjen efter denne T ildragelse.
H v o r v a r det ogsaa m u lig t a t blive vred paa Y assja?
„Madame Leroux, hvad er P rise n ? '
„Den der k o ster fem S ølvrubler," svarede hun, id et h u n m ed et n y t Sm il b rag te sin K jole i Orden.
„Og denne, M adame L ero u x ?" sagde A r- kadius Iv a n o v its c h , pegende paa den, han havde valgt.
„Den der — otte R ubler!"
„Nu, tillad er De, tillad er D e; — nu til- staa, M adame L eroux . . . naa, hv ilk en er den bedste, g ratiøseste, m est h e n riv en d e; h v ilk en lig n er vel Dem m est?"
„D en er kostbarere, m en D eres V alg, — c’est plus coquet!"
„Nuvel, saa ville vi ogsaa tage den!"
M adame L eroux tog et A rk af det aller?
fineste P a p ir, hæ ftede det sapim en m ed en K n a p p en a al, og P a p ire t m ed den deri ind?
pakkede K appe forekom næ sten lettere, end det tidligere v a r uden K appen. V assja tog d et hele forsigtig, m ed tilbagholdt A andedræ t, bukkede til A fsked for M adame Leroux, sagde hende endnu et P a r sm igrende Ord og forlod B utikken.
„Jeg er V erdensm and, A rkascha; jeg er f ø jt til V erdensm and!" sagde V assja, id et h ap
yt rr
brød ud i en næppe hørlig, kort, nervøs L a tte r og om hyggelig undgik alle, der kom ham i Møde, og som h an havde bestem t m istæ nkt for at nære den onde H en sig t at try k k e hans ko stb are K appe flad.
„H ør, A rkadius, h ø r ! u begyndte han et Ø jeblik senere, og en vis H øjtidelighed, en usigelig E lskvæ rdighed klang ud af hans Stem m es Tone. „A rkadius, jeg er saa lykkelig, saa ly k k e lig!u
„Lille V assja! og hv o r jeg ogsaa er ly k k e lig, du kjæ re!"
„Nej, A rkadius, nej! D in K jæ rlighed til m ig e r grænseløs, det véd je g ; m en du kan ikke føle H undreddelen af, hvad jeg føler i d ette Øjeblik. Mit H jæ rte er saa fuldt, saa fuldt! A rkadius! Je g fo rtjen er ikke en saadan L ykke. D et h ø rer je g ; jeg føler det! H vorfor b liv er den m ig da til D el?" vedblev han m ed en af H ulken næ sten k v alt Stem m e. „H vad h a r jeg da gjort, sig m ig det! Se engang, h v o r m ange M ennesker, h vor m ange T aarer, h v o r m egen Lidelse, h vor m eget H verdagsslid u d e n e n eneste H øjtidsdag! Og jeg! Mig elsker en saadan P ig e, m ig, . , . dog du vil sn art selv kom m e til at se hende, vil selv sk atte hendes ædle H jæ rte. Je g er a f lav H erkom st, m en nu h a r jeg en R ang og et uafhæ ngigt U dkom m e — Gage! Je g kom vel til Verden m ed en Legem sfejl, jeg er voxet en Smule skjæyt. Se, hup fik m ig k jæ r, saadan sorp
26
jeg er. Id ag v ar Ju lian M astakovitsch saa v e n lig , saa h en sy n sfu ld , saa høflig; h an taler ellers sjælden til m ig , — m en i Dag kom h an hen til m ig: N aa, h v o rd an g aar det, Y assja! sagde han (Ved Gud! h an k ald te m ig saadan ligefrem Yassja), du skal vel svæ rm e lid t om kring i Festdagene, hvad! Og saa lo han se lv .“
„Saadan og saadan, siger jeg saa: D eres E x cellen se! Je g h a r e t A rbejde a t udføre; m en saa tag er jeg Mod til m ig og siger: m aaske jeg ogsaa vil m ore m ig lidt, D eres Excellense!
— ved Gud! det sagde jeg. Og saa gav han m ig P en g e, og sagde endnu et P a r Ord til m ig. B roder! Je g stak i at græ de; ved Gud!
T aarern e strøm m ede ned, og h a n , sy n tes jeg, blev ogsaa rø rt; han slog m ig paa Skulderen og sagde: Føl, Y assja! føl altid, hvad du føler nu , .
Y assja tav et Øjeblik. A rk ad iu s Iv an o v itsch vendte sig om og tø rred e ogsaa m ed H aan d en en T aare bort.
„Og endnu ét, endnu ét . . , u fo rtsatte Y assja: „jeg h a r endnu aldrig sagt dig det, A rkadius . . . A rkadius! Du gjør m ig saa lykkelig m ed dit Y en sk ab ; uden dig kunde jeg ikke leve h er i V erden — nej! nej! sig ikke noget, A rkadius. L ad m ig try k k e din H aand, lad m ig ta-ak-ke d ig !“ Og Y assja kunde igjen ikke sige noget. A rkadius Iv an o v itsch vilde ligefrem falde Y assja om H alsen, m en
28
da de v a r ved at gaa tvæ rs over Gaden, og der næ sten lige i Ø rene paa dem lød et sk in g ren d e: Y arsko! — saa flygtede begge an g st og bange i H a st ind paa F ortovet. Ar- kadius Iv an o v itsch v a r endog glad over denne A fb ry d else. H an undskyldte V assjas over
strøm m ende T aknem m elighedsfølelse m aaske ene ved det aldeles usæ dvanlige ved det n æ r
væ rende T id sp u n k t. Men selv æ rgrede han sig egentlig. H an følte, at h an h id in d til kun havde g jo rt saa lid t for Vassja. H an sk am m ede sig for sig selv, da V assja begyndte at tak k e ham for saadanne U betydeligheder. Men han havde jo hele L iv et for sig, og A rkadius Iv an o v itsch aandede igjen friere . . .
I I .
Man havde h elt h ø rt op at vente dem.
E t B evis h erp aa v a r det, at de allerede sad ved T heen, Men sandt nok, gam le M ennesker er u n d ertid en lan g t m ere skarpsindige end U ngdom m en, og tilm ed hv ilk en Ungdom ! Lille Lise havde jo dog for A lvor forsikret, at han ikke vilde kom m e.
„H an kom m er ikke, lille Moder! Mit H jæ rte siger m ig, at han ikke kom m er. “
Men M oderen sagde stad ig , a t hendes H jæ rte tvæ rtim od følte, at han sik k e rt vilde kom m e, at han ikke vilde kunne sidde stille, a t han vilde kom m e ilende, og at han nu ikke havde T jen estefo rretn in g er, det v ar jo nu ved
« _jr3L
N y taar! Lise ventede ham slet ikke, da h u n aabnede D øren, — h u n kunde ikke tro sine egne Øjne og tog im od dem næ sten aande*
løs, m ed pludselig H jæ rteb an k en som hos en fangen lille Fugl, id et hun blev h elt rød og m ed K in d er glødende som et K irsebæ r, hvad hun ogsaa forbavsende lignede.
Min Gud! h v ilk en O verraskelse! h v ilk et frydefuldt: „ a h !“ undslap der hende ikke.
„Du Forræ der! Du m in E ls k e d e !“ ud- raab te hun, idet hun faldt Y assja om H alsen.
Men m an forestille sig hele hendes Forbavselse, hele hendes pludselige Skam følelse: lige bag Y assja, som om h an vilde skjule sig bag ham , stod, en Del fo rv irret, A rkadius Ivan o v itsch . Man m aa indrøm m e, at h an v a r lid t forlegen overfor K vinder, ja endog m eget forlegen;
det hæ ndte ham endog engang, a t . . . Men herom en anden Gang. Men sæt D em ogsaa i hans S ituation; der v a r slet ikke noget m orsom t i den. H an sta a r i Foi-stuen, m ed G aloscher paa, O verkappe, H ue m ed Ø reklapper, som han rig tig n o k havde tra v lt m ed at faa af, og h elt uform elig om vunden m ed et gult, strik k e t overordentlig g rim t Skærf, der gjorde end yderligere V irk n in g ved at være k n y tte t bagpaa. A lt d ette m aatte han vikle sig ud af og h u rtig st m u lig t skille sig ved, for at kunne frem stille sig m ed et m ere h eld ig t U d
seende, da der jo dog ikke gives noget Men-
heske, der ikke ønsker at tage sig saa godt 'ud som m uligt.
Og nu V assja, denne slem m e, utaalelige, skjønt ganske v ist forøvrigt ogsaa kjære, gode Vassja, m en alligevel utaalelige skaanselsløse V assja!
„Se d e r!“ raab te han, „se, der h a r du m in A rkadius! H vad synes du om h am ? H an er m in bedste V en ; om favn barn — kys ham, lille Lise! giv ham fø rst et K ys. N aar du læ rer ham bedre a t kjende, vil du af dig selv give ham et K y s!u Ku, hv ad ? Nu spørger je g , hvad skulde A rk ad iu s Iv anovitsch vel gjøre? Og endnu havde han kun faaet det halve af Skæ rfet v ik let af sig. Sandt at sige, u n d ertid en kan jeg ligefrem gjøre m ig en Sam v ittig h ed over V assjas overdrevne B egejstring;
den rø b er ganske v ist et godt H jæ rte, — m en den er uheldig, ubehagelig.
E ndelig traa d te de begge ind. Den gam le K one blev usigelig glad ved a t lære A rkadius Iv an o v itsch a t kjende; hun havde h ø rt saa m eget om ham , hun . . . Men hun fuldendte ikke Sæ tningen.
E t frydefuldt: „ A a !“ der k la rt klang gjennem V æ relset, standsede hende m id t i F rasen . Min Gud! Lise stod foran det ud
pakkede uventede H ovedtøj, foldede n aiv t sine H æ nder, og sm ilede, sm ilede saa at . . . Min Gud! hvorfor havde dog Madame Leroux ikke en endnu bedre H ovedpynt! A k Gud! hvor
skal m an dog finde en endnu b ed re? Det el*
ikke m uligt! H v o r vil m an k unne søge en bedre? Je g ta le r for fuldt A lvor! T il syvende og sidst væ kker en saadan U taknem m elighed hos Forelskede en Vis U vilje hos m ig, fo r
b itre r m ig endog* Se De selv , m ine H e rre r!
se engang^ hvad k an være bedre end denne A m orins H o v ed p y n t! Naa! se rig tig paa den . . .
Men n e j, nej! m ine B ebrejdelser var overflødige; alle er allerede enige m ed m ig;
det v a r kun en øjeblikkelig F o rv irrin g , en O m taagelse, en Følelses - F eber. Je g er rede til at tilgive dem. Men se engang h er! De undskylder, m ine H e rre r! at jeg stad ig ta le r om H o v ed p y n ten : den er af Tyl, overordentlig le t; det brede kirsebæ rrøde B aand, bedæ kket m ed K niplinger, gaar m ellem T y llet og P i berne, og bag paa er der to B aand, baade brede og lange; de ville falde ned n oget under N akken, ned ad H alsen . . .
Man m aa sæ tte hele H ov ed p y n ten en Sm ule bag ad N akken; se nu! jeg beder Dem, nu efter dette! . . . Men De, jeg ser det, De læ gger jo slet ikke Mærke til det! . . . D et ser ud, som om De syntes, det v a r lig e g y ld ig t;
De ser endog til den anden Side . . . De b e m æ rker, hvorledes to store, store T aa rer som P e rle r et Ø jeblik træ d er ud i de k ulsorte Øjne, et Sekund d irrer i de lange Ø jenhaar og der- paa falder ned paa dette snarere L uft end T yil, h v o raf Madame L ero u x ’s k u n stn erisk e F re m
31
32
bringelse bestod . . . Og a tte r æ rgrer jeg m ig:
disse to T a a re r gjaldt jo næ sten slet ikke H o y ed p y n ten . Nej! efter m in M ening m aa m an forære saadanne Ting b o rt fuldstæ ndig m ed koldt Blod. T h i kun da kan m an v u r
dere dem efter F o rtjen este! Jo! jeg indrøm m er, m ine H e rrer! a lt for en H ovedpynt.
Man satte sig . . . V assja ved Siden af Lise, og A rk ad iu s Iv an o v itsch hos den gam le K o n e ; m an begyndte en Sam tale, og A rkadius m andede sig op. Je g lader ham m ed Glæde vederfares R etfæ rdighed. Man kunde vanskelig have v e n te t sig det af ham . E fte r et P a r Ord om V assja v a r han særdeles heldig med at føre T alen hen paa Ju lia n M astakovitsch, hans V elgjører. Og han talte saa forstandigt, saa klogt, at Sam talen ikke i en hel Tim e vilde væ re døet hen. Man skulde have sét, m ed hv ilk en Forstaaelse, m ed hvilken T ak t A rkadius Iv anovitsch b erørte nogle E jendom m e
lig h ed er ved Ju lian M astakovitsch, som havde d irek te eller in d irek te B etydning for V assja.
Men saa blev den gam le K one ogsaa aldeles b eg ejstret, h elt fo rtry llet af h am ; hun in d røm m ede det selv , hun kaldte V assja særlig til en Side og sagde h e r til ham , at hans V en v a r det fortræ ffeligste, m est elskværdige unge M enneske og, hvad der v a r det vigtigste, et saa alvorligt, solidt u n g t Menneske.
V assja kunde gjærne have le t højt af L yksalighed. H an tæ nkte paa, hvorledes denne
solide A rkadius havde trille t ham et h e lt K var- terstid ru n d t i Sengen. Saa blinkede den gam le til Y assja og sagde, at h an stille og forsigtig skulde følge m ed hende ind i et andet Værelse.
Man m aa tilstaa, at h u n h e r handlede en Sm ule h ensynsløst overfor L ise5 a f et over*
strøm m ende H jæ rte fo rraad te h u n hende n e m lig og fandt paa hem m elig at ville vise V assja den Gave, lille Lise lavede til ham til N ytaar.
D et v a r en B rev task e u d sy et m ed G lasperler og Guld og af den m est h enrivende T eg n in g ; paa den ene Side v a r der frem stillet en H jo rt, fuldstæ ndig som n atu rlig , der løb a f Sted i stø rste H ast, og saa lignende, saa sm u k t! P a a den anden Side v a r der et P o rtræ t af en be- k jen d t G eneral, ogsaa udm æ rket og h elt lig nende udført.
Je g vil ikke tale om V assjas H en ry k k else.
Men im id lertid gik T iden h eller ik k e i Salen u b e n y tte t hen.
Lise gik lige hen til A rkadius Ivan o v itsch . H un greb hans H aand, hun tak k ed e ham for et eller andet, og A rkadius gæ ttede slu ttelig , at det drejede sig om sam m e dyrebare V assja.
Lille Lise v a r endogsaa dy b t rø rt: h u n havde hørt. a t A rkadius Iv an o v itsch v a r saadan en sand V en for hendes Forlovede, holdt saa m eget af ham , vaagede saadan over ham , led
sagede ham ved h v e rt S k rid t m ed frelsende Raad, saa at hun, Lise, san d t at sige, ikke
Dostojevskij: Et svagt Hjærte. 3
kunde undlade at tak k e ham , ikke kuriele holde sig tilbage for T aknem m elighed, og at hun slu ttelig haabede, a t A rkadius Iv an o v itsch vilde kom m e til at holde ogsaa af hende, om end k u n h alv t saa m eget som h an holdt af Yassja.
Saa b egyndte h u n a t udspørge ham , om V assja nu ogsaa skaanede sit H elb red ; hun ytrede nogen F ry g t i H enseende til hans Sinds over1 Ordentlige H eftig h ed og i H enseende til hans noget m angelfulde K jendskab til M ennesker og til det p rak tisk e L iv ; hun sagde, a t hun m ed Tiden sam v ittig h ed sfu ld t vilde vaage over ham , b esk y tte og væ rne om hans Skæbne, og at hun slu ttelig ogsaa haabede, a t A rkadius Iv a n o vitsch ikke blot ikke vilde forlade dem, m en tvæ rtim od vilde leve sam m en m ed dem.
„V i ville være, vi tre, som é n ,“ udbrød h u n i den naiveste B egejstring.
Men m an m aatte nu af Sted.
D et er k lart, at m an gav sig til at søge dem tilb ag e; m en V assja erklæ rede a t det v a r um uligt. A rkadius b e
kræ ftede dette.
D er blev selvfølgelig sp u rg t: hvorfor?, kom det da ogsaa frem , at det v ar
Ju lia n M astakovitsch havde b etro et V assja, den havde H astvæ rk, v a r paatræ ngende, forfærdelig, den skulde afleveres fæi’dig i O ver
m orgen tidlig, og den v a r ikke blot ikke fær
dig, m en endogsaa h elt forsøm t.
Moderen sukkede, da hun h ø rte d ette;
at holde re n t ud,
og strax en S a g ,
V ***&& Å ** * ~
m en Lise blev ligefrem forskræ kket, urolig og skyndte endog paa V assja.
D et sidste K y s ta b te im id lertid in te t d e r
ved; det blev vel kortere, ilsom m ere, m en til Gjengjæld varm ere og fyrigere.
E ndelig skiltes m an, og begge V ennerne begave sig paa H jem vejen.
L ig esaasn art de befandt sig paa G aden, begyndte de begge øjeblikkelig om kap at betro hinanden deres In d try k .
Og kunde det vel være an d erled es: Ar- kadius Iv an o v itsch v ar forelsket, dødelig fo r
elsket i Lise! Og hvem kunde han saa hellere betro d ette end den lykkelige V assja selv?
D et gjorde han ogsaa: han gjorde sig ingen S am v ittig h ed deraf, m en bekjendte stra x alt for V assja. V assja lo forfæ rdelig og blev gyselig glad; h an bem æ rkede endog, at det slet ikke v ar overflødigt, og at de nu vilde blive endnu bedre V enner.
„Du h a r fo rstaaet m ig, V a s s ja\“ sagde A rkadius Iv an o v itsch ; „ja! jeg elsker hende, som jeg elsker dig; hun skal ogsaa være m in E ngel, som hun er din, for a t eders L ykke ogsaa kan sprede sig over m ig og opvarm e m ig. H un skal ogsaa være m in H usm oder, V assja; i hendes H æ nder skal m in L ykke hvile;:
hun skal raade o v e r'm ig som over dig. J a ! V enskab for dig, V enskab for hende; nu ere I uadskillelige fra m ig; kun at jeg nu h ar to saadanne V æ sener som dig isted etfo r é t “ . . *
3*
H
A rk ad iu s tav paa G rund a f sine overstrøm*
m ende F ø lelser; m en V assja v a r ry ste t i sin Sjæls In d e rste ved h ans Ord. Sagen var, at h an aldrig havde v e n te t saadanne Ord af Ar*
kadius. D enne talte overhovedet ikke godt for sig og v a r slet ikke nogen Y nder af D røm m e rie r; og nu fordybede h an sig paa én Gang i de m est glade, sm ilende og m u n tre D røm m e.
—- „H vor skal jeg ikke vogte og væ rne om eder begge," begyndte h an paany. „F o r det første, vil jeg være F ad d er for alle dine B ørn, alle som én, og for det andet m aa vi ogsaa være b etæ nkte paa F rem tid en . D er m aa kjøbes Møbler, der m aa lejes L ejlighed, hvor baade hun og du og jeg h v er h a r sit sæ rskilte Værelse.
Véd du hvad, V assja; i Morgen løber jeg om a t se paa Opslag om ledige L ejligheder i P o r tene. T re . . . nej! to V æ relser, m ere behøver vi ikke. Je g tro r sandelig, V assja! at jeg idag sn ak k er i T aag et; P en g en e vil nok slaa til.
H v ad nu! lige da jeg saa hende ind i Øjnene, opdagede jeg strax, at P en g en e vilde slaa til.
A lt for hende! A k, hvor vi ville arbejde! Nu, V assja, kan m an risik ere at give 25 R ubler for L ejligheden. L ejligheden det er alt, m in B roder! N aar V æ relserne ere gode, saa er M ennesket deri ogsaa m u n te rt og hans D røm m e lyse. Og for det an d et: lille Lise skal være vor fælles K asserer; ikke en Øre til U nytte!
H vad skulde jeg nu løbe paa B evæ rtning efter! Ja , hvad an tag er du m ig for? Ik k e for
_j® L J t : I J
a lt det! Og saa vil der kom m e Paalæ g, B e lø n n in g er, fordi vi vil væ re ivrige i T jen e
sten. Uh! h vor vi vil arb ejd e, som P lo v stude slide i Jo rd en ! . . . Nu! fo restil dig . . og A rkadius Iv an o v itsch s Stem m e dæm pede sig af T ilfredshed — „pludselig k o m m er der saa aldeles u v en tet en tred iv e eller fem og
tyve Sølvrubler! D et er ikke som B elønning, m en det er godt til H ovedtøj, til et Skæ rf og til S trøm per. J a ! h u n m aa u b etin g et strik k e m ig et Skærf, sé, hv o r snavset m it e r : gult, snavset er d e t, og det h a r i Dag g jo rt m ig Skam . Og d u , Y assja, du er ogsaa god, du forestiller m ig, og jeg sta ar der h e lt som spæ ndt i S e letø j; . . . m en det vedkom m er n u ikke Sagen. Men ser du: alt Sølvtøjet tag e r jeg paa m ig ! jeg m aa dog ogsaa være p lig tig at give eder en lille Gave, , . . det er en Æ re s
sag, m in Egoism e byder m ig d e t ! , . . Mine G ratifikationspenge ville ikke undgaa m ig : skulde de m aaske ville give Skorokhodof dem ? V ær ikke bange, de ville ikke kom m e til at ligge i L om m en paa den G nierpind, B roder, jeg vil kjøbe eder Sølvskeer, sm ukke K nive — ikke Sølvknive m en udm æ rkede K nive, — og en V e st; det vil da sige, V esten til m ig selv: jeg skal jo være B rudefører, T ag du dig nu blot i A g t for m ig, tag dig i A g t; for nu, B roder, vil jeg baade i Dag og i Morgen og hele N atten igjennem staa hos dig røed pain Stok, og jeg yil tv in g e Jig til Ap-
87
38
bejde: G jør det fæ rdigt! bliv færdig! B roder, h u rtig , — og saa ere vi igjen naaede til A ften, saa ere vi begge ly k k elig e; vi ville spille L o tte r i! . . . hele A ftenen igjennem ville v i sidde, — ak! det v a r ra rt! F y for F a n den! h vor det er k jed elig t, at jeg ikke kan hjælpe dig. Saa vilde jeg tage det a lt paa m ig , og sagtens skrive det hele for dig . . . H vorfor have v i da ikke ogsaa en lignende H aan d sk rift, vi to ? “
„ J a ! “ svarede Y assja; „ja! jeg m aa skynde m ig! Je g a n ta g er, a t K lokken sn a rt vil være elleve; jeg m aa skynde m ig . . . til A rb e jd e t!“
Og da Y assja, der hele T iden sn a rt havde sm ilet, sn a rt havde søgt ved en eller anden b e g ejstret B em æ rkning at afbryde denne O ver
strø m m en af V enskabsfølelse og m ed ét Ord havde v ist den højeste Grad af L ivlighed, havde sag t dette, blev h an pludselig rolig, tav stille og v a r lige ved i stø rste H ast at ile m id t ud p aa Gaden. D et saa ud, som om en eller anden try k k en d e Idee pludselig stiv nede h ans glødende H jæ rne til I s ; det saa ud som om H jæ rte t snøredes sam m en i ham .
A rkadius Iv an o v itsch begyndte endog at blive u ro lig ; paa sine ilsom m e Spørgsm aal fik h an næ sten in te t S var a fV a ssja , der frigjorde sig m ed det ene Ord eller det andet, u n d er
tiden kun m ed et U d raab , der ofte slet ikke havde noget m ed Sagen at gjøre. — „Ja!
hy$4 er der i Y ejen m ed dig, Y assja'?“ ud-
89
brød han endelig, da han m ed Nød og næppe havde faaet fat i h am ; „er det m uligt, at du er saa urolig? .
„A k! B roder, hold nu op m ed den Snak !a svarede V assja næ sten h elt fortrydelig. —
„Tab ikke M odet, V assja; ikke m ere . . “ af
brød A rkadius; jeg h a r ofte set, at du i k o r
tere Tid h a r sk re v et m eg et m ere fæ rdigt . . H vad er der i V ejen! Du h a r ligefrem et T a le n t! I væ rste Tilfælde kan du jo lade P e n n e n løbe lid t rask ere; der skal jo dog ikke lithograferes efter din S k rift her. Du vil nok blive lykkelig fæ rd ig ! . . Nu er du aab en b art kun ophidset, a d s p re d t! saa vil A r
bejdet ikke gaa saa let . . . “ V assja svarede ikke eller m um lede noget i Skæ gget, og begge naaede i afgjort Uro deres H jem . V assja sa tte sig stra x til sit Skriveri.
A rkadius Iv an o v itsch holdt sig rolig og tavs, klæ dte sig af i stø rste Stilhed og lagde sig paa Sengen uden a t vende sine Øjne fra V assja.
E n eller anden F ry g t paakom ham . ,
„H vad foregaar der m ed h a m ? “ sagde han ved sig selv, idet han saa p aa V assjas A n sig t, der v a r blevet b leg t, paa de bræm dende Øjne, og den Uro, der lagde sig for D agen i en h v er af hans B evæ gelser. „H ans H aand ry ste r jo -— fy, det er v irk elig sandt!
skal jeg ikke raade ham at lægge sig til at sove i to T im er! M aaske vil Søvnen dæm pe hans Ophidselse, “
40
r*.
V assja havde lige fuldført en Side, han hævede Ø jnene og saa uvilkaarlig paa A rka- dius, m en stra x slog han Ø jnene ned og greb igjen P en n en .
„H ør! V assja!" begyndte A rkadius Ivano- v itsch p lu d se lig ; „m on det ikke v ar bedre, a t du sov en S m ule? Se! du h a r jo fuld
stæ ndig F e b e r . . ."
V assja saa æ rgerlig, næ sten v red t paa A rk ad iu s og svarede in te t.
„H ør, V assja! hvad er d et, du nu gjør ved dig selv ? . .
V assja kom stra x til B esindelse.
„V il du ikke drikke The, A rk ad iu s?"
sagde han.
„H v o rd an ? H v o rfo r?"
„D et hjæ lper paa K ræ fterne. Je g vil ikke sove, og jeg sover h eller ikke n u ; jeg vil skrive hele Tiden. Nu vil jeg hvile m ig lid t ved T heen, saa er det try k k en d e Øjeblik o v erstaaet,"
„ R ig tig t, B ro d er V assja! b rillan t! Saa- dan skal det væ re; jeg vilde ju st lige fore;
slaa det. Je g u n d res over, at jeg ikke for længe siden er kom m en paa den T anke. Men véd du hvad. M avra sta a r ikke op, hun vil ikke vaagne for nogen P ris."
, J a !"
Snak! hvad saa!" udbrød A rkadius Iva- n o v itsch , id et han m ed b^r© Fødder sprang
ud af Sengen . . . „ Jeg vil selv lave Sam o
v aren i Stand. E r det m aaske første G a n g ? “ A rkadius Iv an o v itsch sk y n d te sig ud i K økkenet og gav sig til at sysle m ed Sam o
varen. Y assja skrev im id lertid videre.
A rkadius Iv an o v itsch klæ dte sig paa og løb desuden hen til en B ag er, for a t Y assja kunde sty rk e sig fuldstæ ndig til N atten. E t K v arters T id efter stod Sam ovaren paa B o r
det. De begyndte at drikke T h e , m en S am talen vilde ikke rig tig glide let. Y assja v ar h elt adspredt.
„ H ø r!“ sagde han endelig, som om han havde overtæ nkt denne Sag; „i Morgen m aa vi gaa og gjøre N y ta a rsv isite r.“
„D et behøver du jo slet ik k e !a
„N ej! B ro d er, det g aar ik k e ,“ sagde V assja.
„ Ja, m en jeg kan jo alle Y egne skrive under i S tedet for dig . . . hvad s a a ! du m aa arbejde i Morgen. Nu skal du sidde oppe til K lokken henad fem, som jeg sagde, og saa skal du sove. H vordan vilde du vel ellers se ud i Morgen. Je g skal vække dig b estem t K lokken o tte .“
„Men m on det vil blive vel optaget, at du sk riv e r under i m it S te d ,“ sagde Y assja, der halvvejs jo v a r gaaet ind derpaa.
„ Ja hvad saa? saadan gjør jo næ sten a lle .“
„S an d t at sige, jeg er bange for .
„For hvad, hvad d a ? “
• ?
