The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be

Digitaliseret af | Digitised by

Forfatter(e) | Author(s): ved F. Hendriksen

Titel | Title: Billeder af danske Kunstnere til Digte af ældre

og nyere Forfattere.

Bindbetegnelse | Volume Statement: Vol. 1

Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : Udgivet af Foreningen

"Fremtiden", 1889-95 Fysiske størrelse | Physical extent: 2 Bd.

DK

Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.

UK

The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be

used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work

becomes public domain and can then be freely used. If there are several

authors, the year of death of the longest living person applies. Always

remember to credit the author

BILLEDER

AF

DANSKE KUNSTNERE

Hans Hio. Hansen! „Gaffelen" af Johan Herman Wessel.

Aug, Jerndorff: „Liden Gunver" af Johannes Ewald, — Axel Helsted! „Da jeg var lille" af Jens Baggesen.

Carl Thomsen: „Morgenvandring" af A. Oehlenschlager,— Hans Smidthi „Mowns" afSt.St.Blicher,— Joak, Skovgaardi „Den signede Dag" af U.F. S. Grundtvig.

C.P.Aagaard: „Foraars-Morgensang" af B.S,Ingemann, — H.N.Hansem „Den Elskede" af C.Hauoh, — L.Frølichi „Amor hos Bacchus" af J.L.Heiherg, N, Skovgaard: „St, Laurentius"! af P. M, Møller, — 0. Haslnnd: „Chresten og Lene" af Chr. Winther,

VED

FØRSTE BIND

F. H E N D R I K S E N

KJØBENHAVN

UDGIVET AF FORENI NGEN »FREMTIDEN«

THIELES BOGTRYKKERI

MDCCCLXXXIX

T r æs ni t t §n e af

A, Bork, Hans Hansen, H. P. Hansen, F, Hendriksen, R. Neergaard, C. Poulsen og J. F Rosenstand,

G A F F E L E N

AF

J o h a n H e r m a n Wessel.

MED TEGNINGER AF

H an s Nic. H ansen.

J e g synger om, dog nei; jeg ligefrem fortæller, Saa ganske ligefrem gaaer jeg just ikke heller, E t Svinke-Ærinde jeg giver mig iblandt,

Og er det ikke smukt, saa er det ganske sandt.

Nu, jeg fortæller da om Mand og om Mandinde, Som havde ved et Ord stor Lykke kunnet finde, Om grønne Søbekaal, som stolte Guder fik, Om Gaffelen, som kom, og Gaffelen, som gik.

Engang, men det er skeet for længe længe siden, Og var jeg den Gang til, saa var jeg ganske liden,

Engang Mercurius og Jupiter faldt paa,

For en Forandrings Skyld og Tanker at forslaae, At foretage sig en Lysttour ned til Jorden,

Hvor Majestæterne fandt alting saa i Orden, A t Jupiter tilsidst brød ud i disse Ord:

»Hr. Pope har sagt sandt: det er den bedste Jord.«

Han sagde vistnok meer, men til den største Skade For Læseren, for mig, for Jordens Overflade,

E r denne liden Stump deraf kun bleven giemt,

Og det fornemste var maaskee, hvad man har glemt.

Men jeg ei glemme maa, hvad jeg har meer at sige

»Hør,« sagde Jupiter, »jeg gider ikke stige Strax til Olymp igien; vil du Mercurius,«

(Thi alle Guderne er’ for det meste Duus)

»Vil du, saa gaae vi ind i næste Bonde-Hytte, Men forud vor Gestalt med Menneskers ombytte.

Hvem veed? vi der maaskee kan gode Løier faae.«

Merkurius, som godt al Galskab lide maae, Paa Øieblikket sig forsvor fra Gud til Fanden, (Han aldrig lade kan den skrækkelige Banden) At dette Indfald var meer end guddommeligt.

De ind i Hytten kom, fandt alting tarveligt;

De Mand og Kone saae med Elleskeer spise, Og bade, at de dem den Godhed vilde vise, At give dem omsonst en Skeefuld Søbekaal.

»Ja sætter Jer godt Folk, og langer til vor Skaal,«

Var Mandens Ord, og hun bejaede med Lader, Hun fattig var paa Ord, den fromme Husets Fader.

H H

» v i l É l f l

s L å

i -

m

Mercurius, som var til bedre Føde vant, Slet ingen Appetit til Søbekaalen fandt;

Thi yttred’ han paa Fransk, som Husets Folk ei kunde,

■ >, JFOIK Cl KUilU^,

Til Jupiter derom sin Meening dennelunde:

Ces choux-lå sont d’un gout å me faire vomir, E t je ne cor^ois pas, qu’on s’en puisse nourrir.

Oui, sagde Jupiter, auprés de l’Ambroisie

Ces choux sont bien mauvais; pour la cérémonie Il faut pourtant, mon fils, en manger quelque peu.

Mais å propos, comment récompenser en Dieu De ces honnétes gens la douce bienveillance?

— Si ces donneurs de choux méritent récompense, Saa svarede Mercur, que leurs propres souhaits Déterminent d’abord tes généreux bienfaits!

Mercuriuses Raad behagede hans Fader,

Thi blev han siden ved: »Veed I vel hvem I mader?

»Nei,« svarte Konen ham, »desuden,« sagde hun,

»Saa mader vi jer ei, vi jer bespiser kun, I skulde ikke nys saa meget talt det Franske, Saa havde I maaskee nu bedre vidst det Danske.«

Thi mens de talte Fransk, faldt Tiden Konen lang, Og Vreden giorde nu, hun Tungen fik paa Gang.

Da Jupiter fornam, hun havde Ret i noget, Og at han virkelig begik en Feil mod Sproget, Saa blev han ikke vred, men svarte med et Smiil:

»Min Putte, tael mig til i mere høflig Stiil.

I altsaa vide maae, I har bespiist, Madame,

Bespiist og madet er dog mestendeels det samme, I har bespiist en Gud i ham, og en i mig.

Og, til Beviis derpaa, leed i min Kiortel-Flig,

Der kan I, om I vil, en Torden-Kiile hitte;

Thi jeg er Jupiter, og denne lille bitte,

Ifald han havde ei sin Guddom skiult saa vel, I skulde see paa ham to Vinger for hver Hæl;

Han er Mercurius. Nu veed I, hvem vi ere;

I ogsaa vide maae, vi Godhed for jer bære.

For jer Velvillighed mod mig og mod min Søn, For jeres Søbekaal, bestemmer selv jer Løn!

Hvorom I vil, I nu kan trende Ønsker giøre, Og Jupiter vil strax hvert Ønske fyldestgiøre.«

»O,« sagde Konen da, »gid vi maae Gaffel faae Til vor umage Kniv« — der strax en Gaffel laae, Og Kniven Mage fik. »Hvad, er du reent forbandet, Og, naar du Valget har, dig ønsker intet andet?«

Var Mandens Ord, »saa gid, at Gaffelen dig sad, Din Tosse! i dit Liv.« — Det skeede, som han bad.

Der stod da baade Mand og Kone i en Maade.

De sig udbede maae den — ach, den sidste Naade, At Gaffelen igien tilbage maatte gaae.

Den gik; og Guderne, de giorde ligesaa.

'

w m m >

■ p p

m ■

m m

S v ■ ? ^{b b} ? ^sé * '

-

-<-><•

/^ ’i8 e n ( G u n v e r v e m ^ F e p 5 o m ^ e ls T i C ^ e l ^ g >

^e; i 3 aei feoiKefulÅrs^xs^.

n øe;s Ir jie^fe Yar’-Vf^fyen&eja unejefifted '©v 2 ^»

vocjf ( 5 tg/ mil' JBarn,fø? c)e falsKeMexnc)fUW i/W (Cjimvep rneiW rne6 iSilKen £$yrop«»®3©

"VeÅ Hjjavefe

o, KM^lcjea^o^'Van^e^ faer rej^jrrHjEir)

Æjajv ^ a a b v ’a.FafoléÅ^r^^

U g /)/v a § \ å i^ m iU B a i^ fo p 6 & falskeManÅfoiX!

/. ^aU S ^o^Y/?. x./

•Ai'I faBWifj

f Ibjjetvel'' &

\ vneb rPWcj

SF 1cdt var

S o m IFpGLP^e^/sJICleLncjf^

ei.vman ; olcj op

E

kie£rliqK I7

/ mi \ JBam7fW bc falske JHanéfoDc!

uSen Q u n v e r p é n meipfoer* m i

g

oaJWuY

ovsH [(5

er? Yrm Lctxho

m i l é l - s ^ ® arus

vansmce

y f ( k c j / n i l JB

a m

“ __

'm é m m

-..MsB&M&ZkJ ^ E lS ilg lgS i --W-V-.- --• ... • •• ,,g<r -

ø . I S 1 ‘^ j j

-•VV'' ■ ^Æ?*J-

^ 8 : ..

B I P

m ^j^m

B L -

w.

W ø M

■■ÆrnS-,

C - ^ ^ ^ W U f e r

SaE w, ,Vifa^ ' H i B .

M , . ~ , J æ a p i r ? < 1 1 iiB P f li

sÉS^g*

l'g

p

1 ^.

kl^> \

j f i S S pWpBI H H i

J f e ^ W å S M i

‘tåSmMs m

gp#^at!1' 1 ”

lJ)uK oek](ep mig kim åin -srieekvicie

§ | p | TPclcl S(jierrm.ni)Æ Pif7oe^

® p j a c c faykk&v* j e g å e n H l m in k ^ e e n å e tx å e lB c iP iu ^

S f ø a - f k r ø jealB Loeæ sss

éic(7mt^ JBflFn^føF åefalsKe Marie) jolfc !

„ M e n Q u n v e ^ i r u ]

B^f jm H

avn, m,LTi ulfoRsHe( 5 ^e£)iael

røjksK en m iK

Fo^acjKen S k r ^ i n H

ilv og H {k g^m iK M am ^jW be falske JM ani folk!

m m å ,

mm

in o e ;

i Kwn oy iacj

askynb S

g a n . Irak Ineneie fra åen /sfeiie IBK 5 eå^\£vs>.s\s^is^

g ) G taå ve 6 >sm S vi‘cj-7^^

M o m S^orm var hems I L alfer7/m e nlP iskerne yrøå

| p f "V eå (C ia n v e n ^ IL ii^

SKvoejT d i ^ m l f JBarnnfor åe Jalsfe. Mand) folk!

DA J E G VAR L I L L E

J e n s B a g g e s e n .

Med Tegninger

A x e l H e l s t e d .

D e r var en Tid, da jeg var meget lille, Min hele Krop var kun en Alen lang;

Sødt, naar jeg denne tænker, Taarer trille, Og derfor tænker jeg den mangen Gang.

Jeg spøged’ i min ømme Moders Arme,

Og sad til Hest paa bedste Faders Knæe, Og kiendte Mismod, Uroe, Grublen, Harme

Saa lidt som Penge, Græsk, og Galathe.

Da syntes mig, vor Jord var meget mindre, Men og tillige meget mindre slem;

Da saae jeg Stiernerne som Prikker tindre, Og ønskte Vinger for at fange dem.

Da saae jeg Maanen ned bag Høien glide, Og tænkte: gid jeg var paa Høien der!

Saa kunde jeg dog rigtig faae at vide

Hvoraf, hvor stor, hvor rund, hvor kiøn den er!

Da saae jeg undrende Guds Sol at dale Mod Vester ned i Havets gyldne Skiød, Og dog om Morgnen tilig atter male

Den hele Himmelegn i Østen rød —

Og tænkte paa den naadige Gud Fader, Som skabte mig og denne smukke Sol, Og alle disse Himlens Perlerader,

Som vrimle fra hans Hænder Pol til Pol.

Med barnlig Andagt bad min unge Læbe Den Bøn, min fromme Moder lærte mig:

O gode Gud! o! lad mig altid stræbe, At blive viis, og god, og lyde dig!

Saa bad jeg for min Fader, for min Moder, Og for min Søster, og den hele Bye, Og for ukiendte Konge, og den Stodder,

*

Som gik mig krum og sukkende forbi.

De svandt, de svandt, de blide Barndoms Dage!

Min Rolighed, min Fryd med dem svandt hen — Jeg kun Erindringen har nu tilbage:

Gud lad mig aldrig, aldrig tabe den!

aa huldt til den hellige Bøgeskov Det vinkte mig,

O, Jord! hvor end aldrig den tunge Plov Havde furet dig.

De hulde Smaablomster saa venligt stod I dunkle Ly,

De smiilte saa inderligt ved min Fod Mod Himlens Sky.

Til Skoven jeg giennem en Mark monne gaae.

Da fik jeg see

En vældig Steenhob paa Marken staae Mellem Høie tre;

Den stod saa ærværdig, graalighvid, En aflang Ring.

Her holdtes der vist i gammel Tid Et Kongething.

iTiiiaE

K h I i"H!

■

MS*

Paa Kampestenen, som hisset staaer, Stolkongen sad

Med Krone, Scepter, i Zobel og Maar, Saa faderglad;

Og hver en Kriger alvorlig treen, Fredsæl i Aand,

Og satte sig rolig paa sin Steen Uden Sværd i Haand.

Paa Høien hisset stod Kongens Gaard Med stærken Mimr.

Hist havde hans Dotter, den vene Maard, Sit Jomfrubuur.

Og paa den tredie et Tempel stod, Berømt i Nord;

Der offredes rygende Bukkeblod Til Asa-Thor.

ara

O, venlige Mark! O, Lund saa prud!

Græskølne Væng!

Overalt havde Flora pyntet ud Sin Brudeseng.

Paa Marken kneiste de røde, blaae Kornblomster frem.

Jeg maatte standse, jeg maatte staae, Og hilse dem.

Velkommen atter igien i Aar Paa grønnen Jord!

Hvor lifligt I op i den unge Vaar Blandt Kornet groer!

Som Stierner I blinke, blaat og rødt, Blandt gule Lyn.

O, hvor fortryker mig barnligsødt Jert Sommersyn!

»Ak, Digter! du har kun lidt Forstand.

Ak, Herregud!

Du skulde kun see vor Eiermand, Hvor han seer ud.

Hvergang han seer os, han kalder os Tant, I Øiet en Torn;

Han kalder os Helvedes Klint iblandt Det velsignede Korn.

Den største Naade, han viist os har I dette Liv,

Er det, at han stundom af Lommen taer Sin Foldekniv,

Og skær sig en Haandfuld, stor og tung, Under vranten Snak,

Og blander os i en Sælhunds-Pung Blandt Røgtobak.

Han siger, at, smøget paa den Maneer, Vi arme Skrog

Efter fattig Leilighed Verden teer Nogen Nytte dog.

For Resten vor Skiønhed, rød og blaa, Er hap som hip,

Alt Nyttigt bør giennem Munden gaae, Det er hans Princip.«

'OS£A/srAHD

Smaablomster! ak, som det eder gaaer, Saa gaaer det mig.

En stakkels Poet som en Kornblomst staaer, Og græmmer sig.

Det nærende Korn kun i Veien han er;

Hvad retter han ud?

Han hæver sit barnlige Farveskiær Kun fromt til Gud.

Kom, Blomster! vi høre tilsammen, vi, Kom, vakkre Glut!

Og slyng dig med tryllende Sympathie Om denne Luth,

Og bæv, som Zephir bevæged dit Blad, Ved Strængens Klang;

Saa synge vi hver vor Skaber glad En Morgensang.

Fo trej Bien humper e Hælhæjst astej, Faa de te han haaer ikke flier;

Men hwem dæ ska møhd ham epo sie Vej, Humper snaaer i e Kjerrgor nier.

Aa M ow ns han wa sæ saa løste en Swenh, Hwor han hoer Fiolen, han dannst dær.

Han haad sæ no aasse en fuldtrow Ven, Aa de wa hin M e tt M ari H a n s te r.

Aa da han kam haatte te H a n s e s Puet, Da hoer han en Hæjst, dæ kam lumpend De føhst kirt han sæ ikke ætter ed stuet;

»Hwa! Hwem æ de, komme hæ dumpend?«

Men dæh spraang Gnister fræ Hæjstens Bien, Desligest fræ Øwnen aa Niesen.

Aa komm unne T ag da han war ikke sien —

»Hej! hudden si Do ud, M ow ns Piesen?«

— »Hudan A sir ud, de ka væh Jer de Samm —

»De æ kaalt, aa kahænsæ A fryser —

»Vil ejjes I sie lidt aa høhr, saa go framm,

»Hudden han den Trejbjened nyser.«

»Spel op frisk! aa læ wos fo W ost aa Brøe!

»A skul ha let W ahrm no i Kroppen.

»Jawten A daanser, imuen kan A døe.«

De gik mæ en Swingen aa Hoppen.

Han tow M e tt M a ri ve hin venster Haaen Aa tramped aa hujed aa nikked.

Hun bløw ret saa angest, de sølle Baaen, Aalt som hun no knikked aa vrikked.

A trowr, hun bløw kaalh, mens M ow ns han bløw hied, E Swed trilled ham unner Yww da —

»A mo let herued ætte de bette Bied, Herinn kan ik længer A blyww da.«

Aa som han kam ued no saa warm aa saa wuod Aa suoelt i e Blæst sæ et Stød da,

Dæh filh han, ku hwerken røhr Haaen elle Fued.

Di Anne bar ind ham som dø da.

Saa kjor di ham hjem da, aa lo ham paa Stroe, Aa lo di saa Snehkeren komm da.

Han tow no hans Moel fræ hans Top te hans Toe:

»Do skal fo en Kihst, dæ ka romm Dæ.«

k

Aa han kam igjen o den ottende Daw Mæ Kihsten, han sku puttes i da.

Men Skjægget de vil han jow først g ie et Skraw, Mens Konneren towwed ham —

si da!

Hans Kjærrest stod ve ham aa kjæmmed . hans Roer Aa kyst ham po Pannen aa Øwnen, Den Skjægskraver ind ham i Hahgen

skoer —

Da wowned Kræbaaten aaw Søvvnen.

Han rehst sæ aa so sæ i Stowwen omkring, Aa so po sæ sjæl aa di Anner:

»Hwa skaaer A, mens hæhr I haar om mæ slaan Ring?

»Aa hwis æ den Kihst?« — Din nohanner.

M a r i ga et Skrigh, hun wa næeve aa daahn — Hun bløw jow saa faahle faaskræk-

ket. —

Hun smeed sæ po Knæe aa tow fat po hans Haaen Aa takkede Den, ham had vækked.

f

o

&

m

rwa.trtm'ww?

■iliSSI :z

røtyttflMl RVlMhW

S«K...""" ’ • '

Aa da fik di Konner no Aant aa bestell End smokh de hær Ungkaael te

Grawwen — Di smøkked den Pigh unne løstele Spel

Te Brudh epo Trejugersdawwen.

Den Snehker han klawwed sæ nød faa hans Kihst.

»Hwem ska no betaahl mæ aa ta en?«

— »De skal A ,« saah M ow ns, »de for aa blyw den sihst!

»Te rehle A døer, A vil ha en.«

1

D e n signede Dag med Fryd vi ser Af Flavet til os opkomme,

Den lyse paa Himlen mer og mer, Os alle til Lyst og Fromme!

Det kjendes paa os, som Lysets Born, A t Natten hun er nu omme!

Den signede Stund, den Midnats-Tid, Vor Herre han lod sig føde,

Da klared det op i Østerlid Til dejligste Morgenrøde:

Da Lyset oprandt, som Jordens Bold Skal lysne udi og gløde.

Om levende blev hvert Træ i Skov, Og var saa hvert Blad en Tunge, De kunde dog ej Guds Naades Lov Med værdelig Røst udsjunge;

Thi evig nu skinner Livets Lys For gamle og saa for unge.

Forgjæves det er, med liden Magt At ville mod Bjærg opspringe,

Men Ørnen er snild, han naar sin Agt, Naar Vejret ham bær paa Vinge;

Og Lærken hun er en liden Fugl, Kan lystig i Sky sig svinge!

t

o

Med Sus og med Brus den stride Aa Nedfuser fra Klippe-Tinde,

Ej mæle saa lydt de Bække smaa, Men risle dog fort og rinde:

Saa frydelig sno de sig i Vraa Op under de grønne Linde.

Saa takke vi Gud, vor Fader god, Som Lærken i Morgenrøde,

For Dagen, han os oprinde lod, For Livet, han gav af Døde,

For alt, hvad paa Mark af Himmel-Rod Der voxte til Sjæle-Føde. ir

Nu sagtelig skrid, vor Højtidsdag, Med Straaler i Krans om Tinde!

Hver Time til Herrens Velbehag Som Bækkene smaa henrinde, Til frydelig de sig sno i Mag Op under de grønne Linde! *

*

' •'W- >---H-

IBM

lf

■S:

V-.

sna

I

I

-f*P

■ ^ IIIP

*??

— _. y

^.vrasBK*-'5®*"'*’''

Som aldrig saa lang er Dag i Nord Det mørknes jo dog omsider,

Saa haver det sig og trindt paa Jord, Med blomstrende Aar og Tider:

Men sødest dog klinger Livets Ord, Naar det imod Aften lider.

Som Guld er den aarie Morgenstund, Naar Dagen opstaar af Døde,

Dog kysser os og med Guld i Mund Den liflige Aftenrøde,

Saa tindre end maa det matte Blik, De blegnede Kinder gløde.

Saa rejse vi til vort Fædreland, D e r ligger ej Dag i Dvale,

D e r stander en Borg saa prud og grand, Med Gammen i gyldne Sale:

Saa frydelig d e r til evig Tid Med Venner i Lys vi tale.

t

1

Storken sidder paa Bondens Tag;

Han seer over Mark og Enge.

Det bliver saa deilig en Foraarsdag;

Nu kommer den favre Tid, jeg vented saalænge.

Storken klapprer paa Bondens Tag, Og Gjøgen kukker i Skoven.

Med Mailøv nu kommer skjøn Valborgs Dag;

Nu stiger der Pintseglands med Sol over

. _ C

&y i n £ V oven

Storken flyver fra Bondens Tag;

Han spanker i grønne Enge.

Han kommer som Gjæst til skjøn Valborgs Dag;

Han bringer den favre Tid, jeg vented saalænge.

W W L t * / ■

W L '-w r tm m '..

gggll V ^---

■tr~^ ^T

D e hvideste Perler i Havet er spredt, Og Bølgerne vandre derover,

Den Skat, Du søger og aldrig har seet, Jeg her at beskrive Dig lover.

Først maa hun eie den yndigste Fod, P'or Hjulet og Væven at træde,

Dertil et ærligt og trofast Mod, Der deler Din Sorg og Din Glæde.

w e t— r * « * " f t - ■ ■ ' f f f T 11 ^{. » m} ______. » t • --L- < -

En Barm maa hun eie saa varm og saa fuld, To Arme saa blendende hvide,

Dertil en Tunge saa reen som Guld, Der tier og taler i Tide.

Og snildt maa hun flette sin Tankes Net, Og Smilet maa røbe Forstanden;

Hendes Gang maa være saa svævende let Som Bølgens, der træder mod Stranden.

Og Øiet maa ligne den sagte Strøm, Hvori sig Fuldmaanen maler;

Men Hjertet maa drømme saa mangen Drøm, Hvorom ei Læberne taler.

i -

Mig Nattergalen i grønnen Lund Betroed, hvor hun havde hjemme, Jeg lytted dertil i en Midnatsstund,

Og mon det om Morgenen glemme. i

i

Ba c c h u s.

ly s! Hvo banker paa Døren? Hvad seer jeg? Amor sig nærmer Hid til min Arne? O vær hilset, uventede Gjæst!

Am o r.

Ikke jeg kommer som Gjæst; jeg har mig i Skoven forvildet, Da jeg til Tartarus nys søgte den eensomme Sti.

Men da sprang der en Tiger af Busken frem, jeg den fulgte Hid til din Hytte, som smukt dannes af Rankernes Løv;

Og jeg hørte den jublende Larm. Da traadte jeg ind her.

Led, Dionysus, mig ud, viis mig til Tartarus Vei!

Ba c c h u s.

Lille, hvordan forstaaer jeg dig? Siig, hvad vil du hos Pluton?

Am o r.

Lethes qvægende Flod søger mit brændende Blik.

Ba c c h u s.

Kjære, hvad vil du ved den?

Am o r.

Ak, jeg vil drikke dens Bølge!

Ba c c h u s.

Siig mig, spøger du, Barn?

Am o r.

Nei, jeg er tørstig og hed.

Nu, saa gaa til Najaden, forlang et Bæger ai Kilden.

Am o r.

Nei, det rindende Vand kan ikke lædske min Tørst.

Lethes rolige Flod kan ene dæmpe min Flamme.

F ør mig til Bølgen, thi stærkt trænger min Læbe dertil.

Ba c c h u s.

Siden du vil det, velan, saa skal jeg vise dig Veien.

Men den er lang; du her hvile forinden dig ud,

Thi du er træt og mat. Kom! Sæt dig lidt under Ranken, Mens den brusende Viin styrker din synkende Kraft.

Am o r.

Giv mig Crateren!

Ba c c h u s.

Der! — Du Arme, du ryster paa Haanden!

Am o r.

Tak! Det smagte mig godt.

rp

Ba c c h u s.

Drik da lidt mere deraf! — Iler, Mænader, her hid, og dækker Bordet i Skyggen,

Ivrandser Pocalen med Løv, fylder den saa til dens Rand Med den herligste Saft, som Druens Purpur har ydet!

Kom, og gjør Løier, Silen! Følger, Satyrer, med ham!

Skynd dig, du Faun, til Pan, og bed om at laane hans Fløite, Kom tilbage med den, blæs os et Stykke derpaa!

Alt skal forherlige Festen til Æ re for Amor, thi aldrig F ør den vingede Gud har Dionysos besøgt. —

Men hvor har du din Bue? Ftvor er dit Kogger? Du pleier Ei dig at skille ved dem, kjender jeg ellers dig ret.

Am o r.

Ak, det er sandt! Jeg glemte dem før hos min Moder i Gnidus;

Paa en Cypres jeg dem hang bort, thi de tyngede mig.

Ba c c h u s.

Drik, og vær lystig, mit Barn! Imorgen vi vandre til Lethe.

Glem den kommende Dag, glem den forgangne inat!

Am o r.

Herligt qvæger mig Druen, jeg har ei drukket den forhen;

Thi Ambrosia kun nød jeg og Nectar tilforn,

Eller den smeltende Honning, naar tidt jeg fanged i Haven Mangen surrende Bi, røvende Sækken fra den.

Men jo sødere Næring, desmeer kun voxte min Flamme.

Dog, o Bacchus, din Saft gyder ei Olie til.

Nei, den styrker mit Mod, og hæver Kraften som synker;

I det Fjerne jeg seer Haabet at vinke paany.

i

i

Hvor forunderligt! Før, naar i Skovens Mørke jeg lytted Til de Toner, som Pan lokked af Rørene frem,

Blev jeg bedrøvet tilmode, jeg sukkede mere, jeg følte Hjertet at banke, jeg græd, uden at vide, hvorfor;

Dog nu hører jeg gjerne din Faun at spille paa Syrinx, Munter og lystig mig er bleven den sorgfulde Klang, See, hvor Mænaderne dandse dertil, og Satyrerne springe!

Op! Jeg blander mig selv med i den festlige Dands.

Venter! Krandser mig først med Vedbendranker og Viinløv!

Ordner jer! Følger mig! Nu Amor skal føre jert Chor.

Giv mig Pocalen i Haand! Jeg efter Tacten besprænger Jer med dens hellige Saft. Fylder den atter engang!

Rask afsted! Nu op, og nu ned! Nu cirklende Runddands!

Evoe! Evoe! Hil Druernes mægtige Gud!

Ba c c h u s.

Stakkels Lille! Han er ei vant til at lyde min Thyrsus;

Hurtig den virker paa ham. See kun, hvor lystig han er!

See, hvor han dandser, og svinger sig rundt, og nipper af Bægret!

Dog nu standser han. T ræ t har ham Bevægelsen gjort, Thi han sætter sig; alt hans Øienlaage sig lukke;

Langsomt synker han ned i det beduggede Græs.

Stille! Han sover! Nu, rører jer ei! Tys! Løfter ham sagte Op paa Æ slet! — Silen, bliv ikke vred for saa lidt!

Selv du efter kan løbe, kan holde dit Æ sel i Halen, Saa er du sikker, at ei Dyret skal rende sin Vei.

Tager nu Vedbendkrandsen af Barnets Hoved, og dypper Den i Vinen, og vaad slynger forsigtig den om

Begge hans Tindinger og de guldguult bølgende Lokker!

Pidsker paa Æ slet! Afsted! Ordner jer! følger med mig!

Hen til Gnidus vi gaae, og søge Cypressen i Lunden,

Hvor han sin Bue har hængt. Sagte vi lægge ham der Under de skyggende Grene; derpaa vi forlade ham Alle.

Naar han da vaagner, og seer Buen at hænge paa Qvist Med det skinnende Kogger, da vil han troe, at han drømte

Hele sit Ophold hos mig, eller han tænker maaskee, A t ved Lethe han var; men naar han Krandsen har fundet,

Siger han: »Morpheus ei bandt, eller Pluton, en slig.

Drømte jeg, hvordan blev da et virkeligt Foster af Drømmen?

Var jeg ved Lethe, da var jeg ved en Lethe, som ei Slukker Hjerternes Brand, men lindrer Smerten, og giver

Mod til at taale paany stærkere blussende Glød.« — Ak, hvor vilde den Arme, ifald hans Lue var slukket

Ved Forglemmelsens Flod, vaagne bedrøvet og tom!

Dog nu vil, naar Søvnen er endt, han trøste sig over,

A t han gjenkjender sig selv. Hvo som har Kjærlighed følt, Vil sin Livstid heller af haabløs Flamme fortæres,

End een eneste Dag leve med Sundhed og fri.

B onden beder med liden Ro,

Naar Regnen slaaer paa hans Hue;

Naar Taaen er kold og Ryggen vaad, Kun lidet hans Tanker due.

Det var St. Laurentius, Han agter en Kirke bygge;

Thi ganger han ud paa den brede Vei Med Tiggerpose paa Rygge.

Ganger han ud paa den brede Vei Alt med sin Fattigmandspose;

Hans Øine de vare som Alterlys, Hans Kind den var som en Rose.

Det var den hellige Herrens Mand, Han sankede Guldet røde.

Hans Sko var reven, hans Fod var hoven, Det gjorde ham megen Møde.

Han samlede møgle Guld og Sølv Alt paa de Riges T rapper;

Men aldrig han eier en Kjortel ny, Han gaaer i de gamle Kapper.

Og aldrig han tager ved anden Mad End Stodderbrød, det sorte;

Hunden river hans bare Skind Alt for de rige Mænds Porte.

Men da han langer til Lundeby, Hans Tiggerpose var fuld;

Og aldrig et Lem han røre kunde, Saa mødig han falder omkuld.

Han tingede kunstige Mestere, De skulde den Kirke reise;

Muren skulde være rød og tyk, Med Taarne skulde den kneise.

Ørnen flyver i vildene Luft, Han kan sine Vinger stræ kke;

Det meente han St. Laurentius, De Taarne skulde ham række.

De Mestere mure den lange Dag Alt udi den bare Skjorte;

Men hver den Steen, de mure ved Dag, Den var om Natten borte.

Han drikker stedse det klare Vand Og aldrig Vinen saa rød;

Thi besken Eddike Christus drak I sin uskyldige Død.

Den Muldvarp kryber i dyben Muld, Hvor Snuden den kan bunde;

Der vilde han St. Laurentius, Den Steen skulde Kirken grunde.

■

TiiWl / s ^ y'm\

Om Morgenen laae baade Kalk og Steen Vidt om paa den grønne Hede;

Sligt gjordes af alle de Trolde smaa Og alle de Kjæmper lede.

Laurentius vaager ved Midienat, Hans T anker løbe saa vide;

f e ; Det var da den sorte Trold, saggt^

I f e Han stander ved Munkens Side:

,Hør Du mig, St. Laurentius,

&??*&**:*' 77

\ Den Kirke jeg bygger paa Slette,

% . , w. » w w »

^ \ Vil Du mig goden Murerløn Med H aand og Mund forjætte.

Og Du skal give mig Sol og Maane Dertil Dine Øine baade,

Eller Du skal sige mig, hvo jeg er, Mit Navn det være Din Gaade.“

Det var St. Laurentius,

Han nikker med Hovedet brat;

Det var da den sorte Trold, Han bygger en Kirke ved Nat.

For St. Laurentii venstre Øie Tilmed for hviden Maane_i

Han bygger et langt og prægtigt T aarn, Det synes i hele Skaane.

F or St. Laurentii høire Syn Og for den røde Sol

Han bygger et andet Kjæmpetaarn, Det synes ved Nørrepol.

ajttjumm

Staaer glad for gyldne Alter;

Der drikker han af den hellige Kalk Og synger en deilig Psalter.

Men dengang Solen han gik ned, Og Mørket det drev paa,

Da monne den Herre saa sørgendes

Paa Marken ene gaae. ^{É j J}

r

O, Skade for mit gamle Syn, Som jeg ei kan bevare;

Men allermeest for Sol og Maane, De skinne begge saa klare.“

T A

$

Den Herre lagde sig ned og bad Alt paa den grønne Høi,

Da hørte han i Høien brat En Puslen og en Støi.

Det var det arrige Troldebarn, Saa saare hans Øine runde, Og Moderen ganger op og ned Og tysser ham, som hun kunde.

„Slaae dig tiltaals, min rare Glut!

Du lade Graaden fare,

Nu kom m er F i n d med Sol og Maane, Med Christmands Øine klare.“

Og det var St. Laurentius, Han bliver saa glad tilmode,

Frelst var Sol og frelst var Maane, Dertil hans Øine gode.

Thi da den lede Troldem and Ad Hjemmet monne lakke,

Han siger: „Du være velkommen, F i n d ! Alt i Din egen Bakke.“

„Hvor skulde jeg hitte det Troldenavn, Naar jeg det aldrig vidste;

Jeg visselig maa mine Øine to Inat til Troldene miste.

i

- »

'■2

S.:r.

:,J: 5&g»S i ® . . . i~N§ :■

i=s|É ‘

. . '1 ^ 1 1

in::;r::.'-]

r *:=^--

Og det var da den lodne Trold, Han skreg i Høien inde,

Og skrige gjorde det lidet Barn Tilmed den lede Qvinde.

Trolden havde saa dybt under Muld De krogede Lønnegange,

Der tager han til, med Barn og Viv, Saa skyndelig at gange.

Og da de under Kirken kom, Da dukker han op sin Pande,

Da monne han med sit Barn og Viv Paa Kirkegulvet stande.

Da griber han om den Støtte stærk, Og det med megen Harme,

At knuse den Kirke, det var hans Agt, Med sine Helvedes Arme.

Da kunde han aldrig røre et Lem, Og aldrig Benet flotte;

Han staaer, en Kamp, i denne Stund Ved Lundakirkens Støtte.

, s .

Løser hans Qvinde sit lange Haar, Hendes Lokker i Gulvet rinde, Og om en Stolpe, tyk og stærk, Det Baand hun monne vinde.

Da blev hun Steen i samme Stund, Og Steen blev hendes Unge;

Der staaer hun med sit Hovedbaand, Naar Folk i Kirken sjunge.

CHRESTEN OG LENE

C-fOUL^^tJ-X -f\-

I Kroen er der lystigt med Spil og med Sang, Og Tappen den driver, og Flasken giver Klang;

Mens Liremanden spiller, og øver sin Hals, Faaer Kruset omkring Bordet sin rolige Vals.

Ved Bilæggerovnen med det store Messingfad, Der sidder Peter Hald ved Brændevjin og Mad;

Hans Nabo, Rasmus Stub, udpuster sin Tobak, Slaaer Armene paa Kors, og hører paa hans Snak.

»Du troer, at lille Lene hun er mit eget Barn?

Ja Tøsen har mit Hjerte ret fanget i sit Garn!

Jeg elsker hende næsten som mit eget Kjød og Blod, Især fordi mit første Barn saa tidligt mig forlod.

F or atten Aar siden, da den Lille hun var død, Da var jeg saa bedrøvet; for at glemme min Nød Saa sled jeg baade N at og Dag, saa det var en Gru;

Da hændte mig just det, jeg vil fortælle nu.

Jeg var just gaaet ud i Troldestue Skov,

At hugge mig en Aas til den engelske Ploug; — Den skulde staae og tørres, — jeg havde bjerget Hø, Og af Sorg og Mathed jeg var færdig at døe.

Jeg sov nu, som jeg pleier efter Arbeide, drøit, D a hørte jeg en Stemme, som kaldte mig høit;

Dog drømmende jeg hørte, og vaagende jeg sov, Det susede for Øret som om Natten i en Skov.

Men Stemmen raabte: »Peter Hald! før Solen skrider frem, Stat op, træk Trøien paa, forlad dit lune Hjem!

Ved Troldestuens hule E g der finder du en Skat, Lyksalig, hvis du lyder mit Varsel i Nat.«

Jeg reiste mig fra Maren, hun slumrede trygt, Jeg lænede vor Gadedør, og lyttede med F rygt;

Natten var saa luun, og det lynede i Vest,

Og ned ad Præstens Gyde hørtes Trampen af en Hest.

Nu hørte Stemmen op, og jeg vaagnede brat, Da vidste jeg slet-ikke, hvordan det var fat.

Fast hoppede mit Hjerte af Angest i mit Liv,

Og Lysten sagde: gaae! men Frygten sagde: bliv!

Jeg kløede mig bag Øret og grundede lidt, Jeg tog til mine Buxer, men betænkte mig tidt;

Snart var jeg curassig; men, naar kuns Uglen skreg, Saa vilde jeg slet ikke gaae til Troldestuens Eeg.

Men da jeg fik min Trøie paa og Øxen i min Arm, Da blev mig vor Stue for lummer og for varm;

Jeg listede mig bort, og tænkte som saa:

Du kan jo vende om, hvis du ikke tør gaae.

Imens jeg gik den lange Vei norden om Sø, Jeg Skovfogdens Hunde hørte langt borte gjøe;

Paa den store Tørvemose jeg kyste Viben op, Den kolde Nattegysen foer gjennem min Krop.

Nu Klokken slog to paa Taarnet i vor By, Og Hanerne galede mens Dagen vilde grye,

Jeg gik kun jævnt, og snart blev det i Østen lyst, I Skoven var det endnu heel dunkelt og tyst.

Men da jeg kom til Pladsen om det hule Egetræ, Jeg saae et deiligt Pigebarn; hun laae paa sine Knæe

I røde Silkeklæder med et Belte om sit Liv, I Hatten var der Fjedre saa høie vel som Siv.

Hendes Ansigt var saa nydeligt med Rødt og med Hvidt, Med fine Liin den hede Graad hun tørrede tidt;

Hun laae henslængt i den grønne bløde Eng, Og kyssede med Suk et Barn udi en lille Seng,

Hun trykkede mod Barmen den hvide Kurvebast;

Ved Ellestubben stod hendes Fole bunden fast.

Kridhvid den var, med broderet Schabrak,

I Morgenluft den vrinskede, og slog med sin Nak.

Knap fik hun mig i Sigte, før hun flygted som en Vind, Hun pegede paa Kurven med Taarer paa sin Kind.

Hun svang sig som en Svale let paa Gangeren høi, Og traved’ gjennem Skov, saa de gule Lokker fløi.

Jeg nikkede til hende vel, men talte ei et Ord,

Saa gik jeg hen til Kurven; der ...laae det lille Noer, Indsvøbt i sine Klæder med en Seddel paa sit Bryst, Af Barnets brune Øine jeg havde ret min Lyst.

»Tag mig, du gode Bonde! — Helene er mit Navn, Min Moder har udstødt mig for evig fra sin Favn.

Lad mig din Datter være i din lille Piges Sted, Og tredive Ducater dem faaer du aarligt med.«

Mit Hjerte er ei bygt af Jern og Marmorsteen;

Jeg Øxen tog, og huggede en dygtig Hasselgreen,

Den stak jeg gjennem Hankene, bar Pigen til vor Moer, Og hun blev vor Datter, blev smuk og blev stor.

See, det var Aaret før ved den store Revue,

Da de mange Regimenter laae rundt omkring vor By;

Paa Gaarden var der Damer og Herrer i en Flok, — Den unge General — Du forstaaer mig jo nok?

Jeg trænger nu til Hjælp! jeg er gammel, vov og tung;

Men din Christen derhjemme, han er lystig og ung,

Lad os gifte ham med Lene — han har jo tjent ud, — Hun bliver Byens rigeste og smukkeste Brud!«

Her endte Peter Hald sin lange Passiar,

Imedens Rasmus Stub sig skaber som en Nar;

Han rykker i sin Hue, han smidsker bag sit Kruus, Gnider Daasen med sin Albue, og tager sig lidt Snuus.

»Jeg var ogsaa gaaet ud for en Time eller to I Troldestueskov at vande Hest og Ko;

Bøgen var saa lysegrøn, saa frisk efter Regn, Og lifligen duftede de blomstrende Hegn.

PT

I]

1

: ;

Men som jeg nu søger efter noget af mit Kræ, S aa seer jeg gjennem Krattet ved det hule Egetræ Min Christen med et Pigebarn i heftig Snak at staae;

Jeg kjendte hende ikke, hun havde Solhat paa.

Fra det han var i Frankrig, er det Fanden til Knægt;

Han kan snakke med Pigerne med Fynd og med Vægt.

Hun stillede sin Rive mod den svære Egekrop, Og brød en lille Green, som nyligt var skudt op.

Mod Jorden slog hun Øiet med undseeligt, stille Sind;

Han kigede saa skjelmsk under Solklædet ind,

Og snakkede saa ivrigt; men jeg hørte ei hans Ord, Som Avnerne fra Skovlen, de fra hans Læber foer.

" ... " ~

Han vendte sig, og snoede sig, og krammede sin Hat, Hun plukkede Qvisten, som hun havde faaet fat,

Og trippede med Foden, som Takten til en Dands, Og dreiede paa Armen en broget Malkekrands.

Nu slog han sig for Brystet, nu fægted’ han med Arm, Nu tørred’ han af Kinden en Taare saa varm ; —

Saa gav hun ham da H aanden! — han greb den med Hast, Slog begge sine Arme om Pigebarnet fast.

Han var vel hidsig først; men nu fik Tøsen Liv, Hun syntes nok, at det var en artig Tidsfordriv!

Hun gav hans røde Kinder saa mange bløde Klap, Lagde Haanden bag hans Nakke, og kyssede om Kap.

Men da de skulle kysses, var hans Hoved for stort, Han skjød hendes Solhat fra Ansigtet bort;

Bagaf den faldt i Græsset; — hvad saae jeg saa der?

Det var jo din Lene, som var hans Hjertenskjær!

i

_ _ ... -

' -^såø s f e S g

• d S "^-

— ■=£ ■"

kK~-

fes; X3=

=-~^i*-

uT^ ‘V

£:• •//"'> /cv-'5

Jtv \

*WL f

v o■y-v » å å«

:vks t v ' f/'/ '

\ ^ *' //.

, V V

4 ^ -.

*H-X\.

I/^V

*■ #

-X

V7X,

Det vilde jeg fortælle dig; — jeg fløi som en Fjer, Og traf dig da i Kroen, — og nu sidde vi her!« — Rask slog de Haand i Haand, et ret mandhaftigt Tag, Som paa en Lo om Vint’ren et vældigt Pleielslag.

»Til Mikkelsdag med Klang og Spil skal deres Bryllup staae, Og Suul og 01 og Brændeviin jeg sparer ikke paa!

Mit Storstuegulv er af Flensborgersteen,

Hei, hei, hvor vi skal røre vore gamle, stive Been!« a

d ' /4

W X :

X ' x t

' »Af mig skal de hver faae en opredet Seng!«

»Af mig de femten Lam, som græsse i min Eng,

^ En Qvie fra ifjor og den blakkede Ko!«

»Otte Grise af mig, en Galt og en So!«

»Jeg gier et Par Heste!« — »Og jeg gier en Vogn, Nyhugget, malet, som ingen i vort Sogn!«

»Og begge to vi bygge dem af Ny et Alhuus op!«

»Nei, nei! Peter Hald, lad os nu sige stop!«

rm