The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be

Digitaliseret af | Digitised by

Forfatter(e) | Author(s): ved F. Hendriksen

Titel | Title: Billeder af danske Kunstnere til Digte af ældre

og nyere Forfattere.

Bindbetegnelse | Volume Statement: Vol. 2

Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : Udgivet af Foreningen

"Fremtiden", 1889-95 Fysiske størrelse | Physical extent: 2 Bd.

DK

Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.

UK

The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be

used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work

becomes public domain and can then be freely used. If there are several

authors, the year of death of the longest living person applies. Always

remember to credit the author

i f c ( C 5

/ k <y< >< c r / i !

% { c?r

(■c <£ i ( . S K {

f M £ . iV '* & f e «

r o ^ V ' Æ ’/ i r i c s

<; f f ' Æ - & J 5

< 1 f CCr ,a <r V -

C C(rcc ^ %

r £ f CCfCCC V « ^

e ceccc C ^

> CCft rcccct <C «g

V C $ cect a C «

V C^c eccccr- t c

4 f * ^ . f V '

f f $* V # " , ; f l & V i

i (f ÆH

f i l » i m

£ c ? <#r (ac (( ^ j r n

s C* -fr <r<f rc rf Vr c

^ $ i # « ( C a % . &

£ c <

- g coCCC

K % % * » M -

••:• -. # ■ *< / ■ • ( å l » .* :/ Æ* %

f e

2t<e<:<X

% i'- ( £

H ' r;

*c < c-- C C f

; &

C C f

\ c

S ; f £ '

o ( f c / /

f<\

mt

C(( c et < c

c< < c Cl o c

<■<'< C

CG c c O I c

c c r c

< ’.' < .<

C« ' ( C c C

w

1 U»C(

( i. < i« C C*

^i.ccvc c:<

' < ( tCCV;.

c.' i c C< < <- '

f ",'KCC

ti 11« C< <-

<ftVCCC X ,m cc

<L'<AC(C

' W C

•^r\r\rC»

•« < T r*

c <- X <

C C r l

C > cr ' c

C r ^r '( C S C C (

•'»K

r V * - / cv

c ^-®T«

V <5 C*'<

S t © c

• cv ^

BILLEDER

AF

DANSKE KUNSTNERE

TIL DIGTE AF ÆLDRE OG NYERE FORFATTERE

ANDET BIND

Erik Henningsen! „Spadsereturen11 af Henrik Hertz,

Erik Henningsen! „Kejserens nye Klæder11 af H, 0. Andersen. — Hans Tegner i „Adam Homo gjøT Godt i Løndom11 af F, Paludan-Miiller, Erik Henningsen! „Begensvise11 af 0, Plong, — Viggo Pedersen; „Eftersommeren11 af H. V. Kaalund,

Malthe Engelstedi „Stemning11 af Søren Kierkegaard. — Carl Thomsen! „Velkomst til Bussen11 af 0. Hostrup, Carl Thomsen! „Den polske Kongesøn11 af M. Goldschmidt, — Frants Henningsen; „Dragonhesten11 af Chr, Bichardt.

Aug. Jerndorffi „Det har Seraferne , , af J, P, Jacobsen.

VED

F. H E N D R I K S E N

KJØBENHAVN

UDGIVET AF FORENINGEN »FREMTIDEN

T H I E L E S B O G T R Y K K E R I

MDCCGXLV

■

T r æ s n i t t e n e af

A, Bork, Hans Hansen, H. P. Hansen, F, Hendriksen, E, Neergaard og 0. Panlsen.

F o t o g r a f i s k e Æ t s n i n g e r ved

F. Hendriksens Reproduktions-Atelier.

Aftenen er saa klar og smuk;

Nede ved Stranden frisk det lufter.

Hisset en eensom Fugl med Kluk Gynger sig hvor Jasminen dufter.

Kom, min Cousine! der har din Ven Lavet en Bænk under Blomster og Grene.

Vil du som jeg, saa gaae vi derhen;

Jeg har et Ord at sige dig ene.

Fiskeren nede passer sin Dont, Seer du? han støder fra Land, min Ven!

Sysler i Baaden og fløjter et Stykke, Ak, han har travlt, det kan ikke fejle.

Seer paa den rødlige, blaa Horizont; Bundgarnet trækker han ind igjen;

Ikke skal han forstyrre vor Lykke. Langsom t begynder Baaden at sejle.

Vidste du blot, hvor tidt han vil see Konen derovre, der tørrer et Garn, Over til Skyens hvidlige Strimer! Mærker os ikke, derpaa er jeg sikker;

Uro de bringe paa Havet maaskee, Mindre det smukke, blomstrende Barn.

Skaffe ham Fisk i talrige Stimer. Nynnende sidder hun bøiet og strikker.

Græsset er vaadt, her løber en Sti.

Giv mig din Haand, saa skal jeg dig føre.

— Tys! hvad er det? Der er Klammeri!

Det er et Selskab — kom, lad os høre!

Bliv kun, Veninde! vær ikke forknyt!

Her kan vi staae og lytte bag Busken.

Vognen er væltet! — naa, den ligger blødt!

Hør, hvor de klamres og skjænde paa Kudsken!

Skulde jeg ikke hjælpe dem der?

Vent et Minut, saa stiller jeg Trætten . . . Nei, naar du frygter, bliver jeg her.

Tro mig, jeg skal ikke vige fra Pletten.

Bidsk som en Hund, men lydig og tam, Agter jeg paa din urolige Mine;

Og i at foie dig er jeg et Lam.

Foi mig igjen, min søde Cousine!

Det var jo deiligt! Her er Musik!

Floite, Claveer og to Violiner.

Saae du den smækkre Dame, der gik Pludseligt bag de lange Gardiner?

See, med en Herre hun har en P assiar. . Ih, du min Gud! han kysser jo Damen!

Det er bestemt et hemmeligt Par.

Bare nu Præsten snart siger Amen!

Følg mig, Veninde! Her kan vi gaae Nedad til Stranden bag Huset deromme.

— Stille! jeg hører en Nattergal sla ae. . . Veed du, hvorfra dens Toner kan komme?

Ak, nu bemærker jeg først! F ra et Buurs Gitter og ud i den smægtende, stille Aftenluft toner den fri Naturs

Ømmeste Lyrikers klagende Trille.

•M-

'W M

■ L éiÉfå

11! 11 W

m t■ø

L _{.-- r}~

- _1 . V - !

S5 %

- ~

— Enten er Luften trykkende varm,

Eller mit Hjerte lider af Hede.

Kom, min Cousine! giv mig din Arm.

Naar vi gaae til, saa er vi dernede.

Seer du mit Lysthuus? Op til en Lind Duftende sødt Jasminerne hælde.

Vil du som jeg, saa gaae vi derind.

Ak, jeg har tusinde Ting at fortælle!

H. C. ANDE RS E N

KEISERENS NYE KLÆDER

(trykkes med forlæggeren c. a. reitzels specielle tilladelse)

For mange Aar siden levede Keiser, som holdt saa uhyre meget af smukke, nye Klæder, at han gav alle sine Penge ud for ret at blive pyntet. Han brød sig ikke om sine Soldater, brød sig ei om Komedie eller om at kjøre i Skoven, uden alene for at vise sine nye Klæder. Han havde en Kjole for hver Time paa Dagen, og ligesom man siger om en Konge, han er i Raadet, saa sagde man altid her:

»Keiseren er i Klædeskabet!« —

den store Stad, hvor han boede, gik det meget fornøjeligt til, hver Dag kom der mange Fremmede, een Dag kom der to Bedragere; de gave sig ud for at være Vævere og sagde, at de forstode at væve det deiligste Tøi, man kunde tænke sig. Ikke alene Far­

verne og Mønstret var noget usædvanligt Smukt, men de Klæder, som bleve syede af Tøiet, havde den forunderlige Egenskab, at de bleve usynlige

for ethvert Menneske, som ikke duede i sit Embede, eller ogsaa var utilladelig dum.

»Det var jo nogle deilige Klæder,« tænkte Keiseren; »ved at have dem paa, kunde jeg komme efter, hvilke Mænd i mit Rige der ikke due til det Embede, de have; jeg kan kjende de Kloge fra de Dumme! ja det Tøi maa strax væves til mig!« og han gav de to Bedragere mange Penge paa Haanden, for at de skulde

begynde paa deres Arbeide. _

De satte ogsaa to Væverstole op, lode som om de arbeidede, men de havde ikke det mindste paa Væven. Rask væk forlangte de den fineste Silke, og det prægtigste Guld; det puttede de i deres egen Pose og arbeidede med de tomme Væve, og det til langt ud paa Natten.

»Nu gad jeg dog nok vide, hvor vidt de ere med Tøiet!« tænkte Keiseren, men han var ordentligt lidt underlig om Hjertet ved at tænke paa, at Den, som var dum, eller slet passede til sit Embede, ikke kunde see det; nu troede han nok, at han ikke behøvede at være bange for sig selv, men han vilde dog sende Nogen først for at see, hvorledes det stod sig. Alle Mennesker i hele Byen vidste, hvilken forunderlig Kraft Tøiet havde, og Alle vare begjærlige efter at see, hvor daarlig eller dum hans Nabo var.

»Jeg vil sende min gamle, ærlige Minister hen til Væverne!« tænkte Keiseren, »han kan bedst see, hvorledes Tøiet tager sig ud, for han har Forstand, og Ingen passer sit Embede bedre end han!« —

Nu gik den gamle, skikkelige Minister ind i Salen, hvor de to Bedragere sad og arbeidede med de tomme Væve. »Gud bevar’ os!« tænkte den gamle Minister og spilede Øinene op, »jeg kan jo ikke see Noget!«

Men det sagde han ikke.

Begge Bedragerne bad ham være saa god at træde nærmere og spurgte, om det ikke var et smukt Mønster og deilige Farver. Saa pegede de paa den tomme Væv, og den stakkels gamle Minister blev ved at spile Øinene op, men han kunde ikke see Noget, for der var ingen Ting. »Herre Gud!« tænkte han, »skulde jeg være dum? Det har jeg aldrig troet, og det maa ingen Mennesker vide! skulde jeg ikke due til mit Embede?

Nei det gaaer ikke an, at jeg fortæller, jeg ikke kan see Tøiet!«

»Naa, De siger ikke Noget om det!« sagde den Ene, som vævede.

»O det er nydeligt! ganske allerkjæreste!« sagde den gamle Minister og saae igjennem sine Briller, »dette Mønster og disse Farver! — ja, jeg skal sige Kei­

seren, at det behager mig sær­

deles!«

»Naa det fornøier os!« sagde begge Væverne, og nu nævnede de Farverne ved Navn og det selsomme Mønster. Den gamle Minister hørte godt efter, for at han kunde sige det Samme, naar han kom hjem til Keiseren, og det gjorde han.

Nu forlangte Bedragerne flere Penge, mere Silke og Guld, det skulde de bruge til Vævning. De stak Alt i deres egne Lommer, paa Væven ‘koifi ikke en Trevl, men de bleve ved, som før, at væve paa den tomme Væv.

Keiseren sendte snart igjen en anden skikkelig Embedsmand hen

søgte Mænd, mellem hvilken de to gamle, skikkelige Embeds- mænd vare, som før havde været der, gik han hen til begge de listige Bedragere, der nu vævede af alle Kræfter, men uden Trevl og Traad.

Ja er det ikke magnifique!«

sagde begge de skikkelige Em- bedsmænd. »Vil Deres Majestæt see, hvilket Mønster, hvilke Farver!« og saa pegede de paa den tomme Væv, thi de troede, de Andre vistnok kunde see Tøiet.

»Hvad for Noget!« tænkte Keiseren, »jeg seer ingen Ting!

det er jo forfærdeligt! er jeg dum? Duer jeg ikke til at være Keiser? Det var det skrække­

ligste, som kunde arrivere mig!

»O, det er meget smukt!« sagde Keiseren, »det har mit aller­

højeste Bifald!« og han nikkede tilfreds og betragtede den tomme Væv; han vilde ikke sige, at han ingen Ting kunde see. Hele Følget, han havde med sig, saae og saae, men fik ikke mere ud af det, end alle de Andre, men de sagde ligesom Keiseren: »o, det er meget smukt!« og de

for at see, hvorledes det gik med Vævningen, og om Tøiet snart var færdigt. Det gik ham ligesom Mini­

steren, han saae og saae, men da der ikke var Noget uden de tomme Væve, kunde han ingen Ting see.

»Ja, er det ikke et smukt Stykke Tøi!« sagde begge Bedragerne og viste og forklarede det deilige Mønster, som der slet ikke var.

»Dum er jeg ikke!« tænkte Manden, »det er altsaa mit gode Embede, jeg ikke duer til? Det var løjerligt nok! men det maa man ikke lade sig mær­

ke med!« og saa roste han Tøiet, han ikke saae, og forsikkrede dem sin Glæde over de kjønne Cou- leurer og det deilige Mønster. »Ja det er ganske allerkjæreste!« sagde han til Keiseren.

Alle Mennesker i Byen talte om det prægtige Tøi.

Nu vilde da Keiseren selv see det, medens det endnu var paa Væven. Med en heel Skare af ud-

T V X \

raadede ham at tage i Klæder dette nye, prægtige Tøi første Gang, ved den store Procession, som forestod. »Det er magnifique! nysseligt, excellent!«

gik det fra Mund til Mund, og de vare Allesammen saa inderligt fornøjede dermed. Keiseren gav hver af Bedragerne et Ridderkors til at hænge i Knap­

hullet og Titel af Vævejunkere.

Hele Natten før den Formiddag, Processionen skulde være, sad Bedragerne oppe og havde over sexten Lys tændte. Folk kunde see, de havde travlt med at faae Keiserens nye Klæder færdige. De lode, som om de toge Tøiet af Væven, de klippede i Luften med store Saxe, de syede med Syenaal

I N!!.." lillSIllMv H MllllllP . !!»*!►

" lllii ii.j .; . ■ ,;ii)iH ll 1 " ..I l.i

1

I ;

■

Vos'oV .V 'a..

1

"■'vi

uden Traad og sagde tilsidst: »see nu er Klæderne færdige!«

Keiseren, med sine fornemste Cava- lerer, kom selv derhen, og begge Be­

dragerne løftede den ene Arm i Veiret, ligesom om de holdt Noget, og sagde:

»see her er Beenklæderne! her er Kjolen!

her Kappen!« og saaledes videre fort.

»Det er saa let, som Spindelvæv! man skulde troe, man havde ingen Ting paa Kroppen, men det er just Dyden ved det!«

»Ja!« sagde alle Cavalererne, men de kunde ingen Ting see, for der var ikke Noget.

»Vil nu Deres keiserlige Majestæt allernaadigst behage at tage Deres Klæder af!« sagde Bedragerne, »saa skal vi give Dem de nye paa, herhenne foran det store Speil!«

Keiseren lagde alle sine Klæder, og Bedragerne bare sig ad, ligesom om de gave ham hvert Stykke af de nye, der skulde være syede, og de toge ham om Livet, og de ligesom bandt Noget fast, det var Slæbet, og Keiseren vendte og dreiede sig for Speilet.

»Gud hvor det klæder godt! hvor det sidder deiligt!« sagde de Allesammen.

»Hvilket Mønster! hvilke Farver! det er en kostbar Dragt!«

»Udenfor staae de med Thronhimlen, som skal bæres over Deres Majestæt i Processionen!« sagde Overceremoni­

mesteren.

»Ja jeg er jo istand!« sagde Keiseren.

»Sidder det ikke godt?« Og saa vendte han sig nok engang for Speilet, for det skulde nu lade ligesom om han ret be­

tragtede sin Stads.

Kammerherrerne, som skulde bære SJæbet, famlede med Hænderne hen ad

B ^{i l}

J i l l ■ i l

®fe

MXÉÉHÉHi

Gulvet, ligesom om de toge Slæbet op; de gik og holdt i Luften, de turde ikke lade sig mærke med, at de ingen Ting kunde see.

Og saa gik Keiseren i Processionen under den deilige Thronhimmel, og alle Mennesker paa Gaden og i Vinduerne sagde: »Gud hvor Keiserens nye Klæder ere mageløse! hvilket deiligt Slæb han har paa Kjolen!

hvor det sidder velsignet!« Ingen vilde lade sig mærke med, at han Intet saae, for saa havde han jo ikke duet i sit Embede, eller været meget dum. Ingen

af Keiserens Klæder havde gjort saadan Lykke.

»Men han har jo ikke Noget paa!«

sagde et lille Barn. »Herre Gud, hør den Uskyldiges Røst!« sagde Faderen; og den Ene hviskede til den Anden, hvad Barnet sagde.

»Han har ikke Noget paa, er der et lille Barn, der siger, han har ikke Noget paa!«

»Han har jo ikke Noget paa!« raabte tilsidst hele Folket. Og det krøb i Keiseren, thi han syntes, de havde Ret, men han tænkte som saa: »nu maa jeg holde Processionen ud.« Og saa holdt han sig endnu stoltere, og Kammerherrerne gik og bar paa Slæbet, som der slet ikke var.

31

C

Tfe

1 v

Fra Festen vender netop han tilbage For oprømt i Familiens snevre Kreds Gratulation af Fruen at modtage,

Og — med sit eget Ydre veltilfreds — At lade Julie og Bettine rage

Paa Korset og beføle Nøglens Spids.

Fra dem begi’er han ind sig i Gemakket, Hvor han den hele Herlighed aftakked.

Her i sin Eensomhed blev han bevæget, Hans Sjæl sig følte løst af alle Baand;

Han takked i sit stille Sind den Haand, Som havde saaret og som havde læget, Som havde huldt hans Hjerte vederqvæget Og løfted fra det dybe Fald hans Aand.

Han spored tydelig et Forsyns Finger, Og dette Forsyn rørt sin Tak han bringer.

Men — tænkte han — ved Ord det ei tør blive, Den sande Tak i Handling dog bestaaer;

Hvor selv Saameget man af Himlen faaer, Bør ogsaa Noget man til Andre give.

I Armods Bolig Sorgen at fordrive, At trøste Hjertet, der bekymret slaaer,

Ei bedre Offer kan en Sjæl fremføre, Og derfor G o d t i L øn d o m vil jeg gjøre.

Halvhundred Daler af sin Pult han tog, Og for Incognitoet at bevare

Han en Kalmuksfrak sig iførte bare, Hvorover han sin Vinterkappe slog.

Med Hue paa, med Blik der straalte klare, Han gjennem Porten ud paa Vandring drog, Og hurtig op ad Gaden han sig skyndte, Just som at dæmre Dagen stærkt begyndte.

Det var i Marts og et afskyeligt Veir

Med Regn og Sneefog, og saa voldsom Blæsten, At bort fra Jorden den ham førte næsten, Saa Kappen han kun fastholdt med Besvær.

Paa Kongens Nytorv, ikke langt fra Hesten, Kom i sin Gang han meer og mere nær To magre, usle, qvindelige Gestalter,

Med Tøfler paa og dækked’ kun af Pjalter.

Dem Vinden bagfra tog i Skjørtet ind, Aftegnende Figurens hele Jammer,

Mens ind den bored sig i Been og Skind, Og vaer han bliver, at den Ene lammer.

Strax af Medlidenhed hans Hjerte flammer, Med Kappen trukken tæt op for sin Kind, L aer han — idet forbi han monne skride — I Haanden paa dem hver en Specie glide.

Aa Gud velsigne Dem! det bag ham lød.

Men hurtig gik han til; thi frem just stilled Sig for hans Syn hans eget Ungdomsbilled Fra hiin Tid, da han dybt bestedt i Nød Drev om paa Gaden ussel og afpillet, Og gysende han næsten glad udbrød:

Nei disse Fruentimmers Nød var større!

Men gudskelov jeg Mit har paa det Tørre.

Med denne Glæde ved sin trygge Stilling Hvor Andre prøved Nødens bittre Magt — En Glæde, hvoraf vist en lille Billing Den kjære Læser af og til har smagt —

Gaaer rask han frem og sparer ei sin Skilling, Hvergang en Tiggerhaand ham bliver rakt;

Og endelig hans Skridt ham derhen føre, Hvor Godt i Løndom han jo vilde gjøre.

Adress’avisen havde viist ham Veien, Ved Bøn om Laan i dyb Elendighed Til Barselfærd, til at betale Leien, Og til i Jorden at faae Manden ned.

Tre Huse, hvor den haarde Nød man led, Han havde mærket sig med Blyantsstregen, Og i det ene, fast til Tagets Top,

Steg af den usle Trappe nu han op.

Paa Gangen stod han stille — for hans Øren Lød Støi og Latter, munter Sang og Klang, Og knap med Klinken fik han aabnet Døren, Før op fra Bænken, midt i Stuen, sprang To Kjællinger, en Mand og fire Børn, Med samt en Knøs, rødhaaret, stor og lang.

Et oplyst Bord med Steg og Punsch og Flasker Til samme Tid ham høilig overrasker.

■ 1

Vor Helt, hvis Vrede vaktes i det Samme, Tilbageviser Konen, som nu tier;

Og mens et strengt Blik han dem Alle gi’er, Han yttrer: at de ret dem maatte skamme Ved Gaver at begjære og anamme

For at anvende dem til Drik og Sviir;

At Spot det var, at sidde her ved Kruset, Imens den Døde var endnu i Huset.

Her fra en Bænk hun hurtig trak et Lagen, Og tynd som et Skelet, med stive Træk, Med hvide Haar den Døde kom for Dagen, Og puslende ved ham hun pluddred væk:

Han Lappeskræder var og født paa Skagen, Hans sidste Arbeid her var denne Sæk, Den kun blev færdig paa den ene Side;

Nu som en Ligsærk kan han selv den slide.

Forbauset Homo stod, i hvem det gjæred;

Han stirred paa den Dødes hule Kind, Mens Konen vedblev: Ak, det gamle Skind!

Saamange gode Folk der her har været Og rakt en Skilling os af Døren ind.

Min Mand, som er hans Søn, har ham ernæret, Og at han godt blev plejet, j e g bedst veed;

Men vil ei gode Herre sidde ned?

Jeg gaaer vist fejl, han siger; om en Død I Dagsavisen stod der en Fortælling — Ja ganske sandt! faldt ind den ene Kjælling,

Der stank af Punsch og glinsed fed og rød ; Ja han er død, den stakkels gamle Skrælling,

Og paa det sidste led han megen Nød;

Han skreg saa høit og døde midt i Skriget — Men vil ei gode Herre see paa Liget?

HAl lS t U K i £ H

Der stod de dybt beskæmmet Allesammen, Paa Knøsen med det røde Hoved nær;

Thi han, som havde øst Begeistringsflammen Af Bollen, hvormed nys man var ifærd,

Gjensvared Homo rask: Hvad angaar Skammen, Hvorom den gode Herre taler her,

Da vil det Hele nok Saameget sige, Som at en Steg kun passer for de Rige.

I troe, at naar en Skilling I forære, Saa har I hjulpet os .i al vor Nød, Saa skal vi spente, spare, og fortære Den under Tak til Jer i Vand og Brød;

Men naar man daglig maa i Kulden være, Og hvile sig hver Nat i Halmens Skjød, Saa til en glad Dag kan man ogsaa trænge, Og dertil er just gode j e r e s Penge.

I har det nemt, I Rige! Stegte Duer Jer fly’er i Munden, mens I lever flot Med jeres pæne Frøkner, fine Fruer, Paa Fløjels-Sopha i det høie Slot.

I Pappegøier har i jeres Stuer;

Men see Dem om i disse Huller blot,

Hvis De har Lyst, saa gjennemrod kun Reden Rotter og Muus er hele Herligheden!

Thi vi, min Herre, dandse paa Ruiner, Vi just i Nøden aabne Glædens Spunds, Vi for vor sidste Skilling lave Punsch Og kjøbe Søsterkage med Rosiner;

Vi slukke Sorgen ned, mens Døden griner, Og trumfe mod ham før vi gaae tilbunds;

Og har for een Dag vi bortgjennet Sorgen, La’er vi Fiolen sørge for imorgen.

ja see kun paa mig! Gjør De kuns Dem vred Og slæng kun Kappen fornemt over Kjolen!

Men vi Aviser har i Aftenskolen,

Og vores Lærer han veed god Besked.

Et Uveir trækker sammen omkring Solen, I Rigdoms Bolig Lynet snart slaaer ned;

Vi Smaafolk os forstaae paa Catechismen:

Tag Jer iagt — nu kommer Pauperismen!

Tys, Jochum! raabte Konen: Hold din Mund! — Ak, Herre! Hør ei paa hvad Knægten taler, Men tænk paa Kisten, som man sort nu maler.

Vor Helt, som væk at slippe søgte kun, Fremtog sin Pung og putted en Rigsdaler Ned i den Dodes Haand — og samme Stund, Bort fra den Jochum, der saa haanlig smilte, Han ned ad Trappen, ud paa Gaden ilte.

1

t

f

(

Der stod han nu. Forstemt han gik sit Skud, Og ganske langsomt naaede han den Kjælder, Hvor Leiesummen skal betales, eller

Familien næste Mandag kastes ud.

Men her fik Nød han see, som man fortæller Ret kildrer en Velgjørers fine Hud:

En Nød saa lens for Haab, saa bar for Glæde, At som en Gud en Hjælper maa fremtræde.

Han saae en gusten Kone Hoser strikke Ved Praasen i en Hule, mørk og qvalm, Mens Manden, pukkelrygget, monne flikke Paa et Par Træsko, han beslog med Malm;

Fem næsten nøgne Børn han saae at ligge Paa Stuegulvet i den bare Halm;

Og da med tyve Daler han dem trøsted, Vist tusinde Velsignelser han høsted.

Han stod igjen paa Gaden let og fri,

Mens glad ved Tanken om sin Daad han smilte, Og nu han hen til Barselqvinden iilte,

Som boede fjerde Bagsal der forbi.

Han steg til Qvisten op, hvor Staklen hvilte, Men neppe Dørens Haandgreb trak han i, Før indenfra der mødte ham en Sukken;

Han lukked op — og Qvinden sad ved Vuggen.

Til Næsens Tip i Kappen hyllet ind,

Først et Par Ord om Barnet han fremstammed, Hvorpaa han spurgte, om hun selv det ammed, Og om det trivedes, det lille Skind.

Den unge Qvinde taug, som hun sig skammed, Hun rødmed høit — men da paa Barnets Kind . Han nu af Sedler lagde Fem og Tyve,

Hun næsten ham om Halsen vilde flyve.

Begeistret løfted hun sin Haand og Røst.

O, raabte hun: Ned i min mørke S tue' En Lysets Engel steg fra Himlens Bue Og bragte den Forladte Hjælp og Trøst.

O, lad min Engels Aasyn dog mig skue!

Lad det forførte, det forraadte Bryst Sin Skytsaand kjende og hans Navn erfare, For til sin sidste Stund det at bevare!

Det lød som sød Musik for Homo’s Øre, En Flip af Kappen alt han synke lod;

Dog — han jo Godt i Løndom vilde gjøre, Og seirende han Fristelsen modstod.

Istedetfor sit Ansigt at afsløre,

Han rundt sig dreied paa den ene Fod,

Han over Skuldren slog med eet Slag Kappen, Og styrted ud af Stuen, ned ad Trappen.

Der stod for tredie Gang han nu paa Gaden, Hvor Blæsten sig med Regnen havde lagt, Og Maanen ovenfor i sneehvid Dragt Imellem sorte Skyer saae ned paa Staden.

Ved Husene at folge langs Fagaden

Blev ud til Torvets aabne Rum han bragt, Og rørt mod Himlens Lys sit Blik han hæved, Mens Strengen i hans Indre klang og bæved.

Hvo kjender ei den gamle Gaard Ved Rundetaarnets Side,

Som strunk i rød Mundering staaer Besat med Snore hvide!

Tohundred Aar den stod galant,

Hvor haardt end om dens skarpe Kant Det blæste.

La la la o. s. v.

Den hele Gaard er viet ind Til Hjem for tause Muser;

Ikkun den kaade Sommervind I Lindens Krone suser,

Og — stundom Provst og Fakultet En skarp Reveille paa Trom pet Kan blæse.

La la la o. s. v.

Men hver Gang Julis første Sol Mod Horizonten hælder

De flux forlade Bog og Stol Og deres trange Celler,

Og følge Glædens frie Kald,

Og sværme gjennem Skovens Hal, Og blæse:

La la la o. s. v.

Saa griber Soldets stærke Aand De ungdomsvarme Gutter,

Og knytter manget Venskabsbaand I flygtige Minutter,

Som først i Graven skal uddøe, Hvor koldt end over Livets Sø Det blæser.

La la la o. s. v.

H A N S - H A N c! (: Ki

Saa runger deres høie Chor Til Moderhjemmets Hæder, Om Livet, som derinde boer, Dets Rigdom og dets Glæder;

Om H a m , som fra sin høie Mast Saa stærkt, at Gothens Hjerne brast, Jo blæste.

L a la la o. s. v.

Nu synker Dagen, som i Blod Har døbt H a n s Helterygte*), Som lys og venlig Fadder stod Til Gaarden, H a n os bygte:

Op Brødre, hver som Stemme har, For d en en jublende Fanfar’

Vi blæse!

La la la o. s. v.

*) Slag paa Colbergheide d. i. Juli 1644.

Her, hvor den græsrige Slette Støder til Strandens Næs,

Vil jeg paa Skrænten mig sætte Dybt i det bølgende Græs.

Efteraarstiden nu kommer, Svalerne flokke sig — Nordiske heldende Sommer, O, hvor fortryller Du mig!

Snarlig Du Afsked vil tage, Skoven er dunkelgrøn;

End dine yndige Dage Fryder dog Sletternes Søn.

Toner fra Harpen sig trænge:

Det er dit Aandepust

Gjennem de bævende Strenge, Høstlige, milde August.

Vinden fra Havet mig kjøler!

Medens jeg ungdomsfro

Sidder ved Stranden, jeg føler Sjælens forklarede Ro.

Længe Du gjæsted mig ikke, O, Du min Genius!

Ilden i Sangerens Blikke Brændte som hektiske Blus.

Nu paa de susende Høie, Frisk som en Nordenvind, Seer Du igjen i mit Øje Stille og ophøjet ind.

Herlig jeg skuer Dig atter!

Mildt Du bebrejder mig, At jeg med letsindig Latter Glemte for Vrimmelen Dig.

Hjertet i Ungdommens Alder Fristes af daarlig Lyst;

Tilgiv, min Engel! jeg falder Angrende nu til Dit Bryst.

7 / \J

Ikke kan Hjorten, den vilde, Kvæges ved Skovens Væld, Som ved Din svulmende Kilde Styrkes og læskes min Sjæl.

Thi enJL I I I V- I i ^ U U U U l l U i J O i l g

Genius, føler jeg, svæver Salig i Livet om mig.

—

.*

p ^ E R var engang en Mand, han havde som Barn hørt hiin skjønne Fortælling om, hvorledes Gud l _ y fristede Abraham, og hvorledes han bestod i Fristelsen, bevarede Troen og anden Gang fik en Søn mod Forventning. Da han blev ældre, læste han den samme Fortælling med endnu større Beundring;

thi Livet havde adskilt, hvad der var forenet i Barnets fromme Eenfoldighed. Jo ældre han blev, desto oftere vendte hans Tanke sig til hiin Fortælling, hans Begejstring blev stærkere og stærkere, og dog kunde han mindre og mindre forstaae Fortællingen. Tilsidst glemte han alt Andet over den; hans Sjæl havde kun eet Ønske, at see Abraham, een Længsel, at have været Vidne til hiin Begivenhed. Hans Begjæring var ikke at see Østerlandets skjønne Egne, ikke det forjættede Lands jordiske Herlighed, ikke hiint gudfrygtige Ægtepar, hvis Alderdom Gud velsignede, ikke den bedagede Patriarchs ærværdige Skikkelse, ikke den af Gud skjænkede Isaaks frodige Ungdom — han havde Intet mod, at det Samme foregik paa en gold Hede. Hans Attraa var at følge med de 3 Dages Reise, da Abraham reed med Sorgen foran sig og Isaak ved sin Side. Hans Ønske var at være tilstede i den Stund, da Abraham opløftede sit Øie og saae Morijabjerget i det Fjerne, den Stund han lod Æslerne tilbage, og gik ene med Isaak op til Bjerget; thi det, der beskæftigede ham, var ikke Phantasiens kunstrige Væven, men Tankens Gysen.

Hiin Mand var ikke Tænker, han følte ingen Trang til at komme ud over Troen; det tyktes ham at maatte være det Herligste, at ihukommes som dens Fader, et misundelsesværdigt Lod, at eie den, om end Ingen vidste det.

Hiin Mand var ikke lærd Exeget, han kunde ikke Hebraisk; havde han kunnet Hebraisk, da havde han maaskee let forstaaet Fortællingen og Abraham.

__

iw-} ■-

O

• G

de A b r a h a m og

SAGDE • TIL • HAM TAG • ISAAK • DIN EN ESTE • SØN ■ SOM DU • ELSK ER • OG GAAE • HEN I • D ET LAND M O R IJA • OG O F F E R • HAM ■ DER TIL • ET • B R Æ N D ­ O F F E R • PAA • ET • BJERG • SOM ■

J

VIL-VISE - DIG-

s * v ? # ■

X

t i # !* 4»\ L ‘G-

J ■Hp

i

Det var en aarie Morgen, Abraham stod tidlig op, han lod Æslerne sadle, forlod sit Paulun, og Isaak med ham, men Sara saae ud ad Vinduet efter dem, ned gjennem Dalen, indtil hun ikke saae dem mere. De rede tause i 3 Dage, paa den 4de Dags Morgen sagde Abraham end ikke et Ord, men opløftede Øiet og saae Morijabjerget i det Fjerne. Han lod Drengene tilbage og gik ene med Isaak ved Haanden op til Bjerget. Men Abraham sagde til sig selv: »jeg vil dog ikke dølge for Isaak, hvorhen denne Gang fører ham.« Han stod stille, han lagde sin Haand paa Isaaks Hoved til en Velsignelse, og Isaak bøiede sig for at modtage den. Og Abrahams Aasyn var Faderlighed, hans Blik var mildt, hans Tale for­

manende. Men Isaak kunde ikke forstaae ham, hans Sjæl kunde ikke opløftes; han omfattede

Abrahams Knæe, han bønfaldt ved hans Fod, han bad for sit unge Liv, for sin skjonne Forhaabning, han mindede om Glæden i Abrahams Huus, han mindede om Sorgen og Eensom- heden. Da reiste Abraham Drengen op og gik med ham ved sin Haand, og hans Ord vare fulde af Trøst og Formaning. Men Isaak kunde ikke forstaae ham. Han besteg Morija- bjerget, men Isaak forstod ham ikke. Da vendte han sig bort et Øieblik fra ham, men da Isaak anden Gang saae Abrahams Aasyn, da var det forandret, hans Blik var vildt, hans Skikkelse var Rædsel. Han greb Isaak i Brystet, kastede ham til Jorden og sagde: »Dumme Dreng, troer Du jeg er din Fader? Jeg er en Afgudsdyrker. Troer Du det er Guds Befaling?

Nei det er min Lyst.« Da skjælvede Isaak og raabte i sin Angst: »Gud i Himlene forbarm

Dig over mig, Abrahams Gud forbarm Dig over mig, har jeg ingen Fader paa Jorden, saa vær Du min Fader!« Men Abraham sagde sagte ved sig selv: »Herre i Himlene, jeg takker Dig;

det er dog bedre at han troer, jeg er et Umenneske, end at han skulde tabe Troen paa Dig.«

I

Naar Barnet skal vænnes fra, da sværter Moderen sit Bryst, det var jo og Synd, at Brystet skulde see lifligt ud, naar Barnet ikke maa faae det. Saa troer Barnet, at Brystet har forandret sig, men Moderen hun er den samme, hendes Blik er kjærligt og omt som altid. Held den, der ikke behøvede forfærdeligere Midler for at vænne Barnet fra!

II.

Det var en aarie Morgen, Abraham stod tidlig op, han omfavnede Sara, sin Alderdoms Brud, og Sara kyssede Isaak, der tog Skjendselen fra hende, hendes Stolthed, hendes Haab i alle Slægter. Saa rede de tause hen ad Veien, og Abrahams Blik var fæstet mod Jorden, til paa den 4de Dag, da opløftede han Øiet og saae langt borte Morija-Bjerget, men hans Blik vendte sig atter mod Jorden. Taus lagde han Brændet til Orden, bandt Isaak, taus drog han Kniven; da saae han Væderen, som Gud havde udseet. Den offrede han og drog hjem .---Fra den Dag af blev Abraham gammel, han kunde ikke glemme, at Gud havde fordret det af ham. Isaak trivedes som forhen; men Abrahams Øie var fordunklet, han saae ikke Glæden mere.

*

* Hi

Naar Barnet er blevet stort og skal vænnes fra, da skjuler Moderen jomfrueligt sin Barm, saa har Barnet ingen Moder mere. Held det Barn, der ikke anderledes tabte Moderen I

III.

Det var en aarie Morgen, Abraham stod tidlig op; han kyssede Sara, den unge Moder, og Sara kyssede Isaak, hendes Lyst, hendes Glæde i alle Tider. Og Abraham reed tanke­

fuld hen ad Veien, han tænkte paa Hagar og Sønnen, som han jog ud i Ørkenen. Han besteg Morijabjerget, han drog Kniven.

Det var en stille Aften, da reed Abraham ene ud, og han reed til Morijabjerget; han kastede sig paa sit Aasyn, han bad Gud at tilgive ham hans Synd, at han havde villet offre Isaak, at Faderen havde glemt sin Pligt mod Sønnen. Han reed oftere sin eensomme Vei, men han havde ikke Ro. Han kunde ikke begribe, at det var en Synd, at han havde villet offre Gud det Bedste, han eiede, det, hvorfor han gjerne selv havde ladet sit Liv mange Gange;

og hvis det var en Synd, hvis han ikke havde elsket Isaak saaledes, da kunde han ikke forstaae, at den kunde tilgives; thi hvilken Synd var forfærdeligere?

❖ * *

Naar Barnet skal vænnes fra, da er ei heller Moderen uden Sorg, at hun og Barnet mere og mere skilles ad; at Barnet, der først laae under hendes Hjerte, senere dog hvilede ved hendes Bryst, ikke skal være saa nær mere. Saa sørge de sammen den korte Sorg.

Held den, der beholdt Barnet saa nær, og ikke behøvede at sørge mere!

mm _{A % m ,}

Tfflr

KSwPwwtW

mm

■ ■ i

IV.

Det var en aarie Morgen, Alt var beredt til Reisen i Abrahams Huus. Han tog Afsked med Sara, og Elieser den troe Tjener fulgte ham ud ad Veien, indtil han atter vendte tilbage.

De rede eendrægtigen sammen, Abraham og Isaak, indtil de kom til Morijabjerget. Men Abraham beredte Alt til Offret, rolig og mild, men idet han vendte sig bort og drog Kniven, da saae Isaak, at Abrahams Venstre knyttede sig i Fortvivlelse, at der gik en Skjælven igjennem hans Legeme — men Abraham drog Kniven.

Da vendte de atter hjem, o g Sara ilede dem imøde, men Isaak havde tabt Troen.

Der er i Verden aldrig sagt et Ord derom, og Isaak talte aldrig til noget Menneske, om hvad han havde seet, og Abraham anede ikke, at Nogen havde seet det.

❖

Naar Barnet skal vænnes fra, da har Moderen den stærkere Føde ved Haanden, at Barnet ikke skal omkomme. Held den, der har den stærkere Føde ved Haanden!

Saaledes og paa mange lignende Maader tænkte hiin Mand, om hvilken vi tale, over denne Begivenhed. Hver Gang han da efter en Vandring til Morija-Bjerget vendte hjem, da sank han sammen af Træthed, han foldede sine Hænder og sagde: »Ingen var dog stor som Abraham, hvo er istand til at forstaae ham?«

C. HOSTRUP

VELKOMST TIL RUSSEN

M. GOLDSCHMIDT

DEN POLSKE K O N G E S Ø N

ILLUSTREREDE AF

CARL THOM SEN

I lP iM P P w «

ÉilHKliW

■ m

W m , ■

!,;

V rø S C IflL S I

f ^m

li ii M

H A \ S E b

DISCIPLENE (Use).

Arbe mirbe marbe murbe, sarbe sirbe larbe lurbe o. s. v.

REKTOR.

Paa Pladsen, Dreng! Hold Mund!

Det er Arbejdets Stund.

Du maa stride og stræbe, slide og slæbe,

du maa ase og samle lidt af alt,

Heelt o g Halvt,

det Ny og det Gamle, det Sure og Vamle, Viisdom og Pjat,

alt i een Vælling, saa har du en Skat, saa er dig hele Verden opladt.

— See ved Fysikken du knytter et Baand med Filistrene,

og gjennem Tydsken rækker du Haand til Ministrene,

og naar du har Humaniora læst, saa bli’r du human som jeg, dit Bæst!

Men Kunsten er lang og Timerne faa — kjør paa!

REKTOR funder Låsningen).

Pas paa i din Bog!

Det er Gudernes Sprog.

Stop, stop! det er noget for frit.

Godt, godt! det er ikke saa skidt.

Bliv ved, bliv ved! see i din Bog!

Det er Gudernes Sprog.

EN SOLSTRAALE.

Kom, kom, du Yngling skjøn!

Græsset dufter, og Bøgen er grøn;

Jomfruen vandrer i Løvets Skjul, spræng da dit Buur, min fangne Fugl!

Afsted! kom — o kom!

Kom, kom med Lynets Iil;

Brødrene drage til Kirsten Piil;

riv dig fra Ciceros klamme Favn, selv ikke Kofod stiller dit Savn,

afsted ! kom — O kom! (Der lases atterj.

EN DISCIPEL.

Det er for haardt.

O jeg maa bort.

REKTOR.

Pas paa, pas paa!

Det skal sgu gaae.

SOLSTRAALEN.

Kom — o kom med Lynets Iil!

DISCIPLEN.

Afsted, afsted!

SOLSTRAALEN.

Brødrene drage til Kirsten Piil.

DISCIPLEN.

Jeg vil med, jeg vil med!

REKTOR.

Er der noget itu?

Stille! — Tal du!

SOLSTRAALEN.

Kom — o kom!

DISCIPLEN.

Nej intet mig meer skal hindre.

REKTOR.

Han tager fælt paa Vej.

DISCIPLEN.

Jeg Fængselets Mur skal splintre.

REKTOR.

Aa nej!

Han er fuld, han er gal.

Er der meer? saa tal!

• >' ■-

SOLSTRAALEN.

Kom — o kom!

DISCIPLEN.

O lad mig til Skoven drage!

REKTOR.

Jeg gi’r ej Løbepas!

DISCIPLEN.

O hold mig ej her tilbage!

REKTOR.

Paa Plads!

Han er pinende gal.

Er der meer? saa tal!

SOLSTRAALEN.

Kom — o kom!

DISCIPLEN.

Maa jeg blot hilse paa Vaaren?

REKTOR.

Jeg seer slet ingen Grund.

DISCIPLEN.

Maa jeg da gaae ned i Gaar’en?

REKTOR.

Hold Mund!

Han er gal, han er fræk;

Kjør ^{V æ k !} (Låsningen fortsattes).

SOLSTRAALEN.

Kom — o kom, du Yngling skjøn!

Kom — o kom! Bøgen er grøn.

DISCIPLEN.

Hvis Lænken jeg brød, han nye smeder mig!

Det bliver min Død — Uh, hvor jeg kjeder mig!

REKTOR.

Det er usselt! det er slet! Ingen Griin!

Om igjen! Ned med det Gardin!

(Gardinet rulles ned, Solstraalen gaaer, Disciplen slumrer ind).

REKTOR (medens der lases).

Godt, godt! overmaade vel!

Saadan skal det gaae fra Gry til Kveld.

* V7W

K L A G E S A N G .

O Tid, o Tid, o grumme lange Tid!

o sure Sved, der flød!

O Bid, o Bid, o grumme ringe Bid af Livsluft, som han nød!

O Væg, o Væg, o grumme tykke Væg, som holdt ham blandt de Smaa!

O Skjæg, o Skjæg, o grumme lille Skjæg, som ingen agted paa!

O vredt, o vredt, o grumme Mure! vredt han til jer snegled da;

men Skridt, men Skridt, men grumme lange Skridt ham førte snelt derfra.

thi brudt er nu det Fængsel, vi har skjældt;

gjennem Ild — af Skoledrengens Aske — svang du dig frem, vor Helt!

Og du hørte Sfærers Toner, og du saae Magnificus,

og du retted din Ryg, og du sang i Sky: Nu er

jeg Rus!

. *

C H O R .

Ja syng du kun lystig! der findes vel knap en friere Fugl under Himlen;

og løb du kun kjækt med Alverden omkap!

thi du er dog lettest blandt Vrimlen;

dit Gods ganske nemt i Lommen er gjemt,

og Lærdommen tynger dig neppe slemt.

Og let som et Halmstraa er Sceptret, du fik, dog æres det højt hvor du kommer:

See Damerne, bejlende bly til dit Blik!

See Kunstneren ræd for sin Dommer!

See Skrædren, som blidt dig byder Kredit!

og siig saa kun stoltelig: Alt er mit!

DEN POLSKE

KONGESØN

AF

M. GOLDSCHMIDT

ILLUSTRERET AF

CARL THOMSEN

vwr v

i _{± r l w Æ r i}

■x

mi .i]

j , n i^onge og en Dronning i Polen havde en - L ' Søn, hvem de elskede høit, og hvem de be­

sluttede at sende ud at besøge andre L ande, for at han kunde udvide sine K undskaber og sin Erfaring og blive end dygtigere til engang at regere sit Folk. De lovede sig saa meget større Udbytte at Reisen, som Prindsen. skiøndt uni?. var af en

'J*-P #A<VS£V I C

saavel fra Havet, som fra Aaer, F'loder og Søer.

Til at ledsage Prindsen paa hans Reise valgte de en ung Mand, der var bekjendt for sin Klogskab, Sindighed og blide Cha- rakter. Ham blev det før Afreisen ind­

stændig paalagt saavel af Kongen som af Dronningen at vogte vel paa Prindsen, om mulig bringe ham til at spise Fisk, men især afholde ham fra Kvindekjærlighed, m edmindre en saadan Kjærligheds Gjen- stand var jevnbyrdig, af fyrsteligt Blod.

Prindsen reiste da med denne Ledsager under den gode Konges og Dronnings, Hoffets og hele Folkets Velsignelser, og da de efter to Dages Søreise stege iland

paa fremmed Kyst, var det Første, Prindsen lagde Mærke til, en meget sm uk, ung Kvinde. Eftersom hun ikkun var Datter af en simpel Adels­

mand, vilde Hofmesteren nø­

dig lade Prindsen opsøge hende; men saasom han var saa klog og vidste, at Kjærlig- heden er en Lidenskab, der tiltager ved H indringer, be­

sluttede han ikke at m odsætte sig, og fulgte selv med Prind­

sen til Besøg hos Adels­

m anden.

Efter kort Tids Forløb saae Hofm esteren, at Prindsens Kjærlighed, uagtet han ikke hindrede den, alligevel steg, og han besluttede derfor at tilintetgjøre den ved Klog­

skab. Ved et Aftenselskab hos Adelsmanden bragte han Talen hen paa den nyere Tids mærkværdige m ikrosko­

piske Opdagelser, og da han havde et af de dengang ny- opfundne stærke Forstørrelses­

glas med sig, indrettede han det klogt saaledes, at han

MHHH

fik Tilladelse til at lægge Forstørrelsesglasset ogsaa paa hin unge Dames lillie- hvide H aand, ja paa hendes endnu blødere, finere Kind, og da Prindsen paa Hofmesterens Ønske saae igjennem Glasset, m aatte han see, at hans Elskedes fine Hud som enhver anden Dødeligs var skælagtig.

Samme Aften spiste Kongesønnen Fisk.

»Hvad det er for en Hestehud paa Portvæggen dér?«

Det er min gamle Brune!

Ja han var meget værd.

Det var saa gjæv en Ganger som nogen i D anm arks Land, Kong Fredriks egen Paradeur var ej bedre istand.

Og Alting forstod han paa et Haar, paa en Prik:

Ret som han var et Menneskesbarn var al hans Gang og Skik.

Jeg husker nok ved Kolding, da Tvdsken dundred løs, vi skulde dække Retraiten, det peb, saa det gjøs.

Med Fjendens Husarer det mylred overalt, T re af Vore tog de, den Fjerde han faldt.

De vinked allerede, jeg skulde give tabt — da kjendte jeg min Brune, hvor godt han var skabt.

J e g hugg’ med min Pallask, h a n hugg’ med sin Hov, vi spurgte hverken Peer eller Povl om Forlov.

Skum m ende fløj han fremad paa rap og sikker Fod;

jeg rørte ham ikke,

hvad det gjaldt han forstod.

Havde han ikke baaret mig den Dag til Frederis,

saa laa jeg under Græsset, den Ting er nu vis.

— Nu var han stiv og aflægs, hans bedste Kraft var brudt;

det Bedste ham kunde times, det var et Skud Krudt.

Jeg bandt ham ved Gjærdet, og Bøssen var istand;

havde det været en Preusser, jeg skulde ram t min Mand.

Men da jeg skulde sigte, saa løb det for mig rundt,

Haanden min den rysted, som havde jeg for noget Ondt.

Det var som han spurgte:

Har Du glemt Kolding Vej?

Havde I seet hans Øjne, I havde selv sagt Nej.

Saa kom han da paa Stalden en Maaned eller to,

jeg blødte ham Skoften, lod ham gumle i Ro.

i - ; i 1 %

' m m t ø m

— »— - —

/ f ; r

* ^.

m

*>■

h »■ * *

v ' r i v

m

É M -4

: i å M

£

• > ?

i.

’t $ r - b £ f t | K

M

S _m ^&

É f/ M

K « *

■- V

f e å 2

S iMt rap

f e 1 •

w

• y . ; ^ .•- •-x,->.' f.

% ! * :

i ^{'i f t}

i

tø s tø.';'

B f , :>

t o , ;

Men ej han aarked F o ’ret, det var en Ynk at see — nu m aatte han skydes, nu m aatte det skee.

Jeg gik efter Bøssen, han vrinsked efter mig, jeg veed ej jeg har gaaet

nogen tungere Vej.

Saa skulde det da være, som Pligten mig bød, Kuglen var i Løbet, men — Brune var død.

Der laa han træ t og mødig, med alle Fire frem;

jeg nægter det ikke, jeg holdt Øjet paa Klem.

Jeg tæ nker nu, Vorherre det Hele har kjendt:

At jeg skulde døde min bedste Ven, det har han ikke næ n’t.

DIGT-KF-I-Pm

LEDERVED-7V

GERNDORIE

:7 S |

f i f } j j o - vJ'

v ^{'" <} > w 1 3 4

i .-2tf/.; f:\ '» si4 jr->,|

* ^ 5 - ^ w ^ s

y Y , \

~) ’> \ V> X > '^ "> ■'l

^ . Y-^nYV ^ N

& p m > :

*\ h /9 \

r 1^ ^{:å g p r s}

= m j n i

i ? ? / f e

K Ø f - y

f y f å k

VVV> ^{’ >}

fil

f i a

i-2> ^{J i T}3 2^> J > > 5'

» >.>«

: 1 \ \ \ - r j s Z t f r

> o % • - • ; =

^ \ ^ V S v

>Y 1> Y Y %

> \ ^ Y'Y 3

y> s> yy

>v ? >y~

W :> > :> 23

<

v r

y V > ) Y , 5 Y ■> '

■ f \ V >

>3 > ’ > ’ ^{\ l}

>Y> > >> >

YY ) Y ).

70 7 3 V

• Y> ■> ? ?.

» > > >■■

■ »y ■>)-

yy > r

<■*» ■ >

•>;> >

>3 3 7>

?-;vV> m y>

V N ) - . # >> ■ ; T y 0;Y) » ■

■H T * »

">• > > ,v # 7 J

> ^{) > M ‘J f T ' Z ,}

*' j ' ;l, v» >’ V

;>Y ⁾ 3

., ^> ' ? Z A v 5

>Y y 'Y '/y y; >

p y / / / / i >