THE LIBRARY

Digitaliseret af / Digitised by

D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

QtcUvrn :

y C C $ t o \ X v \

J-f. 3Vct. t%if

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

< 0 1 % 130019379532

Hvorledes Tyrkiet blev draget ind i Krigen.

Den britiske Regering har udsendt en Indberetning fra den hjemkaldte britiske Ambassadør i Konstantinopel, Sir Louis Mallet, indeholdende de nærmere Omstændigheder ved Tyrkiets Inddrag­

ning i Krigen.

Mallet begynder med at forklare, hvorledes Situationen alle­

rede ved hans Tilbagevenden til Konstatinopel den 16. August varslede om, at Tyrkiet før eller senere vilde blive ført ind i Kri­

gen af Tyskland. Den tyrkiske Hær, der stod under Enver Paschas Kommando, men var helt i Hænderne paa Tyskland, var mobili­

seret, og Affæren med Goeben og Breslau gjorde det vanskeligere end før for Tyrkiet at bevare Neutraliteten. Begivenhederne viste, i hvilken Grad Mallet og hans franske og russiske Kolleger havde haft Ret, naar de overfor Storveziren stadig fremhævede, at saa længe det tyske Mandskab forblev om Bord paa de tyske Skibe, var den tyske Regering Herre over Situationen og var i Stand til i ethvert givet Øjeblik at tvinge den tyrkiske Regering efter sin Vilje.

Det laa imidlertid i de Allieredes Politik saa længe som muligt at udskyde Tyrkiets eventuelle Deltagelse i Krigen med alle de Komplikationer, der kunde følge deraf. Deres Diplomater maatte derfor indskrænkede sig til at gøre Forestillinger og søge at oplyse og modarbejde de tyske Intriger.

Fra tysk Side foregøglede man stadig Tyrkiet, at det vilde frem- gaa af en Krig som Østens eneste Stormagt, ligesom Tyskland vilde blive Vestens eneste Stormagt. Enver Pascha, der beherskedes af et qvasi-napoleonsk Ideal, af Panislamisme og af Overbevisningen om de tyske Vaabens Overlegenhed, var fra først af en stærk Til­

hænger af et Forbund med Tyskland. Talaat Bey, den mægtigste l

Ikke-Militær i Kabinettet, og den mest fremragende af de ungtyr­

kiske Komité-Ledere, sympatiserede sikkert ogsaa i Begyndelsen med Tyskland, men syntes en Tid lang at have været mest tilbøjelig til at opsætte en Afgørelse af Tyrkiets Stilling til Krigen, indtil Tyskland havde betalt dets Deltagelse med noget mere end vage Løfter. Sluttelig blev Talaat dog helt vundet for Krigspartiet.

Derimod maa det anses for givet, at Sultanen, Tronfølgeren, Storveziren, Finansminister Djavid Bey, der repræsenterede det jødiske Element, Flertallet af Ministrene og en betydelig Gruppe af den ungtyrkiske Komité var imod en farlig Eventyrpolitik.

Imidlertid førtes et stort Antal Tyskere til Tyrkiet for at an­

vendes i Dardaneller- og Bosporusforterne etc. Talrige tyske Han­

delsskibe tjente som Kommunikationsbasis og Hjælpeskibe for, hvad der i Virkeligheden var blevet en tysk Sortehavsflaade. Med­

delelser udveksledes hemmeligt med den tyske Generalstab ved Hjælp af de paa et af disse Skibe installerede Apparater til traad- løs Telegrafi. Andre tyske Skibe benyttede sig efter Forgodtbefin­

dende af det tyrkiske Flag for at lette deres Farter eller for at skjule deres sande Karakter og i den tyske Ambassade blev der op­

rettet et Departement for Tilvejebringelse af Tilførsler til Brug for den tyske Regering og dens Skibe. Alt det fandt Porten sig i.

De syriske Byer var fulde af tyske Officerer, der medførte betydelige Summer til at bestikke de lokale Høvdinge med. Fra troværdig Kilde underrettedes Mallet om, at der var blevet givet Ordre til at lade fabrikere indiske Militærdragter i Aleppo, for at man kunde fremstille noget, der saa ud som Tilsynekomsten af britisk-indiske Tropper. Khediven selv tog Del i Sammensværgelsen, og der blev truffet Aftale med den tyske Ambassade om en mili­

tær Ekspedition over den ægyptiske Grænse. Alle tyrkiske Aviser i Konstantinopel blev tyske Organer. Det halv officielle Telegram­

bureau, der i Virkeligheden ledes af Indenrigsministeriet, blev stillet til Disposition for den tyske Propaganda.

Naar det trods alle disse Forholdsregler varede saa længe, in­

den Tyrkiet kom med i Krigen, skyldes det først den Omstændig­

hed, at der fandtes et stærkt Fredsparti. Djavid Bey, der var klar over, at Tyrkiet var fuldstændig bankerot, blev tilsidst saa stærk en Hindring for de tyske Planer, at der blev sendt Instruktioner fra Berlin om at fremtvinge hans Demission. Ogsaa de tyrkiske Stats­

mænds medfødte Tendens til at opsætte i Haab om at kunne spille

3

den ene Part ud imod den anden bidrog stærkt til at trække Tin­

gene i Langdrag.

I Oktober blev ca. 4 Millioner tyrkiske Pund hemmeligt sendt til den tyske Ambassadør i Konstantinopel og under Militærbevogt­

ning ført til »Deutsche Bank«. Samtidig synes bestemte Aftaler at være blevet trufne mellem Tyskerne og En vers Gruppe i Ministe­

riet. Den 29. Oktober fik Mallet Efterretning om 2000 bevæbnede Beduiners Indfald paa Sinaihalvøen, og samme Dag fandt Angre­

bet paa de russiske Sortehavshavne Sted. Det er nu, meddeler Mal­

let, sikkert, at Ordrerne til disse Angreb var blevne udstedte af den tyske Admiral om Aftenen den 27. Oktober. Det maa anses for sikkert, at Enver forud har vidst Besked med den tyske Admirals forestaaende Kup, sandsynligvis har ogsaa Talaat vidst det.

Den 30. Oktober havde den russiske Ambassadør fra sin Rege­

ring faaet Instruks om øjeblikkelig at forlange sit Pas. Han havde anmodet Storveziren om en Samtale, men denne havde paa Grund af Upasselighed bedt om Opsættelse af Samtalen til den følgende Dag. Den russiske Ambassadør forlangte sit Pas. Om Aftenen mod­

tog Storveziren dog baade den russiske, den engelske og den fran­

ske Ambassadør. Han troede endnu at kunne mestre Krigspartiet.

I det paafølgende Minislerraad havde Fredspartiet Flertal, men var ikke desto mindre magtesløst. Spørgsmaalet om at afske­

dige de tyske Marineofficerer blev drøftet, men ingen Afgørelse blev taget og ingen Minister vovede at foreslaa den tyske Militær­

kommissions Afskedigelse. I Mellemtiden havde Krigspartiet be­

seglet sin Beslutning om at gaa videre ved at offentliggøre et Com- muniqué, hvori det hævdedes, at de første Fjendtligheder i Sorte­

havet var udgaaede fra russisk Side. Mallet skriver, at han vil kunne føre Bevis for, at denne Paastand er falsk, og at Ordren til at aabne Fjendtlighederne er bleven givet den 27. Oktober som Re­

sultat af en Sammensværgelse mellem de tyske Repræsentanter i Konstantinopel og en lille skrupelløs tyrkisk Gruppe.

Udenrigsminister Greys Svarskrivelse indeholdt en varm Aner­

kendelse af den Maade, hvorpaa Sir Louis Mallet udførte sit vanske­

lige Hverv i Konstantinopel.

1 *

En SøToman fra 191A.

Engelske Blade bringer nærmere Meddelelse om, hvorledes den meget omtalte tyske Krydser Emden mødte sin Skæbne ved Kokosøerne:

Kl. bVz om Morgenen Mandag den 9. November talte den vagthavende Telegrafist paa Stationen i Singapore med Kokosøerne og faar da til sin Forbavselse følgende Meddelelse paa Traaden:

? Emden er ved Kokos, landsætter bevæbnet Mandskab.« Hermed tav Kokosøerne, og det var ikke muligt at komme i Forbindelse med dem mere i Løbet af Dagen.

Ud paa Aftenen bestemte man sig imidlertid paa Stationen i Singapore til at gøre Forsøg med et gammelt Spejiapparat, der ikke havde været i Brug i lange Tider. Det hører til det System, hvormed de næsten ellers umærkelige Bevægelser af en Naal for­

størres ved Hjælp af et Spejl, der ved stærkt kunstigt Lys reflek­

terer dem paa en Flade, Og herved fik man virkelig el Svar fra Kokosøerne, der lød saaledes: »Har ikke kunnet tale med Deni, Alting smadret. Intet Lys. Skal faa et Instrument i Orden i Mor­

gen tidlig. Alt iøvrigt vel. Emden

i

ser. Resultatet ubekendt. Landsatte Tyskere laget Skonnerten Ayesha.«

Næste Dag var Stationen paa Kokosøerne nogenlunde i Or­

den igen, og 1111 kunde Telegrafisterne paa Øerne fortælle yder­

ligere om Tildragelserne.

Emden var kommen op under Øen ved 6-Tiden om Mor­

genen. Den havde fremdeles sin falske fjerde Skorsten, men man kunde fra Land tydeligt se, at den var lavet af Lærred, og

h

man vidste nu, hvem man havde at gøre med. Orlogsmanden satte straks en Dampbarkasse og lo Baade i Vandet, og 3 Officerer og 40 Mand med 4 Maskinkanoner gik i Land. Telegrafisterne svigtede imidlertid ikke deres Pligt, men blev siddende ved deres Arbejde, indtil Tyskerne slog Dørene ind, og det lykkedes dem at faa afsendt et traadløst Nødraab, der blev opfanget af den engelske Krydser Minotanr, som straks sendte det videre til den australske Krydser Sydney.

De tyske Marinere havde hurtigst muligt faaet ødelagt alle Telegrafapparaterne og den traadløse Station, men pludselig hejste Emden Signal om, at de hurtigst muligt maatte komme om Bord.

Den tyske Krydser

„Magdeburg".

Løb Natten mellem 26.—27.

August paa Grund i den fin­

ske Bugt.

Den tyske Krydser

„Ariadne".

Skudt i Brand ved Helgoland den 28. August.

Inden de endnu var naaede halvvejs ud til Skibet, stod dette til Søs og kom straks efter i Kamp med Sydney. Fra Land kunde man se, at to af dens Skorstene blev skudt bort, og at der op­

stod Brand i Agterskibet.

Om Kampen meddeles iøvrigt, at kun to af Emdens Skud ramte Sydney, men da det første traf dens Afstandsmaaler, var Sydneys Skydning i Begyndelsen resultatløs. Det blev imidlertid hurtigt anderledes, og nu gjorde Sydneys Overlegenhed, saavel i Henseende til Artilleri som til Fart, sig hurtigt gældende. Em­

dens Fart var utvivlsomt forringet ved, at Skibet var smudsigt i Bunden, og medens hvert af Sydneys Bredsidelag havde en sam­

let Vægt af 500 Pund, havde Emdens kun en Vægt af 175 Pund.

Den australske Krydsers Skydning blev efterhaanden saa akku­

rat, at saa at sige hvert eneste Skud ramte Emden.

*

En Officer 0111 Bord" i den australske Krydser Sydney, der ødelagde Emden, har i et Brev til sin Fader skildret sine Indtryk under denne blodige og spændende Duel. Vi bringer her et Ud­

drag af Brevet:

Kl. 7 om Morgenen den 9. November, medens Sydney dam­

pede afsted med Kurs fra Colombo paa Ceylon, omtrent 50 engelske Mile Øst for Kokosøerne (Sydvest for Java), opfangede vi et yderst fragmentarisk Telegram fra Øerne, der lød omtrent saaledes.

»Fremmed Orlogsmand.... udfor Indløbet.« Der blev øjeblik- kelig givet Ordre til fuld Damp, for at vi kunde komme derhen og undersøge, hvad der var paa Færde.

Jeg var ved at tage mit Bad, da der blev raabt til mig, at vi var kun 40 Mil fra Fjenden. Jeg var straks lidt skeptisk, men det viste sig at være rigtigt, og Lyden af Skruernes Omdrejninger, der vidnede om, at Farten blev sat op mest muligt, virkede stærkl opstrammende paa os Allesammen. For mit eget Vedkommende er det sikkert, at denne Opstemthed var ægte nok, selv om der helt inde i Baggrunden af min Bevidsthed dæmrede et Spørgsmaal om, hvorvidt jeg nu var en af dem, der var Bud efter. Jeg havde haft lidt Vrøvl med min Lever de to foregaaende Dage, men denne Morgen var jeg saa frisk som en Fisk, og i udmærket Humør sendte jeg Bud efter Barberen for at faa mit Haar klippet.

Kl. 9,15 fik vi Toppen af Kokospalmerne paa Keeling- (Kokos-) Øerne i Sigte, og fem Minutter derefter Emdens Skorstene eller rellere sagt Toppen af dem — i 12—14 Mils Afstand. Kl. 9,40 aabnede han Ilden paa meget langt Hold, og lidt efter gik vi i Gang med ham.

Under næsten hele Affæren maatte jeg løbe frem og tilbage mellem Ammunitionselevatoren og de forreste Kanoner paa Styr- bords og Bagbords-Side. Vi havde det varmest i den første halve Time. Vi aabnede Ilden med vore Bagbords Kanoner, og jeg stod netop bag Kanon Nr. 1, da Kanoner Atkins. sagde til mig: »Skal jeg lade?« Da jeg fremfor alt ikke vilde have, at der skulde være noget Japperi, svarede jeg: »Nej, vent til der bliver givet Ordre til det.« »Jamen, Emden har jo fyret,« sagde Manden, og jeg lod ham saa ogsaa lade. Lidt efter opdagede jeg forresten, at der var givet Ordre til de andre Kanoner om at lægge skarpt i allerede for ti Minutter siden, og at det var ganske unødvendigt at anvende beroligende Midler paa Atkins, der under hele Kam pen var saa koldblodig som en Agurk.

7

Lidt efter hørte jeg et Brag, og da jeg kiggede agter efter, saa jeg, at en Granat havde ramt i Nærheden af Kanon Nr. 2 paa Styrbords Side. Jeg saa, at der hverken var Røg eller Flam­

mer og passede saa mine egne Sager — senere fik jeg at vide, at den Granat havde gjort det af med næsten hele Kanonens Be­

sætning. Jeg havde nok at tage Vare paa, thi selv om Folkene kan deres Ladningsøvelser paa Fingrene, er det jo ikke saa let i Fredstid at skaffe dem Rutine i saadan noget som Ammunitions- tilførsel. Det er for farlige Sager at have ret meget af ad Gangen oppe paa øverste Dæk, og den ligelige Fordeling af Granater og Patroner mellem de to Kanoner, Iagttagelsen af alt det, der paa-

Den tyske Krydser

„Mainz".

Skudt i Sænk ved Helgoland den 28. August.

Den tyske Torpedobaad

„V. 187".

Skudt i Sænk ved Helgoland den 28. August.

hviler Artilleriofl'iceren under Skarpskydning, Opmuntring af de enkelte af Folkene, der var ligesom ved at tabe Humøret osv., osv., gav mig saa meget at bestille, at jeg egentlig knap havde Tid til at tænke paa Emden. Men jeg kunde jo nok mærke, at den var »lige oppe over«, og jeg hørte hele Tiden de fjendtlige Granater klaske ned i Vandet, de kom endnu i en temmelig stump Vinkel, eftersom Skydningen stadig fandt Sted paa ret langt Hold.

Da jeg et Øjeblik var henne agter, mødte jeg en Underofficer, der kom haltende og sagde, at han lige havde baaret en saaret Officer ned. Jeg sagde til ham, at hvis han kunde holde den gaa- ende, skulde han skynde sig hen til Kanon Nr. 2 om Bagbord og se, om der ikke var gaaet Ild i noget. Han hinkede meget tappert afsted, og det viste sig ogsaa, at en Cordite-Ladning havde foraarsaget en temmelig ondartet Ildløs; men han og nogle andre fik den slukket.

Medens Kampen stod paa, holdt vi hele Tiden 25 Knobs Fart og var en Gang imellem oppe paa 26. Vi var Emden overlegen i Fart og knnde altsaa lægge den løbende Fægtning, som det passede os selv bedst. Efter en Drejning fik vi vore Styrbords Kanoner til at bære, og nu tog jeg Atkins over til Kanon Nr. t paa denne Side. Forresten var jeg paa dette Tidspunkt ganske døv, da vi i Hastværket havde glemt at faa Bomuld i Ørerne.

Det skal jeg dog ikke; forsømme næste Gang.

Med ét hørte jeg nogle af Folkene raabe og saa dem svinge med Huerne. Jeg spurgte dem, hvad der var paa Færde, og de raabte: »Han er færdig, han er færdig!« Jeg kiggede ud og kunde ikke faa Øje paa Emden, saa jeg kommanderede: ^{» x}\lle Mand til Fartøjerne, der maa være Folk i Vandet.« Men netop som de begyndte at gaa i Gang med Baadene, er der En, der raaber: »Han fyrer endnu!« og alle Mand løb tilbage til Kanonerne. Det viste sig da ogsaa, at Emden var der fremdeles, en ganske lysegul Røg­

sky havde skjult den for os.

Vi drejede nu igen og gav Fjenden vort andet Bredsidelag og saa straks efter, at alle hans tre Skorstene og hans forreste Miast var borte. Efter endnu et Par Lag løb den sig fast i Grun­

den ved North-Keeling-Øen, og Kl. 11,20 holdt vi inde med Skyd­

ningen. Affæren havde da varet 1 Time og 40 Minutter. Den Skade, vi havde lidt, var ret ubetydelig. Vi havde et Par Skud i Skroget, den forreste Afstandsmaaler var skudt væk, og der var sprunget en Granat i Drengenes Messe. Den havde ødelagt deres Klæder, men til Gengæld forysnet dem med en mægtig Beholdning af Trofæer; i de første tre Dage derefter blev de ved med at finde Stumper.

Det første, vi nu gjorde, var at jage en Fragtdamper, der havde været i Følge med Emden, og da vi fik fat i den, viste det sig, at Folkene havde a åbnet Bund ventilerne, og at den var ved at) synke, saa vi tog hele Besætningen om Bord og gik tilbage til Emden, som vi naaede ved -l-Tiden.

De havde sendt en Mand til Vejrs for at skære Flaglinen over, og stod og viftede med et Flag henne forude. Da vi imid­

lertid ikke vidste, om den anden tyske Krydser Kønigsberg kunde være i Nærheden, og Mørket snart vilde falde paa, kunde vi ikke gaa i Gang med Bjergningsarbejdet denne Aften og dampede et Stykke bort. Efter at det var blevet helt bælgmørkt, hørte vi pludselig et . Skrig, hvorfor vi stoppede og satte en Baad ud. Vi

9

fik fat i en yderst udmattet tysk Matros — den 4de, vi havde pillet op af Vandet den Dag.

Ved Daggry næste Morgen løb vi op til Telegraf stationen, hvor vi fik at vide, at det Detachement, som Emden havde sendt i Land, var gaaet til Søs med en gammel Skonnert. Stakkels Fyre! De har ikke mange Chancer, da Fartøjet lækkede stærkt, og Pumperne var ubrugelige.

Kl. 11 var vi ved det Sted, hvor Emden sad fast, og jeg blev sendt over til den med et af vore Fartøjer. Heldigvis var dens

x\gterende udenfor den Linie, hvor Brændingen brød, saa da vi fik en Ende fra Emden kunde det lade sig gøre at ligge under hans ene Laaring med Baadens Stevn pegende ud mod den svære Brænding, der kom rullende ind. Det var iøvrigt alt andet end let at komme om Bord, men ved Hjælp af en Haandsrækning fra Tyskerne, der stod i en Flok paa hans Agterdæk, kom jeg endelig om Bord og gik hen og hilste paa Kaptajn v. Muller.

Jeg gik straks hen og hilste paa Chefen, hilste fra min Chef og sagde, at hvis han vilde give sit Æresord (paa at betragte sig som Krigsfange), vilde vi tage ham og hele hans Besætning om Bord i Sydney og sejle dem lige til Colombo. Han smagte lidt paa det med Æresordet, men gik ind paa det, saa snart jeg havde forklaret ham Rækkevidden deraf. Og saa kom det forfærdelige Arbejde med at faa de Haardtsaarede ned i vore Baade. Der var 15 ialt, men heldigvis havde vi nogle udmærket praktiske Grejer dertil, og tilsidst fik vi anbragt 3 af de værst medtagne i hver Baad. Tyskerne led allesammen meget af Tørst, saa vi fik Far­

tøjernes Vandtønde hejst om Bord i Emden; de styrtede sig straks ivrigt over dem, men gav de Saarede først.

Saa snart jeg kunde faa Lejlighed til det, gik jeg hen til den tyske Chef, komplimenterede ham og sagde: »Emden sloges ud­

mærket, Sir!« Han studsede ved det og sagde kort: »Nej!«, men straks efter kom han hen til mig og sagde: »Det er meget venligt at Dem at sige det, men jeg er ikke tilfreds. Vi burde have gjort det bedre.«

Siden gik jeg en. Runde gennem Skibet, men jeg har ikke megen Lyst til at beskrive, hvad jeg saa. Med Undtagelse af Bakken, som næsten ikke var rørt, var hele Skibet som et Slagte­

hus. Det Hele var ganske haarrejsende. Den tyske Læge bad mig signalisere til Sydney om at faa noget Morfin sendt om Bord,

°g J^e§" gik ikke nedenunder mere.

Blandt de tyske Officerer var Torpedo-Løjtnant Vitthoef en overordentlig flink Fyr. Ogsaa Løjtnant Schai var elskværdig og oven i Købet Halvblods-Englænder. Det gjorde stærkt Indtryk, da jeg fortalte, at vor Chef vilde sørge for, at der ikke blev Hurra- raab og Stads, naar vi løb ind til Colombo med dem. Selvfølgelig vilde vi ikke have den Slags, naar vi kom ind med Døde og dø­

ende Fjender inden Bords. — Kaptajn v. Muller er helt igennem en brillant Mand.

— I Colombo satte vi saa alle Emdens og vore egne Saarede i Land. Efter det Antal, vi bjergede fra Emdens Vrag, kan vi let regne ud, hvor stort hans Tab maa være. Vi bjergede 150 Mand og ved, hvor mange der var gaaet i Land paa Kokosøerne.

Herefter maa der have været 180 Mand dræbte paa Emden samt 20 haardt og 20 lettere Saarede.

Det var meget interessant at tale med de tyske Officerer. Den første Dag, de var om Bord hos os, sagde en af dem til mig:

»De skyder jo paa det hvide Flag.« Dette vilde jeg ikke lade passere uænset, og den tyske Torpedo-Løjtnant og en Maskin­

mester gav mig da ogsaa Medhold paa det kraftigste og erklæ­

rede, at vi ikke havde fyret, efter at det hvide Flag var kommet frem. Men vi lod ikke Sagen falde dermed, og en af os gik til Chefen, som henvendte sig til Kaptajn v. Muller. Denne erklæ­

rede da ogsaa straks, at Beskyldningen var ganske grundløs, og at hans Officerer vilde faa en Tilkendegivelse om ikke mere at komme med den Slags. Da han skulde gaa fra Borde, kom han hen til mig og takkede mig meget elskværdigt for mit Arbejde med at faa de Saarede fra Emden om Bord i Sydney. Han og hans Officerer overholdt paa det mest samvittighedsfulde deres Ordrer, medens de var om Bord i Sydney, der paa Vejen til Co­

lombo nærmest var at betegne som et Hospitalsskib. — Prinsen af Hohenzollern lod til at være en ganske elskværdig Fyr.

I det Hele taget tror jeg, at vi paa begge Sider var paa det Rene med, at det havde været vor Skyldighed at se at faa slaaet hinanden ud, men der var ikke Spor af Bitterhed med i Spillet fra nogen af Siderne.

Kolonikrigen.

Dens første Afsnit.

Den første Krigsbegivenhed var, at de britiske Tropper ryk­

kede ind i den lille, men værdifulde tyske Koloni Togo ved Guld­

kysten i Øvre-Guinea. Den 9. August meddeltes det officielt fra London, at britiske Tropper havde besat den derværende Hoved­

stad, Port Lorne, samt den sydlige Del af Kolonien indtil 12 danske Mil fra Kysten — hele

Strækningen indad Lan­

det til udgør dog ikke mindre end mellem 50 og 60 Mil. Tyskerne meddelte om samme Begivenhed, at »en stærk eugelsk Troppe- ekspedition fra den tilgrænsende engelske

Guldkystkoloni havde H y t t e , d e t a d e S o m a l i l a n d. vist sig udenfor Port

Lome. De faa Polititropper og hvide Befalingsmænd samt 180 soite Soldater og samtlige vaabenføre Hvide var fraværende og befandt sig paa en Ekspedition indad Landet til for at beskytte derværende vigtige Stationer. Englænderne tog Hovedstaden i Be­

siddelse under højtidelig Forsikring om kun at ville drage Omsorg for Ordenens Bevarelse og beskytte Ejendomsretten. Noget se­

nere stødte den lille tyske Politistyrke sammen med en fransk Afdeling fra det nærliggende Dahomey og mistede i Kampen sin Chef, en Kaptajn, der faldt, tilligemed nogle andre. Dermed var Forsvaret lammet.

Kun nogle Dage senere indløb der Efterretning om Angreb mod samtlige tyske Kolonier i Afrika. Fra London telegraferedes til Verdenspressen, at disse Operationer var Led i en i Enkeltleder lagt Plan, ifølge hvilken samtlige tyske Kolonier skulde erobres, for senere at deles mellem Storbritannien og Frankrig.

Den 12. August erfarede man, at engelske Krigsskibe liavde ødelagt den tyske traadløse Telegraf i Dar-es-Salaam, Hovedstaden i tysk Østafrika. Og to Dage senere meddeltes del fra London, at den kommanderende Guvernør i Nigeria, Sir Frederik Lugard, var bleven beordret til i Samvirken med disponible Kolonitropper i Guldkystkolonien samt med Militærmyndighederne i fransk og belgisk Kongo at okkupere tysk Kamerun og Kongo for Frankrig og Belgien.

Til Østafrika afsendtes et engelsk Okkupationskorps, under­

støttet af de paa Madagaskar værende franske Tropper, 7 Batail- loner Koloniinfanteri og et Artilleriregiment.

Tyskerne paa deres Side rykkede fra deres Koloni nord paa og besatte Taveta i britisk Østafrika lige ved det bekendte Bjerg Kilimandscharo. Dette skete i Slutningen af August. Ved samme Tid var den engélske Erobring af Togo ført til Ende. Men det var ogsaa alt, hvad der hændte i hele den Maaned. Tyskerne gjorde dog fra Sydvestafrika et Udfald ved Oranjefloden i den engelske Kapkoloni.

Ej heller i September Maaned fandt der i Afrika Begivenheder af større Betydning Sted. En kombineret engelsk-fransk E skad re afsendtes fra Middelhavet gennem Suezkanalen for definitivt at gøre Ende paa den tyske Magt i Østafrika. Det lykkedes ogsaa omkring den 20. September at indtage Hovedstaden Dar-es-Salaam. Nogle Dage forinden havde der staaet en Kamp paa Grænsen til det en­

gelske Nyassaland, i hvilken det til 400 Mand anslaaede tyske Angrebskorps mistede en Del Officerer i Faldne og Saarede. Eng­

lænderne paa deres Side opgav den 18. November (Lord Crewe i Overhuset), at de paa to Maaneder havde mistet 900 Mand i Østafrika og at de havde været nødt til at sende Forstærkninger fra Indien.

I Slutningen af September fandt der ogsaa en lille Søkamp Sted ved den engelske 0 Zanzibar, der endte med Tab for Englæn­

derne. Det var den britiske Krydser Pegasus og den tyske Krydser Kønig sberg, der her kom i Kamp.

Kønigsberg nærmede sig i fuld Fart Kl. 5 Søndagen den 17.

lut iC*)Sfc£- . Tvipoln S

&arKn

f4ewT^

V(oa«\°

Kort over de evropæiske Magters Besiddelser i Afrika.

September. Med tre Skud gjorde den en britisk Patrouillebaad ukampdygtig og aabnede Ild mod Pegasus. Den begyndte derefter at fyre, hvilket fandt Sted med stor Præcision i en Afstand af 8000 Meter. Hele Pegasus Bredside var engageret, men paa et Kvarter blev Kanonerne ubrugelige. Der indtraadte nu en Pavse, men efter fem Minutters Forløb begyndte Kønigsberg atter at sky­

de og fortsatte dermed et Kvarter. Pegasus var nu ude af Stand til at besvare Ilden. De Englændere, der stod ved Kanonerne eller paa øvre Dæk, blev saarede. Skibet fik flere Huller i Vandlinien og fik stærk Slagside. Det engelske Flag blev to Gange bortskudt og holdtes derefter oppe af nogle Matroser. Kønigsberg synes kun at have lidt ringe Skade. Den forsvandt derefter og man hørte ikke noget til den i tiere Uger.

Imidlertid havde Ententens Middelhavskrydsere eftersporet den, og den 30. Oktober opdagedes Kønigsberg af den engelske Krydser Chatham i Rufijifloden en Mil fra dens Munding lige for Øen Mafia. En Del af Besætningen havde forskanset sig paa Bred­

den. Chatham, der som Følge af sin større Dybtgaaende ikke kunde gaa op ad Floden, bombarderede Skibet og Lejren og blo­

kerede Udløbet ved dér at sænke en Kuldamper. Kønigsberg var lukket inde, og det britiske Skib kunde dampe bort.

Paa Vestsiden rykkede Franskmænd og Englændere ind i Ka­

merun og tog uden Kamp efter nogle Ugers Blokade Hovedstaden Dula, samt Missionsstationen Bona beri efter mindre Fægtninger paa andre Kanter, deriblandt ved Ukoko i Mimidistriktet. Imens udfoldede Tyskerne en Del Aktivitet i Sydvestafrika. Her var der en lille britisk Koloni, Walfish Bay, der laa indkilet i det tyske Omraade. Tyskerne satte sig i Besiddelse af denne og fortsatte deres Indfald i Kapkolonien, hvor de den 19. med 200 Mand be­

satte Rietfontein Nord for Upington. Men samme Dag tog Eng­

lænderne ved Landgang uden Kamp Faktorierne i Luderitzbugten i den sydlige Del af Landet; Tyskerne havde her trukket sig til­

bage efter selv at have ødelagt deres traadløse Telegraf station og oprevet Jernbanen til det Indre af Landet samt gjort Vandlednin­

gen ubrugelig. Nogle Dage efter kom de tilbage og leverede en lille Fægtning.

Oktober blev ikke meget rigere paa Begivenheder. Udover den nys nævnte Episode med Kønigsberg skete der ikke andet end no­

gen Fremgang for de Allierede i Kamerun. Midt i Maaneden bom­

barderedes nogle Kystpladser af franske Skibe, og i Slutningen af

15

Maaneden var der blevet landsat Tropper, hvem det under hede Kampe var lykkedes at trænge frem til Eddea ved Sanuajafloden, nogle Mil fra Kysten. I November bombarderedes Victoria noget

længere nord paa, og den 15. besattes det nærliggende Buea, den tyske Kamerunguvernørs Residens. Kampene vedblev December igennem og Tyskerne dreves langsomt tilbage. Kamerun var del­

vis besat, i det mindste de vigtigere Pladser.

c

K OH

> P O

^ • c

—,c/5 to O)

CO . CO V

C/3 Q

O) ^ n ^

CL> ° 33

CS c/D

^ CD

<U O-

^ r—r-«

~ & -o bjo ^

— i o S c

0» S- O fet <u c/D m

«2 >

c 2 'So

«"S S k cu^-S-S

« aj s-*"

W3 J2 -a 03 S S O) — .Q«

JX O

^s! to -j-

£>"2 S

3 03 a> cc b o ^

c c

—i (1) CO CO C n.j2 .2^ W C3 n «<_

— 03 a>

Boeroprøret i Kaplcmdei.

Med stor Spænding afventede man i Tyskland hvilken Hold­

ning Boerne i Sydafrika vilde indtage i Krigen mellem England og Tyskland. Den Tid laa knn halvandet Aarti tilbage, da de havde kæmpet paa Livet mod Englænderne. Vilde Erindringen om disse Kampe hos de Efterlevende være saa stærk, at de ikke vil­

de benytte Situationen til at genvinde deres Uafhængighed? Vilde Tysklands Sympati under Boer­

krigen nu blive besvaret ved en tilsvarende Sympati fra Boerne for Tyskerne i deres Kamp mod England?

Da den sydafrikanske Gene­

ral C. F. Beyers ved Krigens Ud­

brud traadte tilbage, viste det sig, at der var noget galt med Trop­

perne i den nordvestlige Del af Kap-Provinsen, der stod under Kommando af Oberstløjtnant Ma- ritz. Regeringen overdrog Kom­

mandoen til Oberstløjtnant Brits.

Det viste sig senere, at Maritz havde indledet Underhandlinger med Tyskerne med det Formaal, at bevæge Boerne til at rejse sig mod det britiske Overherredømme og gøre fælles Sag med Tyskerne i Sydafrika. Boernes overvæl­

dende Flertal viste sig imidlertid rigstro. Kun en ubetydelig Skare fulgte Oberst Maritz. I Slutningen af Oktober led han et fuld­

stændigt Nederlag i Kampen med Regeringstropperne. Haardt saaret flygtede han ind paa tysk Omraade.

Unionens Premierminister Louis Botha, den tidligere Boer­

general, foreslog Parlamentet at sende det britiske Riges Regering en Adresse med Forsikring om Loyalitet og Samvirken i Krigen og motiverede denne med den Udtalelse, at »skønt nogle at os har været fjendtlig sindede mod det britiske Flag, saa kan jeg garan­

tere, at vi ti Gange hellere vil lyde det end det tyske.« Botha fik Oberst Maritz.

Parlamentet med sig, og Sydafrika, baade det oprindelig holland­

ske og det engelske, var saaledes den engelske Sag tro. En Armé

— General Beyers havde faaet sin Afsked og Forsvarsminister Smuts havde overtaget Generalkommandoen -— udrustedes mod tysk Sydvestafrika, som man agtede at erobre i sin Helhed.

Allerede Dagen efter Maritzs Nederlag maatte imidlertid den britiske Generalguvernør telegrafere hjem, at en Del Boere i Oranje- kolonien og Transvaal (de to tidligere Boerstater) havde rejst sig.

Under Befaling af den fra Krigen højt ansete Christian de Wet og den ovennævnte Beyers havde de besat Byen Heilbronn. I de nær­

meste Dage fandt flere Sammenstød Sted mellem dem og Botha, der førte Befalingen mod sine* gamle Vaabenbrødre. Oprørerne, hvis Tal angaves til 10—20,000, blev drevet tilbage, efterladende Vaaben og frivillige Fanger.

Den 1. November telegraferedes fra Kapstaden:

Oberst Alberts har i Lichtenburg Distriktet tilføjet Oprørerne et Nederlag, hvorved 13 dræbtes og 30 saaredes, medens 240 Mand toges til Fange.

I et senere Telegram meddelte Alberts, at han var ankommet til Treinfontein Station den 29. Oktober. Han opdagede en hel Del Oprørere i Omegnen. Kommandant de Villiers, der var sendt ud for at rekognoscere, stødte paa en stærk Afdeling Oprørere, der havde fæstet hvide Flag til deres Geværer. De Villiers nær­

mede sig dem, men Oprørerne angreb ham og tog 110 af hans Mænd til Fange.

Oprørerne rykkede derefter frem imod Alberts fra to Sider, men blev med Lethed slaaede og drevne en Snes miles frem.

De flygtede over en Front af 5 miles og efterlod mange Kort, Cykler osv.

Oprørernes Tal omfatter ogsaa Kommandant Classens Kom­

mando. Classen selv er ogsaa saaret.

Oprørerne blev stadig slaaede. Henimod Midten af Novem­

ber overraskede Botha de Wet et Stykke fra Byen Winbury i Oranjestaten og tilføjede hans lille Hær paa et Par Tusind Mand et grundigt Nederlag. Baade ved denne Lejlighed og senere toges ikke faa Fanger, hvilket efterhaanden stærkt decimerede Oprø­

rernes Rækker; deriblandt General Muller. Beyers og de øvrige Førere blev drevet stedse længere tilbage.

Den 3. December telegraferedes fra Pretoria:

De Wet blev taget til Fange af Oberst Brits i Tirsdags paa

19

en Gaard, 100 miles Øst for Mafeking. De Wet var, efter den 21.

November at være flygtet til Transvaal med 4 Ledsagere, undslup­

pet sine Forfølgere og havde sluttet sig til en lille Afdeling Op­

rørere i Schweizerreneke-Distriktet. De Wet bevægede sig hurtigt mod Vest med sine Tilhængere, men blev uophørligt forfulgt.

En Del af hans Styrke blev taget til Fange den 27. i forrige Maa- ned. De Wet og de 52 Mand, han havde tilbage, overgav sig derpaa, uden at affyre et Skud, da den Gaard, hvor de opholdt sig, var blevet omringet.

Det mest bemærkelsesværdige Træk ved Tilfangetagelsen var den utrættelige Forfølgelse, han var Genstand for af en Afdeling Regeringstropper paa Motorvogne. Oberst Brits havde sat sig til Maal at trætte Fjenden for saaledes at tvinge ham til at overgive sig, uden at det kostede Menneskeliv, og skønt han flere Gange naaede Oprørerne paa et lille Bøsseskuds Afstand, saa de kunde være taget til Fange, hvis han havde villet udsætte sig for Blods­

udgydelse paa begge Sider, lod han dog ikke sine Tropper skyde.

Man fandt mange af Oprørerne liggende sovende i Ørkenens Sand dér, hvor de var faldet af Hesten. Paa deres Flugt kastede Op­

rørerne Dag for Dag Dele af deres Udrustning fra sig for at lette Hestenes Byrder.

Efter 6 Dages uophørlig Forfølgelse blev Oprørerne et let Bytte, idet Motorvognene var naaede ind paa dem til en Afstand af kun 300 Alen. Oprørerne viste derpaa et hvidt Flag; nogle kastede deres Vaaben, og andre faldt af Sadlerne, aldeles ødelagte af Træthed. De Wet selv strakte Hænderne i Vejret, men de fleste af Oprørerne var saa udmattede, da de blev tagne til Fange, at de overhovedet ikke interesserede sig for, hvad der foregik om­

kring dem. Mange af de Motorvogne, der anvendtes under For­

følgelsen, blev siddende fast i Ørkenens Sand, hvor de nu staar som Minder om en af de mærkeligste Forfølgelser, Krigshistorien kender.

Den 10. December telegraferedes fra Johannisburg:

General Beyers Lig er blevet fundet.

Og den 11:

General Beyers Lig fremviste ved den stedfundne Lægeun­

dersøgelse ingen som helst Saar, og Døden skyldes udelukkende Drukning.

Dette bekræftes i en udførligere officiel Rapport om Kampen, hvoraf det fremgaar, at Beyers til Hest styrtede sig ud i Vaal-

2 *

Floden. Han blev nnder Svømningen skilt fra sin Hest og søgte alene at naa tilbage til den venstre Bred. Da han var ca. 300 Yards fra Bredden, raabte han om Hjælp og tilføjede: »Jeg kan ikke mere.« Den nærmeste Soldat spurgte ham derpaa, om han var saaret, hvorpaa Beyers paa Hollandsk svarede: »Jeg kan ikke svømme mere. Min Kappe generer mig.«

De flygtende Oprørere vedligeholdt fra den modsatte Bred en saa voldsom Ild, at det var umuligt at yde Hjælp, og Beyers og en anden Oprører forsvandt i Bølgerne.

Ved Midten af December mente man at have taget til Fange foruden næsten alle Førerne 7000 Oprørere. Af disse befandt mere end Halvdelen sig i Fængsel, medens et Par Tusind, som frivillig havde overgivet sig, havde faaet Lov til at vende hjem.

Med Aarets Slutning var altsaa Oprørsbevægelsen saa godt som forbi — den, der først havde taget Initiativet, Maritz, var dog tilligemed en Del af sine Folk og et Par andre Oprørsledere, Kemp og Conray, undkommet til tysk Omraade og førte derfra en Gue­

rillakrig mod Englænderne. Hans Operationer var dog herefter mere et Led i tysk Sydvest-Afrikas Forsvar end i en Boerrejsning.

Den sidstnævnte kunde betragtes som definitivt mislykket.

Paa denne Tid udtaltes der i engelske Blade, at det tyske Kolonirige nu kun var Ruiner. Grunden dertil er, at Tyskland spredte sine Kræfter for den tomme Fornøjelse at paradere med sit Flag og imponere andre Nationer med det i Haab om saa- ledes at fremme sin Handel.

Tyskland har ofret henved 900 Millioner Kroner paa sine Kolonier, foruden de Summer, som dets Finansmænd og Hand­

lende har ofret. Alt dette er tabt for stedse, thi England behersker Havene.

Tyskernes Tab til Søs anslaas til 72 Millioner Kroner og 3000 Mand, der ikke kan erstattes. Man vidste godt, at Tilintetgørel­

sen af de tyske Krydsere kun var et Tidsspørgsmaal. Deres Eksi­

stens var en mindre væsentlig Sag ved Siden af de mere paa­

trængende Opgaver, der beskæftigede Englands Hovedstyrke til

?>øs, nemlig Indespærringen af den tyske Hovedflaade, Eskorte­

ringen af de Ekspeditionskorps, der var sendte ud imod de tyske Kolonier, og Kapringen af fjendtlige Handelsdampere. Da alle disse Opgaver var løste, vendte Admiralitetet sig til de mindre vigtige Opgaver, med det uundgaaelige Resultat.

21

Tysk Sydvestafrika erobres.

Ved Aarsskiftet var Stillingen i Sydafrika omtrent følgende:

Boerrejsningen var forbi, Lederne med et Par Undtagelser fangne, Mandskabet faldet eller taget til Fange. De faa, der var

sluppet bort, var flygtet ind paa tysk Omraade. Botha, der havde besluttet at erobre tysk Sydvestafrika, var ved Boerrejsningen ble­

vet opholdt i omtrent tre Maaneder og Operationerne var ikke skredet videre frem siden lige i Begyndelsen af Oktober, da Liide-

ritzegnen en Snes Mil fra Grænsen var bleven besat samtidig med at Tyskerne tog Walfish-Bay. Nu skulde der gøres Alvor af Sa­

gen. Botha begav sig til Fronten mod Sydvestafrika, hvor Grænsen gaar langs Oranjefloden, og Operationerne optoges med Kraft.

Det skulde dog trække endnu et halvt Aar ud, inden det førte til det tilsigtede Resultat.

Inden denne nye Kamp begyndte gik der forud for den, ganske som Tilfældet havde været i Europa, en Ordkrig. Den sydafri­

kanske Unions Regering beskyldte Tyskerne for at have frem­

kaldt Striden og organiseret Boeroprøret i Afrika i den Hensigt selv at sætte sig i Besiddelse af Sydafrika og gøre det til en tysk Koloni. Tyskerne svarede ved en Tilkendegivelse af Kolonimi­

nisteren Dr. Seitz, der afgav følgende Erklæring:

»Den tyske Regering har aldrig næret det Ønske eller den Hensigt lejlighedsvis eller definitivt at besætte den sydafrikanske Unions Territorium eller fremtvinge nogen Art af tysk Herre­

dømme over Unionen eller Dele af dette Land, det være sig ved militære Indfald fra tysk Sydvestafrika eller paa nogen anden Maade. Saa vidt det er den kejserlige Regering bekendt, er Uni­

onens Territorium, inden den sydafrikanske Regering iværksatte Angrebet mod tysk Sydvestafrika, hverken til Søs eller til Lands blevet angrebet derfra. Tyskland er overtydet om, at Aarsagerne til Krigen mellem Tyskland og England ikke paa nogen Maade berører Sydafrika. Tyskland ønsker snarere at indstille Fjendtlig­

heder, der er blevne paatvungne Tyskland af den sydafrikanske Regering, forudsat at ogsaa Unionens Regering tager Afstand fra fortsat fjendtlig Optræden mod tysk Territorium og lader alle­

rede besat Omraade rømme. Den tyske Regering er i saa Fald rede til at forsikre, at ingen som helst fjendtlige Skridt skal blive foretagne fra tysk Sydvestafrika mod den sydafrikanske Union.

Skulde det lykkes Sydafrikanerne at oprette en uafhængig Stat, da vil den tyske Regering anerkende denne og respektere dens politiske Uafhængighed og territoriale Integritet.«

Den sidste Sætning blev jo temmelig meningsløs ved Boerop­

rørets Fiasko. Men den havde dog nogen Berettigelse, saa længe Maritz og hans Venner endnu kunde holde sig. En Tid henimod Nytaar havde de ogsaa noget Held med sig. Ved Juletid lykke­

des det Maritz og Kemp med en Styrke paa et tusind Mand og nogle Kanoner at tilføje Regeringstropperne et Nederlag ved Schuitdrift ved Oranjefloden. Et Par Uger senere, da større Trop-

\

23

pestyrker var blevne samlede, satte disse sig dog i Besiddelse af Flodovergangene, drev Maritz Nordpaa og tog hele Oranjeflod- linien.

Maritz og Kemp opgav dog ikke Modstanden. De trak sig Øst paa, faldt ind i Gordonialandet Nord for Floden og angreb Upington med 1200 Mand og nogle Kanoner. Dette skete den 25.

Januar. Angrebet blev slaaet tilbage af den regeringstro Boeran­

fører de Venter. Og efter at et Par Uger var gaaede blev Kemp dre­

vet til at maatte overgive sig med 5—600 Mand, medens Maritz slap bort med mindre Tab.

Herefter begyndte det at gaa frem, end om langsomt, for Botha. I Begyndelsen af Februar fandt der mindre Sammenstød Sted med tyske Troppestyrker, der blev drevne tilbage, og mod Slutningen af Maaneden var det sydøstlige Hjørne af den tyske Koloni erobret og, efter en dog aldrig bekræftet Opgivelse Maritz tagen til Fange. Lidt efter lidt pressede den sydafrikanske Inva­

sionshær sig Nordpaa. Enkeltheder med Hensyn til hvorledes det gik til fik man dog ikke i de nærmeste tre Maaneder. Afstan­

dene er kolossale — Tysk Syd Vestafrika er et stort Land, større end f. Eks. Sverige, og Fremrykningen kunde kun ske lang­

somt, i stadig Kamp baade med Naturen og Forsvarerne.

Først den 21. April kunde General Smuts i en Dagsbefaling til Tropperne meddele, at efter at Bethany og Hetmanshoop var blevne erobrede, var Landet fra Liideritzbugten Øst- og Sydpaa blevet frataget Tyskerne. Det var dog ikke Tiendedelen af den hele Koloni. Men imens synes Botha selv, der kommanderede en Nordarmé, at have faaet tilbageerobret Walfish-Bay til Eng­

lænderne og taget den tæt derved liggende tyske Havnestad Swakopmund, Udgangspunktet for Jernbanerne til det Indre. 1 Maj faldt Hovedstaden Windhuk i hans Hænder, og dermed var vel i Virkeligheden Koloniens Skæbne beseglet. I Juni besattes, undei svag Modstand fra de retirerende Tyskere, Omararu, Kalk- feld, Waterberg og en hel Række Jernbanestationer ved Banen mod Nordøst fra Swakopmund til Grootfontein. Endelig i Begyn­

delsen af Juli stod man saa langt Nordpaa, som i Egnen om Otavi i Nærheden af Jernbanens Endepunkt, hvortil Tyskerne sy­

nes at have trukket sig tilbage. Nu opgav disse al Modstand.

Botha udstedte et Ultimatum den 8. Juli og Dagen efter kapitule­

rede Guvernøren Dr. Seitz med hele sin ikke ubetydelige Styrke 204 Officerer, 3,166 Mand, 37 Kanoner og 22 Mitrailleuser.

Bothas Rapport omtaler dette Resultat som Følgen af meget be­

hændige omgaaende Bevægelser under overordentlig hurtige og vanskelige Marscher. Sejren vakte stor Jubel baade i London og i Kaplandet, hvor Botha og hans Mænd ved Tilbagekomsten i Slut­

ningen af Maaneden fejredes som Helte. De havde ogsaa udført en Bedrift, thi bortset fra de Vanskeligheder, som Naturforholdene lagde i Vejen, var Sydvestafrika uden Tvivl Tyskernes militært bedst udrustede Koloni. Man kan ikke andet end forbavses over at Forsvaret, som det syntes, ikke blev drevet med større Kraft og at ikke Tyskerne tilsidst gik over Grænsen til det portugisiske Omraade for hellere der at lade sig internere. Men sandsynligvis umuliggjordes dette ved de store ^x\fstande i en vandløs Ørken.

Tysk Sydvestafrika var saaledes næsten lige et Aar efter Krigens Udbrud og ti Maaneder efter Foretagendets Begyndelse, i Englændernes Magt. Det var ingen ringe Gevinst. Kolonien er IV2 Gang saa stor som selve Tyskland, om end Størstedelen er ufrugtbar Stenørken. Den tyske Befolkning udgjorde ved Kri­

gens Udbrud omtrent 12,000 Personer, Flertallet Farmere; en Fjerdedel tilhørte Krigsmagten og Ordensvæsenet. De indfødte

—- Buskmænd, Hottentotter, Herreroer m. fl. talte ca. 200.000 — altsaa en yderst sparsom Befolkning i et saa stort Land. Dette savner imidlertid ikke ganske Naturrigdomme. Bortset fra de frugtbare Oaser, opdyrkede af Farmere, findes der en ikke ube­

tydelig Diamant- og særlig Kobberproduktion (i Otaviegnen).

Hele Aarsproduktionen anslaas til 15 Millioner Kroner.

Det maa bemærkes, at det ikke var Englænderne selv men den sydafrikanske boersk-engelske Union, der gjorde Erobringen, og Hensigten har sikkert været at inkorporere Landet i Datter­

staten. Skulde Udgangen af Verdenskrigen blive den, at Tysk­

land ikke mægter at kræve det tabte Land tilbage, vil det sikkert blive lagt til Unionen, der dermed faar en Forøgelse i Landom- raade med godt Halvdelen af sit Territorium, og den vil da for­

modentlig ogsaa, før eller senere, drage de mellemliggende Bet- schuanland og Rhodesia til sig. Skulde engang de to tilgrænsende portugisiske Kolonier, f. Eks. ved Køb, overgaa til samme Magt, da bliver britisk Sydafrika et af Verdens største Lande, at sammen­

ligne med Kanada eller Australien. Hvis derimod Tyskland sejrer, vil det ikke undlade at kræve sin Koloni tilbage. Hvis saa Eng­

land afstaar den, men den sydafrikanske Union sætter sig der­

imod, da vil Tyskland staa overfor et lignende Eventyr som Eng­

25

lænderne i den langvarige Boerkrig, men med sandsynligvis rin­

gere Udsigter til Held. Den erobrede Kolonis Fremtidsskæbne er endnu hyllet i fuldstændig Dunkelhed.

De øvrige Koloniomraader.

Til Fremgangen i Sydvestafrika kom ikke til at svare lig­

nende ved Englændernes (og Franskmændenes) i 1915 fortsatte Angrebsforsøg mod Tyskernes værdifuldeste Alrikakoloni, Kame-

Fra Oprøret i Afrika. Oprørernes Hoveder præsenteres.

run og Østafrika, skønt disse to sikkert var i militært Henseende langt svagere udrustede.

1 det foregaaende er omtalt de Angreb, der foretoges i 1914 og som kun førte til mindre Terrænhvervelser. I Kri­

gens andet Halvaar gik det ikke bedre for Angriberne. Længst turde man være naaet med Kamerun, der ligger indkilet mellem engelske, franske og belgiske Besiddelser. Det er allerede nævnt at Hovedstaden Buera besattes af Franskmænd og Englændere i November Maaned. I December tog Belgierne fra Kongo Statio­

nen Molonga ved Sambafloden i Koloniens østlige Del. I April meddeltes i det engelske Parlament, at Kameruns Kyst var effek­

tivt blokeret. Og i Juli fik man at vide, at fransk-engelske Trop­

per havde indtaget Ngaundere samt Tingers i det Indre af Landet.

Et tysk Modangreb fra Vest afvistes. Dermed synes Tyskerne at være drevne op i det nordvestlige og i det alier nordligste Hjørne af Landet, dog uden at opgive Kampen. Den 28. Juli ud­

talte den engelske Koloniminister Bonar Law, at »Tyskernes Stil­

ling i de Dele af Kamerun, som de endnu holder besatte, er meget vanskelig, og de kan sikkert ikke holde sig der synderlig længe.«

*

Hvad Østafrika angaar — Tysklands største og værdiful­

deste Koloni — saa har den ikke indskrænket sig til Forsvar men er ogsaa til Tider med Held gaaet angrebsvis frem. Kolonien er endog noget større end Sydvestafrika og mange Gange frugtbarere og bedre befolket. De Indfødte anslaas til henimod 10 Millioner og hører til de livskraftigste paa hele Fastlandet. Af Europæere er der kun nogle Tusind — Jordbrugere og Embedsmænd samt et ringe Antal Soldater.

De engelske og indiske Tropper, der var blevne ført med Orlogsskibe til Kysten og til det Nord for den tyske Koloni liggen­

de britisk Østafrika, havde før Aarsskiftet gjort en Del ret resultat­

løse Angreb (se i det foregaaende), af hvilke det sidste rettedes mod Bjerget Longido paa Grænsen Vest for det berømte Fjeld Kilimandscharo. Det besvaredes med et Indfald af Tyskerne i det engelske Uganda Vest for den store Victoriasø. Det lykkedes et Par engelske Krigsskibe, Fox og Goliath, at bombardere og delvis ødelægge Hovedstaden Dar-es-Salaam og tage nogle Fan­

ger. Forinden havde dog Englænderne haft den aabenbart alvor­

ligste Modgang under hele Kolonikrigen. Det var ved Tanga, Havnen til den tyske Jernbane, der gaar lige gennem Landet ind til Victoriasøen. Den tyske Fremstilling — ved Guvernøren, Dr.

Schnee — lyder saaledes:

»Kampene fandt Sted den 3., 4. og 5. November. Den 2. No­

vember indfandt Englænderne sig udfor Tanga med to Krigsskibe og 12 Transportdampere og forlangte, at vi skulde overgive os uden Betingelser. Vi vægrede os herved. Derefter sejlede Skibene bort, men viste sig paany den 3. November udfor Tanga og landsatte ved Ras Kasone et engelsk og fire indiske Regimenter, deriblandt ogsaa Kavalleri, med fire Mitrailleuser og ni Kanoner. Ogsaa Ma­

27

rinesoldater landsattes. Angrebet understøttedes fra Søen af Kryd­

seren Fox's svære Skibskanoner.

I en forbitret 3 Dages Kamp blev de fjendtlige Landgangs­

tropper slaaede tilbage med store Tab. Den 4. November va­

rede Slaget uafbrudt i 15|4 Time. Om Aftenen fandt Afgørelsen Sted med Kamp mod hele den fjendtlige Styrke, uagtet Byen blev paa det hæftigste beskudt af de fjendtlige Skibskanoner. Ilden fra vore egne Kanoner stak et engelsk Transportskib i Brand. Og- saa Fox blev flere Gange alvorlig ramt. Den 6. November trak de engelske Skibe sig Nordpaa.

Landgangskorpet talte ea. 8000 Mand, medens vore egne Stridskræfter kun naaede op til henved 2000 Mand. Englænder­

nes Tab naaede op til over 3000 Mand i Døde, Saarede og Fan­

ger. Vore Tab var kun ringe. Efter at Englænderne var blevet slaaede paa Flugt tog vi otte Mitrailleuser, over 300,000 Patroner, 30 Felttelefonapparater, over 1000 Tæpper, en Mængde Geværer samt store Forraad af Proviant.«

Ogsaa mod Vest gjorde Tyskerne Angrebsbevægelser, om den vældige Sø Tangenjika, der danner Grænsen mod belgisk Kongo.

Midt i Februar meldtes det fra tysk Side at hele tysk Østafrika var frit for Fjender, medens Tyskerne selv stod udenfor Grænsen i Uganda og andre Dele af britisk Østafrika. Kysten var blokeret af fire Krydsere og nogle Hjælpeskibe. Krydseren Astræa beskød i Januar Øen Kiwale og i Februar Kiwindje, en anden Krydser angreb Kisiwane. Damperen Adjutant, der ved Krigens Begyndel­

se var bleven kapret af Englænderne, ødelagdes nu af Tyskerne i Rufidjefloden.

I Marts Maaned indtraf nye Kampe baade ved Tanganjika, Victoriasøen og i Nærheden af Kilimandscharo, hvor Tyskerne tog 12 Mitrailleuser i en Træfning ved det engelske Taveta.

Siden hørtes intet fra Østafrika før i Juni, da Englænderne rapporterede om stort kombineret og med Held kronet Angreb mod Buroba paa den østlige Bred af Victoriasøen. De engelske Genera­

ler Tighe og Stewart modtog i den Anledning en Lykønskning fra Englands Krigsminister Lord Kitchener.

Englænderne har forøvrigt i den nærmeste Omegn haft en Del Vanskeligheder, der vel har haft nogen Indflydelse paa deres Handlekraft. Syd for den tyske Koloni, i det engelske Njassaland, udbrød et Oprør, der først i Februarrapporterne omtaltes som undertrykt. I Nord, i Somalilandet og det sydlige Sudan opstod

ogsaa Oprør. Dervischerne kæmpede, ifølge det officielle engelske Telegram, med Dødsforagt. Nærmere vides ikke.

Paa andre Kanter gik det hurtigt ned ad Bakke med Tysk­

lands Kolonimagt. Om den vigtigste, Kiautschaus Fald er allerede berettet; der staar kun tilbage at sige nogle Ord om de øvrige.

Den største af dem var Tysklands Del i Ny-Guinea, den store 0 (næst efter Grønland Jordens største) Nord for det australske Fastland. Her raadede Tyskland siden 1889 over den nordøst­

lige Fjerdepart af Øen, et Omraade kaldet Kejser Wilhelms Land, næsten saa stort som Halvdelen af Sverige, men med kun nogle Hundredtusind Indbyggere. Til Kolonien hørte ogsaa det nær­

liggende store Bismarckarkipelag og en Del af Salomonøerne samt de længere borte mod Nord beliggende utallige smaa Karoliner, Marianer, Marsh aliøer; det samlede Folketal udgør hen ved i/2 Million, deriblandt kun yderst faa Hvide.

Allerede i Midten af September angreb den australske Flaade under Befaling af Admiral Sir George Patav Bismarckøerne, be­

satte Byen Herbertshøhe og ødelagde den traadløse Telegrafsta­

tion. I Slutningen af Maaneden, efter at Regeringens Sæde, Byen Friedrich Wilhelm, var bleven besat, kunde hele den egentlige Kolonis Skæbne betragtes som beseglet. I Oktober besatte Ja- paa de ydre Øgrupper, Marianerne, Karolinerne og Marshalløerne.

Paa den førstnævnte Øgruppe indsattes en japansk Civilguvernør tilligemed 80 underordnede Tjenestemænd og ca. 1000 japanske Udvandrere ekspederedes samtidig til Øerne.

Allerede noget tidligere var en anden tysk Koloni overgaaet 1 britisk Besiddelse. Det var den længere østpaa liggende Samoa­

gruppe. I Slutningen af August sendtes dertil fra Ny-Zeeland et Ekspeditionskorps, der d. 29. uden Kamp besatte Kolonien med dens Hovedstad Apia og der indsatte provisorisk Administration.

Øerne var ifølge en Voldgiftskendelse delte mellem de forenede Stater og Tyskland, hvilket sidste ejede fire af dem med ialt 30—40,000 velstillede Indbyggere. For Tyskland havde Øgruppen ikke ringe Betydning, mindre maaske ved sin dog forholdsvis rige Produktion end som Provianterings- og Kulsta,tion.

Med disse i det Hele taget ublodige Erobringer, ved Siden af den i høj Grad blodige af Kiautschau, var Tyskland blevet berø­

vet samtlige sine Kolonier i det fjerne Østen.

Krigsbegivenhederne paa den vestlige Krigsskueplads fra Begyndelsen af April til

Slutningen af Juni.

Kampen mellem Maas dg Mosel i April.

De sidste Dage af Marts og de første af April var i det Hele taget rolige. Hist og her lod de franske Kanoner deres Stemme høre og fremkaldte Svar fra tysk Side, uden at dette vakte nogen sær­

lig Opmærksomhed. I den lige op til Pont å Mousson paa venstre Side af Mosel beliggende Bois de Prétre, hvor Franskmændene havde sat sig fast, søgte de at udvide deres Omraade og trængte ind i nogle af de forreste tyske Skyttegrave, men blev atter tvung­

ne ud, saa at de af det erhvervede kun beholdt to Blokhuse. Ved Regniéville lidt længere Vestpaa gjorde Franskmændene et for­

gæves Fremstød og ligesaa ved Boureuilles i Ardennerne. Ved Ypernkanalen fandt ogsaa nogle mindre Sammenstød Sted.

Længe skulde Franskmændene ikke forblive uvirksomme. Til at forsøge et Gennembrud udsaa man et nyt Punkt paa den lange Front, Egnen mellem Maas og Mosel.

Tanken havde sikkert længe været oppe og var ingenlunde tremmed for Tyskerne. I Virkeligheden havde den en Del fri­

stende ved sig. Ved en Fremrykning i nordlig Retning mellem den østlige Skraaning af Cote Lorraine og Mosel kunde man haabe paa at tage St. Mihiel tilbage, endvidere at gennembryde Tyskernes Stilling, lette Trykket paa Verdun og endelig afbryde deres Forbindelsesvej over Metz. Kunde man paa fransk Side naa disse Maal, saa var i Sandhed meget vundet, thi det maa er­

kendes, at her var et for den tyske Stilling yderst følsomt Punkt,

der desuden sandsynligvis vilde blive Udgangspunkt for et frem­

tidigt Angreb fra tysk Side.

Det franske Angreb iværksattes langs en lang Front, idet det rettedes mod to forskellige Dele af den tyske Stilling, dels den mod Maas vendte Del, dels den mod Mosel. Den tyske Stilling svingede rundt om Verdun, dog i ret lang Afstand fra Fæstnin­

gen, for skraat over Cote Lorraine at trække sig over Maas ved St. Mihiel og derfra i ærbødig Afstand fra Touls Forter at fort­

sætte Østpaa til lige Nord for Pont-å-Mousson, hvor den saa me­

get omstridte Bois de Prétre for den aldeles overvejende Dels Ved­

kommende var forbleven i Franskmændenes Besiddelse.

Det er blevet sagt, at der til Udførelse af Angrebet var blevet dannet en helt ny Armé. Ledelsen af denne betroedes til første Armés Chef, General Dubail.

Efter forudgaaende livlig Virksomhed paa fransk Side og indledende Kampe paa forskellige Steder,' under hvilke de tyske Forposter trak sig langsomt tilbage, begyndte den egentlige Frem­

rykning anden Paaskedag den 5. April paa flere forskellige Ste­

der i Beis de Prétre, fra Toulforterne, ved de saa meget omstridte Steder Les Esparges og Combres samt fra Verdun mod Floden Orne. Skarpest blev Kampen den Dag paa den sydlige Del af Kampomraadet. I Skovegnene mellem Maas og Apremont naaede Franskmændene lige frem til de tyske Stillinger, før de standse­

des af overvældende Ild fra disse. Øst for Flirey udviklede der sig et fuldstændigt Feltslag. De i Terrænet behændigt fremryk­

kende franske Skytter fulgtes af stærke Reserver, der udsattes for det tyske Artilleris virksomme Ild.

Den 6. mislykkedes tre fornyede franske Angreb ved Flirey, og i Bois de Prétre tilbagesloges et fransk Angreb. Syd for Orne blussede Kampen atter op uden Held for Franskmændene. I Mid­

ten førte Artilleriet alene Ordet. En fransk Fremrykning mod Conibres-Højden afsloges.

Natten til den 7. var rolig paa den vestlige Front, men paa den sydlige skød det franske Artilleri hele Natten, hviket frem­

kaldte korte og heftige Svar fra tysk Side. Denne Ild vedblev hele Dagen, og i Løbet af denne samlede Franskmændene stærke Kræfter i deres Skyttegrave og ved deres Reserver, hvoretter gen­

tagne Angreb rettedes mod de tyske Stillinger ved Mor I-Mare og lige ud i Bois de Prétre saavelsom i Bois d' Ailly (i Nærheden at St. Mihiel) uden Held. Combreshøjden blev hele Dagen beskudt

af svært fransk Artilleri. Franskmændene foretog imens flere In­

fanteriangreb mod Les Esparges og erobrede og beholdt flere Dele af den forreste tyske Stilling. Længere Sydpaa i Linien Seuzey- Lamorville afsloges franske Angreb, efter hvad Tyskerne paastod.

Natten til den 8. tordnede Kanonerne hist og her, og saavel den Nat som næste Dag bølgede Kampen mere eller mindre hef­

tigt paa alle Dele af den 10 Mil lange Front, hvor man i Forvejen havde kæmpet. Den franske Ledelse meddelte om erobret Jord og tagne Stillinger paa alle Dele af Fronten:

En Mørser bringes i Skudstilling.

Heftigst rasede Kampen den Dag om Højderne ved Les Es­

parges og Combres.

I en officiel fransk Redegørelse omtales, at Tyskerne allerede i September besatte Les Esparges-Højden, hvor de paa den 1400 Meter lange Top opførte en stærk Fæstning med ikke mindre end fem Ildlinier, den ene højere end; den anden, og alle Foistæik- ningsforanstaltninger, som det var muligt at tage. Mod denne fæstningsagtige Stilling bragte Franskmændene talrigt Artilleri og de arbejdede sig frem, aabenbart gennem Skovegnene. Den 17. Februar skred de til Angreb imod den og bemægtigede sig

Belgisk Maskingevær med Hundeforspand.

3

efter fem Dages Kampe den vestlige Del af den i Øst og Vest væ­

rende Stilling tilligemed et Stykke Skyttegrav, hvilket altsammen forenedes med den franske Linie. Den tyske Fæstning var saale- des hugget over i to Dele. Den 18. Marts foretoges et nyt Angreb, der indledede en Kamp, som varede til den 21., ved hvilken Fransk­

mændene vandt 100 Meter paa deres højre, 350 Meter paa deres venstre Fløj.

Denne fæstningsagtige Stilling, hvis Besiddelse Tyskerne skul­

de have tillagt en ganske særlig Betydning, blev ifølge officiel fransk Opgivelse stormet den 8. April, efter at de de foregaaende Dage havde arbejdet sig frem til Stillingen, forsøgt nogle Angreb, der var mislykkedes, og ladet deres Artilleri virke. Om Morgenen den nævnte Dag stormede to franske Regimenter og en Jægerba- taillon under hæftig Regn og i dyb Smuds med Bajonetten Høj­

dens Top, hvorefter Fremrykningen fortsattes, tyske Modstød af­

vistes. Hele Stillingen med Undtagelse af dens østligste Top var om Aftenen i Franskmændenes Magt og forblev der trods gentag­

ne Forsøg fra Tyskernes Side i de følgende Dage paa at tage det tabte tilbage. General Joffre sendte Chefen en særlig rakskrivelse i Anledning af Les Esparges-Stillingens Indtagelse.

Naar man fraregner den omtalte Højde var der paa den øvrige Front Natten til den 9. gennemgaaende roligt. Næste Nat og For­

middag var de franske Minekastere og Artilleri i Viiksomhed. Om Eftermiddagen foretog Franskmændene et Fremstød paa hele Li­

nien mod Combres-Højden fra deres Skyttegrave og brød paa et Sted igennem indtil Egnen ved det sydlige Affald, inden Angre­

bet blev brudt af Ilden fra Tyskernes andre Stillinger. Tyskerne forblev i Besidelse af Højden.

Den 14. satte Franskmændene sig Nord for Fleury efter en kraftig artilleristisk Forberedelse i Besiddelse af et 100 Meter bredt Stykke af de tyske Skyttegrave. En forbitret Kamp Mand mod Mand udspandt sig her og varede hele Dagen uden endnu om Al­

tenen at være blevet afgjort. Paa øvrige Dele af Fronten fore­

kom den Dag Artillerikampe og delvis ogsaa Sammenstød, endog med Haandgemæng.

Den 26. om Aftenen udsendtes følgende officielle franske Be­

retning:

»Paa Højderne ved Meuse er Tyskernes Angreb paa 1 røn ten Les Esparges—St. Remy samt mod vore Skyttegrave ved Ca-

35

lonne fuldstændig mislykkedes. Trods voldsomme Kraftanstren­

gelser fra Tyskernes Side er hele Stillingen ved Les Esparges for­

blevet i vore Hænder. Den tilbagegaaende Bevægelse, vi i For- gaars foretog ved Calonne, under hvilken vi dog ikke mistede nogen Kanon, var af rent lejlighedsvis Karakter og efterfulgtes øjeblikkelig af vellykkede Modangreb fra vor Side. Tyskerne har foretaget deres Stormangreb med mindst to Divisioner.

Et engelsk Aeroplan styrter ned ved Ypres.

Lige til Maanedens Udgang kæmpedes der næsten daglig i Bois d' Ailly og Bois de Prétre, i hvilke to Skove Franskmændene gjorde gentagne Angreb.

Kampe i Nordfrankrig og i Belgien.

Paa den mellemste og den nordvestlige Del af den lange Front hengik Størstedelen af April i det hele taget roligt.

I Argonnerne indtraf Intet af Betydning, kun nogle efter Ty­

skernes Opgivelse afviste franske Angreb, og næppe heller i Cham­

3 *