Fysisk aktivitet - en personlig beretning
Af: Bjørn AskholmHer kan du læse min personlige beretning om træning under mit ophold på hospitalet
Modsat mange andre, var jeg indlagt i lange perioder ad gangen.
Jeg havde leukæmi og fik fem højdosis kemokure over 8 mdr., hvor jeg for hver kemo-behandling skulle blive på afdelingen til observation til mit immunforsvar var oppe igen. Så ud af de 8 mdr., jeg var under behandling, tilbragte jeg et halvt år på hospitalet.
Kedsomheden var det værste
Når jeg tænker tilbage på mit sygdomsforløb, synes jeg egentlig ikke, at kemo-kurene og alle de ubehageligheder, der har fulgt med det, har været det værste. Det værste har været at gå
’indespærret’ som løven i et bur på hæmatologisk afdeling, hvor jeg var den eneste unge, og gennemsnitsalderen lå langt over 60 år!
Der var jo egentlig masser af tid til at få læst en masse gode bøger, men problemet var bare, at jeg kun kunne koncentrere mig om at læse ca. halvanden side ad gangen.
Så efter at have spist morgenmad, set Godmorgen Danmark og genudsendelsen af Godmorgen Danmark og når Brunch og diverse andre dårlige genudsendelser var blevet for kedelige, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle tage mig til indtil næste måltid, hvorefter jeg kunne kede mig igen.
Den fysiske træning hjalp
Da var det jeg fandt ud af, hvor givende fysisk træning var. Jeg havde fået tilknyttet en
fysioterapeut i starten af mit sygdomsforløb for at få noget muskelmasse tilbage, og jeg havde også fået nogle øvelser og et program, jeg skulle følge, nede i fysioterapien.
Jeg kunne desværre ikke få lov til at være med i krop og kræft, da jeg var leukæmi-patient, så jeg var overladt lidt til mig selv; men det skulle ikke slå mig ud.
Jeg begyndte selv at gå ned i fysioterapien hver eneste dag, hvor gamle mennesker blev genoptrænet for hofteoperationer o. lign.
Jeg syntes, det var så befriende, bare at komme væk fra afdelingen nogle timer, så jeg slap for at glo på de samme farvede vægge og syge gamle mennesker. Jeg brugte derfor så meget tid dernede, som jeg overhovedet kunne komme til. Samtidig begyndte jeg også at snakke med fysioterapeuterne, som var de eneste unge mennesker, jeg ellers så.
Træningen havde mange fordele
Det viste sig hurtigt, at den fysiske træning havde så mange andre fordele end bare at komme lidt væk og få tiden til at gå. Mange af mine bivirkninger forsvandt eller aftog.
Jeg kom i bedre humør, havde mere appetit og mindre kvalme, sov bedre om natten. Og så fik jeg selvfølgelig holdt min krop i gang og kunne se, at jeg ikke bare blev ved med at skrumpe ind. Det gjorde også, at jeg havde mere masse til at stå imod de næste kemo-kure, da jeg både beholdt min muskelmasse (jeg fik måske endda lidt tilbage) og kunne spise mere.
Så mit råd til alle - særligt hvis du er indlagt i længere tid er, at få fat i en fysioterapeut og få hjælp til at komme i gang med noget træning!
