De store overfrakker
En subkultur der
forsvandt
Af
Per»Pelle« JørgensenDe store
overfrakker
Går du op i Rundetårn og serud over»Danmark«, såser du min lejlighed-
»en toværelses- København og omegn«,villeen af dem, somjeg beskriveri
denne artikel, sige, hvis du spurgte om, hvor han boede. Du kender ham let:
Stor overfrakke, »rumpedasker« eller lædermappe. Overfrakken er som regel
flerenumreforstoroghar dybe lommer, der stritter lidt-mendeterjo også
hanschatol,dyne,-ja, i det heletagethele hans møblement. Alt,hvad han ejer
har han medsig. Han har i reglen skopå (ikke særligt praktisk i detdanske vejr,
mendeterlettereat»klosse«sig tiletpartil, endnogetandetfodtøj, ogtræsko
fikmanganske simpelt ikke på fødderne af en af disse subsistenser, »man er vel ikkeplebejer,« ville de sige,omnogetsådant kompåtale, fordet villevære under deresværdighedat»maje« sig udsom enbonde):Hanlugter ikke (imod¬
sætning til en del af de egentlige originaler, der endnu eksisterer, hvor læder¬
mappeni dag er udskiftet medet stort antal plasticposer - disse erikke be¬
skrevet i denne artikel, da de socialt tilhører enanden gruppe, som man vil
finde istorbyeroverhele verden. De har i modsætning til de herbeskrevne helt opgivet enhver form for social kontakt medomverdenenogeksistererkunsom enkelt-individer, uden nogen form for social organisation), - han er overra¬
skenderen. Deter»systemet«, somholder ham i hans »fine«tilstand.
Ommorgenen ser du hampå gaden på vej til sin kaffebar, hvor han nyder
kaffe ogwienerbrød, somhaner3 timerom atdrikke.Hanvaskersøvnenud
aføjneneude på toilettet-oghar hanikkemeretoiletpapir,»scorer«han papir
sammested, dethører med tiludstyretatha'sådant,manved jo ikke, omder
eretlokum,næstegangnaturen trykker-og»bremsespor i underhylerne« er ligesåupopulærhos hamsomhosgrosserereni Hellerup.
Ved11-tiden bliver hansmidt ud fra kaffebaren-middagsholdet skal til,og mangiver førsteadvarsel, hvilketi reglenernok. Den beståri,atejerensamler
detomme kaffekopper og spørger hver enkelt, om der »ønskes mere« - det gørder ikke-reglener,atmanikkehar flere »stråler«.
Skolen iDronningensgade.
Nuertiden inde til»plat« afforskellig slags, mens manparvis trækkergen¬
nem byen på vej til»systemet« på Christianshavn (: Kofoeds Skole), hvortil
man ankommer i løbet af eftermiddagen. Her tilbringes resten af dagen og aftenen. Men ved 22-tiden går jagten efter natlogi ind. Man finder sig en trappeopgang, hvor dererloft (varmetrækkersombekendt opad)-her erder
varmt, selvomdetfryserudenfor. Nogenkender til etelevatorrum, hvorman ved der ikkeerlåst,ogandre kender til svenskevognene. Det erkim nybegyn¬
dere, dersoveriS-tog. Dererselvfølgelig også dem, derkan tagepåherberge.
Men for dem allesammengælderden storeoverfrakkesom varemærke, deer bumser også romantisk frie-(ja, Gudhvor romantisk).En delerpå pudimut
foratholdevarmen,endel foratglemme,menflere fordi detsmagerforbandet godt medendram,førmanlægger sig, medmappeeller taskesomhovedpude,
benene trukketopi frakken,og soverind.
Sådanerhverdagen-detteerselvfølgelig stærktgeneraliseret, ogkannatur¬
ligvis ikke gælde fra 1. juni til 1.september,hvor»systemet« erlukket,oghvor
folk må findepå nogetandetatfå aftenen tilatgå med.
Åretsom sådangår forholdsvisensartet for defleste i dennesituation, dog
erder optil højtidernestørrechancer foratlave »plat«, daerdetlettereattale
til folksgode hjerter,ogforendygtig plattenslagererde sidste 2ugeroptil jul
denreneforsmag på paradiset, med juleaftensdagsomklimaks. Påskeogpinse
nårnaturligvis slet ikkeopi desammehøjder.
I»systemet«ssommerferieerdet hårdtatklare sig, (man har da også siden
1967 haft åbent heleåret). Man vil i denne artikelfindeeksempler på, hvordan
det kunne ladesiggøre(seside69,76).
Om mineegnekvalifikationertilatskrive denne artikel kanjegkunsige,atjeg
haren7-årig skolegang bag mig (fordelt på 9 skoler), eropvoksetpå drenge¬
hjem og opdragelsesanstalter, jeg har selv gået på bommen og kender det
asociale fraogpå minegenkrop.
Jeg har også været med i Frelsens Hær som soldat og arbejdet i dennes socialtjeneste, blandt andet somvagtpå deres herberge, jeg har gået vagtpå hovedbanegårdsmissionen ogværet leder af deres papirpressenpå Tingvejen, (der hvor BibliotekskolenogDansk Folkemindesamlingnuligger). Jeg harar¬
bejdet med Kirkens Korshær i deres bespisning af hjemløse og ellers levet i miljøet omkring disse subsistenser. Når jeg begrænser beskrivelsen til perioden 1959-1965,skyldes det,ati denne periodeafvikledes den socialebumsekultur,
dervarbyggetopi det, sombumsen ville kalde»Danmark«.
Kofoeds
SkoleSamlingspunktetfor de subsistensløsevari denneperiode Kofoeds Skolekaldet
»systemet«, detvarher,manbefandt sig frakl. ca. 13 omdagen til 22om af¬
tenen.
Kommansomny,fikmanpå registreringskontoretetkortstilletop; allerede på dette tidspunkt brugtemanet systemher,som svarernogenlunde tilperson¬
nummerbeviset, som jo administrativt liggersenere. Detgik dog modsat per¬
sonnummersystemetpå den måde, atman først registreredefødselsår, -måned
ogsidst dato, mitnummer varsåledes: 38 09 17.På dette kort blevogså opført fødested, sidste registreringskommune, uddannelser (også med et tillæg om, hvad man sidst havde beskæftiget sig med), ægteskabelig status, antal børn
manvarfadertil,oglignende oplysninger.
Manfik så enkort introduktion om,hvorledes »systemet« fungerede, og et frikort, somkun gjaldt for den dag. Dette frikort havdeen værdi af 3,50 kr.
iKofoed-mønter, som varlig medetmåltid aftensmad på 2retterplus 2 ciga¬
retter-subsidiærtenkopkaffe.
Alle andre fik påført datoen på registreringskortet og udleveret et klippe¬
kort, sommanbrugte til atfå point på. Man skulle opnå 14 points for at få
udleveret 3,50kr. i Kofoed-mønt. Dettegjorde manvedatvaske sittøj f.eks.
4points, pudse sko 1, barbere sig 1,gøregymnastik 2, vasketrappe(1etage) 2,
arbejde i hobbyrum 2, sy (alt efter omfang), stoppe strømper 2, sy knap i 1,
repareresko (sine egne)o. s. v.
Kl. 17,30 blev træpengene så uddelt, (de fandtes i 3 varianter, 1-kroner,
25- og 10-ører). Samtidig kunnemanfåenvitamin-tablet.
Man kunneogså i løbet af dagen gå på interessekontoret; af dissevar der 2.
Kontor 1 for dem, dervarover, ogkontor 2 for dem, som var under 30 år.
(Omkring1963forsvandt registreringskontoret,ogdets funktion blev heltover¬
tagetaf interessekontor 1 og2). Her kunneman få ordnet smålån, opbevaret
penge-ifaldmanhavde nogle. Brugteman skolen somadresse,fungerede de ogsåsompostkontor (det vardog umuligt for de officielle myndighederatfå nogensomhelst oplysninger ud fra disse kontorer, uansetom man varefterlyst
som stærkt kriminel, eller man kun skyldte børnepenge). Disse kontorer var for alleetfastpunkt i tilværelsen, ja formangedetenestefastepunkt de havde.
Øverstoppetil højre lå spisesalen, her kunneman købe mad, cigaretter og kaffe formønterne(man kunneogså bruge kgl. danskmønther, kurspari).
Madenvargod,danskog solid,men mangjorde naturligvisvrøvl over den
»hundeæde«man fik serveret, deter en konstatering,jeg har gjort allevegne, atdernaturligvis skal klagesovermaden,når den erlavetpå storekøkkener,
erbillig, eller nårman ikke selv harnogenindflydelsepå, hvadman skal ha'
at»æde«,men man spiser den alligevel. (Deterfor migat sekunetaf mange tegnpå at give sin afmagt til kendeog er vel ikke kun betegnendefor dette miljø, men især for dette miljø gælder det, atens beklagelser overting aldrig
førertil, atman klager på relevante steder såsom hos kokken ellerforstande¬
ren). Jeg har oplevet folk, der komogspiste hverenestedaggennemår,og som hverenestedagklagedeoverkosten.
Tonenvari det heletagetmellem disse subsistenser meget borgerlig, japå
grænsentil det fascistiske. 2. verdenskrig lå kun (i periodensbegyndelse) 14år tilbage,ogdervarisærtogrupper,man lagdemærke til. Den ene,frihedskæm¬
perne, havdeværeti arbejdslejre i Tyskland (de blev under krigen hentet på
socialkontorer og de subsistensløses traditionelle tilholdssteder - og ført til Tyskland. Mange af dem fik i 1957-58 udbetalt ret storeerstatningsbeløb for dette, som de imidlertid hurtigt fik gjort kål på), den anden,landsforræderne,
havdeværetitysk tjeneste, noglesomSS-soldater,hipoero.lign., de flestedog
kunsomværnemagere. Dervarnaturligtnoket meget stortskelmellem disse
to grupper, men aflivsindstillingvar de ens. Dehavde beggeen helt igennem opportunistisk holdning til samfundet,somdenaturligvis altid udbredte sigom ihøjeogbombastisketoner.Dekunne klare hele verdenssituationen,menikke
deresegnesociale problemer.
Frihedskæmpernevar naturligvis af »Aksel Larsensk« observans, men jeg
tror nok, at den nævnte herre ville have betakket sig for deres synspunkter
i sitparti (det skal dog hernævnes,atjeg aldrig har hørtom, atnogen af disse
Indskrivning.
»herrer« på noget tidspunkt har stemtved et valg, endsige været medlem af
etparti). Man vidste, hvem dervarhvem,oghvad, de havde jo kendt hinanden igennemmangeår, og man delte sig efter detteog mange andremønstre, når
manspiste sin mad eller i det heletagetfærdedes på»systemet«.
Om aftenen var der forskellige ting, man kunne foretage sig, der var for¬
skellige former for klubber, somjo forudsatteen vis form for stabilitet i form
affremmøde.Disseklubbergavderes medlemmernogetatsefremtil, og man fikenarttilhørsforholdtil dem. Herkan nævnes en filmklub, hvormani den afmig beskrevne tid lavede omkring 40 film, de blev skrevet,optagetogklippet
afeleven, selvfølgelig med hjælp fra Kofoeds Skoles personale, (som for klub¬
bernes vedkommende hovedsageligt bestod af studerende, der tjente til stu¬
dierne vedatfåenfripladspå Kofoeds Skoles studenter-kollegium, og desuden
fikenmindreløn). Filmene varmeget banale, devarafenvarighed fra 5 til
15 min. og handlede udelukkende om de bedrestillede i samfundet, og her
skinnedeeskapismen igennem -hvis man ikke harnoget selv, drømmerman
om det andre, lykkeligere stillede, har. De finefolk blev altid stillet op som stereotyper, »grosserer«: kjole og hvidt, høj hat og laksko, uanset hvad han foretog sig, selv når han arbejdede i haven. Når man en sjælden gang frem¬
stilledeenarbejder,vardet i laserogpjalter,værreendman serdetpåbilleder
fraSyditalien,ogderes fattigdom blevillustreret ved, atdegikogpilledekoks
i havnen. Selv sækken, somdebrugte til dette, varhullet. Disse træk viser,at bumsen ikke selv identificerede sigmed denfattigedel af arbejderklassen, og skulle han karakteriseres med en marxistisk term, ville han i hvertfald ikke vedkendesig termen -pjalteproletar.
De tre klubber
Klub I, II og III var halvlukkede, på den måde at man blev inviteret af et medlem, ogmankom så med tiletparmøder,og manblev kunoptageti klub¬
ben, hvis deandre medlemmeraccepterede en. Disse treklubbervarnærmest diskussionsklubber, hvor man debatterede et i forvejen vedtaget emne; før
hvert møde havdemanaftalt, hvad detnæstemødeskulle handleom, ogkunne
man få talere ind (uden omkostninger), gjorde man det. Der blev ved disse klubmøderaltidserveretkaffeogi reglen også kage.
Klubbernevar åbne to gange om ugen, normaltvar det tirsdag ogfredag,
hvilketjo gjorde,atmankun kunneværemedlem afenaf disse. Klub III,som
jeg kender mesttil,holdt ogsåsammenudenforklubarbejdet, på den mådeat
mansatte sig vedsammeborde i spisesalen, ogi detheletagethørteensklub¬
medlemmer til dem,manomgikkes på skolen.
Klubbens mødested lå overfor spisesalen i mælkepoppen, hvor der var en
skydevæg, såpoppenkunne deles iet størreogetmindre lokale. Detvari dette
mindrelokaleatklub III holdt til.Afting, som blev debatteret her, havde de
okkulte og åndelige områder en central placering, men også religiøse grup¬
peringer, filosofiske systemer og lignende var godt repræsenteret, hvorimod politiskeogsociale spørgsmål aldrig blev rejst.
På skolenvarderogså klasserum,ogi dem holdt klub IogII til-på andre dage blevdebrugt til sprogkurser i engelskogtysk. Disse kurservarikke sær¬
ligt besøgte oghavde ej hellernogen særligstatusblandt eleverne; men de er vel deteneste,somberettiger til skolenavnet,oghar nok haftenform forstatus hos personalet, så man kunne vise den undrende offentlighed, at der også
blandt samfundetsudstødtevarkundskabshungrendemedborgere (alle elevtal
blev lagt sammen og offentliggjort, ognår man ser disse, ser det jo drabeligt ud, at 400 elever ermødt til engelsk- eller tysk-kursus; men nårman ved, at det ikkeerantallet afelever, det herdrejer sigom, mendetsammenlagte antal fremmødte, såerdetknap halvandenpr. dag, altsåen 8-10 personerialt, der går igen). Men vi betragtede det som en slags overlevelses-niche for de stu¬
denter,somunderviste her.
Hvad der blev debatteret i klub I og II ved jeg ikke, men medlemmerne
havdesammeform for sammenhold udenfor klubben, som manhavde i klub III, ogdet må vel nævnes, at klubbernemerehavde en social enden egentlig oplysende funktion, og de fungerede fantastisk godt. Jeg har aldrig hørt om
Skolensbibliotek.
brokogballade indenforde enkelteklubber,ognårmankender medlemmernes
mentalitetoglivsindstilling, vilmanforstå,atdetmå forundre én.
Detvarnaturligvis ikke alle,som varmedlem af klubber eller gikpå kursus,
- der var også andre aftenfaciliteter, man kunne deltage, mere eller mindre passivt, i.
Den tidligere nævnte »mælkepop« var åben hver aften. Når der ikke var
fællesarrangementer, var det det største af lokalerne, der blev anvendt. Der kørte en båndoptager med ældre danske revymelodier, den nyere popmusik
havde ikke vundet indpas her, det varting som »Oh- Dagmar ...« og »En
lillepige i flade sko...«oglignende melodier,somhervarpopulære.Defleste
af elevernevaruinteresseret i modernemusik,ogkunst, jazz ogabstraktioner
af enhver artvardem imod; hvis en tingikke forestillede nogetkonkret,var det noget»smøreri«, som hvem som helst kunne gøre efter, hvis at han altså
varfræknok ogville svindle»staten«, for devarnådeløse, når det gjaldt an¬
dres »plat«; de opfattede ikke kunstnere som en slags livets frie fugle, som mangeaf den tids kunstnere opfattede sig selv, situationisterne var jomeget aktive iperiodens slutning,mende blev betegnetsomengruppedovneslyngler,
der ikke var vokset fra lømmelstregerne endnu. Om solidaritet med nogen udenfor deres eget miljø var der ikke tale, og omtale af dem selv som livs-
kunstnere harjeg aldrig hørt, selvomdet jovardet, den almindelige »borger«
opfattede demsom.
Man kunne i denne»mælkepop« købe mælkedrinks (alkohol af enhverart
varnaturligvis forbudt og medførte bortvisning for dagen og blev registreret på kortet, men mankunne, når man kom, indlevere det i garderoben, så fik
man flaskenudleveret, nårmangik), tykmælk, cigaretter ogkaffe; alt kostede
50øre,pånærcigaretterne,som vartilstykpris.
Omonsdagenvarder fællessang i »mælkepoppen«, så kørte man skillevæg¬
gen til sideog brugte hele lokalet. Disse onsdage var umådelig populære, og
manhavdemange gangeinviteret folkelige musikere: Cæsar, Inger-Lise Gaarde
fra Bakken ogandre, det hændteogså,atfigurersomOsvald Helmuthdukkede
op oggavetparnumre.
I hobbyrummet kunne der laves en del personlige fornødenheder såsom piber, læderpunge, kam-etuier og lignende. Materialer købte man enten på
stedet eller som halvfabrikata og havde dem selv med. De ting man lavede
var enslags statussymbol i det små. Detvaren rarfornemmelseatkunne vise sig selv, atman, selv om man var slået udpå andre måder, kunne noget, der krævedeet minimum affingerfærdighed, ogsomkunne bruges. Det ernatur¬
ligvis begrænset, hvad der blev lavet afstørreting,manmå jo her tænkepå,at dereslejlighed bestod af en storfrakkeog en taske; meni slutningen af peri¬
oden, jeg beskriver, blev der lavet en del større ting, samt repareret møbler.
Detteerjoettydeligttegnpå,atdestoreoverfrakkervarvedatblive afløst af
faste bosteder, og når man ved, at revalideringsloven, som blev gennemført
1960 (herom senere), gjorde, at en del af disse personer fik tildelt invalide¬
pension, så de blev berettigede til pensionistboliger, ja enkelte fik små lejlig¬
heder,ogandre igen blev ved pensioneringen så økonomisk velfunderede,atde
fik råd til at leje værelser, så forstår man, hvorfor min beskrivelse dækker perioden 1959-1965. Det er nemlig i denne periode, at det organiserede
»bumsesystem«går i opløsning.
I fjernsynsstuen kunneman sefjernsyn, men denblev nu mest brugt tilat slibesigen skraber i; det sammegjaldtstort set også for biblioteket. Hervar ansat en bibliotekar fra Københavns Kommunes Biblioteker, så man kunne
lånebøger (dog ikke til hjemlån). Men normalt komman der kun foratsove.
En gang om ugen var der aftengymnastik på skolen. Herbrugte man den
store gymnastiksal, som ligger ud til Dronningensgade (skolens officielle
adressevarDronningensgade 34). Denne sal havde alt, hvad der hørertil en gymnastiksal-mendesuden varder i deneneende en scenemed tæpperog kulisser,meget lig det, man i provinsen finder i håndværksforeninger og på
større hoteller. I denne sal blev allestørre arrangementer afholdt- den blev
enddalejet ud til C.I.K. (Christianshavns Idræts Klub),somafholdt sinebokse¬
stævnerher. Den blevnaturligvis også brugt til skolens nat-kabaretter,afhvilke
Hjemmenesafdeling,reparationaf møbler.
der varto om året, nemlig når skolen lukkede for sommerferien, og når den
åbnede efter denne. Skolenvarjosomnævntlukket i juni, juliogaugust.
Man sendte så personalet ud til de steder, hvor brandvagterne traditionelt
sov:»S-togene« i Ingerslevsgade, »svenskevognene«,trappeopgangeneførstpå Amager, Lorterenden, Hovedbanegårdens forhal og venteværelser, bådene i
Christianshavns Kanal, og hvor man ellers af erfaring vidste, at dehjemløse
holdt til.
Når man ankom til »systemet« i taxa'er eller i personaletsvogne, fik man kaffe og rugbrød med ost eller spegepølse. Enten tror man generelt i social- mostermilieuet, at hjemløse elskerost ogspegepølse, ellerogsåer deretklogt hoved, der har fundet ud af, atalt godt indeholdesi disse spiser, for de blev
serveretoveralt til hjemløse.
Der var nu optræden på scenen af kendte kunstnere, som ankom lige fra
deresarrangementer,optrådteogforsvandt igen. Deter navne somPoul Reich- hardt, Dirch Passer, Ove Sprogøe, Truxa o. s. v. For de fleste af dem er det
vel det enestemøde, de har haftmed de typer, de ofte parodierer på film og iteater.
Dennatsluttedemanved 3-tiden,ogderkunnesovesi gymnastiksalen. Om
morgenen blev man så registreret som elev, og om efteråret fik man så et elevkort.
Bumser og Christianitter
I den tid, jeg her beskriver, var der ikke mange udlændinge på »systemet«
- grønlændere ogfæringervarogsåetsjældentsyn, mensdervarenkeltesven¬
skere, finner og nordmænd, af samme slags som danskerne, og med den
samme bumsekultur.
Ting somhippier og beatniks eksisterede ganske simpelt ikke - de er vel også nærmere at betragte som et velfærdsstats-problem end som et socialt problem af den type som jeg beskæftiger mig med i denne artikel; der var ungemenneskerafhippi-beatnik-slagsen i København på den af migbeskrevne tid,mende kom ikke i detsammemiljø, ogdevarikke populære blandt bum¬
serne: »sådanenfloklanghårede, beskidtetyperskulle sendes udat arbejde,«
og da militærnægterne i 63-64 begyndte at få stillinger på skolen, så varede
detlang tid, før de blev opfattetsom andet end »nogle svin dervarbange for
at bestille noget« eller »tøsedrenge som trængte til at lære at stå vagt, eller
trækkes gennempløret ogfå stroppetur«. I det heletaget var manimod dem,
der så anderledesud,oglangthår tolereredes ikke, ja, skægvarlige så ilde lidt på stedet. De havde ingen socialfilosofi eller tankegang, der lå udoverdet, der tjente dem selvogderes nærmesteomgivelser, de var bange forforandringer,
ognogenbums, der ville flytte i kollektiv ellerværemed tilatbygge selvforsy¬
nendekommuner op,har jeg aldrig mødt; devar enslags samfundets skralde¬
spand (dem dererlængst nedepå den sociale rangstige),mende havdeenslags opdriftsinstinkt, og det vardette, der blev brugt, når de gav deresmening til
kende overfor andre, deres angst for ikke at blive opfattet som medborgere gjorde,at de påtog sig demestoutrerede spidsborgernormerog identificerede sig med disse, derved kom de til det-forenudenforstående-mærkelige mod¬
forhold til dem, derjo i virkeligheden lignede demmest, nemlig dagens Chri¬
stianit.Ogjeghar opholdt migmegetpå Christiania, menjeg har aldrig mødt
nogen afKofoeds Skoles klienteldér, ogdetpå trods af,atder geografiskikke
er400 metermellem de 2nævntesteder. De her beskrevne søger nemligikke
væk fra samfundet; de står udenfor og vil ind, hvorimod de andre vil ud af samfundet, så deerbilledligt talti hver sin »vogn« og kører hver sinvej.
Råd,
hjælp
ogvejledning
Til skolen var der knyttet forskellige faciliteter. Der var et socialsystem i
form afetkontor,hvormankunne få rådogvejledningpå det socialeområde,
samt »platte« sig til nogle håndører. Her sad der et par socialrådgivnings- studerende,derbrugteansættelsensometled i deres uddannelse, ogdervaraf dennegrundret stortpersonale-gennemtræk.
Dervarogsåenslags lægekonsultation,og mangeaf desenererevaliderings-
sagerbegyndte her; detvargodelæger,man fikknyttet tilskolen,ogda loven
omrevalidering trådte i kraft, blev der mulighed foratafprøvefolks arbejds¬
evneved,atderpå skolen blev åbnetetrevalideringsværksted. Denne lovgav
mulighed for pensionering på grund af psykiske lidelserogaf andenårsag (det
erisær det sidstemanskal bide mærkei), så her såman enmulighed foratsøge
pension tilenhel række klienter. Hvad skullemanellers stilleopmed dem, når
manfandt udaf,atdeikke havde nogenform for arbejdsevne. Detteførte til,
at enlov, som lyste af, atden varlavet for athentearbejdskraft til etpå den
tidumætteligt arbejdsmarked, blev brugt til,atde i artiklenbeskrevnepersoner fikpensionogopfyldt drømmeomatbliveacceptereti samfundet, forenpen¬
sionisterjo så godensamfundsborgersom nogen.Ognårviserlovensrevision (1967), servi, atnu kan dergives pension på »lidelser afovervejende sociale årsager«.Ja!så harvigrunden til,atdestoreoverfrakker forsvandt; detteskete naturligvis ikke fra den ene dag til den anden, »statsinstitutionermalermeget langsomt«,men efterhånden som tiden er gået, er denu forsvundet fra gade¬
billedet.
Demestalmindelige sygdommevarsår,somikke ville heles, dervarvitamin¬
mangler, luftvejssygdommeogfodsvamp.Deteralle sygdomme, somhar deres oprindelse i levevisen,ogdervarikkemeget atstilleopmod dem;man kunne lappe på skavankerne, men årsagen - den kunne ikke fjernes, »brosygen«
(engelsk syge) ledmangeogså af efterveer fra.
Derkom en fodlægeen gang om ugen.Og nårman tænkerpå,at degik i
lædersko i alslags vejrogkun havde dem af,når devari badpå skolen, såer detmærkeligt, atder ikkevar flere, der havdedårlige fødder, end dervar,for
detvarikkefødderne, derplagede demmest,mende såkaldte druksår(B-vita- min-mangel), der havde det medat sættesigpå ben og arme, ogdevar svære atfå haspå.
På kontoret forjuridisk assistance sad derenstud. jur.,sområdgav vedskils¬
misser,somjoen stordel af klientellet havdeværetigennem-menhanhjalp også ved anklager for mindre kriminalitet, og skolen har aldrig ringet efter politiet, selvomde vidste,atenaf de elever, derkom der dagligt,varefterlyst.
Devidste,atmankom af nød, og ville ikkegørenødenstørre. Vivar jo alle-
sammen mere eller mindre efterlyste, nogle for skatterestancer - andre for småkriminalitet, mindreberigelsesforbrydelser, »plat« afforskellig slags, over¬
trædelser af tilhold(endel fraprovinsen havde tilholdmodatvise sigi Køben¬
havn); desuden var mange efterlyste for manglende hustrubidrag og børne¬
penge.Man kunne i den beskrevne periode stadigt indsættesadministrativt for
detosidstnævntegældsposter. De blev i reglen takseret tiltre måneder på en eller anden afstatens arbejdsanstalter, men man skyldte stadigpengene, man sad demaltså ikkeaf,sommangørved bøderoghæfte, så det hjalp ikke skyld¬
neren, athan kom indat»ruske«,snareretværtimod-nu havde mantil hans andre socialenederlag lagt etfængselsophold, hvilket for de flestevar en stor psykisk belastning.
De tre værksteder
På Den røde Skole, som lå ude ved Vermlandsgade, var der møbeldepot og snedkerværksted. Senere kom der også trykkeri, og snedkerværkstedet blev flyttetovertilDen bageste Skole ved siden afskomagerværkstedet,menunder
smedien. På de tre værksteder- trykkeri, snedker- og smedeværksted - blev
der 1960oprettetbeskyttede pladser forstatensrevalideringsprogram,somden
»bageste skole« bleven del af,ogungdomsherberget, somlå isammebygning,
blev omdannet til revalideringspensionat med 21 pladser mod herbergets tid¬
ligere96. Det fik ved sammelejlighed selvstændig adresse(Sofiegade 17),men
gik populært under betegnelsen indianerlejren. (Det var her, den nuværende forstander,Lange Jacobsen, blev ansatsomsocialrådgiver 1960). Detterevali¬
deringspensionatogværkstederne havdeenforholdsvisselvstændigstatus,både
i forhold til skolenogstaten, idet de dreven form foropsøgendevirksomhed,
dergjorde,atde kunne samle »folk« op, somikke selv havdehenvendt sigtil revalideringskontoret. Dette betød, at de kunne tage en del af de hjemløses
sagerop, og mangeaf disse endte med,atklientenfik tilkendt invalidepension på grund af sine sociale defekter.
Selvemøbeldepotet fungeredepå den måde, at privateringede til Kofoeds
Skole ogfortalte,atde havde noglemøbler, de ville aflevere, ogskolenhentede
dem så i sine biler. Enmeget stor del af møblerne fik skolen dogfra stat og kommune, bl.a. går alle Slotsforvaltningens gamle møbler til Kofoeds Skole.
Magasin
Martha
ogTræningsskolen
Magasin Martha var og er »systemet«s tøjmagasin. Navnet kommer af, at den dame, der ledede det, hed Martha. Her blev det tøj fordelt, som skolen
indsamlede. Omformiddagenvarderåbent for kvinderog børnog om efter¬
middagen for mænd. Man kunneselv vælge ud,hvilket tøjmanville have, mod¬
satsocialkontorernes centraletøjudleveringpåMatthæusgadesskole, hvorman
mødte opmed enrekvisitionogfik tøjet udleveret-her kunneman ikke en¬
gangbestemme farven på de sokker, manfik,ogda derikkevarnogetprøve¬
rum, vardetet held, hvis tøjet passede (hvadman tydeligt havdepå fornem-
Detgav1 pointatrepareresko...
melsen heller ikke interesserede den, der stod for uddelingen). Martha kom
tværtimod medgode råd og vejledning, omtøjet var praktisk, om det kunne
tåleatvaskes-oghvordan,og »-hvis du bliver ked af det iløbet af denærme¬
stedage, så komop ogbyt det.« Hun havdegaranteretdetmestvelassorterede tøjdepot i Danmarkog omegn.
Tilkørsel formøbeldepot ogMagasin Martha havdeskolen trerugbrød, to pick-up'erogenlukketvarevogn.Dissevogneblevdirigeret fra den rødeskole
afMogensP.,under hvem arbejdsanvisningen også sorterede. Dennearbejds¬
anvisning supplerede en del af klientellet økonomisk, her kunne man få op¬
vaskerjob ved forskellige »dinér-transportables« (som jo ikke kunne beskæf¬
tige folk heltids, da det joerforskelligt, hvad dereraf fester,derkøber maden
sådannesteder),frimurerloger, hotellerogrestauranter, somregel dog kun for
en enkelt dag. Ligeledeskunnemanfå tilfældige oprydningsarbejder ved om¬
bygninger o.lign. rengøringsjob; i det hele taget, når folk stod og manglede
enraskmand, ringede detil Mogens,oghandelegeredejobbene ud.
Mogensvar tidligere fængselsbetjent, men varblevettræt af, athan jovar
»fængslet for livstid«. Han varmeget populærog var værgeforen stordel af
klienterne (når man havde været fængslet og var løsladt på prøve, fik man ireglen tildelt en tilsynsværge af Dansk Forsorgsselskab, denne tilsynsværge
skullemankontakte mindst engang ommåneden; sådanne tilsynsdommevar
tidsbestemte, normaltvarde af 2-3 års varighed). Mogens' tilsyn bestod i, at han i inderlommen havdeetkort mednavnenepå dem, hanhavde tilsyn med;
efterhånden somhan iløbet af måneden mødtedem, der stodpå kortet, stre¬
gede han dem ud. Sidstpå måneden forhørte han sig blandtvennernetil dem,
som ikke i løbet af måneden varblevet streget, og var der ingen problemer, stregede han dem. Hørte han derimod,atdervarproblemer, opsøgtehan dem
ogforsøgteatrede problemerne ud,oghanvarvillig tilatgåmegetlangt, hvis
han kunnehjælpeenaf sine »specielle«venner.
Detvar også Mogens, der ansattechauffører til skolens vognpark, folk til
»mælkepoppen« og andre lignende jobs på skolen, det var naturligvis folk,
somhan havdeplukket ud fra sit kendskab til dem, der fik dissejobs.
Endeligvarder ude på Amagers sydstrand Træningsskolen underforstander
Glad. Her samlede man ungemænd, der var kommet til storstaden fra pro¬
vinsen, men somikke kunne klare sig der. Populært sagt, her koncentrerede
man de landsbytosser, som var flygtet ind til hovedstadens anonymitet og havde »trukket slummens sortetæppe«oversig.
Denneskolekørtesomet stortlandbrug, med præmiedyrogflerdobbelt be¬
sættelse af allearbejdsposter.
Andre
religiøse
ogsociale
institutionerDererfå deromgiver sig med såmangeguds folksom bumser og subsistens¬
løse, ogdet erfå der haret så afslappet forhold til den slags som de! Er det baptisterneder gi'r middagen, får baptisterne en sang for det, og man folder ansigtog hænder i deretter folder, beder med -højt og tydeligt, sidder stille
medens der messes, lader sig frelse engang imellem, for renomméets skyld (hvem kan nægte en oprigtigt angrende broder og synder noget?), men ellers
leverman, som manplejer, det uanset ommanindenfor en måned erblevet
frelst af FrelsensHær, baptister, metodister, ellerhvad dereligiøst-sociale be¬
vægelsernuhedder.
Kirkens Korshær har ingen frelse-lære, men de har heller ikke pålæg på brødet, så i deres fedtkælder kommer man kun, når magelighed eller ren og skær nødtvingeren. »Deskalogså altid bede så dælens langt,før derserveres, ogkværner mindsttyveversindenkaffen.«
Jeg vil i det følgende beskrive de forskellige bevægelser hver for sig, men først omtale Hovedbanegårds-missionen, fordi tre af bevægelserne er samlet her, nemlig Frelsens Hær, Kirkens KorshærogKFUM ogK.
Detforegik på den måde, at hver af detre hernævntebevægelser skiftevis
hver tredie nat havde en slags vagt gående på hovedbanegården. De havde
kontor overforpolitivagten, ind mod hallens midte, og denne vagt gik nogle
Ligesåatrepareretøj-skrædderafd.
rundture ihallen, hvor de så talte med dem, som de kunnese havdebrug for det; de blev ofte standset af folk, som søgte hjælp af forskellig slags, dog var detmestovernatning, dervarbrug for. Kvinderne kunneman sende til »huset
for faldne kvinder«på Jagtvejen (det hed det virkelig! - i hvert fald stod det på ordensreglementet for stedet). Det blevkørtaf noglediakonisser. Mændene
derimod kunneman sendetilforskellige herberger, af hvilke dervarKirkens
Korshærs iHillerødgade, Frelsens Hærs herberge for mændpåAmagerfælled¬
vej og Frelsens Hærs ungdomsherberge på Frederikssundsvej (var kun for
ungemænd under 25 år, ogdetvarindrettet på den gamlePolitistation no. 8,
hvorEnevig i såmangeår havde tjeneste,oghvor han samledeen stordel af
sitmateriale),mændeneshjem i Lille Istedgade, samtnaturligvisSundholm på Sundholmsvej (på Sundholm varderogså enkvindeafdeling). Men dervar en
hage ved det at bo på herberge, og det var, at herbergerne havde pligt til at melde alle personlige data til politiet, og var man eftersøgt for den mindste
lilleting, ja! så stod dertoflot uniformeredeherrer ved ens»køje«kl. 4,30,og
manfikenkøretur tildennærmestepolitistation foratfå »bragt sineforhold«
i orden. Dette afholdtnaturligvismangefraatbo på herberge,ogderformåtte
degå »brandvagt«.
Jeg har selv haftdet uheld,påeteller andet tidspunkt,at overnattepåsamt¬
lige herberger, og jeg kangarantere for, at det ikke er nogen fornøjelse. For
dem allegælder detomatpakke såmangemændsommuligtind iså smårum
som muligt, ja, på Sundholmer der end ikke plads til skabene inde på værel¬
serne,men manmå tagesit tøj afogpå ude påengang sammenmed 47andre
mænd.Herblev end ikkelyset slukketomnatten,men man sovmeden75watts pæretændtoversit hoved.
Dethændteogså,atmanpå sådannevagtermødte folk i akutpengenød; de
blev henvist til deforskellige sociale eller religiøst-sociale kontorer medbesked
omatmøde dernæstedag i kontortiden.
Frelsens Hær
Hæren havde et ret stort hjælpearbejde, og de hjemløse brugte hæren i alle
densforskellige former, dervartorsdagskaffe, hvor dervar»frelserpiger«, der spillede på guitar, og manfik rugbrød med ostog spegepølse; dervar hærens
socialkontor i Dannebrogsgade, hvor der bl.a. blev delt julepakker ud til
»værdigt trængende« (hvad det så erfornogle), ogdervar»Tingvejen«, hvor
derestøjdepot lå; her kunne manefter anvisninger fra officerer ihæren hente tøj og møbler, og her beskæftigede man 6 brødre med at presse papir, samt nogle medat saveoptændingsbrænde, derblev solgt til købmænd iruller.
Dervarforholdsvis mange, som søgteind her i den kolde tid, dade jo her også fik ophold omnattenplus en lille løn. Alt arbejde for hæren var på ak¬
kord, og var man flittig, kunneman her tjene 12 kr. om dagen. Hæren tog i modsætning til»systemet« pengeforatafhente ting som møbler ogtøj; dette skyldtes, athærens filosofi gik ud på,atalt, hvad der komind, skullegåtil de fattigeogikke til løn til deres chauffører,som varansattiloverenskomstmæssig betaling, mensvi, der arbejdede som soldater for hæren, kunfik kost og logi
samt 10kr. om ugen.
Kirkens Korshær
Korshæren havdeogsåetsocialkontor, detlå ude i Stengade, ogde havdeogså
et sted med brændehuggert på Nørrebro ude ved Lygten; deres arbejdsgang
mindede megetom »hærens«, som de jo varen slags konkurrent til, men de
havdefedtkælderen somsøsterAnne (i korshærenvardetdeansatte, der blev betegnet broder ogsøster, modsati hæren, hvordetvaralumnerne der havde
dissebetegnelser) stod for. Nogen meremoderlig sjæl skulleman lede længe efter; hun gik rundt på trappegangene med madpakker til de hjemløse; selv
sineegnepengebrugte hun tilat skaffe »folk«defornødenheder, somde stod
oghavde brug for; hunvar»socialmoster« på heltid,ogdet endtedaogså med,
athun forelskedesig i enaf bumserneog blev suspenderet fra sitarbejde (de giftede sig og startede en blomsterbutik og har i dag tre børn). Den nævnte kælder låpå Christianshavn, Overgaden ovenVandet, ved siden af Brøste og
bag det, dernu erFilmskolen, men som tidligere blev kaldt »Farveriet«; det
var enslags»varmestue«for»hjemløse«, man kunne dog ikke soveder, men kunne få tynd kaffe og klemmer, som tidligere nævnt uden pålæg. Det var i reglen de ældre, som kom her, Rotterne, som kendte til alle fiduser. Her kunnemanogså blive skrevetoptil sommerlejr (som varetheltkapitel for sig selv, da detjovarnoget, endel af de social-religiøse bevægelser havde,ogda
de ikke arbejdedesammen, kunneén, dervirkelig kendte miljøet, kommepå
optil 4 forskellige sommerlejre,oghanvarpå den måde forsørget i»systemet«s sommerferie). Og dervar åbent hver aften, dog undtaget søn- og helligdage,
samtpå den tid, hvor der var sommerlejr. Det skal vel også her nævnes, at korshæren afholdt »dehjemløses« jul, hvert år i Nikolaj kirke(Politiken holdt
sinpå Københavns rådhus,som de kaldte for »de juleløses jul«) hvor derblev spist traditionel julemad, sunget julesange og delt gaver ud (i reglen ethals¬
tørklæde, sokker eller vanter).
Metodisterne
Metodisterne havde bespisning i Jerusalemskirken, som lå i Rigensgade; her
kunneman spise middagsmad 2gange om ugen,mandagog torsdag,mender
skulle hentesspisebilletterpåmetodistkontoret (samme sted) nogle dagei for¬
vejen. Det var meget populært at spise her, maden var god, og da det var
frivillig arbejdskraft, der blev brugt,vardetsjældent, der blev»messet«istørre stil,mensder ved deres aftenmøder, med kaffeog rugbrød med ostog spege¬
pølse (som det varpræsterne, der stod for) blev både bedt og sunget meget;
disse var daogså mindre besøgt af de »hjemløse«. Der varingen bespisning
i sommertiden, men dehavde (ligesom Frelsens Hær, Kirkens Korshær, Bap¬
tisterne, MorIngeroglignende) »sommerlejr« for de hjemløse.
Baptisterne
Dissehavdebespisningomonsdagen (detvarhos demsom hos metodisterne)
ogdet foregik ude hosBassepå Amager, Brigadevej, i deres missionshus. De
havdeogså kaffemøder, ogBasse sågerne, atmanblev »frelst«en gang imel¬
lem; detvarikkemangederkom til disse møder (om aftenenvar manjo på
»systemet«). Men han var hjertensgod og let at slå for en tier, så manglede
manpenge, togman derud (og så lå det jo ikke så langt fra de gode trappe¬
opgange), og var man den mindste smule fuld, kom man heller ikke ind, for
Basses djævel hed (ligesom »Indre Mission«s) ØL, ogdetvarogså hans evige
omkvæd; detvar nuikke såmeget øl, derblev drukket i decirkler,menbillig
sprut, kaldt »Pudimut« og »Spuss«, men det tror jeg nu ikke, at Basse var klarover.
MorInger
Hun residerede udepå Vesterbros Torv,i krypten underEliaskirken, hvorman kunnespise middagsmad tirsdag ogfredag, ogherskulle der ikke hentes bil¬
letterførst,men mankunnegå lige ind. (Man vil herafse,atugens5første dage
behøvedeman ikkeat sulte, og dervar en hel del, som kom samtlige steder,
dethørteligesom med,atmanhentede billettertil hinanden, nårman hentede
til sig selv; i den retning var der et mægtigt sammenhold, men historien om voksdugsinderlommen har jeg nualdrig setpraktiseret, den lydersomfølger:
De hjemløse har laveten speciellomme i deresfrakke, som de, når deerude
ogspisesocialt, hælder mad i; herefter følger i reglenbeskrivelserom, atgrød
og kød og kartofler og sovs blandes sammen, og siden spiser de det, for de
»stakler« får jo ikke varm mad hver dag. Sandheden var, at de »hjemløse«
spiste varm mad to gange om dagen, nemlig »socialt« og på »systemet«, og jeg har aldrig hørtom nogeni miljøet, dersultede).
MorIngervarmeget kendt blandt overklassen ogfik økonomiskstøtte fra
mangesider, menblandt bumserne var hunikke særlig populær; hun var en kende for»savlende«,ogder gikmangerygterom,atdet ikkevarallepengene, hun samledeind, derblev brugt til det»storesociale«arbejde,somhungjorde.
Hunvar somde fleste andre i »socialmostermiljøet« meget religiøs, men hun
så stort på, om man havde en »lille en på«, bare man ikke viste det alt for tydeligt.
»Bumsen«s egne
overlevelses-
ogsuppleringsnicher
Af dissevardernaturligvismange.Noglevarkoldeellerklammefiduser, andre
var mere fredelige: Manhentede avistilen bager ogfik brød for det(bagere
startersombekendt kl. 3ommorgenen,ogindtilkl.7erdealene i forretningen
ogkan ikkeforlade den; dervarde glade foratfå bragt avisen, så dekunne
læse lidt i de pauser der opstod, men sådanne jobs skulle man kende, og da
der blev færre »bumser«, brød det, som jeg kalder det sociale bumsesystem,
sammen. Denslags tinger ikkenoget, som byggesop påen dag,og en del af
disse små fiduser er,hvad man kan kalde suppleringsnicher, debetyder ikke
noget hver for sig, men sammenlagt var det et overlevelsessystem for »bum¬
sen«).Andrefejede gård eller gade forenviceværtogfikentenkontanter, eller
viceværtenlod hamsoveietubenyttet kælderrum.Noglepudsedeforretnings¬
vinduer for ældre mænd ellerdamer, derhavdeenforretning, men somhavde
KøbenhavnsHovedbanegård.
sværtvedat kravle rundtpå stigero.lign. Detvar, hvad der blev kaldt gode fiduser; de skulleplejes, men mankunne i nødstilfælde sendeen kammersjuk,
omdet kneb medatkomme selv.
Demere»klamme« fiduservarafmange slags, dekunne gå som følger: du
kommer ud afen sporvogneller bus, og enmand kommer hen til digog siger nogeti stil med, »du-nu skal du høre- deterfa'me ligeskrapt nok, -min cykelerblevet stjålet, ogjeg har sgu' ikkenogen pengetil billet,ogjeg har lige
fåetjob på (hernævnesi reglenenvirksomhed, der liggeretgodt stykke væk),
ognubliver jeg sgu' nok fyret, du ku' vel ikke låne mig tilen billet.«Sådanne
historierindbringergernetil billetten.
Eller: Du sidderpåenkaffebar,ogderkommeren, som serforhutletud, han
nårligeatbestilleenkop kaffe, før han dejserom, alle styrtertil, ogden om¬
dejsende kommer lidt til sig selvogsiger: »Undskyld, -menjeg har ikke fået noget at spise i flere dage!« - En fyr, der kan lave den rigtigt, tjener ikke
under tyve kroner pr. gang. (Som de fleste fiduser kan den naturligvisikke
laves fortit, men harman fantasi, så finderman en nyfidus, når den gamle
erbrugt).
Platkanogså laves på flere måder,ogde har forskellige betegnelseraltefter