• Ingen resultater fundet

"Vi ville ikke fedte os fra det"

N/A
N/A
Info
Hent
Protected

Academic year: 2022

Del ""Vi ville ikke fedte os fra det""

Copied!
19
0
0

Indlæser.... (se fuldtekst nu)

Hele teksten

(1)

» Vi ville ikke fedte os fra det«

Omkring dødsfald

og

begravelser

i

Danmark

1992

Af

Kirsten

Rykind-Eriksen

Udtryksom»vi ville ikke fedteosfra det« eller»manvil nødigt kvaje sig«

erkendetegnendefor det forhold,som mangeaf de efterladte har tilatskul¬

learrangere enbegravelse. Usikkerheden og ukendskabettil, hvorledes en

begravelse arrangeres, når forældre, ægtefælle eller børn dør, er stor hos

mange,da deofte ikke harværetude foratskulle ordneensådan. Defleste

har desudenaldrig tidligere været konfronteret meden dødperson.

Forløbet, hvad de efterladte gør, fra dødsfaldet til begravelsen er over¬

stået, kommer derformange gange til atforegå, som en søn udtrykte det:

»Det kører nok meget på, hvordan gør andre. Man vil godt have, at det

kørerefterreglementet. Manervellidt trosystemet«. Han havde stået

for singamle fars begravelse.

Denalmindelige usikkerhed overfor, hvad død ogbegravelseerforno¬

get, skyldesforen stor del, at dødenergjortanonym. Denprivate død er ikke synlig mere, kun den voldelige, som medierne konfronterer os med.

Døende eller døde, der er faldet om afet hjertestop, overtages af»syste¬

met«, nårdeomgående bringes til sygehuse,oggamle mennesker dør des¬

udenofteetplejehjem. Efteratdødenerindtrådt,erdermange, somslet

ikke serden døde person mereinden begravelsen. Det måske ubehagelige

oguæstetiske fravælges.

Hensigten med denne artikeleratbelyse, hvorledes determuligtgennem en undersøgelse af holdningerog adfærd ved død og begravelse at kunne sige noget om, hvad der erkendetegnende forvore dagessamfund. Dette kangøres ved at se på, hvilken indflydelse»systemer« som professionelle plejere, bedemænd ellerpræsterharpå deefterladtesopfattelseroghandle¬

måde, oghvilken rolle ritualerne spiller (1).

Detlivshistoriske

perspektiv

Vedatbenytte interviewerdetmuligtatundersøge, hvad deefterladtesyn¬

tesvarvæsentligtatforholde sig til,oghvilke tankeroghandlinger de gjor¬

dei forbindelse med dødsfaldogbegravelse. Dettekan ladesiggøreved,at deførstumiddelbart fortælleromdereslivsforløb-og omafdødes-ogder-

(2)

»De ukendtesgrav«. Urnebegravelsei en storgræsplæne, hvor de efterladte tilfældigt lægger deres blomster.

efteromforløbetomkring dødsfaldogbegravelse. Informantensholdninger

ogadfærdsamtverdensbillede kommermereller mindre bevidst fremgen¬

nem beretningen.

I desenereårerværdien af deobjektive dataogberetninger blevet disku¬

teret især af svenskeetnologer (2). Navnlig hele interviewsituationen mel¬

lem informantogforskererblevettagetoptil overvejelserog nærmere ana¬

lyse.

Senest har den svenske etnolog Christian Richette behandlet problema¬

tikkenogsetberetningensom enrekonstruktionogkonstruktion (3). Infor¬

mantensdataogoplysninger formesudfradengivne situationogdestillede spørgsmål,ogudfra den opnåede kontakt mellem detopersoner.Beretnin¬

genkommer tilatbæreprægaf hvilket indtryk, informanten ønskeratgive afsig selvogsin livshistorie.

Dette»indefraperspektiv« arbejder den fænomenologiske analyse med.

Interviewet bliver således et kildemateriale, der belyser individniveauet (4). Desudenarbejdes dergernemedendialektisk indfaldsvinkel inden for

(3)

etnologien, hvormennesketses somforanderligt i forhold til det omgivende foranderlige samfund. Individet skaber sin hverdag gennem en bearbejd¬

ningafdelivsbetingelser, somsamfundet giverdet,og erderved også med

til atskabe dissebetingelser(5). Det bliver muligtat synliggøre forandrin¬

ger ogdynamik ved at sætte detindividuelle niveau i relation til det sam¬

fundsmæssigeogkulturelle niveau.

Ianalysenerdetnødvendigt,atforskeren indgår ienselvreflektivproces.

Vedkommende mågøresit egetpersonlige værdigrundlag klart. Forskeren

harogsåerfaringerogfortolkninger fra siteget livogaf hverdagslivets be¬

tingelser. Disse erfaringerer endelaf forskerens forudsætninger foratkun¬

neforstå andre menneskerslivshistorie.

I den nævnte undersøgelseaf begravelsespraksis stillede jeg spørgsmålet

om informantens livshistorie, erhvervsmæssige, økonomiske ogkulturelle

forhold havdespillet nogenrolle for, hvorledes dødslejet havde formet sig,

og begravelsen var blevet arrangeret. Tidligere undersøgelseraf skikkeog

adfærd vedbegravelser harværetinteresseret iatafdækkeenkulturelvaria¬

tion inden for landetsegne(6). I dagerdetnærliggendeatspørge omde lo¬

kaletraditionerstadigvæk spillerenstorrolle?Drejer det sig i det heletaget

omlokale traditioner? Hvilke normerogværdier ligger til grundfor, hvor¬

ledesenbegravelsearrangeresi Vendsyssel? Er det desammei København?

Tre

»forløb«

Vedatarbejde med den fænomenologiske indfaldsvinkel eller det livshisto-

riskeperspektiv kunne det væremuligtatsvarpå spørgsmålene. Ibear¬

bejdelsen af materialetharjeg derforsetpåhvilke områder i »forløbet«,in¬

formanternebrugtemesttid påat fortælleom, oghvad de selvlagde vægt på, de havde gjort, og opfattelser, de havde haft. I løbet af samtalerne forsøgte jeg dogatsvarpå desammespørgsmål,såjeg havdeetsammen¬

ligningsgrundlag.

Død ogbegravelse eret meget følelsesladet emne, og for flere af infor¬

manternesvedkommendeforegik interview'et kort tid efteratbegravelsen

varsket. Foratgiveetindtryk af, hvorledes »forløbene« kom tilatforegå,

viljeggennemgåtreafdem vedatreferere,hvad defortalte. Iudvælgelsen

erder søgtenvis spredning geografisk, erhvervs-ogaldersmæssigt. Navne

ogstederergjortanonyme(7).

Yngre

landmand

i

Vendsyssel

KarenogErik blev gift i juni 1974, da devarhenholdsvis 23og29 år gamle.

Forinden havde de købtetstedpå 17 tønderland, beliggende isamme sogn,

(4)

somErikvarfødtogopvokseti,oghvor hansforældre havdeethusmands¬

sted. Erikvarenebarn,oghan døde pludseligtaf hjertestopenonsdag i april 1992, 46 årgammel.

Imellem 1976og1982 fik Karen ogErik fire børn,tredrengeog enpige.

Karen stammede fra en gård i nabosognet på 75 tønder land og havde 4

søstre. Hun var fars pige oghavde lært at kende til landbrugsdrift ved at hjælpe sin far både med markarbejde ogi stalden, selvom de havde foder¬

mester og karl. Karen havde haft plads som kokkepige på to forskellige plejehjem iomegnen.Hunvarholdtopmedatarbejde, da de fik det andet barn, ogblevet medhjælpende hustru. 11981 havde de købt naboejendom¬

men,nuhavde de 55 tønder land. Gården drives somtraditionelt fami¬

liebrug.

Erik faldt om ved morgenbordet og ned på gulvet. Karen kunne ikke

kommei kontakt med ham. Hangavnogle snorkende lyde fra sig,ogvar han væk. Hunringede til Falckogsyntes,det varede langtid, inden de kom.

Da Falck-folkene komogbegyndte atregeremedErik, for detgennemKa¬

renshoved,athunegentlig ikke ønskede,atdefik genoplivet ham: »Detvar

forfærdeligt, hvis han skulle havesiddet i en rullestol på etplejehjem, det

varikkenogetfor Erikatkommetilatsiddesådanetsted«. Tankerne løber hurtigt igennemenshoved,ogselvmidt i ulykken kunneKaren tænke for¬

nuftigt.

Karenfikatvide,athun kunnefølge efter ambulancen i deresegenbil til sygehuset. Men malkemaskinen gik stadigvæk, så hun måtte først standse

den oglukkeaf derhjemme. Karen susedeaf sted, hun kunne slet ikke hu¬

ske, hvordan hun kom til sygehuset. Dernede så altsåtillukket ud,men en

sygeplejerske hjalp hende dog. Karen fik besked påat vente.Så fik hunat vide, at han var død og kom ind til ham. De havde allerede gjort ham i stand, han var kommet af sit almindelige tøj, og et lagen var lagt over ham.

Karenvedikke, hvor længe hunsad med hami hånden.Men såkom hun

i tankeom,athun måttehjemogfodre, devarikke blevet færdige medmor-

genarbejdet hos dyrene. Sygehuspersonalet mente,hun vari choktilstand,

hun måtte ringe til sin søster og svoger, der bor i byen. Svogeren kørte

Karenhjem,ogdefik fodret, davarklokken 10,30. Dødsfaldetvarsket ved 8,30-tiden.

Hurtigt samledesendelaf familienog vennerhos Karen. Hunringedeop til skolen, forat de kunne give børnene besked. Karens far hentede dem.

Hun fik ringet til præsten for at aftale tid for begravelsen. Den blev om

lørdagen. Karen syntes, der varfor længe til mandag. Over middag kørte

Karensvogerenhjemogtogbørnene med indpåsygehuset, såde kunnesige

farvel til faderen. Bageftervarde medtilat tagekisten ud i begravelsesfor-

(5)

retningen,ogdevar oppemedendødsannonce til avisen.Delod bedeman¬

den aftale kistedekorationen med gartneren. Bedemanden spurgte til lig¬

tøjet,ogKaren bestemte,atErikskulle have sitegettøj på,enhvid skjorte,

egne lagner og pudebetræk. Bedemanden spurgte ikke, om de ville være med tilatgive Erik ligtøjetpå.

»Vi skulle nå det, indenjeg skulle hjem og fodre igen«, fortalte Karen,

»Jegsynesfaktisk også, vi havde så travlt den dag«.

Travlheden fortsatte. Hjemme igen kom flere naboer foratkondolereog

hjælpe til. Derblev ringet til forsamlingshuset,ogbestilt kaffe efter begra¬

velsen. Karenogbørnene kørteoptilpræsten omaftenen, davarklokken

ca. 20,30. Påvejen kørte deomadkirkegården, hvorpræsten havdesørget for,atgraveren vartilstede. Karenvidste godt, hvor hun ville havegravste¬

det. Det skulleværevedsiden af Eriksforældres,hvor dervarledigt.Denne beslutning måtte hun diskuteremedgraveren,derikkemente, dervarplads

nok tilto.»Deterogsåligemeget«, sagdeKaren, »såkan jeg blive brændt,

hvisjeg dør inden for 10år«.

KarenogErik havde, da hansmordødeforseks årsiden,snakketomde¬

resegen begravelseogfundet ud af,atde hverisærhelstville liggepå deres hjemsogns kirkegård. Da Erik døde først, komhan tilatbestemme. Karen kunneegentlig ikke lide tankenomatbrændes: »Jegsynes, detersådanen barskmåde,ogatmaningensteder haratgåhen bagefter. Deterikkebare,

atopmedenbuket blomster sådanet sted(fællesgraven). Jegsynes fak¬

tisk, deterhyggeligt atkomme derop. Derersådan endejlig fred og ropå kirkegården«.DetbetydernogetforKarenatvide,hun harEriketbestemt sted. Samtalen hospræstenvarKarenogbørnene gladefor.De kender ham godt. Hanhardøbt børneneogkonfirmeret den ældste. De havde snakket

om Erik, og præsten noterede hans data. Karen og børnene havde på forhånd bestemt desalmer, der skulle syngesved begravelsen.

De så ikke Erikmere, ogder skulle ikkeværeudsyngning fra sygehusets kapel, nårlåget skruedespåkisten. De lod bedemanden køre kisten til kir¬

ken udenfølge.Devalgtefra.»Deterligesom,manskaligennem det heleto gange«,sagde Karen,»Detbestemte jeg så, jeg ikke villeværemedtil... Så

vidstejeg,at derville komme en massemennesker dernede også«.

Begravelsenvarsattilkl. 13 omlørdagen, så der kunneværegodtid tilat

se graven efter kaffen. Karens fætter passede dyrene den dag, da den

nærmeste familie varmed hjemme at spise om aftenen. Naboerne havde pyntetkirkenmedpåskeliljer,ogEriks fætter, dererkirkesanger,sangsolo.

Detvaregentligsåfestligt,ogkirkenvarfuld.Dervarnokca.250. Hverken Karen eller børnene smed blomster nedpåkisten, da denvarsænket igra¬

ven. De varbangefor, at de ikke kunne klare det følelsesmæssigt. Derfor

ville de heller ikke hilsepåfolk, medens de stod påkirkegården,menkørte

(6)

Etgammeltfamiliegravsted, somfamilienselv holder ellergraveren betales foratgøredet. Det er en begravelsesform, derforsvindermereog mere, da

mangebørnikke,somvoksne, kommer tilatbo ideresforældres hjemsogn.

straks hentilforsamlingshuset. Her kunne de bedreklareathilsepå deca.

160 gæster. Karen havde endda husket at tage gæstebogen med derhen.

Eriksfætter, kirkesangeren, holdtenmindetale, desang en3-4 salmerogel¬

lersgik snakken. Det varedeca. P/2time, ogKarentakkedetil slut.

Bageftervardeoppeatse gravenmedalle blomsterneogfotografere. Ka¬

renhavde talt dettil nisignerede kranse, 6-7 opsatserog 56 buketter.

Om søndagen var familien gået i kirkeog gåettilalters. Tiden derefter

havdevirket travl. Der blev ved medatkommemangemenneskerhos Ka¬

renogbørnene. Detvardejligt med al denomsorg,menefterca. enmåned

ville Karen gerne være alene. Det tager al hendes tid at klare bedriften,

selvom hunfårhjælp afen nabo.

Hunogbørnene har selvanlagt gravstedetogkøbtenstorgranitgravsten.

Dekøbte bareden, desyntesbedstom.Alti alt havde begravelsen kostetca.

20.000kr.,men herafhavdegravstenenalene kostetca. 8.000.

Fra kaos til orden

Karenvar engævpigeogdygtig tilatklare depraktiske ting.Ihendes beret¬

ning skinnede det igennem,at landbrugsbedriften heletiden skulle passes

ligegyldigthvilke ulykker, der væltedeindoverhende.Denvarhendesfaste

(7)

holdepunkt. Hendes travlhed og forjagethed den dag Erik døde, afspejler

denfornemmelse afkaos, somopstår hosmange nårde kommer udforet dødsfald. Detsamme ertilfældet, selvom der harværet etlængeresygeleje,

og dermeden videnom, atdødenernærtforestående. Demange gøremål

medat arrangerealttil begravelsen, somegentlig kunne spredesoverflere dage, hjælperiensbevidsthed med atbringe orden i kaos'et. Tilværelseni

voredages samfund erpå så mangeområder reguleret ogovervåget af of¬

fentligeogsocialesystemer,så detersvært atforholde sig til det ukendteog uforudsete.

Det samme gjorde sig gældende, da Karen ringede efter ambulancen.

HunvidsteatErikvardød, såirealiteten kunne hun have beholdtham der¬

hjemmeogfået bedre tidogroi sine tanker tilatsige farvel. Det havde Ka¬

ren slet ikke tænkt over, men ringede straks efter ambulancen. Man er

vant tilat sætte»systemet«i sving, når det uforudsete sker.

Idensituationgivermansig ikke tid tilattænkeoverdet skete,menlader sig straks vejlede afpræsteller bedemand om, hvorledes begravelsen skal foregå. Derved kommer de professionelle til at bestemme, hvilket passer mange meget godt. Selvom Karen mente, at hun og børnene i fællesskab

havde bestemt dethele, så komEriks begravelse tilatligne andres, vedatde

sammehandlingerogritualer blev brugt både under »forløbet«ogtil selve begravelsen.

Karenlagde ogsåvægtpådet sociale fællesskab. Hunvarmeget gladfor

familiens ogvenners omsorg, og hun kunne sletikke forestille sig at have

undværet begravelseskaffen i forsamlingshuset. Der skaltages afsked med

den døde iet stortfællesskab-deter engammel tradition,menkaffen giver ogsåmulighed foratafreagerepåsorgen. Karen fulgte ikke gamle traditio¬

ner, mendem somhører tiden til efter 1945 (8), selvom hunogErik begge

kommerfralandetoghar hørt til dér i generationer.

Spædbarn

i

X-lev,

en

mindre by med

store

parcelhuskvarterer

BirtheogLars fik en lille pige i juni 1992, som døde 5 dage efter fødslen.

Birthe fortalte historien.

Hunerselv fødti1964ogLarsi 1966, begge i København påRigshospita¬

let. Deerogsåbeggetotil dels voksetopmedenenligmori de første år,og derefter medennyfarog nye søskende. Birthe boedeførst i Ballerup, men dahun skullei 5. klasseflyttede familien til X-lev, hvor både hendesmor og stedfar arbejder ved postvæsenet. Birthe tog studentereksamen og ville

væresygeplejerske,menhavdeikke point nok. Efter nogle år med løst arbej¬

de bl.a. hos postvæsenet, kom hun til DSB, hvor hun arbejder som tog¬

betjentog skaltil at væretogfører.Det arbejdeerhun megetglad for.

(8)

Larseruddannetelektrotekniker,menharværetarbejdsløs i 14 måneder.

Imarts 1993 havde hanlige fået jobsomedb-tekniker.

BirtheogLarsblevgift i 1989ogfik Martin i 1990. Birthe havde haftno¬

get besvær med graviditeten, og forinden havde hun aborteret to gange.

Martin blev derfor født medkejsersnit. Birthe havdeogså besværmed den

næstegraviditet,ogblev bl.a. enormstor.PåHillerød sygehusmentede,at hun havdeen massevand,fordi fosteret havdeenindsnævring i spiserøret,

detikke kunneoptagevæsken. Det havde ogsåen svaghjertelyd. Birthe

fik såatterkejsersnit, ogbarnet blev straksoverført til Rigshospitalet. Her fortalte de, atbarnet havde en kromosomfejlogtemmelig mange skavan¬

ker. Birthe kom derind dagen efter.

Todageefter,atSannevarfødt, blev BirtheogLarsenigeom,athunskul¬

le døbes. »Man har sinebange anelser,ogjegsynesbare,hun skulle døbes«, fortalte Birthe.Beggeholdbedsteforældrevarmedtil barnedåben på hospi¬

taletsamtstorebrorMartin. Senere fik Sanneensondeimavenogblevlagt

irespirator.

Næstedag sagde lægen påRigshospitalet, atSanneikke kunne overleve.

BirtheogLars måtteselv bestemme, hvornårdevilletagehende udaf respi¬

ratoren.Debestemtesig for,atdetskullevære sammedag.Forindenhavde de snakketom,atdeikke ønskedeetbarn, der skulle holdeskunstigt i live.

Nuville de blothave,at Martinkom indog sagdefarvel til sin lillesøster.

Svigermor kom med ham ved aftenstid. BirthegavSanneen nylyserød dragt på, da detoghende ud af respiratoren. Detvardejligt endeligatkun¬

ne sidde med hende, udenat dervar en masse slanger på hende. Lars sad

med hende heleaftenen. Det varedesyvtimer, inden Sanne døde. Indimel¬

lemvågnede hunop,gispedeogtrak vejretetstykketid. Dervarblevet ryd¬

detenstuetildem, hvor de kunneværealene med Sanne. Da hunvardød, lagde de hende i den lille seng, og de lagde sig til at sove i et andet væ¬

relse.

Næstemorgenkikkede de til Sanne, hun lå stadigvæk så fint,ogderefter

kørte dehjem. Påvejen hjem hentede de Martin hos hans farmor. Detvar fredagoggrundlovsdag. Om søndagenvardetpinse. Dervarlangtid til tirs¬

dag og hverdag, syntes Birthe. Da de kom hjem, spredte forvirringen og

usikkerhedensig. Devidste ikkenogetomdødogbegravelse. Ipjecerne fra Rigshospitalet stod der, at man kunne gøre sådan, men man kunne også

gøresådan. Birthesyntes,atder burde have stået,atiderestilfældevardet

bedstat gøresådan.

Deringede til derespræst.Hende kendte de, hun havdebådekonfirmeret dem,viet demogdøbt Martin. Hunfortalte lidtom,hvordan deskulle for¬

holdesig,og omlørdagen kom hunhjem til dem. Detvardeumådelige gla¬

de for. Hun fiksat skikpådet hele. Sammen med hende besluttede de, at

(9)

Sanne skullejordfæstes, ikke brændes. Demente, atMartin ikke ville kunne forstå, hvor hanssøstervar,hvis de baresatteen urnened. Deville dog ikke

haveetgravstedatholde, så de valgteatbegraveSanne i plænen, hvorman kan fåsatensten over,selvom destederkunertilurner. Menbarnekisten

varjo lille. Præsten ordnede det hele for dem.

Familien kom også og var omkring dem, det var dejligt. Om tirsdagen

kørte deind tilRigshospitalet. Forinden havde deværethosenlokal bede¬

mandogkøbt denlille kiste, somde havde med, da de hentede Sanne.Bir¬

the havdeværet bangefor, at det ville være en grim oplevelseat se Sanne igen,menhun låstadigvæk lige så fint isengeni hospitalets kapel. Denusse¬

dehendelidt, Martinvarogså med,ogde lagde hendeoveri kisten. Hun fik

enbamse ogsutmed.Birthesyntes,der skulleværelidt. Og så kørte de med

hendei deresegenbil.Kistenvarhylletiet tæppeogstod på bagsædetmel¬

lemBirtheoghendessvigermor. Kisten blevsati kapellet ved X-levskirke.

Bagefter købte Birthe og Lars en kistedekorationaf lyserøde blomster og

sattedenpåkisten.

Begravelsenvardagenefter.Denlille kiste stod på den almindelige kata¬

falk,dervardækket medsortklæde.Kranseogblomster blev lagtoppeved

siden af kistenpåkatafalken,sådentommeplads blevfyldt ud. Birthesyn¬

tespræstenstalevargodogpassedelige til Sanne. Med hensyn til valg af sal¬

merhavdepræstenvejledt dem. Lars bar selv kisten udaf kirken,menden¬

negangkørte bedemanden kisten til den nærliggende kirkegård. De havde

været enige om, at de ikke følelsesmæssigt kunne klare selv at køre den i-

deresegen bil. Birthevargladover,atder ogsåvarkommet nogleaf deres

vennertilbegravelsen ogfor de mange blomster. »Det betydervirkeligså ufatteligmeget atse, atfolk tænker den tanke ...Jegvarbare helt knustaf glædeover,atalle mennesker havde tænktpåmig med blomsterne«,fortal¬

teBirthe.

BirtheogLarssyntes,der skullevære ensammenkomsthjemme hos dem

selvefterbegravelsen. Deville ikketagehjemogsiddeoghave detelendigt bagefter. Så de havdesatfamilien i sving medatsørgefor kaffeogbrødm.v.

Dehavdeværetca. 25. Da allefolkvargået,følte BirtheogLars,atde trods

althavdehaften megetgod dag. Bageftervarde gået op og se gravenmed

alle blomsterne.

Førstet parmånederefter Sannes fødsel ogdød havdeBirthe kræfter til

at melde sig til efterfødselsgymnastik i en gruppe, hvor alle havde mistet

deresspædbørn. Detvarnogetaf det bedste, hun nogensinde har ofretpen¬

ge på. Dem snakker hun godt med. Hverken hun eller Lars ville modtage Rigshospitalets tilbud ompsykologhjælp.

(10)

Den modernebegravelses/orm med urnenedsættelse i en græsplæne. Oven¬

overlægges derfuldstændigensgravsten, hvor afdødesnavn ogdataerind¬

graveret.Dererberegnet plads tilat sætteenellertoblomster bag vedstenen.

Detselvgjorteogde professionelle

Birthe fortaltemegetom sine graviditeterog omopholdetpåRigshospita¬

let. Det afspejlede hendes tiltro og mistro til »systemerne«. Ved Sannes fødselog død havde hun både positive ognegative oplevelser af dem. De negative vedrørte bedemanden.Depositive kom fra Rigshospitaletsperso¬

nale.Ifølge deres råd havde desøgt atordne såmegetsom muligt selv ved

Sannesbegravelse,hvilket Birthe pointerede flere gange.

I deresusikkerhed havde de selv henvendt sig til præsten. Bedemanden

skulle kun sørge for kørsel det lille stykke fra kirken til kirkegården og dødsannoncetil de to lokaleblade, men det havde han taget 1700 kr. for.

DetvarBirtheutilfredsover.Ligeledes,athan havde opkrævet deresbidrag på 5.000 kr. fra sygesikringen,og opført detpåsin regning. Birthe syntes, det varunderligt, at bedemanden ordnede det hele med kommunen, de

havde ikkeengangfåetpræsenteret regningen til godkendelse.

Birthelagdemeget vægtpå denstoreomsorg oghjælp, de havde fået af fa¬

milien. De havdefulgt oghjulpet dem ligefra Sannes fødseloglængeefter begravelsen-ogde lagdestadig blomster på den lillegrav.Dethavde bety¬

detmeget for Birthe, atder bådevarkommet blomstertil hospitalet, hjem

(11)

Blomsterpladsen på BispebjergkirkegårdiKøbenhavn.Hverugedag harsit område, hvor blomsternefra denne dags bisættelser lægges, nårafdødesurne skalsættesidenstorefælles græsplæne.

til dem og ved begravelsen. De symboliserede trods alt noget smukt og

kærligt forudenatgøre begravelsenæstetisk.

Birthe ogLars havde været gladefor den behandling, de havde fået på Rigshospitalet. Birthe udtrykte det på denne måde: »Det har simpelthen

væretden bedste støtte, som overhovedet kan findes. Det erhelt utroligt,

altså devarderpå derigtige tidspunkter,ogdeforsvandtpåderigtige tids¬

punkter. Degav os enfornemmelse af,atvi bestemte, ogdet betød utrolig

megetforos«.Detgennemreguleredeogprofessionelle havde såledesværet demenhjælp,ogdetvaralligevelsom om,detvarsket på deungeforældres præmisser. Systemet havde hjulpet dem til entryghed midt i ulykken.

Ældre kone ien

jysk købstad

Ernabegravedesin 85 år gamlemormidt i december 1992. Faderenvardød

for 23 årsiden, i1969. Beggeforældrene stammede fra gårde påegnen,hvor

de også døde. Erna varenebarn, og forældrene havde haft en gård på 22

tønderland udepåkøbstadens vestermark.Dethavdeværet etgivtigt land¬

brug, ogmoderen, Astrid, varblevetboende pågårdenefter faderens død.

(12)

Inden han dødevardeholdtopmedathavedyroglejede jorden ud. Kom¬

munenhavde købtgården i 1990oggivet 2,1 mio. for den.Ernahavdeskaf¬

fet sinmor engodlille luksuslejlighed nede midt i byen, hvor hun kom tilat bo vedsiden afengammel ungdomsveninde. Astridvargladforatflytte til byen,nukunne hun selv komme til dagcentretogdetindremissionske hus,

hvor hungik til bibelkreds.Hun kunneogså gåi kirke hos denpræst,hun bedst kunnelide.

Ernaerfødt i 1938. Som16-årigvarhun på NørreNissum efterskole,der

erindremissionsk, men ellersfikhun ingen uddannelse, det ville hun ikke

have. Hun var kommet til at syen skjortefabrik i købstaden ogtjente

penge. Siden komhuntilatarbejde i kantinen påenfabrik, der fremstiller

blondertilundertøj.Detarbejde har hun stadigvækog ergladfor det. Erna

blevgift i 1962ogfik også selv kunetbarn. Hendes mandvartraktorfører,

mendeersiden blevet skilt. Erna blev boende i detgamle landhus, de købte

i 1970. Detligger ikke langt fra hendes barndomshjem og ca.7 km udenfor

købstaden.

Astrid havde et længere sygeleje påca. fem måneder, inden hun døde.

Detvargalt med maven.Hunkompåsygehusetogblevopereret, men det hjalp ikke. Moderen skrantede hele efteråret. Sygehuset syntes,hun skulle hjem, dervar ikke nogetved at liggeogdø på etsygehus. Ernaog hendes

søn,Jens,togafstand fra idéen. Dehavde ikke forstandpåatpasseet sygt menneske,ogErnaville ikke holdeopmedsit arbejde. Sygehuset holdt fast

i sin holdning. Astrid skulle hjem, og ikke på noget plejehjem, hjemme¬

plejen kunnepassehende.Ernavarhossinmorligesåofte, hun ikke arbej¬

dede. Detgik kun i fireuger,varAstrid blevet alt forsyg, oghun komat¬

terpå sygehuset. Ernafølte sig langtmeretryg, damoderen ikke lå hjemme

mere. Nu behøvede hun ikke ligge alene i perioder. Mens Astrid lå der hjemme, kom præsten ogtogbåde hendeog barndomsveninden til alters.

Det var enstærkoplevelsefor dem, fortalte Erna.

En af de sidste dage, Astrid levede, fik Erna snakket med hende om

døden, hendesbegravelse, oghvad der skulle ske med nogle af hendes ting.

DetvarErnagladfor.Iforvejenvardet bestemt medgravstedet, det skulle

værevedsiden af faderens. Selvom moderenvarindremissionsk havde hun

ingen forestillingom,hvad der ville ske, når hun døde. Hun sagde blot til

Erna ogJens, athun håbede, »de mødteshinsidan«.

Etpardageefter døde Astrid. Erna havdeværetstuendetsidste døgn.

Moderen døde vedatgiveetsuk fra sig, da de vendte hende isengen.Perso¬

nalet bad Ernagå ud pågangen, mens moderen blev ordnet. Dahun kom

ind igen, lå moderen såpænt, ogpånatbordet ved siden af hendevarder lagtethvidt klæde, hvorpå dervar satenorkidé oglagt en salmebog. Det

havdeplejerenarrangeret. Imellemtidenhavde Ernaringet tilJensoghans

(13)

koneogspurgtom,devillese mormor.De kom også. Dadeforlodsygehu¬

set,fik deenpjece medomdødsfaldoglidtom,hvordanmanforholder sig.

Ernasyntes, detvarpraktiskatfå sådanen checkliste.

Egentligvardetenlettelse for Erna, da moderen døde. Det havdeværet

et langt ogbelastende sygeleje, og moderen havde ikke nogen glæde afat levemere.

Samme dag ordnede Erna og Jens begravelsen. De kørte først til bede¬

manden,somde valgtetilfældigt. Detogblot denforretning, der lånærmest parkeringspladsen nede i byen. Bedemanden ringede til præsten, som Astrid havdekendt,foratfå tidspunktet for begravelsen. Delod bedeman¬

den sørge for alt: kiste, ligseng (ligtøj og lagner), kistedekoration, døds¬

annoncer,fjernestenenfra faderens gravstedogfå moderens data på. Des¬

uden skulle derogsåvære en lillesten, hvor der stod »Mor« på,i forvejen

varderen »Far«sten.

Samtalen ude hos præsten om eftermiddagen, hvor de fik snakket om moderen, var de meget glade for. Astrid havde skrevet nogle skriftsteder

ned samtsalmenumrene, detfikpræsten. Hjemme igen havde deenstørre diskussionom,hvor de skullearrangerebegravelseskaffen henne. Det blevi forsamlingshuset derude, hvor Erna bor. »Personligterjegmeget imoddet

medkaffe ogdetbagefter, jeg ved, detvarimorsånd; hun kunne slet ikke

tænkesig, det ikke skullevære, ogdettagermanefter i sådanensituation«, sagde Erna. Hun kanikke lide, mansidderogsnakkerutvungetlige efteren

begravelse.

Erna ville ikkese sin mor mere. Hunhavde etubehageligt minde fra sin

fars død ogbegravelse.Efter etpar dagevarhan virkelig kommet tilat se dødud, og det billedeaf ham sad stadigvæk i hendes erindring. Det ville

Erna ikke opleve med sinmor. Så bedemanden ordnede alt med atlægge

Astrid i kistenogkøre dennetil kirkegårdskapellet. Med sig i kisten fik hun vielsesringene ogrøderoserfraen svigerinde.

Erna syntes,hun skulle senobel ud til begravelsen, så hun købteensort dragt og sorte støvler. »Det var igen, det var mors ånd, derhvilede over

mig«, fortalte hun.

Begravelsen varsattil kl. 13.30. Dervar ca. 100,ogErna varglad for,at dervarkommet flere af naboernehjemme fra Vestermarken. Blomsterog kranse lå ikke i nogen bestemt orden, dog lå kransen med bånd fra Erna,

Jensoghans koneøverst ved kisten.

Ude ved graven havde Ernafået præstentilattakke påfamiliensvegne

ogindbyde til kaffen. Der kom 80 i forsamlingshuset. Etparafgæsternevar oppe og sige nogle pæne ting, og de sang nogle salmer. Jens takkede til

slut.

Jens,hans koneogErnavarhjemme hos hende igen ved 16.30 tiden. Her

(14)

spiste denogetlettil aften.Først dagenefter gikErnapåkirkegårdenforat

se blomsterne. Kirkegårdsgartneren vedligeholder gravstedet. Erna kom¬

merderikke så tit, menhun kunne dog ikke drømmeom, atpladsen ikke

skulleværederog se pænud.

Idenafdødes ånd

Isinberetning fortalteErnaendelombåde forældrenes ungdomoghendes

egen,samtomhendesarbejde.Hunbrugtemegentidpå moderenssyge- og

dødsleje,somi denperiodehavdetagetal hendestid.Trods hendesmang¬

lendelystog evnertilatpasse en syg person,havde hunsøgt atværehosmo¬

deren såmeget,somdet overhovedet havdeværethendemuligt. Foratkun¬

negøre det sidste med begravelsen så godtsom muligt, følte Erna, atden

burde arrangeres i moderens ånd, d.v.s sådan som Astrid selv ville have gjort det,som omhunvarværtfor sidstegang.Ernaerikke pånogenmåder religiøs selv,menhun respekterede moderensindremissionskeholdninger.

Ernavartilfredsmed, hvorledes»forløbet« varforegået.Hunerindrede

faderens begravelse som foregået på samme måde. Dervar ikke kommet

nyeskikke til,ogdervarheller ikke ændret nogle. Erna havde dog efter be¬

gravelsensattakkeannonce itoaviser;hun havdesimpelthenikke adresser¬

nepåalle dem, der havde sendt blomster, så hun kunneikke sende takke¬

kort ud.

Erna havdeikkeværetgladfor sygehusets holdning til,atmoderen skulle ligge hjemme,oghunsyntesogså,de havdehaft travlt omkring, da moderen

dødeogblev gjort i stand. Erna blev bedt omatgåudafstuen, ikkeomat blive deroghjælpe til. Men på den anden side følte hun sigtrygved syste¬

met ogdetprofessionelle. Hun overlod alt til bedemanden,men føltedog,

atder blev nogetpersonligt tilbage, når det blev i moderens ånd.

Ritualer eller traditioner?

Detre omtalte »forløb«kan tages somgenerelle eksempler på, hvorledes

adfærdogskikke blev beskrevet i de andre 21 interview. På trodsafmeget forskellige baggrunde i opvækst, alderogerhverv, i sociale,økonomiskeog kulturelle forhold kombegravelsernetilatforegåretens.Deindeholder alle

den samme struktur, som synesat være uafhængig af, om begravelsen fo¬

regåri Nordjylland, i etparcelhuskvarter eller i København. Der er ikke megetforskel på de forskellige gøremål.

Ved at lade de efterladte fortælle deresog afdødes livshistorie viste det sig, at biografierne især handlede om sygdomsforløbet og om, hvorledes

døden indtrådte. Detvarogsåher, de havde brugt alle dereskræfter. Det af-

(15)

spejler,atal energien bruges tilatkæmpe imoddødens indtræden ietforsøg på at standse den. Når døden så har vundet, og der ikke er mere atgøre,

opstår kaos'et -en forvirring over ikke at kunne magtealting. Demange

gøremål denførste dagogtravlheden med atarrangere alt omkring begra¬

velsen på én dag er med til at bringe orden i kaos'et. De professionelle hjælper tilmed,atdette kan skehurtigt.De trædertilogvejlederhverisær

udfra deresprofessionom, hvorledes de efterladte kan forholdesig.

Personalepåsygehuseogplejehjem bederdeefterladte omatfå fat ien bedemand. For demdrejer det sigomatkomme afmedliget,ogfå detover¬

førttiletkapel.Dekandog ogsåværemed tilatskabenyetraditioner eller genoplive gamle, når de påstuen tænderstearinlysogsætterblomsterved den døde eller lægger en salmebog frem. Mange bruger også at lægge en blomst ellerenbuketsengen lige efter dødens indtrædelse.

Tidligere var man mere forberedtpådødens komme og accepterede,at detikke stod i menneskersmagt atforlængelivet. Mange steder havdeman

ligtøjet,eventuelt ogsåligkisten, parat, framan blev gift. Det var mestal¬

mindeligtatdø i hjemmet. Derforvardefleste også kendt med traditioner

oggøremål omkring, hvorledes manskulle forholdesig ved dødsfaldogbe¬

gravelse. Alt lå i faste rammer, der var ingen anledning til at blive for¬

virret.

Modsat i dag, hvor det er almindeligt udbredt ikke at tale om døden,

mensmaneri live.Knap halvdelen af deinterviewedehavdedog talt med

afdødeom,hvorledes de villebegraves,mendetvar somregel sket forman¬

geår siden. Når døden nærmer sig, erder meget få, der vil taleom deres

egenbegravelse. Spørgsmåletomdetskalværeligbrænding eller jordfæstel¬

seafhænger af, om mankan lide »hullet« ellerej -om man kan forlige sig med,at derikke ernogettilbage ved ligbrænding eller foretrækker»orme¬

ne«. Begravelsesformen ermegetfølelsesbetonet.

Cirka halvdelen af de interviewede havde henvendt sig tilpræsten først

og derefter til bedemanden. Det beroede mestpå, hvem de bedst kendte.

Alle udenundtagelsevarglade forsamtalen medpræsten, ogallesyntes, at begravelsestalenvarpersonlig, hvisde overhovedet kunne huskenogetder¬

fra.Ifølgesamtaler medpræsterviserdetsig,atde læggerstor vægtpådisse

samtalerog brugermegentidpåarbejdet omkring begravelser (9). Vejled¬

ningengælder også valg af salmer. Enundersøgelseoverhvilke salmer,der

synges til begravelser, viser,atdetnæstenaltiderdesamme, der foretræk¬

kes(10).Selvom de efterladte harenfornemmelseaf,atde selvbestemmer,

vælges der forbavsende ens overhele landet.

Samtalen med bedemanden var helt anderledes. Den var kold, forret¬

ningsmæssig og megetprofessionel, syntes de fleste. En del varutilfredse med regningerne,ogandresyntesbedemanden havdeværet foremsig. Det

(16)

Enkastetgravparattilatkisten sættesned. Tanken,om man kan lide »hul¬

let«og »ormene«, er hosmange afgørende for hvilken begravelsesform, de vælger.

professionelle tiltalte dog. Manervanttil,atsagerneordnesefter bestemte regler.

Dervarkunto,somselvvarmed tilatgive den afdøde ligtøjet på. Etar¬

bejde,somtidligere blevvaretagetaf nabokoner. Dette måskelidt ubehage¬

lige arbejde overlades i dag til bedemanden. 11 af de interviewede havde dog leveret både ligtøj oglagnertil kisteilægningen. Yderligere seks havde

alene leveretligtøj ogkøbt bedemandens lagner.

Detenestepunkt, hvor deregentlig forekomvariationer,var, nårkisten

skulle frasygehusets ellerplejehjemmets kapel til kirkens. Her ønskedenog¬

le,atderentenskulleværeudsyngningsomi gamle dag, eller de overværede blot,atlåget blev skruet på.Detæstetiskeogfølelser afgjorde beslutningen.

Deflesteville ikkeopleveetubehageligtsyn,hvis den dødes udseende skul¬

le have forandret sig i løbet afet par dage. De ville ikke rippe op i følel¬

serne.

Detæstetiske spilleren storrolle. Detubehagelige fravælges ogskubbes

til side.Mangevil ikke konfronteres med kistenogden døde,førendkisten

står smukt pynteti kirken. Dødenog begravelsen forskønnes vedhjælp af blomster,ofte istoremængder. Deterogså dettebillede, derfastholdes,når

det kunergraven ogblomsterne, som fotograferes.

(17)

Vejledende pjecerom dødogbegravelse, som nogle institutioneruddeler til

deefterladte. Sådanneermed tilatprofessionalisere døden.

I dag giver gravstedets udformning muligheder for diskussion ogvalg.

Tidligere vardet fastlagt, især på landet,atdetskullevære enjordfæstelse,

ogoftevarderi forvejenetfamiliegravsted,somkunne benyttes. I dag kan vedligeholdelsenværeetproblem. Gamle forældre ønskerikke, atbørnene

skal havenogetbesvær medatholde deres gravsted.Ofte bor de heller ikke i

nærhedenafkirkegården. Derfor foretrækker mangedet nye medet urne¬

gravsted iengræsplæne, hvor der blotliggeren stenhenover medafdødes

data. Nogle vil gerne have et gravsted, hvor de kan komme og lægge en blomst ogmindes, andre mindes bedre vedetbillede hjemme i stuen.

Traditionen med socialt samvær omkring en begravelse er doguforan¬

dret,menformernehar ændretsig. Alle interviewede havdebegravelseskaf-

fe. Den kunneværestor ogafholdes i forsamlingshuset eller pårestaurent, eller være lille og foregå i hjemmet. Samværet efter begravelsen indgår i

rækkenafgøremål, derermedtilatbringe de efterladteoveri deresnyesi¬

tuation. Gøremåleneerså ensrettedeogfælles forenstordel af den danske befolkning, at de kan benævnes somritualer -ikke traditioner. Disse har hjemme i et forståelsesunivers, hvor man erfortrolig med gøremålene og kender dem på forhånd. Begravelseshøjtideligheden ikirken eller kapellet

formesligeledessom enrækkeritualer, hvor folkekirkensogpræsternesbe- gravelsesliturgi tilbyder en ramme, inden for hvilken de efterladte kan lægge deres egenopfattelse af begravelseshandlingen (11).

(18)

Dødens

professionalisering

Ensartethedenaf,hvad dervægtedesi de forskellige livsforløb,oghvorledes

»forløbene« kom tilat foregå, afspejleretsamfund, dergernevil give ind¬

trykaf,atden enkelte bestemmeroversine handlinger. Forløbet bliver dog i høj grad reguleret afdeprofessionelle. Denneordning befindermange sig godt med, deterdevanttil iandresammenhænge. Når begravelsenogmin¬

desammenkomstenarrangeresi den afdødes ånd, giver det dogenfornem¬

melseaf, athandlingerne personliggøres.

»Systemet«-det offentlige-sætternoglegrænserfor, hvad de efterladte

finderatforetage sig,ogbedemanden harovertaget defunktioner,som tidligere udførtes i hjemmene. Det gamle nabonetværk er dog i mange tilfælde blevet afløst afetfamilienetværk,der kan trækkes på, nårdetbliver nødvendigt med omsorgoghjælp.

»Systemet«erblevet tilenstøtteoghjælp formange,derlader sigvejlede i, hvad den almindelige norm erfor enbegravelse, ogderefter følger den.

Det gør det lettere umiddelbart at komme igennem processen omkring

dødsfaldogbegravelse,ogpådennemåde kommernæstenalletilatbruge desammeritualer. Der krævesen enormindsatsogkreativitet tilatiscene¬

sætteenandenform forbegravelse end denalmindeligtbrugte. Nårdet hele

eroverstået,kandeefterladte til gengæld sidde tilbage medsorgen, somde

ikke nåede atbearbejdet, den blevgemtunder alleblomsterne.

Noter:

1 Artiklenerbaseretenundersøgelse foretaget for Landsforeningen af Menighedsrådsmed- lemmerombegravelsespraksis i 1992. Denvardel afet størreprojekt med deltagelse af:mu¬

seumsinspektør, etnolog Birgitte Kragh: »Begravelsesskikkeogkirkegårde i Danmarkgennem 200år«;sociolog Steen Rasmussen: »Begravelsesformer på landogi by i dag-takster, udbre¬

delseogholdninger; lektor, cand.theol.JesperStange: »Begravelsespraksissetfrapræsternes side«ogetnolog Kirsten Rykind-Eriksen: »Begravelsespraksissetfra de efterladtes side«. Bi¬

drageneersamlet i bogen »Livshjælp«, 1993. 2 I Nord Nytt 37,1989: Beatriz Borda: »Mel- Ian medvetandeogtext«,LenaogThomasGerholm: »Om inte kultur fanns, så skullemanbe- höve uppfinna den« og Mats Lindqvist: Att betrakta eller förändra världen«. Samme problematik behandler Martine Burgos i »En fortælling i støbeskeen«, Kontext 52, 1988.

3 Christian Richette: »Levnadsberättelsen - någre metodologiska anteckningar«, Nord Nytt52, 1993. 4 Christine E.Swane: »Ser vi de ældres ressourcer?«, Nord Nytt 49, 1992.

5 Billy Ehn/Orvar Löfgren: »Kulturanalys«, Stockholm 1986, s.69ff. 6 J.S.Møller: »Fe¬

steroghøjtider i gamle Dage«, Holbæk 1929, kap.III DødogBegravelse,samttilsvarende fol- kelivsskildringer. 7 Undersøgelsen bestod af 24 interviews. Aldersmæssigt fordelte de dødesig med: 8 fra 80-95 år, 3 fra 70-80, 4 fra 60-70, 4 fra 50-60, 2 fra 50-40, 1 på 19 årog2 nyfødte. Heraf 13 kvinder og 11 mænd. Erhvervsmæssigt med: 7 landbrugere/fiskere, 3 selvstændige, 2 håndværkere, 3 funktionærer, 1 sygehjælper, 1 lærerinde, 4 arbejdereogde 3

unge.Geografisk med: 1)etlandsogn i Vendsyssel, 2)etsognSydøstsjælland med blanding af landogfiskerby, 3)enby nordvestfor København, X-lev, medstoreparcelhuskvarterer byg¬

geti 1960-70'erne, 4)engammel købstadi Jylland, 5)etsognpå brokvarterernei København.

8 Birgitte Kragh: »Man skal lære atdø, så længeman lever«, i»Livshjælp«, 1993, s,152ff.

Referencer

RELATEREDE DOKUMENTER

Men hvis politikerne ikke havde holdt hånden under økonomien, ville BNP-niveauet som sagt have været 7,7 procent lavere i 2020 og 6,9 procent lavere i 2021.. En så stor nedgang ville

Feigenberg, Cafeteatret 2010, s.. afspejler også i sin dystopiske grundtone den harme og angst, der mærkes, når pennen føres, mens katastrofen endnu hærger. På årsdagen for

Et sådant perspektiv på eksemplerne på børns udsagn om deres oplevel- ser af reportagerne fra angrebet på Twin Towers er vanskeligt at anvende, for i disse eksempler

Han forstod i hvert fald ikke min aggressive irritation, da jeg sagde: „Og ih hvor det 8..

Pigerne i de røde strømper havde imidlertid ikke den mindste lyst til at overtage den 16. rolle, deres mødre

Det kan da godt være, det så tåbeligt ud, men når folk opstillede forundrede miner, spurgte jeg lettere henkastet: ,,Hvordan kende danseren fra dansen?" Min læge hævdede,

Derimod bringes en række udokumenterede påstande, som at antallet af døde ikke er korrekt, at »der var adskillige tilfælde, hvor den lilles bortgang kom ret belejligt for

Derimod bringes en række udokumenterede påstande, som at antallet af døde ikke er korrekt, at »der var adskillige tilfælde, hvor den lilles bortgang kom ret belejligt for