Menneskets sidste fest og dens omkostninger

Menneskets sidste fest og dens omkostninger

Af

Schiøler

Et_emne,dermegetsjældent diskuteres, erdøden. Skønt der kunertotingi

denne verden, der ^er ganske sikre, nemlig fødsel og død, er det meget ubehageligt attale om livets afslutning. Mange mennesker har i vore dage ingen nærmere kendskab til de praktiske forholdsregler, der følger med et menneskes død. Dødenertabu,ogvi bliver usikreogforvirrede, når vi står

over for mennesker, der lige har mistet et barn, en mor eller anden nær

slægtning.

I detgamle bondesamfundvardet ikke usædvanligt, atmanblev fødtog døde i detsamme sogn, måske på samme gård, eller endog isamme seng.

Menfremfor alt stod»sottesengen«hjemme i modsætning tilnu,hvorstør¬

stepartenaf befolkningen dør på hospitalerne.

Nu beskytter vios mod denfysiske død på alle måder, ogselvom detkan

væremegetbekvemt,erdet trods alt hele dennestikken-hovedet-i-busken- indstilling og en manglende viden om, hvad der sker med vort døde legeme, der er med til at gøre vort forhold til døden unaturligt. Hospita¬

lerne kan fortælle om mange pårørende, der »desværre« ikke når at komme, førdeterfor sent. Andre beder personaletomførstatsende med¬

delelse, når døden er indtrådt. Det er nok også karakteristisk, når flere

bedemænd_gøropmærksompå, atden procentdel, der ikke ønskeratseden afdøde,erstigende.

Idet moderne menneskes flugt for døden skjuler sig noktofaktorer, dels angsten for det øjeblik, da vort eget liv nærmer sig sin afslutning, og dels

vorhjælpeløshed over for den person, der nu skal dø, og usikkerhed ^om,

hvad døden indebærer.

Deternok idennelivets sidsteprøvelse, det dybt religiøse menneske står

stærkt i forhold til den almindelige valne ligegyldighed, de fleste menne¬

sker i Danmark udviseroverforreligionen i det daglige.

Den før i tiden ganske almindelige skik at hente præsten, for at han

kunne tage den døende til alters, er nu meget sjældent forekommende.

Begrundelsen er, ai man ikke vil forskrække den syge, han eller hun skal længst muligt bevare håbetomigenatblive rask.

5

Men døden erikke kunen mereeller mindrestærkfølelsesmæssig belast¬

ning for slægtog venner. Denerogsåetlevebrødformangemennesker. Jeg

blev opmærksom på, at der vist var mange penge involveret i en ganske almindelig begravelse ved at iagttage de mange kranse, der smykkede

kisten _og kirkens midtergang ved en begravelse, jeg overværede, og satte mig for at fa belyst dette levebrød; men først lidt om den historiske bag¬

grund.

Begravelsefør

tiden

I »Svensk Begravningssed« skelner Nils-Arvid Bringéus mellem lov, ritual

ogskik, hvor lovogritual såat sige danner den officielleramme ombegra- velseshøjtideligheden. Men en faktor som skik og brug er en lige så by¬

dendelov, skønt deneruskreven, ogkan væreforskellig fra^egntil ^egn.For

at forstå vort eget handlingsmønster må vi altså kende det historiske per¬

spektiv, idet traditioner overleveres fra generation til generation ogbliver

aktualiserede _ogreproducerede ved etdødsfald. Jo oftere enskikgentages, desto fastere bliverreglerne, og der bliver mindre plads for personlige øn¬

sker_ogafvigelser fra det éngangvedtagne. Dettebetyder imidlertid ikke, at det handlingsmønster, man anvender i forbindelse med en begravelse, er

statisk; den normative karakter er kun tilsyneladende. Man kan ^gang på

gang pege på forandringer. Ofte erdet kun små detaljer, der ændres, men over en længere periode kan det indebære en grundlæggende ændring af

vorthandlingssæt iforbindelse medetdødsfald.

Disse forandringerer nok gået hurtigere i dette århundrede end førhen, påvirket afenrække ændrede faktorer ivortsamfund.

Bydemandogbedemand

Bydemanden vari ældre tid den mand, der drog rundt foratindbyde slægt

og vennertil at deltage i livets forskellige fester, og som en sidste i denne

række fulgte begravelsen. Det eri forbindelse med menneskets sidste høj¬

tid, bydemanden, eller^somdet i tidens løb erblevet til, bedemanden, har

overlevet. Det bør_nævnes, atbydemanden før i tiden ikkevarprofessionel

- det er ikke direkte »overlevelse«. I dag er han fagmanden, der træder hjælpendetil, nåret menneske dør, og hantager sig af alt begravelse eller

bisættelse vedrørende.

Dødsfald i hjemmet^-på sygehus

Så sent som omkring århundredskiftet var det almindeligt, at man døde i hjemmet, omgivet og plejetaf sin nærmeste familie. Her havde man levet

6

sit livpå godtogondt,og her afsluttede^mansit liv. Efteratdødenvarind¬

trådt,kom naboerne forat tageafsked med den døde,der lå i sin kiste pålit

de parade, som vi nu kun kender fra fyrsters og statsmænds begravelser.

Detvardengang ennaturlig ting. Dette betød,atdepårørendefulgte livets afslutning pånærthold, devarfortrolige med deting, der skete vedetmen¬

neskes død.

Nuafslutter de fleste mennesker dereslivpå detstedlige sygehusomgivet

afhospitalspersonale. Det moderne menneske møder efterhåndenkun dø¬

den i avisernes dødsannoncer, ulykkesreportager og en blomstersmykket

kiste.

Dødsfald blandt børnoggamle

Når man læser beretninger fra ældre tid, er det iøjnefaldende, så mange børn derfødtes, og så fa der oplevedeatblive voksne. Børnedødeligheden

var stor: i tiden 1900-1910 døde gennemsnitligt 111 af hver 1000 fødte,

medens tallet i 1978 kunvar8.7 (1).

Som følge af bedre livsbetingelser- varieret og tilstrækkelig kost, bedre hygiejneogmereeffektivsygdomsbekæmpelse-ergennemsnitslevealderen

steget markant. Medens gennemsnitslevealderen 1900-05 var 56.2 år for

kvinder_og52.9 år formænd, ^varden i 1966-70stegettil henholdsvis 75.4

og70.6(2).

De ændrede forhold sætter deres præg på begravelsen. Medens børne¬

dødsfaldtidligere var enalmindeligforeteelse, derikkegavanledning tilen stor begravelse, gav alderen en anseelse, der forårsagede store højtidelig¬

heder. At faen hæderlig begravelseansås for såbetydningsfuldt,atdetblev

stilletsom enufravigeligbetingelse, når folk gikpå aftægt.

Numødervi detomvendteforhold. Indtræfferdødsfald blandtbørn eller

unge, samlesofte et stortfølge for atdeltage ihøjtideligheden^ogvise deres

medfølelse med familien, hvorimod begravelse afen gammel mand eller

kvinde kun hidkalder de allernærmeste slægtninge. Venner og jævn¬

aldrendeermåske allerede døde eller forsvagelige til atkommehentil kir¬

ken. For_{yngre er}det en naturlig hverdagshændelse. Jo ældre ^man bliver,

desmereglemtblivermanofte afdetsamfund, deromgiver én.

Begravelsens socialefunktion

En begravelse kunne i tidligere tidervirkesom en hæder ellersom enstraf.

Man hædrede sine gode medborgere meden storstiletbegravelse: Jo læn¬

gere ligtog, desto finere begravelse. Manblev såledesinviteret tilatdeltage,

7

og deterdisse invitationer, der efterhånden erblevet afløst af dødsannon¬

cerne. Samfundetbrugte imidlertid også jordfæstelsen til atstraffe de med¬

lemmer, der på én eller anden måde havde forbrudt sig mod dette sam¬

funds love _ogskikke. I så tilfælde foregik bisættelsen i dybeste stilhed, der

blev end ikkeringet med kirkeklokkerne.

Jeghar i det indsamlingsarbejde, denne artikel bygger på, ikke truffet på noget, der kunne antyde, at man i dag behandler selvmord som andet end

etalmindeligt dødsfald. Kunsker begravelsen somoftest i stilhed, mendet

er ikke noget, der er specielt for den type dødsfald. Hvorstor kontrasten

mellem før_{og nu er}fremgår af, atoverhalvdelen af de annoncerede begra¬

velseri marts 1979foregik i stilhed.

Begravelsesgildetvartidligere enfestsom ved bryllupogbarsel med mad

og drikke i overflod. Med en sparsom nyhedsformidling blev begravelsen ogsåen kærkommen lejlighed tilattræffe slægtogvennersamt athøre nyt udefra. Det vartillige en afveksling fra det daglige slid og ensformig kost.

Derfor_{gav en}god begravelsesfeststoranseelse til den dødeogde efterladte.

Ivoredage erden sociale funktion ændret, ^ogdermed ertidligere tiders gravøl reduceret til kaffe i forsamlingshuset. Eller den nærmeste familie

samles tiletbeskedent måltid efterbegravelsen.

Hvorfor begravelse i stilhed efterhånden er blevet fremherskende kan

måske forklares således: I vor tid står det enkelte menneske mere eller mindre fremmedoverfordet handlingsmønster, dereralmindeligt anvendt

ved ^vore begravelser, ogdermed temmelig usikkert overfor den rolle, som det forventes at spille i forholdet til omverdenen. Ved dødsfald optræder

mange personer, fjerne slægtninge eller mennesker fra andre sociale lag,

der hver har bestemte, men forskellige forventninger til de efterladtes handlingsmønster. Herfinder vi måske den dybeste årsag til,atman nui så høj grad foretrækker »begravelse i stilhed«, idet de tilstedeværende veden sådanbegravelse må formodes kunatværemennesker mednærerelationer

til den afdøde. Man kan derfor bedre»væresig selv«.

Der kan dog ogsåvære andre årsager til denne udvikling af begravelses¬

skikken. Den kan ses som en protest mod de overdådige begravelser, der først _og fremmest havde karakter afen manifestation afmagt og rigdom,

overfor omverdenen, men familien kan også befinde sig i den modsatte situation, hvor den på denne måde garderer sig mod den eventualitet, at kun fa mennesker skulle ønskeatdeltagei højtideligheden.

Begravelsens sociale funktion eri dagen ganske anden end før. Telefon

ogbil har gjort det letat holde forbindelse med fjerntboende slægt og ven¬

ner. Voresnyhedsbehov far vi dækketgennemavis, radioogTV, ogbeho¬

vetfor festmader reduceret. De store begravelsessammenkomster har mi¬

stetderes oprindelige betydning.

8

Undersøgelsen

I etforsøg påatfå belyst den nutidige begravelsesvirksomhed har jeg^opsøgt

4 bedemænd. Den ene borpå Stevns oghar sin erfaring fra stationsby- ^og landsbymiljø medca.40 begravelserpr. år. En anden erfastansat iet stort begravelsesaktieselskab. Hanerikke særlig typisk, vist nærmest hvadman kan kalde ^en »overklassebedemand« med meget store begravelser som

speciale. Firmaet betjener ambassaderne og trossamfund udenfor folke¬

kirken, selvom hanunderstregede, atdettogsig af bådestoreogsmå begra¬

velser. Det blev ca. 400 omåret. De tosidste_er, hvad jeg vil kalde almin¬

delige bedemænd boende på henholdsvis Frederiksberg og Østerbro, hver

medca. 300begravelser. Det bør ogsånævnes, aten enkelt bedemand helt afslogattalemedmig,mens enanden udsatteensamtalegangpågang gen¬

nem tre uger, så jeg til sidstopgav ham. Tre afdefire, jeg talte med, mod¬

tog mig også med et vist forbehold, og én ønskede ikke sit navn opgivet.

Kunbedemanden i den indrebyvarmegetåbenogimødekommende.

Endvidere harjeg haft kontakt medtopræster, nemlig én fraetlandsby¬

samfundpå Stevnsogén fra Københavnsområdet. Ogsåtostenhuggere har jeg talt med, ligesom jeg har aflagt besøg på Holmens kirkegård (6.000 gravsteder)ogVestrekirkegård (27.000 gravsteder).

Materialetforeligger i form af dagbogsnotater, indsamlet i efteråret 1977.

Pågrundlag af dette materiale vil jeg forsøge at give en beskrivelse af det praktiske arbejdeogdeomkostninger, dererforbundet med^enbegravelse i

voredage.

Detviste sigmegetvanskeligt atfinde publicerede danske undersøgelser,

der vedrørtebegravelsesvirksomhed. Men siden jeg har afsluttet denne arti¬

kel, har Monopoltilsynet lavet en rapport om bedemandserhvervet, der

stort set bekræfter mine resultater(4). Monopoltilsynets rapport er dog

lavetpå et langt bredere grundlag. Hvorjeg baserer mine resultater på fire bedemænd, har Tilsynet haft kontakt med 104 bedemandsforretninger for¬

delt over hele landet. Til gengæld går rapporten ikke i detaljer, som min undersøgelsegør. F.eks. fremgår det ikke klart, hvor megetpyntningen af

en kiste koster. Den fremstår som et omkostningselement i totalomkost¬

ningerne. Heller ikke kranse, gravsten eller prisen på gravsteder omtaler Monopoltilsynets materiale. Det har som mål haft omsætnings-, omkost¬

nings- og indtjeningsforhold for bedemandserhvervet, hvor mit sigte har

været at finde frem til alleudgifterne i forbindelse med etmenneskes død,

samtgiveenbeskrivelse af det arbejde,enbegravelse ogsåer.

9

Begravelsesvirksomhed

Skindød

Dekøbenhavnske bedemænd har alle væretude forskriftlige anmodninger

fra den afdøde^omoverskæring af pulsårerne. Detdrejede sig ikke omnoget

stort antal, men man havde bemærket en stigning efter en i dagspressen

omtalt _sag, hvor en dame varblevet bragt til Retsmedicinsk Institut. Her opdagedeman, athun endnuikke vardød.

I virkeligheden er det en ret overflødig foranstaltning, idet alle på et hospital afdøde patienter bringes til en patologisk afdeling til obduktion,

medmindre derforeligger et udtrykkeligt nej til en sådan. Deter tilfældet

med alle medlemmer af Mosaisk Trossamfundf.eks. Menda deter enting,

der ikkeeralmindeligt kendt blandt folk, forekommernu ogda anmodnin¬

ger ompulsåreoverskæringer.

I tilfælde, hvor enligt boende bliver fundet døde i deres lejlighed, skal

disse bringes til Retsmedicinsk Institut, hvor der foretages et såkaldt medico-legalt ligsyn, således at man med sikkerhed kan konstatere, at der

ikke foreliggeren forbrydelse.

Kiste

Førjeg startede undersøgelsen, havde jeg en forestillingom, at man købte

enbegravelse ienfærdig »pakke«, såledesatman for f.eks. 1.500 kr. kunne

fa én typebegravelse, medens man for 2.000 kr. kunne vælge en typemed

lidt ekstraudstyr. Så overskueligterdet imidlertid ikke. Man må tagestil¬

ling til hver enkelt ting. Først og fremmest erder spørgsmålet om kisten.

Herspillerenændring i begravelsesformen ind. Bedemanden på Frederiks¬

berg, der havde været i ligkistemagasinet siden 1935, fortalte, at medens

kun 10 % havdevalgt ligbrænding, da han startede i firmaet, ertallet i dag stegettil 90 % for det pågældende firmas vedkommende. Det erdetsamme

tal, somjegerstødt på både på Østerbro ogdeto kirkegårde. Det ligger lidt

lavere ilandsognet med kun 80 %. Bedemandsaktieselskabet skilte sigmar¬

kant ud vedatligge helt nede på 50 % ligbrændinger. Årsagen til dette lave

tal kan væreskik_ogbrug i andre trossamfund samtudlændinge, der bliver

sendt til dereshjemland.

Denneændring i begravelsesformen spiller ind ved valget af kiste, således

at man kan vælge en lettere og dermed billigere udgave ved ligbrænding.

De er alle fabriksfremstillede. Ligbrændingskisten er som regel af kryds¬

finer ellerspånpladerogkoster 800-1.200 kr.Jegså ogsåensvensk udgave,

dervar lavet afpressetpapir til 1.180 kr.; den blev dog sjældent solgt. Det umiddelbare indtryk vedatbanke på denvar, atman vist ikke skulle være altfortung,hvis den skulle holde på hele den sidste rejse.

10

Moderne spånpladekiste, pyntet med »årstidens blomster« (Blomster¬

handlerPreisler,København).

løvrigt erder også mode i kister. En megetanvendt type for tiden er en

ganske enkel, lakeret fyrrekiste til 1.400 kr. Men alle bedemænd havde hvide kistermedudskåretkors på låget ogblomsterranker på siderne. Pri¬

serne ligger på 1.400 kr. til 1.700 kr. for enjordkiste. Hvis man gerne vil give begravelsenet lidtmere eksklusivt skær, end en maletspånpladekiste tillader, kan man for nogle fa hundrede kroner ekstra lejeen egetræskiste,

somsåleverestilbage efter brug.

I landsognet købte de fleste den dyre kiste »selvom alle slags jo bliver solgt«, som bedemanden udtrykte det. Jeg ser dette som eksempel på det

enorme gruppepres, der kan være i et lokalsamfund, hvor alle kender hinanden, ogingen vil stå tilbage for naboerne.

Ligtøj

Også med hensyn til ligtøjeterderflere muligheder, nemlig papir eller lær¬

red. Det består afen skjorte, to lagner, ethovedpudebetrækog et lomme¬

tørklæde,ensåkaldt svededug, der læggesoverden dødes ansigt. Detsfunk¬

tionsigesatvære rentpraktisk, idet der ofte dannes sveddråber på afdødes ansigt undertransporten. Prisen på papirtøj er 125kr.; det tilsvarende lær¬

redstøj koster 100-150 kr. mere. På Østerbro brugte man udelukkende papir, til gengæld tilbød detoandre forretninger i København kun lærreds-

11

tøj. Detvarsåledes kuni landsognet,^manblev stillet overfor valget mellem tøj ogpapir,ogher valgteman somoftest lærred elleregettøj.

BedemændenepåStevns,ØsterbroogFrederiksberg nævnede,atman nu ogda oplevede folk, der havde deresegettøj. Som regelvardet brudetøjet,

derigen blevtageti brug, mendetvarefterhånden sjældent, detskete. Kun det store bedemandsaktieselskab i den indre by kunne fortælle, at hver tiende havdederesegettøj.

Fælles foralle fire bedemændvarberetningeromforskellige ting, de havde

været medtil at lægge i kisterne. Brudebuketter eller almindelige buketter

erdet megetalmindeligtatmedgive den afdøde. Menellersnævntes såfor¬

skellige ting somgamle breve, billeder (specielt etbillede afen ægtemand,

en kaptajn fotograferet i fuld galla), salmebog, bamseog enfane.

Én

mandnr. 2) kunne fortælleen historieom, hvorledes han oghans assistent

varblevetpræsenteretforen anmodningom atlægge enæske cigarer ned i

kisten. Dette fik assistenten til at gå hen til sin jakke, tage en æske tænd¬

stikker_op af lommen, hvorefter han lagde dem ned ved siden af cigarerne

medenbemærkning om, at afdøde da nødig skulle ståogmangleen tænd¬

stik tilattændesincigar med.

Bedemændene fraråder de pårørende atgive den døde smykker med i gra¬

ven. Dissefjernes, når den dødegøresi stand på hospitalet, som haransva¬

ret overfor skifteretten. På udtrykkelig anmodning kan f.eks. vielsesring følge med, menalle fire bedemænd stillede sig yderst afvisende i alminde¬

lighed. En enkelt (bedemand nr. 1) påstod endog, at det ifølge lov varfor¬

budt at nedlægge smykker i en kiste. En sådan lov eksisterer ikke, men deres holdning til spørgsmåletom smykker skal nokses som enbeskyttelse

forbedemændene, såde ikke senere kan beskyldes forat have fjernet kost¬

barheder tilsig selv.

Udsmykningafkiste

Depårørende bliver dernæst bedtomattagestilling til udsmykning af kiste (og kirke/krematorium). Dermed er man ude på den mere usikre grund.

Der er næsten uanede muligheder for prisernes himmelflugt, spændende

fra gartneren, der på Stevns pynter en kiste for 300 kr., til København,

hvorpyntningen afen kiste med årstidens blomsterkosteret parhundrede Ritual

Smykker

mere. Man kan også fä opfyldt alle ønsker med hensyn til forskellige slags

blomsterogstørrelseafarrangementet.

Pyntningafkirke

Pyntning af kirken er en ekstraudgift, hvadenten det nu er små buketter anbragt i stolestaderne eller store træer, der i baljer fylder og smykker

koret. For _{at gøre} det mere stemningsfuldt kan man også fa kandelabre,

flere lys, korsang eller måske solosang. Selvfølgelig anvendte de køben¬

havnskebedemænd,jeg talte med, ikke disse metoder tilatskrue regningen

op, »kunderne skulle jo gerne komme igen«, som den ene udtrykte det,

mende kendte kolleger, der udnyttede de pårørendes pressede situation til

egen fordel. Derfindes altså også nid blandt bedemænd.

Blomsterne sætteret afgørende prægpå enhver begravelse, herunder hører også kransene. Udgiften til disse er naturligvis fordelt påhele følget. Men når man erfarer, at en almindelig krans koster mindst 75kr., og skal den pyntes medetbånd erminimum 100 kr., kan man temmelig hurtigtregne

ud, atdet ved de fleste begravelsererganskebetydelige beløb, der anvendes

til dette formål. På et spørgsmål til entilfældig blomstergartner, omblom¬

sternetil enbegravelsenuogsåvarhelt friske, lødsvaret: »Hos oshelt sik¬

kert. Men på den anden side skal ^man huske på, at blomsterne skal syne den halvetime, højtidelighedenvarer. Deteretspørgsmålomtillid«.

I nogle tilfælde, især hvor den afdøde har haft mange offentlige hverv

eller været en kendt _person, beder de efterladte om, at man i stedet for

kranse senderetbeløb til en eller anden hjælpeorganisation, som harhaft

den afdødessærlige interesse. Determåskeen reaktion modetaltforover¬

dådigt blomsterflor.

Sangogmusik

Præstehåndbogen giver ikke regler eller vejledning om salmesang eller

musik i forbindelse medenbegravelse. Men det almindeligesynesatvære, at der_synges tre salmer i kirken og én vedgraven. Skal de trykkes, koster

det 1,50kr. pr. blad. Det eralmindeligt med trykte salmer i begravelses-

aktieselskabet. På Frederiksberg vælger ca. halvdelen de trykte salmer,

mensbedemandenpå Østerbro foreslåratbruge salmebogen, hvilket derfor

bliver det almindelige her. På landet, hvorman altid foretager begravelser

ogbisættelser fra kirken,erdetogså sædvaneatbruge salmebogen.

Bedemændene henviser alle de pårørende tilattale medpræstenomval¬

getaf salmer. De to præster,jeg havde forbindelse med, var af den opfat¬

telse, at folk ikke ønskedeat fravige, hvad de opfattede som skik ogbrug.

Kranse

Dekom ofte med salmeblade, dervar 25år gamle ^- detvar åbenbart den slags salmer, man anvendte til formålet. - »Der ligger i skik og brug på

dette område en utrolig inerti«, sagde den københavnske præst. Derfor ^er

det de gamle kendte salmer, der stadig er de mest brugte, såsom: Under

dine vingers skygge, Dejlig erjorden, Kirkeklokke, ej til hovedstæder, Jeg

ertrætoggår tilro. Sidstnævnte foreslås også til unge mennesker. Den del

afbefolkningen, der haren nærmerereligiøs tilknytningogdermed ogsået størrekendskab tilsalmeudvalget, vælgermegetofte neutrale salmer.

Præsterne arbejder på at »højne« niveauet og udvide repertoiret ved at foreslå f.eks. Oh, kristelighed eller Befal du dine veje, og tendensen går i retning af,atdeterpræsterne,der bestemmer salmerne.

Når folkersåtilbøjelige tilatfølge skikogbrug i forbindelse med valg af salmer, kan grunden dels være den støtte og tryghed, man føler ved at mødegammelkendte salmer. Dels kræver det betydeligmeremod atbryde

en tradition end at gøre, som det altid harværet sædvane. Det er nok de færreste, der i den situation har overskud eller lyst til atlavestore ændrin¬

geri salmevalg eller den øvrigeramme omhøjtideligheden.

Man kan også fa andre musikalske indslag, f.eks. orgelmusik eller solo¬

sang. Formusikkens vedkommendeerdetsomregelklassiske orgelstykker,

der spilles. Det erstraks vanskeligere at finde egnede ting indenfor vokal¬

musikken. Repertoireterbegrænset, ogdeefterladte ønsker desammeting.

Organisten, der i København er fastansat i Københavns Begravelses¬

væsen, far kun ekstra penge, hvis han skal spille solo eller akkompagnere

til solosang. De foretrukne ønsker er: Ave Maria, Den store mester kom¬

merogKunendag,etøjeblik ad^gangen.

Kirke ellerkapel

Begravelseshøjtideligheden kan foregå i kirke eller kapel. Vælger ^man sin sognekirke, skal manintet betale. Man får gratis stillet^præst, orgel, korog

kirketjener til rådighed, eller måske rettere,det betalesoverkirkeskatten.

Ganske anderledesserdetud, hvismanvælger krematoriets kapel. Tager

mansom eksempel Vestre kirkegård, koster det på hverdage 210 kr. atleje kapellet. Om søndagen kommer derettillæg på 103 kr., heri erogså inklu¬

deret udsmykning. Orgelmusikken koster 127kr. og koret koster 105 kr.

Præsten, der var gratis i sognekirken, skal nu have kørselsgodtgørelse:

beløbets størrelse afhænger af afstanden fra hans hjem til kapellet. Er der tale^{om en} fremmedpræst, erder ingen bestemte regler. Jeg vil tro, man i

de fleste tilfældegiver ham en form for erkendtlighed udover hans direkte udgifter tiltransport.

Bedemandenpå Østerbro fortalte enhistorieom en nuafdød præst, som

Ligkapellet på sognekirkegården benyttes efterhånden sjældnere ogsjæld¬

nere.Kistenføres nu somregel direkte fra sygehusets kapel til kirken (Foto:

Nationalmuseet1981, St.Spjellerup på Stevns).

formedelst 300 kr. garanterede at holdeen ligtale, så hele følget græd som

piskede; han kunne også levereen merestilfærdig udgavefor 75 kr.

I landsogneterdersketenændring i brugen af kirkens kapel. Modsat tid¬

ligere, hvor folk døde hjemme eller overførtes fra sygehusets kapel til sognekirkens kapel samme dag eller dagen efter, sker det nu oftere og

oftere, at den døde føres fra sygehuset direkte til kirken på selve begra¬

velsesdagen. I det her omtalte^sognbruges kirkens kapelide^senereår højst

2-3 _{gange om} året. Denne ændring ersketindenfor de sidste 5-10 år.

År¬

sagerne angives at være, at det er 1.praktisk for bedemanden, 2. billigere

for familien i transportog3. ikke så følelsesbelastende for de pårørende.

På vejen fra sygehuset til kirken kørerrustvognenofte forbi den afdødes hjem, hvis determuligt, ligesom det endnueralmindeligtat strøblomster på vejen, ad hvilken kisten føres. Disse ting er forlængst forsvundet i det

københavnske bybillede. Her klages der fra bedemændenes side over den manglende respektoverforetligfølge. Det blivermegetletsplittet, hvisder

ertale omen større afstand. Forventes et stort følge til en begravelse, kan

15

Nogle steder opretholder man den gamle skik, atstrø blomster ellergrønt på ligtogets vej. Men hvor stærktrafik hvirvler blomsterne væk, er man nu

gået^overtilatlægge^enblomsterdekoration ved vejkanten (Nationalmuseet foto, 1963. Toreby på Lolland).

politiet anmodesomassistance. Deermegetvillige til at hjælpe i sådanne tilfælde.

Den præst,jeg havde forbindelse med, meddelte migderimod, at kapel¬

let blev brugt næsten ved hver begravelse i hans sogn; her stod kisten

2-3dage, indtil selve begravelsesdagen, hvor den førtes ind i kirken ^og anbragtes påenkatafalk i kirkens kor. Kranseogbuketterarrangeresrundt

omkisten_ogned ad midtergangen, hvis derer mange.

Begravelseshøjtideligheden

Selve højtideligheden indledes med klokkeringning, så synges en salme,

hvorefterpræstengår hen til kistens hovedende, der altid vender mod alte¬

ret, og holder en kort begravelsestale. Der ^synges endnu en salme. Er der

tale om en bisættelse, foretages jordpåkastelsen her og et efterfølgende

Fadervor læses mellemanden_ogtredie salme. Under denne handling rejser følget sig.

16

Hvis det drejer sig om enjordbegravelse, beder præsten en bøn foran alteret,ogi dette tilfælde foretages jordpåkastelsen på kirkegården.

Det er lidtforskelligt, om man bærer kisten ud under den sidste salme,

ellerom manventer, til salmen ersungetfærdig, så den bæres ud, medens organistenspilleretpostludium. Klokkerne begynder igenatringe.

Dajordbegravelsen erden oprindelige form, erdet skikke herfra, derer overført til bisættelserne. De har tilsyneladende endnu ikke fundet en

endelig form. Mens det ved jordbegravelsen virkersom ennaturlig afslut¬

ning, at følget ledsager kisten til graven og overværerjordpåkastelsen her, mangler der en slutning på bisættelsen. Skal de pårørende drage med til krematoriet forat aflevere kisten, hvorman måske kommer til at holde i

kø? Deter en mulighed, bedemændenefraråder. Man kan også følge kisten

ud _{og se} rustvognen forsvinde i trafikken. I landsognet følger^man til fods

efter _vognen til kirkegårdsmuren, derfra fortsætter rustvognen alene. Det forekommermere naturligtat slutte begravelsen i kirken, således atfølget går, når selve højtideligheden er forbi, efterladende kisten. Bedemanden

kan såpåetseneretidspunkt afhente denogkøre tilkrematoriet. Deter op til de enkelteatafgøre, hvad de følererrigtigst.

Foretages bisættelsen fra krematoriets kapel, bliver kisten ^nu næsten altidstående, til følget har forladt rummet. Tidligere forsvandt kisten ind bagetforhæng eller blev sænket ned i gulvet, ^mensdepårørende stod^også derpå. Det virker vist lidt teatralsk på de fleste. Men bedemanden bliver stadigspurgt, omkisten skal »synkes«.

Der fortælles en historie (bedemand nr. 2) om en fanebærer, der på Bispebjerg krematorium var kommet lidt for tæt hen til kisten. Da denne efter endt højtidelighed sænkedes ned, ^røg den stakkels fanebærer med.

Hanslap dog med forskrækkelsen.

Kvinders voksende selvstændighed har sat et vist præg på begravelser.

Alle fire bedemænd fortalte, at det i løbet af de sidste 5-10år var blevet almindeligt, at også kvinder var med til at bære kisten. Hvis det ikke er

muligt at finde seks pårørende, der er i stand til at bære, kan kirke¬

personale og bedemænd træde hjælpende til. Eller man kan bestille Jig-

bærere fra KøbenhavnsBegravelsesvæsen formedelst 48 kr.pr. mand.

Bedemændene i København_arrangererogså fælles kaffebord efter begra¬

velsen, hvis de pårørende ønsker det. Men i byen er det ved at forsvinde

helt. Kun ca. 2 % af de efterladteanmodede ombedemændenes assistance tilatlave et kaffebord som afslutning på begravelsen. På landeterdet dog stadig meget almindeligt, at følget kører til det nærmeste forsamlingshus,

hvor derservereskaffe_oglagkage.

Hermederbegravelseshøjtideligheden forbi, men deterudgifterneimid¬

lertid ikke.

Selvom ligbrændingfremdeleseralmindeligere i byerne end på landet, er

specielle urnegravpladser begyndt at dukke op på landsbykirkegårdene (Nationalmuseet foto, 1981. St. Spjellerup).

Gravsted

Enjordbegravelse kræver en såkaldt 3-meter grav. Den er 1,70mdyb, og

gravning koster 493 kr.

Er man medlem afen ligbrændingsforening, ^{er sang,} orgel og udsmyk¬

ning gratis, ligesom ^man far reduktion på brændingsprisen. Er man ikke medlem, koster en brænding i København 248 kr., mens det samme kan

gøresfor 200 kr. på Stevns.

Holmenskirkegård

Prisen på gravsteder varierer. På Holmens kirkegård, der er Københavns

ældste(fra 1666), menogsåen af de mindre med kun 6.000 gravsteder, har

man en fastpris på 55 kr. ^pr. m2, ogintet gravsted måværeunder 1 m2.Da

deraltidervissetingatordne, kommeren 3-metergravtilatkoste 180 kr.

for 20 år. Dertil kommerudgiften til hæk.

En_urnegravkoster på denne kirkegård 90 kr. Selveurnenminderom en lakeret dåse udenlåg. Den ^{er som}regel lavet afjern, ognedsættelsen finder

18

Jernurne af den type, Dansk Ligbrændingsforening

leverer tillangt de fleste af de begravelser, den arran¬

gerer(Foto: Dansk Ligbrændingsforening).

sted nogle dage efter brændingen. Familien kan gennem bedemanden få oplysning omtidspunktet for nedsættelsen, så de kan kommeog eventuelt

holdeenlilleandagt, mendeterikke så almindeligt. De kan også fåurnen udleveret. Det sker i de tilfælde, hvor den skal nedsættes på en anden kirkegård. Enurnesætteskun 1/2mned i jorden.

Foretrækkerman enfællesgrav, kan detgøresfor 177,10 kr.Enaske, der skal ifællesgrav, samles i en papemballage, ognårettilstrækkeligt antaler

samlet, nedsættes de i fællesgraven. Det foregår på den måde, at man graver enrende efter fjernelsen afgræstørven. Heri nedsættes de små æsker efter et bestemt system, da man ikke sætter flere ned oven i hinanden.

Derefter lægges græstørven igen på plads. Her oplyses ikke tidspunkt for nedsættelsen.

En_urnegrav må ikkerøresi 10 år. Erurnenaf porcelæn, ergravenfredet

i 20år, hvilket ogsåerden tid,enjordgrav skal stå, medmindre liget ligger i

en zinkkiste. I så fald kan gravstedet først tages i brug igen efter 40 års

forløb.

Skalkirkegårdens personaletagesig af pasningogvandingogpyntegrav tiljul, koster det 59 kr. Her kanmanogsågøre mereeller mindre ud af det.

Der er f.eks. tre forskellige priser på granpyntning: 33 kr., 66 kr. og en

luksuspyntning til 132kr. Holmens kirkegårder ensognekirkegård.

Vestrekirkegård

Vestrekirkegård^erkommunalt ejet^{og er}med sine 27.000 gravsteder^enaf

de storekirkegårde. Priserne eranderledes her. Foren 3-metergravkoster

det mellem 345 _og 540 kr. varierende efter, hvor smukke omgivelserman ønsker.

Kistefællesgraven beløber sig til 205 kr. Det billigsteeraskefællesgraven,

der kun koster 92 kr. Den vælges nu af 50 %. Det er lidt dyrere at blive

nedsat ienurnehave. Prisenerher 113 kr.

19

Skal kirkegården ^sørgefor vedligeholdelse af gravstedet på Vestre kirke¬

gård, koster det for renholdelse pr. år 98,50 kr., med vanding 24,75 kr.

ekstra_og70-100kr. foratlæggegranpå til jul.

Indenfor kirkegårdsvæsenet har man etbegreb, der omtalessom »legat-

grave«. Det drejer sig om personer, der testamenterer penge til vedlige¬

holdelse af deres gravsted i de obligatoriske 10 eller 20 år. På den kom¬

munale kirkegård anslår man, at det kan gøres for mellem 4.000 og 4.500 kr. Hertil kommer beplantning, der koster 7.000 kr. uden blomster

og gran. På Holmens kirkegård sætter man beløbet noget højere, nemlig

8-10.000 kr. med_gran. Skal der også plantes blomster isæsonen, kommer

beløbet _op på 10-12.000 kr. Disse tal blev givet med forbehold. Kirke¬

gårdene har iøvrigt underskud på mange af de gamle »legatgrave«. Da de

blev oprettet, havdeman ikke forudset den store inflation. Nårpengene er

brugt, forsøger kirkegårdsforvaltningen atkomme i kontakt med pårørende

foratforhøre,omde ervillige tilatbetale. Er de ikke indstillet på det, eller

kan man ikke finde slægtninge, bliver gravstedet ryddet,og der plantesen

stedsegrønbusk eller andet, dergørdet letatholde.

Kirkegårdilandsogn

Udeomkring i landeterdet menighedsrådene, der fastsætter priser pågrav¬

steder. Mange stedererdet gratis forsognetsbeboere, hvilketertilfældet i

detlandsogn (Stevns), hvispræstjeg har haft kontakt med.

Gravsten

Gravsten hører normalt ikkemedtil bedemandens område, menpå opfor¬

dring påtager han sig dog ogsåatordne dettefor folk.

Der var ingen større prisforskel hos de to stenhuggermestre, jeg talte

med. En ganske almindelig gråsten af middel størrelse koster500kr. Den

mest anvendte gravsten er med poleret overflade og koster 3.000 kr.

pr. m2.Yderligere beregnes 16 kr. for hvert bogstav ogtal. På ensten så jeg

en meget lille fugl i bronce. Ønskede man at fa den anbragt på stenen, måttemanofre 70 kr. De hvide marmorduer^erheltgået af brug.

Dødsannonce

I midten af forrige århundrede begyndte.man at annoncere dødsfald i aviserne,enskik dernu ermegetudbredt.

De to store københavnske dagblade beregner priserne pr. mm. Berling¬

ske Tidende erden dyreste med 2,65 kr. pr. mm. på hverdage og 6,60kr.

påsøn- oghelligdage. De tilsvarende priser i Politikenerhenholdsvis 1,85

og3,80 kr. Berlingske Tidende harenstandardopsætning: man kan f.eks. i

denneavis ikke faindrykket endødsannonce over2 spalter. Derimod kan

20

mangodt fa trykt etkors overeller luft omkring teksten. Politiken bringer 2-spaltedeannoncer.

Som regel er det de nærmeste slægtninge, der annoncerer dødsfaldet.

Men det hænderdog også, at etfirma sætteren dødsannoncei avisen. Det sker især, hvor det drejer sig om firmaets chef eller en overordnet funk¬

tionær i virksomheden.

Udstyret og formuleringen i disse annoncer går i retning af større enkelhed. Jeggennemlæsteentilfældigugei marts 1979 dødsannoncerne i Berlingske Tidende og Politiken. Det samlede antal annoncer var i Ber¬

lingske Tidende 156 ogi Politiken 150. Af disse foregik henholdsvis 73 og 96 »i stilhed« eller, hvad der også eralmindeligt, begravelsen havde alle¬

rede fundet sted. I Berlingske Tidende var 10 annoncer smykket med et kors, ogPolitiken havde 11 kors den pågældendeuge.

Tidligere forekom ofte bibelcitater eller salmevers i dødsannoncerne.

Dettereduceres efterhånden tilennøgternmeddelelse i dagbladeneomden kendsgerning, atomtalteperson erdødogbegravet.

Den samlederegning

Jegvilnu sepå den samlede regning, bedemanden skriver til de efterladte.

I landsognet svingede prisen på^en almindelig begravelse mellem 2.300 og 2.500kr., men herivarikke inkluderet gravning afgrav. Hansarbejde var

forbi, når han havde afleveret kisten i kirken. Graverenberegnede sig her

300 kr. forat grave engrav.

1 Københavnsområdet ligger priserne på 2.500-5.000 kr. for en stan¬

dardbegravelse. Hertil kommer udgift tilgravstenogannoncesamt-even¬

tuelt-gravning.

Begravelseshjælpen beløber sig for tiden til 1.700 kr. (1977, i 1979 var beløbet 1.850 kr.), ^men ingen ville påtage sig at ordne en »rigtig« begra¬

velsefor dette beløb.I detilfælde, hvor der ikke findes pårørende eller akti¬

ver i boet, betaler bistandskontoret de 1.700kr., og socialstyrelsen kan

eventueltsupplere, såmanfaretlidtstørrebeløb til rådighed.

Der har i nyhedsmedierne nylig været en diskussion om, hvorvidt ^en begravelse kan ordnes for det beløb, den offentlige sygesikring udbetaler i begravelseshjælp. Socialministeren har indhentet oplysning hos etunavn¬

givet bedemandsfirma, dermeneratkunnearrangere en»beskeden« begra¬

velse for beløbet.

2 dage senere, 19. maj 1979, udtaler formanden for Bedemændenes landsforening i radioavisen, at det ikkeermuligt at lave en begravelse for

de_penge, sygesikringen giver i begravelseshjælp.

Hele spørgsmålet bliver yderligere kompliceret af de forskelligeopfattel¬

seraf, hvadderhørermedtilen»enkel« begravelse.

Heri Danmark dør der ca. 60.000 mennesker om året(6). Sætter man

gennemsnitsprisen på en begravelse til 3.000 kr., bliver årsomsætningen alene på selve begravelserne 180 millioner. Hertil kommer tillige gravsten ogvedligeholdelse af^grave, samtudgifterne, der dækkes af kirke- ogkom¬

muneskatter, alt i alt næppe under 1/4milliard kroner. Vestre kirkegård

har f.eks.etunderskudpå 35millioner kroner.

Determange penge,vi ofrer påvordødekult.

Litteraturliste:

Bengt Holbek: Højtider i slægtens liv. Dagligliv i Danmark i det nittende og tyvende år¬

hundrede, København 1963, bind 1,s.37-61.

IørnPiø: Folk fester. Sm. bindII,s.49-99.

Bengtaf Klintberg, udg.: Tro, sanning, sägen. Stockholm 1973.

Nils-ArvidBringéus: Svensk Begravningssed, udateret stencil.

Nils-Arvid Bringéus: Begravningssedens förändring. Ignis. Tidsskrift för eldbegängelse- spörsmål, 1962.

Poul Bonnevie: SocialMedicin, København 1975,s.70.

StatistiskÅrbog1977.

Monopoltilsynet. Bedemandserhvervet. Struktur, priserogindtjening. December 1980.

Bedemandsbogen: Hvadgørjeg, Hillerød bogtrykkeri 1976.

Kildeliste:

BenteSchiøler:Dagbogsnotater 1977, vedr. begravelsesvirksomhed.

Bedemandsbogen: Hvadgørjeg, Hillerød bogtrykkeri 1976.

BT, 20.sept. 1969, bilag 1.

Berlingske Aftenavis 22.sept.1969.

Berlingske Tidende, dødsannoncer 10.-15.marts1979.

Politiken, dødsannoncer 24.-29.marts1979.

Politiken, 17.maj 1979.

Noter:

1 Statistiskårbog. 2 P.Bonnevie, 1975,s.70. 3 N.-A. Bringéus: Svensk Begravningssed,

s. 14. 4 N.-A.Bringgéus: Svensk Begravningssed, s.34. 5 Monopoltilsynet, 1980.

6 StatistiskÅrbog1977.

Death isa subject rarely discussed. Nowadaysmany people haveno clear knowledgeof the practicalmeasurestobe takenatthe death ofahumanbeing. I have in this assignment studied the historicalbackground and how thecustomssurroundingafuneral have been changed by time; furthermore I have looked into the economicalaspectsofafuneral.

In ordertounderstandourpatternofceremony wehavetoknow aboutthe historicalper- spective, sincetraditionsaretransmitted from generationtogeneration and become actualized andreproduced when deathoccurs.Often only details change. But viewedover alonger period

of time one perceives fundamental changes in our behaviour in relation to death. These

Summary

Man's lastEventandtheExpenses

surrounding

changes probablyoccurfaster in thiscenturythan before, becausesomuch has beenmodified

inoursociety. Nowadaysmostpeopledie ina hospital, whereas around theturnof theCen¬

turypeople died in their hornes. The social function ofa funeral has also changed. Afuneral taking place in private is farmore commonthanearlier, whenalarge gatheringatafuneral

gaveesteem tothe departed and their surviving relatives.

Anotheressential factortobe mentioned is therapid rising in the numberof cremations,

whichbynowis 90 % in the urbanareaand 80 %in the particular ruralareawhich 1choseto investigate. In 1935 only 10 % chose cremation in the urbanarea.

In ordertobe abletoestimate the economical aspectsItalkedtofourundertakers,twomi¬

nisters andtwo stonemasons; I also visitedtwo cemeteries. Through talks with thepeople mentioned above I have triedtogiveapictureof the various kinds of funerals whichonecan purchase. Howan averagefuneral takes place,howmustitcostsin these piaces, this is what

Ichosetoillustratein_mymaterial.