Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Økonomiske Tendenser
2001
Udgivet af: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Reventlowsgade 14, 2., 1651 København V - Telefon 3331 2262 - Telefax: 3331 3041
E-mail: ae@raadet.dk Web: www.aeraadet.dk
Redaktion: Lars Andersen, Martin Hornstrup og Thomas V. Pedersen Derudover har følgende bidraget:
Jonas Schytz Juul Anita Vium Martin Windelin
Layout: Annette Topholm ISBN: 87-91018-02-1
AE sætter i Økonomiske Tendenser 2001 fokus på tre temaer. For det første udviklingen i dansk økonomi, hvor den øjeblikkelige økonomiske situation sættes i historisk perspektiv.
For det andet ses der på skat og fordeling. Skattedebatten har snart løbet et års tid. Vi forsøger at samle op på denne debat - hvad er myter og hvad er realiteter? Der ses også på indkomstfordelingen i Danmark. Hvordan ser fordelingen af indkomster mellem forskellige befolkningsgrupper ud, og hvordan har indkomstfordelingen udviklet sig de seneste år?
Det tredie tema, der tages op i rapporten er Central- og Østeuropa - hvordan går det økonomisk i de østeuropæiske lande, hvad vil indvan- dring fra øst betyde for os og udflytter vi arbejdspladser til øst?
Forord
Redaktion mv.
Indholdsfortegnelse:
-
Velstand og balanceproblemer i 50 år ... 5
- Arbejdsmarkedet fungerer bedre ... 14
- Tre myter om den offentlige sektor ... 22
- Færre på overførselsindkomst ... 28
- Myter og realiteter i skattedebatten ... 35
- Indkomstskat og indkomstudvikling ... 41
- Indkomstfordeling ... 49
- Tre myter om sociale problemer ... 58
- Forskelle mellem ansøgerlande bliver større ... 63
- Indvandring af arbejdskraft ved EU’s udvidelse ... 71
- Danske Investeringer i Central- og Østeuropa... 79 Dansk økonomi
Central- og Østeuropa
Skat og fordeling
De sidste 50 års velstandsudvikling BNP – den samlede produktion og der- med velstand – er vokset med ca. 2¾ pro- cent pr. år i perioden 1950-2000. I samme periode er befolkningen årligt vokset med ca. ½ procent. BNP pr. indbygger – den gennemsnitlige velstand pr. dansker – er således steget med godt 2¼ procent om året i de sidste 50 år. Det svarer til, at hver dansker i dag i gennemsnit er tre gange så velstående som for 50 år siden.
Fremgangen er især skabt i 50-årets fire højkonjunkturperioder – dvs. årene 1952- 54, 1959-73, 1982-86 og 1994-2000. Om-
Velstand og balanceproblemer i 50 år
vendt har der i enkelte år i starten af 50- året, i årene omkring første og anden olie- krise, og i årene 1987-93 været faldende og stagnerende velstand.
Figur 1 viser den årlige vækst i BNP pr.
indbygger i perioden 1950-2000. Den fuldtoptrukne linie i figuren angiver den gennemsnitlige vækstrate for 50-året.
Hvor søjlerne flere år i træk ligger på og under den fuldtoptrukne linie, er der tale om perioder med lavkonjunktur. Og omvendt højkonjunkturperioder, hvor de ligger på og over den fuldtoptrukne linie.
Figur 1. Gennemsnitlig årlig vækst i BNP pr. indbygger
Anm.: Den fuldtoptrukne linie angiver den gennemsnitlige vækstrate for 50-året.
Kilde: ADAM’s databank og egne beregninger.
00 9 5 90 85 8 0 7 5 70 65 6 0 55 50 1 2 1 0 8 6 4 2 0 - 2 - 4 - 6
12 10 8 6 4 2 0 - 2 - 4 - 6
Procent Procent
Hø jko n- junktur
H øjkon- ju nktu r H øj-
kon - jun k- tur
Lavkon - ju nktur Oliekr is er /Stop & g o H øjkon-
jun ktu r Stop & go
En gennemgang af udviklingen på arbejdsmarkedet og betalingsbalancen viser, at situa- tionen er en helt anden i dag end ved afslutningen af de foregående højkonjunkturer igennem de sidste 50 år. Fraværet af egentlige balanceproblemer betyder, at der i sig selv ikke er noget uholdbart i den nuværende situation. Den aktuelle robusthed i dansk økonomi understreges af, at der faktisk har været et olieprischock i perioden 1998-2000 af tilsvarende styrke som i perioden 1978-1980 – ”anden oliekrise” – uden, at der kan aflæses dramatiske effekter i inflations- og beskæftigelsestallene.
Specielt perioden 1959-73 – ”de gyldne 60’ere” – springer i øjnene. I denne pe- riode steg BNP pr. indbygger årligt med hele 4,1 procent. At det var muligt med så kraftig vækst over en så lang periode, skyldes i høj grad, at dansk økonomi – sammen med de andre europæiske lande – var inde i en såkaldt ”catching-up-fase”.
I 1950’erne og 1960’erne var det ameri- kanske velstandsniveau betydeligt højere end det europæiske. Det skyldes i høj grad, at de amerikanske virksomheder havde bedre maskiner, bedre teknologi, og anvendte smartere produktionsproces- ser. De var med andre ord langt mere pro- duktive. Igennem ”de gyldne 60’ere” til- egnede de europæiske virksomheder sig gradvist den amerikanske viden – derfor udtrykket ”catching-up”. Og herved var det muligt at fastholde en forholdsvis høj produktivitetsvækst igennem en længere årrække.
Produktivitet og velstand
Figur 2 viser væksten i produktiviteten i perioden 1950-2000. Ved at sammenholde figur 1 og 2 ses, at det i høj grad var som
følge af høj produktivitetsvækst – vækst i produktion (BNP) pr. beskæftiget – at danskerne oplevede høj velstandsfrem- gang i perioden 1959-73.
I takt med, at de største forskelle mel- lem USA og Europa blev udlignet i 70’er- ne, faldt de europæiske landes produkti- vitetsvækstrater til et lavere niveau. For Danmarks vedkommende skete dette i starten af 70’erne. I perioden herefter – hvor der ikke har været medvind fra catching-up – har den gennemsnitlig pro- duktivitetsvækst ligget på godt 1½ pro- cent. Igennem 1950’erne og 60’erne lå den på godt 3¼ procent.
Overordnet set kan den gennemsnitlige velstand pr. dansker stige gennem tre ka- naler. Gennem stigende produktivitet, gennem større erhvervsdeltagelse og gen- nem faldende arbejdsløshed.
De mere begrænsede muligheder for vækst i produktiviteten og den forholds- vise høje erhvervsdeltagelse for de fleste på arbejdsmarkedet betyder i sig selv, at det er vanskeligt at opnå velstandsfrem- Figur 2. Produktivitetsvækst
Anm.: Figuren viser et tre-års glidende gennemsnit for vækstraten i BNP pr. beskæftiget.
Kilde: ADAM’s databank og egne beregninger.
00 95 90 85 80 75 70 65 60 55 50 7
6
5
4
3
2
1
0
7
6
5
4
3
2
1
0
Procent Procent
gang, der kan måle sig med ”de gyldne 60’ere”.
I det lys må det betegnes som ekstraor- dinært, at det 20. århundrede blev afsluttet med en syv-årig periode, hvor velstands- fremgangen pr. dansker pr. år i gennem- snit lå 0,4 procentpoint over gennemsnit- tet for de sidste 50 år.
Balanceproblemer og konjunktur- svingninger
Traditionelt har landene konjunktursving- ninger over tid. Det skyldes ”økonomiens selvregulerende kræfter”. F.eks. vil en pe- riode med højkonjunktur medføre tendens til flaskehalse på arbejdsmarkedet og kap- acitetsproblemer i virksomhedernes pro- duktionsapparat. Det vil så slå ud i stigen- de inflation, og dårligere konkurrenceev- ne. Og dermed en tendens til stagnerende eksport og stigende import, hvorved pro- duktion og beskæftigelse dæmpes.
En periode med højkonjunktur vil såle- des traditionelt blive afsluttet som følge af balanceproblemer. Balanceproblemer, der kommer til udtryk gennem stigende og høj inflation og negativ udvikling på beta- lingsbalance.
Som ovenfor nævnt, har der gennem åre- ne 1952-54, 1959-73, 1982-86 og 1994- 2000 været højkonjunktur i Danmark. Ta- bel 1 sammenholder arbejdsløshed, infla- tion og betalingsbalance i det sidste år af de fire højkonjunkturperioder.
I 1950’erne betød restriktioner på kapi- talbevægelserne, at det var vanskeligt at låne i andre lande – og dermed vanskeligt at finansiere et underskud på betalingsba- lancen. Underskuddet på betalingsbalan- cen i 1954 satte således en effektiv stop- per for opsvinget i starten af 1950’erne.
Og det selvom der ikke umiddelbart var noget alarmerende over situationen på ar- bejdsmarkedet i denne periode, jf. niveau- et for arbejdsløshed og inflation i tabel 1.
I 1973 er det især den kraftige inflation, der springer i øjnene. En betydelig årsag til den høje inflation var de tiltagende energipriser i forbindelse med første olie- krise. Det er dog langt fra hele historien.
Der var meget betydelige balanceproble- mer på arbejdsmarkedet i starten af 1970’erne. Dette analyseres nærmere ne- denfor.
Såvel udviklingen på arbejdsmarkedet som betalingsbalancen var med til at sætte en stopper for opsvinget i midtfirserne.
Tabel 1. Balancer på toppen af en højkonjunktur
Arbejdsløshed Inflation Betalingsbalance
Pct. af arbejdsstyrke Procent Pct. af BNP
1954 2,9 1,9 -1,8
1973 1,0 9,3 -1,6
1986 7,7 4,0 -5,3
2000 5,3 2,9 2,1
Anm.: Inflation er målt ved væksten i forbrugerpriserne. Tabellen viser 1987-værdierne for arbejdsløshed og inflation for opsvinget i midtfirserne. Vækstmæssigt toppede opsvinget i midtfirserne i 1986, men på arbejdsmarkedet toppede det først i 1987.
Kilde: ADAM’s databank og Danmarks Statistik.
Der var betydelige flaskehalse på arbejds- markedet, og der blev sat ”Danmarks-re- kord” i betalingsbalanceunderskud. De store balanceproblemer mod slutningen af opsvinget i midtfirserne var i høj grad medvirkende til, at perioden blev afløst af syv års lavkonjunktur.
De økonomiske balancer i 2000 afviger markant fra situationen ved afslutningen af tidligere opsving. Således var der di- rekte overskud på betalingsbalancen i 2000. Og der var ikke større ubalancer på arbejdsmarkedet. Godt nok har inflatio- nen været tiltagende. Men det kan henfø- res til olieprisudviklingen og ikke situa- tionen på arbejdsmarkedet, jf. boks 1 og afsnittet om flaskehalse på arbejdsmarke- det.
På trods af syv års højkonjunktur, så er de økonomiske balancer således grund- læggende sunde her ved indgangen til et nyt årtusinde. Og at der ikke er en eller flere kraftige ubalancer i økonomien på toppen af en højkonjunktur er en helt ny situation. Derfor er det heller ikke sand- synligt, at vi nu står på tærsklen til en ny periode med dyb lavkonjunktur.
Arbejdsløshed og velstand
At det er lykkedes at fastholde en relativ høj velstandsfremgang i de sidste syv år skyldes i høj grad, at det er lykkedes at fastholde et vedvarende fald i arbejdsløs- heden. Hertil kommer dog også den eks- traordinært høje produktivitetsvækst ved starten af opsvinget.
Arbejdsløsheden er faldet med ca.
200.000 personer, svarende til knapt syv procent af arbejdsstyrken i de seneste syv år. Arbejdsløsheden udgør nu godt fem procent af arbejdsstyrken, hvilket er sam- me niveau, som var gældende i midten af 70’erne, jf. figur 3.
I ”de gyldne 60’ere” udgjorde arbejds- løsheden under to procent af arbejdsstyr- ken. En så lav ledighed er næppe reali- stisk at nå igen. De nuværende ca.
150.000 ”fuldtidsarbejdsløse” dækker så- ledes over 560.000 personer, der er berørt af ledighed i løbet af året. Og 300.000 af disse personer er ramt af ledighed i min- dre end 2½ måned. Danske virksomheder har relativt let ved at ansætte og fyre folk.
Modstykket til dette er dagpengesystemet, således at lønmodtagerne er sikret mod større indkomsttab.
Figur 3. Arbejdsløshed
Kilde: ADAM’s databank.
0 0 95 90 85 8 0 75 70 65 6 0 5 5 50 14
12
10
8
6
4
2
0
14
12
10
8
6
4
2
0
Pct. af arbejdsstyrke Pct. af arbejdsstyrke
Boks 1. Økonomiske nøgletal for 1978-1980 og 1998-2000
Opgjort i kroner steg prisen på råolien med over 130 procent fra 1998 til 2000. Det svarer rundt regnet til prisudviklingen under anden oliekrise, jf. figur.
På trods af praktisk taget samme udvikling i råolieprisen, steg forbrugerpriserne med 18 procentpoint mere i perioden 1978-1980 end i 1998-2000.
Denne forskel kan forklares ved dels et bedre fungerende arbejdsmarked og dels et skift fra devalueringspolitik til fastkurspolitik. Alt i alt har samme energiprisstød til dansk økonomi således ikke sat gang i løn-pris-spiralen i perioden 1998-2000 som i 1978-1980.
Med til historien hører også, at dansk økonomi – og verdensøkonomien – i dag ikke er lige så afhængig af olieprisudviklingen, som i 1970’erne. Men det hører derimod ikke med til historien, at Danmark i slutningen af 1990’erne skulle være betydeligt mere begunstiget af ”medvind” fra de omkringliggende lande end i slut- ningen af 1970’erne. Således udviklede eksportmarkedsvæksten sig nogenlunde ens i perioderne 1978-1980 og 1998-2000.
Forskellig økonomisk politik og dansk økonomis større robusthed over for olie- prisstigninger – herunder arbejdsmarkedets bedre funktionsmåde – betyder alt i alt, at beskæftigelsen stort set var uændret fra 1978-1980, mens den steg med knapt 45.000 fra 1998-2000, jf. figuren.
Figur. Udvikling i oliepris, forbrugerpriser, eksportmarkedsvækst og beskæftigelse
Kilde: ADAM’s databank og Danmarks Statistik.
1980 hhv. 2000 1979 hhv. 1999
1978 hhv. 1998 250
200
150
100
50
250
200
150
100
50
Indeks 1978 hhv. 1998 = 100 Indeks 1978 hhv. 1998 = 100
Råoliepris i kroner
1998-2000 1978-1980
1980 hhv. 2000 1979 hhv. 1999
1978 hhv. 1998 125
120
115
110
105
100
95
125
120
115
110
105
100
95
Indeks 1978 hhv. 1998 = 100 Indeks 1978 hhv. 1998 = 100
F or brugerpriser
1998-2000 1978-1980
1980 hhv . 2000 1979 hhv. 1999
1978 hhv. 1998 50
40
30
20
10
0
50
40
30
20
10
0
Ændring i f.t. 1978 hhv. 1998 Ændring i f.t. 1978 hhv. 1998
Beskæf tigelse, 1000 personer
1998-2000 1978-1980 1980 hhv. 2000
1979 hhv. 1999 1978 hhv. 1998
120
115
110
105
100
95
120
115
110
105
100
95
Indeks 1978 hhv. 1998 = 100 Indeks 1978 hhv. 1998 = 100
Eksportmar kedsvækst
1998-2000 1978-1980
Disse ordninger og regler betyder stor fleksibilitet på det danske arbejdsmarked.
Men omvendt også en højere ”bund” un- der det lavest mulige ledighedsniveau.
Det betyder dog ikke, at det er ureali- stisk med en arbejdsløshed under fem procent af arbejdsstyrken. Men alene, at der er urealistisk langt ned til en arbejds- løshed på to procent. Faktisk var ledighe- den i de ”gyldne 60’ere” også lavere end arbejdsmarkedet kunne klare. Således var betydelige flaskehalse på arbejdsmarkedet med til at gøre en ende på den lange pe- riode med højkonjunktur fra 1959 til 1973, jf. følgende afsnit.
Flaskehalse på arbejdsmarkedet Der findes ikke noget egentligt mål for udviklingen i flaskehalssituationen på ar- bejdsmarkedet. Man kan dog få en ganske god indikation af forholdene ved at se på lønudviklingen. Flaskehalse betyder jo, at der inden for et fag og for et geografisk afgrænset område er mangel på arbejds- kraft – dvs. at efterspørgslen er større end
udbuddet. Og større efterspørgsel end ud- bud presser prisen – lønnen – på arbejds- kraft op.
Lønudviklingen skal herudover ses i sammenhæng med den generelle prisud- vikling i samfundet. Er stigningstakten i forbrugerpriserne høje, vil lønstignings- takten typisk også være høj. Ved at se på udviklingen i reallønnen – dvs. lønstig- ningerne fratrukket forbrugerprisinfla- tionen – kan man således få et indtryk af merlønsstigningernes størrelsesorden.
Figur 4 viser udviklingen i reallønnen i de sidste år af opsvinget i ”de gyldne 60’ere”, midtfirserne og anden halvdel af 1990’erne.
Merlønsstigningerne var forholdsvis høje i starten af 1970’erne – og direkte til- tagende i 1973, hvor olieprisstigninger satte ind. Lønnen steg således betydeligt mere end den generelle inflation – og der- med også mere end, hvad bidraget fra de
Figur 4. Væksten i realløn på toppen af højkonjunktur
Anm.: Figuren viser den procentvise ændring i timelønnen ud over den procentvise ændring i forbrugerpri- serne. Beskæftigelsesmæssigt toppede opsvinget i midtfirserne først i 1987, hvorfor perioden 1985-87 er gengivet.
Kilde: ADAM’s databank og Danmarks Statistik.
Top 1 år før top
2 år før top 10
8
6
4
2
0
-2
10
8
6
4
2
0
-2
Procent Procent
1998-2000 1985-1987 1971-1973
stigende energipriser skulle kunne forkla- re.
Høj reallønsvækst som følge af høj pro- duktivitetsvækst er ikke et udtryk for fla- skehalse på arbejdsmarkedet, men udtryk for en holdbar lønudvikling. Hvis real- lønsvæksten derimod ligger betydeligt over væksten i produktiviteten, er der tale om uholdbare lønstigninger – og dermed flaskehalse. Og problemet i starten af 1970’erne var, at produktivitetsvæksten var faldende, jf. figur 2 ovenfor.
Udviklingen i reallønnen – sammen- holdt med produktiviteten – indikerer så- ledes kraftige flaskehalse på arbejdsmar- kedet i starten af 1970’erne. Selv i fravær af olieprisstigningerne i denne periode, tyder det således på, at konjunkturerne ville have vendt. De kraftige olieprisstig- ninger har langt hen ad vejen ”bare” for- værret styrken i konjunkturomvæltningen i 1973.
Tilsvarende indikerer lønudviklingen i midtfirserne betydelige flaskehalse på ar- bejdsmarkedet. Og de forholdsvis kraftige merlønsstigninger skete også i denne pe- riode i en situation med vigende vækst i produktiviteten. Disse balanceproblemer bidrog væsentligt til konjunkturvendingen i 1987.
I perioden 1998-2000 har væksten i re- allønnen derimod været svagt stagneren- de. Og der er ikke noget egentligt misfor- hold mellem reallønsudviklingen og pro- duktivitetsudviklingen. Der kan således overhovedet ikke genfindes egentlige ba- lanceproblemer på arbejdsmarkedet i tal- lene for lønudviklingen i denne periode.
På trods af et underliggende inflationspres fra kraftige olieprisstigninger. Og på trods af syv års uafbrudt faldende ledighed.
Netop de stigende energipriser mod slut- ningen af 1990’erne kan forklare stagne- ringen i reallønsvæksten. Under første og anden oliekrise udløste energiprisstig- ningerne uholdbare lønstigninger, hvor- ved beskæftigelsen faldt. De tiltagende energipriser i slutningen af 1990’erne har derimod ikke udløst uholdbare lønstignin- ger, hvorved beskæftigelsesfremgangen er blevet fastholdt.
Betalingsbalance
Figur 5 viser udviklingen i betalingsba- lancen i perioden 1950-2000. 50-året har været domineret af perioder med under- skud på betalingsbalancen.
Rent definitorisk er betalingsbalancen lig med det såkaldte opsparingsoverskud – dvs. et lands samlede opsparing minus investeringsomfanget. Et betalingsbalan- ceunderskud afspejler således, at (forbru- gernes) opsparing ikke står mål med (virksomhedernes) investeringer. Og det er dermed nødvendigt at låne i andre lan- de for at finansiere et opsparingsunder- skud – et underskud på betalingsbalancen.
I 1950’erne betød restriktioner på kapi- talbevægelserne, at det var vanskeligt at låne i andre lande – og dermed vanskeligt at finansiere et underskud på betalingsba- lancen. I perioden herefter blev disse re- striktioner gradvist lempet, hvorved det blev lettere at finansiere et underskud på betalingsbalancen.
Niveauskiftet i betalingsbalancen i slut- ningen af 1980’erne og starten af 1990’er- ne skal – udover konjunktursituationen – ses i sammenhæng med, at Danmark gik fra at være nettoimportør til at være netto- eksportør af energi. Herudover har skat- teomlægningerne med start i 1987, 1994 og 1999 øget tilskyndelsen til at spare op.
Det har forbedret det såkaldte strukturelle forhold mellem opsparing og investerin- ger og dermed forbedret det strukturelle betalingsbalanceniveau.
I figur 6 stilles der skarpt på betalings- balanceudviklingen i de sidste år af de tre seneste opsving.
Toppen af højkonjunkturperioderne frem til 1973 og 1986 er kendetegnet ved
såvel forværring af som egentligt under- skud på betalingsbalancen. Det er ikke til- fældet i 2000. Her var der såvel overskud som en mindre forbedring af betalingsba- lancen.
I særdeleshed var opsvinget i midten af 1980’erne ”finansieret” for lånte penge.
Dels var det over 20 år siden, der sidst havde været overskud på betalingsbalan- cen. Og dels var udviklingen løbet helt af
Figur 6. Betalingsbalance på toppen af højkonjunktur
Kilde: ADAM’s databank.
Top 1 år før top
2 år f ør top 4
2
0
-2
-4
-6
4
2
0
-2
-4
-6
Pct. af BNP Pct. af BNP
1998-2000 1984-1986 1971-1973
Figur 5. Betalingsbalance
Kilde: ADAM’s databank.
00 95 90 85 80 75 70 65 60 55 4
2
0
-2
-4
-6
4
2
0
-2
-4
-6
Pct. af BNP Pct. af BNP
sporet med et rekordstort betalingsbalan- ceunderskud på over fem procent af BNP i 1986. Denne udvikling var selvsagt ikke holdbar.
De store ubalancer på såvel arbejdsmar- kedet som mellem opsparing og investe- ringer satte skub i ”økonomiens selvregu- lerende kræfter”, og bragte af sig selv en ende på opsvinget i midtfirserne. Men derudover var det nødvendigt at gøre no- get ved dansk økonomis daværende akil- leshæl – det permanente misforhold mel- lem opsparing og investeringer, det så- kaldte strukturelle opsparingsunderskud.
Udover de negative konjunktureffekter fra
”økonomiens selvregulerende kræfter”
blev der således foretaget større forbrugs- begrænsende økonomisk politiske ind- greb. Det forværrede den negative udvik- ling yderligere.
Resultatet af midtfirsernes store økonomi- ske ubalancer og de økonomisk politiske stramninger som kartoffelkur og lign., der for sent forsøgte at rette op på de værste problemer, blev syv års dyb lavkonjunk- tur.
Alt i alt er situationen i dag således en helt anden end ved afslutningen af de fo- regående højkonjunkturer. Problemer i form af begyndende balanceproblemer er der løbende blevet taget hånd om op gen- nem 1990’erne – før de for alvor udvik- lede sig. Fraværret af egentlige balance- problemer betyder, at det ikke er sandsyn- ligt, at vi står på tærsklen til et større kon- junkturtilbageslag. Der er i sig selv såle- des ikke noget uholdbart i den nuværende situation.
Mindre ubalance på arbejdsmarkedet Velstandsudviklingen hænger tæt sammen med udviklingen på arbejdsmarkedet. Og her tænkes ikke bare på, at ledigheden fal- der, når der er højkonjunktur, og omvendt stiger under lavkonjunktur. Men på, at ar- bejdsmarkedets funktionsmåde bestem- mer mulighederne for vækst. Et dårligt fungerende arbejdsmarked begrænser vel- standsudviklingen, mens et velfungerende arbejdsmarked øger velstandsmuligheder- ne.
Arbejdsmarkedet fungerer bedre
En indikator på arbejdsmarkedets funkti- onsmåde er forskellen imellem de forskel- lige faggruppers arbejdsløshedsprocent.
Store forskelle mellem de forskellige fag- gruppers arbejdsløshedsprocent indebæ- rer, at det er svært at få udbud og efter- spørgsel af arbejdskraft til at passe sam- men. Dette indikerer strukturproblemer på arbejdsmarkedet. Hvis arbejdsmarkedet er velfungerende, vil arbejdskraften nemlig i højere grad finde derhen, hvor efter- spørgslen er, og dermed vil der være færre mismatch-problemer.
Siden 1994 er ledighedsforskellene mellem de forskellige faggrupper faldet betydeligt.
Det illustrerer et væsentligt bedre fungerende arbejdsmarked, hvor det har været muligt at nedbringe ledigheden fra knapt 13 til godt 5 procent af arbejdsstyrken – uden at der har været tiltagende lønstigninger. Fraværet af tiltagende lønstigninger er ikke et resul- tat af ”udefrakommende” forhold – lavere prisstigninger på importerede varer og ener- gi. Det viser en analyse af de seneste 20 års inflationsudvikling. Alt i alt viser analyser- ne i kapitlet, at den nuværende situation på arbejdsmarkedet begynder at minde om de sammenhænge, der var mellem arbejdsløshed og lønstigninger i 1950’erne og 1960’er- ne.
Figur 1. Udviklingen i ledighedsforskelle mellem faggrupper
Anm.: Figuren viser spredningen (målt ved standardafvigelsen) i A-kassernes ledighedsprocent. Jo mindre forskelle, der er i ledighedsprocenten mellem de forskellige faggruppers A-kasser, desto mindre er stan- dardafvigelsen.
Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.
00 98 96 94 92 90 88 86 84 82 80 7
6
5
4
3
2
7
6
5
4
3
2
Procentpoint Procentpoint
Figur 1 viser udviklingen i faggruppernes arbejdsløshedsforskelle. For hvert kvartal siden 1980 er det vist, hvor stor sprednin- gen i A-kassernes ledighedsprocenter var i det pågældende kvartal. Spredningen er beregnet som standardafvigelsen på A- kassernes ledighedsprocent.
Standardafvigelsen er et meget anvendt statistisk mål for spredning mellem obser- vationer. Jo mindre forskelle der er i le- dighedsprocenten mellem de forskellige faggruppers A-kasser er, desto mindre er standardafvigelsen.
Det ses af figur 1, at i perioden efter 1994 er ledighedsforskellene mellem de forskellige faggrupper blevet mindre og mindre. Dette var langt fra tilfældet under opsvinget i midtfirserne. Groft taget indi- kerer figuren, at arbejdsmarkedets funkti- onsmåde er nogenlunde konstant fra star- ten af 1980’erne og indtil midten af 1990’erne. Herefter sker der en væsentlig forbedring.
Flere økonomer betegnede i starten af 1990’erne et ledighedsniveau på 150.000 personer som helt urealistisk indenfor en overskuelig tidshorisont. Årsagen til dette var, at de tog udgangspunkt i erfaringerne fra opsvinget i midten af 1980’erne. At vi i dag alligevel står i den situation – uden væsentlige flaskehalsproblemer – skyldes, at de strukturproblemer, der kendetegnede arbejdsmarkedet i 1980’erne og starten af 1990’erne et langt stykke hen ad vejen er blevet løst.
Både struktur- og konjunkturpolitik har betydning
Arbejdsmarkedets måde at fungere på kan påvirkes af den såkaldte strukturpolitik – dvs. arbejdsmarkeds-, skatte- og erhvervs- politikken. Herudover kan selve konjunk- turudviklingen også være med til at på-
virke arbejdsmarkedets funktionsmåde.
Konjunkturudviklingen påvirkes af bl.a.
finanspolitikken.
Arbejdsløshed har det med at ”bide sig selv i halen”. Høj og stigende ledighed betyder nemlig, at flere og flere personer på arbejdsmarkedet ikke får vedligeholdt og udbygget deres kompetencer. Dermed mister de gradvist evnen til at træde direk- te ind i de jobs, der opstår. Og på den må- de kan arbejdsløshed være selvforstær- kende.
Det forhold, at arbejdsløshed er selvfor- stærkende, betyder også, at hvis konjunk- turfremgangen bliver for god, så har ar- bejdsmarkedet det med at ”brænde sam- men”. En for kraftig konjunkturudvikling kan således føre til tiltagende flaskehalse ved selv et forholdsvist højt arbejdsløs- hedsniveau.
Ved at forfølge en to-strenget strategi – indeholdende en aktiv finanspolitik og en aktiv strukturpolitik – i tilrettelæggelsen af den økonomiske politik er der således større mulighed for at forbedre arbejds- markedets funktionsmåde.
Helt konkret satte en kraftig finanspoli- tisk ekspansion gang i hjulene i dansk økonomi i 1994 – den såkaldte kick-start.
Det brød den negative spiral, der kende- tegnede dansk økonomi i perioden 1987- 93. Og siden har en aktiv arbejdsmar- keds-, skatte- og erhvervspolitik i kombi- nation med finanspolitikken sigtet efter en stabil økonomisk udvikling.
I stedet for – som tilfældet har været under tidligere opsving – først at reagere i den økonomiske politik, når problemerne var åbenlyse, har man under dette opsving været mere på forkant med udviklingen.
En betydelig del af en mere fremadrettet
politik har været den aktive arbejdsmar- kedspolitik.
Der har tidligere været en tendens til, at strukturpolitiske indgreb på arbejdsmar- kedet alene handlede om kompensations- gradens størrelse – dvs. dagpengeniveau- ets størrelse. Det er dog en noget enøjet tilgang.
De strukturpolitiske indgreb på arbejds- markedet i perioden efter 1993, har været baseret på princippet om ret til aktivering og uddannelse, og pligt til at tage et ar- bejde – indenfor rimelighedens grænser.
På den måde er det i høj grad undgået, at de lediges kompetencer er blevet dårligere og dårligere. Og dermed har arbejdsstyr- ken bibeholdt – og udbygget – de kvalifi- kationer, som virksomhederne efterspør- ger.
Endvidere har de regionale arbejdsmar- kedsråd ydet en betydelig indsats med at få udbuddet af arbejdskraft til at passe med efterspørgslen. Dette har bidraget til at øge mobilitet på arbejdsmarkedet.
Dette – sammen med de andre dele af den aktive arbejdsmarkedspolitik – har været med til at undgå, at opsvinget blev slået i stykker af ødelæggende flaskehal- se.
Men også det andet ben i strategien – den aktive finanspolitik – har ydet sit bi- drag. En af de væsentligste grunde til, at opsvinget i midtfirserne blev så kortvarig, var, at det var alt for eksplosivt. Og da man for alvor forsøgte at stramme op, var det for sent – konjunkturerne var allerede af sig selv ved at vende. Det medførte et meget kraftigt konjunkturtilbageslag og starten på en syv-årig periode med lav- konjunktur.
Siden 1994 har man forsøgt – og haft held med – at sikre en stabil positiv konjunk- tursituation. Et af de større indgreb i den sammenhæng var den såkaldte Pinse- pakke fra 1998.
Man kan ind imellem få det indtryk af den økonomiske politiske debat, at Pinse- pakken nærmest blev indført for at straffe borgerne i samfundet – måske specielt boligejerne. Det svarer lidt til den situa- tion, at teenagerne også synes, at foræl- drene alene er ude på at straffe dem, når de kun må tage fem øl med over til kam- meraten en fredag aften. Men selvom man (måske) ikke kommer lige så højt (og hur- tigt) ”op at ringe”, så bliver festen sjovere i det lange løb – og morgendagen bliver helt sikkert noget sjovere.
Tilsvarende med Pinsepakken. Pinse- pakken lagde en dæmper på privatforbru- get. Og det har selvfølgelig betydet, at ikke alle har haft det lige så sjovt, som de kunne have haft det – på helt kort sigt.
Men erfaringerne fra midtfirserne viser jo med alt tydelighed, at hvis man undlader at foretage de nødvendige økonomiske indgreb i tide, så går det for alvor galt. Og i fravær af Pinsepakken ville situationen på længere sigt således blive meget værre.
Sammenhæng mellem inflation og arbejdsløshed
Alt i alt har den to-strenget økonomiske politik været med til at sikre et langt mere holdbart opsving end tidligere. At opsvin- get ikke er blevet slået i stykker af øde- læggende flaskehalse, kan rent økonom- teknisk betegnes som, at det er lykkedes at nedbringe den strukturelle ledighed.
Rent grafisk kan arbejdsmarkedets funktionsmåde illustreres i et diagram, hvor arbejdsløsheden er afbildet ud ad førsteaksen og lønstigningstakten er afbil-
det ud ad andenaksen. I en normal situa- tion – dvs. hvor strukturledighed og in- flationsforventninger er konstante – vil de årlige observationer for arbejdsløshed og lønstigninger have en tendens til at ligge omkring samme linie i ovennævnte dia- gram. Linien vil have en negativ hæld- ning, da lav ledighed medfører høje løn- stigninger – og omvendt.
Rent illustrativt er der i figur 2 givet to eksempler på sådan en sammenhæng. Den fede linie angiver sammenhængen mellem arbejdsløshed og lønstigninger i en situa- tion med forholdsvis høj strukturledighed.
Den tyndere linie angiver sammenhængen i en situation med forholdsvis lav struk- turledighed.
Når flere økonomer i starten af 1990’er- ne således betegnede et ledighedsniveau på 150.000 personer (svarende til 5¼ pro- cent af arbejdsstyrken) som urealistisk, skyldes det, at de tog udgangspunkt i, at den strukturelle ledighed var (mere eller mindre) konstant.
I 1991 var arbejdsløsheden godt ti pro- cent. Rent grafisk kan man illustrere
ovennævnte økonomers ræsonnement ved at tage udgangspunkt i den fede linie i fi- gur 2. En nedbringelse af ledigheden fra godt 10 procent til 5¼ procent vil ifølge den fede linie medføre, at lønstigningerne stiger fra knapt 5 procent til knapt 15 pro- cent om året. Med andre ord ville en kraf- tig nedbringelse af arbejdsløsheden – med arbejdsmarkedets daværende funktions- måde – således lede til uholdbare lønstig- ninger.
Hvis de samme økonomer havde taget udgangspunkt i en situation med faldende strukturledighed, så ville det rent grafisk betyde en parallelforskydning indad af den fede kurve. Et betydeligt faldt i struk- turledigheden ville f.eks. betyde, at linien blev forskudt indad svarende til den tynde linies placering. En ledighed på 5¼ pro- cent vil med de sammenhænge på ar- bejdsmarkedet, der gælder på den tynde linie svare til en lønstigtningstakt på ca.
tre procent.
Hvis arbejdsmarkedets funktionsmåde således forbedres i takt med, at ledighe- den falder, så vil faldende arbejdsløshed ikke slå ud i tiltagende lønstigninger. Et Figur 2. illustrativ sammenhæng mellem inflation og arbejdsløshed
Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
0 5 1 0 1 5 2 0 2 5
0 2 4 6 8 1 0 1 2
Arbejdsløshed, pct. af arbejdsstyrke
Lønstigningstakt, pct.
fald i den strukturelle ledighed vil nemlig forskyde sammenhængen mellem ledig- hed og lønstigninger indad i figur 2.
De to linier i figur 2 er faktisk ikke rene hypotetiske linier. Den tynde afspejler ”si- tuationen” på det danske arbejdsmarked i perioden 1950-73. Den fede linie afspejler
”situationen” i perioden 1974-95. Hver især angiver linierne således den ”bedste”
linie gennem de to perioders punkter for de årlige tal for arbejdsløshed og lønstig- ninger.
Figur 3 sammenholder de to linier fra figur 2 med de faktiske punkter i alle åre- ne fra 1950 til 2000.
Punkterne i figur 3 ligger selvfølgelig ikke 100 procent oveni de to linier. De to linier afspejler således kun i grove træk den gennemsnitlige situation på det dan- ske arbejdsmarked i perioderne 1950-73 og 1974-95. Og linierne skal ikke forstås derhen, at strukturledigheden var helt konstant i de to perioder.
Rent statistisk forklarer linierne godt 45 procent af den variation, der er mellem punkterne i figuren for perioden 1950- 1973, og godt 80 procent af den variation, der er mellem punkterne for perioden 1974-1995. Det kunne tyde på, at sam- menhængene på det danske arbejdsmar- ked har været mere konstante fra midten af 1970’erne til midten af 1990’erne end igennem 1950’erne og 1960’erne. Og for perioden 1950-1973 kunne det tyde på, at den strukturelle arbejdsløshed var lidt hø- jere i 1950’erne end i 1960’erne.
Udover strukturerne på arbejdsmarkedet – niveauet for strukturledigheden – vil sammenhængen mellem arbejdsløshed og lønstigninger også afhænge af den gene- relle inflationsudvikling – herunder for- ventningerne til inflationsudviklingen. En betydelig del af denne bestemmes dog med udgangspunkt i situationen på ar- bejdsmarkedet. Men herudover spiller ud- viklingen i energipriserne og de uden- landske priser i øvrigt – dvs. priserne på Figur 3. Faktisk sammenhæng mellem inflation og arbejdsløshed
Anm.: Hvert punkt i figuren afspejler niveauet for arbejdsløshed og lønstigninger i et enkelt år for perioden 1950-2000. De to linier angiver den bedste linie gennem observationerne i perioden 1950-73 hhv. 1974- 1995.
Kilde: ADAM’s databank og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
2 0 0 0
9 5 9 0 8 0
7 5
7 0
6 0 5 5
5 0
9 8 9 7 9 6
9 9 0
5 1 0 1 5 2 0 2 5
0 2 4 6 8 1 0 1 2 1 4
A r b e j d s l ø s h e d , p c t . a f a r b e j d s s t y r k e
Lønstigningstakt, pct.
de varer vi importerer – en betydelig rolle.
F.eks. kan den tiltagende lønstignings- takt i 1973 og 1974 for en dels vedkom- mende henføres til de kraftige energipris- stigninger i perioden – og altså i mindre grad henføres til strukturerne på arbejds- markedet alene. Men det forhold, at sam- menhængen mellem lønstigninger og ar- bejdsløshed så at sige springer fra den ene linie til den anden i figur 3 i denne periode, skyldes, at strukturledigheden stiger i løbet af 1970’erne og starten af 1980'erne.
Stiller man skarpt på udviklingen efter 1995, så ses det af figur 3, at arbejdsmar- kedet gradvist har fjernet sig fra de sam- menhænge, der gjaldt fra midten af 1970’erne og frem til midten af 1990’er- ne. Punkterne for arbejdsløshed og løn- stigninger i årene 1996 til 2000 flytter sig gradvist over imod den linie, der beskri- ver de gennemsnitlige sammenhænge i årene 1950-73. Dermed ikke sagt, at si- tuationen på arbejdsmarkedet i dag svarer til situationen i 1960’erne. Derimod kan man sige, at figuren indikerer, at den nu- værende situation begynder at minde om
de sammenhænge, der var mellem ar- bejdsløshed og lønstigninger i 1950’erne og 1960’erne.
Det kan være vanskeligt at skønne over den eksakte udvikling i strukturerne på ar- bejdsmarkedet – beskrevet ved udviklin- gen i strukturledigheden. Analyser i Fi- nansministeriet tyder på, at strukturledig- heden er faldet med 5½ procentpoint fra 1993 til 2001, jf. figur 4.
Figuren viser også, at den nuværende ledighed praktisk taget er sammenfalden- de med skønnet over den strukturelle. Det er en anden måde at illustrere det forhold, at der aktuelt ikke er egentlige ubalancer på det danske arbejdsmarked, jf. gennem- gangen i kapitlet om vækst og ubalancer de sidste 50 år.
Inflationsfaktorer
Sammenhængen mellem lønstigninger og arbejdsløshed vil også – som nævnt oven- for – afhænge af den generelle inflation i samfundet. I løbet af 1980’erne bevægede Danmark sig fra at være et ”højinflations- land” til at være et ”lavinflationsland”. I starten af 1980’erne steg de danske for- brugerpriser med mellem 10 og 12 pro- Figur 4. Udvikling i strukturledighed og faktisk ledighed
Kilde: Finansministeriet og Danmarks Statistik.
01 00 99 98 97 96 95 94 93 92 91 90 14
12
10
8
6
4
14
12
10
8
6
4
Pct. af arbejdsstyrke Pct. af arbejdsstyrke
Skøn over s trukturledighed (års serie) Faktis k ledighed (m åneds s erie)
cent om året. I midten af 1980’erne steg forbrugerpriserne med mellem 4 og 5 pro- cent. Siden 1990 har den årlige vækst i forbrugerpriserne – med enkelte undtagel- ser – ligget mellem 2 og 2½ procent.
Dette skulle i sig selv betyde faldende lønstigningstakt – ved uændret faktisk ar- bejdsløshed. At der alligevel har været stort set konstant sammenhæng mellem lønstigningstakt og arbejdsløshed, jf. figur 3, skyldes, at strukturproblemerne i perio- den 1985-95 har været større end i starten af 1980’erne.
Hvis man var meget krakilsk kunne man hævde, at når det er lykkedes at ned- bringe ledigheden siden 1993 uden løn- stigningerne er taget til, så er det alene et resultat af faldende inflation i verden om- kring os. Argumentet bygger på det for- hold, at et generelt internationalt infla- tionsfald vil medføre mindre ”importeret”
inflation.
Fra midten af 1980’erne og fremefter er det muligt at isolere de enkelte bidrag til den danske inflationsudvikling. F.eks. bi-
draget fra prisen på importerede varer, energipriserne, fødevarepriserne m.m. Når alle de forskellige bidrag er trukket fra, er den såkaldte restfaktor tilbage. Den be- skriver den underliggende indenlandske inflation, dvs. inflationsudviklingen som følge af udviklingen i løn og avancer m.m.
Figur 5 viser udviklingen i den under- liggende indenlandske inflation siden 1985.
Som det ses af figuren, er den underlig- gende indenlandske inflation faldet fra omkring otte procent i midten af 1980’er- ne, til i omegnen af to procent for perio- den efter 1990.
I perioden 1985-87, hvor opsvinget i midtfirserne toppede, lå den underliggen- de indenlandske inflation i gennemsnit på godt syv procent. I årene 1998-2000 lå den på bare 1,8 procent.
Tabel 1 sammenholder udviklingen i forskellige inflationskilder i perioden 1985-87 og 1998-2000.
Figur 5. Udviklingen i den underliggende indenlandske inflation
Anm.: Den underliggende indenlandske inflation er den del af udviklingen i forbrugerpriserne, der alene kan henføres til den indenlandske omkostningsudvikling.
Kilde: Danmarks Statistik, Nationalbanken og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
00 99 9 8 97 9 6 95 94 93 92 91 90 8 9 88 87 86 85 1 0
8
6
4
2
0
- 2
10
8
6
4
2
0
- 2
Årsvækstrate, procent Årsvækstrate, procent
Forbrugerpriserne steg i gennemsnit med 4,1 procent om året i perioden 1985-87. I perioden 1998-2000 steg de i gennemsnit med lidt mindre, nemlig 2,4 procent.
Dette fald kan dog ikke henføres til udefrakommende forhold. Godt nok var der lidt mindre prisstigninger på importe- rede varer i den sidste periode. Men i modsat retning trækker energipriserne – og det endda meget markant. Således var der store fald i energipriserne i midten af 1980’erne, mens de steg kraftigt i slutnin- gen af 1990’erne.
Det er muligt at veje udviklingen i disse to sammen med den vægt de indgår i net- toprisindekset – dvs. forbrugerpriserne ekskl. moms og afgifter. På den måde kan man få et indtryk af udviklingen i deres samlede inflationsbidrag. Alt i alt bidrager
prisudviklingen på importerede varer og energi med 1,4 procentpoint mindre i pe- rioden 1985-87 end i 1998-2000. Og iføl- ge ovenstående ”krakilske” udsagn skulle det jo være lige omvendt.
Prisudviklingen på boligbenyttelse, of- fentlige ydelser og fødevarer ligger på den anden side højere i perioden 1985-87 end i perioden 1998-2000. Men disse komponenter kan ikke på tilsvarende vis henføres til internationale påvirkninger.
At det således er lykkedes at nedbringe ledigheden siden 1993 uden tiltagende lønstigninger, er altså ikke et resultat af udefrakommende forhold. Udviklingen er selvskabt. I høj grad som følge af den ak- tive konjunktur- og strukturpolitik, der har været med til at sikre et stadigt bedre fun- gerende arbejdsmarked.
Tabel 1. Inflationskilder, 1985-87 og 1998-2000
1985-87 1998-2000
—— Gns. årlig vækst, procent ——
Boligbenyttelse 3,9 2,6
Offentlige ydelser 3,4 2,1
Fødevarer 1,9 1,6
Energi -8,4 6,4
Import 1,8 1,5
Underlig. indenl. inflation 7,1 1,8
Forbrugerprisinflation 4,1 2,4
Anm.: Den underliggende indenlandske inflation er den del af udviklingen i forbrugerpriserne, der alene kan henføres til den indenlandske omkostningsudvikling.
Kilde: Danmarks Statistik, Nationalbanken og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Den offentlige sektor hæmmer de vareproducerende erhverv
Ofte bliver det fremført i den økonomisk politiske debat, at den offentlige sektor hæmmer de private vareproducerende er- hverv. Udsagnet bygger som regel på to argumenter. Dels at ”de høje skatter bety- der, at det er vanskeligt at drive virksom- hed i Danmark”. Og dels at ”den høje of- fentlige beskæftigelse betyder, at de pri- vate vareproducerende erhverv ikke har arbejdskraft nok”.
Det er dog i den forbindelse vigtigt at holde sig for øje, at skattekronerne ikke bare forsvinder ned i et stort sort hul.
Skatter og afgifter er ”prisen” på de ydelser, man modtager fra det offentlige.
Og dermed kan man sige, at skattebetalin- gen modsvares af besparelser på privat- budgettet, fordi man ikke skal ud og købe de ydelser, som den offentlige sektor pro- ducerer.
Hvad angår udviklingen i den offentlige beskæftigelse, så vil en stigning heri iso- leret set betyde, at ledigheden falder. Og dermed bliver der umiddelbart færre hæn- der, som de vareproducerende erhverv kan ansætte.
I denne argumentation glemmer man dog, at den offentlige sektor påvirker stør-
Tre myter
om den offentlige sektor
relsen af arbejdsstyrken og dens kvalifika- tioner. I kraft af udbygningen af børne- pasningen har det været muligt at få flere kvinder ud på arbejdsmarkedet. Og i kraft af udbygningen af uddannelsesområdet er arbejdsstyrkens kvalifikationer blevet sta- digt bedre, ligesom erhvervsdeltagelsen traditionelt stiger, når uddannelsesniveau- et øges. Endelig er sundhedssektoren også central for virksomhederne. Det vidner de stadigt flere sundhedsforsikringer, som virksomhederne tegner for deres ansatte, om.
Alt i alt påvirker den offentlige sektor således ikke de private vareproducerende erhverv entydigt negativt.
Nu kunne man indlede et langt slagsmål omkring de enkelte forholds plusser og minusser. Og ikke mindst størrelsen af disse. Det ligger dog betydeligt ud over rammerne for dette kapitel.
I stedet kan man så at sige gå direkte til
”bundlinien”. Hvis det faktisk forholdt sig sådant, at den offentlige sektor samlet set var et problem for de vareproducerende erhverv, så burde der jo være en mindre andel af vareproducerende erhverv i Dan- mark sammenlignet med andre lande. Det er langt fra tilfældet, jf. figur 1, der sam- menholder størrelsen af vareproducerende erhverv i EU-landene.
Analyserne i kapitlet viser, at der ikke er belæg for påstandene: ”Den offentlige sektor hæmmer de vareproducerende erhverv”, ”Det offentlige forbrug er ude af kontrol” eller
”De sociale udgifter er løbet løbsk”. Det vises, at Danmark er blandt de lande i EU, hvor de vareproducerende erhverv er allerstørst. Og at der ingen større forskelle er i udviklingen i de offentlige forbrugsudgifter imellem perioderne 1982-93 og 1993-2000, når udviklingen ses i forhold til ”kundegrundlaget”. Samt at det samlede sociale for- brug i Danmark ikke er nævneværdigt større end i Tyskland og England.
Rangordner man EU-landene efter størrel- sen af de private vareproducerende er- hverv, så kommer Danmark ind på en tredjeplads. De vareproducerende erhverv er størst i Portugal og Tyskland.
De danske vareproducerende erhvervs beskæftigelsesfrekvens ligger 2¼ procent- point over EU-gennemsnittet. Omregnet til antal personer svarer det til en merbe- skæftigelse i de danske vareproducerende erhverv på over 60.000 personer.
Danmark er – sammen med Sverige – blandt de lande, hvor den offentlige sektor er størst. At Danmark samtidigt er blandt de lande, hvor de vareproducerende er- hverv er størst, passer meget dårligt med, at den danske offentlige sektor skulle væ- re en betydende hæmsko for de private vareproducerende erhverv.
Med til historien hører også, at man får et noget unuanceret billede af den offent- lige sektor, hvis man bare betragter de of- fentlige udgifter under ét.
I de senere år er den offentlige sektor blevet udbygget. Men det er i høj grad
sket ved, at man har vekslet ”passive kro- ner” – dvs. udgifter til rentebetalinger på gammel gæld og indkomstoverførsler – til
”aktive kroner” – dvs. udgifter til offent- lig service og investeringer.
Udviklingen i de offentlige udgifter til service og investeringer pr. 100 kr. til rentebetalinger og indkomstoverførsler fremgår af figur 2.
I 1994 blev der brugt ca. 118 ”aktive udgiftskroner” pr. 100 ”passive udgifts- kroner”. I 2000 var dette forhold vokset til knapt 150 – svarende til en stigning på 30 ekstra ”aktive kroner” pr. 100 ”passive kroner”. I perioden under sidste opsving, 1982-86, blev der godt 20 "aktive kroner"
færre pr. 100 "passive kroner".
De offentlige udgifter er således blevet drejet over mod områder, der i højere grad er med til at lette de private virksomhe- ders situation.
Det offentlige forbrug er ude af kontrol Det offentlige forbrug – og den offentlige beskæftigelse – er steget med mere i pe- Figur 1. De vareproducerende erhvervs størrelse, 1999
Anm.: Figuren viser beskæftigelsen i de vareproducerende erhverv (ekskl. landbrug) i procent af befolknin- gen i den erhvervsaktive alder.
Kilde: EU-kommissionen.
0 5 10 15 20 25 30
POR DEU DNK AUT FIN UK
I RE SWE
ITA SPA
FRA HOL BEL LUX GRE
EU15
Pct. af bef.15-64 år
rioden efter 1993 end i perioden 1982-93.
Det faktum er dog ikke nok til at kunne konkludere, at det offentlige forbrug er ude af kontrol.
Såvel befolkningens samlede størrelse som befolkningens alderssammensætning er med til at bestemme efterspørgslen ef- ter offentlig service. Specielt indenfor den personlig rettede offentlige service – bør- nepasning, undervisning, sundhed og æl- drepleje.
Den personlig rettede offentlige service udgør omkring to tredjedele af det offent- lige forbrug. Den resterende del vedrører det egentlige kollektive konsum – f.eks.
generel administration, politi, retsvæsen og forsvar.
Figur 3 viser den demografisk bestemte efterspørgsel efter (personlig rettet) of- fentlig service. Figuren er konstrueret på baggrund af data for hvilke aldersgrupper, der bruger børnepasning, undervisning, sundhed og ældrepleje. Ved at ”krydse”
disse oplysninger med befolkningsudvik- lingen opgjort på aldersgrupper fås et ud-
tryk for den demografisk bestemte efter- spørgsel. Dette udtryk kan også tolkes som udviklingen i antallet af brugere –
”kundegrundlaget” – for offentlig service.
Som det fremgår af figur 3, faldt beho- vet for offentlig service frem til begyndel- sen af 1990’erne, hvorefter det steg igen.
Alt i alt faldt antallet af brugere af offent- lig service med 3¼ procent fra 1982 til 1993. Fra 1993 til 2000 er antallet af bru- gere af offentlig service omvendt steget med 3¼ procent.
Boks 1 viser udviklingen i ”kunde- grundlaget” for de enkelte områder. Som følge af de lave fødselstal i 1980’erne var antallet af brugere af børnepasning og un- dervisning faldende i 1980’erne. Denne udvikling dominerede det stigende antal brugere af sundhed og ældrepleje.
I tabel 1 er antallet af brugere sat i for- hold til den samlede offentlige beskæfti- gelse og det samlede offentlige forbrug.
Som det ses af tabellen, steg antallet af offentligt ansatte pr. bruger hurtigere i pe- Figur 2. Forholdet mellem ”aktive” og ”passive” offentlige udgifter
Anm.: ”Aktive kroner” er udgifter til offentlig service og investeringer, mens ”passive kroner” er udgifter til rentebetalinger på gammel gæld og indkomstoverførsler.
Kilde: ADAM’s databank og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
0 0 99 9 8 9 7 9 6 95 94 9 3 9 2 91 90 8 9 8 8 8 7 86 8 5 84 8 3 82 17 0
16 0
15 0
14 0
13 0
12 0
11 0
17 0
16 0
15 0
14 0
13 0
12 0
11 0
"Aktive kroner" pr. 100 "passive kroner" "Aktive kroner" pr. 100 "passive kroner"
rioden 1982-93 end i perioden fra 1993 og frem. Det omvendte var tilfældet med hensyn til udviklingen i det offentlige for- brug pr. bruger. I ingen af tilfældene er der dog tale om markante forskelle.
Tager man således højde for det under- liggende behov, så virker billedet af, at det offentlige forbrug er ude af kontrol nu, mens der var mere styr på ”sagerne” i 1980’erne, mildest talt misvisende.
De sociale udgifter er løbet løbsk De offentlige sociale udgifter er store i Danmark. Hvorvidt de er løbet løbsk eller ej kan man få et indtryk af ved at sam- menligne de danske sociale udgifter med udlandets.
Den danske samfundsmodel afviger på flere måder fra samfundsmodellen i andre lande. For at få et retvisende billede af forholdene på tværs af lande er det nød- vendigt at korrigere for disse forskelle.
OECD har lavet en international sam- menligning af de sociale udgifter, hvor de korrigerer for skattefradrag, beskatning af overførselsindkomster, obligatoriske pri- vate ordninger og individuelle private ord- ninger, hvori der indgår offentlige tilskud.
OECD-undersøgelsen tæller alt med, hvad man i bred forstand forstår ved sociale foranstaltninger. Helt konkret indgår ind- komstoverførsler (pension, dagpenge mv.), drift af sundhedsvæsen, drift af bør- nepasning og ældrepleje og udgifter til aktiv arbejdsmarkedspolitik.
Tabel 1. Antal brugere af og ressourcer til offentlig service
1982-1993 1993-2000 Gns. årlig vækst, procent
Antal brugere -0,3 0,5
Offentligt ansatte 0,3 0,8 Offentligt forbrug 0,9 2,1 Ansatte pr. bruger 0,6 0,3 Forbrug pr. bruger 1,2 1,6 Kilde: Et bæredygtigt pensionssystem, Regerin- gen januar 2000, Danmarks Statistik, ADAM’s databank og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Figur 3. Antal brugere af offentlig service
Anm.: Figuren viser udviklingen i den demografisk bestemte udvikling i efterspørgslen efter offentlig service.
Kilde: Et bæredygtigt pensionssystem, Regeringen januar 2000, Danmarks Statistik og Arbejderbevægel- sens Erhvervsråd.
94 95 96 97 98 99 100 101
1980 1982 1984 1986 1988 1990 1992 1994 1996 1998 2000
Indeks 1980 = 100
Tabel 2 viser resultatet af OECD-undersø- gelsen.
Ser man kun på niveauet for de offent- lige sociale udgifter, som man umiddel- bart kan aflæse i de enkelte landes stati- stikker, jf. tabel 2' punkt 1, Offentlige so- ciale udgifter – brutto, ser det ud som om, at Danmark bruger meget mere på sociale udgifter end andre OECD-lande. Samme forhold gør sig i øvrigt gældende for de andre skandinaviske lande, der dog ikke er medtaget i tabel 2. Dette sammenlig- ningsgrundlag giver dog ikke et fyldest- gørende billede af forholdene landene imellem.
I Danmark er indkomstoverførsler skat- tepligtige. Det er i langt mindre grad – og visse steder slet ikke – tilfældet i andre
lande. Herudover anvender andre lande i større udstrækning såkaldte sociale skatte- fradrag. F.eks. får børnefamilier i Dan- mark en børnecheck, mens de i Tyskland får et skattefradrag. Børnechecken indgår direkte i de offentlige udgifter, mens den
”tabte” skatteindbetaling i Tyskland ikke gør det.
Et retvisende billede af de totale offent- lige sociale udgifter bør således korrigeres for disse forhold. Gøres dette, ses den umiddelbare store forskel mellem Dan- mark og Tyskland stort set at forsvinde, jf.
tabel 2' punkt 3, Totale offentlige sociale udgifter – netto. De totale offentlige so- ciale udgifter i Danmark ligger dog sta- digt over niveauet i England og (især) USA.
Boks 1. Udviklingen i antal brugere på de enkelte områder
Figuren viser udviklingen i en sammenvejning af antallet af brugere indenfor bør- nepasning, undervisning, sundhed, ældrepleje og en mindre restgruppe. Nedenfor vises udviklingen indenfor de fire kerneområder.
Figur. Antal brugere indenfor de fire kerneområder
B ø r n e p a s n i n g
7 0 7 5 8 0 8 5 9 0 9 5 1 0 0 1 0 5 1 1 0
1 9 8 0 1 9 8 2 1984 1 9 8 6 1 9 8 8 1 9 9 0 1 9 9 2 1994 1 9 9 6 1 9 9 8 2 0 0 0
Indeks 1980 = 100
U n d e r v i s n i n g
7 0 7 5 8 0 8 5 9 0 9 5 1 0 0 1 0 5 1 1 0
1 9 8 0 1 9 8 2 1984 1 9 8 6 1 9 8 8 1 9 9 0 1 9 9 2 1994 1 9 9 6 1 9 9 8 2 0 0 0
Indeks 1980 = 100
S u n d h e d
8 5 9 0 9 5 1 0 0 1 0 5 1 1 0 1 1 5 1 2 0 1 2 5
1 9 8 0 1 9 8 2 1984 1 9 8 6 1 9 8 8 1 9 9 0 1 9 9 2 1994 1 9 9 6 1 9 9 8 2 0 0 0
Indeks 1980 = 100
Æ l d r e p l e j e
9 5 1 0 0 1 0 5 1 1 0 1 1 5 1 2 0 1 2 5 1 3 0 1 3 5
1 9 8 0 1 9 8 2 1984 1 9 8 6 1 9 8 8 1 9 9 0 1 9 9 2 1994 1 9 9 6 1 9 9 8 2 0 0 0
Indeks 1980 = 100
Kilde: Som figur 3.
Tabel 2. Sociale udgifter i Danmark, Tyskland, England og USA
Danmark Tyskland England USA Procent af BFI
1.Offentlige sociale udgifter – brutto 37,6 30,4 25,9 17,1 - Direkte skatter og bidrag betalt heraf 6,1 1,2 0,4 0,3 2.Offentlige sociale udgifter – netto 31,5 29,2 25,5 16,8
+ Sociale skattefradrag 0,1 0,9 0,6 1,6
3.Totale offentlige sociale udgifter – netto 31,6 30,1 26,1 18,4 + Obligatoriske private sociale udgifter 0,4 1,2 0,3 0,5 4.Totale off. kontrollerede soc. udg. – netto 32,0 31,3 26,4 18,9 + Individ. soc. ordn. m. indirekte off. tilskud 0,7 0,9 4,0 6,9
5. Socialt forbrug 32,7 32,2 30,4 25,8
Anm.: Data er fra 1995.
Kilde: OECD og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Den store forskel mellem den danske (skandinaviske) og engelske/amerikanske samfundsmodel er netop graden af fælles- skab i den sociale sikring. Korrigeres tal- lene også for private ordninger – såvel obligatoriske som individuelle – hvor der ydes offentlig tilskud, får man et mere ret- visende udtryk for landenes samlede ud- gifter til ”Socialt forbrug”.
Som det ses af punkt 5 i tabel 2 er det samlede sociale forbrug ikke nævnevær- digt større i Danmark end i Tyskland eller England. Og forskellen til USA er kraftigt indsnævret.
Tages der således udgangspunkt i en mere fyldestgørende opgørelse af det samlede sociale forbrug, er det vanskeligt at hævde, at de danske sociale udgifter er løbet løbsk.
