relsen af arbejdsstyrken og dens kvalifika-tioner. I kraft af udbygningen af børne-pasningen har det været muligt at få flere kvinder ud på arbejdsmarkedet. Og i kraft af udbygningen af uddannelsesområdet er arbejdsstyrkens kvalifikationer blevet sta-digt bedre, ligesom erhvervsdeltagelsen traditionelt stiger, når uddannelsesniveau-et øges. Endelig er sundhedssektoren også central for virksomhederne. Det vidner de stadigt flere sundhedsforsikringer, som virksomhederne tegner for deres ansatte, om.
Alt i alt påvirker den offentlige sektor således ikke de private vareproducerende erhverv entydigt negativt.
Nu kunne man indlede et langt slagsmål omkring de enkelte forholds plusser og minusser. Og ikke mindst størrelsen af disse. Det ligger dog betydeligt ud over rammerne for dette kapitel.
I stedet kan man så at sige gå direkte til
”bundlinien”. Hvis det faktisk forholdt sig sådant, at den offentlige sektor samlet set var et problem for de vareproducerende erhverv, så burde der jo være en mindre andel af vareproducerende erhverv i Dan-mark sammenlignet med andre lande. Det er langt fra tilfældet, jf. figur 1, der sam-menholder størrelsen af vareproducerende erhverv i EU-landene.
Analyserne i kapitlet viser, at der ikke er belæg for påstandene: ”Den offentlige sektor hæmmer de vareproducerende erhverv”, ”Det offentlige forbrug er ude af kontrol” eller
”De sociale udgifter er løbet løbsk”. Det vises, at Danmark er blandt de lande i EU, hvor de vareproducerende erhverv er allerstørst. Og at der ingen større forskelle er i udviklingen i de offentlige forbrugsudgifter imellem perioderne 1982-93 og 1993-2000, når udviklingen ses i forhold til ”kundegrundlaget”. Samt at det samlede sociale for-brug i Danmark ikke er nævneværdigt større end i Tyskland og England.
Rangordner man EU-landene efter størrel-sen af de private vareproducerende er-hverv, så kommer Danmark ind på en tredjeplads. De vareproducerende erhverv er størst i Portugal og Tyskland.
De danske vareproducerende erhvervs beskæftigelsesfrekvens ligger 2¼ procent-point over EU-gennemsnittet. Omregnet til antal personer svarer det til en merbe-skæftigelse i de danske vareproducerende erhverv på over 60.000 personer.
Danmark er – sammen med Sverige – blandt de lande, hvor den offentlige sektor er størst. At Danmark samtidigt er blandt de lande, hvor de vareproducerende er-hverv er størst, passer meget dårligt med, at den danske offentlige sektor skulle væ-re en betydende hæmsko for de private vareproducerende erhverv.
Med til historien hører også, at man får et noget unuanceret billede af den offent-lige sektor, hvis man bare betragter de of-fentlige udgifter under ét.
I de senere år er den offentlige sektor blevet udbygget. Men det er i høj grad
sket ved, at man har vekslet ”passive kro-ner” – dvs. udgifter til rentebetalinger på gammel gæld og indkomstoverførsler – til
”aktive kroner” – dvs. udgifter til offent-lig service og investeringer.
Udviklingen i de offentlige udgifter til service og investeringer pr. 100 kr. til rentebetalinger og indkomstoverførsler fremgår af figur 2.
I 1994 blev der brugt ca. 118 ”aktive udgiftskroner” pr. 100 ”passive udgifts-kroner”. I 2000 var dette forhold vokset til knapt 150 – svarende til en stigning på 30 ekstra ”aktive kroner” pr. 100 ”passive kroner”. I perioden under sidste opsving, 1982-86, blev der godt 20 "aktive kroner"
færre pr. 100 "passive kroner".
De offentlige udgifter er således blevet drejet over mod områder, der i højere grad er med til at lette de private virksomhe-ders situation.
Det offentlige forbrug er ude af kontrol Det offentlige forbrug – og den offentlige beskæftigelse – er steget med mere i pe-Figur 1. De vareproducerende erhvervs størrelse, 1999
Anm.: Figuren viser beskæftigelsen i de vareproducerende erhverv (ekskl. landbrug) i procent af befolknin-gen i den erhvervsaktive alder.
Kilde: EU-kommissionen.
0 5 10 15 20 25 30
POR DEU DNK AUT FIN UK
I RE SWE
ITA SPA
FRA HOL BEL LUX GRE
EU15
Pct. af bef.15-64 år
rioden efter 1993 end i perioden 1982-93.
Det faktum er dog ikke nok til at kunne konkludere, at det offentlige forbrug er ude af kontrol.
Såvel befolkningens samlede størrelse som befolkningens alderssammensætning er med til at bestemme efterspørgslen ef-ter offentlig service. Specielt indenfor den personlig rettede offentlige service – bør-nepasning, undervisning, sundhed og æl-drepleje.
Den personlig rettede offentlige service udgør omkring to tredjedele af det offent-lige forbrug. Den resterende del vedrører det egentlige kollektive konsum – f.eks.
generel administration, politi, retsvæsen og forsvar.
Figur 3 viser den demografisk bestemte efterspørgsel efter (personlig rettet) of-fentlig service. Figuren er konstrueret på baggrund af data for hvilke aldersgrupper, der bruger børnepasning, undervisning, sundhed og ældrepleje. Ved at ”krydse”
disse oplysninger med befolkningsudvik-lingen opgjort på aldersgrupper fås et
ud-tryk for den demografisk bestemte efter-spørgsel. Dette udtryk kan også tolkes som udviklingen i antallet af brugere –
”kundegrundlaget” – for offentlig service.
Som det fremgår af figur 3, faldt beho-vet for offentlig service frem til begyndel-sen af 1990’erne, hvorefter det steg igen.
Alt i alt faldt antallet af brugere af offent-lig service med 3¼ procent fra 1982 til 1993. Fra 1993 til 2000 er antallet af bru-gere af offentlig service omvendt steget med 3¼ procent.
Boks 1 viser udviklingen i ”kunde-grundlaget” for de enkelte områder. Som følge af de lave fødselstal i 1980’erne var antallet af brugere af børnepasning og un-dervisning faldende i 1980’erne. Denne udvikling dominerede det stigende antal brugere af sundhed og ældrepleje.
I tabel 1 er antallet af brugere sat i for-hold til den samlede offentlige beskæfti-gelse og det samlede offentlige forbrug.
Som det ses af tabellen, steg antallet af offentligt ansatte pr. bruger hurtigere i pe-Figur 2. Forholdet mellem ”aktive” og ”passive” offentlige udgifter
Anm.: ”Aktive kroner” er udgifter til offentlig service og investeringer, mens ”passive kroner” er udgifter til rentebetalinger på gammel gæld og indkomstoverførsler.
Kilde: ADAM’s databank og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
0 0
"Aktive kroner" pr. 100 "passive kroner" "Aktive kroner" pr. 100 "passive kroner"
rioden 1982-93 end i perioden fra 1993 og frem. Det omvendte var tilfældet med hensyn til udviklingen i det offentlige for-brug pr. for-bruger. I ingen af tilfældene er der dog tale om markante forskelle.
Tager man således højde for det under-liggende behov, så virker billedet af, at det offentlige forbrug er ude af kontrol nu, mens der var mere styr på ”sagerne” i 1980’erne, mildest talt misvisende.
De sociale udgifter er løbet løbsk De offentlige sociale udgifter er store i Danmark. Hvorvidt de er løbet løbsk eller ej kan man få et indtryk af ved at sam-menligne de danske sociale udgifter med udlandets.
Den danske samfundsmodel afviger på flere måder fra samfundsmodellen i andre lande. For at få et retvisende billede af forholdene på tværs af lande er det nød-vendigt at korrigere for disse forskelle.
OECD har lavet en international sam-menligning af de sociale udgifter, hvor de korrigerer for skattefradrag, beskatning af overførselsindkomster, obligatoriske pri-vate ordninger og individuelle pripri-vate ord-ninger, hvori der indgår offentlige tilskud.
OECD-undersøgelsen tæller alt med, hvad man i bred forstand forstår ved sociale foranstaltninger. Helt konkret indgår ind-komstoverførsler (pension, dagpenge mv.), drift af sundhedsvæsen, drift af bør-nepasning og ældrepleje og udgifter til aktiv arbejdsmarkedspolitik.
Tabel 1. Antal brugere af og ressourcer til offentlig service
1982-1993 1993-2000 Gns. årlig vækst, procent
Antal brugere -0,3 0,5
Offentligt ansatte 0,3 0,8 Offentligt forbrug 0,9 2,1 Ansatte pr. bruger 0,6 0,3 Forbrug pr. bruger 1,2 1,6 Kilde: Et bæredygtigt pensionssystem, Regerin-gen januar 2000, Danmarks Statistik, ADAM’s databank og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Figur 3. Antal brugere af offentlig service
Anm.: Figuren viser udviklingen i den demografisk bestemte udvikling i efterspørgslen efter offentlig service.
Kilde: Et bæredygtigt pensionssystem, Regeringen januar 2000, Danmarks Statistik og Arbejderbevægel-sens Erhvervsråd.
94 95 96 97 98 99 100 101
1980 1982 1984 1986 1988 1990 1992 1994 1996 1998 2000
Indeks 1980 = 100
Tabel 2 viser resultatet af OECD-undersø-gelsen.
Ser man kun på niveauet for de offent-lige sociale udgifter, som man umiddel-bart kan aflæse i de enkelte landes stati-stikker, jf. tabel 2' punkt 1, Offentlige so-ciale udgifter – brutto, ser det ud som om, at Danmark bruger meget mere på sociale udgifter end andre OECD-lande. Samme forhold gør sig i øvrigt gældende for de andre skandinaviske lande, der dog ikke er medtaget i tabel 2. Dette sammenlig-ningsgrundlag giver dog ikke et fyldest-gørende billede af forholdene landene imellem.
I Danmark er indkomstoverførsler skat-tepligtige. Det er i langt mindre grad – og visse steder slet ikke – tilfældet i andre
lande. Herudover anvender andre lande i større udstrækning såkaldte sociale skatte-fradrag. F.eks. får børnefamilier i Dan-mark en børnecheck, mens de i Tyskland får et skattefradrag. Børnechecken indgår direkte i de offentlige udgifter, mens den
”tabte” skatteindbetaling i Tyskland ikke gør det.
Et retvisende billede af de totale offent-lige sociale udgifter bør således korrigeres for disse forhold. Gøres dette, ses den umiddelbare store forskel mellem Dan-mark og Tyskland stort set at forsvinde, jf.
tabel 2' punkt 3, Totale offentlige sociale udgifter – netto. De totale offentlige so-ciale udgifter i Danmark ligger dog sta-digt over niveauet i England og (især) USA.
Boks 1. Udviklingen i antal brugere på de enkelte områder
Figuren viser udviklingen i en sammenvejning af antallet af brugere indenfor bør-nepasning, undervisning, sundhed, ældrepleje og en mindre restgruppe. Nedenfor vises udviklingen indenfor de fire kerneområder.
Figur. Antal brugere indenfor de fire kerneområder
B ø r n e p a s n i n g
Indeks 1980 = 100
U n d e r v i s n i n g
Indeks 1980 = 100
S u n d h e d
Indeks 1980 = 100
Æ l d r e p l e j e
Indeks 1980 = 100
Kilde: Som figur 3.
Tabel 2. Sociale udgifter i Danmark, Tyskland, England og USA
Danmark Tyskland England USA Procent af BFI
1.Offentlige sociale udgifter – brutto 37,6 30,4 25,9 17,1 - Direkte skatter og bidrag betalt heraf 6,1 1,2 0,4 0,3 2.Offentlige sociale udgifter – netto 31,5 29,2 25,5 16,8
+ Sociale skattefradrag 0,1 0,9 0,6 1,6
3.Totale offentlige sociale udgifter – netto 31,6 30,1 26,1 18,4 + Obligatoriske private sociale udgifter 0,4 1,2 0,3 0,5 4.Totale off. kontrollerede soc. udg. – netto 32,0 31,3 26,4 18,9 + Individ. soc. ordn. m. indirekte off. tilskud 0,7 0,9 4,0 6,9
5. Socialt forbrug 32,7 32,2 30,4 25,8
Anm.: Data er fra 1995.
Kilde: OECD og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Den store forskel mellem den danske (skandinaviske) og engelske/amerikanske samfundsmodel er netop graden af fælles-skab i den sociale sikring. Korrigeres tal-lene også for private ordninger – såvel obligatoriske som individuelle – hvor der ydes offentlig tilskud, får man et mere ret-visende udtryk for landenes samlede ud-gifter til ”Socialt forbrug”.
Som det ses af punkt 5 i tabel 2 er det samlede sociale forbrug ikke nævnevær-digt større i Danmark end i Tyskland eller England. Og forskellen til USA er kraftigt indsnævret.
Tages der således udgangspunkt i en mere fyldestgørende opgørelse af det samlede sociale forbrug, er det vanskeligt at hævde, at de danske sociale udgifter er løbet løbsk.
Billedet vendte i 1994
For første gang siden 1960 udviser ande-len af personer i den erhvervsaktive alder på overførselsindkomst egentlige fald. Si-den 1994 er antallet af personer på over-førselsindkomst faldet med godt 136.000.
I forhold til det totale antal af personer mellem 15 og 66 år er der tale om et fald på godt 4 pct.point.
Figur 1 viser udviklingen i overførsels-modtageres andel af de 15-66 årige. Figu-ren viser også udviklingen i underbeskæf-tigelsen – dvs. andelen af personer uden arbejde i aldersgruppen 15-66 år.
Det stigende antal modtagere af over-førselsindkomst siden 1960 bliver ofte tolket sådan, at flere og flere personer i