Skat har været det helt store politiske diskussionsemne det seneste år. Dette kapitel ser på nogle af myterne. F.eks. bliver den enkelte skatteyders bidrag til statskassen ofte vildt overdrevet. Hver dansker betaler således i gennemsnit knap 53 procent i skat og afgifter af indkomsten og ikke 70 procent som det påstås fra flere sider. Der ses også på skatte-trykket. Det danske skattetryk er højt. Det er det, fordi man har valgt at indrette et sam-fund med en stor offentlig sektor og store offentlige transfereringer til de private hus-holdninger. Rekorden i skattetrykkets højde skal i øvrigt ikke findes i 90’erne, men i 80’erne.
progressive skattesystem betaler folk, der har større indkomst, mere i indkomstskat.
Men det er under ti procent af alle skatte-ydere, der betaler mere end 45 procent. af sin indkomst i indkomstskat.
Hvis man bruger hver en krone af den indkomst, man har efter skat, betaler man også moms og afgifter af forbruget. Tryk-ket fra de indirekte skatter på privatbruget er på knap 21 procent. Det er for-klaret nærmere i boks 1.
Resultatet, man kommer frem til, når man beregner skattetrykket på privatforbrug
Boks 1. Trykket af moms og afgifter på privatforbruget
Når vi bruger penge til privatforbrug, betaler vi moms og afgifter sammen med va-ren. Det er f.eks. punktafgifter på tobak og spiritus eller registreringsafgift, når vi køber en bil. Beregner man den gennemsnitlige beskatning på varer og tjenester på forbruget i forhold privatforbrugets størrelse, finder man, at knap 21 procent af pen-gene går til forskellige indirekte skatter og afgifter.
Privatforbruget er mindre end den samlede indkomst. Omregner man de indirekte skatter til en procent af den samlede indkomst, svarer det til 12,4 procent.
Anm.: Udregningen er foretaget ved at tage de indirekte skatter på privatforbruget i forhold til privat-forbruget. I de indirekte skatter er medregnet ejendomsskatter på beboelse og vægtafgifter på private biler.
Kilde: ADAM-banken og egne beregninger.
Indirekte skatter på privatforbruget
Privatforbruget = 21 procent
udfra makroøkonomiske tal, passer godt med den seneste forbrugsundersøgelse fra Danmarks Statistik. Ifølge den går 23,8 procent af privatforbruget til indirekte skatter og afgifter. I forbrugsundersøgel-sen er der dog ikke taget hensyn til, at nogle af priserne på f.eks. medicin og of-fentlig transport er lavere på grund af sub-sidier. Trækkes det fra, kommer man til et skattetræk, der ligger lavere.
Hvis gennemsnitsdanskeren, der betaler 40,6 procent i skat af sin indkomst, bruger hver en krone af resten af pengene, beta-ler hun altså ekstra 12,4 procent i moms og afgifter i forhold til sin indkomst. Det betyder, at hun samlet har betalt 90.000 kroner i skatter og afgifter, hvilket svarer til 52,9 procent af hendes indkomst. Reg-nestykket ser således ud:
procent. Det danske indkomstskattesyste-m er progressivt, og det betyder, at gen-nemsnitsskatten ligger langt under margi-nalskatten.
Skattetrykket er konjunkturfølsomt En anden tilbagevendende diskussion er hvor højt, skattetrykket i Danmark er.
Skattetrykket kan udregnes på mange må-der, og der er nærmest gået sport i at finde den beregningsmetode, der kan give det højeste skattetryk og dermed påpege, at skatten bør sættes ned med udgangspunkt i, at skattetrykket er for højt.
Skattetrykket har uanset metode -groft taget ligget og svinget omkring sam-me niveau siden første halvdel af 80’erne.
Det fremgår af figur 1, der viser niveauet og udviklingen i de traditionelle mål for skattetrykket samt for nogle af de skatte-tryksmål, som er blevet lanceret indenfor den seneste tid („Danske Bank“ og „DI“).
For alle mål gælder, at det højeste skat-tetryk blev målt i anden halvdel af 80’er-ne. Ligegyldigt hvilket mål der bruges, nærmer vi os altså ikke nogen rekord.
Den tilhører 80’erne.
Traditionelt stiger skattetrykket ”af sig selv” under en højkonjunktur og viser modsat vigende tendens under en lav-konjunktur. Som følge af, at skattesyste-met er progressivt, vil skatterne nemlig stige hhv. falde hurtigere, end indkomsten stiger hhv. falder.
Danske Bank har slået til lyd for en op-gørelse af skattetrykket, hvor man også inddrager indkomstoverførsler og afskriv-ninger i indkomstudtrykket (i nævneren).
Det vil isoleret øge konjunkturfølsomhe-den. F.eks. vil stigningen i indkomstud-trykket under en højkonjunktur blive dæmpet af, at transfereringerne falder,
Indkomst 170.000 kroner
Indkomstskat m.v.
(40,6 procent) 69.000 kroner Tilbage til forbrug 101.000 kroner Indirekte skat på
forbrug (12,4 procent) 21.000 kroner
Tilbage 80.000 kroner
Skatter og afgifter i f.t.
indkomsten: 52,9 procent
Myten om, at vi har fået et samfund, hvor hver dansker afleverer 70 øre af hver tjent krone i skatter og afgifter, er altså ikke rigtig. Det, man derimod kan sige, er, at vi har fået et samfund, hvor hver dan-sker afleverer godt 50 øre af hver tjent og brugt krone i skatter og afgifter.
Den fejlagtige myte skyldes, at man blander marginalskat og gennemsnitsskat sammen. Det er rigtigt, at en del lønmod-tagere betaler 71 procent i skat og afgifter af deres sidste tjente og brugte krone.
Men man glemmer jo helt, at skat og af-gifter af den første tjente krone kun er 28
hvorfor nævneren vil stige endnu svagere end tælleren.
Konjunkturfølsomheden i skattetrykket fremgår tydeligt af figur 2. Der er et bety-deligt konjunkturelement i Danske Banks beregning af skattetrykket. Den stigning, der har været i Danske Bank - skattetryk-ket i anden halvdel af 90’erne, kan prak-tisk taget alene henføres til konjunktur-afhængigheden. Modsat er det i perioden omkring midten af 80’erne. Her steg skat-tetrykket betydeligt hurtigere, end det re-ne konjunkturelement tilsiger. Det afspej-ler en finanspolitik i midtfirserne, der medførte store skattestigninger. Udviklin-gen i midtfirserne skal ses i sammenhæng med nødvendigheden i at øge de offent-lige indtægter, efter at dansk økonomi i starten af 80’erne ”nærmede sig afgrund-ens rand”.
Skattetrykket er højt, fordi vi har en stor offentlig sektor
Uanset, hvordan man vender og drejer tal-lene, så er det danske skattetryk højt. Det
er det, fordi vi har store offentlige udgif-ter – en stor offentlig sektor og store of-fentlige transfereringer til de private hus-holdninger.
Skatter og afgifter er et nødvendigt on-de for at finansiere on-de offentlige udgifter.
En fokusering på skattetrykkets størrelse er med andre ord en noget indirekte – el-ler bekvem – tilgang til en diskussion af de offentlige udgifters størrelse. Hvis man således har en meget afklaret holdning til, at skattetrykket er for højt, bør man som minimum også have en holdning til hvilke offentlige udgifter, det er, der er for høje.
Det er selvfølgelig en ærlig sag, hvis man synes, at den offentlige sektor er for stor. Men i stedet for at finde den opgø-relsesmetode, der giver det højeste og mest stigende mål for skattetrykket, ville det være mere konstruktivt, hvis man brugte tiden på udgiftspolitiske analyser, der kunne pege på de nødvendige forslag til besparelser i den offentlige sektor for at få skattetrykket ned. Er det stigningen Figur 1. Skattetryk ud fra forskellige definitioner, 1971-2000
Anm.: ”Danske Bank” er de samlede skatter og afgifter i fh.t. BFI fratrukket afskrivninger og netto-pensionsindbetalinger og tillagt de skattepligtige offentlige overførsler. ”DI” er de samlede skatter og afgifter i fh.t. BFI fratrukket renter o.a. overførsler til udlandet (disp. BNI i faktorpriser).
Kilde: ADAM’s databank og egne beregninger.
00
Skattetryk (procent) Skattetryk (procent)
"D ans ke Bank" Skat og afgifter i fh.t. BNP
"D I" Skat og afgifter i fh.t. BFI
indenfor social- og/eller sundhedsområ-det, der har været for høje? Er det uddan-nelsessektoren, der er vokset for meget?
Og hvilke områder er det, der skal holde for i de kommende år?
I det omfang, der kan anvises konkrete finansieringskilder på udgiftssiden, så skal de selvfølgelig indgå i beslutningerne omkring det fremtidige skattesystem og dermed skattetryk. Svarene herpå ligger dog i udgiftspolitiske analyser og ikke i skattetryksanalyser.
Hvis det er selve skattestrukturen (retningen af skattesystemet), man har ind-vendinger overfor, er der ingen grund til at blande en diskussion af skattetrykket ind i denne diskussion. Det er således umuligt at analysere og diskutere skatte-struktur ud fra skattetrykkets størrelse og udvikling.
Skattestrukturen
Skatter og afgifter er en væsentlig post i samfundsøkonomien, som det er vist ovenfor. Derfor er det også altafgørende,
hvordan man sammensætter skattesyste-met, så det opfylder sin funktion, nemlig at opkræve skatter og afgifter til at betale for den offentlige service og for ind-komstoverførsler på en måde, som har færrest uhensigtsmæssige konsekvenser for den enkeltes gøren og laden. Et ek-sempel på uhensigtsmæssig adfærd er grænsehandel, hvor høje afgifter medfører en mindre omsætning og dermed mindre skatteprovenu i Danmark, fordi man kører til f.eks. Tyskland og handler de samme varer til en lavere pris.
Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvordan man sammensætter et skattesy-stem, der opfylder de ønskede krav til skatteindtægter og som har færrest nega-tive konsekvenser for adfærden.
I dag har man et skattesystem, hvor langt størsteparten af indtægterne kommer fra indkomstskat. Det fremgår af figur 3.
Af samtlige indbetalinger af skatter og af-gifter for 2000 er 55 procent indkomst-skat. Dernæst kommer moms med 20 pro-cent, 6 procent miljø- og energiafgifter og Figur 2. Konjunkturelementet i Danske Banks beregning af skattetrykket
Anm.: Konjunkturelementet er bestemt af økonomiens outputgap.
Kilde: ADAM’s databank og egne beregninger.
00
Skattetryk (procent) Skattetryk (procent)
"Dans ke Bank" Konjunkt urelem ent i "Dans ke Bank"
Boks 2. Graden af mobilitet i skattebaserne
Mest mobile (mest udsatte) Kapital
Varer Arbejdskraft Bygninger
Mindst mobil (mindst udsatte) Jord og naturressourcer 9 procent øvrige afgifter. De resterende
10 procent er opdelt på 8 procent fra sel-skabsskat og realrenteafgift mv., mens de sidste 2 procent er ejendomsskat.
Selvom der er sket meget på skatteom-rådet i de senere år, så forandrer verden sig hele tiden, hvorfor der også efter 2002, hvor Pinsepakken er fuldt indfaset, skal ske ændringer i skatter og afgifter.
Et væsentligt kriterium for at ændre i skattesystemet er, at man letter presset på nogle af de skattekilder, der er mest ud-satte - altså de mest mobile skatter.
Samti-dig er det fornuftigt at ændre i de skatter, som umiddelbart er mest forvridende.
Vi ved med sikkerhed, at der vil komme et pres på afgiftsgrundlaget som følge af, at 24-timersreglen ved grænsehandel bli-ver afskaffet pr. 1. jan. 2004. Herudobli-ver kan E-handel medføre svigtende afgifts-provenu på visse varegrupper. Endvidere kan udeblivelse af en stigning i arbejds-styrken nødvendiggøre strategiske ned-sættelser af personskatterne. Ligeledes gælder det også, at det danske skattesy-stem ikke kan afvige voldsomt fra vore nabolandes skattesystemer – specielt ved-Figur 3. Indbetalinger af skatter og afgifter 2000
Anm.: Selskabsskat mv. er selskabsskat, realrenteafgift, kapitalvindingsskatter, kulbrinteskat og skat af fonde mv. Øvrige afgifter består bl.a. af registreringsafgift, øl-, vin- og tobaksafgifter, stempelafgift og afgift af tipning og lotto.
Kilde: Danmarks Statistik.
5 5 %
8 % 2 % 2 0 %
6 %
9 % Indkomstskat, inkl. AM-bidrag
S e l s k a b s s k a t m v . E j e n d o m s s k a t M o m s
Energi- og miljøafgifter Øvrige afgifter
rørende mobile skattebaser såsom kapital-indkomst. Kort sagt, fremtidens skattesy-stem skal indrettes under hensyntagen til udviklingen i arbejdsudbuddet og ”globa-liseringen”. Og dette skal gøres på en må-de, så vi ikke sætter den nuværende om-fordeling via skattesystemet over styr.
Ikke alle skatter er lige mobile. Boks 2 viser en forenklet oversigt over graden af mobilitet i skattebaserne. Det betyder alt-så, at nogle skatter og afgifter ikke er så udsatte. Derfor er den stigende „globalise-ring“ ikke ensbetydende med, at skatterne nødvendigvis skal sænkes, hvis man øn-sker at bibeholde en høj grad af offentlig
betalt service. Ejendomsbeskatning og be-skatning af jord og naturressourcer er om-råder, hvor man uden problemer vil kunne hæve beskatningen, hvis man ønsker at fi-nansiere skattelettelser på andre områder.
Det er fornuftigt at ændre skattesyste-met, så man får løst problemet med visse mobile skatter. Det er dog ikke hensigts-mæssigt at lave ufinansierede skattelettel-ser. Den offentlige gæld skal mindskes nu, idet den stigende gruppe af ældre i sam-fundet vil betyde et øget pres på de of-fentlige udgifter i fremtiden.
Indkomstskattesystemet er ændret markant siden 1986
Hovedformålene med skattereformerne si-den 1986 har været at sænke skatten på indkomst ved at udvide skattebasen. Man har udvidet skattebasen ved at reducere værdien af rentefradraget og reducere værdien af fradrag og fjerne fradragsmu-ligheder. Desuden har man indført et ar-bejdsmarkedsbidrag, der betales af ens bruttoindkomst og hvor der ikke er mulig-hed for nogen former for fradrag. Effek-terne for de enkelte familier er derfor del-te. Er man en familie, der har haft meget store fradrag, har der været tale om en stramning af skatterne i perioden. Om-vendt for familier med få eller ingen fra-drag har der været tale om skattelettelser.
Derudover har indførslen af grønne afgif-ter været med til at finansiere skattelettel-serne i indkomstskatten.
Fradragsmuligheden er mærkbart redu-ceret. Hvor det før 1987 var en fordel at have renteudgifter og store ligningsmæs-sige fradrag for at få lavere skat, er der i dag en begrænset skattemæssig effekt af kapitaludgifter og ligningsmæssige fra-drag. I de ”gode gamle dage” betalte sta-ten op til tre fjerdedele af ens renteudgif-ter, hvor det kun er en tredjedel i dag.
Skattesystemet bidrog til at øge folks låntagning og forbrug på bekostning af
Indkomstskat
og indkomstudvikling
Skattereformerne siden 1986 har betydet lavere marginalskatter, specielt efter 1993.
Pinsepakken er af mange blevet udråbt som en reform, der har taget fra ejerne og givet til lejerne. Dette er også korrekt, men boligejerne har dog ingen grund til bekymring.
Med den meget kraftige indkomst- og formuefremgang, som boligejere har oplevet i 90’erne, var Pinsepakken blot med til at udligne det store indkomstforspring, som bolig-ejere havde opbygget gennem 90’erne.
dem, der sparede op. Eftersom mulighe-derne for lån afgjort er større for de mest velhavende samt, at skattetilskuddet var størst for denne gruppe, fordi de havde de højeste skattesatser, er det klart, at det gamle skattesystem med høje rentefradrag entydigt kom de rigeste til gode.
Til gengæld for, at rentefradragsretten er begrænset, er skat af indkomst generelt blevet sat ned. Det fremgår af figur 1. Den højeste marginalskat er faldet med knap 10 pct.point fra 1986 til i dag. Den mel-lemste marginalskat er faldet med hele 12,7 pct.point og den laveste marginalskat er faldet med 3,8 pct.point.
I 90’erne er der sket det, at flere og fle-re betaler mellem- og topskat. Det er der flere årsager til. For det første sker der et skifte på arbejdsmarkedet fra ufaglærte jobs til mere vidensintensive jobs, og det er med til at øge andelen af lønmodtagere med høj løn. For det andet er grænsen for mellemskat blevet reduceret i forbindelse med skattereformen i 1993, hvilket har betydet, at flere kommer til at betale mel-lemskat. Endvidere vil regulering af bundfradraget for mellem- og topskat i en højkonjunktur ske i et langsommere tem-po end lønudviklingen. For det tredje er fradragsmulighederne i mellem- og top-skat reduceret, hvilket isoleret betyder, at flere personer skal betale mellem- og
top-skat. Det er jo netop de reducerede fra-dragsværdier, der har været med til at fi-nansiere lavere skatter.
At man f.eks. er rykket „en klasse op“
og betaler mellemskat i dag, hvor man kun betalte bundskat i starten af 90’erne, betyder dog ikke, at marginalskatten er steget. Faldet i den mellemste marginal-skattesats betyder, at de personer, der er rykket fra laveste til mellemste marginal-skattesats som følge af ændringer i skatte-systemet, ikke har oplevet nogen stigning i marginalskatten, tværtimod.
Alt i alt er det således kun de personer, der er rykket fra mellemste til højeste marginalskattesats som følge af ændringer i skattesystemet, der har oplevet en stig-ning i skatten på den sidst tjente krone.
Ser man på udviklingen fra 1993 til 2002 er andelen af topskatteydere steget med godt 11 procent. Der er således mak-simalt 11 procent, der har oplevet stigen-de marginalskat som følge af ændringer i skattesystemet siden 1993. For denne
gruppe er der tale om en stigning i mar-ginalbeskatningen på godt 5 pct.point.
For de resterende i hvert fald 89 procent af de fuldtidsbeskæftigede har ændringer-ne i skattesystemet betydet, at skatten på den sidst tjente krone er faldet med mel-lem 1 og 8½ pct.point i perioden 1993-2002.
Populært sagt har det danske skattesy-stem i perioden 1993-2002 således udvik-let sig i den rigtige retning for i hvert fald ni ud af hver ti fuldtidsbeskæftigede. Det betyder, at den gennemsnitlige fuldtidsbe-skæftigede persons marginalskat er faldet med ca. 5 pct.point siden 1993, som det fremgår af figur 2, der viser udviklingen i erhvervsaktives gennemsnitlige marginal-skat siden 1980.
Allerede med skattereformen i 1987 be-gyndte man at nedsætte marginalskatter-ne. Det slog dog ikke igennem på margi-nalskatten for den gennemsnitlige person på arbejdsmarkedet. Således var erhvervs-aktives marginalskat – som gennemsnit – Anm.: Mellemste marginalskat var før 1993 inklusiv den såkaldte 6 procent-skat. Højeste marginalskat var inklusiv 12 procent-skatten. Alle marginalskatter siden 1994 er inkl. AM-bidrag og fra 1998 SP-bidrag.
Kilde: Skatteministeriet.
Figur 1. Marginalskatter, 1986-2002
4 0
1986 1988 1990 1992 1994 1996 1998 2000 2002
Procent
stigende frem til 1993. Med skatterefor-men i 1994 og senere Pinsepakken er ud-viklingen i de erhvervsaktives marginal-skat nu vendt til et fald.
Pinsepakken har ikke ansvaret for den lave indkomstfremgang for boligejere Pinsepakken reducerede rentefradraget med 14 pct.point. Derudover er fradraget for ligningsmæssige fradrag reduceret med 8 pct.point, og de grønne afgifter er steget. Til gengæld falder bundskatten med i alt 3,5 pct.point, og grænsen for mellemskat sættes i vejret. Alt i alt er det ikke entydigt, at Pinsepakken vil betyde faldende real disponibel indkomst. Det kommer helt an på hvor store renteudgif-ter og ligningsmæssige fradrag, man har.
Men ud over Pinsepakken har der været andre faktorer, som har spillet negativt ind på indkomstudviklingen de sidste tre-fire år. Amts- og kommuneskatter er steget i gennemsnit med 0,8 procent. Huspriserne er fortsat med at stige, hvilket øger ejen-domsbeskatningen. Indførelsen af efter -lønsbidraget har øget A-kassekontingen-terne. Endvidere har den kraftige stigning i oliepriserne siden starten af 1999
med-ført stigende forbrugerpriser, som er med til at udhule den reale indkomstfremgang.
Alt i alt har disse forhold betydet, at indkomstfremgangen for perioden 1998 til 2002 ikke bliver særlig imponerende for boligejere. Det fremgår af foreløbige familietypeberegninger fra Økonomimini-steriets lovmodel. Som eksempel herpå viser tabel 1 væksten i rådighedsbeløbet for parfamilier, der enten er ejere eller le-jere.
LO-parfamilien i ejerbolig har nulvækst i rådighedsbeløbet fra 1998 til 2002. Det-te til trods for reale lønstigninger eksklu-siv grønne afgifter på 2,2 pct.point og at Pinsepakken reelt har betydet en frem-gang på 0,7 pct.point. Stigningen i kom-muneskatten og i huspriserne har samlet trukket i retning af et fald på 2,9 pct.point i rådighedsbeløbet. Alt i alt giver det en nulvækst.
Lidt bedre er det gået for de øvrige bo-ligejere, der vil opleve en fremgang i rå-dighedsbeløbet fra 1998 til 2002. Tjene-stemandsparret vil opleve en fremgang på Figur 2. Erhvervsaktives gennemsnitlige marginalskattesats, 1980 til 2002
Kilde: Finansministeriet.
4 8 5 0 5 2 5 4 5 6 5 8
1 9 8 0 1 9 8 5 1 9 9 0 1 9 9 5 2 0 0 0
Procent
4 8 5 0 5 2 5 4 5 6 5 8
Procent
1,2 procent og funktionærparret får en fremgang på 3,3 procent.
Familier i lejebolig vil opleve markant bedre indkomstfremgang fra 1998 til 2002. Ser man på LO-parfamilien i leje-bolig, får de en ganske pæn fremgang på i alt 6,2 procent. Denne stigning skyldes primært Pinsepakkens effekt, der isoleret giver en stigning i rådighedsbeløbet på 5,8 pct.point.
At LO-parfamilien i ejerbolig halter bagefter er ikke et udtryk for, at det er gå-et dårligere, men primært afhængigt af, hvordan familietypernes udgifter er sam-mensat, jf. boks 1.
Stor fremgang for boligejere i 90’erne Beregningerne fra Økonomiministeriet vi-ser altså, at ejere halter bagefter i ind-komstudviklingen, primært på grund af forskellen i Pinsepakkens effekt. Men ser
man på længere sigt, er det et noget andet billede, der tegner sig. Hvis man ser på indkomstudviklingen fra 1990 og frem til 2002, så fremstår de seneste fire års ud-vikling som et forsøg på at udligne den meget store forskel, der opstod mellem ejere og lejere i 90’erne, jf. figur 3.
LO-parfamilien i lejebolig har haft en
LO-parfamilien i lejebolig har haft en