Det bliver ofte fremført, at de sociale problemer er stigende, og at det især går ud over svage og udstødte grupper. Der er intet der taler for, at de svageste bliver ladt i stikken.
F.eks. har man gjort meget for at forbedre enlige forsørgeres vilkår. Forbedringerne for de enlige forsørgere er sket samtidig med, at man har reduceret samspilsproblemerne.
Ligeledes har man styrket indsatsen for de udstødte grupper i samfundet (hjemløse, narkomaner og sindslidende).
Tabel 1 viser forbrugsmuligheden for en-lige delvis ledige forsørgere sammenlig-net med en enlig delvis ledig uden børn.
En enlig delvis ledig med et barn havde i 1990 forbrugsmuligheder, der svarede til 83,3 procent af forbrugsmulighederne for en enlig delvis ledig uden børn. I 2001 er forbrugsmuligheden på 92,6 procent af en enlig uden børn. Den enlige med to børn havde i 1990 kun en indkomst på, hvad der svarede til 72,4 procent af en enlig uden børn. Men i 2001 er forbrugsmulig-heden for enlige med to børn oppe på 90,9 procent af den enlige uden børn.
Der er altså sket et meget stort løft i en-lige forsørgeres indkomst sammenlignet med enlige uden børn.
Resultaterne er ikke afhængige af, at det er en delvis ledig forsørger. Man vil også opnå samme resultat med fuldtidsbeskæf-tigede enlige forsørgere.
1 2
Tabel 1. Forbrugsmulighed for en enlig delvis ledig forsørger sammenlignet med en enlig delvis ledig uden børn, procent
1990 1993 1998 2001
Enlig forsørger med et barn
i forhold til enlig uden børn 83,3 87,1 92,4 92,6
Enlig forsørger med to børn
i forhold til enlig uden børn 72,4 83,2 89,1 90,9
Anm.: Det er den disponible indkomst efter skat, daginstitution og bolig, der sammenlignes. Der tages højde for, at familier med flere personer har stordriftsfordele i deres forbrug. Der er benyttet Finansministe-riets sædvanlige ækvivalensmål: (antal voksne)0,8+ *(antal børn)0,8. Børnene er i daginstitution.
Kilde: Økonomiministeriets Lovmodel og egne beregninger.
Samme billede gør sig gældende, hvis man sammenligner en enlig forsørger med en parfamilie. Til trods for, at bruttoind-komsten for en LO-parfamilie er langt større end en enlig delvis ledig med børn, er der ikke særlig stor forskel på forbrugs-mulighederne af disponibel indkomst, og denne forskel er tilmed indsnævret mar-kant i 90’erne.
Tabel 2 viser, at en delvis ledig forsør-ger med et barn i 1990 havde forbrugsmu-ligheder, der svarede til knap 77,7 procent af en LO-parfamilie med to udearbejden-de forældre og et barn til trods for, at brut-toindkomsten kun udgjorde 42,8 procent.
I 2001 udgør bruttoindkomsten for den enlige kun 43,7 procent, mens den dispo-nible indkomsts andel er steget til 82,5 procent i 2001. Stigningen har været spe-cielt stor fra 1998 til 2001.
Langt bedre er det gået for en enlig del-vis ledig med to børn, som i 1990 havde forbrugsmuligheder svarende til 85,2
pro-cent af en LO-parfamilie med to børn. I 2001 er forbrugsmulighederne for den en-lige med to børn steget til hele 98,8 pro-cent, jf. tabel 3.
Beregningerne viser med al tydelighed, at man ikke har ladt de enlige forsørgere i stikken, tværtimod. De enlige forsørgere har fået langt bedre økonomiske vilkår i 90’erne.
Myte 2. Samspilsproblemerne bliver større og større
I kontrast til bekymringen for enlige for-sørgeres økonomiske vilkår er bestyrtel-sen over, at de sociale ydelser er alt for høje, og det derfor ikke kan betale sig at arbejde, fordi man ikke får noget ud af at yde en ekstra arbejdsindsats.
Dilemmaet er, at man på den ene side gerne vil sikre, at personer med lav ind-komst har nogle rimelige økonomiske vil-kår, men samtidig skal en ekstra arbejds-indsats belønnes. Problemet for f.eks. en Tabel 2. Indkomst for en enlig delvis ledig kvinde med et barn sammenlignet med en LO-parfamilie med to udearbejdende forældre og et barn, procent af LO-LO-parfamilie
1990 1993 1998 2001
Bruttoindkomst 42,8 43,4 43,7 43,7
Disponibel indkomst 77,7 78,7 79,9 82,5
Anm.: Parfamilien har en større bolig end de enlige og derfor også større boligudgifter end den enlige forsørger. I 2001 er bruttoindkomsten for parfamilien på 491.327 kr. og for den enlige delvis ledige er bruttoindkomsten 143.736 kr. Se endvidere tabel 1.
Kilde: Økonomiministeriets Lovmodel og egne beregninger.
Tabel 3. Indkomst for en enlig delvis ledig kvinde med to børn sammenlignet med en LO-parfamilie med to udearbejdende forældre og to børn, procent af LO-LO-parfamilie
1990 1993 1998 2001
Bruttoindkomst 40,0 40,6 40,9 40,8
Disponibel indkomst 85,2 89,1 93,5 98,8
Anm.: Se tabel 1.
Kilde: Økonomiministeriets Lovmodel og egne beregninger.
enlige forsørger er, at øget indkomst bli-ver modsvaret af højere skat og labli-vere til-skud til bolig og daginstitution, jf. boks 1.
Dermed er tilskyndelse til at yde en ekstra indsats lavere.
Det er faktisk lykkedes at mindske sam-spilsproblemerne og mindske de sammen-satte marginalskatter uden at forringe de økonomiske vilkår for f.eks. enlige forsør-gere. Figur 1 viser, at de sammensatte marginalskatter for en enlig forsørger i 1996 og 2002 er blevet reduceret især for indkomster op til 250.000 kr. Det var især for de laveste indkomster, at problemerne
med høje sammensatte marginalskatter var store i 1996, og det er især for de la-veste indkomster, at man har ønsket at fremme tilskyndelsen til at arbejde. Til gengæld er de sammensatte marginalskat-ter lidt højere i indkomstinmarginalskat-tervallet fra 250.000 kr. til 385.000 kr. for den enlige forsørger. De sammensatte marginalskat-ter er blevet højere i dette inmarginalskat-terval, fordi aftrapning af tilskud til daginstitution er blevet længere.
Problemet med høje sammensatte mar-ginalskatter gælder ikke kun enlige for-sørgere, men også for andre
lavindkomst-De sammensatte marginalskatter er be-tegnelsen for kombinationen af margi-nalskatter og reducerede offentlige ydel-ser i form af boligstøtte og nedsat egen-betaling i daginstitution, når indkomsten stiger.
Hvis indkomsten stiger med 10.000 kr., så vil en del af indkomstfremgangen blive modsvaret af skattebetaling,
sva-rende til ens marginalskat (inkl. ar-bejdsmarkedsbidrag). Men modtager man boligstøtte og/eller offentlig støtte til betaling af daginstitution, vil disse indkomstafhængige ydelser ligeledes blive aftrappet, fordi indkomsten stiger.
Alt i alt vil ens sammensatte marginal-skat altså ligge højere end den marginal- skatte-mæssige marginalskat.
Boks 1. Sammensatte marginalskatter
Figur 1. Sammensatte marginalskatter for en enlig med et barn i vuggestue, 1996 og 2002 (2001 priser)
Anm.: Tal for 1996 og 2002 er begge omregnet til 2001-prisniveau for at kunne sammenligne 1996-skattesystemet med 2002-1996-skattesystemet.
Kilde: Økonomiministeriet Familier og Indkomster, juni 2001 og egne beregninger.
0
Bruttoindkomst før AM-bidrag (1000 kr.)
Procent
grupper, der modtager boligsikring og/el-ler nedsat egenbetaling i daginstitution.
Det er dog et mindretal af samtlige er-hvervsaktive, som har disse såkaldte sam-spilsproblemer. Ud af de ca. 3 millioner i den erhvervsaktive alder er der i 2002-skattesystemet kun 213.000 personer, sva-rende til godt syv procent af alle erhvervs-aktive, hvor det gælder, at aftrapning af indkomstafhængige ydelser spiller ind på den sammensatte marginalskat. Alle øv-rige har en sammensat marginalskat, der er lig med den skattemæssige marginal-skat.
Figur 2 viser, hvordan befolkningen i den erhvervsaktive alder fordeler sig på størrelsen af deres sammensatte marginal-skatter. Som det fremgår, har udviklingen fra 1996 til 2002 medført, at der er færre med meget høje sammensatte marginal-skatter, og der er mange flere med laveste marginalskatter. Til gengæld er der flere i intervallet fra 55-66 procent. Alt i alt er de sammensatte marginalskatter reduceret.
Der er blevet langt flere, som har sam-mensatte marginalskatter på under 50 pro-cent. I 2002 vil der være knap 53 procent af befolkningen, der har sammensatte marginalskatter under 50 procent. I 1996 var det kun godt 30 procent.
Ligeledes er der blevet langt færre med meget høje sammensatte marginalskatter.
I 1996 var der 2,6 procent svarende til 79.000 personer med sammensatte margi-nalskatter over 66 procent. Dette antal vil være reduceret til 38.000 personer i 2002.
Der er til gengæld flere, som i dag har sammensatte marginalskatter mellem 55-66 procent. Det skyldes, at der er flere, som i dag betaler topskat sammenlignet med 1996.
Det er altså rent faktisk lykkedes - spe-cielt i forhold til de enlige forsørgere - at sænke de sammensatte marginalskatter samtidig med, man har forbedret de øko-nomiske vilkår, jf. beskrivelsen i forrige afsnit.
Figur 2. Personer i den erhvervsaktive alder fordelt på deres sammensatte marginalskat, 1996 og 2002
Anm.: Figuren viser de 18-66 årige ekskl. førtidspensionister. Søjlerne summer til 100 procent for hhv.
1996 og 2002. Beregningerne tager ikke højde for at eventuelle indkomsterstattende ydelser som dagpenge eller kontanthjælp falder bort ved beskæftigelse.
Kilde: Økonomiministeriet Familier og Indkomster, juni 2001.
0 5 1 0 1 5 2 0 2 5 3 0 3 5 4 0 4 5 5 0
U n d e r 4 5 p c t . 4 5 - 5 0 p c t . 5 0 - 5 5 p c t . 5 5 - 6 6 p c t . o v e r 6 6 p c t .
Procent
1996 2002
På visse områder er der dog stadig store problemer med samspilsproblemer. Det gælder parfamilier, hvor begge ægtefæller er på indkomstoverførsel og hvor den ene ægtefælles overførselsindkomst vil bort-falde, hvis den anden ægtefælle får et ar-bejde. Bl.a. parfamilier på kontanthjælp bliver ramt af dette problem. Det er helt sikkert, at en løsning af dette problem vil øge tilskyndelsen til at finde arbejde for familier på kontanthjælp. Problemet ram-mer ofte indvandrerfamilier, der på den måde holdes uden for arbejdsmarkedet på grund af meget stive regler. I takt med, at antallet af indvandrerfamilier på kontant-hjælp er steget, er behovet for at ændre på reglerne ligeledes steget, så man ikke hæmmer tilgangen til arbejdsmarkedet for denne gruppe.
Myte 3. De udstødte grupper har fået ringere vilkår
Det fremføres ofte, at hjemløse, narkoma-ner og sindslidende har fået det dårligere og dårligere i de seneste års opsving.
Der er dog ikke nogen dokumentation for, at problemet med hjemløse har været stigende de senere år. Tværtimod har man foretaget en opprioritering af indsatsen over for de hjemløse. Bl.a. blev der i 2000 sat gang i en handlingsplan for hjemløse, hvor der er afsat 200 mill. kr. over fire år.
Puljen “skæve huse til skæve eksistenser”
på i alt 60 mill. kr. er også et nyt initiativ til at modvirke problemerne med hjem-løse.
Man har også styrket indsatsen for nar-komaner. I 1980’erne var der stort set in-gen tilbud om stoffri behandling til de
hårde stofmisbrugere, og metadonbehand-ling var en udskældt behandmetadonbehand-lingsform, som blev anvendt til at passivisere de mest besværlige stofmisbrugere. I dag findes der 40 døgninstitutioner, der tilbyder stof-fri behandling. I 1980’erne var der nogle få.
Samtidig er målet for behandling ikke længere blot stoffrihed, men også forbed-ring af stofmisbrugernes dårlige sociale funktionsevne. Det var der ingen fokus på i 1980’erne. Herved er der sket en kraftig forbedring af den sociale indsats på områ-det, som især er rettet mod den tunge gruppe af stofmisbrugerne. Den økonomi-ske indsats er blevet tilsvarende styrket væsentligt. Andelen af stofmisbrugere i behandling har aldrig været større, idet 50 procent er under behandling.
Det påstås ligeledes, at de sindslidende har fået ringere vilkår. Igen er det en udokumenteret påstand. Indsatsen for de sindslidende er blevet markant oppriori-teret gennem de seneste år. Det skal sam-menlignes med, at der i 80’erne blev gen-nemført besparelser. Fra 1982 til 1993 blev der på grund af besparelser nedlagt over 5.000 psykiatriske sengepladser, uden at erstatningen herfor i form af di-striktspsykiatrien var på plads. Det havde bl.a. den konsekvens, at de sindslidende blev meget synlige i gadebilledet – det be-handlingsmæssige sikkerhedsnet var truk-ket væk. Fra 1993 er der struk-ket en kraftig udbygning af distriktpsykiatrien og so-cialpsykiatrien. Næsten dobbelt så mange mennesker får i dag et tilbud fra distrikt-psykiatrien, end tilfældet var i 1993.
30.000 i dag mod 16.000 i 1993.
Den økonomiske situation i Østeuropa I langt de fleste østeuropæiske lande er BNP vokset mere end i EU. Dette er sket på trods af, at en række af disse lande blev ramt af den finansielle krise i Rusland i 1998/1999, der reducerede den russiske import kraftigt. Mange af landene kom sig dog hurtigt over krisen, og for år 2000 forventes pæne vækstrater.
De eneste lande, der igennem de sene-ste fem år har haft en lavere gennemsnit-lig vækst end EU, er Bulgarien, Rumæ-nien og Tjekkiet. Især for RumæRumæ-nien er billedet sort, da de stadigvæk har faldende produktion. I figur 1 ses udviklingen i BNP i de østeuropæiske lande sammen-lignet med EU. Figuren er opdelt imellem lande fra første ansøgerrunde og anden ansøgerrunde.
På trods af de positive vækstrater i de østeuropæiske økonomier er beskæftigel-sesfrekvensen - uden undtagelse - faldet i alle landene. I nogle lande har det givet sig udslag i lavere erhvervsfrekvens og i andre lande i højere arbejdsløshed. Men generelt er andelen af voksne i beskæfti-gelse faldet.
Den største beskæftigelsesgrad på 59 har Rumænien, mens Bulgarien har den laveste på 41. Gennemsnittet i EU er godt 60. I tabel 1 kan man se
beskæftigelses-graden i de ti østeuropæiske ansøgerlan-de.
I forhold til flere EU-lande er beskæfti-gelsesgraden i de østeuropæiske lande ikke specielt lav. Men beskæftigelsen har været faldende siden murens fald, hvilket skaber sociale problemer, og for lande som for eksempel Rumænien er bunden langt fra nået. Efterhånden som landene mere og mere får markedsvilkår - også på arbejdsmarkedet - vil dele af arbejdsstyr-ken miste deres arbejde. For de lande, hvor reformerne er kommet langt, kan man til gengæld forvente, at udviklingen snart vender.
Forskelle mellem ansøgerlande bliver større
Mange af de østeuropæiske ansøgerlande har haft en højere vækst end EU-landene igennem de sidste fem år - og er altså i færd med at indhente vores velstandsniveau. Der er dog lang vej igen, og landene har en række fælles problemer bl.a. på arbejdsmar-kederne. Men der er også stor forskel på landene. Nogle lande har svært ved at få øko-nomien i gang, og det tyder på, at den nuværende økonomiske udvikling øger forskel-lene imellem landene. Under alle omstændigheder bør EU være meget opmærksom på, at man ikke lader de fattigste østlande i stikken.
Tabel 1. Beskæftigelsesgraden i de øst-europæiske ansøgerlande, 1999
ILO definition
Bulgarien 40,8
Ungarn 46,1
Polen 49,6
Letland 49,8
Slovakiet 50,3
Estland 52,3
Lithauen 53,2
Slovenien 53,5
Tjekkiet 55,7
Rumænien 59,1
EU gns. 62,1
Kilde: Europa kommissionens rapporter om sta-tus for udvidelsen, Eurostat og AE.
Balancer og investeringer
Selvom de østeuropæiske ansøgerlande hurtigt er kommet sig over den økonomi-ske krise i Rusland, er der stadig faresig-naler i økonomierne. Det er primært beta-lingsbalancen, der har store underskud i mange af landene. I tabel 2 kan man se landenes betalingsbalance i procent af BNP i 1999. I tabellen ses, at især de bal-tiske lande og Polen har et stort beta-lingsbalanceunderskud. Og mange af lan-dene har haft store underskud flere år i træk.
Til sammenligning var den danske beta-lingsbalance i 1999 på +2,2 procent af
BNP. Et underskud på betalingsbalancen på ti procent af BNP ville i Danmark sva-re til et underskud på cirka 125 mia. kro-ner.
Store betalingsbalanceunderskud er ik-ke nødvendigvis et problem for de øst-europæiske lande. Underskuddet opstår, fordi landet investerer mere, end det spa-rer op. Hvis underskuddet er opstået, fordi opsparingen er for lille, således at forbru-get er højt, er det dog et problem. I så fald
„lever samfundet over evne“ ved at købe og forbruge langt mere fra udlandet, end det kan betale.
Figur 1. Udviklingen i BNP i Østeuropa og EU, 1994-1999
Kilde: OECD og Europa kommissionens rapporter om status for udvidelsen
80 90 100 110 120 130 140
1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000
Indeks, 1994=100
Polen Estland Slovenien Ungarn EU Tjekkiet
80 90 100 110 120 130 140
1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000
Indeks, 1994=100
EU
Rumænien Bulgarien Letland Lithauen Slovakiet
Hvis betalingsbalanceunderskuddet deri-mod er opstået, fordi investeringerne er høje, er billedet et andet. Investeringer gi-ver afkast i fremtiden, og dermed større mulighed for tilbagebetaling af udlands-gælden. Derfor er betalingsbalanceunder-skud i en opbygningsfase med store inve-steringer ikke nødvendigvis et problem.
Boks 1. Inflationen i de østeuropæiske ansøgerlande
Inflationen er for de fleste landes vedkommende kommet under ti procent pr. år.
De eneste undtagelser er Rumænien, der i 1999 havde inflation på 45,8 procent.
Hvis et land har høj inflation og samtidig fører fastkurspolitik overfor en valuta, der oplever lavere inflation, kan der opstå problemer. Landet med den høje infla-tion vil løbende miste konkurrenceevne og kan til sidst blive tvunget til at ned-skrive valutaens værdi. Det er for at undgå den type uligevægte, at ansøgerlandene ikke optages i euroen, straks de bliver medlemmer af EU. I figur 2 ses udviklingen i inflationen for ansøgerlandene (Rumænien og Bulgarien er ikke med).
På den anden side kan fastkurspolitikken være med til at holde inflationen lav, fordi en troværdig fastkurspolitik understreger politikernes vilje til at arbejde for at holde inflationen nede. En sådan troværdighed kan bl.a. opnås via et „currency board“, hvor valutareserven er så stor, at hele pengemængden kan veksles til uden-landsk valuta. Overgangen til en troværdig fastkurspolitik er en af forklaringerne på, at inflationen er faldet i Østeuropa.
Figur 2. Udviklingen i inflationen i de østeuropæiske ansøgerlande
Anm.: Rumænien og Bulgarien er ikke med, da de i perioden har haft inflation over 100 procent om året.
Kilde: Europa kommissionens rapporter om status for udvidelsen og Eurostat.
0 5 10 15 20 25 30 35 40
1995 1996 1997 1998 1999 2000
Procent pr. år
Slovakiet, Ungarn Polen, Slovenien Estland Letland, Tjekkiet Lithauen
Man skal dog være opmærksom på, at de høje investeringer skal være rentable. En del af krisen i Sydøstasien skyldes netop, at en del af de store investeringer ikke var rentable, således at virksomhederne fik problemer med at afbetale på lånene.
I tabel 3 kan man se, at der er meget stor forskel imellem landene. Litauen og
Letland, der har de største underskud på betalingsbalancen, har pæne investerings-kvoter, men opsparingen er også meget lav. I landene med de mindste betalings-balanceunderskud - nemlig Slovenien og Tjekkiet - er investeringerne høje, men der er nogenlunde balance i økonomien, fordi opsparingen i disse lande også ligger over de nuværende EU-landes.
Bulgarien og Rumænien har meget lave investeringskvoter - lavere end i Danmark og euro-området - hvilket ikke tegner godt for disse landes fremtidige vækst.
Generelt giver høje investeringer mulig-hed for høj vækst i fremtiden. I figur 3 kan man se sammenhængen imellem in-vesteringer og vækst i de østeuropæiske lande i anden halvdel af 1990’erne.
Velstand
I figur 3 ses, at især Bulgarien og Rumæ-nien sakker bagud i den økonomiske ud-vikling i forhold til de andre ansøgerlan-de. Desværre er det også de lande, der har mest at indhente. I tabel 4 ses indkomsten pr. indbygger i ansøgerlandene i forhold til EU som gennemsnit. Indkomsten er købekrafts-korrigeret - det vil sige korri-geret for hvor meget, man kan få for sin indkomst i de forskellige lande. Målet ta-ger på den anden side ikke hensyn til, at sort økonomi sandsynligvis er mere ud-bredt i de østeuropæiske lande, hvorved indbyggernes reelle indkomst er under-vurderet.
Tabel 2. Østeuropæiske landes betalings-balance, 1999
Land Betalingsbalance
i procent af BNP
Lithauen -11,2
Letland -10,6
Polen -7,4
Estland -6,2
Slovakiet -5,9
Bulgarien -5,3
Ungarn -4,3
Rumænien -3,8
Slovenien -2,9
Tjekkiet -2,0
Kilde: Europakommissionen og AE.
Tabel 3 . Opsparing, investering og betalingsbalancen, 1999
Opsparings- Investerings- Betalingsbalancen
kvoten kvoten
Lithauen 11,3 22,5 -11,2
Letland 14,4 25,0 -10,6
Polen 18,8 26,2 -7,4
Estland 18,9 25,1 -6,2
Slovakiet 24,9 30,8 -5,9
Bulgarien 10,6 15,9 -5,3
Ungarn 19,6 23,9 -4,3
Rumænien 14,7 18,5 -3,8
Slovenien 24,0 26,9 -2,9
Tjekkiet 24,4 26,4 -2,0
Danmark 22,4 20,2 2,2
Euro 21,4 20,7 0,7
Anm.: Investerings- og opsparingskvoten er beregnet i forhold til landets BNP. Betalingsbalancen for Danmark er nationalregnsskabsdefinitionen ekskl. Færøerne og Grønland.
Kilde: Europakommissionen og AE.
I tabel 4 ses, at det netop er Bulgarien og Rumænien, der er de fattigste blandt ansø-gerlandene. Det er netop også disse lande, der har størst problemer med at få deres økonomi i gang. Deres optagelse i EU lig-ger meget langt ude i fremtiden, men det er netop derfor vigtigt ikke at glemme disse lande, når de første østeuropæiske lande optages i EU.
I tabel 4 ses det også, at de fem lande, der er med i den første forhandlingsrunde -Slovenien, Tjekkiet, Ungarn, Polen og Estland - netop ligger blandt de rigeste.
Udenlandske investeringer i Øst-europa
Omkring to tredjedele af den udenlandske kapital, der strømmer til Østeuropa, kom-mer fra EU-lande. Der er dog meget store
Tabel 4. Indkomst pr. indbygger i forhold til EU gennemsnit
Euro pr. indbygger I f.t. EU gennemsnit
Bulgarien 4.700 22
Rumænien 5.700 27
Letland 5.800 27
Lithauen 6.200 29
Estland 7.800 36
Polen 7.800 37
Slovakiet 10.300 49
Ungarn 10.700 51
Tjekkiet 12.500 59
Slovenien 15.000 71
EU 21.200 100
Kilde: Kommissionens rapport om status for udvidelsen.
Figur 3. Sammenhængen imellem vækst og investeringer
Kilde: Kommissionens rapport om status for udvidelsen og egne beregninger.
Letland Ungarn
Lithauen Slovenien Polen
Estland
Slovakiet
Tjekkiet
Rumænien
Rumænien