Hvem er de værste skurke? De, der vedstår sig ansvaret for forivrede og uretmæssige gerninger, eller de, der har heppet på i årevis og bagefter forsøger at løbe fra ethvert medansvar?
Det spørgsmål kender en af fagbevægelsens abso- lutte topfigurer, formanden for Forbundet af Offent- ligt Ansatte, Poul Winckler, godt svaret på. Spørgsmå- let angår Farum-skandalen, hvor Poul Winckler spiller en ikke uvæsentlig rolle.
“Jeg tager det fulde ansvar for mine handlinger.
Hvis jeg har været med i nogle beslutninger, der sene- re viser sig at være ulovlige, står jeg 100 pct. ved dem.
De beslutninger, jeg har truffet, har været mine egne, og der er ingen undskyldning. Alle har et medansvar - det må vi nu stå frem og tage. Peters ansvar skal nok blive kortlagt. Det havde klædt de andre kommunalbe- styrelsesmedlemmer, de lokale embedsmænd og In- denrigsministeriet, hvis de var stået frem og havde taget deres ansvar i stedet for at løbe fra det,” siger Winckler og ser ned i en stak af byrådsnotater.
Peter Brixtofte har påvirket Poul Wincklers liv per- sonligt og politisk - givet ham fjender blandt sine egne og konfronteret ham med dilemmaer, der næsten ikke har været til at overskue. Gennem 10 år har de to ud- viklet et venskab - omend det aldrig er blevet helt tæt.
Duoen Brixtofte-Winckler har gennem 1990’erne været Farums mest handlekraftige mænd. Begge er de drevet af samme grundholdning: I politik gælder det om at skabe resultater. De to har kørt parløb i den lille idylliske del af Nordsjælland med Brixtofte som “for- mand” for kommunalbestyrelsen, Farum Boldklub og sponsorkredsen Farum & Erhverv og Winckler som et kompromissøgende socialdemokratisk kommunalbe- styrelsesmedlem indtil sidste år, forhenværende næst-
formand i boldklubben og nuværende næstformand i sponsorklubben. Det tætte forhold førte endda til, at Winckler blev en slags socialdemokratisk løsgænger i byrådet frem til sidste kommunalvalg, fordi han mente, at den lokale partiforening dikterede en alt for konfrontatorisk Brixtofte-linje.
De sidste uger har Poul Winckler fået utallige op- fordringer til at fortælle sin historie. Indtil nu har han takket nej. Han synes ikke, medierne går efter bolden.
Og han vil ikke være en af dem, der står ved håndvas- ken eller træder på en mand, der ligger ned.
Ugebrevet har imidlertid givet håndslag på et ud- førligt interview, hvor Winckler selv fortæller sin hi- storie. Han træder derfor nu for første gang frem og giver sin personlige beretning om det politiske liv i Farum. Det er ikke kun en fortælling om, hvordan en intelligent, dynamisk og ekstremt resultatorienteret Venstre-borgmester kunne charmere og fascinere en af fagbevægelsens mest garvede aktører. Det er også historien om, hvordan de politiske forlig med Brixtof- te skabte en intern krig i den socialdemokratiske lo- kalforening og fik den ellers så sindige Poul Winckler til at skrive de værste ukvemsord om sine partifæller.
Se også tekstboks og figur 1.
Hellere resultater end rene hænder
Poul Winckler er ikke bange for at sige tingene ligeud.
På trods af mediestormen mener han fortsat, at mange borgmestre kan lære noget af Brixtofte - eller rettere af den måde han brænder for sagen på. I selskab med Peter kan man ikke undgå at lade sig rive med, blive imponeret og lidt forført - selv hvis man ikke deler hans grundholdninger.
Winckler fortryder ikke, at han som medlem af by- Mandagmorgen
Nr. 8 | 25. februar 2002 |17
Poul Winckler:
Jeg var ikke Brixtoftes marionet
Politik
Selverkendelse.Det er usmageligt, når mange forsøger at løbe fra ansvaret i Farum-skandalen - Det er endda dem, der åd Brixtofte råt, der har mest travlt ved håndvasken - Det fastslår FOA-formand Poul Winckler, der vedkender sig sit ansvar for beslutningerne i Farum Byråd og ikke fortryder sin rolle
rådet har forsøgt at skabe politiske resultater i samar- bejde med Brixtofte og stemt for Farums budget de se- neste tre år. Det har ellers kløvet den lokale socialde- mokratiske partiforening i to. Nogle har anklaget Winckler for at lide af Brixtoftes kasketsyge med alt for mange tillidshverv. Andre mener, at den fremtrædende socialdemokrat er blevet lakaj for borgmesterens libe- rale eksperimentarium.
Poul Winckler afviser begge dele: “Man kan vælge at sætte sig over i hængekøjen og sige, at man er imod det hele. Men hvad så? Vi havde haft rene hænder, men Brixtoftes politik var blevet vedtaget alligevel.”
Han afviser også, at han via et personligt venskab har blåstemplet Brixtoftes politik: “Ja - jeg har da set Tour de France på Peters altan. Og ja - jeg har da druk- ket øl med Brixtofte på Farum Park. Det betyder ikke, at vi er enige i alt. Når jeg ser en arbejdsgiver på den anden side af gaden, går jeg da også over og hilser på.
Det socialdemokratiske bagland er gået for vidt, når de har forsøgt at bestemme, hvad jeg gør i min fritid.”
Winckler erkender, at Brixtofte har opført sig som en enevældig konge af Farum og som et utilnærmeligt barn, når han møder modstand. S-politikeren satte derfor også sine grænser. Over for Ugebrevet frem- lægger han kopier af personlige breve, hvor han gen- nem årene er gået i rette med borgmesteren. Som i 1997, da Brixtofte udbyder kommunens daginstituti- onsbygninger til salg i en annonce i Frederiksborg Amts Avis samme dag, som byrådet og institutionerne
orienteres. Winckler brokkede sig også højlydt, den- gang byrådet kunne læse i avisen, at Farum ville sende alle pensionister en uge sydpå.
Men Wincklers politiske strategi var kompliceret:
Med den ene hånd er han gået efter politiske resultater og har indgået forlig. Med den anden hånd har han forsøgt at presse Brixtofte til mere åbenhed om beslut- ningerne. Og Winckler har hele tiden stået parat til at levere sin stemme, hvis der skulle opstå flertal for en uvildig undersøgelse af kommunens økonomi.
Winckler tog på et tidligt tidspunkt afstand fra Far- ums sale and lease back-arrangement. Han anbefalede endda af samme årsag i Berlingske Tidende, at dan- skerne ikke flytter til Farum.
På trods af et indgående kendskab til Farums fod- boldøkonomi benægter han at kende noget til sagen om, at der er kanaliseret kommunepenge over i fod- boldklubben, eller at EUs udbudsregler blev omgået, da Farums mægtige fodboldarena blev bygget.
I stedet langer han ud efter embedsmændene. Som menigt byrådsmedlem kan man ikke andet end at regne med forsikringerne fra embedsmændene, siger han. Men de har svigtet på alle niveauer. Winckler un- drer sig f.eks. over, at Indenrigsministeriet ikke har grebet ind for længst - for der er blevet taget en række underhåndskontakter til ministeriet. Og de lokale em- bedsmænd har ikke været til at stole på. Det gælder bl.a. kommunaleksperten Palle Mikkelsen. Så sent som i sidste uge udtalte han sig som uafhængig for-
18| Nr. 8 | 25. februar 2002
Mandagmorgen
Fra forbundspolitik til kommunalpolitik Milepæle i Poul Wincklers kommunalpolitiske karriere
Figur 1: Poul Wincklers tro på, at vejen til fremgang for Socialdemokratiet går over samarbejde og politiske kompromiser med byrådets Venstre- flertal, ender med at fælde Winckler som lokalpolitiker. De fleste socialdemokrater i Farum vil have Brixtofte-kritisk opposition.
Kilde: Ugebrevet Mandag Morgen.
Poul Winckler kommer i byrådet ved valget i november 1997. Som noget af det første for- søger han at forsone sine to stridende gruppefæller.
Striden gør Winckler til gruppeformand.
Winckler søger politisk ind- flydelse og har en stor del af æren for S-gruppens budgetforlig med Brixtofte for 1999, 2000 og 2001.
Han fremlægger en strategi, hvor S skal markere sig ved at samarbejde og få gennem- førtsine mærkesager.
Winckler kommer i stigende grad på kollisionskurs med vigtige dele af sit S-bagland.
Partiets splittelse udstilles endegyldigt, da Winckler ind- går budgetforlig for 2002 - uden om gruppeformand Kirchmeier-Andersen.
Efter at være blevet vraget som spidskandidat sprænger Winckler Socialdemokratiet i Farum og forsøger at stille op på sin egen socialdemokratiske liste. Det mislykkes. Winckler siger til pressen, at han ikke kan stemme på S.
1997 1998-
2000 2001 2001
sker på tv om Farum-modellen. Men i 1999 fungerede han som økonomidirektør i Farum, og i en korrespon- dance til Winckler - som Ugebrevet har set - lægger han røgslør ud over kommunens økonomi.
Fodbold grundlagde politisk venskab - Hvordan blev du ven med Peter Brixtofte?
“Egentlig ærgrer hele historien mig i dag. Jeg begynd- te at gå til fodbold for også at engagere mig i lo- kalsamfundet. Det var sjovt, dengang vi spillede langt nede i rækkerne. Hen ad vejen kom jeg tættere på Peter. Vi bliver enige om, at vi svinger meget godt sam- men og om at lave en støtteforening. Det udvikler sig.
Vi rykker op i rækkerne, og foreningen bliver større og større. Vi etablerer et A/S, en professionel afdeling, og der er jeg selvfølgelig også med. Jeg genoplevede mine egne ungdomsår i et ellers fortravlet arbejdsliv, når vi sad der på lægterne og drak bajere og fortalte sjofle vit- tigheder. Men det er klart, at over årene blev det større og større. I dag sidder vi jo i lounge,” fortæller Poul Winckler.
“Der er ingen tvivl om, at jeg synes, det var en glim- rende idé, at vi udviklede en sportsby. Derfor synes jeg, det er flot, alt det, der står derude, men det er jo ikke flot, hvis ikke der er penge til det.”
- Hvordan kender du mennesket Peter Brixtofte?
“Vi er ikke bonkammerater, men jeg kender Peter gan- ske udmærket. Han er en meget intelligent, dynamisk person, som selvfølgelig har et ego – det har vi jo alle sammen – men som tænker meget i resultater. Han har et eller andet - en udstråling, som er meget tillids- skabende.”
“Jeg husker f.eks. engang, vi lavede et dobbet inter- view til tv. Nu har jeg en del træning i at optræde på tv, men i det indslag følte jeg, at jeg slet ikke var med.
Brixtofte stjal billedet fuldstændig og sugede nærmest journalisten til sig. Der er en slags magi i det. Han oser så meget af tillid, og så er Peter jo opvokset i det fran- ske. Han kysser goddag til alt og alle, fjender og ven- ner. Det er ikke noget han spiller på,” siger Poul Win- ckler og fortsætter:
“Men jeg har også iagttaget, at han har ændret ka- rakter. Han fik ligesom et knæk, da han mistede alle sine poster i Venstre. I den periode, hvor han får en nedtur, får rødvinen en optur. Og så bliver han meget fokuseret på at skabe – han ér jo en skaber, der er dy- namik i knægten. Det tror jeg er årsagen til, at han ikke har styr på tingene,” vurderer Winckler og tilføjer:
“Men Venstres gruppe bærer også et stort medan-
svar for, hvad der er sket. Han fik en massiv støtte. I dag siger de, at de ikke havde indsigt. Det er selvfølge- lig noget sludder.”
Barnlig, anarkistisk - og lærerig
- Er Brixtofte en politisk anarkist, der er ligeglad, bare han får sine resultater?
“Jeg vil sige, at han har virket sådan i de sidste par år.
Men i min første tid i byrådet, og inden jeg kom ind, var han faktisk meget åben og demokratisk. Når oppo- sitionen vender sig mod alting, tager borgmesteren jo ikke folk ind. Men han havde faktisk et ønske om at være den brede og favnende. Hans største modstander er ham selv, fordi han er så hurtig, at han ikke altid har tid til at vente på, at der er forlig. Alle i Venstres grup- pe var med, men jeg tror inderst inde, at han ønskede de andre partier med også. Men han har også brugt sit flertal, og det har han jo ret til,” forklarer Winckler.
- Kan man lære noget af Brixtofte?
“Utrolig meget. Han optræder ærligt, er reel i sin fremtoning og taler pænt. Det han vil, vil han, og han vil det forhåbentlig alene på grund af sagen. Sådan vil jeg helst have, at mit indtryk af ham skal fortsætte.”
- På byrådsmøderne taler han jo ikke altid så pænt…
“Der var situationer, hvor han krængede over. Der, hvor han mener, at oppositionen taler mod bedre vi- dende. Han fornægter ikke, at han er kongen. Dér har han sin svageste side. Han bliver lidt barnlig efter fa- conen: “Æh-bæh-buh. Hvis du siger noget, så skal jeg sørme sige noget tilbage.” Der var situationer, hvor jeg tænkte – det gælder både oppositionen og ham – hvor- dan kan de som voksne mennesker opføre sig sådan i et byråd, der skal styre 19.000 mennesker?” husker Winckler.
“Peter brænder for den politiske sag, stor eller lille.
Han fortsætter med at brænde for den, til den er løst.
Han går ikke på kompromis. Det synes jeg, man kan lære af. Og så er han jo opfindsom. Men der var ingen i hans gruppe, der kunne kontrollere ham. Et menne- ske, der har ti ideer om dagen, skal holdes nede. Peters spontanitet spiller jo også ind. Han sagde altid, at det her beslutter vi på tirsdag – og det blev så besluttet på byrådsmødet. Men om søndagen var der måske ingen,der viste, hvad var, der skulle besluttes. Her fik han alt for lang løbeplads.”
- Hvordan kunne du finde dig i det? Der må I da have sagt, at den måde at drive by på går ikke?
Mandagmorgen
Nr. 8 | 25. februar 2002 |19
“Jeg fandt mig heller ikke i det. I forhold til pensionist- rejserne protesterede vi. Vi bad om at få det analyseret bedre, inden vi traf beslutningen. Politisk er det svært at vende sig mod et udspil af den karakter. Det var ble- vet vedtaget med eller uden min hjælp. Hvis vi ville have indflydelse, måtte vi være med,” understreger
FOA-formanden og tilføjer: “For mig var det nyt ikke at sidde ved bordenden. Fra første færd undrede jeg mig over den manglende oplysning. Jeg kommer fra et forbund med sagsbehandling, hvor man lægger doku- menter og indstillinger frem. Men det var lidt af en mangelvare i Farum. Jeg skulle lære, at som byråds-
22| Nr. 8 | 25. februar 2002
Mandagmorgen
Poul Winckler har om nogen et intimt forhold til Peter Brix- tofte. Winckler flyttede allerede til Farum i 1972. Det er dog først i midten af 1990’erne, da han for alvor begynder at dyrke sin passion for fodbold, at de første tætte bånd mel- lem Winckler og Brixtofte knyttes. Winckler rejser med til udekampene i Jylland og er begejstret for Brixtoftes visioner for Farum Boldklub som et hold med internationalt poten- tiale på linje med Manchester United.
Allerede i 1996 er den fodboldentusiastiske fagfor- eningsformand med til at stifte sponsorklubben Farum & Er- hverv - en klub for erhvervsledere. Klubmedlemmerne har et slags førsteklasses medlemskab af Farum Boldklub med adgang til bespisning inden kampene på Farum Stadions
“Harald Nielsen Lounge”, køb af billetter til udlandsture, eksponering i kampprogram, på hjemmesiden m.v.
Fra første færd er Poul Winkler næstformand i Farum & Er- hverv og danner således par med borgmester Brixtofte, der dengang var formand for klubben. Som en af de første mel- der Pen-Sam Bank - en gren af Forbundet af Offentligt An- sattes pensions- og forsikringsvirksomhed - hvor Winckler er bestyrelsesformand, sig som sponsor. Dermed er FOA- medlemmerne indirekte med til at støbe det økonomiske fundament under fodbolddrømmene i Farum.
Det er dog først, da Winckler ved valget i november 1997 også engagerer sig i lokalpolitik, at han direkte skal samar- bejde politisk med sin borgmester. Peter Brixtoftes Venstre- gruppe har på det tidspunkt absolut flertal i byrådet, men også Socialdemokraterne har grund til at være tilfredse.
Partiet er netop gået frem til tre mandater - blandt andet fordi den landskendte FOA-formand er kandidat - og parti- fællerne tager godt imod Poul Winckler. Det garvede S-by- rådsmedlem Lis Jakobsen ser ligefrem den markante Win- ckler som dén redning, der kan profilere Socialdemokratiet skarpere i byrådet. Hun håber, at han kan danne modvægt til S-gruppens tredje medlem, Hans Carl Nielsen, der er langt mere samarbejdsvenlig over for Brixtofte, end både hun og store dele af partiforeningen bryder sig om.
Winckler forsøger fra første færd at lægge en dæmper på den interne strid i S-gruppen og skabe forsoning mellem sine to gruppefæller. Winckler er dog af natur et menneske, der først og fremmest går efter indflydelse, og han får snart sat en række politiske fingeraftryk.
Men da den unge Sabine Kirchmeier-Andersen i august 2000 får sæde i byrådet som suppleant og forsøger at vi- dereføre Lis Jakobsens hårdt profilerede Brixtofte-kritik, spidser konflikterne til i den socialdemokratiske gruppe.
Sammen med det tredje socialdemokratiske medlem af by- rådet, Hans Carl Nielsen, stemmer Poul Winckler oftere og
oftere med Brixtofte og lader Kirchmeier-Andersen om at være hård S-opposition. Poul Winckler lægger f.eks. et hårdt pres på sin partikollega for, at hun skal stemme for udvidelserne af Farum Park. Da Winckler i 1999 også bliver næstformand i Farum Boldklub A/S, bliver det for meget for partifællerne. De krummer tæer, hver gang de på tv-billeder fra Farum Park ser Brixtofte og Winckler sidde side om side på tribunen og drikke øl. Winckler har også købt aktier i fod- boldklubben for 20.000 kr.
Partifæller taler om Wincklers partiskadelige virksomhed og opfordrer ham gentagne gange til at trække sig ud af boldklubbens bestyrelse. Det afviser Winckler i første om- gang. Da Farum Boldklub i 1999 engagerer sig i driften af tre fritidshjem, trækker Winckler sig imidlertid. Det er af hensyn til sin post som forbundsformand i FOA, der er mod- stander af at udlicitere den form for velfærdsopgaver.
De toneangivende dele af den lokale socialdemokratiske partiforening raser fortsat over Wincklers engagement i boldklubben og hans tætte samarbejde med Brixtofte. Det anstrengte forhold er afgørende for, at Winckler bliver vraget som spidskandidat op til kommunalvalget sidste år. I stedet sættes Sabine Kirchmeier-Andersen øverst på listen, og Poul Winckler advarer i Farum Avis om, at partiet nu vil be- nytte “hængekøjemetoden, hvor man bare læner sig tilba- ge, lægger armene over kors og fralægger sig ansvaret”.
Han tager afstand fra “den aggresive linje, som hærger par- tiet” og de “bogholderibemærkninger”, som han mener er et skjalkeskjul for ikke at tage et politisk medansvar. I ef- tersommeren 2001 karakteriserer han store dele af den lo- kale partiforening som “et hadefuldt sammenrend”, der
“går i ét med SF”, og som har “en sygelig, til tider psykopati- sk tankegang”, som ligger langt fra Winklers opfattelse af en politisk udvikling.
Winckler afviser herefter at stille op på Socialdemokratiets liste. Han forsøger endda sammen med en gruppe af parti- fæller at stifte en alternativ socialdemokratisk liste, men det mislykkes endegyldigt i oktober sidste år. Igennem hele foråret har Winckler ellers haft gode muligheder for at stille op på den ordinære S-liste, og den lokale partiforening er nu stærkt i tvivl om, hvad Winckler i grunden vil opnå: et godt valg for Venstre eller et dårligt valg for sit eget parti.
Den totale splittelse i S-gruppen udstilles kort før kommu- nalvalget i november. Poul Winckler indgår sammen med Hans Carl Nielsen budgetforlig med Peter Brixtofte - uden om gruppeformand Sabine Kirchmeier-Andersen. Hun læser om forliget i Farum Avis en halv time før byrådsmødet. Sam- tidig fastslår Winckler flere gange til pressen, at han ikke vil stemme socialdemokratisk ved kommunalvalget.
Indfanget af fodboldfeber
medlem har man jo ret til at gå ind i sagerne og læse på dem,” siger Poul Winckler.
- Burde du og andre, som indgik budgetforlig og stem- te for en række ting, have stoppet Brixtofte?
“Når økonomien braser sammen i 2002, og vi alle 19 siger ja til et budgetforlig for 2001, så kan vi jo ikke løbe fra det. Men skal jeg som almindelig politiker kunne kende alle konti? Det ville være urimeligt. Jeg må støtte mig på nogle embedsmænd og stole på, at pengene er i kassen.”
“Mit udgangspunkt har været: Der er flertal for det - gå ind og påvirk det! Når jeg i et budgetforlig går ind og får pillet ud, at han vil spare 2,5 millioner kr. på æl- dreplejen, er det et godt resultat. Når vi som i det sid- ste budgetforlig fastfryser priserne på børnepasning, så synes jeg, det er rigtig godt,” fremhæver Winckler.
Baglandets Brixtofte-kritik skaber splid - Hvordan oplever du den interne splid i S-gruppen?
“Socialdemokratiet havde ingen indflydelse på noget som helst, fordi de sad tilbagelænet. Man havde, bare i mindre målestok end i dag, en ide om, at der blev brugt mange penge til andre ting, end der skulle. Da jeg kommer ind i byrådsgruppen som det tredje med- lem, oplever jeg, at hvis min ene gruppefælle er som dag, så er den anden som nat - og så sad jeg i midten.”
“Min rolle var umulig. Jeg skulle finde et kompro- mis. Vi havde ikke gruppedisciplin. Ofte stemte den ene nej, den anden ja, og jeg undlod at stemme for at være imellem - selvom jeg godt ved, at det at undlade stort set er det samme som at stemme for. Det var et frygteligt dilemma og gjorde det politiske arbejde problemfyldt,” erkender han.
“I det socialdemokratiske bagland udviklede der sig en had-til-Peter-linje. Jeg oplevede det meget person- centreret. Der har været en tradition for, at det er godt at ævles og kævles om småting i Farum Kommune fra oppositionens side. Mange af de store ting kom til at ligge stille, fordi man brugte alt for meget tid på de små ting. Jeg mente, vi skulle hente på sagligheden, på ønsket om reel indflydelse, ansvar, så vi kunne tage indhug i Venstres vælgere,” forklarer Winckler.
“Meget, af det der var i vejen, var også, at nogle syn- tes, det var den rene pest, at jeg sad i Farum Boldklub.”
Svigter Socialdemokratiet ved valget - Hvorfor trak du dig ikke bare fra boldklubben?
“Jeg kunne godt køre rene linjer. Jeg mener, man går for vidt, når man vil bestemme, hvor jeg skal bruge mit
liv som privatperson – og beskylder mig for ikke at kunne adskille politik og fodbold. Det vil jeg ikke finde mig i,” hvæser Winckler.
“Jeg kan sagtens forstå, at nogle var bekymrede for sammenblandingen af kommune og boldklub. Men det er et spørgsmål om, hvilken tillid man har til hin- anden. Fra første færd var Peter og jeg ude af alle be- slutninger i byrådet, der træffes om Farum Boldklub.
Vi havde klare linjer. Jeg har ikke været med i nogen beslutninger i byrådssalen omkring Farum Boldklub.
Og det har Peter heller ikke.”
“Men det er klart, at vores forhold til Farum Bold- klub fik betydning for samarbejdsklimaet i Socialde- mokratiet. Folk begyndte at snakke, og aviserne er gode til at skrive, når jeg sidder sammen med Peter Brixtofte og får en øl, eller hvad jeg nu gør. Men igen:
Hvornår må man tale med folk? Det er som om, man forsøger at skubbe problemerne over på mig. Bør jeg også melde mig ud af folkekirken, fordi mange social- demokrater ikke er medlem? Gu’ vil jeg ej. Alt hvad jeg har lavet, har været godkendt af det socialdemokrati- ske bagland - bortset fra budget 2002. Og jeg vil vove den påstand, at havde vi holdt fast på undertegnede, så havde der været en anden situation i Farum Byråd i dag. Havde vi holdt sammen i S, så var vi gået to-tre mandater frem. Det slår man så i stykker på grund af intern uenighed,” sukker Poul Winckler.
- I Farum Avis siger du, at du ikke vil stemme på en so- cialdemokrat. Hvad stemte du så?
“Det vil jeg ikke sige. Jeg synes ikke, det er interessant, hvad jeg stemte ved kommunevalget. Men det var med et blødende hjerte. Jeg er jo socialdemokrat. Det er klart, at når man bliver trådt gevaldigt på, kommer ens følelser også i kog,” siger FOA-formanden.
“Men jeg fortryder ikke én af mine handlinger. Jeg har ren samvittighed og kan kigge alle folk i øjnene i forhold til, hvad jeg politisk har arbejdet med. Det ene- ste, der ærgrer mig, er, at man ikke kan have lov til som privatperson at interessere sig for fodbold og være med til at indsamle nogle penge. Det ærgrer mig, at der ikke er plads til det, fordi der er nogen, der vil slå politisk mønt på det. Skulle jeg som en anden nikke- dukke bare anerkende, at andre bestemmer, hvad jeg skal gøre? Man har ret til sin selvstændighed. Det har jo ikke været for at gøre nogen fortræd, men for at skabe en fodboldklub.”
Jasper Steen Winkel | jsw@mm.dk Rune Slothuus | rs@mm.dk
Mandagmorgen
Nr. 8 | 25. februar 2002 |23
