Digitaliseret af | Digitised by
Forfatter(e) | Author(s): Rink, Signe.
Titel | Title: Grønlændere og Danske i Grønland.
Udgivet år og sted | Publication time and place: Kristiania : Cammermeier, 1887 Fysiske størrelse | Physical extent: 204 s.
DK
Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be
used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work
becomes public domain and can then be freely used. If there are several
authors, the year of death of the longest living person applies. Always
remember to credit the author
fy-
DET KONGELIGE BIBLIOTEK
130019447724
Signe Rink:
Grønlændere og Danske
i Grønland.
Grønlændere og Danske
i Grønland.
Af
S i g n e R i n k .
K r i s t i a n i a .
Forlagt af Alb. Cammermeyer.
1 8 8 7 .
Det Mallingske Bogtrykkeri.
é(#^|
Indhold.
Hverdagsbilleder fra Kolonien i
K'ivitokker
Zebulorsuaks Datter . . Urosdage
Bredenfjord ved Nunatsiait rg2
lllomut sujunissak nallunarpuk jgg
Hverdagsbilleder fra Kolonien.
i.
En Tychobrahesdag.
Der var Storvadsk og Storpassiar i Kolo
nibestyrerens Kjøkken. Der var Kokken *), og der var Tjenerinden og Ane Yadskerkone, der alle i en Aarrække havde betjent de danske Fa
milier i denne Egenskab.
»Det er svært saa Agnetes Forklæde er vanskeligt at faae rent — jeg har gnedet og gnedet« — siger Ane.
»Aa lad Du bare det være godt« — svarer
*) Det har fra gammel Tid af været Skik at betjene sig af Mænd til Kjøkkentj enesten, ved hvilken der i et Klima som Grønlands forefalder meget haardt Uclenomsarbeide.
Kokkene ere ligesom «Kolonisterne« i Handelens Sold. — Stuepiger og Barnepiger (under Fællesbenævnelsen »Tje
nerinder«) — holdes og lønnes privat.
S. Rink: Grønlændere og Danske i Granland. I
2 Grønlandere og Danske i Grønland.
flot Husets unge Tjenerinde, medens Ane yder
lig beskedent videre forklarer, at man saamen gjerne kunde tage bemeldte Forklæde for et Stykke Grønlændertøi »s a a fast som det sad.«
»Ja, der har vi det — tog nu Kokken Ordet
— altid skal Du smigre for de Danske og gaae løs paa vores Griseri, og det er dog ikke altid saa farlig bevendt med deres Renlighed heller — det kan være hip som hap — vi spiser ankom
men Fisk, og de spiser ankommen Ost — nu skal I bare se hans (underforstaaet Kolonibesty
rerens) Livret« — tilføiede han triumpherende, idet han hentede en Gammelost ud fra Spisekam
meret; — »og saa skal det ligedan være saa latterligt, at vi tørrer vores Kjød i Solen, men ikke at de hænger deres op i Røg — —•«
Her maatte han ilsomt forvare Osten igjen, da nemlig Dagligstudøren hørtes gaae. Tjenerin
den begyndte at fnise, men bukkede sig ligesom Ane embedsivrigt over Vadskerballien — de havde kjendt, det var Fruen. Denne kom ogsaa, saae, og var tilfreds med deres Iver og forsvandt der
for ligesaa hurtigt igjen.
Hvor Tjenerinden nu gottede sig over det Bekneb hendes Medtjener havde været i med Osten! Han selv lod som ingenting.
«Jeg kommer til at løbe et Øieblik hjem og
Hverdagsbilleder fra Kolonien. 3 see til Saul« — sagde AtW — han har maattet holde sig hjemme fra Arbeide idag — kaporti- tingnermik (for »Sting«) lagde hun til.
(Anes Mand var Formand for »Kolonisterne«
eller den faste Stok grønlandske Arbeidere i Handelens Tjeneste)
Ane begyndte allerede at tørre Sæbeskum
met af sine Arme.
»Nei, nu bliver Du og drikker Kaffe først«
— raabte Kokken.
»Ja, især hvis Du kunde rappe Dig en Kjende
—« faldt Tjenerinden ind, hvortil Kokken akku
rat naaede at faa sagt »pas Dig selv«, da Stue
døren atter gik og Fruen paany viste sig i Kjøk- kenet dennegang med sit aarsgamle Barn paa Armen.
»Det er et deiligt Barn Du der har at passe
—« henvendte Ane til Tjenerinden, da de for 2den Gang var blevne ene efter Fruens Visit.
»Ja spiseligt« — svarede hun.
»Ja Danskernes Børn . ere jo altid kjønne« — vedblev Ane.
»Ja dem, der da ikke ere stygge« — (ilailo k" unetdlarat) svarede Kokken, men her hvor Moderen er saa smuk, er det jo heller ingen Un
der, at Børnene ogsaa ere det .
4
»Ja og Faderen ei4 ogsaa en ret kjøn Mand,«
mente Ane.
»— — Ja — sagde Kokken (med stærk iro
nisk Betoning og paa dansk,) hvorved Tjenerinden for Latter maatte lade et næsten færdigvredet Lagen, hvis ene Ende hun havde fastholdt mel
lem Tænderne, falde tilbage til Ballien igjen *).
Og denne Latter æggede Kokken, en halv
gammel ellers tør Fyr til paany at tage fat paa det slupne Thema: de Danskes Svagheder.
»— — Det skal ogsaa altid hedde sig« — begyndte han — »at vi ere saa kvabsede, medens de reent glemmer, hvordan de tidt selv see ud
— hele Forskjell en er bare den, at vores Fedme kommer af Spæk og deres af Flesk.«
»Ti dog stille« — mente Tjenerinden — »de kan jo høre Dig ind.«
»Aa gjør Du Dig bare ikke saa vigtig — maaske fortæller Du dem det selv siden — bare for at gjøre Dig lækker for dem — saadan som Du pleier.« —
»Satdlofcåtit!« — (Du lyver).
»Satdlungilanga /« — (Jeg lyver ikke) — hvem Andre end Dig var det da maa jeg spørge,
*) Grønlænderne bruge deres stærke Tænder til hvadsom- helst selv som Nipetang mod et gjenstridigt Søm, om det
forlanges.
Hverdagsbilleder fra Kolonien.
5 som havde sladdret af Skole iforgaars, da jeg- havde ladet lille Mads ta' den forgyldte Taller
ken hjem istedetfor at lade ham slikke den reen heroppe? — — Jo Du kan tro, jeg saae det strax paa hendes Øine (Fruens), at hun vidste Besked
— (om at den havde været ude af Huset), der har I Jeres Kaffe« — —.
Nu surmulede Tjenerinden, medens derimod Ane velbehageligt nød sin Part i langsomt sluf- frende Drag, og delte sit Kandissukker med Be
styrerens lille Agnete, der kom springende ude fra Pladsen, hvor hun havde leget med Anes egne Børn.
»— åh inek'unarpatdlåmak — alarnerdlunct ajulerpagitl — —« (»nei Du er virkelig saa sød, saa sød, at jeg knapt kan rive mig løs!«) raabte hun derefter, idet hun dog rev sig løs og ilede ud gjennem den lange Korridor, som førte fra Kjøkkenet til »silamulten« (ud i det Frie).
Den syge Saul havde lagt sig, og Ane gav sig strax ifærd med at pusle og vederkvæge og lægge ham til rette saa godt, som hendes knappe Tid tillod det, og skulde just igjen til at reise sig fra Brixen for at begive sig tilbage til Kolo
nibestyrerens Kjøkken, da pludseligt den lave Stuedør slaas op, og den unge Jokum — Anes Pode — skraalende træder ind.
6
Ane gik strax den uelskværdige lille Karl imøde med det mest moderlige-deltagende nagtdlin- nanguararsuk (Din lille Stakkel!), medens Stak
len selv uændsende al denne Ømhed ustandselig vedblev sit Skraal. Ligesaa søde som de smaa Grønlænderpiger gjennemgaaende ere netop i Alderen Ira 4—8, ligesaa gjennemgaaende utilta
lende ere i Reglen Drengene i deres kluntede Skindklæder med Hætten trukken over Hovedet, Pandehaaret hængende langt nedover deres ud
tryksløse i Reglen malpropre Ansigter med den hængende Underlæbe. Enten hænge de opad en Væg eller slentre dovent afsted med Hæn
derne dybt begravede i Lommen og vaagne først i det Øieblik, da deres Jægerinstinkt pludselig aner en Gjenstand at gaa løs paa.
Denne Vækkelse skulde idag blive Jokums Ulykke og Anledningen til, at han brølende be- traadte Fædrenehuset: han havde nemlig som han just gik udenfor med Pladsens andre unge Mænd faaet en uimodstaaelig Lyst til at tage Sigte paa Kolonibestyrerens Høns — »blot for at se, om han kunde træffe« — forklarede han, og hans sikre Arm havde ramt altfor vel, for Hønen faldt død om paa Stedet.
Med Lynets Fart var Skandalen over hele Pladsen, og Kolonibestyreren, som ikke var Diplo
Hverdagsbilleder fra Kolonien. 7 mat nok til at betænke, at hans Kone havde Storvadsk eller muligen endog var helt uvidende om dette vigtige Faktum, begav sig paa staaende Fod til Valpladsen, hvor han samtidigt tog Hø
nen og Hønens Banemand ved Vingebenet, idet den hele Straf han forøvrigt dikterede indskræn
kede sig til et:
»Knegt, jeg skal lære Dig at kaste Sten efter mine Høns!«
Men den utaknemmelige Jokum gik som be
mærket — mere end krænket hjem og forklagede sin Dommer.
»— Ja Din lille Stakkel!« — gjentog Mode
ren, idet hun trak Anorakken af sig og lavede sig til at blive hjemme — »men saadan -er nu engang de Danske! men bi — trøstede hun — vi skal ogsaa nok se, at faa deres Børn til at græde — en lidet ment Trudsel forresten, — men den trøstede Jokum foreslog strax: Agnete, og brølede saa videre.
»Hys tys! — at ikke allalårsuit (han Besty
reren, Bussemanden) skal høre Dig og saa komme herind! — —*
Denne ubehagelige Udsigt standsede endelig Jokums Krokodillegraad, hvorpaa Moderen iværk
satte en Forbedring af hans Ydre ved at gaa hans Ansigt over med begge sine Haandflader,
8 Grønlændere og Danske i Grønland.
skyde Hætten af den Sødes Hoved og rede hans Haar løseligt igjennem med alle ti Fingre og sluttelig sætte Hætten over igjen, hvorefter den unge Fornærmede atter begav sig ud paa Plad
sen sandsynligvis for at meddele Kammeraterne det moderlige Medhold, medens der inden Døre fulgte en artig Drøftelse af europæisk Vilkaar- lighed, der endte med, at Ane Vadskerkone gjorde en Razia mellem alt hvad der fandtes paa Brixen af Ting, som tilhørte Bestyrerens: Der var halvt beredede Fuglehamme i Snesevis, der var et Par kun halvt iscenesatte »Spraglede«*) af Bestyrerens, og der var en Mængde af ufærdige Støvler til hele Familien; men dette blev nu alt ubarmhjertigt pakket imellem hverandre i en Bylt og ved et Bud sendt op til Fruen med den lakoniske Besked: at her var Sytøiet, og Ane kom ikke op at vadske færdig; nu kunde de have det saa godt.
Og at det om Æblets »ikke Falden langt fra Stammen« er en ogsaa paa Grønlændere anven
delig Talemaade skal efterfølgende tjene til at vise!
I et af Brixerummene sad Jokums lille Sø
ster Charlotte med Tilnavnet Sapangak eller
»Perle« og smaasnakkede med en lille Veninde om et gammelt Eventyr eller Sagn, der handlede
*) Benklæder af Sælskind.
Hverdagsbilleder fra Kolonien. 9 ' om to Smaapiger, som ogsaa engang havde sid
det og leget sammen paa en Brix og talt om hvem det vel kunde være værd at tage til Mand, naar de engang blev store og giftefærdige.
Lise og Sapangak lod til at have forstaaet Historien ret godt, idetmindste for saavidt som de levende satte sig ind i deres Forgjængerinders Roller. Lise, som skulde vælge først, vilde ønske sig Havets mægtigste Dyr, for hun holdt saa meget af de store Hvalfisk med den deilige Mattak*), og det var desuden saa morsomt at se dem puste Skummet høit tilveirs, naar de kom seilende forbi Konebaadene. — Sapangak gratulerede sig i høi Grad til Venindens Valg og saae udentvivl deri. et Spil af Nemesis. »Gud
skelov,« raabte hun, »at du ikke tog Ørnen for ham var det jeg vilde have — — for saa flyver vi to sammen tilveirs — høit op til »Storfjel
dets« Top, og der sidder vi saa og passer paa, naar Bestyrerens Kok om Morgenen lukker Høn
sene ud sammen med Gederne og saa — (her maatte hun trække Veiret) — naar han saa igjen er gaaet ind i Kjøkkenet — u-åhl hurra! saa flyver min Mand og jeg rask ned og snapper
*) Huden af Hvalfisken, der er en stor Delicatesse ikke alene for Grønlænderne, men ogsaa for de Fremmede i>
Landet.
j q Grønlændere og Danske i Grønland\
dem allesammen — og det kan de ha' rigtig godt af, fordi de skændte paa Jokum!« — — slut
tede den opbragte Sapangak eller »Perle«.
Og de Voxnes Irritation over den formente strenge Medfart med Husets Yndling — dets til
kommende Storfanger — var endnu for ny og levende til, at den lille Fanatiker jo ikke nok skulde blive lønnet med rigeligt Bifald.
Og forresten skulde »Perles« Hevntørst vir
kelig blive fuldbyrdet paa de stakkels Høns — og det paa en langt eklatantere Maade end hun kunde have drømt.
Stakkels Høns I
En Vinternat brød en grønlandsk Hund ind til dem i Gjedestalden, og bed dem ihjel én og hvér.
2
Sauls Død.
Paa den store Brix tilbringe Grønlænderne, især Kvinderne, den meste Del af deres Liv. Her spise og sove de — her er deres Skrædderstue og deres Pulterkammer — her fødes, leve og — dø de.
Hverdagsbilleder fra Kolonien. j [
Det er denne Gang til et Dødsleie vi føres hen: Stakkels Saul ligger med en hurtig Svind
sots utvetydige iVfærker malede i Ansigtet. Hans Leie er redt saadan, at Hovedgjærdet bliver yderst paa Brixekanten, for at han kan være bortvendt fra Dagslyset. Hosten er saavidt ophørt, men tale kan han næsten ikke mer. — Brystet i det gule Linned hiver op og ned i korte, tunge Drag.
Ane sidder ved hans Side og vogter paa enhver Bevægelse, blæser sagte Kjøling over hans Pande, tørrer den klamme, kolde Sved fra Tindingerne og bøier Øret til hans Mund hvergang han med Øinene gjør Mine til at ville tale.
Hun mærker, at han lytter spændt. Det piner ham, at han hører deres Spæde klynke — ikke for sin egen men for den Lilles Skyld.
Ane river derfor i en Fart Amauten af sig, kal
der ad en ung Pige af de Besøgende, slynger hende den over Hovedet og betyder hende at føre Bar
net ud af Stuen.
Ude i det Frie tager Lole Barnepige et Par lange Trav op og ned ad Koloniveien, og da det kjølige Solskin ikke synes at være Adspre
delse nok for den lille Gnavpose, giver Lole sig til at rasle med Amautens Perlesnipper, men da dette endnu ikke forslaar, betegner hun hende ved visse Gestus, at hun med største Fornøielse
j 2 Gi ønlændere og Danske i Grønland.
maa rive i hendes Nakkehaar; men da selv dette ædelmodige Tilbud ikke gjør sin Virkning, digter Lole et Vers til hendes Pris:
Mettemor Søster stor
Hun er Loles Kjælebarn Det søde lille Nor!
Og til disse Rhythmer forsøger hun saa at lulle den Lille iblund til Takten af en vis vug
gende Skridtgang, og ender med at dykke ned i sin egen Husgang og gjennemløber i mindre end et Minut dens mørke Krumninger*). Hun vil bringe Barnet til Ro paa sin egen Brix.
»— Isigårsinemuk« — (Lroen kommer af, at hun har kolde Fødder), — siger Lole, da hun har faaet Barnet rystet ud af Posen — glad. ved Opdagelsen for ufortøvet at kunne afhjelpe On det. Der vikles et Stykke Fugleskind om de forkomne Lemmer, og Mettemor sænkes igjen i Posen, for at Lole kan komme til at drikke sin Kaffe i Ro. I Ro ? Nei den under hun sig ikke engang; hvert Secund dreier hun Hovedet rundt
*) Deraf at Husgangen altid ligger et Par 1 rin under Grun
dens Niveau, skriver sig formodentlig den altid tilbage
vendende feilagtige Forestilling, at Grønlænderne bo under Jorden. Baade dette og at den er bygget i Zigzag er med Hensyn til at holde Vind og Kulde ude.
Hverdagsbilleder fra Kolonien. [ ^
med et Gran Kandis paa Tungespidsen, og hen
des og Barnets Mund mødes som to Fuglenæb, der made hinanden — og saa strækkes Armene atter bagover for at heise den Smaa bedre til- veirs og saaledes faa den nærmere inddraget i Selskabeligheden.
Sluttelig falder Mette isøvn i Loles fattige Puder paa Brixen, og hun selv løber ugenert til
bage til Sauls Hus for at fuldbringe sit ufrivilligt afbrudte Besøg. —
Anderledes vanskeligt end for Lole var det gaaet Kolonibestyrerens Frue paa hendes Van
dring gjennem den Saulske Labyrinth.
Hun sværmede ellers ikke for at gjøre Visit
ter i Hytterne — her var altfor meget, der gene
rede hendes europæiske Sandser. Men hun maatte og skulde endnu engang se sin gode Ven Saul
— — — hvorofte havde han ikke gjort hende Tjenester 1 Snart med at skaffe hende en Bolt varm i Smedien, snart med at lodde Tuden paa hendes Kaffekande, snart med at lime en Liste paa hendes Chiffonniere — — —.
Med en Skaal duftende Havresuppe stod hun nu ved hans Leie.
»Der Ane — tror han endnu kan nyde dette?«
Med opspilede Øine og gabende Mund mod-
14
tog Jokum Kolonibestyrerens Frue; men hun har glemt alt om ham og Hønen og aner i sin Sorg over Saul, knapt at han hører Huset til, skjøndt hun ellers ret godt kjendte ham. Derimod har hun strax opdaget, hvor fuldt her er af Gjæster. De sidde næsten ovenpaa hverandre der henne paa Gjæstebænkene under Vinduet. Ogsaa Brixerum- mene er fyldte, og Luften kvælende og syg- domssvanger.
Hun giver sig til at foreholde dem deres Uefterrettelighed imod en af Doktorens vigti
gere Forholdsregler — ikke at samle formange i Sygerummet.
»Ved I ikke nok, at »nakursak« har forbudt det?« — — —
Den Syge ønskede at sige noget, og Ane bøiede sig ned til ham.
»— Sig at her gjør det ingenting« — sagde han — »for jeg dør alligevel« — (Ane og Alle de Andre havde derimod strax været villige til at gjøre Fruen Indrømmelser, dog ikke i Praxis.
Hermed er det ogsaa sin egen Sag, da her lig
ger mere til Grund for disse talrige Besøg end blot almindelig Deltagelse, Nysgjærrighed eller hvad man nu ellers vil — her er Talen om at overholde en Folkeskik. Man tilkaldes mangen-
i 5 gang af — og dette var Tilfældet her — af selve den Døende for at synge ham ind i Evigheden.
Saaledes bliver det forstaaeligt, at Lægens Raad faaer Vanskelighed ved at trænge igjen- nem. Man lader sig nu engang ikke jage bort.
Og hvem vil vel ogsaa gjøre det, naar han faar lært den rette Sammenhæng at kjende? —
Efterhaanden besattes hver Tomme Plads — de Fleste havde Salmebøger med. Den danske Prue følte sig nu tilovers og gik bedrøvet bort,
— men udenfor blev hun staaende og lyttede til den monotone Sang paa hvis Tone den Syge allerede syntes baaren i Havn.
Ane, som jevnligt havde ladet Bagsiden af sin Haand glide over Øinene, tog nu et Duun, som hun holdt hen foran den Døendes Læber for dermed at prøve Aandedrættet.
«Jo, endnu aander han, men vil vist neppe aabne Øinene igjen.« — Men den gamle Kvinde, Dødsvogtersken, som har taget Plads ved Fodenden, gjør Tegn til Ane, som saa ser sin Mands Øienlaage løfte sig tungt og besværligt og ligesom søgende Døren — maaske med Tan
kerne paa den Spæde.
Dog det er om Salmen han spørger:
j 5 Grønlændere og Danske i Grønland.
i>Nåvå P« (er den ude ?)
Ane svarer saa med et blidt »ja«, at den er endt. — — — Naa saa lev da vel Allesammen
— — og I mine — her gjorde han atter en svag Dreining med Øinene — — smaa Børn
»Arime« — siger Ane — sesaa nu er Eders Fader dødl — —
Strax efter Dødens Indtrædelse begynder en almindelig Grædeceremoni ledsaget af Udbrud som:
Han var rigtignok En man nødig vilde have mistet— hvor var han ikke elskende, elskværdig og stræbsom — — dertil saa taalmodig i sine Lidel
ser osv. osv.
Man skrider derpaa strax til at pynte Liget i dets bedste Klæder der, hvor der da overhove
det er Tale om at vælge. Og saa bøie de det og bringe det stygge Skind, hvori efter gammel Skik den Døde indsyes i halv siddende Stilling, for derpaa at henlægges under de store Sten
blokke eller Ruser under Fjeldet.
Dog bruges nutildags almindeligst 1 rækisten og den gravede Grav.
Saul hviler paa Koloniens Kirkegaard og har i Efterligning af dansk Skik endog faaet et lille sort Trækors paa sin Høi.
Men dette synlige Minde om ham vil snart
Hverdagsbilleder fra Kolonien.
* 7 være udslettet, thi Grønlænderne have ikke for Skik at frede om deres Grave, ligesom de forre
sten paa den anden Side — mere end nogen Anden — oprøres over enhver Forstyrrelse af Gravfreden, mod hvilken efter deres Mening Ethnografer og andre Fremmede undertiden skal have forsyndet sig.
S. Rink : Grønlændere og Danske i Grønland. 2
K'ivitokker*).
K o n i s k e Old-Sagn indeholde meer end én Fortæl
ling om K'ivitokker — Folk, der melankolske og menneskesky endte med at forlade Huus og Hjem for at gjemme sig i Fjeldensomheden, hvor de da intet andet Selskab havde end de Dyr, som de tildeels nødsagedes til at gjøre Jagt paa for hermed at friste Livet.
Det var gjerne ulykkelige Familieforhold **) — oftest dog Samvittighedsnag, der bragte Folk til dette yderlige Skridt; og Sagnene indeholde Exempler paa, hvorledes Mænd saavel som Kvinder***), Ældre saavel som Yngre — ja selv Børn"j") — kunde blive K'ivitokker eller Fjeldgængere.
Hvad nu angaaer Eskimoernes Efterkommere (vor Tids Grønlændere), saa tro de ogsaa i en vis Forstand paa K'ivi
tokker ; sikkert er det idetmindste, at de lade, som de tro paa dem — blandt andet bruge de dem daglig til at skræmme
*) Danske Plur. Form af det grønlandske »/iivitoki (grønl.
Plur. : tfivitut), den, som flygter tilfjelds.
**) See Sagnet om iGiviok« (Eskimoiske Eventyr og Sagn ved H. Rink).
***) Den Blinde, som fik sit Syn igjen (do).
•j") Drengen Silik (do).
K'ivitokker. 19
Børn artige med — og ved Siden af alt andet gjærer derhos dem en Forestilling om; at ikke ethvert Kajakforliis — her kan jo kun være Tale om de sporløse, hvor Liget ikke bliver fundet — bør tages for gode Varer; Manden kan lige saa godt have havt Lyst at »gaae tilfjelds« og kun som Skalke
skjul skudt Kajakken fra sig dér. hvorfra han har bestemt sig til sin K'ivifokgang.
Saadan snakkes der, men helst i Skjul, sjeldent aaben- lyst. Der klæber Vanære ved K'ivitokker, da de nemlig ere at betragte som forstyrrede Væsner (dérovre eensbetydende med foragtelige Væsner), og for forstyrret maa jo nok den kunde ansees, som kan foretrække at gjøre Storm, Slud og Ørkenliv til sin Deel fremfor Sælhundekjød og Hyttevarme.
Efter Sagnene skulde K'ivitokkerne kunne løbe omkap med hvilketsomhelst Dyr som ograa tale og forstaae disses Sprog. Endelig skulde de bringe det til at blive saa gamle som Methusalem og sorte i Ansigtet — en Egenskab, der forresten selv i Nutiden synes saalidt vanskelig at opnaae, at gjerne for den Sags Skyld hveranden Grønlænder kunde være K'ivitok.
Hvad derimod den høie Alder angaaer, saa maa Nu- j-idsgrønlænderne desværre give tabt, thi som andre Steder omtalt, naae disse i de fleste Tilfælde sjeldent nogen endog efter almindelige Begreber høi Alder. Men den hemmelig
hedsfulde K'ivitok er noksagt udrustet med overmenneskelige Egenskaber, og det maa bemærkes, at han foruden at vække Foragt ogsaa vækker Frygt — man er meget bange for K'ivi
tokker. Efter disse Bemærkninger om K'ivitokforhold i Al
mindelighed skal hidsættes nogle usammenhængende og om man vil ubetydelige, men ikke destomindre selvindvundne K'ivitokrygter, — Bidrag til en moderne K'ivitokhistorie.
Det var ved Kolonien, og der var Dands for Grønlænderne. Hvem har vel seet Mage til Bal eller Balsal.
20 Grø7ilcendtre og Danske i Grønland
Lokalet er Bødkerværkstedet. Oppe under Loftet paa hver sin Tønde, der igjen staaer oven- paa hver sin Tønde, sidde Spillemændene med sveddryppende Pander bøiede over Violinerne og spille, saa det staaer — nei, tramper efter — især i Reelerne, der trods Polka og Vals dog er og bliver Modedandsen. Det er Skibstid og Dandsen gaaer under de danske Matrosers Auspi
cier om muligt endnu livligere end ellers; og der er Rift om de unge skindbroderede Skjønheder, Pigerne saavelsom Konerne. Og saaledes kom det, at Maren ovre Ira »Nordlandet« ogsaa kom med paa Glid.
Hun har lige modtaget Engagement af sin gamle Ven Skibskokken, som havde faret cn Mængde Aar paa Kolonien, og han svinger hende saa ivrigt, at hendes sortblanke Haartop ryster i sit Fundament.
Forresten var man forlængst over det Sta
dium, hvor det kunde siges, at der egentlig engageredes, og langt inde i det, hvor Kavalleren blot rækker Armen ud, idet han raaber: Du Ane, Maren eller Lone, eller hvor disse selv løbe frem med et »uvang a!« her er jeg — aa, lad det endelig blive mig — tag mig, jeg vil saa gjernel« — —
ICivitokker. 21
»Vel, saa kiil paa, Spillemænd!« raabe Matroserne.
»Ja, hvad skal det være for een?« svare Spillemændene; »aa, lad os faae tsafiok«. (»Sme
den«), raaber en toneangivende Grønlænder.
»Ja, den er god nok,« svare velvilligt Matroserne, der allerede have sat Been ud for at kjøre rundt.
Og rundt gaaer det 1
Der dandses, lees og vises Tænder, og en Matros tages af og til solidt ved Skuldren af en Pige, som vil vise ham tilrette, naar han gaaer galt i Kjæden.
Alle er paa Benene, der dandses i hver en Krog — den Ene næsten ovenpaa den Anden.
Hvilken Tummel og Hede!
De grønlandske Ynglinge sees hvert Øieblik med et eget Kast at slaae deres lange naturlige Polkahaar bagover, men det falder idelig tilbage igjen — det er saa tykt og uregjerligt.
Og Pigerne skyde deres fine Pandetørklæder, der i Begyndelsen have siddet stramt foldet over Panden, helt tilbage, hvorpaa det af sig selv glider videre og videre bagad Issen, indtil det tilsidst bliver hængende om den stive Toupet som et slapt Seil ved sin Mast, og de løsslupne Pandehaar kruse, krølle eller »børste«, alt efter som Eieren er af mere eller mindre rent Blod
22 Grønlændere og Danske i Grønland.
til — jo ægtere Grønlændere, jo stridere Haar, medens det hos Blandingerne kan findes ligesaa kastaniebrunt, gyldent eller hørhvidt, som man kan see det andre Steder i Verden.
Her er Afvexling nok, og virkelig Skjønhed at see i disse skindbroderede, perleraslende, rød- mussede Selskaber, men det maa være først paa Aftenen; senere omtaages alt, selv Ens egne Sandser, i den tætte, slette Atmosfære, som karakteriserer enhver Grønlænderforsamling.
Ballet slutter med et Par frygtelige Tramp i Gulvet af et Par ærgjerrige Grønlænderbeen, dér i deres bløde Beklædning endelig vil tiltrodse sig Seiren over de danske Matrosers tyksaalede Skotøi — og det lykkes.
Nu følger et Øiebliks tæt Trængsel i den snevre Dør — nogle hovedkulds Spring ned over de tre-fire Trin, og saa staar den brogede Klynge i det Fri.
Man deler sig i Grupper til en lille Efter- sladder, eller løber hver til sit, eller til Elven for at drikke — de unge Piger fulgt af de unge Sælhundefangere og Kolonister — i Skjorteærmer og vaade Pander.
Andre have stillet sig op omkring Hovedbyg
ningerne d: de danskes Huse; Andre igjen tølge Matroserne paa Vei over Fjeldene til Skibshavnen
K'ivitokker. 23 Nætterne ere jo saa lyse og stille og de sagte Bølgeskvalp saa berusende! — —
Om Maten hørte vi, at hun var en yngre Kone ovre fra »Nordlandet«.
Hun var ægte Grønlænderinde, kort og bred med smaabitte Hænder og Fødder. Der gaar hun langsomt, ligesom lidt bedaget, ned ad Veien med sin lille Dreng ved den ene og sin lille Pige ved den anden Haand. Hun morede sig over, at ogsaa hun havde været i Velten iaften, men saa maatte hun tænke paa Justus, hendes stakkels melankolske Mand. Hans Tilstand var en perio
disk Nedslagenhed, der dog endnu ikke havde hindret ham i at gaa i Kajak eller paa Fangst;
men han gik uden Jægerens Iver eller Lyst. For
tiden var hans Melankoli snarere i Tiltagende, og blandt Landsmændene hed det som altid ved slig Anledning: »illerkungne atorumajunnmaerpå« (det synes ikke, som han vil ophøre at bruge sin Sæd
vane; i dette Tilfælde altsaa: aflægge sin Uvane, sit nye Væsen, sin Særhed), og da efter Dandsen Maren mødte Doktorfruen paa Koloniens Strand
promenade, hvor hun gik Aftentour med sin Ven
inde, Bestyrerens Frue, havde Maren selv heller intet andet Svar paa Førstnævntes Forespørgsel om Justus's seneste Befindende end det samme »iller
kungne : o. s. v., som her ogsaa kan oversættes
24 Grønlændere og Danske i Grønland.
ved »det bliver neppe nogensinde anderledes med ham«. Samme var fortiden et Postærinde sydpaa for Kolonibestyreren. Maren og Justus levede ellers lykkeligt sammen; om Vinteren ved selve Kolonien, men om Sommeren paa »Nordlandet«, hvor de fortiden stod i Telt. — At hun var paa Kolonibesøg nu, var gaaet til paa følgende Maade.
En Konebaad fra en Naboplads var for et Par Dage siden kommen hendes Telteplads forbi og havde under Løfte om at sætte hende tilbage igjen let faaet hende overtalt til at tage med over og holde Søndag der. Der hørte ikke større Forberedelser til end at vinke Børnene ned fra deres Legeplads, hvorpaa man saa satte over Bugten. Mellem Grønlænderne er der aldrig lang Parlamenteren.
Det var syvende Sommer Parret stod i Telt paa »Nordlandet« og her vare begge deres Børn født, lige i Nepisæt*)-Sæsor\ex\, og Forældrene følte sig stærkt knyttede til denne flade Kyst med den store Slette bag Teltene og den lille Laxeelv, hvortil Pladsens Børneflok dagligt valfartede,
*) Nepiscet — de Danske kalde den Steenbider, en Fisk, hvis skruppede Hud og dens Rogn begge nydes raa af Grønlænderne og ansees for en overordentlig Delikatesse.
K ivitokker. 25 endskjøndt de ogsaa havde en anden om muligt endnu kjærere Tumleplads, den deilige Fjørl
Den grønlandske Lavvandsstrand er et ende
løst Motiv for det seende Øie — for Kunstnerens og hver den, der forstaaer at fortabe sig i Natu ren; thi ligesom i Almindelighed hver lille Steen i sine Aarer og Korn afgiver Miniaturen af det store Fjeld, saaledes bliver Stranden for sig et heelt Landskab i Landskabet — snart storslaaet i sin Vildhed, der hvor Bølgen har pidsket Skaar i den trodsigt fremspringende Klippe, snart blidt smilende, dér, hvor den kun har vovet at drive lidt Spøg med de lyngklædte Bredder.
Og saa Tangskoven, og de morrænelignende, perlerunde Rullesteen, hvidvadskede og opskyllede af Havet med perlemorsblinkende Muslingskaller,
— det yndigste Legetøi for luftige Alfebørn, dog ogsaa anvendelige for kluntede smaa Grønlændere.
Her er desuden den høie Gruusbrink med den gamle Huustomt — Gud veed fra thvor mange henfarne Slægters Tid!?
Kun dette er vist, at Søen er begyndt at tage sig mangen Bid udaf dens søndre Væg.
Solen har tørret Brinkens gule Sand og de rundryggede, langtskraanende Klipper, og Vinden lufter gjennem Ruinens brede, grønne Græs.
Børnene ere i fuld Leeg uden ringeste Be-
26 Grønlændere og Danske i Grønla7td.
vidsthed om den tause Romantik, der indcirkler dem.
De have møbleret den gamle Huustomt med Brixe af Steen, der kunde hentes i Masseviis en Snees Skridt tilsiden, hvor Klippen netop har det behagelige Lune at smuldre af i tykke skifer- lignende Flader; derpaa dække de disse Steen- brixe med Græs af Huusmurenes Overflødighed samt med nogle Skindlaser hjemmefra.
En ballonkindet lille otteaars Huusmoder ligger paa Knæ for at puste til Lyngen. Hun har ondt nok ved at værge sig mod Røgen og Flammerne, der i den tiltagende Sydvest bugte sig rebelsk om hendes Hoved.
Denne er Justus' og Marens Førstefødte, et ustadigt Gemyt, som det synes, thi knapt begyndt er hun allerede kjed af sin Kokkepigerolle og forlanger at blive ningiok (Oldemo'er) og saa bytter hun med en anden, der til Held er kjed af at være Oldemo'r og nu hellere vil være Kokkepige, men neppe er dette arrangeret, førend de Allemand ere kjede af det Hele og vil ned at dandse paa de lange Steenflader. Saa binde de Sælhundeknogler under Støvlesaalerne, for at det rigtig skal rasle og klingre, naar de stampe afsted dernede, hvor Smaabølgerne dandse med og af og til løbe op og tage Smaa-Nap i Fødderne,
K'ivitokker. 2 7
hvoraf man saa leer ganske forskrækkeligt, skærer Ansigter ad de vaade Kammerater og truer dem tilbage, det vil sige: bare »lader som«-, thi i Virkeligheden aflure Grønlænderbørn selv i den tidligste Alder Naturen hvert af dens Træk, og enhver af disse "her vidste ligesaa godt som de Voxne, at Vandet simpelthen var ved at voxe, og at det om saa og saa længe vilde række langt op over det Sted, hvor de nu saa kry huserede, — det var kun saa uhyre morsomt at lade som om det var paa deres Bud, det hver- anden Gang løb op og hveranden Gang tilbage igjen.
Vinden var stærkt tiltagende, og Søen be
gyndte allerede stærkt at bryde paa Vderskærene.
Oppe ved Teltene sad et voxent Selskab af samme ydre Tilsnit som disse her, men med endeel mere Anstand i Manererne. Maren var iblandt disse. Man talte om Justus, hvis Komme man hver Time kunde vente; og en af Konerne henledte Marens Opmærksomhed paa, at hun jo nu ogsaa kunde glæde sig til at gjensee sin Mand, for samtidigt at faae nye Efterretninger fra sin fjerntboende Moder.
»Ja, gid min Broder ikke netop havde giftet sig og bygget Huus paa samme Tid som jeg skulde reise hjemme fra — svarer Maren — ellers
28 Grønlændere og Danske i Grenland.
var Moder nok taget med os herop til; Justus tilbød hende strax at forsørge hende Resten af hendes Dage. — —
»Justuse taimåginarpok — ja, det er ham ligt, han er saa inderlig god«, bemærkede dertil den Førsttalende, da Sydvesfen idetsamme tog saa voldsomt i Telteforhænget, at Maren maatte
reise sig for at faae et videre Syn over Søen.
Himlen mørknede truende til og Havet reiste sig, men hun ménte dog at kunne skimte en Kajak — idetmindste et sort Punkt, som kom og svandt, op og ned imellem de opmarscherende Bølgehære.
Men Justus vendte aldrig tilbage.
Der gik først tre haarde Stormdage, saa atter stille Solskinsdage med sorgfuld Venten; og Dagene blev til Uger. Da tog Maren sit blaa Baand af Toppen og sørgede med uredt Haar, rev sit Telt ned og flyttede til Kolonien — eller rettere: Bestyreren, som vidste, at* hun ikke selv eiede Baad og at hun af alle de teltende Fami
lier var den eneste tilbage derovre paa Nord
landet, lod hende en Dag hente med et af Kolo
niens Fartøier.
Den første Sne var faldet, og den forhen grønne Plet med Huustomten og de sladrende
K' ivit okker. 29 muntre Teltebeboere stod. nu tilbage i sit hvide Liin — kun som et sørgeligt Kirkegaard.sbillede.
Det var ved en af de nordlige Kolonier i de lange Nætters og de høie Kuldegraders Tid.
Grønlænderne sad i deres lune Jordhuse for
samlede omkring Lamperne, hvorover Steen
gryderne i Kroge hang ned fra Loftet, bobblende under Kogningen at Fugl og Fisk. Sladderen gik, og der var ikke et Huus, hvor den ikke gik om Dagens store Spørgsmaal — K'ivitokken.
Der var nemlig i den senere Tid jevnligt bleven stjaalet af de Indfødtes frosne Spækbunker, som gjemtes i Sneen bagom Husene. Og hvem anden end en K'ivitok skulde vel kunne gjøre sligt? — Grønlænderne stjæle jo sjeldent eller aldrig fra hverandre og allermindst i en Tid, hvor det
»flyder med Spækbunker«.
Endvidere havde en Morgen En fundet sin Kajak molesteret, og det paa en Maade, som umuligt noget »rigtigt Menneske« kunde være faldet paa: i hver Side af Skindbetrækket var der skaaren et Stykke ud i Form af en Støvlesaal.
»Ja, han har naturligvis trængt haardt til dem,« udbrød gamle Sunorse, og da hendes Svigersøn, Tømmermanden — forresten en Dansker
3° Grønlændere og Danske i Grønland.
— tvivlende rystede paa Hovedet af »K'ivitok- sludderet«, forsikkrede hun desto ivrigere, idet hun slog paa Snuusdaaselaaget: at det ikke nyt
tede at slaae dette hen som tom Snak ; der var K'ivitokker til, hun havde ydermere i sine unge Dage selv kjendt En — det var Abel fra Alan- guak, ham der levede daarligt med sin raffinerede Kone.
Den ugifte danske Præst maatte i disse For
styrrelsens Dage ikke saa sjeldent savne sin gamle Sunorses værdifulde Opvartning paa Grund af, at denne, saadan som det for Øieblikket stod til, virkelig ikke paa hvilkensomhelst Tid af Dagen turde begive sig alene over den temmelig store Plads, der adskilte Grønlændernes Huse fra de Danskes — sæt hun mødte K'ivitokken! —
I sin Kvide søgte saa Præsten undertiden en Haandsrækning i den kun nogle Snese Skridt fra ham beliggende Kolonibestyrerbolig, hvorved det dog ikke sjeldent hændte, at han netop løb i Armene paa sin Gamle, der med Favnen fuld af det Skift Skindklæder, han just gik og ventede paa, nok saa gemytligt stod og holdt K'ivitok- sladder med Bestyrerkokken og Tjenerinden eller med Begjær lyttede til Kolonibestyrerens elleve- aarige Karl, som var den, der i Regelen havde senest nyt at melde, da han løb ude hele Dagen
K'ivitokker. 31 og uforfærdet gik paa Eventyr efter alt det tænkelige, der var at indhente om Spøgelset.
Nu f. Ex. skulde der da lige være kommen to Kajakker fra Sarfanguak*), som Beggeto tyde
lig havde hørt noget »fløite« inde fra Land, og som medens de roede langs Kysten jevnligt havde faaet Gruus og Smaasteen kastet ned over sig af usynlige Hænder — og det nyttede slet ikke, at Præsten paapegede Særsynet af Gruus og Smaa- stene paa en Aarstid, hvor lis og Snee dækkede Alenviis overalt, for Karl havde fluxens en ny og bedre Gisning ved Haanden. »Ja, illomut, det var sandt, Kale havde altid Ret,« nikkede bare Sunorse bifaldende, og Præsten nikkede saa tilsidst med blot for at slippe bort, — »og nu skynd Dig at faae varmt i min Stue, Gamle, jeg skal til at studere min Prædiken«.
Dagen efter var det Søndag.
Ude paa Pladsen lyste Maanen næsten med Dagglands, og Grønlænderne vare rigtig »oppe«;
men denne Gang af en heel anden Aarsag end den, der havde foraarsaget de foregaaende Dages Tummel.
Der var nemlig om Morgenen ligefør Kirke
tid bleven seet Hvaler under Kysten, og Jonas
*) Et af Koloniens Udsteder.
Grønlændere og Danske i Grønland.
Hvalbaadsmand havde raadet Bestyreren til ufor
tøvet at gjøre Forberedelser til Forfølgelsen af Bestyrerens Yndlingsdyr, og strax efter Kirken blev der saa ogsaa taget fat paa at grave de hvide Sluppe ud af deres dybe Sneeleie.
En Hval er en Folkesag.
Enhver, ligefra Pladsens Fornemme til den usleste Lazarus vil faae sin Lod i Hvalen. Der er derfor ingen Mangel paa Tilbud om Haands- rækninger: Mænd saavelsom Qvinder nappes om at faae Engagement som Roere og Harpunerere paa denne, man skulde synes lidet misundelses
værdige Expedition, — tænk den bidende Kulde, skarp Blæst, bittersalte Braadsøer. ofte mørke Nætter, og saa endelig den alt andet end fareløse Krig med Hvalen! Men Udsigten til at gjøre Jagtbytte faaer en Grønlænder til at see bort fra en hvilkensomhelst Strabads, og giver ham for
nøden Legemsvarme.
Jonas, en Kæmpe-Grønlænder — hører ellers til Særsynene — ledede Hvalfangeriet tilsøes som Kaptain og iste Harpunerer, tillands som Kom
mandant og Tøihuusmester; og Kolonibestyreren skænkede ham idag fra L:hombrebordet ikke mindre sin fulde Tillid end altid ellers. Og hvad Faderen ikke gjorde, det gjorde Sønnen. Karl var uadskillelig fra Jonas og ansaae det for en
33 uhyre Ære at have denne Matadors Tillid og Bevaagenhed. Med store Skindvanter paa, hjalp han derfor til saavel ved at grave Baadene ud af Sneen som med at grave Harpuner, Seil og Tougværk frem fra Krogene paa Proviantsloftet.
Indendøre hos Kolonibestyrerens var der saa hyggdigt med de mange brændende Astrallamper.
Midt i Stuen stod Spillebordet, hvoromkring Be
styreren, Præsten og Assistenten. Fruen sad ved det røde Bordtæppe under Familieportrætterne og huggede Aurikler og Forglemmigei ud i kulørt Skind, farvet af Grønlændere, hvoraf senere skulde komponeres Blomstermønstre til Dekora
tion af Lampebakker, Arbeidskurve, Pibebrædter m. m.
Ved et Bord i Sovekammerdøren laae Koloni
bestyrerbørnene paa Knæ og spillede Sortepeer.
Det er nævnt, at det var de lange Nætters Tid. Lamperne havde dertor brændt det meste af Dagen og nyligt bleven eftersete og paafyldte for tredie Gang. Karl, der som sædvanlig havde løbet ude, kom hæseblæsende ind og meldte, at K'ivi- tokken nu atter havde været paa Spil — saadan og saadan — seet ham havde man da med Sikker
hed dennegang, »det er sandt, Fader!«
»Er det det, Du?« henkastede Faderen med et Forsøg paa at være ligegyldig, men denne-
S. Rink : Grønlændere og Danske i Grønland. 3
Grønlændere og Danske i Grønland.
gang dog noget ubehagelig berørt, idet han nemlig ikke var uden Frygt for, at Hvalfangsten ufor
varende kunde blive slemt generet, hvis Galskaben igjen foer i disse »tossede Mennesker«. Han ved
blev ikke destomindre at spille — ladende som ingenting, hvorimod Moderen strax pakkede sine Skindblomster sammen. Hun havde strax formet sine Anelser noget tydeligere.
Ganske rigtigt! Grønlænderne havde allerede ved samme Tid gjort fuldstændig Strike og i stor Angst forladt Arbeidsstedet; for først havde den Ene og saa den Anden og tilsidst Alle som En indbildt sig at have seet K'ivitokken, jo illu- mut! (tilvisse!) der havde virkelig af og til reist sig en Skikkelse nede i Fjøren bag »Storesteen«, meer end nok for disse Overtroens Slaver til at tage Flugten.
Jonas blev den eneste Efternøler. Det maatte ogsaa blive hans ubehagelige Pligt som Formand at gaae op og gjøre Bestyreren den — han vidste det heelt vel — uvelkomne Meddelelse, at Rustningen havde maattet standses. Dog var det ham til nogen Trøst, at han samtidig kunde meddele som et uimodsigeligt Faktum, at hans store Overtrækstøvler pludseligt, ligesom ved et Hexeri, var forsvundet fra den Plads, han selv havde givet dem under den agterste Tofte af
K'ivitokker. 35 den først færdige Baad. Dette maatte dog impo
nere, ménte han.
»Han har sgu snappet dem, Kjøbmand«.
»Saa skulde Du sgu snappet dem igjen«, opfoer Kjøbmanden eller Bestyreren, hvortil dog Jonas vovede at antyde, at som Sagen for Øieblikket stod, var den neppe til at spøge med. Jonas var i Paranthes sagt af de saakaldte »opsætsige«
(Gud bedre! — Just saa opsætsig, at det vi her see og høre, maaske er hans allerdristigste Vove
stykke).
Sunorse forsikkrede, at hun selv havde seet den Fæle reise sig midt i en Maaneskinsstribe og hun havde sandfærdig skimtet en Fruentimmertop stikke op af Mandshætten paa hans Pels, hvortil Bestyreren med arrig Ironi bemærkede, at han for
modentlig ogsaa havde havt »Horn i Panden«.
Idet han ærgerlig greb sin Hue, kommanderede han Assistenten afsted med sig til Rædselsstedet, medens Præsten blev tilbage hos Fruen og det allarmerede Tyende, der strax lavede sig til at høre en mere detailleret Beretning af Jonas og Sunorse om det, der skulde være gaaet for sig nede ved Baadene.
Sandheden skyldes det imidlertid at berette, at Jonas's Bjørneskinds-Overtrækstøvler virkelig var og blev borte.
2 5 Grønlændere og Danske i Grønland.
Et Aarstid efter dette hændte det sjeldne, tor ikke at sige forhen uhørte Tilfælde, at en dansk Embedsmand fra en af Kolonierne paa en Lysttour i et af de søndre Distrikters smukke Fjordarme en Dag stødte paa et Fjeldskaar, hvor han fandt Liget af en midaldrende Mands
person, »naturligvis en Kivitok«, mente strax hans Ledsagere.
Bag en aabenstaaende Steendør — en Granit
blok, der havde løsnet sig ud fra sit Fjeld — havde der dannet sig en lille Stue, og paa en Naturbænk derinde laae den Døde, hvis aabne Gravsted Naturen selv havde smykket med Klyn
ger af saftige Syreplanter, Koklearer og Bregne
buske. Liget var iklædt et Par gamle meget slidte Skindbeenklæder og forresten kun svøbt i Pjalter af Ræve- og Hareskind, som et Menneske, der virkelig i længere Tid havde levet afsondret fra Mennesker.
Men hvem kunde vel denne Døde være?
Man vidste sig ikke at savne nogen i hele Di
striktet.
Og havde her end kunnet være Rensjægere fra andre fjernere Egne, hvad der forøvrigt ellers slet ikke var Spor til, saa vilde disse da i h\eit Tilfælde have vidst at begrave deres Døde efter sædvanlig Skik.
K'ivitokker.
37 Mangefarvede Rygter ilede denne Sommer op og ned langs Kysten, uden at der imidlertid fremkom nogensomhelst tilfredsstillende Oplys
ning om den Døde.
Men henad Vinteren hensygnede pludseligt ved en af Kolonierne i Mellemgrønland en yngre Kone, og døde snart efter som sindssvag; og lidt efter lidt fik man lokket ud af hendes etter- ladte Børn, at den nagende Tanke, at disses Fader, som ansaaes for at være omkommen i Kajak, muligen kunde være gaaet K'ivitokgang, for
modentlig var bleven Aarsagen til hendes Sinds
lidelser; og de forklarede saa nærmere, hvorledes de engang om Sommeren havde ligget og leget udenfor Teltet, medens deres Moder havde siddet lidt tilsiden og syet paa deres »ny Faders« eller Stedfaders Tei. De havde leget Rensdyr: ligget paa Maven i Lyngen og revet Krækebær af med Munden, da de pludseligt maatte springe op ved Lyden af et rædsomt Skrig, der ogsaa havde skræmt deres Moder, saa hun var bleven ganske bieg, sagde de, idet hun havde forsikret, at det
»maatte være en K ivitok«. De forklarede end
videre, at de selv havde troet, det var Rens- jægerne, der raabte inde mellem Fjeldene, og Ekko, som forstærkede Raabene.
2 8 Grønlændere og Danske i Grønland.
Moderen havde paalagt dem aldrig at tale til nogen om det oplevede.
Børnenes Moder var Maren, Justus's Enke, nylig gift paany med en yngre Enkemand.
Da det tredie Gang blev Vaar siden Justus's Forsvinden, havde hun modtaget Nukagpiaks Tilbud om at give hende og hendes Børn Plads i sin Baad til Nordlandet.
Det havde hvert Foraar gjort Maren saa ondt at see sine Børns Forladthed, naar alle Andre drog til Nepisæt-Sundet for at gotte sig med Nepisættens*) velsmagende Rogn.
Og muligen af torøget Omsorg for Børnene — man kjender jo den Tale fra alle Lande mod
tog hun senere Enkemandens yderligere 1 il
bud om fremtidig Forsørgelse af Børnene, ikke alene med Nepisætrogn men med alt øvrigt
Behov.
Lige efter Bryllupet tog de Nygifte til Rens- pladsen og medens Nukagpiak var tilfjelds eftei Rensdyr, blev Maren gjerrie hjemme ved Teltet, og hér skulde hun altsaa engang (efter hendes Børns Sigende) have oplevet det »forfærdelige«, som havde skræmmet hende indtil V anvid.
*) Steenbideren.
IC ivit okker.
39 Skulle vi forudsætte, at hun virkelig har seet
°g gjenkjendt (troet at have seet og gjenkjendt) sin første Mand ? (Det var tredie Sommer siden hans Forsvinden).
Men nu K'ivitokkens Skrig? —
Skulde vi forudsætte, at dette gjaldt det ny blaa Baand, hans Enke bar om Toppen?
piumassavsinik (efter Behag).
Det om K'ivitokker er kun Sagn og Gaade.
Justus har utvivlsomt hvilet tre Aar paa Havets Bund, og alene sygelig Ophidselse berøvet Maren hendes Forstand.
Zebulorsuaks Datter.
Iriun var sexten Aar og hed egentlig Maliårak*) men Faa kjendte hende under andet Navn end »Zebulorsuaks Datter«, formodentlig fordi han, den »store Zebuion«, var en ualminde
lig Personlighed. Han var Enkemand efter sin tredie Kone. Maliårak var hans afgjorte Yndling, og tog han engang imellem op til Kolonien for at »handle«, saa var det hovedsagelig for hendes Skyld — for at skaffe hende saa skjønne Sager som muligt fra Butikken dersteds til at komplet
tere hendes indenlandske Skindgarderobe med.
Af Ydre var Maliårak ægte Grønlænderinde:
kort og bred, med et mildt rundt Barneansigt og en Haartop saa blanksort og svær, at den ikke kunde staae ret paa Issen, men altid vaklede
*) Lille Marie.
Zebulorsuaks Datter. 41 over i en af Siderne, hvorved der allerede be
gyndte at vise sig de bare Pletter i Tindingerne, der ofte skamskænde en ellers kjøn Grønlænder- inde.
Fra ganske liden af havde hun været Hus holderske for sin Fader og eneste Broder — Timé med Tilnavnet rujok, den -»løierlige«; og de tre levede altid isoleret, snart hist, snart her.
Fortiden stod hendes Faders Telt paa et Sletteland under høie Fjelde og Komiut hed Stedet efter en ikke ubetydelig Elv, der havde sit Udløb lige nedenfor Teltet.
De styrede nu efter nogle Ugers Fravær en smuk Sommereftermiddag Kolonien forbi til Telt
pladsen, og Kolonibørnene undlod, som sædvanlig ikke at sende deres Kritik i Form af Hurraer og andre Spotterier ud over Søen til den sletbeman dede Konebaad, kun roet af Timérujok og Mali- årak, medens Zebulorsuak selv sad stor og bred ved Styreaaren. Hans tykke, sorte Haar flagrede langt ned om Nakken og Skuldrene, og der var Kraft og Villie i hans brune Øine, idet han pej
lede det Næs, der snart skulde skjule ham for Kolonipakket; men Strengheden afløstes ligesaa hurtigt igjen af et blødt Træk omkring hans brede, brune Læber med de noget gule Tand-
42
rader; og jo mere de nærmede sig den hjemlige Strand, desmere oplivedes hans alvorlige Ansigt.
Timé saae en Ræveunge løbe over Lyngen, og Maliårak glædede sig til, at Qvanens*) Stilk ved denne Tid maatte være moden. Oppe under Manélak, hvorfra Elven kom springende, var der et lidet Qvanekrat, som just nu sendte sin kryd
rede Duft ud imod dem.
»Ja, saasnart vi er færdige, skal jeg derop«, sagde Maliårak.
»Ja, jeg med«, sagde Timérujok.
Men Zebulorsuak, som mente, at der neppe den Dag vilde blive Tid tilovers, fik Ret. Det blev sent at losse og opbære Bagagen ved Lav- vandsstanden, reise og udstyre Teltet, trække Konebaaden paa Land og see den efter i Søm
mene — dette ganske bogstavelig taget.. thi da Maliårak, som det sig hør og bør, havde gaaet hele den kjølvendte Skindbaad efter med Synaal og Traad overalt, hvor hendes øvede Øie havde opdaget den mindste Rift, som enten kunde være skaaren i Strandstenene eller paa Smaastumper at Is, der selv om Sommeren flyder omkring paa Søen, kom Timé, den fede skikkelige Timérujok,
*) Angelica.
Zebulorsuaks Datter. 43
og gned hver Søm og Sammensyning eftei med Spæk for at gjøre Traaden seig og stærk.
Det var bleven Midnat, og Isbræen, som hang ud over Manélaks takkede Tind og om Dagen saae saa lysvaagen ud under de spillende Solstraaler, havde nu lagt sig til Ro i sit blaa Skyggegevandt; og sove gjorde vel ogsaa Ørnen, der boede ved Siden af i den dybe Spalte; og Havet dernedenfor drømte; og Maliårak, som sad paa en Steen og hvilede ud, drømte ogsaa det var ikke hendes Skyld, at de ikke med Kone- baaden havde gjort en liden Svip indom til Kolonien, istedetfor at roe den lige forbi —
»ayah/« sukkede hun. Og saa fik hun idetsamme Øie paa to Kajakker, der langt ude — helt ovre under det andet Land roede de Side om Side saaledes som Kajakkerne pleie, naar de gaa Post
ærinder mellem Kolonierne.
»Jo, det er nok Postmænd fra Nouk« — mumlede hun hen for sig — »men hvorfor holder de sig saa langt ude? Hvorfor kunde de ikke ligesaa gjerne kigge herind om?«
Atter et Suk. Og saa reiste hun sig og for- svandt bag Teltets Tarmeskindsdør, og lagde sig til Hvile paa den skindklædte Brix ved Siden af sin Fader og Broder, og hun drømte, at de to Kajakker derude blev ved at dreie og dreie om
Grønlændere og Danske i Grønland.
kring hinanden uden at komme af Pletten, medens disse — som ganske rigtigt vare to Postmænd — i Virkeligheden ganske uhindrede fortsatte deres taktmæssig afmaalte Fart mod Bestemmelsesstedet i syd.
Zebulorsuak bragte hver Dag rig Fangst, hvormed Maliårak havde saa fuldt op at gjøre, at Dagene fløi som Timer for hende, saa hun aldrig mærkede Ensomheden, som hun forresten i og for sig ligefrem holdt af — hun var jo vant til den Ira Barnsbeen af.
Men Besøgene ved Kolonien! Ja, de var jo rigtignok deilige! Især det allersidste! Og hun haabede, at de ret snart igjen skulde derop paa Handelsreise med Konebaaden — Skibstiden ryk
kede jo nu for hver Dag nærmere, og hvem veed om det ikke endog kunde være selve Skibet, det hun nys havde seet, da hun igjen var oppe hos sine kjære »Q vaner« — men det torstaar sig det havde rigtignok været saa diset ude i Horizonten, at hendes »Skib« ligesaa gjerne kunde have været et Isfjeld; ved visse Belysnin
ger er det saa bedragerisk.
Hun sad paa en Bakke udenfor Teltet og syede, og rundt om blomstrede Timian og Rype
lyng, og Krækebærlyngen havde grønne Bær som umodne Ribs. Zebulorsuak var som sædvanlig
45 ude paa Fangst, men Timé laa udfor Bakkerne og fiskede, og Havet var saa blankt, at det gjen- gav hans eget og Kajakkens Omrids i sit Speil, ligesaa skarpe som Originalerne selv — kun at den gode Timé nede i Vandet, stod paa Hovedet og fiskede.
Hun syede og sang dertil.
Naar det ad Sommeren lider
Dra'r jeg til Manétsok med det takkede Fjeld.
Hen til det takkede Fjeld ved Manétsok Paa nordre Bred af den store Elv.
Og jeg vil hente dig til Lampe
Et smukt Stykke Vægsten med Aare rød.
Og jeg vil snitte til denne Din Lampe En Lampepind af Lorentz's Flydetræ.
(Hun havde hørt cg lært denne Vise sidste Gang, hun var ved Kolonien).
Hun sad nu og sang den samme vist tiende Gang om igjen, da hun pludseligt afbrødes ved Aareplask.
Faderens Tempo var det ikke — hvis da?
for Timé laae endnu stille derude paa samme Plet og fiskede. Hun reiste sig for at speide, jo ganske rigtigt! Der var to Kajakker, der med en Sikkerhed, som om de var aldeles visse paa at
46 Grønlændere og Danske i Grønland.
træffe Folk hjemme, satte Stævnen op i Fjerens bløde Sand.
Hun stod et Øieblik lidt usikker, da hun saae, hvem det var; men fremfor alt gjaldt det at øve Lands Skik, og derfor var hun ogsaa i næste Øieblik ved de fremmedes Side og bød dem, om end lidt forlegen, »Velkommen«, ved at hjælpe sit til at trække Fartøierne bedre ind, idet hun med noget forstilt Raskhed — blot for at sige noget, tillige spurgte Postmændene — for dem var det nu paa Retour — »om der var dansk Skib i Farvandet?"
»K'anormé — (det kunde nok hænde) de havde endog selv været ombord i det paa Syd
koloniens Havn«, svarede Lorents — ikke den Lorents, hvis Navn forekom i Visen, men ham, for hvis Skyld Maliårak gav denne Vise. Fortrin
net for alle andre. Og efterat Samme nu havde fortalt løst og fast om, hvad han og hans tause Kammerat havde oplevet paa bemeldte Reise, gav hun sig til at udspørge ham om for- skjelligt: Hvorvidt »Assistentens« Brud, som var ud med Skibet, var smuk eller ikke, — om hvor
vidt de nye Varepriser var i Stigen eller Dalen, og om der var Guldtraads-Silkebaand iaar, og om der var smukke Mønstre i de nye Sirtser og Bomuldstøier ?
Zebulorsuaks Datter. 47 Lorentz besvarede alle disse Spørgsmaal til
fredsstillende og tilføiede med Hensyn til det forestaaende Bryllup oppe ved Kolonien, at der i samme Anledning var vældige Forberedelser igang deroppe. Assistentens Leilighed var bleven malet med blaa Vægge af Kolonist Karl, og til Assistenten selv skulde der delvis være kommet nye Klæder ud med Skibet, medens den øvrige Oppudsen af hans Person derimod skulde besørges ved Kolo
nist Karls Kone, som nok allerede havde Støvle
broderierne*) færdige — og hos Kolonibestyreren, hvor Brylluppet skulde staae, skulde der være lavet en uhyre hin Stue istand til at modtage Assistentens Kjæreste i.
At et dansk Bryllup maae blive en Begiven
hed er jo saa rimeligt.
»Aa, jeg skal og maae derop — jeg vil overtale Fader til at reise strax imorgen«, ud
brød Maliårak i Exstase, og havde nu glemt al Tvang og Undseelse.
»I blive her da inat«, tilføiede hun gjæst- frit, »men kom nu ialfald først med op og spis«
— (Gryden havde staaet og smaakogt hele Eftermiddagen udenfor Teltet — og hun fik netop
*) De Danske adoptere Alle som En grønlandsk Fodtøi dels af Smag og dels af Nødvendighed; Feststøvler have smukke Forsiringer ned over Foden.
48 Grønlændere og Danske i Grønland.
sat en Terrin fuld af kogt Sælhundekjød frem for dem, da idetsamme Zebulorsuak saaes an
komme, tungt bugserende sin Fangst.
De maatte saa alle tre ned igjen.
»Det er da svært, saa Du har vidst at træffe de »fede« ! sagde Lorents, komplimenterende Storfangeren, der svarede, at den tredie Sælhund dog næsten var blevet ham lidt for meget af det gode.
Saok nigertinginavko? — men hvorfor i a!
Verden fulgte Du ikke Skikken, Fa'r, at give den til Deling mellem dine Jagtfæller?« spurgte Datteren.
»Er tartarallnarama« (han havde raabt og kaldt længe nok paa den Maade, som Sælfangerne pleier at gjøre enten i ovennævnte Hensigt, eller ogsaa naar de paakalde Hjælp under Fangsten, svarede Faderen; men der var ingen kommen til, og saa havde han dog ikke modstaaet Forsøget at bugsere alle tre Dyr hjem.
Timé kom nu ogsaa iland og slængte et stor Bundt Ulke fra sig med en Mine, som om Ulke var det foragteligste i Verden; men lade dem blive i Havet i Fred hos sine Kammerater, var noget, der paa den anden Side ligesaa lidt kunde falde ham ind.
Mændene holdt nu Maaltid under et, medens
