Digitaliseret af | Digitised by
Forfatter(e) | Author(s): Nyegård, Lavrids.; af Lavrids Nyegård.
Titel | Title: Hvorfor jeg ikke følger : til kristne venner af
det så kaldte "forenede venstre", særlig til præsten F.E. Bojesen
Udgivet år og sted | Publication time and place: Odense : Milo, 1877 Fysiske størrelse | Physical extent: 15 s.
DK
Materialet er fri af ophavsret. Du kan kopiere, ændre, distribuere eller fremføre værket, også til kommercielle formål, uden at bede om tilladelse.
Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work is free of copyright. You can copy, change, distribute or present the
work, even for commercial purposes, without asking for permission. Always
remember to credit the author.
9S
DET KONGELIGE BIBLIOTEK
130020914980
Hvorfor jeg ikke følger.
Til
kristne venner
af det så kaldte „forenede venstre",
særlig til
præsten F. E. Bojsen,
af
Lavrids Nyegård.
Præst.
O d e n s e .
Forlagt af den Miloske Boghandel.
Trykt i Chr. Milos Officin.
1877.
,,Jeg er dværg mod dig i væksten, jeg er dræng mod dig af år, men jeg læser dig dog teksten,
som den for os skrevet står."
(Grundtvigs Koskilderim s. 93.)
Uer lød en hvisken om, at lig i lasten vor snække bar på farten over hav, og det betyder, råbte en fra masten,
at dybet vorder os en iskold grav.
Da hørte jeg en anden røst at råbe:
„den hvisken håner, hvad vi alle håbe.
Hos os er bare liv om bord; vi sejler for morgenvinden al tid kæk og fro;
med gryets opsang hvert et skær vi pejler, for os må bølgen lægge sig til ro;
ti — saa vi vil, og skibet, havet skærer, nytidens strøm til gyldenåret bærer."
4
En tog sig på, for flokken over borde at hejse „hvide sejl" til fælles trøst;
én tog sig på, hvad næppe andre turde, at råbe bredt ud „ti!" til dybets røst.
Svar mig for Gud: har intet I i lasten, som I tør blot ej vise frem ved masten?
— Der går et skib med sorte sejl paa bølge, som falskneren kun klæder på i hvidt,
dødssejleren, som snækker får til følge, når de skal synke — o, det sker så tit!
Jeg véd, 1 hader den, — men hvorfor smykke den da med hvide sejl til dødens lykke!
Det kalder jeg at have lig i lasten, at fragte hin til hjælp i livets nød.
Er det end skønt, — det er dog falskt: fra masten at tone hvidt i flæng for liv og død.
Lad hver beholde sine egne farver! — det er den tro, hvori vi livet arver.
Eller mon ej I ser, vor lykkesnække er ved at kæntre midt i Øresund?
og tror I, det kan ske, om ej sig lægge side om side hine to på grund?
Mod tusind kan vor snække ene stride, men synke må den, får den hin ved side.
Jeg blive vil paa Herrens kirkesnække, med hvide, ja, men og med røde sejl, der hvor jeg ser, i kors på kors sig lægge de hvide striber i den røde bund,
der, hvor der var en dødning bleg i lasten, som nu opstanden går til tops i masten.
Men aldrig hejser kirkesnækkens sejl jeg dér, hvor døden fragter sine sjæle, det^skib, der byggedes af negl ved negl fra død mands hænder og af sorte fjæle.
Det røde i det banner, jeg har valgt mig, det modstår døden, deler med den halvt ej.
6
Og — sorte eller hvide, aldrig fylder en luftning sejlene paa dødens båd;
der står på dækket mylder bag ved mylder og puster i dem, men der er ej råd;
de hænger lige slappe ned ad masten, mens uafbrudt det lyder op fra lasten:
„I muntre folk! til livets kåde spil, til flugt i højden har I opbrugt kraften;
på hjærtebunden dødens dvale vil sig lægge som en iskold vinteraften, så I kan more jer, men ej oplives, så I ej kæmpe kan, men bare kives".
O, det er ikke sagen, hvilke farver vi selv i stivsind hejser for og bag, men det er sagen, at for dødens larver vi aldrig hejser sommerfugleflag,
men vidner højt og dyrt, at det kun vajer, hvor hjærtet kom til liv ved korsets sejr.
7
Det vajer, efter vore fædres sprog, kun over Asers blod i ragnaroke;
den As, der ej mod faldets vilkår tog,*) han rådner levende som Asa-Loke.
Skal håbet jeg forkynde Nordens sønner, i talen gj allerhornets lurstød dønner,
med lønbudd om en dødning dybt i last,
o m B a l d e r i d e t s k u m l e h e l v e d k a m m e r , ej for at skrække, — for om højen mast
at kalde Odins spyd og Avkthors hammer til kamp mod dødningsejleren paa hav og så til hvil i vigridmarkens grav.
*) Her kan jeg ikke andet end vise hen til det skønne sted i Grundtvigs mytologi 3die udg. s.
357 om Tors fald: „Sejrsløs falder i grunden dog ikke den kæmpe, der ender med at over
vinde sig selv" — og kun en bane, der passer til et sådant mål er Nordens Herakles værdig.'' Det er ikke overvindelse af midgårdsormen, men det er overvindelse af sig selv, der er den store, egenlige Tors-dåd.
8
Og de, der stod og faldt i dette stævne, af Asaæt for Asalivets fred,
dem kan jeg Jesus som en frelser nævne, t i d e e j d r ø m t e b l o t o m e v i g h e d ,
men ofrede i faldet egenlivet
for det, der dem fra evighed var givet.
Og Gud har spurt mig i min barnedåb ej blot om hjærtet som et kælestykke,
— da stjal Han bare marven af mit håb —, men som et liv i kraftens fagre smykke, d e n l i v e t s k r a f t , d e r o f r e r s i g f o r H a n s , der bærer roser, skudt af tjørnekrans.
P å d e n n e v a l p l a d s v a j e r h å b e t s b a n n e r , o g d e n n e v a l g å r i n d t i l h i m l e n s f r e d ; her heles atter alle brådne pander
og alle brudte lemmer, led for led.
Dér saa en glans jeg, skøn som morgenrødens dér blev jeg Guds og ikke længer dødens.
9
Tak alle I, som står i hine rækker, vejvisere for hjærtets fremtidstrøst, jer vil jeg følge, eders kald mig vækker med guddomsmandens egen, klare røst, til kamp, til offer, om det så skal være,
men derpå tør mit hjærte ikke kære.
Du*) siger: den som viser håbet vej i hjærtets lønlige og dybe gange,
har håbet tabt**), når det ham tykkes ej, at den er bred, men hører til de trange, når han kun siger, hvad han ser, at mange går ad den brede vej, få ad den trange.
Derfor — fordi du ej som Theseus slog uhyret ned, men tog det med om borde, og lyser fred og hejser Danebrog
op over alt, der bare er for orde,
— og mellem os der strides ej om veDner, kun om de soleklare lidets fjænder —,
*) F. E. Bojsen. **) „Hejst sorte sejl". —
10
fordi du ikke holder dækket klart
til kamp mod mer, end kød og blod har mod til; om det er nok saa lifligt, nok saa rart
at være med til legen, du er god til,
— og mellem os der strides ej om livet, kun om de kampens vilkår, det er givet —,
d e r f o r , e n d s k ø n t j e g v é d d i g a f d e b e d s t e , jeg kan ej følge, går en anden vej, hvor til et kæmpeslag beredes heste, med håb til Herren, at Han sviger ej, det slag, hvor Aser slås foruden Loke, til morgendæmring over ragnaroke.
O, svar mig ikke: dertil er der længe, det slag, det står først i den sidste tid,
— til os, som bor på Herrens kirkevænge, er jo de „sidste dage" komne hid.
Og det gør ondt at høre falske toner i Sions sang, når nær er vor forsoner.
11
Hør, Hejmdal stævner nu i aftenstunden alt Asafolket til den sidste strid,
og op af valen kalder skabermunden e t l i v a f d ø d e , j a — e n „ s k a r e h v i d " , der står med palmesving om Herrens trone og slipper ej for verdens spot sin krone.
Men spotter „kristne" ad hin „skare hvid", at ej den vil i snavset sig tilsøle
og hjælpe sig med løgn til sejr i strid, da må vi sikkert, om ej se, dog føle:
nu håner Loke Frejas gyldne tåre, nu kalder han As-Odin selv en dåre.
Atter har Ægir guder budt til gilde, atter står Loke i hans våde hal
og kaster frækt sin Asaham den gilde og byder guders dejlighed til fal;
fra sal til val er nu kun stakket gangen;
hvor skal vi kæmpe? derom spørger mangen.
12
Jeg svarer for mig selv — jeg kan ej kæmpe under den fane, du har foldet ud,
ej kan med kælften vold og kælften læmpe jeg tro at fæste kimlen folkebrud;
ej kan jeg tro, at, kvor i gildestunden
man g otter sig ved Loke, sejr bli'er vunden.
Men dette vil jeg sige sorrigfuldt:
e t t s v æ r d d e r s a v n e s k å r d t i A s a r i n g e n , Gud Frejrs, der for et favntag jættekuldt af Gymers mø i bytte gav stålklingen — det sværd er dit, — når får vi det tilbage?
når slår du kreds igen med Tor og Brage?
Det ord står fast: frit er kvert åndens kuld, der ej som ulv vil andres friked tvinge, men det står også fast: kvert enkelt kuld skal bo blot under eget huses vinge, og når det låner viv af fremmed hus, så styrter hjørnestenen snart i grus,
13
og snærle vokser paa de sprukne mure og ræven graver hule i dets grund, og høg og glænte sidde der og lure paa bytte i den tavse skumringstund;
— „Syvsovernatten" gøgler det tilbage, men frillehuset synker atter fage.
Kun ett der er, som rejser det af gruset, kun ett, som skænker Frejr hans sværd igen det ord, som genopbygger stammehuset, når slegfredviven er sendt hjem igen, når, som i Yolas spådom, Frej den milde for Surturs sværd afsoner drifter vilde.
Men ak! — skal først i Surturs røde lue vi gøre sone, i den ramme strid,
da dybets kræfter røre sig og true,
hvor bittert, ak hvor bittert da! — men blid er Jesu Kristi nåde, som os byder
til sone blodet, Han for os udgyder.
f e j . . t S
14
O, Herre Jesus, lægg dig ydmyg ned
og t v æ t m e d d e t o s v e r d e n s s k a r n a f f o d e n ! strid striden for os i din kærliglied,
at vi kan blive fri for soneboden og aldrig skikke os med verden lige, men blive hos dig i dit himmerige!
Ti — skikker vi med verdens børn os lige, og træffer dommen os i trygheds blund, da må vi sone selv i Herrens krige
med eget blod og skammen på, vor mund.
Så siger Herren: se, en ild jeg tænder, at gløde ud hvert ansigt, mig ej kænder*).
Så op da, op, hvert ansigt, op at kænde din Gud, før dom begynder fra Hans hus!
Hvi vil du styrte dig i ild og brænde, du som e r frelst som brand af vredesblus l Den ild, som slukkedes af dåbens vande, den skulde være evig slukt om lande.
*) Ezechiel 21, 3.
15
Så mener Herren! — men hvad gør vel vi?
vi slukker Guds ild, la'er vor egen brænde ! vi gør, hvad fjænden er en mester i, og Herren spørger: når får dette ende?
O Jesus! paradiset, om du tøver,
ta'er vel din sidste som din første røver.
Men vejen går fra korset kun did lien, og vi bekænde må: vi skyldig lide, og lydt men mildt afsige fordums ven, den spodske røver på den anden side.
Lad ham forbande! — vi, vi har fortjænt det, og Eden kommer, når vi har bekændt det.
i. \ "Y
I
i.
