Digitaliseret af | Digitised by
Forfatter(e) | Author(s): Bruhn, Massi.; af Massi Bruhn ; med Tegninger af Alfred Larsen og Louis Moe.
Titel | Title: Heksen : Fortælling
Udgivet år og sted | Publication time and place: København : N. M. Kjærs Forlag, 1894 Fysiske størrelse | Physical extent: 15 s., [2] tav.
DK
Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be
used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work
becomes public domain and can then be freely used. If there are several
authors, the year of death of the longest living person applies. Always
remember to credit the author
r
^ —* -T
-- .
K
S
T T O --- ----
\'i
7
m w w : - £ s s q ■— -1
* j
JL j
'
.
3 1
* l i
4■
I
- \ T * i \/ jt,. -_.-■ "rs, • |v>-. » r *fc - \ - U ' ■ i .v,’
Å | N
- 1 H •
VaT i ' -*?
^ V & j A
WI É »
:I
SS>
■■’ . >
4 sr
■•»—O , V
/ ff
i
/
y<-
A 7 1
# /
Hi.■ ’-
•fi. ' \ f a ' ^
w W \ - _
■ ■ t . v
• :.3v\:-': . •’ :ii ' vA j .
TJTi in AN
3 3
x ' . i *4< i -
V * * ' *“ ■, A ^
St * -^W ( f
\ * 1 -'
9***
:jk$***~ £ . 'AT*
jjtfk
■ M
aI
i n
i AV>
I L '
■— •: X r * • * > * • * r l. ,■i
r H i* jr ' '-*4"’A u i -y I ' \F Vr
■ifc|l
l 4 ,
k / t 3j
V ‘ ' :V ■ i
y t rAk'
i . Hij U uA (f*
yA 'V' 1
\ -Af' y
IN , ✓ i * A )
*K 'i i v n c \ i a !« • (
*v
l(r V:«A 'A •*%>
1*1 ii****
F»d W *#*• % 4
,rvt
n8 «N<.
A
V
■I'f - * **slv, f ' *•' *
% J^' i'Ar*'1* MI
•# i./r**1 V. u i r
>>
N i SJ
Zjt£f n i
vi ’'X .
i
j *uJMk
•w
V
,;A ».»
■f f i
W s
V
.
\ y
i/ V
* m > t r
j* t - W .■'w
y n'tk A f mf* ^ i wf j ■»_ *■ $Ly
i r W S . t t 1’.
v •>
V •■'*’
fåCåmr
1 V" J , 1i - .
■ " I T
^ > 1 '
V. X
' å%j i 1* r . I Isui*# .
1 4
l
»■ 4UX. ',* iii/y ■-■
**' A# '■ ' f
t •*<■. . i ' 1 .t .4 .. .■ •
1 r ^ l f ' ' J » i «f *H
., * • * -A.
4 1 !>-
s. ’
A (f v <4 f I I .
15
i l f
. ■ 1.
" ■ i V
H H
: " • ' < ‘
*’ L
I
*^N f<-^ V H
« ? A . «?in
r « f4 t f ^ j •3 >
j e A ' ^ k .-< , 4 f
■} n r . -
^ W W ’' J
A . i H ^ i * j
M i l t i * ' W .
I f |f(
i£ % 2ÉSf
hi V
I
>
a r ^
’/ A# r i
*4p4
Al 7 - t o % t % °
DET KONGELIGE BIBLIOTEK
130021370968
*
\ ' !
/ t t — -
e^lllP
u m
Q Et'
( \ J f / J S J J J J
\ ' A
T T J T T T 7 T
t t - m
c JTled
il. iUusW rencle
f ^ ' f f n s f b i l a g
af Jlfr« bavsø %
^ c r l @ i i i f H @ e
c^yn-Xjærg Jortøg Qtørcker &ljær} Jiøbento n
V WIN KEL i MAG NU SS EN
„ H E K S E N "
FORTÆLLING
?AA S S I RRUHN
— » v K - < —
M ED T E G N IN G E R
a fALFRED LAPSEN OG LOUIS NIOE
K Ø B E N H A V N
N. /VI. R J Æ R S F O R kA G (D Ø C R 6R & K JÆ R )
F R . G. K N U D T Z O N S B O G T R Y K K E R I
H z k s z h
aa, Thora! hvad oplevede Du saa paa Herregaarden i Sommerferien?“
\ „Oplevede!“
■* >» Thora kastede sig tilbage i Gyngestolen og stirrede op mod Loftet.
„Ingen Ting, naturligvis! — Ikke andet end hvad man altid oplever paa saadanne Steder. Jeg spillede „Lawn-Tennis“ og „Cricket1* med en Hoben unge Herrer og Damer. Jeg laa i en Hængekøje og stirrede op i de grønne Træer. Jeg røg Cigaretter og læste Johannes Jørgensen, Peter Nansen og Niels Møller til stor Forargelse for min elskværdige Værtinde. Hun er nemlig en nidkær Bekæmper af alle moderne Forfattere, særlig naar de ere danske. . . . Jeg pyntede mig med Roser i Barmen og spurgte Spejlet, om jeg endnu saa nogenlunde godt ud. — Jeg spiste Kyllingesteg og Jordbær med tyk Fløde, — dansede trods mine seks og tyve Aar paa en halv Snes Ferieballer og tog imod Kur af en Landjunker, der altid tik et Anfald af Undren over, at en „eksami- neretu kunde være saa . . . saa . . ., jeg er forfængelig nok til at tro, at han mente saa sød, men sværge paa det tør jeg ikke; thi han fik aldrig sagt det forløsende Ord. . . . Og saa, endelig, oplevede jeg, at jeg paa min sædvanlige Zigojnermaner pludselig blev ked af hele Herregaardsidyllen paa Fyen og flyg
tede til min gamle Fødeegn i Nordsjælland for at leve en Stump Friluftsliv. — Jeg indlogerede mig i en Landsbykro, strejfede derfra om i Gribskov og ved Esromsø saa lang Dagen var . . . og saa . . . saa fornyede jeg Bekendtskabet med en underlig, gammel Kvinde, der i min Barndom havde en vis Indflydelse paa mig. —
Ja, hende skal I høre lidt om, naar I endelig vil have Del i mine Sommer
oplevelser. Men det bliver kun smaa Brudstykker af en syg, grublende Sjæls Historie, jeg kan give Jer. Brudstykker — enkelte Toner fra et Instrument, der, før Skæbnen sønderrev dets Strænge, ejede dybe Toner og stærk Klang
farve. . . .
t r
Straks efter min Ankomst til Egnen begav jeg mig altsaa til Dorthes Hus.
Jeg hørte, at ,,Heksen“, som Folk derude kaldte hende, var syg og yderst menneskefjendsk; men se hende vilde jeg selvfølgelig i alle Tilfælde. . . .
„Kan jeg faa Lov til at komme ind til Jeres gamle?“ spurgte jeg et Kvindemenneske, jeg traf udenfor Huset.
Konen, til hvem jeg rettede Spørgsmaalet, stak Spaden, hvormed hun gravede Kartofler op, dybt ned i Jorden. Saa løftede hun Hovedet og saa undersøgende op og ned ad mig med et Par smaa, mistænksomme, brune Øjne.
„Jeg véd ikke, hvad jeg skal sige til det,“ svarede hun tvært, rystende paa Hovedet. „Her render saa mange i den sidste Tid hos vos, og alle har de faaet Lyst til at se paa den gamle, saa man skulde mestendels tro, hun var et udenlangsk Dyr og ikke det affældige Skrog, hun nu er. Nyssens har her væt en Maler, der bode henne paa Per Jensens Gaard; det er den, der ligger henne bag ved Per Lavesens, med det nye Svinehus. . . .
Han, denne hersens Maler der henne fra Per Jensens, han var nok svært forlibt i den gamle, for han baade malede og tegnede hende af paa et stort, pænt, hvidt Stykke Lærred. Ingen af vos her ude kunde nu begribe, hvad han vilde med det gamle, rødøjede Skabillikehoved, . . . . man kan næsten blive angest og bange for hende, særdeles nu, da hun ikke vil sidde op mere, men ligger og gloer som en Eddertaase inde bag Sengeomhænget. Jeg tror saamænd ikke, De kan have nogen Morskab af at gaa ind til hende, go'e Dame; hun bider og snærer om sig som en Lænkehund, naar hun ser saadan noget fint, fremmed Folkefærd. Om det saa er Præsten, er hun nær ved at tage baade Magt og Mod fra ham, det usle Skrog hun er.“
Konen troede rimeligvis, at det var lykkedes hende at skræmme mig fra det paatænkte Besøg, for hun tog igen fat paa Spaden og vilde fortsætte Arbejdet.
„Ja, jeg vil nu nok ind til Dorthe alligevel; jeg skal sige Dem, — hun og jeg vi er gamle Bekendte," sagde jeg bestemt.
„Saa — — aa — — . Det er vel bare noget, De saadan vil stikke mig ud. Hun har vist ingen Kendskab til saadan none fine Jomfruer eller Damer. Kobenhavnsfolk de er nu al Tid saa nysgerrige, de skal vel ha’e noget at snakke om her ude fra, noget at grine og gøre Nar ad,“ sagde Konen arrigt.
„Ja, ja, De faar nu tro, hvad De vil; men jeg vil ind og se gamle Dorthe en Gang endnu, det er derfor jeg er kommen her u d .“
„Hun vil saamænd ikke snakke et eneste Ord til Dem, hun er farlig krakilsk, naar det ikke viller hende. “
„Jo, hun vil! for jeg er lille Thora fra Skovsgaard. Naar hun ser, at det er mig, giver hun sig nok.“
Konens Ansigt opklaredes pludseligt.
2
►V.- r m r^ mi
¥ ‘ ' j f
f e i v , :. < - ’
N S ^8
„Kors! Kan det være Dem! — Nej, det havde jeg dog aldrig troet!
— — Naa, ja, — fra det Sted, fra Deres Forældre, har hun slæbt mangen en god Bitte Sul hjem før i Verden, og naar hun havde væt der, snakkede hun al Tid om en Tøs, der hed Thora; det var saadan et farligt Barn, hun var hverken bange for Ild eller Vand, og saa var hun saa frittesyg! — hun vilde vide Besked om al den Del og Ting, der var til, og hun var aldrig bange for
„Dorthe Heks14, som ellers andre Børn vrælede for, naar de bare saa hende.
— Men det kan da vel aldrig være den Tøs, der er bleven til saadan en Frøken eller Frue? — Det var da ellers fælt, at De skulde komme i Dag. Jeg har hverken faaet fejet eller anset om hende derinde, jeg kunde jo aldrig tænke, der skulde komme saadan store fremmede. En har jo nok at vendes med i sin egen Del, og farligt fattigt er det baade for hende og mig; vi har ikke en Gang haft en Bønne i Huset til en Taar Kaffe til hende, for hvor skal Skillingen komme fra.44
Jeg forstod Meningen med den sidste Meddelelse og gav Konen to Kroner med Anmodning om, at hun hurtigst muligt vilde købe den manglende Kaffe til sig og Dorthe oppe hos Landsbyhøkeren.
Konen blev pludselig lutter Smil og Venlighed.
„Ja, ja, — det skal ikke mankere; jeg skal straks springe etter det.
Væs’go', væs’go og gaa inden for; — det er dog ogsaa farligt, at her skal være saa beskidt i Dag.-4
Hun skyndte sig at stryge Krummerne af Bordet, saa gik hun hen til Sengen i Krogen og trak Omhænget til Side.
„Mutter, Mutter, her er fremmede til Jer!14 raabte hun ivrigt.
„Sig til h a m , at h a n skal gua, jeg kan ikke taale at snakke med ham . . . . aa — ja — det staar for Brystet af mig,44 lod det gispende og hvæsende inde mellem Dynerne.
„Det er ikke Præsten, Mutter. Det er lille Thora fra Skovgaard, hende, som I har snakket om saa tit for i Verden. “
„Hva’ er det, Du siger, . . . . hva’ . . .
„Det er Frøknen fra Skovgaard.
„De er flyttet væk for mange Herrens Aar siden. Nu er det noget nærigt Rak der paa Skovsgaard, jeg ska' ikke rende deres Dore ner.14
„Jo, dette hersens, det er nu alligevel den lille Thora, det siger hun da.“
„Er det sandt? — Er det ikke Løjer? Lad mig se hende.14 Jeg gik hen til Sengen.
„Jo, det er mig. Kan De ikke kende mig igen, Dorthe?14
„Ih jane hedne vel! jo, jeg kan kende hende paa Maalet.14
En Haand, mork og skarp som en Fugleklo, famlede efter min Arm,
og et 1 ar smaa, forunderlig skarpe Øjne blinkede op til mig under de rød
betændte Øjelaag.
„Er det Thora?"
„Ja, det er mig. Da jeg hørte, De var i Live, fik jeg pludselig saadan en Lyst til at se Dem en Gang endnu. Det er for Deres Skyld, jeg er kommen her ud.“
„I Live! — Liv! — Gud hjælpe os for Liv, en fører . . . . Liv! __
det var bedre at ligge i den sorte Jord og blive ædt af Ormene end at ligge her, . . . . om man da kom til at ligge i Fred i Jorden. Præsten siger nu, man gaar ad Helvede til, om man ikke angrer, tror og bedrer sig. “
Det sidste, Brudstykket af en gammel Salme, fremsagde hun halvt reci
terende, men afbrødes pludselig af et hæftigt Hosteanfald, der var nær ved at kvæle hende.
Jeg saa mig om i Stuen og det lille Køkken, men der var intet drikke
ligt at opdage, ikke den mindste Draabe Vand. Heldigvis kom jeg til at huske paa, at jeg havde levnet lidt Vin fra min Frokost.
Jeg greb hurtig Lommeflasken og satte den for Munden af den gamle.
Hun sugede begærlig Indholdet til sig, sukkede og begyndte at trække Vejret lidt lettere.
„Ah, hvor det varmer! det er ligesom Ild. Ah! det gjorde godt. __
Naa, saa det er lille Thora! Se farlig pæn De er bleven. Hvem skulde have troet, at den lille solbrændte Tøs skulde blive til saadan et stadseligt Fruen
timmer; — men hvad kan Skonhed nytte? —
Jeg var lige saadan en Stadstøs, som De, i mine unge Dage, og jeg var lige saa frittelysten og vidtløftig som De. — Farlig godt saa jeg ud! — Ah, hvor det var godt, det der i Flasken! —
Rød og hvid var jeg som Mælk og Blod, og Øjne havde jeg, der lyste i Hovedet paa mig som sorte Glasperler. Ok ja! Rank og stiv som et Voxlys var jeg i Ryggen, og Penge og gode Klæder havde Bedstemoder til mig paa Kistebunden, saa godt som til nogen Gaardmandstos . . . i liel . . . Lykken hun har vaaren mig krank alle mine Livsensdage . . . aa ja . . . aa ja . . . lille Thora . .
Derfor gik det, som det gik . . . Kæresten han slog mig fejl, hvor meget jeg saa end græd og bad for mig . . . .
Vorherre han vendte det døve Øre til mig, hvor højt jeg saa raabte og skreg til ham om Hjælp i den Skynning . . . .“
Den gamle, udtærede Kvinde rejste sig pludselig op i Sengen og knyttede Hænderne i vild, hjælpeløs Trods.
„Derfor kan jeg heller ikke hore nu, skønt Præsten han siger, at han
der oppe i Himlen kalder paa mig og vil lukke Himmerigs Porte op paa vid Gab for mig, naar jeg bare vil tro paa hans inderlige Kærlighed og Barm- hjertighed og saa angre min Synd . . . . Synd! . . . Nej, Gu’ vil jeg ej!
Jeg vil ikke krybe til Korset for ham nu i al min Elende . . . . Er det ikke ham der oppe, der hjemsøger Fædrenes Synd paa Børnene indtil det tiende Led: . . . Var det ikke ham, der saaede Syndens Frø i min uskyldige Sjæl, saa jeg maatte gøre det, jeg ikke vilde? . . . Skal jeg angre det, jeg ikke sæl er Skylder i — det, jeg fik i Arv fra de andre? — “
Der var en næsten tragisk Storhed i hendes lidenskabelige Selvforsvar.
Hun vilde, dødsmærket som hun var, tage Kampen op med Gud, ikke boje sig, ikke ydmyge sig, men sætte den Uret, hun havde lidt, mod den, hun havde øvet, for at faa sit Livs store Regnskab til at stemme.
Hun vai atter falden tilbage paa Puden, men hun vedblev at tale.
„Synd? Var det Synd, at jeg lagde ondt for hende? — Hun tog Kæresten fra mig . . . . Jeg hørte, hvor de kyssedes der inden for Skovgærdet . . . . Det var i de lyse Nætter ved St. Hans . . . .
Jeg listede mig efter dem . . . .
Doktoren sagde, det var Lungesyge, hun døde af . . . hi . . . hi Doktoren sagde det . . . . Hvorfor lod Vorherre mig gøre det .? Vorherre vil kun det gode . . . Vorherres Lov er Retfærdighed, staar der i Skriften . Var det Guds Retfærdighed, der slog hende med Sot, fordi hun tog Kæresten fra mig? . . .
Saa var det jo ikke mig, der gjorde det; hvorfor skal jeg saa angre?
Hvorfor? . . . . Er der mere paa Flasken? Det varmede, det gjorde godt! — Giv mig lidt mere, lille Thora, det er ligesom jeg biir søvnig og dum i Hove
det af det.“
Jeg bøjede mig ned til hende.
„Der er ikke mere paa min Flaske, Dorthe; men nu skal De baade faa Katte og fint Brød, der er gaaet Bud til Høkeren efter det. I Morgen skal jeg komme her igen, og saa skal jeg tage lidt Vin med til Dem,“ sagde jeg og for- sogte at lægge hende lidt til Rette i Sengen.
„Tak, Thora! De er ligegodt li'saa skikkelig, som da De var Tøs De er ikke led ved mig, saa simpelt jeg ligger her . . . . Lin og Dynevaar var der nok af, det havde Bedstemoer vævet . . . . Det brændte op for mig den Nat, den røde Hane han gol over Huset
Der var ikke Lykke ved det, Bedste hun vov til mig
Det var ikke mig, der voldte den Brand, og dog maatte jeg sidde i ..Børnehuset" for det, for at han, Kristens Søn, kunde slippe fra det.
Jeg tog Skylden paa mig for ham, Kristens Søn . . . . Jeg tænkte, at
Gud, som er idel Retfærdighed, vilde aabenbare min Uskyldighed og aabne Fængslets Porte for mig . . . .
Den Gang bad jeg for sidste Gang . . . . Jeg fristede Gud saa haardt . . . . Jeg maatte blive siddende i samfulde to Aar. Jeg saa hverken Skov eller Mark eller Esrom Sø derude . . . . De klippede mit Haar af, det sidder endnu i Stubbe, saa Folk kan se, hvor jeg har væt . . . .
Vorherre vilde aldrig høre mig . . . . Nej, nej, nej! . . . .“
Der kom pludselig et mere tilfreds Udtryk i hendes Ansigt.
„Ah! jeg kan fornemme, at Kaffekedelen hun er paa Ilden . . . Sig til hende derude, at hun skal lade mig smage en Taar af den rigtig stærke; ja, og saa faar De have Tak, lille Thora. Jeg har jo ikke andet at forskylde Dem med, fordi De kom til mig, men det gjorde ligesom godt i mig, da jeg horte Deres Maal igen. Jeg troede ikke, at der var noget Menneske mere, der kunde taale at se mig.“
Hun klemte min Haand med forunderlig Kraft.
Med Løfte om at komme snart igen forlod jeg den Kvinde, der var saa stærkt knyttet til mine æventyrligste Barndomsminder.
Hvor ofte havde jeg ikke hjemme i Borgestuen paa Skovsgaard lyttet til de Historier, som Folkene der kunde berette om Dorthes Heksekunster.
Hun havde taget Smørret fra Pér Jensens Kor, saa Floden blev til den bare Valle, og Stine Pér Madses Høne havde ikke lagt andet end bare Vindæg, efter at hun og Dorthe vare bievne Uvenner. Jens Røgters Faar havde faaet tre dodfodte Lam det Aar, han nægtede hende den lille Tot Uld, hun bad om ved Faareklipningstiden . . . .
Hun gjorde aldrig andet end Fortræd, sagde vore Folk, og de mente, at om hun havde levet i gamle Dage, var hun kommen til at svede paa Baalet for sine Synders Skyld, medens Lovene i deres Tid vare saa milde, at hun var sluppen med et Par Aars Tugthusarbejde, og det endda ikke for sit Hekseri, men kun fordi hun var sigtet for Brandstiftelse.
Mit barnlige Venskab havde hun imidlertid vundet trods alle onde Rygter; thi en Gang, da jeg med grædende Taarer fortalte hende, at min gamle Hund var bleven blind, og at den derfor skulde skydes, sagde hun, at hun nok skulde kurere den saaledes, at den endnu kunde være Hund i mange Aar.
Jeg skulde bare tage Dyret med mig og gaa ind i Skovtykningen, der vilde hun saa vente mig. Hvad hun betroede mig, maatte jeg ikke sige til noget Menneske, for saa hjalp det ikke, sagde hun. Jeg skulde liste mig stille bort, mens alle paa Gaarden sov til Middag.
Det var naturligvis forfærdeligt for mig den Gang ikke at turde betro denne Hemmelighed til nogen — ikke engang til Moder.
Mon det ikke var Synd at gaa til en Heks, — en, der øvede Trold
dom, tænkte jeg; men da jeg saa hen paa mit stakkels blinde Dyr og huskede paa, at Skytten skulde skyde den en Kugle gennem Hovedet, maaske allerede i Morgen, om jeg ikke reddede dens Liv, faldt alle mine Betænkeligheder til Jorden.
Jeg følte mig pludselig som en Heltinde, kyssede min Moder en to, tre Gange mere end ellers til Tak for Mad, og forlod Gaarden, trækkende Trofast efter mig i en Snor.
Paa en Mostue dybt inde i Granskoven sad Dorthe og ventede paa mig.
„Naa, hun var ikke bange, den lille, for at komme til mig! Det kan jeg lide,44 sagde hun fornøjet.
Nej, jeg var naturligvis slet ikke bange, det var saa uhyre spændende, dette hemmelighedsfulde her inde i Skoven.
Mon der vilde slaa Ildsluer op af Jorden, naar hun fremsagde Trylle
formularen? — Mon der kom sorte, smaa Trolde og hjalp hende? __ Mon det vilde vare længe? — Mon jeg kunde komme hjem for Midnat? — Mon
„Tag ham nu og læg ham op i Skødet paa mig, og hold saa paa hans Hoved, saa skal det snart være ekspederet,41 sagde Dorthe og trak en ganske almindelig Saks op af Lommen, som hun omhyggelig torrede af i Skørtet.
Ti Minutter efter havde hun med sikker Haand klippet den tynde Hinde bort, der havde blindet Trofast’s Øjne.
„Vask ham nu bare godt en tre—fire Gange om Dagen med lunkent Vand, saa kommer han sig nok,44 sagde hun.
Jeg var hende inderlig taknemlig, men alligevel noget skuffet over Kuren.
„Skal der ikke læses over ham; — Skal der ikke siges nogen Trylle
formular, for at han rigtig kan komme sig, min Trofast,44 spurgte jeg.
„Nej, troede Du, der var noget Hekseri ved at klippe Navet ud af Øjnene paa ham?-4
„Nej, nej! Men er der da slet intet Hekseri til? Forstaar Du Dig ikke paa saadan noget, som det Folk siger om Dig, Dorthe?-4
Jeg maatte have noget at vide om alt det, jeg gik og tænkte paa.
Dorthe sukkede.
„Folk siger saa meget, og der er ogsaa mere mellem Himmel og Jord end det, enhver Tosse kan hitte ud af; men ikke skal min Mund besmitte et uskyldigt Barn. „Salige ere de enfoldige44 staar der jo skrevet. Derfor skal Du ikke fritte mig ud.44
Hun talte ganske dæmpet, som om hun frygtede for, at nogen skulde hore hende.
Jeg holdt hende fast i Skørtet.
■ ■ ■ _________ — ______
dj
„Fortæl mig noget om det, Du ved. — Hvorledes lærte Du det? — Hvorledes gaar saadan noget til? — Jeg vil saa gærne vide noget.
Dorthe skubbede mig læmpelig fra sig.
„Jeg vil ikke snakke med Dig om saadan noget. Gaa Du nu bare hjem med din Hund, og hvis Du kan læse Fadervor, saa bed bestandig: Led os ikke i Fristelse; men frels os fra det onde, — om det bare kan hjælpe Dig.“
„Ja, men jeg vil saa gærne vide — , hvordan blev Du saadan — saadan som Folk siger, at Du nu er?“ bad jeg mere og mere indtrængende.
„Naa, saa det vilde Du vide. — Naa, ja. Det er det samme, — naar Du engang bliver stor og gammel og har prøvet ondt og godt i Verden, saa kan Du komme til mig, dersom jeg endnu goar her paa Jorden og trisser om i Sorg og Pine, saa skal jeg fortælle Dig om en Tøs, der vel var skabt i Guds Billede ligesom Du, men som Fanden stræbte at fange lige fra det, hun laa i Vuggen af . . . og den Tøs, det var mig. Nu ved Du det, Thora . . . Gaa saa hjem med Hunden.“
Da jeg et Par Dage senere kom for at se til Dorthe, fandt jeg til min store Overraskelse Stuen tom.
„Ja, hun er nu saadan særdeles,“ sagde hendes Husfælle. „Ligesom hun ligger og stønner og gi'er sig, saa man skulde tro, at Livet var ved at gaa af hende, saa vil hun sidde op. Nu i Middagsstunden maatte jeg til at hjælpe hende i Klæderne og stavre inden for Gærdet med hende, der hjalp hverken Løn eller Bøn.
Frøknen kan selv se, der sidder hun inde og soler sig ligesom en Snoge- unge. Hun har ellers væt farlig utaalelig efter Frøknen. Hun sagde, at Frøk
nen havde lovet hende noget. Hun er bleven helt oplivendes, siden hun smagte den Vin, Frøknen gav hende; saadan noget smager en anden en jo aldrig, sagde Konen med et langt Blik til den Flaske, jeg havde bragt med.
Jeg beroligede Konen med, at vi nok skulde levne lidt af Flaskens Ind
hold til hende og skyndte mig saa ud til min gamle Veninde.
Der var noget rørende i at se den lille, mumieagtige, sammenkrøbne Skikkelse ude i Avgustsolens varme, glitrende Lys.
I hele sin Affældighed var hun et Billede paa Nydelse. Hendes Øjne fulgte hver lille Solplet paa Grønsværet, Fingrene krummede sig velbehageligt og greb famlende efter Straalerne, som om hun vilde samle hvert lille Guldglimt, der dryssede ned til hende fra den glade Sommerhimmel, og varme sig ved det.
Næseborene vare udspilede og Munden halvaaben. Hun trak Vejret dybt og langsomt ligesom sugende Skovens krydrede Duft til sig.
' >
4:
„Ah, aa jo!“
Hun stønnede næsten af Velvære.
„Se velsignet Høstvejr vi har, lille Thora, se pænt al Ting er i Dag,u sagde hun fornøjet.
„Naar man sidder saadan ude og soler sig, saa kommer man til at tænke paa Ungdomstiden. Saa er det ligesom man glemte sine stive Lemmer og den Synd og den Elende. —
Jeg vilde saa gærne ligge her ude i Skoven og krepere under en Busk, naar jeg engang skal til det, ligesom Hjorten og Ræven og alle de vilde Dyr. —
Dyrene, de er nu meget skikkeligere end Menneskene, de kan skonne paa det, som Menneskene glemme.
Mange Gange har jeg før i Verden i den varme Sommertid listet mig ud til Koerne og Hestene, der stod tøjrede ude paa Markerne, og saa har jeg presset Midder og Maddiker ud af de Saar, som Fluer og Bremser og andet Utøj voldte i deres Sul. Jeg har vasket og renset Saarene paa dem og lagt Urter og Salver derpaa, saadan som Bedste havde lært mig det.
Og Dyrene, de gned sig op ad mig og slikkede mig, de forstod, at jeg vilde hjælpe dem; men Menneskene de forstod det ikke . . . . Om det saa var Ræven, det Skarnsdyr, saa ynkedes jeg over den, naar den var i Pine. — Men hverken Gud eller Mennesker har ynkedes over mig . . .
Det var for Bedstes Skyld, de saadan hadede paa mig; hun havde jo opdraget mig til det, jeg var . . .
Bedste, hun var jo saadan særdeles . . .
De sagde, hun havde solgt sin Sjæl til Fanden for Rigdoms Skyld.
Ind ad Kirkedøren vilde hun da heller aldrig gaa at høre det Gudsens Ord, Præsten prædikede. Hun havde sin egen Tro. Hendes Gud, han sad ikke inden for Kirkemuren. Hans Øje, det var Solen, og hans Tale, det var Stormen, naar den fo’r hen over Landet, og Tordnen, der ruller oppe i Skyerne. — Det kunde hun forstaa, men ikke Præstens Ord i den kvalme Kirke, sagde hun.
Men hun var nok ogsaa kommet hertil fra Finneland eller Russeland, der oppe, hvor der er Trolde og Hekse . . .
Nordfra, hvor Folk har andre Religioner og andre Tanker. Farlig klog og særdeles, det var Bedste. Hun forstod at passe sit Kvæg og drive den Plet Jord, Bedstefader efterlod hende, da han faldt væk. Ja, hun kunde kline sit Hus og mure sin Bagerovn saa godt som noget Mandfolk. Men det passede sig nok ikke for et Fruentimmer at være saa rapnævet i alle Dele, og derfor blev Folk misundsensfulde, særdeles da de saa, hun sad i Velstand fremfor de fleste andre af hendes Lige. Aa ja! — aa ja! saadan gik det til før i Verden, giv mig en lille Taar af det, De har med paa Flasken, saa skal jeg fortælle . . .
9
Ja, man skal jo snakke, medens det er Tid. Det kan ikke nytte at vente, til man har Munden fuld af Jord . . . . Aa ja! — aa ja! — lille Thora, De skal ikke tro, jeg al Tid var saadan et Skarn, som Folk har givet mig Skylder for. Det, jeg lærte af Bedste, var ikke Skarnsstreger alt sammen. Da jeg blev født, var jeg et lille Gudslam som alle andre Børn, men Moder døde, da jeg var syv Dage gammel, og Fader vidste jeg aldrig af at sige.
Folk sagde saa meget. Nogle sagde, at han nok skulde være af en høj Herskabsstand, andre, at det var en fremmed, en af Bedstes Folkelærd, der var kommet sejlende hertil paa et stort Skib. Men jeg ble\ aldrig klog paa noget af det, for Bedste taalte aldrig, at jeg spurgte derom, og hun var vel den eneste, der vidste den rigtige Redelighed . . .
Bedste gjorde forskrækkelig meget af mig, men jeg var al Tid ligesom bange for hende, særlig da jeg blev saa stor, at jeg kunde se, hun havde ander
ledes Lader og Fagter paa sig end andre Folkens i Byen. Hun sagde saa mange underlige Ord, som jeg ikke kunde forstaa, og hun gik somme Tider ved Mid- natstide og kogte Urter og lavede Salver, og der kom Folk listende til hende i Mørkningen. De sogte Raad hos hende baade for Kvægsyge og Elskovs
tilfældigheder . . .
Jeg var saa bange for hende, skønt hun aldrig slog mig. Somme Tider tænkte jeg paa at løbe bort fra hende, fordi Folk sagde, at hun var en Heks;
men jeg vidste ikke, hvor jeg skulde gaa hen, for Folk havde ogsaa Lede for mig, omendskøndt jeg var en pæn Tøs.
De kaldte mig Heksetøsen.
Ungerne i Skolen slog mig og skældte mig, ingen vilde lege med mig, uagtet Bedste holdt mig baade ren og pæn. Jeg kom tit vrælende hjem fra Skolen og klagede mig, jeg havde jo intet , ondt gjort, hvorfor skulde de saa skælde og slaa mig.
Jeg vilde have Hævn, Bedste skulde hjælpe mig. Bedste strøg mig ned ad Kinden og lo, naar jeg klagede mig. „Hun har Sindet med sig, min lille Høne. Gør nogen hende Fortræd, saa vil hun gøre dem Fortræd igen. Naar hun bliver stor, skal jeg lære hende at forsvare sin Ret. Hun er mit eget Kød og Blod, mere af mit Folk, end mit eget Barn, Morsens hendes,“ sa’e Bedste.
Jeg skubbede Bedstes kærtegnende Haand bort.
„Jeg vil ikke være som Bedste,“ sa’e jeg. „Jeg vil ikke lære Hekse
kunster. Naar andre skælder, vil jeg skælde igen, men jeg vil ikke gøre Heksekunster. “
Bedste lo.
„Jeg vil kun lære Dig at værge Dig mod Skarnsens Folk, Tøs; — værge Dig, naar de gør Dig Fortræd . . .
Jeg har Fred, fordi Folk er bange for mig. Naar man bare kan gøre dem bange, saa lader de en i Fred. Se Præsten, han kom og torterede mig, fordi jeg ikke kom i Kirke og tik Forladelse for mine Synder. Jeg svarede ham ikke noget Ord derpaa, jeg saa kun paa ham, saa han blev ganske blu ved det. Bagefter snakkede Folk om, at det var blevet saa simpelt med Præsten, og saa kom der Bud efter mig, og jeg maatte selv hen og stryge Gigten af Ryggen paa ham, hverken Doktor eller Apotheker kunde hjælpe, de maatte alligevel ty til Heksen, og siden harnjeg haft Fred for Præsten. Jo mere man har lært, des bedre kan man værge sig, “ sa'e Bedste.
Men jeg vedblev at græde.
„Jeg vil intet lære af Jer, Bedste, jeg tør ikke — , det er Synd. Jeg vil hellere lade mig slaa ihjel. “
„Ja — ja, da; tvinge Dig vil jeg ikke, vi kan vente til Lysten kommer, den kommer nok,“ svarede Bedste helt sagtmodig . . . . Aa — ja, aa __ ja, Lysten og Synden og alle de onde Tanker og Begæringer de kom over mig, da Kæresten han slog mig fejl . . . . Kom lidt nærmere her hen, lille Thora, saa skal jeg sige Dem d e t , jeg har grundet paa i samfulde 60 Aar . . . . Det var den Gang Kæresten, ham Kristen, han slog mig fejl, efter at vi havde været gode Venner i 2 Aar. — Aa, hvor jeg har huldet af ham. Aa ja, lille Thora, det er ikke godt for et Menneske, naar det fatter saadan Kærlighed. Han var det første og det eneste Menneske, der havde været kærlig mod mig . . .
Det er ligesom Sommernat og Maaneskin endnu, naar jeg saadan tænker paa ham, saadan som han var. Han var saa god, og han holdt af mig, lige til han fik set den blegnæsede Tøs med de fromme Lader. Han saa hende i Kirken . . . . De gik til Alters sammen . . . . Dagen efter sagde han til mig: „Du gaar nok aldrig til Guds Bord, Dorthe. “ Det var, som om han skjalv i Mælet, da han sagde det. Jeg saa ham forskrækket ind i Ansigtet, han var saa under
lig bleg, syntes jeg. — „Jeg vil gaa paa Søndag,“ sa'e jeg. „Jeg vil gaa alle Steder, hvor Du vil gaa,“ sa’e jeg.
„Det skal Du ikke, Dorthe. Det vil være Synd og Gudsbespottelse, om Du gaar i Kirke. “
Lidt efter rejste han sig.
„Saa vil jeg byde Dig Farvel, Dorthe, jeg skal hjem og vande Øgene,“
sa e han og vilde gaa . . . Men jeg slog Armen om Halsen paa ham og knu
gede ham til mig.
„Du maa ikke gaa! — Du maa ikke holde af nogen anden end mig.
Jeg har Penge, og jeg har Klæder, og vi skal leve saa lykkeligt. Du maa ikke forlade mig! — Jeg er skikkelig i alle Maader.“
Det sagde jeg, og det var ingen Logn den Gang, Thora . . . .
Han gik fra mig! . . . .
Jeg kastede mig paa Jorden. —
Jeg græd, og jeg bad. — Nat og Dag bad jeg. — Vorherre hørte mig ikke i min Kvide . . . .
Saa spurgtes det, at Kristen havde begyndt at faa sin Gang hos Niels Ols Karen . . .
En Nat, da Skoven hun var nyssens sprungen ud, og Jorden lugtede stærkt og sødt af Bukar og gule Kodriver, saa jeg Kristen og hende liste sig ind over Skovgærdet . . . Aa ja, aa ja! Det er ligesom, de stak mig en Kniv i Hjærtet, naar jeg tænker paa al den Fortræd . . . Jeg sneg mig efter dem langt ind i Skoven . . . Jeg hørte, hvor de hviskede — og hvor de kyssede . . . Jeg bed mig i Tungen, saa Blodet dryppede af den . . . havde jeg haft en Kniv eller en Økse . . . .
Jeg svor! — Den Nat forskrev jeg mig til de Magter, der var stærke.
Jeg maatte have Hævn over dem. — Saadan havde jeg gaaet med ham, da det sidst var Sommer, og nu gik han med hende . . .
Han, som jeg aldrig kunde glemme! . . . .
Da jeg kom hjem, var det næsten lys Dag. Jeg kiggede i Spejlet, der hang over Kisten i Øverstestuen; jeg var nær trimlet om, da jeg saa mig selv deri- — Uh! hvor den eneste Nat havde gjort mig styg og gammel! — Mit Ansigt var blevet gult som Voks, og Øjnene skinnede som gloende Kul i Hovedet paa mig . . .
Heksetøsen! —
Det var Bedste's Øjne, der skinnede i mit Hoved, syntes jeg . . . Jeg faldt om paa Gulvet og vidste ikke af mig selv at sige . . . Da jeg vaagnede . . .
Hvorfor lod Vorherre mig ikke dø i min Pine, medens jeg ingen Skylder havde? — Der staar jo skrevet, at Gud er barmhjærtig . . . Da jeg vaagnede, laa jeg i Bedstes Seng, og det var helt hen paa Eftermiddagen.
Bedste sad ved Sengen. Hun havde Glasøjnene paa og læste i en stor Bog med røde Bogstaver og Tegnsudlæggelser.
Den havde hun nok haft med, da hun kom hertil fra det russiske, for der var ingen uden hun, der kunde læse et Ord af, hvad der stod i den.
Der var lagt Urter og Omslag baade paa Hovedet og under mit Hjærte.
Det sved og brændte, saa jeg maatte skrige ved det.
Da Bedste hørte, at jeg var kommen til mig selv igen, slap hun Læsningen.
„Naa — naa, min lille Høne. — Naa — naa, min Kylling," sa’e hun og strøg Omslaget af min Pande. „Nu er nok Tiden, hvor Du maa ty til Bedstes Hjælp, kommen.
I 2
SEFSES 3 v m
9*
Var Dit Bryst ikke hvidt og varmt? . . . Var Din Arm ikke trind og blød, siden han blev svigefuld mod Dig? — Er hun varm nu, hun, som voldte Dig Hjærtesorg, — saa skal hun snart blive kold.“
Bedste strakte Armene i Vejret og gjorde Tegn i Luften.
„Nu bli’r hun kold og stiv, — jeg vier hende til Døden, om Du vil det saa, Dorthe ?•*
Jeg syntes, jeg fik nyt Liv ved Bedstes Ord.
„Ja, — jeg vil! — Jeg vil se hende i Kisten; — jeg vil høre Klokkerne ringe over hende, — hører Du, Bedste! — skynd Dig!“ raabte jeg og ruskede hende i Armen.
„Ja, det gaar ikke saadan til,“ sagde Bedste. „Tiden er ikke saa god nu, det er Glædestid nu, — det er Vaar. — Det skulde have været Langfredag,
— det er den stærkeste Dag i hele Aaret . . . saa var det gaaet hurtigt nok. — Men St. Hans Aften kan ogsaa bruges . . . Vi maa vente til St. Hans . . . St. Hans Aften klæder Du Dig i Gildestads og lægger et Vibeæg bag i din Gjildhue, før Du binder den paa Dig. — Saa gaar Du i al din Stads ind paa Kirkegaarden ved Midnatstide.
Naar Klokken slaar tolv, gaar Du tre Gange rundt om Kirken . . . . For hver Gang Du kommer til Kirkedøren, hvisker Du de tre Ord, jeg lærer Dig, ind gennem Nøglehullet . . .“
Jeg gjorde, som Bedste sagde . . . Det var, som jeg skulde dø, da jeg St. Hans Nat stod paa Kirkegaarden . . . Jeg syntes, de Døde rejste sig af Gravene og strakte Hænderne efter mig for at holde mig tilbage. — Kors laa der som Skygger for min Fod, hvor jeg traadte. Jeg faldt over en Grav, — jeg syntes, jeg horte Graad og Jammer der nede fra . . .
Det var jo Moders Grav. — Mon hun kunde græde, som hun laa der i den sorte Jord? —
Jeg vilde løbe hjem igen.
Jeg var kommen lige til ICirkegaardslaagen; men saa kom jeg til at huske paa de to, som gik derude, og saa blev Hjærtet haardt . . . .
Et Par Dage efter St. Hans spurgtes det, at Niels Olsens Karen var bleven syg. Der var kommet saadan en akavet Daarlighed paa hende, ligesom hun en Aften sprang over Skovgærdet. — Kristen, han kom nok bærendes hjem med hende.
Doktoren han mente nu, det var Lungesyge, — jeg vidste det bedre.
Otte Dage efter var hun død, og der blev gjort stort Artid efter hende.
Jeg var selv med at bære Krans for hende. De turde jo ikke lade være at byde os med, for at der ikke skulde komme Skade paa deres Kvæg.
Kristen, han var ligesaa hvid i sit Ansigt som et Stykke Hørlærred i
13
m
Maaneskin . . . . og saa kunde han ikke faa en Mundfuld Mad i sig, hverken af Grød eller Fisk . . . .
Jeg gik hen og snakkede til ham, for det gjorde mig saa ondt at se ham saa sorrigfuld; — men han havde ligesom faaet Lede til mig, og han snakkede aldrig til mig siden den Dag.
Men jeg har baaren Kærlighed til ham alle mine Dage, — ogsaa da han giftede sig med Karens Søster . . . ogsaa, da han blev et usselt Skrog og kom paa Fattighuset.
Og jeg tog hans Dreng til mig, da han var død . . . .
Jeg opdrog Drengen i Skikkelighed. — Aldrig skulde han kende, hvad jeg vidste. Jeg gav Drengen Hus og Hjem, og alt, hvad jeg havde arvet efter Bedste . . . Jeg lod selv Prekerateren tilskrive ham det . . .
Men aldrig sagde han saa meget som Tak derfor . . . .
Jeg gik i Tugthuset for ham. — Jeg tog Skylden paa mig, da han havde svedet Huset af . . .
Det var jo Kristens Søn, jeg gjorde det for.
Da jeg kom ud igen, tiggede jeg Foden baade til ham og til hende, Fruentimmeret der inde, saa længe jeg havde min Førlighed . . . .
Aldrig sagde de et godt Ord til mig, hvor meget jeg saa sled og slæbte hjem til dem.
Thora! — nu skal jeg sige Dem det . . . . det, der voldte mig den Pine, . . . . det, der gjorde mit Hjærte haardt . . . .
Det var det, — at han der oppe aldrig — aldrig i Verden hørte min Bøn . . . . Jeg længtes efter et Menneske, der kunde holde af mig, om det saa bare var et lille Barn, der ingen Forstand havde; men Børnene, — baade de smaa og de store, de havde Lede for mig . . .
-Nej, — nej, Dorthe! det er ikke sandt, det, De der siger. Der var et Barn, der holdt af Dem,“ sagde jeg. „Kan De da ikke huske en lille Pige, der aldrig var bange for Dem; — en lille Pige, der havde saa meget at takke Dem for? Den lille Pige er jo mig, kære, gamle Dorthe . . . . Det var Dem, der helbredede min blinde Hund . . . . Det var ingen Heksekunst, De gjorde ■ den Gang, det forstod jeg senere, men alligevel en Kunst, som jeg huskede længe, længe efter. Fra den Dag tik jeg Lyst til Deres Kunst. Jeg vilde lære at hjælpe dem, der pintes, saadan som De gjorde . . . . Derfor slog jeg mig paa Læge
kunsten, da jeg blev stor og gammel nok dertil. Nu har jeg lært noget af den og faaet Examen deri; og hor nu, Dorthe . . . faar jeg nogensinde Lykke til at helbrede et lidende Menneske, saa har jeg noget at takke Dem for, — for det var Dem, der saaede det Længselens Frø i min Sjæl, der drev mig til at ville lære, hvad jeg haaber at have lært.
r I '.,:
K i ** s ; , ’ / „ , ;' ■ d l å ^ ~ Stf
- å t g f i : . t
I ' '
P-" %
m a m
sig -fe '*‘$ É |iS H
‘v^
' v ■
• tø ;* ? * - * ? ■ F i l i p en:;:- . '
***»» * * > ■ » ■ ■■■■■ . ■ ■ .■ .■ ■ --^^ ■ afiB aH
*
\
Det var, som om Dorthes Øjne pludselig bleve store og straalende, mens jeg talte til hende.
„Aa Gud! er det sandt! — Er det sket!“
Hun strakte sine Hænder mod mig og trykkede sig hulkende ind til mig.
„Saa hørte han mig dog der oppe . . . . Jeg bad og bad saa længe . . . . der kom ingen Engel fra Himlen og udfriede mig . . . . men tilsidst kom der et Menneske, og hun sagde, at der var et uskyldigt Barn, som havde holdt af mig . . . . Hun sagde . . . . Var det ikke saadan, De sagde, lille Thora, at jeg havde saaet et Frø i det Barns Sjæl, og det Fro var vokset og blevet til noget godt . . . .
Er det sandt? . . . .
Det er ligesom de Ord tog alle mine syndige Tanker bort . . . . Er det sandt, at jeg har gjort et Barn noget godt? — Ja, lille Thora, saa tror jeg nok, at Vorherre og jeg kan komme til Redelighed med vort Regnskab. Vi sletter begge to det, der var os imellem . . . . Tror lille Thora ikke nok, det kan lade sig gøre? . . . .
Der staar jo skrevet, at Gud er Kærlighed . . . Saa vil han nok være med til at slette alt det, der var Synd, baade Arvesynden fra Bedste . . . og alt det andet . . . som Kærlighed voldte . . . .“
J '5 . f e
« « „s T
v
V
I
i
v;
»•
*S> - V
