»Jeg kan aldrig blive Jugoslav igen«
Om nationale og
etniske mobiliseringsprocesser i
etetnologisk perspektiv AfDorthe Vejen Hansen
I 1991 bryder krigen ud i det tidligere Jugoslavien. Herhjemme kan vi på TV følge krigenogdens udvikling.Deterblodigtoguforståeligt for de fleste afos.
I den nordsjællandske industriby Frederiksværk giver krigsudbruddet
stødet til en adskillelsesproces, der splitter byens over 700jugoslaverop i nationale, etniske og kulturelle grupper. Byens samlede indbyggertal er
omkring 19.500.
Førkrigens udbrudtillægger jugoslaverne ikke nationaleogetniske for¬
skellenogenstørrebetydning; de mødes i Den Jugoslaviske Forening, både serbere, kroaterogmuslimer. Menkrigen i deres tidligere hjemland ændrer
radikaltved dette.Venskaberogarbejdsfællesskaber splittes, fordi denene
erserber ogden andenkroat.Krigen breder sig, udennogenkanstandse det,
tildereshjerter.
Det historiske
dyrkes
opIårets sidste måned i 1991 anerkendes Slovenien og Kroatien af det inter¬
nationalesamfund somselvstændige stater. Korttid efter-i januar 1992-
følger Danmarktrop oganerkender de nyestaters rettiluafhængighed (1).
Få måneder senere dannes en kroatisk forening i Frederiksværk. Den nye
forening ligger få hundrede meterfraDenJugoslaviske Forening.
Ibegge klubber bliver der diskuteret politikogsamletpengeindtil nødli¬
dende i hjemlandene. Især spørgsmålet om landenes historiske rødder fyl¬
dermegeti diskussionerne. Derindkøbes videobåndoglitteraturomlande¬
neshistorie og sprog. Dethistoriske dyrkes opved hjælp af revurdering af
den nationalehistorie,folkloregrupperogsprogskoler.Forkroaterneersko¬
lernes målsætning at»kroatisere sproget«. Det samme gælderfor serberne
- blot medmodsatfortegn. Jugoslaverne i Frederiksværkerblevet nationa¬
le serbere ogkroater:
Nr. 5/92
PRESSEMEDDELELSE
UDENRIGSMINISTEREN MEDDELER:
Danaark anerkender Slovenien og Kroatien
I overensstemmelse med EF-landenes beslutning af 16.
december 1991 har regeringen nu anerkendt Slovenien og Kroatien som selvstendige stater. Dette har jeg idag telegrafisk meddelt mine kolleger i Slovenien
og Kroatien. Samtidigt har jeg givet udtryk for, at vi fra dansk side er parat til optage diplomatiske
forbindelser med de to nye stater.
Såvel Slovenien som Kroatien har afholdt folkeaf¬
stemninger, der tydeligt har vist, at befolkningen
ønsker deres selvstændighed. Tiden er nu inde til at opfylde det ønske, som det slovenske og det kroati¬
ske folk har givet udtryk for.
Med hensyn til anerkendelse af de øvrige to re¬
publikker, der har anmodet om anerkendelse, Makedo¬
nien og Bosnien-Herzegovina, vil regeringen se tiden
lidt an.
Heldigvis ser det ud til at den seneste våbenhvile holder. For øjeblikket fortsetter EF-overvågnings- missionen, hvori mange danskere deltager, sin værdi¬
fulde indsats. Missionen samarbejder nu med de mili¬
tære forbindelsesofficerer, der netop er blevet udsendt af FN med henblik på at forberede udsendelse
af en fredsbevarende styrke.
Samtidig fortsætter fredskonferencen under ledelse af Lord Carrington sine bestræbelser på at finde en varig og fredelig løsning på den jugoslaviske kon¬
flikt.
En forhandlingsløsning er og forbliver den eneste acceptable udgang på konflikten. Fra dansk side deltager vi derfor fortsat aktivt i bestræbelserne såvel i EF, i FN og i CSCE på at finde en fredelig løsning på konflikten.
Udenrigsministeriet, København den 15. januar 1992.
Pressemeddelelsenfra det danske udenrigsministerium, der tilslutter sig
deninternationaleanerkendelseafSlovenienogKroatiensomselvstændige
stater. Blandtde danske kroaterfår den politiskeanerkendelseøjeblikkelig virkning, hvilketoprettelsen afdenkroatiske forening iFrederiksværkeret
illustrativteksempel på.
»Vi erblevetmerenationale serbere indeni. Jegtroraldrig, vi har læst så megethistorie som nu, for i skolenerdu altid blevet fodret med det Jugo¬
slavien, dervarfra 1940. Duhargået itroen påatværejugoslav hele livet
- ogharværetstolt af det. Oglige pludselig bliver det hele lavetom.Vi ken¬
derikkevoresoprindelige historie, for deneraltid blevet genfortalt af kom¬
munisterne«.
»Kroaterne er fra gammel tid katolikker, mens serberne er ortodokse.
Hvis du spørger serberne idag, så ved de, atdeerortodokse, men for bare
treår sidentrorjeg ikke, dervar nogen, der vidste det. Før i tiden holdt jugo¬
slaverne ikkereligiøse helligdage, detgørvinu. Ikke fordi vierblevet reli¬
giøse-menvierblevetmerebevidste. Vi skal virkelig omstilleos,findeos selv, og prøveattilpasseos til det, der sker dernede. Dubliver gjort til det
der nationalt bevidste menneske, bliverrevet med af det, der skerdernede,
udenatdu ved det.Ogselvfølgelig vælger du ditegetfolks side, du kan ikke
bliveandet, end det du er«(2).
Ligesom krigen sætter gang i en splittelse mellem serbere og kroater, giver den stødet til en adskillelsesproces blandt kroaterne. Adskillelsen
visersig blandt andetved atkroaterne organiserersig i forskellige forenin¬
ger og klubber, hvis optagelseskriterier adskiller sig markant fra hinanden.
Istoretrækknytteruenigheden sig til spørgsmåletomhvordan kroatisk til¬
hørdefineres. Er kroater kun folk af kroatiskafstamning, eller kanogsåser¬
bere ogmuslimer, som gennemén eller flere generationer har levet inden¬
for grænserne afden kroatiske stat,betragtes somkroater?
Det varden kulturelle omformningsproces blandt de danske jugoslaver,
der i sin tid vækkedemin undren oginteresse. Det resulterede i etfeltarbej¬
deblandt kroater i Frederiksværk og København (3).
Feltarbejdet dokumenteredeat den nationaleogetniskepolarisering mel¬
lem kroater ogserbere ikke kun fandt sted idet krigshærgede eks-Jugosla¬
vien,men også blandt første- ogandengenerations indvandrerei Danmark.
Mange af disse kom til Danmark i 1960-erne som førstegenerations-ind¬
vandrere. I Danmark levede de ofte-efteregetudsagn-»mere dansk end
danskerne«. Det fortsatte indtil krigen brød ud i deres tidligere hjemland.
Medkrigenfikhjemlandetny betydning:
»Stedet har,ja fået betydning. Jeg har ikkeværeti Kroatien i syv-otte år. De bånd var så tynde efterhånden, der var ikke noget der trak. Man
sendte ikke engangjulekort.Man interesserede sig ikkefor hinanden. Nu
tænkerjeg lidt mere overdet, jeg har ogsåværetdernede to gange siden krigen brød ud, ogde sagde også til mig dernede: Det erkrigen, derhar
ændretvores forhold. Altsånu, nu ervi kommettætterepå hinanden som
folk. Deternok det der sker heletiden, inderst inde harmanfølelsersom måske erfortrængt, ellermanglemmer dem, jeg ved ikke hvad. Men når
man kommer i en sådan situation så kommer de frem på overfladen igen«.
Derknytter sig adskillige spørgsmål til den undren, der i sin tid vække¬
de min interesse. Overordnet står spørgsmålet om hvorfor en stat mister betydning på individplan. Det rejser spørgsmålet om hvordan man som kulturforsker kan beskrive og analysere denproces, der omformer serbere
ogkroater fraatvære borgere ienjugoslavisk stat-forbundsrepublikken Jugoslavien-til idag at forstå sig selv som borgere i etnisk selvbevidste
stater, det vil sige som medlemmer af henholdsvis et kroatisk og serbisk
»folk«?
Også spørgsmålet om hvordan etnologien kan forklare og analysere opblomstringen afnyenationerogetniske fællesskaberbliver aktuelt i den sammenhæng. I sig skjuler det overvejelserom forholdet mellemstat,krig
ogkultur, ogkrigens betydning i kulturelle omformningsprocesser (4).
Disse spørgsmål er artiklens omdrejningspunkt. Førjeg kaster mig ud i
den diskussion viljeg førsttegneomridsetaf det dagligliv der udspillede sig
blandt de danskejugoslaveroptilog under krigen.
Da
krigen brød ud
iFrederiksværk
Allerede imidtenaf 80-erne ulmeruroen iforbundsrepublikken Jugoslavi¬
en. Idisse årlægges kimen tilenrække nationale selvstændighedsbevægel¬
ser. Fraapril til december 1990 afholdes de første frie parlamentsvalg. Alle
steder vinder republikkernes selvstændighedsbevægelser store sejre. I juni
1991 kulminerer årsuro,dakrigen bryder ud i Slovenien efteratlandet har
erklæret selvstændighed. Mindre end fjorten dage efter bryder krigen ud i
Kroatien. Den 7.juli meddeler præsidenten forresterneaf Jugoslavien, Slo¬
bodanMilosovic, officieltatkrigenerigang.
I august 1991 meddeler Bosnien at republikken vil holde valg om dens fremtidige tilhørsforhold. Samme måned oplever en lærer, som underviser
eleverne i serbokroatisk på folkeskolerne i Frederiksværk, at hendes fem
kroatiske elever bliver væk fra undervisningen: »De kom bare ikke efter sommerferien,mendetervelennaturlig følge af det, der sker dernede. Der
varogså kroatiske børn, der af deres forældre havde fåetatvide,atde ikke
måtte lege med serberne«(5).
Fådage efteratSlovenien har erklæretsinselvstændighed meldes derom
træfninger ved den slovenskegrænse. Iden Jugoslaviske Forening i Frede¬
riksværk erstemningenmere end anspændt denne dag. Alles opmærksom¬
hederrettetmodfjernsynet i lokalet. ITV-Avisenvisesbillederne afenslo¬
vensk soldat som skydes ned på grænsen mellem Slovenien og Kroatien.
Serberne gøresansvarlige for nedskydningen.
FredensAlle, Frederiksværk.
»Vi så iTV-Avisendirekte, da krigen brød ud i Slovenien. Vi såkampe¬
ne. En slovensk soldat havde lige faet skudt benetaf-han ligger på vejen
ogskrigeromhjælp. Pludseligerderenderrejser sigogskriger: Hvadfan¬
den, de skalslå demihjel allesammen, kroaterogslovenere. Hanjublerog
siger, atdet ersådan de skal have det«.
DeterkroatenStefansom fortæller.Han kom til Danmark i 1967. Stefan
erfødt i 1933 i Leskovec, enby ca. 70 kmfraZagreb. Herdriverfamilien landbrug. I 1948 flytter hantil Krizévci, hvor han uddannes til møbelsned¬
ker. Som alle andrejugoslaviskemændaftjener Stefan sinværnepligt iDen Jugoslaviske Forbundshær. Året er 1955, og Stefan er indkaldt i 18 måne¬
der. I starten udstationeres han i Serbien. Dengang betød det ikke noget, hvori landetman varudstationeret. Efteraftjent værnepligt flytterhantil Garesnica.
I 1967 beslutter Stefan at rejse til Danmark. Han far arbejde som
arbejdsmand på Stålvalseværket i Frederiksværk. »Jeg kom til Stålvalse¬
værket om eftermiddagen, ognæste morgen klokken syv begynder jeg at arbejde«. Året efter beslutter Stefan at rejse til Sverige for at arbejde.
Opholdet kommerkun tilatvarefjorten dage. Herefter vender han tilbage,
og far igen arbejde på Stålvalseværket. Kort efter bliver stillingen som kranførerledig. Stefansøgerstillingenfordi »deteretdejligt, frit arbejde«.
Hanfarjobbet, somhan bestrider denæste 23 år. Idag erStefan efterløns¬
modtager.
11984vælges Stefan til formand for den nystartedeDenJugoslaviske For¬
ening i Frederiksværk.Vennen, serberen Konstandin,fungerersomklubbens
kasserer og Stefans højre hånd.De erogså arbejdskammerater,meningsfæl¬
ler ognæstennaboeri gaden med det stilfærdige navn: Fredens Alle.
På få år vokser DenJugoslaviske Forening-både i medlemstal i anseel¬
se.Medlemmerne erbådekroater, serbere ogmuslimer.Ikke så sjældent får foreningen på Krudtværksalleen besøg af jugoslaverfra lignende klubber i Sverige. Også medlemmerne af den danske forening aflægger med jævne
mellemrum besøg i Sverige. Dergår næsten ikke en dag, hvor DenJugo¬
slaviskeForening ikke summeraf liv.
I 1989 fejrer foreningen fem-års fødselsdag. I årene der ergået har for¬
eningen markeret sig som en af de bedstfungerende i landet. Den sponso¬
rerer det lokale håndboldholds tur til Jugoslavien, og står flere gange om månedensomværtvedstore fester med levende musikfrahjemlandet. Der
danseskædedans, og syngesfolkesange.
Men i 1980-erne begynder forholdet mellem foreningens medlemmer langsomt at smuldre. Opløsningen viser sig begyndende i 1987. Færre og færre afde i forvejen fa kroater benytter nu klubben, og Stefan føler sig
»chikaneret« af de serbiske medlemmer. Han fortæller: »De vidstejeg var kroat og så begyndte de så småtattale bagryggen på mig. Og når der på bestyrelsesmødernevarnoget,de ikke ønskede jeg skulle høre, snakkede de
sammen på deres uforståelige dialekt [Kladovo-serbisk]. Jeg har et godt
instinktfor, hvornår folk ikke ønskeratsemigmere.Jeghavdeseti avisen
hvor det bar hen«.
I december 1989 trækker Stefan sig frivilligt fra posten som formand.
Også Konstandin trækker sig tilbage fra sit bestyrelseshverv. Begge kom¬
merstadig i klubben. Somregel ankommer de sammen ogfar det obligato¬
riske slag kort med de andre.De to vennerfortsætter også traditionen med
atspise frokostsammenmed etparandre jugoslaver, menetpargangemå
Konstandin bede sin ven forlade bordet, når der skal snakkes politikover
kortene.
Den29. november 1990 fejrer foreningen Jugoslaviens nationaldag. Det
ersidste årmanfejrer den dag,ogStefanermed til festensommenigt med¬
lem.
Opløsningstendenserne når et højdepunkt med krigens udbrud i 1991.
Billedet af den sårede slovenske soldat ogserbernes reaktion på træfningen
brændersig fast i Stefan: »Vi kan ikke blive sammenefter dette, fordi hvis
en mand medglæde reagererpå den måde, såerdet nok. Og serberne, de
menerdet allesammen, 100procentallesammen. De snakker ikkeret meget
nu, men detersådan hvis du snakkerombegyndelsen; du skullesede ser¬
biskeemblemer, hele byen blev tegnet i dem, det ernæsten umuligt, men sådan erdét folk. Så naturligvis forlader jeg foreningen. Vi kan ikke blive
sammen, deterumuligt. Når de bliver fulde så kommer der én ogvil slås,
mankan ikke høreenkroatisk melodi såerdet sikkerslåskamp«.
»Deterbare enskam vi ikke kan blive sammen,fordijeg hararbejdet i
fem år for denklub,mendakrigen begynderogdet hele,såerder ikke læn¬
gere plads til mig. Ok, Mira [den nye kvindelige serbiske formand] hun siger på sin måde: Hvorforerjegblevet isoleret på den måde? Men detpas¬
serikke. Hvisjegtagerden kroatiske avis foratlæse, så kalder de migusta-
si(6).Ja,så kan du ikkereagerehårdt nok,menhvad kanman gøreved det?
Baregå væk, dererkun én vej«.
På Fredens Allé serStefan ogKonstandinmindreogmindre til hinanden.
I byen skyder parabolantennerne op hos mange serbere og kroater. Med
antennernefår de mulighed foratfølge krigenogudviklingen i Serbienog
Kroatienpåtættestehold.Hveraften hentes desenestenyhedsbulletinerfra Zagreb og Beograd ind i stuerne. For Stefan betyder nyanskaffelsen en mærkbar ændring i hverdagen. Selvom han skal møde klokken 6 på Stål¬
valseværket går han ikke i seng før klokken 24, hvor TV-Zagreb sender nyheder.
Også på den fælles arbejdsplads, Stålvalseværket, sætterkrigenspor: »Vi arbejdede sammen indtil krigen brød ud. Både kroater ogserbere. Så slut¬
tede det. Detvarligesomenbombe der faldt ned. Alle gikhver sin vej. Vi
holdt opmedatspise sammen. Detvarjo umuligt ikke atsnakke omKro¬
atiensret til selvstændighed. PåTVkunne du hver aften sehvad der skete dernede«, forklarer Stefan.
I november 1991 besøger Stefan for sidste gang Den Jugoslaviske For¬
ening. Der holdes møde om nødhjælp til serbere i den krigsramte del af
Kroatien. Flere ministrefraregeringen i Beogradermødtop. Under mødet tager Stefannotater. Det støder enkelte mødedeltagere såmeget, atde kal¬
der Stefan »enspion« ogvil have ham smidt ud.
På husmurene rundt omi Frederiksværk malesflag i rødt,hvidtogblåt.
De sammefarversomdetjugoslaviske flag,menudenden røde stjerne. Det
er det serbiske flag. På skolerne ses det serbiske skjold, etkors med fire kyriliskes'er. På gadenogarbejdspladserne hilsermangeserbereogkroater
ikkelængere på hinanden.
Det er i denneproces af etniskreorganisering at ellers stålfaste venska¬
beropløses fordi denene er serber, og den anden kroat. Deterogså i den
proces atde danske jugoslaver ophører medatværejugoslaver, foristedet
atbetragtesigsomborgere i henholdsvisenserbiskogkroatiskstat.Dekan
- med deres egneord-»aldrig blive Jugoslaver igen«.
Stefan ikroaternes nuværende klubhus på Strandvejen, Frederiksværk.
Polariseringen af
enetnisk
gruppeOgså blandt kroaterne indbyrdes virker krigen igangsættendeforenpolari- seringsproces. Detbliver tydeligt i forbindelse med oprettelsen af den kro¬
atiske forening i Frederiksværk, »Croatia 92«. Blandt fortalerne for opret¬
telsen af klubbenerStefan.
Kimen til foreningen lægges med det internationale samfunds anerken¬
delse af Kroatien somselvstændig stat. Ifølgemeddelerneeroprettelsen af foreningen en »naturlig« og »logisk« følge af den politiske anerkendelse.
Anerkendelsen gørdet med andre ord naturligt og logiskatkroater i Dan¬
markopretter enkroatisk forening (7). Foreningen i Frederiksværk har fra
startenmodtaget opbakningog økonomiskstøttefra kommunen.
Etableringen af »Croatia 92« synliggør splittelsen mellem kroater. En
meddeler forklarer det på den måde: »Derer sket enændring i byen. Den
harpolariseret sigmere,altså dererkommet nogle bestemte meningerfrem,
ogdet har ligesom provokeret nogle folk fra forskelligegrupper.Vi kan ikke
snakke med dem! Jegvilsguikke snakkeomhvormankøber kanoner.Man
erforforskellige, har forskellig tankegang. Vi siger altid: Detvilleværelyk¬
keligt, hvis alleermedlemmer af klubben her. Men det skal ikke værefor
enhverpris«.
De kroater som ikke deltager i klubben i Frederiksværk søger i nogen
udstrækning til Kroatisk Indvandrer Samfund på Islands Brygge i Køben¬
havn. Samfundetoprettes iapril 1993.
Forskellene mellem de danske kroater viser sig på en række områder.
Særligt ytrerdet sig ved den forskellige betydning religionenog det natio¬
nale tilhørsforhold tillægges: »Der er en del kroater i Frederiksværk, der
ikke ermedlemmer afforeningen. Det skyldes, atvi har besluttet atklub¬
ben skal væreåbne for alle nationaliteterogfolk der ikkeerkroater. Deter altså de folk, der tænker lidtmereradikaltpolitisk [der ikkeermedlemmer
afforeningen]. Vi er ikke kede af, at de ikke er medlemmer, for det ville
ikkeværei klubbensåndat gennemføre deres tanker. Alle ervelkomne, de
skal bare overholdevoresprogram, som er, atvi ikke er enetniskrenklub,
ogatvieråbne for alle,som ervenligt stilletogallesomrespektererdet fol¬
kevalgte styrei Kroatien,og somikke ønskeratvælteregeringenog sender
pengetilnogenundergrundshær.Vi støtterden folkevalgte regeringog for¬
søgerathjælpe med humanitær hjælp. Vi vil ikke skabe politik iKroatien,
deterpolitikernes pligt«.
Undersøgelsen blandt de danske kroater understreger, at gruppen på ingen måde repræsenterer en homogen kulturel masse. Det er derfor ikke muligt at beskrive oganalysere gruppen i enhedskulturelle termer. Tvært¬
imod har kroaternesindbyrdes forskelle gjort detnødvendigtatsøge dybe¬
re ind i kontrasterne.
Iforsøget påatanskue kroaternes forskellighed har jegvalgt atbetragte
disse som udtryk for forskellige interesser, for eksempel politiske og reli¬
giøse,oglivsformspositioner. Mere overordnet bygger det på tanken omat
en stat harbrug for forskellige livsformer, der hver især kan varetage for¬
skellige funktioner, der kan sikre statensoverlevelse.
Trodsforskelleni livsformeropfatter kroaterne sigsomborgere isamme stat. De er kroatiske statsborgere. Men fordi individet er del afen etnisk
gruppe og et fælles statsprojekt betyder det ikke athun ellerhan deler liv
med gruppen. Deter en vægtig pointe, der sætterbrugbarheden afmono¬
kulturelle studierpå spil.
National og
etnisk mobilisering
I det foregående har jeg tegnetkonturerne af hvordan dedanske kroater-
somfølgeaf dennyekroatiskestatsopståen-inddragesi kampenom aner¬
kendelseidettidligere Jugoslavien. Beskrivelsen rejserspørgsmåletompå
hvilkenmådeetnologienkan beskriveoganalytisk forklare opblomstringen
afnye nationale ogetniske fællesskaber? Detimplicerer også spørgsmålet
om krig, stat og anerkendelse og krigens betydning for kulturelle mobili¬
serings-ogomformningsprocesser.
Et centralt aspekt er spørgsmålet om national og etnisk mobilisering.
Spørgsmålet indtager idagencentral rollei den faglige diskurs, dersøgerat
tolke og forklare det opbrud i nationaliteter, etniciteter og identiteter, der følger i kølvandet på nedbrydningen afterritorialegrænser. Idensammen¬
hængerkrigen i dettidligere Jugoslavien blotetenkelt afmangeeksempler.
Nævnes kan for eksempel også opbruddet i de baltiske lande og krigen i Tjetjenien.
Diskursentegnesidag kun i mindre grad af etnologisklitteratur (8). Der¬
imod fylder antropologien, de mangefacetterede minoritetsstudier samt de
klassiske nationalitetsstudiergodtop.
Istudierneanalyseres etniske mobiliseringsprocesser genereltvedatind¬
dragetrehovedfaktorer i indkredsningen af etnicitetsbegrebet:etnicitetsom
en»opfindelse«, der opstårientid med knapperessoucerellerterritorium.
I denne udlægning udpeges den politiserede etnicitet som et middel til at foreneengruppeaf individer ietidentitetsfællesskab-detetniske. Herved
omformes gruppen til en politisk aktør, der er karakteriseret ved at dele
ønsketomatøgeden politiske selvbestemmelse. I dennekontekst forklares etnicitetsbegrebet vedathenvise til tankenom enydretrussel.
Iden andenforklaringsmåde illustreres etnicitetsom engenopdagelse af
enførbevidstidentitetstilstand,som »enfølelse dervågnerop«. Hovedargu¬
mentet i sådanne teoretiseringer er at mennesket i tider med tiltagende opsplittet samfundsorden vil søgetilbage til dets etno-kulturelle rødder for
atfinde eteksistentielt ståsted. Det erenudpræget socialpsykologisk ind¬
gangtil problematikken, idet kernen i forklaringen knytter sig til tankenom individetsbehov for kulturelt tilhørogsocial sammenhæng. I denne klassi¬
ske udlægning udfylder etnicitet så at sige de huller, som modernitet og politiske tvangsregimer lægger grunden til, for eksempel blandt kroater i
Danmark(seogså Gaasholt, 1992).
Endelig forklares etniske mobiliseringsprocesser-for det tredje-somet udtryk for minoriteters mangel påmagt, hvilket udløser ønsketom og rea¬
liseringen af etniske bevidstgørelsesprocesser (9).
Sat på kort formel forklares skiftet i nationalt og etnisk tilhør som en følelse dervågner i individet, som opleverogtolker omverdenen udfra sin tilknytning tiletfolkeligt fællesskab.Idette perspektiverindividet,somdel
afetfolk og somborger ien stat,knyttettil etnationalt fællesskab der kit¬
tes sammen ved hjælp af nationale følelser på den ene side, og objektive, genkendelige kulturelle kendetegn som sprog, etnicitet og religion på den
anden side.
Tankenom det nationale folksometfællesskab, hvis medlemmer bindes
sammen af en svævende, udefinerlig følelse af national og etnisk sam¬
hørighed er også et centralt tema hos de kroatiske meddelere. At denne
følelse er »vågnet« med krigen er der ligeledes udbredt enighed om. En
meddeler beskriver det rammendepå denne måde:»Duvækkes af din natio¬
nalebevidsthed, det ersomatblive vidende om,bevidstom, hvem duer«.
Deteri dette »vakuum« at individet farmulighed for atfinde sin identitet,
det vil sigesøge dybere ind i »bevidsthedenomatværekroat«.
Det erdog afgørende atpegepå, atforklaringer, derenten knytternatio¬
nalt ogetnisk tilhør til tankenomindividets følelsesmæssigeoplevelse afat tilhøre et fællesskab, og/eller til tanken om objektive kendetegn, adskiller
individet fra staten. Ved adskillelsen løsrives civilsamfundet- og dermed
individet-med andre ord fra detstatsprojekt, deter endel af.
I stedet kan det fremhæves, at kroaternes nationale og etniske selvbe¬
vidsthed er betinget af staten og dens kamp for anerkendelse. I denne udlægning forudsætterogudviklerstatogkultur gensidigthinanden.
Appliceres den tanke på den etniske reorganiseringsprocesblandt danske
kroater dækker processen over en stats kamp for anerkendelse. I kampen
danner ideenom den nationalestat,detnationalthomogenefolkogden loy¬
ale borger (10) de diskursive forudsætninger for en folkelig og militær mobilisering, i dansk sammenhæng ikke udtrykt vedatkroaterne erfysisk
tilstedeværende i krigen, men derimod ved at de bidrager til »nationens vel«, foreksempel ved hjælp af indsamling af nødhjælpog penge.
Ikroaternes »historiskekamp for overlevelse« angiverfædrelandsbegre- bet,på sammemåde sombegreberne om den loyale borgerog det nationa¬
lesprog, engrundlæggende diskussion om,hvem der skal have rettigheder
i staten. På samme måde kan ideen om statsborgerskab anskues som en diskussionomhvilkerettighederogpligteretstatsborgerskab udløserforen stats borgere. Blandt pligterne træder forsvaret af fædrelandet frem som noget afgørende. Detgælder også for kroaterne -ikke blot de som lever i
dettidligere Jugoslavien, men også demangemillioner der lever i emigra¬
tion rundtom i verden.
De nye
minoriteter
- enetnologisk perspektivering
Medeksempelstudiet blandt de danske kroater bliver detmuligtatanskue¬
liggøre, hvordan kroater i Danmarkarbejder foratskabe politisk opbakning
om ennational sag. Ien større sammenhæng kan eksempletkaste lys over
denproduktion af midler til at føre krig, derfølger i kølvandet på kampen
forat sikre enstatsuverænitetog uafhængighed.
Blandtjugoslaverne har anerkendelseskampens indbyggede fokusering på nationalitet resulteret i processerafnational og etnisk reorganisering. I
sådannemobiliseringsprocesser rives individetmed, ogtvingestilatvælge
side for eller imod et specifikt folkefællesskab. Jugoslaven bliver - med
egne ord-»gjort til det der nationalt bevidste menneske, bliver revetmed
af det der skerdernede, udenatdu ved det«(jvf. note2).Dekan»aldrig bli¬
veJugoslaver igen«.
Ved at anlægge det etnologiske statsperspektiv åbnes der en anderledes mulighed foratforstå, hvorforgruppen af jugoslaver fraatleve i relativro ogfordragelighed idag lever skarpt adskilte liv somhenholdsvis serbereog kroater. Det gælder ikke blot i det sønderrevne eks-Jugoslavien, men også
blandt indvandrerei Danmark.
Hermed venderforklaringen sig mod den udbredte antagelse, der forkla¬
rerkrigens opståensometresultat af kulturelle modsætninger,som enkamp
omknapperessoucer(for eksempel økonomiske eller territoriale) ellersom
enkamp for minoritetsrettigheder.
I stedetrettesblikket mod den proces, hvor den eks-jugoslaviske befolk¬
ning inddrages i kampenomanerkendelse i det tidligereJugoslavien. I den¬
ne proces splittes jugoslaverne i etnisk modstående grupper, dermobilise¬
resikampenefornationalselvstændighed.
Detrejser spørgsmåletomdenyeminoriteter, derproduceres i kølvandet på staternes kamp om selvstændighed. I Kroatien tildeles minoriteterne-
somloyale borgere-minoritetsstatus ogudpegede rettigheder, for eksem¬
pel retten til at dyrke eget sprog. Også blandt kroaterne i Danmark er
spørgsmåletom den loyale borgeretgennemgående tema, særligt når talen
falderpå detstore serbiske mindretal i Kroatien.
Diskussionenom den loyale borgerpegerpå, atnåren stat eri stand til
atproducere de midler, der kan sikre densom enuafhængig enhed meden selvbestemtkultur, betyder detat staten har mulighed foratreducere etni¬
skemodsætninger indenforstatensgrænsetilenminoritetsproblematik. Det
kanogså forklare, hvorfor modsætninger mellem majoriteterogminoriteter idagentenudmønter sig i teoretiske ogpolitiske overvejelser omminorite¬
tersvæsenogrettigheder, eller realiseressomblodige krige.
I denne udlægning gives stat ogkrig, og krigens betydning i kulturelle omformningsprocesserencentral placering, nårmankaster sig ud ispørgs¬
måletomnutidensmangenationaleogetniske konflikter. Ligeledes angiver perspektiveten anden vej i tolkningen af de konflikter, der følger i kølvan¬
detpå nedbrydningen af territoriale grænser.
Noter:
1 Denpolitiske forudsætning foratanerkende Kroatienvarkravetomat statensikrede etablerin¬
genaf demokrati, sikrede menneskerettighedersamt togkonstitutionelle initiativer tilatbeskytte mindretal. Sidstnævnte rettersigistortomfang mod de godt 660.000 græsk-ortodokse serbere,
somleverpå kroatiske områder. 2 NagelogDinesen, 1993:22. Republika Hrvatska-Repu¬
blikken Kroatien-består af 4.760.000borgere (folketællingen 1991). Fra begyndelsen af 1992 til
begyndelsenaf 1993 har Kroatien modtagetover400.000 flygtninge fra Bosnien. Før krigenvar sprogetserbo-kroatisk-etfællessprog medtoskrevne former, kroatisk (ca. 75 procent)ogserbisk (cirka 24 procent). De romersk-katolske kroater udgør det religiøse flertal,mensde græsk-orto¬
dokse serbereudgør det religiøse mindretal iKroatien. 3 Feltarbejdet udmøntedesigi specia¬
let»Jegkan aldrig blive Jugoslav igen.-Omnationaleogetniske mobiliseringsprocesser iet etno¬
logisk perspektiv«, København, 1995. Detervigtigtatbide mærke iatundersøgelsenløb afsta¬
belensamtidig med krigen i det tidligere Jugoslavien. Idag lever kroaterogserbere»næstensom før«,som enmeddelerudtrykker det: »De første år efter krigen ville de [serberne] ikke snakke med kroaterne. Mennu erdetnæstensomigamle dage. Men serberne har joogså tabt krigen«. I artiklen harcitater, der knytter sig til specialet ikke personhenvisninger, dog medenenkel undta¬
gelse (Stefan). Det skyldes ønsketomatsikre meddelerne anonymitet. 4 Se også Thomas Høj¬
rup, 1995. 5 NagelogDinesen, 1993:20. 6 Ustasi-bevægelsenerenstærkt højreorienteret kroatiskseperatistbevægelse. I forbindelse med krigen i det tidligere Jugoslavien fandt bevægel¬
sensemblemerigen anvendelse blandt visse militære enheder i Kroatien. 7 Etvæsentligtper¬
spektiv i specialeteratviseatdet internationale samfunds anerkendelse afenstatkan betragtes
som etmiddel i relation til statsdannelse. Atklargøre den pointemeresammenhængende ligger imidlertid udenforrammenaf denne artikel. 8 Frederik Barths »EthnicGroups and Bounda- ries«(1969)gavstartstødet til den etniske forskning, eller »etnicitets«-forskningen. I 1970-erne ekspanderede forskningenometniskegrupper,etnicitetogetniske minoriteter,også blandtetno¬
logerne. Den øgede indvandring, etniske modsætninger og forskellige minoriteters nationale opvågen harformodentlig medvirket tilatstimulere etnicitetsforskningen. 9 Dereridag ingen enighedom,hvordan minoritetsbegrebet defineres, hverken analytisk, juridisk eller politisk. Mi¬
noriteterergenstandsfelt for forskellige faglige områder med specifikke traditionerogderaf føl¬
gende vægtninger af forskellige elementer i forhold til definitionen af minoriteter. Med udgangs¬
punkt i empiriske observationersøgerforskningen ofteatfinde frem til derettekriterier for af¬
grænsningen afen gruppe som enminoritet. Blandt de kriterier der hyppigst indgår i definitio¬
nerne erdetsubjektive tilhør overfor, eller i kombination med det objektive, genkendelige tilhør.
Også ideenomaten gruppekan betragtessom enminoritet, når den befinder sig ien asymme¬
trisk magtrelation tilenmajoritet, det vil sige iendiskriminationsrelation, vinder frem (se for eksempel Hvenegård-Lassen, 1996). I denneudlægning skaber forskelle mellem majoritetog en minoritet ikke i sig selv minoritetsgrupper. Deterførst når forskellene bliverudgangspunkt for forskelsbehandling (diskrimination) atder er tale om en majoritets-minoritetsrelation. 10 I samtalerne med kroaterneerspørgsmåletom»den loyale borger«etgennemgåendetema,særligt når talen falderpådet serbiske mindretal i Kroatien.Undersøgelsenpegerpå,atden loyale borger
- istoretræk-er enperson, somikke har vendt sig mod det kroatiske folkefællesskab ved for eksempelatdeltage i serbisk krigsførsel. Af den kroatiskestattildeles den loyale borger minori¬
tetsstatusogudpegede rettigheder,for eksempelrettentilatdyrkeegetsprog.
Litteratur:
Gaasholt, Øystein: Etniskkonflikt,tidsskriftet Politica,nr.4, 1992.
Hansen, DortheVejen: Jeg kan aldrig blive Jugoslav igen. - Om nationale og etiskemobili¬
seringsprocesser ietetnologisk perspektiv, København 1995, upubliceret sektion.
Hvenegård-Lassen, Kirsten: Grænseland. Minoriteter, rettighederogden nationale idé,DetDan¬
ske Center forMenneskerettigheder, 1996.
Højrup, Thomas: Omkring livsformsanalysens udvikling, Museum Tusculanums Forlag, Køben¬
havnsUniversitet, 1995.
Nagel, AllanogDinesen,Thomas:Krig, månedsbladetPress,nr.89, 1993.
Summary:
Ican never be a
Yugoslav again
In 1991warerupted in the former republic ofYugoslavia. In Denmarkwewatched thewarunfold
onTVin all itsbloody and incomprehensible horror. In the industrialtownof Frederiksværk in NorthernZealand thewargaveriseto a processthat divided the town's 700 Yugoslav residents along national,ethnic and cultural lines. Before the outbreak ofwartheYugoslavs themselves did
notattach anygreaterimportancetotheir nationalorethnic differences. Serbs, Croats and Mus¬
lims alike interactedsocially in the Yugoslav Club. But thewarin their former homeland caused
adramatic shift.Friendship andcooperation ceased merely duetothe faet thatonehad Serb and another Croat ancestors. By observing daily life amongthe Danish Croats during the period leadinguptooutbreak of thewar,and during thewarthe article provides bothadescription of the national and ethnicchangeamongYugoslavs in Denmark, and itattempts toplace the empiricai observations withinalargercontextwhereemphasis is placedonthe issueofethnology's rolein interpreting theemergenceofnewnations and ethnic communities. Central issuesareconcepts like the state,warand culture, and thesignificance ofwarin theprocessof cultural transforma¬
tions.
