BRUXELLES - Terrorangrebene har generelt fået EU- landene til at rykke tættere sammen og efterlyse øget samarbejde. Danmark er undtagelsen og det eneste i gruppen af “perifere” EU-lande, der ikke har ytret ønske om en tættere EU-tilknytning.
I Storbritannien er en afstemning om landets delta- gelse i ØMUen rykket nærmere efter den 11. septem- ber. Sverige taler også om ØMU-afstemning, og der stilles spørgsmålstegn ved landets neutralitet. I Østrig taler landets forbundskansler for, at et NATO-med- lemskab bør afløse neutraliteten.
Der er kun to EU-lande, hvor begivenhederne den 11. september tilsyneladende ikke har fået politikerne til at efterlyse øget EU-samarbejde.
Det ene er Irland. Den irske regering er meget EU- positiv, men holder for øjeblikket lav profil med sine holdninger. EU-debatten i Irland er stadig præget af befolkningens nej til Nice-traktaten og udsigten til, at der skal afholdes en ny afstemning igen næste år. Ir- land deltager i dag fuldt ud i alle dele af EU-samarbej- det.
Det andet land er Danmark. Da udenrigsminister Mogens Lykketoft i august præsenterede regeringens europapolitik ved en tale i Det Udenrigspolitiske Sel- skab, karakteriserede han det som den vigtigste opga- ve, at “vi opbygger en international orden uden domi- nans fra noget enkelt land eller nogen enkelt region”.
Han sagde: “Den fælles politik er ikke mindst i de små EU-landes interesse, fordi den kan dæmpe de stores behov for eller tilbøjelighed til at spille soloroller på den internationale scene.”
To måneder efter Lykketofts tale er verden præget af enkelte stormagters totale dominans i udenrigspoli- tikken, mens alle småstater ser passivt til fra sidelini-
en. Selvom den udenrigspolitiske vision, regeringen i august karakteriserede som højeste prioritet, i dag må siges at ligge i ruiner, har regeringen ikke fundet an- ledning til at ændre eller blot justere Danmarks euro- papolitiske ambitioner, målsætninger og engagement.
Den oplagte chance var statsministerens åbningsta-
le, men i den var EU stort set fraværende. Talen var som bekendt domineret af en række tiltag inden for udlændinge- og retspolitik - områder, hvor Danmark ikke kan deltage fuldt i fælles EU-aktiviteter på grund af de danske forbehold.
Spil uden bold
Mens den danske regering ikke hidtil har vurderet, at 11. september bør føre til en ændret dansk europapoli- tik, har terrorhandlingerne ført til en række ændringer i de øvrige EU-lande - og EU selv. Se tekstboks.
EUs perifere rolle som ramme for fælles diskussio- ner om kampen mod terrorisme blev på det symbolske niveau meget tydelig få timer inden EU-topmødet i Gent i fredags. Inden mødet med stats- og regerings- cheferne fra de øvrige medlemslande, afholdt den bri- tiske premierminister, Tony Blair, den franske præsi- dent, Jacques Chirac, og den tyske forbundskansler, Gerhard Schröder, et selvstændigt møde. De tre Mandagmorgen
Nr. 35 | 22. oktober 2001 | 21
EU-ledere bruger terrorkrig til
at forfølge nationale dagsordener
EU
Magtspil.Flere af Europas politiske ledere har udnyttet terrorhandlingerne til at fremme deres egne in- denrigspolitiske dagsordener - Den danske regerings EU-visioner ligger i ruiner, men regeringen ændrer ikke politik - Blair kan blive Europas nye kong Kohl
”
Den fælles politik er ikke mindst i de små EU-landes interesse, fordi den kan dæmpe de stores behov for eller tilbøjelighed til at spille soloroller på den internationale scene.Mogens Lykketoft, udenrigsminister
nr35_side_21-24or.qxd 19-10-01 18:18 Side 21
22| Nr. 35 | 22. oktober 2001
Mandagmorgen
Overalt har begivenhederne den 11. september afspejlet sig i EU-landenes nationale politikker. Nedenstående er en kort liste over eksempler på, hvad terrorangrebene har betydet på de indenrigspolitiske scener:
•
Belgien: Statsminister Guy Verhofstadt. Har formand- skabet i EU, hvilket gør det nødvendigt for regeringen at tale med én tunge. Verhofstadt har store problemer med sin udenrigsminister. Det styrker Verhofstadts liberale parti på bekostning af socialisterne.•
Danmark: Statsminister Poul Nyrup Rasmussen.Benyt- tede terrorhandlingerne til at bebude stramninger i straf- felov, retsplejelov og udlændingelov. Bevilger flere penge til efterretningstjenesterne. Sender nu et krigsskib til Mid- delhavet og bliver dermed statsminister i et krigsførende land.•
Grækenland: Statsminister Kostas Simitis.Terroren har anbragt Grækenland i en svær situation, fordi ærkefjen- den Tyrkiets strategiske betydning er vokset dramatisk.Simitis beskyldes for at have håndteret situationen dårligt, og hans lederskab af Pasok ser ud til at lakke mod enden. Ny partileder kan blive udenrigsminister George Papandreo.
•
Tyskland: Forbundskansler Gerhard Schröder.Har benyt- tet begivenhederne til at indlede et opgør med den paci- fisme, som har præget Tyskland siden 2. Verdenskrig.Schröder er på vej til for første gang nogensinde at sende tyske soldater uden for NATOs nærområde. Den grønne udenrigsminister forsøger at benytte terroren til at få ryd- det op i det grønne anarkistiske bagland.
•
Spanien: Statsminister José Maria Aznar. Statsministe- ren er blevet styrket af terrorhandlingerne og har benyttet sig af lejligheden til at skaffe international sympati for den kamp, som centralregeringen i Madrid fører mod den baskiske separatistbevægelse, ETA.•
Frankrig: Præsident Jacques Chirac. Præsidenten har været aktiv og synlig fra første øjeblik. Han har forgæves forsøgt at få amerikanerne til at inddrage fransk militær.Opmærksomheden på Afghanistan hjælper præsidenten, som indenrigspolitisk er presset af sager om korruption og det dårlige forhold til den socialistiske premierminister Lionel Jospin. Al politisk handling i Frankrig ses i lyset af næste års præsidentvalg.
••
Italien: Statsminister Silvio Berlusconi.Er blevet latter- liggjort i medierne, fordi terroren viser, at Italien ikke tages alvorlig som en stormagt. Havde svært ved at få au- diens i Det Hvide Hus. Var ikke inviteret med, da Blair, Schröder og Chirac mødtes bilateralt forud for EU-topmø- det i Gent i fredags. Har dog opnået, at oppositionen er faldet fra hinanden, og at den såkaldte Oliventræs-allian- ce er i total opløsning.Irland: Statsminister Bertie Ahern. Har benyttet terror- handlingerne til at lægge pres på Sinn Fein - den politiske del af IRA - for at få fornyet fart på fredsforhandlingerne i Nordirland. Har til gengæld ikke benyttet lejligheden til at føre kampagne for et ja, når Nice-traktaten sendes til om- afstemning næste år.
••
Holland: Statsminister Wim Kok.Udnytter situationen til at sikre hollandsk accept af og deltagelse i et udbygget EU-samarbejde om retlige og indre anliggender.•
Luxembourg: Statsminister Jean-Claude Juncker.Har be- nyttet lejligheden til et opgør med den luxembourgske bankhemmelighed, som har været urørlig. Opgøret med bankhemmeligheden anses også for at være en vigtig brik i Junckers positionering for at bringe sig selv i stilling til jobbet som chef for Den Europæiske Centralbank.•
Storbritannien: Premierminister Tony Blair.Har indtaget rollen som den egentlige politisk ledende kraft i Europa.Har også benyttet lejligheden til at argumentere for, at Storbritannien knyttes tættere til EU gennem medlem- skab af ØMUen. Overvejer britisk Schengen-deltagelse.
•
Portugal: Statsminister Antonio Guterres.Har været på vej ud i alvorlige indenrigspolitiske problemer med svag opbakning og en svag regering. Har dygtigt benyttet den nye situation til at argumentere for national samling, og der er nu gode chancer for, at regeringen overlever fi- nanslovsforhandlingerne og bliver siddende på magten.••
Østrig: Forbundskansler Wolfgang Schüssel. Benyttede straks den 11. september til at genoptage de konservati- ves gamle mærkesag om, at den østrigske neutralitet er forældet, og argumenterer for et østrigsk medlemskab af NATO. Har også benyttet lejligheden til at foreslå yderli- gere stramninger i den østrigske udlændingepolitik for at imødekomme et ønske fra regeringspartneren - Friheds- partiet.••
Sverige: Statsminister Göran Persson.Benytter lejlighe- den til at skaffe indenrigspolitisk opbakning til en juste- ring af den svenske forsvarspolitik. Forsvarsminister Björn von Sydow har præsenteret et forslag til en ændret svensk forsvarspolitik, hvor ordene neutralitet og allian- cefrihed ikke optræder en eneste gang.•
Finland: Statsminister Paavo Lipponen. Kæmper for at holde sin pacifistiske udenrigsminister i ro. Finland bryder sig ikke om krig og taler hele tiden om FN. Lipponen for- søger at skabe indtryk af, at Finland er på en mere aktiv linie, fordi han selv er interesseret i jobbet som den næste formand for Europa-Kommissionen, når Romano Prodis periode udløber 2004.EU-landenes nationale dagsordner efter 11. september
nr35_side_21-24or.qxd 19-10-01 18:18 Side 22
største landes eget topmøde, der blev organiseret på opfordring af den franske præsident, illustrerer tyde- ligt, at EU ikke har formået at komme til at danne ram- men om en egentlig fælles europæisk udenrigspolitik efter terrorhandlingerne.
Samtidig var mødet symbolsk for den situation, som alle EU-landenes politiske ledere befinder sig i for øjeblikket.
I mange EU-lande har de politiske ledere mærket, hvordan den hjemlige indenrigspolitiske dagsorden har ændret sig efter den 11. september.
I den nuværende situation er den amerikanske præsident, George W. Bush, sammen med den britiske premierminister, Tony Blair, alene om at sætte den in- ternationale dagsorden. Det er de nøglepersoner, man henvender sig til, hvis man har noget på hjerte, og det er dem, der har informationerne om, hvad der vil ske i den nærmeste fremtid.
De øvrige politikeres meldinger og handlinger er det, der i moderne fodbold kaldes spil uden bold: Et spil, hvor politikerne flytter sig og håber at havne i en position, hvor de på et senere tidspunkt vil modtage bolden.
Chiracs ønske om et møde med Blair og Schröder er en del af positioneringsspillet. Den franske præsident er frustreret over, at Frankrigs involvering i kampen mod terrorismen rent militært er mindre end det au- stralske bidrag. Den begrænsede inddragelse af Frankrig passer ikke med landets opfattelse af sig selv som en både politisk og militær stormagt.
For Chirac er det af afgørende betydning, at Frank- rig inddrages mere i kampen mod terrorisme. Et fransk engagement med en højprofileret præsident kan være afgørende for Chiracs mulighed for at vinde præsidentvalget, der afholdes i april og maj næste år.
Hans hovedmodstander bliver den nuværende sociali- stiske premierminister, Lionel Jospin. Hans profil i kampen mod terrorisme har været mindre fremtræ- dende. En forklaring på det kom i sidste uge, da Jo- spins kabinetchef udgav en bog med titlen “Matignon - Rive Gauche”, hvor han forklarer, hvordan Elysée- paladset bruger store ressourcer på at forhindre initia- tiver fra statsministeriet.
En anden politiker, der forsøger at bringe sig selv i en spilbar position, er den italienske premierminister, Silvio Berlusconi. Men indtil videre ser det ud til, at han konstant spiller sig selv helt ud af banen. Længe kæmpede Berlusconi forgæves for at få audiens i Det Hvide Hus, og i sidste uge måtte han lide den tort ikke at blive inviteret til Blair, Chirac og Schröders “for-top-
møde” i Gent - selvom Italien i sin egen optik hører med til EUs store lande.
Men hvor Berlusconi tilsyneladende samler på udenrigspolitiske nederlag, så ser det ud til, at kam- pen mod terror indenrigspolitisk er blevet en stor suc- ces, som kan være med til at sikre, at mediemagnaten bliver længe på sin politiske post. Siden 1995 har en række partier dannet fælles front mod Berlusconi inden for den såkaldte Oliventræs-alliance, der blev startet af Romano Prodi. Den ser for øjeblikket ud til at falde fuldstændig fra hinanden, da de ledende politi- kere i alliancen ikke kan enes om en fælles holdning til den amerikanske militæraktion. Slutresultatet er, at der ikke længere er nogen samlet og troværdig oppo- sition til Berlusconi i det italienske parlament.
Kong Blair
Den britiske premierminister, Tony Blair, er den per- son, der ubetinget bedst har formået at udnytte tilfæl- det til at sætte en ny dagsorden og placere sig centralt på den internationale politiske scene. Siden 1995 har Europa manglet politisk lederskab. Da Jacques Delors, Helmut Kohl og François Mitterrand forsvandt fra den politiske scene, forsvandt lederskabet med dem. De europæiske socialdemokrater var i perioden fra om- kring 1995 næsten euforiske over udsigten til “røde”
regeringer i alle EU-landene. Der blev talt om den tred- je vej og en ny politik. Men ser man på slutresultatet, blev der ikke tale om en helt ny europæisk dagsorden, men derimod en periode med løbende justering af ek- sisterende politikker.
I europæisk presse blev der talt om et politisk vacu- um. Som den franske avis Libération spurgte: “Er der en pilot i flyet?”
I dag ser det i stadig højere grad ud til, at den briti- ske premierminister er begyndt at udfylde det politiske tomrum. Blair ved, at forudsætningen for at blive den samlende politiske kraft i Europa er en garanti til Stor- britanniens EU-partnere om, at landet er fuldt aktivt EU-medlem. Derfor har Blair ikke kun benyttet begi- venhederne den 11. september til at knytte tættere bånd til den nye amerikanske præsident og stille sig i spidsen for den europæiske solidaritet med USA. Blair har også brugt lejligheden til at forsøge at ændre på den stærkt EU-skeptiske indenrigspolitiske dagsor- den, som længe har været domineret at det stadigt mere ekstreme konservative parti. Blair holdt en be- mærkelsesværdig tale til Labours partikongres, hvor han gav udtryk for et stort EU-engagement og samti- dig gjorde det klart, at en folkeafstemning om britisk Mandagmorgen
Nr. 35 | 22. oktober 2001 | 23 nr35_side_21-24or.qxd 19-10-01 18:18 Side 23
deltagelse i den fælles EU-mønt nærmer sig. Britiske iagttagere forventer nu en ØMU-afstemning i 2003.
Og der blæser nye holdningsvinde i landet, som øger antallet af optimister, som tror på, at Blair kan vinde afstemningen.
Et eksempel kunne man se i sidste uge, da det briti- ske Underhus ratificerede Nice-traktaten. Før 11. sep- tember var der lagt op til, at ratifikationen ville blive et stort politisk slagsmål mellem regeringen og den kon- servative opposition. Men opgøret i Underhuset blev stort set forbigået i de britiske medier, og Nice-trakta- ten blev ratificeret med overvældende flertal. Dermed har Blair taget et første skridt til at benytte den nye verdensorden til at knytte Storbritannien tættere til EU.
Persson i Fischers fodspor
Den svenske statsminister, Göran Persson, har lige- som Blair benyttet lejligheden til at justere det svenske internationale engagement. På vej til EU-topmødet i Gent stoppede den svenske statsminister i Berlin, hvor han holdt en nøgletale ved Humboldt-universitetet.
Perssons tale var et politisk svar på de europapolitiske visioner, som den tyske udenrigsminister, Joschka Fi- scher, præsenterede samme sted tidligere på året.
Persson konkluderede i sin tale, at fremtiden vil byde på mere og udvidet europæisk samarbejde, som Sverige skal deltage fuldt i. Med talen tog Persson endnu et skridt nærmere en svensk ØMU-afstemning, som alle forventer vil komme nogenlunde samtidig med den britiske.
Perssons tale afslørede på flere områder forskelle mellem dansk og svensk EU-politik. Han talte f.eks.
om etableringen af et permanent ministerråd i Bru- xelles - en tanke, som Lykketoft direkte afviste i sin tale den 23. august. Dermed gennemhullede han også statsminister Poul Nyrup Rasmussens udsagn om, at det netop udvidede samarbejde mellem de nordiske EU-lande vil føre til flere fælles holdninger blandt EU- landene.
Forskellen mellem de nordiske brødre ses også i Finland, hvor den finske udenrigsminister konstant insisterer på, at EU ikke er involveret i nogen konflikt, hvorved Finland heller ikke er det. Imens forsøger statsminister Paavo Lipponen at give indtryk af, at Fin- land fuldt og helt står bag den internationale alliance.
Lipponen har ambitioner om at blive den næste for- mand for Europa-Kommissionen - et job, der bliver le- digt 2004.
EU holder sig klar
Bushs og Blairs totale dominans afslører, at EU ikke har formået at spille nogen rolle som udenrigspolitisk koordinator. Det blev inddirekte bekræftet af EUs udenrigskommissær, Chris Patten, da han i sidste uge følte sig tvunget til at skrive et indlæg til Financial Times for at retfærdiggøre EU-indsatsen på området.
Pattens indlæg fokuserede ikke på, hvad EU gør, men derimod på, hvad EU skal gøre i fremtiden. Dermed er EU præcis som politikerne i gang med at flytte sig til en position på banen, hvor der forhåbentlig senere kommer en aflevering fra spilfordelerne Bush og Blair.
EU er bl.a. parat med humanitær hjælp og er villig til at hjælpe med genopbygningen af Afghanistan, når de militære aktioner er overstået. EU forsøger også at organisere en fælles indsats omkring civilbeskyttelse.
Der arbejdes også på, at EU skal kunne aflaste og måske endda helt overtage ledelsen af det internatio- nale militære engagement på Balkan. USA har om- kring 9.000 soldater på Balkan, hovedsagelig i Koso- vo, og der ser ud til at blive behov for yderligere solda- ter i Makedonien. Hvis amerikanerne trækker sig ud af Balkan, vil hovedparten af hullet skulle udfyldes med europæere. Italienerne og andre er interesserede i at gøre en indsats. Men en sådan udvikling kan blive fatal for Danmark, der ikke kan deltage i militære EU-aktio- ner og dermed i yderste konsekvens kan blive tvunget til at trække soldater hjem fra Balkan.
Ole Vigant Ryborg | or@mm.dk
24| Nr. 35 | 22. oktober 2001
Mandagmorgen
nr35_side_21-24or.qxd 19-10-01 18:18 Side 24
