Omstilling.Trods de langsigtede gevinster er globaliseringen en smertefuld proces, der skaber usikkerhed og afmagtsfølelse - Det stiller især store krav til erhvervslivets ledere - Ingen virksomhed slipper levende igennem uden massive omstruktureringer, skriver Danske Banks topchef, Peter Straarup
Nytænkt
Globaliseringen er nok den stærkeste forandringsfaktor i vores hverdag.
Det er en løbende proces, der hele tiden kræver ændringer, både mentalt og praktisk. Betegnelsen “løbende”
er endda en underdrivelse. “Skiften- de”, “galoperende” og “accelereren- de” er mere præcist. Det antyder én vigtig pointe: Den manglende kon- trol, som mange virksomhedsledere, politikere og borgere føler i forbin- delse med globaliseringen.
Også her er der en tilbøjelighed til at fokusere på risici frem for mulig- heder. Globaliseringsmodstanden er en politisk understrøm i store dele af den vestlige verden. I Frankrig kan man blive folkehelt ved at køre en gummiged ind i en restauration, der adskiller sig fra andre ved at være fi- nansieret af udenlandsk kapital og have et lidt anderledes menukort. At dens forretningsmæssige succes skyldes, at forbrugerne elsker dens produkter, glemmes behændigt i den nationale selvberuselse.
En af udfordringerne er, at globali- seringens ulemper ofte indfinder sig hurtigere og mere synligt end fordele-
ne. Det er især et problem for den fol- kelige forståelse af globalisering, at det synlige element ofte er tab af ar- bejdspladser i forbindelse med ned- læggelse af produktion. Den positive del - gradvist stigende forbrugsmu- ligheder i takt med faldende priser - er knap så synlig. Det samme gælder stigende indtjening og aktiekurser i de virksomheder, der er i stand til at omstille sig.
Forandringerne kommer!
Én ting er helt sikker: Hvis man er modstander af forandringer, bliver der masser at brokke sig over de kom- mende år. I Europa beskæftiger vi os for tiden en hel del med konsekven- serne af EU-udvidelsen. Jeg er ret sik- ker på, at de økonomiske virkninger er en dråbe i havet i forhold til påvirk- ningen fra 3 milliarder kinesere, in- dere og andre, som tordner ind på verdensmarkederne. Det bliver globa- liseringen, der de kommende år for- andrer vores dagligdag - ikke det nye Europa.
Det kan man belyse med et eksem- pel. Den boremaskine, som et euro- pæisk firma kan få lavet i Tjekkiet for 100 kr., bliver måske allerede lavet i Kina for 30 kr. Prisen for at sende en container med boremaskiner fra Syd-
kina til København ligger omkring de 10.000 kr. mens en lastvogn fra Prag med samme indhold koster i størrel- sesordenen 6.000 kr. Fordelt på 3.000 boremaskiner er det ikke transpor- ten, der gør forskellen.
Vi er på vej ind i en periode, hvor det gamle Europa af-industrialiseres, i hvert fald hvad angår en meget bety- delig andel af den manuelle proces.
Til vores held kommer vores velfærdsfremgang fremover til at handle mindre og mindre om bore- maskiner og mere og mere om alle de ydelser, der ikke vejer noget, fordi de er inden i hovedet på folk. Det gælder lige fra forskning og design til under- holdning.
Men et af de nye træk i de senere års globalisering er netop det stigen- de handelssamkvem inden for tjene- ster. Outsourcing af call-centerydel- ser, hel eller delvis udvikling af soft- ware og mange andre ydelser bliver i hastigt tempo flyttet til lande med lave lønninger. Dermed er mange jobs til de veluddannede pludselig lige så udsatte, som de manuelle job har været i længe. Globaliseringen berører nu store samfundsgrupper, der tidligere var stort set afskærmet fra international konkurrence.
Et af de hyppigste spørgsmål, der
22| Nr. 6 | 9. februar 2004
Mandagmorgen
Globaliseringens krav til danske ledere
Af Peter Straarup, ordførende direk- tør, Danske Bank
Nr.6side22-24.qxd 06-02-2004 16:59 Side 22
dukker op i dén forbindelse er, hvad vi skal leve af, når lande som Kina, In- dien og mange andre er billigere til stort set alt det, som vi tidligere har produceret. De udbyder deres varer og tjenester til priser, der forekom- mer så ufatteligt lave, at de næsten må komme fra en anden verden - hvad de jo også gør. Også det potentiale af uudnyttede ressourcer, der kan dra- ges ind i den eksporterende sektor, er ufatteligt stort. Kan vi virkelig overle- ve den situation?
Forud for Kinas optagelse i WTO har dette spørgsmål været diskuteret en del. De fleste bekymringer har dog drejet sig om de problemer, de nye lande i markedsøkonomien selv løber ind i. Problemet set fra deres side er, at prisen på landets eksportprodukter - pga. den stadige tilstrømning af nye ressourcer, ikke mindst arbejdskraft - holdes nede. Ressourcerigeligheden medfører, at priserne ikke bliver truk- ket op af den øgede efterspørgsel.
Det betyder, at disse lande bliver låst fast i et bytteforhold, hvor de fak- tisk sælger deres varer for billigt. Vin- derne i den proces, er de vestlige for- brugere og de virksomheder, der im- porterer mellemprodukter. Deres købekraft stiger og stiger - jævnfør boremaskinen til 30 kr.
Samtidig stiller processen et ek- straordinært omstillingskrav til pro- duktionsvirksomhederne i Vesten.
Fra deres synspunkt svarer det til at være oppe mod en lavine af subsi- dieret eksport. Virkningen på kon- kurrencen er den samme, selvom det i realiteten er den enkelte kineser eller inder, der via en lavere levefod betaler regningen.
Bremser på globaliseringen
En del af dette er naturligvis over- gangsfænomener, der kun virker, så længe der er uudnyttede ressourcer i de nye markedsøkonomier. Med tanke på, hvor mange arbejdskraft-
ressourcer der er til disposition, kan det synes en ringe trøst. Men man skal ikke glemme, at der trods alt ikke er tale om ubegrænsede ressourcer, der i en lind strøm helt ubesværet kan trækkes ind i markedsøkonomien.
Dels er kvalifikationsniveauet er lavt, dels er der en masse logistiske pro- blemer ved at ekspandere eksporten med tocifrede procenter år efter år.
Desuden skal der også andet end ar- bejdskraft i den type produkter, som mest typisk produceres og eksporte- res. Kina er med lynets hast blevet verdens største importør af jern og en lang række metaller - og er den næst- største importør af olie. Priserne på disse råvarer og transporten af dem er steget med raketfart. Det er med til at dæmpe processen.
En anden modificerende faktor er, at vi jo ikke alle behøver at deltage i arbejdsdelingen. Langt hen ad vejen kan vi fortsat leve af at klippe hinan- den. Store dele af vores økonomiske aktivitet vil trods globaliseringen og kommunikationsteknologien stadig være afhængig af fysisk tilstede- værende personer - fra VVS-manden til fitnessinstruktøren. Den slags ydelser vil lægge beslag på en stigen- de andel af vores budgetter og pro- duktion. Men det er selvfølgelig vig-
tigt at være opmærksom på, at vores muligheder for at deltage i det for- brugsparadis, som globaliseringen tilbyder, er, at vi formår at afsætte til- strækkeligt med varer og tjenestey- delser ud over vores regions grænser.
Øget samhandel er normalt ikke et spil, hvor den ene regions gevinst er den anden regions tab. Historisk er- faring fortæller os jo også, at hvis samhandlen sker på fair og markeds- mæssige vilkår, er det en proces, der skaber øget velfærd for begge sider.
Samhandel giver mulighed for øget specialisering og dermed lavere om- kostninger. På grund af konkurren- cen ender fordelen hos forbrugerne som højere købekraft.
Det kan vel heller ikke skade at minde om, at når vi tillader nogen at eksportere til os, opstår der en ind- komst, som skaber grundlag for ef- terspørgsel efter nogle af vores varer.
Denne positive spiral er en del af grunden til, at Kina i dag er Sydkore- as vigtigste eksportmarked, og at Danmarks eksport til Kina er steget med 150 pct. på 5 år.
Man må heller ikke glemme, at den vestlige verden som udgangs- punkt sidder på verdens kapitalres- sourcer. Hvis vi forstår at investere rigtigt, når produktionsapparatet på de nye markeder bliver bygget op, vil vi også kunne høste en andel af de kommende gevinster fra stigende samhandel.
Endelig er det værd at nævne, at vi har mange af de ting, som vil blive byggesten i den globale økonomi. Vi har rettighederne til de rigtige brands. Vi har den livsstil, de andre vil tillægge sig. Og vi har de produk- ter, som knytter sig hertil. Alt sam- men noget, som bør kunne bevare vores fodfæste i konkurrencen.
En smertefuld proces
Globaliseringen vil dog ikke forløbe problemfrit. Den vil give anledning til Mandagmorgen
Nr. 6 | 9. februar 2004 |23
Nytænkt
At nytænke er en afgørende betin- gelse for, at Danmark de kommende år kan omstille sig til vilkårene i det globale videnssamfund. Under ru- brikken Nytænkt inviterer Ugebrevet Mandag Morgen nøglepersoner fra alle dele af samfundet til at præ- sentere nye ideer og tanker for at skabe et mere innovativt og kreativt Danmark.
Peter Straaruper ordførende direk- tør for Danmarks største finansielle virksomhed, Danske Bank.
Denne artikel er en forkortet version af et indlæg holdt på et møde i Dansk Industris repræsentantskab den 27. januar.
Nr.6side22-24.qxd 06-02-2004 16:59 Side 23
betydelige pinsler i den vestlige ver- den, især i den del af arbejdsstyrken, som på nuværende tidspunkt ikke har færdighederne til at give sig i lag med de aktiviteter, som de relative konkur- rencefordele stiller krav om. Her vil spørgsmålet om direkte nedgang i de nominelle lønninger melde sig i takt med, at omstillingspresset og den sti- gende købekraft fra den billige im- port tager fart. Forståelsen og accep- ten af den slags omstillinger repræs- enterer et mentalt punkt, som vi endnu er meget, meget langt fra. Det er noget, der tager halve og hele ge- nerationer. Jeg tør ikke sige, om vi al- lerede er landet i en situation, hvor omstillingspresset for de vestlige samfund vil vise sig at være for stærk kost for befolkning og politikere.
Når man forvalter ledelsesansvaret i en virksomhed, har man et ansvar for, at virksomhedens kapitalressour- ce placeres bedst muligt. Og mange virksomheder tilgodeser ejernes in- teresser bedst ved at placere den i produktionsfaciliteter uden for lan- dets grænser - at foretage kloge inve- steringer, som fremover giver et af- kast, i stedet for at fastholde kapital- apparatet i fabriksanlæg, som ikke vil kunne drives rentabelt.
Det er selvfølgelig en ringe trøst, hvis man allerede har sin kapital inve- steret i en fabrik i Vesten, som be- skæftiger sig med de produktioner, som for fuld kraft flytter ud på de nye markeder. Men det er ikke noget nyt, at produktionsapparatet i nogle regi- oner eller i nogle brancher bliver overhalet af udviklingen og bliver økonomisk værdiløst. Den såkaldte kreative destruktion er et element i de store bølger bag vores velstandsstig- ning gennem de seneste århundreder.
Men det betyder selvklart, at der i perioder med store omstillinger vil opstå omfordelingsproblemer mel- lem grupper i samfundet. Min opfat- telse er, at disse problemer er tilta-
gende. Det medfører selvfølgelig en risiko for, at velfærdsstatens ønske om et tæt vævet sikkerhedsnet tørner sammen med de økonomiske realite- ter. Eller at en ufleksibel struktur fast- holder arbejdskraften i områder, hvor den ikke er konkurrencedygtig.
Man kan vel heller ikke helt afvise risikoen for, at kapitalinteresserne i Vesten indgår en uhellig alliance med globaliseringsmodstanden. Den ten- dens er stærkere i nogle lande end andre - og Danmark er heldigvis ikke blandt de mest tilbøjelige. Men inden for EU kan man nok pege på lande, som kunne falde for fristelsen til at trække i den forkerte retning. Også fordi det passer ind i nogle gamle ani- mositeter over for en indbildt angel- saksisk verdensdominans.
Her er der for alvor fare på færde.
Så fastholder vi nemlig ressourcer i funktioner, som i realiteten har mi- stet deres økonomiske eksistensbe- rettigelse i vores del af verden. Samti- dig bliver udgifterne til bevarelsesfor- anstaltninger en gøgeunge, der pres- ser andre og mere nødvendige aktivi- teter, f.eks. uddannelse, i baggrun- den. Jeg behøver ikke at minde om, hvor meget forskning og uddannelse, EU kunne få for de penge, som i dag bliver pumpet i landbruget.
Ledernes opgave
For den enkelte danske virksomheds- leder betyder globaliseringen først og fremmest to ting: Vi må koncentrere os om det vi er gode til, og vi må åbne vores virksomheder op. Hvis vi skal sælge internationalt, skal vi være meget bedre til at tage personer med anden etnisk baggrund ind i virksom- heden. Der har vi måske behov for nogle rammevilkår, som gør det mu- ligt at få en kompetencebaseret in- vandring i stedet for en socialt base- ret. Og så skal vi tale med vore politi- kere, og få dem til at forstå, at vi skal have de rigtige rammer.
Det er vigtigt, at de europæiske lande forstår, at vores overlevelse af- hænger af at komme op ad kompe- tencestigen. Omstillingen kræver nogle strukturer i de enkelte lande.
Man bliver ikke imponeret, når man ser, hvad der bliver gennemført. Der er ét sted, politikerne ikke er magtes- løse i globaliseringsprocessen: fast- læggelsen af de rigtige rammebetin- gelser. En organisation som Dansk Industri eller Finansrådet, som jeg selv bruger lidt fritid på, har en stor opgave med at fortælle vore politike- re, at det er væsentligt, at vores ram- mebetingelser er tilnærmet udlandet.
Skatten er kun et af mange udeståen- de problemer. Hvis vi skal fastholde vores relative velstand, skal uddan- nelsessystemet stadig kunne forbedre vores kompetencer, så vi har et for- spring i knowhow, der gør, at vi sta- digvæk kan nyde store fordele af glo- baliseringen, selvom der bliver revet masser af arbejdspladser væk.
Skal vi beholde kompetencer og arbejde i den danske industri, må vi dekomponere den enkelte proces i virksomhederne. Der er elementer, der kan laves her, og elementer, der skal laves andre steder. Denne kæmpe logistikopgave kræver helt nye måder at anskue virksomheden på. Men det er en forudsætning, hvis man vil overleve i morgendagens glo- baliserede verden. Og der er ingen virksomhed, som slipper levende igennem, uden at foretage væsentlige omstruktureringer.
At andre elementer af globaliserin- gen, for eksempel presset mod vort skattegrundlag, samtidig kører på med fuld kraft, gør det ikke lettere.
Som erhvervsledere skal vi altså ikke bare pege på behovet for lavere skat- ter og øgede udgifter til uddannelse og forskning. Vi skal også holde os for gode til at forsvare velerhvervede særinteresser på støttefronten.
Det er ikke en let opgave.
24| Nr. 6 | 9. februar 2004
Mandagmorgen
Nr.6side22-24.qxd 06-02-2004 16:59 Side 24
