Bidrag til lokalhistorisk status

Bidrag til lokalhistorisk status

Af O L E W A R T H O E - H A N S E N

M e d udgan gspu n kt i to a rtik ler fra 1942 o g 194 3 an stiller overlæ rer Ole W arthoe-H ansen, R an ders, betragtn in ger o v e r lokalh istorien s p la ce­

ring i d a g og d er spørges: H v o r sto r væ rdi har det, at d er d y rk e s lo k a l­

historie? D e tte arbejde vu rderes so m led i en stø rre sam m enhæ ng: k u l­

turelt, v id en sk a b elig t og undervisningsm æ ssigt, og fo rfa tte re n foreslår, at den gam le tan ke o m e t In stitu t fo r lokalh istorisk fo rsk n in g nu reali­

seres.

D er h a r tidligere i dette tidsskrift væ ret frem sat betragtninger over lokalhistoriens betydning som k u lturfaktor. I decem ber 1942 (F ortid og N utid, bd. X IV , hefte 4) skrev nuvæ rende rigsarkivar, dr. phil. Jo h an H vidtfeldt om sam arbejdet m el­

lem rigshistorikere og lokalhistorikere og gav blan d t andet et k o rtfa ttet rids af lokalhistoriens baggrund og udvikling. I juli 1943 (F o rtid og N utid, bd. X V , hefte 1) efterlyste nu afdøde professor, dr. phil. A lbert O lsen en m ere velfunde­

ret lokalhistorisk forskning som fundam ent for rigshistorien et bygge på.

H v ad disse artikler havde at sige, og som gjaldt fo r 25 å r siden, gælder stadig, og det er ikke hensigten a t repetere artiklernes indhold her. M en 25 å r er en lang tid i sam tidens historie. D er kan være et og andet at tilføje, fordi det danske sam fund både m aterielt og k ulturelt siden den anden verdenskrig h a r gennem ­ gået en stæ rk udvikling. M åske vil det også være gavnligt, at visse synspunkter fra de to næ vnte artikler bliver gentaget, da en gam m el sandhed jo ikke bliver ringere af a t blive sagt en gang til. Og endelig kunne det jo også tænkes, at der fra »lokal« side kunne gøres indvendinger m od synspunkter, frem sat fra rigs- historisk side. M åske h a r pløjekarlen set noget i en plovfure, som forvalterens lange støvler skrævede hen over.

V ed et forsøg p å at gøre lokalhistorisk status m å m an først konstatere, at der faktisk i dag e r gode m uligheder for enhver, d er p å en eller anden m åde ønsker at give sig af m ed lokalhistorie eller lokalhistorisk forskning. D et vil h e r være naturligt først at nævne de am tshistoriske sam fund. G ennem m ere end et halvt århundrede er disse foreninger groet fast i alle egne af det danske land. D e tæller m ere end 2 0 .0 0 0 m edlem m er, og m edlem stallene stiger stadig. D e historiske sam funds vigtigste opgave er vel den årlige udsendelse af en årbog, som er det regelmæssige k ontaktled m ellem sam fundet og dets m edlem m er. E ndvidere h ø rer det til den faste tradition, at sam fundene h older m øder og udflugter - m en i de senere år h a r adskillige am tssam fund taget m ere forskningsm æssige opgaver op.

D er foretages indsam ling gennem etnologiske punktundersøgelser, helt private og m ere officielle lokalsam linger af arkivstof og billeder er grundlagt i sam ar­

bejde m ed de historiske sam fund, og studiekredse og hjem stavnsuger h a r væ ret gennem ført - oftest m ed et særdeles godt udbytte.

P å m angfoldig m åde b ry d er det lokalhistoriske arbejde i disse år nye veje.

D et byhistoriske udvalg i Å rh u s u dsender det ene skrift efter det andet, og m ed særlig glæde skal nævnes de m ange historiske lokalsam fund i K øbenhavns om ­ egn. E nhver, som h a r tid og lyst, kan fo r et særdeles rim eligt kontingent gennem en forening og dens skrifter opnå ko n tak t m ed den gren af lokalhistorien, som han eller h u n nu ønsker.

På de lokale m useer, og da ikke m indst de forholdsvis nyoprettede landsdels- m useer m ed fagligt u d d annede inspektører, griber m an enhver lejlighed til at kom m e i sam arbejde m ed folk, der h ar lyst til at beskæftige sig m ed historisk arbejde u n d er en eller anden form . Ingen historisk specialitet nyder h er en p o p u ­ laritet, som den forhistoriske arkæologi.

C entralbibliotekerne h a r anlagt, ofte store og særdeles værdifulde lokalsam lin­

ger af litteratu r og billeder m. v., og gennem de sidste 20 år er der, som allerede antydet, o p rettet by- eller egnshistoriske arkiver eller private sam linger, hvor tusindvis af private breve, billeder, sm åtryk og dokum enter h ar fundet et sikkert opbevaringssted.

D et skal ligeledes nævnes, at N ationalm useet i K øbenhavn i høj grad drager nytte af lokale k o n tak ter over hele landet. E ksem pelvis h a r N ationalm useets et­

nologiske U ndersøgelser (N E U ) en stab p å flere hundrede m eddelere, fortrinsvis ældre folk, d er sidder inde m ed viden, som sim pelthen er grundlaget fo r m oderne etnologisk forskning.

M en hvilken betydning tø r m an i øvrigt tillægge lokalhistorien? H v o r stor værdi h a r det, at d er dyrkes lokalhistorie i alle egne af landet? E r det ulejlig­

heden væ rd at holde liv i udforskningen af lokale kulturforhold? H a r lokalhisto­

risk forskning noget at give m ennesker, og h a r den betydning fo r den historiske videnskab?

E n besvarelse af disse spørgsm ål m å tage sin begyndelse i noget, der m å anses fo r enkelt m enneskeligt og alm en gyldigt, noget, der ikke skal belastes m ed bevis­

førelser, m en som um id d elb art slår sam m en og holder én fast, så sn art m an vover at tænke tanken.

H vad e r »historie« for noget? Ja, prøv en gang selv at foretage en lille »gal­

lupundersøgelse«, og en m eget stor del af de adspurgte m ennesker vil svare, at det er noget afskyeligt noget, m an skulle lære i skolen: N oget m ed årstal og tri­

vielle ørkesløse talem åder, som m an kun forstod lidt af, og som bare skulle læres og siden hen afleveres igen ved et exam ensbord. Følgelig m åtte historie blive noget, m an siden gik langt uden om. A lt fo r m ange m ennesker blev forhen i skolen effektivt vaccineret m od nogen sinde m ere at give sig af m ed at læse historie.

M e n o g så fo r sk o le n s p å v irk n in g og in d fly d e lse e r d e r sa t e n g ræ n se, og h o s m a n g e af disse m e n n e sk e r b le v h isto rie n sid e n lirk e t in d a d b a g d ø re n , n æ sten u d e n a t de a n e d e d et, og v ejen e v a r m an g fo ld ig e. B e re tn in g e rn e o m ark æ o lo g ien s u n d e rsø g e lse r i m a rk e n e r y n d e t folk elæ sn in g , tæ n k p å S k a lk ! A k tu e l lo k a lh isto ­ rie o m sk re v e t i d r a m a og o p fø rt p å en scen e k a n k o n k u r re re m e d rig tig t te a te r.

E rin d rin g e r e r fo r m a n g e m e n n e sk e r lige så g o d t læ sesto f so m ro m a n e r, ja m å sk e b e d re . M e n n e sk e r m o re r sig m e d a t sam le gam le m ø b le r og in v e n ta r-g e n sta n d e og p rø v e r fa m le n d e a t b e s te m m e d ere s a ld e r og b ru g . T a lrig e a n d re v id n e sb y rd o m sp ire n d e h isto risk e in te re s s e r k u n n e næ vnes.

Ja , m e n e r d en slags d a o g så rigtig h isto rie , v a r d e r - ikke én m e n flere - d e r sagde. Ja v ist, og h e r e r vi v ed sag en s k e rn e . Selv ald rig så re a k tio n æ r og ra b ia t en h isto rie u n d e rv isn in g vil have h eld til a t kvæ le en h isto ris k sans, fo rd i h isto ­ rie n e r u n iv e rse l og alt m e n n esk e lig t o m fa tte n d e .

I v irk elig h ed e n , p a r a d o x a lt sagt, e x iste re r n u e t ikke. N u e t e r d en k n iv sk a rp e græ n se m ellem fo rtid og fre m tid . D en » n u tid « , d e r o m g iv e r os, e r allered e h i­

sto rie , også d e n gam le ja k k e m a n h a r p å i sk riv e n d e stu n d , som d e t h e d d e r. O g vil m a n ik k e a c c e p te re d e tte , k a n m a n b a re sp ø rg e en B e a tle s-tilh æ n g e r fra 2.

real. M e n d e t e r ik k e u d e lu k k e t, a t B e a tle s-b e g re b e t alle re d e e r h isto rie , n å r n æ r­

v æ re n d e fo relig g er try k t.

E th v e rt m e n n e sk e sid d e r u h jæ lp elig t fa st i o g e r o m k la m re t af usynlige trå d e fra d e n v e rd e n , d e t h a r levet i . V i h a r alle i os o p ta g e t n o g et af d e t m iljø, vi u d g ik fra eller v o k se d e o p i, og e n d y b tg å e n d e u n d e rsø g e lse ville k u n n e vise, at et m e n n e sk e s h e le b a g g ru n d er et in d filtre t, sa m m e n g ro e t ro d n e t, d e r h a r o p ta g e t n æ rin g fra v id t fo rsk ellig e la g i d e ts h isto ris k e fo ru d sæ tn in g e r.

K a n D e h u sk e , a t M a rtin A . H a n s e n i e t af sine essay s fo re stille r sig, a t h a n selv s tå r f o rr e s t i e n la n g ræ k k e af fo rfæ d re - og g iv e r sig til a t ta le m e d en fje rn sta m fa d e r, u d e n a t d e to k a n fo rs tå h in a n d e n . Ik k e d e sto m in d re k o m d en n e ræ k k e af m e n n e sk e r, slæ gten, h in a n d e n v ed . I n te t m e n n e sk e e r » sg u ’ sin eg en « , so m k a tte n sagde.

N u h a v d e M a rtin A . H a n s e n d ig te re n s v isio n æ re evne til a t fo re stille sig selv so m e t le v e n d e le d i slæ gtens og h isto rie n s o rg a n isk e sa m m e n h æ n g , m e n m o n ik k e disse ta n k e r m e re eller m in d re flygtigt e r k e n d t a f de fleste m e n n e sk e r?

F ø lelsen af et m e d m e n n e sk e lig t tilh ø rsfo rh o ld , d e r ikke b lo t d ra g e r m o d e t sa m ­ fu n d h e r og nu , m e n o g så m o d d e t m e n n esk e liv , vi b y g g er v id e re p å, k a n ik k e fo rn æ g tes. M a n sid d e r u h jæ lp elig t fast i en u d v ik lin g sræ k k e , e n te n m a n vil d e t eller ej.

U d e n a t ville d e t, m å m e n n e sk e t p å e n eller a n d e n m å d e fø re h isto rie n s levede liv v id e re . V o r fre m tid ig e sk æ b n e e r k n y tte t til fo r tid e n , og h e r m å vi søge viden, h vis vi ø n s k e r a t fo rs tå os selv og d en tid vi le v e r i.

D e t sa m fu n d , d e r bygges p å i d ag , er h is to rie i m o rg en , og vi skal vel i d e tte la n d v æ re de fø rste til a t e rk e n d e d e t lykkelige v ed en jæ vn og o rg a n isk sa m ­ fu n d su d v ik lin g , u d e n u sik re spring.

O g sp rin g i u d v ik lin g en u n d g å r vi do g alligevel ik k e m e d d e n fa rt, h isto rie n s

hjul h a r p å i dag. Ser m an p å det danske landbrugs produktions- og stru k tu r­

om lægning siden 1945, kan det vel være svært at få øje p å denne udviklings store indre sam m enhæ ng, og de frem tidige virkninger, socialt og m enneskeligt, er del­

vis skjult fo r vore øjne. M en i landsbyen d u k k er et sym bol op, der er let at få øje på: kornsiloen, dette kæ m petårn, der bare rager op og ikke kom m er lan d ­ skabet ved. M en hvis ellers siloen er gavnlig og nødvendig set fra et p rak tisk landbrugssynspunkt, så skal den være der. Og n å r ark itek ter h a r form ået at gøre den grå funktionelle klods til et bygningsværk, d er af fredningsfolk og andre planlæggere h a r fået en placering, der klæ der landskabet, vil siloen stå som sym ­ bol for et erhverv, der ogsa m enneskeligt m agtede en nødvendig om lægning og rationalisering.

V a r det m on nogen urimelig tanke, om de folk, der i dag p røver at finde form til frem tidens m aterielle sam fund, bevidst sagde til sig selv: B landt historiens m ange m uligheder kan vore erfaringer fra etnografien (beskrivelse af folkenes vaner) også bruges, n å r vi skal bygge frem tidens sam fund. D e folkelige forskelle inden fo r så begræ nset et om råde som det danske er uom tvistelige, hvor m eget m ere m å dette da ikke være tilfældet inden fo r de store landes om råder. H ed e­

bondens efterkom m ere trives i andre om givelser end de lette fynboer. Og h v o r­

for ikke tage et skridt helt uden for vore egne grænser: V ort ansvar over for de lande, d er kaldes u-lande. En blot flygtig gennem gang af jyske hedeegnes øko n o ­ m iske og m enneskelige forhold for 100 å r siden vil give konklusionen: E t jysk u-land. M an læ rer det gamle jyske u-land at kende, og m an vil opdage stort set tilsvarende forhold hos u-lands-folk af i dag. Og h ar m an først læ rt sig selv og sin egen baggrund at kende, h ar m an langt bedre betingelser fo r at hjælpe andre.*

M enneskesam fund, der gennem lever en så voldsom forandring, som tilfældet er i vor tid, ru m m er en særlig fare for at forlise fortidens last under sejlads ind i frem tiden. M ister skibet sin køl, kuldsejler det, og forskubbes lasten i høj sø, bliver sejladsen usikker. »H istorien« er ikke en sag, der skal forsvares eller en m useum sgenstand, der skal støves af og hæges om. H istorien er selve den m en­

neskelige tilværelse, og sker der et tilsyneladende sk arp t brud i udviklingen, m å denne tilværelses talløse udtryksform er hurtigt igen søge ind i det leje, som historiens k o n tin u itet selv angiver.

A t det er en bevidst tanke eller et bestem t m ål, d er altid er udgangspunkt for vore dages voksende interesse for historien, er vel højst usikkert. M en givet er det i hvert fald, at interessen fo r historisk læsning- eller underholdning - hos nutids m ennesker e r i stærk vækst. D agspressens, h eru n d er radioens og fjern ­ synets historiske stof er godt publikum sstof, og n år G rim berg og Politikens D an ­ m arkshistorie er solgt i et for D an m ark ganske usæ dvanligt oplag, m å der her

* Jeg siger A rn e S øren sen tak for en sa m ta le om d isse ting.

være tegn p å et m eget stort behov for historisk læsning, der ganske givet ikke bliver m indre i frem tiden, tvæ rtim od.

D en m egen læsning af b red t anlagte historiske frem stillinger, lad os kalde den underholdning, vil fo r de fleste fortsæ tte og blive derved. M en for andre vil dette blot væ re vejen m od nye mål. E n skønne dag vil m an spørge: H vorledes ei denne

»historie« i grunden blevet til, og hvilke kilder bygger den på? A n d re vil efter­

h ån d en opdage, at E u ro p as historie og danm arkshistorien i sig h a r elem enter, d er afspejler sig i næ re, lokale forhold. Interessen for historie kan nu æ ndre retning og få et helt nyt m ål. M an begynder at se historien fra den stik m odsatte side, fra den naturlige side, kunne m an sige. F r a nu af bliver der m ening og sam m enhæ ng, fordi m an indser, at historieskrivningen hviler p å enkle og nære forhold, p å noget m an selv h a r andel i.

D et er en k en d t og an erk en d t sag, at »fritid« efterh ån d en vil kom m e til at dom inere vor tilværelse langt m ere end nu. D er vil blive behov for »fritidsinteres­

ser«, og velfæ rdssam fundet vil i stadig højere grad give økonom isk m ulighed for at dyrke dem.

D a vi om kring 1920 fik den lov, der skabte grundlaget fo r m oderne dansk folkebiblioteksvæ sen, v ar der næ ppe nogen, d er forestillede sig vore dages enorm e bogudlån. U d en at forvente en udvikling i aktivt historisk arbejde, der tø r sam m enlignes herm ed, m å m an alligevel regne m ed, at der om føje år vil stå en anselig skare af m ennesker, der ønsker adgang til m useernes studiesam ­ linger, arkiver, billedsam linger og andre historiske kilder. D e lokale historiske m uligheder og deres udnyttelse vil m ed den danske folkeoplysning sam t h ø j­

skolens historiske trad itio n er som baggrund u den tvivl kunne vente en renæ s­

sance.

H a r vi fra lokalhistorisk side gjort forberedelser til at im ødekom m e de fo r­

ventninger, d er m ed rette k a n stilles? V ist langt fra nok, og denne opgaves løs­

ning h ø re r også først og frem m est hjem m e p å et landsom fattende plan.

I og for sig ville det være uhyre nyttigt, om lokalhistorien blot bidrog til at udløse en lokal, kulturel aktivitet eller bidrog til at efterkom m e et frem tidigt behov for udnyttelse af nogle m enneskers fritid. M en sagen er jo den, at lokalhistorien og dens m uligheder h ar et endnu videre perspektiv end de allerede h er b erø rte forhold. L okalhistorien skal bruges af den, der skriver danm arks­

historie eller kulturhistorie i videste forstand.

I sin allerede om talte artikel, L okalhistorie - R igshistorie, i dette tidsskrift (Bd. X V , hefte 1, 1943) indleder professor A lb ert O lsen m ed at sige: »E nhver F aghistoriker, der beskæ ftiger sig m ed dansk H istorie, gør før eller senere den E rfaring, at han for at skaffe sig det fornødne O verblik m aa ty til L okalhistorien.

A arsagerne hertil er m ange, m en lad mig først nævne en af de vigtigste — den M angel p aa K orrespondens, der ra ad er m ellem C entrallovgivning og lokal A dm i­

nistration. H vis en H isto rik er f. Eks. p a a Basis af R esk rip te r og F o ro rd n in g er vil skildre dansk N æ rings- og Socialpolitik, bliver R esu ltatet det slettest mulige,

idet C entraladm inistrationens kategoriske P aabud næ sten aldrig e r blevet over­

holdt. D er er ingen anden Vej at gaa end foretage en U ndersøgelse af, hvorledes U dviklingen lokalt h a r artet sig, altsaa gennem gaa det lokale A rkivm ateriale, der u ndertiden e r sparsom t, m en ofte endog m eget givende.«

A lbert Olsen hæ vder i sam m e artikel, at vort sam funds vigtigste erhverv aldrig er blevet gjort til genstand for en virkelig tilbundsgående undersøgelse og beskrivelse. D ette gæ lder saledes det danske håndvæ rk og det danske landbrugs historie, og de sam m e synspunkter ses i dr. Jo h an H vidtfeldts artikel i sam m e tidsskrift å ret før.

Ja, m an undres faktisk første gang m an stilles over for disse påstande. Ikke desto m indre er de jo rigtige.

D en danm arkshistorie vi kender, er set »ovenfra«. D et er historien set ud fra regeringens ønsker, som de forelå i forordninger og recesser. M en virkeligheden var næ sten altid en ganske anden, for lovene blev sjældent fulgt helt, som rege­

ringsm agten ønskede det. M an skal ikke søge længe i et lavsarkiv, før m an opdager, at enevældens lavsartikler ofte blev overtrådt. Disse v ar ensartede og skabt for storbyen, og passede kun dårligt for det m indre bysam fund. D erfo r er der forskelle på håndvæ rkets historie i A ssens og i Odense. Og d erfo r m å der foretages en lang række lokale undersøgelser, fø r det danske håndvæ rks historie som sådan kan skrives. På lignende m ade forholder det sig m ed m ange andre erhverv og befolkningsgrupper i by og på land.

F ra faghistorisk side e r lokalhistoriens stilling altså klart tilkendegivet: Disse to o m råd er h ø rer nøje sam m en og kan ikke skilles. Hvis rigshistorien ikke bygger p å den lokale historie, d. v. s. på virkeligheden, bliver den skæv og unøjagtig, ja uvidenskabelig. D en »sande« rigshistorie kan kun existere, n å r den bygger på lokale undersøgelser, og lokalhistorien er selve det m ateriale, som rigshistorien er bygget op af. D ette forhold ses særlig tydeligt og um iddelbart i beskrivelsen af D an m ark s forhistorie, d er udelukkende hviler på arkæologiske undersøgelser i m arken.

Ud fra denne erkendelse forestillede professor A lbert Olsen sig, at der burde o prettes et In stitu t fo r lokalhistorisk Forskning, thi, siger han: »Vi kom m er ikke stort videre, hvis det lokalhistoriske Stof ikke ganske system atisk inddrages i vore U ndersøgelser«. A lb ert Olsen erkender, at den enkelte faghistoriker eller lokalhistoriker kan yde fortrinlige bidrag hertil. M en sam tidig slår han fast, at det kun forslår så lidt. Dette arbejde vil blive så om fattende, at det m å organise­

res og deles ud til flere kvalificerede forskere, d er foretager de lokale undersøgel­

ser efter en bestem t plan og inden for et afgræ nset emne.

D et v ar altså A lb ert Olsens tanke, at det lokale forskningsarbejde skulle orga­

niseres af et lands-institut, der kunne være de lokale folk behjælpelige m ed råd og dåd. Såvel faghistorikere som kvalificerede lokalhistorikere skulle kunne deltage.

M ålsæ tningen for lokalhistorikerens arbejde er ganske klar. D en lokalhistori­

ske u n d e rsø g e lse sk a l k u n n e b ru g e s; d en m å væ re so b e r og v ed e rh æ ftig , og dens k o n k lu sio n e r m å v æ re u an g rib e lig e .

V e d e n sta tu so p g ø re lse vil d e t v æ re n ø d v e n d ig t a t spørge: H v o rd a n e r k v a li­

te te n og b ru g b a r h e d e n af de til d a to fo re lig g e n d e lo k a lh isto ris k e a rb e jd e r, å r- b o g sa rtik le r m . v., k ø b sta d sh isto rie r og a n d re m o n o g ra fie r? E n tilgæ ngelig, o m ­ fa tte n d e an a ly se af d e tte sto re h isto ris k e m a te ria le s v æ rd i fo re lig g e r ik k e , m e n tid e fte r a n d e n fo re k o m m e r d e r h o s fa g h isto rik e re , f. eks. h o s A lb e rt O lsen, a n ty d n in g e r d e r siger, a t d e t s tå r fa k tisk alt fo r ringe til. B e v ares, m e g et e r d a b ru g b a rt, og n o g e t oven i k ø b e t af en god k a ra t, m e n alt fo r m eg et t r u d e n sy n ­ derlig væ rdi.

I d e n faglige a n m eld e lse af de a m tsh isto risk e å rb ø g e r b liv e r d e r ofte re tte t en b e s te m t k ritik m o d a rtik le rn e : D e e r ik k e i tilstræ k k e lig g rad u n d e rb y g g e d e , og d e r m a n g le r k ild e h e n v isn in g e r, d e r m u lig g ø r e n k o n tro l. F o rf a tte r n e h a r ik k e b e n y tte t n æ rlig g e n d e re le v a n te kild er. T ilsv a re n d e u n d e rsø g e lse r a n d re ste d e r fra e r ik k e in d d ra g e t i en sa m m e n lig n e n d e red e g ø re lse, og i d e t hele ta g e t m a n g le r i a rtik le rn e a lt fo r ofte en p la c e rin g i d en sto re h isto risk e sa m m e n h æ n g .

S å d a n n e m a n g le r i en å rb o g sa rtik e l e r af d y b t fu n d a m e n ta l k a r a k te r og k a n ik k e re tte s v e d en p åv isn in g o v e r fo r f o rfa tte re n . U m id d e lb a rt e r d e t en å rb o g s- re d a k tø rs o p g av e a t g en n e m g å de in d se n d te m a n u s k rip te r og o v e r fo r fo rfa tte rn e a t p å p e g e de v æ sentlige m a n g ler. D e tte k ræ v e r fo r d e t fø rste en o m fa tte n d e og d y b tg å e n d e v id e n h o s å rb o g e n s re d a k tø r, so m a fg jo rt ik k e k a n fo ru d sæ tte s at væ re til sted e, - o g de fleste r e d a k tø re r h a r n o k g jo rt d en e rfa rin g , a t fo rfa tte re in d im ellem b liv e r g o d t gale i h o v e d e t o v e r a t m o d ta g e en k ra ftig , o m e n d ald rig så saglig og v elm en t vejled n in g . M a n skulle ellers tro , som A lb e rt O lsen siger, at

» V ejled n in g vil v æ re e n B e h ag e lig h e d fo r d en , d e r in te re s s e re r sig m e re fo r at d y rk e h isto ris k V id e n s k a b e n d fo r sin eg en F o rtrin lig h e d « .

D e a m tsh isto risk e å rb ø g e r h a r d ere s v a n sk e lig h e d e r a t k æ m p e m e d , og d en m e st iø jn e fa ld e n d e e r en tilta g e n d e m a n g el p å e g n e t stof, eller p å sto f i d e t hele ta g et. D e æ ld re g e n e ra tio n e r, d e r sta rte d e og v id e re fø rte de am tsh isto risk e sa m ­ fu n d , ta lte e n lang ræ k k e af g o d e lo k a lh isto ris k e sk rib e n te r, af hvilke b lo t e t p a r fo rlæ n g st a fd ø d e sk al næ vnes: P o stm e ste r K litg a a rd i H jø r rin g o g g å rd e je r A ag e S ø re n sen i M e lle ru p ved R a n d e rs . D e t e r e t tid e n s teg n , a t d e n n e g am le h isto ri- k e r-ty p e fo rsv in d e r. V i sa v n e r sp o re n e af d ere s flittig e s tu d ie r i årb ø g e rn e , h v o r sm u lern e fra fa g h isto rik e re n s b o rd e fte rh å n d e n træ n g e r ind.

D e h isto risk e å rb ø g e r, d e r h v e rt å r u d k o m m e r i alle egne a f la n d e t, e r - ta g e t u n d e r ét - en så vigtig p u b lik a tio n , at ing en an stre n g e lse vil væ re fo r s to r fo r a t h o ld e d en i live. A f flere g ru n d e b ø r v o re å rb ø g e r sn a re s t ta g es o p til v u rd e rin g og in d g å e n d e d rø fte lse .

D e r e r ingen tvivl om , a t v o re å rb ø g e r s to rt se t træ n g e r til en an sig tslø ftn in g , b å d e h v a d y d re u d sty r, ty p o g ra fi og in d h o ld a n g å r. E n h isto ris k å rb o g skal væ re k o n k u rre n c e -d y g tig som try k sag . E t h isto ris k in d slag i b lik fa n g e t e r så a fg jo rt ingen sv ag h ed , tv æ rtim o d . E t v ist a n tik v e re t u d se e n d e tilta le r en m æ n g d e m e n ­

n e sk e rs f a n ta s i og ro m a n tis k e følelse. R ig elig t m e d b illed sto f - og g ern e f a rv e ­ b ille d e r, v irk e r tillo k k e n d e og afv e k sle n d e i e n ellers lid t »saglig« re d e g ø re lse.

E n vis a fv e k slin g og m a n g fo ld ig h e d i årb o g e n s sto f e r ligeledes n ø d v en d ig . S to f­

fe t m å o m fa tte v a rie re n d e e m n e r fra b å d e by og la n d , og d e t b ø r væ re fo rd e lt n o g e n lu n d e o v e r h ele å rb o g e n s o m rå d e .

E n h isto ris k å rb o g , d e r d æ k k e r e t am t, k a n give p a s se n d e o v e rsig te r o v e r alt h isto ris k a rb e jd e in d e n fo r a m te t, og d e r k a n b rin g e s b o g a n m e ld e lse r og fo rte g ­ n else o v e r litte r a tu r, d e r v e d r ø r e r h isto ris k e fo rh o ld .

D e t vil v æ re v æ rd ifu ld t, o m en årb o g s a r tik le r e r sk re v e t dels af fa g h isto rik e re og dels a f a m a tø re r. M e n en lo k a lh isto ris k å rb o g b ø r fø rs t og fre m m e st hvile p å lo k a lt a rb e jd e ; g ø r d e n ik k e d et, m is te r d e n sin o p rin d elig e m en in g .

D e t lo k a lh isto ris k e a rb e jd e h a r p å alle fro n te r e t e n o rm t b e h o v fo r saglig h jæ lp o g v ejled n in g . P la n e rn e fra 1943 o m o p re tte lse af e t »In stitu t fo r lokal­

historisk F o rskn in g« n å e d e ik k e læ ngere e n d til sk riv e b o rd e t. S om følge a f k r i­

g en blev p la n e rn e s n a rt sk rin la g t, og sid en e r d e t hele b lev et v ed ta n k e n . - M e n ta n k e n e r vel a t m æ rk e sta d ig lev en d e, og i m e lle m tid e n e r d e r d a o g så sk e t et og a n d e t, so m ta g e r d ire k te sigte m o d a t h jæ lp e i d e t h isto ris k e a rb e jd e .

D ansk historisk Fællesforening, d e r blev stifte t 1 9 0 9 , h a r i d e se n ere å r v æ ret in d e i en stæ rk u d v ik lin g og v a re ta g e r e fte rh å n d e n m a n g e h isto ris k e fæ lle sin te r­

esser, h v o ra f adsk illig e p å d ire k te m å d e k o m m e r d en a rb e jd e n d e a m a tø r- h is to ri­

k e r i m øde.

F ø r s t sk a l n æ v n e s rig sa rk iv a r, dr. J o h a n H v id tfe ld ts k e n d te og u u n d v æ rlig e H åndbog for danske L okalhistorikere, d e r i en m æ n g d e d e ta lje r g ø r u d tø m m e n d e re d e fo r e t h isto ris k a rb e jd e s tilblivelse. D e n u d k o m i 19 5 6 og e r fo r læ ngst try k t i n y t oplag. I tilk n y tn in g h e rtil sk al n æ v n es D H F s o m fa tte n d e u d g iv e rv irk so m h e d i ø v rigt. D e k e n d te sm å h å n d b ø g e r i » h jæ lp e v id e n sk a b e rn e « e r u u n d v æ rlig e fo r d en a rb e jd e n d e (lo k a l)h is to rik e r. E n d e lig sk a l n æ v n es D H F s sæ rlige h jæ lp e v irk ­ s o m h e d i lo k a l-h isto risk e sp ø rg sm å l: D en lokalhistoriske konsulent.

G e n n e m ad sk illig e å r h a r d e r til D a n s k h isto ris k F æ lle sfo re n in g v æ re t k n y tte t en h isto rik e r, hv is sæ rlige o p g av e d e t e r a t b rin g e d ire k te h jæ lp til en h v e r, d e r h a r e t h isto ris k p ro b le m eller g ern e vil i g an g m e d et a rb e jd e .

A g te r m a n f o r e k s e m p e l a t skrive so g n e h isto rie , g å rd h isto rie , eller h a r m a n et m a n u s k rip t, so m m a n g ern e vil h av e b e d ø m t, k a n m a n u d e n v e d e rla g h e n v e n d e sig til D H F s lo k a lh isto ris k e k o n su le n t, i ø je b lik k e t o v e rb ib lio te k a r A ag e B o n d e , C e n tra lb ib lio te k e t i V ib o rg . D e n n e o rd n in g er, k u n n e m a n m e d lid t g o d vilje sige, In stitu ttets id é i sin m e st en k le og sp ire n d e fo rm . M e n n å r m a n tæ n k e r p å, a t d e n lo k a lh isto ris k e k o n su le n t, e g e n h æ n d ig t og so m é t a f sine fritid sa rb e jd e r, o v e rk o m m e r a t b rin g e effek tiv h jæ lp til alle, so m m å tte h e n v e n d e sig f ra hele la n d e t, k a n m a n sige sig selv, a t d e t m å v æ re e t fo rh o ld sv is b e g ræ n s e t a n ta l m e n n e sk e r, d e r tilsy n e la d e n d e m e n e r a t h a v e h jæ lp b eh o v .

M e n fo rh o ld e t e r n u d et, a t d e r ru n d t o m i la n d e t s id d e r i snesevis af m e n n e ­ sk e r m e d e t eller a n d e t h isto risk p ro b le m - e n te n g em t h e n i b o rd s k u ffe n eller

u fo rlø s t sk u b b e t til side i b e v id sth e d e n . E n b e s k e d e n tø v e n e r e n sm u k m e n n e ­ skelig e g e n sk a b , og e n u sik k e r fa m le n o v e r f o r d e t stof, d e r sk a l h e n te s h je m fra en u k e n d t, d u n k e l v e rd e n , vil n a tu rlig t v æ re til ste d e h o s d en , d e r ø n s k e r a t træ d e o v e r tæ rsk e le n til h isto rie -fo rsk n in g e n s v e rd e n .

D e r m a n g le r n o k o p ly sn in g o m d e n lo k a lh isto ris k e k o n su le n tv irk so m h e d , og m a n k u n n e ø n sk e , a t D H F h a v d e m id le r og m u lig h ed til en effek tiv , ja p å g å e n d e k a m p a g n e , d e r k u n n e n ø d e fo lk in d e n fo r so m m e d a rb e jd e re i h isto rie n s v æ rk ste d .

M e n k a n try k sa g e r g ø re d e t alen e? N e j, m a n v ed jo , h v o rd a n m a n h a r d e t m e d a lt d e t try k te p a p ir, d e r n æ sten daglig k o m m e r m e d p o s te n o g tilb y d e r noget. P a p irk u rv e n e r tå lm o d ig som p a p ire t selv - og i d en n e h a v n e r d e t m este.

» D e t le v en d e o rd « e r e n g am m eld ag s ta le m å d e , m e n ik k e d esto m in d re en h ø ja k tu e l k e n d sg ern in g . E n sk ø n n e d a g sid d e r d e r vel i d e tte fo lk eo p ly sn in g en s la n d i alle a m te r en » a m tsa n tik v a r« , d e r ta g e r sig af d e t sto re h isto risk e o v e r­

d rev , d e r ligger u d e n fo r m u se e rn e s egentlige v irk efelt, og hvis o p g av e d e t også vil væ re a t n ø d e d e n tø v e n d e in d e n fo r. D e r e r b a re la n g vej igen, m e n skulle d e t ikke v æ re m u lig t i m e lle m tid e n a t a p p e lle re til in s titu tio n e rn e ra d io og fjern sy n ?

M a n se r f o r sig i e t fre m tid e n s T V -p ro g ra m :

K l. 2 1 ,3 0 : F je rn s y n s k o n s u le n te n s v a re r p å lo k a lh isto ris k e sp ø rg sm å l« . O g u n d e r K i k o g L y t vil d e r sa m m e d a g i alle la n d e ts av ise r stå:

»I a fte n vil d e n lo k a lh isto ris k e k o n s u le n t b e sv a re sp ø rg sm å l fra folk, d e r p å e n eller a n d e n m å d e a r b e jd e r m e d lo k a lh isto rie . G e n n e m de sidste å r h a r fje rn ­ synet p å p r o g ra m m e t h a ft to lø b e n d e u d se n d e lse r: »I h isto rik e re n s v æ rk ste d « og

»V i la v e r lo k a lh isto rie « . D isse u d se n d e lse r h a r sa t så m a n g e m e n n e sk e r i gang, at d e r i å r e r b le v et b ru g fo r en sæ rlig h isto risk k o n su le n t-tje n e ste « .

D e t lo k a lh isto ris k e a rb e jd e , som d e t k a n k o m m e til a t u d fo ld e sig i fre m tid e n , vil p å m a n g e m å d e r im ø d e k o m m e e t b e h o v i sk o len s u n d e rv isn in g , sp ecielt i h isto rie .

H e r i la n d e t h a r lo k a lh isto rie - eller h je m sta v n slæ re - ald rig h a ft n o g en e g e n t­

lig p la d s i sk o le rn e s u n d e rv isn in g sp la n e r, og k u n u n d ta g e lse sv is h a r d e r en k e lte ste d e r v æ re t p r a k tis e r e t en n o g en lu n d e p la n m æ ssig fo rm fo r lo k a lh isto ris k u n d e r ­ visning, f. eks. m u se u m su n d e rv isn in g .

V il m a n se lo k a lh isto ris k u n d e rv isn in g g e n n e m fø rt u d fra et m u se u m s sa m ­ linger, k a n m a n ik k e g øre n o g e t b e d re e n d k o n ta k te B y g d ø y m u se e t i O slo. M e d n o rd m æ n d e n e s k a ra k te ris tis k e sans fo r e x p e rim e n te lle n y s k a b e lse r e r d e r i fo lk e ­ sk o len s u n d e rv isn in g sp la n e r i O slo fo r læ n g st a fsa t tim e r til » m u se u m su n d e rv is­

n in g « . E n m u se u m sle k to r h a r a n s v a re t fo r en p æ d a g o g isk fo rsv a rlig fo rb e re d e ls e og g e n n e m fø re lse a f u n d e rv isn in g e n , og d en , so m h a r h a ft le jlig h e d til selv a t ia g tta g e d e tte a rb e jd e , m å sta d ig tæ n k e tilb ag e p å en in sp ire re n d e p æ d a g o g isk la n d v in d in g , d e r u n d e r en eller a n d e n fo rm k a n tillem p es d a n s k e fo rh o ld . G a n sk e sæ rligt vil d e r p å d e stø rre m u se e r, h e r u n d e r de n y o p re tte d e la n d sd e lsm u se e r, k u n n e e ta b le re s en p la n la g t u n d e rv isn in g , so m m u se e rn e s p e rso n a le og k o m m u ­ n a l o ffe rv ilje b e s te m m e r o m fa n g e t af.

H jem stavnslæ re her i landet er, som før antydet, ingenlunde noget ukendt.

Adskillige læ rere h a r tid efter anden i deres undervisning indlagt hjem stavns­

lære, f. eks. i nogle historietim er, m en m on det ikke h ø rer til undtagelserne, at disse bestræ belser sæ tter klare og tydelige spor i undervisningen?

N å r hjem stavnslæ re her i landet ikke praktiseres m ere end tilfældet er, vil det være nærliggende at spørge efter årsagerne, og m an m å i første om gang spørge lærerne selv. H a r denne sag ikke læ rernes interesse? Spørgsm ålet k an straks besvares m ed et jo, i høj grad! I de senere år er hjem stavnslæ re a tte r og atter sat p å program m et p å lokale kurser, og m and og m and im ellem gives d er udtryk fo r ønsker om at inddrage en eller anden form fo r hjem stavnslæ re i undervis­

ningen. H v o rfo r gør m an det så ikke, kunne m an spørge. Svaret er ganske enkelt og dæ kker i de fleste tilfælde. M ange læ rere synes, at de h a r fo r lidt viden, for lidt kendskab til det lokale m ateriale og for lidt føling m ed dette stofs anvendelse, m etoden.

A t rette bebrejdelse m od lærerne af denne grund ville være ganske urim eligt.

H istorieundervisningen i den højere skole og p å sem inarierne er hidtil næsten konsekvent gået uden om den historiske kilde, der ligger lige uden for dørtrinet, og en friere m etodisk arbejdsform er noget forholdsvis nyt. V il m an beherske de lokale m uligheder, kilderne og deres anvendelse, kræves der et ikke ringe arbejde. D ette kan naturligvis gøres i fritiden ved selvstudium , m en det er helt urim eligt, at så vigtig en sag ikke skulle hjælpes igang gennem system atisk u n d er­

visning.

I folkeskolens nugæ ldende undervisningsvejledning, »den blå betæ nkning«, h ed d er det u n d er historieundervisningens »M eto d er og hjæ lpem idler«: K u ltu r­

historien m å have en bred plads, så det indblik, der gives i m enneskenes leve­

vilkår til forskellige tider, hjæ lper børnene til at fo rstå andre tiders m ennesker ud fra disses egne forudsæ tninger«. Det nævnes, at m useum sbesøg og byvan- dringer m. m. b ø r lægges i tilknytning til det gennem gående undervisningsstof, og endelig h ed d er det, at »De m uligheder, hjem stavnen rum m er, for at vække børnenes historiske interesse, bø r udnyttes p å alle klassetrin«.

Skal disse nye signaler følges op og virkelig sætte spor i undervisningen, kan det kun ske ved, a t de vordende lærere så vidt m uligt i deres egen skoletid og i hvert fald gennem sem inariernes undervisning får et virkelig ordentligt kendskab til lokalhistorien og dens m uligheder. F olkeskolens nye signaler kendes også i den højere undervisning, og n å r den nye sem inarielov foreligger, m å det være en selvfølge, at også denne indeholder retningslinier for en udnyttelse af den lokale histories rige m uligheder.

Således som vinden blæser for tiden, skulle det være sandsynligt, at folkesko­

lens læ rere i frem tiden vil være bedre funderede til at gennem føre hjem stavns- opgaver i skolens undervisning, og for den sags skyld i besiddelse af større fo ru d ­ sæ tninger for a t deltage i et alm indeligt lokalhistorisk arbejde.

M ed lovgivningen i ryggen skulle vi i dette land kunne være p å vej m od det ideal, som afdøde professor A lbert O lsen forestillede sig, og som m ange danske

historikere foruden ham h ar tilsluttet sig: E t levende, aktivt historisk forsknings­

arbejde p å lokal basis, et gruppearbejde; i det daglige ledet af veluddannede folk, som m an specielt m å forvente vil være at finde b lan d t lærere ved sem ina­

rier, gym nasier m. fl. og fra folkeskolen. Og et sadant team m åtte have k o n tak t m ed et vejledende institut p å højeste plan.

M en skal alt dette lykkes, m å der bringes ny næ ring til den flam m e, der tæ nd­

tes på A lbert O lsens initiativ, og som hed d er et In stitu t fo r lokalhistorisk F o rsk­

ning. E t sådant skal og m å før eller senere blive kronen p å lokalhistoriens værk.

F o r snart en halv snes år siden oprettedes ved K øbenhavns universitet en læ restol i kulturhistorie m ed særligt sigte m od uddannelse af inspektører til de kulturhistoriske provinsm useer. I fortsæ ttelse heraf vil det være en naturlig tanke a t overveje m uligheden af at etablere universitetsundervisning i tilknytning til et lokalhistorisk institut. D ette ville betyde, at bl. a. studenter, der senere skal undervise i gym nasier eller anden form fo r højere undervisning, vil få særlige

m uligheder for at efterkom m e de krav, der allerede kan skimtes.

F ra et sådant universitets-institut ville der kunne lægges planer i sam arbejde m ed de lokale historiske ledere. H e rfra ville m an ude i byer og sogne kunne hente hjælp og inspiration.

De lokale m uligheder ligger p å m ange m åder i en dvaletilstand og venter på et tegn. Vældige kræ fter er i skred, og det er såm æ nd ku n en ringe bevilling, der skal til for at sætte yderligere fart i dette skred, sm åskillinger, n år m an tæ nker p å det m enneskelige perspektiv, der ligger bag den historiske tanke.

I folk, der sidder p å pengekassen m ed nøglen i lom m en! Vi kom m er snart og b ed er om en skærv af de m idler, der her i velfæ rds-D anm ark sættes af til k u ltu ­

relle form ål. I behøver ikke at give os et sted at stå, for vi står der allerede. G ør vor løftestang bare lidt længere, og vi skal rokke - om ikke verden - så dog lidt ved det sam fund, vi selv tilhører.