LO sat uden for indflydelse på dansk politik M m

M m

Nr. 28 25. august 1997 11

POLITIK

LO sat uden for indflydelse på dansk politik

Hans Jensen har efter sit første år ved magten måttet konstatere, at r egeringen har opgivet at r egne med LO, når det gælder de centrale politiske strategier også for arbejdsmarkedet - LO-formanden er i klemme mellem forbund, der vil være selvstæn- dige, og politikere og embedsmænd, der vil udvide deres suveræne kontrol med arbejdsmarkedet

LO-formand Hans Jensen modtog en udstrakt hånd fra statsminister Poul Nyrup Ras- mussen, da han sammen med sin næstformand og fagbevægelsens “fem hvide elefanter”

var til et diskret heldagsmøde på Marienborg i fredags.

Men trods statsministerens velvilje er Hans Jensen kommet til at afsløre for alver- den, hvor uhyre vanskelig hans position er blevet. LO er truet af helt at miste sin centrale position som tung politisk-økonomisk spiller og som strategisk center for fagbevægelsen.

For Hans Jensen er problemet, at han som ny, moderne fagforeningsleder har satset alt på denne platform, der nu forsvinder for øjnene af ham. Til gengæld er hans synlighed i offentligheden knyttet til den traditionelle LO-leders tvivlsomme ry:

! Endnu engang har Hans Jensen sat LOs millioner på spil i et tvivlsomt avis-projekt, der uhyre let kommer til at føje sig ind i en lang række af fejl-satsninger.

! Og endnu engang kunne Ekstra Bladet i forrige uge bringe de billeder, vi elsker at hade: LO-formanden i spidsen for toppampernes fugtige udskejelser på ferieøen Jersey.

Hans Jensens første år på posten har været en blandet fornøjelse. Han har selv i mange år argumenteret for en adskillelse mellem fagbevægelsen og partiet. Men da den historiske ophævelse af den organisatoriske sammenbygning blev definitivt vedtaget på S-kongressen i fjor, måtte han konstatere, at dermed forsvandt tilsyneladende også den sidste rest af politisk vilje til at holde kontakt med LO om de store linier i dansk politik.

LO er i dag uden for indflydelse på den centrale politik. Organisationen har en vigtig, men beskeden rolle som koordinator for de overenskomstforhandlinger, der nu løber næsten konstant, i forskellige tidsfaser på forskellige områder og uden den store mediebevågenhed.

Hans Jensen og hans rådgivere ser for sig, at LOs hastige udrangering kan blive begyndelsen til et historisk tilbageslag for den danske fagbevægelse, der hidtil har fastholdt medlemstal og meget høje dækningsprocenter, mens fagbevægelsen overalt i Europa er i defensiven.

Nyrup har brug for LO-formanden til sine tre valgkampe

Da LO-formanden i en kronik i Berlingske Tidende den 1. august “kaldte til samling i dansk politik”, var det en slet skjult omskrivning for en indtrængende bøn: “Tag os med ved bordet.”

“Nærmest klynkende,” lyder en central arbejdsmarkedskildes vurdering af LO-formandens bøn.

Tilsyneladende har Nyrup hørt bønnen. Fredag sad Hans Jensen for bordenden, da fagbevægelsens inderkreds fik en eksklusiv briefing om finanslov 98 og den “politiske situation” på statsministerens sommerresidens Marienborg. LO-formanden og forbunds- formændene var blevet bedt om “at sætte hele dagen af”.

Deltagerne var foruden Hans Jensen næstformand Trine Brøndum, SiD-formand Poul Erik Skov Christensen, FOA-formand Poul Winckler, Metal-formand Max Bæh- ring, KAD-formand Lillian Knudsen samt HK-formand John Dahl.

Briefingen var beroligende: Besparelserne bliver udramatiske, og efterlønnen garanteres. Fagbevægelsen har ikke noget alvorligt at klage over.

Men formentlig er Nyrups imødekommenhed mere tilsyneladende, end den er substantiel.

Nyrup kan på kort sigt have brug for Hans Jensen og nogle LO-millioner. Nyrup og Socialdemokratiet står overfor 3 vanskelige valg-kampagner. Først kommunalvalget, så Amsterdam-traktaten og endelig (formentlig) folketingsvalget.,

M m

2 Nr. 28 25. august 1997

Nyrup har hverken brug for en klynkende eller vred Hans Jensen det næste år.

Tværtimod, han har brug for en kampfælle, der lægger sin skulder og skærv til kampagner- ne.

Bag velviljen køres LO ud på et sidespor

Men dette relativt kortsigtede interessefællesskab kan ikke skjule den grundlæggende tegning: LO er kørt ud på et sidespor. Regeringen har vist en ganske overraskende vilje til at føre politik, også arbejdsmarkedspolitik, uden om arbejdsmarkedets hovedorganisatio- ner. Hans Jensen, der har været ivrig for at fremme en modernisering af fagbevægelsen gennem strukturændringer og økonomisk slankning, er nu mast: Den platform, som moderniseringen skulle have efterladt til ham og LO, synes regeringen (specielt Lykketoft og Jelved) at ville tage fra ham.

Man kan dele den politiske økonomi op i tre områder: Det klart offentlige/politiske, det klart private/arbejdsmarkedsorganisatoriske og den store grå zone imellem. Lykketoft ser gerne den politiske kontrol udvidet til at omfatte hele gråzo- nen. LO håber derimod på at kunne forvalte fagbevægelsens interesse i at styre/øve indfly- delse på gråzonen.

Hans Jensen var den, der for flere år siden offentligt startede debatten om adskillel- se mellem parti og fagbevægelse. Men da han i sit første år i formandsstolen oplevede hverken at blive kaldt til Christiansborg eller at modtage rutinebesøg af ledende partikam- merater til LOs forretningsudvalgsmøder, har han formentlig følt sig lidt ensom.

Hans egne forbund og hans modpart i arbejdsgiverforeningen har svært ved at skjule skadefryden. De er tilbøjelige til at mene, at Jensen har drømt om en platform, som slet ikke er realistisk. Den moderne fagbevægelse skal slet ikke blande sig i den overordne- de Christiansborg-politik, lyder det.

Politik er for politikere, arbejdsmarked for arbejdsmarkedsorganisationer.

Stribe af eksempler på Nyrups handlen hen over hovedet på LO

LO-formanden har ganske håndfast fået demonstreret, at kanalerne til det politiske liv ikke er som før.

! Næppe var han blevet valgt til formand, før han i aviserne kunne læse om, at regerin- gen bag lukkede døre forhandlede en stor skattepolitisk manøvre med de Konservati- ve. En manøvre, der kunne have flyttet rundt på 30-40 milliarder kr. på statsbudgettet, hvis den var blevet vedtaget. Hverken den nye LO-formand eller hans nærmeste embedsmænd var særligt utilfredse med indholdet i forslagene. Men tanken om, at så stor en øvelse kunne forhandles frem til en endelig politisk beslutning, uden at LO overhovedet var blevet spurgt, fik det til at løbe LO-folkene koldt ned ad ryggen.

! Forliget med de Konservative faldt jo imidlertid på gulvet, og det blev i stedet til en række aftaler med især SF og Enhedslisten. Under en af disse aftaler greb regeringen, d.v.s. arbejdsministeren, ind i den overenskomstbaserede ferielovgivning på to punk- ter: Dels ændrede man afregningsformen for skat af feriepenge til ugunst for arbejds- markedets parter, dels nedsatte man et udvalg til at overveje brede ændringer. Især arbejdsgiverne var rasende og truede med at blokere for overgangsforhandlingerne, og også LO havde det dårligt med beslutningen. Det var faktisk uhørt at gennemføre indgreb i overenskomstbaseret lovgivning lige op til en overenskomstforhandling - uden at spørge parterne først.

Men det skulle blive værre endnu.

! Den største rystelse modtog LO-hovedkvarteret, da regeringen spillede ud med sit foregangslands-projekt og fremlagde “2005-planen” for offentligheden. Under kapit- let “reformer” havde regeringen anført, at den ville nedsætte et embedsmandsudvalg til forberedelse af en arbejdsmarkedsreform. Udvalget skal barsle med en betænkning i sommeren 1998. Reelt sker det næppe før efter valget, idet tanken sandsynligvis er, at en ny arbejdsmarkedsreform skal indgå i grundlaget for en ny Nyrup-Jelved-regering.

Med denne tilkendegivelse udbrød der nærmest panik i LO-hovedkvarteret.

M m

Nr. 28 25. august 1997 33

Sigtet med reformen var angiveligt meget vidt: Hvor arbejdsmarkedsreformen i 1994 og opfølgningen i 1996 havde haft karakter af trimning af systemet, så det kunne håndtere høj ledighed, vil der i 1998 være brug for en trimning, der retter fokus mod beskæftigelsen. Rundt omkring på arbejdsmarkedet er der optræk til arbejdskraft- -mangel, forretningslivet konkurrerer allerede på livet løs om unge elever. Arbejdsmar- kedsreform 98 vil blive en vigtig fornyelse og vil stå centralt også i den nye regering Nyrups samlede velfærdspolitik. Kan det gennemføres helt uden fagbevægelsen?

Faktisk var det på det tidspunkt, at det blev besluttet, at Hans Jensen skulle gå i offentlighe- den med et åbent brev til Nyrup for at bede ham om at holde sig til midten af dansk politik og tage LO med på råd.

To nye forhold havde bidraget til denne beslutning.

! Som en udløber af finanslovsforhandlingerne med SF og Enhedslisten havde regerin- gen ændret loven om arbejdsmiljø på en måde, så det af specielt arbejdsgiverne blev opfattet som om, at ministeren tildelte sig selv uindskrænket mulighed for at sætte dagsordenen for arbejdsmiljø-arbejdet, så hun dermed gjorde parterne til sine under- ordnede. I LO mente man også, at ministeren var gået “helt til stregen og måske lidt over.” Arbejdsgiverne har indtil videre i protest trukket sig ud af arbejdsmiljø-rådene.

! Den anden begivenhed var det delvist aborterede finanslov-indgreb med venstrefløjen.

I LO mente man, at regeringen var kommet til at “blotte sin parlamentariske svag- hed”, og SiD-formand Poul Erik Skov Christensen udsendte en bemærkelsesværdig advarsel mod indgreb mod arbejdernes hus og bil. Et markant udspil af Hardy Han- sens afløser.

Hans Jensens udmelding bevidst forsinket

Alt i alt var der gode grunde til at understrege LOs vilje og trang til at være med i fastlæg- gelsen og udmøntningen af en midtsøgende politik.

Problemet blev imidlertid, at vælgerne straffede regeringen hårdt for det mislykke- de finanslovsindgreb, og at det derfor kunne se ud som en dolk i ryggen på en nødlidende regering, hvis Jensen overfaldt Nyrup i pressen før ferien. Derfor blev aktionen udskudt til tidligt på efterårssæsonen og blev altså indledt med kronikken i Berlingske Tidende den 1. august.

I sidste uge fulgte så en “virksomhedskonference” for LOs forretningsudvalg på den britiske kanal-ø Jersey under tæt opmærksomhed fra Ekstra Bladet.

Konferencen indeholdt 4 egentlige arbejdsdage ud af 6. Hovedemnet var struk- tur-forandringerne i fagbevægelsen, idet LO umiddelbart før mødet tilkendegav, at hoved- organisationen havde brug for 10 millioner kr. mere end forudset i næste års budget.

I 1994 foretog den samlede LO-ledelse, der dengang bestod af Finn Thorgrimsson og Hans Jensen, et “tigerspring” ind i fremtidens struktur ved at foreslå næsten 33 pct. af det daværende antal stillinger skåret bort.

Hele planen var, at LO skulle slankes for 50 millioner kr. Imens skulle de seks karteller, som skulle udgøre et nyt, centralt element i en fremtidig struktur, overtage servi- ce-funktioner for forbundene og finansiere dem med de penge, LO sparede. Manøvren skulle således i princippet være neutral i forhold til forbundenes og dermed også medlem- mernes økonomi.

Men nu viste der sig at mangle 10 millioner kr. Baggrunden er blandt andet, at kartellerne har udviklet sig skævt. Kun et par stykker af dem - CO-Industri og De Statsan- satte - fungerer, som man havde forestillet sig. Andre karteldannelser er mere eller mindre hule. Flere af dem kan slet ikke løse serviceopgaver som forudset.

Men på Jersey fik man også mulighed for at drøfte bevægelsens fremtid i bredere strategisk sammenhæng.

LO-formanden fik en skeptisk opbakning til sine budgetplaner og streng besked på at begrænse dobbeltarbejde i LO, karteller og forbund.

Hans Jensen i spidsen for risikabelt medieprojekt

Det er tydeligt, at der er store forskelle i vurderingen af den overordnede strategi. På for- bundsniveau er mange kritiske over for LO, både over for den nye formand og over for

M m

4 Nr. 28 25. august 1997

hans “departementschef”, sekretariatsleder Finn Larsen, der er forhenværende DSU-formand og aldrig har fuldført sin akademiske uddannelse. Larsen betragtes som

“makropolitiker”, med alt for stor interesse for Christiansborg og alt for lille interesse for hverdagen på arbejdspladserne. Samme kritik gælder store dele af LO-apparatet, der over de seneste 10-20 år gradvist, men ubønhørligt i stigende omfang er præget af professionel- le ansatte uden en fortid som menigt LO-medlem.

Mens Hans Jensen forhindres i at erobre nye platforme, fanges han ind af gamle positurer. Det gælder EkstraBladets revy-agtige vrængbillede af “arbejdsferien” på Jersey.

Og det gælder Hans Jensens problematiske rolle i den fortsat meget usikre udvikling i fagbevægelsens medie-indsats:

Jensen fik med åbenhjertige udtalelser til Politiken først på sommeren markeret, at han gerne havde set en helt anderledes præcis tilretning af produktet under overskriften

“arbejderbevægelsens Børsen”. En specialavis - eller ugeavis - der helt koncentrerede sig om politisk, økonomisk og fagligt stof og direkte henvendte sig til “opinionsdannere”.

Aktuelts chefredaktør Lisbeth Knudsen ville imidlertid ikke være med til at opgive

“omnibusavisen”, selvom den befinder sig i en stadig mere umulig konkurrencesituation i forhold til de store morgenblade. Resultatet blev et tvivlsomt kompromis, hvor den nye avis godt nok har som erklæret målsætning at henvende sig til de særligt interesserede, seriøse læsere (opinionsdannerne), men samtidig søger at gøre det på hele den brede ominibus-avis-front, altså inklusive kostbar sports- og kulturdækning.

Hans Jensen, der har en særlig interesse for medierne, har skabt en betydelig risiko for sig selv ved at engagere sig i Aktuelts relancering og ved at lægge grundsten til et nyt mediehus, bygget til at rumme en avis, hvis fremtid nødvendigvis er overordentlig usikker.

Fagbevægelsens strategiske tænketank på vital opgave

Kredsen af professionelle topfunktionærer samt de syv folkevalgte sekretærer udgør i dag fagbevægelsens fælles strategiske tænketank. Dens udfordring handler om overlevelse, en overlevelse, som kun er mulig med en ambitiøs fornyelsesproces og visionær tilpasning.

“Mange tror, fagbevægelsen befinder sig på den grønne gren, at fagbevægelsen er en del af et system, der er så stærkt, at det bare holder. Men det er ikke opfattelsen her i huset, slet ikke,” siger en af chefstrategerne. “Tværtimod ved vi, at det bliver en enorm opgave at sikre en moderne fagbevægelse en lige så central placering som fortidens.”

Dansk Arbejdsgiverforening står som lidt af et skræmmebillede: Siden strukturom- lægningen i begyndelsen af 90’erne er DAs budget og stab blevet reduceret til noget nær en fjerdedel.

I dag er DA-direktøren ukendt for den store offentlighed. DA er arbejdsmarkeds- politisk sekretariat for medlemsorganisationerne - uden mulighed for selvstændige initiati- ver: Brugerne styrer det professionelle service-apparat. Synsfeltet er indsnævret, og infor- mationschef Svend Bie kunne forleden fortælle offentligheden, at det f.eks. ikke omfatter afstemningen om Amsterdam-traktaten.

Lykketoft har på interne møder været uvenlig nok til at minde sine venner i fagbe- vægelsen om, at DA er et eksempel på, hvordan ikke-tilpasningsdygtige organisationer taber magten “over-night”.