Digitaliseret af | Digitised by

49  Download (0)

Hele teksten

(1)

Digitaliseret af | Digitised by

Forfatter(e) | Author(s): Erichsen, Thomas.

Titel | Title: Urner og Krandse : en Digtesamling.

Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : N. C. Ditlewsens Forlag, 1845 Fysiske størrelse | Physical extent: 40 s.

DK

Materialet er fri af ophavsret. Du kan kopiere, ændre, distribuere eller fremføre værket, også til kommercielle formål, uden at bede om tilladelse.

Husk altid at kreditere ophavsmanden.

UK

The work is free of copyright. You can copy, change, distribute or present the

work, even for commercial purposes, without asking for permission. Always

remember to credit the author.

(2)

'Hi. 1

> ! » r l S I 845

(3)

v/^ 1.-2.8 53 8°

1 1 5 Z 0 8 0 5 Z 0 ? S

(4)
(5)
(6)

Urner og Krandse.

En Digtesamling

as

Thomas Erichsen, Prccst i BcrgenS Stift.

Kjobenhavn, R84S.

Paa Boghandler N. C. Ditltwsens ForlaF, trykt hos Directeur Jens Hostrup Schnly,

Kongelig og Universitets-Bogtrykker.

(7)
(8)

Mm Ungdoms trofaste, utrcettelige Velgjorer,

Hcrdersmanden

Henrik Zanson,

Vice-Consul og Grosserer i Bergen,

med jand Hoiagtelse og Taknemmelighed

tilegnet.

(9)
(10)

Indhold.

^ed min Pleiefaders Grav En Dag paa Hope

Laura

D a l c n . . . Under Johannes Evalds Billede ...

W i b e c k e . . . . . . Karden ved Waterloo ...

Ole Elias Holck ...

Gamle Soffi's Klage Marie Pritzier

Under Lyder Sagens Billede ...

Veiviseren til Vasbygden Kirkereisen

Paa Gabriel Heibergs Gravsteen ...

Paa Mette Cathrine Heibergs Gravsteen . . . M a a n e f o r m s r k e l s e n . . . .

(11)

Side

Kat og Solsort ... .28.

Hytten 30.

Fagerfuglen 32.

Wgte Perler 35.

(12)

U r n e r a g K r a n d s e .

(13)
(14)

Ved min Plejefaders Grav.

. . . . ach sie haben Einen guten Mann begraben

— Und mir war er mehr.

Claudms.

ver Hals og Ho'de Maatte skynde mig Til Din Grav, Du Gode!

For Hegnet lukked sig.

Den Tvang i gamle Dage Var ei Brug og Skik;

Uden Hinder, frem, tilbage, Ud og ind man gik.

Og jeg mindes vel, at her Blandt de andre gale Frandse Tankelos jeg monne dandse.

Over Grave kryds og qver.

Og jeg mindes vel, Du sagde, Stottet til Din Stav:

Er Du god Dreng, vil Du aldrig Dandse paa min Grav.

Dandsen alt for lange siden Nu er ude — Tiden — Tiden Larer andre Trin.

Bedre sommer Veemodstaarcn

Paa Din Grav — som for paa Baaren, Gode Pleiefader min!

(15)

10

Mens Aftensol forgylder de Runer paa Steen, Og Solsorten floiter fra ncrre Hyldegreen,

Og dumpe Slag fra Taarnet forkynder Tidens Gang, Jeg nynner til din Wre min simple Mindesang.

Selv var Du saare simpel, som slumrer her i Grav, Og Overmodets Fagter til Daaren Du gav.

De straalende Palladser, hint rodeste Guld

Du eiede — men troede stcerkt, at Mammon er Muld.

Og higede kun efter et- stille Sorgenfri Fra Verdens Elende — nu er det forbi!

Hil Dig, saa fandt Du Freden — den Fred, Du ledte om, Som ei Du fandt i Glandfen af Guld; thi Du var from.

Hvo taller dem. Du qvcegede i Armodens Vraa?

— Hist vakled' Invaliderne — og her de Syge laae;

Med Olie, Viin og Mynten Du var dem alle ncrr, En huld Samaritaner — mig var Du meget meer.

Du rakte dine Hcender med Blikket til Gud, Og tog den arme Fugl af en forstyrret Rede ud.

Du sluttede den Spade i dine Arme ind,

Og kyssede med Omhed den blege Mund og Kind.

At fostre op en Frcrnde — sit eget Blod -- er skjont, Fortjener Sangens Toner og Krands af Eviggront;

Sin Vennesloegt at vcrre tro i andet, tredie Led:

Det Salighedens Krone kan ene lsnnes med.

Der er en Bog hist oppe med rette Gyldenfirift, Som sanddru fortaller de Frommes Bedrift, Den storste og den mindste, som Verden har glemt.

Er der for Evigheden bevaret og gjemt.

Og naar Han en Gang kommer i Sky, den Herre Ehrist, Vor Frelser og vor Dommer af Evighed forvist,

(16)

II

Med Livsens Bog ihcende, med Palmer i Favn, Da navner Han i Naade min Pleiefaders Navn.

En Dag paa Hope.

(Min Broder tilegnet.) Elskte Broder, vi har leget sammen, Vi har siunget sammen mangen Sang;

Ingen Misklang brod vor Fryd og Gammen — Uden Tvist vi gik vor Brodergang.

Kom, folg mig til de dyrebare Kyster,

Hvor hvert Echo svarer os med kjendte Roster.

Du fordyber Dig i Handelsvrimlen, Fcerdes daglig i den store Larm;

Luk dit Ore nu for Toldbodstimlen, Gak mev mig, o Broder! Arm i Arm, Lad mig vise Dig lidt om hist henne.

At den slukte Glod maa atter brande.

Kjender Du igjen den Bcck, som rinder Sagte uden Brusen, uden Magt?

Seer Du hist de hoie Klippetinder?

Oiner Du det Huus, paa Soiler lagt?

Kleven, Broen, Skoven og den Bolig,

Hvor en Moder pleied' os faa omt og trolig.

Endnu staaer det lille Sovekammer, Hvor vi flumred' sammen mangen Nat.

Udenfor paa lyse Birkestammer

Suser Lovet end blandt Busk og Krat;

Ak! det bedste Syn maa vi undvcrre:

Hun — den Uforlignelige — er ei mere.

Mindes Du om Aft'nen, naar hun sagde Ds et sodeligt Godnat i Lon,

(17)

12

Satte sig ved Leiet ned og lagde Vore Hcrnder sammen til en Bon;

Dusted' os at vare vel tilmode.

Bad til Himlen selv — og grcrd — den Gode Endnu horer jeg den hulde Stemme,

Naar hun vakte os i Morgenstund, Aldrig — aldrig skal vi den forglemme ; Thi den lod fra Hjertets dybe Grund.

Broder! o da var det os isinde.

Som om Himlen bar i Kamm'ret inde!

Himlen — ja den svcevede i dette Kammer End en Gang fra sine Hoider ned, Slukte Livets sidste matte Flammer, Losted' hendes' Sjcel til evig Fred.

Kunde vi som Hun bevare Kjcerligheden, Og i sidste Stund fornemme Himmelfreden!

Tys — hvad klinger festlig hift i Skoven?

Det er den smukke Aftenklokkes Klang, Som fra Templets Gange over Voven Vi med Fryd har hort saa mangen Gang;

Hedder ei det Huus med Ret et Tempel, Hvor den sijonne Konst har sat sit Stempel ? Vil Du, gaae vi hen, hvor Lyden kalder, Ad den samme Vei, hvor hid vi kom;

Gjennem Skovens dustopsyldte Haller, Gjennem Dalens tause Helligdom;

Over Broen — over Klippegruset —, Opad Kleven — hen til Spilehuset.

Barndomsmindet atter er tilstede, Vifter i vort Bryst sin Veemod ind, Naar paa disse Fliser her vi tråde, Ved min Side Du, og jeg ved Din,

(18)

13

Deren aabnes — for dl os besinde, Staae vi midt i Konftens Tempel inde.

Fra Tapetet smiler os imode

Mandens Lykke mellem Bsrn og Viv;

Hist i Hornet raste Jcrg're stode, Her man fisker ved det gronne Siv;

Hist vackker Solen op til Dag og Kummer Her forglemmes Alt i Nattens Slummer.

Og fra Hallens fire Hjerner trcede Aarets fire Tider, hugne ud

I det hvide Marmors Uskylds Klcede:

Vaarens Moe og Somm'rens unge Brud, Hiin med scrnket Blik, men dennes Oie Skuer glad til Mark og Skov og Hoie.

Hosten staaer i dybe Eftertanker, Grunder paa den Tid, som fage svandt, Og med runde Hcender flittig sanker I sit Skjod de Frugter, som hun fandt.

Hvad betyder Flammen hist, som lyser?

Det er Vint'ren, som ved Arnen fryser.

Udenfor fmaae hulde Paradiser Vidne om den flinke Gartners Flid, Gylden staaer den runde Timeviser Minder sindrig om den gyldne Tid;

Og fra dunkle, tcrtte Buegange, Qviddre Fuglene de sode Sange.

Broder! vi har feet og hort det Samme I vor Uskylds Alder mangen Gang.

Jeg har sat det ind som i en Ramme Om et elsket Billed' i min Sang.

Og for hvad vi nod — forlcengst forleden Tag min Tak og Broderkjccrligheden.

(19)

14

Laura.

(Til Vennerne paa Munkvold.) Mel. Fra Trceet Rimens Blade.*) Hvor Kildens Bolge rinder

Blandt dunkle Boge frem, Og kjcrlne Toner minder Om Nattergalens Hjem.

Blandt Lundens Lilier hvide, Z Ly ved Bakkens Fod Den fromme, stille, blide Lauras Vugge stod.

Som Havet fraader og bruser, Hvor Kildens Bolge svandt, Som Stormen Lilierne knuser Svandt Lauras Liv sorsantzt;

Tidlig Taaren er runven Paa den falmede Kind,

Tidlig blegnede Munden — Z Himlen gik Laura ind.

Der stander et Tempel i Norden Blandt Graner paa Klippegrund, En Gang beromt over Jorden, Nu har det Ruiner kun:

Der fvcever den dunkle Krone, Der qvcrder fra visnende Lov Natvakens Klagetone Over Lauras Stov.

5 . 5

O Venner! vi kjendte den Hulde, Hun var saa saare god,

Smertens Bceger det fulde.

Hun tomte med Troens Mod;

*) Fsrste Strophe af Dhlenfchlagers: Sksitelsberen.

(20)

15

O lad vor Taare dugge Lauras brudte Stav — Vi har seet vor Vugge — Men Zngeu saa sin Grav.

Dalen.

Mel. Jag har en Hytte, hur jag boer.

Jeg veed en liden yndig Dal, Hvor Skyggelunden vifter sval, Der sad jeg mangen Aften lange, Og sang og slog paa Harpens Strange.

Den har et lyst og lifligt Hegn, Dens Tag er Himmerigets Egn,

Dens Vag er Skov og Houg og Hammer, Den lukker ind et Blomfterkammer.

En liden So med Bolger blaae, En Oe, som vugger sig derpaa, En Fugl, som sjunger hoit sin Lykke, Er Dalens hele Pryd og Smykke.

Naar Sagnet bredt og vide gaaer Om Sydens rove Rosengaard, Da priser jeg min Dal i Norden, Den bedste over hele Jorden.

Under Johannes Evalds Billede.

Her smiiler Han, der lige hoi som simpel Besang det gamle Danmarks Helterad;

Saa lange Snekken gaaer med Flag og Vimpel Og hoien Mast fra Arelsstad,

Saa lange Mandebryst har Lunger, Saa lange Stemmen eier Klang, Doer akrig ud paa danske Tunger Dit Navn, o Evald! og din Sang.

(21)

16

Wibecke.

Forlade Sommerlunden Og Blomsterhaven I lyse Middagsstunden

Og gaae — i Graven!

Mens alle Blomster vinke blidt, Mens alle Frugter glode —

At kloede sig i Hvidt Og vandre — ril de Dede!

Det bar en traurig Vandring,

En selsom Jil — en kummerfuld Forandring — Det klinger som et Sagn — men Taarer rinde For Dig, forklarede Veninde!

Og vidne taus — alt mens de randt — At Sagnet er kun altfor sandt.

I forsie Vaar vi leged' barnlig sammen.

Og aldrig glemte du de gamle Dage, Og altid brcendte Barndomsvenstabsflammen, Og ofte skued' vi med Fryd tilbage.

Thi fletter jeg lidt Lov om Vanvringsstaven, Som ligger brudt — og heles aldrig mere.

Og samler mig med alle dine Kjcere, At sprede Blomsterne paa Graven.

Garden ved Waterloo.

(Efter Otto Weber).

For allersidste Gang

Sit gyldne Banner Helten svang.

Fjernt fra sine Keisersale, Overmandet i Waterloos Dale.

(22)

17

Den aldrig tilforn beseirede Hcer Oploser sig og er ikke meer;

Finder i et blodigt Hav Sin Heltegrav.

Hver flyer og redder sig Over doende Kjampers Liig, Og vcelige Gangere uden Tal Stampe Ridderloft paa blodige Val.

Batterieruiner F<rlt i Natten griner.

Hor Ravnenes hcrse, hule Klang Over de Doendes Jammersang!

Fly hvo, som vil — men Garden siaaer Blandt faldne og blodende Dynger,

Den gamle Garde med Skrammer og Saar Som en Kjade sig sammenklynger,

Haand i Haand og Bryst bed Bryst, Sin urgamle Hceder sig bevidst:

Doden baner grumt sin Vei, Men Heltekjcrden brister ei.

Hsr Brittens overmodige Raaben:

For os er Seiersdagen stabt!

For Eder Slaget er tabt, er tabt, Flyer — eller sanker Eders Vaaben!

Stum stander Garden — stum og harm, Bestraalet af den sidste Sol;

Da svarer den gamle Cambronne varm:

"Ei sial det ffee, som Du befoel,

"Stolte Britte! — Garden doer,

"Men aldrig flygter den fra Stedet;

"For splitte mordisk Ild Geledet, ''Ei gi'er den over sig — men doer."

(23)

18

Kartcetschen sprang, Og Garden sank

Arm i Arm og Bryst ved Bryst, Sin urgamle Hader sig bevidst.

Aartusinder glemme ei Waterloos Slag Og den gamle Gardes den sidste Dag.

Ole Clias Holck.

Saa segne, gamle Norge, dine Helte hen Jonas Rein.

I Thingets Sale lod en sanddru Stemme Om Veteranen med det sunkne Svcrrd,

Som var i Raad og Daad og Pligter hjemme, En cegte Norges Son, — sin Moder voerd.

Ham Kongen lonnet har med AZrens Glands, Og Folket flettede hans Mindekrands.

Selv var han med at soette Liv i Vove I Norges Farefrist, i Kampens Stund

Selv var han med at bygge Land ved Love Og plante Palmerne i Eidsvolds Lund.

Selv har han grandsket Norges Sprog og Sader, Selv har han virket til dets Held og Hader.

Fra Livets Tramgsel Aanden monne svave, Hist venter Lonnen i en salig Stund.

Modtager ham i Kredsen, Brodre gjave!

Colbjsrner, Kroger, Anker, Nordal-Vrun!

Og blikker stundom ned til disse Klippeborge, Og beder stcerkt og varmt sor gamle Norge.

(24)

19

Gamle Soffi

's

Klage.

En Gang var jeg saa hyrig og haver, Flinkere Jente var ikke til;

Net som en Smaagut, saa letliv og vader.

Gik til min Dont som til Dands og til Spis.

Alle, som saae Undred' derpaa,

Ak — naa er Soffi baad' gammel og graa.

Slet intet Gilde var rigtig tilpasse, Naar ikke Soffi var buden til Gjcest;

Hermund i Dalen og Frik og han Lasse Pynted' sig alle, som de kunde bedst;

Bare for mig Pudsed' de sig;

No siaa'er Ingen paa gamle Soffi.

En Gang jeg styr'de for Fadet og Kruset, Vide spurgtes mit Huusherredom,

Sidder nu tviste som Znderst i Huset, Og hvad jeg vil — spsrger nu Ingen om.

Kommen paa Kaar, Hvor Tiden gaaer!

Bliver til Mikkelmos otteti Aar.

Almuen nu er besynderlig alleleis;

For foer de alle sagtsommelig aat,

No kan Du hore dem braatende langeveis.

Net som en Brud'fcer med Trommer og Skot.

Kaute og kjcek',

Med Skryt og med Skrak,

Kan dog ei stramme os Ulvene vcek.

For var de aldrig saa grovt hogtmalende, Sige sin Mening,, det var et Forsog;

(25)

20

Nu er de bleven saa kloge — saa fcelende, No randsage de mange Slags Beg, Om Lande og Byer

Og adskillige Dyr,

Seent om Ovccl, og naar Mcrnnerne gryer.

Saa sidder Sofsi i Krogen alene, Stille og nynner sin Klagesang;

Sendagen kun paa de gamle Bene Eisemal gaaer hun sin Kirkegang, Herer Guds Ord,

Gaaer til hans Bord,

Glemmer al Sorg Paa den syndige 2ord.

Marie Prizier.

lLn ringe Tjener, som med Troskab gjpr vor Nillie Er et Klenodie, et Lem af vor Familie.

Nordal Brun.

Mel. Midnatstimen i Taarnet flog.

En alderstegen Qvinde Har endt sin stille Gang, I Vaarens milde Vinde

Klinger en Estersang, Signende Asien og Stevet, (Snart stal det smuldre i Grav) Spredende Blomsten og Levet Over den brudte Stav.

End er Troskab at sinde I vort gamle Nord.

Trofaste Tjenerinde, Sov sedt i lunen Jord!

(26)

21

Hustruens Troskab med ZEre Stedse skal Prises som for, Troskab mod Husbond og Herre Ogfaa bcremmes bor.

En Gang forladt af Frcender, Som Fugl paa ode Strand, Hun sukker til Gud og vender Sig til en vennefcrl Mand.

Han aabnede hende sin Bolig, Kjcrr blev Hun hans Born og Viv;

Hun tjente dem omt og trolig, Hun endte blandt dem fit Liv.

Det er hendes Liv og Levnet, Simpelt det klinger forvist, Sanddru dog er det navnet Og uden Sminke prist.

End er Troflab at finde I vort gamle Nord.

Trofaste Tjenerinde Sov fedt i lunen Jord?

Under Lyder Sagens Billede.

I Dannevang — det rige Urtebeed For Vid og Konst han henrykt tråder;

En kraftig Spire tog han med Og pleied' den til Norrigs Hader.

Lcrngst blomstrer den i Klippers Favn Og slynger Krandsen om hans Navn.

(27)

22

Veiviseren til Vasbygden.*)

Fra taaget Strand og lyngbegroede Heder, Blandt stelle Fjelde op Du tråder, Ei nogen Blomst af nogen Forsters Oie Er funden her blandt disse golde Hoie.

Kun Ukrud er' de Blomster, her Du finder, Og sort og grumset er den Boek, som rinder I Spor af Ulvens blodige Bedrifter;

Fcelt tuder Uglens Sang fra Klippens Rifter.

Men som du bandrer modig frem og finder Kun Vesterlandets dybe Tungsinds Minder, Giv Agt — et Dsterland for Du det venter, Betale stal din Gang med Rentes Renter.

I fjerne Taager Fjeldet snart stal svinde, Ha — stynd dig til den sidste bratte Tinde, Da stuer du med eet fra Klippesalen Et Paradis, sodt smilende i Dalen.

Hvor Hjorden grasser. Hyrdepigen synger, Og Fugle qviddrende i muntre Klynger, Og Skoven kroner sig med friste Blade — En flettet Krands om Vandets Solverflade.

Og naar Du nedad monne stige,

Du troer at fee Kong Rings beromte Rige, Den stolte Klev, hvis Top blandt Jettepander, Hvis Fod i Blomsterenge stander.

Hvor det er sodt at hvile ud dernede, I Liens Skyggelund ved Kildens Bredde,

*) I Mangers Prcestegjeld i Bergens Stift.

(28)

23

Og siden ved den blaae og blanke Vove At vandre om i Hallands dunkle Skove.

Foroven hvcelver Himlen klar og rolig,

Og under stander Blomst ved Blomst fortroelig, Og trindtom speile sig alt efter gamle Vaner I stille Soe Rogn, Birk og hoie Graner.

Naar Dagens hulde Lys er ncrr forsvunden.

Og naar det dcrmrer meer og meer i Lunden, Her, da klinger festlig i Naturen

De sode Qvindestemmer gjennem Luren.

End mere festlig — hor under Bjergelive De fromme Pfalmer tone trindt faa vide — En Aftenrundfang Holger sig langs Stranden

^ Om Tagens Striid, som nu er overstanden.

O, bland din Stemme med blandt disse Stemmer, At over Skabningen ei Skaberen Du glemmer.

Som nylig viste Dig en Sti fra Krat og Heder Til disse trygge yndefulde Steder.

Bed, at hver Gang din Fod i Torne hildes, Naar Tankerne i Tvivlens Nat forvildes Naar Gangen fast til golde Fjelde bindes.

En Blomstereng ved Foden dog maa sindes.

Og raddes ei, om Bcckken grumset rinder.

Om Ucle tude og om Slanger hvisle.

Der hv«lver sig en Lund, hvor Lyden svinder.

Hvor Fugle qvidre og hvor Kilder risle.

Og tak den Evige, naar Du opdager En saadan Udsigt mellem Slud og Taager, Hver Gang Du stue kan fra Klippesalen Et Paradiis, sodt smilende i Dalen. - -

(29)

24

Men Solens sidste, matte Straaler glode.

At farve Dalen med en yndig Aftenrode;

Jmorgen spille de paany fra Ostervaldet, Men da er du i Hjemmet hist bag Fjeldet.

Et yndigt Navn fortjente disse Steder, En Egn, som skabtes kun for skyldfrie Glcrder Hvis Skjonhed svagt og flygtigt jeg har tolket Vasbygden kaldes dm af Mangersfolket.

Kirkereisen.

Mel. Lenore fuhr ums Morgenroth.

I Dalen, som jeg nys besang, Gaaer Sagnet om en Pige, Som paa sin fromme Kirkegang Kom ind — i Himmerige.

Ved allerfsrste Morgengry Hun trasked' rask paa Vintersti, Paa forfte Dag i Aaret Med Rimens Krands i Haaret.

De rappe Fsdder skynde sig Med Snee og Mulm i Feide;.

Hun overvinder lykkelig Og standser ved etEide;

Her bane sig til Templets Hal, Jgjennem Bygdens vakre Dal, To Veie-— agt paa dette, O Pige! — valg den rette?

Den forste opad slynger sig.

Den seer hun lcenge efter;

Den Vei er lang, men svigter er, Den eier Fjeldets Kroester,

(30)

23 .

Men lang og steil og knudret. Nei, Her baner sig en bedre Vel,

Meer javn end brolagt Gade, Og blank som Speilets Flade.

Den forste Qvinde ei hun var.

Hvem Speilet har bedraget,

Og Glimmer meer end Sandhed har Forfcrngelig behaget.

Ung Ragnhild va?lger Isens Gang, 0 vee! o vee! o Jammersang!

Snart er dens Troskab omme — 1 Dybet sank den Fromme.

Fra Jorden svinger fig en Sti Til Himlens Tempelbue, Er Sjcrlen fra sin Lcrnke fri, Er Stien klar at skue.

Paa den gik Ragnhild op og stod For Gud med Psalmer, Bon og Bod, Paa sorste Dag i Aaret

Med Rimens Krands i Haaret.

Paa Gabriel Heibergs Gravsteen.

Hans Lampe meer ei bramder.

Den lyste uden Bram;

Men Viv og Born og Venner Skal aldrig glemme ham.

Paa Mette Cathrine Heibergs Gravsteen.

Her hviler Moderen, og barnlig Kjcerlighed Har baaret denne Steen paa sine Hander, Og lcegger den med Tak og Taarer ned.

Mens stille Tro og Haab i Hjertet brander, 2

(31)

26

Og Blikket stirrer mod et bedre Sted:

Saa hcevres Moderen ved barnlig Kjcrrlighed.

Frue Luna kom i al fin Stads paa Himmelen^

Fra Osterkant — og hele Stjernevrimmelen Lob til, og vilde vccre Vagt og Folge

Hos Dronningen paa Farten over Wch'rens Bolge.

Og nogle borede sig og andre neiede, En bod sin )lrm — tn anden Stevet feiede, At alting stulve vcrre pudset blankt paa Vanen En optog Skabec og en anden Mrestanen.

Men sandt at sige kunde Luna ^ fordrage Den megen Larm, Gefkja'ftigbed og Stimlen, Og koldt og kort og fpodsk hun viiste dem tilbage;

De maatre smukt fortrykke i det Fjerne:

Med kramket ^ind enhver tjenstfKrdig Stjerne Krob hist og^ her i Skjul og Kroge ind Frue Luna ene sv.rvede som Seil for lune Bind Heitidelig galant i Sikkemantel blaa,

Med Flor og Gyldenstykkes Kappe paa.

Da kom Mercur at gjore sine Hoser gronne^

Tog Vingehatten af og bukked' for den. Skjonne, Complimenteerte ugemeent paa Hal og Taa;

Og saa en Time fast paa blottet Kncre han laae, Og meldte meget om sin Elskovs Flamme- Frue Luna uansegtet var og blev den samme.

Da han fik Afffeed — kom — man skulde neppe troe det, Hr. Morckman — Jorden kaldes saa deroppe —

Han kunde langtfra som Mercurius hoppe.

Han har som oftest Gigt og Vand i Ho'vet,

(32)

27

Han Stakkel havde tankt i sin Eenfoldighed:

Jeg er rptundus et globosus — Luna med To gjor et Par — hun kan dog neppe vove

At vrage Mand som mig med Guld og grmne Skove.

Saa tankt, han gjorde sit Skrabud for Lunas Throne, Og hun, som ahner Frier mindst i flig Persone,

?og det for simpel Hylding af Hr. Mork' og nikkede;

Det tyded' hiin til sin Faveur og atter nikkede Som bedst han havde lart, og ansaa Sagen Som en Erklaring, aabenlys og klar som Dagen.

Og i sit Vasen plump og klodset og tungsindig, Hanens fi^on tog Luna starkt i Favn,

Skreg hvad han kunde: at han havde naaet Havn, At han alene Dronningen blev funden vardig.

Hun vilde strige paa en anden Mis: "Vagt i Gevcer!"

— Man kommen var den Skjonne alt for nar — Men hun var ene; Malet tabte hun i Harme, Og argrede sig sort i Morkmanns Arme.

Det marked' aldrig Stjernerne saa snart.

For de lob frem i stark yg radsom Fart;

Jo mere hiin af Grammelse svandt som en Skhgge ind.

Des mere lystige blev de i Hu og Sind;

Jo meer Figuren nu blev mindre og mindre, Desmeer tog deres Vine til at tindre.

Frue Juno, Venus, Ceres, Mamsel Veste Beflutted' Bal — Carlsvognen rulled' frem Med megen Pomp og Larm og indtog dem;

Steenbuk og Biorn maatte vare Heste;

De loe og holdt et Huus i Himlens Sale Med Spil og Dands, som de var gansie gale.

En narmed' sig til Luna meget spydig:

Mig synes Himlen nu er ikke fuldt saa ryddig,

2^

(33)

28

Og Fruen selv ei ncer saa hoitidelig.

Som for tre, fire Timer siden.

Man lcrre kan af dette Val, At Hovmod staaer for Fald.

Hor Froken Ida, Mamsel Rikke,

Vcer' ikke alt for knibsk' — det duer ikke;

Og vrager ikke Mand for mange — ganske vist Hr. Morkman kommer dog tilsidft,

Og cendser intet Fornemt, intet "Hvad behager", Er ogsaa ganske dov mod Skrig og Klager.

Men Du, som from og ydmyg gik din Bane hen.

Dig hilser han en Gang som Ven, Med Tro og Haab og uden Harme;

Du sodt stal slumre i hans Arme.

Kat og Solsort.

Solsort sov sig en sodelig Luur Paa Straatag mag'ligt og blodt;

Katten gik sig en Middagstour, Saa den og tamkte: Vel modt.

Listede sig saa sagte paa Taa, Grinte i Skjagget med Fryd:

Andelig sang Du saa tidt, men naa Faaer vel Piben en anden Lyd.

Forst med Poten, saa fyldig og rund, Purred' den Ryggen saa smaat;

Ruffede alt i de tcette Duun Og hviskede: "er det ei godt?"

(34)

29

Stakkels Solsort i samme Stund Vaagner med Skrcrk og med Skrig:

— Ak i Poten, saa fyldig og rund, Klorene dolgede sig. —

"Ak og vee og blodige Synd,

"Hvi vil Du dråbe mig?" —

— "Hvad du sluddrer i Veir og Vind,

"Vist jeg dråber ei Dig.

"Grusom er ikke jeg som Du troer,

"Bare lidt Loier iblandt;

"Flyv nu, hvor hen Du vil, lille Noer,

"I dit smukke Gevant!" — Solsort folte sig fri og lost, Vil prove sit Ningepar;

Ak til liden Baade og Trost;

Altfor saaret den var.

"Vil Du ei nytte den Frihed, jeg gav" —

— "Kunde, o kunde jeg blot!" —

— "Jeg stal hjcrlpe Dig Kjolen af,

"Det vil lette Dig godt". — Poten atter kom for en Dag, Klorene bored' sig ind;

Fjaset grinte med djavelsk Behag, Og rev de Fjcrre fra Skind.

"Grusomme! — ret nu er det sorbi!

"Falske! Listige! ha! —

"Havde Du rast som Hog hugget i —

"Takket jeg skulde Dig da". —

— "Vcek med den plumpe, klodsede Hi?g,

"Mons er mit Hadersnavn ;

(35)

30

"Jeg vil bare Loier og Spog,

"Med mine smaae Venner i Favn". — Hvceste og blaste, hvor han kom hen Og svoer med en gyselig Flab:

"Aldrig jeg tcenkte at dråbe den;

"Bevare mig Gud fra Drab!"

I Solskin vogt Dig for at blunde.

Og ikke alle Favntag ere sunde;

Lcrr vel at stjelne mellem Grin og Smil Og sty de Vine smaae, som plire;

Thi troe mig, der er Katte til Foruden dem, der gaae paa fire.

Hytten.

Der stod en Hytte ved alfare Vei, Den gaaer mig aldrig af Minde;

I Evighed jeg glemmer den ei Og ham, som boede derinde.

Hundrede Vintre i Fred og i Strid Havde han fast lagt tilbage;

Det er saa sjcelden en Levetid, Det er mange tusinde Dage.

Kinden blussede ungdomsrod;

De Lokker saa solverbvive, Paa breden Bringe til Beltested, Som Bcek paa Fjeld monne flyde.

Sporger du om hans Manddomsbedrift, Hvori hans Jvrcet bestod:

Han havde tolket den hellige Skrift I Egnen, hvor Hytten stod.

(36)

3!

Havde forkyndt de sanddrue Ord, Havde Guds Rige fremmet;

Sav nu trcet i sin Hytte ved Bord, Laste det atter i Hjemmet.

La'ste og talte ofte derom Alt med sine Born og Venner, Med den Arme, som trosteslos kom.

Og med sin ringeste Tjener.

Priste med glodende Tunge iscrr Raadet, i Evighed grundlagt;

"Gud har vandret iblandt os her I Svob af Menneske-Stov-Dragt."

Hvo kan bunde i bundlost Hav?

Guds Magt er evig en Gaade; ' Finder ved Christi Kors og Grav Alene Losning i Naade.

Hilfede Solen faa blank og prud Gjennem Hyttens Vinduer ind, Gik den Gamle fra Kammeret ud Men atter med Gud i Sind.

Priste hans Under i Markens Straae, I Fuglenes Sang under Lovet, I Roser og Lilier, som duftende staae,

Og — i Ormen som kryber i Stevet.

Feirede Natten sin stille Fest, Med Lamper og Blus i det Fjerne, Haved' han Blikket, som ban kunde bedst, Op til den blinkende Stjerne.

Beiede langsomt det vaklende Kno?, Folded' de skålvende Hcrnder:

(37)

32

Kjcerlighed, Haabet og Troen — de Tre I Oldingens Hjerte brander.

Randt mig i Hu hiin hellige Mark, Hvor Abraham oste gik ud, Hoioervcrrdige Patriark,

"Og neiede sig for Gud".

Syntes mig Hytten en Helligdom, Fjern fra stolende Gammen;

From Betragtning og Alderdom Passe saa skjont tilsammen.

Ved alfare Vei den Hytte staaer, Og gaaer mig ' aldrig af Minde;

Fred vcere med Oldingens hvide Haar, Som stunder til Hvile derinde.

End staaer Hytten ved alfare Vei, Men Fremmede sysle derinde — Gubben er gangen sin Himmelvei, Men Hjertet bevarer hans Minde.

Fagerfuglen.

(for Bsrn at synge).

Scelges ikke fem Spurve for to Penninge? — og ikke en af dem er qlemt af Gud.

Luc. 12. 6.

M el. Kommer hid, I Piger smaae! '), Lytter Born til min Sang,

Agter paa min Lcere:

Tungt det havner sig en Gang Slem mod Dyr at vcere;

") Fprfte Strofe af Grundtvigs: "Willemoes".

(38)

83

Rorer ei ved Steen og Stok, Hvor en stakkels Fugleflok Skjuler sig i Rede!

Sol og Sommer kom i Rad, Smilende sraoven;

Liden Spurv og Meise sad Qviddrende i Skoven;

Star og Svale steg i Sky, Sang for Land og sang for By, Sang for Borg og Hytte. :j:

Vilde Harald kom tilsidst, Kom med Flint og Kugle, Og med kaad og ussel Lyst Skjod de arme Fugle.

Gunhild sukked' med et Smiil:

O, hvad kan de Stakler til, At saa sodt de sjunge.

Bier floi i Svcrrme ud:

Surre, surre, surre;

Duen blikked' til sin Brud:

Kurre, kurre, kurre;

Sommerfugle, Par om Par, Drak af rode Rosenkar

Duggens klare Draaber. :I: , Harald med det vante Sind Plyndrer Hack og Rede, Jager vildt i Flokken ind, Spilder deres Glade;

Piner grusomt en for en.

Saarer dem med Stok og Steen Hcevnens Time kommer. ^

(39)

34

Soen kruser sig saa smukt, Solens Straaler spille.

Fuglen daler i sin Flugt Ned paa vaade Tilie;

Dukkede i Bolgen blaa, Atter op i Lyset saae, Var saa vel tilmode.

Skjon at stue — kan I troe, Gylden Duun i Bringe, Og Violer syntes groe Paa den gronne Vinge;

Halsen liig en Rosenkrands, Og med Rette her tillands Fagerfugl den kaldes.

Hor, da pladster Aaredrag I den salte Bolge;

Harald atter Jag og- Slag Bringer i sit Folge;

Fuglen har ei Roe, ei Rast, Flyer til sine Smaae i Hast, Hist i Klipperifter.

Sanker dem med Klagelyd:

' "Stakket var min Gloede,

"Svunden er al Fred og Fryd

"Fra min lille Rede."

Baad i Bolgen rast mon gaae Narmer sig til Klippen graa, ch Arme Flok deroppe!

Vilde Harald ynkes ei.

Riflen ta'er ihcende: ,

"Sandt stal Du, at din Vei Tog med Skrcrk en Ende;"

(40)

35

Neppe har han Sigte, for Zvagerfugl, med Ncrb og Kloer, Traf hans Haand og Die.

Riflen faldt, og Skuddet gik Vildt i Veir, men Redet Har en hoiere Haands Bestik Vcrrnet om og fredet:

Han, som borer Spurv og Ravn, Han, den store Skabermand, :I: Han, den Evighoie!

Sjunger Born denne Sang, Mindes Harald lange, Fugleskræmsel er bans Navn Nu blandt alle Trenge;

Men hvor Fagerfuqlen stred.

Navnes endnu Fronrmered' Vide om i Bygden^

^Vgte Perler.*)

's ift fur Unmundigc, verdei bt cS nicht, es ist ein Se^en tarin.

Ciaudnis.

De sidste Traaber faldt af en qvcrgende Regn, En sagte Torden rullede i fjerne Himmelegn, Og Solen med Unde slog tilside sit Slcr, Og hilste Bjerg og Dale faa huldrig fom for.

Men skjcrlvende og bavende de Draaber som faldt, Laae vide om i Engen med en underbar Gestalr,

Oprindelig ffreven sor Almuen til en bckjendt norffFelke- melodle.

(41)

36

Som Lilie stod ved Lilie ved rode Rosenhegn, Laae Perler, vel tusinde, alt ved den faldne Rcgn.

Saa blinkende og skinnende som Guld og Diamant, Og Himmelblaat og Rosenrodt og Skye med gylden Kant, Paa alle Draaber spillede saa smukt i Blomstervang;

Det saae liden Gunhild for allersorste Gang.

Og standsede og undrede — og gik — og stod igjen, Og faldt i blide Tanker og sode Dromme hm;

Og klapped' i smaae Hcender; thi see, i samme Stund Kom gamle Bedstefader; da jublede hun.

Og tog ham fast ihccnde, og der var ingen Raad, Han maatte Gunhild hore, h'an maatte stille staae:

Du har saa tidt mig lovet omkring min lille Haand, Naar jeg var flittig Pige, et lidet Perlebaand.

Men aldrig saae vi sammen i Byen, hvor vi var, En eneste Perle, saa tindrende og rar.

Som en af disse smaae, der i Engen staae saa tst' Jeg seer, og seer dem atter, og seer mig aldrig mat.

Og Et vil jeg nu bede, Du Bedstefader min, Naar Perler Du mig henter for Penningen din, Da man det vare faadanne, som her i Engen staae, De hvide med de rode, de gule med de blaae.

Men Gubben maatte smile, og strog den vene Kind, Og klappede Guldlokkerne paa ltden Gunhild sin:

"Og om Du spandt af Rokken den fineste Uld,

"Og om jeg havde Penninge af pureste Guld,

"Saa kunde jeg ei foie dit Onske denne Gang)

"Thi disse ere Perler af allerforste Rang,

"Ei nogen Mand paa Jorden kan virke dem ud;

"De rundes deroppe, og Mesteren — er Gud.

(42)

37

"Men hor liden Gunhild min, og agt paa mit Ord:

"Paa Jord og i Himmelen er Gud alene stor ;

"Han Solen og Lilien og Draaben haver siabt:

"Det Mindste med det Storste beviser hans Magt.

"Og er Du from og flittig og vennefal i Sind,

"Du flyver som en Engel entzang i Himlen ind;

"Der skal Du sanke Perler i deres rette Hjem,

"Saa rare som disse og rarere end dem Men Gunhild forstummede ved dette Alvorsord, Den spade Bringe sukkede: "Gud er cne stor;"

Hun glemte alt Glimmer, som sor Penge var at faae, Men aldrig de Perler, som paa Lilierne laae.

Saa ofte Solen skinner paa den nyfaldne Regn, Saa flyve- de smaae Tanker til Himmeriget hen, Og til de cegte Perler paa Bedstefaders Ord — Saa stirrer hun til Himlen, og glemmer denne Jord.

Vaaren.

Vaaren kom.

Med hver Dag, som Lysets Konge, Hoiere paa Himlen steeg;

Iis og Mulm og Morke veeg, Seir og Jubel Fugle sjunge Dage ud og Ncetter om:

Vaaren kom.

Guld i Skjod

Kasted' Solen allevegne;

Gronne Enge, Bolger blaae, Lilierne med Duggen paa.

Agerland og Rosenhegne Fik af Solens milde Glod, Guld i Skjed.

(43)

38

Lazarus!

Slumre sodt paa usle Leie, , Drom Dig ind i Abra'ms Skjod;

Dine Vunders bitre Nod Floiten gik paa Vinterveie,

Svandt i Storm og Bplgebruus - Lazarus!

Dov og Blind

Troede grant at see og hore, Ved et Fingerpeg fra Vaar, Som i Christi Jubelaar Hinden brast for Blik og Ore, Sol og Fugl og milde Vinde Skinner, fjunger, vister ind Paa Dpv og Blind.

Vcerk og Qval Glemte alle Invalider;

Halt og Trafod rusted' sig, Svang med Krykken drabelig, Jog paa Dsr til alle Sider, Fra det hele Hospital Vark og Oval.

Foraarsduft!

Grant jeg kjender Dig paa Lyden Uden Brusen, uden Brag, Fugl med lette Vingeflag, , Milde, lune Pust fra Syden, Hviskende i Bock og Luft Foraarsduft!

Siig mig dog,

Hvad er det, Du sagte nynner?

Hvad er det, Du hvisker om,

(44)

39

Fra din dunkle Helligdom?

O, hvis Intet er til Hinder, Tolk de Blade i din Bog!

Sug det dog!

Sode Trost!

O, jeg kjender Dig paa Rosten, Vuggesang fra bedre Tid Lokker Tanken bort fra Syd, Hen til Lysets Vceld i Vsten, Hvor min Lcenke ligger lost — Sode Troft!

Der for Alt

Randt en Vaar foru'den Mage;

Ingen, ingen randt som den;

Glandsen er endnu igjen;

End idag blandt Vaarens Dage Staaer en lummelffjon Gestalt Fremfor Alt.

Paaskedag?

Store Budstab fra det Hoie!

Hvad er Vaaren uden Dig?

Stakket Fryd, som taber sig I den gamle Vintermoie.

Vi vil hore: tal din Sag, Paaskedag!

"Synd og Dod

"Er det rette Navn paa Sorgen —

"Hvad den ellers kalder sig,

"Troer ei Verden — troer paa mig

"Engang stal en Foraarsmorgen , 'Ende hele Verdens Nod,

"Synd og Dod."

(45)

40

Amen, Amen!

Det er Alt, hvad bi kan stamme Til dit Evangelium;

Lad det runge Jorden om For os arme, blinde, lamme Invalider allesammen.

Amen, Amen!

Vaaren kom!

Skal vi da med nye Tunger Sjunge paa en bedre Viis I det fundne Paradiis,

Saa den hele Himmel rudger, Synd og Dod er kastet om. -- Vaaren kom!

(46)
(47)
(48)
(49)

Figur

Updating...

Referencer

Relaterede emner :
Outline : Kat og Solsort