Digitaliseret af / Digitised by
D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY
København / Copenhagen
For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk
£ , C , VaJLiaA+ti**
5teeu^< ^TLCLC* Aft føn %Ma*4deu .
1*1*.
\
E . C . V A L L E N T I N
STRENGE TIDER
E R F O R H A A N D E N
• ' . '
Man sagde Fred! Fred!
Dien der var ingen Fred!
VT •
Uu j&k
F O R L A G E T A F 1 9 1 7
H E L S I N G Ø R
VERDENSKRIGEN 1914-18
DET KONGELIGE BIBLIOTEK
130019371167
fåh I b
STRENGE TIDER
ER FOR HAANDEN
STRENGE TIDER
ER EOR HAAN DEN
A F
E. C. VALLENTIN
K U N S T M A L E R
F O R L A G E T A F 1 9 1 7
H E L S I N G Ø R
OUPLEX-TRYKKEflieT (HANSEN 4 SICK
STRENGE TIDEK ER FOR HAANDEN
MENE, MENE, TEKEL, UFARSIN!
De ugudelige frygter ikke den evige Nat.
Natten kommer da ingen kan arbejde.
E
t Varsels Raab af min Mund! Som en ørn lynsnart styrter ned paa sit Bytte — saa er i en Time Dommens — Hjemsøgelsens Dag — Gengældelsens Dag kommen over alle Nationers Hoved. Alle Nationer skal erfare det! Hedningernes Magt skal gaa fuldstændig til Grunde!
En forfærdelig Omvæltning indtræder nu!
\ erdensrevolutionen er over os! Den store mørke Nat i Folkenes Liv er kommen nær.
De mørke Natskygger har i de sidste fem Aar lagt sig hen over vor Verdensdel, og Menneskene har ikke omvendt sig fra deres Hænders Gerning til den levende Gud.
Derfor vil Midnatsmørket sætle ind over den ganske Jord.
6
De store og mægtige vare som Daarer og Afsindige: de saa ikke, hvilke vulkanske Kræfter en Verdenskrig vilde vække.
De fem Aars Krige har nedtrykket Folkene i Trældom og Mørke — Skygger af Natten der kommer — de frie Tankevttringer bleve i Ame
rika og andre Lande straffede med Tugthus.
En hel Verdensdel var prisgivet Død, Sorg og Hunger.
I Krisens Forløb fortsattes Udbrudet i de foreløbige Revolutioner, der mundede ud i et stort Jordskælv (Revolution), hvis Mage ikke har
været siden der blev Mennesker til paa Jorden (Aab. 16, 18), et saadant Jordskælv, saa stort.
Det er den kommende Verdensrevolution!
Fra Nathimlens Højder lyder Dommedags- raab.
Frygter Gud og giver ham Ære, thi hans Doms Time er kommen! Ve! Ve! I rige og mæg
tige. I levede i Vellevned paa Jorden! Og nu, 1 rige! græder og jamrer over de Ulykker, som kommer over eder. Eders Rigdom er raadnet, og eders Klæder ere mølædte; eders Guld og Sølv- er rustet op, og deres Rust skal være til Vidnes
byrd imod eder og æde eders Kød som en Ild; I har samlet Skatte i de sidste Dage.
Se den Løn skriger som I har forholdt Ar
bejderne der høstede eders Marker, og Høstfolke
nes Raab er kommen ind for den Herre Ze-
baoths Øren. I domfælde, I dræbte den retfær
dige, han staar eder ikke imod (Jakob 5). Der skal gaa en ubarmhjertig Dom over dem, som ikke øvede Barmhjertighed!
Underklassen har allerede rejst sig i Rusland og andre Lande, beherskede som de er af Dæ
moners Aander, og Resultatet er kendt af os.
Frygteligt! Forfærdeligt! Men kun Forløbere for noget endnu forfærdeligere i den store Verdens
revolution, som vi ser forberede sig for vore Øjne.
Hvis man ikke har vidst det før, saa ved: man det nu: at Verdenskrigen vil ikke blive efterfulgt af Verdensfreden. Den Fred, man flikkede sammen, er kun en Skinfred! Hvad end man vil mene om
»Folkenes Forbund«, man kan ikke nære nogen Tro til, at det har den fjerneste Udsigt til at ændre Vilkaarene for Krig og Fred. Man siger:
Fred! Fred! og der er ingen Fred.
Da Czar Nikolaus fremsatte sit Verdensfreds- Forslag og det resulterede i Fredspalæet i Haag, kom Verden i Brand — russisk-japansk Krig —- Verdenskrig i fem Aar.
For anden Gang fremstaar nu en af Jordeus mægtige, Præsident Wilson, og proklamerer
»Fred« ved Folkenes Forbund«. Men vi ved alle
rede, at det kun bliver en Skinfred. Ogsaa han faar sit Fredskontor —• vistnok i Genf —- inen næppe vil det være proklameret, førend Fordær
velsen — Verdensrevolutionen — hastig vil kom-
8
me. Hvorhen man vender sig i Verden, vil man opdage mørke Skyer, der trækker sig sammen — under Nathimlen — og bliver til en vældig Orkan, der bortfejer alle Drømme om Fred ved denne Verdens mægtige.
Et mægtigt Uvejr nærmer sig! Det stiger over alt! Alle Vegne ser man den Aandernes Uro, der gaar forud for store historiske Begivenheder. Den store Revolution, der nærmer sig for alle kristne Nationer. Den er uundgaaelig; thi den finder Sted og er allerede delvis virkeliggjort i Folkenes Sam
vittighed.
Medens man taler om Fred, kommer Fordær
velsen i hele Verden med forfærdende Hast. Alt vokser den almindelige Desorganisation. Det hele opløser sig i Kaos.
Den samfundsmæssige Tryghed, vi alle levede i førend Vilddyrstiden indtraf, er afløst af en feberagtig Uro.
Man venter det frygtelige, det utrolige. Fol
kene ængstes i Fortvivlelse over Havets og Bøl
gernes Brusen, medens Mennesker forsmægte af Frygt og Forventning om de Ting, som kommer over Jorden.
Ventetiden, den bange Uvished, er ofte pin
ligere end selve Katastrofen. Europa er ved at biive Kaos, og det vil fortsætte sin Udvikling til den ganske Verden. Syndfloden er over os!
Gennem Natskyggernes Mørke høres Doms
9
basunen, der klart og højtlydt varsler denne Ver
dens Rigers Undergang i Verdensrevolutionen som en uafvendelig og nærforestaaende Dom, der retfærdiggøres ved Folkenes mange Synder.
Som en »Enkelt« stod jeg paa min Varde og forudsagde allerede i 1916 disse Begivenheder, der er skildrede i min Bog, som udkom i Oktober 1917: Varsels Ordene. Død, Sorg og Hunger ved Verdensrevolutionen til Verdensreformationen.
En Bog, der blev nedtiet eller nedrakket som Tale af en Sindssyg; men ikke desto mindre er største Delen af de deri forudsagte Begivenheder ind- traadte og andre lige ved at gaa i Opfyldelse.
Mange sagde: De har taget fejl! eller: Det lø
ber nok forbi os! eller: Det har ikke Noget at be
tyde, vi slipper nok med Skrækken!
Glem ikke Rusland med sin utallige Rædsler!
eller Hunger-Blokadens Virkninger i Tyskland med sine ca. 800,000 civile Tyskeres Liv som Ofre. Glem ikke, hvor der sultedes i mange Lan
de, og de mange Sygdomme. Glem ikke den span
ske Syge med sine utallige Ofre! Glem ikke! At naar Gud ikke sparede Engle, da de syndede, men nedstyrtede dem i Afgrunden og overgav dem til Mørkets Huler for at bevogtes til Dom, og ikke sparede den gamle Verden, men bevarede Retfær
dighedens Prædiker Noa selv ottende, da han før
te Oversvømmelse over en Verden af ugudelige og lagde Sodomas og Gomorras Stæder i Aske og
10
domfældte dem til Ødelæggelse, saa han har sat dem til Ødelæggelse for dem, som i Fremtiden vil leve ugudeligt, og udfriede den retfærdige Lot, som plagedes af de ryggesløses uterlige Vandel;
thi medens den retfærdige boede iblandt dem, pintes han Dag for Dag i sin retfærdige Sjæl ved de lovløse Gerninger, som han saa og hørte — da ved Herren at udfri Gudfrygtige af Prøvelser, men at straffe de uretfærdige i Dommens Tid.
Folkeslagene har gennemlevet en lang Sinds
sygdom — de tænker sig, at kommer de først op fra deres Leje —- den nuværende Krise — ja, saa skal der leves videre som forhen i et Liv i Synd borte fra Gud, hvem de har vendt Ryggen, de ugudelige Syndere.
Hvorfor larmer Hedningerne og pønser Fol
kene paa det, som er forfængeligt?
Som en Hustru vælger at forlade sin Mand, saaledes har de kristne Nationer valgt at forlade deres Ægtemand — Gud. Jordens Konger rejser sig, og Fyrsterne raadslaa sammen mod Herren og mod hans Salvede. Lader os sønderrrive deres Baand og kaste deres Reb af os.
Herom er alle enige!
Ellers plejer Folkene at strides indbyrdes; og mellem de forskellige Lag i det enkelte Samfund, mellem de Ringe og de Fornemme, hersker der dyb Uenighed og Splid, i Egenkærlighed drager Enhver til sin Kant.
11
Men naar det gælder at rejse sig mod den Herre Kristus, da er der straks Enighed.
Uviljen og Hadet til ham er saa stærkt, at det overmander alle de Lidenskaber, som ellers plejer at adsplitte og dele Samfundene i en Hob af indbyrdes stridende Partier. Man vil ikke for
lige sig med Gud —- fole saadant som »Reb«, der er nedværdigende for frie og selvfølende Menne
sker. Vi ville ikke, at denne skal regere over os!
Dette er Oprør mod Gud — derfor al deres Ulykke! Dernæst kommer Opror mod de af Gud indsatte Øvrigheder og Myndigheder, og naar dis
se forkastes og omstyrtes, skyder Ugudeligheden en forfærdelig frodig Vækst. Men se, Øksen lig
ger allerede ved Træets Rod. Han, som troner i Himlen, ler, Herren spotter dem.
Saaledes tager Gud i Himlen det, naar Jordens Folk og Konger rejser sig og gør Opror imod ham. Han ler af dem og spotter dem. Saa afmæg
tige, saa intetsigende ere Fjendernes Angreb i hans Øjne. Hvad kan Mennesket — Støvet — ud
rette mod ham?
Hvad er deres Magt mod hans Almagt?
Men naar de ugudelige Syndere ere som Torne og Tidsler — og i Overmod fortsætte i Op
rør mod ham i deres uusigelige Blindhed, da taler han til dem i sin Vrede, og i sin Harme for
færder han dem. Han havde haabet, at de skulde komme til sig selv og have indset det frugtesløse og farlige i deres Stilling til ham.
12
Derfor har han saa længe ventet i Tavshed paa, at de skulde ændre deres Oprør imod ham, thi trods deres Had og Oprør imod ham elsker han dem og vil ikke Synderens Død. Men hans Taalmodighed har dog Ende. Og ve dem, naar han viger fra dem — tager sin Naade bort; da bryder Vreden frem. Død, Sorg, Hunger og Ver
densrevolutionen.
Det kostede ham kun et Ord at skabe Verden, kun et Ord koster det ham ogsaa at slaa alle sine Modstandere af Marken og ganske tilintetgøre dem.
Dommen er uafvendelig, fordi de har forka
stet Messias, Jesus. De, som ikke modtoge ham og hyldede ham som deres Konge R>g Herre, skulle gaa tilgrunde.
Hvem er det, som fører Krig med Lammet, og Lammet skal sejre over dem (Aab. 17, 14), fordi det er Herrers Herre og Kongers Konge?
Det er et Hærtog, ikke af Enkeltpersoner, som saa ofte tidligere, men et Tog af Folk og Natio
ner, med et bevidst Had til Kristus — og de drager frem, og vildt lyder Kampraabet fra det:
Lader os sønderrive hans Baand og kaste dem af os. Saaledes er vi naaede til den Tid, hvorom der i Evangeliet er forudsagt, at Lovløsheden ind
træder, Kærligheden til det gode tabes — og i Stedet sættes Egenkærlighed og Uretfærdighed — Forræderi, Løgn og Bedrag, Grusomheder og
13
Krige samt Revolutioner, Samfundslivet sløves og opløses!
De almindelige Kendetegn er til Stede i den bevidste Fornægtelse og Forkastelse af Kristus og i, at den Stærke undertrykker den Svage, og i Ud
bredelsen af den urealisable Lære om Socialis
men, der er frygtelig ved sin Despotisme. Indivi
derne taber deres Frihed, det højeste Gode, og disse i Indbildningen om Frihed mister selv Fore
stillingen om, hvad sand Frihed er.
Det Held, der har ført til, at det sociale Pro
grams mest revolutionære Yderligheder har kul
mineret for vore Øjne, har klart vist os, at disse socialistiske Teorier fører Folkene fra indbildt Frihed til mere og mere Slaveri, saaledes at de store Masser alt mere og mere ligger inde under Aandsforladthedens flade og golde Ørken, der kun yderligere kan tiltage med endnu mere Berøvelse af det enkelte Individs Frihed, og overgaar i en dæmonisk Tilstand, der skal kendetegne de krist
ne Nationers Liv i det Øjeblik, disse er nær den Grænse, som skiller den gamle Tidsperiode, som afsluttes, fra den ny, der begynder. Tiderne skif
te! Ondt og godt brydes med flammende Kræfter.
Liberalismen affødte Socialismen, og denne gaar tilbunds i Anarkiet, Aandsforladthedens og den dæmoniske korte Tid, der er tilbage.
Uendelig store Afgrunde paa den ene Side — med Aandsforladthed og Anarki i Forbindelse
14
med dæmoniske Kræfter kendetegner denne Tids
alders Afslutning. Thi naar Freden er underskre
ven, vil de indrepolitiske og sociale Spørgsmaal først rigtig for Alvor træde i Forgrunden, og Hæ
rene af Land- og Byarbejdere vil samles og til
rive sig al Magt. Folkenes Forbund skifter Ka
rakter og bliver til Folke-Proletariatets Diktatur over hele Verden.
Paa den anden Side vil Verdensrevolutionen kendetegne Indførelsen af den sand Kristendom, som for 2000 Aar siden blev indført i Verden ved de første Jesu Disciple, en Kristendom, der er den sande Lighed og den sande Frihed — en virkelig Kommunisme — og som medfører Afskaffelsen af den forvanskede Kristendom, der er en Blan
ding i tre Dele — Kristendom, Jødedom og He
denskab — med Magt hos en Del af Menneske
slægten og Slaveri hos den anden.
Alle de tørre Grene, Partier og Sammenslut
ninger, Meninger og Tanker, maa som det for
tørrede samles sammen og opbrændes i denne store Ild, der er optændt paa vor Jord ved denne Tidsalders Afslutning, saa der gives Plads for det nye: Gudsriget! Aands-Folkets Tid! Det aands- tomme Tid med sin Strid om Magt og Had og sin Blødagtighed vil være forbi og efterfølges af en religiøs Tidsalder med de højeste aandelige Vil- kaar for det enkelte Individs Liv. Men forinden ligger en kort Periode med al sin Grumhed og
15
Raahed i Tilintetgørelsensmagt som ingen Sinde tidligere set — et Angreb af uhyggelig og dæ
monisk Art mod det enkelte Individ og dets frie Tanke, Lidelsens Tid for de sande Jesu Kristi Tjenere og Vidner. Disse, som ved deres Mar
tyrium vil være Udsæden for den nye Tidsalders Komme, hvis egentlige Bærere vi ikke kan for
vente fra de kristne Nationer, hvis Tid er omme;
men denne Tidsalder er Jodens, med hvem Gud Herren vil trolove sig, som en Mand trolover sig med en Kvinde, og lade al sin Naades Rigdom komme over dette Folk.
Jeg vil, siger Herren, gore en Pagt for dem paa den Dag — jeg vil sønderbryde Bue og Sværd og Krig og fjerne dem og lade Folket hvile tryggeligen. Og jeg vil trolove dig med mig til evig Tid, og jeg vil trolove mig med dig i Retfær
dighed og i Ret og i Miskundhed og i Barmhjer
tighed. Ja, jeg vil trolove dig med mig i Tro
fasthed, og du skal kende Herren. Og det skal ske paa den Dag, at jeg vil bønhore dig, siger Herren, at jeg vil bønhøre Himlene, og de skulle bønhøre Jorden; og Jorden skal bønhøre Kornet og Mosten og Olien, og disse skulle bønhøre Is
rael, og dette Folk skal atter bebo Palæstina, og det skal kaldes mit Folk, siger Herren, og det skal sige »min Gud«. Og det skal kalde mig »min Mand« og ikke ydermere kalde mig »min Baal«
(Hoseas 2).
16
Og Herren skal tage Juda som sin Del til Eje paa den hellige Jordbund, og han skal fremdeles udvælge Jerusalem.
S e i a !
Stille, alt Kød, for Herrens Ansigt! Thi han har rejst sig fra sin hellige Bolig; thi se, Herren svinger sin Haand over de kristne Nationer.
Søger Herren, saa skulle I leve! at han ikke som en Ild skal drage over eder!
OUPLEX-TnYKKERIET^
roUPLEX-TllYKKERIET^
1 ^ ( H A N S E N i S I C K )
