THE DET

Digitaliseret af / Digitised by

D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

P-BARSØE

I TROENS LYS

BEGIVENHEDERNE I SØNDERJYLLAND

O. LOHSE »KØBENHAVN 1919

DET KONGELIGE BIBLIOTEK DA 1.-2.S 40 II 8°

1 1 40 2 8 01760 X

f ReA

I T R O E N S LYS

BEGIVENHEDERNE I SØNDERJYLLAND

rOREDRAG VED ET MENIGHEDSMØDE 10. DECEMBER 1918

AF

P. BARSØE

° - L O H S E — K Ø B E N H A V N 1 9 1 9 .

(flU«fion»<Tpi4«tuf

(Mi 'Jr frtom—)

•EsP^Øarn B-

D

givenhederne Sønderjylland vedrørende. Og mens vi før maatte tie med meget af det, vi tænkte og følte i denne Sag, er det nu blevet saaledes, at vi kan tale nogenlunde frit om denne vor Hjærtesag.

Kristne Mænd og Kvinder vil altid føle Trang til at faa alt, hvad der møder dem, sat i Forhold til Gud, til at prøve paa at faa det at se i Lyset ovenfra, saavidt som det nu er muligt tor os med vor Be­

grænsning. Det gælder ogsaa med Hensyn til det, der er sket i den sønderjydske Sag. Tiden er ikke endnu inde for os til at holde Takkegudstjeneste eller fejre de store Folkefester, men derimod vel til at overveje det, der allerede er sket, i Troens Lys, til at søge en Orientering med Øjet vendt op imod Guds Himmel. Jo alvorligere og bedre vi kan gøre det, desto bedre beredes vi til at kunne holde Glædes- og Takkefest, naar Tiden er oprunden dertil.

I.

»Af Herren er dette sket«.

Ps. 118, 93.

Der er forskellige Synspunkter, der melder sig her, men det, der først træder frem, kan vi udtrykke i disse Ord: »af Herren er dette sket«. For kristne

4

Mennesker er det saa øjensynligt, at vi her staar overfor Guds Værk. Der er et Ord i en af Davids Salmer, som jeg véd, uvilkaarlig har meldt sig hos flere af os i denne Tid. Det er Begyndelsesversene af den 126de Salme, hvor det hedder: »Da Herren hjemførte Zions Folk, som vendte tilbage, da var vi som drømmende. Da blev vor Mund fyldt med Latter, og vor Tunge med Frydesang. Da sagde man blandt Hedningerne: Herren har gjort store Ting imod disse. Herren har gjort store Ting imod os, vi blev glade.« Vi har vel alle i denne Verdenskrig haft en Forstaaelse af. at Sønderjyllands Skæbne­

time var kommen, at nu var Mulighederne der for, at der kunde ske noget, men ogsaa at hvis der ikke skete noget nu, vilde der efter Mennesketanker ikke mere være nogen Udsigt, noget Haab.

Men vilde der ske noget? Hvis Centralmagterne gik sejrrige ud af Kampen, kunde man saa vente, at det tyske Folk, lutret gennem Trængslerne, vilde erkende sin Uret imod den lille danske Folkestamme mod Nord og anerkende de danske Sønderjyders mageløse Pligtopfyldelse og det tunge Offer, de havde bragt i en Kamp, der dog ikke kunde føles som deres egen? Vilde dets Undertrykkere gaa i sig selv og sige som Saul fordum til David: »Du er ret­

færdigere end jeg, min Søn?« Og hvis Ententemag­

terne sejrede, vilde de saa tænke paa denne lille Landstrimmel ved Danmarks Sydgrænse og disse forholdsvis faa Tusinder; vilde de mindes, hvad de der havde forsømt i fordums Dage, og prøve paa at gøre gammel Uret god igen? Og vilde de unde et Folk. som havde holdt sig strengt nevtralt og høstet betydelig materielt Udbytte under Krigen, at faa en saadan ufortjent Løn? Det var, næstefter Spørgs-

5

maalet om, hvorvidt vort lille Land kunde holde sig udenfor Krigens Malstrøm, det store brændende Spørgsmaal for Danske i denne Krig.

Og under denne Spænding kunde vi herhjemme mtet gøre, vi maatte nøjes med at staa som Til­

skuere, om end stærkt grebne Tilskuere, til den væl­

dige Styrkeprøve, i hvilken ogsaa Sønderjyllands Skæbne syntes at maatte blive afgjort. Vi kunde i vor Lidenhed intet andet gøre end erklære os nev- trale og gennemføre en ligelig Nevtralitet til begge Sider. Vi turde ikke andet, thi om vi vilde tage Parti, vilde det i hvert Fald betyde, at vi gjorde vort lille Land til en Tumleplads for de fremmede Hære, og maaske vilde vi derved sætte hele vor F olkeeksistens paa Spil. Men vi vilde heller ikke andet, selv om vi havde været sikre paa Verdens­

krigens Udxald, thi havde Tysklands Magtsyge end voldelig fravristet os det, der fra Arilds Tid var vort, og havde tysk Overmod end handlet ilde med vore Brødre gennem et halvt Aarhundrede, saa vilde vi dog ikke benytte Lejligheden til at falde Tyskland i Ryggen, idet vi tog Parti i en Strid, der ikke krævede vor Indblanding, og derved vække et dybt Had hos dem, der var vore Naboer, og med hvem vi iøvrigt maatte ønske at leve i god Forstaaelse. Det danske Folk var saaledes henvist til Passivitet.

Og Sønderjyderne, ja de var jo desværre tvungen til at være aktivt medvirkende i det store Verdens- drama, men deres Aktivitet syntes jo at maatte modvirke det, der var deres eget Maal. De skulde kæmpe med de tyske Hære og for tyske Vaabens Sej1"- Og de gjorde det med den Lovlydighed, der har præget al deres Færd under Fremmedherre- dømmet. Men jo flere Sejre de var med til at vinde,

6

desto mere maatte deres egen Sag synes dem en tabt Sag; jo længere de var med til at trænge ind over fremmede Landegrænser, desto mere syntes de at fjærne sig fra deres eget Maal, idet Magt­

haverne, saa langt fra at stille dem en retfærdig Løn i Udsigt, stadig i Hjemlandet lod dem føle deres Regimente.

Det er altid, som vi kender det fra mange For­

hold, noget af det sværeste at være henvist til Uvirksomhed, naar store Ting staar paa Spil. Men endnu sværere er det dog at være nødsaget til at modarbejde sine egne dybeste Interesser, at arbejde paa sin egen Ruin. Men som saa ofte før, viste det sig ogsaa her efter talrige Vidnesbyrd, at de der­

nede var stærkere i deres Tro og deres Haab end vi herhjemme. Begrunde det kunde de vel ikke med andet end selve deres retfærdige Sag og den Gud, der staar bagved Folkenes Skæbner, men paa den Grund stod de ogsaa fast, mens den frygtelige Storm gik hen over deres Hoveder og krævede sine tunge Ofre af dem: der maatte ske noget.

Og nu er der saa, mens vi var som drømmende, og mens de tilsyneladende maatte smedde paa deres egne Lænker, sket noget, Lænkerne er begyndt at briste, og vore Fangne er i Færd med at blive hjem­

ført. Den amerikanske Præsident udkastede sine bekendte Punkter, i hvilke ogsaa Folkenes Selv­

bestemmelsesret blev hævdet, de allierede Magter gav dem deres Tilslutning, og under Begivenhedernes Tryk blev den tyske Regering nødsaget til at aner­

kende dem som et Grundlag for Freden og den mellemfolkelige Ordning, og de danske Sønderjyders Repræsentant kunde frit løfte sin Røst i den tyske Rigsdag for deres gamle Ret paa den Grund, de nu

7

selv havde anerkendt. Og hurtigt udviklede Begiven­

hederne sig, det gamle Styre i Tyskland, hvis Aand vel aldrig vilde have kunnet tilegne sig de nye Tanker, faldt, og selv om der endnu kan komme forskellige Hindringer og Vanskeligheder, saa ligger Vejene dog nu aabne, og paa den store Freds­

kongres tør vi vente, at ogsaa Sønderjydernes Friheds- brev vil blive skrevet med alle MagternesU nderskrift.

Men alt dette er ikke Menneskers Værk., ikke Menneskers kloge Tanker, selv om vi med Tak tænker paa de Mennesker, som blev villige Red­

skaber til at føre det frem. Bagved staar den Gud, der »fastsætter bestemte Tider og Grænserne 'for deres Bolig« (Ap. Gern. 17, 26). Som Guds Øjne var aabnede over den lille Hebræerstamme i Ægyptens Land, saaledes har Guds Øjne ogsaa hvilet paa vore Brødre i deres Udlændighed, og hans Tanker har været i sin Tid at føre dem tilbage, og med | en stærk Arm har Herren grebet ind og ledet de store Verdensbegivenheder saaledes, at vore Fangne blev hjemførte. Sandelig, »af Herren er det sket, og det er underligt for vore Øjne«. Det er Herren, der har stridt for os, mens vi maatte tie, saaledes som i de gamle Dage, da Israel stod foran det røde Hav.

Saaledes har de ogsaa set det dernede, som det kønt kom til Orde paa deres første store Folkemøde, hvor en af Førerne mindede om de kendte Ord:

»Alt hvad Fædrene har kæmpet, Mødrene har grædt,

har den Herre stille lempet, saa vi vandt vor Ret.«

Maatte vi ogsaa ret kunne se' det her­

hjemme; vi klager saa ofte over, at det er vanskeligt at faa Øje paa Guds Veje, paa hans Ind­

8

griben i dette Liv Vi fristes saa tit til at spørge Hvor er Herren henne? Hvor er Dommens Gud?

Hvor er Frelsens Konge? Luk dit Øje op, du danske Folk, og se ham her som saa ofte før i vor tusind Aar gamle Historie, og giv ham Æren for det, aer er sket, og glem ikke at takke og prise ham derfor.

Lad os med undrende Hjerter sige: »Ikke os, ikke os, Herre, men dit Navn give du Ære for din

Miskundheds og Sandheds Skyld.«

II.

»Og du har Udholdenhed, og du har døjet ondt.. og er ikke bleven træt« joh. Aab. 2, 3.

Der er et andet Synspunkt, jeg vil drage frem i denne Sag. Vore Fædre har sagt os, at »ikke fanger sovende Mand Sejr.« Det gælder ogsaa her. Vi var nok som drømmende, men hvis vi kun havde været drømmende, var det næppe sket som det er. Det er nok Gud, der har gjort det paa sin underfulde Maade og ad sine egne Veje, men det er forberedt ved og bygget op paa Menneskers Arbejde, saaledes som Gud da ogsaa plejer at gøre det i alle Livets Forhold.

Først og fremmest maa vi her nævne vore søn- derjydske Landsmænds trofaste Sindelag og maal- bevidste Arbejde. Hvor har de ikke været trofaste i deres Kærlighed til det Danske, hvor har de ikke trofast holdt fast ved alt Dansk, dansk Sprog og Kultur, dansk Folkeliv og Menighedsliv, igennem de mange Aar. Aldrig lod de sig overvælde af den store Kulturmagt, de var bleven lagt ind under;

heller ikke lod de sig lidt efter lidt omdanne efter tysk Mønster; roligt og nøgternt saa de det fremmede i Øjnene og fandt det fremmedartet for dem og blev ved det, de havde faaet i Arv fra Fædrene. Aldrig

9

gav de op i Modløshed og Haabløshed trods alt aet, deres Undertrykkere raadede over, men for hvert Slag, der blev tilføjet dem, holdt de fastere ved deres Folkehaab og satte mere ind paa at bevare sig selv og deres Land til den Stund, de haabede paa. Slægter gik, og Slægter kom, men lige frodig grønnedes de danske Vange dernede; »for de gamle, der faldt, var der ny over alt.« Og hvor har de ikke arbejdet indenfor de trange Grænser, som tysk Lov og tysk Regereri satte dem. Hvor vidste de ikke at udnytte hver lille Chance, der blev givet dem, og at bøde hver Brist, de fandt i deres gode Rustning.

Blev én Vej spærret for dem, søgte de som Vandet, for hvilket der dæmmes op, frem ad en anden.

Deres Vælgerforening, deres Sprogforening, deres Jærnfond og meget andet, der kunde nævnes, er Vidnesbyrd herom. Og vi føjer til for mange, mange Sønderjyders Vedkommende, hvor har der ikke været bedt, enfoldige, indtrængende og vedholdende Bønner, i Lønkamrene og i Hjemmene, til den Gud, der er i det Høje og holder Folkenes Skæbne i sine Hænder. Det ligger i Sagens Natur, at det meste heraf er skjult for vore Øjne, men dog er der kom­

men mangt et rørende Vidnesbyrd frem ogsaa derom.

I Sammenligning med det, de har gjort, og som vi ærer og takker dem for, er det kun lidt, vi har gjort herhjemme. Store Dele af det danske Folk Nord for Kongeaaen har, om ikke helt glemt Søn­

derjylland, saa dog staaet udenfor deres Kampe og Trængsler, deres Længsel og Haab. Mange har været for jordbundne, har savnet den Idealitet, der er nødvendig for at forstaa dem; de havde det jo godt nok, i visse Maader maaske endda bedre end vi, blev der sagt. Ogsaa her har vi lidt under det

10

ulyksalige: Hvad kan det nytte; deres Skæbne er én Gang afgjort, deres Sag er tabt, lad os se at finde os tilrette med det, der ikke kan være anderledes.

Og selv vi, der var vaagne og led med dem og haabede med dem, maa med Blusel bekende, at vi ofte blev lunkne i vor Iver og tit blev et Bytte for Modløshed. Og egen indre Kævl og Strid paa mange forskellige Omraader truede ofte med at fortære vor nationale Kraft. Og dog, naar nu Genforenin­

gens Time nærmer sig, kan vi se vore sønderjydske Brødre i Øjnene, række dem Haanden og sige til dem: I ved, at vi alligevel ikke glemte Eder, at nogle af vore bedste Tanker og varmeste Ønsker bestandig drejede sig om Eder. Vi har saa vist intet at rose os af, men ogsaa vi har dog været med til gennem vort Hjærtelag og vort Arbejde at for­

berede det, der nu er ved at ske. Varsomme maatte vi være baade for vor egen og for Eders Skyld, men Smuler af vort Brød kunde vi dog række Eder

til Næring for Eders Folkeliv. Her fortjener sikkert de forskellige sønderjydske Foreningers Gærning, som ikke altid blev paaskønnet som den burde, at nævnes med Anerkendelse. Og ogsaa herhjemme er der bleven bedt for dem dernede, om end langt fra saaledes som vi burde have gjort det. Søndag efter Søndag er der i mange af vore Kirker blevet bedt for dem og deres Sag, ikke mindst i disse tunge Krigsaar. Ordene, vi brugte, var forskellige, vi blev paamindede om, at vi ogsaa der maatte være varsomme i Valget af vore Ord, da alt, hvad vi foretog os i den Henseende, blev fulgt med vagtsomme Øjne.

Ja, der er bleven arbejdet i Udholdenhed, navn­

lig da af dem dernede, og de har døjet ondt og er ikke bleven trætte. Og uden det var det sikkert ikke

11

kommen for os saaledes som det er. En sløv og modløs sønderjydsk Befolkning, om en saadan kunde tænkes, et dansk Folk, der æreløst havde glemt den Uret, der var tilføjet det, og daadløst havde lagt Hænderne i Skødet, havde Gud næppe ladet opleve den gry­

ende Genforeningsdag, hvilket vistnok ogsaa i det hele er Historiens Lære. Nu kommer den paa én Gang som en Gave fra Gud og som en Frugt, Gud har ladet vokse frem af trofast Arbejde, som en Aabenbarelse af, at dersom Herren ikke bygger Huset, arbejder Bygningsmændene forgæves, og en Stadfæstelse paa, at deres og vort Arbejde ikke har været forgæves, at det, der ofte syntes haabløst og spildt, alligevel ikke har været spildt.

Vi kan sige, at den varme Begejstring, Troen paa en retfærdig Sag, den ideelle Stræben, den trofaste Vedholden, alt dette, der saa tit har onde Kaar i denne Verden og har været Genstand for Haan og Spot som Fantasteri, der ikke hører hjemme i den haarde Virkeligheds Verden, har faaet en herlig Op­

rejsning ved det, der er sket. Filisteraanden, der altid holder Kød for sin Arm og kun vil regne med de udvortes Magtmidler, har maattet ligge under for Aandens Magt. Vi skal heraf lære at have en fastere Tro til en god og retfærdig Sag og at sætte vore Kræfter ind for den, endogsaa »mod Haab med Haab.« Ogsaa vore Bønner har faaet deres Stad­

fæstelse. Det har lydt til os som det lød til Høveds­

manden i Kæsarea: »Dine Bønner er stegen op for Gud og ihukommede«, disse Bønner, der saa tit i vor Lidettroenhed synes os som vingestækte Fugle, der ikke naar op. Derfor skal ogsaa vort Bønsliv gennem det, der er sket, faa ny Tilskyndelse baade i det, der vedrører vort personlige Liv, og det, der angaar vort Folkeliv.

12 III.

»Derfor bier Herren, indtil hcin kan bc- naade Eder, og derfor holder han sig i det Høje, indtil han kan forbarme sig over

Eder«. Jess. 3 0, is.

I disse Ord finder vi noget af et Svar, synes det mig, paa det Spørgsmaal, som vel har meldt sig hos mange: hvorfor har vi maattet vente saa længe?

Herren har biet i denne Sag og biet længe, synes vi Mennesker, der altid har saa travlt, og for hvem et Tidsrum af mere end et halvt hundrede Aar synes en lang Tid, Mange er de Øjne, som vilde have frydet sig over det, der sker nu, men som forlængst er brustne. Men disse Ord siger os, hvad vi da ogsaa ved fra den hellige Historie, at Herrens Bien aldrig er hensigtsløs. Vi staar nu foran Julen, der minder os om den store Tidens Fylde, paa hvilken der maatte bies i Aarhundreder. Men i enhver Sag er der en ridens Fylde, der maa ventes paa i Taalmodighed og Udholdenhed. Det er ikke blot de ydre Forhold, der maa lægges tilrette, men der er ogsaa det, der skal læres af os i Ventetiden; vi skal selv beredes og modnes for det, der skal komme, for ellers bliver det dog ikke til Velsignelse for os i det Maal, Gud vil det.

Hvordan vore sønderjydske Brødre ser paa dette, hvor meget de synes, at de nu forstaar af Guds Tanker og Veje i denne Sag, tør jeg ikke sige noget nærmere om. Det vil de maaske selv sige os. Men jeg kunde godt tænke mig, at de, naar de ser til­

bage over Aarene, der er gaaet, vilde sige, at de maaske ikke har været skikkede til det før nu, at hvis de tidligere og paa en lettere Maade var naaet til Maalet, vilde de maaske ikke have faaet den samme Velsignelse deraf som de nu haaber paa. Jeger

13

sikker paa, at heiler ikke for dem har den lange Ventetid været forgæves.

Og for det øvrige danske Folk, for os herhjemme, synes jeg, at jeg ret klart ser, hvorfor Herren maatte bie. Jeg tror ikke, at vi i vort Folkeliv har kunnet undvære den paamindende Betydning og den vækkende Kraft, som Sønderjylland har betydet for os, Lad mig bruge et Billede til nærmere Forklaring.

Man kan træffe Mennesker, som et eller andet Sted paa deres Legeme har et aabent Saar, og som siger, at saa længe dette Saar er aabent, har de det godt, men naar det lukker sig, føler de sig ilde til­

pas. Hvad man fra et lægevidenskabeligt Standpunkt vil mene om en saadan Opfattelse, ved jeg ikke.

Er der nogen Sandhed i den, hænger det jo aaben- bart sammen med, at det ikke er et sundt og normalt Legeme, men et sygt Legeme, der er Tale om.

Vort Folkelegeme har i Sønderjylland haft sit aabne Saar. I den Voldshandling, hvormed det blev revet fra os, og i de Kaar, der blev vore Landsmænd til Del, har vi haft vor Folkelidelse. Men dette Saar har tjent til at holde det danske Folkeliv vaagent og livskraftigt. Med gammel Rod i Sønderjylland er jeg vokset op ikke længere fra Grænsen, end at vi Børn i det Fjærne kunde skimte Skamlingsbanke- støtten, og jeg ved, hvad det har betydet for mit

nationale Liv, at jeg fra min Barndom og tidlige Ung­

dom har følt mig bunden sammen med dem dernede og hørt om deres trofaste Kærlighed og heltemodige Kamp. Og jeg er ganske sikker paa, at hvor smaat det end staar til hos os med virkelig Kærlighed til vort Fædreland og med levende Samfølelse i vor Folk, saa har det, der er, haft et af sine rigeste Væld sønder fra, og det vilde have staaet meget

14

ringere til, om ikke der havde været et Sønderjyl­

land, der snart kunde vække os til Harme over Undertrykkelsen, snart ildne os med sit lysende Kærlighedseksempel og snart vende vore Tanker og vort Haab opad. For at tage et enkelt Eksempel, hvor er det, vore danske Folkesange har levet og været holdt i Agt og Ære? Er det os, der har vær­

net om denne Skat, eller er det ikke dem dernede, der har vogtet den og baaren den som en dyre­

bar Arv til Børn og Børnebørn?

Jeg kan gribe mig selv i denne Tid i at spørge, om vor Folkesundhed er bleven saa stor, at vi nu i Fremtiden kan undvære vor gamle Skade. Men jeg trøster mig til. at der ved Genforeningen vil blive tilført det danske Folkelegeme saa megen frisk og ufordærvet Fædrelandskærlighed og saa megen sund Levekraft, at det skal blive til Fornyelse for det hele Legeme. Det er blot Maaden, hvorpaa det sønderjydske Ferment skal virke, der bliver en an­

den end før. Men naar alt kommer til alt, skal vi nok sige Tak ogsaa for Ventetiden og det, den har bragt os af Velsignelse, og stræbe efter at holde denne fast og bære den over i den nye Tid.

Men det var ikke blot en lang Ventetid, der maatte gennemleves,inden Herrens Time kom, der var ogsaa en sidste Ildprøve, der maatte gennemgaas. Det er jo en Lov for Menneskelivet, at hvad der fødes, kommer kun til Verden gennem Smerte. Ogsaa her har der været en vaandefuld Fødselstime. Det store har ogsaa her fuldbyrdet sig gennem Lidelsen, gennem Ofret. De mange brave unge Sønderjyder, der er bleven paa Slagmarkerne i Øst og Vest, de mange, der nu ven­

der tilbage dybt mærkede for Livstid baade paa Legeme og Sjæl af denne Kamp, de mange Hjærter,

15

der bløder i Sorg og Savn, det er Ofret, der maatte bringes, inden vore Fangne kunde blive hjemførte^

Hav Tak, I, som bragte Ofret for Eder selv og os, hav Tak, fordi Eders Kærlighed er saa stor, at I ikke synes, Ofret har været for tungt, men at det, der vindes, vel er det værdt. Hav Tak, fordi vi ved, at ogsaa om denne Fødselstime gælder, hvad vor Frelser har sagt: »Men naar hun har født Barnet, kommer hun ikke mere den Trængsel ihu for Glæde, at et Menneske er født til Verden.« Som en hellig Vagt for Eder og for os skal det dyre Offer staa og vogte os, at vi ikke skal tage Gaven forfængelig.

Som kristnes Liv er inde under det store »Dyre­

købt« og skal præges deraf baade i Lyst og Nød, saa- ledes har ogsaa dansk Folkeliv faaet dette Ord skrevet paa sin Fane med de Tusinders Blod og de Titusinders Taarer for aldrig at glemme det.

IV.

y>Se, jeg har stillet for dig en aabnet Dør«

Joh. Aab. 3, 8.

En ny Tid er ved at bryde frem for vort lille Fædreland. Nu gælder det om, at det, der er biet paa gennem mange Aar, det, der er kæmpet og lidt for, og som blev født gennem Trængsel, ogsaa kan blive til Velsignelse. Som kristne ved vi, at i Guds Gaver til os er der altid gemt en Opgave. Med Rig­

dom af enhver Slags følger altid øget Ansvar. I Hostrups kendte Sang til Vallekilde Højskole: »Det, som lysner over Vangen« hedder det i et af Versene:

»Atter stilles Danskerætten, for en aaben Dør,

Aanden flyver over Sletten lavt, som aldrig før.«

16

Men om det nogensinde har kunnet siges med Sand­

hed, saa gælder det den Time, vi nu oplever i vor Folkehistorie. De danske Sønderjyders Genforening med os betyder intet mindre end en aaben Dør for Danskerætten, at Gud har lukket op for os til nye Muligheder, har stillet os overfor nye Opgaver og venter af os, at vi vil tage vore gamle Opgaver op paa en ny og bedre Maade. Lad mig kort pege paa et og andet.

Vore sønderjydske Landsmænd har allerede ud­

talt det, og det har fundet fuld Genklang herhjemme, at kommer der ved den nye Grænselinie, de enten selv sætter gennem Afstemning, eller som bliver sat for dem, andre end Danske med ind under dansk Styre, og det vil jo ikke helt kunne undgaas, da er det fjærnt fra deres Tanker at ville gengælde, hvad de har lidt, tværtimod ønsker de at øve al Ret og Billighed overfor Mindretallene, saa disse med Sandhed skal kunne sige, at de har gode Kaar der, hvor de er til Herberge — en værdig Opgave for et lille Folk.

Og indadtil, ja, da skulde vi gærne frem til mere Enhed i vort Folkeliv, saa at selv om for­

skelligt Syn og forskellige Interesser altid vil gøre sig gældende, det dog maa føles stærkere, at vi for staar hverandre og har Tillid til hverandre og med fælles Kræfter vil arbejde mod det samme Maal, vort Lands Fremtid. Vi haaber, at vore sønderjydske Brødre maa blive os en Hjælp dertil, saa vi i a.

Fald kan faa noget af den lave Kiv og Strid jaget paa Porten. Derfor skal ogsaa vi herhjemme vogte os for at ville presse dem dernede indenfor vore gamle Partilinier og binde dem til gamle Slagord.

Om noget af dette gik i Stykker, var der saavist

17

ingen Skade sket. Og som vi har faaet en Bekræf­

telse paa, at Aandens Kampe ikke er haabløse, saa- ledes skal vi lære ikke at fortabe os i det blot Ma­

terielle og ikke øve vore Kræfter alene paa disse Ting. men sætte os højere og ædlere Maal og kæmpe for dem med aaben Pande. Der har været en Til­

bøjelighed herhjemme til at slaa alt hen med en let Spøg og drukne alt Alvorligt i Grinet. Mon ikke de nye Tiders Svingkraft kunde bære os ud over dette døde Punkt, som en saadan Tilbøjelighed i et Folks Liv altid vidner om?

Allerede her er der peget paa et »opad«, lad mig tilsidst føre denne Linie videre, helt op til Gud, af hvem dette er sket. Det er al­

tid Tanken, at det, der kommer fra Gud, skal ogsaa føre til ham. Saaledes ogsaa i denne Sag, den er ogsaa af Gud tænkt som en Løftestang for det dan­

ske Folk i sin Helhed, som kunde hjælpe det frem til mere at blive et Guds Folk og til et rigere Me­

nighedsliv. Saa lad os ikke »foragte Guds Godheds og Taalmodigheds og Langmodigheds Rigdom,« men bede om, at Guds Godhed maa lede til Omvendelse, saa Danmarks Fangne i dybeste Forstand kan blive hjemførte. Da naas ogsaa først det, som stod for Digterens Øje, da han sang:

Kalder daanede til Live puster paa hver Gnist

at den bedste Dag skal blive, den, der kom tilsidst.

••••