AfOlga Pedersen
IJanuar månedi 1913 afholdtesetkommune- møde i Glejbjerg Forsamlingshus. Ved den lej¬
lighed benyttedeetpar mændsig afforsamlin¬
gen tilat få begyndtet historisk arbejde i sog¬
net, for som Hans Laugesen sagde: »spørger
man en mand om afstamningen på hans hest
kan han den som regel flere generationer til¬
bage, men spørger man ham om hans beds-
temo-derspigenavn kender han det ikke...der¬
for synesjeg vi skalprøve atfånedskrevetsog¬
nets historie, mens der endnu er nogen, der
kan huske den«.
Flere fulgte opfordringen og i årene efter
blev nedskrevet flere erindringer, som blev opbevareti HistoriskUdvalgs samling, og som havde tilformål med tidenatfåudgiveten sog¬
nebog. En af skribenterne var Thomas
ChristianJensen,der boede Grenevej 23.
Han var født i Hodde Sogn i 1863 og kom
1887tilAastrupSognsombestyrer af mejeriet,
der dengang hed Grene Andelsmejeri, men
som senere skiftedenavn til Glejbjerg Andels¬
mejeri. Efter kun tre år opgav Thomas Chr.
Jensen imidlertid dette arbejde til fordel foret husmandssted i Grene.
Han skrev sine erindringer både om barn¬
dommen i Hodde og om mejeriarbejdet da
han varnær ved 80år gammel. Her skal brin¬
ges den del af erindringerne der omfatter
barndommen i Hodde og ungdomstiden, der tilbragtesforskellige steder.
Barndomsminder
Min farbrorPeder KristianJensenovertogføde¬
gårdeniHodde Sogn,ogda mine forældreblev gift i 1860købte deen udmarkpåca.40 tønder
land herfra. Lodden bestodafhede og mose og
varbeliggendeenlille mils vej sydøst for Hodde by. Detvar endelaf den lange hedestrækning,
der mod vest begyndte syd for herregården
Nørholm og fortsatte uden afbrydelse mod øst gennem Hodde, Øse, Ansager, Starup og Lindknud til Vorbasse.Jeg formoder den har
straktsig endnu længere modøst,menhvad der
var på den side afJyllands højderyg, har jeg aldrig konstateret ved selvsyn.
På den købte hedelod byggede mine foræl¬
dre, efterathave brændtsten tilbygningen, ni fag stuehus, hvori der var indrettet beboelse i
de seksfag,stue,sovekammerogkøkken,etfag
vartærskelo samt tofatkorngulv. Dertil opfør¬
tes trefag tilstaldienkrumbygning.1Husetvar tildels tækket medlyngoggulvenevaraf ler.
Den første besætning, mine forældre be¬
gyndte med var en sort ko og to kørestude.
Dyrene levede af hede-og mosegræs og omvin¬
terenafindkøbt halm.
Brændsel var der let adgang til, fladtørv2,
somdengang blevmegetbrugt, blev den første
sommer gravet hvor haven skulle være. De
første tre år pløjedes hede op og da avledes
intet korn på stedet, så det var trange år at kommeigennem.
Enhyrdedrengs erindringer
Thomas ChristianJensen, født i Hodde 1863, død (Hej- bjerg1946. Foto: Astrup sognearkivnr.2832.
Krigstjeneste
I marts måned 1864 blev min far indkaldt til
krigstjeneste og såsad min mor alene derude påheden med tosmå drenge, min brorvar to ogjegethalvtårgamle. Nu måtte stedet drives
medgode vennershjælp.Jeghar sombarn set
etbrevsom minfar, der lå påFyn, skrev hjem
til min mor, hvori han bad hende om at lade ham vide hvordan avlen stod, hvordan kartof¬
lerne groede til. Jeg kan endnu føle hvordan
min længtes efter hjemmet og hvordan min
morled ved ensomheden.
Efter fredsslutningen i efteråret 1864 kom
hantilbage i god beholdogopdyrkningen fort¬
sattesinvantegang.
Fårehold
Mine forældres hedelod stødte mod nord mod Nørholms store hedeareal, der var på
flere hundrede tønder land, og da min far
engang talte med kammerherre Rosenørn Teilmann, tilbød han min faratgræsningen af
dette store område uden vederlag. Kam¬
merherren gjorde endvidere opmærksom på,
atder kunne opsamles megen gødning til det nyopdyrkede land ved at tage får i græsning
omsommeren, ogjeg mindes tydeligt dafåre¬
folden blevbygget. Den kom til at ligge nord
forejendommen ved loddensøstre side, 6-700
alen frahjemmet.
Foldensmurværk bestod af hedetørv i godt
toalenshøjde, spærrene vargammelttømmer, der tækkedes med lyng. Her var plads til 150
får oglam.
1.Juni 1867fik vi de første får leverede. An¬
tallet varierede forskellige årfraca. 80 til 150
stk. Græsningspengene for to en halv måned
var24skilling foretfårog enmark foretlam,
så indtægten kunne rigelig dækkefårehyrdens
sommerløn, dervarpå ca. ti rigsdaler.
Ide førstedagevardyrenenogetvanskelige
athave medatgøre,da de forskellige ejeresfår
holdt sammen og søgte ud til siderne, så da
måtte deretparvoksne med for ved indkreds¬
ningat vænne dyrene til at holde sammen og instruerehyrden i sin gerningogi brug af hun¬
den som medhjælp. Hunden varaldeles uund¬
værlignår først den og fårenehavde lært hin¬
anden atkende.
Som fårehyrde skulle man selv finde på adspredelser foratfå tiden tilatgå. Dervarså langt til naboskelletatmanikke kunne komme
iberøring med nabohyrden. Hundenvarhyrd¬
ens bedsteven og legekammerat. Tyttebær og
Sortebær var der i massevis af og også hist og her lidt blåbær.
Fugle var der mange slags af, hvoraf den gule moseuglevar den største, derefter bekka¬
siner, hjejler, lærker, gøgemoderen irisken og mangeandresmåfugle. Deresreder medæg og unger fandt man mange af. Hugorme så man hver dagnår dervarsolskin, dem gikman lidt
tilsidefor, men skete detat man Fikenfod på
en kunne det nokgiverøde kinder.
Detvaringen anstrengende gerning atvære
fårehyrde, men man måttevære påpasseligfor
atholde flokken samlede. Varder nogen, der
viste trang til at forlade flokken var hunden
efter tilskyndelse, villig til at genne dem tilba¬
ge.Hunden havde de respekt for.
Når fårene var mætte efter et par timers græsning, faldt de til ro i det lange græs og bløde svale mosebund og da kunne hyrden
sættesig tilropåenknoldogbeskue sine under¬
såtter, men varmen, ensomheden og stilheden
kunne da for hyrden fremkalde en forbuden gæsti form af Ole Lukøje, manmåvel undskyl¬
de en sådan forseelse afen lille gut, men ikke
forsvareden. Det sketetogange det førsteår,at fårene som vanedyrved aftenstide kom til fol¬
den udenvogter.Da drengenvågnedeogfårene
var borte, kan man forestille sig hvor ulykkelig
han blev, og han gik da til sit barndomshjem,
menfaderenfulgtehamtilbageipladsen begge
gange, oghan blevsommerenud.
Det gik ikke bedre næste sommer med en anden drengoghan blev derfor fritaget for sit
hverv og »hjemsendt« til sine forældre. Jegvar
dengang seksethalvtåroghavde nogle gange
været med hyrdedrengen og fårene i mosen.
Nu fikjeg bestillingen efter hamoghavde den
i to somre,hvorjeg blev fortrolig med gernin¬
gen, som var nogetkedeligogensformig, men hvor enkelteting dog harsatsig fast i erindrin¬
gen.
Det første og alvorligste minde var, at min bror, dervar toåryngreend mig, eneftermid¬
dag fiklovatkomme medmig imosen.Detvar til glæde og adspredelse for mig og eftermid¬
dagen gled hurtigt hen, men da det lakkede
mod aften ogvi fikfårenei drift mod natteher¬
berget, viste det sig,atden lille knægtvarble¬
ven træt og ikke kunne holde trit med fåre¬
flokken. Jeg tog ham i hånden og ville have
ham i løb, men det nægtede han og sagde
»renddubåår, aska nok kom«.Jegmåtte afsted
efter fårene, der var kommen et stykke forud,
fik dem i løb, nåede folden og fik dem ind,
men guttenvarikkeatse.
Jeg kravlede op på foldens mønning for
bedre at kunne se, men der var ingen lille drengatøjne,såjeg løbudhvor jegvargåetfra ham,men dervarhan ikke,ogmedtungtsind
og bange anelser skyndte jeg mig mod hjem¬
met,hvorjeg mødte minmor, der straksspurg¬
te: »hvorer æ bååen«?? Ogselv nu,eftermere end halvfjerds år, husker jeg skrækken, der afspejledes i hendes ansigt. Hun skyndte sig
afsted foratalarmere far ogkarlen, der høste¬
derugiSøndermarken foratfådem udatlede
inden detblevnat.
Ved siden afmarkvejen hun skulle følge til Søndermarken, sad imidlertidenlilledrengog
spiste kringlerogsåvar sorgen slukket ogglæ¬
den stor. Enmand fra Haltrup havde hørt bar¬
negrådfra hedenoggik efterlyden, fandt den
lilledrengogfik ham ledettillandevejen mod hjemmet. Kringlerne havde hanfåetafenkone
i Haltrup, men han kom ikke oftere med i
mosen.
Flere steder imosenvarderfaldgruber i form
af gamle tørvegrave. De kunne være indtil tre alendybe og endag dumpedeengammel væd¬
der i etsadanthul, hvis overkant var mere end
enalenovervandfladen.Jeg sled i bæstetsåsve¬
denløb afkinderne,menbrinkenvarforhøj og
Enhyrdedrengs erindringer
kræfterneforsmå,jegså ingen udvejog gavmig
til atgræde. Gåfra dyretog hente hjælp turde jeg ikke, da jeganså detfor umuligt i den store ensartedemoseatpåvise stedet igen, så jeg gik i
hullet tildyret, vandetnåedemigoverhofterne, jeg prøvede på at få fat i dens forben, løftede
disse opsåde kunnestøttemod brinken, for jeg
var klar over at fåret ogjeg skulle hjælpes da.
Detlykkedesogsåatfådenpådettørreigen,og
jegvargladog følte migsom sejrherreover en
hindring, og nuvidste jegatdette felt afmosen
var fuld af huller ogpassede på, atfårene ikke
oftere kom der. Disse erindringer har dvælet i
underbevidstheden iover halvfjerdsår, udenat
væreomtalt,ogstårdog endnu så lyslevende for mig,jegmå sige barndomsminder rækker langt.
Skole
Jeg var otte år da jeg begyndte at gå i skole,
men opnåede i min seksårige skoletid at få undervisning af ni lærere i seks skoler, hvoraf
de trevarhovedskoler i Hostrup, Øse ogHod- de, to vari private hjem påHodde Markog en vinter i hjemmet ved lærerinde.
Det må bemærkes atvi havde ca. en mil til sognetsskoler, hvorfor Hodde kommune bevil- lige-de en godtgørelse til Øse Sogn, dersågav tilladelse til at vi måtte gå til Hostrup skole,
hvortil vi kun havdeenhalv mil. Hostrup skole
lå dengang en kilometer længere mod vest, end hvor detnu ligger.
Den ordinære skoletid om vinteren var for yngste klasse to dage om ugen ogfor somme¬
renfirehalvedage om ugen.Ældste klasse fire dage om vinteren og en halv dag om somme¬
ren.Destoredrenge, der kunneværetilnytte i hjemmene og især for tjenestedrengene blev
den halvedagdog ofte sløjfet.
Jegvartiethalvtår,da jeg kom iøversteklas¬
seogskulle »udattjene« påenstørregård. Jeg
skulle have 20rigsdaler i løn forsommeren og
HoddeSkole. En afThomas Chr. Jensens skoler. Ansager Bogtrykkeri1972.
jeg var der de følgende to somre og i den tid
varjeg i skole tre halve dage i alt. Det eneste mindejeg har fra den skole er, at da vi havde afslutning, sangvi salmen »såvil vinusige hin¬
anden farvel«. Jeg havde ikke hørt den før,
men syntes både teksten og tonen var såkøn,
og hver gangjeg siden har hørt den går tan¬
kerne tilbage til Øse skole.
Jeg mødte i denne plads den 1. april og
forårsarbejdet var begyndt, så karlene var i
marken ogjeg blevsåsattilat røgtekreaturer¬
ne, hvoraf dervar20-30stykker plus 12får, der
her stodi tøjrog for lammenes skyld komind
om natten.
Detvarmin første tjeneste ogi ledige stun¬
der kunne jeg blive overvældet af følelser, af længsel efter hjemmet og der randt mange tårer, men detvar der ingen, der fik noget at videom.
Pladsenvargod nok, temmeligstrengforen
dreng i min alder, der var ingen ledige timer
fra om morgenen kl. seks til aften kl. ti, med
undtagelse af juni ogjuli måneder, da kunne
der sommetidergives en times hvil i middags¬
stunden.
Den 1. november1875 havdejeg udtjent,fik
klunset pakket, lønnen i lommen, samt seks pund uld og etpar træsko på ryggen, og van¬
drede heltkry mod hjemmet i selvfølelse afat haveværettilnytte ogtjent min løn.
Detosidste skoleårgik jeg til skole iHodde
sammen med minyngre bror. For at han ikke
skullegåalene den lange vej gik jegdenvinter
i skole hverdag. Vi skulle hjemmefra før otte
ommorgenen ogkom først hjemnårlysetatter
var tændt.
Konfirmation
Da jeg gik til konfirmationsforberedelse var pastor Jens Nikolai Ludvig Sjørring præst i
Hodde. Hanvarforfatter til salmerne »Herrens
venneringensinde, mødes skal forsidstegang«
ogtil »Kærlighed fra Gud, springerligeud,som
en kilde klar og ren«. Disse salmer blevmeget brugt i Tistrup og Hodde sogne, både i hjem¬
mene ogtil møderogsammenkomster.
PastorSjørringvarpræstiHoddeogTistrup
i 14år, fra 1864 til 1878, altså hele min barn¬
domstid. Han var en dygtig taler, nidkær i sin gerning og en ivrig sanger. Han oprettede en sangforening med flerstemming sang af de
ungeisognet, som varflittige kirkegængere og de samledesnederst i kirken. Når slutningssal-
men så blev sungen gik Sjørring fremog tilba¬
ge på midtergangen og sang med sin kraftige
stemme, der sammen med sangkoret i bag¬
grunden og menighedens toner fyldte godt i
det lille kirkerum. Jeg blev konfirmeret i Tistrup kirkeenforårsdag i 1878.
Sommerfest
Årets sommerfest for skolebørnene, var en
begivenhed visåfremtilmedstorforventning.
Først på eftermiddagen samledes børnene fra Tistrup, Bredho, Hauge, HoddeogHessel sko¬
ler. Deflesteafbørnenehavde hver sit lille dan¬
nebrogsflag.
Når alle klasser var komme tilstede, kaldte hver klasselærerpå sine elever, hvorefterlære¬
ren foran hver sin klasse gik i procession gen¬
nem Krarup Lund til præstegården med sang affædrelandssange. Den flagsmykkede proces¬
sion, som manikke kunne seendepå, og san¬
gen og flagene kunne nok vække begejstringi
etbarnesind
På præstegårdens gårdsplads stod en stor lind, med enskyggefuld krone, hvorunder føl¬
get samledes og nød en forfriskning i form af
enkage ogetglas sødmælk. Efterathave sun¬
get nok en sang gik følget ud på de nyslåede Krarup Enge, hvor legen under lærerens vej¬
ledning gik med liv og lyst en times tid.
Derefter gik turen tilbage, gennem Krarup Lund, til Letbæk Mølle, hvor dervar fritsam¬
værmed gyngeridestoretræeri havenogsejl¬
adspå mølledam-men i møllerensbåd.
Entimestidførsolnedgang blev derafsluttet
med en aftensang og enhver kunne søge ad hjemmet til medfølelsen afathave oplevet en godogfornøjeligeftermiddag.
Nårjegnuskriver,at allevartilfreds, vil det
for nutidsmennesker synes utrolig, da dervar mange børn, som den eftermiddag foruden legen,måttevandreto tiltremil foratdeltage.
Ungdomstiden
Når man deler menneskelivet op i fire afsnit, barndomstiden, ungdomstiden manddomsti-
den ogalderdomstiden, anserjeg det i almin¬
delighed at barndommen slutter med konfir¬
mationen.Nugår barnetoveri de voksnesræk¬
ker.
Sammenmed min ældste broder afløste vitje¬
nestekarlen og kom til at udføre det grovere
Enhyrdedrengs erindringer
arbejdepåmin fadersgård.Dervar nu enbesæt¬
ningpåca. 20 kreaturerogopdyrkning af heden
varikke afsluttetså vi måtte hvert år gravegrøf¬
terogkøre300-400 læs mergel. Desuden havde
farnufået interesse forplantning i skeloghegn,
etarbejde der udførtes imartsogaprilmåneder,
når vivarfærdige med tærskningen,somforegik
med plejl. Min farvar også en af de første på
denne egn,der begyndteatdyrke roer. Deblev
sået påkamme ogfrøene blev drysset ud afen flaske gennem en gåsener i toppen.Lugningen
blev udført med hånden, ved at man kravlede gennemrækkerne.
Rensning af korn foregik ved kastning og håndsold,og omaftenen gik tidenomvinteren
medatskære hakkelse tilhestene, hvilket fore¬
gik medenhåndkniv påsat enhakkelseskiste.
Dajegvar17 årkom jegatterudattjene. Jeg
fik plads hos Niels Sørensen i Olling, Thor- strupSognogminlønvar160 kroner det første
år.Jeg var der i tre år og fik hvert år lønnen forøget med tyve kroner. Det var gode folk,
somjeg alle dage vil haveivenligerindring. Jeg
hørte i disse år intet bebrejdende ord, men blev behandletsomenaf deres egnebørn.
Dereftervarjeg hjemme hos mine forældre
etår oglod mig fremstillepåsession iVarde da jegvar21 år.Jeg blev erklæret uduelig til krigs¬
tjeneste.
Iårets løb havdejegsøgtomamtsunderstøt-
telse til et højskoleophold og tog til Vejstrup Højskole ved Svendborg den første november
1883.
Høj skoleophold
Jens Lundvarforstander på skolen og detvar helt forandrede forhold,jeg kom til at opleve
denvinter.
Undervisningen deltogjeg i med livoglyst.
Fra min skoletidvarminskrivningdårlig, indtil jegvar 12 år lærte vi de gamle gotiske bogsta¬
vere, men såblev de latinske indført ogindtil jeg kom på højskole, havdejeg ikke haft ret meget brug for at skrive, desuden havde jeg
seneknu-der på håndleddene, krogede fingre
og rystede på hånden, så detvar nogle krage¬
tæerjeg frembragte.
Jeg foresattemig atafskrive Jens Lunds fore¬
drag, det blev i begyndelsen meget mangel¬
fuldt, men nårjeg siden tager den denne bog
frem oglæser optegnelserne,står både taleren
og hans ord lyslevende formig ogjeg føler, at der endnu ergnisteraf ungdomsbegejstringen
derulmer, selv efterover50års forløb.
Ijuletiden, fra 23. decemberogtil6. januar,
varjeg deneneste elevpåskolen,ogjeg havde
en godjul, men nok den mest rolige, jeg har oplevet. På grund afdårlige fødder kunnejeg
ikke få støvlerpå,men måtte blive hjemme på
skolen, hvor tiden gik med læsning afskønlit¬
teratur, som f. eks. Ingemanns romaner, og medundeholdning afJens Lunds børn.
Politik
Politisk setvar begyndelsen af 1885 en urolig
tid. Bølgerne gik højt, de konservative var i
mindretal i folketinget, men holdt fast ved regeringstøjlerne med Estrup som konseilpræ-
sident.Derudstedtesprovisoriske love, gendar¬
merikorpset blevoprettetforatlæggeendæm¬
per på urolige gemytter, og skytteforeninger¬
nesmedlemmer fikpåbudom,atdeikkemåtte
samles til øvelse, mensde beslægtede riffelfor¬
eninger helt blev forbudt.
Højskoleforstanderne i Svendborg Amt,
Povlsen i Ryslinge, Kristensen Randers, Olle-
rup ogJensLund, Vejstrupvaralle bestyrelses¬
medlemmer i riffelforeninger. Da de efter hen¬
stilling ikke efterkom opfordringen til at ned¬
læggeforeningerne, blev statsuderstøttelsen til
deres skoler inddraget, hvilket betød at min¬
drebemidlede måtte give afkaldpåetophold.
Ejendommen, Gjettrupvej 23, som Thomas Christian Jensen opførte omkring 1890 da han nedsatte sigsom landmand.
Foto:Astrup sognearkivnr. 2834.
Mejerier
Åreneibegyndelsen af firsernevarogså andels¬
mejeriernes tid. Den sidste sommer,jeg var i Olling, kunne jeg derfra seflere mejeriskorste¬
ne dukke op i horisonten. Det var: Fredens¬
borg, Horne, AspogTistrup.
Vinteren 1885 blev der afholdt fleremøder i Øse, hvorlandmændene drøftedemuligheder¬
neforoprettelse afetmejeriogda enighedvar
opnået blevenmejeribygning opførtpå Martin Tychens hede i Nordenskov, ved korsvejen Heager, Nordenskov, Hostrup, Øse. Detvar et lidtøde sted dengang, hede overalt rundt om¬
kring, ingen andre bygninger i nærheden end
fattighuset, der lå skråt over for mejeriet ved hjørnetaf vejen Øse-Heager.
Mejeriet kom i brug i juni måned. Be¬
styreren, dervar21 år, havdeværetmejeristpå
Ladelund Mejeriskole et år. Undermejeristen
havdeværetpå mejeriskoleethalvt år.Hanvar 23 år gammel. Min far havde, med min tilla¬
delse, fåetmigansatsomelev.
Nudukkedemejerierop sompaddehatte, så
erfarne mejeribestyrere kunne der ikke være taleom, menpladserne blevsomoftest besat af
ungemænd, derhavdeværetpå mejeriskole.
I 1886 fikjeg ansættelse som undermejerist på et nyoprettet mejeri i Lading på østkysten
Enhyrdedrengs erindringer
mellem Mundelstrup og Frisenborg Gods.
Ladinger enstørrelandsby, hvor de forskellige
erhvervvar repræsenterede, tilligemed at der
lå flere større og mindregårde. Hervarhaver
oghegn, der dækkede for udsigten,hvilketvar noget fremmed for mig, der savnede det frie udsynpådehjemlige flade sletter. Folkenevar flinke, men meget forskellige fra den gæstfrie vestjyske befolkning.
Fra maj 1887 havde min far skaffet mig bestyrerplads på Grene mejeri i Aastrup sogn.
DetheddernuGlejbjerg Andelsmejeri.Dervar 65 leverandører fordeltoverhele sognet,hvor¬
af den største part var mindre landbrugere,
hvorfor transportudgifterneikkestodi forhold
til den leverede mælkemængde. Min løn var 800 kroner med forpligtelse til at lønne med¬
hjælperne ogyde erstatning for, hvad smørret
gik under topnoteringen, hvorfor min far
garanterede. Derimod fik bestyreren andel i,
hvad der opnåedes over topnoteringen. Med¬
hjælperen fik 100 kroner i løn,ogkosten købte
vi hosen nabo, til 400 kroner for to mand iet år.
Thomas Christian Jensen beholdt pladsen
sommejeribestyrer itreår,hvorefter hankøbte jordogopførte ejendommen Gettrupvej 23 og
blev landmand.
Noter
1.Krumbygning=tohuslænger sammenbyggede i vinkel
2.Fladtørv=flade hedetørv-lyngskjold
Olga Pedersen, født 1935. Vestergade 6, 6670 Holsted, Lokalhistoriker. Hartidligere skrevet artikler
iFra Ribe Amt samt adskillige lokalhistoriske udgi¬
velser.
