Guds folk i Danmark
Nogle synspunkter på studiet af religiøse
grupper Af Margaretha Balle-Petersen(i: Folk ogKultur 1977. Forkortet udgave: s. 78-100 + 118-126)
Studiet af kulturel variation
At beskrive ogforklare kulturel variation har altid stået i centrum for etnologien. Menneskers livsform og deres materielle omgivelser viser
storevariationer iforskellige tider ogmiljøer. Enaf etnologiens hoved¬
opgaver eratkortlægge dissevariationer ilivsstilogatfinde frem til de bagvedliggendenormer og vurderinger1.
Som et led i dette arbejde har etnologer i årenes løb skelnet mel¬
lem »højerestandskultur« og »almuekultur«, »urban« kontra »pagan«
livsform, og ikke mindst de regionale kulturvariationer stod længe i
centrum for forskningen. Forskellige erhvervsgruppers kultur er søgt
dokumenteret, og i de senere år er begreber som »borgerlig kultur«,
»herregårdskultur«,»arbejderkultur«, »fattigkultur« og »børnekultur«
blevet diskuteret. Etniske minoriteter somf. eks.jøder, polakker, zigeu-
nere ogtatere harogsåudgjortetetnologisk studieområde,somhar fået fornyet aktualitet gennem de senere års indvandring af gæstearbejdere
fra bl. a.Jugoslavien, Tyrkiet og Pakistan. Men den form for kulturel variation,somudspringer af forskellige religiøse vurderinger,erderimod
ihøj grad blevet forsømt.
Deterkarakteristisk,atdet danske samfundide sidsteparhundrede
år er blevet mereog mere heterogent og differentieret. Der er opstået
flere og flere grupperingermed særlige livsformer ogidealer, ogvi kan
derfor taleomsærkulturer, delkulturer eller,somde oftebetegnes, sub¬
kulturer. Dette gælder også i høj grad religionen, som fra før at have
været en statsreligion nu i høj grad er blevet et personligt anliggende.
Denne udviklingtog rigtig fart med de religiøse vækkelser, der bredte sig overstore dele af landet iløbet af forrige århundrede.
Kirkehistorikeren Anders Pontoppidan Thyssen har karakteriseret
vækkelsensom »den førsteåndelige bevægelsei moderne forstand,som fik bred tilslutning i landalmuen«. Og han understreger, at »folk for
første gang derigennem stilledes over for tanker af virkelig betydning,
hvis sandhed ikkevaralmindeliganerkendt,men krævedeetpersonligt valg; ogderigennem udvikledes den første gruppedannelse-de »gude¬
lige forsamlinger« - som ikke varknyttet til landsbyfællesskabet, men byggedepå fælles åndelige interesser«2.
Dereligiøst vakte, »de hellige«,somdebetegnedesigselv,dannedenye
grupperinger på grundlag afet ideologisk fællesskab. De religiøse sam¬
fund udgjorde kulturelle minoriteter,som voksede og forgrenedesig og blevsuppleret udefra af f.eks. baptister, metodister,mormoner,irvingia-
nere. Den religiøse pluralisme blev dog knap så omfattende i Danmark
somide andre nordiskelande, hvoretmeget stortantal trossamfundtri¬
ves.Her ilandet fandthovedpartenaf de vakte deres ståsted inden foren
af deto kirkelige hovedretninger: grundtvigianismen ogindremission.
Disse to bevægelserer, ligeså lidtsom baptismen, adventismen eller
de andretrossamfund, blotreligiøseretningeraf kirkehistoriskinteresse.
De udgørogså afgrænsedekulturelle miljøer med tydeligtsærpræg.
Idenetnologiskeforskning har imidlertid førstogfremmest folkelige trosforestillingerogskikke iforbindelsemed åretsoglivets højtiderstået
i centrum. Detreligiøse liv er blevet betragtet som et afgrænset forsk¬
ningsområde,somkun sjældenterblevet udvidet til også atomfatte de vurderinger,som erforbundet med den religiøse identitet.ISkandinavien
savnesundersøgelser, somkangiveos etindbliki,hvordan menneskers religiøse tilhørsforholdpræger deres totale livsførelse3.
Vedatbestræbe sig på atbetragte virkeligheden med de menneskers øjne, som lever i den, og ved atskildre livsformen i forskellige miljøer
kanetnologen hjælpe med tilatskabe indsigti ogdermed forståelse for livsformer, som er anderledes end voregen.
En gennemgangaf forskningstraditionen inden for religionssociologi¬
eniFinlandviser ligeledes behovet for sådanne studier. Statistiskeover¬
sigter overreligiøst tilhørsforhold, deltagelseigudstjenesteogaltergang
formår kunatgiveetblegt billede afenbefolknings religiøse adfærd4.
Hvilke sociale konsekvenser får detreligiøse tilhørsforhold?Ihvilken graderreligiøse normer ogvurderingerogetmenneskes identitetsomf.
eks.grundtvigianer,missionsmand,adventistellerbaptistafgørende for personlighedsudvikling, uddannelse,erhvervskarriere, valgaf ægtefælle, børneopdragelse, kontaktnet, økonomisk aktivitet, omgangsformer og
fritidsliv - for blot at nævne nogle eksempler? Påvirker den religiøse holdningogsåetnologiens klassiske studieområder bolig, dragtogkost?
Vorviden om,hvad detrent faktisk indebæreridet daglige livatvære
baptist, adventist eller jehovas vidne eller at have sit ståsted inden for grundtvigianismen, indremissioneller luthersk missionsforening,erikke
så stor som den burde være, hverken for de sidste hundrede års ved¬
kommende elleridag.Påtrods af,atenhel række forskningsdiscipliner beskæftigersigmed religiøse forhold,serdel ud til,atdet her skitserede forskningsområde erfaldet mellem flere stole.
Opbrud ilandsbysamfundet
»Bonden holderaltsaamestafsmaaSamfund,sinFamilie,sin Byogsit Sogn. Disse Samfund kan han forstaaog overse,af dem kjender han hvert Medlem.DeSamfund,
derspænderover mere ogflere, har han ondt ved atføle Deltagelse for«
skriver forfatteren og højskoleforstanderenAnton Nielsen islutningen
af 1880'erne5.
Landsbyenvarden nærekreds, ogsognet,senere sognekommunen,var
den administrative enhed, man kunne overskue. Man var knyttet til landsbyenogsognetmed utallige bånd. Foruden slægtenvardet nemlig landsbyen og sognet, der gav familien og den enkelte social identitet.
Detvar herfra ens verdengik.
Gårdmændene ien landsby udgjorde etkultureltog økonomisk fæl¬
lesskaborganiseret itosocialeinstitutioner: bylavoggildeslav.Gennem bylavet reguleredes før udskiftningen en stor del af landbrugsarbejdet
og efter udskiftningen ofte udnyttelsen af fælles ejendom som ler- og
grusgrav, mose og eng ogandre fællesanliggender. Gildeslavet regulerede
detselskabelige samværmed dets rettigheder og pligter, bl.a. festernei
forbindelse med livets højtider.
Enaf devigtigsteforudsætninger for bylavetsoggildeslavets eksistens
var enkulturelhomogeniteti landsbysamfundet.Dereligiøse vækkelser
skabte imidlertid i løbet af 1800-årene grupper af åndelige afvigere,
som ved atbryde med gængse normer ogvurderinger på enofte uhørt
demonstrativ måde skabte afstand imellem sig selv og omverdenen.
Landsbysamfundetvarikkemere enkulturel enhed,menkunnenubestå
afi hvert faldto grupper: »de hellige« og »verdens børn«.
Fra 1855 gavlovenomsognebåndsløsning den enkeltejuridiskmulig¬
hed foratvælgepræstpågrundlag af individuelleåndelige hensyn iste¬
detfor efter de traditionelleregionaleretningslinier.Sognebåndsløsningen
førte imidlertidmangekonfliktermed sig. At løsesognebånd blev-med
rette-betragtetsomet brud med hele den bestående samfundsorden.
KlausBerntsen fortæller i sineerindringer frabarndoms- ogungdoms¬
tiden iEskildstrup i Søllinge sognpå Fyn, athans ældre bror engang i
midten af 1850'erne blev så grebet af den grundtvigske præstVilhelm
Birkedals forkyndelse, athan gerne søgte til gudstjeneste i Ryslinge:
»Detvakteen DelOpsigt i Byen,atminBroderoghansVensøgteKirkegang i et andet Sogn, og de varbegge saa forskræmte ved atkomme i Folkemunde, at de Søndag Formiddag,naarde vilde til Ryslinge Kirke, gik til den modsatte Sideover imodPederstrup forsaa derfrai enBueatvandreover »Sødinge Hed« til Lande¬
vejen,der fører tilRyslinge«6.
Medlemskabet i de religiøse grupperinger ændrede aktivitetsfelt og kontakter. På den ene side kom man megetmere ud til vennebesøg og
religiøse møder langt fra hjemmet. Såledesfortæller den vakte husmand Johan Nielsen i Skårupøre på Fyn i sineerindringer:
»Jeg gik ogsaa ofte flereMile hen i Landet om Søndagen hvor der holdtes For¬
samlinger, foratoverværedisseog dervedatblive opbygget ogbestyrketi Troen,
samt blive bekjendt med de Opvakte ogTroende, hvilket varmig tilmegen Vel¬
signelse«7.
På den anden side medførte skellet mellemhellig ogvantro færre kon¬
takterpå lokalt plan. Men den lille gruppe vakte i landsbyen havde til gengæld mange ogtætte kontakter med hinanden. Der fortælles f. eks.
omgårdmandskonenAne Kærsgaard i Krogstrup på Herningegnen:
»Ihendes Vækkelsestid har huntit,naarMandensovMiddagssøvn,taget etaf de
smaaBørn paaArmenog erløbet ned tiletPargamle Folk,somboedeienEjendom
ikkelangt fra Krogstrupforattale med demomGudsRige«8.
((en halv sideafkortet))
Omverdenens syn på de kulturelle afvigere
Hvilke sociale følger kunne det få at bryde med traditionelle normer
og søgeandet religiøst fællesskab? Nogle eksemplerfra begyndelsenog
midten afforrige århundrede fra Sydfyn kangive os enforestillingom deforskelligetyperafnegativesanktioner,somhenholdsvisenhusmand
og en gårdmand kunne blive udsat for.
Den senere lægprædikant Johan Nielsen i Skårupøre (f. 1789) hørte
til den første generation af pietistisk vaktepåSydfyn.Hanernærede sig oprindeligsomhåndværkerog spillemand,menefter athanimidtenaf
1820'ernevarblevetreligiøst vakt, fremstod hvervet somspillemand ef¬
terhånden som helt uforeneligt med de vurderinger, somhans ny status
som»hellig« medførte. Johan Nielsenså sigderfor nødsaget tilatopgive
dennevæsentlige indtægtskilde.For enfamilie,somiforvejen sad i små kår, betød det betydeligeafsavn i det daglige. Men situationen forvær-
redes yderligere, da der blev udspredt et rygte om, athan var gået fra forstanden,og ingenderfor ville tilbyde ham arbejde. Johan Nielsen har
selvi 1867fortaltomde negative sanktioner, dernu ramtefamilien:
»DetblevenhaardPrøvelsestid foros,dahelleringenvilde have migtilatarbeide,
og vi kun vare ismaa Omstændigheder.Vi havdeen temmelig stor Børneflok og intetandet Erhverv, end hvad jegkunde fortjene vedmine Hænders Arbeide,saa
varevisnartyderlig forlegne forLivetsNødvendigheder.Naar vi badeMennesker
om Hjælp,saa svarede de,atnu vare vi jo blevne hellige, saa fik vi ingenHjælp
hos dem«11.
Der gik på det tidspunkt alle slags historierom »forsamlingsfolkene«.
Gårdmand ChristenHanseniVejstruphusker frasin barndom,at »der gik de forskrækkeligste Rygterom de Hellige,ognaarmin Fader læste
iAviserne,saa varder tidt Historier om dem, ogdetvar saadanne Rø¬
verhistorier,saa jegblev saa bange for demsomforingen andreog var bange, de skulde komme tilVejstrup«12.
I en senere skønlitterærskildring af Johan Nielsens levned fortælles
om andre typeraf sanktioner:
»NaboerogGaardfolkvar saauvenlige imod hende [hans kone]ogBørnene. Ingen vilde sælge Mælk eller Smørtil dem, saa hun maatte sende den ældste afDren¬
genehelt ind til Svendborg,før det lykkedesatfaanoget.Børneneblev drilletrent
utaaleligtiSkolen,og Folk generededempaaalle tænkelige Maader. En Morgen,
de kom op, varalle Ruderoversmurte med PløreogSnavs. Enanden Dagvarder
stoppetHalm ogKludeiSkorstenen, saa der ikke kunde fyresop iKakkelovn el¬
ler Komfur. Udhus-Dørene blev aabnet omNatten ogTørv og Brænde kastet ud
paaVejenog i Grøfterne, hvorBørnenemøjsommeligtmaatte samle detsammen
omDagen«13.
Detskete også,at forsamlingsfolkene i Skårup blev overfaldet og mis¬
handlet med stokke og knipler på vej hjem fra deres gudelige forsam¬
linger. Voldsmændene var for en dels vedkommende seminarister fra Skårup seminarium14.
Ogsåfra myndighedernes side skredmanind mod afvigerne.Degu¬
delige bevægelsers første tidvarpræget afarrestationer,fængselsstraffe
ogmulkter. Johan Nielsen varsåledes selvifængsel omkring 30gange forsinvirksomhedsomlægprædikantvedgudelige forsamlinger.Iløbet
af 1840'erne holdtarrestationernedogop, og man opgavattvangsdøbe baptisternes børn. Grundlovens bestemmelserom trosfrihed betødslut¬
punktetpå den retslige indgriben fra samfundets side.
Grundtvigianismen blev i 1840'erne en stadig vigtigere faktor ude
i de fynske landsogne, efterhånden som der var blevet ansat en række grundtvigskepræster, og mange af de vakte sluttede op omGrundtvigs
tanker15. Mange steder opstod der skarpe modsætninger mellem den grundtvigskeminoritetogde almindelige sognefolk. Stridighedernevar bl. a. særlig voldsommeiHøjbysogn, og der kan derforvære grund til
atse nærmerepå dette eksempel fraetgårdmandsmiljø,fordi de sociale
sanktionsmekanismer fremtræder med særlig tydelighed her.
I årene fra 1852 til 1858 var den grundtvigske præst E.V.A. Ram¬
busch kapellan i Højby, og hans forkyndelse fik stor betydning for nogle familier her. Otte unge karle kom såledespå Kristen Kolds skole
i Dalby, og i 1859 startede en lille kreds på fire-fem gårdmands- og
husmandsfamilier enfriskole i Højby. PastorRambuschvar imidlertid på det tidspunkt blevet forflyttet, og da hans efterfølger var modstan¬
der af den grundtvigske bevægelse, løste friskolekredsen sognebånd til
pastorKofoedinabosognet SønderNærå. Dette skridt udløsteenlokal
konflikt. Sognebåndsløsningen og oprettelsen af friskolen fik bylavet i Højby til atudvise samtlige sognebåndsløsere af lavet. Klaus Berntsen,
som blev friskolelærer i Højby i 1862, skildrer i sine erindringer den
sociale udfrysning af afvigerne:
»Detgamle BylaugiHøjby udviste alle SognebaandsløsereafLauget.Vovedenogen atindbydeen Grundtvigianer til Gilde, blevogsaahan udvist. Skete derDødsfald
mellem Friskolefolkene,maatte ikkeengang dennærmeste Slægtdeltage i Begra¬
velsen.DissestrengeVedtægter blev godkendt af allepaaénnær,nemlig Gaardejer
NielsHansen,der erklærede,at ingenskulde forbyde hamatbyde sin Nabo, Ga¬
ardejerHansKnudsen, til Gilde hossig,men denne Opsætsighedførte til,atNiels Hansen,trods det,at hanvar en af Byens mest anseteGaardmænd, blev udstødt
afBylauget, og da han nogle Maaneder efter indbød sine gamle Laugsfæller til Barselsgilde, mødte ikkeeneneste.EthalvtAarefter, dahansSvigermodervardød
og skulde begraves, indbød han paany Lauget, da der i hendes Aftægtskontrakt udtrykkeligt stod skrevet,at»hun skulde haveenhæderligBegravelse efterEgnens Skik ogBrug«. DenneIndbydelse bragteenDel Forvirring,fordi noglevilde følge
den Afdøde-hunskuldedog ikke straffes forSvigersønnensForseelse,medens andre
fandt det stridendemod den trufne Aftale.Byens viseFædre holdtenRaadslagning
paaKroen ogvedtog,atLaugetskuldegiveMødeved Begravelsen. Samtidig blev
dersendt Brevtil NielsHansen,atde mødte ikke for hans Skyld,men kunfor at hædre den Afdøde«16.
Skillelinierne mellem detostridendegrupper vartrukket hårdtopimange år. Der var f. eks. ingen tilgang af børn fra nye familier til friskolen.
Mødte friskolelærerenen flok unge karle på gaden om aftenen, kunne
det ske, at de spærrede vejen for ham, så han måtte gå langt udenom
for at komme forbi17. Men efter syv-otte års forløb bidrog en række forskellige begivenheder, bl.a.personlige kriseriforbindelse med sygdom
og dødsfald, tilen åbningiforholdet mellem deto lejre,så atmanigen
kom på talefod med hinanden. Der blev efterhånden større forståelse
for friskolens undervisningsform. Hvorvidt samarbejdet i bylavet blev
genoptaget,har det ikke væretmuligt at finde oplysningerom.
Som disse to eksempler viser, kunne de religiøse afvigere risikere at blive straffetpå forskellige måder: drillerierogtrusler, fysisk vold, social udfrysningogøkonomisk pression,foruden den retsforfølgelse fra stor¬
samfundets side, derdog som nævnt holdt op iløbet af 1840'erne.
Deternaturligvis vanskeligt blotpågrundlagaf få eksempleratsige
nogetom,hvorvidt det genereltvar forskelligetyperaf sanktioner,som ramte husmænd oggårdmænd, eller om vold eller social isolation var
merefrygtet af gårdmænd end af husmænd ogindsiddere. Til gengæld
erdet oplagt,at økonomiske sanktioner måhave udgjorten kraftigere
trussel mod husmanden og landhåndværkeren end mod gårdmanden,
som i langt højere grad var økonomisk uafhængig. Måske er det ka¬
rakteristisk, atmens sanktionerne mod husmanden Johan Nielsen var rettetmodøkonomien, de laverebefolkningslags svagepunkt, udgjorde
de sanktioner, der ramte de sognebåndsløsende gårdmænd i Højby, et angrebpåetfor dennegruppemegetfølsomt område: deres sociale iden¬
titet somgårdmænd symboliseret ved medlemskabi bylav og gildeslav
og de dertil hørende rettigheder og pligter.
Sanktionernesartvarimidlertid ikke blotafhængigeafparternessociale positioner,menogsåaf hvilkenaldersgruppedetilhørte. En stordel af de
vakte varyngre folk,og vækkelsen medførtemange opgør mellem den
unge og den ældre generation. Forældrenes autoritet over for de unge fik et grundskudgennem vækkelsernes krav ompersonlig stillingtagen
til de afgørende spørgsmål i livet.Detkunne være svært for den ældre generation at acceptere, atderes rådoghenvisningeriså vigtigeforhold
blev åbenlyst negligeretaf de unge, og at omhyggeligt lagte planer for
de ungesfremtid blev kastet omkuld.
Social udfrysning og økonomisk pression var også fremtrædende
sanktionsmidler inden for familien. De religiøse vækkelser har haft indflydelsepåøkonomiske dispositionerifamilien f. eks. fordelingen af formue,støttetil uddannelse ellerselvstændig etableringogbestemmelser
om, hvilket af børnene der skulle overtage gård, hus eller virksomhed.
Den fynske bonde Hans Christensen, som var stænderdeputeret og
dybtengageretibondestandens kamp for fæsteafløsningogafskaffelse af hoveriet, regnede ikke »dehellige« fornoget.Deduedeikke. Dahan blev
klarover,athanssøn,den førnævnteChristenHansen,varvedatslutte sigtil deresflok,måtteden skuffede mandgribe til stærke midler:
»Mennuda han hørte afmig,atjegvilde væreaf de Hellige, krænkede det ham,
ogder blevenKamp, somgrebdybt ind hosos begge.Ja,saa dybt,at minFader lodmig vide,at han ikke vilde aabne mine Døre,saa længe jeg varsaaledes, og han ønskedeogsaa,atjegblev fra hansHus,thivivar,sagde han, bleven fremmede for hinandenog blev det,saalænge jegblev af denMening. »Og,« føjede han til,
»hvis dine Søskende bliversomdu,saa erdin Moderogjegvel bleven gamle Folk,
men saaskammerjeg mig vedat bo i Fyn, saavil vi sælgevorGaard ogrejse til Sjælland«»18.
Denreligiøse vækkelse greb imidlertid også ind i de unges traditionelle grupperinger,idet den rokkede ved selve grundlaget for ungdommens
mereeller mindre institutionaliserede samværsformerog bragteforstyr¬
relserikriterierne forvalg af kammeraterogægtefæller.Hvorøkonomi¬
ske forholdogparternesfølelser afsympatitidligerevarudslagsgivende,
blev detreligiøse ståstednuafgørende for valget af ægtefælleidevaktes
kreds.Det lokaleægteskabsmøn-ster blevsprængt afenændret livsstil.
En anset gårdmand iMidtjylland frygtede de sociale konsekvenser,
detkunne få fordatteren,athun søgtetil kirke udensogns. »Jegerked
afat I gaar saadan til Møde og til Kirke udensogns. Jeg synes, at det
er en saadan Skam for eder. Nu bliver du vel ikke engang gift.« Men
datterensvarede, at »Detkanogsaa være detsamme medat blive gift,
naarjeg blotmaa blive salig«19.
I nogle dele af landetvar de unges samvær fast organiseret i ung¬
domslav. Andre stedervardetblot institutionaliseretideårligeballer el¬
ler »legestuer«. Da de omvendte ungetog afstand fra disse dansegilder,
blevungdomsgruppen formindsket.Deungemænd kunneikke altid finde sig i,atderes erotiskejagtrevirsåledes blev decimeret,og skellet mellem
»Guds børn«og »verdens børn« grebogså imangetilfælde forstyrrende
ind i forholdet mellemto unge, somdet alleredevar »aftalt« imellem.
I Hjarup i Østjylland, hvor den indremissionske vækkelse fik stor
fremgang i 1880'erne, betragtede sognets unge mænd de hellige som
entrussel mod deres rettigheder:
»De »hellige« kan ikkelade os andre i Fred. ... Men vi har talt om, atder skal
gøresnogetforat faa Munden lukketpaadethellige Pak; thi de forfører deunge
Piger,saa de ikke vil have medos at gøre, ogdet vilviikkefinde osi.
Vi var fire Karle, der en Søndag Eftermiddag, da vi vidste, »de hellige« var
forsamlede,gik ud til Stedet,ogdetvarda vorMeningatgaaind til demogtage Pigerne fra dem. Men da det kom til Stykket, turde vi ikke, og vi gik hjem saa
modløse, skøntvortMod tilatbegynde med havdeværet stortnok.Hadet til »de hellige« derimod voksede.
Enanden Aften fulgteviefterenungPige,som ogsaahørtetil »de hellige«.Vi raabte efterhende ogkastede Sten,ja,mange Sten efter hende,men ingenramte, hun komgodtHjem«20.
Religiøs vækkelse - enkulturel revolution
Det var imidlertid ikke bare reaktionen fra omverdenen, som voldte problemer for den religiøse afviger i bondesamfundet. Det sværeste
var nok at efterleve sine egne nye normer. En religiøs vækkelse er en revolution i værdisystemet,som omdefinerer forholdet til både Gudog
mennesker. »
Religion kandefineressom enkulturel opfattelse af det overnaturlige,
somfolk anvender foratklare denmenneskelige eksistens'yderstepro¬
blemer21. I bondesamfundet var der traditionelt to måder, man kunne påvirke det overnaturlige på.Dels overholdtmande lokale normer om
kirkegang oganden påbudt religiøs adfærd; det sikrede en blid skæbne
efter døden. Delsbenyttedemanet systemaf magiskeriterogforholds¬
regler, det sikrede lykkeogmedgangidetdaglige.Forden enkelte betød
vækkelsen enrevision af dette religiøst-magiske sikkerhedssystem. De
nye vurderinger stodpåmangepunkteriskarp kontrast til deretnings¬
linier,manhidtil havde levet efter.Begrebet»engodkristen« kunne ikke
somfør uden videre forenes med de andre sociale rollersomf. eks.dygtig landmand,god nabo ogsamfundsborger.Dennerollekonflikt bragte de
vakte i et vanskeligt dilemma.
Den sociale identitet som »hellig« krævede betydelige afsavn. Men
hvor store? Hvor meget af den tidligere livsform kunne uden videre
forenes med den ny?
Vilhelm Beckgiver i sineerindringeretgodt eksempelpådenne usik¬
kerhed.Detstammer fraslutningen af 1850'erne:
»En Del Troende fra Stenmagle havde været i Besøg i Ubyog naturligvis været
sammenmed deTroendedér,sommest bestod af Unge. Nu vardeti Krinolineti¬
den, ogalle vore ungetroende Pigergik naturligvis med Krinoline ligesom andre
Folk. MenDagenefter mødtejegnogle troendePiger,dersaaligesaaflade udsom
Spækkebrædter. »Hvordanerdet,Iserud,Piger?«sagdejegtil dem.»De,somvare heri GaarfraStenlille,sagde,atmanikke kundeværeetGudsBarn,naar mangik
medKrinoline,« svarede deogsaamegetnedslagne ud. Forskrækketoveratskulle
faa denSlags KjendingstegnpaaGudsBørnindført iblandtos,kommanderedejeg
Krinolinerne paa, ogsnarthavdevivore unge Piger igjen iden sædvanlige Klok¬
keform,ogde bleve dog vedatværeGudsBørn«22.
For mange af den første generation af vakte var det endvidere et pro¬
blem, ihvor høj grad man selv skulle tage sig af det timelige, eller om
manheltskulle forlade sig påVorherre. ChristenHansen i Vejstrupgik
for sin del ind for den sidstnævnte linie:
»JeghavdeinogleAarværetFormand foretBrand-Assurance-Selskab,nugikdet
op formig: Detpasserikke for Kristne,lad Verden selv besørge den Slags Sager.
Guds Børn har Englevagt, og denVagt vil Vorherre sætte om alt, hvad han har
betroetmig,saa nu erjegogsaableven sikret af Vorherreidet timelige.Jegmeldte migved første Lejlighed ikke alene udfra at væreFormand,menogsaaud af Sel¬
skabetsomMedlem«23.
ChristenHansensfortsatteskildring afden konflikt, han oplevede,som kulmineredeiforbindelse med børnenesdåb,ereneståendei sin art.Her beskrives den kulturelleforandringsproces indefra ogpåensådetaljeret måde, atvi harmulighed for at følge beslutningerne skridt for skridt.
Selvom beretningen er lang,gengives den derfor her i sin helhed:
»Vores ældste Søn Hans blev født 1839,detvarden Tid almindeligFolkeskik,at der vedBarselsgildersom ogsaaved BryllupperogBegravelservarfasteGildeslav,
der bestod afFolk,somboedeide Gaarde ellerHuse,dernuenganghørte tilLavet
idetHus,hvor Gildet skuldevære,uden Hensyntil, omdetvarVennereller ikke.
Jeg krympede mig noget ved en saadan Indbydelse, men mine Forældre sagde:
»Skik følge eller Landfly.« Og min Faderpaatog sig atvære Indbyder til Gildet
ved Hanses Daab. 1842 blev Nielsfødt,ogdet gik ligedan.Kortdereftervardet,
atjegfik detformigsaavelsignedeBesøgvedminSvigermoders Dødsleje, daHans Andersen vidnede formitHjerteomJesusKristusvorFrelser,saaLivslysettændtes
i mitHjerte,ogmeddet sammefikjegnaturligvisnogetLys overMenneskelivet.
1844blevvorDatter Karenfødt,og nu saajegklart, hvilkenUsandhed detvarfor mig,naarviikke, efteratVorherrehavdegivetosetBarn,ogalleTingvargaaetos
godt, til Barselsgilde bødvoreVenner,dersammenmedosvilde loveogtakkeGud,
menbad det fasteLav.Jegtalte medmin KoneomSagenogspurgte,omhun ikke
kundeværeenigmedmig,thisaa vildevibydevorekristne Venner (de Hellige) og holdegudelig Forsamlingistedet for Gilde.Menhun beklagedesig: »Hvorskal jeg
kommeoverdetPDe harværether medBarselmad, oghvad vil Folk dogsigeom os,naarviikke bæreros adligesomandre?« MinModer hjalp hendeogsagde til mig: »Dukan aldrigvære detbekendt! Skik dig dog somandre Mennesker.« Jeg
vari Forlegenhedog raadførte migmed deHellige om Sagen, ogdærfik jegdet
Svar: »Dersomdu ikketagergudelig Forsamling,saamiskendervidig.«
Herstodjegligefrem mellem2Ilde.Min KoneogSlægt desagde: »Skik digsom andreMennesker.«DeHelligesiger: »Dersomdu ikketagergudelig Forsamling,saa miskender vidig,« ogmitegetHjertesagde:Tagkun dem,somvilværemed tilat takke Vorherre. Hvadgjordejeg saa? Ja,vel detallerdaarligste,jegvilde føjebegge
Parter. MinFader bødsomtidligere til Barselgilde,ogjeghavde budt de Hellige til gudelig Forsamling.
EfteratdervarspistvedGildet, stodminekristneVennerudei Portenogventede
paaatkomme indenfor.Dettemaatteimidlertid ikke ske,før dervardrukken Kaffe.
Jegvarikke glad,atminebedsteVennermaatte staaudenfor,ogjegmærkedeogsaa,
atdetgjordeetslemt IndtrykpaamineindbudteGæster,atdeHelligevarkommet.
Johan NielsenvarSkaffervedGildet,oghanvarTaleriForsamlingen, da de Hellige
kom indiStorstuen,ogdetgik godt for ham begge Steder.For migvardet anderle¬
des, thi jeghavdejohandlet imodmit Hjerteved Indbydelsen til Gildet,og nuviste detsig ogsaa,atjeghavde handlet daarligt, thijeghavdenuet Selskab samlet, der
sletikke kundesammen:DeHelligetognuførst Pladsi Storstuenmed Sangi Bror¬
sonsSalmebog, Oplæsningaf Luthers Prædikener, TaleogBøn,ogdetvarkendeligt,
atde andreGildesgæster blev bistreogværretilatdrikkeogbande,saanogle af dem gik vrede hjem,ogingenafParternekundeværerigtigfriogtilpas.
Dagenblev imidlertidenafmit LivsMærkedage,ogdet gikmig,somOrdsproget siger: BrændtBarn skyer Ild. Thi2 Aar derefter, altsaa 1846, blev Peder født, og ved denne Lejlighed fikjegved Daaben mit HjertesØnske opfyldt, thi da blevjeg enig medmin Koneom,atvi brød med det gamle Gildeslavog bød kun tilos de nødvendige Faddere,ogjegselv, hvad den Tidvaruhørt,varmedved Daaben.
DerblevoverdennevoresFærd, der stredmod nedarvet Skik,etsaadant Bulder,
atdetspurgteslangt adBy,saajegvedengivenLejlighed kom tilenafmine Venner, der boede 5Mile fraos,ogblev tiltalt saaledes: »Ja,Christen Hansen,det ervist ganske rigtigt, atdu har brudt med Verden og Gildeslavet, mendetvaret stærkt Stykke,somjegikkekundegøredig efter«24.
»Kom hviledageni hu,atdu holder den hellig«
I de flestevækkelsesmiljøer er det3. bud væsentligt for opretholdelsen
af den religiøse identitet. Før itiden vardet forbundet med størrevan¬
skeligheder atleve efter bibelens retningslinierend nu.Dettænkerman måske ikke på i dag, hvor de fleste har hele week-enden fri. Men for adventisterne, som har lørdagen som helligdag, har problemet været aktuelt helt opi nutiden.
Ihvorhøj gradvar de religiøsegruppers vurderingerpå dette punkt forenelige med storsamfundets, og hvordan har de påvirket deres livs¬
form?25.
Nogle religiøse samfund fortolker det 3. bud meget strengt. Med¬
lemmerne i den jødiskeminoritetsgruppe Machsika Hadas overholder
sabbatbudenerigorøst. Detersåledes bl.a. forbudt attænde ild, skrive
og røre ved penge i sabbaten26. På Fyn holdt en lille kreds af strenge
pietister i 1840'erne så strengt på søndagshvilen, at de hverken redte
sengeller fejedegulvomsøndagen.De sørgede foratfeje gulvet lørdag aften, inden de giki seng, ogsøndag aften gik de i de uredte senge27.
Det kunne vel endda gå med de hjemlige sysler. Men hvilken ar¬
bejdsgiver ville godkende et sådant krav i en tid, hvor søndagsarbejde
varalment udbredt i mange erhverv? At overholde det 3. bud varihøj grad etdilemma mellem tro ogidealer på denene side og økonomi og loyalitet som samfundsborger på den anden. Man kunne f. eks. ikke påtage sigpligtarbejde eller tillidsposter,somkrævede,atmanarbejdede
om søndagen.
Da detensøndagi 1840'erneblev ChristenHansenstur atkøresog¬
neægtforsessionenfra Svendborg til Svindinge,måttehannægtedet for
sinsamvittigheds skyld, selvomhanspositionsomgårdmandforpligtede
ham til det,og selv omnægtelsen blev anmeldtfor herredsfogeden28.
Igrundtvigske kredsetogman merelempeligtpåspørgsmåletog over¬
lod til den enkelte selvatfinde frem tilenfortolkning, der harmonerede
medsamvittigheden.Menfor indremissionvarspørgsmåletomsøndags-
hvilen fremdeles afgørende for, om man kunne regne sigtil de helliges
samfund eller ej. På vestkysten kunne missionsfolk således ikke gerne
være med i bjergelavet, da detnemt kunne medføre søndagsarbejde29.
Da vækkelsen i slutningen af forrige århundrede greb omkring sig
i den jyske fiskerbefolkning, var det i høj grad søndagsfiskeriet, som
hindrede,atdet hidtidige samarbejde i bådelavene kunnefortsætte.Fra Skagen fortælles således fra 1890'erne:
»Noget af det, der voldte størstVanskelighed for de vakte Fiskere, varSøndags- fiskeriet. Ofte blev der taltom,hvorledes Fiskerne skulde stillesigoverfor dette;...
Det blev ogsaasnart saaledes, atde Fiskere, derblev omvendt, fuldstændig brød
medSøndagsfiskeriet;mendette øgedeihøj Grad den Modstandfra Verdens Side,
somVækkelsen havde fremkaldt. Fiskernevarvantetilatfiskesammeni forskel¬
ligeBaadelav; men naar nu noglei et Baadelav blev omvendtogikkemere vilde
fiske om Søndagen, blev deresvantroKammerater forbitrede,jog demi Land og vilde ikke have mere med dematgøre.Derved kommangenentroende Fisker til
atgaaarbejdsløsiflere Maaneder, hvorved hans nyvakteTroblevsatpaa enhaard
Prøve«30.
Detbleven trossagfor missionske fiskereatundladeatsejleomsønda¬
gen, ogefterhåndensomde blev flereog flere, styrkedes sammnholdeti
kredsen.IEsbjerg udgjorde de vakte fiskeres »søndagsbåde«etmarkant indslagi fiskerflåden,nårde lå samlet ved den såkalde missionspier31.
En del af kutterne bar desuden navne, som tilkendegav skipperens
kulturelletilhørsforhold:Zoar,Maran-Atha, Ebenezer,Saron,Immanuel
eller Bethesdavaralmindeligenavnepåmissionsbåde32.Etandetsymbol
vardueflaget,sommedlemmernei»Broderkredsenpåhavet«plejedeat
hejse ved siden af Dannebrog,nårde holdt søndagpå havet33.
Søndagshvilen var enaf grundpillerne i det skibsforsikringsselskab,
som enkredsaf indremissionskeEsbjergfiskere dannedei 1924.Hverken fiskeri,salg eller levering af fiskmåtte finde stedpå søn- oghelligdage,
hvismanvilleværemedlem af»Union«,og mangemente,atogsåsejlads
varforbudt om søndagen:
»Union-fiskernelagde deres fiskerianpå,atde helst skulle værehjemme tilom
søndagen,og i gamle dage afbrød de rødspættefiskeriet, selv omde lå med gode træk, for at nå hjem til lørdag midnat. Kl. 12 skulle maskinen være stoppettil havs,ogdenblev førstsatigang24 timerefter, hvis der da ikke skulle lavesstrøm tildynamoen.Hvis enkutter havde uheld eller blev forsinket undervejs afvejrog vindogdermed ikkekunne nå tilEsbjerg inden midnat, ankredemanalmindeligvis
opudenfor Dybetogholdt søndag her. Efter lørdag midnat kunne der ikke sejles,
første del afsøndagenvarligesåhelligsomden midtersteog sidste del«34.
Først i slutningen af 1960'erne blev søndagsparagraffen taget ud af policebetingelserne og er nuet samvittighedsspørgsmål for det enkelte
medlem.
For de indremissionske landmænd blev spørgsmålet om levering af
mælk til mejerierne om søndagen en lignende mærkesag som fiskeriet
varfor fiskerne.
Problemet blev aktualiseret i slutningen af 1880'erne, da indremis¬
sionske kredse i København stiftede »Foreningen tilFremme af Sønda¬
gens rette Brug«. Søndagslukning af butikker og mejerier blev meget debatteret i Indre Missions Tidende i disse år, og i løbet af 1890'erne
bredte søndagslukningen af mejerierne sig35. Indre Missions formand
VilhelmBeck, somselvvarandelshaverimejeriet iØrslev,gikispidsen
for bevægelsen. Enaf Becks sønner fortællerderom:
»Selvvar FaderAndelshaver,menforbeholdt sig Ret tilat tilbageholde Søndags- mælken;menikke alle troendeiSognetvildefølge deresPræsther.
