Stormfloder som Guds straf
Af
HelenCliff
Marskområdet i Sønderjylland har flere ligheder med områder i Tyskland og Holland end med det øvrige Danmark. Dette kulturlandskab virker fasci¬
nerende,ogmenneskenes kamp mod havet her har for migværet etinteressant studieobjekt (1).
Udgangspunktet for min undersøgelsevaret ønske omatfinde ud af, hvil¬
kenindvirkning de stormfloder,somjævnligt hærger her, har haftpå områdets
økonomiskeogevt.også politiskeogsociale forhold. Rentgeografisk ønskede jegatholde mig til den danske del af marsken.Det vistesig dogatværeumuligt
atholdesig tilnyerestatsgrænser,idetkildematerialet også spredte sigoverden
del af dennordtyske marsk, derergammelt dansk land. Detblev derforom¬
rådet fra Ribe tilEjderen, jeg kom tilatbeskæftige mig med.
De
gode
ogde onde floder
Deter langt fra alle stormfloder, der skal betegnes som hærgende eller kata¬
strofale. Det stormerofte i området, og der er ofte vandstigninger, uden det
behøveratfåalvorligekonsekvenser.
Nogle floder er oven i købet blevet betegnet som gode, fordi de aflejrede gødende havplanter; f.eks. skriver tyskeren ErnstvonBertouch i 1893 (2) om detoældstefloder, manharkendskab til, at devargode floder, der blot af¬
lejrede frugtbar jord,meningen skade gjorde på landet. Disseto-den Baltiske
og den Atlantiske anslås at have fundet sted før kr. f. (ingen nærmere tids¬
angivelse).
Dentredie-Kanalfloden-også kendtsomden Kimbriske Syndflod,ca. 340 førkr.f.,varderimodmegetødelæggende. Detvarved denne lejlighed,atden engelske kanal blev gennembrudt. Alt land mellem England ogNederlandene forsvandt,ogligeledes forsvandt al marsken, der strakte sig ud fra denengelske kyst. VonBertouchmente, atnår detoførste flodervargode, såvardet fordi
der endnu ikke varbygget diger, ogat vandet derfor uhindret kunne trække sig tilbage igen.
»Havetgiver-havettager«, siger friserne,og menerdermed samspillet mel¬
lem stormflodernes ødelæggelser og den omstændighed, at det er havets af¬
lejringer af gødende havplantedele, der giver de særligt gode betingelser for god landbrugsjord. Den fede marskjord har givetmegenrigdom. Ienlille rejse¬
skildring fra 1892 fortællerH. P. Hanssen, Nørremølle (3), atmarsken er»et
vidunderligt rigt Land. Kornet staar i gode Aar saa tæt med røragtige Straa,
atde ikke kanmejes med Le,men maaskæres med Segl.« Han skriverogså,at
- ifølge fuldt pålidelige vidnesbyrd - fik marskbonden Christian Meinsdorf
63 fold af sin bygmark i året 1643, medens landmanden i kongeriget på det tidspunktvarovermåde glad for atfå 4-5 fold. Men påenenkelt stormflods-
nat kunne al rigdommen blive skyllet væk, og generationershårdt arbejdeog
velstand bliveødelagt, når-som det hedder-hele kirkesogne forsvandt i bøl¬
gerne.
Kunsten at
bygge diger
Omfanget af tragedier og katastrofersom følge af stormfloder hænger natur¬
ligvissammenmed entiltagende indvandringog bebyggelse af marsken.
Von Bertouch's teorieromdegodeogonde floderer stadig aktuelle. Albert Bantelmann, der har beskæftiget sig med den landskabelige udvikling (4), har også interesseret sig for bebyggelsens historie. Hanmener,atmenneskene i for¬
historisk tid overvejende har forholdt sig passive overfor begivenhederne ved kysten: havets oversvømmelserogaflejringer af plantedele. Først i begyndelsen
af middelalderen begynder beboerne i større omfangat deltage aktivt i for¬
andringsprocessenaflandskabsforholdene.
Kulturgeografen N. H. Jakobsen har gjort op(5), atantallet afødelæggende
stormfloder steg i takt med digebyggeriet. Særlig skæbnesvangre var de for
området i det 17. årh. Detersamtidig dette og sidste halvdel af det 16. årh.,
dertegnersig for nogle af destørste ogmest ambitiøse dige-og landvindings¬
projekter. Hanmener,atdererflereårsager til dette selvmodsigende fænomen.
Førstogfremmest svarede de ældste digerikke til formålet; landetvarnemlig
ikkedigemodent. Desuden udelukkedes- på grund af digebyggeriet - senere
tilslikning (aflejring af havplanterm.v.), ogde dele afmarsken,der hviledepå
tørv, sank efterhånden sammen, således at landet kom til at ligge lavere. De
svage diger kunne ikke modstå vandmassernes tryk. Ved oversvømmelserne
dannedes derenstorfordybning indenforgennembrudsstedet. Vandet blev da
forhindret i at trække sig hurtigt tilbage, hvilket det havde kunnet gøre ved
denuinddigede marsk.
En forudsætning for indvandringen og bebyggelsen af marsken har været indvandrernes kendskab til at bygge diger og værfter (opkastede jordhøje, hvorpå gårde og huse anlægges for at være i sikkerhed mod oversvømmelse
ved stormflod). Samtidig virker detsom om dette kendskab harværetbeboer¬
nes forbandelse. Adgangen til den gode landbrugsjord har været drivkraften til,atmanflyttede ud i marskenogbegyndteatbygge diger.Hvornår de første digererbygget vides ikke med sikkerhed. Sakse omtaler dediger, sombeskyt¬
tede Lille Frisland (6). De harnæppehaft størrebetydning for landskabet, idet
der kunvartaleom såkaldtesommerdiger, der ikkevarhøjere, endatdelige
akkurat kunne holde vandetude, medens afgrøderne stodpå marken. Resten
afåretvarlandetoversvømmet.
Detoprindelige motiv tilatbygge diger: nemligatkunneindvindenytlandtil opdyrkning, blev hurtigt afløst af nødvendigheden af at beskytte det, man allerede havde. Afgamle kortoverområdet sesdet tydeligt,attrods demange
landvindinger, så er landet i dag betydeligt mindre end det f. eks. var i det
14. årh. Landvindingerneer kunprocenter af de landtab, som stormfloderne
harforårsaget.
Selvomman-målt medtidligere tiders tekniske viden-varmegetdygtige
tilatbygge diger, så vidstemantilsyneladende intet ombetydningenaf forud¬
gående undersøgelser (Bantelmann ogJakobsen). F. eks. havdeman ikke for¬
stået, hvor vigtigt det er,atlandet erdigemodent. Først ibegyndelsen af 1800-
tallet begyndte man at interessere sig for mere end det byggetekniske og at arbejde efter videnskabelige principper (7).
Fejlvurderinger ved digebyggerierikke kun historie. I sinlille bog fra 1976
skriver fhv. skoleinspektør F. Dinsen Hansen (8), at de store stormfloder i
1962ogjanuar 1976 har givet digebyggerneen lære. Detviste sig nemlig,atde
nyeredigervarforstejle på indersiden, hvilketbevirkede, atbølgerne, i stedet
for at løbe stille ned ad indersiden, styrtede ned ad de altfor stejle sider og
vaskedejorden med sig: »Enbeskadigelse afet nytdige betyderenstørrefare,
end hvis detdrejer sigometgammelt. De gamleerhelt igennem afklæg,mens
kernen i de nyeeropskyllet havsand, som erdækketmedet klæglagpå 30-50
cm. Har brændingen først slået hul gennem klæglaget, er faren for et brud overhængende. Sandet yder ingenmodstand,menskyllesfornemtbort.«Med
andre ord er spørgsmålet: Hvor sikker kan man være bag digerne? stadig
aktuelt. Deterdaheller ikkelængere siden end i1953,at 1800menneskerdruk¬
nede, og600.000 måtte evakueres under den store stormflod i Holland. Ska¬
dernepåde danske digerforårsaget af detostormfloder i januar 1976 erop¬
gjort til 2,4millionerkroner, idet dervarskaderpå samtligediger.
Selv omdigernegangpå gangikke svaredetil forventningerne, så harman alligevelværet megetstoltoverdissebygningsværker. Hvertidsepokehar-ud
fra sineforudsætninger-gernevillet opfatte sine digersom: Såsolideogsikre
som aldrig før. Man talteom»jerndiger« og»evigeværker«. Præsten ogfor¬
fatteren Anton Heimreich, der levede i det 17.århundrede,fortællerom dige-
greven i Risummose, der, da man var færdig med et stort digebyggeri, satte spaden ijordenogsagde: »Trutznun,Blanke Hans.«(BlankeHanserfrisernes
benævnelse forhavet) (9).
Dettevarovermådestoreord,somgenspejlernogetaf denstolthedogglæde, marskbøndernefølte overderesdiger. Men BlankeHanstog udfordringen op ved denstoreflodnattenmellemden 11.og12.oktober 1634.1 denneforfærde¬
lige stormflod menes 10-15.000 mennesker og 50.000 stykker kvæg at være druknet.
Igode tidervarrigdommenstor.F.eks. kanmani detstoreværkomSønder¬
jyllands historie (10) læse om marskbønderne i det 17. årh., at de ikke ind¬
skrænkedesig tilatdrive landbrug, menatdeogså deltog i den opblomstrende
søfartoghandel.-»Deboede i velbyggede Gaardeogklædte sigstatelig.« Den rigdom, sommarskjorden kastede af sig, betød ogsåmuligheder for godeskat¬
teindtægter. Heri ligger nok forklaringen på, at så mange konger og fyrster
i tidensløb harinteresseretsig for marskenoghar haftstorevisioneromdige- projekter. Den første var Erik Menved, der i 1316 forsøgte at forbinde øen
Viding med fastlandet ved hjælp afetdige fra Rudbøltil Fegetasch. Detmis¬
lykkedes. Desværre kølnedesdenne interesse noget, nårmarskboerne bad om
hjælp eller skattelettelser efter stormflodsødelæggelser.
Kildematerialet
Mange oplysningeromstormfloder-specieltnår det gælder antal afomkomne
og omfang af skader - stemmer ikke overens. Det skyldes hovedsageligt, at mange arkiverergået tabt i senere stormfloder. Endel oplysninger er derfor rekonstruktioner,baseretpå gamlesagn og hvad folk i øvrigt har fortalt. På¬
lideligheden i sådanne tilfældeernogettvivlsom. Derimod eroplysninger,som
ersammensatte afuddrag fra beretninger, breve m. v., som er tilsendt andre arkiver,meretroværdige, omend de ikke giver det fulde billede afsituationen
efteren stormflod.F.eks. vedmanfraKong Valdemarsjordebog fra 1231, at derpåøenNordstrand harværet59 kirkesogne, hvilketer50flereend i 1934.
Ligeledes ved man fra en meddelelse fra Slesvigs Domkapitel til konciliet i
Basel 1447, at »detsalte Hav har taget60 Kirkesogne, der har indbragt over Halvdelen afKapitlets Indtægter« (11).
Enstordel af deværker,jeghar benyttet mig af fra Detkongelige Biblioteks samling,ersekundære kilder. Det gælder artikler ilokalhistoriske skrifter, først
og fremmest Sønderjydsk Månedsskrift, men også andre, både tyske og dan¬
ske (12). Forfatterne til disseartikler har i nogletilfælde haft adgang til origi¬
nalkildersomtingbøgerogdagbøger,hvorafendel findes iStatsarkivet i Sles¬
vig. I andre tilfælde henviser forfatterne til lokalesagn.
For dethistoriskebaggrundsstofs vedkommende har de fembind af»Sønder-
Menneskerogdyrsøgertilflugt på værft under stormflod. (Oliemaleri afAlex Eckener, 1938, Nissen-Haus, Husum).
jyllands Historie«væretenstorhjælp.Detsammegælder for J.P.Traps: Dan¬
mark,Tønder Amt(13).
Fra 1600-talleterder bevaretenrækkesamtidigeberetninger fra de forfær¬
delige stormfloder,somhærgedepå den tid. Fra denstoreflod i 1634erbevaret nogle beretninger, skrevet afpræster,sompå den tid virkede i området. (Blandt
andre den førnævnte AntonHeimreich). Dissepræster mente,atstormfloderne
ogderes ødelæggelser måtteværeGudsstraf formarskboernes syndigelevned.
Da jeg undervejs i arbejdet begyndte at interessere mig for fortællestoffet
omstormfloderoginddrog nogle tyskeogdanske sagnsamlinger, stødte jegpå
densammeholdning, atstormflodervar enstraf fraGud. Denstørstesamling
afsagnfra marsken finder vi hos tyskeren Karl Mullenhoff. Hans bog fra 1845
erbåde den ældsteogden, hvori vi finder de fleste stormflodssagn (14). Deter daogså dette værk,senereudgivere afsagnoftest henviser til.Karl Miillenhoff samarbejdede i mange år med brødrene Grimm. Han var enflittig indsamler
oghavde desuden kontakt med meddelere, der sendte ham optegnelser.
Fortællestoffet, somjeg fremover vil foretrækkeatkalde forsagn(15), kan
inddeles i grupper udfra hovedmotiverne.Mest interessant er gruppenmed et
religiøst motiv, ogdeterdissesagnsamtdeføromtalte skrifter, sompræsterne skrev i det 17.årh.,restenaf denne artikelbeskæftiger sig med.
Guds
retfærdighed
ogtålmodighed
Troenpå stormflodersomGuds straf kan opstilles itrehovedpunkter.Punktto
omvarslermåansesforatværeetindskud,somofteudelades.
1. Gudervredovermarskboernessyndigelevnedogstraffer dem med storm¬
flod. Men:
2. Da Guderbådegodogtålmodig, sender han først varsel på varsel i form af
naturfænomener foratfå menneskene tilatopgive syndenogdermedundgå
katastrofen. Menforgæves.
3. Hvismanopfyldte bestemte betingelser, f. eks. varmegetfrom, præst,jom¬
fru etc.,kunneman-på mirakuløs vis-blive reddet ienstormflod. Medens
deøvrige, f. eks. resten aflandsbyen, druknede som straf for deres synder.
Ofte får sådanne »særlige« personer en direkte advarsel fra Gud om at bringe sig i sikkerhed inden stormfloden.
Præsten Niels Helvadudgavi 1616 sit første flyveskrift (16). Dethandler om den forfærdelige stormflod året før, hvor »mange tusinde Mennisker druck-
nede«. Alene på øen Nordstrand omkom 300 mennesker. Niels Helvad ind¬
leder medatfortælleom detfrygtelige uvejr, somkunneværeblevet forudset,
- eftersom »Alle Planetervaare forsamlede in Trigono Igneo« (= trekant af ild) -hvilketmanhavde kunnet læse i Helvads store»Prognosticon« for året
1615. Han beskriver selve katastrofen oggiverenudlægning af den somGuds
strafoversynden. Dette bekræftes ved en række henvisningertil lignende be¬
givenheder beskrevet i den hellige skrift, nemlig Noah og syndfloden, Loths flugt fra Sodomaogandre.
Helvadvarenflittig skribent, oghans storeinteressevar astrologi ogastro¬
nomi. Han udgav mange bøger, blandt andet sine»Prognostica« med forud¬
sigelser af det kommendeårs vejr,somhanudsendteårefterår ligetil sin død
i 1634. Han har skrevet omflere stormfloder ogderes årsager. Han mente,at dehørte til deplager, somGud hjemsøgtemenneskene medforatadvare dem
mod synden. Omen stormflod i året 1300 -altså 300år før hans egen tid -
skriverhan, atman forud havde set en skrækkelig komet og ildtegn på him¬
len(17).Også mærkværdighedersomgræshopper, ilanddrevnefisk eller andre havdyr, misfostre både blandt menneskerogdyr og»blodregn« hører med til
devarsler, som Helvadmente, at Gud sendte foratadvaremenneskene. For,
mentehan, Gud vil ingen synders død, blot devil omvende sig. Derfor giver
hantegnovertegn,underoverunder, foratmandogskaltrounderne,dersom
manikke viltrohans ord!(18).
Andre eksempler på varsler, der optræder i forbindelse med stormfloder,
var: blod i brødet, tre sammenvoksede æg, meget kvæg var blevet rasende.
Anton Heunreich nævner otte varsler, der var setforud for den store flod i 1634. Et af demvar,atdet havdeværet etsmukt efterår(19).
Præsterne mente, at sådanne varsler varet tydeligt tegnpå Guds storetål¬
modighed. Præsten VolkmarvonJessen (20) skriver i 1635ommeningen med devarsler, som Gud havde sendt forud for denstoreflod i 1634, ogkommer
i denforbindelsemedet fromtønske:
»De vil advare Menneskenes Børn endnu atomvendesig. Omend ikke alle,
saamaatteder vel findes nogle faa,som slaar sig for Brystetogbeder Gud
værebarmhjertigognaadig.«
Disse varsler ogjærtegn,sompræsternelæggerså stor vægtpå,synesdog ikke
atspillenogenstørrerolle isagn omstormfloder. Hos Karl Mullenhoff finder
vitoeksempler, nemlig isagnet omEckseeog Kattsee iDitmarsken (21), hvor
det havde vrimlet med ål med store øjne. Landsbyboerne i det gamle Telling-
stede havdetvunget præstentil atgiveen sodethellige sakramente. Kort efter rejste der sigenvældigstorm,oglandsbyen forsvandt ienbundløssø. Præsten
ogde fromme nåedeat flygte. Det samme sagn kendes fra byen Hardendorf
etparmil sydligere. Varslet her var, at vejeog huse fyldtes med fisk. I min
gennemgangaf stormflodssagnerjegikke stødt på andre sådanne varsler.
Derimod optræder en anden form for advarsel ofte i sagnene. Nemlig at Gud direkte advarerenkeltpersoner ellersmågrupper:f. eks.præsten,de from¬
meibyenetc. Karakteristisk for denne former,atde pågældendealtid nårat redde sig væk fra området, inden stormfloden kommer. Sådanne direkte ad¬
varslerbeskæftigerpræsternesig ikke med. I denøvrige del af udlægningen:at .stormfloderer sendt af Gudsom straf for marskboernessynder,ogatstraffen
erretfærdig, selvom den er grusom, erder tydeligeparalleller mellem, hvad præsterneskrev i det 17. årh.,ogdesagnfolk har fortalt.
Grunden til Guds vrede
Men hvaderdet forsynder, der berettiger tilen grusomstraf?
Ienartikel i 1963 skriver Kristiane Fischer(22),athun har hørtsagnetom
Rungholdt, der forsvandt i den store manddrænkelse i året 1362» og hun
skriver:
- »Sårigvar den, såmæt afvelvære ogoverflod, at ingen vidste, hvordan
manbedstkunne trodse Gud.«
Rungholdt lå på øenNordstrand.Denvar en driftig handelspladsogcentrum for salthandelen. Mange af dens borgerevar meget velhavende. Det er altså
rigdommen, derharledtbeboerne til hovmodoggudsbespottelse. »Ihr Reich-
thum verleitete sie zu allerlei Uebermuth,« hedder det i Karl Miillenhoff's version af sagnet (23). Mullenhoff skriver, at Anton Heimreich fortæller det
sammesagn om en stormflod i året716, uden dog atnævnebyensnavn. Selv
har Miillenhoffoptegnet sagnetfra Hr. Hansen på øenSild. Her møder vi igen
motivet medsoen, sompræsten tvinges tilatgive det hellige sakramente (24).
Så vred blev Gud over denne bespottelse, at helebyen plus seks nabosogne
blev totalt udslettet. Kun præsten, hans pige og tojomfruer, der havde været ikirke i enanden by, overlevede stormfloden.
Vandresagnsmotivet med soen har ikke nogen videre betydning i denne sammenhæng.Detvæsentligste i sagnetom Rungholdterholdningen: atstraf¬
fen fra Gud varretfærdig; det er samme holdning, vi møder hos det 17. år¬
hundredespræster.
Det ersom sagt rigdommen, der er roden til det hedenske levned, marsk¬
boerneførte.Netop i det 17.århundredeogi slutningen afdet 16. århundrede
varderopgangstider. Nogle af destørstedige- ogudvindingsprojekterer lavet på denne tid. lait indvandtes 23 koge, destørstepå strækningen fra Tønder til
Okholm. Tiden betegnes som en storhedstid for digebyggeri, som først det
20.århundrede »kanopvisemagentil«. Studehandelenogsøfartenblomstrede.
Pågrund af den særlige Friserlov havde marskbønderne visse rettigheder. De
var fritaget for hoveri og anden tjeneste, og de skulle heller ikke svare ti¬
ende (25).
Blodhævnen
Men rigdommenogden dermed følgendegudløshedvarkun eenaf årsagerne
til Guds vrede. Friserneer også blevet klandret for deres umådelige stolthed
overdigebyggerierne, hvilketerblevet udlagtsomhovmod.
En andenalvorligsag varderes påståede vildskab. Præsten Boetius skriver
i 1623 omtilstandenepå Nordstrand, at...»Folk her kunne myrde enFrem¬
med vedenringe, ja, selv udennogen somhelstAnledning.«Dererbestandigt klageroverdisse vilde frisere. Drabvarhyppige imarskegnene (26).
Men hvad dermuligvis harværet svært atforstå-både forpræsterneogde omkringboende- harværetfrisernes særligeretssystem. Den gamleorganisa¬
tion islægten spillede imiddelalderenogendnu længeretilbageen størrerolle
end blandt den danskebefolkning ihertugdømmerne, og somfølge heraf holdt
blodhævnensiglængere blandt friserne (27).
Atopfattelsen af frisernesomvildeogblodtørstige har holdt siglængeblandt
deres naboer, vidner et sagn fra Kragelund om (28). I sagnet hedder det, at
frisernevar»slemme ved deFolk, der boede iKragelund,ogatde havdeslaaet
mangen en Kragelund Mand ihjel.« - Mændene i Kragelund købte derfor sabler, så de kunneværnesig mod friserne. Dethjalp.
Menneskeofringer
Friserneer også blevetbeskyldt forathave ofret mennesker til havet. Så sent
somi året 1932 skriver H. P.Hansen,athan har truffet »Minder derom iover¬
leveringer i Midtjylland« (29). J. Kamp skriver i 1874 (30), at man på egnen mellem StadilogNissumfjord fortalteomnogle landstrygere, der drogomkring lige efter den slesvigske krig,at devar udsendt fra marsken til at opkøbe et barn, der skulleofres til Vadehavet. Dervar nu gået flereår, hvor havet ikke
havde fåetnogetoffer,og nu turdemanikkeventelængere.Også detteer dog
et vandresagnsmotiv, og J. Kamp skriver, at det samme sagn fortælles om
Skanderborgsø,og»gamle Folk sigeatkunne hørepaaden Lyd,somden give
frasig,naarTidenerkommen.«Også KarlMullenhoffhar optegnet etsådant
sagn om menneskeofringer til Vadehavet. Her køber marskbønderne et barn
afen sigøjnerkvinde (31).
Det erheller ikke her vandresagnsmotivet, der har interesse. Derimod den omstændighed, at det er blevet hæftet på friserne. De har dog næppe været
værreellermerekriminelle end andrefolk,mendehar levet under andrenatur¬
betingelser endderesnaboer, ogmåske derfor virketsæregne og vilde.
I sagnet om Alt-Galmsbulls undergang har vi en klar udlægning af, at en kriminel handlingerårsagen til Guds vrede (32): Beboerne havde her forskik
atlokke skibe med falskesignaler, når detvar dårligt vejr. Når skibene davar blevet slået sønder i denhårdebrænding, besætningendruknet-ogde af dem,
der havdeoverlevet,varslåetihjel-plejede folkene fraAlt-Galmsbiillatdele byttet fra skibet imellem sig. Ennat slårman da på denne mådenogle søfolk ihjel. Damanskal begrave demnæstemorgen,opdagerman,atenafde dræbte
ersønafenafsørøverne. Sønnenhavde imangeår rejst i det fremmede, men
varaltsånuvendthjem. Straffen for denne ugerningkommer nogleugersenere.
Ienvældig stormflod går byen under.
Holdningen i dette sagn er helt på linie med præsternes: -menneskene er selv skyld i deres ulykker, og stormfloder er retfærdige, fordi de rammer de syndige. Deterdog værd athuske,atdet ikke kunvardestakkels mennesker,
deromkom, derblev straffet. Også dem, der blev tilbage, gik dethårdt udover.
Mangegange erkorn og andre afgrøderblevet ødelagt, såde overlevende sul¬
tede. Nårdigerne skullesættesi stand igen, kunne dethænde, atder ikkevar
tilstrækkeligtmangearbejdsføre mænd tilbage, ogatarbejdet derforikke blev
udført. Dette kunne resulterei,atdigernegennemlængere tid ikkeblev ordent¬
ligt vedligeholdt,menforfaldtogderfor ikke kunne modstå selvmindrestorm¬
floder. I 1652tog hertugen den såkaldte spaderet i brug og fratog nordstran-
dingerne storedele af deres jord (33). Det betød, at også kommende slægter
blevjordløse. Efterdenstoreflod i 1634varforholdeneså fortvivlendepåøen,
atde overlevende delsvarfor fåog delsvarfor udmattede til at repareredi¬
gerneefter ødelæggelserne. Hertugen overlodda rettentil jorden tilhollandske participanter, der til gengæld forpligtede sig tilatbygge diger.
Troenpå den retfærdige Guds strafersejglivet. I begyndelsen af det 18.årh.
støder vi på den igen. Dennegangi en skillingsvise-en klagesangomde to stormfloder i 1717og 1718 (34). Den har fåetfølgendeundertitel:
...»Ved hvilken Gud efter sinu-ransageligeRetfærdighedmangeLænder/
Stræder/ ByerocSogne hjemsøgte/oc sommeaf demplat ødelagt« ...
Logikken i den uransagelige retfærdighederudtrykt iklagesangens andetvers:
»VedU-dydmaa mansig Straffen finde/
detfølgersom paaNatten Dag,« ...
Tydeligere kan detnæppesiges, atmenneskene selv erskyld i alleulykkerne.
Også i 1977-næsten350år efter denstoreflod i1634-kanmanienugeblads¬
novelle støde på den opfattelse, at stormfloder og Guds straf hører sam¬
men (35). I novellen Gensyn istormen har forfatteren flettet en kærligheds¬
historie ind i temaet stormflod og digebrud. Guds straf bliver dog ikke fuldbyrdet, og kærlighedshistorien ender lykkeligt. Men troen på Guds straf
ermed.Nemlig:
»Guds strafer overos,jamredeenkvinde.«
Og:
»Måske har Gudalligevel villet straffe mig, sagde huntankefuldt.«
De
gode
ogfromme reddes
Såmegetom synden der ikke lønner sig, men straffes på det grusomste. Det
modsatte kan dog også være tilfældet, nemligat et gudfrygtigt liv og en bøn
kan gøreeenfortjent tilatblivefrelst-mirakuløst-ienstormflod.
SagnetomPeder Henriksen fra Møgeltønderereteksempel på, atstærktro kan føre tilfrelse. Sagnet finder vi i F. Ohrts udgivelse fra 1919 (36). I 1952
harenjournalist også hørtsagnetpå enreportageturtilMøgeltønder (37). De
toversionerer næsten ens. PederHenriksenblev 127år, sånogenhelt almin¬
delig mand har han ikkeværet. Underenstormflod ogkraftig vandstigning, da
alle andre i byen havde forsøgt alt og opgivet overforvandet, der bare steg
og steg,kom de til Peder Henriksen. Han fortalte dem da, at dervar eet, de
havde forsømt, nemlig at bede til Herrernes Herre. Peder Henriksen bad nu
selv for med »stærkstemme«,ogda han kom til den syvende bønafFadervor:
»friosfor det onde«,begyndte vandet at synke. Ikke alene Peder Henriksen,
menhelebyen blevreddet ved hans bøn.
I 1825 skriver B. Bendsen (38) omden gamlekone, der vågnedeop og op¬
dagede, at hendes seng var omgivet af vand. Da hun blev klar over, at hun
ikke havde nogenmulighed foratredde sig, knælede hun nedisengen ogbad
til den kære Gud.Bølgerne løftede hendesseng op ogbar den til detnærmeste værft - uden så meget som hendes sengetæppe blev vådt. Bendsen fortæller ogsåomnogle digevagter, der-isammestormflodsnat ogisamme sogn-på
friskmanerforlangtemereatdrikke. Dem gik det dårligt. Dødenudfriede dem
fra tørsten,idet vandmasserne i detsammefiktagettilatstyrtesammen.
At bo imarskområdet
Eeterhistorieog sagn. Etandeterhverdagen ivoresegentid.Hvordaner det
atbo i marsken i det 20. århundrede?-Følermantruslen fra havetsomnoget, der direkte harindflydelse påenstilværelse?
Somenafslutningpåmine studier interviewede jeg seksmennesker, alle født
og opvokset i den sønderjyske marsk, men i dag bosiddende i Københavns¬
området. Devarallemegetimødekommende ogvillegernelade siginterviewe, skøntde bedyrede, at de ikke vidste ret meget om stormfloder. Det viste sig
ikkeat passe,idet de faktisk alle vidste temmelig god besked. F. eks. kendte
de alle til-eller havdeen formodning om- ethøjt sted, hvorman skullegå hen,hvis flodenpludselig kom. Altsåenslags indbyggetoverlevelsesmekanisme
forområdetssærlige naturforhold.
Ingenkunne huskenogetom,atdehavde snakket med andre børnomstorm¬
floder ellerværet med ilegeom emnet. Eenhavde dog været med tilat lege
»oversvømmelse«, nemlig den af de seks, der var opvokset længst væk fra
Vadehavet - 17km. Påspørgsmåletomdenogensinde havdeværetbange for havet, svarede nogle undvigende, to sagdekategorisk nej. En 28-årig kvinde,
dervaropvokseti etindremissionsk præstehjem, beliggende ca. 5 km fra ha¬
vet, kunne huske »følelsen afangst«fra sin barndom. Hunmente, at den nok
havdenoget atgøremed »de der historier«,somhun havdefået fortalt, selvom hun ikkelængere kunne huske historierne. Da jeg spurgte, omhun mente, at detvarnoget, manhavde fortalt foratskræmme, svarede hun nej,menat det
snarere var en slags moralske fortællinger, der på den ene eller andenmåde udtrykte, at hvis man var på en bestemt måde, blev man nok reddet. Hvis
man varetgodtkristent menneske, havdemanselvfølgelig denbedste chance.
Dererdog tale om en efterrationalisering, som hun foretagersom voksen af
barndommensindtrykogoplevelser.
Menholdningen til, hvem der redderlivetoghvorfor, liggertætopadsagnet
omPeder Henriksen og konen i sengen, der bad til Gud. Under interviewet
spurgte jeg,omhun troede, atfolkpå egnen forbandt stormfloder mednoget religiøst, f. eks.at devar»sendt fra himlen«.
»Nej, jeg erjo fra den tid, hvorman godt ved, hvorfor stormfloden kom¬
mer. Men selvfølgelig kan man godt putte sådan noget i det, fordi folk som
regel alligevelerovertroiskepå deneneellerandenmåde.«
Heri har hun selvfølgelig ret. Det væsentlige i denne sammenhæng er da
heller ikkeat konstatere, om folk i marskegnene er overtroiske eller ej. Der¬
imod erdetganske interessant, at denne unge kvinde i sin barndom harfået
en slags moralsk belæringom, hvem der harstørst chance i en stormflod, og
at denne moralegår hånd i hånd medde gamlesagn og også erpå linie med,
hvad det 17.århundredespræster skriveromi deres beretninger om, hvordan
det gik-oghvorfor.
Enanden af de interviewede-en47-årig kvinde-fortalte,atnår hun aldrig
havde hørt nogen beretninger om stormfloder i sin barndom, var det fordi
hendes forældre undgik at tale om det, når børnene var tilstede. - »De var sådannogle godeogkærlige forældre« og »de ville ikkegøreos børnbange.«
- »Det erførst efter, at man selv erblevet ældre, at man er blevet klar over, hvilke farer dererforbundet med stormfloder.«
Jeg spurgte, om man tror på, at digerne vil holde. - »Det er man nødt til,
ellers kanman ikke eksisterederude,«varsvaret.
Senerefortæller hundog,athunermegetnervøs,når dererstormvarsel.Når
stormenkommer fra nordvest, er hun ikke rolig, før den er afblæst. Så hvor megetman-oghun selv-stoler på digerne, er svært atafgøre. Men hun har givetvisret,når hun siger, at»man ernødt tilat stolepå digerne«. Hvad hun
sikkertmenerer,atforatkunnefungere i hverdagener man nødt tilattvinge sigselv tilat tropå, atdigerne holder.
Noteroghenvisninger:
1 Sommeren 1976afleveredejegtoeksamensopgaver til Instituttetfor Folkemindeviden¬
skab. Den førstehandledeom stormflodersindflydelse på livsvilkårene i marsken, me¬
densden andenudelukkendebeskæftigede sig med fortællestofomstormfloder,sagnetc., og herunder også interviews med personer, der er vokset op i marsken. 2 Bertouch,
Ernstvon:Die grossennordischen Fluthen undderen Folgen(41sider), Wiesbaden1893 (s. 39). 3 Hanssen, Nørremølle, H. P.: Sønderjylland (en rejseskildring), Ålborg 1892,
s.5. 4 Bantelmann,Albert: DieLandschaftsentwicklungander schleswig-holsteinischen Westkuste, Neumiinster 1967. 5 Jakobsen, N. H.: Skibsfarten i det danske Vadehav, doktordisputats -en erhvervsgeografisk studie, København 1937, s. 122-23. 6 Sakses Danasaga, oversat af Jørgen Olrik, København 1925, B. I, s. 56. 7 Denkmal an der Wasserfluth welche inFebruar1825an dieWestkUste,Friesland und der Herzogthttmer Schleswig und Holstein betroffen hat, Tondern 1825. 8 Hansen, F. Dinsen: Nord-
frisland - digernes land, Bygd's forlag 1976. 9 Heimreich, Anton. Præst og forfatter (kronikør). Han er født 1626 i Tøndermarsken. Han udgav i 1666 sin: Nord-Freische
Chronick. (Falck udgave, Tønder 1819). Se M. H. Nielsen: Stormfloden 1634, Sønder- jydske Årbøger 1900, s. 256 og s. 284. 10 Sønderjyllands Historie, fremstillet for det
danskeFolk, København 1930-33, B. I-V, redaktion: La Cour, Wilh.m.fl., B. IIs.418.
11 Sønderjydsk Månedsskrift 1934-35. Cl. E.: Stormflod, s. 98. 12 Bygd nr. 1 1976 (Stilhed før Stormen), udg. Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg. - Jahrbuch des Nordf.
Vereins, 1929-34: Muus, Rudolf: Die Sturmfluth am 11 October 1634, s. 149-55.
13 Trap, J. P.: Danmark,Tønder Amt B. X, 2, G. E. C. Gads forlag 1966. 14 Miillen- hoff, Karl: Sagen Märchen und Lieder aus Schleswig, Holstein und Lauenburg. Kiel 1845. 15 Begrebet sagn i den bredeste betydning af ordet: hvad folk har fortalt.
16 Helvad, Niels: Relation N. H. Omden skreckligocforfærdelig Storm oc Vandflod,
etc.PrentetiKjøbenhaffen Aar 1616. Det første originale flyveskrift dererudkommet på dansk. Det ergengivet i Sønderjydsk Månedsskrift 1956, hvor også findes enartikel
omHelvad og hans flyveskrift af H. V. Gregersen. Gregersen har desuden skrevet en Biografi om: Niels Helvad, udgivet af Historisk samfund for Sønderjylland, Tønder 1957. 17 Gregersen, H. V.: Niels Helvads flyveskrift om stormfloden 1615, Sønder¬
jydsk Månedsskrift 1956, s. 65-67. 18 Helvad's Flyveskrift, se Gregersens artikel,
s. 67. 19 Cl. E.: Stormflod, Sønderjydsk Månedsskrift 1934-35, s. 101. 20 Jessen, Volkmarvon: CopiaAffen Skriffuelse fraenPræst til Jevenstad ... etc., PrentetAar 1635. Gengivet i Sønderjydsk Månedsskrift 1934-35, s. 73. Von Jessen er født i 1570 i Witzworth (Ejdersted), han kom som præst til Jevenstedt i 1605. Han døde 1644.
21 Mullenhoffnr.CLXXIV: DerEcksee und der Kattsee in Ditmarsken eftermundtlig optegnelse. 22 Fischer, Kristiane: Liv og mennesker på Halligeme, Margrethehæftet 1963, s. 4. 23 Mullenhoff nr. CLXXIII. Rungholdt. 24 Dettevandresagnsmotiv, der
er enbespottelse af både Herrenog hans tjener, kendes også fra andreegneaf landet,
bl.a. isagnet omKraagsø, somJeppe Åkjær har medtaget i sin: Po Fir Glowend Pæl, 1923. 25 Sønderjyllands Historie, B. II, s.418. 26 Boetius, Mathias: De Cataclysmo Nordstrandico ...etc., 1623. Skriftet indeholder Nordstrands historie med stormfloder, isærfloden i 1615. MB varnordstrandsk præstesøn.Bortset fra sine studieår i Rostock tilbragte han hele sit liv påøen.Handøde i 1631. (Se Sønderjydske Årbøger, 1900,s.268, M. H. Nielsen: Stormfloden 1634). 27 Sønderjyllands Historie, B.II, s. 152. 28 Søn¬
derjydsk Månedsskrift 1939,s.343,efterukendt82-årig meddeler. Kragelund ligger iden vestlige del af Fjoldesogn,pågrænsentil frisisk sprogområde. 29 Hansen, H. P.: Mose¬
fund - Offerfund, tabt ellergemt og glemt, Sprogog Kultur, XV, H. 1-4, 1932,s. 52.
30 Kamp, J.: SagnfraJyllands Vestkyst, Jydske Samling 1874-75, s. 190. 31 Miillen-
hoffnr.CCCXXXI: DasvergrabeneKind, efter mundtlig optegnelse. 32 Nordfrisische Sagen v/ Muus, Rudolf, Flensburg 1933. Alt-Galmsbttlls Untergang,s. 120. 33 Dige-
væsenet havde sin egen lovgivning »Spadelandsrecht« - Spaderetten. Digepligten, der
bestod i vedligeholdelse af digerne, var fordelt på de enkelte grundejere. Den mand
eller denkommune, der ikke opfyldte forpligtelserne, mistederettentil jorden.-»Den der ikke vil dige-må vige« (Frisisk ordsprog). (Sønderjyllands Historie, B. II, s.414).
34 En kort sammendragenBeretning/ saavelom den førsteden 24. dec. 1717. Somden
sidste endnuforfærdeligere VAND-Flod den 25. febr. 1718 ... etc.Trykt i Flensburg/
Aar 1718. Gengivet i Sønderjydsk Månedsskrift 1934-35, s. 168, tilsendt af Herning
Museum. 35 Hjemmet, nr. 37, 12. sep. 1977. Berg, Robert C.: Gensyn i stormen.
36 Ohrt, F. (udgiver): Udvalgte Sønderjydske Folkesagn, København 1919. Fri os fra
detonde,s.69. 37 Vestkysten, 10. maj 1952: Mindetomden gamlebonde, der reddede
sin by ved bøn. 38 Bendsen, B.: Das alte Friesland mit seinenUmwandlungen bis auf
unsereZeit, 1854. Håndskrift Det kgl. Bibliotek,s.54.
Summary
Themarshy tidal lands of southern Denmark arefrequently visited by springfloods of
immense strength. Not all such floodings can be described as destructive. One can differentiate between »good« and »bad« floods. »Good« floods depositocean flora,and
other organic sediments, an important factor for the marshland'sexceptional fertility.
This land has forcentimesbeen thesourceof much wealth for the marshpeasants. On the otherband, the riches and results of several generations' work with land-drainage anddike-building could be destroyed inone»bad« flood.
Tragedy and catastrophy in connection with springfloods go hand-in-hand with the immigrationto, and buildingupof, communities in the marshlands. A prerequisitewas the immigrants' ability to build dikes and »værfts« (strengthened mounds on which houses and farm structures are built). Theoldest dikes were impressive achievements by the standards of their time. However, understanding of the necessity forthorough examination of the land's suitability for diking was limited. The result has been that againand again the dikes have failed. Itmust benoted that special natura! conditions have meant that the very building of dikes has increased the destructive effects of springfloods. Thus the population's knowledge of theartof dike-building-which blessed
themwith riches-has also been theircurse.Theoriginalreasonfor building dikes -to gainnew land for cultivation - was soon replaced by theneed to protectthat which they already had. Today, theamountof arablelandis considerably smaller than itwas in the fourteenthcentury.
Each agehas been proud of its dikes. When the dikesfailed,peopleseldomconnected failure with the quality of their dikes. People have usually satisfied themselves with
another explanation: that the floods were a punishment from God. God was angry because of themarshdwellers' sinful wayof life, and had finally lostpatience with them.
Thisopinionappearsagain and again in the historical materialconceming springfloods.
However, it is most marked in reference to the floods of the seventeenth century, especially the GREATFLOODof 1634. Anumber ofcontemporarywritings fromthe
time of this flood have beenpreserved, nearly all written by clergymen who lived in
thearea.(Itshould be noted that the relative lack ofcontemporaryrecords of the floods
of other canturies ismostlyduetothe faet that theywerelostinlater floods).
Thereasonsfor God's anger aregivenasbeing: Pride, Godlessness, and Wealth.God
had often - as a sign of His patienceand love -sent warnings in the form of such phenomenaas blood-in-the-bread, unusual lightning, etc. before the catastrophy so as to give peopleachanceto reform. But this wasin vain. Onthe otherhand, warnings given to individuals were always taken seriously. Those specially chosen: the village
parson, the pious,etc.werealways abletosavethemselvesbefore theflood came.
Examination of the area's legends showed that the»attitude« towards the cause of
suchfloodscompareswell with that of the seventeenthcenturyclergymen.
