Kopi fra DBC Webarkiv

(1)

Kopi fra DBC Webarkiv

Kopi af:

En lige højre fra de udviklingshæmmede. Der er stadig mange mure, der skal rives ned. Vi må lære at give slip

Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren.

www.dbc.dk

e-mail: dbc@dbc.dk

(2)

Kommunerne sløser med papirerne, og de er ikke gode nok til at inddrage borgerne – det viser Ankestyrelsens gennemgang af sager om personlige hjælpere til handicappede. Det er ikke sundt for retssikkerheden på området, advarer DSI.

Fanget i paragraf 77-eftersyn

Nr. 19/2004

17. september 61. årgang

Sat uden for indflydelse

Socialpædagogen

(3)

ISSN 0105-5399 Ansvarshavende:

Forbundsformand Kirsten Nissen Redaktion:

Lone Marie Pedersen (redaktør) Kurt Ladefoged Jens Nielsen Bille Sterll

Gitte Svanholm (barsel) Karianne Bengtsen Blem

Layout:Bodil Hesselbo Stillingsannoncer:

Lene Jensen, Datagraf Auning AS, Energivej 75, 8963 Auning Tlf. 8795 5555, fax 8795 5544 annoncer@datagraf.dk Læserindlæg, artikler og anmeldelser er ikke nød- vendigvis udtryk for redak-

nens mening. Redaktionen påtager sig intet ansvar for uopfordret indsendt stof.

Alle artikler i Socialpæda- gogen kan desuden findes i bladets elektroniske arkiv på internettet www.sl.dk Adresse:

Socialpædagogen Brolæggerstræde 9, 1211 København K

Telefax: 3396 2998 redaktionen@sl.dk www.sl.dk Abonnement:

Abonnementspris 2004:

732,50 kr. inkl. moms (26 numre)

Løssalg: 35,00 kr. + porto Tryk og produktion:

Datagraf Auning AS Oplag: 44.476 i perioden

Redaktionen af 19/04 er afsluttet d. 9.9.04.

Deadline for læserbreve og stillingsannoncer for 20/04, der udkommer den 1. oktober er mandag den 20.

september kl. 12.

Deadline for 21/04 er fre- dag den 1. okt. kl. 12.

Forsidefoto:

Kurt Johansen

„Når regeringen til- syneladende har genåbnet forliget, bør den også lade fornuften sejre over

for børn og unge med væsentlige behandlingsbehov

og give dem det fagligt rigtige tilbud.

Og det er ikke i kommunerne, men i

regionerne.“

NORDISKMILJØMÆRKN ING

541Tryksag 166

Socialpædagogen

Medlem af Dansk Fagpresseforening

Den 24. juni præsenterede regeringen befolkningen for den største kommunale reform i 30 år. Dengang fik vi at vide, at der ikke ville blive rettet så meget som et komma i det forlig, som regeringen har indgået med Dansk Folkeparti, og som ændrer hele landets demokratiske struktur.

Et forlig som flytter det amtslige ansvar for børn og unge med væsentlige behandlingsbehov ud til de enkelte kommuner.

Det har SL protesteret imod, fordi mange kommuner slet ikke vil være i stand til at klare de meget speciali- serede opgaver med den gruppe børn og unge. Kom- munerne er hverken fagligt eller økonomisk bære- dygtige til den opgave. Og netop bæredygtighed var et af regeringens udgangspunkter for at ændre den nu- værende struktur.

Men nu ser det heldigvis ud til, at regeringen er blevet klogere. I hvert fald i forhold til dele af forliget, for den vil alligevel ikke lægge miljøet ud til kommunerne, men bibeholde det på regionalt niveau. Når regeringen tilsyneladende har genåbnet forliget, bør den også lade fornuften sejre over for børn og unge med væsentlige behandlingsbehov og give dem det fagligt rigtige tilbud. Og det er ikke i kommunerne, men i regionerne.

De fleste kommuner får så lille et befolkningsunder- lag – både dem med og dem uden kattelem – at de

hverken fagligt eller økonomisk kan klare opgaven.

Hvem sørger for, at der for eksempel er en åben plads til en kriminel ung, når han er færdigbehandlet på en lukket afdeling. Det er jo ikke meningen, at den unge skal blive på lukket afdeling, indtil hans kommune har stablet et andet tilbud på benene. Hvem sørger for, at der er et højt fagligt niveau til ham, så han kan komme videre. Vi kan risikere, at kommunen – af mangel på et ordentligt tilbud – bare putter ham ind på en ledig plads i en af deres mere almindelige institutioner.

Arbejdet med børn og unge med væsentlige behandlingsbehov kan heller ikke løses i de fælleskommuna- le aftaler, som ellers er regeringens svar på at løse mange sociale opgaver. Hvem har for eksempel ansvaret for, at der er kvalitet i tilbuddet? At det er det rigtige tilbud? Hvem har forsyningsansvaret?

Derfor bør de specielle institutionerne og sociale tilbud til den gruppe børn og unge ligge i regionerne.

Opgaven kan kun løses rationelt og rigtigt ved, at regionerne har både forsynings- og driftsansvaret.

Og derfor, Lars Løkke Rasmussen, bør du denne gang tænke på børnene.

Kirsten Nissen, forbundsformand

Kommentar

Husk børnene denne gang

(4)

s. 4

En lige højre fra de udviklingshæmmede

s. 9

Der er stadig mange mure, der skal rives ned

s. 10

Vi må lære at give slip

s. 11

SL og BUPL i nærkontakt

SL’s hovedbestyrelse har igen haft en eventuel fusion med BUPL på dagsordenen. Men diskus- sionen viste, at det ikke ligger lige for.

s. 12

Fældet af paragraf 77-eftersyn

s. 14

Tyske chefer lærer af hjemløse og handicappede

s. 18

Den logiske model for madlavning

s. 20

Seniorer vil gerne blive

Mange seniorer vil gerne blive på arbejdsmarke- det, viser en undersøgelse, men der er brug for en ændring i opfattelsen af de ældre. De ønsker at blive værdsat på arbejdsmarkedet for deres kom- petencer og vil ikke sættes i bås bare på grund af alder.

s. 20

Umuligt at betale sig fra seniorpolitik

s. 22 Nye bøger

s. 24 Debat

s. 26

Hjælp til hjerneskadedes unge pårørende

Synspunkt

Indhold

Foto: Thomas Klinger

Gode menneskekundska- ber er en vigtig egenskab for chefer i kommuner og virksomheder. Derfor er man i Tyskland be- gyndt at sende lederne til videreuddannelse i socia- le institutioner.

På det socialpsykiatriske OK-center Enghaven i Søvind har personalet siden 2001 brugt Den lo- giske Model og historie- fortælling i et projekt, der går ud på at give beboer- ne indflydelse på – i det- te tilfælde – madlavnin- gen. Projektet er et led i SL og Vejle Amts fælles projekt FOSA, som står for Formidling af social- pædagogisk arbejde.

Foto: Kurt Johansen

Sat uden for indflydelse på eget liv – sådan føler mange udviklingshæm- mede sig. I en ny under- søgelse af deres livsvilkår retter de udviklingshæm- mede en barsk kritik mod både pædagoger og pårørende og mod de be- tingelser, de må bo og ar- bejde under. Men de er også fulde af gode ideer til, hvordan tingene kun- ne være anderledes.

s. 18-19 s. 14-17 s. 4-11

Foto: Niels Rosenvold

(5)

Socialpædagogen

En lige højre fra

Billederne, der illustre- rer artiklerne om de ud- viklingshæmmedes livskvalitet, er taget på institutionen Bramsnæsvig i Roskilde Amt.

(6)

Af Jens Nielsen Foto: Kurt Johansen

– Der er nogen, der hæmmer min udvikling.

Sådan siger en udviklingshæmmet i un- dersøgelsen ’Voksenspecialundervisning – Udviklingshæmmede – Livsvilkår’ (VUL), som to forskere fra DPU netop har offent- liggjort.

De udviklingshæmmede retter i under- søgelsen en skarp og bred kritik af de livs- vilkår, de bliver budt: De føler sig overhørt, tilsidesat og i visse situationer endda udnyttet af omgivelserne. Og de føler ikke, at de får lov til at være samfundsborgere og yde det, de kan.

De føler, de har alt for lille indflydelse på deres eget liv, at de ikke får den uddannelse og støtte, de har brug for, og de føler sig passiviseret og underlagt regler og rutiner, som mere er til for personalet og de pårørendes skyld end for deres.

Eller som en af deltagerne i undersøgel- sen siger:

– Vi har så mange ressourcer indeni, der ikke bliver udnyttet.

Leif Buch-Hansen er tilknyttet som forsk- ningsmedarbejder ved Danmarks Pædago- giske Universitet og står bag undersøgelsen sammen med lektor Charlotte Ringsmose, ligeledes fra DPU. På to konferencer og via en lang række interviews med udviklings- hæmmede, deres behandlere og pædago- ger og pårørende har de to stykket det kri- tiske billede af de udviklingshæmmedes liv sammen:

– Overordnet set føler de sig ikke værdigt behandlet. De føler, at de bliver talt til som børn, og at de er udsat for unødvendige re- striktioner, siger Leif Buch-Hansen, der gennem 30 år – indtil maj sidste år – var forstander for Amtets Specialskole for Voksne (ASV) i Horsens og derfor har lang erfaring i arbejdet med udviklingshæmme- de.

I det hele taget kniber det for de udvik-

lingshæmmede med at opretholde og be- skytte privatlivet. Mange føler sig pylret om af deres forældre, mange føler sig generet af det påtvungne fællesskab, de bor i, og mange føler, de bliver flyttet rundt på uden at have nogen indflydelse. Og de synes ikke, at den undervisning, de får, er god nok:

– Vi er udviklingshæmmede, siger de, altså mangler vi udvikling, og det er ud- dannelsestilbuddene ikke gode nok til at give os. Det er nok en lidt firkantet måde at stille det op på, men det er det, de siger. De vil lære, hvordan de håndterer den måde, de bor på. Hvordan de bliver mere selv- stændige og uafhængige, uden at de sårer deres forældre. Og så vil de vide, hvordan de kan blive mere aktive borgere – for som de siger: Vi har også noget at byde på som samfundsborgere. Man kan sige, at de ef- terspørger en egentlig uddannelse, så de kan leve i samfundet uden at være kuet.

For de udviklingshæmmede, der deltog i undersøgelsen handler det om at få respekt for det, de er, og det, de kan, siger Leif Buch-Hansen:

– De drømmer om at slippe ud af social- lovgivningen. Hvorfor kan vi ikke høre under boliglovgivningen, spørger de. Som det er nu føler de sig lovløse, fordi de kan flyt- tes med en måneds varsel. De føler sig anbragt i deres bofællesskaber – mange bor sammen med nogen, de ikke kan fordrage - og det ville vi andre nok ikke finde os i, konstaterer Leif Buch-Hansen.

Hug til pædagogerne

Det mest fremtrædende ønske er altså mere selvstændighed og personlig udvikling, der kan føre til et godt liv.

Men det gode liv, de udviklingshæmme- de ønsker sig, forsvinder ifølge udsagnene i VUL-undersøgelsen alt for ofte i en ber- mudatrekant mellem den udviklingshæm- mede selv, deres forældre og pårørende og de behandlere og pædagoger, der ellers er sat til at hjælpe dem til en bedre tilværelse.

Ikke mindst får det pædagogiske perso-

Socialpædagogen

de udviklingshæmmede

De føler sig talt ned til, umyndiggjort og sat uden for indflydelse

– i ny undersøgelse sætter de udviklingshæmmede ord på deres

livskvalitet. Der er hug til både pædagoger, pårørende og lov-

givningen – men også masser af bud på, hvordan tingene kunne

blive anderledes

(7)

nale en lige højre af de udviklingshæmme- de. De sidder alt for tungt på de udvik- lingshæmmedes liv, lyder det:

– Personalet trækker deres holdninger ned over de udviklingshæmmede. Der mangler mange steder totalt respekt for de udviklingshæmmedes egenkultur, lyder et vredt udsagn fra en af konferencerne.

Men det er ikke så mærkeligt, mener Leif Buch-Hansen:

– Man skal nok ikke lægge så meget i, at der er så meget fokus på socialpædagoger- ne – det er klart, at de er dem, der er tæt- test på, de er forbindelsen til og repræsen- tanterne for samfundet som sådan. Og så bliver det til, at det er socialpædagogerne, der sætter de udviklingshæmmede i bås og passiviserer dem, siger han.

Men når det er sagt, så mener han også, at den barske kritik giver socialpædagoger- ne grund til selvransagelse:

– Pædagogerne må revurdere deres rolle – de skal i langt højere grad spørge og inddrage den udviklingshæmmede. Altså, du skal hele tiden sætte dig i deres sted: Hvor- dan er det at være anbragt et sted, hvor man måske ikke ønsker at være og sat til at lave noget, man ikke har lyst til? Det mind- ste, man kan forlange, er da, at man blive inddraget i de beslutninger, der så kan gøre livet så godt som muligt derfra. Social- pædagogerne store opgave er at være forbindelsen til samfundet. At være den, der skaber de bedste betingelser for den udvik- lingshæmmede, siger Leif Buch-Hansen.

– Socialpædagogerne skal hele tiden sæt- te en ære i at få den udviklingshæmmede til at føle sig mere selvstændig. Det bør ganske enkelt ligge i uddannelsen. Og SL skal konsekvent gå ind og se på, hvordan man som faggruppe kan fremme den udvikling, lyder opfordringen fra Leif Buch- Hansen.

Han hæfter sig også ved, at de udviklings- hæmmede ikke føler, at pædagogerne ved nok om deres handicap, og han mener, at det bør indgå i en debat om pædagogernes uddannelse og muligheder for efteruddan- nelse.

Anbragt uden indflydelse

Kritikken fra udviklingshæmmede går på stort set alle livsforhold; boligen, arbejdslivet, fritiden og uddannelsen. Men Leif Buch-Hansen lægger vægt på, at der ikke er tale om bitre udfald, og at de udviklings- hæmmede på de to konferencer havde en række helt realistiske bud på, hvordan de kan få bedret deres forhold.

På boligområdet er der bred utilfredshed med mangelen på indflydelse og med de fysiske og sociale forhold:

– Jeg er træt af, at man ikke selv får lov at vælge, hvor man vil bo, og hvem man vil bo sammen med, siger en af de medvirkende i undersøgelsen.

Andre kritiserer den trange plads:

Socialpædagogen

VUL-undersøgelsen

VUL-undersøgelsen er blevet til via to konferencer og fokusgrupper med 41 udviklingshæmmede. På de to konferencer deltog endvidere 20 professionelle og 15 pårørende, som også gav deres besyv med om livskvalitet og hverdag ud fra deres per- spektiver.

Deltagerne på konferencerne var udvalgt af LEV, ULF, Djurslands Fol- kehøjskole og de involverede speci- alundervisningscentre for voksne.

Undersøgelsen er lavet for at in- spirere de specialundervisere, der har med uddannelsen af de udvik- lingshæmmede at gøre. Og der er nok at tage fat på, for de udviklings- hæmmede ønsker sig allermest at blive bedre rustet – både til deres eget privatliv og til at deltage i samfundet på så lige vilkår som muligt.

Forfatterne, Leif Buch-Hansen og Charlotte Ringsmose vil gerne have reaktioner og deltager gerne i debat- møder mv., hvor diskussionen om blandt andet pædagogernes rolle kan føres videre. De kan kontaktes på lbh@dpu.dk og cr@dpu.dk.

Rapporten om VUL-projektet kan findes på www.lev.dk og på www.dpu.dk

Fakta

„Jeg er træt af, at jeg altid skal være dobbelt så god som alle andre for at slippe for hjælp.“

„Der er ingen udvikling på de beskyttede værksteder. Vi vil

have rigtigt arbejde!”

”Vi vil godt være med til at ansætte personale!“

„Vi vil gerne have pædagogfri bofællesskaber. Men vi skal

kunne tilkalde pædagoger, når vi synes, vi har brug for

det!“

„Pædagogerne skal ikke kunne låse sig ind uden at banke på!“

„Pædagoger taler ned til udviklingshæmmede!“

„Vi vil ikke påtvinges pædagogernes normer og

holdninger!“

„Pædagoguddannelsen er for dårlig. Pædagoger har ikke

forstand på udviklings- hæmmede!“

Alle citaterne er taget fra ’VUL.

Voksenspecialundervisning – Udviklingshæmmede – Livsvilkår’, en

forskningsrapport udarbejdet af Charlotte Ringsmose og Leif Buch-

Hansen, DPU.

(8)

– Vi bor for tæt i vores bofællesskab – der er mange, der skændes.

Blandt de stærkeste af de udviklings- hæmmede er der også en følelse af, at de bliver udnyttet som gratis arbejdskraft til at passe de svagere beboere:

– Jeg bliver brugt som personale, og jeg vil gerne have fri om aftenen, siger en.

Og også i forbindelse med boligerne er der kritik af pædagogerne:

– Det er en krænkelse af de udviklings- hæmmede, når pædagogerne går ind i vores hjem og blander sig i alt, lyder et udsagn i undersøgelsen

Flere kritiserer, at de kun får ét tilbud og ikke flere muligheder at vælge imellem:

– Jeg er træt af, at amter og kommuner, der planter én et sted, hvor de synes – man bliver ikke selv hørt, siger en og tilføjer ka- rakteristikken: Burhøns!

En række udviklingshæmmede og deres pårørende efterlyser også, at man – som det allerede er tilfældet flere steder – giver de udviklingshæmmede indflydelse på ansættelsen af det personale, der skal fær- des i deres hjem. Nogle steder vil de selv helt kunne stå for ansættelsen, men alle steder bør de som minimum have medind- flydelse, hedder det.

Ud over ønsket om mere indflydelse og frihed i og omkring boligen, er der også mere radikale forslag:

Nogle foreslår at afskaffe visitationen og lade de udviklingshæmmede selv vælge, hvor de vil bo. Og et andet forslag går på, at kommuner og amter fast skal inddrage de udviklingshæmmede, før de bygger nye boliger til dem. Og mange ønsker sig pæda- gogfri boliger, hvor det pædagogiske personale kan tilkaldes og hjælpen til det prakti- ske arbejde på stedet udføres af fagfolk – en kok, en havemand, en pedel osv.

Atter andre foreslår, at hele området skal privatiseres – et forslag, som på konferencerne vandt en vis opbakning blandt de pårørende.

Regeltyranni

Både når det gælder boligen og arbejdslivet er de udviklingshæmmede godt og grundigt trætte af at ligge under for andres regler. Det gælder både fritiden med dens regler om aktiviteter og om, hvornår festen skal slutte, og det gælder reglerne for ar- bejdsliv og undervisning.

Fritiden føles alt for ofte meget skema- lagt – og det gør de enkelte passive:

– Alt er tilrettelagt. Personalet vil bestemme. Jeg bestemmer ikke over min fritid, lød et udsagn på konferencen.

– Fritiden er et vidt begreb. Hvem skal bestemme over min fritid? Jeg bestemmer ikke selv. Jeg skal aktiveres alle hver- dage, men aldrig i weekender, hvor jeg

har brug for det, siger en anden i under- søgelsen.

– Hvornår har jeg lov til at slappe af? Jeg tænker: Hvad gør pædagogerne selv, træn- ger de ikke til det? spørger en tredje.

Arbejdslivet er for nogen det centrale omdrejningspunkt – og det gælder først og fremmest dem, der har arbejde på almindelige arbejdspladser.

Til gengæld er der massiv kritik af de beskyttede værksteder og af de arbejdsfor- hold, de udviklingshæmmede bydes.

– Lønnen er dårlig, de kan ikke sige op – de føler sig stavnsbundet. De skal gå på arbejde. Hvordan kan det være, var der en, der spurgte, at vi først få tildelt en pension og så bagefter bliver tvunget til at gå på arbejde, fortæller Leif Buch-Hansen.

Undersøgelsen gengiver masser af ek- sempler på utilfredsheden, og ligesom nogen ønsker sig pædagogfri boliger, vil nogen gerne have udvidet den pædagogfri zone til også at gælde værksteder og uddannelse:

– Pædagoger kan ikke alt – de har lært pædagogik. Vi har brug for at blive under- vist af andre mennesker, som brænder for deres fag, og som ikke er forhåndsindtage- de, siger en.

Der er stor utilfredshed med indholdet af det arbejde, der laves på de beskyttede værksteder – det har ikke noget med ar-

Socialpædagogen

(9)

bejde at gøre, siger en – og der er vrede over ’ansættelsesforholdene’ og den mangel på rettigheder, som de udviklingshæm- mede oplever:

– Værkstederne protesterer, når nogen vil sige op, siger en.

– De bedst fungerende må ikke flytte fra værkstederne, da det er dem, der holder produktionen oppe, bemærker en anden.

– Jeg er utilfreds med, at jeg ikke selv kan søge og opsige mit job. (…) Jeg er træt af, at man på værkstedet får løn efter fortjeneste – uretfærdigt, at de, der er langsomme, får lavere løn. Slavearbejde er ikke afskaffet, mener en tredje, mens en fjerde peger på skævheder i lønnen.

– Jeg blev af værkstedet lånt ud til et tæp- pefirma. De fik 56 kroner, jeg fik 8 kroner.

Mere uddannelse, tak

I stedet foreslår flere, at værkstederne bliver lavet om til uddannelsessteder. De skal uddanne til job på almindelige arbejdspladser, og den kompetence, de udviklings- hæmmede opnår, skal dokumenteres:

– Vi vil have afgangsbeviser. Uddannel- sen skal dreje sig om delkompetencer, som man skal bruge på sit job, siger en.

Og andre efterlyser livslang mulighed for uddannelse, bedre adgang til højskoler og efterskoler, og der kom på de to konferencer en lang række konkrete bud på uddan-

nelser, som kunne være noget for udvik- lingshæmmede – lige fra landbrugsuddan- nelser til kurser i servering og oprettelsen af en international guide-skole i Danmark.

Men ønskerne går også mere jordnært på kurser i at klare sig selv, når det gælder madlavning, at kunne overskue og håndte- re følelserne i forhold til kæresten og at kunne forstå, hvad det er, der står i loven, og hvad politikerne snakker om.

Netop den massive efterspørgsel efter uddannelse bør det pædagogiske personale bakke op, mener Leif Buch-Hansen.

– Socialpædagogerne må på alle måder understøtte ønsket om uddannelse og udvikling – også selv om det er tungt. For eksempel når det handler om økonomien. – altså, de udviklingshæmmede ved jo godt, at de har svært ved at styre deres egen øko- nomi. Men de vil gerne – og så skal de støt- tes i at lære det, selv om det er besværligt.

Det er vigtigt at understøtte ønsket om uddannelse – meget og hele tiden, mener Leif Buch-Hansen.

Og så peger han på, at kommunerne og- så har et stort ansvar for at få lavet nogle målsætninger for aktiviteter og de bofæl- lesskaber, man tilbyder de udviklingshæm- mede – på samme måde, som man har målsætninger for aktiviteterne for kom- munens ældre.

Tilsammen kan uddannelse og sådanne målsætninger styrke den enkelte udvik- lingshæmmedes netværk – og det er netop mangelen på netværk og forbindelser til omverdenen – problemet med at etablere og fastholde dem – der er en af de største hæmsko for et bedre liv, fremgår det af VUL-undersøgelsen. Og Leif Buch-Hansen understreger, at støtten til dannelsen af disse netværk er en opgave for både speci- allærere og pædagoger, og at det kræver, at de samarbejder.

Den svære selvstændighed Uddannelsen er én oplagt måde at øge den enkelte udviklingshæmmedes følelse af og mulighed for selvstændighed. En anden front, der skal sættes ind på, er forholdet mellem den udviklingshæmmede og hen- des eller hans nærmeste familie – først og fremmest forældrene.

Mangler den udviklingshæmmede et net- værk i øvrigt, bliver han eller hun ofte alt for afhængige af mor og far.

Forældrene har på deres side ofte svært ved at slippe deres voksne udviklingshæm- mede barn. De oplever ofte det selvstændi- ge liv som et større eller mindre omsorgssvigt.

I undersøgelsen refererer en forældre for eksempel en af pædagogerne i deres søns bofællesskab for at mene, at det er hans egen sag, hvis han vil bruge alle sine penge på spiritus.

Socialpædagogen

(10)

Mange forældre prøver – bevidst eller ubevidst – at fastholde deres voksne børn i en børnerolle, og det er meget svært for mange udviklingshæmmede at sige fra – at få forældrene til ikke at pylre om dem og komme på besøg i tide og utide, hedder det i undersøgelsen. Det er et stort ønske at få hjælp til at trække grænser over for foræl- drene, uden at nogen skal følge sig såret, hedder det i undersøgelsen.

Her har pædagogerne en svær balance- gang, erkender Leif Buch-Hansen.

– Dilemmaet for de professionelle er åbenlyst: Hvordan finder man balancen mellem selvstændighed og omsorgssvigt?

Det er svært, og man må som faggruppe tage imod nogle tæsk… men udgangspunk- tet må hele tiden være de udviklingshæm- medes ønske om normalisering – og det faktum, at de vil gerne yde en indsats, mener han.

jni@sl.dk

Socialpædagogen

Kritikken fra de udviklings- hæmmede skal have kon- sekvenser – det kræver personaleudvikling, siger SL’s næstformand, Mogens Seider

– På det personlige plan føler brugerne i undersøgelsen helt tydeligt, at vi står i vejen for deres udvikling, og at vi trækker ting ned over hovedet på dem – og det er direkte alarmerende. Jeg tror at sådanne alarmklokker vil igangsætte et pædagogisk udviklingsarbejde på enhver socialpæda- gogisk arbejdsplads. Vi må ganske enkelt tage kritikken meget alvorligt.

Sådan siger SL’s næstformand Mogens Seider som en reaktion på den brede kritik af det pædagogiske personale og den pædagogiske indsats, som rejses af udvik- lingshæmmede i VUL-undersøgelsen.

– Når brugerne på det konkrete plan oplever, at vi som socialpædagoger står i vejen for, at de kan få en lille have eller en va- skemaskine, så må der være noget galt med de organisatoriske rammer. Det er tydeligt, at der er brug for en fortsat diskussion om, at alle udviklingshæmmede skal

behandles som alle andre borgere. Vi kan ikke som professionelle stå oppe på scenen og diktere, hvilket stykke der skal spilles.

Kunsten er at sætte sig selv på anden ræk- ke og være parate til at agere i arenaen, siger Mogens Seider.

Han er – ligesom en række af de pæda- goger, der medvirker i undersøgelsen – ikke i tvivl om, at det et stykke hen ad vejen stadig er ’spøgelser’ fra tiden på de store institutioner, der huserer:

– Når man siger, at institutionsbegrebet blev afskaffet i 1998, så er det nok en sand- hed med modifikationer. I mange persona- legrupper slider man stadig med at få lagt de gamle arbejdsrutiner fra sig og med at komme ud af patriarkrollen. Jeg tror, at der stadig er mange mure, som skal rives ned, og mange værdietiske diskussioner, der skal tages.

Når de udviklingshæmmede fortsat har oplevelsen af ’institution’, ser Mogens Sei- der det som et resultat af forsømmelser:

– Vi har fra SL hele tiden sagt, at man skal passe på ikke at svigte de faglige miljøer.

Og når man taler om de små enheder, eller alenearbejde, så er det svært at holde fast i.

Der er ikke den samme, naturlige udvikling. Der er ofte ikke fokus på supervision, kompetencer og metodeudvikling – det kniber ofte med at få frisk luft ind i tæn- ketanken. Modsvaret er bare ikke større

institutioner – det ville jo gå stik imod de udviklingshæmmedes ønsker, og det er heller ikke SL’s mål, siger han.

I stedet må der lægges meget mere vægt på udviklingen af personalet:

– Kompetenceudviklingen fulgte ikke au- tomatisk med, da institutionerne blev nedlagt – hverken ude lokalt eller på uddan- nelserne. Her må vi for alt i verden ikke spare, og den diskussion vil vi i SL gerne tage med de myndigheder, der har ansvaret for det og med vores uddannelsesinstituti- oner, lover Mogens Seider.

Hvis ikke gabet mellem brugere og pæda- goger bliver lukket, kan der til gengæld ske en udhuling af det pædagogiske område, mener han:

– Det er afgørende, at vi ikke går i defen- siven, men møder kritikken åbent og med al vores faglighed. Socialpædagogikken har tradition for at udvikle sig med de social- politiske rammer. Det skal også ske her og det gør det også. Men hvis ikke det gør, er jeg bange for, at de udviklingshæmmede og deres pårørende vil se sig om efter andre tilbud og andre faggrupper til at tage sig af de behov, de har, siger Mogens Sei- der.

jni@sl.dk

(Læs mere på næste side)

Der er stadig mange mure,

der skal rives ned

(11)

Både forældre og pædagoger trænger til at fokusere på deres egne reaktioner, når de udvik- lingshæmmede kommer med ønsker om større selvstændig- hed, siger LEV-formand Sytter Kristensen

– Kritikken her kommer jo fra en gruppe af rimeligt velfungerende udviklingshæm- mede, og jeg er lidt chokeret over at høre de her udsagn fra dem. Og jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan det må opleves for de svagere grupper, der ikke selv kan for- mulere sig.

Sytter Kristensen er formand for LEV, og hun mener, at den skarpe kritik, som en række udviklingshæmmede leverer i VUL- undersøgelsen, må vække til eftertanke hos pårørende og forældre. I undersøgel- sen giver mange af de udviklingshæmme- de udtryk for, at deres forældre sidder alt for tungt på deres liv, og Sytter Kristensen mener, at de pårørende i højere grad må øve sig på at give plads til deres voksne ud- viklingshæmmede barns eget liv.

– Hvis man ikke lærer at give slip, så går det galt. Hvis det var dig eller mig, hvis for- ældre kom og blandede sig på den måde, så ville vi give dem et rap over fingrene, men mange udviklingshæmmede kan eller tør ikke sige fra på den måde. På den anden side må man vel også sige, at hvis man som forældre ikke er på vagt, ville det også være galt, konstaterer hun.

Når denne barneforældre-rolle hænger ved skyldes det mange ting, mener Sytter Kristensen:

– Det er meget vanskeligt ikke at springe over i forældrerollen – der er jo noget in-

stinkt i det her. Når man har et voksent ud- viklingshæmmet barn, så får man ikke de tilbagemeldinger, man får fra et normalt barn – forsikringen om at det går ok med pengene, med jobbet og derhjemme, som vi andre kan klare via en snak i telefonen.

Og man har heller ikke været igennem den samme løsrivelsesproces, men går på en helt anden måde en følelse af, at man er nødt til at være der hele livet, siger hun.

– Men vi er nødt til at lære at arbejde bevidst med det ’ejerskab’, der for mange ligger i forholdet til det voksne barn: Når bar- net er blevet myndigt, er der områder, vi ikke som forældre har råderet over mere –

selvom det er svært at acceptere rent følel- sesmæssigt.

Sytter Kristensen ser mange sammenfald mellem den indtrængen i den udviklings- hæmmedes privatsfære, som forældre og pædagoger – ud fra ædle motiver og af lut- ter beskyttertrang – kommer til at foretage fra hver sin kant:

– Både i den pædagogiske verden og blandt forældre og pårørende må vi prøve at svare ærligt på, hvorfor det er så svært ikke bare at gå ind og tage over. Måske er det en latent menneskelig egenskab – men den må vi blive bevidst om og bruge posi- tivt, så det ikke føles forulempende for den

Socialpædagogen

Vi må lære at

give slip

(12)

udviklingshæmmede, siger LEV-formanden.

Hun efterlyser bedre muligheder for at lære noget om det psykologiske side af den uundgåelige løsrivelsesproces mellem den udviklingshæmmede og forældrene.

– Det er ikke noget, der er brugt meget energi på tidligere – jeg tror, jeg gennem årene er stødt ind i ét amt, der knyttede en psykolog til en gruppe unge udviklings- hæmmede, der var på vej til at flytte hjem- mefra. Ellers er der ikke noget støtte at hente, konstaterer Sytter Kristensen, der medgiver, at det er et område, LEV selv kunne bruge flere kræfter på.

– Men måske skulle de pårørende og so- cialpædagogerne tage hinanden i hånden og sammen blive bedre til at lytte og give plads til den udviklingshæmmede – vi skal måske arbejde mere med os selv og ikke kun snakke om ’de andre’. De unge udvik- lingshæmmede i dag stiller jo ret store krav i forhold til for 10-15 år siden, og det ville da være en rigtig god ide at få konfrontati- onen mellem deres ønsker og familien og de professionelle frem i lyset, mener Sytter Kristensen.

jni@sl.dk

Socialpædagogen

Af Lone Marie Pedersen For en kort stund blev den gamle diskussion om, hvorvidt SL og BUPL skal fusionere, genopfrisket. Det skete på SL’s hovedbestyrelsesmøde den 26. august. Her foreslog syv af hovedbestyrelsens 33 medlemmer, at „Hovedbestyrelsen træffer beslut- ning om at iværksætte en analyse- undersøgelse af fordele og ulemper ved øget samarbejde eventuel fusion med andre organisationer“.

Begrundelse for forslaget er, at en ny kommunalstruktur påvirker SL’s arbejde. Blandt andet skal mange so- cialpædagoger skifte arbejdsgiver fra amt til kommune.

De syv underskrivere er amts- kredsformændene: Uffe Thorup, Københavns Amt, Ole Larsen, København og Frederiksberg Kom- muner, Poul Flack-Jensen, Sønder- jyllands Amt, Poul Ole Jensen, Vi- borg Amt, Britta Leth Madsen, Ros- kilde Amt, regionsformand Niels Jørgensen fra Bornholm, samt me- nigt HB-medlem Viggo Spangsberg Christensen.

Selv om forslaget handlede om samarbejdsorganisationer i det hele taget, kom diskussionen meget hurtigt til at dreje sig om BUPL. Flere af amtskredsformændene talte varmt for et samarbejde med BUPL. I Søn- derjylland frygter man helt konkret, at det lokale amtskredskontor vil blive nedlagt, når Sønderjyllands amt bliver lagt sammen med Vejle og Ri- be amter i en region, der får hoved- sæde i Vejle.

– Hvis ikke vi går sammen med BUPL, kommer vores amtskontor til at ligge i Vejle, sagde Viggo Spangs- berg Christensen fra Sydals.

Og amtskredsformand Poul Flack- Jensen:

– Det drejer sig om at se på, hvad medlemmerne har bedst gavn af, og som det ser ud nu, er det værd at un- dersøge om ikke fordelene er større end ulemperne ved en fusion med BUPL.

Niels Jørgensen fra Bornholm: Jeg er gået med i det her forslag for at sikre den lokale fagbevægelse. Ellers tror jeg ikke, at SL på Bornholm ek- sisterer om et par år.

Forbundskasserer i SL, Kaj Skov Frederiksen: – Det er dårlig timing at komme med det forslag på et tidspunkt, hvor vi står over for store strukturændringer. Her er det netop vigtigt, at SL står så stærk som muligt for at sikre den socialpædagogiske faglighed og det socialpædagogiske arbejde i en ny kommunal struktur.

Når den nye struktur er kommet på plads, kan vi se på de udfordringer, som vi så står overfor.

Og så mindede både han og forbundsformand Kirsten Nissen om, at forholdet til BUPL aldrig havde været bedre, end det er i dag.

Kirsten Nissen: – Samarbejdet med BUPL har altid spillet en stor rolle for SL. Vi har slægtsskab både i faget og i en fælles uddannelse.

– Vi er for eksempel enige om at stå sammen ved de kommende for- handlinger, når der skal indføres en ny kommunal struktur.

Hun fremhævede, at SL i dag står stærkt og samarbejder ikke kun med BUPL, men med mange forskellige, for eksempel i Det Kommunale Kar- tel, med FOA, HK/Kommunal og Dansk Socialrådgiverforening..

– Hvis SL på et tidspunkt skal finde noget andet, der er bedre end SL, må vi kigge på det. Men sådan er situati- onen ikke i dag.

Forslagsstillerne bad om time-out og valgte herefter at trække forslaget.

Poul Flack-Jensen: – Når vi valgte at trække forslaget, skete det blandt andet ud fra en erkendelse af, at SL samlet set ikke på nuværende tidspunkt er klar til den diskussion, som forslaget lagde op til.

lmp@sl.dk

SL og BUPL i nærkontakt

– Men måske skulle de pårørende og social- pædagogerne tage hinanden i hånden og sammen blive bed- re til at lytte og give plads til den udviklingshæmmede – vi skal måske arbejde mere med os selv og ikke kun snakke om

’de andre’.

Sytter Kristensen, formand for LEV

(13)

Socialpædagogen

Fældet af paragraf 77-eftersyn

Kommunerne sløser med afgørelserne i sager om personlig hjælp til handicappede. I en tredjedel af sagerne er det ikke til at se, om afgørelserne er i orden, og i en række sager bliver borgerne ikke inddraget, viser undersøgelse fra Ankestyrelsen

Af Jens Nielsen

Tegning: Annette Carlsen

Havde det være Færdselslovens paragraf 77, ville en række kommuner nok have fået klippet pladerne eller være blevet sendt op til fornyet køreprøve.

Nu er det Servicelovens paragraf 77, der er tale om, og så slipper de med et rap over fingrene fra Ankestyrelsen:

Kommunerne har ikke papirerne i orden i en lang række sager om tildelingen af personlige hjælpetimer til fysisk handicap-

(14)

pede. Det er ikke til at se, om kommunernes afgørelser er rigtige, fordi det kniber med dokumentationen, og kommunerne er i en række tilfælde heller ikke gode nok til at inddrage borgerne i deres sager.

Det konkluderer Ankestyrelsen, der i en såkaldt praksisundersøgelse har gennem- gået kommunernes afgørelser efter paragraf 77 i Serviceloven. I alt har styrelsen kigget på akterne i 140 sager for at klarlægge, hvordan kommunerne håndterer dem.

Ankestyrelsen har en lang række kritik- punkter af kommunernes administration – med de to ovenstående hovedproblemer:

For det første er kommunerne altså dårlige til at dokumentere deres afgørelser – det er et problem i sig selv, men udgør og- så et problem for retssikkerheden på om- rådet – overordnet set og for den enkelte borger: Hvis man ikke kan se, hvad der er baggrunden for en afgørelsen, kan det være svært at klage over den. I 6 procent af sagerne er Ankestyrelsen uenige i kommunernes afgørelse, i 30 procent kan de ikke vurdere, om afgørelsen er rigtig, fordi sags- akterne er manglefulde

For det andet er kommunerne for dårlige til at inddrage borgerne i sagerne – og her er der endda tale om borgere, som ifølge loven selv skal administrere den støtte, de får tildelt. Den mangelfulde inddragelse af borgerne præger 20 procent af de sager, styrelsen har kigget på – altså hver femte sag.

I paragraf 77 hedder det, at støtten gives til ansættelse af hjælpere for handicappede, der ’har et aktivitetsniveau, som gør det nødvendigt at yde en ganske særlig støtte’.

Og det er særligt denne vurdering af akti- vitetsniveauet, som Ankestyrelsen har set efter i sømmene.

Tildelingen af hjælp efter paragraf 77 hviler i høj grad på et skøn fra sagsbehand- leren. Og Ankestyrelsen noterer sig da og- så, at der er store udsving fra kommune til kommunen og fra sag til sag.

Styrelsen mener, at kommunerne i en række tilfælde lige så godt kunne have bevilget støtten efter andre paragraffer – først og fremmest nabo-paragrafferne 76 om kontante tilskud til personlig hjælp og pleje, paragraf 78 om ledsage/kontaktper- son-ordningen, men også om paragraf 71, der har med kommunal hjemmehjælp at gøre. Alle tre paragraffer handler om støt- te, der målt i timer er væsentlig mindre end paragraf 77-støtte vil være.

Ydelsesoversigt, tak

I Ankestyrelsen peger fuldmægtig Jesper Pedersen på, at kommunerne i disse sager har specielle forudsætninger:

– Man skal huske på, at der her er tale om store og langvarige sager. Men når det så er sagt, så kan vi da kun opfordre kommunerne til at lave skriftlige afgørelser. Alt for mange sager er for dårligt oplyst. Som det

er nu, er det ofte svært at gennemskue, hvad der egentlig er bevilget, og derfor heller ikke muligt at se, om hjælpen kunne være givet efter andre paragraffer, siger Jesper Pedersen.

Ankestyrelsen vil ikke kræve en time for time-oversigt, men så gerne, at kommunerne lavede en samlet ydelsesoversigt for hver borger – det ville formindske risikoen for fejl, mener man.

Jesper Pedersen undrer sig særligt over, at der er så mange sager med manglende eller mangelfuld inddragelse af borgerne – det forekommer underligt, når borgerne netop selv skal kunne holde styr på de penge, der gives i støtte. Og særligt når det gæl- der sager med manglende inddragelse og partshøring, vil han ikke udelukke, at det kan gå ud over retssikkerheden:

– Vi ved det jo af gode grunde ikke, men det ville da være min vurdering, siger han og kalder kommunernes kurs for ’kriti- sabel’.

jni@sl.dk

Socialpædagogen

Også handicaporganisationen DSI opfordrer kommunerne til at få styr på papirerne. Formand Stig Langvad fortæller, at det er DSI, der har opfordret Ankesty- relsen til at gå kommunernes praksis efter.

Heller ikke DSI ønsker sig en ’rigid op- remsning’ af de aktiviteter, som udløser paragraf 77-støtten, men der er behov for at stramme op, mener Stig Langvad:

– Det fortæller noget om de problemer, der generelt er med den kommunale sagsbehandling: Der mangler begrundel- ser, der mangler notater, og borgerind- dragelsen er for ringe. Det gør det vanskeligt at vurdere, om ydelserne er rigtige, og det svækker retssikkerheden for borgerne, når man skal diskutere rime- ligheden af en ændring – så mangler det historiske aspekt af sagen pludselig, mener Stig Langvad.

Særligt vigtig bliver dokumentationen, når det handler om nye sager, eller når der sker afgørende ændringer.

Men DSI-formanden er ellers mest be- kymret over den angrebsvinkel, Ankesty- relsen har valgt til undersøgelsen: Det virker som om, man prøver at indskræn- ke brugen af paragraffen i stedet for at afgrænse den.

– Hvis man begynder at sige god for, at hjælpen i stedet kan sammensættes af støtte efter paragraf 71 og 76 (hjemme- hjælp og støtte til personlige pleje, red.), så flytter man fokus over på tilværelsen i hjemmet, og paragraf 77 sigter jo netop på det aktive liv uden for hjemmet. Altså, det står der ikke direkte, men det er ligesom deres tilgangsvinkel, siger Stig Lang- vad, der nu sammen med DSI-bestyrel- sen overveje en henvendelse til Ankesty- relsen og Socialministeriet med dette synspunkt.

DSI er bekymrede for, at ordningen med tiden vil blive afløst af nogle mere rigide, men lettere kontrollerbare løsnin- ger.

Pas på indskrænkninger

Paragraf 77

Den personlige hjælp, der tilde- les efter paragraf 77 i serviceloven, gives til handicappede, der har et højt aktivitetsniveau – for eksempel et almindeligt arbejde – som kun kan opretholdes, hvis de får omfattende hjælp. Typisk er der tale om ‘mandsop- dækning’ i stort alle døgnets 24 timer.

Det er hjælp til at få det aktive liv til at fungere, til personlig hygiej- ne, transport, indkøb, madlavning og anden hjælp i hjemmet – ofte også i nattetimerne.

Ordningen fungerer sådan, at det er den handicappede selv, der administrerer den: ansætter personalet og udbetaler løn mv. De er altså selv arbejdsgivere for deres hjælpere.

I alt cirka 1.100 handicappede får på landsplan hjælp efter denne paragraf. Og typisk er sagerne nogle, der kører i mange år, hvor der ofte kun er småjusteringer ved den årlige fornyelse af bevil- lingen.

Fakta

(15)

Af Heidi Dachs

Fotos: Thomas Klinger

Normalt er Josef Kellner afdelingsleder i socialforvaltningen i den sydtyske by Mün- chen, men i denne uge er der vendt helt op og ned på hans arbejde. I stedet for at tage

Socialpædagogen

Tyske chefer lærer af

hjemløse og handicappede

Mange kommuner og virksomheder i Tyskland er begyndt at få øjnene op for, hvor vigtigt det er, at deres chefer har gode menneskekundskaber, og derfor sender de dem i videre- uddannelse i sociale institutioner – Med dette projekt

kan vi fjerne folks berøringsangst over for handicappede, og

derudover profiterer de handicappede hver gang, der kommer folk

udefra med nye impulser.

Monika Grein, socialpædagog på

Pfenningparade

(16)

ind til centrum af München, hvor kommu- nalforvaltningen har kontorer, kører den 55-årige mand hver morgen med toget ud i den nordlige del af byen, hvor stiftelsen Pfennigparade ligger.

Pfennigparade er et stort bygningskom- pleks opført i beton. Bygningens kerne be- står af en gård med grønne plæner og høje træer, hvor solens stråler varmer de spastisk lammede børn, der øver sig i at gå, mens unge kvinder og mænd styrer deres kørestole hen til værkstederne eller institutionens kantine. Pfennigparade består blandt andet af beskyttede boliger, værk- steder og skoler, og institutionen bruges af flere end 1000 fysisk handicappede børn

og voksne, hvoraf mange har hjerneskader.

Som afdelingsleder i Münchens kommune er Josef Kellner vant til at have adskilli- ge medarbejdere under sig, men i denne uge har han en ganske anden rolle: I stedet for at være chef skal Josef Kellner udeluk- kende lytte og lære.

– Den første dag var jeg i snedkeriet og fik lov til at arbejde lidt med, men jeg måt- te indse, at jeg ikke var i stand til at flette stråene til stole-sæderne så godt, som de handicappede kan, siger han.

– I går mødte jeg den gruppe, der arbejder med computere og grafik. De er utro- ligt kreative på trods af, at mange af dem er så handicappede, at de kun kan arbejde

med munden. Nu skal jeg så hen i den gruppe, der laver silkemalerier.

Socialt arbejde populært blandt chefer

Josef Kellner er blot èn ud af mange ledere i Tyskland, som forlader chefstolen i en uge for at arbejde på en social institution. I München kaldes projektet for „Switch, den anden side“, fordi lederne lærer en helt anden side af samfundet at kende, og ugen bliver betragtet som en del af ledernes videreuddannelse, hvor de fortsat får fast løn.

Ideen stammer oprindelig fra Schweiz, hvor de første chefer i 1995 blev sendt ud i sociale institutioner, men tyskerne har været så begejstrede for projektet, at der nu – under forskellige navne – er udviklet lignende videreuddannelses-kurser i de fleste større, tyske byer. Lederne bliver sendt ud blandt handicappede, stofmisbru- gere eller hjemløse, og i enkelte byer er det desuden muligt for cheferne at arbejde i fængsler.

I nogle byer tilbydes videreuddannelsen kun til ledere fra private firmaer, men i München, hvor kommunen selv administrerer kurset, kan såvel ledere fra det private erhvervsliv som fra kommunalforvalt- ningen deltage.

Josef Kellner er glad for, at han arbejder i München og derfor som kommunal chef også har ret til at være med i Switch. Han siger:

– Jeg bad om at være med, fordi jeg havde lyst til at lære en ny side af samfundet at kende. Når man prøver at lave socialt arbejde, ser man tingene fra en helt anden synsvinkel. Jeg er meget imponeret over de indtryk, jeg har fået de første tre dage her.

Frem for alt har jeg indset, at handicappede mennesker om muligt har endnu mere viljestyrke end ikke-handicappede. Handi- cappede har brug for meget mere forbere- delsestid. Vi ikke-handicappede synes ofte, det er frygteligt stressende at skulle stå op om morgenen og komme rettidigt på arbejde, men hvad skal de handicappede så sige? Det koster dem jo timer at blive va- sket, klæde sig på, spise morgenmad og komme hen til arbejdspladsen. De har al-

Socialpædagogen

Den handicappede Erich Zwick viser stolt et af sine værker, et selvportræt, som han har lavet på computeren, mens afdelingsleder Josef Kellner (th) ser til.

(17)

lerede udvist en stor præstation alene ved at dukke op på arbejdet.

Lederne er gevinst for institutionerne

Socialpædagog Monika Grein leder den gruppe i Pfennigparade, som laver silkemalerier. Hun er med til at udvælge de ledere, som institutionen får på kursus. Hun siger:

– Det er frem for alt vigtigt, at lederne er i stand til at lytte og forstå, hvad der bliver sagt til dem. De skal også være åbne og vise interesse for andre mennesker. Hvis disse betingelser er opfyldt, kan enhver leder få noget ud af at arbejde her en uge.

Selvom institutionens medarbejdere er nødt til at bruge tid på at tage sig af lederne, hele den uge kurset varer, er Monika Grein overbevist om, at det er anstrengel- serne værd.

– Med dette projekt kan vi fjerne folks berøringsangst over for handicappede, og derudover profiterer de handicappede hver gang, der kommer folk udefra med nye impulser. Det er vigtigt, at de handicappede også møder folk, som ikke arbejder på institutioner, og at de hører om, hvordan det er ude på det rigtige arbejdsmarked.

En af de personer, der helt tydeligt er glad for kontakt udefra, er den spastisk handicappede Erich Zwick i computer-gruppen.

Josef Kellner kigger ind til ham på sin vej hen til silke-malerigruppen.

Erich Zwick har svært ved at tale, og hans hænder er krummet sammen. Alligevel er han i stand til at arbejde på computeren.

Han siger:

– Det er ikke noget problem at lave malerier på computeren.

Normalt maler han gerne landskaber, men denne gang viser han stolt Josef Kell- ner et digitalt selvportræt.

– Jeg har lært meget af at høre om de handicappedes problemer, og det er erfa-

ringer, som jeg kan bruge i mit arbejde i socialforvaltningen, siger Josef Kellner.

– Jeg vil fremover være mere lydhør, når handicappede beder kommunen om noget, fordi jeg har arbejdet her.

Et kursus i tålmodighed

Pfennigparade har tidligere haft ledere på kursus fra det private arbejdsmarked.

Blandt andet Günther Erhard fra den store teknologi- og informatikkoncern Siemens.

– Günther Erhard fik skabt kontakt mel-

lem os og Siemens ledelse, så vi sidenhen har kunnet deltage i koncernens julebasar og sælge vores produkter der, siger Monika Grein.

– Det var en meget vigtig erfaring for vores handicappede, for ved basaren kom de ud og så andre ting, og de oplevede, hvordan det var at spise i Siemens kantine, hvor der ikke blev taget specielt hensyn til dem.

Günther Erhard leder en afdeling med seks medarbejdere på Siemens. Det er nu to år siden, han valgte at arbejde en uge blandt handicappede.

– Jeg valgte meget bevidst at konfrontere mig selv med mine hæmninger. Jeg har aldrig vidst, hvordan jeg skulle opføre mig i

selskab med handicappede, og jeg har altid været meget sky over for dem. Derfor valgte jeg med vilje en handicap-institution, siger han.

Günther Erhard indrømmer i dag, at han dengang var meget usikker på, om ugen ville gå godt.

– I Siemens laver vi tidsskemaer for, hvornår noget skal være færdigt, og jeg er vant til, at ting bliver ordnet, så snart jeg giver mine medarbejdere besked om det. Jeg var derfor bange for, at jeg ville miste tål- modigheden, når jeg skulle arbejde med handicappede, der måske ikke kunne klare tingene så hurtigt, som jeg var vant til.

Günther Erhard var meget urolig de første par timer, han arbejdede i institutionen, men efterhånden begyndte han at tage det roligt, og han lærte også hurtigt at omgås de handicappede på en naturlig måde.

– Jeg fandt ud af, at når man virkelig taler med folk, så bemærker man ikke læn- gere deres handicap, men ser derimod menneskene bagved. Den erfaring har sidenhen hjulpet mig meget, siger han.

Bedre arbejdsklima takket være handicappede

Siemens har nu haft flere end 100 ledere på videreuddannelse i sociale institutioner.

De fleste ledere håber at få bedre menneskekundskaber og dermed lettere kunne tackle kriser blandt deres egne medarbejdere.

Christa Brosowske, der administrerer Sie- mens videreuddannelse i München, siger:

– Vi har fundet ud af, at vores ledere får en bedre social kompetence, når de arbejder med handicappede og hjemløse. De lærer en helt anden verden at kende og bliver mere fleksible. De kan hurtigere om- stille sig til nye, uventede situationer og kan lettere tale med folk. Når de lærer at forstå hjemløse eller handicappede, kan de også nemmere sætte sig ind i deres egne medarbejderes situation og kan bedre un- derstøtte og hjælpe dem. På den måde får vi et bedre arbejdsklima, og alle arbejder mere effektivt, hvilket gavner firmaet.

Socialpædagogen

Afdelingsleder i Münchens socialfor- valtning, Josef Kell- ner, har i en uge ar- bejdet blandt handi- cappede med et ganske bestemt for- mål: I stedet for at være chef skal Josef Kellner udelukken- de lytte og lære.

Socialpædagog Mo- nika Grein er leder af silkemaleri-grup- pen. Hun er med til at udvælge de led- ere, som institutio- nen får på kursus.

(18)

Af den grund tilskynder flere og flere firmaer deres ledere til at deltage i pro- jekter som Switch.

Selvom Josef Kellner kun har været i Pfennigparade tre dage, mærker han allerede, at han er begyndt at forandre sig.

– Jeg har været tilbøjelig til at lade mig påvirke af hverdagens stress. Her bliver man roligere, og tiden går på en anden måde. Hvis folk har en dårlig dag, lader de simpelthen deres arbejde ligge. Når jeg oplever det, er jeg klar over, at jeg har været alt for forvænt som chef. Når jeg bad en medarbejder om at lave en opgave færdig til dagen efter, og vedkom- mende måske klarede det allerede i løbet af samme dag, tog jeg det som en selvfølge. Det vil jeg ikke gøre fremover, men derimod vise mere taknemmelig- hed, siger han.

Psykisk hjælp nødvendig Josef Kellner er takket være sit arbejde i socialforvaltningen vant til at omgås handicappede.

Günther Erhard havde derimod aldrig haft nærmere kontakt til handicappede, før han var på kursus

for to år siden, og det var af og til lidt hårdt for ham.

– Jeg oplevede mange situationer, som belastede mig psykisk. Det gjorde mig ofte ked af det at se alvorligt handicappede mennesker eller høre, hvordan de var blevet hjerneska- det efter ulykker.

Mange ledere fra det private erhvervsliv står ligesom Günther Erhard uden praktisk erfaring, når de møder op på institutionerne, og derfor er et vigtigt punkt i Switch-programmet netop, at institutionerne skal være parate til at bistå lederne med psykologisk hjælp, hvis det bliver nødvendigt.

– Det er meget vigtigt, at institutionerne ikke blot betragter vores folk som bil- lig arbejdskraft, men at de derimod sør- ger for, at vores folk har assistance under hele kurset. Der skal altid være en kon- taktperson, som de kan tale med, så snart de har brug for det, siger Christa Brosowske.

Günther Erhard benyttede sig ofte af dette tilbud. Han siger:

– Selvom min arbejdsdag var kortere end på Siemens, og skønt vi ikke lavede hårdt fysisk arbejde, var det alligevel psykisk så anstrengende, at jeg hver aften gik dødtræt i seng. Netop derfor er det meget vigtigt, at man får bearbejdet sine oplevelser. Man må ikke gøre de handicappedes problemer til sine egne. Jeg tal-

te hver aften med personalet på institutionen om de tanker, der kørte rundt i hovedet på mig, og det hjalp meget at lette sindet.

Lærer konsekvent behandling Günther Erhard har siden sit ophold i Pfennigparade opdaget, at han kan bruge erfaringerne fra det sociale arbejde på sine medarbejdere i Siemens.

– Vi har jo stadig terminer, som skal overholdes, så derfor kan jeg desværre ikke give mine medarbejdere ubegræn- set tid til at udføre deres arbejde. Men jeg er blevet bedre til at gribe ind og tale med mine medarbejdere, når jeg mær- ker, at de har problemer, siger Günther Erhard.

Arbejdet med de handicappede har og- så lært ham at være hårdere i enkelte situationer.

– Handicappede og psykisk syge har brug for grænser ligesom alle andre. Jeg oplevede i løbet af min uge på institutionen, hvor konsekvent socialpædagoger- ne behandlede de handicappede. Denne erfaring er kommet mig til gode i Sie- mens. Jeg har for eksempel en medarbejder med alkohol- problemer, og før i tiden vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle behandle ham. Efter mit kursus valgte jeg at stille ham over for et ultimatum og gøre ham klart, at han skulle gå i tera- pi, og det gjorde han så, siger Günther Erhard.

En uge blandt handicappede var nok til at ændre mange af Günther Erhards holdninger.

– Før i tiden havde jeg ikke stor respekt for socialpædagoger. Jeg troede ikke, at de havde et særligt krævende arbejde, men efter opholdet i Pfennigparade ved jeg bedre. Jeg er i dag fuld af beundring for det arbejde, socialpædagogerne ud- fører. Det er langt mere anstrengende at være socialpædagog end at være leder på Siemens, siger han.

Josef Kellner og Günther Erhard vil gerne opfordre andre ledere til også at prøve at arbejde blandt handicappede eller hjemløse.

– Når man arbejder på en social institution, udvider man horisonten og lærer nye mennesker at kende, og man får en livserfaring, som man ellers ikke ville op- nå, siger Josef Kellner.

– Jeg kan kun råde andre ledere til og- så at prøve det. Man får langt mere, end man giver, siger Günther Erhard.

Hvis menneskers udvikling har betydning…

T E G N A B O N N E M E N T

N U

Tidsskriftet VERA beskriver grundigt den udvikling, der hele tiden foregår i faget. Indholdet spænder fra pædagogisk arbejde på almindelige daginstitutioner til det socialpædagogiske arbejde i den særlige indsats over for børn, unge og voksne.

Kort sagt,VERA dækker alle de områder, som BUPL's og SL's medlemmer arbejder med.

RABAT TIL SL-MEDLEMMER, BUPL-MEDLEMMER

OG STUDERENDE

B E S T I L P Å

www.vera.dk

E L L E R R I N G

3 3 1 2 6 3 1 4

T E M A N U M M E R 4 G A N G E O M Å R E T E R A · T I D S S K R I F T F O R P Æ D A G O G E R

– Jeg vil fremover være mere lydhør, når handicappede beder kommunen om noget,

fordi jeg har arbejdet her.

Josef Kellner, afdelingsleder i Münchens socialforvaltning

(19)

Og for det pædagogiske arbejde, der bliver dokumen- teret. Brugerne bliver mere selvstændige og socialpæda- gogernes arbejde mere synligt, er erfaringerne på et social- psykiatrisk center

Af Bodil Rohde Foto: Niels Rosenvold

– Det var hårdt arbejde og et meget detaljeret forløb, indtil vi lærte at bruge modellen. Til gengæld har vi fået mange succeser, og i dag er der ingen problemer med at motivere beboerne til at lave mad, siger social- pædagog Lene Møller Sommer fra Genop- træningen på det socialpsykiatriske OK- center Enghaven i Søvind.

Her har personalet siden 2001 brugt Den logiske Model og historiefortælling i et projekt, der går ud på at give beboerne indflydelse på – i dette tilfælde – madlavningen.

Projektet er et led i SL og Vejle Amts fælles projekt FOSA, som står for Formidling af socialpædagogisk arbejde, og overordnet skal det bruges til at skabe udvikling i og dokumentation af det pædagogiske arbejde.

Den logiske Model indebærer, at der op- stilles mål, delmål, aktiviteter og succeskriterier, og at alt nedskrives detaljeret, og det samme gælder resultaterne. Derfor har afdelingen nu også dokumentation for et vel- lykket projekt, som blandt andet har ført til, at beboerne står for aftensmaden, og at de hver især afgør, om de hellere vil hente en pizza eller spise på centrets cafeteria.

– Vi har tidligere brugt megen energi på at motivere beboerne til at deltage i madlavningen, siger Lene Møller Sommer. Der- for valgte vi at lave et egentlig projekt om

brugerindflydelse, da vi kom med i projekt FOSA, og Den logiske Model er blevet en døråbner til udvikling sammen med beboerne.

Det er en stor fordel, at alt bliver skrevet ned. Det bliver lettere at følge med, og alle kan se, når tingene lykkes, – og når de ikke gør det. Vi har fået et fælles redskab, som alle kan bruge, og som både vi og beboerne har haft stort udbytte af.

Madlavningen

Tidligere fik afdelingen mad fra centrets cafeteria. Men da madlavningen kan være en vigtig del af genoptræningen til at klare sig selv, valgte personalet at gøre det til af- delingens brugerindflydelsesprojekt. Det var ikke særlig let i starten, men efterhånd- en har interessen bredt sig, og det er blevet alles projekt.

– Der er enkelte beboere, som helst vil spise for sig selv eller på cafeteriet, siger Le- ne Møller Sommer. Men ellers deltager de fleste i madlavningen, og det kan være i den store madlavningsgruppe, hvor de selv fordeler opgaverne, eller i mindre grupper.

Deltagerne i den store gruppe køber selv ind og laver mad hver dag undtagen søn- dag, hvor de har valgt at købe færdig mad fra cafeteriet. Nogle finder selv ud at klare det hele, og andre har brug for at snakke med personalet om, hvad de skal lave. Når

Socialpædagogen

Den logiske Model kan bruges til en systematisk dokumentation og måling af resultaterne i det social- pædagogiske arbejde. Modellen går ud på, at alle mål, delmål, aktiviteter, succeskriterier og lignende, der bliver valgt for en konkret indsats, bliver skrevet detaljeret ned og holdt sammen med de resulta- ter, der opnås.

Se mere om Den logiske Model på www.sl.dk.

OK-centret Enghaven er et soci- alpsykiatrisk center, hvor der er 63 voksne døgnbeboere og 17 støtte- centerbrugere. I Genoptræningen er der 19 døgnbeboere og 7 støtte- centerbrugere, samt 22 ansatte, hvoraf de 7 er SL-ere.

FOSA, som står for Formidling af socialpædagogisk arbejde, er Amtsrådsforeningen, det kommunale kartel og SL’s fælles projekt, som på forskellig vis er blevet af- prøvet i amterne i Nordjylland, Sønderjylland og Vejle.

Formålet med projektet er at udvikle den socialpædagogiske sektor, institutionernes og medarbejdernes kompetencer til dokumentation og formidling af den socialpædago- giske indsats.

Til det formål har projektdeltagerne – ialt tre institutioner – fra Vejle Amt brugt Den logiske Model.

Den logiske model

for madlavning

(20)

vi får nye beboere, kommer de som regel ind i den store gruppe. Dels for at være sammen med andre beboere, og dels for at finde ud af, om det er noget for dem. Siden hen vælger de selv, om de vil blive eller or- ganisere sig anderledes.

– For eksempel har vi haft fire piger, som lavede en sund madgruppe, og det gik så godt, at de også fandt ud af at spise morgenmad sammen. Nu er de tre rejst, men den sidste vil gerne i gang med en sådan gruppe igen.

– For os har projektet betydet, at vi har skullet bruge en del tid på at bearbejde vo- re egne holdninger og normer. Vi har skullet lære at give slip og overlade mere til beboerne end tidligere, og at det nok skal gå.

Det eneste, vi ikke kan acceptere, er, at de ikke får noget at spise.

Historiefortælling

Men uden historiefortælling går det ikke.

På Genoptræningen bliver historiefortæl- lingen brugt til at afdække beboernes ressourcer, og de er som regel større, end det umiddelbart har set ud til.

– Vi bruger historiefortælling som ar- bejdsmetode, siger Lene Møller Sommer.

Det foregår på den måde, at vi interviewer beboerne og hører de historier, de kan genkalde sig, fra før de blev syge. For de fleste er det længe siden, at de selv har lavet mad. Enten fordi, de har været på institution, indlagt, har fået mad udefra eller har været så syge, at de ikke har kunnet overskue det. Men mange kan faktisk huske, at de har kunnet noget med madlavning, og det kan vi bygge videre på. Det er også ofte en aha-oplevelse, når erindringer og erfaringer dukker op, og på den måde har hi- storiefortællingen flere funktioner.

– Under historiefortællingen fremkom der nogle ønsker og drømme for fremti- den. De blev i anonym form fremlagt og debatteret på morgenmøderne.

Ofte kommer beboerne med nye ideer og siger, jamen, man kunne jo også gøre det på den og den måde.

– Beboerne har været glade for at blive interviewet af os. Der er ingen forstyrrelser i den situation, og de bliver spurgt om noget helt andet end det, de plejer at blive spurgt om. Mange af os har også oplevet, at de har langt flere ressourcer, end vi troede.

Socialpædagogen

Socialpædagog Lene Møller Sommer (th) taler med Mie Pedersen, der har været med i mad- gruppen I dag laver hun selv sin egen mad.

Noter

Spørgeskemaer på hjemmesiden

Ledere og tillidsfolk kan nu på SL’s hjem- meside hente et elektronisk spørgeske- ma, som man kan lade kollegerne besva- re på computeren, inden man begynder at arbejde med kompetenceudvikling, fra- værspolitik eller seniorpolitik

Hermed kan man meget lettere gennem- føre mini-undersøgelser på arbejdspladsen, inden man går i gang med større for- andringsprocesser, for eksempel at op- bygge nye læringsmiljøer (kompetenceudvikling). Her vil det være en god hjælp på forhånd at kende medarbejdernes vi- den og erfaringer på området. I sådanne tilfælde kan en lille spørgeskemaunder- søgelse være til stor hjælp.

SL udsendte i år 2000 et sæt materiale til alle arbejdspladser med titlen „Den Gode Arbejdsplads“. Materialet er SL’s bud på, hvordan man får det bedste ud af de ram- meaftaler, der er indgået med kommuner og amter.

Hidtil har man selv skullet kopiere de spørgeskemaer i redskabsmappen, som man har ønsket at anvende og siden hen bearbejde dem manuelt. Nu foreligger spørgeskemaerne i en elektronisk interak- tiv version, som kan hentes på SL’s hjem- meside. Spørgeskemaerne kan så på computeren udfyldes af de medarbejdere, der skal deltage i spørgeskemaunder- søgelsen og resultaterne siden hen sam- mentælles elektronisk.

De elektroniske spørgeskemaer kan hentes på www.sl.dk/den

kl

Pigebanden ta’r på turne

I teaterstykket Pigebanden fortæller en ung kvinde om dengang, hun gik sammen med en gruppe vilde piger. Men noget skæbnesvangert skete. En af pigerne for- svandt, og nu dukker hun op som et spøgelse fra fortiden. De to piger – en le- vende og en død – fortæller sammen en historie om gadebørns liv i dag og om hvorfor det går galt for nogle unge.

Pigebanden havde premiere for små to år siden, men nu drager skuespillerne Katja Holm og Lotte Bergstrøm ud for at spille stykket for unge i folkeskoler og på gym- nasier landet rundt. Pigebanden spiller forskellige steder landet rundt frem til den 10. oktober.

Tjek programmet på www.labalance.dk bis

(21)

Socialpædagogen

Af Kurt Ladefoged

Der er blæst om de ældre – eller seniorerne – på arbejdsmarkedet. I samfundsdebatten taler man på den ene side om „det grå guld“, der skal motiveres til at blive på arbejdsmarkedet. Andre taler om „en ældrebyrde“, der sidder på flæsket og rager goder til sig, mens ungdommen tvinges til at knokle.

Faktum er, at der er brug for seniorerne på arbejdsmarkedet, og at seniorerne også gerne vil fortsætte med at arbejde. Men des- værre er de ældre omgivet af så mange my- ter og fordomme, at mange vælger stå af arbejdsmarkedet i utide.

Det viser blandt andet en undersøgelse, som Mandag Morgen Nyhedernes Tænke- tank netop har foretaget for Ældresagen.

Rapporten „De nye seniorer“ om ældre og arbejdsmarkedet er en del af SeniorForan- dringsProjektet og giver et omfattende bille-

de af den nuværende seniorgenerations ad- færd, krav og kompetencer i forhold til arbejdslivet.

Krav om respekt

Et godt helbred er ikke overraskende en for- udsætning for at få seniorer til at blive på arbejdsmarkedet. Men over halvdelen svarer også, at de gerne vil blive, hvis de kunne vi- deregive deres erfaringer – og at der var opbakning til det fra arbejdspladsen.

Mange seniorer føler, at respekt og påskøn- nelse over for dem daler med alderen. Men hvis disse faktorer var til stede, ville det motivere mange til at fortsætte med at arbejde.

Seniorerne ønsker ingen særbehandling.

De ønsker at blive set på som personer og ikke som en aldersgruppe. De vil ikke opfattes som en grå masse, som skal omfattes af ens- artede seniorpolitiske principper.

De vil i stedet behandles som selvstændige

Seniorpolitik handler ikke bare om nedsat arbejdstid, som vi kan betale os fra via overenskomst- midler. Seniorpolitik skal udar- bejdes på den enkelte arbejds- plads. Derfor opfordrer jeg til, at arbejdspladserne bruger SL’s drejebog om seniorpolitik, siger SL’s næstformand Benny Andersen

Af Kurt Ladefoged

Seniorpolitik trak en del delegerede på taler- stolen, da SL i august udtog overenskomst- krav på den ekstraordinære kongres i Oden- se. Der var fremsat flere forslag om at bruge overenskomstmidler på for eksempel nedsat tid med lønkompensation.

Men arbejdsgiverne vil ikke betale for sær- lige seniorordningen. Skal SL’s medlemmer i stedet betale via overenskomstrammen bliver det dyrt og vil gå ud over de øvrige med- lemmers lønforbedringer.

Derfor afviste kongressen også forslagene.

En forenklet beregning foretaget af SL’s økonomiske konsulent Martin Møland Niel- sen viser, at såfremt alle assistenter på døgn- institutioner over 55 år går på fire dages uge med fuld løn og pensionsindbetaling, vil det

Kopi fra DBC Webarkiv