Medborgerskab og national identitet
Min gode kollega Morten Frederiksen skulle fortælle om resultaterne fra ”Usikker modernitet:
Danskernes værdier fra 1981 til 2017”. FALS var samlet under temaet medborgerskab i København. Men Morten, lederen af den danske værdiundersøgelse, blev syg. Vikaren blev
undertegnet. I kender det godt. Man griber, hvad man har af gamle slides. I mit tilfælde blev det fra bogen ”Den danskerne republik: Forandringer i danskernes nationale forestillinger” og mine to samforfattede bidrag til ”Usikker modernitet”. Det blev til et oplæg og et skriv.
De to bøger har noget tilfælles. Begge er indskrevet i en forståelse af et muligt tilbageslag. Et tilbageslag fra et velfungerende samfund til noget andet. I den sociologiske
værdiforskningstradition et tilbageslag fra sekulære og rationelle værdier til traditionelle værdier, og selvudfoldelses- til overlevelsesværdier. Mindre oplysning og mere økonomisk usikkerhed kunne drive tilbageslaget. I den politologiske tradition handler det om et tilbageslag fra et samfund domineret af en ”civic” forståelse af demokrati og medborgerskab til stigende nationalisme og etniske forståelser af et kulturelt homogent folk. Trump. Brexit. Alternative für Deutchland. Dansk folkeparti. Sverigesdemokraterne. De gule veste. Asyllejre i Rwanda. Alt det som samfundsforskere og samfundsfagslærer synes er så interessant. Det der griber os. Det vi er bekymrede for. Og er der noget vi er, så er det bekymret.
Begge bøger gør sig den ulejlighed at måle efter. Værdiundersøgelsen har indsamlet svar i 1981, 1990, 1999, 2008 og 2017. ISSP-undersøgelsen har indsamlet svar om national identitet i 2003 og 2013 (og en ny er på vej i 2023). Og begge bøger når den samme konklusion. Der er ikke noget tilbageslag i Danmark. Jeg tror, Morten vil udlægge det lidt mere forsigtigt og nuanceret. ”Usikker modernitet” finder nogle tegn på tilbageslag. Befolkningens tillid til institutioner og til hinanden stiger ikke længere. Og der er tegn på, at tilliden falder en smule blandt de mest sårbare segmenter.
Men på stort set alle de andre værdier er danskerne lige så sekulære, rationelle, sekulære og selvudfoldende, som de plejer at være. ”Den danske republik” finder ligefrem, at danskerne er blevet mindre nationalkonservative fra 2003 til 2013 og mere republikanske. Konklusionerne er ikke så sexede. Det er den uendelig strøm af bøgernes tabeller heller ikke. En britisk kollega blev engang spurgt, hvorfor han flyttede til Skive for at studere danskhed. Danmark er jo verdens kedeligste sted for en samfundsforsker. Den diagnose underbygges af bøgerne.
Måske skyldes det netop et stærkt medborgerskab, at vi er blevet verdens kedeligste land for samfundsforskere og samfundsfagselever. Hvis man følger tankerne fra T. H. Marshall, så er medborgerskab netop en måde at stabilisere moderne samfund på. Den rasende kapitalisme, der truer med differentiering, ulighed og klassekonflikter, modereres af en stat, der via civile, politiske og sociale rettigheder giver befolkningen et alternativ til klasseidentiteten. De bliver medborgere.
Den sidste del af ordet, ”borger”, henviser netop til den liberal tradition om, at mennesker skal have rettigheder. Rettigheder, der garanteres af suveræne stater. Den første del af ordet, ”med”, henviser til den kommunitaristiske tradition om, at borgere også har forpligtigelser overfor republikken. Med Rousseaus ord handler det om, at borgerne må handle i overensstemmelse med den fælles vilje. Det er den slags kommunitarisme, som ”Den danske republik” argumenterer for, at vi har fået mere af.
Medborgerskab og danskheden
Det er vanskeligt at skelne mellem de kommunitaristiske tanker om forpligtigelser overfor republikken og nationalkonservative tanker om at være kulturel ”dansker”. Ofte dømmer vi for hurtigt på sprogbrugen. Diskuteres der i universelle termer om forholdet mellem en stat og dens beboere, så lugter det af ”civic” medborgerskab. Diskuteres der i specifikke termer om danskheden, så lugter det af ”etnisk” nationalkonservatisme. Efter 25 års hed (uafklaret) debat om danskheden, er det ikke så underligt, at nogle når den konklusion, at vi er vidne til et nationalistisk tilbageslag.
Min påstand er imidlertid, at der er tale en akademisk kortslutning. En slutning fra vores læsning af nationalkonservative strømninger i USA, Polen og Ungarn til situationen i Danmark. Sagen er nemlig, at de kommunitaristiske medborgerskabstanker også formuleres i et sprog om ”Danmark”
og ”danskerne”. De nationalkonservative har ikke patent på Danmark.
Lad mig bruge et lille eksempel fra ”Usikker modernitet”. Benedikte Brincker, Peter Gundelach og jeg fandt nedenstående mønster i datamaterialet.
Figur 1. Stoltheden over at være dansker
Kilde: Brincker, Gundelach & Larsen (2019). ”Glæde over Danmark” i Morten Frederiksen ”Usikker Modernitet:
Danskernes værdier fra 1981 til 2017”. Hans Reitzels Forlag.
Værdiundersøgelsen viste, at den nationale stolthed i Danmark har været stigende siden 1981, jf.
Figur 1. Det hyppigste svar blandt danskerne er, at de enten er “meget stolte” eller “ret stolte” af at være dansker. I 1981 svarede 44 pct. således, at de var “ret stolte”, mens 32 pct. svarede “meget stolte”. Kun et mindretal svarede “ikke særligt stolte” (20 pct.) eller “slet ikke stolte” (4 pct.). Der er imidlertid sket en betydelig forskydning i fordelingerne siden da. Andelen, der svarer “ret stolt”
ligger nogenlunde stabilt omkring 40 pct. i alle fem undersøgelser, men andelen af “meget stolte” er vokset støt fra de 32 pct. i 1981 til 55 pct. i 2017. Der er således blevet markant flere, der er “meget stolte” over at være dansk. Samtidig er minoriteten af ikkestolte danskere faldet.
Det store spørgsmål er, hvordan man skal tolke den slags. Den umiddelbare fortolkning kunne være, at det er et tilbageslag mod etnisk nationalkonservatisme. Nogle vil måske ligefrem sige racisme (der i tiden bliver brugt som en anden universalforklaring). Kigger man nærmere efter er det imidlertid en problematisk fortolkning af datamaterialet. Der er nemlig ingen tegn på, at det er de mest økonomisk usikre eller de dårligt oplyste lavt uddannede, der i stigende grad er stolte.
Tværtimod er det dem med lang videregående uddannelse, der bliver mere og mere ”meget stolte”
over at være dansk. Der er heller igen tegn på, at stigende stolthed hænger sammen med et mere
negativt syn på indvandrere. Endeligt er der ingen tegn på, at stoltheden hænger sammen med etniske forståelser af, hvad det vil sige at være rigtig dansk (målt som betydning af at have dansk familiebaggrund for at være rigtigt dansk). Tilsyneladende er danskerne bare blevet mere stolte af deres land.
Hvad så nu?
”Usikker modernitet” og ”Den danske republik” giver mange svar på, hvad danskerne tænker. Men jeg synes også, at de efterlader to ubesvarede spørgsmål. Hvis der ikke er tale om noget tilbageslag, 1) hvorfor har indvandrerkritiske partier så fået så stor støtte ved valgene, og 2) skal vi stoppe med at være bekymrede?
Støtten til de indvandrerkritiske partier arbejder mine valgforskningskolleger med. Et svar er, at det handler om så meget andet end værdier og nationalisme. Det handler også om ældre, nedskæringer, og by-land-konflikter. Såkaldte populistiske partier tager fat i, hvad end der end er politisk
opportunt i øjeblikket. Det handler mere om stil end indhold. Det er populismeforskningens grundtese. I forlængelse af ”Den danske republik” arbejder jeg selv med en teori om, at vælgerne i stigende tiden afvejer, hvad de mener er mere eller mindre opportunt for Danmark. På den måde er de bedsteborgere, der lige som samfundsforskerne hele tiden bekymrer sig om det fælles bedste. Vi har nye resultater på trapperne, der viser, at danskerne ikke har noget imod indvandring af
højtuddannede og vellønnede; end ikke blandt vælgerne fra Danske folkeparti. Til gengæld har alle noget imod lavt uddannede og lavt lønnede indvandrere, selv blandt de danskerne, der mener, at indvandring beriger vores kultur. En mulig forklaring er, at vi rationaliserer os frem til, hvad der henholdsvis er godt og skidt for Danmark. Som en klub, der skal have de bedste spillere på et globalt marked; og undgå de værste. Måske er den købmandslogik noget af forklaringen på succesen for den indvandrerkritiske linje.
Skulle vi samfundsfaglige så droppe bekymringerne og tage lidt del i den folkelige glæde over Danmark? Jeg vil nok mene, at det stadig er godt for verden, at vores professions forsøger at forholde sig lidt kritisk til tidens strømninger. Den meget optagethed af befolkningens
forpligtigelser overfor republikken kan have sine skyggesider. Det klassiske problem med Rousseau er, at den fælles vilje kan blive totalitær. Det moderne samfundets tabere opfører sig
uhensigtsmæssigt og er tit en belastning for republikken. Skal den slags beskyttes med rettigheder
eller skal de sanktioneres? Der har vi nu i 30 år skruet op for sanktionerne. Et andet problem er, at bedsteborgerne ser så meget indad, at vi mister fornemmelsen af, at vi er del af et international samfund. ”Den danske republik” viste, at danskerne ser omverdenen som mindre og mindre truende. Vi klarer os godt og lever af globaliseringen. Vores nationale overlevelsesenhed er tilsyneladende konkurrencedygtig. Men samtidigt føler vi os mindre som europæer og verdensborgere, specielt de yngre generationer. Det tegner ikke godt i en situation, hvor
konkurrerende konkurrencestater næppe er løsningen på samtidens største samfundsproblemer. Det løser ikke klima-, uligheds- eller migrationsproblemer. Den slags kræver en internationalisme, der tilsyneladende bliver mindre af. Lad os holde øje med det.
Christian Albrekt Larsen Aalborg 10/11 2021
Kilder:
Frederiksen, Morten (red. )(2019). Usikker modernitet. Danskernes værdier fra 1981 til 2017. Hans Reitzels forlag
Larsen, Christian Albrekt (2016). Den danske republik. Forandringer i danskernes nationale forestillinger. Hans Reitzels forlag.
