Digitaliseret af | Digitised by
Forfatter(e) | Author(s): Juel-Hansen, Erna.
Titel | Title: Helsen & Co.
Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : Det Nordiske Forlag, Bogforlaget Ernst Bojesen, 1900
Fysiske størrelse | Physical extent: 322 s.
DK
Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be
used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work
becomes public domain and can then be freely used. If there are several
authors, the year of death of the longest living person applies. Always
remember to credit the author
' ^ E C 4
•4^NWØ-
H E L S E N & C O .
HELSEN & CO.
A F
ERNA JUEL-HANSEN
K J Ø B E N H A V N DET NORDISKE FORLAG
BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN 1900
HELSEN & CO.
A F
ERNA JUEL-HANSEN
K J Ø B E N H A V N DET NORDISKE FORLAG
BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN 1900
Oplag: 2000 Ekspl.
TRYKT HOS NIELSEN & LYDICHE.
FØRSTE AFSNIT.
»Heinrich!«
»Tereschen!
Som med en Mund lød disse to Navne fra en Herre og en Dame, der steg ud af hver sin Kupé i Hamburgertoget paa Banegaarden i Kiel.
Der var i Tonefaldet hos dem begge Over
raskelse, Glæde og nogen Forlegenhed.
De havde Hænderne fulde af Rejsetøj.
Herren, en høj førladen Tysker, slap sin lille Kuffert og rakte Haanden ud. Førend Damen kunde række ham sin, maatte hun sætte Plaiden fra sig paa Perronen.
En blussende Rødme gled hen over hendes friske Teint, mens Blodet i en langsommere Bølge veg fra hans noget plumpe Træk, der blev lidt blege.
»Hvor det var uventet at træffe Dem heri«
8
sagde han paa tysk med kendelig Bevægelse i Stemmen, en usædvanligt vellydende Mands- røst.
»Ja,« svarede hun, »og hvor det er —«
længe siden, vilde hun have tilføjet, men slugte de sidste Ord og blev atter rød.
Saa bukkede hun sig for at tage Plaiden op, men han kom hende i Forkøbet med et høfligt:
»Tillader De —?« vilde ogsaa have hendes Rejsetaske, men fik den ikke.
De fulgtes ad gennem Banegaarden lidt bag efter de andre rejsende.
»Hvor hen rejser De?« spurgte han, da de kom udenfor.
»Til København.«
»Saa skal vi samme Vej.«
Hun saa lidt forundret paa ham og skimtede i Majnattens Halvlys inde under det tætte, rød
blonde Skæg, som dækkede Underansigtet og hans velformede Mund, det lidt melankolske Smil, hun kendte saa godt, at det ordentligt tog hende om Hjærtet.
Jo — hun var glad ved at møde ham igen, og det hørtes ud af hendes Svar:
»Hvor det er rart, saa følges vi ad, ikke sandt?«
»Mig en Ære,c mumlede han ganske kava- lermæssigt med et let Buk — saa kavalermæs- sigt, at hun egentlig fortrød sine Ord.
Stadigt et Stykke bag de andre rejsende gik de ned mod Havnen. Sagde et Par Ord i Ny og Næ om Rejsen, Vejret o. s. v.
Hun havde hele Tiden paa Læben at ville spørge til hans Moder, hans Kone og Børnene, men kunde ikke komme af Sted med det, saa underligt mut og kort var han.
Da de kom om Bord og gik ned ad Kahyts
trappen, spurgte han:
»Vil De sove?«
»Sove! Nej Tak, jeg sov i Kupéen hele Vejen. Nej, jeg vil have noget at spise, hvis man kan opdrive det. Jeg er skrupsulten.«
Hun lo.
»De ved nok: immer hungrig,« vrængede hun efter sin Pensionatsforstanderinde, som for nogle Aar siden i Berlin havde fundet hendes Appetit altfor kostbar.
Ogsaa han lo. Dette lille fælles Minde kaldte den hele Tid pludseligt og stærkt frem i deres Erindring.
»Saa tillader De vel mig at sørge for lidt Frokost til os begge?« spurgte han venligt,
10
mens han lagde hendes Rejsetøj til Rette for hende i Salonen.
Hun nikkede et fornøjet:
>Ja Tak,« og saa hans svære Skikkelse for
svinde op ad Trappen, inden hun gik ind i sin Kahyt for at pudse Fjerene lidt.
Hvad det dog var for et underligt Møde!
Hvor lig han endnu var sig selv — endda lidt sværere end sidst, hun saa ham. Med Un
dren huskede hun, hvor hans Tykkelse den Gang havde generet hende—og hans Grimhed.
Nu ænsede hun intet af det.
Hans Stemmes Vellyd, de smaa hvasse kloge Øjnes Udtryk, der blev saa blødt, naar han saa paa sin Moder eller — en anden, han holdt af, det Præg af høj Kultur, af mandig Selvfølelse, som var hans Personlighed egent, dækkede over alt andet og drog hende til ham med samme Art af Sympathi, af Hengivenhed som den Gang, hun for fem, seks Aar siden gik hen og forlovede sig med ham — uden at elske ham.
Hvor det dog var længe siden!
Meget mere end fem, seks Aar, et helt Liv forekom hende den Tid, som laa imellem.
Først de to, tre ensomme Aar efter Bruddet med ham, da hun sled i det som Chef for Bro
deri-Afdelingen i Magasinet der hjemme — nu ja, saa helt ensomme var de jo ikke, huskede hun, da hun i det samme mødte sine Øjne inde i Spejlet, hun stod foran, og blev sig be
vidst denne lille Omskrivning af de virkelige Forhold.
Til den Tid hørte ogsaa Sejren, hun vandt med sine Broderier, der gjorde hende til en be
kendt og fejret »Kunstnerinde« for et Par Døgn i København.
De stakkels Broderier var jo dog kun den første famlende Begyndelse, det erfarede hun snart, da hun kom til London og maatte gaa i Skole for fra.
Ja, de næste strænge Arbejdets Aar der ovre havde været brydsomme nok, selv om Held, Anerkendelse og Bevidstheden om at du til noget var kommet tilsidst — indtil hun nu midt i det var løbet sin Vej, fordi hendes Fø
lelser paa ny gjorde hende Knuder.
Atter mødte hun Øjnene inde i Spejlet, og over hendes Ansigt jog en brændende Blussen, hun følte stige fra Hjærtet.
Hun slog med Foden i Gulvet, kastede Kam og Børste i Nécessairen, lod Vandet fra Hanen risle over sine Hænder, badede Ansigtet, fik
12
tørret sig af og gik hurtigt gennem Salonen ind i Restavrationen.
Der ventede Heinrich von Schilden paa hende.
For den ene Ende af det lange Bord var der dækket til to. Med store Mellemrum sad en
kelte Passagerer og drak Kaffe. Af Damer var der ingen.
Hendes friske brunette Skønhed drog Mæn
denes Øjne til. En mørk Rejsedragt sluttede tæt om de svaje, fulde Former. Haaret laa i naturlige Flammer ned om Pande og Kinder å l'anglaise, de store mørke Øjne, som missede lidt, lyste varmt og klogt.
Hun var næsten otte og tyve Aar, men saa yngre ud.
»Nu faar De tage til Takke,« sagde Heinrich, idet de satte sig, »her serveres ellers ikke Fro
kost paa denne Tid af Natten — eller Dagen,«
han saa hen til Koøjnene i Skibssiden, hvorfra det graa Morgenlys sivede ind, »men med Skinke, Æg, Smør, Brød og et Glas Vin kan vi vel faa stillet Sulten.«
»Engelsk Frokost!« sagde Terese muntert,
»hvor den skal smage!«
De gav sig i Lag med Maden og faldt, mens de spiste, nogenlunde utvungent i Passiar.
Hun fik at vide, at hans Rejse galdt Familie
anliggender. En Arv var tilfalden hans Moder efter en Slægtning. Fru von Schilden var dansk af Fødsel.
Paa hans Spørgsmaal fortalte hun, at hun kom fra London, hvor hun havde opholdt sig i de sidste Aar, oprindelig for at lægge sig efter Gobelinvæverier, men i den senere Tid havde hun været knyttet til et stort Etablisse
ment for al Slags Kunstindustri, havde en ud
mærket Stilling, tjente »Masser af Penge« og vilde nu hjem i et Forretningsanliggende for at — for at —
»Anbringe Deres Kapitaler, maaske,« fuld
endte Heinrich leende hendes Sætning.
»Ja — maaske — « svarede hun tøvende med et flygtigt Smil og noget usikkert i Tonen, idet hun undveg hans Blik.
Hun var kommet noget hovedkulds af Sted, vedblev hun hurtigt som for at undgaa yder
ligere Spørgsmaal, kunde ikke faa noget Skib, som gik direkte, og tog derfor over Vliessingen for at kunne rejse straks.
Der var noget stakaandet, forhastet iMaaden, hvorpaa hun talte, og hun skiftede Farve hvert Øjeblik.
14
Hun mærkede det selv, og tillige at han lagde Mærke til det.
»Man er dog noget forrejst —« endte hun som en Slags Forklaring og strøg nervøst med Haanden over Kinderne og Haaret.
Saa skiftede hun Emne, spurgte til hans Mo
der med hvem hun for Resten endnu vekslede Breve, til hans Kone og de smaa.
Alle var i bedste Velgaaende. »Miitterchen«
rask og rørig som altid, snarere yngre med Aarene, og Adéle, hans Hustru, befandt sig
»efter Omstændighederne« udmærket. Hun var nyligt kommen op efter sin sidste Barsel
seng.
Lidt efter lidt gled Samtalen fra disse per
sonlige Emner ind paa andre Omraader, og de talte sammen næsten som i gamle Dage.
Nu som den Gang betoges hun og reves med af hans kloge aandfulde Tale. Han var den samme ivrige Frihedsmand, hans Interesse for sociale og politiske Spørgsmaal lige levende.
Selv om hendes Interesser i Mellemtiden havde faaet et nyt Indhold, havde hun intet glemt, af hvad hun den Gang lærte ved Om
gangen med ham og hans Kreds i Berlin. Det var blevet Grundvolden i hendes senere Ud
vikling, og om hun end i Øjeblikket var noget
paavirket af engelske Forhold og engelsk Tæn
kesæt, havde hun fulgt med Tidens Begiven
heder og forstod ham.
De sad længe til Bords.
Han havde ladet bringe en Flaske Rødvin, og skønt hun til at begynde med protesterede mod at drikke Vin Klokken fire om Morgenen, blev Flasken i Fællesskab omtrent tømt.
Det var nu lys Dag, men blæstfuldt og koldt.
De krappe Søer i Østersøen sporedes mere og mere i Skibets Bevægelser. En efter anden af Gæsterne var forsvunden, og nu mod Slut
ningen af Maaltidet var de næsten ene.
Saa havde de tiet en Stund.
Terese sad og saa ned i sit Glas, mens hun langsomt drejede det mellem Fingrene.
Det saa ud, som havde hun noget paa Hjærte, noget, hun ønskede at sige, men ikke rigtigt turde.
Saa løftede hun pludseligt Hovedet og mødte hans Øjne. Og i dem saa hun, at hun turde.
Over Bordet rakte hun Haanden ud imod ham.
»Vi er gode Venner igen, ikke sandt?«
spurgte hun med et lille Kluk i Stemmen og duggede Øjne.
»Ja vel,« svarede han paa dansk med saa-
16
dant pudsigt forsorent Tonefald, at hun maatte le.
Men hans Haand trykkede saa varmt og fast om hendes, at hendes Hjærte bankede derved.
»Skaal da — Heinrich!« sagde hun, ogsaa paa dansk, og stødte muntert sit Glas imod hans.
Og han svarede:
»Skaal, Tereschen!« helt nede i Halsen, saa- dan som Udlændinge efterligner vor Udtale.
De rejste sig.
»Vi drikker vel Kaffen oppe?« spurgte Hein
rich, da nogle uhyggelige Lyde fra Sovekahyt- terne blev mere og mere tydelige.
»Men hvor skal jeg skaffe Dem — aa, nu ved jeg det. Vent et Øjeblik —« føjede han til og gik.
Nogenlunde støt vandrede Terese op og ned ad det gyngende Gulv mellem Bordene.
Hun var i den gladeste Stemning. Lidt kom det vel af Vinen saa tidligt paa Formiddagen, men mest var det dette lykkelige Møde.
Længe havde hun bestandigt tænkt paa ham med et Tryk om Hjærtet; noget ligesom ond Samvittighed nagede hende siden Bruddet med ham, skønt det vel ikke var saa stor en Synd, som at hun tog ham. Og saa kunde hun dog
til Tider længes tilbage til ham og hans Moder med et Savn, som trods Aarene holdt sig frisk.
Saadan havde det i alt Fald været, indtil Fru von Schilden, kort efter at Terese kom til London, skrev, at nu giftede han sig.
Det havde været hende næsten som et Slag.
Han trøstede sig altsaa dog.
Hun havde været saa sikker paa, at Heinrich von Schilden glemte hende ikke.
Ofte i sine ensomste Timer følte hun en besynderlig Glæde ved at tro, at han endnu elskede hende, at dette Menneske i Verden var hendes, selv om hun ikke vilde være hans.
Ganske taabelig var vel denne Følelse men ogsaa ganske sød og smigrende for hendes Egenkærlighed.
Over denne Illusion slog Efterretningen om hans Giftermaal en stor Streg, hun følte sig næsten krænket og var lige ved at begaa den Taabelighed at give det til kende ved at sende
ham en kold og formel Lykønskning.
Siden den Gang mente hun at have strøget ham helt ud af sin Tilværelse.
Det havde han da for Resten ogsaa gjort lige til i Dag.
Og se — saa behøvede hun kun at møde ham Ansigt til Ansigt, for at alt blev imellem
Helsen & Co. 2
i8
dem som i gamle Dage, inden hans Forelskelse i hende gjorde hende usikker og rev hende med, saa hun tilsidst mente, at hun elskede ham.
Nej — nu som den Gang holdt hun af ham, ret af Hjærtet, havde vel egentlig aldrig hørt op dermed — holdt af ham med al sin gamle Tillid og Beundring for hans Værd som Aand og som Menneske. Disse hans Værdier mente hun at fatte bedre end de fleste andre, ja, maaske endog bedre end hans Adéle, hvem hun glat væk, uden at kende hende, slog i Hartkorn med de Eksemplarer af tyske Ungmøer, hun havde truffet under sit Ophold i Berlinerpensionatet, og som just ikke forekom hende særligt ud
valgte.
Det fo'r hende jo straks gennem Sindet, om denne affejende Dom ikke skjulte nogen Skin
syge mod Fru Adéle von Schilden?
Og Blodet gik hende til Kinderne, da hun maatte indrømme Muligheden, om end det kun var en Skinsyge paa Venskabets Vegne.
Og hun lo og ærgrede sig lidt over Menne- skehjærtets Mangfoldighed.
Saa kom Heinrich tilbage.
»Nu har jeg fundet, hvad jeg søgte — kom Tereschen,« sagde han muntert.
Han var i Overfrakke og havde hendes Jakke og Hat i Haanden.
»Et Sted, hvor vi kan ryge vor Cigar i Fred og Ro. Cigaren efter et Maaltid behøves vel endnu til Deres Velbefindende, vil jeg haabe?«
Leende nikkede hun:
»Om den gør I« og fulgte ham op paa Dæk
ket, ind i Kaptajnens Lukaf, som han havde faaet Lov at benytte — Gud ved hvordan.
I det lille hyggelige Lukaf under Broen var der en lav Feltstol i Krogen til hende, Kaffe
service paa Bordet, og ved hendes Kop laa en Cigar afskaaren.
Han fik hende til Sæde, pakkede Plaiden om hendes Fødder, skænkede Kaffe, gav hende Ild til Cigaren, tændte selv og satte sig overfor hende paa det faste Hynde langs Væggen.
De røg en Stund i Tavshed.
Her oppe i det snævre Rum, hvor hun og han var ganske ene, sneg en Slags Forlegen
hed, en ubestemt Følelse næsten af Ubehag sig over hende — maaske kom den af hans Tavs
hed, eller hun følte, at hans Blik vedholdende var fæstet paa hende.
Trods Forskellen i Tid, i Forhold og Om
givelser mindede dette hende dog nøje om de
20
mange mange Eftermiddage i hans Moders store Stue, den Gang hun begyndte at for
nemme hans Kærlighed, Angsten den voldte hende, Ubehaget ved hans Kærtegn.
Saa levende kom det igen alt sammen, saa nær i Tid forekom det hende, at hun ikke kunde gøre sig fri for en pinlig Forestilling om, at han maaske tænkte paa det samme.
Hun vilde ryste det af sig, vilde bryde Tavs
heden, begynde paa et eller andet Emne, men fik til sin Ærgrelse ikke fat i noget.
Det var jo dog noget Vrøvl og alt saa længe siden — han tænkte naturligvis paa Kone og Børn, og hvad havde hun med de gamle For
nemmelser at gøre.
Skibet duvede, saa Kopperne var ved at glide ned, en Byge med Regn og Blæst slog mod Ruderne.
»Blæst og Regn — Regn og Blæst — det er dansk Sommer!« sagde hun utaalmodigt, blot for at sige noget, og saa til sin Side ud af Vin
duet op mod den graa Luft.
»Saa—h?«
Atter Tavshed.
Saa hørte hun ham pludseligt skifte Stilling, og bøjet over Bordet, som skilte dem, sagde han:
»Naa, Tereschen, hvornaar begynder De saa?«
»Paa hvad?« spurgte hun forbavset.
»Ih — paa at fortælle mig alt det, De nu har siddet og spekuleret paa i en halv Time. Vi blev jo gode Venner for nyligt — og naar man saadan begynder for fra paa Venskabet, skylder man hinanden Regnskab. Vær derfor saa god at begynde, hvor vi to slap. Altsaa for nøjag
tigt seks Aar og en Maaned siden i Miitterchens Dagligstue, da en vis ung Dame erklærede, at hun ikke vilde have undertegnede til Mand, fordi —«
»Aa, Heinrich —1« afbrød hun ham og blev blodrød.
»Nej, nej — her hjælper intet: aa, Hein
rich,« abede han hende efter. »Es ist eine alte Geschichte, doch bleibt sie immer neu, und wem sie just passieret, dem bricht das Herz entzwei,« citerede han med ironisk Pathos og vedblev, »som figura udviser, passer de sidste Linjer ikke ganske. I alt Fald fik jeg mit Hjærte lappet sammen igen —
Nu vel — De foretrak Deres Frihed for at blive min Kone, og De fik den. D e ved, hvad jeg gjorde med min — skyndte mig at blive af
22
med den, naturligvis. Nu vil jeg vide, hvad De gjorde med Deres.«
»Aa, intet særdeles. Deres Moder har vist fortalt Dem — jeg skrev til hende om mit Ar
bejde — og —«
»Nej stop, saadan slipper De ikke. De yd r e Omstændigheder kender jeg — saa nogen
lunde. Men de interesserer mig mindre. Det er den indre Historie, jeg vil have.««
Han slog over fra den lette, halvt spøgende Tone, hvori han havde talt, og sagde alvorligt og med stigende Varme:
»Ser De, Tereschen, jeg begreb Dem ikke den Gang, og jeg spekulerede mig næsten gal paa at finde ud af, hvorfor De brød med mig.
De sagde, at De ikke elskede mig. Det var Visvas — Ungpigevaas. Vist holdt De af mig.
Jeg ejede Deres Sjæl, der var imellem os just det aandelige Fællesskab, som er Kærlighedens væsentligste Indhold, naar den skal vare. Deri tog jeg ikke fejl. Og desuden — De var ikke falsk, De kunde ikke hykle. Nu og da mødte jeg i Deres Øjne netop det Udtryk, ingen Mand misforstaar — hvad var det da, som manglede?
Ja, da det gik op for mig, da jeg indsaa, at det maatte være mit grimme Fjæs, min tykke
I
Krop, som stødte Dem fra mig, kan jeg ikke nægte, at jeg lige straks syntes, De blev mindre derved — og det var næsten det bitreste af det hele. Jeg var slemt faren i den første Tid, for jeg elskede og attraaede Dem, Tereschen, meget inderligt, meget hedt —«
Han brød pludseligt af, som var han ikke rigtigt Herre over sin Stemme.
Terese sad som paa Gløder. Hun turde ikke røre sig, ikke se op, ønskede sig mange Mile borte og var dog saa sært bevæget, uvil- kaarligt reven med af sin Hengivenhed for denne Mand, hvis Kærlighed altsaa dog ikke var helt død.
Han tog nogle Drag af Cigaren, lo lidt og fortsatte saa i en lettere Tone:
»Naa, senere slog jeg jo koldt Vand i Blo
det, og saa forstod jeg Dem bedre. De var saa ung den Gang, en ung, smuk Kvinde, og jeg en halvgammel Tyksak, der burde vidst bedre Besked. Og saa fik jeg jo Oprejsning.
De havde lært mig en hel Del om, hvor jeg skulde gaa hen for at finde mig en god Kone — Adéle er hverken saa ung som De eller saa køn som De, og jeg vil indrømme, at hun har truffet sit Valg mere med Hovedet end
24
med Hjærtet. Men det har svaret Regning.
Hun og jeg har det godt sammen —
Og nu er jeg altsaa forsørget og dermed ude af Sagaen. Men nu De? Hvad var det for en Mand, som stak mig ud hos Dem, da De kom hjem fra Berlin eller nogen Tid efter? — Vist saa, jeg læste det jo mellem Linjerne i Deres Breve til Miitterchen — «
»De læste— mine Breve?« afbrød hun ham opbrusende.
»Ja, naturligvis — hvert et. Vær nu ikke barnagtig, Terese, det kan De da vide. Skønt hvert Brev var som en Flue i et ondt Saar, kunde jeg ikke lade være. Naa, Tereschen, hvad var det saa for en Fugl Føniks, som vandt hele Deres Hjærte? Og hvorfor er De ene nu? Eller er De det ikke? Er det ham, denne hovedkulds Rejse gælder?«
I pludselig Selvforglemmelse løftede hun Hovedet.
»Haml« røg det ud af hende med en saa forbavset og energisk Benægtelse i Tonen, at den alene var en hel Bekendelse.
Hun hørte det selv og kunde bidt Tungen af sig af Ærgrelse over sin Forløbelse.
Men saa tog hun sig i det. Den gamle Hi
storie kunde hun da sagtens fortælle, oven
i Købet laa den Mulighed nær, at hun dermed afledte hans Tanker fra det andet.
Lige til nu havde hun jo næsten glemt Mo
gens Højer, den kønne unge theologiske Stu
dent, hvis mørkeblaa, sørgmodige Øjne og den sky Beundring, hvormed de saa paa hende, først havde gjort hende opmærksom, naar hun mødte ham paa Trappen i Huset, hvor de begge bode.
Senere, da de tilfældigt traf sammen i en Ferie, havde han vakt hendes Interesse ved at betro sig til hende, tale til hende om den Kamp mellem Tro og Vantro, hvori han var stedt, og som galdt hele hans aandelige og timelige Velfærd.
Lidt efter lidt havde hun saa bildt sig ind
— nej, hun havde virkeligt elsket ham, end- ogsaa meget varmt, rettede hun sig med en flygtig Rødme. Hendes forelskede Sind havde i ham set en stridende Aand, en Sjæl i Vaande, til hvis aandelige og materielle Frigører, hun havde troet sig kaldet . Men det var faldet ynkeligt ud, og saa var de gaaet hver sin Vej — hun til London.
Hvor grundigt Nederlaget havde været, tav hun om, det forstod hun først rigtigt nu, da hun Ansigt til Ansigt med Heinrich følte, at
26
det var ham, der betød noget for hendes Liv, skønt det var Mogens Højer, hun havde elsket.
Sit Forhold til ham mindedes hun nu kun med en svidende Fornemmelse af Undseelse over, at hendes Hjærte saadan havde kunnet for
vilde sig.
Heinrich havde intet sagt — nu lo han, en Smule bittert.
»Ah — jeg forstaar, det er ikke den lykke
lige unge Mand, som egentlig kommer mig ved. De tog altsaa fejl ogsaa den Gang. Men nu, Tereschen — nu er der en anden. Den Mand, for hvis Skyld, De saa hastigt er rejst fra London. Er det ham, som er den Rette.
Mogens og Heinrich maaske i en Person?«
Hun svarede ikke, men i hendes udtryks
fulde Ansigt læste han Dybden og Styrken af den nye Følelse, som hun husede i sit Hjærte.
»Og han — han elsker Dem — aa, natur
ligvis. Og nu er De paa Vej til ham — til Forlovelse eller til Bryllup ?« skønt han vilde sige det muntert spøgende, var der en vemodig Klang i hans Stemme.
»Det ved jeg ikke,« sagde hun kort, idet Blodet skød op i hendes Kinder, »De maa ikke spørge mere — ikke en Gang til Dem kan jeg tale om — om — aa, hvor det er tosset af
mig,« hun havde pludseligt Øjnene fulde af Taarer, som hun hurtigt viskede bort, »for — jeg er ikke saa forknyt, og skulde det værste hænde —« hun rejste Hovedet med et lille Kast, smilte, om end lidt usikkert, »saa er jeg en ganske tapper Høne, skal De se « men Stemmen brast.
I samme Nu stod han hos hende. Hans svære Skikkelse bøjede sig over hende, hun følte hans Hænder tage blødt om hendes Kin
der og hans varme Læber trykket mod hendes Pande.
»Gid han maa fortjene Dem,« mumlede han
— og var borte.
Hun saa ham ikke før ved Landstigningen i Korsør.
Skibet var forsinket, Toget ventede, og Wag
gonerne var overfyldte. De kom ind i samme Kupé, men fik Plads saa langt fra hinanden, at de ikke kunde tale sammen. Og paa Bane- gaarden i København tog hans danske Slægt
ninge imod ham.
Med et Haandtryk, et Par hastige Ord skil
tes de.
Tung om Hjærtet, saa underligt urolig og utilfreds satte Terese sig ind i Droschen og kørte til et Hotel i Hovedvagtsgade.
II.
I et lille Værelse i Hotellets Mezzaninetage gik Terese nogle Dage efter op og ned, op og ned.
Der var ikke megen Plads til denne urolige Marsch, kun en smal Strimmel Gulv mellem Sengen ved den ene Væg og Sofaen med Bor
det foran ved den anden.
Hun skulde ud til Middag, burde for længe siden have begyndt at klæde sig om, men kunde ikke faa sig til det.
Vinduerne stod aabne under Markisen. Men Solen brændte paa, den pludselige stærke Varme gjorde Luften tung og trykkende i den snævre Gade.
Og i denne trange, kedsommelige Hotelstue havde hun nu ladet sig indespærre paa fjerde Dag, gik kun ud, naar de Forretninger, hun skulde afgøre, tvang hende dertil, opsøgte in
gen, skyede alle, listede om ad Smaagaderne, krøb i Skjul i Porte og om Hjørner, naar en tilfældig Lighed næsten skræmmede hende fra Vid og Sans i Angsten for det Møde, hele hen
des Sind dog stundede imod.
Nu var hun færdig, kunde tage til London igen, hvad Time det skulde være, og burde rejse — men gjorde det ikke. Greb tværtimod ved Haarene hvert lille Paaskud til ny Opsæt
telse. Om det saa var det tilfældige Møde med sin gamle Bekendt, Fru Mejer, og hendes Indbydelse til Middagen i Dag. Den havde hun taget imod og udsat Rejsen til i Mor
gen.
Og naar i Morgen kom — mon hun saa rejste?
Hvor havde hun baaret sig dumt og urime
ligt ad. Altid skulde hun handle efter Impul
ser, aldrig kunde hun give sig Tid til at tænke igennem, hvad hun vilde eller ikke vilde, før
end hendes Følelser løb af med hende og til
skyndede hende til Handlinger, hun saa ofte ønskede ugjorte.
Som nu denne overilede, ubesindige Rejse.
Hvor ganske anderledes let og fornuftigt det hele havde ladet sig ordne fra London af oven i Købet hurtigere, siden hun spildte den
30
ene Dag efter den anden med frygtagtigt at udsætte just det, der var Rejsens Maal.
Og det hastede jo dog. Maaske det allerede var for silde, maaske han alligevel havde fun
det andet Steds, hvad han søgte — og saa stod hun der som fattig Per Erik.
Hvorfor kunde hun da ikke formaa sig til at skrive til ham de Par Ord, som afgjorde Sagen?
Med en utaalmodig Bevægelse knugede hun Hænderne imod hinanden.
Som om hun ikke vidste det, vidste, at det var Omsvøb, Udflugter alt sammen, at Rejsen galdt noget helt andet end blot Forretnings
sager, at det, der havde drevet hende hjem midt i ufuldendte Arbejder, fra Forpligtelser, Løfter, mod al Fornuft, ja, mod hendes Vilje, det var den brændende, ulidelige Længsel efter atter at se ham, være i hans Nærhed — den, der havde pint og plaget hende som en Sot i det halve Aar, siden han var rejst til København, saa hun maatte nøjes med de Breve, som hun ventede paa fra Postdag til Postdag, men som kun kom i Ny og Næ. Disse Breve, der var som Salt for hendes Tørst, i deres knappe Korthed Runer, hvis Tydning vekslede med hendes egne Stemningers Haab og Frygt men
3i
dog sikkert sagde et — at hun ikke var glemt, ikke var bleven ham ligegyldig.
Nu ja, Heinrich havde set klart. Hun el
skede paa ny — elskede Erik Helsen.
Og naar hun var saa usikker paa hans Kær
lighed, kom det egentlig ikke af, at han havde tiet om den eller intet direkte sagt, han var nu en Gang af dem, som ikke forsnakkede sig — men Aarsagen til hans Tavshed, den hun mente at have gættet: at han vilde være sin egen Mand, have fast Grund under Fødderne, før
end han bandt hende til sig, den var det, som havde gjort hendes Hjærte uroligt og utaalmo- digt, saa hun maatte handle.
Og Skæbnen rakte hende selv Haanden.
Hvorfor saa ikke gribe til, være sin egen Lykkes Smed, selv nitte sammen igen den Kæde, som deres Samliv i London, deres fælles Arbejde, deres Venskab og Sympathi havde slynget Led i Led, og som hans Bortrejse syntes at have brudt eller vilde kunne bryde?
Hans sidste Brev, saa underligt modløst i Tonen, havde gjort hende klart, at hun kunde yde ham en stor og væsentlig Tjeneste i den Sag, som ikke blot var hans Forretning, men hans Livs Maal. Og fremfor alt havde hun faaet et reelt og fornuftigt Paaskud til at søge
32
ham op og paa ny gøre Forbindelsen mellem dem personlig.
Ja — men her var ogsaa den Tap, hendes Beslutning svingede om i et ustandseligt frem og tilbage, thi Paaskud var og blev det, hvor reelt og fornuftigt, det end kunde tage sig ud.
Heinrich, som dog intet anede, havde straks gennemskuet hende. Hvor langt mere sikkert vilde da hans sunde Sans, hans skarpe Blik, de første Spørgsmaal rive sønder Paaskudets tynde Dække i samme Nu, hun stod for ham her i Kongens København, uden at have blot antydet, at hun vilde komme, og med Ærende kun til ham.
Og hvad saa — hvad saa?
Hun standsede pludseligt i sin Ilmarsch.
Blodet brændte i hendes Kinder af Undseelse, Ydmygelse
Nej, nej — og tusende Gange nej!
I det samme slog et Ur fem. Aa, den Middag! Hun maatte jo i Lag med Omklæd
ningen.
Hun samlede hurtigt fra Skab og Kuffert, hvad hun skulde bruge til sit Toilette.
Og mens hun klædte sig om, skiftede hen
des Stemning.
Thi var det ikke fejgt og ufrit at lade sine
bedste Impulser hæmme af Mangel paa Fri
modighed? Gaves der i Verden en ærligere Sag end af sit inderste Hjærte at være et Menneske hengivent og vise det i Gerningen, selv om Hengivenheden var parret med en anden Fø
lelse, og Gerningen den, at ofre alt, hvad man ejer.
Kom hun ikke netop som hans Ven og Kam
merat, og var det ikke af hendes Venskab, hun stolede paa, han vilde modtage, hvad han maaske vilde nægte Kærligheden — hvis han ikke gengældte den?
Og selv om der i hendes Hjærte gemtes en Attraa, han ikke delte, hvad havde saa det med denne Sag at gøre? Og var det, naar alt kom til alt, en Ydmygelse at elske, hvad man er
kendte større, rigere, bedre end en selv?
Hun havde i Hast fuldendt sin Paaklædning, helt mekanisk, uden at skænke sit Ydre andet end en ganske flygtig Opmærksomhed.
Nu mønstrede hun tilsidst sig selv i Spejlet, mens hun fæstede nogle friske Blomster i sit Haar.
Silkekjolen skiftede i gyldent brunt og gult med Glans af gammelt Guld, højhalset, enkel i Snittet snode den sig glat og blødt om hen
des fulde Barm og slanke Hofter. Gyldenlak-
Helsea & C o. 3
34
kernes dybe Fløjlsfarver stod fint til hendes brune Haar og klare Hud, de halvlange Ær
mer blottede op til Albuen de runde faste Arme, der saas blændende hvide mod alt dette brun
ligt gyldne.
Der skød op i hende et pludseligt Mod.
Hun var jo endnu ung og ikke — ganske grim, »et rankt lille Fruentimmer, der turde, hvad hun vilde«, plejede han at sige. Hendes Kinder blussede, under de halvt sænkede Laag luede det hedt:
Ja, mon hun ikke turde—?
Rankt og modigt række Haanden ud og sige:
Her er jeg, vil du have mig?
Saa hørte hun Droschekusken knalde med Pisken dernede, tog sin Hat, kastede en Støv- kaabe om sig og gik ned.
Mejers bode i Bredgade, tæt ved Grønningen.
En Pige lukkede op. Men Terese var næppe kommen indenfor Døren, før Husets Frue for ud fra en Sidedør og med et hastigt: »jeg skal hjælpe Frøknen!« sendte Pigen bort og slut
tede Terese i en stormende Omfavnelse.
»Aa, du søde, dejlige Terese, hvor jeg er glad ved, at jeg fik fat i dig,« sagde den lille Dame med overstrømmende Hjærtelighed, »saa du kunde være med til min sidste Bymiddag
— paa Mandag flytter vi paa Landet. Aksel blev henrykt,« pludrede hun videre, mens hun hjalp Terese Tøjet af, »da jeg fortalte ham, at jeg havde mødt dig, og at du kom. Han var svært skudt i dig, inden du rejste — jo, det ved Gud, men han maa gerne. Næ, hvor du er chic! Engelsk Snit, naturligvis — sty-
lish, hva'? Og sikken en Talje! Hvor den Ryg sidder —«
3'
3^
Modstræbende blev Terese drejet rundt for rigtigt at beses.
»Aak ja, saa længe man er ung Pige, kan man sagtens have Talje, men naar man bliver gift — de Børn, du, de ødelægger aldeles Fi
guren.«
»Aa, jeg synes ikke, du kan klage,« trøstede Terese hende smilende og lod Blikket glide over den unge Kones kønne fyldige Hals og buttede Arme, som præsenterede sig ret ud
fordrende under det sorte paljetterede Tiill.
Men Fru Mejer afbrød hende.
»Ja, det øverste, det kan gaa an endnu. Men Maven — den er det umuligt at holde Styr paa. Og jeg har ogsaa sagt til Aksel, at jeg vil ikke have flere. Naa, men gaa nu ind, du træffer lutter gamle bekendte — og saa mit sidste Sværmeri. En halv Englænder, for Re
sten, ligesom du. Aa, du, noget af det mest storartede! Mejer kan præsentere. Jeg maa ud og kigge paa Maden, blot et Sekund —«
og væk var hun.
Terese gik ind i Salonen.
Der var mange derinde, samtalende Grup
per, spredte i den store Stue. Men fra en bred Karnap lige for Døren strømmede Eftermid
dagssollyset hende blændende i Møde, og hun
skælnede kun to mod Hjørnets dybe Skygge ved Karnappen.
To Mænd, der stod og talte sammen; den ene, en høj, bredskuldret Skikkelse med kraftige, næsten lidt haarde Træk og lyse, ro
lige Øjne, vendte Ansigtet imod hende.
Det var jo ham!
Al Farve veg fra hendes Kinder og Læber, en underlig Stivhed standsede hendes Fod, svimlende maatte hun støtte sig til Døren.
Men ogsaa han havde faaet Øje paa hende.
Over hans Ansigt gik en studsende Lys
ning, Øjnene tindrede i et pludseligt Glimt, og et ejendommeligt blødt Smil skilte Læbernes faste Linje under det blonde Skæg.
Et kort Sekund mødtes deres Øjne, saa afsluttede han roligt sin Samtale med den an
den Herre.
Terese gik lidt længere frem i Stuen. Ingen havde lagt Mærke til hende, de fleste vendte Ryggen til.
Saa hørte hun Hr. Mejer tale til hende, øn
ske hende velkommen hjem, hun mærkede, at hun svarede ham med muntre Ord, andre kom til, Slægt og Venner af Familjen, Mennesker, hun havde truffet før, omringede hende. Hun hørte paa dem, talte, lo, opfriskede gamle Min
38
der, mens alt endnu svømmede som i Taage for hendes Blik, og alle Pulse bankede i Angst og Lykke.
Og saa stod hun tilsidst foran den høje Skik
kelse. Hr. Mejer præsenterede:
»Hr. Erik Helsen —«
»Behøves ikke, vel Frøken Kærulf?« lød det roligt, næsten tørt, men fra det ømt, fortro
lige Tryk om hendes skælvende Haand, det lyse Smil i hans Øjne, som fast og forskende hvilede paa hende, gled en liflig Strøm af fry
defuld Ro og Tryghed gennem hendes Sind.
»Nej, vi kender godt hinanden,« svarede hun pludseligt dristig, »fra London —« til
føjede hun forklarende til Hr. Mejer.
»Se se, det var jo morsomt. Ja, Verden er lille,« sagde Hr. Mejer leende, »naa, der er min Kone, og det betyder Mad. Frøken Kærulf, maa jeg have den Fornøjelse? Mine Damer og Herrer, vær saa artig.«
Man gik til Bords. Terese saa, at Erik Hel
sen førte Fru Mejer til den anden Bordende.
En Foraarsmiddag. Lette Retter, udsøgte Vine. Bordet straalende af Sølv, Krystal og Vaarblomsters sarte Farver, overskyllet af Sol
lys, brudt i brogede Bølger fra Rudernes ma
lede Glas.
Alt syntes hende med ét festligt, lyst, mun
tert.
Oven over Blomsterne og de høje Skaale med Frugt og Konfekt saa hun nu og da hans blonde Hoved eller et Glimt af hans Ansigt, naar han vendte sig til sin Borddame, og hver Gang jog det berusende gennem hendes Hjærte, at endeligt, endeligt var hun ham nær.
Og mens hun livligt underholdt sig med Hr. Mejer, lo hun ved sig selv ad sin Fejghed, sin Vaklen, alle disse spildte Dages taabelige
Angst.
Men lidt efter lidt begyndte hendes Op
mærksomhed at flakke. Hun glemte fra Sæt
ning til Sætning, hvad det var, hun talte om med Hr. Mejer, der for hvert Glas Vin blev mere og mere galant, overøste hende med Komplimenter for hendes Udseende, hendes Dragt, hendes Talent, som han paastod at have set rost i londonske Blade.
Ideligt søgte hendes Øjne ned til den an
den Ende af Bordet, og hun anspændte sin Hørelse for mellem de mange Stemmers sum
mende Tale og Latter at opfange den ene, altid lidt dæmpede Røst, hvis blotte Lyd satte hen
des Sind i Bevægelse.
40
Hun kunde se, han var oprømt, talte mere, end det var hans Vane.
Fru Mejer lo i et væk, hendes smaa sten- kulssorte Fugleøjne, som ikke veg fra ham, saa ganske forstaaende ud, naar han forklarede hende noget.
Aa, hvor hun ønskede sig dernede!
En Gang saa hun hans Blik vandre søgende ad hendes Kant til, men i det samme vilde en af hendes gamle bekendte »hilse« paa hende, og hun maatte med Smil og Nik hilse igen.
Rundt om hende bragte Mad og Vin Stem
ningen til at stige, uden at hun rigtigt kom med.
En stor Utaalmodighed betog hende. Hver Gang en ny Ret efter Stegen holdt sit Indtog, haabede hun, at det var den sidste. Alt hen
des Sind rakte ud i Længsel efter det Øjeblik, hun hidtil bestandigt udsatte, da hun kunde tale med ham, sige ham, hvad hun havde paa Hjærte. Kun syntes, Fru Mejer bestjal hende, hun misundte hende den Lykke at have ham for sig selv saa længe, saa urimeligt længe.
Formodentligt havde Hr. Mejer set den Ret
ning, hendes Øjne tog, thi han begyndte plud
seligt at tale om Helsen, roste hans Dygtighed, hans Intelligens, fortalte, at en Forretningsven havde anbefalet ham for nogen Tid siden som
et rent Fænomen af en Snedker, en Kunstner i sit Fag, en Mand, der vilde noget nyt.
»Det var jo Vand paa min Kones Mølle, kan De nok tænke,« sagde Hr. Mejer, »hun havde hverken Rist eller Ro, før vi fik fat i ham.
Møblerne i hendes Kabinet trængte med et til at fornyes, forstaar De. Og det maa jeg sige, Smag har han — og Originalitet. Han har leveret os en Tegning — superb, forsikrer jeg Dem. Men dyr som bare Pokker. Jeg stejlede jo, da jeg fik Overslaget. Men hvad, det er for ens Levetid, som min Kone siger — Pok
ker tro hende for Resten. Hun er nemlig al
deles væk i ham, som De ser,« føjede han til og kiggede med Hovedet paa Skakke og en po
lisk Mine ned til Konen, der virkeligt saa me
get optagen ud.
»Men jeg maa ogsaa indrømme, at han er en ualmindelig Snedker. Manden har rejst, s'gu, mere end jeg — paa Professionen, som han siger, og han har lært noget, han ved en Fandens Mængde. Og saa er han gentleman, salonfåhig og dog en Haandværker, der pas
ser sit Kram. Jeg traf ham forleden i Skjorte
ærmer henne paa Værkstedet, hvor han selv tog Haand i med —«
»Ja, netop saadan traf jeg ham ogsaa første
42
Gang, jeg saa ham i London,« sagde Terese og smilte, rød i Kinderne ved Mindet.
»Naa, jeg vilde just spørge, hvordan det kunde gaa til, at to Danske løb hinanden paa Ærmet i en Verdensby som London?«
»Aa, ganske nemt,« svarede hun, »en en
gelsk Arkitekt, der bode i samme Pensio
nat som jeg, skaffede mig Gobelinerne at ud
føre til the entrance hall i et Palais, han byggede for en Rigmand. Og der traf det sig, at Hel
sen ledede Monteringen og Opstillingen af Møblerne. Jeg anede saamænd ikke, han var dansk, før en Dag, en af hans Folk var ved at falde ned ad en Stige, og Helsen sprang til og greb ham med et godt dansk: for Fanden, Mand!
Saa kom jeg til at le, og saadan opdagede vi, at vi var Landsmænd.«
»Og det ledte til Bekendtskabet?« spurgte Hr. Mejer, da Terese tav — lidt pludseligt.
»Ja—a, senere traf vi jævnligt hinanden,«
sagde hun og dvælede lidt paa Ordene, idet Mindet om, hvor rigt og betydningsfuldt deres Samliv var blevet, gled igennem hendes Sind,
»mest paa Embeds Vegne,« skyndte hun sig at føje til, da Hr. Mejer satte sin poliske Mine op. »Paa Helsens Anbefaling fik jeg nemlig
Arbejde for den Kunstmøbelforretning, hvori han havde en overordnet Stilling — og saa var jeg paa den grønne Gren —«
»Ja, i London gaar den Slags Forretninger.
Der er rige Folk nok til at holde dem oppe.
Her er jeg bange for, det vil knibe — mon han egentlig er rigtigt praktisk?«
Terese lo.
»Det er han rigtignok. De skulde blot se, hvordan han kan sætte sine Folk i Trit. Han ser straks, hvad der er at gøre og faar det gjort,
just som han vil.«
»Naa ja — det vil jeg tro. Men det var som Forretningsmand, jeg mente. Er han ikke lidt for idealistisk, lidt for »
»Aa, nu ved jeg, hvad De mener,« afbrød Terese ham ivrigt, »det er hans Planer om ogsaa her hjemme at forene Kunst og Haand- værk i sit Fag. Men derfor kan han da godt være praktisk. Det er jo netop det, der gør Manden til den, han er, at han foruden at tjene Penge ogsaa vil arbejde i Kulturens Tjeneste, reformere Smagen, skabe en ny Stil i vore Møbler, skaffe Skønheden Indpas i Hjemme
nes Indretning, og det baade hos rige og fat
tige. Han vil netop ikke arbejde alene for de rige. Fattigfolks Fyrretræs Borde og Stole kan
44
ogsaa faa Stil med forholdsvis ringe Udgift, og selv om det bliver lidt dyrere at anskaffe, vin
des det igen paa Soliditeten.«
»Ja, det lyder jo meget smukt, Frøken,« sva
rede Hr. Mejer, »og jeg misunder ham en saa varm Talsmand, men for at reussere mangler han alligevel en væsentlig Faktor.«
»Saa — ? Og hvad er det?« spurgte Terese næsten lidt stødt paa Helsens Vegne.
»Kapital, Frøken. Uden den kommer man ingen Vej.«
Hun saa ned for sig, sad og betænkte sig lidt og spurgte saa hurtigt, halvsagte:
»Hvor stor en Kapital, tror De, han behø
ver?«
»Aa, en halv Snes tusend Kroner —«
»Er det nok?« hun gjorde Tonen saa lige
gyldig som muligt.
»Ja — det tænker jeg. Manden vil jo be
gynde smaat, siger han. Jeg tror allerede, det gaar ganske godt. Vi har set en Del til ham i den sidste Tid, og hans Humør er kendeligt lysnet — skal vi drikke med ham og Konen dernede?«
De gjorde det, og saa blev Skylleskaalene en
deligt baaret om, Samtalen tog en anden Ven
ding, og omsider stod de fra Bordet.
Men det Øjeblik, hun havde haabet paa, kom ikke.
Mens Kaffen blev drukket, og Aftnen led, vilde alle have fat i hende.
Bestandigt havde hun en lille Kreds om sig, og skønt Helsen nu og da sluttede sig til den, fandt hun ingen Lejlighed til at tale med ham alene.
Ogsaa paa ham blev der lagt Beslag især af Damerne. Aldrig havde hun troet, han var saa eftersøgt, og at det behagede ham, var tyde
ligt. I London havde de to jo i Reglen været ene.
Den støtte, beherskede Ro i hans hele Op
træden forlod ham ikke, men der var i Aften en Tilsætning af noget livfuldt oprømt, ja, næsten overgivent, som var hende fremmed hos ham.
I hans lyse Øjne kom der, naar de mødte hendes, noget sejerssikkert og tillige ømt, som forvirrede hende.
Kunde det være muligt, at han allerede anede, hvorfor hun var kommen, og at han var glad som hun over deres uventede Møde?
Eller, var det maaske blot en Følge af Vinen, der havde gjort dem alle oprømte og lidt hede i Hovedet?
46
Og hun saa rundt paa de blussende Ansig
ter, de løsslupne Miner; nogle af de unge var helt ellevilde.
Ogsaa hun selv følte sig en Smule paavir
ket, Sindet stemt i en gladere, lysere Tone, end hun længe havde kendt det.
Hele hendes Frejdighed var vendt tilbage og med den Følelsen af at have naaet et længe eftertragtet Maal.
Ja, hvad havde hun da egentlig naaet? Intet endnu — og dog svulmede hendes Sind af ubestemte Anelser om Lykke.
Hun hørte jo til i hans Nærhed, fandt kun Ro i den, hele hendes Sjæl var optagen af ham, der var i hende kun én Længsel, ét Ønske, én Attraa. Aldrig havde hun følt det stærkere, inderligere end denne Aften, der syntes hende evig lang, og som hun dog var angst for skulde komme til Ende, uden at hun havde faaet ham sagt, hvad hun vilde.
Det var ogsaa drilagtigt, saa alt sammensvor sig imod hende. Ingen af hendes smaa Ma
nøvrer for at faa ham paa Tomandshaand vilde lykkes.
Et Par af de unge Herrer havde faaet den fortvivlede Idé at gøre hende til Genstand for en haardnakket Flirt, de veg ikke fra hende.
Hun var vant til Mænds Hyldest, kunde godt more sig med saadan en Aftens Guerilla, men nu plagede det hende.
Hun gjorde sig saa ubehagelig, hun kunde
— men uden Resultat.
Og Fru Mejer monopoliserede formeligt ham. Men med hemmelig Fryd syntes Terese at opdage, at ogsaa han søgte at faa hende i Tale — om end lige saa forgæves.
Først ved Aftensbordet lykkedes det, idet han temmeligt uceremonielt erobrede Stolen ved Siden af hende fra den mest ihærdige af hendes Kavalerer.
»Det holdt haardt, Frøken Terese,« sagde han og føjede saa til dæmpet, med nogen Be
brejdelse i Tonen: »man har ellers ikke Lov til saadan at svigte sine Venner.«
»Svigte?« gentog hun forvirret.
Hun forstod ham ikke straks, blev saa under
ligt dum af lutter Glæde over endeligt at have ham ved sin Side.
»Ja. Fru Mejer fortæller mig, at De har væ
ret i Byen i tre, fire Dage, og at De vil rejse igen i Morgen. Var det virkeligt Deres Me
ning, at j eg ikke skulde faa Dem at se?«
Han sagde det let hen, men dette jeg fik et
48
saa blødt og betydningsfuldt Eftertryk, at hen
des Hjærte næsten stod stille derved.
Hun følte, at hans Øjne hvilede paa hende, disse Øjne, der saa alt, trængte en lige ind i Sjælen. Hun vovede ikke at løfte Blikket, turde ikke lade ham læse i sit Ansigt.
»Nej,« sagde hun ganske sagte, »jeg vilde
— jeg «
Han gjorde en utaalmodig Bevægelse.
Saa samlede hun alt sit Mod:
»Vil De gøre mig en Tjeneste?« spurgte hun med usikker Stemme.
»Ja, Tak.«
»Vil De følge mig paa Vej, naar vi gaar her
fra — jeg vilde gerne tale med Dem.«
»Ja, gerne. Naturligvis har vi to noget at tale om,« svarede han med et varmt Blik og sit stille lyse Smil.
»Hvad Vej?« spurgte han, da de sent paa Aftenen som de sidste Gæster kom udenfor.
»Jeg bor i Hovedvagtsgade.«
»Altsaa gaar vi ad Grønningen til,« svarede han muntert, idet han stak sin Arm ind under hendes med saadan sær og ny Fortrolighed, at det jog som en lykkelig Skræk igennem hen
des Blod.
De gik en Stund tavse. Deres Fodtrin hør
tes hurtigt, taktfast i den stille Gade. Der var næsten folketomt. En Smule Maane bag Skyer, og inde under Grønningens nys udsprungne Træer et lunt Halvmørke, hist og her brudt af Gaslygternes Flimren gennem Løvet.
»De vilde sige mig noget, Terese,« begyndte han en Gang.
»Ja —« det kom i et Suk.
Han lo lidt hen for sig, og hendes Arm fik
Helsen & Co. 4
50
et let Tryk, der syntes at skulle opmuntre hende til at sige mere.
Men hun kunde ikke. Hjærtet var ligesom for stort i hendes Bryst. Det brændte og blus
sede i hendes Sind, hun længtes kun efter at lægge sig ind til ham og sige, at hun elskede ham, men hun fandt ingen andre Ord end dem, hun havde sagt derhjemme: her er jeg
— vil du have mig?
Og nu, da det galdt, fik hun dem ikke over Læberne.
De havde naaet ud til Langelinjes lukkede Laage og vendte om som efter en fælles Im
puls.
»Fortæl mig saa, hvorfor De kom hertil, Terese?« sagde han pludseligt med saadan blød Ømhed, saa tæt og nært, at hun i samme Nu forstod, at hun var gennemskuet, og at han elskede hende.
En usigelig frydefuld Henrykkelse fyldte hende helt, men med den sejrrige Vished om hans Kærlighed fødtes der i hende en Trang til i lykkeligt Overmod at rokke lidt ved hans Sikkerhed.
»For at — for at sætte mine Penge i Deres Forretning, om De vil have Dem —« stam
mede hun lidt utydeligt og bøjede Hovedet
5i
dybt, for at han ikke skulde læse i hendes luende Ansigt.
Det gav et lille Ryk i ham, saa overrasket blev han.
»Deres Penge?« gentog han langsomt, »saa De har Penge, Skønjomfru?« tilføjede han spøgende.
»Ja — ti tusende Kroner.«
»Ej ej! Saa mange? Men hvoraf ved De — hvordan er det faldet Dem ind —?« spurgte han endnu overrasket og næsten lidt ærger
ligt.
Hun var lige ved at fortryde, hvad hun havde sagt, men nu maatte det briste eller bære.
»I Deres sidste Brev —«
»Nej —« afbrød han hende, »deri stod vist ikke noget om den Sag.«
»Ikke direkte,« hun var ganske forsagt og klyngede sig uvilkaarligt fastere til ham, »men jeg syntes, jeg kunde læse mellem Linjerne, at noget trykkede Dem, at De manglede — og saa skrev De noget om en Kompagnon, og at det ikke var blevet til noget, og saa tænkte
jeg —«
»Aa, nu forstaar jeg — det er min Kompag
non, De vil være,« sagde han smagende,
»naa, saadan kan vi jo gerne kalde det. Altsaa
4*
52
kun for at gøre Forretninger med mig, kom De — er det hele Sandheden, Terese?«
Hans altid dæmpede Stemme var næsten uhørlig og dog saa underligt rørt og bevæget, lige som gennemtrængt af Inderlighed.
Hun svarede ikke men trykkede Kinden i et pludseligt hengivelsesfuldt Kærtegn ind mod hans Skulder.
Med den Haand, han havde fri, tog han lempeligt om hendes Hage og drejede hendes Ansigt op imod sig.
»Nej, værs' god, se paa mig, og sig saa ja, om De tørl«
Hun løftede Øjnene, straalende af tillids
fuld, utilsløret Kærlighed.
Med et sagte lidenskabeligt Udbrud knugede han hende til sig, og hendes Læber mødte hans i et langt glødende Kys.
Overvældet, helt fortumlet af Lykke, klyn
gede hun sig til ham. Uden at hun vidste det, randt Taarerne ned ad hendes Kinder, og hun rystede over hele Legemet.
»Men du græder jo, Terese — og hvor hun ryster —« sagde han og kyssede atter og atter de fugtige Øjne, de vaade Kinder.
»Aa du, jeg er — jeg er blot altfor lykkelig,«
hulkede hun og lo dog i hans Favn, »og saa har jeg været saa bange —«
»Bange? For hvad?«
»For at du ikke holdt af mig?«
»Du Nar — har du ikke vidst det før nu?«
spurgte han med et lunt Smil.
»Ikke vidst det —«
»Nu lyver du,« sagde han muntert, idet han lagde hendes Arm i sin, og de atter begyndte at gaa, »var du ellers kommen?«
»Jeg kom mod min Vilje — jo, Erik, det gjorde jeg.«
Han lo — hvor den Latter klang, helt ind i Sjælen følte hun, at ogsaa han var lykkelig.
»Passiar! Du maa dybere ind. Du kom, fordi du vilde komme, fordi din Lyst drog dig — din Lyst til mig —« og han krystede hende til sig tæt og hedt. »Hvorfor ikke ud med det? Jeg er dig saa taknemmelig, fordi du kom af dig selv — forstaar du ikke det?« og hans Stemme skælvede.
»Jo, jo,« hviskede hun, betagen af en saa sød, inderlig Glæde, at Taarerne atter kom hende i Øjnene.
»Naa, saa er jo alt i Orden,« sagde han i en lettere Tone, »eller,« tilføjede han polisk, »jeg
54
skal vel'anholde om din Haand hos en eller anden — du har jo en Fader?«
»Ja, i Amerika. Men jeg er syv og tyve Aar, at du ved det, og har fri Raadighed over mig selv og alt, hvad jeg ejer.«
»Ja, det er sandt, du vilde jo gaa i Kompagni med mig — eller var det maaske blot et Krigs- puds ?« spurgte han og saa hende med saadant pudsigt Skælmeri ind i Øjnene, at hun lo mod sin Vilje.
»Aa, fy, Erik! Det var mit ramme Alvor,«
forsikrede hun indigneret.
Han løftede hendes Haand, trykkede sine Læber mod den og sagde stille og inderligt:
»Tak!«
Og saa forsøgte de som glade Kærestefolk at lægge Planer og tale om Forretninger, uden at der dog kom synderligt andet ud deraf, end at der paa Skiltet over hans Magasin skulde staa: Helsen & Co.
Da de drejede ind i Hovedvagtsgade, spurgte han med et:
»Sig mig, behøver du virkeligt at rejse?«
Rejse — og nu? Det gjorde helt ondt at tænke paa det. Hun havde ganske glemt Rej
sen, London, alt andet end det lykkelige Nu.
Hun hang med Hovedet. Jo, hun var vist
nødt til det, hun var løbet sin Vej fra det alt sammen og havde lovet at komme igen, sagde hun nølende og forknyt.
Han havde atter Armen om hendes Skulder og knugede hende fast til sig.
»Ja, det er haardt, men saa maa du jo af Sted. Hvad mangler du? Det var ikke saa lidt, du havde for, da du sidst skrev?«
Lavmælt gav hun ham Besked.
»Altsaa tre, fire Maaneders Arbejde, om der ikke kommer mere —«
»Jeg tager ikke mere,« sagde hun bestemt.
Hendes Haand fik et taknemmeligt Tryk.
»Saa siger vi fire Maaneder i det længste.
Til den Tid kan jeg have sat Værkstederne i Gang og lavet os en Smule Bo.«
»Jeg har Bo,« afbrød hun ham hurtigt, gan
ske stolt.
»Ej ej, det ogsaa! Men du, hvad er det for noget Stads?« spurgte han fortroligt, »til at holde ud at se paa, hva' ?«
»Ja vist,« hun lo, »gode, gamle Ting fra Mormors Udstyr — du kan faa Nøglerne, det staar alt sammen paa Loftet «
»Sikken en Guldfugl, jeg har fanget!« sagde han overgivent og svingede hendes Arm frem og tilbage.
56
»Naa, saa ser vi paa Tingene, og hvad der mangler, besørger jeg, og saa —« han sluttede hende tæt i sine Arme og hviskede med sine Læber mod hendes Mund, »saa er det min Kone, jeg faar hjem fra London, ikke sandt, Compagnon?«
Men det blev de enige om, inden de skiltes, at en Dag eller to kunde hun lægge til sin selvtagne Ferie for at have lidt at tære paa til den lange Adskillelse.
Oppe i sin lille Hotelstue sad Terese længe og fulgte med alle sine Tanker den høje Skik
kelse, der nu gik gennem de halvlyse Gader.
Hendes Sjæl var som sænket i en dyb og stille Lykkes Bad, der lullede hende ind i vaagne lyse Drømme.
En ny Livets Dag tog nu sin Begyndelse, klar og hel laa Tilværelsen for hende, tryg og sikker syntes hver Vej, fordi den led ved hans Side.
Bestandigt og uforanderligt, hun og han sammen, i tro og tillidsfuld Forening.
Og atter svulmede hendes Hjærte, som kunde det ikke rumme al den Fryd, der strøm
mede fra Tanken om, at denne Mand elskede hende som hun ham, denne Mand, der for
hende ikke blot var den første og den bedste af alle, men den eneste i Verden
Men hvordan var det? Alt dette havde hun jo tænkt før, næsten med de samme Ord, en Nat som denne, da Dagen gryde, just som nu 1
Og pludseligt stod for hende hin Sommer
nat, da hun i det lille Hus der ude ved Stran
den havde jublet ved Bevidstheden om, at Kær
ligheden for første Gang var født i hendes Hjærte.
Ogsaa da trode hun at have fundet ham, den eneste, i den unge theologiske Student, hun nu kun mindedes med en Slags over
bærende Ringeagt, og for hvem der i hendes Sind ikke fandtes nogen anden Følelse end fremmed Ligegyldighed.
Hidtil havde hun, naar hun tænkte paa denne Episode af sit Liv, næsten udelukkende skudt Skylden for sit Fejlgreb over paa hans Mangler.
I det klare Lys fra sin nye Lykke forstod hun med et, at Fejlen tværtimod laa hos hende selv; at det var det halvt eller helt ubevidste i hendes Jeg, Drifter, Instinkter, hun endnu ikke havde faaet ind under sin Viljes Herredømme, og som da havde ledet hende vild.
Ikke Mogens Højer, men den Elskov, han
58
havde vakt i hendes Sind, var det, som havde fyldt hende med saa stor en Lykke, at den steg hende til Hovedet som en Rus og forvirrede hendes Omdømme, saa hun foregøglede sig i ham at have fundet Idealet for sine Drømme.
Med skamfuld Undseelse tilstod hun for sig selv, at hun paa det Tidspunkt sagtens vilde have forelsket sig i enhver anden ung Mand, med hvem Tilfældet havde ført hende sammen under lignende Forhold og efter al Sandsyn
lighed — med samme Resultat.
Men nu?
Nej, denne Gang tog hendes Hjærte ikke fejl. Det var ikke blot hendes Instinkter, hen
des Sanser, som havde valgt, saa lidt som hun havde ladet sig lede vild af hans Følelsers Magt over hende.
Fra første Færd af havde hun været paa Post mod sig selv, havde lært ham godt og nøje at kende, førend hun slap Taget og lod sig rive med af den Tilbøjelighed, der uimodstaaeligt drog hende til ham.
I hendes Øjne havde han ikke en Fejl, i det Ydre som i det Indre syntes han hende Fuld
kommenheden selv — Manden efter hendes Hjærte.
Alt hos ham var Klarhed, Fasthed, Ro.
Endog de ydre Omrids af hans Liv kende
tegnede disse hans Karakters Ejendommelig
heder.
Han var eneste Søn af en lille Købmand i en jysk By. Faderen satte ham i en Provins
latinskole, men han naade ikke længere end til at tage fjerde Klasses Eksamen. Saa døde hans Fader pludseligt. Hans Moder, en fin og lidt svag Natur, sank sammen under Slaget. For
retningen maatte sælges, og der blev kun saa meget tilovers, at Moderen kunde købe sig en lille Livrente, og Erik Helsen maatte opgive Studeringerne.
Det var ham haardt, en Sorg, der aldrig blev ganske helet.
Hans Moder vilde have pint sig igennem, hellere sultet end se sin Dreng gaa nedad, som hun kaldte det.
Men han var den stærkeste og satte sin Vilje igennem.
Allerede fra lille af havde han vist Anlæg for Tegning, havde ogsaa givet sig af med at sned
kre og skære i Træ.
Saa gik han i Snedkerlære, blev hurtigt Svend, kunde ernære sig selv og hjælpe sin Moder, men hørte aldrig op med i sin Fritid at udvide
6o
sine Kundskaber, læste om Natten, snedkrede om Dagen.
Uden at han anede det, havde Moderen i Aarenes Løb med utrolige Ofre lagt til Side en lille Sum, som, da hun døde, var saa stor, at han kunde rejse for den paa Professionen.
Saa havde han været i Holland, Belgien, i Tyskland, Frankrig, Italien, arbejdet og lært alle Vegne, udviklet sig, ikke blot til en fuld
endt Haandværker, men til den alsidigt dan
nede Mand, han var.
Sidst havde han slaaet sig ned i England.
Og der var det, han ret havde faaet Øjnene op for de Opgaver, han havde sat sig som Maal at virke for og gennemføre i sit eget Land.
Terese vidste, at i Erik Helsens stræbsomme, arbejdsrige Liv havde Følelsen, Hjærtet hidtil ikke spillet nogen særligt stor Rolle.
Han havde egentlig kun elsket et Menneske, og det var hans Moder.
Han var af de Mænd, for hvem Kærlighed til Kvinder ikke betyder ret meget. Hans Ar
bejde, hans Idéer, hans aandelige Interesser slugte ham helt og holdent. Han havde for
talt hende, at endnu havde ingen Kvinde op
taget andet end hans Sanser, og ingen Forbin
delse varet længere end nogle Uger.
6i
Men med kvindelig Intuition havde hun fattet af hans Væsen, af de rent uvilkaar- lige Ytringer af hans sjælelige Indhold, at om han en Gang fik Tid til, gad være over at elske en Kvinde, ejede hans Hjærte just saa- danne Evner, som kunde gøre hende lykkelig.
Saa fremt da hun forstod ham, kunde gaa op i det, der for ham var Livets væsentligste Ind
hold, og hvis hun formaade at elske ham højt nok til at taale uden smaalig Skinsyge og Mis
nøje, at ikke Kærligheden alene, men deres fælles Stræben og Virken, blev Midtpunktet for deres Tilværelse.
Og den Kvinde mente hun sig selv at være.
Ogsaa til hende stillede Livet jo andre Krav end blot »at leve for sin Kærlighed«, det over
lod hun til de ørkesløse. Og det var sikkert, ørkesløs blev ikke den, der vandt sig Ret til at være Helsens Medhjælp.
Ja, hans Medhjælp vilde hun være, thi der
med fulgte jo den endnu sødere Lyst at leve Livet i og for ham.
Hun trak Vejret dybt, Hjærtet slog i glad, længselsfyldt Lykke, da hun rejste sig for at gaa til Ro.
ANDET AFSNIT.
»Hvor han kommer silde i Dag!<
Uret paa Petri Kirke skraas overfor viste næ
sten halv syv.
Vist for tyvende Gang, siden det slog seks, stak Terese Hovedet ud af Vinduet i »Værk
stuen«, som hun og hendes Mand kaldte deres fælles Arbejdsværelse. Det var en stor, lys, tre Fags Stue paa en anden Sal i Skt. Peder- stræde.
Uagtet hun rakte sig ud, saa langt hun kunde, fik hun endnu ikke Øje paa den høje Mandsskikkelse, som ellers faa Minutter efter seks drejede om Hjørnet henne ved Nørregade.
Og det plejede hun »at kunne føle paa sig«, paastod hun, mens han lo ad hendes my
stiske Fornemmelser og mente, det kun kom af, at han altid var præcis.
Tegningen, hun arbejdede paa ved det store
Helsen & Co. 5
66
Bord ud for Vinduet i hendes Hjørne af Stuen, havde hun dækket med Silkepapir, førend hun ordnede sit »Værktøj«, saa havde hun været inde i sit lille Soveværelse ved Siden af hans for at ombytte Arbejdsdragten med en lys Kjole i Anledning af Foraarssolen, der for første Gang i Aar rigtigt varmede Luf
ten og just i Dag havde udfoldet det unge Løv paa Trækronerne oven over Kirkegaar
dens Mur.
Men endnu kom han ikke.
Inde ved Siden af, bag de aabne Fløjdøre, stod Bordet dækket i Spisestuen. Fra Roserne i Glasset midt paa den hvide Dug viftede Duf
ten ind til hende med Trækvinden.
Nu og da var hun ude i Køkkenet for at se til Maden og trøste Pigen, en ung en, hun selv havde lært op, og som »gik og rystede« for, at Bøfpien, hun havde lavet paa egen Haand, skulde »faa for meget« ved at staa saa længe.
Atter for Terese til Vinduet, men han var ikke at se.
Saa puslede hun ved Planterne i det mid
terste Vindu, fjærnede en vissen Gren hist, saa til en svulmende Knop her, rettede paa Føniks- palmens fjeragtige Blade, der snart naade Lof
tet, saadan voksede den i denne solrige Stue,
