PILESTRÆDE UNDER PRES

Rasmus Kreth

PILESTRÆDE UNDER PRES

De Berlingske Blade 1933-45

BERLINGSKE TIDENDE

PILESTRÆDE UNDER PRES

© 1998 by Rasmus Kreth, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S og Berlingske Tidende A/S, København Illustrationer: © 1998 by Nordfoto, København

Illustration s. 75: © Inga Blix/COPY-DAN, BILLEDKUNST 1998 Omslag, sats og tilrettelæggelse: Mette & Eric Mourier

Bogen er sat med Legacy

og trykt hos AKA-PRINT A/S, Århus Produceret af Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, København Printed in Denmark 1999

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Denne særudgave er tidligere udsendt i boghandelen under ISBN 87-00-36642-0

For assistance til arkivarbejdet takker jeg: Arbejderbevægelsens bibliotek og arkiv, Auswärtiges Amt, Bonn, Danmarks Grafiske Museum/Dansk Presse Museum, Odense, Danske Dagblades Forening, Det Berlingske Hus, Det Kongelige Bibliotek, Landsarkivet for de Sønderjyske Landsdele, Aabenraa, og Rigsarkivet.

En tak rettes til Berlingske for at stille de økonomiske midler til rådighed og til Institut for grænseforskning, Aabenraa, for at bidrage med de fysiske rammer til projektets gennemførelse. Tak skal også lyde til dr.phil. Olaf Olsen for kommentarer til manuskriptet. En særlig tak retter jeg til rigsarkivar, dr. phil. Johan Peter Noack, som under hele forløbet har ydet en værdifuld vejledning.

Rasmus Kreth

INDHOLD

FORORD 7 IN D L E D N IN G 9

T IL T A G E N D E T R Y K I T R E D IV E R N E 21 Det nazistiske diktatur og dets pressepolitik 21 D esorientering og foreløbig afklaring 41

Den første dansk-tyske pressesag 41 Korrespondenterne under tryk 50 Tyske indgreb mod danske blade 1933 61 Berlingske og karikaturerne 73

Det danske tryk 79

Berlingskes linie over for Tyskland 82 Afspænding på pressefronten 93 Den første større tilspidsning 101

Nie. Blædel tiltræder som ny udenrigspolitisk redaktør 101 Forsøg på yderligere afspænding 106

Saar-afstemningen i januar 1935 109 Forstærket tysk indgriben 118 Under Tysklands genvundne styrke 129

Under konstant tysk overvågning 129 Magtforholdene i Pilestræde ændres 132 Besættelsen a f Rhinzonen 1936 142 Problemet Blædel 148

Østrigs indlemmelse 1938 165 Sudeterkrisen - Blædel på orlov 170 Tilløb til debat om pressevilkårene 180 Ind i 2. Verdenskrig 192

Den spinkle fred 192

Besættelsen a f Tjekkoslovakiet 200 Krigsudbruddet i september 1939 205 Under krigens vilkår 210

U N D E R B E S Æ T T E L S E N 224 Nye vilkår for m eningsdannelsen 224

Berlingske og de nye presseforhold 224 Nationale eller politiske hensyn 238 Uroligheder i efteråret 1940 250 Fløjlshandskerne kastes bort 268

Skruen strammes 268 De danske kommunister 282 Indgreb og klager 292 Krigslykken vender 304

Berlingske under tryk 304 Regeringen strammer grebet 314 Sabotagen 330

På vej mod 29. august 339

Klager over Berlingske 1942-1943 349

Fra oprør til fredstid - tiden efter 29. august 1943 356 Censur og samarbejde 356

En impotent presse 364 De sidste kontroverser 371 Efterspillet 377

A F S L U T N IN G 385 Konklusion 385 Bilag 1-3 404 Noter 409 Kilder 465 Litteratur 469 Personregister 474

6 I N D H O L D

FORORD

Den frie meningsdannelse er en grundpille i vort samfund. Og en fri meningsdannelse forudsætter en fri presse, der uden offentlig styring kan virke for de holdninger, politisk eller i bredere forstand, som er avi­

sens redaktionelle grundlag. På dette grundlag skal de Berlingske aviser - som det udtrykkes i Husets redaktørerklæring fra 1948 - »bringe hur­

tige og pålidelige oplysninger om begivenheder i ind- og udland og yde redelig vejledning i drøftelsen a f tidens spørgsmål«.

I anledning a f avisens 250-års jubilæum har Det Berlingske Officins bestyrelse opfordret cand.phil. Rasmus Kreth, Institut for grænseregi- onsforskning, Aabenraa, til at gennemgå og beskrive, hvorledes de Ber­

lingske aviser forvaltede pressens ansvar i årene op til 2. Verdenskrig og under besættelsen. Rasmus Kreth har haft frie hænder og fuld adgang til, hvad der endnu findes i husets arkiver. Arbejdet har været fulgt a f rigsarkivar, dr.phil Johan Peter Noack, og fhv. rigsantikvar, dr.phil. O laf Olsen har gennemgået manuskriptet. Husets ledelse og redaktionerne er derimod uden indflydelse på resultatet.

Nogen ville måske finde, at Huset kunne have valgt et mindre kon­

troversielt emne for en jubilæumspublikation. Men bestyrelsen har følt en forpligtelse til, inden perioden helt glider over i historien, at yde et bidrag til belysningen af, hvorledes først et snigende politisk pres og senere besættelsestidens censur påvirkede Husets ledelse og begrænsede den redaktionelle frihed. På flere punkter kan der trækkes paralleller til andre bladhuse, men hovedvægten er lagt på en undersøgelse a f de Ber­

lingske avisers historie i perioden 1933-45.

Når historien skal skrives, kan Husets aviser ikke på alle punkter sige sig fri for eftertidens kritik. Historien må til gengæld læses med erken­

delse af, at tiden og forholdene dengang var andre. Tilbage står imid­

lertid forpligtelsen til at tage ved lære a f erfaringerne fra en periode, der var vanskelig også for pressen. Aviserne har pligt til stedse at værne om den redelige nyhedsorientering og den frie meningsdannelse som um i­

stelige goder.

Det Berlingske Hus takker Rasmus Kreth for resultatet a f hans undersøgelse og Johan Peter Noack og O laf Olsen for deres medvirken henholdsvis under udarbejdelsen og med gennemgang a f manuskriptet.

Købehavn i december 1998 Ole Scherfig

Bestyrelsesformand

IN D LED N IN G

Problemstilling

En fri presse er en forudsætning for, at demokratiet kan fungere. Det har været erkendt siden junigrundloven fra 1849, hvis bestemmelse om trykkefrihed er gået igen i alle senere grundlove. Et er imidlertid den formelle frihed, som er vigtig nok – et andet de virkelige vilkår. Helt afgørende er det her, at statsmagten ikke griber ind for at diktere eller sætte grænser for, hvad medierne må sende ud.

I Danmark er sådanne indgreb forekommet flere gange. Fra proviso- rieårene kendes det såkaldte mundkurvscirkulære, der indført a f rege­

ringen under konseilspræsident J. B. S. Estrup forsøgtes anvendt til at lukke munden på oppositionspressen. Under 1. Verdenskrig blev der a f hensyn til Danmarks neutralitet indført telegrafcensur a f telegrammer, hvilket ramte bl.a. udenrigskorrespondenterne. Denne indskrænkning hvilede på en gensidig forståelse mellem Udenrigsministeriet og pres­

sen. Det blev også tilfældet, da en ny alvorlig trussel tonede frem med den nazistiske magtovertagelse i Tyskland. Fra 1933 strammedes efter­

hånden retningslinierne, og efter Danmarks besættelse 9. april 1940 måtte pressen affinde sig med et meget smalt spillerum.

Det er ikke blot a f historisk interesse at se, hvordan pressen selv stil­

lede sig, når dens frihed blev indskrænket. Det er også a f principiel betydning. I denne bog er det nærmere undersøgt, hvordan Det Ber­

lingske Hus i praksis forholdt sig til dette spørgsmål i tiden 1933-1945.

Det forudsætter en noget bredere beskrivelse, fordi kun de øvrige dag­

blades adfærd kan sætte karakteristikken i relief. Og det kræver ikke mindst, at avisernes nyhedsformidling og ledere sættes ind i den aktu­

elle sammenhæng. Hertil hører navnlig en konkret analyse af, hvilken form indgrebene fik, og hvordan redaktionerne tolkede de hensyn, der blev anført.

Det er ikke for meget sagt, at pressen til en vis grad tilpassede sig, men spørgsmålet er altså hvor langt, og under indtryk a f hvilke hensyn.

Vel kan der konstateres forskel fra avis til avis, men intet bladhus stille­

de sig urokkelig på den absolutte friheds grund, det være sig under det efterhånden forstærkede pres i I930,erne eller under besættelsestidens

mere tilspidsede vilkår. Set med nutidens øjne kan denne tilpasning godt virke overraskende.

Der hersker i dag vidtgående enighed om, hvor afgørende en fri pres­

se er for demokratiet. Det har fundet mange prægnante udtryk, som der hersker vidtdreven konsensus om. Det skete også, da et medieudvalg under Statsministeriet afgav betænkning i 1996. Som udgangspunkt for de overvejelser, der ligger bag undersøgelsen, gengives her kort den prin­

cipielle opfattelse, der er formuleret heri.

I den moderne tids større stater er det så godt som udelukket at praktisere det direkte demokrati, der herskede i nogle a f oldtidens by­

stater. I stedet indførtes det repræsentative demokrati, hvor borgerne vælger politikere til at varetage deres synspunkter i den politiske proces.

I det direkte demokrati kunne borgerne selv modtage informationer i de forsamlinger, der drøftede beslutningerne, i hvert fald ideelt set. De kunne selv deltage i beslutningerne, og de kunne selv kontrollere dem, der var ansvarlige for udførelsen. I det repræsentative demokrati er den­

ne opgave i vidt omfang overladt medierne. Det er for demokratiet vig­

tigt, ikke blot at borgerne gennem medierne modtager de oplysninger, som deltagelse i den politiske proces forudsætter, men også at borger­

nes synspunkter formidles til politikerne. På denne måde bidrager medierne til at holde en nødvendig politisk dialog i gang. Dertil kom­

mer, at magtmisbrug må kunne afsløres, og de valgte drages til ansvar.

Ved siden a f den informerende funktion har pressen derfor også til opgave at virke kontrollerende.

Når medierne indtager en så central rolle i demokratiet, påkalder de ansvarliges adfærd sig også en særlig interesse. De er hverken demokra­

tisk valgt eller offentligt udpeget til deres centrale funktioner. Fraregnet Danmarks Radio og TV2 er de fleste medier private erhvervsvirksomhe­

der, der drives efter forretningsmæssige principper. Derfor er de redak­

tionelt set nok selvstændige i forholdet til offentlige myndigheder, men kan ud over deres ideelle demokratiske funktion også være bundet a f andre hensyn, det være sig til ejerne, investorerne, annoncørerne eller læserne.1

Selv om betænkningens begrebsbestemmelser er typiske for den sid­

ste del a f 20. århundrede, danner de et udmærket grundlag for de over­

vejelser, der må ligge bag en undersøgelse som denne. Blandt andet gør de det naturligt at stille spørgsmål som, i hvilken grad pressens medar­

bejdere var sig deres ansvar bevidst for at holde borgerne orienteret, i

10 I N D L E D N I N G

hvilken grad de oplyste borgerne om de indskrænkninger a f ytringsfri­

heden, de mente at måtte pålægge sig, og i hvilken grad mere rendyrke- de forretningsmæssige hensyn spillede ind.

På den anden side provokerer det tidstypiske i betænkningen også til at stille mere præcist begrundede historiske spørgsmål som, i hvilken grad og med hvilken nødvendighed pressen i 1930’erne og 194o'erne så sig som afgørende forudsætninger for demokratiets funktion, i hvilken forstand de overhovedet mente sig i særlig grad demokratisk forpligtet.

Det sidste spørgsmål er så meget mere nærliggende, som de fleste aviser dengang havde et ret tæt forhold til bestemte politiske partier, der hver for sig forfægtede sit standpunkt, rummede flere forskellige opfattelser og kunne skifte holdning over tid. Også sådanne spørgsmål er det vig­

tigt at have in mente, når materialet analyseres nærmere.

Kilder

Undersøgelsens vigtigste kildegruppe er afgjort de blade, som Det Ber­

lingske Hus selv udgav. De udgør til karakteristik a f selve pressead­

færden det håndgribelige materiale, som perioden har afsat. Det drejer sig i denne periode om Berlingske Tidende, Berlingske Aftenavis, B.T. og Jydske Tidende. Hovedvægten er lagt på Berlingske Tidende, husets største og økonomisk altafgørende avis. Dertil kommer en række andre vigtige aviser, hvis linie har måttet tages med for at sætte de berlingske blade i relief. Det drejer sig navnlig om de øvrige større hovedstadsbla­

de som Politiken, Social-Demokraten og Dagens Nyheder, men også andre blade er undertiden inddraget.

Det er naturligvis et omfattende materiale, som kræver bestemte udvalgskriterier. Til grund er her lagt, at materialet skal bidrage afgø­

rende til at karakterisere presseadfærden i de grænsesituationer, hvor trykkefriheden var under angreb. Det er en vigtig pointe, at pressestof­

fet selv i de fleste tilfælde kun lader sig aftvinge få ledetråde, der gør det m uligt at identificere sådanne situationer. Oplysninger herom må alt­

overvejende findes i andre kilder. Først da det var sket, kunne presse­

stoffet udvælges. Situation for situation er derefter reportager og lede­

re gennemgået. Selv om der for at give indtryk a f tiden og stilen er cite­

ret en del, siger det sig selv, at karakteristikkerne har måttet formuleres i få ord.

Der er givet uhindret adgang til alle de arkiver, som er bevaret i Det

Berlingske Hus selv. Det er imidlertid meget lidt, som fra denne tid er bevaret. Det drejer sig om ejernes og bestyrelsens protokoller samt frag­

menter a f redaktionens korrespondance med enkelte redaktører og kor­

respondenter. For en samlet betragtning er det et yderst sparsomt mate­

riale til belysning a f de overvejelser, som bladhusets øverste ledelse og redaktion har måttet gøre sig. Det har ikke kunnet undgå at sætte grænser for, hvor detaljeret problemerne har kunnet belyses, og for med hvilken sikkerhed konklusionerne har kunnet drages. Og det har i over­

raskende ringe grad kunnet bidrage til at identificere de situationer, som undersøgelsen er samlet om.

Her har til gengæld Udenrigsministeriets arkiv været til stor hjælp.

Navnlig rummer akterne fra pressebureauet et righoldigt materiale.

Centrale er sagerne om Berlingskes aviser (gruppe 111N), de udenland­

ske klager over den danske presse (111A), journalsager på personer (110 J) samt referater fra ministeriets informationsmøder med pressen (110 D).

For besættelsestiden drejer det sig især om klager fra værnemagten (109H) og Pressebureauets instrukser til pressen (109I). Inddraget er også journalsager om forholdet mellem Danmark og Tyskland (5D29) og danske journalistrejser i Tyskland (111U). Endelig har det vist sig muligt på en række områder at supplere Pressebureauets arkivalier med akter om pressen fra det danske gesandtskab i Berlin (5S).

Privatarkiver efter personer fra ejerkredsen, bestyrelsen eller redak­

tionen har bidraget meget lidt. Det har ikke været muligt at få adgang til chefredaktør Svend Aage Lunds arkiv i Rigsarkivet, mens ejer og be­

styrelsesmedlem Vincent Næsers arkiv viste sig at indeholde en lakune for perioden 1930-1945.1 mindre omfang er anvendt arkiver efter redak­

tørerne A. Svensson, Ebbe Munck og Terkel M.Terkelsen.

Det Konservative Folkepartis arkiv gav ingen nye oplysninger om relationerne til Berlingske. Fragmenter om pressens forsøg på at danne en samlet front mod indskrænkningerne i pressefriheden gennem Dan­

ske Dagblades Fællesrepræsentation er fundet i arkivet hos Danske Dagblades Forening. Under besættelsen samarbejdede redaktørerne i København tæt i Københavns Redaktørforening. En større eftersøgning a f arkivalier om dette samarbejde er gennemført hos såvel foreningen som i de daværende medlemmers arkiver – dog uden nævneværdige resultater. Til gengæld bidrog Dansk Pressenævns arkiv væsentligt til fremstillingen a f Berlingske under besættelsen. Endelig gav en arkivrej­

se til Politisches Archiv ved Auswärtiges Amt i Bonn et værdifuldt

12 I N D L E D N I N G

bidrag til Rigsarkivets udvalg a f fotografiske kopier herfra. Det drejer sig især om arkivalierne fra det tyske gesandtskab i København for peri­

oden 1933-1939.

Litteraturen om pressen er omfattende. Om Berlingske foreligger T. Vogel-Jørgensens store jubilæumsværk samt en artikel a f redaktør Aage Deleuran om redaktørkrisen. Tilsvarende findes litteratur om an­

dre dagblade som Politiken, Dagens Nyheder, Social-Demokraten, Bør­

sen og Jyllands-Posten, men ingen lægger vægt på problemstillingen for denne afhandling. Hovedværket om dansk pressehistorie er Niels Thomsens Dagbladskonkurrencen 1870-1970, der kan suppleres med Niels Thomsen og Jette Søllinges De danske aviser I-III. Pressen under besættelsen er indgående beskrevet a f L. Bindsløv Frederiksen, som har fremdraget og systematiseret et meget omfattende stof, der også er kommet denne fremstilling til gode. En række a f datidens aktører har selv beskrevet sider a f udviklingen. Det gælder bl.a. Terkel M. Terkelsen, Ebbe Munck, Ole Bjørn Kraft, Jacob Kronika, Gustav Meissner og P. Munch. Dertil kommer Gerhardt Eriksens biografi a f N ic. Blædel og Wilhelm Christmas-Møllers a f John Christmas Møller. Endelig er de tyske bestræbelser på at lægge tryk på den udenlandske presse i tredi­

verne beskrevet a f Peter Longerich i bogen Propagandisten im Krieg.

Berlingske i mellemkrigstidens danske pressebillede

Den tyske bogtrykker E. H. Berling udgav den 3. januar 1749 den første udgave a f Kjøbenhavnske Danske Post-Tidender. At ordet post indgik i avisens navn, hentyder til, at Berling havde fået et kongeligt privilegium til at få sine aviser bragt med det kongelige danske postvæsen.2 Dette gav det en konkurrencefordel i forhold til de øvrige aviser, og bladet voksede de følgende hundrede år til i 186o’erne at blive Danmarks største avis. Den udkom som en aftenavis og ændrede i 1833 navn til Ber­

lingske Politiske og Advertissementstidende. Fra 1847 udkom avisen i både en morgen- og aftenudgave.

I årene umiddelbart før udbruddet a f 1. Verdenskrig i 1914 trængte den godt 150-årige avis efter mange års journalistisk stagnation til en modernisering. Ændringerne blev gennemført under ledelse a f redaktør Chr. Gulmann og administrator Louis Henius, som ændrede både avi­

sens udseende og ikke mindst dens indhold. Udadtil ændredes typo­

grafien, og man begyndte at bringe fotos og tegninger. Vigtigst var dog

Chefredaktør Chr.

Gulmann (1869-1934) moderniserede fra sin tiltrædelse i 1913 Berlingskes blade efter amerikansk for­

billede. Resultaterne a f denne investering viste sig hurtigt.

Berlingske og Politi­

ken lagde sammen oplagsmæssig af­

stand til de øvrige konkurrenter og udgjorde få år senere Danmarks to leden­

de bladhuse.

det indholdsmæssige, hvor nyhedsformidlingen til læserne blev opprio- riteret; man oprettede en telegramredaktion og udsendte egne korre­

spondenter til de europæiske storbyer. Nye stofområder som sport, hus og have blev inddraget, hvilket gav avisen en langt bredere læserkreds.

Endelig kom dertil investeringer i moderne trykkerimaskiner. Ber­

lingske Tidende blev således moderniseret efter amerikansk forbillede til en såkaldt omnibus-avis.

Årene omkring 1. Verdenskrig indledte en ny æra i pressens historie.

Fra ca. 1870 havde markedet for salg a f aviser kunnet udvides kraftigt.

Det var sket ved, at mange nye regionale og lokale aviser landet rundt havde vundet nye læsere. Grundlæggelsen a f aviser var overkommelig, så længe teknikken var billig og markederne velafgrænsede. Da dette æn­

drede sig, tiltog konkurrencen. Fra I920,erne satte en koncentration ind, som efter 2. Verdenskrig tog stadig mere fart.

Berlingske stod godt rustet, da dette nye tidehverv satte ind, ligesom

14 I N D L E D N I N G

konkurrenten i Politikens Hus på Rådhuspladsen.3 Begge havde for­

stået at satse overskuddene i en øget redaktionel indsats og avanceret teknisk udstyr. Hermed fulgte flere læsere, et større oplag og øgede ind­

tægter. Med øgede oplag fulgte flere annoncører og dermed forøgede annonceindtægter. De større overskud kunne så investeres i flere og dygtigere journalister for dermed løbende at forbedre den redaktionel­

le indsat. Der var med andre ord tale om en selvforstærkende udvikling, a f pressehistorikeren Niels Thomsen kaldet oplagsspiralen. Mens ud­

viklingen gik opad for de store blade, gik det nedad for de små. Her før­

te oplagsspiralen den modsatte vej, nemlig mod færre læsere, mindre oplag, færre annoncører og færre indtægter. Denne udvikling bevirkede en koncentration i den danske bladverden, således at færre aviser besad en stadig større del a f det samlede oplag.

Fra begyndelsen a f 1920’erne kunne danskerne høre radio, et licensfinansieret medium, som staten med dannelsen a f Statsradiofoni­

en satte sig på i midten a f årtiet. Den statslige radio skulle være en pub­

lic service med programmer a f alsidig kulturel og oplysende art. Radio­

en havde også en nyhedsformidling. Den bragte dagligt kortfattede nyhedsudsendelser. Men for at undgå konkurrence med den trykte presse var nyhedsformidlingen henlagt under Pressens Radioavis, som var kontrolleret a f dagbladene. Hermed havde de hånd i hanke med radioens nyheder. Radioaflytning blev meget udbredt. Mod tredivernes slutning havde 80 pct. a f den danske befolkning mulighed for at høre radio 14 timer i døgnet.

Trediverne

Bladhuset i Pilestræde blev i samtiden kaldt Berlingske Tidende. For ikke at forveksle det med avisen Berlingske Tidende anvendes i denne fremstilling det i dag anvendte »Berlingske« om bladhuset som helhed.

Også avisernes navne kunne give anledning til misforståelser. I 1935 ændrede begge blade navne. Hidtil havde morgenavisen heddet Ber­

lingske Politiske og Advertissementstidende. Dette var også navnet på aftenudgaven, der dog havde et tilføjet aften i parentes. De blev ofte opfattet som værende én avis, der blot udkom to gange om dagen. Nav­

neændringen i 1935 førte til det langt enklere Berlingske Tidende og Ber­

lingske Aftenavis. I denne fremstilling er disse navne også for tiden før 1935 anvendt for at undgå forvekslinger.

I 1930’erne var Politiken og Berlingske Tidende uden sammenligning landets to største aviser. Med et dagligt oplag på godt 110 .000 i 1933 vok­

sende til ca. 160.000 i 1939 var Politiken landets største dagblad.4 De til­

svarende oplagstal var godt 93.000 i 1933 og knap 129.000 i 1939 for Ber­

lingske Tidende, der dermed indtog en suveræn andenplads. Men dertil kom Berlingske Aftenavis, der udkom i fra 25.000 til godt 32.000 eksem­

plarer, hvorved Berlingskes to udgaver tilsammen i realiteten overhale­

de Politiken. For sammenligningens skyld kan det anføres, at blandt de øvrige hovedstadsblade udkom Dagens Nyheder i 1933 i 52.000 eksem­

plarer, Social-Demokraten i et antal omkring 42.000 og Kristeligt Dag­

blad næppe meget over 10.ooo.5 De største provinsaviser som Jyllands- Posten, Fyns Tidende og Vestkysten havde alle et oplag på omkring 25.000. Med til mediebilledet i trediverne hørte også andre hovedstads­

blade som f.eks. Aftenbladet, der som populæravis ikke konkurrerede direkte med Berlingske Tidende. Dertil kom få mindre hovedstadsblade som erhvervsbladet Børsen og det kommunistiske Arbejderbladet, der begge sigtede på sine egne målgrupper. Endelig kom Berlingskes og Po- litikens populære middagsblade, konkurrenterne B.T. og Ekstra Bladet.

Bladhuset i Pilestræde var ejet a f Interessentskabet Berlingske Tiden­

de, der fra 1896 bestod a f fem efterkommere a f bladets grundlægger E. H. Berling.6 Ejerne udgjorde overbestyrelsen i selskabet, der under sig havde en decideret bestyrelse, som hovedsagelig bestod a f repræsentan­

ter for ejerne.7 Den daglige ledelse a f bladhuset var i 1933 delt mellem redaktør Gulmann og administrator Henius, som sammen havde fore­

stået moderniseringen a f husets blade. På den redaktionelle side rådede Gulmann over en række prøvede kræfter. På Berlingske Tidende og aftenavisen var det medredaktør Svenn Poulsen, den politiske redaktør Anders Vigen og som udenrigspolitisk redaktør Erik Møller. I 1916 hav­

de man startet udgivelsen a f middagsbladet B.T. for at få en bedre ud­

nyttelse a f produktionsapparatet, og i 1929 havde man begyndt udgivel­

sen a f Jydske Tidende i Kolding. På B.T. rådede Carl. Th. Jensen og på Jydske Tidende Helge Knudsen.

Den udenrigspolitiske redaktion

Den tyske nazisme blev periodens største trussel mod demokrati og fred. Det fik derfor central betydning, hvor selvstændigt Berlingske vil­

le fremskaffe og kommentere nyheder fra Tyskland.

l 6 I N D L E D N I N G

Den udenrigspolitiske redaktion lå fra 1921 til 1935 i hænderne på redaktør, cand.mag. Erik Møller (1879-1962). I sine udenrigspolitiske ledere udtrykte Møller en kritisk holdning til nazismen i Tyskland. Men denne indstilling blev i 1933- 1934 ikke delt a f alle på ledende poster i Pilestræde.

Bag de udenrigspolitiske ledere i såvel Berlingske Tidende som Ber­

lingske Aftenavis stod den udenrigspolitiske redaktør, cand. mag. Erik Møller. Han var en anset historiker, havde skrevet flere historiske bøger og artikler og en periode undervist på Københavns Universitet.8 Fra 1910 til 1913 var han tilknyttet dagbladet København. Herefter fortsatte han som gymnasielærer i tiden 1914-1922, samtidig med at han var en flittig skribent til forskellige dagblade. Han var Tim es5 korrespondent i Kø­

benhavn fra 1916 til 1918 og tilknyttet det danske gesandtskab i London som pressekonsulent fra 1918-1919. I 1921 kom han til Berlingske som udenrigspolitisk redaktør.9 Møller var i 1933 en redaktør med et dusin års erfaring på posten.

Stoffet fra Tyskland var a f største vigtighed. Den store nabo mod syd betød så meget for Danmarks skæbne, at nyhederne måtte finde en fremtrædende plads. Det blev desto vigtigere, da den totalitære slag­

skygge fra 1933 føltes stedse mere truende. Ejnar Black var fra 1926 til 1929 Berlingskes første korrespondent i Berlin. Derefter fulgte Ebbe Munck, som i 1932 blev afløst a f baron Cai Schaffalitzky de Muckadell.10 Han havde en sømilitær karriere bag sig frem til 1920 og fortsatte indtil 1932 på administrative poster i forsvaret.11 Hans skribentvirksomhed for Berlingske begyndte i 1920, hvor han skrev artikler om sømilitære emner.12 Med tiden fik han også lejlighed til at behandle mere politiske områder, og efterhånden supplerede han den udenrigspolitiske redak­

tør, Erik Møller, med også at skrive udenrigspolitiske ledere.

Korrespondenten i Berlin skulle forsyne både Berlingske Tidende, Berlingske Aftenavis og B.T. med nyheder fra især Tyskland.13 Nyheder­

ne blev som oftest telefoneret hjem til redaktionen morgen og aften, og store dele a f nyhedsstoffet var baseret på den daglige gennemlæsning a f tyske aviser. Dertil kom nyheder fra den tyske radio, efterretninger fra lokale forbindelser og købte historier. De officielle politiske inform ati­

oner fra de tyske ministerier havde særlig interesse, og ved de ministeri­

elle pressemøder, hvor officielle nyheder blev præsenteret, kunne Schaf­

falitzky møde op mod 300 andre udenlandske korrespondenter. Blandt disse var der fra dansk presse i foråret 1933 udstationeret Th. Steinthal fra Politiken, Oscar Jørgensen fra Socialdemokraten og Henrik Bendz fra Dagens Nyheder.14 De danske korrespondenter var nok kolleger, men der herskede også en skarp konkurrence mellem dem. Korrespon­

denterne øste ofte a f de samme kilder, og derfor kunne nyhederne fra Berlin i de største hovedstadsblade ofte være sammenfaldende. Ville man på Berlingske udmærke sig over for eksempelvis Politiken eller Dagens Nyheder, måtte korrespondenten i Berlin bringe særlige nyhe­

der, som ingen a f hans kolleger kunne byde med.

Berlingske og Det Konservative Folkeparti

I 1920 slog Berlingskes bestyrelse fast, at bladets politiske linie udeluk­

kende lå i hænderne på redaktionen.15 Bag denne frihed lå underfor­

stået, at redaktionen orienterede sig mod Det Konservative Folkeparti.

Berlingske støttede også partiet økonomisk. Op igennem trediverne og under besættelsen sendte bestyrelsen med løbende mellemrum økono-

18 I N D L E D N I N G

Korrespondent for Berlingske i Berlin fra 1932 til 1938, baron Cai Schaffa- litzky de Muckadell (1877-1972) havde en baggrund som søofficer i den dan­

ske marine. I Berlin var han i 1933 højt værdsat a f de tyske myndigheder i Ber­

lin, hvilket gav ham en fortrinsstilling frem for de øvrige danske korrespon­

denter. Efter Nic.

Blædels tiltræden som udenrigspoli­

tisk redaktør i 1934 svækkedes hans popularitet i Berlin på grund a f Blæ­

dels antinazistiske ledere.

miske tilskud.16 Hermed adskilte Berlingske sig fra det andet store kon­

servative hovedstadsblad, Nationaltidende, der efter 1936 blev holdt i live a f tilskud fra arbejdsgiverorganisationer og hermed blev partiets egentlige talerør.17 Berlingske var ikke partibundet, det kunne i kraft a f sin økonomiske formåen følge en uafhængig linie.

Berlingske havde dog tætte forbindelser til Det Konservative Folke­

parti. Dels havde det sæde i partiets repræsentantskab sammen med redaktører fra andre konservative blade.18 Dels havde man tætte forbin­

delser til partiet gennem to a f Berlingskes ansatte.19 Det var den politi­

ske redaktør Anders Vigen og folketingsmedlem Ole Bjørn Kraft, der var tilknyttet Berlingske som politisk medarbejder og rådgiver.20

Vigen var formanden for Det Konservative Folkeparti, Christmas Møllers vigtigste inspirator og støtte.21 Vigen havde adgang til partiets interne møder, og fra sit kontor i Pilestræde støbte han mange a f de kugler, som Christmas Møller som den aktive politiker kunne fyre a f -

med forventning om støtte til sine synspunkter i Berlingskes politiske ledere. Berlingske havde med andre ord en politisk redaktør, der dels havde fingeren på partiets puls, dels selv udøvede en ikke uvæsentlig indflydelse på partiets leder i trediverne. Vigen og Møller udgjorde et parløb i kampen for den forfatningsændring, der skulle fjerne landstin­

get. Her stødte de mod Det Konservative Folkepartis højrefløj i skikkel­

se a f Victor Pürschel. I det hele taget var Det Konservative Folkeparti stærkt splittet i forfatningspørgsmålet som i andre spørgsmål, hvor den fornyende, demokratiske fløj repræsenteret ved Christmas Møller kon­

fronteredes med støtter a f Pürschels gammelkonservative opfattelser.

En tredje vej i forfatningsspørgsmålet indtog Ole Bjørn Kraft i begyn­

delsen a f trediverne, hvor han inspireret a f det politiske system i det fascistiske Italien slog til lyd for et andetkammer bestående a f medlem­

mer fra bl.a. erhvervsorganisationerne. Kraft slog dog senere ind på Christmas Møllers linie og støttede ham i kampen for en grundlovsæn­

dring mod bl.a. Pürschel. Vigen forlod Berlingske i 1940, og under besættelsen blev det især Kraft, der som politisk rådgiver for Berlingske varetog forbindelsen til Det Konservative Folkeparti. Under tysk herre­

dømme som i trediverne støttede Berlingske den moderate og demo­

kratiske fløj i Det Konservative Folkeparti.

2 0 I N D L E D N I N G

TILTAGENDE TRYK I TREDIVERNE

Det nazistiske diktatur og dets pressepolitik

Nazisternes magtovertagelse

Den 30. januar 1933 udpegede rigspræsident Paul von Hindenburg A dolf Hitler til tysk rigskansler. Hitler stod i spidsen for en koalitionsregering mellem det nationalsocialistiske arbejderparti, NSDAP, og højrepartiet De Tysknationale. Men nazisterne kom hurtigt til at herske i koalitions­

regeringen og tilranede sig hele magten.1 Hertil tjente bl.a. forordningen a f 4. februar 1933, som gav ministeren for indre anliggender i Preussen, nazisten Hermann Göring, et nyttigt redskab i anvendelse a f terror mod og forfølgelse a f politiske modstandere. Forordningen gav mulighed for med magtmidler at forbyde oppositionens møder og demonstrationer.

Men den tillod også at indsætte S.A., nazisternes eget halvmilitære korps, udstyret med politimæssige beføjelser, i kampen mod nazisternes politiske modstandere. Gennem forbud og terror mod kommunister og socialdemokrater berøvede nazisterne venstrefløjspartierne muligheden for at deltage på lige fod i valget den 5. marts 1933.

Den 27. februar 1933 brændte rigsdagen efter en ildspåsættelse, og dagen efter lykkedes det nazisterne under dække a f påstanden om et kommunistisk oprør at få indført en undtagelsestilstand, der først blev ophævet i 1945. Den fratog alle tyskere deres forfatningsmæssige rettig­

heder og satte de demokratiske spilleregler ud a f kraft. Fra begyndelsen a f marts fulgte yderligere overgreb mod politiske modstandere. Oppo­

sitionspressen blev forbudt, og kommunister og socialdemokrater blev forfulgt, terroriseret og anbragt i koncentrationslejre.

Den 5. marts fulgte det sidste rigsdagsvalg, hvori flere partier kunne deltage, og det lykkedes akkurat regeringen at vinde valget. Herefter fik den hurtigt gjort sig uafhængig a f rigsdagen. Det skete den 24. marts, hvor rigsdagen vedtog fuldmagtsloven og dermed satte sig selv uden for indflydelse. Nazisterne fik overført lovgivningsbeføjelsen og kunne der­

næst centralisere magten i egne hænder. En udrensning i statsapparatet, kulturlivet og i pressen fjernede gradvis alle »unationale« personer som

Rigsdagsbranden den 27. februar 1933 blev et symbol på den politiske udvikling i Tyskland. Med rigsdagens forsvinden forsvandt også demokratiet. Branden blev a f nazisterne brugt som anledning til at indføre undtagelsestilstand, og i ly a f denne blev der indledt en hård forfølgelse a f politiske modstandere.

demokrater, jøder og socialdemokrater. Herefter påbegyndtes i maj opløsningen a f de politiske partier, ligesom fagforeninger og arbejdsgi­

verforeninger blev slået sammen i én nazistisk organisation. Den 14. juli blev NSDAP gjort til det eneste lovlige parti, og Tyskland var hermed i løbet a f ganske få måneder blevet en étpartistat. Et sidste vigtigt skridt i hele den nazistiske magterobring blev taget i sommeren 1934, hvor Hit-

22 T I L T A G E N D E T R Y K I T R E D I V E R N E

1er efter Hindenburgs død blev udnævnt til rigspræsident. Han blev der­

med landets statsoverhoved og øverstkommanderende for den tyske hær.

Den nationalsocialistiske stat

Med magtovertagelsen havde nazisterne nået et skridt på vejen mod deres overordnede mål. De ville genrejse den tyske nation og genskabe dens storhed.2 Midlet hertil var ikke kun den politiske magt i Tyskland.

De ville indadtil gennemføre en revolution og forme et Nationalsociali­

stisk Tyskland. Udadtil skulle landet fremstå som et territorialt stort og stærkt Tyskland.

Med nazisternes magtovertagelse overgik Tyskland fra at have været en retsstat til en førerstat. Det betød, at al legitimitet udgik fra føreren.

Hitler var nationens fører, den militære øverstkommanderende, chef for den udøvende magt, den højeste dommer og partiets fører.3 Eliten blandt de ca. 8,5 mio. medlemmer, partiet havde, udgjordes a f de ca.

200.000, der var indrulleret i SS, Schutzstaffeln, der bl.a. fik til opgave at føre den nazistiske raceideologi ud i virkeligheden. Efterhånden som SS blev flettet ind i den statslige politimagt, kom føreren til at råde over et terrorapparat, der kunne eliminere så godt som enhver, der satte sig imod opfyldelsen a f regimets mål. Det betød, at såvel den offentlige for­

valtning som de mange organisationer, partiet i øvrigt skabte eller kon­

trollerede, mere eller mindre stod til disposition.

Bag magterobringen lå ønsket om at genskabe enheden i det tyske folk ved at indføre et folkefællesskab, på tysk kaldet Volksgemeinschaft.

Fællesskabet hvilede på et race- eller blodmæssigt grundlag og skulle overvinde det tyske folks opsplitning i klasser, partier, erhverv og tros­

retninger. Men for at kunne indtræde i det nye folkefællesskab skulle befolkningen disciplineres gennem ensretning og indoktrinering. Det skete i de mange organisationer, der kom til at regulere næsten alle sider a f livet. Det kunne være Hitlerjugend, Bund Deutscher Mädel, Arbeits­

dienst eller NS-Frauenschaft. Befolkningen blev med trusler om fængs­

ling eller drab presset til at indgå i folkefællesskabet, hvor arbejdet i organisationerne uniformerede og militariserede den enkelte borger til at arbejde for den nazistiske stat. Og de, der ikke kunne eller ville være Volksgenossen i det nye samfund, måtte flygte til udlandet eller bøje hove­

det i stilhed.

Dannelsen a f folkefællesskabet indebar en udskillelse a f dem, der ikke kunne optages. Det gjaldt bl.a. kommunisterne, socialdemokrater­

ne, jøderne og sigøjnerne. De var ikke Volksgenossen og hørte ikke til i Volksgemeinschaft. Jøderne måtte i 1933 forlade deres offentlige embeder.

Deres rettigheder mistede de med Nürnberglovene fra 1935. 1 november 1938 fulgte Krystalnatten, hvor de jødiske synagoger blev brændt, jødisk ejendom udsat for hærværk og en del jøder blev dræbt. Frem til overfal­

det på Polen i september 1939 blev 400.000 mennesker drevet i eksil, en del blev myrdet, og et stort antal sad i fængsel eller koncentrationslejr.

Nazisterne havde effektivt knust ethvert tilløb til opposition.

Tysk udenrigspolitik

En forudsætning for et stort og stærkt Tyskland var, at landet kunne gøre sig fri a f de begrænsninger, som Versaillesfreden havde pålagt det.

Det indebar målbevidste bestræbelser på at fjerne de skranker, der var sat for Tysklands militære styrker, og det betød koncentreret indsats for at genvinde de territorier, som Tyskland havde måttet afstå. For omver­

denen fremstod nazisterne de første år efter magtovertagelsen ganske vist afdæmpede. De førte en fredelig revisionspolitik og krævede i stedet for oprustning, at andre stater afrustede lige så meget som Tyskland.

Men dette var kun et fordækt spil udadtil. Internt, mellem nazisterne, stod det fra begyndelsen klart, at man ville føre en politik, der indebar oprustning og på længere sigt ville medføre aggression for at skaffe den tyske befolkning »Lebensraum«.4

Da Tyskland i midten a f oktober 1933 forlod Folkeforbundet, gen­

vandt det sin militære handlefrihed, og skridtet vandt støtte i befolk­

ningen. Friheden blev allerede fra 1934 anvendt til at opbygge et stærkt luftvåben, og i marts 1935 fulgte indførelsen a f den almindelige værne­

pligt. En aftale med England fra juni samme år gav Tyskland grønt lys til at opbygge en stærk flåde. Fra 1936 forberedte og rustede Tyskland sig til krig. Hitler krævede, at hæren og økonomien skulle være krigsberedt inden fire år. Og året efter skitseredes i et fortroligt notat mere detalje­

rede krigsplaner over for Tjekkoslovakiet og andre østeuropæiske lande, hvormed Hitler ville løse Tysklands Lebensraum-problemer.

Sideløbende lykkedes det at få nogle a f de afståede tyske territorier tilbage. I januar 1935 stemte Saar-landet sig tilbage til Tyskland, og i marts 1936 besatte Hitlers tropper det demilitariserede Rhinområde.

2 4 T I L T A G E N D E T R Y K I T R E D I V E R N E

Dermed var landet på vej tilbage på den internationale scene som stor­

magt. Dernæst blev bestræbelserne rettet imod at få tyskere og tysk jord tilbage, som befandt sig uden for det Tredje Rige. Dette førte til ind­

lemmelsen a f Østrig i marts 1938, og i september samme år fik de euro­

pæiske stormagter efter M ünchenforhandlingerne presset Tjekkoslova­

kiet til at afgive de sudetertyske områder. I marts 1939 fulgte de tyske troppers besættelse a f Tjekkoslovakiet. Hermed brød Tyskland alle afta­

ler med de øvrige stormagter, og krigstruslen blev nu overhængende.

Den 1 . september 1939 fulgte overfaldet på Polen og dermed starten på 2. Verdenskrig. Tyskland havde indledt en erobringskrig, der skulle gen­

nemføre drømmene og sikre den tyske races overlevelse.

Den tyske ekspansionspolitik var mulig, fordi Frankrig og Storbri­

tannien i den europæiske stormagtspolitik ikke kunne blive enige om et samlet modspil. Frankrig forsøgte forgæves at få Storbritannien til at indgå i en fælles front mod Tyskland. Men Storbritannien førte gennem 193o'erne en eftergivende politik. Først med den tyske besættelse a f Tjekkoslovakiet i marts 1939 forlod Storbritannien appeasementpolitik- ken. Men på dette tidspunkt havde Tyskland forberedt sig på krig i flere år og fremstod som en a f Europas stærkeste militære magter.

Propaganda og presse i Tyskland

Inden for Det tredje Rige skulle propagandaen sikre nazisternes magt­

position og fremme opslutningen om deres politik.5 Den kan opfattes som et forsøg på en total åndelig indoktrinering a f masserne.6 Det var ikke nok, at organiseret opposition og modagitation var umuliggjort.

Målet var at ensrette befolkningens tankegang og handlinger (Gleich­

schaltung). Metoden var en udbredt anvendelse a f fjendebilleder, en flod a f symboler og faner, enkle slagord eller paroler som »Ein Volk, ein Reich, ein Führer« eller »Die Juden sind unser Unglück«. Sådanne enkle budskaber blev udbredt til befolkningen i møder, masseforsamlinger, aviser, bøger, film og radio. Og gentagelsen a f billeder, slagord og løgne fremmede effekten. Og bagved lå konstant den latente trussel om vold.

Personer med andre meninger blev udsat for straf, tortur, koncentrati­

onslejr eller død. Og skulle nogen være i tvivl, blev den underliggende voldstrussel markeret med tilbagevendende parader og marcher ekse­

kveret a f SA, SS og regulære værnemagtsenheder.

Over for omverdenen blev propagandaen i perioden fra 1933 til 1936

Det nazistiske partis »Sturmabteilung«, SA, var partiets kamptropper. De blev anvendt til forfølgelse a f politiske modstandere, bevogtningsopgaver, som hjæl­

pepoliti og som her til propagandamarcher. Da styrken i 1936 krævede at indgå som en folkehær udgjorde den mere end 4. mio. mand. Men dette kolliderede med Hitlers krigsplaner, og Rohm og de øvrige SA-ledere blev udrenset a f SS og Gestapo under en mordaktion den 30. juni 1936. I 1938 var styrken reduceret til godt 1 mio. mand.

2 6 T I L T A G E N D E T R Y K I T R E D I V E R N E

a f nazisterne anvendt til at give indtryk a f Tysklands fredsvilje for der­

med at tilsløre den militære oprustning.7 Efter 1936 ændrede signalerne sig fra det fredelige mod det mere truende. Tyskland var blevet en stor­

magt, og udlandspropagandaen blev nu anvendt til at retfærdiggøre stormagtskrav. Den gled efterhånden over i en ren skræmmekampag­

ne.8

Propagandaen fik a f nazisterne selv tilskrevet stor betydning for den række a f udenrigspolitiske succeser, som Tyskland oplevede gennem Rhinlandsbesættelsen, Østrigs tilslutning, München-aftalen om Sude- tertyskland og besættelsen a f Prag. I en tale til en forsamling a f tyske journalister i november 1938 takkede Hitler for deres indsats i kampen for Sudetertyskland : »Meine Herren, wir haben tatsächlich dieses Mal mit der Propaganda im Dienste einer Idee zehn Millionen Menschen mit über hunderttausend Quadratkilometer Land bekommen. Das ist etwas Gewaltiges.«9

Nazistisk pressepolitik

Nazisternes propaganda blev styret fra det i 1933 nyoprettede »Ministe­

rium für Volksaufklärung und Propaganda« under ledelse a f propagan­

daminister Joseph Goebbels.10 Det var opdelt i afdelinger, der hver for sig skulle overvåge og øve indflydelse på film, teater, radio, musik, kunst og litteratur. Under ministeriets ressort hørte også en særlig afdeling for pressen, »Presseabteilung der Reichsregierung«.11 Den varetog den centrale styring a f den tyske presse. Det gjaldt såvel pressens struktur som dens indhold. Formålet med styringen var, at pressen skulle udbre­

de partiets politiske forklaringer og ideologiske grundlag til befolknin­

gen.

Propagandaministeriets ensretning og styring foregik via ministeri­

ets daglige pressekonferencer, hvor journalister og redaktører for de for­

skellige tyske blade mødte op og fik anvisninger på, hvilke emner der skulle tages op, og hvordan de skulle behandles.12 Forinden havde mini­

steriets embedsmænd gennemgået nyhedsstoffet og vurderet dets far­

lighed og mulige skadevirkning for styret.13 Det betød bl.a., at partiet og staten skulle skærmes for kritik. Med forfalskninger, tilbageholdelser og fremhævelser a f nyheder skabte ministeriet et nationalsocialistisk vrangbillede a f Tyskland og omverdenen, som gennem aviserne blev for­

søgt formidlet til befolkningen.

Når de tyske journalister lydigt efterkom instrukserne, skyldtes det propagandaministeriets forskellige sanktionsmuligheder.14 Det være sig stærk kritik og intimidering eller i grovere tilfælde afskedigelser eller fængselsstraf. Over for bladene havde ministeriet også mulighed for at gribe ind. Var der tale om grovere overtrædelser kunne ministeriet ud­

stede forbud, for en periode eller permanent. Og skulle aviserne trods styringen alligevel indeholde uønskede artikler eller informationer, trådte det tyske indenrigsministerium til, hvorefter Gestapo kunne for­

søge at beslaglægge dem, inden de nåede frem til læserne.15

Med propagandaministeriets styring og kontrol havde magthaverne i den tyske presse et lydigt instrument til at bearbejde og manipulere opinionen. Før udgangen a f 1933 havde ministeriet ensrettet aviserne, og Goebbels kunne, som han selv udtrykte det, spille på den tyske presse som på et klaviatur.16

Nazistisk pressepolitik over for udlandet

I de første måneder efter den nazistiske magtovertagelse skrev bladene fra de demokratiske lande ikke positivt om Tysklands nye herskere, tværtimod lød der næsten udelukkende kritiske kommentarer. Be­

stræbelserne på at ændre denne holdning blev i juni 1933 overladt pro­

pagandaministeriet.17 Det overordnede mål var at kunne påvirke den offentlige mening i udlandet, således at også regeringerne fik et mere positivt indtryk a f Tyskland end det billede, som pressen hidtil havde tegnet.

Midlet var en påvirkning a f udlandspressens betingelser, herunder navnlig korrespondenternes arbejdsvilkår. Her måtte der være tale om et mere diskret tryk end i styringen a f den tyske presse. Til dette formål blev presseafdelingen i Udenrigsministeriet (Vereinigte Presseabteilung der Reichsregierung) overført til propagandaministeriet og indgik som en særlig udlandsafdeling (Auslandspresseabteilung). Den var opdelt i referater for de enkelte lande med hver sin ansvarlige referent. Til ud- landspresseafdelingens arbejdsopgaver hørte kontakten til og kontrol­

len med de udenlandske korrespondenter i Tyskland. I dette indgik oplysningsarbejdet over for korrespondenterne, afholdelse a f presse­

konferencer og journalistrejser. Ministeriets kontrol omfattede ikke kun de udenlandske korrespondenter i Tyskland. Det kunne også gribe ind mod bladene i deres hjemland. Det skete ved hjælp a f indberetnin-

28 T I L T A G E N D E T R Y K I T R E D I V E R N E

Propagandaminister Joseph Goebbels ind-

meldte sig i NSDAP i 1924 og gjorde her­

efter snart karriere.

Han tilhørte den inderste kreds om­

kring Hitler og op­

dyrkede førerkulten omkring ham. Som propagandaminister lykkedes det ham i løbet a f kort tid at kontrollere og ens­

rette den tyske pres­

se. Han omtalte de tyske medier som et klaviatur, han kun­

ne spille på.

ger fra presseattacheerne ved de tyske gesandtskaber og ambassader, som årvågent fulgte avisernes indhold. Endelig kunne presseattacheer­

ne også tage kontakt til redaktionerne for dermed at søge at påvirke direkte.

Propagandaministeriets arbejdsområde var således koncentreret om at kontrollere og udøve et direkte tryk på den udenlandske presse. En anden side a f den nazistiske pressepolitik over for udlandet var at udøve et indirekte pres på de enkelte blade. Dette skete gennem det tyske uden­

rigsministeriums udlandsmissioner, som fik til opgave at henvende sig til de enkelte landes regeringer, der så selv skulle gribe ind over for pres­

sen.18 Også den danske presse fik dette indirekte tryk at føle.

Med propagandaministeriets fremkomst i 1933 og dets overtagelse a f presseafdelingen fra udenrigsministeriet opstod der en rivalitet, som

varede frem til 1945. Dertil kom et kompetencevirvar og overlapninger inden for propagandaministeriets egne mure. Derfor blev påvirkningen a f den udenlandske presse aldrig så effektiv, som den i samtiden blev opfattet i udlandet. Det kom til megen tomgang og dobbeltarbejde.

Trods rivaliteten med udenrigsministeriet bevarede propagandamini­

steriet den udenlandske presse og dens repræsentanter under sit myn­

dighedsområde frem til krigsudbruddet i september 1939. Nogle få dage efter krigsudbruddet besluttede Hitler imidlertid, at J. von Ribbentrop og udenrigsministeriet fik myndighed til at udstikke retningslinierne for propagandaen over for den udenlandske presse. Propagandaministe­

riets rolle blev dermed begrænset til at stille sit apparat til rådighed for at gennemføre udenrigsministeriets ønsker. Hermed var rollerne byttet om.19 Stridighederne mellem de to ministerier fortsatte helt frem til kri­

gens afslutning, dog således at udenrigsministeriet bevarede kontrollen.

I Danmark kunne denne rivalitet direkte aflæses i det tyske gesandt­

skab i København. I 1934 blev udenrigsministeriets pressemedarbejder Dietrich afløst a f den a f propagandaministeriet udsendte Karl Frielitz.

Og da det tyske udenrigsministerium i september 1939 igen fik overta­

get, måtte Frielitz overlade stillingen til Gustav Meissner.20

Tysk tryk mod de udenlandske blade

Der var to årsager til, at man fra tysk side så på de udenlandske korre­

spondenters artikler fra Tyskland med mistroiske øjne.21 For det første havde nyhedsstoffet fra Tyskland en indflydelse på regeringen i journa­

listens hjemland såvel som på den internationale offentlighed. Stærkt kritiske eller afslørende artikler om Tyskland måtte derfor undgås. Den anden årsag var, at når avisen med korrespondentens artikler blev ind­

ført til Tyskland, kunne de indeholde uønskede informationer. Den tyske offentlighed fik hermed mulighed for at få oplysninger fra de udenlandske aviser, som de tyske blade selv under propagandaministe­

riets kontrol ikke fik lov at bringe.

Økonomisk tryk

Fra Tyskland havde de udenlandske blade indtægter i form a f salg a f aviser og annonceindtægter fra tyske virksomheder og organisationer. I sine bestræbelser på at kontrollere den udenlandske presse anvendte de

3 0 T I L T A G E N D E T R Y K I T R E D I V E R N E

tyske myndigheder tre metoder, der ramte bladene økonomisk: Forbud mod udgivelse i Tyskland, beslaglæggelse og annonceboykot.

Ram t a f et forbud kunne et blad ikke distribueres.22 Et forbud blev i praksis udstedt a f det tyske indenrigsministerium på anmodning a f propagandaministeriet, som forud havde konsulteret det tyske uden­

rigsministeriums presseafdeling.23 Normalt gjaldt et forbud »indtil vi­

dere«. Men for mange socialistiske og socialdemokratiske aviser var det­

te det samme som et permanent forbud, fordi det fra tysk side blev vur­

deret, at bladet ikke ville lægge sin linie om og være mere imødekom­

mende over for det nazistiske styre.24 Permanente forbud blev hovedsa­

gelig anvendt over for blade a f socialistisk eller socialdemokratisk ob­

servans samt mod mindre lokale og regionale blade. Derimod var straf- feforanstaltninger mod de store, liberale blade mindre drastiske, idet man hovedsagelig anvendte korte forbudsperioder. Årsagen hertil var, at et permanent forbud mod en stor betydende avis kunne medføre stærk forargelse og fordømmelse i udgiverlandet.25 Og det kunne tilsva­

rende forstærke bladets afvisende holdning og dermed på længere sigt skade Tysklands omdømme. De kortvarige forbud blev ofte anvendt taktisk, med virkning for en bestemt situation, hvor effekten var størst.

Kortvarige forbud skulle minde bladene om, at man ikke kunne skrive alt for kritisk om tyske forhold og samtidig udkomme i Tyskland. Den­

ne form for afstraffelse blev anvendt over for en række danske blade – herunder også Berlingske Tidende.26

En beslaglæggelse var en konfiskation a f aviserne, som oftest foregik ved indførslen i Tyskland, inden bladene nåede videre til forhandlere og abonnenter.27 Selve beslaglæggelsen blev foretaget a f Geheime Staats­

polizei, der, indtil det blev underlagt Reichssicherheitshauptamt under Heinrich Himmlers ledelse, var underlagt Indenrigsministeriet. Hver­

ken propagandaministeriet eller det tyske udenrigsministerium kunne afværge sådanne indgreb, der blev udført med henvisning til rigets indre sikkerhed. Det drejede sig om at holde visse oplysninger ude a f landet, således at de ikke kom til befolkningens kendskab. Dette middel blev i stor udstrækning anvendt over for den danske presse.28 Det drejede sig ofte om artikler om ømfindtlige emner som indgreb mod jøder, forhol­

det mellem stat og kirke eller tysk pressefrihed, fødevareknaphed eller andre økonomiske problemer.

Det tredje instrument var annonceboykotten. Med en boykot for­

søgte propagandaministeriet i samarbejde med Werberat der deutschen

Wirtschaft, der skulle koordinere de tyske virksomheders annoncer i udenlandske blade, at få annoncørerne til at trække ordrerne tilbage fra et bestemt blad. Men ofte fik det ikke den fulde effekt at føle, fordi nog­

le firmaer omgik den koordinerede boykot.29 Kun ved en enkelt lejlig­

hed blev dette middel brugt mod en dansk avis.

Forbud, beslaglæggelse eller annonceboykot havde formentlig en vis virkning på både bestyrelse, ledelse, redaktør og korrespondent. Men for de danske og mange udenlandske blade var det økonomiske tab i forbindelse med disse direkte tyske indgreb ikke stort. Svagheden ved disse forsøg på pression var, at de danske blade havde for små oplag i Tyskland og for få tyske annoncer.

Tryk på korrespondenterne

Særlig udsat var de udenlandske korrespondenter i Tyskland. Allerede de første dage under det nye styre blev det korrespondenterne klart, at den tyske regering opmærksomt fulgte deres virksomhed. Berlingske Tidende bragte den 8. marts 1933 en artikel om den tyske udenrigsmi­

nister Konstantin von Neuraths advarsel til korrespondenterne.30 Han oplyste, at regeringen ville skride til alvorlige tiltag mod »ondsindede«

tendenser. Her blev udvisninger a f korrespondenter fremhævet som et muligt middel.

De tyske myndigheders officielle presseinformation til de udenland­

ske korrespondenter omfattede ikke, som for de tyske journalister, dag­

lige pressekonferencer. Hverken propagandaministeriet eller det tyske udenrigsministerium afholdt jævnlige konferencer, men nøjedes med at indkalde til møder ved særlige lejligheder.31 Først fra tiden omkring krigsudbruddet i september 1939 afholdtes daglige konferencer, og da a f begge ministerier i en vis konkurrence med hinanden. Korresponden­

terne kunne naturligvis opsøge ministeriernes pressafdelinger for der at få oplysninger og udtalelser. En vis form for oplysningsarbejde blev også udøvet a f NSDAPs Aussenpolitisches Amt, der gennem månedlige sammenkomster forsøgte at skabe uformelle rammer, hvor udenland­

ske korrespondenter og diplomater kunne mødes med højtstående nazister.

Men grundlæggende var der mellem den tyske regering og de kriti­

ske korrespondenter tale om en slet skjult konflikt. Styret var interesse­

ret i positiv omtale, mens mange korrespondenter skrev kritisk. Man

32 T I L T A G E N D E T R Y K I T R E D I V E R N E

kan derfor tale om en slags krigstilstand mellem korrespondenterne og regeringen, som begyndte ved magtovertagelsen og først ændrede sig med krigsudbruddet i 1939.

Den tyske presse var sammen med de officielle meddelelser korre­

spondenternes vigtigste kilder.32 Aviserne blev derfor læst flittigt og dagligt anvendt som kilde til en stor del a f nyhedsstoffet. På trods a f ensretningen var der stadig tyske blade, som korrespondenterne tillag­

de informationsværdi. Det gjaldt Frankfurter Zeitung, Deutsche Allge­

meine Zeitung og Berliner Börsenzeitung, mens partiaviserne under DNSAP, som eksempelvis Völkischer Beobachter, Der A n griff eller Stuttgarter NS Kurier ikke blev vurderet højt. Korrespondenterne tog i deres søgen efter nyheder og informationer kontakt til tyske journalist­

kolleger, som normalt var særdeles vigtige kilder. Men efter nazisternes magtovertagelse tørrede de ud. Der var afsagt dødsdomme for at have videregivet materiale til udenlandske journalister, hvilket lagde en naturlig begrænsning på lysten til samarbejde. Ville korrespondenterne forsøge at se på nazismen med politiske modstanderes øjne, var det også vanskeligt at skabe kontakter. Mange udenlandske journalister oplevede at blive skygget og måtte indse, at de kunne bringe oppositio­

nens repræsentanter i fare.

Arbejdsvilkårene for korrespondenterne i Det tredje Rige var således vanskelige. Ikke nok med at de havde svært ved at få uafhængigt nyhedsstof, men de blev også ofte direkte hindret i deres arbejde. For de danske korrespondenter gjaldt det, at de uden censur kunne hjemsende sto f til deres redaktioner. Men de måtte naturligvis være sig bevidst, at telegrammerne fra Tyskland blev læst nøje såvel i det tyske gesandtskab på Kastelsvej i København som i propagandaministeriet på Wilhelms­

platz og i Auswärtiges Amt i Wilhelmsstrasse. Og var korrespondenter­

ne for kritiske, kom det til konflikter og mulige sanktioner fra tysk side.

Den svenske korrespondent Arvid Fredborg har beskrevet et katalog over indgreb mod korrespondenter:33 1) Skriftlig advarsel, 2) fjernelse a f telefon, 3) påtrængende opfordring til at rejse hjem, 4) udvisning, 5) anholdelse på grund a f spionage. Propagandaministeriets overvågning og sanktionspolitik indebar, at de enkelte korrespondenter blev orien­

teret, når de var i ministeriets søgelys. Alligevel blev det til en del udvis­

ninger. I eftersommeren 1933 var godt et dusin korrespondenter blevet udvist, mens tallet i 1940 var nået op på ca 50.34 Hertil må man regne de mange, der forlod landet, inden det kom til en officiel udvisning. Disse

sanktioner ramte også flere danske korrespondenter.35 For de, som blev i Tyskland, kunne korrespondentarbejdet indebære ubehageligheder som telefonaflytning, overvågning og trusler. Dertil kom få tilfælde a f terrorlignende husundersøgelser, hvor korrespondentens hjem blev endevendt.

De tyske myndigheders pres på korrespondenterne kunne også være mindre direkte. Propagandaministeriets forskellige udlandsreferater og presseafdelingen i udenrigsministeriet bidrog med at finde informatio­

ner og skaffe kontakter til embedsmænd og politikere. Denne hjælp fik man ikke i samme omfang, hvis man var kommet på ministeriets sorte liste. Det samme gjaldt udstedelsen a f adgangskort til pressekonferen­

cer og invitationer til officielle begivenheder. Faldt man i unåde, blev de givet til kollegaen fra det konkurrerende blad. Hvor korrespondenter blev inviteret med på besigtigelse, fremvisning eller rejse, var deltager­

antallet ofte begrænset. Man kunne derfor opleve at være den eneste inviterede fra sit hjemland. Hermed var en solohistorie i hus. Tophisto­

rien fra Berlin var et interview med Hitler, men her kom oftest kun nazistvenlige korrespondenter i betragtning. Efter krigsudbruddet i september 1939 blev endelig en lang række praktiske begunstigelser a f betydning, i form a f dobbelte rationer, gode vekselkurser, hjælp til bolig og telefon. Korrespondenternes arbejde i Berlin var meget lettere, hvis man ikke kom på kant med myndighederne. Bevidstheden herom ud­

gjorde i sig selv et tryk.

For de udsendte korrespondenter var det ikke nok, at de selv var for­

sigtige i deres beskrivelser. De kunne også komme til at undgælde for, hvad redaktionen hjemme lod trykke. For så vidt det påvirkede udvalg og præsentation a f stof, nåede nazisterne slet og ret deres mål. Og ville redaktionen bringe forholdet til de tyske myndigheder på fode igen ved at bringe tyskvenlige artikler, blev korrespondenterne ofte behørigt be­

lønnet med eksklusivt nyhedsstof.

Arbejdsvilkårene for korrespondenterne i Tyskland var således efter nazisternes magtovertagelse i 1933 ikke frie. De blev kigget over skulde­

ren a f tyskerne og måtte leve med en dagligdag med overvågning, kon­

trol, trusler og i enkelte tilfælde terror. I hvilket omfang korresponden­

terne lod dette tryk sætte sig spor i nyhedsstoffet, er naturligvis svært at afgøre. Det måtte afhænge a f den enkeltes faglige etik og kompliceredes yderligere af, hvad han bevidst kunne undlade at skrive om.

Set fra de enkelte blades synspunkt var korrespondentstillingen i

3 4 T I L T A G E N D E T R Y K I T R E D I V E R N E

Tyskland særdeles vigtig. Berlin satte op gennem I930,erne sit kraftige præg på Europas dagsorden, og bladene måtte naturligvis kunne beret­

te indgående herom for at opfylde læsernes behov. Et større blad uden daglige beretninger fra en udsendt korrespondent i Berlin stod ulige svagere end konkurrenten. Derfor arbejdede både redaktion og korre­

spondent under det pres, at der kunne komme en udvisning, så posten i givet fald måtte nedlægges. Det var da også det gængse billede i Berlin, at de udenlandske blade lod deres korrespondenter fortsætte arbejdet vel vidende, at man langtfra kunne bringe hele sandheden om forhol­

dene i Tyskland. Den amerikanske journalist Lochner har udtalt, at han a f sin avis fik ordre til at blive på sin post så længe som muligt. Og redaktøren rådede ham til ikke at berette noget usandt, men kun så lidt a f sandheden, at han kunne forblive på sin plads.36

Andre forsøg på påvirkning a f de udenlandske blade

Gennem sin kontrol med den tyske presse kunne propagandaministeri­

et udøve et tryk på den danske og den udenlandske presse. Den tyske presse noterede sig alle uvenligheder og sympatitilkendegivelser. Enhver omtale, der kunne opfattes som anerkendelse a f det nye Tyskland, blev citeret og dermed brugt a f den indenlandske propaganda.37 Mod uven­

lighederne gik man ofte til modangreb. Anvendelse a f sådanne kam ­ pagner i den tyske presse mod enkeltpersoner eller enkelte blade var et led i ministeriets strategi.

Det tyske propagandaministerium arbejdede også i det skjulte for at opnå positiv omtale a f Tyskland. Det skete gennem tilbud, hvor grup­

per a f udenlandske journalister, herunder også danske, kunne foretage en rejse til Tyskland.38 De skrev hjem til deres blade om oplevelserne, og den tyske presse benyttede propagandistisk de positive kommentarer til dette eller hint. Kun sjældent fik læserne at vide, at det var propagan­

daministeriet, som arrangerede og betalte. Journalisterne skrev om emner og indtryk, som var blevet dem præsenteret a f arrangøren. Og resultatet var en række artikler, hvori der blev skrevet meget om Tysk­

land, men sjældent rettet kritik mod nazismen eller konkrete tiltag fra regeringens side.39 Disse rejser stillede store krav til den enkelte journa­

lists faglige etik. Derfor holdt de store blade sig ofte fra sådanne rejser og overlod dem til journalister fra mindre lokale og regionale blade.

Den tyske propaganda udenlands er ikke udtømt med denne skitse.