Nic. Blædel tiltræder som ny udenrigspolitisk redaktør
Ved udgangen a f 1934 st° d det klart for de fleste, at nazismen i Tyskland ikke var noget, som hurtigt forsvandt igen. Nazisterne havde erobret Tyskland, som var sikkert i hænderne på Hitler og hans folk. 11935 kom det til begivenheder, hvor Tyskland markerede sig på den internationa
le scene. I januar gjaldt det afstemningen i Saar, hvor befolkningen fik lejlighed til at bestemme deres tilhørsforhold til Frankrig eller Tysk
land.1
Der var blandt Berlingskes redaktører, bestyrelsesmedlemmer eller ejere næppe den store bekymring over udviklingen i Tyskland. Nazis
men gjaldt ikke som kommunismen for en ideologi, der aktivt skulle bekæmpes. Berlingske Tidende havde ikke som Social-Demokraten ud
trykt antinazistiske synspunkter, snarere tværtimod. Nyhederne fra Tyskland blev højt prioriteret. Landets indre udvikling og tilbagevenden som stormagt betød, at korrespondent-posten i Berlin blev bladets vig
tigste.2
Men set fra Pilestræde måtte årsskiftet 1934-35 indenrigspolitisk give anledning til panderynken. Den socialdemokratisk-radikale regering sad stadigvæk solidt, hvilket blev bekræftet ved folketingsvalget i okto
ber 1935. Her vandt Socialdemokratiet 100.000 stemmer, mens Venstre gik næsten lige så meget tilbage.3 Det konservative Folkeparti vandt nogle få tusinde stemmer og blev med Venstres store tilbagegang lan
dets næststørste parti. Begge partier måtte se frem til endnu fire år på oppositionsbænken.
Bekymrende for redaktionen og bestyrelsen var det også, at Ber
lingske Tidendes oplagstal trods redaktionsomlægningen ikke kunne følge med Politikens. I løbet a f et år lykkedes det konkurrenten at øge sit daglige oplag, således at forspringet til Berlingske Tidende voksede
fra 17.000 i 1934 til knap 35.000 i 1935.4 Udviklingen gik den forkerte vej.
Dog var økonomien på Berlingske fortsat god. Bladet havde store ind
tægter på annoncerne, og også det svagt voksende oplagstal bidrog positivt til overskuddet.5 Problembarnet var aftenavisen, der var stagne
ret på et oplagstal på omkring 35.000, hvilket hvert år medførte et større underskud.6
Blædel tiltræder
Den i. oktober 1934 indtrådte cand. theol. Nicolai Blædel i redaktionen i Pilestræde som udenrigspolitisk redaktør for aftenavisen. Hermed var den redaktionsomlægning fuldført, som ejere og bestyrelse havde plan
lagt tilbage i 1933. På det udenrigspolitiske område betød Blædels til
trædelse en deling a f opgaverne, således at Erik Møller fortsatte som udenrigspolitiske redaktør a f Berlingske Tidende. Morgenavisens læse
re fik dog også Blædels tiltrædelse at mærke, idet man her publicerede
Cand. theol. Nicolai Blædel (1882-1943) var udenrigspolitisk redaktør på Berlingske i perioden 1934-1940. Han var en fremragende skribent og kendt i hele landet for sine foredrag om udenrigspolitiske emner i radioen. Blædels antinazistiske ledere bragte ham på kant med tyskerne, som med forskellige midler fra 1934 til 1940 forsøgte at få ham fjernet fra Berlingske og Statsradiofonien.
10 2 T I L T A G E N D E T R Y K I T R E D I V E R N E
hans månedlige udenrigspolitiske oversigtsartikler, som i store træk var identiske med hans radioforedrag. Som medredaktør ved aftenavisen havde Blædel den politiske redaktør, Anders Vigen, og den ansvarsha
vende redaktør, Svend Aage Lund.7 Berlingske havde på dette tidspunkt ingen chefredaktør, fordi man efter Chr. Gulmanns død i foråret 1934 tilstræbte at dele ledelsen mellem de to aviser. Morgenavisen havde Hel
ge Knudsen som ansvarhavende redaktør, Anders Vigen som politisk redaktør og Svenn Poulsen og Ernst Woldbye som medredaktører.
Redaktionsomlægningen i foråret 1934 var blevet besluttet a f Ber
lingskes overbestyrelse tilbage i august 1933. Forsøget på at få Blædel til
knyttet Berlingske blev dengang stillet i bero, men ønsket om at få hans pen til Pilestræde levede videre. Fornyede forhandlinger kronedes med held. I april 1934 søgte Blædel sin afsked fra Dagens Nyheder samtidig med, at han anmodede bestyrelsen om snarest at måtte forlade bladet.8 Men overgangen til Berlingske trak ud. Og i Pilestræde ventede man efterhånden utålmodigt. På Dagens Nyheder blev hans afsked forhalet a f bladets bestyrelse. I juni var man i Pilestræde så overbevist om hans snarlige tiltrædelse, at man indrettede hans kontorer for at kunne tage imod ham. Dette skete dog ikke før i efteråret, hvor Blædel med dags varsel tiltrådte på Berlingske den 1. oktober 1934.9
Der skulle således gå mere end ét år fra overbestyrelsens beslutning om at søge Blædel tilknyttet Berlingske, til hans tiltrædelse var en reali
tet. Overgangen til Berlingske blev følgelig behørigt markeret over for læserne: »En ypperlig, en blændende pen vil i dag slutte sig til den stab a f journalister, som skriver dette blad. Som et led i de anstrengelser, der uden ophør udfoldes for at gøre Berlingske Tidende til et stadig bedre blad, har redaktionen knyttet den fremragende udenrigspolitiske skri
bent, redaktør Nic. Blædel til sig. Redaktør Blædel bliver aftenavisens medredaktør.«10
Nic. Blædel var på dette tidspunkt 52 år og havde erfaring fra tidli
gere ansættelse om udenrigspolitisk skribent på Politiken fra 1917 til 1927. Før denne tid havde han været lærer på Nørrebro i København. På grund a f sin modstand mod nedrustnings- og eftergivenhedspolitikken over for diktaturstaterne forlod han i 1927 Politiken for at tiltræde på den konservative Dagens Nyheder, hvor han 1933-1934 var chefredak
tør.11 Her bragte bladet udover hans udenrigspolitiske ledere hver må
ned en udenrigspolitisk månedsoversigt.12 Udover sit virke som uden
rigspolitisk skribent i dagspressen var Blædel på dette tidspunkt også
kendt over hele landet for sine månedlig udenrigspolitiske foredrag i radioen. Han havde været tilknyttet radioen siden 1926 og havde her et stort publikum.
Berlingske havde med Blædels tiltrædelse fået en markant og bega
vet skribent, som samtidig gennem radioen havde mange menneskers bevågenhed. Blædel kunne – hvilket overbestyrelsen havde set allerede i 1:933 – tilføre Berlingskes aftenavis nye læsere. Blædels overgang fra D a
gens Nyheder til Berlingske var typisk for udviklingen i bladverdenen.
De velhavende blade kunne erobre nye læsere ved at ansætte de dygtig
ste journalister og redaktører fra de konkurrerende blade. Dette bidrog til aviskoncentrationen, hvor de store blade blev større, og de små blev mindre.
Det var Blædels store indsigt, historiske viden og skarpe pen, som overbestyrelsen ønskede at bibringe Berlingske. At han var kritisk ind
stillet over for de nazistiske magthavere i Tyskland, var formentlig en biting i hele ansættelsesspørgsmålet. Men overbestyrelsen må naturlig
vis have gjort sig tanker herom. Blædels kritiske synspunkter ville langt overgå Erik Møllers forsigtige linie over for Tyskland. Og det stod sik
kert også klart, at Blædels udenrigspolitiske artikler ville stå i modstrid med det billede a f Tyskland, som korrespondenten i Berlin hidtil havde tegnet. Helt præcist hvilke tanker overbestyrelsen i 1933-34 gjorde sig om ulemperne ved denne konstellation, kan vi kun gisne om. Men de kun
ne tydeligvis ikke opveje fordelen ved at få en skribent som Blædel knyt
tet til huset.
Reaktioner fra Berlin-korrespondent
Blædels daglige arbejde indebar udover at skrive de udenrigspolitiske ledere også ledelsen a f Berlingskes faste korrespondenter i Paris, Lon
don og Berlin. Glæden hos bestyrelsen og redaktionen i Pilestræde over hans tiltrædelse blev ikke delt a f Berlin-korrespondenten, der nu måtte arbejde under to udenrigspolitiske redaktører. Schaffalitzky havde i for
bindelse med den tyske husundersøgelse i maj 1933 allerede selv været genstand for Blædels skarpe pen i Dagens Nyheder.13 Med Blædels over
gang til Berlingske skulle to personer, med vidt forskellige holdninger til nationalsocialismen og udviklingen i Tyskland, arbejde sammen og begge levere bidrag til samme blad. De havde truffet hinanden i Tivoli i juni 1934, hvor den nytilkomne chefredaktør på Berlingske Tidende,
I O4 T I L T A G E N D E T R Y K I T R E D I V E R N E
Helge Knudsen, havde arrangeret en fællesaften for bladets redaktører.14 Kort tid efter Blædels tiltrædelse i oktober opstod de første samar
bejdsproblemer. Schaffalitzky beklagede sig til chefredaktør Helge Knudsen over, at aftenavisen undlod at anvende hans stof.15 For at for
bedre samarbejdet blev korrespondenten kaldt hjem til møde den 12.
november i København, hvor han fik lejlighed til at gøre rede for de pro
blemer, han i Berlin dagligt måtte slås med. Men ikke meget tyder på, at dette møde løste samarbejdsproblemet. Allerede ugen efter bragte Ber
lingske Tidende telegram stof fra Berlin, der fik Blædel til at skrive til Schaffalitzky, at han ønskede at blive underrettet om hans viden og kil
de, inden aftenavisen ville tage det.16 Dette var naturligvis en underken
delse a f Schaffalitzkys arbejde, der satte en tydelig streg under det an
strengte forhold.
Samarbejdsrelationerne mellem Blædel og Schaffalitzky blev også vurderet uden for Pilestræde, nemlig i det danske gesandtskab i Berlin og i Udenrigsministeriets Pressebureau. Den direkte årsag hertil var et Berlin-telegram fra Schaffalitzky i Berlingske Tidende den 19. novem
ber.17 Under overskriften »Nærmer Tyskland sig en ny revolte?« beskrev han en voksende uro i Berlin, hvor utilfredsheden med regeringen kun
ne munde ud i en ny revolte lig Rohm-oprøret et halvt år tidligere. I m odsætning til den traditionelle linie i Schaffalitzkys Berlin-telegram- mer, hvor han normalt tog udgangspunkt i regeringens synspunkter og beskrev fremskridt, ro og orden, er det et andet Tysklands-billede, der i dette telegram fremmales. Spørgsmålet er imidlertid, hvorfor han efter et par år på posten i Berlin var i gang med at foretage en 180 graders ven
ding. I det danske gesandtskab i Berlin mente man, at omslaget i Schaf
falitzkys telegrammer skyldtes, at han ville gøre sin stilling i Berlin umulig for at blive forflyttet til korrespondentposten i Paris.18 I Uden
rigsministeriets pressebureau var man a f samme opfattelse, og i et notat konstaterede kontorchef A. J. Poulsen, at Schaffalitzky fra tysk side hav
de fået at vide, at han ikke kunne tolereres i Berlin, hvis han fortsatte med at skrive således. Ifølge gesandtskabet kontaktede Schaffalitzky re
daktionen i København og meddelte, at han fremover ville dæmpe sin virksomhed og ej heller så sig i stand til at efterkomme en anmodning fra Blædel om en artikelserie om Tysklands genoprustning. Og derfor måtte han vægre sig ved at udføre de opgaver, som redaktionen i Køben
havn pålagde ham .19
Samarbejdet mellem Blædel og Schaffalitzky var kommet rigtigt
skidt fra start. Det fremgår også a f Schaffalitzkys korrespondance. Han ville ikke arbejde under Blædel og forsøgte at komme væk fra sin korre
spondentstilling i Berlin. Allerede få uger efter Blædels tiltrædelse i oktober skrev han til redaktør Helge Knudsen, at han følte sin stilling som korrespondent i Berlin truet. Og inden årsskiftet søgte han en stil
ling i Pilestræde uden for Blædels domæne. Helge Knudsen affærdigede Schaffalitzkys breve, forklarede dem som »korrespondent-psykoser« og erklærede, at bladet satte pris på hans forbindelser i Berlin og havde brug for ham der.20 Støtten fra Helge Knudsen virkede, og Schaffalitzky fortsatte sit arbejde på posten. Men Blædel holdt korrespondenten i kort snor, således at det nu var slut med at skrive venligt om forholde
ne i Tyskland.
Forsøg på yderligere afspænding
Fornyet dansk ønske om tilbageholdenhed
Den danske presses og især Politikens og Social-Demokratens holdning over for Tyskland var i Udenrigsministeriet et tilbagevendende emne, men blev også debatteret andre steder. Under Folketingets finanslovs
debat i midten a f oktober 1934 kommenterede Christmas Møller i sin ordførertale regeringspressens forhold til Tyskland: »Det bør siges her, at hvorledes den enkelte politikers stilling til styret i Tyskland end er, om han har sympati eller antipati, så kan det ikke bestrides, at den stil
ling, pressen har taget, ikke er korrekt. Forholdet til Tyskland er så vig
tigt, også i økonomisk henseende, at det er nødvendigt stærkt og tyde
ligt at sige til regeringen, at den må holde sin presse i ave.«21 Dette syns
punkt havde man på Berlingske tilsluttet sig flere gange, og det blev også understreget i Berlingske Tidendes leder få dage senere.22 I realite
ten havde Christmas Møller fra Folketingets talerstol kritiseret den holdning, som »... så godt som hele den danske presse fortsat indtager ...«, men redaktionen benyttede en lettere omskrivning til at angribe regeringens blade og dermed Berlingske Tidendes konkurrenter.23 Christmas Møllers tale blev ikke kun bemærket i den danske presse.
Også fra tysk side fulgte man opmærksomt med i debatten, og hans advarsel til regeringen var naturligvis godt stof for den tyske propagan
da. Et referat a f hans tale blev hurtigt rundsendt til hele den tyske pres
se via D N B.24
IO6 T I L T A G E N D E T R Y K I T R E D I V E R N E
Den danske presse og forholdet til Tyskland forblev et aktuelt tema i slutningen a f 1934. Ved Journalistforbundets Stiftelsesfest den 9. de
cember holdt Stauning hovedtalen under middagen og kom ind på den danske presses forhold til Tyskland: »Og da jeg nu taler til pressens mænd, benytter jeg anledningen til at sige, at pressen har sit ansvar, som regeringen har sit. Hvad man må kunne vente a f pressen, uden hensyn til indrepolitiske forskelligheder, er, at den føler sit ansvar over for den nation, den tilhører, således at den ikke fremkalder eller styrker fjendt
lige stemninger over for nationen.«25 I Berlingske Tidende tilsluttede man sig Staunings udtalelser på ledende plads. Formentlig med refe
rence til Social-Demokratens holdning til Tyskland blev Staunings tale omtalt med et »bedre sent end aldrig«.26
Staunings tale blev også behørigt omtalt i den tyske presse.27 Det gjaldt den til Auswärtiges Amts presseafdeling nært knyttede Berliner- Börsen-Zeitung, hvori man glædede sig over, at statsministeren benyt
tede lejligheden til »... um den Regierungsstandpunkt über die Aufga
ben der Presse »gegenüber den Nachbarn« festzulegen«. Bladet mente således også at have bemærket, at der i den seneste tid var foregået et omsving i den københavnske presse. I de følgende dage kommenteredes Staunings tale i flere tyske blade, og kraftig omtale fik den i det natio
nalsocialistiske partis hovedorgan Völkischer Beobachter med en 3-spal- tet overskrift: »Staatsminister Stauning mahnt zur Zurückhaltung.«28 Avisens egen korrespondent i Danmark, Ernst Schäfer, konkluderede, at Staunings synspunkt blev delt i hele Danmark, og citerede fra Ekstra Bladet, Dagens Nyheder og Berlingske Tidende, der alle tilsluttede sig Staunings budskab til den danske presse.
Det var ikke nogen tilfældighed, at statsministeren i sin festtale til pressens folk gjorde tilhørerne opmærksom på deres ansvar. Budskabet til pressen var klart – nationens interesser måtte komme før bladenes interesser. Men Staunings tale var også rettet mod andre uden for pres
sens egne kredse – nemlig de tyske myndigheder i Berlin.
Danske forsøg på at gengælde tysk venlighed
I november 1934 – få uger før Staunings tale – gjorde det danske ge
sandtskab i Berlin Udenrigsministeriet opmærksom på, at tonen i den tyske presse over for Danmark var blevet mærkbart venligere.29 F.eks.
skrev Zahle den 6. november – formentlig med et stænk a f ironi, at
»... det er helt bemærkelsesværdigt voldsomt, så statsminister Stauning er blevet højt agtet og anset i den tyske presse ...« De tyske venligheder fortsatte imidlertid, og gesandtskabet iværksatte på den baggrund en undersøgelse a f fænomenet. Det blev Flensborg Avis’ korrespondent i Berlin, Jacob Kronika, der bragte lys over sagen. Som tysk journalist havde han mulighed for at deltage i propagandaministeriets daglige pressekonference, hvor retningslinier blev udstukket eller ordrer ud
stedt. Under et fortroligt møde fik den tyske presse pålagt, at danske anliggender skulle behandles »nur in der äusserst loyalen und freund
lichsten Form für Dänemark«.
Som Zahle så det, var pressen blot et a f flere områder, hvor tyskerne søgte at bedre forholdet til Danm ark.30 Men i november 1934 kom et forvarsel om, at den fredelige situation var truet. I sin politiske depeche fra slutningen a f november slog Zahle fast, at de tyske venligheder var blevet besvaret med sensationer a f unødig skarphed i dansk presse. Der
for anmodede han udenrigsministeren eller statsministeren om at benytte førstkommende lejlighed til at indskærpe pressen dens ansvar.
Det usædvanlige var, at gesandten også ønskede henstillingen fremsat på en sådan måde, at den a f de tyske myndigheder kunne ses som et dansk svar på den tyske venlighed og dernæst kunne gengives og udbre
des i den tyske presse. Dette kunne ikke lade sig gøre under Udenrigs
ministeriets regelmæssige informationsmøder, der var fortrolige, og hvorfra der ikke måtte refereres. Resultatet blev, at signalet til tyskerne blev sendt i statsminister Staunings tale til Journalistforbundets stiftel
sesfest, som også ganske rigtigt fandt vej til den tyske presse. Kontor
chef A. J. Poulsen kunne efter Staunings tale til presseattaché Per Faber i Berlin konkludere: »Imidlertid ses det jo nu, at den har interesseret tyskerne og har virket, som den skulle. Dermed er målet jo nået ...«3I Og hermed kunne både de danske diplomater i Tyskland og pressebureau
et i København over for eventuelle tyske kritikere dokumentere, at de havde gjort en indsats for at dæmpe den danske presse.
Udenrigsminister Munch tog også som lovet Zahles henstilling op på et informationsmøde.32 Efter ikke at have beskæftiget sig med pres
sens indflydelse på Danmarks forhold til Tyskland siden november 1933 gjorde han emnet til en fast bestanddel de følgende måneder.33 På mødet den 6. november gentog Munch, hvad han havde indskærpet i 1933: Den danske presse skulle vise afdæmpethed for at undgå klager, og karikaturer og store overskrifter skulle undgås. Under mødet en måned
IO8 T I L T A G E N D E T R Y K I T R E D I V E R N E
senere, få dage før Staunings festtale, udtalte Munch: »Vi kan konstate
re en villet forandring i den tyske presse, en forandring, der også i nogen grad har gjort sig gældende i grænsepressen – i sympatisk retning over for Danm ark.«34 Hermed var budskabet fra Zahle i Berlin formidlet videre til pressens repræsentanter – og Munch fortsatte: »Vi er ikke sik
rede mod situationer, hvor dette ikke kan blive skadeligt for os. Jeg lægger megen vægt på, at man passer på herhjemme og vælger en så rolig vurdering og omtale som muligt. Spørgsmålet kan blive et stort fremtidsproblem for Danmark, hvad jeg indtrængende beder pressen forstå.«
Saar-afstemningen i januar 1935
I det danske gesandtskab i Berlin var man spændt på, om den danske presse ville følge Munchs og Staunings henstillinger. En prøve herpå dukkede hurtigt op i horisonten, nemlig den forestående afstemning i Saar-området den 13. januar 1935. Den drejede sig om, hvorvidt området ville høre under Frankrig, stemme sig tilbage til Tyskland eller fortsat være underlagt en kommission udpeget a f Folkeforbundet. Baggrunden for denne konstruktion var, at de franske kulgruber i Nordfrankrig var blevet ødelagt under krigen. I Versailles-traktaten blev det indflettet, at Frankrig i stedet kunne udnytte kulgruberne i det tyske Saar-område i femten år. Derefter skulle områdets omkring 700.000 indbyggere afgøre deres fremtidige tilhørsforhold. Og nu stod denne afstemning for døren.
Allerede få dage efter Staunings tale fik man en forsmag på, hvor svært det ville blive at holde beskrivelser a f striden om Saar inden for passende rammer. Den 18. december bragte Politiken oplysninger fra bladets udsendte korrespondent, Andreas Vinding, som omtalte nogle stærkt modstridende fremstillinger a f et begivenhedsforløb efter en engelsk officers biluheld i Saarbrücken. Telegrammet var ganske neu
tralt, men det var på redaktionen i København blevet forsynet med en tospaltet overskrift i stort udstyr: »Nazi pisker Saar til raseri mod alle udlændinge«.35 Den kunne på ingen måde retfærdiggøres a f indholdet, og derfor forlangte den tyske presseattaché Frielitz i København bladet forbudt i Tyskland i tre måneder. Det blev dog kun til et forbud i otte dage.36
Staunings formaninger havde tydeligvis ikke haft den ønskede effekt, og dette fik den danske gesandt i Berlin til at henstille, at Uden
rigsministeriets direktør lagde et yderligere pres på de enkelte blade.
Han skrev: »Som De på forhånd ved, deler jeg ganske Deres ønske om, at det nu omsider må vise sig muligt at bevare den danske presses roli
gere og mindre sensationelle behandling a f tyske anliggender. Men jeg kan ikke nægte, at jeg føler mig lidt bekymret ved den Vindingske optakt til afstemningskampagnen i Saar og ved udsigten til, at hr. Nic.
Blædel i egen person snart vil gøre ham følge. Mon man ikke kunne få Valdemar Koppel (redaktør på Politiken – RK) til at instruere Vinding, og mon man ikke kunne tale med Blædel, hvis han da endnu er i Køben
havn?«37 Zahles henstilling blev fulgt op i Udenrigsministeriet i Køben
havn på flere fronter. Først og fremmest tog chefen for pressebureauet, A. J. Poulsen, kontakt til Blædel og foreholdt ham Zahles ønske om af- dæmpethed.38 Tilsvarende blev chefredaktøren på B.T., Carl Th. Jensen, kontaktet for at dæmpe telegrammerne fra Jørgen Bast, bladets udsend
te korrespondent i Saar. Dernæst indkaldte Udenrigsministeriet til in
formationsmøde den 12. januar for at »retlede« pressen op til afstem
ningen i Saar den følgende dag.39 Som fungerende udenrigsminister bad Stauning a f hensyn til Danmarks forhold til Tyskland pressen for
holde sig så objektivt refererende som muligt, undgå »greul-historier«
og begrænse de store overskrifter. »Vort forhold til Tyskland må være korrekt, og vi har ikke nogen ret til at blande os i indre tyske statsforan- staltninger.« Statsministeren afsluttede mødet med følgende henstil
ling: »Hvad der kan føre til voldsomme udfald mod den lille nabo, som Tyskland nu har i Danmark, bør undgås. Hver a f os har sit ansvar og de herrer har deres, et ansvar, som ikke alene gælder den enkelte, men hele Danmark.«
Saar – Berlingskes store satsning
Afstemningen i Saar var imødeset med stor spænding, fordi den var en slags prøvesten for kampen mellem demokratiet og diktaturet. Spørgs
målet var, om befolkningen, der siden 1815 havde hørt under Preussen, ville stemme sig tilbage til Tyskland, som nu var et nazistisk diktatur, eller den ville vælge fortsat at blive administreret a f Folkeforbundet.
Situationen i Tyskland var op til valget spændt. Stemte befolkningen sig ikke tilbage til Tyskland, ville det være et stort udenrigspolitisk
neder-IIO T I L T A G E N D E T R Y K I T R E D I V E R N E