Umiddelbart efter afholdelsen a f det tyske valg den 5. marts 1933, hvor nazisterne opnåede ca. 44 pct. a f stemmerne og dannede regering sam
men med Alfred Hugenbergs højrenationale, blev det også klart for den udenlandske presse, at man nu stod over for et vendepunkt. Overgan
gen fra demokrati til diktatur ændrede pressens vilkår for at bringe ny
heder om Tyskland. Det kom hurtigt til episoder, som gav læserne ind
blik i de forværrede pressevilkår.
Görings udspil
Den 9. februar bragte Berlingske Tidende nyheden om, at den tyske
rigsminister, Hermann Goring, havde sendt et telegram til redaktionen på Göteborg Handels- och Sjöfartstidning, hvori han på det skarpeste havde protesteret mod bladets omtale a f Hitler. I telegrammet truede Göring avisen og opfordrede redaktionen til at gribe ind. Årsagen til hans vrede var nogle udtryk om Hitler i bladets politiske causerier skre
vet a f redaktør Torgny Segerstedt.1 At en tysk minister forsøgte at øve indflydelse på, hvad der blev skrevet i en svensk avis, ville man på redak
tionen a f Göteborg Handels- och Sjöfartstidning ikke lade være ufor
talt, og redaktør Torgny Segerstedt afviste på ledende plads truslerne mod bladet.
Senere trak Göring i land i en artikel i Politiken, hvor han oplyste, at telegrammet var sendt på privat initiativ, og at repressalier mod bladet ikke var under overvejelse.2 Sagen kunne være sluttet her, men den tyske gesandt i Stockholm, von Rosenberg, genoptog den få dage efter og fulgte Görings telegram op over for den stedfortrædende svenske uden
rigsminister Bo Undén. Han besværede sig over den uvenlige tone i svensk presse.3 Den svenske minister svarede gesandten med henvisning til den eksisterende pressefrihed, at hverken udenrigsministeren eller den svenske regering kunne påtage sig noget ansvar for pressens udta
lelser.4 Men uanset den svenske regerings afvæbnende svar var forholdet mellem Tyskland og Sverige blevet belastet a f denne sag. Ikke bare for den svenske regering må meningsudvekslingen have bebudet, at aviser
nes kritiske tilkendegivelser kunne komplicere varetagelsen a f interesser over for Tyskland.5
Den danske pressesag
Ligesom i Sverige var store dele a f pressen i Danmark kritisk indstillet over for de tyske nazister. Derfor havde P. Munch så tidligt som under Udenrigsministeriets pressemøde i juni 1932 advaret den danske presse mod »..en alt for lidenskabelig partitagen herhjemme over for Hitler
folkene. Det gavner aldrig at være alt for ubehagelig over for folk, man måske senere skal til forhandlingsbordet med«.6 Fra Udenrigsministeri
ets repræsentationer i Tyskland indkom der både før og især umiddel
bart efter Hitlers tiltrædelse som rigskansler en række indberetninger om, at den danske presses omtale a f Tyskland eller tyske personer ska
dede det dansk-tyske forhold. De udsendte embedsmænd henstillede til Munch, at han talte til pressen og bad den vise tilbageholdenhed.7
4 2 T I L T A G E N D E T R Y K I T R E D I V E R N E
Hermann Göring var i 1933 minister for indre forhold i Preussen. Han rettede i foråret 1933 et kraftigt udfald mod den udenlandske presse, som han fandt bragte et usandfærdigt billede a f begivenhederne i Tysk
land. Hans utilfredshed gjaldt i særlig grad den socialdemokratiske pres
se i Skandinavien, som han truede med udgivel- sesforbud i Tyskland.
Den danske presses kritiske behandling a f regeringsskiftet i Tysk
land blev også bemærket i det tyske gesandtskab på Kastelsvej. Allerede i begyndelsen a f februar 1933 sendte gesandten en indberetning til Aus
wärtiges Amt om hovedstadsbladenes omtale a f den nye tyske regering.
Om lederne i både Social-Demokraten og Politiken anførte von Richt
hofen, at skribenterne indtog en »ausgesprochen unfreundliche und ablehnende Haltung ...«8 Kritikken var efter gesandtens opfattelse ikke så grel i den konservative presses ledere, selv om der var en uvenlig undertone. Til gengæld mente han, at alle blades nyhedsdækning var uvenlig. Bladene bragte store forsideoverskrifter, der indeholdt de mest usandsynlige og sensationelle rygter fra deres korrespondenter i Berlin.
Særlig udfordrende fandt gesandten korrespondancerne fra Politikens korrespondent, Th. Steinthal. Denne indberetning blev fulgt op a f end
nu én, hvor Richthofen igen rettede skytset mod Politiken og karakteri
serede den som fjendtlig over for Tyskland.9
Den tyske gesandt nøjedes ikke med at rapportere til Berlin. Den i.
marts opsøgte han udenrigsminister Munch og protesterede officielt.10 Han beklagede sig generelt over den uvenlige holdning i den danske presse til den nye regering i Tyskland. Som svar beklagede Munch den danske presses holdning, men som sin svenske kollega henviste han til, at pressefriheden ikke tillod regeringen at gribe ind. Dog lovede han at kalde den danske presse sammen og anmode den om at behandle begi
venhederne i Tyskland med den størst mulige tilbageholdenhed og for
sigtighed.
Det var tidligere ikke ofte sket, at Richthofen eller andre gesandter fremsatte officielle klager over den danske presse i Udenrigsministeriet.
11931 blev det for Tysklands vedkommende til én klage, og i 1932 i alt to henvendelser.11 Der var altså tale om en usædvanlig handling. Hvorvidt Richthofen selv følte sig foranlediget til at beklage den danske presses holdning, ved vi ikke, men medvirkende til klagen var det, at han og presseattaché Dietrich blev udsat for et angreb i Schleswig-Holsteini
sche Tageszeitung i begyndelsen a f februar. Her krævede skribenten, Ernst Grunow, at gesandten foretog sig noget officielt over for den dan
ske regering på grund a f den danske presses angreb på Hitler, ligesom den tyske gesandt i Stockholm få uger tidligere havde gjort det. I Uden
rigsministeriets Pressebureau og hos den danske presseattaché i Berlin var det opfattelsen, at gesandt Richthofen a f en nazistisk klike anført a f Grunow havde følt sig presset til at fremsætte klagen.12 Men uanset bag
grunden havde også Danmark nu fået en første prøve på, at det nye sty
re i Tyskland ikke uden videre ville affinde sig med negativ omtale.
Munch tog som lovet spørgsmålet op med pressens repræsentanter på et pressemøde i Udenrigsministeriet dagen efter. Men han undlod behændigt at fortælle de fremmødte redaktører, at den tyske gesandt allerede havde fremsat en klage.13 Hverken nu eller senere løftede han sløret for de henvendelser, der lå bag hans anmodninger til pressen.
Under mødet med redaktørerne udtalte Munch, at nazisternes magt
overtagelse i Tyskland ikke ville påkalde sig sympati i nabolandene, hvor pressen ville være fristet til at anvende et skarpt og udfordrende sprog.
Udenrigsministeren lod forstå, at den danske presses holdning over for tyske forhold kunne blive genstand for en meget ubehagelig og for Dan
mark skadelig behandling i den tyske presse. Derfor måtte danske avi
ser i så stort et omfang som muligt bestræbe sig på ikke at tage parti.
Han advarede især mod overskrifterne og karikaturtegningerne samt
4 4 T I L T A G E N D E T R Y K I T R E D I V E R N E
interview med folk i Tyskland og tyske flygtninge i Danmark. En særlig advarsel blev rettet mod at spørge Hitler eller andre om forholdet til Sønderjylland. Det var udenrigsministeren magtpåliggende, at pressen ikke ved sådanne spørgsmål bar ved til bålet. Uden at nævne det direk
te henviste han til de nazistiske grænserevisionister i Nordtyskland, der uden støtte fra de centrale myndigheder i Berlin arbejdede for at få den dansk-tyske grænse flyttet nordpå.
De enkelte blades dækning a f valget
Overgangen fra demokrati til diktatur i Vesteuropas folkerigeste stat vakte ikke megen sympati i de udenlandske aviser. Det gjaldt også den danske presse, hvor bladene generelt set var kritisk indstillede over for de nye magthavere. De gentagne tyske klager over en fjendtlig holdning taler herom sit eget sprog. Men dette dækker over større forskelle fra blad til blad. Ved at se på de fire store hovedstadsblades dækning a f val
get i marts 1933 skal forskellene anskueliggøres.
Avisernes omtale a f begivenhederne omfattede daglige indberetnin
ger fra korrespondenten i Berlin og jævnlige kommentarer i bladenes udenrigspolitiske ledere. Korrespondenterne påvirkede gennem deres udvælgelse og fremstilling a f stoffet læsernes indtryk a f begivenhedene.
Sideløbende gav den udenrigspolitiske redaktør gennem sine opsam- lende ledere sin tolkning. Disse bidrag måtte naturligvis være farvet a f det enkelte blads politiske ståsted.
Ser vi på reportagerne om valget i marts 1933, træder forskellene klart frem.14 Selv om bladene refererede de samme begivenheder, var der forskel på både prioritering a f stoffet og på overskrifter. Social-Demo- kraten satte over Hitlers valgsejr overskriften »Hitlers sejr en fare for Europas fred«, mens man hovedsagelig bragte nyhedsartikler om na
zisternes mishandlinger a f politiske modstandere.15 Hertil kunne man læse overskrifter som »Tysk Nazi-terror« og »Brand, hærgen og mis
handlinger«.16 Bladet lagde megen vægt på at fremstille nazisternes overgreb mod de tyske socialdemokrater. Politiken tog med overskrifter som »Kamp mellem kommunister og nazister« og »Nu går nazi løs mod domstolene« ikke så stærkt parti i kampen. Dog gjorde bladet opmærk
som på overgrebene med artiklen »Terrorhandlinger Tyskland over«.17 Hverken Dagens Nyheder eller Berlingske Tidende gav forfølgelsen a f regimets politiske modstandere så megen plads som
Social-Demokra-ten og Politiken.18 Om valgets udfald anvendte Dagens Nyheder over
skriften »Hitler-diktaturet fik en kolossal valgsejr«.19 Bladet bragte ikke meget om nazisternes forfølgelse a f sine politiske modstandere, men fokuserede på den politiske udvikling med overskrifter som »Rigsdik- taturet forbereder sig på 4 års herredømme« og »Rigsdiktaturet har nu underlagt sig alle Tysklands enkeltstater«.20 Til valgresultatet bragte Berlingske Tidende overskriften »Hitlers mægtige fremgang ved valget i går« med underoverskriften »Jubel over den meget store valgsejr«.21 Som Dagens Nyheder koncentrerede Berlingske sig om den politiske udvik
ling og nazisternes erobring a f rådhuse, domhuse og andre offentlige bygninger i de tyske delstater.
Også de udenrigspolitiske ledere markerede tydeligt forskellige syn på valget. For sine læsere gjorde Social-Demokraten den 5. marts på ledende plads sin anti-nazistiske indstilling klar: »Alle arbejdere vil være enige om at fordømme denne politiske styreform og ser det som den internationale arbejderbevægelses hovedopgave at bekæmpe fascisme og nazisme på det skarpeste.«22 Heller ikke i Politiken var der begejst
ring at spore. Om fremgangsmåden under valget skrev lederskribenten:
»Efter at have lammet kommunisterne med arrestationer, husunder
søgelser og trusler, efter at have forbudt de socialdemokratiske blade og gjort socialdemokraterne stumme, efter at have truet de andre partier til den yderste grad a f neddæmpethed i den såkaldte valgkamp ...«23 Skribenten havde således svært ved at anerkende valget som en gyldig demokratisk afgørelse.
Det er bemærkelsesværdigt, at lederskribenten på Dagens Nyheder lå på samme linie som Social-Demokraten og Politiken: »Thi som en folkevalgt repræsentation kan den nye rigsdag ikke gælde. Valgets vilkår var fra regeringspartiernes side en propaganda og en agitation, der var sat i scene med en overmægtig virkning, som moderne historie aldrig før har set mage til ... I går sejrede altså Hitler, men den tyske parla
mentarisme døde.«24 Skribenten, som uden tvivl er bladets ansvarsha
vende redaktør, Nic. Blædel, demonstrerede også næste dag, hvorfor han var anset for at være en a f Danmarks fremmeste udenrigspolitiske kom
mentatorer: »Parlamentarismen er besejret, Weimar-forfatningen vil snart være arkæologi, demokratiet er gjort magtesløst og en ny klasse vil regere med en hensynsløshed, som Rusland har givet det første og Itali
en det andet eksempel på ... Her brænder det for alvor, her gynger jor
den, herfra blæser det op til et stort europæisk uvejr ... at det (Tyskland)
46 T I L T A G E N D E T R Y K I T R E D I V E R N E
marcherer ind i Danzig, at det tager Øvre-Schlesien tilbage, eller at det proklamerer Østrigs forening med riget.«25
Berlingskes lederskribent havde et mere forsigtigt syn på valget: »Det er tåbetale ikke at kalde søndagsvalget frit; 89 procent har afgivet deres stemme; regeringspartierne ville stadig have et flertal, selv om kommu
nisterne havde bevaret deres 6 millioner stemmer fra 6. november.«26 Erik Møller anerkendte således valget, selv om kommunisterne var ble
vet holdt ude. Men der er på den anden side ingen tvivl om, at også han tog afstand fra nazistyret: »Over for deres modstandere kan nationalso
cialisterne imidlertid gøre hvad de vil ... Lad angrebene på fagfore- ningsbygningerne være noget for sig selv, men har det sin rigtighed med den håndgribelige spærring over for jødiske varehuse og de voldshand
linger, der også går ud over fremmede f.eks. amerikanske statsborgere?
Alt dette og socialistføreren Sollmanns bortførelse minder alt for meget om den vilde fascisme i Italien.«27
Reportagerne og kommentarerne viser således, at hovedstadsblade
ne – som den øvrige danske presse – satte spørgsmålstegn ved, hvor demokratisk nazisternes valgsejr var. Stærkest kom dette til udtryk i Social-Demokraten, der var påvirket a f de tyske partikammeraters skæbne. Politiken havde tydeligt taget indtryk a f det samme. I nyheds
dækningen var ingen a f de to borgerlige blade lige så kritiske, men mens Blædels afstandtagen blev blæst ud i Dagens Nyheders ledere, formule
rede Erik Møller Berlingskes med større forsigtighed.
Den tyske klage i den danske presse
Hvorvidt hovedstadsbladene i deres dækning a f det tyske valg havde udvist større forsigtighed end normalt på grund a f Munchs anmodnin
ger på pressemødet forud for valget, lader sig ikke afgøre. Man kan dog ikke helt afvise, at udenrigsministerens henstillinger kan have haft en effekt. Var det tilfældet, blev succesen kortvarig. Inden længe var den gal igen. Endnu engang forsøgte Schleswig-Holsteinische Zeitung at sætte lus i skindpelsen. Bladet bragte den 10. marts nyheden om, at den tyske gesandt i Danmark, von Richthofen, havde taget kontakt til det danske udenrigsministerium og besværet sig over den uvenlige og til tider hadefulde stemning mod Tyskland i den danske presse.28 Hermed var det sluppet ud, hvad Munch og Richthofen begge havde ønsket skulle foregå uden for offentlighedens søgelys. Og hermed blev Munch bragt i
Herbert von Richthofen var Tysklands gesandt i Danmark frem til 1936, hvor han blev afløst a f Cecil von Renthe-Fink. Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 var han en hyppig gæst i det danske udenrigsministerium, hvor han overbragte tal
rige klager over den danske presses artikler om Tyskland.
en vanskelig situation over for den danske presse, der naturligvis ville stille sig spørgsmålet, hvorfor nyheden kom fra et tysk blad og ikke fra Udenrigsministeriet.
Munch var hermed tvunget til at reagere hurtigt. Dagen efter offent
liggørelsen i det tyske blad udsendte Udenrigsministeriet via Ritzaus Bureau en bekræftelse a f den tyske gesandts klage og understregede for at afdramatisere sagen, at den tyske gesandts henvendelse havde samme karakter som lignende henvendelser, der a f og til fandt sted fra andre gesandtskaber.29 Og for yderligere at gøre sagen uaktuel oplyste Munch, at der i virkeligheden var tale om for længst stedfundne samtaler mel
lem den tyske gesandt og det danske udenrigsministerium, som først nu var kommet til pressens kundskab.
Munchs udlægning a f sagen var ikke direkte usand. Også diploma
ter fra andre lande fremsatte a f og til klager. Det skal vi komme tilbage til. Men at der, som han udlagde det, var tale om for længst stedfundne
48 T I L T A G E N D E T R Y K I T R E D I V E R N E
samtaler, var en overdrivelse, når det kun var godt en uge siden, at Richthofen havde foretaget sin demarche. Ved at holde den danske pres
se uvidende om tidspunktet for den tyske klage forsøgte udenrigsmini
steren at undgå kritik a f sin håndtering a f sagen.
Pressesagen til debat i den danske presse
Det skortede ikke på udmeldinger, da den tyske gesandts klage til det danske udenrigsministerium blev kendt. Aviserne måtte naturligvis se gesandtens fremgangsmåde som et forsøg på at kneble en fri, dansk presse. Redaktør Nic. Blædel skrev i den konservative Dagens Nyheder:
»... at en fri og selvstændig presse ikke blot har den opgave at give påli
delig og korrekt besked, den har også ret til at karakterisere, at belyse, at sammenligne, kort sagt til at vurdere og drage sine slutninger. Den
ne ret har vi altid hævdet, vi har benyttet den over for alle tidens hæn
delser, og den lader vi os ikke fraskrive. For den nuværende tyske rege
ring gælder ingen undtagelseslov her i landet«.30 Politiken anførte om nyhedsstoffet fra og lederne om Tyskland: »Pressen må have ret til både at bringe meddelelse om udviklingen og kommentere den ...«3II Social- Demokraten sluttede et langt indlæg med ordene: »Også den regering, der nu er kommet til magten i Tyskland, må forstå dette: Udlandets presse kan den ikke beherske.«32
Børsen inddrog i sin kommentar også et andet aspekt, nemlig at pressens kritik a f Tyskland kunne belaste det dansk-tyske forhold. Med tanke på de kommende dansk-tyske handelspolitiske forhandlinger skrev bladet: »Vi har tidligere gjort os til talsmænd for den opfattelse, at det ikke kan være dansk presses opgave yderligere at vanskeliggøre det handelspolitiske mellemværende ved utidig at blande sig i politiske For
hold i vort sydlige naboland, men på den anden side vil man ikke kun
ne finde sig i, at man udefra blander sig i, hvad dansk presse må skrive og ikke skrive ,..«33
Uddragene dækker dansk presses ret entydige afvisning a f tysk indflydelse på indholdet i de danske aviser. I redaktørernes øjne var der her tale om en principiel sag, der fik alle større hovedstadsblade og flere provinsblade til at bidrage til protesterne mod de tyske klager.34 Begi
venheden nåede også uden for landets grænser, idet den blev omtalt i den tyske, engelske og franske presse.35
Blandt pressestemmerne i denne sag manglede der dog en –
Ber-lingskes.36 Netop på baggrund a f det principielle i sagen er det bemær
kelsesværdigt, at ingen a f redaktørerne i Pilestræde tog afstand fra det tyske forsøg på gennem det danske udenrigsministerium at påvirke den danske presse.
Men hvorledes skal man tolke tavsheden i Pilestræde? Spørgsmålet lader sig ikke endeligt besvare, men man kan næppe forestille sig, at nogle a f Danmarks bedste redaktører ikke havde en mening om en sag, der vedrørte pressen selv, og som den øvrige presse diskuterede med stor iver. Der må altså have gjort sig andre hensyn gældende. Vi skal senere se, at Berlingske ofte tog det standpunkt, som også Børsen i sin omtale var inde på, at pressen i Danmark skulle vise tilbageholdenhed a f hen
syn til det dansk-tyske forhold. På den anden side kan dog mere kon
krete bladhensyn have spillet en rolle.
Korrespondenterne under tryk
At man fra tysk side ikke begrænsede sig til at klage i Udenrigsministe
riet, men også lagde pres på de danske korrespondenter i Tyskland, blev hurtigt klart. Berlingske Tidende bragte den 8. marts 1933 en artikel om den tyske udenrigsminister von Neuraths advarsel til korrespondenter
ne.37 Ministeren oplyste, at regeringen ville skride til alvorlige tiltag mod »ondsindede« tendenser. Her blev udvisninger a f korrespondenter fremhævet som et muligt middel.
Neuraths udtalelser måtte på de udenlandske korrespondenter i Tyskland nødvendigvis virke som en slet skjult trussel. Og det blev for korrespondenterne hurtigt klart, at han ikke stod alene med dette syns
punkt. Godt to uger senere indkaldte rigsminister Hermann Göring den udenlandske presse til en konference, hvor han tog voldsomt til genmæle imod påstande om grusomheder mod jøder og fængslede poli
tikere.38 Han afviste beskyldningerne som usandfærdige og advarede i stærke og utvetydige vendinger pressen mod at bringe sådanne »Greuel- nachrichten«. Om journalisternes ophold i Tyskland anførte han, at der endnu ikke var indført censur a f efterretningerne. Dette forpligtede korrespondenterne til at give et sandfærdigt billede a f Tyskland. Ville man fortsat nyde tysk gæstfrihed, måtte sandheden og ikke kun rygter om Tyskland bringes frem.
Efter mødet med verdenspressen samlede Göring den skandinaviske
5 0 T I L T A G E N D E T R Y K I T R E D I V E R N E
presses repræsentanter til et særligt møde. Her gjorde han det klart, at hvis den socialdemokratiske presse fortsatte med at beklikke Tysklands ære og angribe ham personligt, ville han sætte en stopper for, at de soci
aldemokratiske aviser overhovedet kunne distribueres i Tyskland.
Både Berlingske Tidende og Politiken bragte referater a f mødet. Men hvor Berlingske Tidendes korrespondent blot videregav essensen a f Görings tale, bragte Politiken et mere udførligt referat a f pressekonfe
rencen, hvori også de fremsatte anklager mod Tyskland blev bragt. A f Politikens artikel fremgik det for læserne, at Göring truede de frem
mødte journalister, mens Berlingske Tidende lagde vægt på hans tilba
gevisning a f de fremsatte beskyldninger. Men hvad enten man i marts 1933 var ivrig avislæser, redaktør på et stort dansk blad eller udenlandsk korrespondent i Tyskland, var alle på det rene med, at korresponden
terne i Tyskland ikke arbejdede under helt frie forhold.
Berlingskes nyhedsdækning a f udviklingen i Tyskland
I den første tid efter nazisternes magtovertagelse i marts 1933 bragte Berlingske meget korrespondentstof fra Berlin. Vold, brand, forbud, nødforordninger og efterretninger om overgreb mod kommunister og jøder var en del a f den daglige nyhedsstrøm. Hertil kom de større enkeltbegivenheder som rigsdagsbranden, valget og rigsdagsåbningen i Potsdam. Et indtryk af, hvad Berlingske Tidendes læsere blev præsente
ret for, får man ved f.eks. at se på bladets dækning a f begivenhederne a f rigsdagens åbning, der foregik i garnisonskirken i Potsdam den 21.
marts.
Selve dækningen a f begivenheden fîk en fornem placering i avisen.
Man havde ryddet hele forsiden a f Berlingske Tidende for at give plads for Schaffalitzkys reportage herfra. Et indtryk a f stilen og indholdet får man a f artiklens indledning: »Den nye Rigsdags åbning i dag formede sig som en fest for det nationale Tysklands genopstandelse. Den indle
dende højtidelighed i Potsdams gamle garnisonskirke var pompøs.
Tusinder og atter tusinder a f mennesker overværede fra de reserverede pladser i kirken og fra kvarteret deromkring den imposante ceremoni og den efterfølgende rigsværns- og stormtropsparade for Hindenburg og Hitler. I alle dagens taler blev ånden fra det gamle Potsdam, den ånd, der samlede riget, manet frem, og kulminationen nåedes, da oldingen Hindenburg og den fremstormende folke-erobrer Hitler i et tavst