Under konstant tysk overvågning
Mellem Saar-afstemningen og besættelsen afRhinlandet marts 1936
Efter triumfen i Saar blev området hurtigt inkorporeret i Tyskland. Lan
det havde høstet en gevinst a f Versaillesfredens bestemmelser.1 Umid
delbart efter brød Hitler åbent med en anden a f dens artikler. Den 16.
marts bekendtgjorde den tyske regering, at den havde genindført vær
nepligten. På dette tidspunkt var oprustningen i Tyskland vidt frem
skreden, og efter afstemningen havde regeringen intet at tabe ved at indrømme, hvad der længe havde været kendt. Flyvevåbenet blev kraf
tigt oprustet, og i juni underskrev Hitler en flådetraktat med Storbri
tannien, hvorefter Tyskland fik tilladelse til at bygge en krigsflåde, der måtte udgøre godt en tredjedel a f den britiske. Storbritannien sanktio
nerede hermed det tyske brud på Versaillesbestemmelserne og fulgte sin egen politik, der gik ud på at give indrømmelser til Tyskland for at fra
tage landet motivet til at føre krig. Frankrig, der forgæves forsøgte at få briterne til at indgå en magtpolitisk alliance mod Tyskland, så i stedet mod øst og indgik en forsvarspagt med Sovjetunionen. Men nogen samlet front mod Tysklands oprustning var ikke i sigte. I oktober 1935 angreb det fascistiske Italien Abessinien for at få opfyldt sine koloni
krav. Dette skridt blev fordømt a f Folkeforbundet, og der blev iværksat internationale økonomiske sanktioner mod landet. Italien, der mente at have Frankrigs og Storbritanniens tilladelse til sin krig i Nordafrika, følte sig krænket og forlod Folkeforbundet. Tyskland og Italien stod nu begge udenfor og nærmede sig hinanden.
Til de vigtigste indre udviklingstræk i Tyskland hørte i 1935 det nazistiske partis forsøg på at knuse den katolske og protestantiske kir
kes forankring i befolkningen.2 Hertil oprettedes i juli et rigskirkemini- sterium, der de følgende år trængte den kirkelige indflydelse tilbage.
Under rigspartidagene i Nürnberg i september 1935 offentliggjordes der
til de stærkt antisemitiske Nürnberglove, der fratog jøder og andre ikke- ariere som sigøjnere deres politiske rettigheder.3
Tysk indgriben mod danske blade
Med de kortvarige forbud mod både Politiken og Berlingske havde man fra tysk side sendt kraftige advarsler om, at de liberale danske blade ikke skulle føle sig for sikre mod indgreb. Men fraregner man indgrebet mod Berlingske i januar blev 1935, når det gælder forbud, et forholdsvis fre
deligt år. Der kom der kun to. Det ene blev udstedt mod det sønderjyske blad Hejmdal og det andet ramte Ekstra Bladet, der både i 1933 og i 1934 havde oplevet lignende episoder.4 1 maj 1935 blev bladet forbudt, ikke for en bestemt periode, men »indtil videre«. Årsagen hertil var en ledende artikel, der kommenterede Hitlers 1. maj-tale.5 Her blev det bl.a. slået fast: »Tyskland er ingen retsstat, har ingen politisk frihed, deporterer politiske modstandere, et sådant land ønsker ingen dansker at tilhøre.«
Artiklen var skrevet a f Cavlings bror, Freilif Olsen, der a f det tyske ge
sandtskab i en skrivelse til Auswärtiges Amt karakteriseredes som »un
verbesserlich«. Det var også det tyske gesandtskabs opfattelse, at et for
bud mod en sensationsavis som Ekstra Bladet nok havde en øjebliks- virkning, men at et længere forbud ikke ville tjene noget. Det ville, iføl
ge den tyske gesandt Richthofen, snarere blive opfattet som højst vel
kommen reklame for bladet.
Ingen a f de store blade blev yderligere ramt a f tyske indgreb indtil midten a f december 1935, hvor Politikens korrespondent, Thorvald Steinthal med få dages frist blev udvist a f Tyskland.6 Den officielle tyske begrundelse var, at han gennem hadefulde korrespondancer havde ska
det tyske interesser. I det tyske udenrigsministeriums presseafdeling støttede man stærkt Gestapos beslutning om udvisning. Her var man a f den opfattelse, at Steinthal over årene havde bevist, at han ikke var den opgave voksen at informere om begivenhederne i Tyskland. Som jøde havde han efter Nürnberglovene set det som sin opgave at bekæmpe Tyskland, mente man. Det var sket gennem telegrammer om uro og utilfredshed i befolkningen, fødevaremangel og nervøsitet inden for partiet.7 Politiken forsvarede Steinthal, hvorimod hverken Berlingske eller de øvrige andre blade kommenterede udvisningen.8
De mange tyske beslaglæggelser a f danske blade, der begyndte i som
meren 1934 under Röhm-udrensningen, fortsatte derimod gennem 1935 med uformindsket styrke. I løbet a f året blev Dagens Nyheder ramt a f 23 beslaglæggelser, Politiken a f 36 og Berlingske Tidende og Berlingskes
I 3 0 T I L T A G E N D E T R Y K I T R E D I V E R N E
aftenavis a f i alt 19.9 Fælles for beslaglæggelserne a f Berlingskes blade var det, at de oftest blev gennemført på grund a f forsidenyheder om f.eks. kirkekampen, om fødevaremangel og rivninger inden for det na
zistiske parti. Det drejede sig fortsat om nyheder fra Tyskland, som den tyske befolkning ikke skulle have kendskab til.
Danske reaktioner
De tyske indgreb mod de danske blade begrænsede sig ikke kun til for
bud og beslaglæggelser. Vi skal senere se eksempler på, hvorledes der fra tysk side også blev udøvet chikane mod Berlingskes korrespondent i Berlin. Hertil kom det tyske gesandtskabs klager i Udenrigsministeri
et.10 De var frem til foråret 1936 rettet mod især Social-Demokraten og andre venstrefløjsblade og gjaldt især omtale a f KZ-lejre, politibrutalitet og nød i Tyskland.
Tilsyneladende var de mange tyske indgreb blevet en så fast del a f dagligdagen, at hverken de danske diplomater i Tyskland eller uden
rigsminister Munch fandt anledning til at fremsætte særlige henstillin
ger til pressen. Det blev kun til enkelte traditionelle gentagelser om at undgå karikaturtegninger og sensationelle overskrifter.11 Når det ikke efter Saar-episoden kom til alvorlige formaninger fra Munch, beror det på, at der frem til foråret 1936 ikke opstod større internationale kriser, hvor pressen kunne føle sig fristet til at skrive så udæskende klart, at kritikken kunne belaste forholdet til Tyskland.
En enkelt pressesag dukkede dog op i Folketinget. Det drejede sig om en udgivelse a f Hans Bendix’ karikaturtegninger i november 1935, som fik en rosende omtale a f Socialdemokratiets ordfører Hartvig Frisch i Social-Demokraten. Dette førte i Völkischer Beobachter til et angreb på Frisch for antinazistisk propaganda. Skribenten mente ligefrem, at det dansk-tyske handelsforhold kunne lide skade.12 Munch benægtede under et pressemøde, at dette kunne være tilfældet. Sagen blev forfulgt i den tyske presse. Derefter tog Venstre spørgsmålet op i Folketinget.
Her udtalte både Munch og Stauning, at sager a f denne slags kunne ødelægge handelsforhandlingerne, der hvilede på gensidige økonom i
ske interesser.13 Når sagen kunne slutte her, må det være udtryk for, at oppositionen følte sig tilfredsstillet ved, at der i de to ministres ord lå en »retledning«, der var tydelig nok.
Magtforholdene i Pilestræde ændres
Fra januar 1935 begyndte stolen at vakle under chefredaktør Helge Knudsen på Berlingske Tidende. Blædels virke kunne han næppe gøres direkte ansvarlig for, men som vi har set, indskærpede overbestyrelsen, at han indtil trykningen skulle være på redaktionen, da bladet brød aftalen med kongehuset og en dag for tidligt offentliggjorde kronprin
sens forlovelse.14 På det følgende bestyrelsesmøde i maj 1935 besluttede den at gøre den ansvarlige redaktør på aftenavisen, Svend Aage Lund, til medansvarlig redaktør a f Berlingske Tidende.15 Der blev indført regler for samarbejdet mellem de to ansvarlige redaktører, således at planlæg
ningen a f morgenavisen skulle foregå under daglige redaktionsmøder, hvor de begge skulle deltage. Hermed havde Helge Knudsen tabt første omgang; han måtte nu dele magten med Lund, der sideløbende fort
satte som ansvarlig redaktør a f aftenudgaven.
Cand. polyt. Spend Aage Lund (1900-1981) blev i 1934 ansvarshavende redaktør a f Berlingske Aftenavis. I efteråret 1935 tilkæmpede han sig også posten som ansvarshavende redaktør a f Berlingske Tidende, der var Berlingskes største og økonomisk altafgørende avis. Lund skrev ikke selv i avisen, men besad en række ledelses- og forretningsmæssige egenskaber, der sikrede ham en position blandt de mest magtfulde personer i dansk presse i fire årtier.
I 3 2 T I L T A G E N D E T R Y K I T R E D I V E R N E
Men hermed var Helge Knudsens nedtur ikke slut. Under et møde mellem repræsentanter for bestyrelsen på den ene side og den redaktio
nelle og administrative ledelse på den anden side blev det a f bestyrel
sesmedlem, fhv. overformynder M. P. Friis, to måneder senere oplyst, at man var kommet under vejr med, at Helge Knudsen og Schaffalitzky i Tyskland havde forsøgt at skabe interesse for indgåelse a f en dansk-tysk ikke-angrebspagt.16 Friis oplyste, at bestyrelsen nu havde standset dette private initiativ. Det blev på den baggrund straks besluttet, at Schaffa
litzky skulle flyttes fra Berlin til Paris. For redaktør Helge Knudsen gjaldt det, at bestyrelsen forbeholdt sig ret til at træffe nærmere beslut
ninger, og i mellemtiden blev det ham forbudt at deltage i behandlin
gen a f udenrigspolitiske spørgsmål.
Helge Knudsens dage som ansvarshavende redaktør på Berlingske Tidende var i sommeren 1935 tydeligvis ved at være talte. Denne erken
delse var han også selv nået frem til. Han opsøgte kontorchef A. J. Poul
sen i Udenrigsministeriets Pressebureau og forespurgte om muligheden for en stilling. Han følte, at der var iværksat intriger, som truede hans redaktørstol. Poulsen efterforskede spørgsmålet og fik fra anden kilde oplyst, at fejlen med kongehuset og sagen omkring den dansk-tyske ikke-angrebspagt ikke var så kompromitterende, men at de kunne bru
ges afkræ fter, der ønskede Knudsen fjernet.17 Der kan næppe være tvivl om, at der dermed sigtedes til administrator Kaj Møller og redaktør Svend Aage Lund, som begge mere og mere overtog magten på bladet.
Bestyrelsesmedlem, departem entschef i Indenrigsministeriet, K.
Riis-Hansen, førte de følgende uger forhandlinger med redaktørerne, og den 14. september kunne han meddele, at man havde fået kabalen til at gå op. Svend Aage Lund blev gjort til ansvarlig redaktør a f både m or
gen- og aftenudgaven.18 Han var med denne dobbeltstilling blevet Ber
lingskes stærke mand. For Helge Knudsen blev der besluttet en nådig skæbne. Da man i fremtiden ønskede egen korrespondent i Stockholm, havde han accepteret stillingen her.
Med Helge Knudsens degradering havde Berlingske mistet en a f de mænd, der søgte en samarbejdende linie over for myndighederne i Tysk
land. På posten som ansvarlig redaktør på Berlingske Tidende, Ber
lingskes største og økonomisk altafgørende avis, havde han vist en prag
matisk holdning til bladets linie over for styret i Berlin. Han havde efter ophold i Tyskland selv erfaret, hvilke forhold bladets korrespondent arbejdede under. Og måske netop på den baggrund stod han bag den
linie, som havde været gennemgående i Schaffalitzkys korrespondancer fra Berlin. Knudsen havde også skrevet imødekommende eller undskyl
dende ledere og havde efter Saar-afstemningen indvilget i at tage per
sonlig kontakt til de tyske myndigheder i Berlin for at bringe Berlingske ind i varmen igen. Endelig havde han – ganske vist ikke på bladets for
anledning – i kulissen arbejdet for en dansk-tysk ikke-angrebspagt. Med Helge Knudsens tiltrædelse a f stillingen i Stockholm havde Berlingske således fjernet en a f de medarbejdere, der havde de bedste kontakter til Berlin. Men beslutningen skal afgjort ikke ses som et udtryk for, at bestyrelsen ønskede et omsving i bladets udenrigspolitiske linie over for Tyskland.
Dernæst gjaldt det beslutningen om at flytte Schaffalitzky fra Berlin til Paris. Som tidligere anført havde Schaffalitzky efter Blædels tiltræ
delse to gange anmodet herom, men Helge Knudsen havde dengang an
modet ham om at blive på sin post. Derfor skulle det i løbet a f somme
ren 1935 være en formssag at gennemføre en forflyttelse, som såvel re
daktion som korrespondent ønskede. Med de tidligere kontroverser og Schaffalitzkys og Blædels vidt forskellige syn på udviklingen i Tyskland in mente, må en sådan beslutning være kommet Blædel svært tilpas.
Men ikke desto mindre trak forhandlingerne ud.19 Blædel ønskede M or
ten Kamphøvener som ny korrespondent, mens Viggo Jensen var med
arbejdernes kandidat.20
Korrespondentskiftet i Berlin blev imidlertid ikke til noget i denne omgang. Schaffalitzky takkede nej. Han valgte at fortsætte i Berlin, selv om stillingen i Paris ville gøre ham til Berlingskes bedst lønnede korre
spondent. At han på baggrund a f Helge Knudsens degradering turde afslå tilbuddet og dermed satse på at fortsætte i Berlin, kan formentlig tilskrives det faktum, at hans forhold til den nye mægtige chefredaktør var udmærket. Lund havde således flere gange udtrykt sin tilfredshed med Schaffalitzkys indsats i Berlin.21 Det har formentlig også for Ber
lingske været a f betydning, at han efter mere end tre år på posten hav
de erhvervet såvel erfaring som kontakter, der ikke automatisk lod sig overføre til en efterfølger. Sagens udfald understreger også, at man ikke ønskede at rette ind efter Blædels krav om linien i nyhedsstoffet fra Ber
lin.
Hermed var Blædels ønske om flytning a f Schaffalitzky gået i vasken.
Han måtte efter de mislykkede forhandlinger indstille til bestyrelsen:
»Jeg ville foreslå, at man, i hvert fald indtil videre, lader baron
Schaffa-I 3 4 T I L T A G E N D E T R Y K I T R E D I V E R N E
litzky fortsætte som korrespondent i Berlin. Jeg ville ikke nære nogen betænkelighed ved en sådan ordning, idet jeg mener, at forskellige mis
forståelser i fortiden hidrører fra, at baron Schaffalitzky ikke har været nøjagtigt orienteret, da han ikke har været ganske klar over, hvem i redaktionen han skulle henvende sig til. Slige misforståelser vil utvivl
somt let kunne undgås i fremtiden, når der er fuld klarhed over dette spørgsmål.«22
Også Blædels position på bladet var blevet styrket. Trods Saar-episo
den i januar var der internt på redaktionen i juni overvejelser fremme om, at han også skulle overtage posten som udenrigspolitisk redaktør på Berlingske Tidende i stedet for Erik Møller.23 Og dette blev gennem
ført den i. januar 1936. Men Blædels indflydelse var altså ikke så stor, at han fik Schaffalitzky forflyttet fra Berlin. Ledelsen fastholdt den eksi
sterende konstellation, selv om den tidligere havde givet anledning til uoverensstemmelser. På den ene side havde man en korrespondent i Berlin, der tilstræbte at følge en tyskvenlig linie. Hermed forbedrede man chancerne for korrespondentens forbliven i Tyskland. På den an
den side havde bladet i Danmark en over for nazismen kritisk uden
rigspolitisk redaktør, som ved talent og popularitet, via især sine radio
foredrag, tiltrak mange læsere.
Navnereformen
Var de interne magtkampe i Pilestræde til dels skjult for læserne, kom det i juni 1935 til fysiske ændringer a f både morgen- og aftenavisen, som ingen læsere kunne overse. Den 1. juni 1935 blev avisens hoved ændret, idet rigsvåbenet gled ud og blev erstattet a f slægten Berlings våben.
Sam tidig ændrede man morgenavisens navn fra »Den til forsendelse med de kongelige brevposter privilegerede Berlingske politiske og Advertissement-Tidende« til det, der egentlig altid havde været avisens daglige navn: Berlingske Tidende.24 Tilsvarende blev aftenudgavens navn ændret til det mere enkle og mundrette – Berlingske Aftenavis.
Indholdsmæssigt skete kun små ændringer. I april 1935 udskiftedes den engelske nyhedstjeneste fra Daily Telegraph med den langt mere omfattende og dyrere The Times News Service.25 Berlingske købte ret
ten til at disponere over en stor mængde britisk sto f samt nyheder og reportager fra dets korrespondenter.26 Nu var The Times News Service ikke bare et abonnement, man umiddelbart købte. Der blev stillet krav
til modtagerne. Hidtil havde Dagens Nyheder haft Times-tjenesten, men på grund a f de dårlige økonomiske vilkår på bladet og de reduce
rede redaktions-budgetter valgte man at opsige den. The Times tog så kontakt til Politiken på grund a f bladets store oplag, men fandt, at den politiske forskel mellem de to blade var for stor. I stedet blev det ende
lig Berlingske, der fik tilbudt forbindelsen på Blædels anbefaling. En forudsætning var dog, ifølge kontorchef A. J. Poulsens oplysninger fra Times-korrespondenten i København, Mr. Barman, at Berlingske havde givet »tilsagn om at holde sin kurs noget friere a f nazi-sympatierne end det hidtil, i hvert fald periodevis, har været tilfældet«.27 Barmans udta
lelser faldt tilbage i januar 1935 og var formentlig baseret på Berlingskes tyskvenlige linie fra 1933 til begyndelsen a f 1934. I hvert tilfælde fik Ber
lingske kontrakten med Times, og her spillede Blædels kritiske linie for
mentlig en positiv rolle.
Berlingskes artikler i den tyske propaganda
Den tyske propaganda anvendte fortsat omtale a f danske artikler i sit arbejde. Men antallet a f artikler var nu reduceret til nogle ganske få enkelttilfælde. Om propagandaens anvendelse a f de udenlandske blade skrev gesandt Zahle i september 1935, umiddelbart efter det årlige parti
møde i Nürnberg, at den anvendte de udenlandske presseklip om Nürn- berg-mødet under overskrifter som »Sensationelles aufsehen in Skandi
navien«, »Starker Eindruck in Genf«, »Grösste Beachtung der Polen« og
»Restlose Anerkennung in Bukarest«. Han konstaterede videre, at en
hver indrømmelse eller mindste anerkendelse a f det nye Tyskland i den udenlandske presse således hurtigt blev anvendt i den indenlandske propaganda. »Med hvilken iver der også ved denne lejlighed samles på ytringer, der kan vise den tyske avislæser udlandets beundring fremgår a f den omstændighed, at også redaktør Steinthal, der før stod på pro
pagandaministeriets proskriptionsliste, citeres ...«28 Hermed skulle man forstå, at når den til tider kritiske korrespondent fra Politiken blev cite
ret, ja da kunne næsten alt stof om Tyskland anvendes.
Ser vi på perioden 1935 og 1936, blev det kun til ganske få tilfælde, hvor den tyske propaganda anvendte Berlingske.29 Der var tydeligvis sket et drastisk fald, hvilket til en vis grad må tilskrives Blædels indgri
ben over for Schaffalitztky, der siden efteråret 1934 ikke som korre
spondent kunne bringe telegrammer og artikler, der var nazismen ven
1 3 6 T I L T A G E N D E T R Y K I T R E D I V E R N E
ligt stemt. A f de fire større sager er den første nævnt ovenover. Hertil skal anføres, at både Berlingskes og Dagens Nyheders og tilmed Politi
kens omtale blev brugt. Det turde godtgøre, at der ikke nødvendigvis behøvede at være tale om tyskvenlige artikler, for at den tyske propa
ganda kunne anvende dem i sit eget spil. Et andet tilfælde var en artikel a f Henning Kehler fra januar 1936, hvor han berørte tilfredsheden med Hitler i det tyske folk og fremhævede det nazistiske diktaturs overlevel
sesevne, over for de mange spådomme om det modsatte.30 En tredje artikel fremkom få måneder senere, hvor Schaffalitzky – ikke som kor
respondent, men under navn – offentliggjorde en større artikel på ledende plads om et besøg i en tysk KZ-lejr.31 Her forsøgte han at for
klare læserne, at der ikke var mange folk i lejrene længere, at de, der var der, havde det godt, og at de sidste lejre derfor snart ville blive lukket.
Den fjerde og sidste artikel fremkom i Berlingske Tidende i maj 1935 med Schaffalitzky anført som forfatter.32 Her forsøgte han at lukke øjnene op på danskerne, således at de kunne forberede sig på konse
kvenserne a f udviklingen i Det tredje Rige. Det var hans opfattelse, at danskerne ikke forstod tyskerne og derfor fejltolkede begivenhederne.
Han anbefalede derfor læserne at se Leni Riefenstahls film »Triumph des Willens«: »Thi denne film giver et sandfærdigt billede a f den begejst
ring, der behersker Tyskland i øjeblikket, trods sorg og savn.« Det var endvidere Schaffalitzky uforståeligt, at man i Danmark frygtede nazis
men: »Denne frygt er ganske uberettiget – hvad skulle vi dog i vort frie, lykkelige land med nazismen, dette resultat a f krig, Versaillesfred, inflation, krak og kommunisme? Tværtimod kunne vi, som bør være immune, se alt dette med udbytte, fordi det vil vise os, hvad Tyskland er blevet til, og hvad vi i fremtiden må regne med i politik og samkvem.«
Udviklingen i Tyskland var efter Schaffalitzkys opfattelse gået i retning a f »at udvikle fasthed i karakteren, mod, nationalfølelse og opofrelse for det fælles bedste. Jeg tænker i denne forbindelse slet ikke militært.
Ingen i Tyskland vil krig – selv om ej heller nogen frygter den, hvis Tysk
lands ære eller livsinteresser krænkes«. På trods a f Tysklands fredelige hensigter gjorde Schaffalitzky dog opmærksom på det faktum, at Tysk
land var en m agtfaktor alene i kraft a f sin store befolkning: »Udlandet har heller ikke noget der kan dæmme op for den vældige kraftkoncen
tration – snart står der i Europas midte 70 millioner tyskere, alle nøj
somme, energiske og dygtige og alle lystrende en eneste førers mindste vink. Fødes ikke et herskerfolk – fødes ikke verdens herre – således?«
Artiklen afslører Schaffalitzkys fortsatte beundring for Tyskland.
Den er en blanding a f en hyldest til landet og et forsøg på at få dan
skerne til at interessere sig for, at Tyskland snart ville blive en magtfak
tor i Europa med fredelige hensigter. Med nutidens viden er det natur
ligvis nemt at se, at Schaffalitzky fejltolkede Tysklands militære inten
tioner. Vi har tidligere omtalt, at oprustningen i Tyskland var åbenlys og blev indrømmet a f nazisterne med genindførelsen a f værnepligten i marts 1935. Dette vidste Schaffalitzky som korrespondent naturligvis.
Hans fejltolkning beror derfor ikke på mangel på informationer om tysk oprustning, men på en fejlvurdering a f styrets aggressive intentio
ner. Hvad der i dag i bagklogskabens lys forekommer indlysende, var i anden halvdel a f 193o’erne stadigvæk noget, som kun de mest klartse- ende fornemmede.
Positiv omtale a f Tyskland blev hurtigt anvendt i den tyske propa
ganda. Også a f to a f dansk presses ihærdigste kritikere, Ernst Grunow fra Flensburger Nachrichten og ritmester Daniel Ernst Schäfer, korre
spondent for Völkischer Beobachter i København.33 Begge fandt anled
ning til at rose Schaffalitzky for hans indsigt i tyske forhold. Således skrev Völkischer Beobachter, at for at begge landes befolkninger kunne forstå hinanden, måtte pressen løse den store opgave at oplyse befolk
ningerne om hinanden: »Selten ist wohl diese Aufgabe so instinktiv erfasst worden, wie es sich in einem Aufsatz des Berliner Korrespon
denten von »Berlingske Tidende«, Cai Schaffalitzky de Muckadell, zeigt.«34
Det er værd at understrege, at der var tale om et privat indlæg, og ikke en artikel fra Berlingskes korrespondent i Berlin. Denne frem
gangsmåde bekræfter, at Blædel ikke længere som korrespondent lod ham skrive, så det blev nazisterne tilpas. På den anden side stod bladets spalter dog åbne for private indlæg, som var venlige over for Tyskland eller udtrykte sympati for nazismen.
Schaffalitzky ude i kulden
For Berlingskes korrespondent i Berlin var situationen i 1935 temmelig usikker. På redaktionen i København havde Blædel forsøgt at få ham fjernet, men var a f Svend Aage Lund blevet presset til at fortsætte sam
arbejdet. Dette var naturligvis ikke nogen ideel situation. I Berlin var han heller ikke længere så populær som i det første halvår a f 1933, hvor
1 3 8 T I L T A G E N D E T R Y K I T R E D I V E R N E