I optikerlære i Berlin under besættelsen
Af C. J. Gomard
Efterbestået realeksamen komjeg i august 1935 ilæresom urmagerhos min far, urma¬
gerMortenEriksen i Ringe. I maj 1937skif¬
tedejeg lærested til urmagerO. Thoft Niel¬
seniSilkeborg, hvor jeg i september 1939 be¬
stodsvendeprøven med karakterug- ogmod¬
togurmagerforeningens sølvbæger,som var
foreningenshøjeste udmærkelse.
Min farhar altidværetenenergisk tilrette¬
lægger, oghan såen bedre fremtid for mig
somoptiker endsom urmager.
Pådettidspunkt fandtes derimidlertid in¬
gen anerkendt uddannelse som optiker i Danmark, og på min fars opfordring havde jegderforsøgtoptagelse på Deutsche Schule
fur Optik und Fototechniki Berlin, hvorjeg
skullebegynde i oktober1939.På grundafde
truendekrigsudsigter annullerede jeg tilmel¬
dingen, ogda krigensåbrød ud, fikjeg iste¬
det ansættelsesomurmagerhos Ib Knudsen iOdense. Dakrigen i vinterens løb artedesig roligt, tilmeldte jeg mig igen forårssemestret
iBerlin, hvorjeg skulle begynde den3. april
1940.
Ved krigens begyndelse var der indført visumtvang,hvis manville rejse ind eller ud
afTyskland. Det gikretletatfå visum,og re¬
sulterede iet stortfirkantetstempeli mitpas.
Senere lærtejeg,atvigtigetyske stempler al¬
tidvarrunde,ogatmanidet tyske fremmed¬
politi var meget nøjeregnende med, hvem
CarlJohan Eriksen,senereGomard, foran optikersko¬
len i Berlin.
der havde disse runde stempler. Ordnung
musssein.
Ioptikerlære i Berlin under besættelsen
Jeg rejste hjemmefra den 2. april 1940over Gedser-Warnemiinde. Min mors gode mad¬
pakke efterlod jeg desværre i Østersøen. I Warnemiinde måttejegspørgemigforomet togtil Berlin. Jegblev straksspurgtom,hvor¬
forjeg ikke hilste Heil Hitler,ogdertil kunne jeg kunsvare,atjeg ikkevartysker,ogatder jo ydermere stod på døren: »Trits du als
Deutscher hierherein, soli stets dein gruss
»Heil Hitler« sein«! Såjegvar altså ikke be¬
rettiget tilatbruge dennehilsen,menjegføl¬
te mignualligevel lidt beklemt ved situatio¬
nen.Dajegendelig kom iet nattogtil Berlin,
mødtejegstraks i det mørklagtetogenplakat
med ordene»Vorsicht, Feind hört mit«,ogda begyndtejegatspekulere på, omdet,jegher
havde indladtmig på,nuogsåvarfornuftigt
Ankomst ogindkvartering
Vel ankommet til Berlinden 3.aprilommor¬
genen,togjeg strakstil skolen,somlå i Wed- ding,etdecideret arbejderkvarter. Senereer¬
faredejeg,atdetvaridenne bydel,atde skar¬
pestebataljer i Hitlertidens begyndelse hav¬
de fundet sted mellemnazisterogkommuni¬
ster.Af de sidstevarderstadigendel i byde¬
len.
Detførste, jeg måtte foretage mig, var at finde et logi, som skulle være et møbleret
værelse. Påskolen blevjeg udstyretmedfire til fem mulige adresser, men blevstraks ad¬
varetmodattagedetførsteværelse på listen.
Detvarimidlertid det første værelsejegbeså,
ogtrods advarslenlejede jeg det straks. Det
varet ret stortværelse medenstor ogmeget smuk porcelænskakkelovn. Der var direkte udgang tilenindbygget balkon. Værelsetvar ret simpelt udstyret, men det var rent og pænt. Udlejernevar et, for mig at se, ældre
ægtepar.Hanvaransatvedenregeringsbyg¬
ning iWilhelmstrasse som portnermedhjæl¬
per. Mutter var en væver, energisk kvinde,
somstyrede hele familien,somogsåomfatte¬
deenomtrentblind voksensønogetbarne¬
barn,som »varkommet i utide«.
Familiemedlemmerne skændtesaltidener¬
giskoghøjrøstet,menjeg opdagedehurtigt,
atdettevaralmindelig omgangsform ibyde¬
len.Jegboedehos denne familieihalvandet år,og var nu ogda omfattet afskænderierne,
somjeghurtigt lærte ikkeat tagemigsånær.
Værelset kostede25 DMpr.måned inkl.mor¬
genmad,meni denkoldeste tid lidt ekstrafor kakkelovnsvarmen.
Ved middagstid på ankomstdagen måtte jeghavenogetatspise, ogjegfaldt da ind på
etmissionshotel i nærheden. Derstiftedejeg bekendtskab med det tyske rationeringssy-
stem.Dajeghavde bestilt denstørstekotelet på spisekortetpå 100g,blev jeg afkrævetet tilsvarenderationeringsmærke,ogdet havde jegjo ikke. Den lidt ældre serveringsdame
forklaredemig,atjeg havde gjortenfejl i mi¬
nedispositionerpåankomstdagen. Jegskulle allerførst, når jeghavde en bopæl, lade mig registrere påFolkeregistret,hvorfrajegville
blive sendt videre til afdelingen for ratione¬
ringsmærker. Såletvardetdog ikke, detvar
nemlig minværtinde,somskulleforetagean¬
meldelsen. Udenrationeringsmærker kunne jegkun få Erbsensuppe,ogdet fik jeg så.
Aftensmadenvarikkenogetproblem. Min
morhavdestoppetgodt med pølseog smøri
min kuffert, og hos købmanden havde jeg
købtenflaske saft, så den stod påklemmer
med saftevand. Det kunne ikke skade mine 95 kg, somnokvar formeget-selv for min højdepå 192cm.Detskulle dogsnartændre
Ioptikerlære i Berlin under besættelsen sig. Næstedag fikjeg så mine første ratione¬
ringsmærker. Bl.a. var der et afsnit, hvorpå jegkunne købeæg, og da jeg spurgte,hvor
mangejeg kunne få,varsvaretseks stk. Jeg
var himmelfalden, hvad skulle jeg stille op
med seksæg, menså vistedetsig,atdetvar tildelingen forenhel måned!
Nu begyndte hverdagen.Dervarskolefra kl.8til kl.17afbrudt afenmiddagspause. Jeg
vartilmeldt først et halvt års værkstedskur¬
sus og derefter hovedkurset, som varedeet kalenderår.
Jeg var optaget på dispensation. Reglen
var,atmanskulle have udstået ikke alene den
iTyskland gældendelæretid,menogsåhave
væretbeskæftigettreårsom udlært optiker, førmankunne optages som elev påskolen.
Sigtet med undervisningenvaratføre fremtil afslutningseksamen med titlen Staatlich ge-
priifterAugenoptiker. I denne eksamen var dentyskemesterprøveindeholdt.
Elevtalletvar allerede daret så reduceret pågrundafde storeindkaldelser til militær¬
tjeneste. På mit hold var der foruden tyske
eleverogsåenhollænderog en rumæner.
Påskolenvarder indkvarteretensanitets- gruppeafeneældremænd. For migatse var deresegentlige arbejdeatfå tiden tilatgå,og såskulle deværei beredskabpåskolens loft
med sandogandetbrandslukningsmateriale
for dettilfælde, aten engelsk flyver forvilde¬
desig ind over Berlin med en last af brand¬
bomber. Detvardertilsyneladende ingen fa¬
refor, forGöring havde jo lovet,atmanmåtte
kalde hamMeier, hvis der komsåmegetsom en enkelt fjendtligflyver ind overbyen. Det komsombekendt tilatgåanderledes.
Den 9. april 1940
Såkom den 9. april. Allerede om morgenen ved ankomsten til skolen føltejeg, atdervar nogetgalt. Sanitetsfolkenes radio smældede med marchmelodier, uophørligt og larmen¬
de.Jeghavde tidligeresludret medetparaf
dissemænd,og enaf dem trak mig til sideog
fortalte,atdentyskeværnemagtvargåetind
i Danmark. »... men det skullejeg ikketage migaf, for de havde naturligvis ingen ufrede¬
lige hensigter«. Det lå dog i luften,atdettro¬
ede han ikke selvpå.
Minklasselærer, dervaretfornuftigtmen¬
neske,varhelt indforstået med,atjegnu var påvejhjem til Danmark.Iførsteomganggik
minvej daogsåtil det danske gesandtskabi Tiergarten, men her var alle døre låste og eneste tegn på livvar røg op af skorstenen.
Senere fikjeg atvide, atman havdeværeti
fuldgangmedatbrænde arkivet. Så gik min vej til konsulatetpå Unter den Linden, hvor
konsulen togsig tid til attale med mig. Jeg fortalteham,atjegville hjem,menhan anbe¬
faledemigatslåkoldtvand i blodet. Uden ud¬
rejsevisum ville jeg blive tilbageholdt af paspolitiet, ogetvisumville jeg antagelig ik¬
ke kunne få under de bestående forhold. Som forholdene var, anbefalede konsulen mig at færdiggøre minuddannelsepåskolen, da jeg
varbegyndt,ogikke kunne fåentilsvarende uddannelse i Danmark. Denne anbefaling
sovjeg på, ogjegbesluttede atfølge konsu¬
lens råd.
Enveni Berlin
Jegkendte kunetmenneske i Berlin, ogdet
var entyskroer, somjeg havde truffet vedet rostævne, Rundtom Fyn, i sommeren 1939.
Han skulle blivemig en godvenimere end
Ioptikeriære i Berlin under besættelsen
Kaiser Wilhelms Gedächtnis Kirsche, 1942. I dager ruinenafden bevaret til mindeomkrigen. (Foto: C. J.
Gomard)
55 år.Berlinsomegn ermegetnaturskøn,og det blev under mitophold dernede tilmange skønne roture, altid med det danske flag i
stævnen afrobåden. Dette varmin vens ar¬
rangement Han elskede alt, hvad der var dansk, forelskede sig i 1939 på enroturien dansk pige, med hvem han nåede at holde guldbryllup. Trods mangeårsbopæl i Stutt¬
gartønskede hanatblive begravet iNyborg.
Han var en ægte ven, der gjorde, hvad han
kunne foratputtelidt kulturihovedetpåmig.
Detblev tilmangebesøg på slotteogmuseer, iteatreogtil revyer.Itilbageblik erjegham dybt taknemmelig.
Den lillekorruption
Det var noget af en forestilling at komme hjem i skoleferierne. Vanskelighederne be¬
stodhovedsageligti,atfåetvisuminden feri¬
en begyndte. Det startede med besøg hos fremmedpolitiet,hvormanskulleansøge om detDervaretmylder af menneskerogtrods detat »Ordnungmusssein«, var der ingen- somhelst nummerorden. Desuden havde personalet ikkesportravlt medatimødekom¬
me de mange mennesker, som rakte deres
pas og ansøgninger frem. Jeg var der flere
gangeforatrykkefordet eftertragtedestem¬
pel, etSichtvermerk, i passetTiden gik, og jeg blevmereogmere nervøs. Efterhånden
blev detklartatfikmanendeligvisumet,der
varnødvendigtforudrejsen, så blev det først
isidsteøjeblik.
Havdeman en eller anden forbindelsegik
det dog lettere, og i gesandtskabet var der hjælpathente.Her vistedetsig,atmankend¬
te en embedsmand med den rigtige kasket
Ham henvendtemansigtilietstillekontor,
efterathanvarblevetorienteretomsagenpå
Ioptikerlære i Berlinunder besættelsen
en diskret måde. Efter dette besøgkom sa¬
geni orden.
Senere trafjeg en dansk urmager, derar¬
bejdedei Berlin,oghan havdeenlangtbedre fidus. Han havde fået kontakt med en em¬
bedsmandifremmedpolitiet,somhavdebedt ham reparere et par gamle lommeure. Det kunnenok ladesiggøre, mensåmåtteurma¬
gerenogså have letved atfåvisum,-ogdet gik ganske glat. Urmageren fortalte mig, at vedkommendevarenfanatiskfrimærkesam¬
ler,så da jegnæstegang skulle til Danmark, havdejeg en passende mængde frimærker,
som jeg havde rekvirerethjemmefra, med i lommen,da jegopsøgtemanden direkte.Han
varretafvisende, indtilvitilfældigviskom til
atberøreemnetfrimærker.Så kom vihurtigt
tilforståelse: Han fik frimærkerne, fandt så
en lillepengekasse frem, og deri lå detnød¬
vendige stempel,sådetvarjo let.
Jo, den lillekorruption trivedes. Detaller¬
bedstemankunne opnånogetmed, vardog
smørellersmørmærker,menbeggedelevar
jeg afskåretfraattilbyde.Anderledes så det ud forminevenner igesandtskabet. De hav¬
de ikkeegentlige rationeringskort, menfiki stedetBezugsscheine, hvorpå dekunne ind¬
købe rigeligt, hvis altsåvarernevarfor hån¬
den.Medhensyntilvarigeforbrugsgodervar
detsjældenttilfældetSmør fik deefter behov
hjemmefra.Enmorgen,da deneneafsekre¬
tærerneskullerejsehjem på ferie,varvitre mandfolk,somhentede hende, foratfølgeog bære. Vi nåedeikke denplanlagte bus tilStet- tiner Bahnhof og den næste var forsinket Detvarklart,atvi ikke kunnenåtogetEfter
løfteompassendeerstatning lagdevitrevore smørmærkersammen,der i altgavadgang til
atkøbeca. to halvepund smør. Vi betroede
ostilbuskonduktørenogfortalte, hvorvigtigt
detvaratnåtogetHan fiksmørmærkerneog gik forud og hviskede med buschaufføren,
ogsåtogpokker ved bussen. Denpasserede flere stoppesteder uden at stoppe. Fremme vedbanegårdenstakvii løb.Togethavdesat
sigigang, menkørte endnusålangsomt at
vores veninde blev halet ind afen behjertet konduktør,ogvi nåedeatkastebagagenmed ind itoget. Detvarsåheldigtoverstået atvi
tremåtte haveenbanegårdsølforatfejre be¬
givenheden, ogak, først daopdagedejeg, at jeg iskyndingenvarkommet til ogsåatkaste
min skoletaske med ind i toget. Heri lå alle mine notaterfra undervisningen. Turen gik straks til stationsforstanderens kontor. Hel¬
digvisfik jeg tasken igen medet returneren¬
detog.Uha, denvarslem.
Jeg mistede for øvrigt tasken igen, da hele klassenvarudeforatfejre veloverstået eksa¬
men.Vihavdeværetpå rundtur tilforskellige påfyldningssteder, og et af stederne havde jeg ladet tasken stå, men hvor? Næste dag
måttejeg sammen med en kammeratud at repetere, hvor vi havdeværet Det varikke let men til sidst lykkedes det Sidste eksa¬
mensdag og den efterfølgende fest foregik
den26. september. Påkongens fødselsdag.
Luftalarm
Luftalarmer skulle der ifølge Göring ikke
være brug for, men alligevel kom der over¬
flyvninger og senerebombardementer ista¬
digstørremålestok.Inden deblevvirkelig al¬
vorlige,havde jeg doglagtDas Reichbag mig
og varreturnerettil Danmark. Luftalarmerne kom ved nattetid.Jegboedekort fra skolen, hvor der var beskyttelsesrum, så det blevi nogletilfælde aktueltatbrugedet
Ioptikerlære i Berlin under besættelsen
Dervar normalten surstemning, ikke så meget over flyveraktiviteten, som over den
mistedenattesøvn. Detkunnedogogsåske,
atenluftalarm overraskedeenundervejs.En
ganghavdejegværettilet arrangement,hvor jeghavde vundet enflaske blommebrænde¬
vin. Påvejhjem med flasken blev der blæst luftalarm, ogjeg måtte i enbeskyttelseskæl-
der i en stor beboelsesejendom. Jeg med¬
bragte min blommesnaps, som jeg afbitter erfaring vidste, atminmaveikke kunne tåle.
Dajegfiskedesnapsenfrem,blevjeghurtigt midtpunkt i forsamlingen,ogda alarmenblev
blæstaf,varflaskennetop tom.
Detbedstudstyrede beskyttelsesrum,jeg harværeti,varHotel Nordlands overfor Stet- tinerBahnhof.Jegvar en senaften forhjem- adgående med S-toget, da der blev blæst luft¬
alarm.Togetkørte ikke længere, ogviholdt netoppå StettinerBahnhof.Deneneaf mine
venner varhotelmand,oghan styrtede i for¬
vejen, og detviste sig, athan varkendt med
hotel Nordlandsbeskyttelsesrum,somviog¬
så nåede på ethængende hår. Hotellets bar
varunderjordiskogfungerede samtidigsom beskyttelsesrum,ogdertilbragte vietparly¬
stige ogvåde timer. Hotelgæsterne i baren
skiftedes til at spendere flasker. Der var in¬
gen, der tognotits af, atjeg ikke gav noget.
Detvar sikkerttydeligt for enhver, atjeg in¬
gen penge havde. Da luftalarmen endelig
blevafblæst,varal S-togsdrift indstillet,ogjeg
måttevandreadskillige kilometer, før jegvar hjemmeiWedding.Jeghar sikkert haft godt
af luftenovenpåstrabadserne.
Forskellige omgangsformer
Omgangsformernevaretkapitel for sig. Jeg
startede minBerlinertid ietproletarkvarter,
hvor tonen blandt beboerne ofte var krads¬
børstigognoget saftig. Dervar en hakkeor¬
den, og den skulle overholdes, ellers blev
ordskiftet let meget højlydt. Da jeg senere
flyttede til Vestberlin, viste det sig,atfolk her
varganske anderledes.Manvogtedemerepå
hinandenog var mere forsigtig iomgangsto¬
nen.Kritik afstyret, somjeg ofte hørte ipro¬
letarkvarteret, hørte jeg meget sjældent i
Vestberlin.
Når vimødtespåskolenom morgenen,hil¬
steelevernealtidpåhinanden med håndtryk
ogdetsamme,når viskiltes. Eleverne sagde dog du til hinanden, mendetvarutænkeligt,
atlærereogeleverbrugte du-formen overfor
hinanden. Man føltesigåbenbart ikke alt for
sikkerpå, hvordanjeg ville opføre mig. En¬
gang varderetarrangementpåskolen, hvor lærerne medbragte deres ægteviede. En af
lærerne hed dr. Thiele, en højtidelig mand,
som næstenaldrigsmilede.Jegblev trukket
til side afenandenlærer,somville sikre sig,
atjegnuogsåville titulere dr. Thieles vivmed
»Frau Doktor«. Det villejeg da gerne, hvis
hunvarDoktor, ellers kunne jeg ikke drøm¬
me omdet! Det blevdog ikkenogetproblem,
fordengode FrauDoktor talte ikke medno¬
genunder rektorrang.
I minnaboejendomvarderetfristed i form
atenølknejpe. Etglas øl,eineMolle, kostede
25pfenning,ogdet kunne jegnu ogda tillade migatspendere.Tilatbegynde medvardet påfaldende, atsnakken forstummede ved de
fåborde dervar, når jegkom ind.Det foran¬
drede sig dog hurtigt, så jeg er nok blevet godtagetogansetsomufarlig.
Vihavdesomviceværtenperson, somofte optrådte i den brune SA-uniform. Hans arbej¬
de bestod bl.a. iatholdeøjemedhustugten.
1optikerlærei Berlin under besættelsen
BrandenburgerTor, 1942. (Foto: C. J. Gomard)
Nårhan kom ind iknejpen bredte tavsheden sig øjeblikkeligt, og når folk igen fik stem¬
mensbrug, vardet kun ganske banale ting,
som diskuteredes. Hauswarten var absolut
upopulæridisse ejendomme.
Da jeg flyttede til Vesten, forløb jeg mig
imodgodtonevedietøltempelatbestille»ei-
neMolle Bier«. Udtrykket Mollevarabsolut plebejiskogbrugtes ikke i de lidt bedre kred¬
se.
Iknejpen faldtjeg ofte isnakmedenærke- berliner,som varblevet såret afsennepsgasi Første Verdenskrig. Sårene lægedes aldrig helt, så ibegyndelsen fik hanenspeciel tilde¬
lingafolivenolie tilatsmøredem med. Da oli¬
venolienslapop,bad han derforlægenom en recept på amerikansk olie. Detville lægen i første omgangikke ordinere ham: »De bru¬
ger det jo blot til at bage kartoffelpuffer med«. Manden fik alligevel sin recept, og
lægen havde uforvarende givet ham en idé.
Detkunnegodt lade siggøreatspisekartof¬
felpuffer bagt med amerikansk olie, uden at
maven løb løbsk, og manden fandt andre
smøremidler til sinesår.
Selvvarjegved lægen enenkeltgang.Det
var en speciel oplevelse. Vi varfem ad gan¬
genihans konsultationsværelse. Iethjørne
/optikerlærei Berlin under besættelsen
sadjeg, i etandetsadengammelkone med bandageredeben plustreandre med diverse skavanker.
Pudsigt nok har jeg foren del år sidenop¬
levetnoget lignendei etstort øjenhospital i London. Overlægen havde sit skrivebord
midt foren langvæg. Vedto afvæggene sad patienternepå radogrække. De blev enfor
enkaldt frem til skrivebordetogudspurgtom deres skrøbeligheder. Herfra blev de så af overlægenvisiteret ud tilenflokyngrelæger
eller optikere. Når disse havde tilendebragt deres undersøgelser, kom patienten tilbage
til overlægens skrivebord, hvor afgørelsen
om eneventuelbehandlingsåblevtruffet Fjendebilleder
Isærmenskrigen gik godt for tyskerne, kør¬
tepropagandamaskinernefor fuld kraft. Ofte lød det i radioen: »Mitteilung des Oberkom-
mando des Heeres. WirbringeneinSonder- meldung«. Og såblev derefter fanfare med¬
delt,atmanhavde vundetetbetydeligt slag.
Senere, da sejrene ikkemere var sååbenba¬
re, blevsærmeldingerne sjældnere. Også på detmere lokale plan arbejdede reklamema¬
skineriet
En gangjegkom ud fra Bahnhof Friedrich- strasse,lød derdejlig kvindesang. Detvar en
importeret sydamerikansk sangerinde, Ro¬
sita Serano, der sang. Jeg skulle naturligvis hørenærmere,såjeg gikoptilhjørnet af Un-
terdenLinden, hvor dervaropstilletetkæm¬
pemæssigt bjerg afdet modbydelige, grove
toiletpapir. Det var til salg til overpris, og overskuddetgik tiletbestemt formål. Sangen skulle så lokke folktil,-salget blevforestået
afenmilitærkommando!
MensjegvaransatiVestberlin, blev der på
Schlossplatz afholdten udstilling med titlen:
»UnsereVormarschimOsten«.Detskulle il¬
lustrere en russisklandsby: Voksdukkervar klædt ud som russere, boligforholdene var
elendige, og møblerne var faldefærdige. Et afsnitvarhelliget det russiskeefterretnings¬
væsen. Der var et forhørslokale, et tortur¬
kammerogethenrettelsesrum, praktisk ind¬
rettetmed fliser pågulvetogspuleslange til
at skylle blodet bort med. Udstillingen stod dog ikke tiden ud. Ennathavde statsfiender
haft held tilatbrændenogetafdenaf. Dergik
imidlertid også en historie om, at man en morgen havde fundet et skilt foran indgan¬
gen, hvorpå der stod: »Udstillingen slutter
snart Proletarerne iWedding vil have deres
møblerhjem«. Udstillingen skulle illustrere,
hvilke undermenneskerrusserne var.
Jeg måtilstå, atjeg éngang har straktar¬
menoptil Heil-hilsen, detvarpåHitlers fød¬
selsdag. Da jeg altid har været nysgerrig,
måtte jeg hen på Wilhelmplatz og opleve,
hvordan denne dag blev fejret. Foran Rigs- kancellietvarder stuvettusindvis afmenne¬
sker sammen. De fleste har nok været ud¬
kommanderet, men endnu på det tidspunkt
var der en begejstret folkestemning. Da så
Førerenkom udpåbalkonen,gikfolk amok.
Derblev råbtogskreget, ogheilet ogheilet.
Pludselig blev jeg spurgt, hvorfor jeg ikke
heilede. Mit svar var det sædvanlige, at det
var en tyskhilsen, som det ikke tilkom mig
somudlændingatbruge,menjegturde sim¬
pelthen ikke andet end atløfte armen tilhil¬
sen. Detkanjeg godt skamme migoverden dag i dag.
Sammen medto danskevennerkrydsede jeg en aften byens mest trafikerede plads,
Potsdamer Platz. Dervarpådet tidspunktaf
Ioptikerlære i Berlin under besættelsen krigen ikkemegentrafik,menvitre, somik¬
keengang variløftet stemning, skråledefor fuld hals »Its aflongwaytoTipperary«.-Det kunne have kostet et ophold i koncentrati¬
onslejr.
Økonomiske forhold
Iden første tidjegvariBerlin,varder stadig
en række forlystelsesmuligheder. Ud over det klassiske teater og revyer, som f.eks.
ScalaogWintergarten,varder ogsåetunder¬
holdningstempel, Haus des Vaterlandes,
samtenrække cafeerogrestauranter,hvoraf
enstordel ikkevarfor minpengepung.
Detøkonomiskegrundlag for min skoletid
i Berlin var baseret på den såkaldte turist¬
mark, somkunne købes til en retlav kurs.
Den ordning blev imidlertid ret hurtigt sløjfet, og D-marken stegtil kurs 171. Dette forrykkedeminøkonomiskebasis, menhel¬
digvis fik jegetlegat på 800 kr. fra Otto Møn¬
stedFonden,ogde rakte langt dengang.
KongChristian den X's fødselsdag, den 26.
september1940,fiketværdigtforløb ogbød samtidigpå min førsteegentlige kontakt med
andre danskere siden min ankomst den 3.
april.Detstartedepå Unterden linden, hvor
etpargamlenavere, som vargroetfast i Ber¬
lin, stodogsolgte Berlingske TidendeogPo¬
litiken.Defortaltemig, atdervarreception i gesandtskabet, og der skulle jeg absolutgå hen, også foratskrive min lykønskning ien
fødselsdagsprotokol.Jeg måttealtså hjem,og idetpænestetøjjeghavde.Igesandtskabet,
som lå iTiergarten, var der stort røre. Ved indgangen stodenældrelegationstjener,som vistevejoppå førstesal.Ovenforstodenikke
rethøj, mørkhåretogsmilendemand ienfin
marineuniform. Det var den senere så be¬
rømte kommandørkaptajn Kjølsen, som var
den, der først underrettede den danskerege¬
ring om den forestående besættelse af Dan¬
mark. Længere inde i gemakkerne stod ge¬
sandten, kammerherre Zahle,ogtogimod.
Jeg havde indtrykaf, atman passedeme¬
getpåikkeatgøreforskelpåde danskegæs¬
ter,somfor de flestes vedkommende tilhørte den danske koloniiBerlinog som varfastbo¬
siddende. Der blev budt på sekt og pinde¬
madder.Beggedelevarkompletnyefor mig,
ogjegtognok lidtforrigeligt tilmig afpinde¬
madderne, for en anden gæst spurgte mig,
omjegaltidvarsåsulten.-Detvarjeg vist
De ansatte i gesandtskabet blandede sig
med gæsterne, ogjegfik kontakttilto kon¬
tordamer, som begge var udsendt afuden¬
rigsministeriet som sekretærer. De indbød migtilenprivatsammenkomstideres fælles lejlighed sammen med enkelte andre unge, ogdet blevenfestlig afslutning på fødselsda¬
gen. Gulvtæppet blev rullet sammen, og så skulle dernaturligvis danses. Grammofonen strejkede imidlertid, så jeg måttereturtilen
skolekammerat, som lånte mig en grammo¬
fon og endel plader,og så fortsatte festentil
ud på de småtimer. Desværre gikengram¬
mofonplade istykker. Den skulle naturligvis
erstattes, men man kunne kun købe en ny, hvismansamtidig afleveredeenanden,og en sådanvar temmelig umuligat få fat på. Det lykkedes dogatfindeen person, som gerne villesælgeetgammeltvragafenpladeforen nyplades pris, hvorefter jeg kunne købe en nytilminskadelidte kammerat
Ernæringen varet centraltpunkt Altvar rationeretligefrasæbeoverkultilfødevarer.
Fodtøj kunne man kun få på et specielt Bezugsschein. Bortset fraethurtigtvægttab
Ioptikerlære i Berlin under besættelsen
Tiden i Berlinvarikke altidlige alvorlig.
fra 95 til74 kg klarede jeg mig dog udmær¬
ket.Påmiddagsrestauranten brugtejeg først
100gkødmærkerne tiletmåltid og derefter
dempåkun50g.Nårdeogsåvarsluppetop,
såstod denf.eks.pårødkålogkartofler eller på kålrabi på mange forskellige måder. Jeg glemmer aldrig den søde lugt afkålrabi og
kunne dendag i dag ikke fåensådanretned.
En af mine skolekammerater fortalte, at han hver dag fik en halv liter mælk hos en Milchbauer. Det kunnejegikke forstå.Såvidt jegvidste, blev mælk kun solgt til børnefami¬
lier,mensåtrak han migendag med til ejen¬
dommensbaghus, ogder stod der på første
salenenlig malkeko! Dethavdejegikketro¬
etmuligtmidtiBerlin.
Dervarogsåendjærvbagerkone, hvor jeg
købte brød. Nu ogda havde hunetkagelig-
nendebagværk,men de dage lugtede der af salmiakspiritusibutikken.Hunforklarede,at grundet gærmangel brugte de ammoniak
somhævemiddel. Samme bagerkonevarik¬
kebange foratbande styretlangtvæk. Det erfarede jeg, da der i butikken stod en for¬
grædt kone, som netop havde fået besked
om,atmandenvarfaldet i Rusland.
Folkestemningen
Propagandaenvar etkapitel for sig. Bortset
frade støjende propagandeudsendelserira¬
dioen, mærkedeman den ikke særligt,men denvarder. Aviservarder nokaf, ogdevar billige.Ibegyndelsen læstejeg avis,ligesom jeg varvanttil hjemmefra:Jeg troedepå, at hvad der blev skrevetogsåvarreelt. Påvirk¬
ningen var ret så ensidig, men den kom umærkeligt, dråbevis.Dervarikke mulighed
foratsammenligne med andre nyhedskilder.
Jeg hørte f.eks. aldrig nogen fortælle, at de
havde hørt udenlandsk radio.Engangvarjeg
iet størreengrosfirma,foratgøreetindkøb.
Ikke såsnartvarjegkommet ind ad døren,
Ioptikerlære i Berlin under besættelsen førder blevannonceretenførertale. Alle blev
siddende på deres pladser, mens den lange tale blev udsendt over den interne radio.
Undslippe den var ikke muligt, for udenfor
varderogsålukketopforhøjtalerne.
Dader engangvarbesøgaf denjapanske udenrigsminister var begge sider af Unter den linden besat aftætte skarer afjublende
ogfanesvingende folk. Jeg undrede migover det massive opløb på en almindelig arbejds¬
dag. Etpartimer efteropløbet trafjegentem¬
melig beruset Berliner, der fortalte mig, at hele hans fabrikvarblev udkommanderet for atagere spontanjubel. Han syntesdog, han
skulle havenogetpositivt ud af dagen, ogdet
resulteredeiden storebøhmand. Såvidtjeg husker,vardetdengang, detrigtigtgikopfor mig, hvor snedigt der blev manipuleret. Pro¬
pagandaen startede allerede på børnehave¬
stadietDagligt kom derenflok puslingefor¬
bi skolensyngende »Dennwirfahrengegen
Engeland«. Sommetider lød detsom om de
sangEngel Land,mendetvarnok utilsigtet.
Vi havde en lærer, somhavde en forbløf¬
fende humoristisksans. Hanstartede under¬
visningenmedet»Heil Hitler,meine Herren
...und GutenMorgen HerrEriksen«. Samme lærervartemmelignervøsfor,atskolen skul¬
le blive lukketoglærerne indkaldt til militær¬
tjeneste, hvad forstanderen allerede varble¬
vetRygterneherom gikjo,ogjeghavdevist
væretlidt åbenmundetom,atman nok i ud¬
landet ville synes, detvar snyd, atmanførst
ønskede udenlandskeelever,ogdernæst luk¬
kede bedriften. Det begyndte åbenbart at brændepå, forendag blev jeg bedtom,atbe¬
søgeham ihans privatbolig. Formålet viste sigatværeetønskeom,atjegskulle skrive til Byrådet hvorunder skolen sorterede og
gøre redefor mine synspunkter, ogifælles¬
skabsattevietsådant brevsammen.Detblev
aldrig besvaret, men skolen blev dog ikke lukket,mensjegvariBerlin.
Etafgørende møde
11941 komjegud foren skelsættende begi¬
venhed. I sommerferien mødte jeg en pige,
somjegblevmegetbetaget af. Det skete ved ballet efter et Danmarksmesterskabs svøm- mestævne. Min far var formand for idræts¬
parken, oghan accepterede uden videre, at ikke-medlemmer kom ind til ballet når de bloterlagde den obligatoriske 1-krone.
Vi lærte faktisk hinanden rigtigtatkende
gennem brevvekslingen, som dog kunne
være problematisk. Dels var den langsom,
menbrevene måtteogsågennem censur, og detvarikke fåbreve,som ankom medsorte overstregninger, så indholdet var ulæseligt
Omjegvarforåbenmundetomforholdene i Berlin, elleromjeggav udtrykfor såvarme følelser, atcensurentrådte i kraft, vedjegik¬
ke,men nu,hvorjegskriver dette, har jeg lyk¬
keligt holdt guldbryllup med sammepige.
HosSöhngespå Kurfiirstendamm Efterbestået eksamen skete derenvæsentlig forandring i min tilværelse. I Danmark var der i optikerkredse en tilbageholdenhed i ansættelse af flerefolk,væsentlig baseret på frygt forvareknaphed. Selv villejeg ogsåger¬
neopsamlenogenpraktiskerfaring. En af mi¬
nelærere kontaktedeenoptiker Söhnges på Kurfiirstendamm, og der fik jeg ansættelse
fradag til dag.Detvarpåmangemåder lære¬
rigt. Chefenvarmegetmoderne indstilletog havdearbejdeti USA før krigen. Hanvarfag¬
ligten ener ogikke bangeforatgånyeveje.
Ioptikerlære i Berlin under besættelsen
Udovermigvarderansatensvend,tolærlin¬
ge ogenkontordame. Yderligere stod hans kone ofte ved kassen.
Meningenvar, atjeg dels skulle arbejde i forretningen påKurfiirstendamm, delstoda¬
ge om ugenienfilialetandet stedibyen,som
længe havde været lukket Chefen selv var
overbevist nazist med buste i vinduet af Hitler ved passende lejligheder. Efter krigen ved jeg,athan hurtigt »glemte«sinnazistiskefor¬
tidogendtesomdekoreretafdet nuværende styre.
På skolen havde vi fået en primitiv ind¬
føring i tilpasning af slebne,storekontaktlin¬
serafoptisk glas. I forretningentilpassedevi
en del af disselinser,hovedsageligt til skue¬
spillere, men ikke med den store succes.
Øjnene stod fuldeafvand, ogdetvarikke så heldigt, hvis det drejede sigom enlystspilrol¬
le.
Chefen var dygtig til at fremskaffe varer.
Indimellemtoghan på indkøbsrejse til leve¬
randører,mendetvarhvergangpåfaldende,
hvor solbrændt hanvarvedhjemkomsten. Vi
blev alle hurtigt klar over, at en del afind¬
købsrejsen gik til sneområder i alperne. Når
hanvarbortrejst, blandede hans kone sig i al¬
ting,oghunvarmegetmistænksom. Da hun
engang foretog optælling af varelageret,
mens mandenvarborte, mente hun atkon¬
statere, atdermangledenoglebrillestænger.
Det var det rene vrøvl, så da chefen kom hjemforlangte vi, at enten skulle han holde sinkone væk fraforretningen,ellerogsåville
vi søgeandet arbejde. Hanssvar varganske
enkelt »Nu skal i holde kæft! I har hende kun få timerhver dag, jeg har hende hele døg¬
net«. Detvarsåindlysende rigtigt atvistak piben ind.
Jødernes situation
Beretningen om de ni måneder,jegvar hos Söhnges,fører migindpåjødernesstilling. I dagtimerne så vi sjældent jøder i gadebille¬
det.Devarellersletkendelige, da de allevar
pålagt at bære en jødestjerne på tøjet. De
holdt sig inde det meste afdagen, men i ti¬
men mellem kl. 17 og 18 dukkede defrem.
De måtte kun foretage indkøb ellerbenytte transportmidler i denne time, ogdet kompli¬
cerede deres tilværelse iuhyggeliggrad.
Trods minarbejdsgivers nazistiske indstil¬
ling, havdeviendel jødiske kunder,somhan dog behandlede anstændigt. En del af disse jødervari teorienretvelhavende,menderes
midlervarbåndlagte, så skulle de have bril¬
ler, måtte de førstgodtgøre,hvad det ville ko¬
ste og dernæstansøge, omde måtte få frigi¬
vet etpassendebeløb af deresegne penge.
Forretningenlukkede kl. 18,og dajegen aften skulle med bussen hjem, var der en
gammel jødisk kone, som ikke magtede at kommeopibussen. Konduktørenstodmed hånden på klokkestrengen og var ikke til
sindsathjælpe hende.Jeg skubbede bagpå,
ogdet lykkedesatfåhende op.Bagefterhvi¬
skede konduktørentilmig-hanvarklarover, atjegvarudlænding-athan inderligtgerne havdehjulpet hende,menhan turde ikke.
Detsketehyppigt,atenjødisk familie mod¬
togordreom en morgentidligatstille vedsy¬
nagogen, ogde vidste da, at en deportation
varforestående. Det medførte mange trage¬
dier.
På gesandtskabetvar der ansat en dansk løjtnant, oghan havde fundet et logi ved et
par ældre jøder, som han på mange måder søgte atlette tilværelsen for. Han varblevet bebrejdet afmyndighederne, at han boede
Ioptikerlære i Berlin under besættelsen hos enjødisk familie oghavde da svaret, at
hvismankunne skaffe hamenlejlighed, ville
han da gerne flytte. En dag blev denne løjt¬
nant kaldt hjem til boligen, hvor han fandt ægteparretliggendedøde i deressenge,efter
atde havdetagetcyankalium.Pånatbordet lå ordren omdenfølgende dagatstille ved sy¬
nagogen.
Selvlogerede jegvedenFrau Ruben i Vest¬
berlin. Navnet indicerede, at hun havde
væretjødiskgift,menselvvarhunikkejøde.
Iejendommen boede derogsåenjødiskfami¬
lie, somFrau Ruben åbenbartnuogda vek¬
slede nogle bemærkninger med. Endagfor¬
talteminværtinde,atjegvarpopulær hos dis¬
se mennesker, fordi jeg, når jeg mødte dem påtrappen, ikke sagde Heil Hitler, mentog hatten afogsagde Guten Abend (Er zieht den Hut). En aften jegkom hjemfraarbejde,var døren til dereslejlighed forseglet,ogfamilien
varborte.
Dagligliv
Min værtinde havde en ikke alt for begavet hushjælp,ogidet daglige kom de fint tilret¬
te,men engangjeg kom hjem,var stemnin¬
genabsolut dårlig.Dervarpåetafsnit af rati¬
oneringskortet blevet frigivetnoget så sjæl¬
dentsom enhalv flaskespirituspr.hoved. Nu
varsagenden,athalve flasker ikke vartilat få. Altså måtte Frau Ruben og Rosagåsam¬
men om enhel flaske. Den eneville imidler¬
tid havesnaps, ogden anden ville havecog¬
nac.ProblemetvarnæstenuløseligtDetblev dog løst ved,atdetodamer købteenhel fla¬
skecognac, mensjeg medenanden fandt ud
afatkøbesnapsen, ogsådeltevi iporten.
Jegfik i denne periode minvarmemad hos
enfamilie,somboede isammeejendom,som
forretningen lå i. Vi udgjorde en mindre
kreds afspisegæster.Værtinden tronede for bordenden, og hun var tydeligt ilde berørt
overhendesgæstersmadvaner.
Årsagen
var, at flere af disse havde familie på landet, ogderfra fik de tilsendtpølse med videre i be¬
skedent omfang. Enhver vogtede nidkært
oversinlidt fedtedemadpapirpakke.Dervar aldrig taleom,atnogenbød de andre af her¬
lighederne.
Ienjuleferie fik jegsyetenmegetfinover¬
frakke, den var meget mørkeblå ogvældig
varm. Færdigvarer kunne jeg nemlig ikke
passe.Pådet tidspunkt frøs detomkring 20°i Berlin, så den kom mig meget tilpas. Den
førstedag efter ferien, da jeg viste mig i for¬
retningen,fik min chef mundvand ved synet affrakken, som han absolut ville købe. Jeg vidste, athan under disken havdeforskelligt fotoudstyr, som jeg forgæves havde været ude efter. Nu accepterede jegat sælge frak¬
ken, hvisjeg kunne fåetfotografiapparatsom
betaling,menmente dog, athan førstskulle undersøge,omfrakken kunnesys omtil ham.
Ved lukketid spurgte jeg efter min frakke,
som han allerede havde været hos en lille skrædder med. Frakken var sprættet op og skårettil, for han ville ikke risikere,atjeg for¬
trød handelen, hvilket han ikke lagde skjul på. Så måttejeg johjem i de 20° kulde uden overtøj, men heldigvis havde jeg den gamle
frakke hængende. Jeg mener stadig, atjeg gjordeen god handel, forfotografiapparater
varikke tilatopdrive.
Detvarjo ikke alene jøder, det gik udover.
Åndssvage
ogsindssyge udryddedeman og¬så. Minvenfortaltemig,athan havdeenkol¬
lega, som havde en dybt åndssvag søn, der
for hansregningvaranbragtpåeninstitution.
Ioptikerlære i Berlin under besættelsen
C.J. Gomard foran Sans Souci,1941.
