De unge skal styrkes i at føle sig anerkendt som ligeværdige

medborgere, hvis indsats gør en forskel

Vi har brug for at blive anerkendt og accepteret, både som ligeværdige medlemmer af samfundet og som fuldgyldige samfundsborgere, hvis indsats gør en forskel.

Vi har brug for at opleve, at vi respekteres på lige fod med andre borgere i samfundet uanset vores individuelle kendetegn, etnicitet, religion, fødsels-sted eller sociale placering, da det giver os en følel-se af følel-selvrespekt. Vi har brug for retlig anerken-delse (Honneth, 2003).

Behovet for retlig anerkendelse omfatter en række forskellige niveauer; både de mere formelle, øko-nomisk og juridiske, som især handler om ret-tigheder og muligheder i samfundet, og de mere uformelle kulturelle, handle- og adfærdsvaner, som handler om at blive respekteret og inkluderet som ligeværdig medborger i samfundet. Mange unge på kanten har en følelse at være udenfor det store fælles samfund, og nogle opfatter sig mere som modborgere end som medborgere (Soei, 2011). Følelsen af at være udenfor kan for eksempel skyldes konkrete personlige oplevelser fra skole og institutioner, opvækst i ’skæve’ familier og flovhed Hvad betyder det for

produktionsskolerne?

De unge, der af forskellige grunde har lidt nederlag, har brug for at få opbygget en tro på, at ting også kan lykkes for dem.

Produktionsskolen skal bevidst skabe rammer for produktion og fællesskaber, som indeholder udfor-dringer, der giver den enkelte elev tryghed til at lære at håndtere uro og usikkerhed i det udviklingstempo, som passer til ham. Det indebærer blandt andet op-gaver, der er tilpasset den enkeltes udviklingsniveau.

Den unge vil have brug for igennem struktur, over-skuelighed og tilpassede opgaver at få støtte til at træne de personlige kompetencer som behovsud-sættelse, udholdenhed og selvopholdelsesdrift.

Det kræver, at de er i et miljø på produktionsskolen, som gennem tilrettelæggelsen af arbejdet hjælper dem til at finde livsglæden, optimismen og tro på, at ting kan lykkes, og som træner deres mod i forhold til at turde give sig i kast med nye og tilsyneladende uoverskuelige opgaver.

ved at vise sit hjem og sine forældre frem til venner og kammerater, eller at være/have været anbragt uden for hjemmet på en døgninstitution eller i en plejefamilie. Det kan være på grund af fattigdom og forældre på overførselsindkomst. Endvidere be-skriver mange unge med anden etnisk oprindelse end dansk, at de på grund konkrete oplevelser på diskoteker, i skolen eller på grund af medierne og nogle politikeres generalisering af ’muslimer’, og

’indvandrere’ føler sig udenfor det store fællesskab af danskere (Clemen & Henriksen (red.), 2014).

Vi har også brug for at blive anerkendt som nogen, der bidrager til fællesskabet, til det sociale liv, til kulturelle og arbejdsmæssige fællesskaber på bag-grund af vores særlige individuelle livsforløb, præ-stationer eller kompetencer. Kort sagt: At det gør en forskel, om vi er der eller ej, at vi betyder noget for andre – og at vi vil blive savnet, hvis vi ikke er der. Vi har brug for social anerkendelse (Hon-neth, 2003).

I ungdomsperioden forventes det, at den unge dannes, modnes og frem for alt uddanner sig til engang senere at indgå i et arbejdsmarked og leve et selvhjulpent voksenliv. Men for nogle unge giver

skolelivet umiddelbart ingen mening, og de får en fornemmelse af nyttesløshed: „Hvad skal det hele nytte og hvilken nytte gør jeg?“ Nogle unge ople-ver let, at de som individer og det, de foretager sig, ikke gør nogen forskel. Tværtimod oplever de, at de er en belastning for samfundet, når de i dags-pressen, på sociale medier og fra politikere hører, at de udgør et stort problem for samfundet både på kort og længere sigt. De kan let opleve, at de er på vej ind i voksenlivet, uden at de har fået ansvar og respekt som voksne. I stedet oplever de fortsat at blive behandlet som ’uansvarlige børn’ i klubber, væresteder eller i forskellige aktiveringsordninger, hvor pædagoger og ’rigtige’ voksne tager ansvaret for dem. Der udvikler sig let en ’klientkultur’, hvor de unge mister deres eget ’drive’ og forventer, at andre, for eksempel ’kommunen’ eller UU-vejlede-ren, fortæller dem, hvad de skal gøre. Konsekven-sen kan være, at de fastholdes i en position, hvor de kommer til at mangle den selvtillid, modenhed og udholdenhed, som det ellers forventes af unge voksne, i stedet for at opleve, at de bidrager til samfundet, og at de gør en forskel for andre.

DE UNGES KOMPETENCER 69

Hvad betyder det for produktionsskolerne?

Praksisfællesskabet omkring produktion og arbejdet med partnerskaber udover skolens egne rammer er vigtige elementer i forhold til at få de unge til at tro på, at de kan være ligeværdige medborgere, hvis indsats gør en forskel.

At opleve sig som en ligeværdig medborger er et spørgsmål om at kunne møde andre mennesker lige-værdigt. Og det er ikke først og fremmest et spørgsmål om individuelle kompetencer. Derfor er det også et cen-tralt punkt i produktionsskolernes arbejde, at de unge oplever sig anerkendt for et stykke reelt arbejde og som i partnerskaberne kommer i kontakt med mennesker uden for skolens egen kreds og oplever sig respekte-ret af dem. Denne respekt hænger sammen med, at de unge producerer produkter, serviceydelser og/eller begivenheder, som andre end de selv har brug for. Og at de unge oplever respekten og anerkendelsen, når de møder kunder og indgår i fælles arbejde med samar-bejdspartnere uden for skolen, som de blandt andet gør i partnerskaber.

At producere produkter, tjenesteydelser og/eller begi-venheder, som gør en forskel for andre, har stor betyd-ning for, at eleverne oplever, at de bliver socialt

aner-kendt i forhold til fællesskaber og samfund. Men for at eleverne kan indgå i dette arbejde, opleve respekt fra andre og tage anerkendelsen ind, er der nogle kompe-tencer, som det er vigtigt at have fokus på sideløbende med produktionen og samarbejdet med partnere ’ude i samfundet’. Det er vigtigt, at produktionsskolen støtter de unge til at få udviklet de grundlæggende personlige og sociale kompetencer, som er nævnt ovenfor under de øvrige fokuspunkter. Det er blandt andet personlige kompetencer, som selvkontrol, selvstændighed og motivation, der sætter eleven i stand til at møde og være fysisk og psykisk til stede, når produktionsskolen for eksempel er ude i byen og lave mad til andre, deltage i en event eller indgå i byggeprojekter i samarbejde med håndværkerfirmaer. Det er også sociale kompetencer som omgængelighed, kommunikationsevner og situ-ationsforståelse, som er vigtige, når eleven skal indgå i nye fællesskaber, for eksempel i samarbejdet med en boligsocial indsats i et boligområde eller når de under-viser elever i en Folkeskole. Her er det også vigtigt, at han kan modtage og huske kollektive og personlige beskeder, har tolerance og rummelighed, kan sige til og fra og samtidig kan tåle at modtage anvisninger fra for eksempel en håndværker eller anden samarbejds-partner.

DE UNGES KOMPETENCER 71