Nogle unge har livslang erfaring med ikke at kun-ne få adgang til sociale fællesskaber på lige fod med andre jævnaldrende. Disse unge føler sig ofte marginaliserede og i en fastlåst position – de befin-der sig på kanten. Derfor kan de også mangle de fornødne kompetencer til at indgå i sociale fælles-skaber med jævnaldrende. Og når man er uden-for, mister man adgangen til at opøve disse sociale kompetencer.
Mange af disse unge har uden held brugt mange kræfter og energi på at prøve at blive integreret i ungemiljøer i skolen, i fritidsaktiviteter og i ven-negrupper. Mange er derfor som udgangspunkt opgivende og tror ikke på, at det kan lade sig gøre.
I stedet er de modtagelige for at blive inviteret ind i de miljøer, der tilsyneladende kan rumme dem – miljøer, der kan befinde sig på kanten og være præget af kriminalitet, misbrug og isolation fra det øvrige samfund.
Når en ung kommer ind på en produktionsskole med en meget introvert og/eller negativ udstråling og manglende tro på, at noget kan lykkes for ham, kan der være en tilbøjelighed til, at skolen og læ-reren vil skærme ham fra nye nederlag, og derfor fastholder ham i produktionsskolens egne værk-steder.
Hvad er et partnerskab?
Et partnerskab er, når et helt produktionsskole-værksted med 10-20 elever og 1-2 lærere rykker sammen ’ud i verden’ og samarbejder om et produkt, en tjenesteydelse eller en begivenhed med en privat virksomhed, en offentlig institution eller en aktør fra civilsamfundet, for eksempel en idrætsforening. Her kan eleverne lære om arbejdspladskultur, disciplin, kommunikation og samarbejde – og stadig have et sikkerhedsnet i form af produktionsskolelæreren og den øvrige elevgruppe. I et partnerskab er produk-tionsskolen fortsat ansvarlig for tilrettelæggelse og afvikling af elevernes undervisning, men alle parter har et ejerskab til de fælles aktiviteter og produk-tioner. Arbejdet i et partnerskab er afstemt, så det tilgodeser både elevernes og partnernes behov.
Men hvis den unge skal få mulighed for at opbyg-ge erfarinopbyg-ger og kompetencer, der efterhånden gør det muligt for ham at få positive erfaringer med at indgå i nye miljøer, herunder skoler, på arbejds-pladser og i nye vennegrupper, er det imidlertid vigtigt gennem små skridt at forberede og træ-ne ham i at møde nye fællesskaber. Det sker for eksempel, når et produktionsskoleværksted, med elevgruppen og læreren som en tryg base, samlet begiver sig ud og løser opgaver sammen med part-nere uden for skolens domæne.
Praksisfællesskabet på produktionsskolen – at eleverne indgår i et arbejdsfællesskab omkring en fælles produktion – får en ekstra dimension, når der også tilføjes forventninger udefra. Det gælder for eksempel, når de unge indgår i et stort byggeri på en byggeplads sammen med entreprenører og håndværksfirmaer, når de unge serverer mad ud af huset eller i en offentlig café, når produktionssko-leelever underviser børn i en skole eller tilrette-lægger aktiviteter for foreningsløse børn i et bolig-område, for børn i en daginstitution eller for ældre på et ældrecenter.
Set fra den enkelte produktionsskoleelevs per-spektiv er udbyttet af partnerskaber blandt andet:
À Den unge får, med sit praksisfællesskab på pro-duktionsskolen som base, mulighed for at blive del af et nyt fællesskab med andre ’ude i sam-fundet’.
À Den unge får mulighed for en ny position og et nyt omdømme og nye fortællinger om sig selv som en del af de nye praksisfællesskaber;
for eksempel når han går rundt på den samme byggeplads som uddannede håndværkere og lærlinge, eller når han forbereder mad sammen med forældre i en lokal fodboldklub.
À Den unge får et bidrag til at blive afklaret om-kring, hvad han skal videre frem; for eksempel når han gennem mødet med børn i en dagin-stitution finder ud af, om pædagogik og børn i virkeligheden er noget for ham.
À Den unge får en følelse af nødvendighed – at der er brug for ham.
À Den unge får direkte respons gennem at indgå i en produktion med en klar deadline og møde kunderne direkte.
Opsummering:
De unges læring
I dette kapitel har vi beskrevet læring i praksis-fællesskaber, som den praktiseres på produkti-onsskolerne, med afsæt i teorier omkring læring og motivation. Vi har gennemgået de elementer i praksislæringen, som er vigtige at holde sig for øje i den daglige praksis på produktionsskolerne.
Praksislæring er nemlig andet og mere end blot undervisning med et praktisk islæt på et værksted.
I praksislæringen lægges der vægt på samspillet mellem indholdet (selve produktionen), fællesska-bet, identitetsdannelsen – og på, at det skal give mening for den enkelte.
Partnerskaber mellem produktionsskoler og pri-vate virksomheder, offentlige institutioner eller aktører i civilsamfundet giver praksisfællesskaber-ne på produktionsskolerpraksisfællesskaber-ne en ekstra dimension:
Eleverne oplever at blive regnet som vigtige aktø-rer i samarbejdet med partneren og dermed også at blive anerkendt som ligeværdige medborgere, hvis indsats gør en forskel.
Evalueringen af Partnerskabsprojektet 2014-2016 peger på, at nogle af de vigtigste betydninger ved partnerskaber er:
À at ’rykke ud’ og etablere forskellige forbindelser til ’den virkelige verden’
À faglærerens og vejlederens roller og placeringer
À virksomhederne og andre ansatte aktører i partnerskabet
À hvor lang tid partnerskabsforløbet varer for den enkelte elev
À hvordan elevgruppen er sammensat, og hvor-dan elever udvælges til – og falder fra – part-nerskaber (Mørck m.fl. 2016).
I næste kapitel vil vi folde arbejdet med partner-skaber ud, beskrive vores erfaringer og give gode råd til andre, der vil arbejde mere systematisk med udvikling af partnerskaber.
Jeg er på CaféTeket, som ligger på Esbjerg Hoved-bibliotek. Her har jeg været i fem måneder nu. Jeg kom på Esbjerg Forberedende Erhvervsskole for to år siden.
Før jeg startede på produktionsskole, gik jeg på en special-efterskole for ordblinde, hvor jeg tog 10.
klasse – to gange. Folkeskolen havde været svær for mig, fordi jeg er ordblind, men jeg var glad for efterskolen. Der var nogle gode lærere, og jeg fik lov
til at prøve forskellige ting: bygge og anlæg – og så køkkenet.
Bagefter vidste jeg ikke, hvad jeg skulle, så min vej-leder foreslog mig at komme på produktionsskole.
Jeg tænkte, at det ville være spændende, for den-gang var jeg ikke så åben. Jeg startede i køkkenet, og det var godt, for på efterskolen var jeg jo vant til at være i køkkenet også. Jeg har altid været glad for at lave mad.