Den overordnede uddannelsespolitik er med til at definere rammerne for uddannelsessystemet – og dermed for hvordan ungdommen i dag kan og skal agere i uddannelsessystemet. Det ud-dannelsespolitiske mantra har i mange år været
’Uddannelse til Alle’, for på den måde at gøre alle klar til arbejdsmarked og selvforsørgelse. Men ikke alle magter at komme ind på hovedvejen til uddannelse eller de falder fra undervejs.
Også i uddannelsessystemet mærkes den førom-talte stigende individualisering og præstationsori-entering. De senere årtier har den dominerende forståelse, for hvad sigtet med uddannelse og læ-ring er, således ændret sig markant (Sørensen m.fl., 2013).
Unges (lige) uddannelsesmuligheder har stået højt på den politiske dagsorden i mange år. Det var en væsentlig forudsætning for samfundsudviklingen efter 2. verdenskrig og for etablering af velfærds-staten, at flere fik boglige og videregående uddan-nelser, og at langt flere kom ud på arbejdsmarke-det. Og i dag – i takt med en stigende globalisering og fremkomsten af dét, nogen benævner „konkur-rencestaten“ – betragtes et højt uddannelsesniveau blandt de unge (og i samfundet som helhed) som en forudsætning for, at virksomheder og stat kan
klare sig i den globale konkurrence, præget af vi-densøkonomi (Pless, 2009; Pedersen, 2011).
Tidligere blev uddannelse set som et middel til almen dannelse og deltagelse i demokratiet – det var vigtigt, at alle fik lige mulighed for oplysning og dermed kunne deltage aktivt i de demokratiske beslutningsprocesser. Uddannelse blev til en vis grad set som en ret for alle (Pless, 2009).
I dag er mantraet i uddannelsespolitikken, at ud-dannelse skal gøre de unge klar til beskæftigel-se. Deres viden og færdigheder skal omsættes til vækst og konkurrenceevne – arbejdskraften skal mobiliseres optimalt. Arbejde bliver betragtet som en væsentlig sammenhængskraft for samfun-det. Uddannelse – og arbejde – bliver set som en pligt for alle (Pless, 2009; Pedersen, 2011). Der er kommet et øget fokus på karakterer og tests, både i grundskolen og i ungdomsuddannelserne. Og det, at klare sig godt til prøver, handler ikke læn-gere bare om at vise sit værd fagligt, men også om at vise sit værd som ungt menneske (Katznelson m.fl., 2015).
Samtidig peger forskere på, at der i de senere år er sket et diskursskifte i den måde, uddannelse og arbejde betragtes på. Lidt populært sagt er ung-domsarbejdsløshed ’yt’, mens uddannelse er ’in’, uanset hvilken baggrund de unge kommer med:
Alle skal vurderes ift. uddannelsesparathed, og de, der ikke umiddelbart vurderes uddannelsesparate, skal have udarbejdet en plan for, hvordan de bliver uddannelsesparate. Diskursskiftet er blandet andet sket for at hjælpe de unge i gang, men det lægger også et vist pres på de unge, for hvem uddannelse ikke er så lige til. Især fordi der også er færre muli-ge alternativer på arbejdsmarkedet, for eksempel i form af ufaglærte jobs (Katznelson m.fl., 2015).
Op gennem 1990’erne kom der et stort fokus på de unge, som ikke kom i gang med uddannelse eller som faldt fra undervejs. Det var unge, som heller ikke bare lige kom ud på arbejdsmarkedet. Det blev startskuddet på en række overordnede politi-ske mål om „Uddannelse til alle“. Alle unge skulle i gang med uddannelse eller hjælpes på vej til en selvforsørget tilværelse på anden vis. Ingen unge måtte opgives eller ekskluderes fra fællesskabet (Regeringsgrundlag, 1993). Begrundelsen herfor var både økonomisk, „Samfundet har ikke råd til for mange på passiv forsørgelse“, og moralsk, „Sam-fundet kan ikke være bekendt andet end at hjælpe de unge til selvforsørgelse“.
Siden da har målet været, at mindst 95 % af en ungdomsårgang skulle gennemføre mindst en ungdomsuddannelse. Målsætningen er løbende gennem de seneste årtier blevet fulgt op af en lang
nelsesområdet. Senest med Folkeskolereformen i 2014, EUD-reformen og „Brug for alle unge – vejledningsindsats“ fra 2015 samt Gymnasierefor-men, der træder i kraft i 2017.
De fleste unge har taget kravet om uddannelse til sig, og hvis man alene ser på antallet af unge, der søger ind på en ungdomsuddannelse, ser det ud som om, at den overordnede 95 %-målsætning er tæt på målet: I 2016 søgte knap 93 % af de unge ind på en ungdomsuddannelse direkte efter 9. eller 10. klasse. 74 % søgte ind på en gymnasial uddan-nelse (STX, HHX, HTX, HF), mens 19 % søgte ind på en erhvervsuddannelse. En lille del (1 %) søgte ind på særligt tilrettelagte ungdomsuddannelser (STU, KUU, EGU), mens 6 % er gået en anden vej, for eksempel via forberedende tilbud til uddannel-ser (produktionsskoler, VUC m.fl.) eller udlands-ophold og arbejde. Se figur 1.
Ét er imidlertid at gå i gang med en ungdomsud-dannelse – noget andet er at gennemføre den, og hvor lang tid det tager. Undervisningsministeriet forsøger med „Profilmodellen“ at fremskrive, hvor-dan man forventer, at en ungdomsårgang vil ud-danne sig i løbet af de kommende 25 år. En sådan fremskrivning er behæftet med stor usikkerhed, og den er udarbejdet på baggrund af antagelser om, 1) at uddannelsessystemet vil forblive, som det var
DE UNGE 33
klasse, og 2) at ungdomsårgangen, hvis sesadfærd fremskrives, vil bevæge sig i uddannel-sessystemet på samme måde som dem, der er i ud-dannelsessystemet i de år, hvor ungdomsårgangen gik i 8. og 9. klasse. Heri ligger også, at modellen ikke tager højde for eventuelle større ændringer på samfundsniveau. Alligevel er det interessant at se nærmere på prognoserne, fordi de spiller ind på den uddannelsespolitik, der bliver ført i dag.
I den seneste prognose, Profilmodellen 2014, vur-deres det, at 93 % af de unge, der gik i 9. klasse i
2014, vil have mindst en ungdomsuddannelse 25 år senere, det vil sige i 2039. Med „mindst en ung-domsuddannelse“ forstås både unge, der tager en ungdomsuddannelse (erhvervsuddannelse eller gymnasial uddannelse), og unge, der fuldfører en videregående uddannelse uden en registreret ung-domsuddannelse. Det kan for eksempel dreje sig om en videregående uddannelse, der ikke kræver ungdomsuddannelse, eller hvor den unge er kom-met ind på dispensation eller har fået merit for en anden uddannelse taget i udlandet.
6%
1%
74%
19%
Tilmelding til ungdomsuddannelser fra elever i 9. og 10. kl., der forlader grundskolen i 2016
Figur 1. Kilde: Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling, Styrelsen for IT og Læring, baseret på udtræk fra optagelse.dk Gymnasiale uddannelser
Erhvervsuddannelser
Øvrigt (bl.a. Produktionsskoler, ungdomshøjskole, VUC, udlandsophold, arbejde)
Særligt tilrettelagte ungdomsuddannelser (EGU, STU, KUU)
Også på lidt længere sigt kunne det altså tyde på, at den overordnede 95 %-målsætning er på vej til at være nået. Men der er stadig en relativ stor gruppe unge, 7 % af de unge, der i 2039 – 25 år ef-ter de forlod grundskolen – vil stå med, hvad der i Profilmodellen 2014 kaldes „uden kompetencer“
(Ministeriet for Børn, Uddannelse og Ligestilling, 2014). Med „uden kompetencer“ skal her forstås uden formelle uddannelsesmæssige kompetencer.
Prognosen siger ikke noget om andre kompeten-cer, som den unge måtte have tilegnet sig i kraft af erhvervserfaring eller almen livserfaring.
Derfor er det også interessant at se nærmere på, hvor mange unge, der – mens de er unge (under 25 år) – er i gang med en ungdomsuddannelse. Og især på hvor mange, der ikke er. Et øjebliksbille-de fra Danmarks Statistik for 2015 viser såleøjebliksbille-des, at 15 % af alle unge mellem 18-25 år var registre-ret uden ungdomsuddannelse eller har afbrudt en (eller flere) ungdomsuddannelse(r) undervejs. Se figur 2. Nogle af disse unge kan være i jobs, på ud-landsrejse, på højskole eller på anden måde på vej mod selvforsørgelse. Men en del vil bruge deres ungdomstid på at ’flagre rundt’ mellem de eksiste-rende ungdomsuddannelser og de forberedende tilbud, herunder Produktionsskolerne – og måske også have perioder med arbejdsløshed.
Overordnet kan de unge, der ikke går den lige vej gennem til ungdomsuddannelser, inddeles i to grupper:
1. De unge, som allerede i Folkeskolen oplever at have svært ved at klare kravene i skolen, både socialt, fagligt og trivselsmæssigt, og som der-for må prøve at komme i gang via de særligt tilrettelagte forløb (EGU, STU, KUU) eller via et forberedende forløb, for eksempel et Produk-tionsskoleforløb.
2. De unge, som går i gang med en eller flere ung-domsuddannelser, men dropper ud undervejs, fordi de ikke magter at gennemføre uddannel-sen på grund af sociale, faglige eller trivsels-mæssige udfordringer, og som derfor må starte forfra på en ny ungdomsuddannelse eller en tur via et forberedende tilbud.
Begge grupper skal samtidig agere i et samfund under forandring, med stigende individualisering,
„Det er din egen skyld, hvis du fejler“; stadigt stør-re præstationsorientering, hvor der stræbes efter det perfekte; samt forandringer på arbejdsmar-kedet, blandt andet med færre og færre ufaglærte jobs. Forskere advarer derfor mod, at de unge, der i forvejen befinder sig i udsatte positioner, risike-rer at blive yderligere marginaliseret (Katznelson
DE UNGE 35
arbejdsmarked, som er to af de mest betydnings-fulde faktorer for at være en integreret del af sam-fundet. Hvis en ung ikke er i gang med uddannel-se eller har et arbejde, kan det være svært at finde en plads i samfundet – i hvert fald en plads, der er omgærdet med respekt.
Det er disse unge – de unge på kanten – som pro-duktionsskoler og andre har til opgave at forbere-de og hjælpe ind i ordinær ungdomsuddannelse eller arbejde.
11%
6%
4%
1%
53%
25%
Aktuel status, 2015: Unge ml 18-25 år, med/uden ungdomsuddannelse
Figur 2. Kilde: www.statistikbanken.dk, Befolkningens uddannelsesstatus, ungdomsuddannelser, Status 10 Fuldført ungdomsuddannelse
Igangværende ungdomsuddannelse
Afbrudt ungdomsuddannelse
Uoplyst
Registreret uden ungdomsuddannelse
STU uddannet