Kontaktpersoner
Afdelingssygeplejerske Lisette Larsen Chefportør Michael Nielsen.
Souschef i Plan- og udviklingsafdelingen Dorthe Mathiesen.
Afsnittet
Det medicinske afsnit M 130 på Centralsygehuset i Nykøbing Falster tager sig af føl-gende typer patienter: Mave-tarmsygdomme, patienter med medicinske, kroniske lidel-ser, misbrugere og alment medicinske patienter. Dialysepatienter er en ny gruppe.
Afsnittet er det ene af tre sengeafsnit på sygehusets medicinske afdeling, og sengeaf-snittet er normeret til 23 sengeliggende patienter. Mobilisering og genoptræning af pa-tienter er en vigtig del af patientbehandlingen. Genoptræningen - f.eks. bevægelse og øvelser efter en blodprop i hjernen - tager fysioterapeuterne sig af, mens mobiliseringen - f.eks. at komme op af sengen og ud at gå - er plejepersonalets ansvar.
Personalet tæller: Ca. 17 sygeplejersker og ca. 12 social- og sundhedsassistenter og sy-gehjælpere. Der er tilknyttet 24 læger til hele medicinsk afdeling. Fysioterapeuterne er ikke ansat på afdelingen men tilknyttet patienterne med base i reumatologisk afdeling.
Der er 36 portører ansat i sygehusets portørafdeling. Herfra tilknyttes de i dagtiden sy-gehusets forskellige afdelinger.
Baggrunden for SUS-projektet
I portørafdelingen er man opmærksom på den udvikling af portørfaget, som er set på mange sygehuse: Fusionen af rengøringsassistenter og portører til serviceassistenter.
Det skaber modstand hos portørerne, og i Nykøbing Falster har portørafdelingen igang-sat en udvikling af portørfunktionen. Afprøvning af faste afsnitsportører og mere pa-tientrelateret arbejde er en udviklingsmulighed, der kan gøre portørerne mere synlige på afdelingerne. På portøruddannelsen findes der 6 uddannelsesmoduler; blandt andet gen-optræning i fysioterapeutisk regi. Samtidig er mobilisering den del af patientforløbet på medicinsk afdeling, som personalet oplever ikke får opmærksomhed nok. Plejepersonalet fortæller, at de har ’dårlig samvittighed’ over ikke at få mobiliseret patienterne -de føler ikke -de har tid til -det.
Det hører med til historien, at ikke alle patienter nødvendigvis ønsker at ’blive mobilise-ret’. Ifølge de ansatte er der mange, f.eks. ældre patienter, hvem det passer udmærket at være indlagt en tid og modtage behandling - og ikke nødvendigvis selv være aktiv. Så
en del af denne mobiliseringsindsats handler også om motivering og stimulering af pa-tienternes lyst til at deltage aktivt i deres egen genoptræning - ”Det er vigtigt, at afde-lingen har samme holdning, fordi patienterne skal ’jages’”, som en portør udtrykker det - underforstået, at patienterne skal holdes aktivt i gang.
SUS-projektet bliver et forsøg med 5 portører som faste afsnitsportører på afsnit M 130.
Af de 5 portører er både nogle positivt indstillede og nogle, der er mere skeptiske. Der er tale om et projekt, og sygehusledelsen lover ikke på forhånd en fast ordning - eller udvidelse til de to andre medicinske afsnit eller andre afdelinger.
Afsnit M 130 er valgt, fordi den efter lederes og medarbejderes udsagn er velfungerende og på forhånd var interesseret i projektet. Samtidig var der i forvejen et godt samarbejde med portørerne. En tredje grund, der bliver nævnt, er at patienterne er tunge, og at der derfor er særligt behov for at styrke mobiliseringsindsatsen.
Lægerne er ikke aktivt inddraget i SUS-projektet i Nykøbing Falster, men holdes løben-de orientereløben-de.
Mål for udviklingsprojektet
Omdrejningspunktet er: Mobilisering af patienter på medicinsk afdeling med portørerne som udgangspunkt.
Mobiliseringen af patienterne - især de ’tungeste’
• skal ske tidligere, oftere og der skal være mere af den/en større grad.
På længere sigt:
• kortere indlæggelsestid
• bedre fungerende patienter, for dem der overføres til andre afdelinger.
Arbejdsorganisering - generelt
• Plejepersonale, fysioterapeuter og portører får nye samarbejdsrelationer, der over-skrider de traditionelle faggrænser, dels i forbindelse med mobiliseringen, dels ved at portørerne bliver fast tilknyttet afsnittet og dermed kan integreres mere i den daglige drift.
• Det vil medføre en samlet ressourceoptimering og øget jobtilfredshed for alle fag-grupper.
• Nye mødeformer for alle medarbejdere på M 130. De skal fungere som udviklingsfo-ra og uformel uddannelse, ved at skabe rum for diskussion af erfaringer og udvikling af nye idéer.
Portørerne
• Kan samlet udnytte deres kapacitet bedre, dvs. udnyttelse af standby tiden i portøraf-delingen og ’transport’-tiden mellem de to afdelinger.
• Ændret jobindhold: Integreret i det patientrelaterede arbejde, indflydelse på planlæg-ningen af egen arbejdsdag.
• Lavere sygefravær (for de involverede portører - og i forhold til 1999)
• Tilfredshed med portørernes ydelser.
Fysioterapeuterne
• Får mulighed for at afvikle flere patienter og mere kompetente patientforløb, som igen giver større jobtilfredshed.
Plejepersonalet
• Bliver aflastet fra en opgave, som de ikke mener der er ressourcer til, og det kan fjer-ne den dårlige samvittighed.
• Tilfredsstillelse ved bedre patientforløb og øget tværfagligt samarbejde.
Organiseringen af projektet
SUS-projektet strakte sig over ca. 1 år - fra foråret 2000 til foråret 2001. Plan- og ud-viklingsafdelingen ved sygehuset har stået for projektkoordineringen af og sekretariat for SUS-projektet. Afdelingen har stillet lokaler til rådighed og forestået mødeindkal-delser, forplejning og referatskrivning - og sikret fremdrift i projektet. Der har været til-knyttet eksterne konsulenter til projektet. Konsulenterne har først og fremmest arbejdet sammen med styregruppen og udviklingsgruppen og været sparringspartnere for pro-jektkoordinatoren.
Den overordnede koordinering har ligget i arbejdsgruppen (af hensyn til sammenhæn-gen med de øvrige SUS-projekter omtales arbejdsgruppen i rapporten som styregrup-pen), som chefportøren har udpeget i samarbejde med plan- og udviklingsafdelingen.
Her har siddet repræsentanter for ledelse og portører i portørafdelingen, ledelse og ple-jepersonale i Afdeling M 130, fysioterapeuterne plus plan- og udviklingsafdelingens projektmedarbejder.
Der har været en ’netværksgruppe’ tilknyttet med blandt andre de faglige organisatio-ner; der har været holdt fire møder i gruppen. Her viste det sig at være vigtigt for pro-jektet, at begreber blev defineret, for eksempel forskellen på mobilisering og genoptræ-ning, hvilket havde betydning for det fortsatte samarbejde mellem portører, plejeperso-nalet og fysioterapeuterne.
Projektbeskrivelsen og målsætningerne for projektet er udarbejdet af chefportøren, pro-jektkoordinatoren og den eksterne konsulent. Projektet er i høj grad portørdrevet, og det var i begyndelsen tænkt monofagligt. SUS-konceptet gjorde det nødvendigt for de lo-kale aktører at gøre projektet mere tværfagligt, men stadig har chefportøren stået som den mest offensive af lederne. Oversygeplejersken og overfysioterapeuten har befundet sig ’på sidelinien’ og ’på afstand’, mens afdelingssygeplejersken som nævnt har været involveret.
Udviklingsgruppen - med medarbejdere fra M 130, 1 afsnitsportør og afsnittets fysioterapeut - har stået for at udfylde de rammer, som arbejdsgruppen har ud-stukket.
Involvering af afdelingens plejepersonale og øvrige berørte fysioterapeuter og portører er sket gennem fællesmøder og de såkaldte status- og idémøder. Der har ikke været mødepligt, men en time-til-time-betaling. Her har været vekslende fremmøde - falden-de frem mod slutningen af projektet.
Om deltagelse på SUS fællesmøder
Mange mente, at det var svært at få tid; der er lidt for mange møder nu - meget overbelastning - og mange føler ikke, at de går glip af noget ved ikke at deltage i møderne. (Social- og sund-hedsassistent)
Plan- og udviklingsafdelingen har kørt et evalueringsforløb over SUS-projektet, blandt andet med målinger af mobiliseringsgrad og arbejdsmiljø/medarbejdertilfredshed. Må-lingerne er gennemført ved projektstart, undervejs i projektet og ved projektafslutning.
Der er planlagt en rapport, der baserer sig på disse målinger.
Gevinster af SUS Plan- og udviklings-afdelingen har som nævnt selv forestået nogle evalueringer/-målinger, blandt an-det på mobiliserin-gens kvantitet og ef-fekten hos plejeper-sonalet af, at portø-rerne i større ud-strækning har taget sig af mobiliseringen.
Da der er mange faktorer på banen, siger koordinato-rerne dog, at det er svært at måle på disse ting. F.eks.
har personalet oplevet et stigende pres på grund af en øget belægningsprocent, og i den sammenhæng er portørernes mobiliseringsopgaver kommet til som
”noget der ikke skete tidligere” og dermed ikke føles som direkte aflastning.
Mobiliseringen af patienter Medarbejderne på afdelingen oplever, at mobiliseringen sker både tidligere, oftere og i større omfang end normalt. Planlæg-ningen af mobiliseringen fore-går nu som noget af det første, og patienternes mobiliserings-behov bliver vurderet dagligt.
Dermed er der skabt kontinuitet i enkelte dele af patientforløbet.
Afsnitsportøren er blevet mere integreret i afsnittet, og det spa-rer tid på koordinering og kommunikation.
Afdelingens gevinster ved portørernes nye arbejdsopgaver Portørerne skubber ikke bare patienterne ind på stuen og stikker klokken i hånden på dem. Nu slutter de patienterne af - med at tæppe af, tøj og et ’velkommen’. De ved godt, at plejepersonalet kan være i gang med andre patienter.
Det startede med skema og lampe, og langsomt er det blevet forfinet til tilbud om hjælp. Portørerne tager flere opgaver, f.eks.
at sætte depotvarer på plads, hjælpe til med morgenmad. Fordi de kan stoppe op og spørge: ’Er der noget vi skal gøre?’
(Styregruppemedlemmer)
Fordelene for patienterne ved mobiliseringen
”Patienterne er blevet gladere, fordi det er den samme der kommer, og mere mobile. En patient, der normalt ikke kan huske, hvad der er sket for fem minutter si-den, spurgte: ’Hvornår kommer [portøren]?’. De tror bare, at det er en sideting for dem - de tænker ikke over, at det er godt for dem. Patienten ser det ikke, som at nu skal vi undgå sygeplejekomplikationer. (Sy-geplejerske)
Patienterne bliver mobiliseret meget hurtigere. Og me-re - nu er der f.eks. 11 om dagen. Der var én med hjertestop, som var bange for at stå ud af sengen, og som blev skrevet på portørlisten. Han blev mobiliseret fire gange af portørerne og gik selv til dagligstuen to dage efter - og behøvede derfor ikke blive skrevet op til en fysioterapeuttid på tyve minutter. (Sygeplejerske)
Portør
Portørerne kan få patienter-ne til noget, som det for-travlede plejepersonale ikke kan få dem til. (Leder)
Der er sat en lampe op på afdelingen, som portøren tænder, når han er på afdelingen;
så ved personalet, om portøren er lige i nærheden eller han skal kaldes. Der er indført et skema til registrering og plan-lægning af den daglige mobilisering pr.
patient; skemaet hænger på opslagstavlen i personalestuen og udfyldes af fysiotera-peuter, plejepersonale og portører.
Styregruppen mener, at der er udviklet en større forståelse for hinanden mellem fag-grupperne:
Ifølge sygehusets egen evaluering er mobiliseringen blevet mere struktureret og plan-lagt. Fra afdelingen selv lyder det, at indsatsen er til gavn for patienterne - og behand-lingen.
Arbejdsorganiseringen generelt
Ifølge styregruppen har mange sidegevinster ikke noget med mobiliseringen at gøre.
Samtidig er personalets forventninger til assistancen fra portørerne højnet, og nu ople-ves det som en ulempe, at portørerne ikke er der i weekenden og om aftenen.
Portørerne kender nu til, når pa-tienterne indlægges - portørerne henter dem i modtagelsen - og når de udskrives - portørerne kører senge væk. Der bliver hurtigere ryddet op efter, at patienterne er udskrevet - tidligere kunne urene senge stå længe. Og der bliver hurtigere ordnet depotvarer.
Undervejs i SUS-projektet blev arbejdstiden ændret - på portører-nes initiativ. De fandt ud af, at det ville harmonere bedre med de an-dre aktiviteter omkring patienten, hvis arbejdstiden blev ændret fra 7.30-15 til 8-15.30.
Indlæggelsestiden, som det har været målet at gøre kortere, ople-ves af medarbejderne som kortere - men er det reelt ikke. Tværtimod stiger den ifølge ledelsen. Mange faktorer spiller ind - f.eks. er der et
”træk for at få de gode patienter overflyttet til Medicinsk dagaf-snit”.
Portørerne tager medansvar for planlæg-ning af mobiliseringen
Portørerne kommer med andre forslag, hvor man tænker: ”Gud, hvorfor har jeg ikke tænkt på det”. De siger f.eks.: ” Skal jeg ikke kom-me kl. 9 i stedet for kl. 11, for så er fru Jen-sen friskere”. Det har jeg jo ingen anelse om, når jeg sidder begravet i en journal med en læge. (Sygeplejerske)
Nye portøropgaver
Der er altid døde tidspunkter, men det er ikke som andre steder i huset. Vi har fået mange nye opgaver: mobilisering, lager, kørestole… - opga-ver som vi ikke fik før. Og vi har fået en anderle-des patientkontakt. (Portør)
De portører, der har været med, har villet det. Det ville have været slemt, hvis de havde udpeget folk. Patientkontakten er en stor omvæltning.
(Portør)
Det er en udfordring for portørerne i forhold til pa-tientspørgsmål. Fru Hansen kan jo ikke se forskel - portørerne er jo også i hvide kitler…”. (Leder) Jeg kunne aldrig finde på at skifte eller bade en patient. Nogle siger at grænsen går ved at bære en bakke ud eller hente vand… Grænsen ligger meget i det individuelle. Jeg synes, det er fanta-stisk, at vi kan overlappe hinanden. Der er ting vi har sagt nej til at gøre f.eks. sengeredning -men det er o.k. at lægge betræk på en dyne. Men der er én der synes, at dét er forkert og siger:
’Hvis vi i dag klarer dynebetræk, så kommer der en dag, hvor vi skal rede senge’. (Portør) Vi går aldrig ind selv og beslutter - det foregår mest fra plejepersonalet. (Portør)
Et andet aspekt er muligheden for positive effekter ud over sygehusets og amtets græn-ser. En leder fortæller, at hjemmesygeplejersken i kommunen siger, at der nu er færre klager over, at ”patienterne er dårligere, når de kommer hjem fra hospitalet” og ”for-kerte beskrivelser” af patienter - herunder de dårligt fungerende.
Portørerne
Der er nu en bedre udnyttelse af kapaciteten blandt portørerne. Det er en klar fordel for afdelingen generelt og for en del af portørerne. 4 af de 5 portører i projektet er der end-nu, og de er meget tilfredse med udviklingen.
Ifølge en portør uden for projektet er mange af de unge portører interesserede i at være afsnitsportører. Men der er også portører, som føler, at deres frihed og portørfællesskab kan blive indskrænket, hvis alle bliver afsnitsportører.
Grænsen for hvor tæt på patienten portørerne ønsker at komme er forskellig fra portør til portør, men grænsen har også rykket sig efterhånden.
Sygefraværet for de fem involverede portører er faldet markant, samtidig med at portø-rerne af lederne opfattes som mere ansvarlige. Der er færre ’mandags-/fredagssyge’, og
”ånden er ikke (mere) at starte dagen med et suk”.
Eneste formelle kvalificering for portørerne i SUS-projektets regi er ½ dags undervis-ning i hjælpemidler og mobilisering - ved afsnittets fysioterapeut. Der er dog brug for en vis oplæring i forbindelse med det øgede, patientrelaterede arbejde: f.eks. ikke at gi-ve sukkersyge saftevand. ”De rutinerede portører vil måske krægi-ve mere”, siger styre-gruppen.
Der var ligeledes nogle startproblemer for portørerne i forhold til at huske udfyldelse af væskeskema eller at huske prøver, der skal tages ved toiletbesøg. Mange af afdelingens patienter tænker som regel ikke selv på det.
Plejepersonalet
På den medicinske afdeling oplever plejepersonalet en indirekte lettelse i arbejdet, ved at portørerne tager sig af mobiliseringen, og der er færre tunge løft. Dog har der ingen generel lettelse været i arbejdet
på afdelingen.
I starten var der problemer med, at plejepersonalet syntes, at portørerne var for servicemin-dede - yservicemin-dede ’overservicering’
af patienterne. Det der måske ved første øjekast forekommer hensynsløst for patienterne, vi-ser sig at være rigtigt for pa-tientens helbredelse og genvin-ding af ressourcer.
Gevinster for plejepersonalet
Før nåede vi ikke mobiliseringen. Og: Det er en af-lastning, at portørerne ikke skal kaldes. (Sygeplejer-sker)
Det har været en gevaldig udvikling i hverdagen: Sen-ge bliver flyttet - portørerne bliver brugt. Vi har manSen-ge alkoholikere, og det er godt at få hjælp til dem. (Syge-plejerske)
- Og for samarbejdet
Nu siger personalet til i god tid før, når de har brug for senge. Og vi er forberedte på en anden måde end før.
(Portør)
Flere nævner også, at den mere blandede kønssammensætning betyder en bedre stem-ning og arbejdsklima i afdelingen.
Fysioterapeuterne
Fysioterapeuterne er meget positive over for portørernes patientmobilisering; samtidig giver afdelingstilknytningen dem nemmere adgang til hjælp med patienterne; tidligere måtte de via plejepersonalet, der tilkaldte en portør.
Gevinster opsamlet
Medicinsk afdeling og portørerne i udviklingsprojektet har opnået mange af de mål, der blev fastlagt i samarbejdsaftalen, og har desuden fået nogle gevinster, som ikke var for-udsigelige.
Patienter Sygehus Medarbejdere
Medicinsk afdeling – Centralsygehuset i Nykøbing Falster Tværfagligt projekt om mobilisering af patienter
♦ Bliver mobiliseret hurtigere, mere og bedre – af den samme
♦ Hurtigere, mere og bedre mobilisering af patienterne
♦ Bedre ressourceudnyttelse for plejepersonalet, fysiote-rapeuterne og portørerne
♦ Mindre sygefravær hos por-tørerne
♦ Afsnitsportørerne har nye opgaver og bliver integreret på afdelingen. Det giver større arbejdstilfredshed for portør-, pleje- og terapeut-grupperne.
♦ Bedre arbejdsforhold medfø-rer mindre sygefravær hos portørerne
Planer og perspektiver
Sygehusledelsen har besluttet at gøre ordningen med afsnitsportører på M 130 perma-nent. Det er endnu ikke besluttet, om idéen skal spredes til andre afdelinger. Der har i SUS-styregruppen været megen opmærksomhed på, at der ikke er basis for rationalise-ring efter projektet. - At der ikke er blevet tilført ekstra ressourcer som en del af pro-jektet.
Portørerne siger selv, at alle er interesserede i ordningen om afsnitsportører - dog uden at være ansat i afdelingen - blandt andet fordi der har været udskiftning. Men også fordi amtet er i gang med at udarbejde en sygehusplan, som betyder at de fleste portører ople-ver et behov for, at hvis portørfunktionen skal fastholdes, skal den samtidig udvikles.
Der er i portørgruppen delte opfattelser af i hvor stor udstrækning andre afsnit og afde Egenomsorg og mobilisering
De har jo ikke uddannelse i egenomsorg, som vi er blevet tudet ørerne fulde af. (Sygeplejer-ske)
Nu kan sygeplejersken sige til patienten: ’Nej, Jensen: Det kan du jo godt selv, når portøren er her’. Det handler om holdningen, og man må være lidt hård - pædagogisk - og f.eks. ikke bare sige: ’Han sover, så han kan ikke mobiliseres’… (Social- og sundhedsassistent)
linger vil være lige så gode at arbejde med. Nogle portører er skeptiske i forhold til nogle af de andre afdelinger, som de ikke synes fungerer så godt som SUS-afdelingen.
Der er et forslag om, at ortopædkirurgisk afdeling udpeges som et muligt sted for af-snitsportører.
Blandt projektaktørerne er der en generel opfattelse af, at der ikke er videre perspektiver i forhold til nye opgaver til portørerne på den nuværende afdeling. Dette kan måske hænge sammen med, at det ikke i forbindelse med projektet er lykkedes at skabe ”rum for diskussion af erfaringer og udvikling af nye ideer”. Der er ikke i forbindelse med projektet åbnet nye læringsrum generelt for personalet, der arbejder på 130.
Der er et potentiale i projektet i at medtænke de meget mulige gevinster hos de eksterne samarbejdspartnere, f.eks. i primærsektoren - hjemmeplejen - som sygehusene jo har stor berøringsflade med. Eller den langtidsmedicinske afdeling i Maribo, der modtager patienter fra 130.
At involvere portører i patientmobiliseringen er ikke nyt på sygehusene generelt. Og SUS-projektet har taget fat i et ’ufarligt’ område i den forstand, at opgaven ’mobilise-ring’ reelt ikke eksisterede tidligere. Derfor griber projektet ikke fundamentalt ind i den tværfaglige arbejdsorganisering.
Det ændrer dog ikke ved, at projektet med dets mange små eksempler kan inspirere til den tværfaglige udvikling omkring patientbehandlingen.