At Synden ikke er en Negation, men en Position.
At dette er saaledes, er Noget, den orthodoxe Dogmatik og O rthodoxien overhovedet bestandigt h a r kjæ m pet for, og som pan- theistisk afviist enhver Definition af Synden, der gjorde denne til noget blot Negativt, Svaghed, Sandselighed, Endelighed, U videnhed o. desl. O rthodoxien h a r meget rigtigt seet, at h er skal Slaget staae, eller for at erin d re om det Foregaaende, h er er det der skal fæstes Ende, h er gjælder det om at holde igjen; O rthodoxien h a r rigtigt seet, at hele C hristendom m en, n aar Synden bestem m es negativ, er holdningsløs. D erfor indskjæ rper O rthodoxien, at der maa en Aabenbaring fra Gud til for at læ re det faldne Menneske, hvad Synd er, hvilken Meddelelse saa, ganske conseqvent, maa troes, da den er et Dogma. Og det forstaaer sig, Paradoxet, T ro en ,
Dogmet, disse tre Bestem m elser danne en Alliance og O v e r e n s stemmelse, der er det sikreste Hold og Bolværk mod al hedensk Yiisdom.
Saaledes O rthodoxien. Ved en besjm derlig M isforstaaelse h a r saa en saakaldet spekulativ Dogmatik, d er rigtignok paa en be
tænkelig Maade indlader sig med Philosophien, m eent at kunne b e g r i b e denne Bestemmelse, at Synden er en Position. Men e r dette sandt, saa er Synden en Negation. Hemmeligheden i al Be- griben er, at selve dette at begribe er høiere end al Position, som den sætter. Begrebet sæ tter en Position, men det at den begribes, er just, at den negeres. Selv dog til en vis Grad opm æ rksom
herpaa, h a r saa den spekulative Dogmatik ikke vidst anden Hjælp
end, hvad d er rigtignok kun lidet an staaer en philosophisk Viden
skab, at henkaste et D etaschem ent af F orsikkringer paa det Punkt, h v o r Bevægelsen gjøres. Man fo rsik k rer den ene Gang høitideligere end den anden, m ere og m ere svæ rgende og bandende, at Sjmden e r en Position, at det er Pantheism e og Rationalism e, og Gud veed Alt det det er, men altsam m en Noget, som den spekulative Dog
m atik a b re n u n tie re r og afskyer, at sige at Synden blot er en Nega
tion — og saa gaaer man over til at begribe det, at Synden er en Position. Det vil sige, den er dog kun til en vis Grad Position, ikke m ere end at m an dog nok kan begribe det.
Og den sam m e Spekulationens Tvetungethed viser sig da ogsaa paa et andet Punkt, dog betræ lfende det Samme. Bestem m elsen Synd, eller hvorledes Synden bestem m es, er afgjørende for Bestem
m elsen: Anger. Da det nu er saa spekulativt dette med Negationens Negation, saa er der ikke Andet for, saa maa Angeren være Nega
tionens Negation — og saa bliver jo Synden Negationen. — Det v ar forøvrigt vistnok at ønske, at engang en æ druelig T æ nker vilde oplyse, hvorvidt dette reent Logiske, der e rin d re r om Logikens første F orh o ld til det G ram aticalske (to Negtelser bekræfte) og om det M athem atiske, hvorvidt dette Logiske h a r sin Gyldighed i Vir
kelighedens Verden, i Q valiteternes V erden; om overhovedet ikke Q valiteternes Dialektik er en anden; om »Overgangen« ikke h er spiller en anden Rolle. Slib specie æterni, æterno modo o. s. v. er jo det S patierende slet ikke til, derfor e r Alt, og d er er slet ingen Overgang. At s æ t t e i dette ab strak te Medium er d erfo r eo ipso det Samme som at o p h æ v e . Men at betragte Virkeligheden paa sam m e Maade er dog noget næ r Afsindighed. Man kan ogsaa ganske in abstracto sige: paa Imperfectum følger Perfectum. Men dersom i Virkelighedens Verden en Mand d eraf vilde slutte, at del fulgte af sig selv og fulgte strax, at et Værk, han ikke fuldendte .(imperfectum) blev fuldendt: saa var han dog vel gal. Men saa- ledes ogsaa med Syndens saakaldte Position, n aar det Medium, hvori den poneres, er den rene T æ nkning; det Medium er meget for flygtigt til at det kan blive Alvor med Positionen.
Dog alt Sligt beskjæ ftiger mig ikke her. Jeg ho lder bestandigt blot fast ved det Christelige, at Synden er en Position — dog ikke som kunde det begribes, men som et Paradox, d er maa troes.
a b r e n u n t i e r e r a f s v æ r g e r . S u b s p e c i e æ t e r n i , æ t e r n o m o d o (to U d t r y k f o r d e t S a m m e ) f r a E v i g h e d e n s S y n s p u n k t . Se 1. B i n d S. 23. I m p e r f e c t u m o r d r e t : u f u l d e n d t (T id), P e r f e c t u m : f u l d e n d t (T id) ( o : d e T i d s f o r m e r a f V e r b e t, d e r
b e t e g n e r h e n h o l d s v i s d e n u f u l d e n d t e o g d e n f u l d e n d t e H a n d l i n g ) .
Dette er i mine T anker det Rigtige. N aar m an blot kan faae alle Forsøgene med at begribe gjorte aabenbare som selvm odsigende, saa faaer Sagen sin rette Stilling, det bliver saa klart, at det m aa
overlades til Troen, om En vil troe eller ikke. — Jeg kan godt begribe (og dette er da ingenlunde for guddom m eligt til at begribes), at En som nu endelig maa begribe, og kun kan synes om hvad d er udgiver sig for at begribe, finder Dette meget fattigt. Men dersom hele C hristendom m en hæ nger i dette, at den skal troes, og ikke begribes, at den e n t e n skal troes e l l e r m an skal for
arges paa den: er det saa saa fortjenstligt med at ville begribe?
E r det fortjenstligt, eller er det ikke sn arere enten U forskam m en
hed eller Tankeløshed at ville begribe Det, der ikke vil begribes?
N aar en Konge faaer den Idee at ville væ re ganske incognito, aldeles behandles som en sim pel Mand, er det saa ogsaa, fordi det synes Menneskene i Almindelighed m ere U dm ærkelse at vise ham kongelig Hylding, er det saa ogsaa det Rigtige at gjøre det?
Eller er det ikke netop at hævde sig selv og sin Tankegang lige over for Kongens Villie, at gjøre som man selv vil, istedetfor at bøie sig? Eller mon det vilde behage Kongen, jo m ere opfind
som t et saadant Menneske kunde være i at vise ham undersaatlig Æ rbødighed, naar Kongen ikke vil behandles saaledes, det er, jo m ere opfindsom t et saadant Menneske kunde være i at gjøre Kon
gens Villie imod? — Lad saa Andre beundre og prise Den, der giver sig ud for at kunne begribe det Christelige: jeg anseer det for en ligefrem ethisk Opgave, der kræ ver m aaskee ikke saa lidt Selvfor- negtelse, i saa speculative Tider, n aar alle »de Andre« have trav lt med at begribe, da at tilstaae, at man hverken kan eller skal be
gribe det. Dog ju st dette er vistnok hvad Tiden, hvad Ghristen- heden behøver: lidt socratisk Uvidenhed i F orhold til det C hriste
lige; men vel at m ærke lidt »socratisk« Uvidenhed. Lad os aldrig glemme — dog hvor mange ere vel De, som nogensinde ret have vidst det, eller tæ nkt det — lad os aldrig glemme, at Socrates’s Uvidenhed var en Art Gudsfrygt og Gudsdyrkelse, at hans Uviden
hed var paa Græsk det Jødiske: at Gudsfrygt er Viisdoms Begyn
delse. Lad os aldrig glemme, at ju st af Æ rbødighed for Gud
dommen var han uvidende, at han, forsaavidt en Hedning kunde det, som D o m m e r holdt Vagt ved Grændseskjellet mellem Gud — og Menneske, vogtende paa, at Qvalitets-Forskjellighedens Dyb
be-G u d s f r y g t e r V i i s d o m s B e g y n d e l s e ] P s. 1 1 1 , 10 og a n d r e S t e d e r i d e t GI. T e s t a m e n t e .
fæstedes dem imellem, mellem Gud og Menneske, at Gud — og Menneske ikke saadan philosophice, poetice o. s. v. løb i Eet. See, derfor v ar Socrates den Uvidende, og derfor kjendte Guddommen ham at væ re den m eest Vidende. — Men C hristendom m en læ rer, at alt det Christelige kun er til for T ro en ; derfor vil det netop væ re en socratisk, gudfrygtig Uvidenhed, der ved Uvidenhed væ r
ger T roen m od Speculationen, vogtende paa, at Qvalitets-Forskjel- lighedens Dyb mellem Gud — og Menneske maa væ re befæstet som den er det i P aradoxet og Troen, at Gud og Menneske ikke endnu forfæ rdeligere end nogensinde i Hedenskabet, saadan philo
sophice, poetice o. s. v. løbe sam m en i Eet i Systemet.
Kun fra een Side kan d er da h e r være Tale om at belyse, at Svnden er en Position. I det foregaaende Afsnit er i Frem stil- lingen af Fortvivlelse bestandigt efterviist en Stigen. U dtrykket for denne Stigen v ar deels P otentsation af Bevidstheden om Selvet, deels P otentsation fra Liden til bevidst Handling. Begge U dtryk ere igjen i Forening U dtrykket for, at Fortvivlelsen ikke kom m er udvortes fra, men indvortes fra. Og i samme Grad er den jo ogsaa m ere og m ere ponerende. Men ifølge den opstillede Defini
tion paa Synd, h ø re r til Synd det ved Forestillingen om Gud uendelig potentserede Selv, og saaledes igjen den stø rst mulige Bevidsthed om Synden som en Gjerning. — Dette er U dtrykket for, at Synden er en Position, det at den er f o r G u d er ju st det
Positive i den.
F orøvrigt h a r den Bestemmelse, at Synden er en Position, ogsaa i en ganske anden F o rstand Forargelsens Mulighed, det Pa- radoxe i sig. Det Paradoxe er nemlig Conseqventsen i F orhold til L æ ren om Forsoningen. F ø rst gaaer C hristendom m en hen og sæ tter Synden saaledes fast som Position, at den menneskelige F o rstan d aldrig kan begribe det; og saa er det den sam m e ch ri
stelige Lære, d er igjen paatager sig at skaffe denne Position saa
ledes bort, som den m enneskelige F orstand aldrig kan begribe det.
Spekulationen, der snakker sig fra Paradoxerne, slaaer lidt af paa begge Steder, saa gaaer det lettere: den gjør ikke Synden slet saa positiv — og desuagtet kan den dog ikke faae det i sit Hoved, at Synden ganske skulde væ re glemt. Men C hristendom m en, der e r første O pfinder af P aradoxerne, er ogsaa h er saa paradox som
d e r f o r k j e n d t e G u d d o m m e n h a m a t v æ r e d e n m e s t V i d e n d e ] S o k r a t e s s k a l a f d e t D e l p h i s k e O r a k e l v æ r e b l e v e t e r k l æ r e t f o r d e t v is e s te M e n n e s k e .
m ulig; den ligesom arbeider sig selv imod, idet den sæ tter Synden saa fast som Position, at det nu da svnes at blive en fuldkom m en Umulighed med at faae den b o rt igjen — og saa er det n eto p Christendom m en, der, ved Forsoningen, igjen vil skaffe Synden bort saa ganske, at den er som dru k n et i Havet.
Tillæg til A.
*
Men bliver saa ikke i en vis Forstand Synd en stor Sjeldenhed? (Moralen).
Der blev i det første Afsnit m indet om, at jo intensivere F o r
tvivlelsen bliver, desto sjeldnere er den i Verden. Men nu er jo Synden den endnu engang qvalitativt potentserede Fortvivlelse, saa- maa denne vel være ganske sjelden? F orunderlige V anskelighedt C hristendom m en underlæ gger Alt u n der Synd; vi have stræ b t at- frem stille det Christelige saa strengt som m uligt: og saa frem kom m er dette besynderlige Resultat, dette besynderlige Resultat, at
Synd jo saa slet ikke findes i Hedenskabet, men kun i Jødedom og Christendom , og der igjen vel meget sjeldent.
Dog er det, men kun i een F orstand, ganske rigtigt saaledes_
»Efter ved en Aabenbaring fra Gud at væ re oplyst om hvad Synd er, for Gud fortvivlet ikke at ville være sig selv, eller fortvivlet at ville være sig selv«, er at synde — og ganske vist, det er sjeldent,.
at et Menneske er saa udviklet, sig selv saa gjennemsigtigt, a t » dette kan passe paa ham. Men hvad følger saa deraf? Ja, det maa man vel agte paa, thi h er er en egen dialektisk Vending. Det fulgte jo ikke af, at et Menneske ikke i intensivere F orstand e r fortvivlet, deraf fulgte jo ikke, at han ikke var fortvivlet. T væ rt
im od; der blev ju st viist, at de fleste, langt, langt de fleste M enne
sker ere fortvivlede, men i en lavere Grad af Fortvivlelse. Det e r jo heller ikke nogen Fortjeneste at væ re fortvivlet i en høiere Grad. Æ sthetisk er det et F o rtrin , thi æ sthetisk sees d er blot p aa K raft; men, ethisk, er den intensivere Fortvivlelse læ ngere fra Frelsen end den lavere.
Og saaledes er det ogsaa med Synden. De fleste M enneskers Liv er, indifferent-dialektisk bestem m et, saa langt fra det Gode (Troen), at det næsten er for aandløst til at kaldes Synd, ja næsten*,
for aandløst til at kaldes Fortvivlelse.
At væ re i strengeste F o rstan d en Synder er nu vistnok saare lan g t fra at væ re noget Fortjenstligt. Men paa den anden Side, h v o r i al Verden skal d er kunne findes en væsentlig Syndsbevidst
hed (og see, den vil C hristendom m en nok have) i et Liv, der er s u n k e t saaledes i Trivialitet, pjattet Efterabelse af »de Andre«, at m an næsten ikke kan kalde det, at det er for aandløst til at kaldes Synd, kun væ rd som Skriften siger »at udspyttes.«
Dog herm ed er Sagen ikke færdig, thi Syndens Dialektik fanger s a a blot paa en anden Maade. H vorledes gaaer det nemlig til, at e t Menneskes Liv bliver saa aandløst, at det er, som kunde C hri
sten d o m m en slet ikke anbringes i F orhold dertil, ligesom n aar en D onkraft (og som en D onkraft saaledes er C hristcndom m ens Op
løftelse) ikke kan anbringes, fordi der ingen Grund er, men kun Mose og Hengesæk? E r det Noget, som hæ nder et M enneske?
Nei, det er M enneskets egen Skyld. Aandløshed fødes intet Men
neske m e d ; og hvor Mange der end i Døden bringe dette med sig so m det eneste U dbytte af Livet — det er ikke Livets Skyld.
Men siges m aa det, og saa uforbeholdent som muligt, at den saakaldte C hristenhed (i hvilken saadan Alle m illionviis ere saadan uden videre Christne, saa der er lige saa mange, netop lige saa m ange C hristne som d er er Mennesker) ikke blot er en elendig Udgave af det Christelige, fuld af m eningsforstyrrende Trykfeil og tankeløse U deladelser og Tilsæ tninger, men at den er en Misbrug a f det, den at have taget C hristendom m en forfængelig. Der fødes i et lille Land vel neppe tre Digtere i hver Generation, men P ræ s te r e r d er nok af, m ange flere end d er kan befordres. Man taler
i F o rh o ld til en Digter om at have K ald; til at blive P ræ st er d e t i Mængden af M enneskers (altsaa af Christnes) Forestilling nok a t have Examen. Og dog, dog er en sand P ræ st noget endnu Sjeldnere end en sand Digter, og dog er det Ord »Kald« op rind e
lige« tilhørende det Gudelige. Men i F orhold til det at være D igter h a r m an dog i C hristenheden endnu bevaret en Forestilling om , at det er Noget, og at der er Noget i, at det er et Kald. Det a t væ re P ræ st derim od er i Mængden af M enneskers (altsaa af C hristnes) Øine forladt af enhver opløftende Forestilling, uden det m indste M ysterieuse in puris naturalibus en Levevei. »Kald« be
ty d e r et E m bede; d er tales om at faae et K ald; men om at have
s o m S k r i f t e n s i g e r ] j v f r . J o h . A a b . 3, 1 6 : d e r f o r , e f t e r d i d u e r l u n k e n , o g h v e r k e n k o l d e l l e r v a r m , v il j e g u d s p y e d ig a f m i n M u n d . i n p u r i s n a t u
ralibus egti. i d e n r e n e N a t u r t i l s t a n d o : u d e n n o g e n P a a k l æ d n i n g ; h e r s n a r e s t :
<uden O m s v ø b .
i)S I'
et Kald — ja det tales der ogsaa om, om at En h a r et Kald a t give bort.
Ak, og dette Ords Skjebne i C hristenheden er som et M otto paa hele det Christeliges. Ulykken er ikke, at det Christelige ikke siges (saaledes er Ulykken jo heller ikke, at der ikke er P ræ s te r nok); men det siges saaledes, at der af Mængden af M ennesker tilsidst slet Intet tænkes derved (ligesom der ved det at væ re P ræ st af denne Mængde slet intet Andet tæ nkes end ved det aldeles Sogne at være Kjøbmand, P ro k u rato r, Bogbinder, V eterinair o. s. v.), saa det Høieste og Helligste slet intet Indtryk gjør, men lyder og høres som Noget, der nu saadan engang, Gud veed hvorfor, e r blevet Skik og Brug, som saa meget Andet. Hvad U nder saa, at man — i Mangel af at finde sin egen Adfærd uforsvarlig — fin d er det fornødent at forsvare C hristendom m en. —
En P ræ st burde jo dog vel være en Troende. Og en T roende!
En T roende er dog vel en F orelsket; ja, den af alle Forelskede meest Forelskede, han er dog egentlig, i H enseende til Begeistring, kun som en Yngling i Sammenligning med en Troende. T æ nk nu en Forelsket. Ikke sandt, han vilde da være istand til Dag ud og Dag ind, saa lang Dagen var, og Natten med, at tale om sin F o r
elskelse. Men tro e r Du det kunde falde ham ind, tro e r Du d et vilde være ham muligt, tro e r Du ikke, det vilde være ham som en Afskyelighed- at tale saaledes, at han af tre G runde stræ bte at bevise, at der dog var Noget i at være fo re ls k e t'— om trent som n aar Præ sten af tre G runde beviser, at det at bede er gavnligt, saa altsaa det at bede er sunket saa dybt i Prisen, at d er m aa tre G runde til for at hjæ lpe det en lille Smule til Anseelse. E lle r som n aar Præ sten, og dette er da det Samme, kun endnu la tte r
ligere, af tre Grunde beviser, at det at bede er en Salighed, som overgaaer al Forstand. O, uskateerlige Anticlimax, at Noget over
gaaer al Forstand, bevises af tre — Grunde, der, hvis de ellers due Noget, dog vel ikke overgaae al F orstand, og lige tv æ rtim o d maae gjøre F orstanden det indlysende, at denne Salighed ingen
lunde overgaaer al F o rstan d ; thi »Grunde« ligge jo dog vel inden
for F orstandens Omfang. Nei, for hvad der overgaaer al F o rstan d
— og for Den, der tro er paa det, betyde tre G runde ikke m ere end tre Flasker, eller tre Hjorte! — Og nu videre, tro e r Du d et vilde falde en Forelsket ind at føre et F o rsv ar for sin Forelskelse, det er, at indrøm m e, at den ikke var ham det Absolute, ubetinget det Absolute, men at han tænkte den saadan sam m en med In d vendingerne mod den, og deraf fremgik F orsvaret, det er, tr o e r Du, han kunde eller vilde indrøm m e, at han ikke var forelsket,.
angive sig selv, at han ikke var forelsket? Og dersom man vilde foreslaae en Forelsket at tale saaledes, tro e r Du ikke, han vilde ansee En for gal; og dersom han, foruden at være forelsket, tillige v ar lidt af en Iagttager, tro e r Du ikke, han vilde fatte en Mistanke om , at Den, d er gjorde ham dette Forslag, aldrig havde vidst, hvad Forelskelse er, eller vilde have ham til at forraade og
for-*
negte sin F'orelskelse — ved at forsvare den. — E r dette dog ikke indlysende, at Den, der virkelig er forelsket, ham kan det aldrig falde ind at ville bevise af tre Grunde, eller forsvare; thi han er Det, som er m ere end alle G runde og ethvert F o rsv ar: han er forelsket. Og Den, som gjør det, han er ikke forelsket; han ud
giver sig blot for at være det, og uheldigviis — eller heldigviis — saa dum t, at han blot angiver sig selv, ikke at være det.
Men ju st saaledes tales d er om C hristendom m en — af troende P ræ ster, enten »forsvarer« m an Christendom m en, eller man sæ tter den over i »Grundene«, forsaavidt m an da ikke tillige fusker i speculativt at »begribe« den; det kaldes at prædike, og man anseer det i C hristenheden allerede for store Ting, at der præ dikes saaledes, og at saa Nogen h ø re r det. Og ju st derfor er C hristenheden (dette er Beviset derfor) saa langt fra at være hvad den kalder sig, at de fleste M enneskers Liv, christelig forstaaet, endog er for .aandløst til i streng christelig F orstand at kaldes Synd.