Synd er Uvidenhed. Dette er, som bekjendt, den socratiske Definition, d er som alt Socratisk altid er en Instants, d er er væ rd at agte paa. Im idlertid er det gaaet i F orhold til dette Socratiske som i F o rh o ld til saa meget andet Socratisk, m an h a r læ rt at føle en T rang til at gaae videre. Hvor utallig Mange have ikke følt T rang til at gaae videre end den socratiske U videnhed — formo- dentligen fordi de følte, det v ar dem en Um ulighed at blive staa- ende ved den; thi hvor mange ere vel i hver G eneration De, som vare istand til endog blot een Maaned at udholde, existentielt at xidtrykke Uvidenhed om Alt. '
Den socratiske Definition vil jeg d erfo r ingenlunde affærdige m ed, at man ikke kan blive staaende ved d e n ; men med det Christelige in mente vil jeg benytte den til at faae dette frem i sin Skarphed — ju st fordi den socratiske Definition er saa ægte :græ sk; saa h e r som altid enhver anden Definition, d er ikke i strengeste F orstand er streng christelig, det er, en h v er Mellem-
Definition viser sig i sin Tom hed.
Misligheden ved den socratiske Definition er nu, at den lad er det ubestem t, om hvorledes U videnheden selv næ rm ere er at for- staae, dens Oprindelse o. s. v. Dette vil sige, selv om Synd er U videnhed (eller hvad C hristendom m en m aaskee sn arere vilde .kalde Dumhed), hvilket i een F o rstan d slet ikke lad er sig negte:
er dette en oprindelig Uvidenhed, er T ilstanden altsaa Dens, d er ikke h a r vidst, og hidtil ikke h a r kunnet vide Noget om Sand
h ed en ; eller er det en frem bragt, en senere U videnhed? E r den
•det Sidste, saa maa jo Synden egentligen stikke i noget Andet end i Uvidenheden, den maa stikke i den V irksom hed i Mennesket.
88
ved hvilken han h a r arheidet paa at fordunkle sin E rkjendelse, Men ogsaa dette antaget, kom m er denne haardnakkede og meget seiglivede Mislighed igjen, idet Spørgsm aalet bliver, om M ennesket da i det Øieblik, han begyndte paa at fordunkle sin E rkjendelse, er sig dette tydelig bevidst. E r han sig det ikke tydeligt bevidst, saa er jo E rkjendelsen allerede noget fordunklet, førend han be
gyndte d erp aa; og Spørgsm aalet kom m er blot atter igjen. Antages derim od, at han, da han begyndte at fordunkle E rkjendelsen, e r sig dette tydeligt bevidst, saa ligger jo Synden (om den end er U videnhed, forsaavidt denne er Resultatet) ikke i Erkjendelsen men i Villien, og det Spørgsm aal, d er m aatte fremkomm e, er om E rkjendelsens og Villiens F orho ld til hinanden. Alt Sligt (og h er kunde man da vedblive at spørge i mange Dage) indlader den socratiske Definition sig egentlig ikke paa. Socrates var vistnok en E th ik er (hvad Oldtiden jo ubetinget vindicerer ham, E thikens Op
finder), den første, som han er og bliver den Første i sit Slags;.
men han begynder med Uvidenheden. Intellectuelt er det Uviden
heden han te n d e re r til, det Intet at vide. E thisk forstaaer h a a ved Uvidenhed noget ganske Andet, og begynder saa med den.
Men derim od er, som naturligt, Socrates ingen væsentlig religieus E thiker, endnu m indre, hvad der er det Christelige, en Dogmatiker^
D erfor kom m er han egentligen slet ikke ind i den hele U nder
søgelse, med hvilken C hristendom m en begynder, ikke ind i det P rius, i hvilket Synden fo ru d sæ tter sig selv, og som christeligt for
klares i Dogmet om Arves3rnden, til hvilket Dogme vi i denne- U ndersøgelse dog blot kom m e som til G rændsen.
Socrates kom m er derfor egentligen ikke til Bestemmelsen Synd, hvilket vistnok er en Mislighed ved en Definition paa Synd. H vor
ledes dette? E r nemlig Synd Uvidenhed, saa er jo Synd egentlig ikke til; thi Synd er jo netop Bevidsthed. E r Synden det at væ re uvidende om det Rigtige, saa man derfor gjør det Urigtige, saa er Synd ikke til. E r dette Synd, saa antages jo, hvad Socra
tes ogsaa antog, at det Tilfælde ikke forekom m er, at En, vidende det Rette, gjør det Urette, eller vidende, at det er det Urette, gjør dette Urette. Altsaa, er den socratiske Definition rigtig, saa er Synd slet ikke til. Men see, dette, ju st dette er christelig ganske i sin O rden, i en dybere F orstan d ganske rigtigt, i christelig In teresse quod erat dem onstrandam . Netop det Regreb, ved hvilket C hristendom m en m eest afgjørende qvalitativt differentierer sig fra.
q u o d e r a t d e m o n s t r a n d u m h v a d d e r s k u l d e b e v is e s .
Hedenskabet, er: Synden, Læren om Synden; og derfor a n ta g e r Christendom m en ogsaa ganske conseqvent, at hverken H edenskabet eller det naturlige Menneske veed hvad Synd er, ja, den antager, at der maa en A abenbaring fra Gud til for at gjøre det aab en b art, hvad Synd er. Ikke er det nemlig saa, som en overfladisk Betragt
ning antager, at L æ ren om Forsoningen er den qvalitative Diffe- ren ts mellem H edenskab og C hristendom . Nei, Begyndelsen maa gjøres langt dybere, med Synden, med L æ ren om Synden, som Christendom m en ogsaa gjør. Hvilken farlig Indvending derfor m od Christendom m en, hvis H edenskabet havde en Definition paa Synd, som C hristendom m en m aatte erkjende for rigtig.
Hvad er det da for en Bestemmelse, Socrates i at bestem m e Synden m angler? Det er: Villien, Trods. Den græske Intellectu- alitet var for lykkelig, for naiv, for æ sthetisk, for ironisk, for vittig
— for syndig til at kunne faae det i sit Hoved, at En med sit Vidende kunde lade væ re at gjøre det Gode, eller med sit Vidende, med Viden om det Bette, gjøre det Urette. G ræciteten sta tu e re r
et intellectuelt kategorisk Im perativ.
Det Sande heri h ø r nu ingenlunde oversees, og gjøres vel fornødent at indskjæ rpes i T ider som disse, d er ere løbne vild i.
saare megen tom t opblæ sende og ufrugtbar Viden, saa det vistnok nu, aldeles som paa Socrates’s Tid, kun endnu mere, gjordes Be
hov, at M enneskene udhungredes en lille Smule socratisk. Det er baade til at lee og til at græde over, saavel alle disse F o rsik k rin g er om at have forstaaet og begrebet det Høieste, som ogsaa den Vir
tuositet, med hvilken Mange in abstracto vide at frem stille det, i en vis F orstand ganske rigtigt — det er baade til at lee og til at græde over, n aar man saa seer, at al denne Viden og F orstaaen slet ingen Magt udøver over M enneskenes Liv, at dette ikke i fjer
neste Maade u d try k k er hvad de have forstaaet, men sn arere lige det Modsatte. Man u d b ry d er uvilkaarligt ved Synet af dette lige saa sørgelige som latterlige M isforhold: men h v o r i al Verden er det dog m uligt at de kunne have forstaaet det, er det ogsaa sandt at de have forstaaet det? H er sv arer hiin gamle Iro n ik er og E th ik er: o, Kjere, tro aldrig det; de have ikke forstaaet det, thi havde de i Sandhed forstaaet det, saa udtry k te deres Liv det og
saa, saa gjorde de hvad de havde forstaaet.
k a t e g o r i s k I m p e r a t i v ] e g e n tl ig et U d t r y k f r a K a n t s P h i l o s o p h i ; K a n t f o r s t a a r d e r v e d M o r a l l o v e n s i l b e t i n g e d e B u d . H e r m a a U d t r y k k e t f o r s t a a s i B e
t y d n i n g e n : B e f a lin g , m a n i k k e k a n u n d l a d e a t o p f y l d e . *
At l'orstaae og forstaae er altsaa to Ting? Ganske vist; og den som h a r forstaaet dette — dog vel at m æ rke ikke i Betydning af den første Art Forstaaen, han er eo ipso indviet i alle Ironiens H em m eligheder. Det er egentligen denne Modsigelse, d er beskjæf- tiger Ironien. At opfatte det comisk, at et Menneske virkelig er uvidende om Noget, er en meget lav Art Comik, og u n d er Ironiens Værdighed. Noget dybere Comisk er der egentlig ikke i, at d er h a r levet M ennesker, som antoge at Jorden staaer stille — n aar de ikke vidste bedre. Det vil form odentlig paa en lignende Maade igjen gaae vor Tid i F orhold til en m ere pli3rsikalsk vidende Tid.
Modsigelsen er mellem to forskjellige Tider, der fattes et dybere C oincidentspunkt, en saadan Modsigelse er ikke væsentlig og altsaa heller ei væsentlig comisk. Nei,v men at et Menneske staaer og siger det Rigtige — og altsaa h a r forstaaet det; og n aar han saa skal handle, gjør det Urigtige — og altsaa viser, at han ikke h a r forstaaet det: ja det er uendelig comisk. Det er uendelig comisk, at et Menneske rø rt indtil T aarer, saa altsaa ikke blot Sveden men T aarern e hagle ned af ham , kan sidde og læse eller høre F rem stillingen af Selvfornegtelse, af det Æ dle i at offre sit Liv for
Sandheden — og saa i næste Øieblik, ein, zwei, drei, vupti, næsten endnu med T a a re r i Øinene, er i fuld Gang med, i sit Ansigts Sveed, efter fattig Leilighed, at hjæ lpe U sandheden til at seire.
Det er uendelig comisk, at en T aler med Sandhed i Stemme og Mimik, dj^bt grebet og dybt gribende, rystende kan frem stille det Sande, træ de alt det Onde, alle Helvedes-M agter u n d er Øinene, m ed en Aplomb i Skikkelsen, med en Freidighed i Blikket, en Rigtighed i P as’ene , som er beundringsvæ rdig — det er uendelig com isk, at han, næsten i sam m e Øieblik, næsten endnu med
»Adriennen paa«, kan feigt og frygtagtigt løbe af Veien for den m indste Ulempe. Det er uendelig comisk, at En kan forstaae hele Sandheden, om h v o r ussel og sm aalig Verden er o. s. v. — at han kan forstaae det, og saa ikke kan kjende Det igjen, han h a r for
staaet; thi næ sten i sam m e Øieblik gaaer han selv hen og er med i den sam m e Sm aalighed og Usselhed, tager Æ re af den og æ res af den, det er, an erk jen d er den. O, n aar m an seer En, der for- sik k rer aldeles at have forstaaet, hvorledes C hristus gik om kring
e o i p s o m e d d e t S a m m e . m e d » A d r i e n n e n p a a « ] j v f r . H o l b e r g , D e n p o l i t i s k e K a n d e s t ø b e r IV A k t 2. S c e n e og a n d r e S t e d e r . ( A d r i e n n e e r e n l a n g , fo rtil a a b e n S l æ b e k j o l e . )
i en ringe Tjeners Skikkelse, fattig, foragtet, bespottet, som Skriften sig er: bespyttet — n aar jeg da seer den Samme saa omhyggeligt at flye hen, hvor d er verdsligt er godt at være, indrette sig der paa det tryggeste, n aar jeg seer ham saa ængstelig, som var det Livet om at gjøre, at undflye eth v ert en ugunstig Vinds Pust fra H øire eller Venstre, saa lyksalig, saa høistlyksalig, saa kisteglad — ja, for at gjøre det complet, saa kisteglad, at han endog rø rt takker Gud d e rfo r — ved ubetinget at være æ ret og anseet af Alle, Alle: da h a r jeg ofte sagt til mig selv og ved mig selv »Socrates, Socrates, Socrates, skulde det være muligt, at dette Menneske h a r forstaaet hvad han siger sig at have forstaaet?«. Saaledes h a r jeg sagt, ja jeg h ar tillige ønsket, at Socrates havde Ret. T hi det er mig dog, som var C hristendom m en for streng, jeg kan ei heller bringe det i Samklang med min Erfaring, at gjøre en Saadan til en Hykler.
Nei, Socrates, Dig kan jeg forstaae; Du gjør ham til en Spasm ager,
•en Slags lystig Broder, Du gjør ham til en Prise for Latteren, Du h a r Intet mod, det h a r endog Dit Bifald, at jeg serv erer og a n rettet' ham comisk — det vil da sige, n aar jeg gjør det godt.
Socrates, Socrates, Socrates! Ja, man maa nok nævne Dit Navn tre Gange, det var ikke for meget at nævne det ti Gange, dersom det kunde hjælpe Noget. Man mener, Verden behøver en Republik, og man m ener at behøve en ny Sam funds-Orden, og en ny Religion: men Ingen tæ nker paa, at en Socrates er det dog nok denne, ju st ved megen Viden forvirrede, Verden behøver. Dog
<let forstaaer sig, tæ nkte Nogen derpaa, end sige, hvis Mange tæ nkte derpaa, da behøvedes han m indre. Det en Vildfarelse meest behøver, er altid Det, den m indst tæ nker paa — naturligt, thi ellers var det jo ikke en Vildfarelse.
Altsaa en saadan ironisk-ethisk C orrection kunde vor Tid saare godt behøve, er m aaskee egentligen det Eneste, den h a r Be
hov — thi det er aab en b art Det den m indst tæ n k er paa; det gjordes høiligt fornødent, at vi, istedetfor at gaae videre end So
crates, blot kom tilbage til dette Socratiske: at forstaae og forstaae er to Ting, — ikke som et Resultat, d er tilsidst hjæ lp er Menne
skene i den dybeste Elendighed, da det ju st hæ ver Forskjellen mellem at forstaae og forstaae, men som den ethiske Opfattelse af Livets Daglighed.
Den socratiske Definition hjæ lper sig da saaledes. N aar En ikke gjør det Rette, saa h a r han heller ikke forstaaet det; hans
s o m S k r i f t e n s i g e r ] L u c . 18, 32.
i
■ t
fri
iIi
* r
J
’i
\
i L
F o rstaaen er en Indbildning; hans F orsikkring om at have for- staaet en feil D ire c tio n ; hans gjentagne F orsikkring om Fanden gale ham at have forstaaet, en uhyre, uhyre F jern h ed ad den stø rst mulige Omvei. Men saa er jo Definitionen rigtig. Gjør En det Rigtige, saa synder han dog vel ikke; og gjør han ikke det Rigtige, saa h a r han heller ikke forstaaet det; havde han i Sand
hed forstaaet det, vilde det sn a rt bevæge ham til at gjøre det,, sn a rt gjøre ham til en Klangfigur for hans F o rstaaen : ergo er
Synd Uvidenhed.
Men h v o r stikker da M isligheden? Den stikker i, hvad det Soeratiske, men kun til en vis Grad, selv er opm æ rksom t paa, og afhjæ lper, at d er m angler en dialektisk Restemmelse betræffende Overgangen fra det at have forstaaet Noget til det at gjøre det.
I denne Overgang begynder det C hristelige; ved saa at gaae ad den Vei, kom m er det til at vise Synden liggende i Villien, til Be
grebet T ro d s; og for saa at gjøre Enden rigtig fast, føies Dogmet om A rvesynden til — ,ak thi Spekulationens Hemmelighed med det at begribe er ju s t Det at sye uden at fæste Ende og uden at slaae K nude paa T raaden, og derfor kan den, vidunderligt, blive ved at sye og sye, o: at træ kke T raaden igjennem. C hristendom -
men derim od fæ ster Ende ved Hjælp af Paradoxet.
I den rene Idealitet, h v o r d er ikke er Tale om det enkelte virkelige Menneske, d er er Overgangen nødvendig (i Sj^stemet gaaer jo ogsaa Alt for sig, med Nødvendighed), eller, d er er slet ingen Vanskelighed forbunden med Overgangen fra det at forstaae til det at gjøre. Dette er Græciteten (dog ikke det Soeratiske, thi d ertil er Socrates for meget Ethiker). Og ganske dette Samme er egentlig hele den nyere P hilosophis H em m elighed; thi det er dette: cogito ergo sum, at tæ nke er at væ re; (christeligt derim od h ed d er det: Dig skeer, som Du tro er, eller, som Du tro er, saa er Du, at troe er at være). Man vil saaledes see, at den nyere Phi- losophi hverken er m ere eller m indre end Hedenskab. Dette er nu endda ikke det V ærste; at væ re i Slægtskab med Socrates ikke det Ringeste. Men det aldeles U socratiske i den nyere Philosophi er, at den vil bilde sig og os ind, at dette er C hristendom .
I V irkelighedens Verden derim od, h v o r d er er Tale om det enkelte Menneske, d er er denne lille hitte Overgang fra at have
c o g i t o e r g o s u m , j e g t æ n k e r , a l t s a a e r j e g ; D e s c a r t e s ’s G r u n d s æ t n i n g . D i g s k e e r s o m D u t r o e r ] j v f r . M a tth . 9, 29.
forstaaet til at gjøre, den er ikke altid cito citissime, ikke, at jeg, i Mangel af at tale philosophisk, skal tale tydsk, geschw ind wie der Wind. Tværtim od, h er begynder en meget vidtløftig H istorie.
I Aands-Livet er der ingen Stilstand (egentlig heller ingen T il
stand, Alt er Actualitet); dersom altsaa et Menneske ikke i samm e Secund, som han h a r erkjendt det Rette, gjør det — ja saa gaaer nu for det første E rkjendelsen af Kog. Og d ern æ st saa bliver Spørgsm aalet, hvad synes Villien om det Erkjendte. Villien er et Dialektisk, og h a r igjen u n d er sig hele den lavere N atu r i Menne
sket. Synes denne nu ikke om det E rkjendte, saa følger d eraf vel ikke, at Villien gaaer hen og gjør det Modsatte af hvad E rk jen delsen forstod, saa stæ rke M odsætninger forekom m e vistnok sjeld- nere; men saa lad er Villien nogen Tid gaae hen, det bliver et Interim , det hed d er: vi vil dog see det an til im orgen. U nder alt Dette bliver Erkjendelsen dunkiere og dunkiere, og det Lavere se ire r m ere og m ere; ak, thi det Gode maa gjøres strax, strax idet det er erkjendt (og derfor gaaer det i den rene Idealitet saa let med Overgangen fra at tæ nke til at være, thi d er er Alt strax), men det Lavere h a r sin Stvrke i at træ kke ud. 1/ Saa sm aat h a r Villien ikke noget mod, at dette skeer, den seer næsten igjennem
Fingre dermed. Og n aar saa Erkjendelsen er blevet behørig dunkel, saa kan Erkjendelsen og Villien bedre forstaae h in an d en ; tilsidst sam tykke de ganske, thi nu er Erkjendelsen gaaet over paa Villiens Side, og erkjender, at det er ganske rigtigt som den vil det. Og saaledes lever m aaskee en sto r Mængde M ennesker; de arbeide saa sm aat paa at fordunkle deres ethiske og ethisk-religi- euse Erkjenden, d er vil føre dem ud i Afgjørelser og Conseqvent- ser, som det Lavere i dem ikke elsker; derim od udvide de deres æ sthetiske og m etaphysiske Erkjenden, hvilket, ethisk, er Ad
spredelse.
Dog med alt Dette ere vi endnu ikke kom ne videre end til det Socratiske; thi, vilde Socrates sige, skeer dette, saa viser det jo, at et saadant Menneske dog ikke h ar forstaaet det Rette. Dette vil sige, til at udsige, at En med sit Vidende gjør det Urette, med Viden om det Rette gjør det Urette, h a r Græciteten ikke Mod, saa hjæ lper den og siger: n aar En gjør det Urette, h a r han ikke for
staaet det Rette.
Ganske rigtigt, og videre kan heller intet M e n n e s k e kom m e;
in tet Menneske kan ved sig selv og af sig selv udsige, hvad Synd
c i t o c i t i s s i m e, h u r t i g t , m e g e t h u r t i g t .
er, ju st fordi han er i Synden; al hans Talen om Synden er i G runden Besmykkelse for Synden, en Undskyldning, en syndig Form ildelse. D erfor begynder C hristendom m en ogsaa paa en anden Maade, med, at d er maa en A abenbaring fra Gud til, for at oplyse M ennesket om, hvad Synd er, at Synden dog ikke ligger i,, at M ennesket ikke b a r forstaaet det Rette, men i at han ikke vil forstaae det, og i at han ikke vil det.
Allerede med H ensyn til den D istinktion: ikke at k u n n e for
staae og ikke at v i l l e forstaae, oplyser Socrates egentligen In tet, m edens han derim od er Storm esteren for alle Ironikere i at ope
rere ved Hjælp af den D istinktion mellem at forstaae og forstaae.
Socrates forklarer, at Den, som ikke gjør det Rette, heller ikke h a r forstaaet d et; men C hristendom m en gaaer lidt længere tilbage og siger, det er fordi han ikke vil forstaae det, og dette igjen, fordi han ikke vil det Rette. Og dernæ st læ rer den, at et Men
neske gjør det Urette (den egentlige Trods), uagtet han fo rstaaer det Rette, eller lad er væ re at gjøre det Rette, uagtet han fo rstaaer det; kort, den christelige Læ re om Synden er lu tter N æ rgaaenhed mod Mennesket, Beskyldning paa Beskyldning, den er den P aa
stand, hvilken det Guddommelige som Aktor tillader sig at ned
lægge mod Mennesket.
. Men kan noget Menneske begribe dette Christelige? Ingen
lunde, det er jo ogsaa det Christelige, -altsaa til Forargelse. Det maa troes. At begribe er M enneskets Omfang i F orhold til det M enneskelige; men at tro e er M enneskets F orhold til det Gud
dommelige. H vorledes fo rk larer da C hristendom m en dette Ube
gribelige? Ganske conseqvent, paa en ligesaa ubegribelig Maade, ved Hjælp af, at det er aabenbaret.
Christelig forstaaet ligger Synden altsaa i Villien, ikke i E r- kjendelsen; og denne Villiens F ordæ rvethed gaaer ud over den Enkeltes Bevidsthed. Dette er det ganske conseqvente; thi ellers m aatte jo hetræ lfende h ver Enkelt det Spørgsm aal opkom m e, h v o r
ledes Synden begyndte.
H er er da igjen F orargelsens Kjendetegn. Forargelsens Mulig
hed ligger i : at d er skal en A abenbaring fra Gud til for at oplyse M ennesket om, hvad Synd er, og h v o r dybt den stikker. Det naturlige Menneske, Hedningen, tæ nker som s a a : »lad gaae, jeg indrøm m er, at jeg ikke h a r forstaaet alle Ting i Himlen og paa Jorden, skal d er en Aabenbaring, saa lad den oplyse os om det H im m elske; men at der skulde en A abenbaring til for at oplj7se hvad Synd er, er da det Urimeligste af Alt. Jeg udgiver mig ikke for at være noget fuldkom m ent Menneske, langt fra, men det veed