i
Som vel Lægen m aa sige, at d er m aaskee ikke lever eet eneste Menneske der er ganske sund, saaledes m aatte m an, hvis m an r e t kjendte Mennesket, sige, at d er ikke lever eet eneste Menneske,, uden at han jo dog er lidt fortvivlet, uden at d er dog in d erst inde b oer en Uro, en Ufred, en D isharm oni, en Angest for et ubekjendt Noget, eller for et Noget han end ikke tø r stifte Bekjendtskab med, en Angest for en Tilvæ relsens Mulighed eller en Angest for sig selv, saa han dog, som Lægen taler om at gaae med en Sygdom i K roppen, gaaer med en Sygdom, gaaer og b æ re r paa en Aandens Sygdom, d er en enkelt Gang glimtviis, ved og med en ham selv uforklarlig Angest, lader sig m æ rke med, at den er derinde. Og i eth v ert Tilfælde h a r d er intet Menneske levet og der lever intet Menneske udenfor C hristenheden, uden at han er fortvivlet, og i C hristenheden Ingen, forsaavidt han ikke er sand C hristen; og forsaavidt han ikke ganske er dette, er han dog noget fortvivlet.
Denne Betragtning vil vistnok synes mange et Paradox, en Overdrivelse, derhos en m ørk og forstem m ende Anskuelse. Dog.
er den Intet af alt Dette. Den er ikke m ørk, den søger tvæ rtim od at skaffe Lys i hvad m an alm indeligviis lader staae hen i en vis.
D unkelhed; den er ikke forstem m ende, tvæ rtim od opløftende, da den b etrag ter eth v ert Menneske u nder Bestem melsen af den liøieste F o rd rin g til ham , at væ re Aand; den er h eller ikke et Paradox, tvæ rtim od en conseqvent gjennem ført Grund-Anskuelse, og forsaa
vidt da h eller ingen Overdrivelse.
i
Den almindelige Betragtning af Fortvivlelse bliver derim od staaende ved Tilsyneladelsen, og er saaledes en overfladisk B etragt
ning, det er, ingen Betragtning. Den antager, at eth v ert M enneske jo bedst maa vide med sig selv, om han er fortvivlet eller ikke.
Den der da siger sig selv at væ re det, h an ansees for fortvivletr men Den der m ener sig selv ikke at væ re det, han ansees h e lle r ikke derfor. Som en Følge h e ra f bliver Fortvivlelse et sjeldnere Phæ nom en, istedetfor at den er det ganske Almindelige. Det e r ikke det Sjeldne, at En er fortvivlet; nei, det er det Sjeldne, d et
saare Sjeldne, at En i Sandhed ikke er det.
Men den vulgaire Betragtning forstaaer sig meget daarligt paa Fortvivlelse. Den overseer saaledes blandt Andet ganske (for blot at nævne dette, der dog rigtigt forstaaet b rin g er T u sin d er og T u sinder og M illioner ind u n d e r Bestem melsen Fortvivlelse), den overseer ganske, at det ju s t er en F orm af Fortvivlelse det ikke at være det, det ikke at være sig bevidst, at man er det. Det gaaer i en langt dybere F o rstan d den vulgaire Betragtning i F o r
hold til at opfatte Fortvivlelse, som det stundom gaaer den i F o r
hold til at bestem m e, om et Menneske er syg eller ikke — i en langt dybere F o rstan d ; th i den vulgaire Betragtning fo rstaaer sig
endnu langt m indre paa, hvad Aand er (og uden det kan m an heller ikke forstaae sig paa Fortvivlelse) end paa Sygdom og.
Sundhed. I Almindelighed antager man, at et Menneske, n aar han ikke selv siger, at han er syg, er rask, end sige,' n aar han selv siger, at han er rask. Lægen derim od betrag ter Sygdommen anderledes. Og hvorfor? Fordi Lægen h a r en bestem t og udviklet Forestilling om, hvad det er at væ re sund, og efter denne p rø v e r han et Menneskes Tilstand. Lægen veed, at som d er er en S\Tg- dom, der kun er Indbildning, saaledes ogsaa en Sundhed; han an vender derfor i sidste Tilfælde først Midler, for at faae Sygdommen til at blive aabenbar. O verhovedet h a r Lægen, ju s t fordi han e r Læge (den Indsigtsfulde) ikke ubetinget T iltro til Menneskets eget Udsagn om sit Befindende. Hvis det v ar Tilfældet, at hvad ethvert Menneske sagde om sit Befindende, om han er sund eller syg, om h v o r han lider o. s. v., var ubetinget til at stole paa, saa v ar det at være Læge en Indbildning. Thi en Læge h a r ikke blot at fore
skrive Lægemidlerne, men først og frem m est at kjende Sygdommen,, og altsaa igjen først og frem m est at kjende, om den form eentligen
Syge virkelig er syg, eller om den form eentligen Sunde m aaskee er virkelig syg. Saaledes ogsaa med den Sjelekyndiges F o rh old til Fortvivlelse. Han veed, hvad Fortvivlelse er, han kjender den og nøies derfor ikke hverken med det Udsagn af et Menneske, at han
ikke er fortvivlet, eller, at han er det. Det maa nemlig bem ærkes, at i en vis F o rstan d ere end ikke altid De fortvivlede, der siae sis at væ re det. Man kan jo affectere Fortvivlelse, og man kan tage feil og forvexle Fortvivlelse, som er en Aandens Bestemmelse, med allehaande tran sito risk F orstem thed, Sønderrevethed, d er atter gaaer over uden at bringe det til Fortvivlelse. Im idlertid anseer rigtignok den Sjelekyndige ogsaa dette for F o rm er af Fortvivlelse; han seer meget godt at det er Affectation — men ju s t denne Affectation er F ortvivlelse; han seer meget godt, at denne F orstem thed o. s. v.
ikke h a r sto rt at betj^de — men ju s t Dette, at den ikke h a r og ikke faaer sto rt at betyde, er Fortvivlelse.
Den vulgaire Betragtning overseer fremdeles, at Fortvivlelse, sam m enlignet med en Sygdom, er anderledes dialectisk end hvad m an ellers kalder Sygdom, fordi den er en Aandens Sygdom. Og dette Dialectiske, rigtigt forstaaet, b rin g er atter T usinder ind u n d er Bestem m elsen Fortvivlelse. Dersom nemlig en Læge i et givet Øieblik h a r forvisset sig om, at Den og Den er sund — og han saa i et senere Øieblik bliver syg: saa kan Lægen have Ret i, at dette Menneske v a r dengang rask, nu derim od e r han syg. Ander
ledes med Fortvivlelse. S aasnart Fortvivlelse viser sig, saa viser det sig, at M ennesket var fortvivlet. F orsaavidt kan m an i intet Øieblik afgjøre Noget om et Menneske, der ikke er frelst ved at .have væ ret fortvivlet.. Thi naar, dersom Det in d træ d er, som b rin
g er ham til Fortvivlelse, saa bliver det i sam m e Øieblik aabenbart, at han hele* sit foregaaende Liv igjennem h a r væ ret fortvivlet.
Ingenlunde kan man derim od sige, n aar En faaer Feber, at det nu bliver aabenbart, at han h a r havt F eber hele sit Liv igjennem.
Men Fortvivlelse er en Aandens Bestemmelse, forholder sig til det Evige, og h a r derfor noget af det Evige i sin Dialectik.
Fortvivlelse er ikke blot anderledes dialectisk end en Sygdom, m en i F orhold til Fortvivlelse ere alle Kjendetegn dialectiske, og d erfo r skuffes den overfladiske Betragtning saa let i at bestemme, om Fortvivlelse er tilstede eller ikke. Det ikke at væ re fortvivlet kan nemlig betyde ju st at være fortvivlet, og det kan betyde at væ re frelst fra at væ re fortvivlet. Tryghed og Beroligelse kan betyde at være fortvivlet, ju s t denne Tryghed, denne Beroligelse kan væ re Fortvivlelsen; og det kan betyde at have overvundet Fortvivlelse og vundet Fred. Det er ikke med det ikke at være fortvivlet, som med det ikke at væ re syg; thi det ikke at være syg kan dog ikke være det at være syg, men det ikke at være fortvivlet kan ju st væ re det at væ re fortvivlet. Det er ikke med Fortvivlelse som med en Sygdom, at Ildebefindendet er Sygdommen.
Ingen-lunde. Ildebefindendet er a tte r dialectisk. Det aldrig at have for- num m et dette Ildebefindende, er ju s t at være fortvivlet.
Dette vil sige, og h a r sin G rund i, at som Aand betragtet (og skal man tale om Fortvivlelse m aa m an betragte M ennesket u n d er Bestemmelsen Aand) er M enneskets T ilstand altid critisk. Man taler i Forhold til Sygdom om en Crisis, men ikke i F orhold til Sundhed. Og hvorfor ikke? F ordi legemlig Sundhed er en um iddelbar Bestemmelse, som først bliver dialectisk i Sygdommens Tilstand, hvor der saa bliver Tale om Crisen. Men aandelig, eller naar Mennesket betragtes som Aand, er baade Sundhed og Sygdom critisk ; der gives ingen um iddelbar Aandens Sundhed.
S aasnart man ikke betragter M ennesket u n d er Bestem melsen Aand (og hvis ikke, kan m an heller ikke tale om Fortvivlelse), men kun som sjelelig-legemlig Synthese, saa er Sundhed en um iddelbar Bestemmelse, og Sjelens eller Legemets Sygdom først den dialectiske Bestemmelse. Men Fortvivlelse er just, at Mennesket ikke er sig bevidst at være -bestemmet som Aand.
Selv hvad der m enneskelig talt er det Skjønneste og Elske
ligste af Alt, en qvindelig Ungdommelighed, der er idel Fred og H arm oni og Glæde: det er dog Fortvivlelse. Dette er nemlig Lykke, men Lykke er ingen Bestemmelse af Aand, og langt, langt inde, inderst inde i Lykkens skjulteste F orborgenhed, d er boer ogsaa Ångesten, som er Fortvivlelsen; den vil saa gjerne have Lov til at blive derinde, thi det er Fortvivlelsen dens kjereste, dens meest udsøgte Sted at boe: in d erst inde i L y k k en .' Al U m iddel
b arh ed er trods sin illusoriske Tryghed og Ro Angest, og derfo r ganske conseqvent meest angest for In tet; m an gjør ikke U m iddel
barheden saa angest ved den meest gysende Beskrivelse af det forfærdeligste Noget, som ved et underfundigt, næ sten skjødesløst, men dog med Reflexionens sikkert beregnende Sigte henkastet halvt Ord om et Ubestemt, ja m an gjør U m iddelbarheden aller- meest angest ved paa en listig Maade at paadutte den, at den selv nok veed, hvad det er man taler om. Thi vistnok veed U m iddel
barheden det ikke; men aldrig fanger Reflexionen saa sikkert som n a a r den danner sin Snare af Intet, og aldrig er Reflexionen saa- ledes sig selv, som . n aar den er — Intet. Der skal en em inent Reflexion, eller rettere der skal en sto r T ro til for at kunne u d holde Intets, det er, den uendelige Reflexion. Altsaa selv det Skjønneste og Elskeligste af Alt, en qvindelig Ungdom m elighed er dog Fortvivlelse, er Lykke. Det lykkes vel derfor heller ikke at slippe Livet igjenrtem paa denne U m iddelbarhed. Og lykkes det denne Lykke at slippe igjennem, ja, det hjæ lper kun lidet, thi det
er Fortvivlelse. Fortvivlelse er nemlig, ju s t fordi den er heelt dialectisk, den Sygdom* om hvilken det gjælder, at det er den største Ulykke aldrig at have havt den — en sand Guds Lykke at faae den, om det end er den allerfarligste Sygdom, n a a r m an ikke vil helbredes fra den. E llers kan der dog kun være. Tale om, at det er en Lykke at blive h elbredet fra en Sygdom, Sygdommen selv er Utykken.
Det er d erfo r saa langt som m uligt fra, at den vulgaire Be
tragtning h a r 'Ret, som antager, at Fortvivlelse er det Sjeldne, den er tvæ rtim od det ganske Almindelige. Det er saa langt som m uligt fra, at den vulgaire B etragtning h a r Ret, som antager, at E nh v er, d er ikke m en er eller føler sig at væ re fortvivlet, heller ikke er det, og at kim Den er det, d er siger sig at være det. T væ rtim od Den, der uden Affectation siger sig at væ re det, er dog lidt, er et D ialektisk n æ rm ere ved at helbredes end alle De, som ikke ansees for og ikke ansee sig selv for fortvivlede. Men ju st dette er, hvad vistnok den Sjelekyndige vil give mig Ret i, det Almindelige, at de fleste M ennesker leve uden ret at blive - sig bevidste at væ re be
stem te som Aand — og d eraf al den saakaldte Tryghed, Tilfreds
hed med Livet o. s. v., o. s. v., hvad ju s t ér Fortvivlelse. De, der derim od sige sig at væ re fortvivlede, ere ordentligviis enten Dem, d er have en saa meget dybere N atur, at de m aae blive sig bevidste som Aand, eller Dem, hvem tunge Begivenheder og forfærdelige Afgjørelser have h ju lp et hen til at blive sig bevidste som Aand — det er enten Dem eller Dem ; thi saare sjelden er vistnok Den, d er i Sandhed ikke er fortvivlet.
O, d er tales saa meget om m enneskelig Nød og Elendighed — jeg søger at forstaae det, h a r ogsaa kjendt Adskilligt d eraf n æ rv ed ;
d er tales saa meget om at forspilde et Liv: men kun det Menne
skes Liv v ar' forspildt, d er levede saaledes hen, bedragen af Livets Glæder eller af dets Sorger, at han aldrig evigt afgjørende blev sig bevidst som Aand, som Selv, eller hvad d er er det Samme, aldrig blev opm æ rksom paa,, og i dybeste F orstan d fik Indtrykket af, at d er er en Gud til, og »han«, h an Selv, hans Selv. til for denne Gud, hvilken Uendelighedens Vinding aldrig naaes uden gjennem Fortvivlelse. Ak, og denne Elendighed, at d er leve saa Mange saa
ledes hen, bedragne for den saligste af alle T anker, denne Elen
dighed, at m an beskjæftiger sig, eller i F o rh old til Menneskenes Mængde beskjæ ftiger dem med alt Andet, b ru g er dem til at afgive K ræ fterne i Livets Skuespil, men aldrig m inder dem om denne Salighed, at m an sam m enhober dem — og bedragér dem, istedetfor at splitte dem ad, at h v er Enkelt maa. vinde det Høieste, det
i.
Eneste, der er væ rd at leve for,- og nok for en Evighed at leve i:
mig synes, jeg kunde græ de en Evighed over, at denne Elendighed o r til! O, og dette er i m ine Tanker* eet Rædselens U dtryk m ere for denne af alle forfæ rdeligste Sygdom og Elendighed: dens Skjulthed, ikke blot,- at Den, d er lider af den, kan ønske at skjule den og kan form aae det, at den kan boe i et Menneske saaledes, at Ingen, Ingen opdager den, nei, at den kan væ re saaledes skjult i et Menneske, at han ikke selv veed af det! O, og n aar saa en
gang Tim eglasset er u d ru n d et, Tim elighedens T im eg las; n aar Verds
lighedens Larm er forstum m et, og den rastløse eller uvirksom m e T ravlhed Tik en E nde; n aar Alt er stille om Dig, som det er i Evigheden — hvad enten Du v ar Mand eller Qvinde, Riig eller Fattig, Afhængig eller Uafhængig, Lykkelig eller Ulykkelig; hvad enten Du, b a r K ronens Giands i Høihed, eller i ringe U bem æ rket
hed kun Dagens Møie og Hede; hvad enten Dit Navn skal m indes saa længe Verden staaer, og altsaa er m indet saa længe den stod, eller-D u , uden Navn, som Navnløs løb med i den talløse Mængde;
hvad enten den Herlighed, som orhgav Dig overgik al m enneskelig Beskrivelse, eller Dig overgik den strengeste og m eest vanæ rende m enneskelige Dom: Evigheden spørger Dig, og h v er Enkelt i disse
M illioner M illioner, kun om Eet, om Du h a r levet fortvivlet eller
*
ikke, om saaledes fortvivlet, at Du ikke vidste af at Du v ar for
tvivlet, eller saaledes, at Du skjult b ar denne Sygdom i Dit In d er
ste, som Din nagende Hemmelighed, som - en syndig K jerligheds F rugt u n d er Dit H jerte, eller saaledes, at Du, en Rædsel for Andre, rasede i Fortvivlelse. Og hvis saa, hvis Du h a r levet fortvivlet, hvad Du end forresten vandt eller tabte, saa er for Dig Alt tabt, Evigheden vedkjender sig Dig ikke, den kjendte Dig aldrig, eller end forfærdeligere, den kjender Dig som Du er kjendt, den sæ tter
Dig fast ved Dit Selv i Fortvivlelsen!
t\
K
-r t
■5-■c.
# '•
i
c.
:• ■